Donald  Trump og Volodomyr Zelinskij under det mislykkede møde i Det Hvis Hus, 28. februar 2025r

Det mislykkede møde mellem Donald Trump og Volodymyr Zelenskyj den 28. februar har dæmpet forhåbningerne om en snarlig våbenhvile eller fredsaftale mellem Ukraine og Rusland.

Krigen i Ukraine - Oval office clash-Saul LoebAFPRitzau Scanpix@20250228-182632-L-8256x5504ma.jpg

Krig i Ukraine

Israel-Palæstina konflikten er en af de længstvarende konflikter i verden. Og konflikten deler ikke kun israelere og palæstinensere og landene i Mellemøsten, men også de politiske fløje internt i både USA og Europa. Ligesom konflikten også har præget mange kulturelle arrangementer og givet anledning til store demonstrationer på fx universiteter i mange steder i verden.

Siden den 7. oktober 2023, hvor Hamas foretog et storstilet terrorangreb i Israel, er konflikten mellem Hamas og Israel blusset op igen. Omkring 1.200 israelere mistede livet i angrebet, og yderligere 250 blev taget som gidsler, hvoraf det vurderes, at kun 63 stadig er i live \[1\]. I de efterfølgende bombardementer af Gaza og som følge af den israelske invasion af området har over 45.000 palæstinensere mistet livet ifølge FN \[2\]. Den aktuelle krig er blot den seneste udvikling i en konflikt, som har varet i over 100 år, og som handler om, at både israelere og palæstinensere hævder at have ret til det samme landområde.  Konflikten har gennem årene haft perioder med tilnærmelser og fredsforhandlinger og perioder med krig og opstand. Siden Hamas’ terrorangreb den 7. oktober 2023 er konflikten dog eskaleret. Først med en israelsk invasion af Gaza, dernæst en intensiv israelsk bombekampagne i det nordlige Libanon for at ramme den med Hamas’ allierede Hizbollah-milits, og sidst i form af en direkte konfrontation med Iran.

19\. januar 2025 trådte en seks ugers våbenhvile i kraft. Aftalen mellem Israel og Hamas indebærer blandt andet, at Israel frigiver palæstinensiske fanger i bytte for frigivelse af israelske gidsler.   
Situationen udvikler sig hele tiden og kan følges via for eksempel følgende hjemmesider:

*   [BBC](https://www.bbc.com/news/topics/c2vdnvdg6xxt)
*   [Haaretz](https://www.haaretz.com/)
*   [Middle East Eye](https://www.middleeasteye.net/topics/israel-war-gaza)
*   [DR](https://www.dr.dk/nyheder/udland/tema/krig-mellem-israel-og-hamas) har denne side, der ikke opdateres helt så tit som de øvrige, men samler de væsentligste nyheder

Konflikten tager konkret sin begyndelse med jødisk indvandring til Palæstina i starten af det 20. århundrede, men baggrunden for konflikten skal også findes i jødeforfølgelserne i Europa og europæisk kolonialisme. 

Oprindeligt udspringer konflikten af uenighed om, hvem der har retten til området mellem Jordanfloden og Middelhavet. Det område, som jøder kalder Israel, og palæstinensere kalder for Palæstina. Den zionistiske bevægelse (se nedenfor) arbejdede fra slutningen af 1800-tallet på at oprette et jødisk hjemland i Palæstina, hvor jøder kunne leve i fred for forfølgelse og undertrykkelse. På den anden side står den oprindelige arabiske befolkning af muslimer og kristne, som boede i landet i forvejen. 

Efter Israels besættelse af Vestbredden og Gaza i 1967 har konflikten i høj grad også handlet om, hvorvidt Israel har ret til at fortsætte besættelsen af Vestbredden og blokaden af Gaza-striben.

Zionisme er betegnelsen for den bevægelse, der opstod i slutningen af 1800-tallet, og som arbejdede for oprettelsen af en jødisk stat i Palæstina. En vigtig skikkelse for zionismen er Theodor Herzl, der i 1896 udgav bogen ”Jødestaten”, hvori han argumenterede for oprettelsen af en jødisk stat \[3\]. Zionismen kan betegnes som en nationalisme på linje med andre nationalistiske bevægelser, der opstod i 1800-tallet. Zionismen nød ikke opbakning fra alle jøder i Europa. Blandt den jødiske arbejderklasse i Østeuropa var der fx en stor del, som tilhørte den såkaldte Bundt-bevægelse, der ønskede at forbedre jødernes situation, hvor de allerede boede, i stedet for at søge at oprette en jødisk stat i Palæstina. Bundt-bevægelsen støttede fx også brugen af jiddisch som sprog i modsætning zionisterne, der ønskede at genoplive hebræisk. Mange religiøse jøder brød sig heller ikke om zionismen, da det at være jøde for dem var et spørgsmål om religion, ikke et nationalt eller etnisk fællesskab. 

Siden den jødiske indvandring til Palæstina tog fart og efter oprettelsen af staten Israel i 1948, udviklede zionismen sig også som ideologi i takt med det politiske landskab i Israel. Man kan således både tale om politisk zionisme, kulturel zionisme, socialistisk zionisme, revisionistisk zionisme, religiøs zionisme m.m. \[4\].

I 1800-tallet opstod der i Det Osmanniske Rige, ligesom i Europa, forskellige nationalistiske bevægelser, der hævdede retten til deres eget land. I de arabisktalende provinser argumenterede man således for, at disse regioner burde løsrives og danne en foreneret arabisk nationalstat. Senere da Frankrig og Storbritannien efter Første Verdenskrig delte Mellemøsten imellem sig, blev fokus på at opnå uafhængighed fra de europæiske kolonimagter. Denne arabiske nationalisme havde sin storhedstid i 1950’er og 1960’erne, hvor Egyptens daværende leder, Gamal Abdel Nasser, bl.a. forsøgte at oprette en fælles egyptisk-syrisk enhedsstat. Den arabiske nationalisme var også med til at forme synet på oprettelsen af Israel blandt arabere, hvoraf nogle anså den for at være en direkte videreførelse af den europæiske kolonialisme. Efter Seksdageskrigen i 1967 har panarabismen været en ideologi i tilbagegang, og i de efterfølgende årtier blev forskellige former for politisk islam i stedet den dominerende ideologiske strømning\[5\].

Fatah er en palæstinensisk bevægelse, der blev grundlagt i 1956 af bl.a. Yassir Arafat. Organisationen tog del i fredsprocessen i Oslo i starten af 1990’erne, hvor man forsøgte at skabe fred mellem Israel og Palæstina, og Fatah har været det dominerende parti i først PLO (den palæstinensiske frihedsbevægelse) og senere det palæstinensiske selvstyre på Vestbredden siden dets oprettelse i 1994. Fatah er en nationalistisk og i udgangspunktet sekulær bevægelse i modsætning til Hamas, som udspringer af Det Muslimske Broderskab og politisk islam. Fatah og Hamas har i mange år kæmpet om, hvem der bedst repræsenterer den palæstinensiske sag, og om kontrollen med det palæstinensiske selvstyre. I 2006-2007 udkæmpede de to parter en kortvarig krig, som endte med at Fatah beholdt magten på Vestbredden, mens Hamas satte sig på magten i Gaza. De to parter indgik en fredsaftale i 2011 \[6\].

Hamas er en palæstinensisk islamistisk bevægelse, der siden 2007 har styret Gaza-striben. Hamas udspringer af Det Muslimske Broderskab i Egypten og baserer sig på en islamistisk ideologi, som anser islam for at være ikke blot en religion, men også indeholde et politisk program for, hvordan man bør indrette samfundet. Hamas blev grundlagt under den første intifada (se nedenstående afsnit), og har fra begyndelsen udført et større antal terrorangreb i Israel. Senest det store angreb i det sydlige Israel den 7. oktober 2023, der kostede omkring 1.200 mennesker livet, mens 250 personer blev taget som gidsler. Hamas bliver regnet for en terrororganisation af bl.a. EU og USA. Hamas modtager støtte fra Iran og Hizbollah-militsen i det sydlige Libanon \[7\].

”Modstandens akse” er en alliance mellem en række mellemøstlige militser og den Islamiske Republik i Iran. Siden grundlæggelsen af den Islamiske Republik i Iran i 1979 har landets præstestyre søgt at sprede sin indflydelse og islamiske ideologi til de omkringliggende lande. Det har gennem årene resulteret i stærke bånd til den libanesiske Hizbollah-milits, Houthi-militsen i Yemen, Hamas i Gaza-striben - og siden den amerikanske invasion af Irak også en række magtfulde shiamuslimske militser i Irak. Indtil Bashar Assads styre i Syrien faldt i december 2024, var Syrien også at regne som en del af denne alliance. Iran har brugt disse allierede til at afskrække Israel og USA; hvis man angreb Iran, kunne man forvente, at f.eks. Hizbollah ville svare igen med angreb på Israel \[8\]. Siden Hamas’ terrorangreb mod Israel den 7. oktober 2023 og Israels efterfølgende krig mod både Hamas og Hizbollah er denne akse kommet under voldsomt pres. Både Hamas og Hizbollah er blevet kraftigt svækket, og Bashar Assads styre i Syrien er faldet. Dermed er Irans indflydelse i regionen svækket som følge af det seneste års konflikt.

I mange europæiske lande var der i det 19. og 20. århundrede en stærk antisemitisme (se opslag) , der resulterede i udbredte jødeforfølgelser. Dette førte til, at mange jøder anså zionismen og oprettelsen af en jødisk stat som den eneste måde at sikre det jødiske folks fred og sikkerhed. Efter Første Verdenskrig brød Det Osmanniske Rige sammen, og Palæstina blev et britisk mandatområde – mere eller mindre det samme som en koloni. Derfor arbejdede den zionistiske bevægelse på at påvirke den britiske regering til at tillade jødisk indvandring og på sigt oprette et jødisk hjemland i Palæstina. Det lykkedes med Balfour-erklæringen i 1917, som gav den britiske regerings støtte til oprettelsen af et jødisk hjemland i Palæstina \[9\]. Med fascismens fremmarch i Europa i 1930’erne og Holocaust under Anden Verdenskrig voksede ønsket om at immigrere til Israel yderligere, og mange europæiske jøder indvandrede til Israel. Den eksisterende arabiske befolkning kunne godt se, at målet var at etablere et jødisk hjemland på deres jord, og gjorde oprør mod indvandringen. Dette førte flere gange til optøjer, bl.a. i 1936-1939. Begge parter oprettede i samme periode selvbestaltede militære grupper, som kom i åben krig efter udråbelsen af den jødiske stat i 1948 og den efterfølgende første arabisk-israelske krig \[10\].

Israel besatte i forbindelse med Seksdageskrigen i 1967 Vestbredden og Gaza-striben. Israel trak sig tilbage fra Gaza-striben i 2005, men besatte området igen efter Hamas’ angreb den 7. oktober 2023, ligesom området i hele perioden mellem 2005 og 2023 var underlagt israelsk blokade. Vestbredden har været besat af Israel uafbrudt siden 1967. Siden oprettelsen af det palæstinensiske selvstyre i 1994 er enkelte områder på Vestbredden overgået til at blive administreret af selvstyret, men hele området er underlagt israelsk militær kontrol og overhøjhed. Besættelsen begrundes af nogle israelske politikere med spørgsmålet om sikkerhed. Andre stemmer i den nuværende israelske regering taler åbent om, at målet er at annektere Vestbredden og gøre det til en integreret del af Israel \[11\]. Ifølge Den Internationale Domstol i Haag er besættelsen ulovlig og i strid med folkeretten, og det samme gælder  de mange bosættelser, som Israel har etableret på Vestbredden \[12\].

Israel er et helligt land for både kristne, jøder og muslimer. Ifølge jødedommen har Gud givet Israel til jøderne, mens det for kristne er helligt, fordi det var her, Jesus levede, prædikede, blev korsfæstet og genopstod. I islam spiller landet også en central rolle, da profeten Muhammad ifølge Koranen foretog en rejse til himlen og derfra vendte tilbage til Jerusalem. Jerusalem er hjemsted for Grædemuren, som er ruinerne af det sidste jødiske tempel. Lige ved siden af ligger Al-Aqsa moskeen, som blev bygget på det sted, hvorfra Muhammad ifølge Koranen vendte tilbage fra himlen. Byen er også hjemsted for den kristne Gravkirke, som siges at være bygget på Golgata, hvor Jesus blev korsfæstet, og Via Dolorosa, som er den vej, Jesus gik, inden han skulle korsfæstes \[13\].

En vigtig faktor for konfliktens opståen var, at Storbritannien kontrollerede Palæstina fra 1917 frem til 1948 og i det meste af denne  periode tillod jødisk indvandring til området. Da konflikten mellem de jødiske indvandrere og den oprindelige arabiske befolkning tog til, blev situationen uhåndterbar for det britiske styre. Briterne besluttede derfor at inddrage det nyoprettede FN for at finde en løsning. FN udarbejdede to forskellige planer, hvoraf den ene i en lidt ændret udgave opnåede et flertal i FN’s generalforsamling. Ifølge denne plan skulle der oprettes en jødisk og en arabisk stat i området, og Jerusalem skulle være international zone. Det var med afsæt i den plan, at Israel blev oprettet i 1948. Selve den grænsedragning, som FN’s plan medførte, blev dog aldrig ført ud i livet, da krigen umiddelbart efter brød ud mellem Israel og de arabiske lande \[14\].

Umiddelbart efter vedtagelsen af FN’s delingsplan angreb styrker fra flere arabiske lande det netop oprettede Israel. Selvom de arabiske styrker var talmæssigt overlegne, havde de ikke en fælles kommandostruktur, og der var en del konflikter internt i den arabiske koalition. Derudover var de israelske styrker ekstremt motiverede og disciplinerede, da de kæmpede for landets eksistens, mens det ikke var det samme spørgsmål om liv eller død for mange af de arabiske soldater. De arabiske hære lykkedes ikke med at udslette Israel; tværtimod blev det område, som FN’s delingsplan havde tildelt Israel, kraftigt udvidet på bekostning af palæstinenserne. For israelerne er krigen kendt som ”uafhængighedskrigen”, da den markerer oprettelsen af et selvstændigt jødisk hjemland, mens den er kendt som ”Nakba” – katastrofen - blandt palæstinenserne, fordi mange palæstinensere under krigen blev fordrevet fra deres hjem. Det diskuteres fortsat, præcis hvor mange palæstinensere, der blev fordrevet, men de fleste peger på over 700.000. Dermed blev krigen også starten på det palæstinensiske flygtningeproblem, da mange palæstinensere - udover at flygte fra de af Israel erobrede områder til Vestbredden og Gaza – måtte flygte videre til nabolandene Libanon, Jordan, Egypten og Syrien \[15\].

Seksdageskrigen, også kendt som 1967-krigen, var en kortvarig krig mellem Israel og dets arabiske naboer. Årene op til krigen var præget af mistro og oprustning på begge sider til et punkt, hvor det bare var et spørgsmål om tid, før en ny krig ville bryde ud. Den konkrete anledning blev, at Egypten brød nogle våbenhvileaftaler fra 1949 om ikke at placere tropper tæt på Israel, hvilket fik Israel til at bombe det egyptiske luftvåben. Krigen varede, som navnet antyder, kun seks dage og blev et overvældende nederlag for de deltagende arabiske lande, dvs. Egypten, Syrien, Jordan, Irak og Libanon. Krigen endte med, at Israel besatte Vestbredden, Gaza samt den egyptiske Sinai-halvø og Golan-højderne i Syrien \[16\].

I 1973 angreb Syrien og Egypten Israel under den jødiske højtid ”Yom Kippur”, hvorfra krigen fik sit navn. Angrebet var et forsøg på at tilbageerobre de tabte områder fra 1967-krigen, Seksdageskrigen. Angrebet gik godt i starten, da Israel ikke var forberedt på det, men krigen endte med israelsk sejr, bl.a. pga. stor støtte fra USA. Selvom Israel vandt på slagmarken, blev krigen også startskuddet til fredsforhandlinger med Egypten, som resulterede i, at Israel gav Sinai-halvøen tilbage til egypterne \[17\].

”Intifada” er et arabisk ord, der oprindeligt betyder 'rystelse, bæven'.  Ordet bruges til at referere til to store opstande i de besatte palæstinensiske områder. Den første brød ud i 1987 og varede frem til underskrivelsen af Oslo-aftalen i 1993. Den anden startede i september 2000, efter at den højreorienterede Likud-leder og senere israelske premierminister Arien Sharon aflagde et besøg på Tempelbjerget i Østjerusalem. Dette var en voldsom provokation for mange palæstinensere, da det blev set som et budskab om, at dette område tilhørte Israel og ikke en fremtidig palæstinensisk stat. Opstanden varede frem til ca. 2005 og var bl.a. karakteriseret ved en kampagne af selvmordsbombeattentater mod civile i Israel, orkestreret af de to islamistiske palæstinensiske organisationer Hamas og Islamisk Jihad \[18\].

Oslo-processen er betegnelsen for en forhandlingsproces mellem Israel og PLO, der blev indledt i 1993. Den fik navnet  Oslo-processen, fordi den norske regering stod for at etablere kontakten mellem de to parter, da Norge var et af de få lande, der havde gode relationer til dem begge. Processen blev indledt med det, der blev kaldt den ”den israelsk-palæstinensiske principerklæring”, andre steder omtalt som ”principaftalen” eller ”den første Oslo-aftale”. Aftalen indebar, at de to parter anerkendte hinanden som forhandlingspartnere. PLO erkendte Israels ret til at eksistere, og Israel anerkendte, at PLO var den legitime repræsentant for palæstinenserne (før havde Israel betragtet PLO som en terrororganisation). Aftalen overdrog også administrationen af en række områder, såsom uddannelse og sundhedsvæsenet på Vestbredden og i Gaza, til det nyoprettede palæstinensiske selvstyre. Derudover satte aftalen en deadline på fem år for at finde en løsning på de store uenigheder – dvs. især grænsedragningen, Jerusalems deling, bosættelserne på Vestbredden og spørgsmålet om palæstinensiske flygtninges ret til at vende hjem. Aftalen var altså snarere en plan for, hvordan man skulle nå en fredsaftale – en ”køreplan”, som det blev kaldt - end en egentlig fredsaftale. Selvom de to parter blev enige om en anden Oslo-aftale i 1995, som bl.a. overdrog mere magt til det palæstinensiske selvstyre, endte Oslo-processen i fiasko. Det skyldtes bl.a., at den fredssøgende israelske premierminister Yitzhak Rabin blev myrdet i 1995. Rabin blev myrdet af højre-ekstremisten Yigal Amir, som var modstander af fredsprocessen. Ved det efterfølgende valg vandt den israelske højrefløj ledt af Benjamin Netanyahu magten på en politik om at stoppe fredsprocessen. Det blev dermed starten på afslutningen af forsøget på at lave en endelig fredsaftale\[19\].

Siden Hamas overtog kontrollen med Gaza-striben i 2007, har Israel bombet Gaza-striben som svar på raketangreb og selvmordsangreb foretaget af Hamas. Dette skete bl.a. i 2008, 2012, 2014 og 2021. Den absolut mest blodige Gaza-krig er dog krigen, der brød ud efter Hamas’ terrorangreb den 7. oktober 2023 \[20\].

Palæstinenserne i de besatte områder på Vestbredden har ikke de samme rettigheder som statsborgere i Israel og som de israelske statsborgere, der bor i de jødiske bosættelser på Vestbredden. Palæstinenserne har små lommer af selvstyre, men lever i realiteten under israelsk militærstyre og er ofre for systematisk diskrimination og fordrivelse. Den anerkendte menneskerettighedsorganisation Human Rights Watch vurderer for eksempel, at den israelske besættelse systematisk forfølger palæstinenserne, og at besættelsen udgør et apartheidstyre \[26\].

De mange terrorangreb, som ramte Israel i 00’erne,var med til at styrke den israelske højrefløj og svække fredsbevægelsen. Årsagen til, at Yitzhak Rabins (som var med til at starte Oslo-processen) efterfølger, Shimon Peres, tabte til Benjamin Netanyahu (som var modstander af Oslo-processen) i 1996, siges fx ofte at være  en terrorkampagne, som Hamas udførte op til valget. Ligeledes har de mange raketangreb, som de sidste årtier har ramt israelske byer, været med til at styrke den del af israelsk politik, der vil løse problemerne militært i stedet for gennem forhandlinger.

Generelt kan man sige, at højrefløjen i Danmark støtter Israel, hvor der blandt andet lægges meget vægt på, at Israel er et vestligt demokrati omgivet af diktaturer. På den anden side har venstrefløjen traditionelt støttet den palæstinensiske sag med henvisning til Israels besættelse og den fordrivelse, som finder sted af palæstinenserne. Både højre- og venstrefløj i Danmark fordømmer dog som regel terrorangreb og krigsforbrydelser, uanset hvem der har begået dem. Danmarks officielle holdning er, at regeringen støtter en tostats-løsning, der skal etableres gennem forhandling. Danmark støtter også flere bistandsprojekter i de palæstinensiske områder \[27\].

Nazisternes industrielle massedrab på over seks millioner jøder medførte, at der efter Anden Verdenskrig var udbredt sympati for den zionistiske sag. Selvom det var den tyske stat og besættelsesmagt, der stod for at organisere Holocaust, var der i alle de besatte lande mennesker, der direkte eller indirekte deltog i udryddelserne. Dertil kom, at antisemitisme havde været udbredt i alle europæiske lande før krigen. Den danske avis Jyllands-Posten trykte fx flere antisemitiske ledere i årene op til krigen \[28\]. Derfor var skyldfølelsen over det, der var sket, udbredt over store dele af Europa, og derfor var der også bred opbakning til at efterkomme de zionistiske lederes ønske om oprettelsen af en jødisk stat. Desuden var der mange jødiske flygtninge efter Anden Verdenskrig, som ikke havde noget sted at tage hen, og for hvem indvandring til Israel var den eneste løsning \[29\]. 

Tyskland er stadig meget præget af Holocaust i sin tilgang til Israel. Tyskland har f.eks. under den igangværende krig mellem Hamas og Israel været det klart mest Israel-venlige land i Europa, og landet har eksporteret mange våben til Israel. Udover det har det tyske parlament også i november 2024 vedtaget en resolution, der skal stoppe offentlig støtte til folk og organisationer, der ytrer sig kritisk om Israel, fx ved at opfordre til at boykotte landet. Resolutionen har mødt stor modstand i det tyske civilsamfund, og kritikere mener, at den begrænser ytringsfriheden \[30\].

Israel-Palæstina-konflikten var inden Hamas’ angreb den 7. oktober ved at indtage en mindre betydelig rolle i Mellemøsten. Dels fordi der var en proces i gang, hvor flere arabiske lande var i gang med at normalisere forholdet til Israel, dels fordi den store skillelinje de sidste årtier har været konflikten mellem Iran og Saudi-Arabien. Efter angrebet den 7. oktober og Israels invasion af Gaza (og senere også af Libanon) er konflikten igen blevet den centrale skillelinje i regionen. Saudi-Arabiens normalisering af forholdet til Israel er igen rykket længere ud i fremtiden, og det olierige kongerige har gjort en løsning af Palæstina-spørgsmålet til en betingelse for at indgå en fredsaftale med Israel \[31\]. Med Donald Trumps genindtræden i det Hvide Hus i januar 2025 er spørgsmålet, hvordan han vil balancere forholdet til Israel, som han har udtrykt stor støtte til, og med forholdet til Saudi-Arabien, som han havde et tæt forhold til under sin første embedsperiode. Denne balancegang vil blive afgørende for konfliktens fremtidige forløb og mulighederne for en eller anden form for fredelig løsning.

Gaza-striben er efter et års bombardementer og invasion helt smadret. Ifølge en analyse fra FN fra september 2024 er over 66 procent af alle bygninger i Gaza ødelagte. Over 44.000 er blevet dræbt, over 22.500 er blevet så hårdt såret, at det har ændret deres liv for altid (det kan f.eks. være at man ikke længere kan gå, se eller lignende). Kun 17 af Gazas 36 hospitaler fungerer delvist, og blandt andet derfor er adgangen til sundhedsydelser stærkt begrænset. Dertil kommer de psykiske traumer, som fx mange børn må leve med efter at have været udsat for bombardementer i over et år. Ifølge FN risikerer området at blive ramt af hungersnød pga. de få fødevareforsyninger, som Israel tillader  at komme ind i området \[32\]. Allerede nu er der en stor debat om, hvor ansvaret for denne katastrofe skal placeres. Israel og for en stor dels vedkommende også den amerikanske regering henviser til terrorangrebet den 7. oktober, og påpeger, at Israel havde ret til at svare igen og forsvare sig selv. De mener derfor, at tabene i sidste ende er Hamas’ ansvar, ligesom de i konkrete tilfælde vil påpege, at Hamas blandt andet ved at skjule kommandocentraler under hospitaler har brugt civile som skjold. På den anden side støtter en  række regeringer sig til de udtalelser, som Den Internationale Krigsforbryderdomstol i Haag er kommet med. Hele ideen med en international krigsforbryderdomstol bygger på princippet om, at selv i krige er der love. Domstolen påpeger, at Israel har brudt krigens love og begået krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, hvorfor domstolen også har udstedt arrestordre på Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, og tidligere forsvarsminister, Yoav Gallant, og en af de få stadig overlevende Hamas-ledere, Mohamed Diab Ibrahim Al-Masri \[33\]. Hvorvidt Den Internationale Straffedomstol har ret, bliver et af  store stridspunkter i de kommende år, når ansvaret for de mange døde i Gaza vil blive diskuteret.

En palæstinensisk mand undersøger en ødelagt bygning efter et israelsk luftangreb i den nordlige Gaza-stribe i byen Beit Lahia den 20. marts 2025

Våbenhvilen mellem Israel og Hamas er brudt sammen, efter at Israel genoptog angrebene på Gaza den 18. marts 2025.

Israel-Palæstina-XinhuaAbacaRitzau Scanpix@20250321-112633-3-5472x3648ma.jpg

Israel-Palæstina-konflikten

Den 9. april 1940 blev Danmark besat. Allerede tidligt om morgenen trængte tyske styrker over den danske grænse, og bombemaskiner hang som truende sorte fugle over landet. Det fik de ledende politikere og kongen til samme morgen at overgive sig og indgå den senere så berømte og berygtede samarbejdspolitik, som kom til at præge Danmark de følgende fem år.

Formålet med samarbejdspolitikken var at beskytte det danske samfund i en usikker tid, og i det store og hele lykkedes det at skåne Danmark for krigens ødelæggelser. Samarbejdet holdt også de økonomiske hjul i gang, eftersom danske landbrugs-, fiskeri- og industrivarer i stor stil kunne afsættes til Tyskland. Konsekvensen var, at den danske befolkning klarede sig rimeligt og levede en forholdsvis normal tilværelse, især i de første år af Besættelsen.

Augustoprøret 1943 indebar et brud med samarbejdslinjen, da almindelige danskere pressede regeringen til at træde tilbage. Samtidig kom en ny magtfaktor på banen: modstandsfolkene og deres styrende organ Frihedsrådet, hvis budskaber befolkningen nu hellere lyttede til. Det betød ikke, at hele Danmark gik til modstand imod besættelsesmagten. Modstandskamp var og blev en sag for de få, der med livet som indsats forrettede sabotageaktioner mod fabrikker og jernbaner og foretog partisanangreb mod tyskerne.

Tiden fra augustoprøret 1943 til befrielsen i maj 1945 blev blodig, da et brutalt tysk sikkerhedspoliti gjorde alt for at bekæmpe den voksende modstandsbevægelse. Imens varetog embedsmændene i departementschefstyret officielt den danske tilpasningslinje, men reelt var det stadig de "gamle" samarbejdspolitikere, der trak i trådene. Politikerne nærmede sig nu Frihedsrådets modstandslinje i bestræbelserne på at få vasket deres tyskvenlige stempel af og være klar til et comeback, den dag befrielsen kom.

Denne FaktaLink-artikel handler om besættelsestiden: om optakten, invasionen, samarbejdspolitikkens fordele og ulemper, om danskernes dagligdag, den voksende modstand og afslutningen på krigen.

Under Anden Verdenskrig blev det neutrale Danmark angrebet og erobret af Tyskland den 9. april 1940. Samme dag valgte den danske regering at bøje sig for det tyske krav om betingelsesløs overgivelse. Danmark var hermed besat af den tyske besættelsesmagt, og Besættelsen varede indtil tyskernes kapitulation den 5. maj 1945. Disse godt og vel fem år er siden blevet kaldt den danske besættelsestid, og ordene signalerer, at i det tidsrum var Danmark besat og underlagt en fremmed magt. Altså under et tysk overherredømme.

Det betød umiddelbart, at Danmark delte en hård skæbne med lande som Norge, Frankrig og Polen, der også blev besat af det nazistiske Tyskland. Men modsat disse lande var besættelsen af Danmark langt mere skånsom. Danmark blev nemlig ikke behandlet som et fjendtligt, krigsbesat land, hvor tyskerne overtog landets statsmyndighed og systematisk undertrykte og mishandlede dens befolkning. Tværtimod betragtede tyskerne Danmark som et særtilfælde, hvilket indebar en fredelig besættelse med vægt på danskerne som gode handelspartnere. Dermed kunne regering, stat og offentlig administration i mangt og meget fortsætte på danske hænder i tiden efter den 9. april 1940.

Det er en illusion at tro, at Danmark var en suveræn stat under Besættelsen. Det var til enhver tid besættelsesmagten, der havde det sidste ord at skulle have sagt. Vel at mærke ord med vægt bag i form af truslen om nazificering, vold og terror og i værste fald krig på dansk jord.

Groft sagt, så længe den danske regering og befolkning makkede ret og passede sit uden at gøre modstand, greb besættelsesmagten ikke ind i det, der blev kaldt "indre danske anliggender". Det var vilkårene for det besatte Danmark. Netop derfor var besættelsestiden længe en periode præget af et samarbejde, der både var skånsomt, besværligt og smertefuldt. Det placerede dog Danmark i en gråzone imellem at være et besat land i gængs forstand og en – om end nødtvungen – tysk allieret. I det perspektiv var den danske modstandskamp yderst vigtig.

Modstandskampen, som voksede frem i de sidste besættelsesår, fik ikke alene betydning for danskernes selvforståelse. Den viste også hele verden, at der var et kæmpende Danmark. Dermed var vejen banet for, at landet efter befrielsen og efter Anden Verdenskrig blev placeret på de allierede sejrherrers side.

Besættelsestiden er blevet kaldt "de fem lange år", og der er på alle måder langt fra 1940 til 1945. Fra 1940-41, hvor Tyskland fejrede store militære triumfer, og ingen i Danmark kunne vide, om Besættelsen ville vare i generationer, til 1944-45, hvor de allierede trængte de tyske hære tilbage, så en endelig tysk kapitulation og Danmarks befrielse syntes nært forestående.

Også på et mentalt, psykologisk plan var rejsen lang fra 9. april 1940 til 5. maj 1945. Usikkerhed og frygt – men efterhånden også håb og trods – spillede en central rolle for, hvordan danskerne reagerede i forhold til besættelsesmagten. Hvis man vil forstå, hvorfor danskerne handlede eller undlod at handle, som de gjorde under Besættelsen, må man forsøge at leve sig ind i denne uvisse tilværelse.

Der var grundlæggende to muligheder for danskerne under Besættelsen: at kæmpe og yde modstand eller at tilpasse sig og samarbejde med tyskerne.

Helt så enkelt var det dog ikke. I realiteten var der i de første besættelsesår intet brugbart alternativ til samarbejdslinjen. Ud fra devisen om at handel med tyskerne var vilkåret for at overleve som nation, var samarbejdspolitik det officielle Danmarks svar på besættelsessituationen. Spørgsmålet var, hvor langt man skulle strække sig for at opfylde de tyske ønsker og krav. Stillet over for en kynisk besættelsesmagt blev samarbejdspolitikken skruen uden ende, som fortsatte lige så længe, befolkningens opbakning var til stede, og modstanden ubetydelig.

Indtil langt ind i 1943 bakkede den danske befolkning op. Men i august 1943 indtraf vendepunktet. Augustoprøret indebar et brud med samarbejdslinjen, da almindelige danskere pressede regeringen til at træde tilbage den 29. august. Samtidig kom en ny magtfaktor på banen: modstandsfolkene og deres styrende organ Frihedsrådet, hvis budskaber befolkningen nu hellere lyttede til. Det betød ikke, at hele Danmark gik til modstand imod besættelsesmagten – slet ikke. Modstandskamp var og blev en sag for de få, der med livet som indsats bistod de allierede og banede vejen for Danmarks befrielse.

Tiden fra augustoprøret 1943 til befrielsen i maj 1945 blev blodig, da et brutalt tysk sikkerhedspoliti gjorde alt for at bekæmpe den voksende modstandsbevægelse. Imens varetog embedsmændene i departementschefstyret officielt den danske tilpasningslinje, men reelt var det de "gamle" samarbejdspolitikere, der trak i trådene. Politikerne nærmede sig nu Frihedsrådets modstandslinje i bestræbelserne på at få vasket deres tyskvenlige stempel af og være klar til et comeback, den dag Danmarks befrielse kom.

Tre datoer er særligt vigtige, når man beskæftiger sig med den danske besættelsestid:

*   Den 9. april 1940
*   Den 29. august 1943
*   Den 5. maj 1945.

Datoerne er milepæle i "fortællingen" om, da Danmark blev besat, gik til modstand og blev befriet. Man kan således tale om en fase før og en fase efter augustoprøret i 1943. Første fase stod i samarbejdets tegn, mens anden fase tilhørte modstanden.

I løbet af 1930'erne nærmede befolkningstallet i Danmark sig 4 millioner indbyggere. Det var en fordobling over godt og vel et halvt århundrede. Det moderne Danmark var født, og velfærdsstaten på vej. Stadig flere mennesker flyttede fra landet ind til byerne. Det betød, at industri og håndværk i 1930'erne overhalede landbruget i antal beskæftigede, selvom landbruget stadig skaffede de fleste valutaindtægter til landet. Danmark var især afhængig af handlen med England: I 1930'erne gik 60 % af den samlede eksport til England, 20 % til Tyskland og de resterende 20 % til andre lande.

1930'erne var også Socialdemokratiets store årti. Under statsminister Thorvald Staunings (1873-1942) alfaderlige ledelse formuleredes linjerne for fremtidens danske velfærds- og forsørgelsesstat. Danmark som foregangsland, eller med partifællen, socialminister K.K. Steinckes (1880-1963) ord fra 1933: "Vis os ét land i denne verden, der byder de syge, de gamle, børnene, de arbejdsløse, de trængende som helhed en sociallovgivning, der står på højde med den socialreform, der nu er gennemført." Ifølge ”Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie”, bd. 13 s. 100 (se kilder).

Samtidig blev Danmark ramt af den økonomiske verdenskrise. Det førte til voldsom arbejdsløshed: Fra 13,7 % i 1930 til 31,7 % i 1932, hvorefter den holdt sig på de godt 20% tiåret ud. Den store krise (depressionen) ramte langtfra alle samfundsgrupper lige hårdt, og især bønder og ufaglærte arbejdere var hårdt ramt. Således seksdobledes antallet af landbrugsejendomme på tvangsauktion fra 1930 til 1932, og bybilledet var præget af lange køer af arbejdsløse, folkekøkkener og husvildebarakker. Omvendt oplevede industrien en betydelig vækst i 1930'erne. Krisen skærpede modsætningerne såvel mellem land og by som mellem lønarbejder og kapital i et i forvejen socialt og økonomisk opdelt dansk samfund.

Ikke desto mindre stemte 46 % af danskerne ved valget i 1935 på Socialdemokratiet, hvis valgmotto var "Stauning eller Kaos". Hermed var partiet ikke længere alene de danske arbejderes parti, men landets brede, folkelige parti, som sammen med udenrigsminister Peter Munchs Radikale Venstres 9 % havde absolut flertal i Folketinget. Hermed kunne Stauning forlade et turbulent tiår i vished om, at velfærdsstatens regulerings- og omfordelingspolitik var slået igennem. I dette perspektiv fremstår besættelsestiden som en historisk parentes om et moderne velfærdssamfunds udvikling og realisering.

1930'ernes danske samfunds- og kulturdebat blev i høj grad præget af spørgsmålet om demokrati eller ikke demokrati. Nød og afmagt og dermed utilfredshed fulgte i kølvandet på tredivernes økonomiske krise, og fra de politiske yderfløje lød massiv kritik af det parlamentariske, danske demokrati. Den kom til udtryk ved talrige demonstrationer og protestoptog mod det, man kaldte "Systemet Stauning" eller "Systemet Munch". Et alternativ havde manifesteret sig i 1933 i Tyskland med Hitlers magtovertagelse, og nazismens ideologi fik også sine danske tilhængere. Som modsvar til den danske sympati for nazismen udgav socialdemokraten Hartvig Frisch i 1933 bogen "Pest over Europa", hvor han advarede mod demokratiets fjender i form af nazisme, fascisme og bolsjevisme (kommunisme).

På højrefløjen opstod i 1930 det danske nazistparti (DNSAP), der i 1939 med lægen Fritz Clausen som leder kom i Folketinget med 3 mandater – svarende til cirka 31.000 stemmer. Endnu flere, hen ved 100.000 landmænd, samledes i Landbrugernes Sammenslutning (LS) fra 1931, som svar på landbrugskrisen og som protestbevægelse mod "Systemet": For eksempel ved bondeoptoget i 1935, hvor 50.000 bønder gik til kong Christian 10. i forgæves protest. I 1931 valgtes 5 LS-folk ind i Folketinget som Venstremænd, mens andre af LS' ledere gik i samarbejde med DNSAP.

Andre af de etablerede partier oplevede også tidens antidemokratiske, militante tanker trænge ind i egne rækker. På gadeplan overfaldt og sloges uniformerede, bevæbnede KU'ere (medlemmer af Konservativ Ungdom) med unge kommunister og socialdemokrater. Tonen var rå hos KU's leder Jack Westergaard, der i 1933 talte på sit partis landsmøde om fascisme og nazisme som fremtiden og angreb: "den socialisme, parlamentarisme, liberalisme og demokrati, som partierne Venstre, radikale og Socialdemokratiet er udtryk for, begreber, der ligger på dødslejet verden over." Ifølge ”Danmark besat og befriet”, s. 8 (se kilder). Opbakningen til fascismen og modstanden mod kommunismen fik også danskere til at tage aktivt del i militære handlinger. 2.000 danskere rejste således til Finland for at hjælpe i krigen mod Stalins kommunister.

På den yderste venstrefløj lå sympatien hos Sovjetunionen og dets påståede kommunistiske paradis. Den danske venstrefløj var blind over for Stalins forbrydelser. Venstrefløjen bestod af Danmarks Kommunistparti (DKP), som fra 1932 fast sad i Folketinget. Dog kun med 2-3 mandater, så det var via fagforeningsarbejde og igennem kulturlivet, at DKP fik indflydelse på ikke mindst intellektuelle kulturradikale og såkaldte "salonkommunister". Eksempelvis samledes folk fra venstrefløjen (inklusiv socialdemokrater og radikale) i foreningen Frisindet Kulturkamp (1935-39) for at bekæmpe tidens antidemokratiske og fascistiske strømninger.

I 1936 drog 550 frivillige danskere til Spanien for at kæmpe mod general Francos fascister.

Op igennem 1930'erne førte den danske regering med oppositionens opbakning en slags neutralitetspolitik. Selvom Danmark ikke var upartisk i traditionel folkeretlig forstand, søgte den radikale udenrigsminister Peter Munch (1870-1948) at tilpasse sig Tyskland ud fra devisen: "Vi må indrette os således, at vi militært intet betyder. Da kan Tyskland ikke mistænke os for at ville slå følge med dets fjender". Ifølge ”Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie”, bd. 13, s. 193 (se kilder).

Hermed fortsatte Danmark den udenrigspolitiske linje, som landet siden 1864-nederlaget til Tyskland havde ført, og som under diplomaten og udenrigsministeren Erik Scavenius (Radikale Venstre) havde bragt Danmark sikkert igennem Første Verdenskrig. Den hvilede på erkendelsen af, at et egentligt militært forsvar af Danmark var umuligt over for en stormagt som Tyskland. I stedet gjaldt det om at tilpasse sig de til enhver tid herskende magtforhold. Det betød for Munch, at Danmark skulle "ligge død" i forhold til et stadig mere aggressivt, nazistisk Tyskland. Tyskland oprustede kraftigt fra 1935, hvilket Danmark undlod at fordømme i Folkeforbundet (den tids FN).

I udlandet var der nok forståelse for den danske neutralitets- og sikkerhedspolitik i lyset af Danmarks strategisk udsatte beliggenhed. Og der var ikke hjælp at hente i tilfælde af et tysk angreb, hvilket den engelske udenrigsminister Eden meddelte statsminister Stauning i april 1937. Det skete blot en måned efter, at tankerne om et nordisk forsvarsforbund var endeligt skrinlagt, og den danske statsminister i den såkaldte "lænkehundstale" havde erklæret, at Danmark ikke havde "fået overdraget opgaven som lænkehund eller anden vagtopgave på Nordens vegne". Ifølge ”Danmark besat og befriet”, s. 17-18 (se kilder).

Herefter var der reelt kun en mulighed tilbage, hvis dansk suverænitet skulle sikres, nemlig at gøre alt for at bevare de venlige relationer til Tyskland. Den 31. maj 1939 blev et højdepunkt i den tilpasningsivrige neutralitetspolitik, da Danmark som eneste nordiske land undertegnede ikkeangrebspagten med Tyskland. Et lille år efter kom konsekvensen af et svagt forsvar, da Danmark den 9. april 1940 kunne besættes af Tyskland stort set uden kamp.

1930'ernes danske neutralitets- og sikkerhedspolitik var det lille, militært underlegne lands forsøg på at sikre sin nationale suverænitet over for stormagten Tyskland. Danmark søgte at tilpasse sig og udvise imødekommenhed over for den sydlige nabo, vel at mærke uden samtidig at støde en anden europæisk stormagt, England, fra sig. Dansk udenrigspolitik blev en balancegang for at fastholde en fredelig, konfliktløs sameksistens med begge de to rivaliserende magter.

Tyskland og England var Danmarks store samhandelslande, hvorfor neutralitetspolitikken blev et middel til at sikre det danske velfærdssamfund, som var under opbygning. Netop velfærdssamfundet kunne i sidste ende vise sig at være det bedste forsvar ved en fjendtlig besættelse af landet. Danmark kunne kun bevare sin eksistens som nation i og med, at det danske folk i et demokratisk velfærdssamfund udgjorde en social, økonomisk, politisk og kulturel ubrydelig enhed.

Dansk neutralitetspolitik havde sin pris i form af menneskelige omkostninger og knægtelse af ytringsfriheden. Det store offer blev de godt 20.000 tyske flygtninge, der kom til landet. Under 10 % af dem, der passerede Danmark i løbet af 1930'erne, fik længere tids opholdstilladelse. De fleste flygtninge var af jødisk herkomst og på flugt fra de nazistiske forfølgelser og jødelove. Ikke desto mindre valgte de danske politikere at afvise dem ved grænsen. Dermed sendte Danmark flygtningene tilbage til en uvis skæbne, der for mange betød døden i de tyske udryddelseslejre.

I 1938 begrundede justitsminister K.K. Steincke denne flygtningepolitik med, at de tyske jødelove var almindelige borgerlige love, og derfor kunne Danmark ikke give politisk asyl. De flygtninge, som fik politisk asyl, modtog ingen økonomisk hjælp og blev påbudt at være politisk passive. Samtidig samarbejdede dansk politi med Gestapo om at bekæmpe venstreorienterede, som flygtede fra Tyskland.

Allerede i 1933 opfordrede udenrigsminister Peter Munch dansk presse til at "holde igen udadtil", da intet måtte støde Hitler. Størstedelen af dansk presse og kulturliv fulgte ukritisk opfordringen, og en del valgte at udtrykke deres begejstring for Hitler og hans "brune helte". Derimod blev en række kritikere, såsom debattøren Poul Henningsen og arkitekten Edvard Heiberg, truet, fyret eller ligefrem fængslet.

Tysklands stadig mere aggressive udenrigspolitik gjorde neutralitetspolitikken besværlig, og den danske regering forsøgte at nedtone og fortie uoverensstemmelser. Det gjaldt konstant i spørgsmålet om Sønderjylland, som siden genforeningen i 1920 udgjorde den "blødende grænse" mod syd; det gjaldt tyske fly og skibe, som i 1938 øvede på dansk territorium; og det gjaldt i månederne op til Besættelsen, hvor tyske ubåde torpederede og sænkede danske handelsskibe, hvilket regeringen udlagde som minesprængninger.

Tyskland angreb Danmark af rent strategiske årsager som led i en militær operation, hvis primære mål var Norge.

Ved krigens udbrud i september 1939 erklærede Danmark, Norge og Sverige sig neutrale, mens Finland i november 1939 blev angrebet af Sovjetunionen. På det tidspunkt havde Hitler ingen planer om at angribe de nordiske lande, men da den ventede tyske storoffensiv mod Frankrig trak ud, satte de krigsførende stormagter i stedet fokus på Skandinavien.

De vestlige allieredes interesse lå dels i at bremse udskibningen i de norske farvande af svensk malm til tysk rustningsindustri, dels i at åbne en anden front som aflastning for det truede franske forsvar. For at komme før englænderne i kapløbet om Skandinavien udviklede den tyske krigsledelse en overraskelsesoperation med kodenavn "Weserübung". Den 1. marts 1940 afgav Hitler sin førerbefaling: "Herved skal et engelsk overgreb på Skandinavien og Østersøen forebygges, vor malmbasis i Sverige sikres, og krigsmarinens og luftvåbnets udgangsstilling mod England udvides." Ifølge ”Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie”, s. 188 (se kilder).

I operationen var Danmark tiltænkt rollen som en slags trædesten for de tyske tropper på deres vej til Norge. Stillet over for et ultimatum regnede man i Tyskland med, at den danske regering ville acceptere, at tyskerne såvel fik fri transport op gennem Jylland samt flådebaser i Frederikshavn og Skagen. Når Hitler i sidste ende, og så sent som i marts 1940, alligevel valgte at angribe og besætte hele Danmark, skyldtes det alene en militærteknisk ændring. Denne fandt sted da det tyske luftvåben pludselig stillede krav om, at Ålborg Flyveplads skulle bruges til mellemlandinger, hvorfor "Frederikshavn og Skagen" blev streget over og erstattet med ordet "Dänemark" i de militære papirer.

Nu ventede den tyske flåde blot på, at isen i Kattegat skulle bryde, så man i ly af forårets lange og mørke nætter kunne overraske englænderne i kapløbet om Norge. Flere gange udskød Hitler afrejsedatoen for Norgesfelttogets 100.000 mand, hvoraf cirka 40.000 var afsat til erobringen af Danmark. Først den 2. april lagde Hitler sig fast på, at angrebet skulle finde sted den 9. april 1940; tilfældigvis samtidig med, at englænderne den 8. april indledte mineringen af norsk farvand. På minuttet kl. 04.15 blev Danmark den 9. april 1940 angrebet af Tyskland.

Efter besættelsesårene er talrige myter opstået om, hvem der vidste hvad i tiden op til den 9. april, myter, som er skabt ud fra et ønske om at placere et ansvar og sikre et alibi for kapitulationen. I den mest berømte, Rostockmyten, hævdes det, at udenrigsminister Peter Munch den 17. marts 1940 besøgte den tyske SS-chef Himmler i Rostock og lovede den tyske hær fri indmarch i Danmark. Men myten har intet på sig: I sagens natur måtte overraskelsesangrebet "Operation Weserübung" hemmeligholdes til det sidste.

I Danmark vidste man reelt intet, før de tyske tropper var på vej til den danske grænse. Da der i dagene op til den 9. april indløb meldinger om, at noget truende var under opsejling, bar den danske regerings forholdsregler præg af misforståelser, naivitet og passivitet. Nok modtog Danmark i månederne op til Besættelsen diplomatiske rygter om, at Tyskland planlagde en militær aktion mod Norge, men at Danmark kunne være målet for et tysk angreb, hverken nævnte eller troede nogen på. I statsminister Staunings regering håbede man til det sidste, at neutralitetspolitikkens "ligge død"-strategi ville holde krigens ødelæggelser uden for Danmark.

Så sent som den 4. april 1940 indløb den første egentlige advarsel fra det danske gesandtskab i Berlin, hvis oplysninger stammede fra højtstående tyske officerer, som i upræcise vendinger talte om en nært forestående tysk aggression mod Danmark og Norge. Men den danske regering fandt ikke oplysningerne troværdige og valgte at sidde advarslen overhørig. I stedet mente regeringen, at det gjaldt om at bevare roen for ikke at provokere tyskerne til at angribe Danmark. Derfor afviste regeringen hærens anmodninger den 6. såvel som den 8. april om at måtte mobilisere sikringsstyrkens knap 60.000 mand.

Mandag den 8. april var det alligevel for sent at mobilisere et dansk forsvar imod de tyske troppekoncentrationer syd for grænsen og flådeaktiviteter i Storebælt. Det stod nu klart, at freden var i fare, og på forsiden af avisen Nationaltidende kunne man læse: "Om et døgn eller mindre kan der være skabt en helt ny situation i Skandinavien". Ifølge ”Besættelsestiden 1940-45”, s. 17 (se kilder).

Om aftenen den 8. april samledes lederne af de politiske partier. Man var i det store og hele enige om, at det eneste, der nu var at gøre, var at vente og se, hvad tyskerne havde af krav, og derefter som neutral nation protestere eller acceptere. Derpå gik landets ledere hjem og sov. Tidlig næste morgen blev de taget på sengen af de tyske tropper.

Et ubesvaret spørgsmål vil altid stå tilbage: Hvad nu hvis Danmark havde valgt at kæmpe den 9. april 1940? Æren ville være reddet, men er det realistisk at tro på, at et nok så stærkt dansk forsvar kunne have modstået en stormagts voldsomme angreb og i så fald, hvordan ville Danmark have set ud bagefter?

Klokken 4.15 om morgenen den 9. april 1940 invaderede tyske tropper Danmark. To tyske divisioner på i alt 40.000 mand angreb Danmark på land, til vands og fra luften. Ved den dansk-tyske grænse, hvor 2.500 danske soldater lå i højeste alarmberedskab, kom det til spredte kampe. I den ulige kamp faldt 11 danske soldater og 3 grænsegendarmer, før den tyske ilmarch op gennem Jylland kunne fortsætte. Hovedangrebsmålet var Ålborg Flyveplads, som de tyske faldskærmstropper erobrede kl. 6.30 uden kamp; i øvrigt var det første gang i krigshistorien, at faldskærmssoldater blev sat ind.

På øerne landsatte den tyske marine fra kl. 4.25 tropper, der overraskede de 12.500 mand (heraf godt halvdelen nyindkaldte rekrutter) på de danske kaserner. Tropperne "sikrede" de vigtigste havne, broer og veje, mens det tyske luftvåben (Luftwaffe) bombede de danske fly på Værløse Flyveplads. Det kostede to livet.

I København lagde et tysk troppeskib med 800 mand til ved Langelinje. De overrumplede det danske militærs hovedkvarter på Kastellet og indtog Amalienborg efter en kortvarig ildkamp med livgarden. At tyskerne kunne sejle lige forbi den danske flåde og Middelgrundsfortet, hvor kanonen havde sat sig fast, og indtage hovedstaden er siden blevet symbolet på det lidet heroiske danske forsvar.

Samtidig med invasionen tog den tyske gesandt Renthe-Fink kontakt til den radikale udenrigsminister Peter Munch og forelagde ham det tyske ultimatum: dansk kapitulation, ellers ville Luftwaffe, der som "sorte fugle" fløj truende rundt over hovedstaden, begynde at bombe. Kl. 5.30 mødtes Munch og regeringens øvrige ledere med kong Christian 10. og de øverste for værnene. Efter en kort rådslagning om, hvorvidt der skulle kæmpes videre, blev det besluttet at kapitulere. Kl. 6.00 (om end ved en fejl først 2 timer senere i Sønderjylland) udgik ordren om at stoppe kampene. I alt døde 16 danskere og 23 såredes.

Efter beslutningen var truffet, forestod tre opgaver for den danske regering:

*   **For det første** at svare den tyske gesandt, at man under protest accepterede de tyske kapitulationskrav.
*   **For det andet** at forklare situationen for danskerne, der via radioen og i aviserne modtog regeringens og kongens proklamation, der opfordrede "Befolkningen til rolig og behersket Holdning overfor de Forhold, som nu er opstaaet". Ifølge ”Besættelsestiden 1940-45”, s. 22 (se kilder).
*   **For det tredje** at informere den samlede Rigsdag om, at kapitulationen var sket for "at skåne landet og folket for en krigstilstands følger", hvilket statsminister Stauning gik på talerstolen og gjorde kl. 21.00. Ifølge ”Besættelsesårene 1940-1945”, s. 24 (se kilder).

Fredsbesættelsen var forestillingen om, at Tysklands angreb på Danmark ikke var en krig. I stedet var der tale om en fredelig tysk besættelse af landet. Det kom i realiteten til at betyde, at Danmark efter den 9. april 1940 fungerede videre på en illusion om at være en suveræn stat. Hermed opnåede Danmark en særstatus sammenlignet med andre besatte lande. I Norge, Holland og Frankrig overtog den tyske besættelsesmagt regeringsmagten og den overordnede administration af landet. I Danmark kunne konge, regering og Folketing, men også hele det offentlige administrationsapparat samt domstole, politi og militær, fortsætte. Det gjaldt fra den 9. april 1940 og frem til den 29. august 1943 og med modifikationer videre frem til den 5. maj 1945.

Det var en betingelse for fredsbesættelsen, at illusionen om Danmark som suveræn og neutral stat blev opretholdt. Derved kunne Tyskland forhandle med Danmark som med et hvert andet land og gennem det respektive lands udenrigsministerium. Det betød, at 1930'ernes neutralitetspolitik, der først og fremmest handlede om at beskytte Danmark mod at blive draget ind i krig, kunne fortsætte efter den 9. april 1940. De danske politikeres råderum blev dog væsentligt mere snævert med en tysk besættelsesmagt, der ganske vist spillede med på illusionen om de såkaldte "løfterne af 9. april", men kun så længe det kunne betale sig.

Fredsbesættelsen var ikke en formel, bindende dansk-tysk aftale. Den blev en praksis hvilende på "løfterne af 9. april". "Løfterne" var at læse i den skrivelse, som fulgte det tyske ultimatum om dansk kapitulation. Heri stod der, at de tyske tropper ikke betrådte dansk jord "i fjendtligt øjemed", da "Tyskland ikke har til hensigt ved sine foranstaltninger hverken nu eller for fremtiden at antaste kongeriget Danmarks territoriale integritet eller politiske uafhængighed." Ifølge ”Besættelsesårene 1940-1945”, s. 18 (se kilder).

I den danske regerings svarnote tog man tyskerne på ordet og gentog "løfterne" om tysk fredsbesættelse og dansk suverænitet. Man svarede endvidere, at "Den danske regering har under den givne situation besluttet sig til at ordne forholdene her i landet under hensyntagen til den stedfundne besættelse. Denne nedlægger dog en alvorlig protest mod denne krænkelse af Danmarks neutralitet." Ifølge ”Danmark besat og befriet”, s. 26 (se kilder).

Det var udenrigsminister Munch, der stod bag de taktisk kloge formuleringer i svarnoten. Her blev det dels slået fast, at Danmark fortsat var en suveræn stat ledet af en dansk regering; dels at Danmark var et neutralt land og derfor måtte protestere over krænkelserne. Dermed fik Munch uden at støde Tyskland sendt et signal til den danske befolkning og til hele omverdenen om, at regeringen ikke var på tysk side.

"Nu er det Danmark og alene Danmark, det gælder" lød de afsluttende ord fra Rigsdagens formand om aftenen den 9. april 1940. Med en ydre fjende i landet handlede det frem for alt om at stå sammen indadtil som nation. Ifølge ”Besættelsesårene 1940-1945”, s. 24 (se kilder).

Næste morgen blev den siddende SR-regering udvidet med repræsentanter fra oppositionen. Venstre fik udnævnt tre ministre uden ministerium og de Konservative det samme, deriblandt John Christmas Møller. Hermed havde regeringen skabt en national samlingsregering, som oppositionen accepterede på betingelse af, at ansvaret for kapitulationen alene var SR-regeringens.

Samlingsregeringen havde flere klare fordele:

*   Den signalerede over for den danske befolkning, at alle måtte stå sammen i en svær tid, og at landet var trygt i samlingsregeringens hænder.
*   Den viste den tyske besættelsesmagt, men også det store udland, at Danmark stadigvæk fungerede som en uafhængig nationalstat, og at den danske samarbejdspolitik hvilede på det bredeste parlamentariske grundlag.
*   Den holdt de udemokratiske yderfløje uden for politisk indflydelse og stemplede dem som unationale. Det gjaldt i særdeleshed de danske nazisters parti (DNSAP) og deres samarbejdspartnere i Bondepartiet, men til dels også kommunisterne (DKP).

Samlingsregeringen styrkede den indre og ydre front ved at give næring til forestillingen om det nationale fællesskab. Men på Christiansborg knirkede det politiske sammenhold.

Venstre og de Konservative forlangte større politisk indflydelse og truede med at sprænge samlingsregeringen. Samtidig krævede tyskerne øget dansk tilpasningsvillighed – ellers ville nazisterne i DNSAP gerne overtage landets ledelse.

Efter lange og svære forhandlinger oprettedes den 2. juli 1940 Rigsdagens Samarbejdsudvalg på ni medlemmer fra samlingsregeringens partier.

Nimandsudvalget var et slags forretningsudvalg, der drøftede vigtige sager angående besættelsesmagten, hvorefter regeringen traf beslutning. Den 8. juli blev samlingsregeringen rekonstrueret. Regeringens ministerposter blev skåret ned fra 18 til 12, og de blev mere ligeligt fordelt mellem de 4 samlingspartier. Den socialdemokratiske statsminister Stauning fortsatte, hvorimod den radikale Munch (i øvrigt efter kongens ønske) blev ofret til fordel for en ny udenrigsminister, diplomaten og den radikale politiker Erik Scavenius. Det private erhvervsliv og embedsmændene blev repræsenteret med to upolitiske ministre.

Med en ny og stærkere samlingsregering var man klar til at forlade den passive tilpasningspolitik og i stedet samarbejde aktivt med besættelsesmagten.

Erik Scavenius (1877-1962) personificerer om nogen samarbejdspolitikken, og han var fra 1940 til 1943 den mest centrale og omstridte person i dansk politik. Efter en lang karriere som diplomat og en kortere som radikal politiker blev Scavenius i sommeren 1940 hentet ind som ny udenrigsminister. Hos både danskerne og tyskerne nød Scavenius stor anseelse for som udenrigsminister at have ført Danmark smidigt, neutralt og uskadt igennem Første Verdenskrig. Ved sin tiltrædelsestale (den siden så berygtede 8. julierklæring) slog Scavenius tonen an og lagde op til en mere samarbejdsivrig dansk kurs: "Ved de store tyske sejre, der har slået verden med forbavselse og beundring, er en ny tid oprundet i Europa … Det vil være Danmarks opgave herunder at finde sin plads i et nødvendigt og gensidigt aktivt samarbejde med Stortyskland". Ifølge ”Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie”, bd. 13, s. 216 (se kilder).

Dermed var den radikale Munchs passive samarbejdslinje, der i Scavenius’ øjne byggede på en fiktion om dansk neutralitet, skudt i sænk. Scavenius mente, at der måtte føres realitetspolitik, og realiteterne i 1940 var, at Danmark var besat af Europas stærkeste militærmagt, som man for alt i verden måtte stå på god fod med. Denne goodwill-politik dominerede det dansk-tyske samarbejde frem til augustoprøret 1943, men gjorde Scavenius upopulær blandt sine politiske modstandere i Rigsdagen og ikke mindst i den danske offentlighed og befolkning.

I 1942 blev Scavenius statsminister, men han truede gentagne gange med at gå af under de store kriser, hvis Rigsdagen ikke føjede ham. Det gjorde den under protest, for reelt var der intet alternativ til Scavenius – i det mindste ikke et, som tyskerne havde tillid til og kunne acceptere. 10 måneder fik Scavenius som landets regeringschef, og indtil augustoprøret var han for politikerne et nødvendigt "onde" i bestræbelserne på at sikre fredsbesættelsen. Politikerne havde brug for Scavenius' styrke, hvad enten det var som værn imod en kynisk besættelsesmagt eller som lynafleder for en kritisk befolkning.

Den kurs, som den danske regering førte over for den tyske besættelsesmagt i tiden frem til den 29. august 1943, kaldes samarbejds- eller forhandlingspolitikken. Der var tale om et dansk-tysk samarbejde med det klare formål at undgå krigens ulykker på dansk jord og en nazificering af det danske samfund. Men hvor langt skulle de strække sig i samarbejdet og bestræbelserne på at tækkes den tyske besættelsesmagt? Det var det store spørgsmål, de danske politikere stod over for.

Den 9. april 1940 stod det klart, at den danske regering intet alternativ havde til at indlede et samarbejde med besættelsesmagten. Det bakkede Rigsdagen, kongen og hele det officielle Danmark op om, men også befolkningen i dens stiltiende accept. Imidlertid forandrede og udviklede samarbejdspolitikken sig i løbet af besættelsen først og fremmest bestemt af verdenskrigens gang.

I de første måneder førte regeringen med udenrigsminister Munch i spidsen en afventende, passiv politik over for besættelsesmagten. Det handlede om at fastholde dansk neutralitet og suverænitet, hvis krigen sluttede hurtigt, og Danmarks skæbne skulle afgøres på en fredskonference. Med stormagten Frankrigs fald i juni 1940 svandt dette håb. Danskerne måtte i stedet indstille sig på, at landet var besat – måske langt ud i fremtiden. Derfor indledte regeringen med den ny udenrigsminister Scavenius en mere aktiv samarbejdslinje over for tyskerne.

Gevinsten var, at det lykkedes Danmark (modsat Norge, Frankrig og Holland) at bevare sin suverænitet på langt de fleste områder. Til gengæld måtte Danmark give køb på retssikkerheden og ytringsfriheden for landets borgere.

Tilknytningen til Tyskland blev stadig mere markant, især hvad angik det økonomiske, erhvervsmæssige samarbejde. Således prægede den aktive samarbejdslinje tiden frem til sommeren 1942, og den foregik på alle niveauer af det danske samfund. Det kom til udtryk, da Udenrigsministeriet i juli 1940 tog initiativ til Dansk-tysk Forening, hvis formål var "at udvikle og støtte forretningsmæssige, tekniske, kunstneriske, litterære, videnskabelige og sociale Forbindelser og derved uddybe gensidig Forstaaelse mellem Danmark og Tyskland". Ifølge ”Gads leksikon om Danskbesættelsestid 1940-45”, s. 103 (se kilder).

I sommeren 1942 blev den tyske sejrsmarch på østfronten bremset, og en dansk modstandsvilje begyndte at spire frem. Tyskernes besættelsespolitik blev mere aggressiv, og i takt hermed blev regeringens samarbejdspolitik nedtonet. Det foregik under en ny dansk statsminister, socialdemokraten Vilhelm Buhl (1881-1954).

Buhl sad fra maj 1942, hvor han afløste Danmarks afdøde landsfader Stauning, til udenrigsminister Scavenius overtog posten et halvt år senere. Buhl var ikke lige så tilpasningsivrig og derfor ikke lige så vellidt af tyskerne, som hans udenrigsminister var. Men i store træk fortsatte regeringen sin samarbejdspolitik under Buhls ledelse. Trods kravet om flere indrømmelser til tyskerne og en voksende utilfredshed på de indre danske linjer holdt regeringens samarbejdspolitik helt frem til augustoprøret i 1943.

For tyskerne var fordelene ved fredsbesættelsen tydelige. Tyskland var den 9. april 1940 kommet næsten omkostningsfrit ind i Danmark og kunne indtil augustoprøret 1943 holde landet besat med et minimum af tropper og materiel.

Fredsbesættelsen sikrede en gnidningsfri dansk-tysk vareudveksling, og dansk fødevareeksport blev fra 1941 mere og mere vigtig for det tyske hjemmemarked. Det danske "mønsterprotektorat" havde også en propagandaværdi i forhold til udlandet, hvor neutrale lande så nazismens tilsyneladende venlige ansigt.

Det kunne således betale sig for tyskerne at opretholde illusionen om, at et fredsbesat Danmark var en neutral, suveræn stat, som det tyske udenrigsministerium samarbejdede med. Således førte det tyske udenrigsministerium politiske forhandlinger med den danske regering, mens hæren (værnemagten) tog sig af militære, sikkerhedsmæssige spørgsmål. Kompetencefordelingen gav dog enkelte især juridiske uoverensstemmelser. Disse blev i det store og hele løst af de tyske myndigheder på de daglige morgenmøder, der sikrede en ensartet besættelsespolitik over for Danmark.

Det tyske udenrigsministerium var i Danmark repræsenteret ved gesandten Cecil von Renthe-Fink, der med besættelsen fik titel af rigsbefuldmægtiget. Herunder arbejdede en række civile embedsmænd, i 1941 knap 100 og i 1943 godt det dobbelte. Sammenlignet med andre besatte lande krævede Danmark en relativt lille administration. Men ro og orden varede ikke ved, og en ny stærk mand ved navn Werner Best blev i november 1942 indsat som ny rigsbefuldmægtiget.

Som øverstkommanderende for de tyske tropper i Danmark sad general Erich Lüdke, indtil han i oktober 1942 blev afløst af den mere brutale general Herman von Hanneken.

Indtil 1943 blev Danmark "holdt" af to reservedivisioner, hvis samlede styrke udgjorde 14.-21.000 mand. Hovedparten var dårligt udrustede rekrutter, ligesom Danmark i stigende grad blev brugt til rekreationsophold for nedslidte tyske divisioner. Efterhånden som frygten for en allieret invasion på den jyske vestkyst voksede, optrappede tyskerne antallet af divisioner i Danmark. Det kulminerede i august 1944 med 180.000 mand. Hertil kom cirka 50.000 mand fra det tyske luftvåben og marine.

I takt med de militære nederlag og den voksende danske modstandsvilje lagde besættelsesmagten i Danmark en hårdere kurs. Det indebar, at Værnemagten (hæren) blev mere synlig, men også at en ny stærk magtinstans, det tyske sikkerhedspoliti, fra efteråret 1943 begyndte at operere i Danmark.

Resultatet var interne tyske magtkampe og splid, hvilket gjorde det sværere for de danske samarbejdspolitikere at orientere sig i forhold til den tyske besættelsesmagt, der ikke længere optrådte som en enhed.

Samarbejdspolitikken var i det store og hele en succes for regeringen, eftersom den bragte Danmark uskadt igennem størstedelen af besættelsestiden. Men der var tre større kriser i de første år, og de illustrerer hver især samarbejdspolitikkens hårfine balance imellem at bevare en god kontakt til besættelsesmagten og samtidig sikre indre dansk borgfred:

*   **Nytårskrisen**: Den begyndte i efteråret 1940, hvor den danske samlingsregering, og dermed selve det parlamentariske system, blev angrebet fra to sider. Fra den ene side af de danske nazister (DNSAP), der med støtte fra kredse i Berlin truede med at overtage regeringsmagten. Fra den anden side af de konservative kræfter i den såkaldte Danmarks- og Højgaardkreds, der ønskede samlingsregeringen erstattet med en gruppe forretningsmænd. Kritikken tog til, og den rigsbefuldmægtigede i Danmark udtrykte sin store utilfredshed med regeringens manglende tyskvenlighed. Men samlingsregeringens partier og kongen stod fast og afviste ved årsskiftet det tyske ønske om at udskifte statsminister Stauning med en upolitisk leder. Tyskerne bøjede sig, men fire af de mere tyskfjendtlige danske politikere – socialdemokraterne Hartvig Frisch, Hedtoft Hansen, H.C. Hansen og den konservative Christmas Møller – måtte i begyndelsen af 1941 se sig udskiftet.
*   **Den skjulte ministerkrise**: Den udspillede sig i sommeren 1941 og drejede sig om hvervningen af frivillige danskere til det tyske Ruslandsfelttog. Den 29. juni indledtes en offentlig hvervning til Frikorps Danmark; det var et alvorligt brud på dansk lov, der forbød fremmede magters hvervning på dansk territorium. Spørgsmålet var, hvordan den danske regering skulle forholde sig til dette. Den 2. juli skrev Udenrigsministeriets Pressebureau, at det var: "med den kongelige danske regerings billigelse". Ifølge ”Besættelsesårene 1940-1945”, s. 81 (se kilder). Scavenius' ministerkolleger var stærkt utilfredse med svaret, og det kom til åbent opgør, som dog blev skjult for både tyskerne og den danske offentlighed. Der lød krav om at afsætte den tyskvenlige udenrigsminister, men de alternative kandidater afviste Staunings forespørgsler, og en styrket Scavenius valgte at blive siddende som samarbejdspolitikkens danske forhandler.
*   **Telegramkrisen**: Det var den hidtil alvorligste krise i det dansk-tyske forhold til trods for, at den lignede en bagatel. Hitler sendte en lykønskning på kong Christian 10.'s fødselsdag den 26. september 1942, hvortil kongen svarede: "Udtaler min bedste tak, Chr. R." Ifølge ”Besættelsesårene 1940-1945”, s. 92 (se kilder. Denne korte "varekvittering" fornærmede Hitler, der straks hjemkaldte sin rigsbefuldmægtigede og den øverstkommanderende. Danmark svævede en måned i angst og uvished om, før Hitler udnævnte Werner Best som ny rigsbefuldmægtiget og kaldte Scavenius til møde i Berlin. Her blev Scavenius forelagt en ny dansk ministerliste med sig selv som stats- og udenrigsminister. Efter tysk pres og svære forhandlinger på et splittet Christiansborg stod et nyt ministerium klart med den radikale politiker og diplomat Scavenius i spidsen. Det var den 7. november 1942, og den danske samarbejdslinje skulle vise sig at få endnu 10 måneder at leve i.

Werner Best (1903-1989) var tysk rigsbefuldmægtig i Danmark fra telegramkrisen i november 1942 til kapitulationen i maj 1945. Hitler sendte Best til København som en "nationalsocialist med en hård hånd", hvilket Best havde vist sig som, da han som SS- havde medvirket ved de morderiske jødefordrivelser i Polen og Frankrig. (Se kilde 4 s. 99). Alligevel blev juristen Best først og fremmest kendt i Danmark for sit gode og nære samarbejde med Scavenius – jævnfør deres berømte ugentlige tesamtaler.

På denne måde blev SS-officeren Best i tiden frem til augustoprøret, men også i det resterede 1,5 år af Besættelsen, den tyske garant for, at det dansk-tyske samarbejde fungerede så gnidningsfrit som muligt. I løbet af 1943 stillede andre tyske instanser som værnemagten og politiet krav om en hårdere danskerkurs – de danske sabotører skulle bekæmpes med dødsstraf og deportationer. Det bremsede Best. Når Best så bevidst brugte "fløjlshandsken" over for danskerne, skyldtes det, at han ville vise Berlin, hvordan han omkostningsfrit og uden brug af pisken kunne integrere Danmark i det tyske storrige.

Fredsbesættelsen og samarbejdet mellem Scavenius og Best kulminerede ved Rigsdagsvalget i marts 1943, som Best trods modstand fra Berlin fik gennemtrumfet. Dermed viste han over for Berlin, at dels bakkede danskerne op om samarbejdspolitikken dels, at det besværlige danske nazistparti ikke havde nogen fremtid. Herefter blev den økonomiske støtte til partiet inddraget.

Augustoprøret 1943 blev det store nederlag for Bests politik. Samarbejdspolitikken brød sammen, og Scavenius forsvandt fra den politiske scene. Best mistede anseelse i Berlin og tabte magt i forhold til tysk politi og værnemagt i Danmark, der nu satte bekæmpelsen af modstandsbevægelsen højt på dagsordenen. Alligevel fortsatte Best sin diplomatiske forståelseslinje via forhandlinger med udenrigsministeriets direktør Nils Svenningsen og Departementschefstyret i et vist omfang, omend tyskernes kurs blev markant hårdere og mindre imødekommende over for det danske synspunkt i takt med, at datoen for det endelige tyske nederlag nærmede sig.

I 1948 blev Best dømt til døden for sin skyld i jødeaktionen i 1943, men i 1951 blev han benådet og udvist af Danmark.

Spørgsmålet om jurisdiktion – det vil sige domsmyndighed – handlede i besættelsestiden om, hvorvidt danske borgere skulle dømmes af danske domstole og efter dansk lov – og altså i overensstemmelse med fredsbesættelsens idé om, at danskerne selv tog sig af indre anliggender.

Men i sager, hvor danske borgere udgjorde en trussel mod den tyske værnemagts sikkerhed (for eksempel i spørgsmål om sabotage, spionage og anden undergravende virksomhed), var det så ikke værnemagtsdomstolene og tysk krigsret, der gjaldt? Spørgsmålet gav gentagne gange anledning til splid imellem tyskerne og danskerne, da det grundlæggende handlede om, hvorvidt illusionen om dansk suverænitet, som hele samarbejdspolitikken hvilede på, kunne opretholdes.

Hitler gav i en førerordre den 1. august 1940 værnemagten ret i, at tysk krigsret også gjaldt danske forbrydelser, og indtil efteråret 1942 var problemerne ikke større, end at de i praksis kunne løses: Tre danske sabotører blev dømt ved tysk krigsret og afsonede få år i danske fængsler.

Men den voksende danske modstand og de stadig flere sabotageaktioner skabte problemer i det dansk-tyske samarbejde. De danske domstole kunne ikke idømme dødsstraf, og de danske samarbejdspolitikere gik ikke på kompromis og undlod at indføre dødsstraf. Besættelsesmagten skærpede kursen over for modstanden ved fra efteråret 1942 at dømme flere danskere efter tysk krigsret. Frem til augustoprøret 1943 blev 39 danske statsborgere dømt, heraf fem til døden. De fire blev benådet, mens den første henrettelse af en modstandsmand fandt sted den 28. august 1943. Dermed bristede illusionen om den danske suverænitet, og jurisdiktionen gled Danmark af hænde.

Den 23. marts 1943 var der valg til Rigsdagen (datidens Folketing). Datoen var ikke tilfældig, idet Rigsdagens fireårige valgperiode udløb den 2. april. Herefter stod den siddende Rigsdag i henhold til grundloven uden formel legitimitet (befolkningsopbakning) og kunne dermed være lettere at fjerne for besættelsesmagten.

Op til valget herskede der i Danmark tvivl om, hvorvidt Besættelsen ville medføre udskydelse af Rigsdagsvalget, sådan som det var sket med kommunevalget. Et parlamentarisk valg midt i Hitlers nazistiske Europa forekom absurd, og i Berlin var man urolige for, at valget kunne fælde den samarbejdsivrige Scavenius-regering eller føre til uroligheder i det danske mønsterprotektorat. Men Best fik overbevist Berlin og kunne den 1. marts meddele Scavenius, at Hitler havde indvilget.

Efter dansk-tysk aftale blev Rigsdagsvalget ikke et frit valg. Det forløb uden valgkamp partierne imellem, med brug af (selv-)censur i medierne, forbud mod et parti (DKP), ligesom tidens vigtigste emne, dansk politik over for besættelsesmagten, ikke blev diskuteret. De illegale kommunister, Frit Danmarks folk og England over BBC opfordrede uden held danskerne til at stemme enten blankt eller på nejsigere blandt partikandidaterne. Alligevel blev valget en stor triumf for samarbejdspolitikkernes partier – og personlige sejre for Scavenius og Best. Valgdeltagelsen var på hele 89,5%, og vælgernes opbakning til de samarbejdende partier var overvældende: 94,6% (svarende til 140 af tingets 148 medlemmer) af stemmerne gik til disse partier.

Omvendt blev valget et stort og afgørende nederlag for de partier, der stod uden for samarbejdet og dermed uden for det nationale sammenhold. Det gjaldt først og fremmest de danske nazister i DNSAP og for Bondepartiet. De fik samlet 5 mandater og var færdige i dansk politik. Men også for det eneste legale protestparti, Dansk Samling, blev valget en skuffelse. Således nød regeringens samarbejdslinje endnu stor opbakning i foråret 1943.  
Modstandssynspunktets sejr kom først et halvt år senere.

Formålet med samarbejdspolitikken var at beskytte det danske samfund i en usikker tid, hvor landet var besat, og Anden Verdenskrig rasede i de europæiske nabolande. I det store og hele lykkedes det da også at skåne Danmark for krigens ødelæggelser. Samtidig holdt samarbejdet med besættelsesmagten det store økonomiske hjul i gang, eftersom danske landbrugs-, fiskeri- og industrivarer i stor stil kunne afsættes til Tyskland. Det betød, at den danske befolkning klarede sig rimeligt og levede en forholdsvis normal tilværelse under Besættelsen. Dog blev skellet mellem fattig og rig større. Befolkningen vidste, at dens eksistens og livsgrundlag stod på spil, og den nærede tillid til, at politikernes tilpasnings- og samarbejdslinje kunne bringe landet uskadt igennem Besættelsen.

Hermed ikke sagt, at man som dansker var tyskerne venligt stemt i de første besættelsesår. Også tyskerne vidste, at danskerne i den store krig var på de allieredes side. Men befolkningen fulgte statsminister Stauning og kong Christian 10.'s indtrængende appeller om at udvise samfundssind og offervilje i en svær tid. Dagligdagen skulle jo forsætte trods mørkelægning og erstatningskaffe. Sporvognene kørte fortsat, og skolen og fabrikken holdt åbent. Dagliglivets små og store gøremål blev klaret, hvad enten det var i by eller på land, trods hårde tider med rekordhøj arbejdsløshed og boligmangel.

Udadtil var tilpasningen og indordningen også den almindelige danskers reaktion på tyskernes tilstedeværelse i landet. Imens fandt en national vækkelse sted i befolkningen, hvor det gjaldt om at udvise patriotisk sindelag. Her var tale om et slags indre eksil i form af dansk hjemstavnsidyl og fælles kulturarv. Men også alsangsbevægelsen og kongedyrkelsen var en stille protest, der markerede det sammenhold og den søgen indad, som var de mange danskeres reaktion på en ydre besættelse.

I den første lange besættelsestid stod samarbejde og modstand ikke skarpt over for hinanden. Forfatteren Tage Skou-Hansen husker, at i de første besættelsesår "var man ikke enten-eller \[…\] en lang overgang var man med god samvittighed begge dele." Det var først efter augustoprøret, at "tingene afgørende forenkledes". Ifølge ”Samarbejde og modstand under besættelsen”, s. 12 (se kilder).

Den almindelige danskers indsats i augustoprøret i 1943, og siden den store, blodige folkestrejke i sommeren 1944, markerede et holdningsskift i befolkningen. Ikke mindst fra 1944, hvor modstandsbevægelsens illegale presse for alvor nåede bredt ud med sine budskaber, blev frihedskæmperne alt mere befolkningens store helte. Derimod var de unationale, landsforræderne, de danske nazister og østfrontsfrivillige, men i høj grad også værnemagtsarbejdere og tysklandsarbejdere – og de gamle samarbejdspolitikere uglesete.

Befolkningens heltedyrkelse kulminerede ved befrielsen den 5. maj 1945, hvor hele 300.000 danskere påberåbte sig at være med i modstandsbevægelsen. Nu kunne nationalpatriotismen smelte sammen med modstandsbevægelse og regeringspolitikere under de allieredes billigelse. Dette er blevet døbt det store nationale kompromis. Eller besættelsestidens største myte om det danske folk i samlet kamp.

I begyndelsen af besættelsestiden var der ingen åben dansk modstand mod den tyske besættelsesmagt. Men hen over sommeren 1940 mobiliseredes – med inspiration fra Sønderjylland og Norge – en bred folkelig rørelse, som kaldes den nationale vækkelse. Den nationale vækkelse blev et forsvar for det at være dansk, og den gav i en svær tid selvværd og selvrespekt. Dyrkelsen af dansk sprog, kultur og historie var samtidig en passiv afstandtagen fra det, der var udansk: besættelsesmagten og danske nazister og kommunister (jævnfør Hitler- og Stalinpagten). Den nationale vækkelse kom til udtryk på mange måder og samlede store dele af befolkningen. Det illustrerer følgende:

*   Fra juli 1940 begyndte almindelige danskere over hele landet at samles til såkaldt alsang, hvor gamle fædrelandssange blev sunget i fællesskab. En fredelig manifestation af det danske, som tyskerne ikke greb ind overfor. Alsangsstævner var et stort samlingspunkt, der kulminerede søndag den 1. september 1940 med 720.000 deltagere.
*   Christian 10. blev symbolet på det danske. Da kongen fyldte 70 år den 26. september 1940, fejredes det ved folkemøder over alt i landet, og fra radioen sendtes "live" hele dagen om kongeparrets køretur gennem et menneskehav af flagende københavnere. Danskerne bar kongemærket i dannebrogsfarver i knaphullet, og kongens daglige ridetur – indtil han faldt af hesten den 19. oktober 1942 – gennem hovedstaden signalerede dansk sindelag og sammenhold.
*   I sommeren 1940 skabte socialdemokrater og konservative Dansk Ungdomssamvirke, som et nationalt kulturværn imod nazistisk påvirkning. I spidsen stod den unge teologiprofessor Hal Koch. Grundtvig og højskoletanken spillede en central rolle, og ved de meget populære foredrag, i studiekredse og på folkemøder dyrkedes den fælles danske kulturarv.

I løbet af besættelsestiden dæmpedes den nationale vækkelse og dens videre betydning. Om det var en nødvendig overgangsfase for den senere aktive modstandsbevægelse er til stadig diskussion. Men i besættelsestidens første år havde vækkelsen stor symbolsk betydning for samarbejdspolitikerne. For dem var den udtryk for, at den danske befolkning loyalt bakkede op om det politiske system og om samlingsregeringen.

Til forskel fra det øvrige krigsbesatte Europa slap Danmark for hungersnød og sultedød. Alligevel blev besættelsen en prøvelsens tid materielt såvel som mentalt. For at undgå at Danmark blev et bombemål, skulle hele landet være mørklagt kl. 20.00. I hjemmene fik man travlt med at ophænge mørklægningsgardiner eller male vinduer og elpærer mørke. Uden for henlå gaderne i mørke.

Utallige tilflugts- og beskyttelsesrum blev indrettet. I udlejningsejendommene skete det ved at bombe- og nødhjælpssikre kælderrum. 120.000 husvagter fik ansvaret for at genne beboerne ned i kælderen, når luftalarmen gik. Det gjorde den ofte og gerne midt om natten og med falsk alarm. Særligt i Besættelsens første tid skabte alarmerne utryghed og frygt hos mange danskere, men efterhånden blev de en del af hverdagen. Hertil kom, at de mange politibetjente, 3.200 i 1940 og 10.000 i 1945, sørgede for orden og tryghed på gaden.

I løbet af besættelsestiden var udbuddet af varer konstant faldende, særligt frem mod 1945. Hamstringsbølger, byttecentraler og rationeringsmærker var tidens svar på vareknaphed. Direktoratet for Vareforsyning fik til opgave at regulere og administrere landets samlede vareforbrug fra forbruger til fabrik. 2,5 millioner ansøgninger om året blev behandlet og nye tilladelser, rationeringer og forbud udstedt – såsom et forbud mod at annoncere "Ost, ost, ost", da det antydede overflod.

Vareknaphed ramte de lavestlønnede hårdest, da de gode dagligvarer var for dyre, mens de billigere var dårlige eller/og rationeret. Der føjedes hele tiden nye varer på listen over rationeringer, blandt andet sukker, brændsel, brød, smør, gas, sæbe og kaffe. Kafferationerne faldt i foråret 1940 fra 600g til 250g til 125 gr. pr. måned, så de få kaffemærker på det såkaldte rationeringskort skulle bruges med omhu. For almindelige danske familier var det en stor udfordring at få midlerne til at strække til de daglige behov (mad, tøj, varme og transport). I ét væk blev der sparet, erstattet, repareret, lappet, byttet og fantasien blev brugt.

Det var en stor fordel at bo på landet hvad angik adgangen til friske fødevarer, og i byerne var nytte- og kolonihaver eftertragtede; her dyrkede man grøntsager, plukkede frugt, passede kaniner og fodrede høns. Retter af kål, grød og suppe var udbredte, og med udgivelserne af kogebøgerne "Kaninretter – til hverdag og fest" og "Gratis Mad – af ukrudt" kunne nye madeksperimenter prøves.

Hvad angik tøjet, kunne alt anvendes, en papirfrakke eller en kaninskindspels, en hue af hundehår, en gazenederdel samt et par sko af rødspætteskind eller et par tangstøvler.

I kakkelovnen fyredes i de rekordkolde vintermåneder med tørv, så løbesoden rendte ned af væggene. I gadebilledet blev privat bilkørsel forbudt og hestevogne dominerede. I 1944 fik selv Værnemagten problemer med transporten, og på ordre fra Werner Best blev alle nye cykler beslaglagt, hvormed tyskerne begik Danmarkshistoriens største cykeltyveri.

Under Besættelsen var det danske samfund ikke alene truet af en ydre fjende, men også truet indefra. Trods det nationale sammenhold blev samfundet socialt set mere skævt, og spændingerne imellem de forskellige befolkningsgrupper var store. Klassekamp truede det danske velfærdsprojekt, idet forskellene på dem, der tabte, og dem, der tjente på Besættelsen, var betydelig.

Danmark blev generelt fattigere med Besættelsen, og den sociale nød ramte især arbejdere, funktionærer og pensionister; altså de grupper der i forvejen hørte til de fattigste. Det gjaldt eksempelvis de industri- og håndværksarbejdere, som repræsenterende en tredjedel af de danske husstande, hvor reallønnen og købekraften faldt med 20 %. Mere end hver tredje stod uden arbejde i 1940. Ikke mindst i byerne, hvor de forringede levevilkår medførte underernæring, vitaminmangel og sygdomme. Her opførte stat og kommune husvildebarakker til de hjemløse, der blev åbnet folkekøkkener, og epidemibekæmpelsen blev intensiveret.

Kontrasten imellem livet i et arbejderhjem på Nørrebro og det liv, som de såkaldte værnemagere førte, var enorm. Værnemagere var betegnelsen for de erhvervsdrivende, der samarbejdede med tyskerne og derigennem tjente store summer. Modstandsmanden Elias Bredsdorff erindrer: "Der er gullaschstemning i Vestkystens byer i disse år \[…\] unge fiskerdrenge, der har tjent 3.000. kroner på en uge, og entreprenører, der har tjent det dobbelte på en dag, kaster om sig med penge \[…\] uden skrupler lever \[de\] højt på den vældige pengeflod, som tyskerne lader flyde fra den danske stats kasse". Ifølge ”Efter drabet”, s. 25 (se kilder).

I maj 1940 indledte de borgerlige partier et opgør med velfærdsprojektet, og under trusler om at sprænge samlingsregeringen pressede de en række kriselove igennem. Lønstop, ophævelse af pristalsreguleringen og strejkeforbud indgik i partiet Venstres kamp mod arbejderklassen: "hvis fagforeningerne ikke makker ret, kan de få nazisterne." Ifølge ”Gads leksikon om dansk besættelsestid”, s. 423 (se kilder).

Da lovgivningen samtidig forbedrede vilkårene for bønderne, skærpedes spændingerne i samfundet. Landbrugernes Sammenslutning støttede nazisterne, mens flere og flere utilfredse og ulovligt strejkende arbejdere sluttede sig til kommunisterne og gjorde klassekampen desto tydeligere.

I løbet af 1942 og 1943 stabiliseredes priserne, lønningerne øgedes og arbejdsløsheden overvandt som følge af tysklands- og værnemagtsarbejdere, eksport samt erstatningsproduktion. Alene 70.000 var beskæftiget med tørvegravning. Denne positive økonomiske udvikling varede Besættelsen ud, men for de fattigste danskere var dagligdagen fortsat præget af mangel på især brændsel, tøj og mad.

Dansk kunst- og kulturliv klarede sig generelt godt under besættelsestiden. Trods censur og propaganda førte besættelsesmagten ikke en aggressiv kulturpolitik, men tilstræbte at samarbejde og undgå konfrontationer med befolkningen. Samtidig forekom danskernes behov for kultur og kunst umætteligt. I en tid med mørklægningsgardiner, vareknaphed og støvletramp havde danskerne ekstra brug for at grine, glemme og huske.

Måske medvirkede dansk kultur og kunst til at fremme danskernes "Vi-er-alle-i-samme-båd"-følelse af national identitet og fællesskab. Kunst- og kulturlivet oplevede et publikumsboom, og det voksende marked gav plads til nye kunstnere og nye tiltag fra underholdningsindustrien; ikke mindst inden for litteratur, film, musik, teater og revy.

*   Danskerne var læseheste under Besættelsen. Folkebibliotekernes udlån steg med 34%, og antallet af nye titler med 53%. Hertil kom, trods papirmangel, en skov af kulørte ugeblade, magasiner og tegneserier, men også illegale blade og nazistiske tidsskrifter. Forlagene havde gyldne tider. Der udkom metervis af bestsellers, billigbogserier og storværker med læderryg og guldsnit samt en lind strøm af danske debutanter og nye oversættelser. Nogle af bøgerne var såkaldt finlitterære, men især solgte detektiv-, læge- og historiske romaner. En forfatter som Morten Korch var populær. Når han skrev om stråtags- og bondepigeidyl, var det en danskhed, de fleste kunne føle og forstå.
*   Det årlige antal biografbesøg steg fra 28 til 47 millioner fordelt pålandets 350 biografer. Besættelsesmagten indførte importstop og gradvis censur på engelske, franske og amerikanske film og forsøgte at lokke danskerne ind og se de mange tyske film. Men danskerne foretrak egne og svenske film og måtte så leve med de tyske propagandaforfilm (UFA's ugerevyer). Dansk film blomstrede op med flere premierer, filmselskaber og skuespilstjerner. Gamle film blev støvet af til repremierer. Især folkekomedier, lystspil, musicals og kriminalfilm blev set 1, 2 eller 5 gange.
*   Musikken, særligt jazzen, havde sin guldalder. Et stop for pladeimport betød, at dansk jazz fandt sin egen stil. Når pianisten Leo the Lion Mathisen på københavner-engelsk sang "tag det roligt boy, boy", swingede det på danserestauranterne. Swingkulturen var ungdommens muntre protest og hyldest til al det forbudte amerikanske. "Abemusik" og "negerdans" kaldte tyskerne – og mange ældre danskere – jazzen. Det førte til sammenstød mellem unge swingpjatter og besættelsesmagtens folk, der den 11. juni 1944 lod dansestedet KB-Hallen i København sprænge i luften.
*   Dansk teater og revy var underlagt censur og bødetrusler, men bortset fra antinazistiske stykker blev der spillet relativt frit, om end forestillingerne var færre. Teatrene levede i høj grad på engelske og amerikanske kassesucceser, mens dansk drama var i hænderne på stærke kræfter som Kaj Munk, Soya og Kjeld Abell. Revy og kabaret var populære genrer, især når satiren var rettet mod tyskerne. Berømt var Liva Weels frihedssang "Man binder os på mund og hånd ... ", som tusindkunstneren Poul Henningsen fik listet uden om tekstcensuren. Eller da Stig Lommer omgik tyskernes udgangsforbud og inviterede danskerne til revy kl. 7 om morgenen.

Umiddelbart blev 1930'ernes økonomiske krise forstærket af Besættelsen. Det danske erhvervsliv blev afskåret fra at handle med England og oplevede derigennem en massiv produktionsnedgang. Besættelsen skabte en ny situation for erhvervslivet, og det krævede omstilling og indretning efter det nye store tyske marked, hvilket viste sig svært for flere brancher, for eksempel boligbyggeriet og metalindustrien. Knapheden på råvarer og brændsel var betydelig, hvilket andre brancher forstod at udnytte. Det gjaldt de talrige brunkulslejre og tørvemoser, der under lempelige skattevilkår skød op og spandt guld på at forsyne danskerne med det ringeste erstatningsbrændsel.

Generelt faldt den danske produktion i årene 1940 til 1943, hvorefter den steg besættelsestiden ud. Produktionsomkostningerne steg også markant, men for mange brancher, ikke mindst inden for fødevareproduktion, mere end udlignedes det af prisernes himmelflugt. Således steg prisen på smør med 75 % alene i 1940. Da tyskerne betalte i stærke mark og de danske forbrugere i den svage krone, blev erhvervslivet holdt kørende og det danske samfund i gang besættelsestiden igennem.

Landbruget overvandt under besættelsesårene 1930'ernes krise, selvom der var stor forskel på at være husmand og godsejer. Især de større gårde klarede sig rigtig godt trods strenge vintre og mangel på gødning og foderstoffer. Produktionen blev omlagt. Landbrugets manglende motorisering blev en fordel i en tid med knaphed på olie, hvor 500.000 arbejdsheste holdt produktionen i gang. Det betød, at hjemmemarkedet blev dækket med danske produkter og overskuddet solgt til Tyskland og de nordiske lande. Alene eksportpriserne på landbrugsvarer steg med 100 % i løbet af det første besættelsesår, og fra 1940 til 1945 oplevede landbruget generelt en flerdobling af indkomsten.Fiskeriet klarede sig trods konstant mangel på dieselolie rigtig godt. Priserne steg, og eksporten til Tyskland blev femdoblet – det svarede til 60 % af den samlede fangst eller 18 % af tyskernes forbrug. Nogle skippere og fiskeeksportører fik indtægtsforøgelser på hele 3-400 % under Besættelsen. Det gjorde i øvrigt fiskeindustrien til et oplagt mål for sabotage. Generelt var fiskeriet et farligt erhverv, og hen ved 200 mennesker mistede livet på Nordsøen som følge af minesprængninger og flyverangreb.

Industri og håndværk gik det generelt rimeligt med, men der var stor forskel brancherne imellem. Særligt i de sidste besættelsesår var det svært at få forsyninger frem. Industrien var nedslidt og lagrene tømte ved befrielsen. Produktionen var først og fremmest rettet mod hjemmemarkedet, hvor mad, tøj og brændsel blev solgt til forhøjede priser og ofte uden udenlandsk konkurrence. Trods knaphed på råvarer formåede for eksempel næringsmiddel- og beklædningsindustrien at omstille sin produktion og fordoblede derigennem sit overskud i løbet af besættelsesårene. I sagens natur var dette ikke muligt i jern- og metalbranchen, som led under faldende indtægter, fyringer og lukninger. Det kompenserede værnemagtens "ekstraordinære industrileverancer" delvis for, hvorfor skibsindustrien og maskinfabrikkerne blev et yndet mål for sabotage. Imens øjnede dele af dansk industri gode indtægtsmuligheder i samarbejdet med besættelsesmagten. Det fik i efteråret 1941 en kreds af ledende danske erhvervsfolk til – med regeringens og Hitlers billigelse – at danne det såkaldte Østrumsudvalg. Et virksomhedsfremstød i de tyskbesatte baltiske lande. Resultaterne blev få, men det lykkedes et par store danske virksomheder at etablere to fabrikker ved at bruge kz-fanger som slavearbejde.

Besættelsen den 9. april 1940 betød, at Danmark blev handelsmæssigt isoleret og ganske afhængig af Tyskland. Men modsat flere andre besatte lande udplyndrede Tyskland ikke Danmark, men indgik i et omfattende økonomisk samarbejde, som begge lande havde klare fordele af og derfor nødig ville sætte over styr.

For Danmarks vedkommende sikrede udenrigshandlen med Tyskland produktionen, og trods konstante inflationsproblemer var det afgørende for den danske befolknings gode levevilkår. Danmark dækkede 10-15% af Tysklands fødevarebehov og var således den næstvigtigste leverandør.

England var før Besættelsen Danmarks absolut største handelspartner, men med tyskerne i landet forsvandt den oversøiske handel. Ud over en fortsat handel med de øvrige nordiske lande overgik den samlede danske eksport til Tyskland; den steg fra i 1939 at være på 23 % til fra 1941 at ligge på 80 %. Det hang først og fremmest sammen med de vellykkede handelsforhandlinger, der fra april 1940 blev ført kvartalsvis i det tysk-danske regeringsudvalg.

Handelsaftalerne betød, at danske fiskeri- og landbrugsprodukter (smør og kød) eksporteredes til Tyskland, og begge erhverv kunne efter en træg start forsyne det tyske hjemmemarked til tårnhøje priser. Til gengæld forsynede besættelsesmagten det danske "spisekammer" med råstoffer, primært brændsel, men også gødning og jern.

For dansk industri var de tyske forsyninger af vital betydning. Industrien spillede slet ikke samme handelsmæssige rolle som landbruget og fiskeriet, men i de sidste besættelsesår flerdobledes industrieksporten til Tyskland. De "ekstraordinære industrileverancer" skaffede ordre til virksomhederne. Det foregik på værnemagtens forlangende, om end efter aftale om, at tyskerne selv leverede de nødvendige råstoffer og -varer til produktionen.

Alt i alt var den danske udenrigshandel under Besættelsen præget af noget-for-noget-aftaler med Tyskland, og ikke den fulde økonomiske indlemmelse af Danmark i det Stortyske rige (Neuropa), som traktatforhandlingerne om en fælles told- og møntunion havde lagt op til. Det økonomiske samarbejde fungerede fint uden. I takt med, at tyskerne trængtes i krigen, blev de danske forsyninger desto vigtigere.

Betalingen til eksportørerne blev ordnet over Clearingkontoen i Nationalbanken, som oprindeligt var et reguleringssystem til at balancere den dansk-tyske handel, men som under Besættelsen udviklede sig til en løbende kassekredit for tyskerne. Clearingkontoen stod ved befrielsen på flere milliarder kroner i dansk favør, men gælden forblev ubetalt.

I løbet af besættelsestiden rejste ca. 125.000 danskere til Tyskland for at få arbejde. Ud over disse tysklandsarbejdere var endnu flere i arbejde for værnemagten i Danmark. Når så mange danskere arbejdede for den forhadte besættelsesmagt, hang det først og fremmest sammen med, at arbejdsløsheden var høj og ramte skævt. Således var hver tredje danske arbejder uden beskæftigelse i vinteren 1940/41.

For tysklandsarbejdernes vedkommende begyndte det med en dansk-tysk "studehandel": Handelsforhandlingerne i april-maj 1940 var endt med, at Tyskland accepterede at levere kul og koks til Danmark på betingelse af, at den tyske arbejdskraft erstattedes af dansk. Tyske arbejdsanvisningskontorer, og efterhånden også en del private danske, lokkede og hyrede frivillig dansk arbejdskraft.

Trods trusler tvangsudskrev tyskerne aldrig danskere til arbejde, men der findes eksempler på, at de danske kommuner og fagforeninger økonomisk "truede" arbejdsløse til at lade sig hyre. Indtil 1944 opholdt konstant 30.000 danskere sig i Tyskland. Herefter faldt antallet markant. Hver tiende tysklandsarbejder var kvinde. Beskæftigelsen var primært inden for ufaglært bygge- og anlægsarbejde, men også i serviceerhverv.

Arbejdskontrakterne var typisk på et halvt år, lønnen rimelig og arbejdet hårdt, mens indkvarteringen foregik i lejre med ringe forplejning.

Efter befrielsen var mange tysklandsarbejdere præget for livet af mødet med nazismen, straffelejre, de allieredes bombeangreb og hjemkomsten til et stærkt fordømmende Danmark.

Værnemagtsarbejderne arbejdede i Danmark. På værnemagtens militære anlæg (flyvepladser, bunkers m.m.), men først og fremmest som bygningsarbejdere på Vestvolden – befæstningsforsvaret på den jyske vestkyst. Dette kæmpe byggeprojekt var tysk ledet, men det var efter aftale danske entreprenørfirmaer og arbejdskraft, som fra 1942 udførte selve byggeriet. Danskerne kom selv til at finansiere byggeriet over Nationalbankens "Værnemagtskonto", der ved Besættelsens ophør stod på minus 5 milliarder kroner.

Værnemagtsarbejde betragtedes som landsforræderi i Danmark, men arbejdsløsheden var høj og lønnen tilsvarende, hvorfor det ikke var svært at skaffe nødvendig arbejdskraft, endsige grådige danske firmaer, hvoraf flere efter krigen dømtes som værnemagere.

Tyske tropper i Danmark under Besættelsen. Tropperevy i Fælledparken for general Lüdke.

besættelsen 1940-45_faktalink_19920911-143618-pf-1920x1299we.jpg

Besættelsen 1940-1945

Den danske stat var kolonisator og involveret i slavehandel og slaveri i Asien, på den afrikanske vestkyst i det nuværende Ghana og på de tre caribiske øer St. Croix, St. Thomas og St. Jan – dengang kaldet Dansk Vestindien. Fra midten af 1600-tallet blev Danmark en af mange europæiske stater, der sikrede økonomisk vækst ved indgå i den såkaldte trekantshandel: Varer blev fragtet fra Europa til Afrika, hvor de blev byttet for mennesker, som blev fragtet over Atlanten for at arbejde i plantager, hvorfra bl.a. sukker, bomuld og tobak landede på det europæiske marked. Danske handelskompagnier bragte flere end 100.000 slavegjorte mennesker over Atlanten.

I 1792 vedtog Danmark en lov, der forbød involvering i transatlantisk slavehandel – men den skulle først gælde fra 1803. På den måde fik plantageejerne i Dansk Vestindien mulighed for – med dansk statsstøtte – at fragte så mange slavegjorte over Atlanten, at slavebefolkningen kunne reproducere sig selv. Først i 1848 blev slaveriet i de danske kolonier ophævet, og det skete kun, fordi slavegjortes oprør havde presset de lokale myndigheder tilstrækkeligt. Efter frigivelsen fortsatte de tidligere slavegjorte med samme hårde arbejde, og den danske stat gjorde meget lidt for at forbedre de økonomiske og sociale vilkår i kolonierne.

I 1917 solgte den danske stat St. Croix, St. Thomas og St. Jan til USA. Den historiske bevidsthed i Danmark om landets involvering i slaveri har været mangelfuld og med mange myter, der understøttede en dansk selvfortælling om humanisme. Særligt siden 100-året for salget af Dansk Vestindien har der været større politisk og forskningsmæssigt fokus på kolonitiden og slavehandlen. Blandt andet er der blevet gjort op med myter om Danmark som foregangsland i opgøret med slaveri, ligesom der er blevet kastet lys over slavegjortes modstandshandlinger og den sorte arbejderbevægelse i Dansk Vestindien efter 1848.

Den transatlantiske slavehandel tog sin begyndelse i 1500-tallet, hvor europæiske lande var i gang med koloniseringen af Sydamerika og de såkaldt vestindiske øer. De oprindelige folk døde i stort antal under det hårde fysiske arbejde, som kolonisatorerne satte dem til i miner og plantager. Kolonisatorerne fik den ide, at der som arbejdskraft kunne importeres mennesker fra det afrikanske kontinent, hvor de europæiske lande også var i gang med at kolonisere.

Ifølge bogen _Black Cargoes_ \[1\] blev det første skib lastet med sorte slavegjorte sendt fra Guineakysten over Atlanten i 1518. I de første mange år var slavehandlen kontrolleret af Portugal, men omkring midten af 1600-tallet begyndte Frankrig, England, Holland, Tyskland, en kort overgang Sverige, samt ikke mindst Danmark at trænge ind på markedet. De byggede forter langs Afrikas vestlige kyst, bl.a. i det, der i dag er Guinea, Elfenbenskysten og Ghana. Forterne dannede udgangspunkt for opsamling og udskibning af de mennesker, kolonimagternes udsendte havde ”købt” til slaveri, og som skulle sendes til både Syd- og Nordamerika for at arbejde i bl.a. plantagedrift og minedrift.

Den danske stat havde forter i Accra, der i dag er hovedstaden i Ghana, og hvor englændere og hollændere også opererede \[1\]. Herfra blev slavegjorte mennesker udskibet til kolonierne i det, der dengang hed Dansk Vestindien, i dag Virgin Islands.

Den danske transatlantiske slavehandel blev forbudt med virkning fra 1803, og inden for godt et årtis tid havde også de andre europæiske lande afviklet de love, som gjorde det lovligt at handle med mennesker. I stedet ville de nu fokusere på at trække andre ressourcer – særligt råstoffer – ud af kolonierne på det afrikanske kontinent.

Danmark fortsatte imidlertid med slavehandel internt i kolonierne frem til 1848 \[2\].

Den transatlantiske slavehandel hang sammen med en økonomisk politik, der kaldes merkantilisme. Her var fokus på handel og håndværk og især på, at eksporten af varer skulle overstige importen for at forbedre statens skattegrundlag. Fordi de fleste europæiske magter førte samme politik, var der skarp indbyrdes konkurrence. En af løsningerne var at få kolonier, så staterne kunne handle med sig selv via handelskompagnier – det vil sige selskaber med særlige privilegier på langdistancehandel og søfart. Danmark-Norge var i 1600-tallet især interesseret i guld og elfenben, som kunne byttes til våben og metal. Men efterhånden blev slavegjorte den vigtigste handelsvare i de danske besiddelser i det nuværende Ghana. I begyndelsen blev slavegjorte lokale handlet til andre landes skibe, og siden begyndte danske skibe at fragte slavegjorte til danske kolonier i det nuværende Caribien, hvor de skulle bruges som arbejdskraft i plantager. Fra disse kolonier var tobak, bomuld og især sukker de vigtigste varer \[3\]. Sukkerindustrien blev en af de vigtigste motorer for dansk vækst i 1700-tallet.

Fra slutningen af 1300-tallet indgik Danmark, Norge og Sverige i den såkaldte Kalmarunion, som Sverige brød ud af i 1523. Fra 1536 blev Norge underlagt den danske krone, og helt frem til 1814 var Danmark-Norge et såkaldt rigsfællesskab. I perioden fra Sverige erklærede sig uafhængigt og frem til begyndelsen af 1700-tallet, var Danmark jævnligt i krig med Sverige i et forsøg på at tilbageerobre territorium og tvinge Sverige tilbage under Danmark \[4\]. Disse militære konflikter kombineret med en række danske nederlag under den centraleuropæiske 30-årskrig i midten af 1600-tallet svækkede Danmark så meget militært og økonomisk, at selve statens eksistens var truet \[5\]. At indgå i den europæiske ekspansion via kolonisering og den transatlantiske handel med varer og med mennesker var det danske svar på denne situation.

De europæiske kolonimagter, heriblandt Danmark, betragtede sorte mennesker som handelsvarer og ejendom, ikke som mennesker i egen ret. Det fremgik bl.a. af det såkaldte Slavereglement fra 1733, som gjaldt i de danske kolonier i Caribien. Her står bl.a.: ”Vores Negre som af Gud selv ere giorte til Slaver”, og de bliver advaret mod ”ulydighed imod deres Mestere eller Mesterinder hvis Penge de dog ere, og derfor ere dem des større Underdanighed skyldige”. Reglementet fastsatte korporlige straffe for ”ulydighed” fra de slavegjorte – lige fra piskning over afsættelse af lemmer til hængning \[6\]. Slavehandlen foregik i den periode, der i Europa kaldes Oplysningstiden. At europæere mente at have ret til at gøre sorte mennesker til ejendom, hang sammen med forestillinger om raciale hierarkier. For eksempel udviklede den svenske videnskabsmand Carl von Linné i midten af 1700-tallet en teori om fire racer, der beboede hver deres kontinent og var karakteriseret ved hver deres temperament: ”Den hvide sangvinske europæer, der var opfindsom, optimistisk og styret af love; den mørke, melankolske asiat, der var styret af meninger; den sorte, flegmatiske afrikaner, der var snu, doven, letsindig og styret af luner; og den røde, frihedselskende amerikaner, der var styret af vaner” \[7\].

Den første danske koloni var i Tranquebar på den indiske kyst, hvor handelskompagnierne Ostindisk Kompagni og siden Asiatisk Kompagni havde monopol på handlen \[3\]. Den primære vare var bomuld, men også i de indiske kolonier handlede Danmark med slavegjorte. Kolonien blev solgt i 1845 til Storbritannien. Fra 1659 begyndte Danmark (eller rettere: Danmark-Norge) at grundlægge forter på den afrikanske vestkyst i det nuværende Ghana, som dengang blev kaldt Guldkysten. Det blev ikke styret som en egentlig koloni, men fungerede først og fremmest som udgangspunkt for handel med mennesker, der blev sejlet til Caribien, hvor Danmark koloniserede tre øer: St. Thomas (i 1672), St. Jan (i 1718) og St. Croix (i 1733). De slavegjorte skulle primært bruges som arbejdskraft på plantagerne, hvor sukkerindustrien på St. Croix blev den mest omfattende \[8\].

Danmark koloniserede desuden Grønland fra 1721, men Grønland indgik ikke i den transnationale slavehandel. De ressourcer, der blev trukket ud af den grønlandske koloni, var først og fremmest fra fiskeri – kontrolleret af Almindelige Handelskompagni \[9\] – og råstoffer \[10\].

Trekantshandlen betegner et transatlantisk handelssystem fra det 16.-19. århundrede, hvor varer fra Europa og Asien blev udvekslet for slavegjorte mennesker på den afrikanske vestkyst, som derfra blev fragtet til Amerika (både syd og nord, samt de caribiske øer), hvor deres arbejdskraft blev brugt til at dyrke bl.a. sukker, bomuld og tobak, som derfra blev fragtet til Europa \[11\].

Som historiker Niklas Thode Jensen beskriver det \[12\]:

”Systemet kan ses som en gigantisk maskine bestående af tusinder af forbundne tandhjul i form af mennesker, skibe, plantager, fabrikker og markeder, hvor drivkraften hovedsageligt udgjordes af de slavegjorte afrikaneres dødbringende slid i Amerika og af Europas umættelige appetit på kolonivarer som sukker, tobak og te. Maskinens accelererende svinghjul bragte store indtægter til Europa, og derfor blev systemet en hjørnesten i Europas fortsatte udbredelse af sin magt over verden.”

I løbet af godt 300 år frem til 1866 transporterede europæiske kolonimagter omkring 12,5 millioner slavegjorte over Atlanten. I runde tal stod 430 danske skibe for fragten af omkring 111.000 slavegjorte i perioden mellem 1660’erne og begyndelsen af 1800-tallet. Dermed udgjorde den danske andel 2,3 procent af hele den internationale slavehandel \[2\]. De slavegjorte, som blev fragtet på danske skibe, blev sat til at arbejde i særligt plantagerne på de caribiske øer, dengang kolonierne Dansk Vestindien.

I begyndelsen af 1790’erne tog den daværende danske finansminister, Ernst Schimmelmann, initiativ til at forbyde dansk deltagelse i slavehandlen. Det største antal slavegjorte, som Danmark fragtede til kolonierne, var i perioden mellem vedtagelsen af et forbud (1792) og det tidspunkt, hvor forbuddet trådte i kraft (1803). I det mellemliggende årti blev importen af slavegjorte til Dansk Vestindien nemlig økonomisk støttet af den danske stat. Hensigten var at få så stor en slavebefolkning i de danske kolonier, at den kunne reproducere sig selv. Det ville spare kolonimagten Danmark for store omkostninger. Mellem 1792 og 1803 blev næsten 25.000 slavegjorte fragtet på 125 skibe, svarende til 200 nytilkomne slavegjorte i de danske kolonier hver eneste måned \[2\].

Det bliver ofte hævdet, at Danmark var den første europæiske stat, der forbød slaveri. Det passer imidlertid ikke. Danmark var det første land, der vedtog en lov imod transatlantisk slavehandel, men det skete, fordi England allerede var i gang med planer om det samme – og der gik mere end et årti, før det danske forbud trådte i kraft. På det tidspunkt var samtlige europæiske stater i gang med at afvikle den transatlantiske slavehandel. Det var ikke længere økonomisk rentabelt med den omfattende transport, og mange slavegjorte omkom undervejs på rejsen \[13\]. Men slavegjorte blev fortsat handlet inden for kolonierne samt internt i USA længe efter afskaffelsen af den transatlantiske slavehandel. At forandringerne havde mere at gøre med økonomiske forhold end med et moralsk, etisk eller politisk opgør med slaveri som sådan, fremgår af et brev, den danske finansminister Ernst Schimmelmann skrev angående sit forslag om at afskaffe den transatlantiske slavehandel \[14\]. Her står bl.a.:

”Forslagene indeholder intet, der vil kunne føre til omvæltninger eller indskrænkninger for privatpersoner; de sigter tværtimod på at beskytte ejendom og få planterne \[plantageejerne\] til at basere deres egen nytte på noget mere sikkert end en midlertidig anvendelse \[af slaverne\].”

Schimmelmann var selv en af de største plantageejere i Dansk Vestindien, og tjente en formue på at bruge slavegjort arbejdskraft \[15\].

Flere selvstændige stater i det nuværende USA forbød slaveri som sådan allerede i 1770’erne og 1780’erne, f.eks. Vermont i 1777. I England trådte en lov om frigivelse af slaver i kraft i 1834. Danmark ophævede først slaveriet i 1848, og det skete under pres fra voksende politisk og social uro blandt de slavegjorte i kolonierne Dansk Vestindien. Oprindeligt skulle slaveri have været udfaset over en tiårig periode, men efter et oprør på Sankt Croix valgte den lokale danske guvernør at erklære slaverne for frigivet med virkning d. 3. juli 1848 \[13\].

De danske handelsstationer Tranquebar og Serampore i Sydasien blev solgt til Storbritannien i 1845. De danske forter på Guldkysten – det nuværende Ghana – der havde været udgangspunkt for den transatlantiske slavehandel, blev solgt til Storbritannien i 1850. Dansk Vestindien – i dag Virgin Islands – hvor slavegjorte blev brugt til arbejde i bl.a. plantager, blev solgt til USA i 1917. Grønland forblev koloni, men opnåede formelt set status af dansk amt (en administrativ enhed svarende til nutidens regioner) i 1953, under pres fra FN’s afkoloniseringspolitik. I 1979 fik Grønland såkaldt hjemmestyre, og i 2009 selvstyre.

Ifølge den danske søfartshistoriker Kåre Lauring var den danske handel med slavegjorte isoleret set en dårlig forretning \[16\]. Op mod en femtedel af de slavegjorte døde under rejsen, og det samme gjaldt op mod en tredjedel af besætningen på slaveskibene. Det skete også, at de slavegjorte gjorde oprør på skibene, og selvom oprørene oftest blev slået brutalt ned, var det omkostningsfuldt, og det hændte også, at de slavegjorte blev sat fri af besætningen, når skibene kom i land. At slavehandlen i sig selv var uprofitabel, var ifølge Kåre Lauring også den primære årsag til, at den blev afviklet.

Men det arbejde, de slavegjorte udførte – ganske gratis, eftersom de jo ikke fik løn – i de danske kolonier i Caribien, var særdeles indbringende, både for de enkelte plantageejere og for den danske stat. Sukker blev en af de vigtigste handelsvarer overhovedet for Danmark i slutningen af 1700-tallet. Efter frigivelsen af de slavegjorte i 1848 holdt de danske kolonier op med at være indbringende for den danske stat, og det var baggrunden for salget af Dansk Vestindien til USA i 1917 \[3\]. Handlen i de danske kolonier i både Vest- og Ostindien (Asien) bragt betydelige indtægter til det dansk-norske rige, både til staten og til private i såvel hovedstaden som handelsbyerne i provinsen. Det var indtægterne fra produktionen i kolonierne – muliggjort af slavegjort arbejdskraft – og den dertilhørende handel, der gjorde kolonisystemet profitabelt \[12\].

I en artikel til pov.nternational forklarer lokalhistoriker på St. Croix, Wayne Jones, de menneskelige konsekvenser af slaveriet, og hvordan de stadig kan mærkes i nutiden \[17\]:

*   De slavegjorte blev systematisk skilt fra deres afrikanske kultur, familier, trossamfund og identitet.
*   Gennem en periode på næsten 250 år var afrikanere i Dansk Vestindien forhindret i at udnytte deres potentialer som mennesker, da de var tvunget ind i et liv som plantagearbejdere. Under dette system blev mennesker, som ellers kunne have været blevet kunstnere, forfattere, opfindere, advokater, læger eller filosoffer tvunget til at skære sukkerrør.
*   Danmark efterlod et ”veritabelt fattighus”, da de solgte øerne til USA, og gennem frasalget af kolonierne løb den danske stat fra sit ansvar for de langvarige lidelser, som efterkommerne af slavegjorte var udsat for økonomisk, socialt og kulturelt.
*   Dansk slaveri var så traumatisk for indbyggere på Jomfruøerne, at der gik 120 år efter slavernes frigørelse, før efterkommerne af de slavegjorte omsider forlod de plantager, deres forfædre havde været bundet til. Og det skete kun, fordi regeringen – hjulpet af plantageejerne – i 1966 fjernede tagene fra arbejdernes boliger (de tidligere slavehytter), hvilket dermed gjorde dem ubeboelige: ”Det var der og først der, at gennemsnitsindbyggere på Jomfruøerne modvilligt og frygtsomt tog deres første skridt henimod mental frigørelse. Landarbejderlivet, der ikke havde ændret sig meget siden slavetiden, var alt de kendte til.”
*   Der er stadig i dag enorme forskelle mellem sorte og hvide på sundheds-, uddannelses- og socialområdet.
*   Der er udbredt racisme, forskelsbehandling, selvhad og mindreværdskomplekser.

Den danske stat gjorde meget lidt for at forbedre vilkårene for den tidligere slavegjorte befolkning, som var blevet frigivet i 1848. Det førte i 1878 til en opstand på St. Croix, der blev kendt som The Fireburn – det største arbejderoprør i Danmarkshistorien, som indtil for ganske nylig var blevet skrevet ud af historien. 400 arbejdere blev anholdt i forbindelse med oprøret, heriblandt Mary, Agnes, Mathilda og Susanna, der blev anset for at have været oprørslederne, og som i folkemunde blev kendt som The Fireburn Queens. Som historikerne Rikke Lie Halberg og Bertha Rex Coley beskriver \[18\], blev oprøret i samtidens danske presse oprøret omtalt som ”udskejelser” og meningsløst hærværk udført af dovne og utaknemmelige sorte. De primære kilder til, hvad der egentlig foregik under The Fireburn, er retsprotokollerne – som er skrevet fra den danske administrations perspektiv – samt mundtlige overleveringer i lokalbefolkningen. På St. Croix har denne historie været levende lige siden, men i Danmark blev den først mere alment kendt i årene omkring 100-året for salget af de vestindiske kolonier. Her brugte historikere, kunstnere og aktivister fra Danmark og Virgin Islands anledningen til at sætte fokus på den markante begivenhed og forsøge at give The Fireburn Queens og arbejderopstanden i det hele taget den plads, den fortjener i dansk historiebevidsthed.

Det er rigtigt, at Danmark var det første land, som vedtog en lov mod transatlantisk slavehandel, nemlig i 1792. Loven trådte imidlertid ikke i kraft før mere end et årti senere, og den afskaffede på ingen måde selve slaveriet. Myten om, at Danmark var det første land, som ophævede slaveri, skyldes altså en forveksling af lovgivning, som forbyder slavehandel, og forbud mod slaveri som sådan. Forestillingen om Danmark som foregangsland i ophævelsen af slaveriet har haft nemt ved at hænge ved, fordi den understøtter et populært nutidigt selvbillede af Danmark som en særligt humanistisk nation \[13\].

Relateret til denne myte er fortællingen om, at den daværende danske guvernør Peter von Scholten af sit gode hjerte ”gav” de slavegjorte deres frihed. Han er dermed blevet symbol på, at Danmark gjorde det rigtige, helt af sig selv. Det er en fortælling, som især er blevet båret frem i populærkultur, fiktion og dokufiktion. Men historisk forskning viser, at det var de slavegjortes oprør, der tvang von Scholten til at bekendtgøre øjeblikkelig frigivelse i 1848 \[18\]. I det hele taget har slavegjortes egne modstandshandlinger og oprør været centrale for slaveriets ophævelse overalt i verden \[19\].

Da den danske regering solgte kolonierne i Vestindien i 1917, blev der sendt et skib fra Danmark, som hentede de enorme mængder af arkivmateriale fra den danske administration af øerne. En lille del af materialet endte i Washington, men det meste blev bragt til København og opbevares nu på Rigsarkivet. Det drejer sig om i alt 1500 hyldemeter materiale fra Dansk Vestindien. Men som historikerne Rikke Lie Halberg og Bertha Rex Coley forklarer, betyder det ikke, at der er kilder til hele historien om dansk slavehandel og kolonistyre \[20\]. Materialet blev skrevet, udvalgt og gemt af det danske kolonistyre, og derfor rummer det kun den del af historien, som netop det danske kolonistyre fandt væsentligt – og ønskværdigt – at bevare. F.eks. er der i materialet på Rigsarkivet kun meget sparsomme oplysninger om et meget udbredt fænomen, nemlig at danske mænd systematisk udnyttede slavegjorte kvinder seksuelt, og at dette var en del af baggrunden for de adskillige oprør, der foregik på øerne gennem tiden.

I anledning af 100-året for den danske stats salg af kolonierne i Caribien undskyldte Brødremenigheden – der udførte kristen mission i de danske kolonier – offentligt for deres rolle i opretholdelsen af slaveriet \[21\].

Den danske regering ønskede imidlertid ikke at give en undskyldning til efterkommerne af slavegjorte i Dansk Vestindien. Ifølge forskerne Frits Andersen og Jakob Ladegaard \[22\] har der været to centrale rammesætninger for slaverihistorien i Danmark: Den ene er fortrængning, og den anden er afvisning af, at den danske stat har noget at sige undskyld for. 100-året for salget af Dansk Vestindien aktiverede diskussionen om undskyldning – og evt. erstatning – til efterkommerne af de mennesker, som blev slavegjort af den danske stat og danske handelskompagnier. Her afviste danske politikere ideen, bl.a. med henvisning til, at slaveri var fortid, og at den danske stat i dag ikke har noget ansvar for, hvad der skete for så længe siden – og at det i øvrigt er bedre at se fremad. Men eftersom konsekvenserne af slaveriet stadig kan mærkes på Virgin Islands, oplever befolkningen der ikke slaveriet som ’fortid’. Desuden argumenterer forskere for, at ”debatten om en undskyldning kan spærre for en mere relevant diskussion om erstatning, som i øvrigt ikke kun skal forstås økonomisk, men også i form af kulturelle tiltag”, herunder en forpligtelse på at bekæmpe racisme i nutiden \[22\].

Billede af havnen i Christiansted på St.Croix i 181gste by5. Christiansted var den vigtigste by og regeringssædet på de dansk-vestindiske øer. 

Havnen i Christiansted på St.Croix i 1815. Christiansted var den vigtigste by og regeringssædet på de dansk-vestindiske øer. 

Prospect_af_Byen_Christianstad_paa_St._Croix.png

Danmark som slavenation

Arktisk Råd: Kongeriget Danmark overtager formandskab

Foto af slaver i Vestindien med titlen Kolonimagt Danmark henover. 

KoloniWeb_896x6703.jpg

Kolonimagt Danmark

Donald Trump med skilt med toldsatser under pressermøde i Wahsington. 

USA's præsident, Donald Trump, har startet en toldkrig og varslet forhøjet told mod EU og en række andre lande. Washington, 2. april 2025.

Trump told. Carlos BarriaReutersRitzau Scanpix@20250403-071523-L-5900x3933ma.jpg

Donald Trump - USA's 47. præsident

Faktalink_billedfrise_1024x768_Hires.jpg

Nyt på Faktalink

Hybridkrig er en moderne form for konflikt, der bruger utraditionelle militære metoder og taktikker til at skaffe sig magt. Hybridkrig er med andre ord end mere usynlig og subtil åde at opnå politiske og militære mål uden erklæret at gå i krig på den måde, vi almindeligvis kender til med åbne angreb i et fysisk afgrænset område. Hybridkrigens værktøjer og teknikker er alt fra cyberangreb og misinformation til økonomisk pres, angreb på kritisk infrastruktur som gasledninger eller brug af spioner. Et aktuelt eksempel på hybridkrig er Ruslands invasion af Ukraine, hvor cyberangreb og misinformation spiller en afgørende rolle udover det rent militære angreb. Vi har blandt andet set sabotage af gasledninger og kommunikationskanaler og flygtningestrømme over grænsen til Finland, som formentlig er blevet orkestreret af russerne. I hybridkrig er det netop en bevidst taktik, at det er uklart, hvem der står bag, så man ikke kan erklære krig den anden vej. Usikkerheden, og det at fjenden og angrebene foregår i det skjulte, gør hybridkrigens metoder både uforudsigelige og effektfulde. Hybridkrigens angreb er med til at skabe splid og uro, og det er netop hensigten og målet for dens bagmænd, så det bliver lettere at nå sine mål uden at det er tydeligt, at der er kamp og krig. Hybridkrigen er en ny form for krigsførelse, hvor man er i tvivl om, om der er krig eller fred, som militærhistoriker Niels Bo Poulsen, chef for Institut for Strategi og Krigsstudier ved Forsvarsakademiet, formulerer det. Hybridkrig handler først og fremmest om at skabe utryghed i befolkningen.

Hybridkrig dækker over en krigsførelse, der bevidst søger at skabe splid, uro og destabilisere med henblik på selv at opnå strategiske fordele eller mål, men med andre metoder end konventionel militær magt. Det kan være med taktikker som cyberangreb, misinformation, økonomisk pres og politisk manipulation. Særligt kendetegnende for hybridkrig er, at de, som står bag, er interesseret i at operere i det skjulte og operere i gråzoner, hvor grænserne mellem krig og fred er uskarpe. Hybridkrigens formål er at skabe usikkerhed og destabilisering. Slår man hybridkrig op i ordbogen, lyder definitionen, at hybridkrig er en ”konflikt, hvor både militære og ikkemilitære virkemidler (f.eks. forsøg på at skabe utryghed, kaos og mistillid til magthaverne i samfundet) bruges til at svække fjenden,” som det fremgår af ordbogen ordnet.dk \[1\]. ”I Europa har vi i 2024 set en række eksempler på angreb med hybride midler mod civile organisationer og virksomheder, bl.a. offensive efterretningsoperationer, brandstiftelse mod Ukraine-relaterede mål, hærværk og russisk desinformation. Flere lande har desuden officielt meldt ud, at Rusland står bag en række cyberangreb mod landene,” kan man læse på Forsvarets Efterretningstjenestes hjemmeside under overskriften ”Den hybride trussel” \[2\]. På Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) hjemmeside kan man læse, at chefen for den russiske generalstab, Valerij Gerasimov, taler om hybridkrig som en krig kendetegnet ved at være ”ikkeerklæret, at grænserne mellem det militære og civile udviskes, og at kampene udkæmpes både i de fysiske arenaer og i informationsrummet” – tanker som også bliver kaldt ”Gerasimovdoktrinen”. Hybridkrig bliver af russiske eksperter kaldt ”kontrolleret kaos”, fremgår det under overskriften ”Hybridkrigen raser” \[3\].

Blandt de mest udbredte angrebsmetoder er cyberangreb – dvs. hacking af kritisk infrastruktur som f.eks. elnet, vandforsyning, sundhedssystemer eller militære netværk for at skabe kaos, stjæle information eller deaktivere systemer. Spredning af falske eller manipulerende informationer – såkaldt desinformation og misinformation – ofte spredt via sociale medier eller officielle kanaler for at forvirre eller vildlede befolkningen, påvirke befolkningen i en bestemt retning eller underminere tilliden til myndighederne, er også kendte værktøjer i hybrid krigsførelse. Fysiske angreb mod civile eller symbolsk vigtige mål for at skabe frygt og presse regeringer til at handle på en bestemt måde, er også en del af den hybride krigsførelses taktik.

Siden Rusland invaderede Ukraine, har en række hybridangreb på europæisk jord været en del af Ruslands taktik mod målet at øge sin magt. I artiklen ”Kæmpe kortlægning viser Ruslands hybride angreb på Europa” på TV2.dk kan man læse om, hvordan TV2 har kortlagt over hundrede hændelser af hybridangreb, siden Rusland invaderede Ukraine. Blandt andet kan man læse om, hvordan elkablet Estlink 2 pludseligt svigtede, og hvordan en russisk skyggeflåde (skibe, der bruges til at omgå internationale sanktioner ved at transportere varer under falske flag og med uigennemsigtige ejerforhold) i Den Finske Bugt mistænkes for at have ødelagt flere undersøiske kabler mellem Finland og Estland. I sommeren 2024 kom det frem, at Rusland havde planlagt et attentat mod en tysk våbenproducent, der var på vej til at bygge en kampvognsfabrik i Ukraine, mens brandbomber satte ild til DHL-fragtcontainer i Leipzig Tyskland, og et DHL-center i Minworth i England. Brandbomberne blev senere kædet sammen med fire personer, som blev anholdt og mistænkt for at ville have sendt brandbomberne til Nordamerika. I artiklen forklarer Jeanette Serritzlev, der er militæranalytiker ved Forsvarsakademiet, det som eksempel på, at Rusland har gjort fysiske angreb til en del af hybridkrigen mod Europa og NATO. Også mennesker på flugt er blevet brugt som led i hybridangreb. I efteråret 2023 bevægede 900 migranter fra Mellemøsten og Afrika sig f.eks. over grænsen til Finland fra Rusland, fordi de af de russiske og belarusiske myndigheder var blevet lovet, at de kunne søge asyl i Europa, fortalte migranterne. Denne metode er tidligere set brugt i Polen, Litauen, Letland og er et effektivt og billigt middel til at presse og skabe konflikt i modtagerlandet, fremgår det af artiklen \[4\], som også nævner eksempler på desinformation og russiske spioner i Europa som eksempler på russiske hybridangreb, som har fundet sted, efter at Rusland invaderede Ukraine.

Nogle infrastrukturer er særligt sårbare, fordi de har afgørende betydning for, at vores samfund kan fungere. Blandt andet fordi andre systemer er afhængige af, at de virker. Derfor kaldes de almindeligvis for kritisk infrastruktur. Det er f.eks. vores energiforsyning, dvs. elektricitetsnet, olie og gas, som bliver sendt ud via transformatorstationer og rørledninger. Hvis de bliver ramt, kan det skabe omfattende strømafbrydelser, som gør, at vi ikke kan tænde varme, lys, lave mad, bruge elektriske apparater osv. Vandforsyningen er også en kritisk infrastruktur, fordi vi har brug for vand. Vores kommunikationsnet – både telefon og internet er også, hvad man kalder kritisk infrastruktur. Ligesom transportsektoren, finanssektoren, sundhedsvæsnet, fødevareproduktion er det. Også forsvarets faciliteter og netværk er kritisk infrastruktur, fordi det har alvorlige konsekvenser for landets sikkerhed, hvis det bliver lammet af hybridangreb, kan man læse i analysen ”Resiliens i den kritiske infrastruktur – En spørgeskemaundersøgelse blandt eksperter”, som IDA står bag \[5\].

Når bagmændene bag hybride angreb ikke giver sig til kende, er det, fordi det netop er en del af målet med hybridangreb at øge usikkerheden ved, at man ikke ved, hvem der står bag. Formålet med hybridangreb er først og fremmest at skabe frygt og uro – og også gerne splid mellem lande, som kan alliere sig. Når bagmændene ikke giver sig til kende, er der jo ingen, der med sikkerhed kan vide, hvem fjenden er, og det skaber en handlingslammelse, som bagmændene er interesserede i, fordi det styrker deres magt. Der er flere forskellige måder at camouflere et angreb på, blandt andet at staterne bag hybridangreb bruger såkaldte proxy-metoder. Dvs. at man får kriminelle eller spioner til at handle på angriberens vegne, så det bliver endnu sværere at finde ud af, hvem der står bag, som den selvstændige cybersikkerhedsrådgiver og pensionerede major John Foley forklarer i artiklen ”John Foley om cyber- og hybridangreb: Jeg synes, at de danske myndigheder i unødvendig grad holder befolkningen uvidende” på Ræson.dk \[6\].

Hybrid krigsførelse har som beskrevet mange forskellige virkemidler og værktøjer. Det, der gør hybrid krigsførelse effektiv, er at den er er netop kompleks og uforudsigelig og bruger flere metoder samtidig – fx sabotage, desinformation, cyberangreb, økonomisk og politisk pression for at destabilisere modstanderens samfund og myndigheder. Ofte søger bagmændene bag at udnytte sårbarheder i et lands systemer og at ramme kritisk infrastruktur, så det skaber frygt og forstyrrelser. ”Formålet er at svække de vestlige landes sammenhold og modstandskraft,” som militæranalytiker Jeanette Serritzlev forklarer det på Danske Beredskabers hjemmeside under overskriften ”Hybridkrigen er her allerede” \[7\].

Hybridkrig kan påvirke det angrebne land på flere forskellige måder, f.eks. ved sabotage af konkrete mål og ved at hacke kritisk vigtige hjemmesider og samfundssystemer. Det kan også være at påvirke folkestemningen gennem misinformation. Men angrebene er ikke målet i sig selv. Hovedformålet er at skabe usikkerhed og utryghed i en befolkning og på den måde demonstrere magt og vilje til at skade og styre. Den uro, de hybride angreb skaber, bruges dernæst til at presse befolkningen og beslutningstagerne, som man kan læse på Danske Beredskabers hjemmeside under overskriften ”Hybridkrigen er her allerede” \[7\]. Det er en kendt strategi at forsøge at skabe splid og uro ved hjælp af hybride angreb, før en militær invasion. F.eks. har Rusland længe brugt hybridkrig til at destabilisere Ukraine gennem en kombination af militære operationer, cyberangreb og misinformation – også længe før den egentlige invasion. Selvom Ruslands hybridangreb som led i den aktuelle krigsførelse mod Ukraine, er Rusland langt fra alene om at føre hybridkrig. En lang række lande bruger hybride krigsmetoder. F.eks. har Kina længe ført hybridkrig i det Sydkinesiske Hav, hvor de kombinerer militære operationer med økonomisk pres og misinformation for at styrke deres territoriale krav, f.eks overfor Taiwan og Filippinerne, som det kan læses i artiklen ”USA fordømmer Kina for eskalerende handlinger i omstridt hav” på nordjyske.dk \[8\].

Hybridangreb har fundet sted i mange år, men er i de seneste år blevet en markant stigende trussel. Også her i Danmark har Forsvarets Efterretningstjeneste og Politiets Efterretningstjeneste opjusteret trusselsniveauet. Særligt de danske myndigheder, virksomheder og organisationer, der kan sættes i forbindelse med den militære støtte til Ukraine, er udsat. Også Nato har udtalt bekymring for Ruslands hybridangreb rettet mod Europa, hvor både Storbritannien, Tyskland, Polen, Tjekkiet, Estland, Letland og Litauen ifølge Nato er blevet ramt. Forsvarets Efterretningstjenestes chef for efterretning, Anja Dalgaard-Nielsen, mener dog ikke, at borgerne skal være bange pga. det skærpede trusselsbillede, kan man læse i artiklen ”FE og PET: Truslen om russisk hybridkrig i Danmark er blevet større” på DR.dk \[9\].

Sociale medier spiller på flere forskellige måder en afgørende rolle i forhold til hybridangreb, og er med til at sætte helt nye rammer for krigsførelse. I hybridangreb kan de sociale medier blive brugt til at sprede misinformation og påvirke folkestemningen ved at tegne et billede op af, at det er det angrebne land, der er skurken. Dernæst har den aktuelle invasion af Ukraine vist, at videoer, der dokumenterer angreb og situationer fra krigen er blevet delt i stor stil på sociale medier som TikTok, Facebook, Twitter, Instagram og beskedtjenesten Telegram. Her får videoer, som civile lægger op og deler online, også funktion af direkte efterretningsinformationer, som kan bruges af begge parter i krigen. Når sådanne efterretnings oplysninger om, hvor styrker og angreb befinder sig på bestemte tidspunkter, kan de få en meget direkte indvirkning på krigens forløb. Men indhold på de sociale medier kan også blive brugt strategisk til at vildlede, da det kan være svært at faktatjekke, kan man læse i artiklen ”Sociale medier har fået en helt særlig rolle i krigen i Ukraine” på nyheder.tv2.dk \[10\].

Som reaktion på Ruslands invasion af Ukraine har NATO styrket sit forsvar. NATO har blandt andet fordoblet antallet af bataljoner fra fire til otte på den østlige flanke, der patruljerer Østersøregionen med hovedsæde i Letland  forstærket og investeret i mere og bedre udstyr, lagt nye planer for luft og missilforsvar, optaget Sverige og Finland i forsvarssamarbejdet og vedtaget de mest omfattende forsvarsplaner siden Den Kolde Krig, kan man læse på NATO’s hjemmeside under overskriften Deterrence and defence \[11\]. FN blev skabt i kølvandet på afslutningen af 2. Verdenskrig med hovedmissionen at sikre international fred. Da hybridangreb fortsat er et relativt nyt og komplekst begreb, har FN ikke en konkret færdigdefineret strategi for at håndtere hybridkrig. FN’s fredsbevarende styrker har øget fokus på at hybride metoder f.eks. økonomisk sabotage eller cyberangreb, men blandt FN’s stærkeste værktøjer til sikring af verdensfreden er at vedtage resulotioner, som tager stilling til og ofte fordømmer krigshandlinger. Hele fem gange i løbet af 2022 vedtog FN resolutioner som svar på Ruslands invasion af Ukraine, kan man læse på tænketanken Atlantsammenslutningens hjemmeside under overskriften ”If. FN’s Generalforsamling skal fred i Ukraine ikke genskabes ved hj. af international vævbet indblanding, men ved hj. af fredelig dialog og sameksistens” \[12\] I praksis er hybride trusler en særlig kompleks udfordring for både FN og NATO, fordi de hybride angreb opererer i det skjulte og uden tydelig afsender.

Hybridkrig kan underminere grundlæggende demokratiske principper ved netop at forsøge at tiltvinge sig magt gennem misinformation, propaganda og bevidst manipulation af befolkningens holdninger. Hybride angreb udnytter i virkeligheden de vestlige samfunds grundlæggende demokratiske rettigheder og principper, når de virker gennem påvirknings- og desinformationskampagner eller manipulation, som påvirker valghandlinger og beslutninger. F.eks. så vi under det amerikanske præsidentvalg i 2016, at den russiske regering forsøgte at styrke Donald Trumps position i valgkampen ved at skade hans politiske modstander, Demokraternes bud på en præsidentkandidat Hillary Clinton, som det bliver beskrevet i debatartiklen ”Rasmussen Global: En ny regering skal formulere en strategi for hybridkrig” på Altinget.dk \[13\].

Hybrid krigsførelse udfordrer, fordi den som nævnt er så kompleks og uhåndgribelig. Når identifikation af angriberen kan være svær, bliver det tilsvarende svært at svare igen, og når man ikke ved, hvem der har udført sabotage, kan man ikke sanktionere. Hybridkrigens angreb falder så at sige udenfor ”normal” krigsførelse, og derfor er der ingen regler eller jura, som kan holde nogen ansvarlig. Den hybride krigsførelses kompleksitet gør det endnu vigtigere at styrke samarbejdet mellem NATO og EU, som man kan læse i rapporten ”Fremtidens konflikter og krige i et strategisk perspektiv” udarbejdet af Djøf Forlag og Center for Militære Studier, der anbefaler, at Forsvaret fremover bliver endnu bedre til at forstå og håndtere hybrid- og atomangreb \[14\].

Hybridangreb kan skabe polarisering i samfundet ved at udnytte eksisterende konflikter og så at sige puste til ilden, så striden om allerede eksisterende konflikter eller spændinger stiger. Det kan være ved at sprede desinformation, måske endda forklædt som falske nyheder, der skaber mistillid til myndighederne eller skaber splid mellem politiske partier, etniske grupper eller andre grupperinger, der er i konflikt. Det kan også være ved at hjælpe radikale grupperinger til at få mere magt, f.eks. som man så det op til Europaparlamentsvalget, hvor EU’s udenrigstjeneste konstaterede en række skadelige misinformationskampagner målrettet mod bestemte ledende politikere, kan man læse i artiklen ”Hvis Putin vil påvirke danskerne, behøver han ikke engang at bestikke en politiker, siger dansk topdiplomat” på tv2nyhederne.dk, som også beskriver, hvordan de russiske myndigheder har lavet en helt lille industri af såkaldte ”internet-trolde”, der bevidst og strategisk arbejder på at lave ”påvirkningsaktioner på 20-25 forskellige sprog” for at påvirke befolkninger \[15\].

Hybridangreb kan skabe psykologisk usikkerhed, bekymring og angst. Dels kan den helt konkrete oplevelse af, at der er fremmede stater, der bevidst søger at skade og tildrage sig magt vække uro og bekymring for, at de hybride angreb udvikler sig til egentlig militær krig. Dels kan det skabe en grundlæggende usikkerhed og bekymring, hvis man ikke oplever at kunne stole på de nyheder og informationer, man får og de mails og beskeder, man modtager. Det kan skabe en følelse af hjælpeløshed og afmagt, hvis man ikke føler, at man har kontrol over sine informationer og beslutninger, f.eks. hvis man er bange for at blive udsat for et hackerangreb. 

Danskernes frygt og bekymring for om krigen i Ukraine kan komme til at påvirke sikkerheden i Danmark, er vokset viser en Megafon-måling, som TV2 har fået lavet. Danskernes frygt for at krigen i Ukraine skal sprede sig ud over Ukraines grænser er steget med 13 procentpoint. Hvor 49 procent var enige eller overvejende enige i, at de frygtede dette i 2023, svarer 62 procent det samme i februar 2024, kan man læse i artiklen ”Voksende frygt for krig blandt danskerne – eksperter ser det som sandsynligt” på tv2nyhederne.dk \[16\].

Hvordan garderer man sig bedst mod hybridangreb – kalder hybridkrig på styrket samarbejde mellem nationer og udvikling af internationale love, selvom det kan føre til øget afhængighed af andre nationer og potentielt kompromittere national suverænitet?

Tilhængerne af styrket samarbejde som modsvar og forsvar mod hybridkrig argumenterer for, at det er vigtigt at stå sammen, f.eks. i NATO- og EU-samarbejdet, er at landene hver især bliver stærkere, når de står sammen. Mange hybridangreb sker på internationalt territorium, eller på tværs af landegrænser, hvorfor det giver god mening, at lande slår sig sammen for at bekæmpe truslerne fra hybridangreb. De enkelte lande har brug for NATOs fælles forsvarsstrategi og en koordineret indsats, som det blandt andet anbefales i rapporten ”Danmark skal optimere sine handlemuligheder på hybridkrigens slørede slagmark”, som Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) står bag \[21\]. Når lande slår sig sammen, kan de opbygge fælles strategier til at identificere, afsløre og bekæmpe desinformation. Lande der udsættes for hybridangreb som led i økonomisk og politisk pres står stærkere i forhold til at sanktionere eller svare igen, hvis de har allierede lande, der kan bakke dem op. Dernæst kan det være lettere for de enkelte lande at reagere hurtigt på hybridangreb, hvis de får opbakning fra allierede, og det kan være lettere at komme til enighed om fælles internationale normer og regler for sanktionering af hybridangreb i et stærkt internationalt fællesskab.

Argumenter mod at styrke samarbejdet i forpligtende fællesskaber kan være, at et tættere internationalt samarbejde kan begrænse de enkelte landes suverænitet og evne til at handle uafhængigt i nationale sikkerhedspolitiske sager. Det kan også være svært at komme til enighed. Internationalt samarbejde kan også føre til bureaukratiske langsommelige processer, som kan være en ulempe i situationer, der kræver hurtige og effektive handlinger, som kan være afgørende under hybridangreb, hvor tid er en kritisk faktor. Det kan også være en udfordring at være afhængige af hinanden i et samarbejde, at landene har meget forskellige ressourcer og beredskabsniveauer.

Hybridkrig er ikke et nyt fænomen, men kompleksiteten og omfanget er vokset i takt med teknologiske fremskridt. Kunstig intelligens kan gøre hybrid krigsførsel endnu mere kompleks, sofistikeret og svær at gennemskue. I artiklen ”Glem dræberrobotter – kunstig intelligens vil ændre magt, krig og folkeret” på Information.dk kan man læse om, hvordan AI i fremtiden vil kunne analysere og automatisere våbensystemer, så de vil kunne træffe beslutninger og styre angreb, som i dag bliver styret af mennesker. Det vil gøre det endnu sværere at placere ansvaret for krigshandlinger. Fremtidens teknologi vil kunne styre angreb på meget lang afstand, som det beskrives i artiklen: ”Slagmarken fortaber sig også og kan lige så vel være en teknologigigants datacenter på en mark i Jylland. Dem kan være en gade i Kabul, hvor en overvågningssattelit udstyret med mønstergenkendelsessoftware har spottet mistænkelig adfærd og udløser et droneangreb. Og det kan være en kælder i Paris, hvor der udvikles banebrydende teknologi, som kan skaffe adgang til Pentagons allerdybeste hemmeligheder”. Denne nye virkelighed vil kræve en helt ny måde at lave love, der kan regulere og sanktionere krigshandlinger, fordi teknologien udfordrer det retsgrundlag, vi kender, kan man læse i artiklen \[22\].

Fordi hybrid krigsførelse er så kompleks, uforudsigelig og opererer i det skjulte, kræver det mange forskellige indsatser at gøre et samfund modstandsdygtigt over for hybrid krigsførelse. Ud over at myndighederne laver ekstra beskyttelse af kritisk infrastruktur, er det vigtigt at samarbejde på tværs af sektorer, og at civilsamfundet står sammen – det vigtige er samfundets samlede beredskab, og her kan vi lære af den ukrainske krisekommunikation, hvor den ukrainske befolkning hele tiden har været grundigt oplyst, forklarer militæranalytiker Jeanette Serritzlev i artiklen ”Hybridkrigen er her allerede” på Danske Beredskabers hjemmeside \[7\]. 

Vi er også i Vesten nødt til at dygtiggøre os i at anvende hybride våben, oplyse civilbefolkningen i Rusland for at modarbejde Putins fortælling om krigen i Ukraine og styrke cybersikkerheden, argumenterer de politiske rådgivere Rasmus Berthelsen og Philip Luscombe i debatartiklen ”Rasmussen Global: EU har været Putins junkie – nu venter et smertefuldt afvænningsforløb” på Altinget.dk \[23\]. Dernæst bør der skrues massivt op for undervisningen i, hvordan desinformation og manipulation virker i folkeskolen, på ungdomsuddannelserne og på journalist-, kommunikations og formidlingsuddannelser, argumenterer journalist og fotograf Morten Skovgaard i artiklen ”Desinformation og hybridkrig er kommet for at blive – derfor må de demokratiske samfund ruste sig” på POV.international.dk \[24\].

Billede af det et kinesiske skib Yi Peng 3, som  er mistænkt for sabotage af to datakabler i Østersøen i november 2024

Det kinesiske skib Yi Peng 3 er mistænkt for sabotage af to datakabler i Østersøen i november 2024

Hybrikrig - Mikkel Berg PedersenRitzau Scanpix@ 20241120-153650-L-7127x4753ma.jpg

Hybridkrig

Kina har på få årtier udviklet sig fra at være et fattigt landbrugssamfund til at blive en økonomisk og militær stormagt og en storpolitisk faktor, som både EU og USA er nødt til at forholde sig til. Kina er således verdens næststørste økonomi. EU og resten af Vestens forhold til Kina har de seneste årtier været en hårfin balanceakt. På den ene side er vi økonomisk afhængige af at sikre et godt forhold til Kina pga. samhandel og samarbejder. EU udveksler hvert år varer og ydelser med Kina for flere tusinde milliarder kroner. Samtidig opererer Kina på mange måder efter anderledes spilleregler, end vi kender det i Norden, i Europa og den vestlige del af verden. Blandt andet overholder det kinesiske styre ikke menneskerettighederne, hvilket flere gange har rejst kritik fra toneangivende organisationer. Siden Donald Trump kom til magten i sin første præsidentperiode i 2016, har USA ført en hårdere kurs mod Kina blandt andet i form af økonomiske sanktioner, som af eksperter er blevet forklaret som USA’s forsøg på at fastholde sin position i en udvikling, hvor Kina er blevet en seriøs konkurrent. Mens politikere og myndigheder i Danmark i flere år har advaret imod kinesisk overvågning, blandt andet via sociale medier som TikTok, skruede Forsvarets Efterretningstjeneste i sin årlige rapport fra 2024 op for kritikken af det kinesiske styre med vurderingen, at Kina er den største trussel mod dansk forskning, teknologi og udvikling. Kinas ageren, både globalt, men også i sit eget nærområde, har indflydelse på resten af verden. Kinas tiltagende magt, økonomisk, militært og teknologisk vækker bekymring, fordi den kan rykke ved verdens magtbalance, som vi kender den.

Kina – også kaldet Folkerepublikken Kina – blev etableret i 1949 af Kinas Kommunistiske Parti, KKP, som siden har styret landet. Kinas regering samarbejder med Kinas Nationale Folkekongres om at lede landet – kongressen er ikke valgt af den kinesiske befolkning. Således har landet ikke demokratisk styre, som vi kender det. Kina er det fjerde største land i verden målt på areal, med store variationer i klima og natur. Mens den nordlige del af landet er bjerglandskab og tør ørken, er klimaet i den sydlige del tropisk og regnfuldt. Kina har oplevet en enorm økonomisk vækst siden slutningen af 1970’erne og er i dag verdens næststørste økonomi. Kina spiller en vigtig rolle internationalt – blandt andet pga. samhandel, men også fordi Kina er med til at sikre magtbalancen mellem Rusland og USA og resten af Vesten, fordi Kina har brug for at bevare et godt forhold til begge parter. Kina sidder fast med i FN’s Sikkerhedsråd og blev i 2001 optaget i verdenshandelsorganisationen WTO. Kina har på få årtier gennemgået en ekstrem hurtig økonomisk udvikling, med årlige vækstrater på cirka 10 procent, hvad der får økonomer til at tale om ”det kinesiske mirakel”, som har løftet flere hundrede millioner mennesker ud af fattigdom. Produktionen har dog skabt store udfordringer med forurening, mangel på rent drikkevand og sundhedsskadelige konsekvenser for befolkningen i mange områder. Kina står for det største klimagasudslip i verden, fordi produktionen med brug af olie og kul er så omfattende, kan man læse på det danske udenrigsministeriums hjemmeside under overskriften ”Om Kina” \[1\].

Kinas befolkning udgør 19,48 procent af verdens samlede befolkning og udgjorde i 2023 1.409,7 millioner mennesker, ifølge de seneste folketællingsdata fra Trading Economics \[2\].

For første gang i seks årtier er Kinas indbyggertal begyndt at falde. Fra 2021 til 2022 er Kinas befolkning således faldet med 850.000 indbyggere. Det faldende befolkningstal bliver blandt andet forklaret med den etbarnspolitik, Kina har ført mellem 1980 og 2015, hvor et par højst har måttet få et barn. Denne politik har vænnet kineserne til kun at få et barn, og siden politikerne ændrede politikken og åbnede op for, at kineserne kunne få to og siden tre børn, er det ikke lykkedes at få kineserne til at ændre familiemønster og få flere børn. Myndighederne har endda siden 2021 indført forskellige fordele – f.eks. skattefradrag, længere barsel og boligtilskud - til par, der har vælger at få flere børn. Den lave fødselsrate har skabt udfordringer for Kina, for det er svært at blive ved med at opretholde verdens næststørste økonomi, hvis befolkningen svinder ind. Derfor advarer kinesiske eksperter om, at det faldende befolkningstal vil få konsekvenser for Kinas økonomi. Det kan man læse i artiklen “Kinas befolkning er begyndt at skrumpe, og det giver dystre udsigter for økonomien” på DR.dk \[3\]. Fra 2023 til 2024 faldt befolkningstallet for tredje år i træk. Antallet af fødsler har været faldende siden 1960’erne, kun afbrudt af en kortvarig stigning i 2016, hvor regeringen sløjfede den etbarnspolitik, landet havde ført siden 1980 \[2\]. Etbarnspolitikken har også medført, at befolkningssammensætningen er blevet skæv, forstået på den måde at der er et relativt lavt antal unge i forhold til ældre, og at der er en overvægt af drenge. Befolkningen fordeler sig religiøst set på den måde, at 22 % bekender sig til forskellige folkereligioner, 18 % er buddhister, 5 % er kristne, 2 % er muslimer, 1 % tilhører andre religioner og 52 % bekender sig ikke til en religion, fremgår det af det digitale opslagsværk Globalis.dk \[4\].

Politisk er Kina socialistisk, og kommunistpartiet har haft magten siden 1949 uden reel udfordring af en opposition. Kinas præsident Xi Jinping har siden 2013 siddet på magten som Kinas præsident og formand for Centralkomiteen. Kinas politiske system er et ét-parti system, som det kommunistiske parti KKP har total kontrol over, personificeret ved Xi Jinping. I artiklen ”Ti år med Xi ved magten: Et mere ideologisk og selvhævdende Kina presser Europa og USA” på Information.dk kan man læse, hvordan eksperter i kinesiske forhold vurderer, at Kina under Xi Jinpings ledelse er blevet mere ”selvhævdende” og ”aggressiv”, og at Xi Jinping har lagt en politisk linje, der insisterer på, at Kina søger større magt internationalt og forsøger at gøre op med en USA-ledet verdensorden. Internt i Kina bliver USA portrætteret som en trussel, f.eks. af det kinesiske medie Folkets Dagblad, som ”på daglig basis er fyldt med artikler om, hvor forfærdeligt et land USA er,” kan man læse i artiklen \[5\].

Kina producerer og eksporterer tekstiler, elektroniske produkter, olie, biler og våben. Landet er rigt på naturressourcer som kul, olie og jernmalm og er kendt som verdens fabriksområde som den største producent af en række produkter inden for elektronik, tøj, maskiner, byggematerialer, møbler, plastprodukter og biler. Kina producerer en stor del af verdens stål og cement og er verdens største producent af elektronik, blandt andet smartphones og computere. Mange af verdens store tech-virksomheder f.eks. Apple og Huawei, får deres produkter fremstillet i Kina. Kina er også verdens største bilproducent. Selvom landbruget i Kina ikke udgør så stor en del af landets samlede produktion som tidligere, er landbruget stadig en vigtig sektor – Kina er således verdens største producent af ris, hvede, grøntsager og svinekød, kan man læse i artiklen ”I Kina bor grisene i seks etager – det er, hvad danske landmænd er oppe imod” på Information.dk \[6\].

Den kinesiske befolknings levestandard er med den økonomiske udvikling blevet markant forbedret de seneste årtier. Ifølge Verdensbanken er Kinas bruttonationalprodukt (BNP) pr. indbygger steget betydeligt, fra 318 US Dollar pr. indbygger i 1990 til 12.720 US Dollar pr. indbygger i 2022, og middelklassen er vokset hurtigt. Kinas BNP-værdi udgør 16,88% af verdensøkonomien \[7\]. Men den rekordhurtige økonomiske vækst har også skabt øget ulighed. Mens Kina i 1983 var et af de lande i verden med størst lighed, var landet 25 år senere i 2008/2009 blandt de lande, der var præget af størst ulighed, kan man læse i temaet ”Urbanisering og ulighed” på opslagsværket kina-historie.dk \[8\]. I storbyerne er boligpriserne meget høje, og det kan være svært for unge mennesker at få råd til at købe egen bolig. Derfor bor mange unge hos deres forældre. Kina har investeret betydeligt i uddannelse, og uddannelsesniveauet er generelt højt, men også her er der forskel på land og by, da de bedste uddannelsesmuligheder findes i byerne.

Luftforurening er et stort problem i mange kinesiske storbyer, mens landområder generelt er præget af mindre forurening og bedre adgang til natur. Arbejdsløsheden har i mange år generelt været lav, men Covid-19-pandemien og nedlukningerne, der fulgte med, fordi Kina valgte en hård linje med lange perioder af isolation, ramte landet hårdt økonomisk og fik arbejdsløsheden til at stige, særligt i byerne, hvor den blandt de unge 15-24-årige nærmede sig 20 %, kan man læse i artiklen ”Efter tre år med corona: Lange udsigter til højere levestandard i Kina” på Kristeligt-dagblad.dk \[9\].

De kinesiske myndigheder udøver streng kontrol over befolkningen og er adskillige gange blevet kritiseret for at krænke menneskerettighederne. Kina er blandt andet kendt for at begrænse ytringsfriheden og pressefriheden med et strengt system for censur. Medier og internet kontrolleres således af staten og det kommunistiske styre. Konkret betyder det f.eks., at mange udenlandske medier og sociale platforme som Google, Facebook og X er blokeret i Kina, og at myndigheder undertrykker og søger at kontrollere journalister og menneskerettighedsaktivister, der rejser kritik af det kinesiske styre. Kritik af styret kan således føre til fængsling. Det kinesiske styre anvender også avancerede systemer til at overvåge borgernes kommunikation f.eks. apps på smartphones og ansigtsgenkendelse i det offentlige rum. Internationale menneskerettighedsorganisationer som Amnesty International og Human Rights Watch har flere gange rejst kritik af Kinas overtrædelse af menneskerettighederne. F.eks. har de dokumenteret omfattende undertrykkelse af etniske og religiøse minoriteter som uighur-muslimer og tibetanere. Også FN har også forholdt sig kritisk – blandt andet overfor Kinas undertrykkelse af uighurerne i den vestlige kinesiske provins Xinjang. Her har FN’s Menneskerettighedsråd inspiceret de genopdragelseslejre, hvor op mod en million uighurer menes at have siddet indespærret, kan man læse i artiklen ”FN inspicerer kinesiske krænkelser i Xinjiang” på DR.dk \[10\].

Kina spiller en afgørende rolle for verdenshandlen, fordi Kina er verdens betydeligste handelsnation med en samlet udenrigshandel på 6,9 billioner amerikanske dollars (2021) og den største handelspartner for en række lande. I 2018 var Kina den vigtigste handelspartner for 124 lande. Til sammenligning var USA samme år den største handelspartner for 56 lande. Siden 1980’erne har Kina stået for cirka en tredjedel af den globale økonomiske vækst, det vil sige mere end USA og EU til sammen. Fordi Kinas vækst er så tæt forbundet med samhandel med andre lande og investeringer fra udlandet, er Kina en vigtig motor, der påvirker hele den globale økonomi. Falder væksten i Kina, vil det få store konsekvenser for den globale økonomi, kan man læse under overskriften ”Kinas økonomi” på lex.dk \[11\].

I de seneste år er Kina blevet førende på verdensplan inden for teknologi og innovation – særligt inden for kunstig intelligens, 5G-teknologi og e-handel. Virksomheder som Alibaba, som er verdens største e-handelsplatform, og Tencent, der står bag en række sociale medier, kommunikationskanaler, underholdnings- og spiltjenester, og Huawei, der blandt andet laver udvikling af telekommunikation, mikrochips til computere, kunstig intelligens og Internet of Things-teknologi, har fået global rækkevidde. Kina og USA har det seneste årti skærpet konkurrencen som hovedaktører i det globale teknologikapløb og konkurrerer inden for teknologier som kunstig intelligens, 5G-netværk, udvikling af kvantecomputere og rumforskning. Når det er så vigtigt for Kina og USA at være førende i teknologiudviklingen, er det, fordi det har enorm betydning økonomisk, men også sikkerhedspolitisk, fordi teknologisk udvikling spiller en afgørende rolle i nutidig krigsførelse. Kina har de seneste år halet gevaldigt ind på Vesten, senest med udviklingen af kinesiske DeepSeek, en model for kunstig intelligens. Eksperter har kaldt det ”et Sputnik-øjeblik” og et historisk gennembrud, kan man læse i artiklen ”Kina har skudt genvej i AI kapløbet, og nu ryster verden i bukserne” på Tv2nyheder.dk \[12\].

Det kinesiske styre har siden etableringen af Folkerepublikken Kina haft som mål at forene det, som det kommunistiske styre kalder ”det historiske Kina”. Det mål indebærer en overtagelse af magten i Taiwan, som siden løsrivelsen under borgerkrigen i 1949 har eksisteret som et selvstændigt land med demokratisk styre. Siden har USA støttet Taiwan, af ideologiske og moralske årsager, for at støtte demokratiet, og fordi Taiwan er strategisk vigtig for amerikanerne, som man kan læse i artiklen ”Kina-ekspert afviser invasion af Taiwan: Xi Jinping er langt mindre risikovillig end Putin” på Altinget.dk \[13\]. Ved at alliere sig med Taiwan, sikrer USA sig en form for ”bufferzone” mellem Kina og flere af USA's nærmeste allierede i regionen, heriblandt Japan, Sydkorea og Filippinerne. I artiklen ”Vesten og Kina kæmper om Afrika” \[14\] kan man læse, hvordan Kina også i Afrika forsøger at udvide sit territorium og de seneste årtier har investeret og opbygget samarbejde med over 50 lande for at styrke sin position på det afrikanske kontinent, som du kan læse mere om i case 2.

Danmarks handel med Kina er vokset markant i takt med Kinas økonomiske udvikling. Danmark eksporterede således varer til Kina for 46,7 milliarder kroner i 2021, og 5,1 % af Danmarks samlede eksport består af handel med Kina. Hermed er Kina Danmarks femtestørste eksportmarked. Danmark importerer også stadigt flere varer fra Kina – for 66,8 milliarder kroner i 2021 - ligesom danske virksomheder investerer i kinesiske virksomheder, i 2021 for 43 milliarder kroner, kan man læse under overskriften ”Kinas økonomi” på lex.dk \[11\]. Også EU er er stærkt afhængig af handel med Kina. I 2023 eksporterede EU varer og ydelser for over 223 milliarder euro til Kina, svarende til cirka 600 millioner euro om dagen. Den europæiske samhandel med Kina er dog skæv til Kinas fordel, fordi Kina lægger told og afgifter på europæiske varer for at beskytte deres egne markeder – det kan påvirke den europæiske bilindustri og grønne teknologier, kan man læse under overskriften ”Eksterne forbindelser – Østasien” på Europa-Parlamentets hjemmeside \[15\]. Danmark og EU er også afhængige af Kinas sjældne jordarter og råstoffer, som vi bruger i produktion af grøn teknologi som solceller, og som vi ikke kan få andre steder fra, ligesom vi er afhængige af aminosyrer og andre kemiske ingredienser til fremstilling af medicin. En række danske virksomheder har lavet en strategi for at mindske deres afhængighed af Kina og dermed mindske den sårbarhed, de har oplevet f.eks. i forbindelse med nedlukningen under Covid-19-pandemien, fremgår det under overskriften ”Kinas økonomiske betydning for Danmark” på Dansk Industris hjemmeside \[16\].

Kinas interesse i Hong Kong og Tibet bunder i både historiske, økonomiske og politisk-strategiske interesser. Tibet ligger strategisk som en slags bufferzone mellem Kina og Indien, som Kina kan bruge til at sikre kontrol over sine grænser. Desuden har Kina betragtet Tibet som en del af sit territorium i århundreder, selvom Tibet har haft en vis grad af selvstændighed frem til det 20. århundrede. Før 1951 var Tibet styret af de buddhistiske klostre og et feudalt system, hvor mange arbejdede som slaver. Det kommunistiske kinesiske styre trængte i 1951 ind i Tibet og gjorde en ende på klosterstyret og har derfor en opfattelse af sig selv som befriere af Tibet og tibetanerne. Kina har siden investeret mange penge i at modernisere Tibet, bygge veje, hospitaler og skoler – før 1951 var alle tibetanske skoler klosterskoler. Kinesernes opfattelse af Tibet kan på flere områder sammenlignes med danskernes syn på Grønland som et land, der har brug for hjælp os støtte, som man kan læse i artiklen ”Derfor forstår Kina ikke Vestens syn på Tibet og Dalai Lama” på DR.dk \[17\].

Da Hong Kong i 1997 blev overdraget fra Storbritannien til Kina, blev Hong Kong lovet en vis form for selvstændighed, som et land i Kina under mottoet ”et land – to systemer”. Det betød, at Hong Kong kunne bevare sit politiske og økonomiske system, hvilket blandt andet indebærer, at Hong Kong har eget retssystem, demokratisk styre, ytrings- og forsamlingsfrihed og kapitalisme. Ifølge aftalen skal Hong Kong i 2047 fungere under det kinesiske styre. Siden har Kina gradvist søgt større og større kontrol med Hong Kong, hvilket har ført til store protester og demonstrationer i Hong Kong, fordi Hong Kong som Tibet er politisk, strategisk og økonomisk vigtig i Kinas vision om at sikre sig magten i en ny verdensorden. Det kan man læse i artiklen ”OVERBLIK: Forstå hvad demonstrationerne i Hong Kong handler om” på DR.dk \[18\].

Hvis det skulle komme dertil, at Kina invaderer Taiwan, kan det få vidtrækkende konsekvenser. Udover tab og ødelæggelser for befolkningen og potentiel flygtningekrise vil en invasion øge spændingerne mellem USA og Kina. USA har som nævnt et forsvarssamarbejde med Taiwan i aftalen Taiwan Relations Act, der indebærer, at USA vil levere forsvarshjælp. Også en række andre lande, f.eks. Japan, Australien og Europa, vil blive presset til at vælge side i konflikten, hvilket han med føre en større international konflikt. Eftersom Taiwan spiller en afgørende rolle i den globale energisektor, kan en invasion få store økonomiske konsekvenser i teknologisektoren. Dog er det ikke sandsynligt, at Kina vil invadere Taiwan, sådan som Rusland har invaderet Ukraine, vurderer seniorforsker og ekspert i udenrigspolitik og diplomati Andreas Bøje Forsby i artiklen ”Kina invaderer næppe Taiwan, men en blokade af østaten lurer i horisonten” på hjemmesiden for Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS \[19\]. I artiklen forklarer han, hvordan en blokade af Taiwanstrædet er mere realistisk, men at en sådan også kan få store konsekvenser for verdenshandlen, fordi Taiwanstrædet er en af verdenshandlens hovedfærdselsårer.

Kinesisk teknologi betragtes af mange som en trussel mod Vesten, af en række grunde. Dels har Kina opbygget de mest avancerede overvågningssystemer, som det kinesiske styre bruger til overvågning af befolkningen, og som man frygter, at styret kan bruge til at overvåge andre steder i verden via kinesisk producerede produkter som smartphones, computere og andre kommunikationsprodukter, men også sociale medier som TikTok og endda biler og busser, som har indbygget kameraer, mikrofoner og sensorer, der samler personfølsomme data. Det kan man læse i artiklen ”Kommuner shopper kinesiske elbiler trods advarsel fra Mette F” på tv2.dk \[20\]. En række lande har forbudt eller begrænset brugen af udstyr fra den kinesiske virksomhed Huawei af sikkerhedsmæssige årsager, ligesom Statsministeriet og en række andre statslige arbejdspladser i Danmark har forbudt de ansatte at installere TikTok på deres tjenestetelefoner og Ipads, som det fremgår af artiklen ”Statsministeriet forbyder ansatte at have TikTok på mobiltelefonen \[21\]. I Kina har myndighederne ret til at indsamle og kontrollere data om borgere og virksomheder. Hvis kinesiske virksomheder udvider deres markedsandele globalt, er der risiko for, at de kinesiske myndigheder kan få adgang til data, som tilhører vestlige borgere og virksomheder. Dernæst er den kinesiske tech-branche i konkurrence med vestlige landes tech-brancher, og den kinesiske teknologi er derfor potentielt en trussel, fordi den kan øge Vestens økonomiske afhængighed af Kina og dermed give Kina større økonomisk og strategisk magt, som man kan læse i artiklen ”USA og Kina i AI-kapløb: Omfattende ondsindede angreb på DeepSeeks tjenester” på DR.dk \[22\].

Kinas placering og position mellem Rusland og Vesten giver Kina mulighed for at være en form for nøglespiller i den globale magtbalance. Kina er afhængig af Rusland, blandt andet fordi Rusland er en vigtig leverandør af energi til Kina, og som en strategisk allieret gennem militært samarbejde. Samtidig har Kina et stærkt økonomisk forhold til Vesten og EU, blandt andet på grund af omfattende samhandel. Kina kan således i kraft af sin relation til både Vesten og Rusland indtage en vigtig diplomatisk rolle som en slags mægler mellem Rusland og Vesten. Det er en del af baggrunden for, at Kina ofte forsøger at opretholde en vis form for neutralitet i forhold til konflikter mellem Vesten og Rusland. F.eks. har Kina været forsigtig med at vælge side, når der har været spændinger mellem NATO og Rusland, og tøvende i forhold til at tage stilling til Ruslands invasion af Ukraine, som man kan læse i artiklen ”Kan Kina blive nøglen til fred i Ukraine?” på tv2.dk \[23\]. Kina er medlem af både BRIKS-landene (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika) og G20, (en gruppe af finansministre og centralbankledere fra verdens 21 (tidligere 20) væsentligste økonomier), og har således interesse i at styrke sit forhold til både Rusland og Vesten.

Kinas styre rejser flere alvorlige demokratiske problemer. Det kommunistiske styre forsøger at undertrykke al opposition og helt basale demokratiske rettigheder. Der er således hverken ytringsfrihed, pressefrihed, religionsfrihed eller forsamlingsfrihed i Kina, men derimod streng censur af medier og internet. Styret overvåger borgerne og undertrykker etniske grupper, blandt andre uighurerne og tibetanerne, ligesom myndighederne straffer religiøse og politiske kritikere med fængsling og forfølgelse. Ifølge menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch er Kinas overtrædelse af menneskerettighederne en stadigt større trussel, ikke alene i Kina, men også i resten af verden, blandt andet fordi Kinas regering bruger sin indflydelse i FN’s Sikkerhedsråd til at forsøge at undergrave de internationale institutioner, der skal sikre menneskerettighederne. Det kan man læse i artiklen ”HRW: Kina er en global trussel mod menneskerettigheder” på Globalnyt.dk \[24\]. Her beskrives det blandt andet, hvordan Kina i FN’s Sikkerhedsråd med sin vetoret har blokeret tiltag, der skulle beskytte befolkningsgrupper såsom uighurerne, som bliver undertrykt i Kina.       

På trods af at FN’s Menneskerettighedsråd med en rapport kunne dokumentere, at Kina med undertrykkelsen af uighurerne gjorde sig skyldig i ”alvorlige menneskerettighedskrænkelser”, var det svært for FN at trænge igennem med kritikken, fordi et flertal i FN’s Sikkerhedsråd stemte imod at debattere rapportens konklusioner, kan man læse i artiklen ”Kina viser styrke: Nu kan FN ikke engang debattere landets menneskerettighedsbrud” på Information.dk \[25\], Af artiklen fremgår det, at FN’s magt til at kritisere Kina er svækket af, at Kina sidder med i FN’s Sikkerhedsråd - et eksempel på hvordan ifølge artiklen Kina får stadigt større magt i FN.

Bør EU og Vesten lægge afstand til Kina økonomisk, moralsk og politisk, eller er vi nødt til at holde os gode venner med Kina, fordi Kina som stormagt er en vigtig allieret?

Flere aktører argumenterer for, at Vesten på linje med USA bør lægge afstand til Kina. Blandt hovedargumenterne er, at vestlige demokratiske samfund ikke kan acceptere Kinas overtrædelse af menneskerettighederne og de manglende demokratiske frihedsrettigheder. Dernæst er et tungtvejende argument, at for stor økonomisk afhængighed af Kina gør os sårbare, særligt i forhold til forsyningskæder og teknologi. Også argumentet om, at kinesisk teknologi kan true cybersikkerheden og bruges til overvågning, taler for større afstand. Ligesom Kinas stigende udfordring af de internationale regelsæt og stigende indflydelse i internationale organisationer bruges som argument for, at Vesten bliver nødt til at sætte foden ned ved at sanktionere og lægge afstand til Kina.

Tilhængere af at Vesten bør opretholde et tæt samarbejde med Kina, fremfører ofte argumenter, der fokuserer på de strategiske, økonomiske og globale fordele ved at bevare et konstruktivt samarbejde med Kina. Da Kina er verdens næststørste økonomi og en vigtig handelspartner for mange vestlige lande, har mange lande stærke økonomiske interesser i at sikre fortsat vækst og stabilitet. I en globaliseret verden kræver produktion af mange varer, at man varer deler, viden, ressourcer og investeringer, f.eks. ved at virksomheder køber noget af dette fra et andet. Her er Kina et vigtigt led i forsyningskæden for mange virksomheder, og konflikt med Kina kan derfor skade de globale forsyningskæder. Hvis Vesten indfører sanktioner mod Kina, kan det med andre ord føre til handelskrige, der kan skade både Kina og de vestlige landes økonomi. Sikkerhedspolitisk er det et argument for alliance med Kina, at Kina kan være med til at sikre global stabilitet i kraft af sin diplomatiske rolle, bl.a. som mægler mellem Rusland og USA. Et andet argument er, at en tæt relation og et fortsat samarbejde med Kina giver mulighed for at fremme vestlige værdier som menneskerettigheder og demokrati i Kina.

I infografik-artiklen ”Kina vil være en supermagt: Her er planen, der skaber bekymring i Europa og frygt i USA” på politiken.dk kan man se og læse, hvordan Kinas BNP har udviklet sig eksplosivt siden 1990, og hvordan Kina investerer massivt i central infrastruktur som fly- og skibstrafik og hermed sikrer sig effektive og centrale handelsveje. Også inden for teknologi og uddannelse satser kineserne massivt. Nogle mener, at Kina vil overhale USA i løbet af de næste 10-20 år. Også i europæiske lande vokser bekymringen for at blive afhængige af Kina, hvorfor EU vil indføre en screening af udenlandske investeringer i projekter, som er såkaldt kritiske og vigtige for landene selv at have kontrol med, kan man læse i artiklen \[27\].

Kina har forsøgt at balancere sine reaktioner og sin involvering i Ruslands invasion af Ukraine, så de på en og samme tid undgår direkte involvering og stillingtagen og samtidig støtter Rusland økonomisk. Kina har også kritiseret USA’s og andre vestlige landes direkte støtte til Ukraine og fremført, at konflikten bør løses gennem forhandlinger. I FN’s Sikkerhedsråd har Kina afholdt sig fra at kritisere Ruslands invasion af Ukraine og stemt imod eller undladt at stemme for FN-resolutioner, der fordømmer Ruslands handlinger i Ukraine, som man kan læse i artiklen ”Stormagterne udvekslede hårde ord i nat: Nu venter ét stort spørgsmål” på Tv2-nyheder.dk \[28\]. Kina har ikke direkte sendt våben til Rusland, men har øget sit økonomiske samarbejde og blandt andet eksporteret såkaldte dobbelt anvendelsesteknologi-produkter til Rusland, som bruges i fremstilling af missiler, droner og kampvogne, kan man læse i artiklen ”Samarbejde med Kina kan holde den russiske krigsmaskine i gang” på Tv2-nyheder.dk \[29\]. Kina har også købt mere energi af Rusland og herved hjulpet Rusland med at omgå de sanktioner, som USA og andre vestlige lande har lavet for at presse Rusland til at stoppe invasionen, konkluderer en amerikansk efterretningsrapport, som refereres i artiklen ”USA-rapport: Kina hjælper Rusland med at omgå Vestens sanktioner” på DR.dk \[30\].

Billede fra  den Nationale Folkekongres i Folkets Store Hal i Beijing, marts 2025. Præsident Xi Jinping ses i bunden af billedet. 

Kinas præsident Xi Jinping under den Nationale Folkekongres i Folkets Store Hal i Beijing, marts 2025

Kina som  supermagt -Xie Huanchi XinhuaXinhuaRitzau Scanpix@20250304-182005-4-4134x2774ma.jpg

Kina som stormagt

I august 2025 er det 80 år siden, at to atombomber blev kastet over de japanske byer Hiroshima og Nagasaki og afsluttede Anden Verdenskrig. Siden har atomvåben været en central brik i global sikkerhedspolitik, først som en del af den kolde krigs afskrækkelsesstrategi mellem USA og Sovjetunionen og senere i de mange politiske og militære spændinger, der har præget verdenssamfundet. Ruslands invasion af Ukraine og Donald Trumps genindtræden som præsident i USA har igen gjort atomvåben til et centralt emne i den sikkerhedspolitiske debat. Geopolitiske spændinger og teknologiens fremskridt har ført til nye diskussioner om, hvilken rolle atomvåben kan og skal spille – og rejst spørgsmålet, hvorvidt Europa bør opbygge sit eget atomvåben(-lager/-arsenal) og hermed udfordre FN’s traktat om forbud mod atomvåben, som blev vedtaget i 2017. Brugen af atomvåben rejser både etiske og sikkerhedsmæssige spørgsmål og vil kunne medføre uoverskuelige miljømæssige og humanitære konsekvenser. Derfor forsøger flere internationale organisationer og NGO’er at forhindre udbredelsen af atomvåben. Men mens nogle argumenterer for total afskaffelse af atomvåben, mener andre, at atomvåben er nødvendige for at opretholde global stabilitet og verdensfred.

Atomvåben er den kraftigste våbentype i verden og bliver også kaldt kernefysiske våben, fordi eksplosionen i atombomben sker ved, at der frigøres kerneenergi i bomben. Kerneenergien kan frigives på to forskellige måder: ved deling eller spaltning af stoffet uran eller plutonium i bomben, som man med fysik-termer kalder fission, eller ved at hydrogenkerner smelter sammen inde i bomben, kaldet fusion. Det kan man læse under overskriften ”Atomvåben” i opslagsværket Globalis.dk \[1\]. Atomvåben kan udslette store områder og skabe langvarig ødelæggelse med den stråling, de efterlader. Derfor bliver de også kaldt masseødelæggelsesvåben og ikke-konventionelle våben, det vil sige våben, som kun få lande har, og som kun få gange i historien er blevet brugt. Atomvåben bliver inddelt i kategorier efter den afstand, de kan nå fra affyringsstedet til deres mål. Mens langdistancevåben har en rækkevidde over 5.500 kilometer, har mellemdistance-atomvåben en rækkevidde på 500 til 5.500 kilometer, og kortdistance-atomvåben har en rækkevidde på under 500 kilometer. Atomvåben, der kan anvendes på langdistance, kaldes strategiske våben, mens atomvåben med en kortere rækkevidde kaldes taktiske atomvåben, fordi de anvendes afgrænset i et kampområde. Dernæst kategoriseres atomvåben ud fra, hvorfra de kan bruges. På landjorden bruges de som missiler eller granater, på havet som ubådsmissiler eller torpedoer og fra luften som bombefly eller krydsermissiler, kan man læse under overskriften ”Kernevåben” på opslagsværket LEX.dk \[2\]. Begrebet ’beskidte bomber’ bliver ofte brugt til at beskrive bomber fremstillet til terrorformål, der minder om atombomber, idet de spreder radioaktive stoffer ud over et stort område, når de eksploderer. Men de er slet ikke af samme kompleksitet som atomvåben og kan ikke lave samme omfang af eksplosion. Til gengæld er de såkaldt beskidte bomber lettere at fremstille, fordi de kan fremstilles af radioaktive stoffer, som er mere almindelige end stoffer som uran og plutonium, som atomvåben er fremstillet af. Det kan man læse i artiklen ”Hvad er ’beskidte bomber’, og hvor farlige er de?” På Videnskab.dk \[3\].

Atomvåben blev første gang brugt i krig den 6. august 1945, da USA kastede en atombombe over den japanske by Hiroshima og tre dage senere sprængte en bombe over byen Nagasaki for at afslutte Anden Verdenskrig. Selvom det nazistiske styre i Tyskland havde overgivet sig i maj 1945, fortsatte japanerne med at kæmpe og ville ikke følge kravet fra USA om at overgive sig. USA havde i hemmelighed i det såkaldte Manhattanprojekt, ledet af fysikeren Robert Oppenheimer og general Leslie R. Groves, udviklet atombomberne og brugte dem til at demonstrere militær magt og teknologisk overlegenhed. Japan overgav sig uden betingelser den 15. august 1945, kan man læse i artiklen ”OVERBLIK: Derfor kastede USA atombomber over Hiroshima og Nagasaki” på nyheder.tv2.dk \[4\].

Det anslås, at de i alt ni lande, der officielt har atomvåben, i alt har cirka 12.212 sprænghoveder. 88 % af dem tilhører Rusland eller USA, kan man læse under overskriften ”Atomvåben” i opslagsværket Lex.dk \[2\]. Artiklen beskriver, at Rusland har cirka 1.244 sprænghoveder på landbaserede missiler med en rækkevidde på 10.500 kilometer, cirka 586 sprænghoveder i bombefly samt flådestyrker med 12 bevæbnede atomundervandsbåde med 992 sprænghoveder. Dernæst har Rusland et mindre antal sprænghoveder til kortrækkende missiler til taktisk brug. Rusland har de senere år moderniseret deres atomvåben og bygget nye kernevåben med bedre styringssystemer. Rusland har også bygget nye atomdrevne ubåde og forventer at have tre nye ubåde bevæbnet med såkaldte Poseidon-torpedoer klar i 2027. USA har 1.920 sprænghoveder på 14 undervandsbåde, 800 sprænghoveder på 400 landbaserede missiler og 780 sprænghoveder i bomber og krydsermissiler på bombefly. Dernæst har USA 200 taktiske sprænghoveder, hvoraf halvdelen befinder sig i NATO-lande i EU: Belgien, Holland, Tyskland og Italien, hvor de kan bruges fra jagerbombefly. Når man tæller USA's reservelagrer med, er den amerikanske kapacitet på 5.044 sprænghoveder, svarende til Ruslands sprængkraft. I november 2024 underskrev den russiske præsident Vladimir Putin et dekret, der tillader brug af atomvåben mod stater, der angriber Rusland eller dets allierede. USA har samme kriterier for anvendelse af atomvåben som Rusland og afviser således ikke at anvende dem, hvis USA eller dets allierede bliver truet på dets eksistens, kan man læse i artiklen ”Atomvåben” i opslagsværket Lex.dk (2).

Ni lande har officielt atomvåben: Rusland, USA, Kina, Frankrig, Storbritannien, Pakistan, Indien, Nordkorea og Israel. Ud over USA og Rusland har tre eller fire af disse lande en atomvåbenstyrke, der vil kunne gengælde et atomangreb, nemlig Kina, Indien, Pakistan og muligvis Israel, kan man læse i artiklen ”Atomvåben” på opslagsværket Lex.dk \[2\].

De lande, der har atomvåben, placerer dem på strategiske steder rundt om i verden, afhængigt af de enkelte nationers militære strategi og behov for forsvar. USA har sine atomvåben placeret på militærbaser i USA og i lande, der er en del af det amerikanske forsvar – de fem europæiske lande Tyskland, Belgien, Italien, Holland og Tyrkiet har amerikanske atomvåben opbevaret. Rusland har sine atomvåben placeret på militære baser i Rusland, men også i områder ved NATO-landenes grænser, f.eks. på baser i Sibirien og ved Det Kaspiske Hav. Almindeligvis bliver atomvåben opbevaret i underjordiske bunkere eller siloer for at skjule dem og beskytte dem mod angreb. USA, Rusland, Storbritannien og Kina har også alle atomubåde placeret på hemmelige steder i havet langt fra egne kyster, som en del af landenes afskrækkelsesstrategi. Atomvåben kan også være opbevaret på luftvåbenbaser, hvor landenes bombefly er placeret.

Atomvåben har ekstremt stor ødelæggelseskraft og rækkevidde, fordi eksplosionerne er kraftfulde i form af varme, trykbølger og radioaktiv stråling, som er kræftfremkaldende, og som bliver i luften i lang tid, efter at atombomben er sprængt. I artiklen ”Hvor langt skal man være fra en atombombe for at overleve?” på Videnskab.dk, kan man læse om et teoretisk scenarie over, hvor langt ødelæggelserne ville ramme, hvis en atombombe blev kastet over Nørreport. Op til en radius på 85 kilometer, svarende til helt til Slagelse på Sydsjælland, ville man kunne mærke varmestrålerne. I en radius af 11 kilometer ville bomben kunne give førstegradsforbrændinger, mens den i en radius af otte kilometer vil kunne give tredjegradsforbrændinger, som man kan dø af, hvis mere end 24 procent af kroppen bliver ramt. Dernæst ville trykbølgerne i en radius på seks kilometer, dvs. helt til Rødovre, kunne vælte bygninger omkuld. En atombombe kastet over Nørreport ville desuden sende kræftfremkaldende stråling så langt som helt til Ballerup, dvs. en radius på 14 kilometer, alt efter vejrforholdene, og den stråling ville blive i luften og ville kunne skade mennesker i flere generationer, fordi strålingen kan sætte sig i generne og hermed gå i arv, kan man læse i artiklen \[5\].

Atomvåben har stor betydning som magtmiddel og er med til at holde stormagterne i skak overfor hinanden. Nationer, der besidder atomvåben, bruger dem som et middel til at afskrække andre lande fra at angribe dem af frygt for modangreb. I artiklen ”Atomvåbenbalancen – fra Den Kolde Krig til multilateralisme” beskriver professor emeritus i historie og europæisk civilisation Uffe Østergaard, hvordan den amerikanske forsker Kenneth Walz i 1979 lavede en teori om, hvordan atomvåben kunne være fredsskabende. Walz’ teori, ”Theory of International Politics”, fremlægger en antagelse om, at det internationale politiske system bygger på anarki, og at konkurrence mellem staterne får dem til at opføre sig på samme måde. Hermed vil den gensidige trussel mellem to stater, der begge har atomvåben, få begge til at undlade at anvende deres atomvåben, lyder Walz’ argument – han kalder det ”mutually assured destruction”, kan man læse i artiklen \[6\]. Men atomvåben kan også skabe spændinger, fordi de lande, der har atomvåben, også ofte får større geopolitisk indflydelse i kraft af deres magt. Derfor kan der opstå rivalisering imellem atommagter. Hvis lande bryder de internationale traktater og indbyrdes aftaler, kan det destabilisere verdensfreden og skabe utryghed i verdenssamfundet. Atomvåben og de rivaliseringer og spændinger, der følger med oprustning og nye teknologiske muligheder, gør det afgørende, at verdenssamfundets fredsbevarende institutioner hele tiden sikrer internationale aftaler om overvågning, nedrustning og forbud, f.eks. FN-traktaten, som 122 FN-lande vedtog den 7. juli 2017, som man kan læse om i kronikken ”Danmark bør ikke stå uden for FN’s traktat om forbud mod atomvåben” på Information.dk \[7\].

bruge atomvåben strategisk. Begge dele er med til at definere, hvilken værdi det har for staterne at have atomvåben, og hvilken magt de kan opnå med dem. Teknologien kan skabe nye muligheder for at udvikle mere effektive atomvåben – f.eks. våben, som kan levere højere præcision og fungere over større afstande. Dette giver stater med den nyeste teknologi større våbenmagt. Teknologien kan også gøre det muligt at udvikle bedre missilforsvar og hacking, som kan underminere atomstaters magt. Den teknologiske udvikling kan også medføre, at flere lande udvikler egne atomvåben, hvilket vil ændre magtbalancen. Kunstig intelligens (AI) kan særligt ændre atombalancen, fordi AI kan optrappe våbenkapløbet, kan man læse i artiklen ”Kunstig intelligens udfordrer strategisk stabilitet i den tredje atomalder” på Diis.dk \[8\].

Politiske beslutninger og internationale aftaler sætter spillereglerne for anvendelse, opbevaring og udvikling af atomvåben. Politiske aftaler kan grundlæggende ændre den magt, der ligger i at besidde atomvåben. Selvom aftalerne er afgørende for verdensfreden, er de også skrøbelige. Lande kan vælge ikke at stemme for aftalerne eller trække sig fra dem. Dette skete f.eks., da USA i 2018 valgte at trække sig ud af INF-aftalen (Intermediate-Range Nuclear Forces Treaty), en nedrustningsaftale mellem USA og Rusland, der forbød landbaserede mellemdistanceraketter, som kan udstyres med atomvåben, kan man læse på Globalis.dk \[1\].

Det internationale samfund har med flere forskellige aftaler arbejdet på at begrænse spredningen af atomvåben og forhindre, at flere lande får adgang til atomvåben. Blandt de mest betydningsfulde aftaler er Non-proliferation Treaty (NPT), på dansk kaldet ikke-spredningstraktaten, som forpligter lande, der er ikke-atommagter, til at afskaffe deres atomvåben og forpligter atommagterne til at reducere mængden af atomvåben og ikke sprede deres våben.  Aftalen trådte i kraft 5. marts 1970 og er tiltrådt af 191 nationer, kan man læse på retsinformationen under overskriften ”Bekendtgørelse af traktat af 1. juli 1968 om ikke-spredning af kernevåben” \[9\].

En anden vigtig aftale for at forhindre spredning af atomvåben er "Comprehensive Nuclear-Test-Ban Treaty" (CTBT). Den blev vedtaget i 1996 og forbyder alle former for atomprøvesprængninger. Selvom hverken USA eller Kina har underskrevet den, har aftalen skabt en norm mod atomprøvesprængninger. Den har også gjort det sværere for lande at udvikle nye atomvåben uden at blive opdaget, fordi organisationen overvåger udviklingen af atomvåben. Dette kan man læse på CTBTO’s hjemmeside under overskriften "The Comprehensive Nuclear-Test-Ban Treaty"10\]. Organisationens mission er at stoppe atomsprængninger.

Dernæst spiller den internationale organisation Atomic Energy Agency (IAEA) en vigtig rolle i at være ansvarlig for, at atomteknologi bruges til fredelige formål og ikke til udvikling af atomvåben. Organisationen overvåger atomprogrammer og har for eksempel opdaget atomvåbenprogrammer i Iran, som i 2021 brugte trusler om udvikling af atomvåben som pression for at få USA til at ophæve økonomiske sanktioner mod landet, kan man læse i kommentar-artiklen ”Atomstriden mellem USA og Iran spidser til. Hvem blinker først?” på Altinget.dk \[11\].

Et af de nyeste initiativer i kampen mod atomvåben er FN’s internationale traktat om forbud mod atomvåben, ”Treaty on the Prohibition of Nuclear Weapons”, som blev vedtaget i 2017 og trådte i kraft 22. januar 2021. Den forbyder alle former for udvikling, produktion, lagring, brug og trussel om brug af atomvåben. Danmark har endnu ikke underskrevet traktaten med det argument, at det vil bryde solidariteten med NATO, fordi atomvåben kan bruges som afskrækkelse og som en del af NATO’s strategi, som daværende udenrigsminister Jeppe Kofoed (S) sagde til et møde i Udenrigsudvalget, kan man læse på organisationen International Campaign to Abolish Nuclear Weapons (ICAN’s) hjemmeside – en organisation, der arbejder for at forbyde og afskaffe atomvåben \[12\].

Atomvåben rejser etiske og sikkerhedspolitiske dilemmaer. Helt åbenlyst er dilemmaet i at bruge oprustning til at forsøge at sikre verdensfred. Siden USA afsluttede Anden Verdenskrig ved at kaste de to atombomber over de japanske byer Hiroshima og Nagasaki, har argumentet Mutual Assured Destruction (MAD), på dansk ”gensidig garanteret ødelæggelse”, domineret sikkerhedspolitikken. Rationalet er som beskrevet tidligere i denne artikel, at atomlandene kan holde hinanden i skak alene i kraft af den reelle trussel, så ingen af parterne vil være interesseret i at anvende deres atomvåben. Men den tilgang rejser spørgsmålet, hvorvidt det er etisk forsvarligt at bruge frygten for atomvåben som middel til at opretholde fred? Og hvorvidt det er sikkerhedsmæssigt forsvarligt at løbe den risiko, der altid vil være forbundet med at have atomvåben: For hvad hvis våbnene en dag bliver brugt, fordi de falder i forkerte hænder, eller pga. tekniske fejl? En anden både etisk og sikkerhedspolitisk udfordring er, at atomvåben kan medføre langvarige både miljømæssige og sundhedsmæssige konsekvenser og gøre uoprettelig skade på klimaet og bringe fremtidige generationers liv i fare, som det beskrives i artiklen ”Forbudskonvention mod kernevåben” på ugeskriftet.dk \[13\].

Kontrol, nedrustning og aftaler, som forpligter atommagterne til at sikre, at deres atomvåben ikke bliver spredt og ikke falder i ikke-statslige aktørers hænder, er en vigtig del af den europæiske og globale kontrol med atomvåben. Dette system, der skal sikre, at atomvåben udelukkende bliver brugt til at afskrække, er dog i de seneste år kommet under stort pres, særligt som følge af krigen i Ukraine, og fungerer ikke så effektivt som tidligere, kan man læse på Udenrigsministeriets hjemmeside under overskriften ”Våbenkontrol, nedrustning og ikke-spredning”\[14\]. Her kan man læse om alle de traktater og aftaler, der indgår i det sikkerhedssystem, som Europa og Organisationen for Sikkerhed og samarbejde i Europa (OSCE) siden Anden Verdenskrig har bygget op for at kontrollere atomvåben. F.eks. har først Rusland (februar 2023) og siden USA suspenderet den gensidige aftale ”Treaty on Measures for the Further Reduction and Limitation of Strategic Offensive Arms” (New Start), mens Rusland har undladt at ratificere aftalen ”Comprehensive Nuclear-Test-Ban Treaty (CTBT), som USA ikke har ratificeret siden 1996.

Det svenske fredsforskningsinstitut Stockholm International Peace Research Institute (SIPRI) forsker i konflikter, våbenhandel og nedrustning og udgiver hvert år en rapport, der gør status over den globale udvikling i våben, nedrustning og international sikkerhed. ”Sipri Yearbook 2024”-rapporten konkluderer, at Kina udvider sit atomvåbenarsenal markant, og vurderer, at Kina kan have opbygget et missillager på størrelse med Ruslands og USA’s i løbet af et årti, mens også Indien, Pakistan og Nordkorea opruster med atomvåben. Rapporten vurderer også en øget risiko for brug af atomvåben i internationale konflikter og advarer om, at accelererende våbenkapløb og voksende politiske og økonomiske spændinger gør, at verden befinder sig i en af de farligste perioder i menneskehedens historie, kan man læse i pressemeddelelsen ”Role of nuclear weapons grows as geopolitical relations deteriorate – new SIPRI Yearbook out now” \[15\].

Debatten om, hvorvidt EU skal have egne atomvåben, er opstået som reaktion på den ændrede sikkerhedspolitiske situation, der er fulgt med Ruslands invasion af Ukraine og de politiske forandringer i USA efter genindsættelsen af præsident Donald Trump. Mens den russiske præsident Putin har truet med brug af atomvåben mod lande, der modsætter sig Rusland, udvikler forholdet mellem Europa og USA sig på en måde, så Europa ikke længere kan tage det for givet, at Europa vil være sikret af USA’s såkaldte atomparaply, som det ellers har været tilfældet siden Anden Verdenskrig. Debatten om atomvåben i Europa indgår som et led i målsætningen om at styrke Europas selvstændighed ved at bygge en såkaldt ”europæisk søjle” ind i NATO, så Europa i højere grad kan sikre sig selv, hvor sikkerhedsstrukturen tidligere har været afhængig af alliancen med USA. Frankrigs præsident Macron har tilbudt, at EU kan være sikret under Frankrigs atomparaply, på den betingelse, at Frankrig bevarer den fulde kontrol over sine atomvåben – et scenarie som de øvrige politiske ledere i EU ikke er trygge ved. Det kan man læse i artiklen ”Et nukleart sikkerhedsdilemma: Skal Europa have sin egen atomparaply?” på Tænketanken Europas hjemmeside \[18).

Den magt, som det kan give at besidde atomvåben, hviler på frygt. Derfor kan debatten om atomvåben og oprustning skabe frygt for en potentiel atomkrig. Alene det at atomlandene skaber et kapløb om at have flest våben og hermed størst magt kan skabe politisk splittelse både på tværs af lande og internt. For spørgsmålet om oprustning og anskaffelse af atomvåben rejser helt grundlæggende etiske og moralske overvejelser, som der er stor uenighed om. Også den teknologiske udvikling, brug af kunstig intelligens i atomvåben og risiko for hacking af systemer kan øge følelsen af mistillid og utryghed. Nogle mener, at man kan trække paralleller mellem udviklingen af atomvåben i 1940’erne og nutidens udvikling af kunstig intelligens, fordi begge teknologier har en kraft og magt, som mennesket ikke kan kontrollere og styre. Det argument har fået blandt andre den amerikanske demokratiske senator Edward J. Markey til at fremsætte et forslag om at forbyde kunstig intelligens i atomvåben, som man kan læse i artiklen ”Debatten om atomvåben er vendt tilbage” på kristeligt-dagblad.dk \[19\].

Debatten om atomvåben er blusset op igen i kølvandet på de nye geopolitiske spændinger. Nogle argumenterer for total afskaffelse af atomvåben, mens andre mener, at atomvåben er nødvendige for at opretholde global stabilitet.

Nogle af de centrale argumenter for total afskaffelse af atomvåben er, at atomvåben udgør en uoverskuelig humanitær trussel, fordi brug af atomvåben kan føre til tab af tusindvis eller millioner af menneskeliv og forårsage langvarige ødelæggelser af natur og miljø. Mange mener også, at det er moralsk og etisk uforsvarligt at udvikle og opbevare våben, der potentielt kan udslette hele befolkninger, og de anser derfor atomvåben som en trussel mod menneskers værdighed og etik. Et andet argument er, at afskaffelse af atomvåben vil øge den globale sikkerhed og være med til at skabe en mere stabil og fredelig verden, fordi atommagter ikke vil kæmpe om at skaffe sig størst magt i kraft af våben. Også bekymringer for misforståelser eller ulykker, eller at atomvåben falder i ikke-statslige aktørers hænder og bliver brugt som led i terrorangreb, er et argument. Disse argumenter bakkes op af en række internationale aftaler og forpligtelser, der ligeledes taler for nedrustning og ikke-spredning af kernevåben.

Dem, der taler for, at atomvåben er nødvendige, argumenterer med at atomvåben er en effektiv afskrækkelse mod angreb. De mener, at truslen om gensidige ødelæggelser (mutual assured destruction) får atommagterne til at afholde sig fra at bruge deres atomvåben, Ydermere mener de, at det er det, at alle parter har våbnene, der får dem til at holde hinanden i skak, da ingen vil risikere at udslette sig selv i en atomkrig. Dette argument er også kendt som teorien om ”nuklear fred”, som man kan læse om i bogen ”Winning and Losing the Nuclear Peace” \[21\]. Fortalerne for atomvåben mener, at atomvåben er vigtige som led i landenes nationale sikkerhedspolitik, fordi de sikrer, at landene kan forsvare sig, og at atomvåben er nødvendige for at skabe magtbalance og strategisk lighed. Det bliver også brugt som argument for atomvåben, at de kan være med til at sikre, at stater ikke udvikler og bruger andre former for masseødelæggelsesvåben, som det beskrives i artiklen ”Nato og atomvåbnene” på Krigsvidenskab.dk \[22\].

Teknologisk udvikling kan føre til et nyt våbenkapløb, hvor stater forsøger at overgå hinanden i at udvikle våben og forsvarssystemer med de nyeste teknologier for at fastholde deres militære magt. Samtidig kan kunstig intelligens ændre krigsførelsen, som måske bliver mulig uden menneskelig indblanding, hvilket kan føre til frygt og usikkerhed og gøre det vanskeligt at lave troværdige gensidige aftaler. Det kan motivere stater til at opruste yderligere og eventuelt udvikle nye typer af masseødelæggelsesvåben. Politiske omvæltninger og ændrede alliancer mellem landene kan også øge motivationen for oprustning, som vi ser det i Europa, som ikke længere føler sig sikker på at være dækket ind under USA’s forsvarsparaply. På den anden side kan politiske ændringer føre til nye internationale initiativer og alliancer, som arbejder for at nedruste, som man f.eks. har set med ikkespredningsaftalen ”Nuclear Non-Proliferation Treaty (NPT) i 1968, START.Traktaterne, der har nedbragt antallet af våben mellem USA og Rusland, og aftalen ”Comprehensive Nuclear-Test-Ban Treaty (CTBT), der forbyder alle former for atomprøvesprængninger \[1\].

For at kunne forholde sig til sandsynligheden for, at atomvåben vil blive brugt, må man skelne mellem strategiske og taktiske våben. De strategiske er aldrig blevet brugt i andet end computeranimationer, og det er et helt urealistisk scenarie, som man ville dumpe til eksamen på Forsvarsakademiet på, hvis man præsenterede det. Sådan lyder vurderingen fra krigsforsker og professor i statskundskab ved Københavns Universitet og tidligere kontorchef i Forsvarsministeriet, Mikkel Vedby Rasmussen, i artiklen ”Atomvåbnene er tilbage – og vi undervurderer faren for, at de kan komme i brug” på Information.dk \[23\]. Han mener til gengæld ikke, at det er helt urealistisk at forestille sig scenarier, hvor taktiske våben kan blive brugt i et afgrænset angreb mod et militært mål. ”Hvis man kun ser atomvåben som ragnarokvåben, så misforstår man deres logik,” siger han i artiklen \[23\]. Også andre forskere har manet frygten for en tredje verdenskrig, kaos og atomkrig i jorden. Blandt andet i artiklen ”Er vi nærmere Tredje Verdenskrig med Trump som præsident?” på Kristeligt-dagblad.dk, hvor Nils Arne Sørensen, krigshistoriker på Syddansk Universitet, vurderer, at vi slet ikke er i nærheden af det, fordi USA og Trump ikke ønsker at ende i en storkrig, og Putin virker tilfreds med Trumps tilgang til Ukraine og manglende indblanding i Ruslands planer, kan man læse i artiklen \[24\].

Paddehatteskyen fra atombomben, der blev kastet over Hiroshima i Japan den 6. august 1945 af det amerikanske B-29 bombefly Enola Gay

Atomvåben - HandoutAFPRitzau Scanpix@20200804-084528-L-4631x3262ma.jpg

Atomvåben

Neurodivergente hjerner - Philip DavaliRitzau Scanpix@20150409-180949-pf-4928x3280ma.jpg

Neurodivergente hjerner

Folk strømmer ud i Københavns gader 5. maj 1945 efter nyheden om, at Danmark er blevet befriet.

Tema_Befrielsen 1945_@Ritzau Scanpix_19980202-751652-3_TOP.png

Befrielsen i 1945

Frihedsgudinden i New York med det amerikanske flag i forgrunden.

Faktalink

Hvad leder du efter?

aktuelt