Donald  Trump og Volodomyr Zelinskij under det mislykkede møde i Det Hvis Hus, 28. februar 2025r

Det mislykkede møde mellem Donald Trump og Volodymyr Zelenskyj den 28. februar har dæmpet forhåbningerne om en snarlig våbenhvile eller fredsaftale mellem Ukraine og Rusland.

Krigen i Ukraine - Oval office clash-Saul LoebAFPRitzau Scanpix@20250228-182632-L-8256x5504ma.jpg

Krig i Ukraine

Den danske stat var kolonisator og involveret i slavehandel og slaveri i Asien, på den afrikanske vestkyst i det nuværende Ghana og på de tre caribiske øer St. Croix, St. Thomas og St. Jan – dengang kaldet Dansk Vestindien. Fra midten af 1600-tallet blev Danmark en af mange europæiske stater, der sikrede økonomisk vækst ved indgå i den såkaldte trekantshandel: Varer blev fragtet fra Europa til Afrika, hvor de blev byttet for mennesker, som blev fragtet over Atlanten for at arbejde i plantager, hvorfra bl.a. sukker, bomuld og tobak landede på det europæiske marked. Danske handelskompagnier bragte flere end 100.000 slavegjorte mennesker over Atlanten.

I 1792 vedtog Danmark en lov, der forbød involvering i transatlantisk slavehandel – men den skulle først gælde fra 1803. På den måde fik plantageejerne i Dansk Vestindien mulighed for – med dansk statsstøtte – at fragte så mange slavegjorte over Atlanten, at slavebefolkningen kunne reproducere sig selv. Først i 1848 blev slaveriet i de danske kolonier ophævet, og det skete kun, fordi slavegjortes oprør havde presset de lokale myndigheder tilstrækkeligt. Efter frigivelsen fortsatte de tidligere slavegjorte med samme hårde arbejde, og den danske stat gjorde meget lidt for at forbedre de økonomiske og sociale vilkår i kolonierne.

I 1917 solgte den danske stat St. Croix, St. Thomas og St. Jan til USA. Den historiske bevidsthed i Danmark om landets involvering i slaveri har været mangelfuld og med mange myter, der understøttede en dansk selvfortælling om humanisme. Særligt siden 100-året for salget af Dansk Vestindien har der været større politisk og forskningsmæssigt fokus på kolonitiden og slavehandlen. Blandt andet er der blevet gjort op med myter om Danmark som foregangsland i opgøret med slaveri, ligesom der er blevet kastet lys over slavegjortes modstandshandlinger og den sorte arbejderbevægelse i Dansk Vestindien efter 1848.

Den transatlantiske slavehandel tog sin begyndelse i 1500-tallet, hvor europæiske lande var i gang med koloniseringen af Sydamerika og de såkaldt vestindiske øer. De oprindelige folk døde i stort antal under det hårde fysiske arbejde, som kolonisatorerne satte dem til i miner og plantager. Kolonisatorerne fik den ide, at der som arbejdskraft kunne importeres mennesker fra det afrikanske kontinent, hvor de europæiske lande også var i gang med at kolonisere.

Ifølge bogen _Black Cargoes_ \[1\] blev det første skib lastet med sorte slavegjorte sendt fra Guineakysten over Atlanten i 1518. I de første mange år var slavehandlen kontrolleret af Portugal, men omkring midten af 1600-tallet begyndte Frankrig, England, Holland, Tyskland, en kort overgang Sverige, samt ikke mindst Danmark at trænge ind på markedet. De byggede forter langs Afrikas vestlige kyst, bl.a. i det, der i dag er Guinea, Elfenbenskysten og Ghana. Forterne dannede udgangspunkt for opsamling og udskibning af de mennesker, kolonimagternes udsendte havde ”købt” til slaveri, og som skulle sendes til både Syd- og Nordamerika for at arbejde i bl.a. plantagedrift og minedrift.

Den danske stat havde forter i Accra, der i dag er hovedstaden i Ghana, og hvor englændere og hollændere også opererede \[1\]. Herfra blev slavegjorte mennesker udskibet til kolonierne i det, der dengang hed Dansk Vestindien, i dag Virgin Islands.

Den danske transatlantiske slavehandel blev forbudt med virkning fra 1803, og inden for godt et årtis tid havde også de andre europæiske lande afviklet de love, som gjorde det lovligt at handle med mennesker. I stedet ville de nu fokusere på at trække andre ressourcer – særligt råstoffer – ud af kolonierne på det afrikanske kontinent.

Danmark fortsatte imidlertid med slavehandel internt i kolonierne frem til 1848 \[2\].

Den transatlantiske slavehandel hang sammen med en økonomisk politik, der kaldes merkantilisme. Her var fokus på handel og håndværk og især på, at eksporten af varer skulle overstige importen for at forbedre statens skattegrundlag. Fordi de fleste europæiske magter førte samme politik, var der skarp indbyrdes konkurrence. En af løsningerne var at få kolonier, så staterne kunne handle med sig selv via handelskompagnier – det vil sige selskaber med særlige privilegier på langdistancehandel og søfart. Danmark-Norge var i 1600-tallet især interesseret i guld og elfenben, som kunne byttes til våben og metal. Men efterhånden blev slavegjorte den vigtigste handelsvare i de danske besiddelser i det nuværende Ghana. I begyndelsen blev slavegjorte lokale handlet til andre landes skibe, og siden begyndte danske skibe at fragte slavegjorte til danske kolonier i det nuværende Caribien, hvor de skulle bruges som arbejdskraft i plantager. Fra disse kolonier var tobak, bomuld og især sukker de vigtigste varer \[3\]. Sukkerindustrien blev en af de vigtigste motorer for dansk vækst i 1700-tallet.

Fra slutningen af 1300-tallet indgik Danmark, Norge og Sverige i den såkaldte Kalmarunion, som Sverige brød ud af i 1523. Fra 1536 blev Norge underlagt den danske krone, og helt frem til 1814 var Danmark-Norge et såkaldt rigsfællesskab. I perioden fra Sverige erklærede sig uafhængigt og frem til begyndelsen af 1700-tallet, var Danmark jævnligt i krig med Sverige i et forsøg på at tilbageerobre territorium og tvinge Sverige tilbage under Danmark \[4\]. Disse militære konflikter kombineret med en række danske nederlag under den centraleuropæiske 30-årskrig i midten af 1600-tallet svækkede Danmark så meget militært og økonomisk, at selve statens eksistens var truet \[5\]. At indgå i den europæiske ekspansion via kolonisering og den transatlantiske handel med varer og med mennesker var det danske svar på denne situation.

De europæiske kolonimagter, heriblandt Danmark, betragtede sorte mennesker som handelsvarer og ejendom, ikke som mennesker i egen ret. Det fremgik bl.a. af det såkaldte Slavereglement fra 1733, som gjaldt i de danske kolonier i Caribien. Her står bl.a.: ”Vores Negre som af Gud selv ere giorte til Slaver”, og de bliver advaret mod ”ulydighed imod deres Mestere eller Mesterinder hvis Penge de dog ere, og derfor ere dem des større Underdanighed skyldige”. Reglementet fastsatte korporlige straffe for ”ulydighed” fra de slavegjorte – lige fra piskning over afsættelse af lemmer til hængning \[6\]. Slavehandlen foregik i den periode, der i Europa kaldes Oplysningstiden. At europæere mente at have ret til at gøre sorte mennesker til ejendom, hang sammen med forestillinger om raciale hierarkier. For eksempel udviklede den svenske videnskabsmand Carl von Linné i midten af 1700-tallet en teori om fire racer, der beboede hver deres kontinent og var karakteriseret ved hver deres temperament: ”Den hvide sangvinske europæer, der var opfindsom, optimistisk og styret af love; den mørke, melankolske asiat, der var styret af meninger; den sorte, flegmatiske afrikaner, der var snu, doven, letsindig og styret af luner; og den røde, frihedselskende amerikaner, der var styret af vaner” \[7\].

Den første danske koloni var i Tranquebar på den indiske kyst, hvor handelskompagnierne Ostindisk Kompagni og siden Asiatisk Kompagni havde monopol på handlen \[3\]. Den primære vare var bomuld, men også i de indiske kolonier handlede Danmark med slavegjorte. Kolonien blev solgt i 1845 til Storbritannien. Fra 1659 begyndte Danmark (eller rettere: Danmark-Norge) at grundlægge forter på den afrikanske vestkyst i det nuværende Ghana, som dengang blev kaldt Guldkysten. Det blev ikke styret som en egentlig koloni, men fungerede først og fremmest som udgangspunkt for handel med mennesker, der blev sejlet til Caribien, hvor Danmark koloniserede tre øer: St. Thomas (i 1672), St. Jan (i 1718) og St. Croix (i 1733). De slavegjorte skulle primært bruges som arbejdskraft på plantagerne, hvor sukkerindustrien på St. Croix blev den mest omfattende \[8\].

Danmark koloniserede desuden Grønland fra 1721, men Grønland indgik ikke i den transnationale slavehandel. De ressourcer, der blev trukket ud af den grønlandske koloni, var først og fremmest fra fiskeri – kontrolleret af Almindelige Handelskompagni \[9\] – og råstoffer \[10\].

Trekantshandlen betegner et transatlantisk handelssystem fra det 16.-19. århundrede, hvor varer fra Europa og Asien blev udvekslet for slavegjorte mennesker på den afrikanske vestkyst, som derfra blev fragtet til Amerika (både syd og nord, samt de caribiske øer), hvor deres arbejdskraft blev brugt til at dyrke bl.a. sukker, bomuld og tobak, som derfra blev fragtet til Europa \[11\].

Som historiker Niklas Thode Jensen beskriver det \[12\]:

”Systemet kan ses som en gigantisk maskine bestående af tusinder af forbundne tandhjul i form af mennesker, skibe, plantager, fabrikker og markeder, hvor drivkraften hovedsageligt udgjordes af de slavegjorte afrikaneres dødbringende slid i Amerika og af Europas umættelige appetit på kolonivarer som sukker, tobak og te. Maskinens accelererende svinghjul bragte store indtægter til Europa, og derfor blev systemet en hjørnesten i Europas fortsatte udbredelse af sin magt over verden.”

I løbet af godt 300 år frem til 1866 transporterede europæiske kolonimagter omkring 12,5 millioner slavegjorte over Atlanten. I runde tal stod 430 danske skibe for fragten af omkring 111.000 slavegjorte i perioden mellem 1660’erne og begyndelsen af 1800-tallet. Dermed udgjorde den danske andel 2,3 procent af hele den internationale slavehandel \[2\]. De slavegjorte, som blev fragtet på danske skibe, blev sat til at arbejde i særligt plantagerne på de caribiske øer, dengang kolonierne Dansk Vestindien.

I begyndelsen af 1790’erne tog den daværende danske finansminister, Ernst Schimmelmann, initiativ til at forbyde dansk deltagelse i slavehandlen. Det største antal slavegjorte, som Danmark fragtede til kolonierne, var i perioden mellem vedtagelsen af et forbud (1792) og det tidspunkt, hvor forbuddet trådte i kraft (1803). I det mellemliggende årti blev importen af slavegjorte til Dansk Vestindien nemlig økonomisk støttet af den danske stat. Hensigten var at få så stor en slavebefolkning i de danske kolonier, at den kunne reproducere sig selv. Det ville spare kolonimagten Danmark for store omkostninger. Mellem 1792 og 1803 blev næsten 25.000 slavegjorte fragtet på 125 skibe, svarende til 200 nytilkomne slavegjorte i de danske kolonier hver eneste måned \[2\].

Det bliver ofte hævdet, at Danmark var den første europæiske stat, der forbød slaveri. Det passer imidlertid ikke. Danmark var det første land, der vedtog en lov imod transatlantisk slavehandel, men det skete, fordi England allerede var i gang med planer om det samme – og der gik mere end et årti, før det danske forbud trådte i kraft. På det tidspunkt var samtlige europæiske stater i gang med at afvikle den transatlantiske slavehandel. Det var ikke længere økonomisk rentabelt med den omfattende transport, og mange slavegjorte omkom undervejs på rejsen \[13\]. Men slavegjorte blev fortsat handlet inden for kolonierne samt internt i USA længe efter afskaffelsen af den transatlantiske slavehandel. At forandringerne havde mere at gøre med økonomiske forhold end med et moralsk, etisk eller politisk opgør med slaveri som sådan, fremgår af et brev, den danske finansminister Ernst Schimmelmann skrev angående sit forslag om at afskaffe den transatlantiske slavehandel \[14\]. Her står bl.a.:

”Forslagene indeholder intet, der vil kunne føre til omvæltninger eller indskrænkninger for privatpersoner; de sigter tværtimod på at beskytte ejendom og få planterne \[plantageejerne\] til at basere deres egen nytte på noget mere sikkert end en midlertidig anvendelse \[af slaverne\].”

Schimmelmann var selv en af de største plantageejere i Dansk Vestindien, og tjente en formue på at bruge slavegjort arbejdskraft \[15\].

Flere selvstændige stater i det nuværende USA forbød slaveri som sådan allerede i 1770’erne og 1780’erne, f.eks. Vermont i 1777. I England trådte en lov om frigivelse af slaver i kraft i 1834. Danmark ophævede først slaveriet i 1848, og det skete under pres fra voksende politisk og social uro blandt de slavegjorte i kolonierne Dansk Vestindien. Oprindeligt skulle slaveri have været udfaset over en tiårig periode, men efter et oprør på Sankt Croix valgte den lokale danske guvernør at erklære slaverne for frigivet med virkning d. 3. juli 1848 \[13\].

De danske handelsstationer Tranquebar og Serampore i Sydasien blev solgt til Storbritannien i 1845. De danske forter på Guldkysten – det nuværende Ghana – der havde været udgangspunkt for den transatlantiske slavehandel, blev solgt til Storbritannien i 1850. Dansk Vestindien – i dag Virgin Islands – hvor slavegjorte blev brugt til arbejde i bl.a. plantager, blev solgt til USA i 1917. Grønland forblev koloni, men opnåede formelt set status af dansk amt (en administrativ enhed svarende til nutidens regioner) i 1953, under pres fra FN’s afkoloniseringspolitik. I 1979 fik Grønland såkaldt hjemmestyre, og i 2009 selvstyre.

Ifølge den danske søfartshistoriker Kåre Lauring var den danske handel med slavegjorte isoleret set en dårlig forretning \[16\]. Op mod en femtedel af de slavegjorte døde under rejsen, og det samme gjaldt op mod en tredjedel af besætningen på slaveskibene. Det skete også, at de slavegjorte gjorde oprør på skibene, og selvom oprørene oftest blev slået brutalt ned, var det omkostningsfuldt, og det hændte også, at de slavegjorte blev sat fri af besætningen, når skibene kom i land. At slavehandlen i sig selv var uprofitabel, var ifølge Kåre Lauring også den primære årsag til, at den blev afviklet.

Men det arbejde, de slavegjorte udførte – ganske gratis, eftersom de jo ikke fik løn – i de danske kolonier i Caribien, var særdeles indbringende, både for de enkelte plantageejere og for den danske stat. Sukker blev en af de vigtigste handelsvarer overhovedet for Danmark i slutningen af 1700-tallet. Efter frigivelsen af de slavegjorte i 1848 holdt de danske kolonier op med at være indbringende for den danske stat, og det var baggrunden for salget af Dansk Vestindien til USA i 1917 \[3\]. Handlen i de danske kolonier i både Vest- og Ostindien (Asien) bragt betydelige indtægter til det dansk-norske rige, både til staten og til private i såvel hovedstaden som handelsbyerne i provinsen. Det var indtægterne fra produktionen i kolonierne – muliggjort af slavegjort arbejdskraft – og den dertilhørende handel, der gjorde kolonisystemet profitabelt \[12\].

I en artikel til pov.nternational forklarer lokalhistoriker på St. Croix, Wayne Jones, de menneskelige konsekvenser af slaveriet, og hvordan de stadig kan mærkes i nutiden \[17\]:

*   De slavegjorte blev systematisk skilt fra deres afrikanske kultur, familier, trossamfund og identitet.
*   Gennem en periode på næsten 250 år var afrikanere i Dansk Vestindien forhindret i at udnytte deres potentialer som mennesker, da de var tvunget ind i et liv som plantagearbejdere. Under dette system blev mennesker, som ellers kunne have været blevet kunstnere, forfattere, opfindere, advokater, læger eller filosoffer tvunget til at skære sukkerrør.
*   Danmark efterlod et ”veritabelt fattighus”, da de solgte øerne til USA, og gennem frasalget af kolonierne løb den danske stat fra sit ansvar for de langvarige lidelser, som efterkommerne af slavegjorte var udsat for økonomisk, socialt og kulturelt.
*   Dansk slaveri var så traumatisk for indbyggere på Jomfruøerne, at der gik 120 år efter slavernes frigørelse, før efterkommerne af de slavegjorte omsider forlod de plantager, deres forfædre havde været bundet til. Og det skete kun, fordi regeringen – hjulpet af plantageejerne – i 1966 fjernede tagene fra arbejdernes boliger (de tidligere slavehytter), hvilket dermed gjorde dem ubeboelige: ”Det var der og først der, at gennemsnitsindbyggere på Jomfruøerne modvilligt og frygtsomt tog deres første skridt henimod mental frigørelse. Landarbejderlivet, der ikke havde ændret sig meget siden slavetiden, var alt de kendte til.”
*   Der er stadig i dag enorme forskelle mellem sorte og hvide på sundheds-, uddannelses- og socialområdet.
*   Der er udbredt racisme, forskelsbehandling, selvhad og mindreværdskomplekser.

Den danske stat gjorde meget lidt for at forbedre vilkårene for den tidligere slavegjorte befolkning, som var blevet frigivet i 1848. Det førte i 1878 til en opstand på St. Croix, der blev kendt som The Fireburn – det største arbejderoprør i Danmarkshistorien, som indtil for ganske nylig var blevet skrevet ud af historien. 400 arbejdere blev anholdt i forbindelse med oprøret, heriblandt Mary, Agnes, Mathilda og Susanna, der blev anset for at have været oprørslederne, og som i folkemunde blev kendt som The Fireburn Queens. Som historikerne Rikke Lie Halberg og Bertha Rex Coley beskriver \[18\], blev oprøret i samtidens danske presse oprøret omtalt som ”udskejelser” og meningsløst hærværk udført af dovne og utaknemmelige sorte. De primære kilder til, hvad der egentlig foregik under The Fireburn, er retsprotokollerne – som er skrevet fra den danske administrations perspektiv – samt mundtlige overleveringer i lokalbefolkningen. På St. Croix har denne historie været levende lige siden, men i Danmark blev den først mere alment kendt i årene omkring 100-året for salget af de vestindiske kolonier. Her brugte historikere, kunstnere og aktivister fra Danmark og Virgin Islands anledningen til at sætte fokus på den markante begivenhed og forsøge at give The Fireburn Queens og arbejderopstanden i det hele taget den plads, den fortjener i dansk historiebevidsthed.

Det er rigtigt, at Danmark var det første land, som vedtog en lov mod transatlantisk slavehandel, nemlig i 1792. Loven trådte imidlertid ikke i kraft før mere end et årti senere, og den afskaffede på ingen måde selve slaveriet. Myten om, at Danmark var det første land, som ophævede slaveri, skyldes altså en forveksling af lovgivning, som forbyder slavehandel, og forbud mod slaveri som sådan. Forestillingen om Danmark som foregangsland i ophævelsen af slaveriet har haft nemt ved at hænge ved, fordi den understøtter et populært nutidigt selvbillede af Danmark som en særligt humanistisk nation \[13\].

Relateret til denne myte er fortællingen om, at den daværende danske guvernør Peter von Scholten af sit gode hjerte ”gav” de slavegjorte deres frihed. Han er dermed blevet symbol på, at Danmark gjorde det rigtige, helt af sig selv. Det er en fortælling, som især er blevet båret frem i populærkultur, fiktion og dokufiktion. Men historisk forskning viser, at det var de slavegjortes oprør, der tvang von Scholten til at bekendtgøre øjeblikkelig frigivelse i 1848 \[18\]. I det hele taget har slavegjortes egne modstandshandlinger og oprør været centrale for slaveriets ophævelse overalt i verden \[19\].

Da den danske regering solgte kolonierne i Vestindien i 1917, blev der sendt et skib fra Danmark, som hentede de enorme mængder af arkivmateriale fra den danske administration af øerne. En lille del af materialet endte i Washington, men det meste blev bragt til København og opbevares nu på Rigsarkivet. Det drejer sig om i alt 1500 hyldemeter materiale fra Dansk Vestindien. Men som historikerne Rikke Lie Halberg og Bertha Rex Coley forklarer, betyder det ikke, at der er kilder til hele historien om dansk slavehandel og kolonistyre \[20\]. Materialet blev skrevet, udvalgt og gemt af det danske kolonistyre, og derfor rummer det kun den del af historien, som netop det danske kolonistyre fandt væsentligt – og ønskværdigt – at bevare. F.eks. er der i materialet på Rigsarkivet kun meget sparsomme oplysninger om et meget udbredt fænomen, nemlig at danske mænd systematisk udnyttede slavegjorte kvinder seksuelt, og at dette var en del af baggrunden for de adskillige oprør, der foregik på øerne gennem tiden.

I anledning af 100-året for den danske stats salg af kolonierne i Caribien undskyldte Brødremenigheden – der udførte kristen mission i de danske kolonier – offentligt for deres rolle i opretholdelsen af slaveriet \[21\].

Den danske regering ønskede imidlertid ikke at give en undskyldning til efterkommerne af slavegjorte i Dansk Vestindien. Ifølge forskerne Frits Andersen og Jakob Ladegaard \[22\] har der været to centrale rammesætninger for slaverihistorien i Danmark: Den ene er fortrængning, og den anden er afvisning af, at den danske stat har noget at sige undskyld for. 100-året for salget af Dansk Vestindien aktiverede diskussionen om undskyldning – og evt. erstatning – til efterkommerne af de mennesker, som blev slavegjort af den danske stat og danske handelskompagnier. Her afviste danske politikere ideen, bl.a. med henvisning til, at slaveri var fortid, og at den danske stat i dag ikke har noget ansvar for, hvad der skete for så længe siden – og at det i øvrigt er bedre at se fremad. Men eftersom konsekvenserne af slaveriet stadig kan mærkes på Virgin Islands, oplever befolkningen der ikke slaveriet som ’fortid’. Desuden argumenterer forskere for, at ”debatten om en undskyldning kan spærre for en mere relevant diskussion om erstatning, som i øvrigt ikke kun skal forstås økonomisk, men også i form af kulturelle tiltag”, herunder en forpligtelse på at bekæmpe racisme i nutiden \[22\].

Billede af havnen i Christiansted på St.Croix i 181gste by5. Christiansted var den vigtigste by og regeringssædet på de dansk-vestindiske øer. 

Havnen i Christiansted på St.Croix i 1815. Christiansted var den vigtigste by og regeringssædet på de dansk-vestindiske øer. 

Prospect_af_Byen_Christianstad_paa_St._Croix.png

Danmark som slavenation

Feminisme er en ideologi og et begreb, som på en gang har ændret sig i takt med tiden og samtidig bærer de samme kampe for ligestilling, ligeværd, valgret, ligeløn, frigørelse, respekt, ret til at bestemme over sin egen krop, karriere, økonomi m.m. Danske feminister har kæmpet og kæmper fortsat for at ændre samfundets opfattelse af køn og politik. Kvindebevægelsen har rødder langt tilbage i historien og opstod i USA og Europa i sidste halvdel af 1800-tallet – dengang talte man ikke om feminisme, men om kvindesagen. Feminismen og kvindekampen har historisk rullet i bølger med op og nedgangstider. Derfor bruger man ofte denne bølge-metafor i beskrivelsen af kvindebevægelsens faser – første, anden, tredje og nu fjerde bølge feminisme, som er fulgt i kølvandet på MeeToo bevægelsen. Den såkaldte fjerde bølge bærer en bredere kamp for mangfoldighed, der rækker ud over køn og rummer kampe for blandt andet omfordeling, omsorg og natur – med begreber som feministisk økonomi og økofeminisme. Feminisme er et komplekst begreb. Denne artikel tegner et historisk overblik og opridser den overordnede udvikling fra feminismens opståen som udløber af den franske revolution til den såkaldte fjerde bølge feminisme, der slår bredere kampe for strukturel forandring an.

Kvinder har fra tidernes morgen gjort oprør. Men i nyere tid opstod de første egentlige organiseringer i kølvandet på Den Franske Revolution, hvor det franske samfund blev grundlæggende forandret efter parolen ”frihed, lighed og broderskab”. Revolutionen betød, at styreformen blev ændret – kongen blev frataget magten som enevældig, og demokratiet med folkevalgte repræsentanter blev indført. Det var denne stemning et samfundshierarki i opbrud, den franske forfatter, feminist og revolutionær Olympe de Gouges skrev sig ind i, i sin kamp for  kvinders rettigheder, blandt andet som forfatter til pamfletten ”Declaration des droits de la femme et de la citoyenne” – (Erklæring om kvindens og den kvindelige borgers rettigheder), hvor hun argumenterede for kvinders ret til at ytre sig offentligt, ”bestige talerstolen” og stemme, som man kan læse i artiklen Olympe de Gouges i opslagsværket Den Store Danske \[1\]. Dengang (i 1793) var Olympe de Gouges krav til kvinders rettigheder dog så kontroversielt, at hun blev dømt til døden og henrettet. Også i USA startede kvindebevægelsens kamp på skuldrene af en anden frihedskamp – uafhængighedserklæringen – det var den og de tanker om frihed, der inspirerede den såkaldte Seneca Falls kongres, hvor kvinderetsbevægelsen på skrift nedfældede, hvad der bliver betragtet som hovedmanifester – om lige og umistelige frihedsrettigheder for begge køn.

Fordi kvinder ikke havde adgang til fagforeninger, måtte de skabe deres egne. Første skridt var ikke ligeløn, men at skabe adgang til arbejdsmarkedet for kvinder ved etablering af arbejdspladser. I tiden fra 1873 til 1900 blev 27 kvindefagforeninger til. Kvindefagforeninger kom hermed til at spille en central rolle i kvindebevægelsen.

I 1886 fremlagde Frederik Bajer det første forslag om at indføre, at kvinder kunne stille op til Københavns Borgerrepræsentation (originalkilde – se kildeliste). Selvom forslaget blev vedtaget i Folketinget, skulle det behandles i Landstinget for at blive til virkelighed, og her faldt det. Året efter forsøgte Frederik Bajer igen – denne gang med et forslag til Folketinget om kvindelig kommunal valgret for ugifte kvinder og enker. Også dette forslag blev vedtaget i Folketinget, men afvist i Landstinget med begrundelsen: ”Landstinget formener, det hverken vil være i Kvindernes eller Samfundets Interesse, at der tildeles dem Valgret”, kan man læse i artiklen Den kommunale Valgret i Rigsdagen på Kvinfo.dk \[2\]. I 1989 blev foreningen Kvindelig Valgretsforening stiftet med kvinders valgret som hovedmål. Foreningen lavede epokegørende aktioner, men det var op ad bakke, for det var stadig langt fra kutyme, at kvindernes fik lov at ytre sig, som det også kom til udtryk ved et kommunalt valgmøde i København 1890, hvor kvindesagsforkæmperen Louise Nørlund af ordstyren Carl Ploug blev introduceret med ordene: ”Der vil nu ske noget mærkeligt, mine Herrer; en dame har forlangt Ordet og vil komme til at tale. Efter Valgloven kan jeg ikke nægte det, og jeg beder Dem derfor om at høre hende og huske, at det er en Dame, der taler til os.” Det kan man læse i ”Håndbog for feminister (og deres modstandere)” af Gretelise Holm \[3\]. Efter at foreningen i 1898 blev nedlagt, overtog en række andre foreninger kampen for kvinders valgret. De Samlede Kvindeforeninger (1890-1894), Danske Kvinders Nationalråd, paraplyorganisationen Danske Kvindeforeningers Valgretsudvalg med 22 foreninger under paraplyen, som var med til at føre den danske kvinderetskamp ind i den internationale kvinderetsbevægelse med indmeldelse i International Woman Suffrage Alliance (IWSA). København var vært for IWSA’s kongres i 1906, og det blæste liv i håbet og kampen og organiseringen. Medlemstallet i Dansk Kvindesamfund steg massivt, og i 1910 nåede foreningen 7000 medlemmer. I 1907 blev Landsforbundet for Kvinders Valgret oprettet, og i 1910 havde foreningen 156 lokalforeninger spredt over hele landet, med i alt 11.000 medlemmer. Kvindernes internationale kampdag blev vedtaget på konferencen i København i august 1910, og i 1911 blev kampdagen for første gang i Danmark, Tyskland, Østrig, Schweiz og USA, og i 1921 blev det vedtaget, at kampdagen skulle have en fast dato 8. marts. Ved Grundlovsændringen den 22. april 1915 bar de mange års kampe endelig frugt efter 29 år fra første forslag om kvindevalgret blev fremsat. Det kan man læse i artiklen ”Historien om 8. marts” på Arbejdermuseet.dk \[4\].

Dansk Kvindesamfund blev stiftet i 1871 af ægteparret Frederik og Mathilde Bajer (foreningens forkvinde), og var en af de første af mange nye danske kvindeorganisationer, som opstod. Foreningen havde til at starte med to hovedmål: kvinder skulle ligestilles i ægteskabet, og kvinders vilkår på arbejdsmarkedet skulle forbedres. Ligestilling krævede uddannelse, lød rationalet, derfor var foreningens første indsatsområde at oprette af uddannelser for kvinder.  Perioden fra 1870 til 1920 bliver beskrevet som den første bølge af feminisme. Det var den, der gav kvinder valgret, stemmeret, adgang til uddannelse og lige rettigheder i ægteskabet.

Selvom tiden mellem Første og Anden Verdenskrig var stille, hvad angår bemærkelsesværdige kampe, var der også sejre. I 1918 blev de første kvinder valgt ind i Rigsdagen. I 1919 blev der indført ligeløn på det offentlige arbejdsmarked med den såkaldte ligelønslov. Inden da var det helt almindelig praksis, at lærerinder fx fik 2/3 af den løn, som mandlige lærere fik for samme arbejde, som det fremgår af artiklen ”De første skridt mod ligelønnen, 1875-1950” på danmarkshistorien.dk \[5\]. I 1921 blev endnu en arbejdsmarkedspolitisk lov om lighed vedtaget: Loven om lige adgang for mænd og kvinder til stillinger i staten. Den første kvindelige minister, undervisningsminister Nina Bang, blev udnævnt i 1924. I de politiske partier begyndte kvinderne at organisere sig i udvalg, og debatten om prævention og ret til fri abort tog fart, blandt andre anført af forfatteren Thit Jensen. Efter 2. Verdenskrig kommer kvinderne for alvor ud på arbejdsmarkedet, og det bliver stadigt mere almindeligt, at også gifte kvinder får lønarbejde. Særligt i omsorgsarbejde på de offentlige arbejdspladser som børnehaver, sygehuse vokser antallet af stillinger, som overvejende bliver kvindernes.

Efter at kvinderne har fået ret til uddannelse og medbestemmelse, retter kvindekampen sig mod private frihedsrettigheder. Det næste store feministiske slag kommer til at stå om retten til selv at beslutte, hvor mange børn, man vil føde, og hvornår og med hvem, man vil have børn. Prævention er dengang ikke en mulighed, og det er ulovligt at få foretaget en abort. Derfor kan det at blive gravid få store konsekvenser for kvinders liv, til tider livsfarlige, fordi det er forbundet med fare for at miste livet at få foretaget illegal abort.     
Thit Jensen var en af frontkæmperne for retten til fri abort. Hun havde oplevet, hvordan hendes egen mors mange børnefødsler havde tæret hårdt på kroppen og givet moren et slidsomt liv. Det blev Thit Jensens drivkraft i en vedholdende kamp for at ændre kvinders vilkår i årene fra 1909-1930. Både som journalist, romanforfatter og foredragsholder rejste hun landet rundt og talte for ”frivilligt moderskab” og var medstifter af Foreningen for Sexuel Oplysning, der forsvarede kvinders ret til fri abort, som man kan læse i artiklen ”Thit Jensen” på Litteratursiden.dk \[6\]. I 1937 blev abort gjort lovlig, hvis kvindens liv var i fare. Men der skulle gå mange år endnu, før kvinders ret til abort i 1973 blev vedtaget ved lov. Den fri abort er således endnu et eksempel på, hvordan feminismen har båret kampe, der har krævet lange seje træk.

Rødstrømpebevægelsen hentede inspiration fra kvindebevægelser i USA, England og Holland, og tog navn efter den socialistiske kvindebevægelse The Redstockings i USA. Den danske Rødstrømpebevægelse startede sit virke med en protestaktion mod skønhedsindustriens kvindesyn, som fandt sted på Strøget i København den 8. april 1970. Efter kort tid havde bevægelsen, som kun kvinder havde adgang til, spredt sig til hele landet med kvindegrupper i de fleste større danske byer, der kæmpede for at gøre op med de traditionelle kønsroller og undertrykkelse af kvinder. Rødstrømpernes slogan var, at Det private er politisk”. Målet var at revolutionere samfundet og gøre op med kapitalismen og patriarkatet og opbygge et nyt socialistisk samfund, hvor hverken børn, kvinder eller mænd blev undertrykt. Således var den feministiske kamp for Rødstrømperne også en klassekamp. Deres virke bestod blandt andet i aktioner, besættelse af kvindehuse, ø-lejre, kvindefestivaler, og oprettelse af en kvindehøjskole og kvindekrisecenteret Danner, kan man læse i ”Rødstrømpebevægelsen – kort fortalt” på Det Kgl. Biblioteks fagside for Rødstrømpebevægelsen \[7\]. Inspirationen til 70’ernes kvindekamp leverede den franske forfatter Simone de Bevauoir grundargumenterne for allerede i 1949, med udgivelsen af trebindsværket ”Det andet køn”, som er blevet en slags manifest for kvindebevægelsen. ”Man fødes ikke som kvinde, man bliver det,” konkluderede Simone de Bevauoir i sin undersøgelse af århundredes syn på kvinden, som man kan læse i artiklen ”Kvinde, kend din kamp! Her er bøgerne, der gør dig klogere” på Dr.dk \[8\].

Ø-lejre, kvindehuse og festivaler har spillet en afgørende rolle i kvindebevægelsen. Her mødtes kvinderne og delte deres drømme og visioner for en anden form for samfund. Det var i 1971, at flere hundrede kvinder for første gang tog færgen til Femø for at tilbringe sommeren med at debattere deres visioner. ”Kvinderne må handle, organisere sig, solidarisere sig, udvide deres egen selvbevidsthed, udvikle en ny kollektiv bevidsthed om deres situation,” skrev en række rødstrømper i en fælles kronik, som blev bragt i Information den 6. maj 1970. Målet med kvindelejrene var netop i fællesskab at frigøre sig. Ligeledes var de såkaldte basisgrupper centrale for Rødstrømpebevægelsen. I basisgrupperne organiserede kvinderne sig og mødtes for at diskutere kvinderollen. Målet var i fællesskab at bevidstgøre hinanden om, at de var fælles om de udfordringer i at være kvinde, som de oplevede hver især, kan man læse i artiklen ”I 50 år har Femølejren afspejlet drømmene og debatterne i den danske kvindebevægelse” på Information.dk \[9\].

I slutningen af 1970’erne opstod også en række kvindefestivaler, som ikke var eksklusivt for kvinder. Både børn, kvinder og mænd deltog. Men det var kvinder, der arrangerede dem og udelukkende kvindelige kunstnere, der optrådte. Kvindefestivalerne manifesterede således kvindebevægelsens krav om større repræsentation af kvinder. For at demonstrere og udfordre den skæve kønsbalance i mændenes favør i kunst og kultur, var det udelukkende kvindebands, der indtog scenerne, kvinder der tog ordet på talerstolen, film skabt af kvinder, der blev vist osv. Kvindebevægelsen lod sig også inspirere af BZ-bevægelsen i kampen mod undertrykkelse. Således besatte en gruppe kvinder den 2. november 1979 Dannerhuset på hjørnet af H.C. Andersens Boulevard og Nansensgade. Huset var ejet af Grevinde Danners fond. Danner havde i fundatsen skrevet, at huset altid skulle danne husly for fattige kvinder fra arbejderklassen. Da der ikke var flere penge tilbage i fonden, blev Dansk Kvindesamfund tilbudt at købe huset. Men de havde ikke råd, huset var derfor ved at blive solgt til et firma, der ville rive det ned og opføre kontorlokaler på adressen. Det fik kvinderne til at besætte huset for at sikre Grevinder Danners ønske med huset. Selvom besættelsen af huset var ulovlig, greb politiet ikke ind. For både fagforeninger, organisationer, kendte kvinder, også ikke erklærerede feminister, bakkede op om projektet at oprette et kvindekrisecenter i huset, som fik stor opbakning i befolkningen. Med en landsindsamling lykkedes det at samle 2,8 millioner kroner ind – købsprisen for huset, som den til formålet stiftede forening Kvindecenterforeningen havde forhandlet sig frem til. Det kan man læse i artiklen ”Milepæle i dansk kvindehistorie 1960-2004”, som KVINFO har udgivet \[10\]. Perioden fra 1960’erne til og med 1970’erne, hvor rødstrømperne førte an i kampen for ligeløn, fri abort, repræsentation og opgør med gældende skønhedsidealer har fået navnet Anden bølge feminisme.

Selvom Rødstrømpebevægelsens aktivitetsniveau faldt og ebbede ud, så man i midt 1980’erne ikke længere talte om en decideret bevægelse, fulgte en række lovændringer på familieområdet i kølvandet på de kampe, Rødstrømpebevægelsen havde kæmpet. I 1983 ratificerede, det vil sige bekræftede, Danmark FN’s internationale konvention fra 1979 om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder. I 1984 fik mænd adgang til barselsorlov. I 1985 vedtog Folketinget loven om fælles forældremyndighed, så begge forældre kunne beholde forældremyndigheden over deres børn, selvom de blev skilt. Samme år (1985) blev det vedtaget ved lov, som skulle sikre, at kvinder og mænd blev ligestillet i adgangen til at blive udpeget til kommissioner, offentlige udvalg og lignende. Og i 1986 vedtog Folketinget en plan for, hvordan kvinder kunne blive stærkere repræsenteret i forskningen på Universiteterne. I sommeren 1999 fik vi for første gang en minister for ligestilling i Danmark, Jytte Andersen (S), og i 2000 blev lovforslaget ”Bekendtgørelse af lov om ligestilling af kvinder og mænd” \[11\] vedtaget, og Ligestillingsministeriet blev oprettet.

Kvindebevægelsens mål om ligestilling fik stor indflydelse på arbejdsmarkedet. I 1940’erne og 1950’erne var de fleste danske kvinder hjemmegående husmødre, men kvindebevægelsens kampe for at kvinder fik ret til og mulighed for uddannelse og plads på arbejdsmarkedet bar frugt. Særligt i efterkrigsårene, hvor Danmark havde stærkt brug for arbejdskraft, fik mange kvinder lønnet arbejde, og vuggestuer og børnehaver overtog børnepasningen, så kvinderne kunne arbejde uden for hjemmet. Ligebehandlingsloven i 1978, som sikrede kvinder og mænd lige behandling på arbejdsmarkedet, det at kvinder i 1966 fik mulighed for at beskytte sig mod graviditet med p-piller og i 1973 fik mulighed for at få foretaget abort, styrkede også kvinders mulighed for at skabe sig et liv og en karriere på arbejdsmarkedet, som man kan læse i artiklen ”Ændringer i samfundet ligestillede mænd og kvinder mere” på Dr.dk \[12\].

Den danske MeeToo-bevægelse, som tv-vært Sofie Linde med sin opråbs-tale ved Zulu Comedy Galla i 2020 antændte, og som de følgende år fik en række kvinder til at stå frem og dele deres oplevelser af krænkelser, har fået flere kønsforskere til at kalde MeeToo den for ”den tredje store kvindebevægelsesbølge”. I artiklen ”Ligestillingsforsker: MeToo er det største siden kvindekampen i 70’erne” \[13\], kan man læse, hvordan ligestillingsforsker Anette Borchorst, professor ved Institut for Politik og Samfund ved Aalborg Universitet forklarer, at MeeToo har givet ligestillingsdebatten et nyt udgangspunkt. MeeToo har tydeliggjort, at sexisme og krænkelser er et problem, som vi som samfund er nødt til at erkende og bekæmpe. Således har MeeToo bevægelsen formået at tydeliggøre, at krænkelser er strukturelt og kulturelt problem, ikke det enkelte offers, argumenterer hun i artiklen og bakkes op af Rikke Andreasen, der er professor i kommunikation og forsker i køn, magt og mangfoldighed på Roskilde Universitet. MeeToo har således givet kvindebevægelsen og feminismen større og bredere appel ved at skabe bred folkelig bevidsthed og anerkendelse af sexisme og krænkelser. Og skabt momentum for at debat på arbejdspladser, politisk, og ind i stuerne i privaten.

Da feminisme er en kompleks ideologi med flere mål, perspektiver, sager, og en lang historie, bliver den inddelt i bølger, der repræsenterer de skift og tilføjelser, de forskellige epoker og kampe repræsenterer.  Tredje bølge feminisme opstår i 1990’erne, hvor man begynder at tale om køn som en social konstruktion. Tredjebølgefeministerne argumenterede for, at vi skal holde op med at betragte køn som en fastlåst kategori. Køn er noget, vi gør og skaber, blandt andet i den måde vi taler om køn og behandler hinanden, og ikke noget, vi pr. definition er, lød det fra kønsforskere som blandt andre Dorte Marie Søndergaard, der med bogen ”Tegnet på kroppen” var en af de toneangivende danske kønsforskere i debatten.

Fjerdebølgefeminismen fangede an omkring 2008 og bar et opgør med seksualisering af kvinder. Både i forhold til at gøre op med udskamning af kvinders beklædning og fremtoning i det offentlige rum, men også en kamp for at stoppe, at seksualisering bliver brugt som et våben mod kvinder i form af fx offentlig deling af nøgenbilleder og andet seksualiseret video- og billedmateriale. Fjerdebølgefeminismen krævede nye normer for accept af kvinder på kvinders egne præmisser – at kvinder ikke skal passe ind og underordne sig maskuline opfattelser af, hvornår kvinder er, udtrykker eller fylder for meget. Det gælder ikke kun krop, også arbejdsmarkedspolitiske kampe – og et opgør med, at kvinder stadig står for langt størstedelen af arbejdet i hjemme, en debat der går under betegnelsen #thementalload, der problematiserer, at kvinderne fortsat står for langt størstedelen af omsorgsarbejde, planlægning og praktik i familierne. Fjerdebølgefeministerne kæmper ikke alene for kvinders rettigheder. Den gør mere bredt op med maskulinitetsidealer, der skaber undertrykkelse – også af andre minoriteter og udvider begrebet feminisme til også at kæmpe for ligestilling, når det kommer til race, seksualitet og køn.

Nutidens feminisme har fået et langt bredere fokus end ligestilling mellem kønnene. Den favner også mere generelle kampe for repræsentation, omsorg, natur og klima. Økofeminisme er en ny kritisk tænkning, der påpeger, at alle former for undertrykkelse er forbundet: Det patriarkalske kapitalistiske samfund har både undertrykt, kontrolleret og krænket kvinden, naturen og tredje verdens lande, lyder argumentet. Økofeminismens grundkritik er, at det patriarkalsk styrede samfund ophøjer mand/maskulinitet og kultur over kvinden, det feminine og naturen, som bliver tildelt mindre værdi i samfundet, og økofeminister rejser kritik af, at de såkaldte patriarkalske strukturer opretholder magten ved at lave hierarkier som hvid/ikke hvid, vestlig/ikke vestlig, rig/fattig, hetero/homo. Den moderne feminisme blander sig med alle mulige aspekter af indretningen af samfundet. Økofeminismens mål er en verden uden udnyttelse og undertrykkelse – og kobles ofte ind i klimakampen som en retning mod et samfund, der kan håndtere klimaforandringerne ved netop at stoppe udnyttelsen af mennesker og natur. Også byplanlægning og arkitektur. I artiklen ”Kan feminisme hjælpe os med at bygge bedre byer til alle?” på DAC.dk \[14\] kan man læse om, hvordan feministisk byplanlægning går ud på at søge at skabe inkluderende byer for alle og helt konkret indtænke kvinders behov i planlægningen af byrum, hvor det som i alle mulige andre henseender tidligere var mænd, der designede og byggede til mænd. Målet er at skabe mere levende byer, som tager hensyn til minoriteterne i samfundet, og som også er indrettet, så de tager hensyn til naturen og er bæredygtige, socialt og klimamæssigt.

Intersektionalitet er et feministisk begreb, der beskæftiger sig med at vise, at undertrykkelsen af minoriteter er kompleks, fordi den kan tage utroligt mange former. Særligt når den/de undertrykte falder inden for flere forskellige identifikationsmarkører fx køn, race, seksualitet, klasse eller andet, som kan spille ind i den diskrimination, den undertrykte møder. Således kan der opstå dobbelt diskrimination, eller den undertrykte kan opleve, at undertrykkelsen bliver usynlig for resten af minoritetsgruppen, fordi de ikke falder inden for begge identifikationsmarkører.   
Den intersektionelle feminisme tydeliggør også, at den undertrykte, også kan  undertrykke andre, og at de binære kategorier ”undertrykt” eller ”undertrykker” – ”privilegeret” eller ”underprivilegeret” ikke er tilstrækkelige til at beskrive og rette kritik mod en kompleks virkelighed, hvor mennesker ikke lever i fastlåste kategorier, men kan tilhøre flere forskellige minoriteter og positioner samtidig. Hermed leverer den intersektionelle feminisme et mere nuanceret og komplekst blik på, hvordan dynamikkerne i undertrykkelse og diskrimination fungerer. 

Den feministiske retning queer forholder sig grundlæggende kritisk til samfundsopfattelsen, at der kun skulle være to køn, og at heteronormativiteten skulle være det ”normale”. I amerikansk kontekst bliver queer brugt som fællesbetegnelse for seksuelle minoriteter og ikke-heteroseksuelle eller ciskønnede kønsminoriteter. Queer-idealet er den fuldstændige frisættelse- en feministisk retning som vil nedbryde de barrierer, der er indbygget i den binære definition, tænkning og fremtoning af køn og en bevægelse, der i et bredere perspektiv kæmper de underprivilegeredes kamp. Queer er samtidig en kritik af den bestående magt og definition af, hvad et samfund tillægger værdi.

Kvinder med plakater under demonstrationen "Alle feminister på gaden", København, 2019

Demonstrationen "Alle feminister på gaden", København, 2019

Feminisme_Emma SejersenRitzau Scanpix@20190308-194546-6-5760x3840ma.jpg

Feminisme og kvindebevægelsens historie

Israel-Palæstina konflikten er en af de længstvarende konflikter i verden. Og konflikten deler ikke kun israelere og palæstinensere og landene i Mellemøsten, men også de politiske fløje internt i både USA og Europa. Ligesom konflikten også har præget mange kulturelle arrangementer og givet anledning til store demonstrationer på fx universiteter i mange steder i verden.

Siden den 7. oktober 2023, hvor Hamas foretog et storstilet terrorangreb i Israel, er konflikten mellem Hamas og Israel blusset op igen. Omkring 1.200 israelere mistede livet i angrebet, og yderligere 250 blev taget som gidsler, hvoraf det vurderes, at kun 63 stadig er i live \[1\]. I de efterfølgende bombardementer af Gaza og som følge af den israelske invasion af området har over 45.000 palæstinensere mistet livet ifølge FN \[2\]. Den aktuelle krig er blot den seneste udvikling i en konflikt, som har varet i over 100 år, og som handler om, at både israelere og palæstinensere hævder at have ret til det samme landområde.  Konflikten har gennem årene haft perioder med tilnærmelser og fredsforhandlinger og perioder med krig og opstand. Siden Hamas’ terrorangreb den 7. oktober 2023 er konflikten dog eskaleret. Først med en israelsk invasion af Gaza, dernæst en intensiv israelsk bombekampagne i det nordlige Libanon for at ramme den med Hamas’ allierede Hizbollah-milits, og sidst i form af en direkte konfrontation med Iran.  
19\. januar 2025 trådte en seks ugers våbenhvile i kraft. Aftalen mellem Israel og Hamas indebærer blandt andet, at Israel frigiver palæstinensiske fanger i bytte for frigivelse af israelske gidsler.   
Situationen udvikler sig hele tiden og kan følges via for eksempel følgende hjemmesider:

*   [BBC](https://www.bbc.com/news/topics/c2vdnvdg6xxt)
*   [Haaretz](https://www.haaretz.com/)
*   [Middle East Eye](https://www.middleeasteye.net/topics/israel-war-gaza)
*   [DR](https://www.dr.dk/nyheder/udland/tema/krig-mellem-israel-og-hamas) har denne side, der ikke opdateres helt så tit som de øvrige, men samler de væsentligste nyheder

Konflikten tager konkret sin begyndelse med jødisk indvandring til Palæstina i starten af det 20. århundrede, men baggrunden for konflikten skal også findes i jødeforfølgelserne i Europa og europæisk kolonialisme. 

Oprindeligt udspringer konflikten af uenighed om, hvem der har retten til området mellem Jordanfloden og Middelhavet. Det område, som jøder kalder Israel, og palæstinensere kalder for Palæstina. Den zionistiske bevægelse (se nedenfor) arbejdede fra slutningen af 1800-tallet på at oprette et jødisk hjemland i Palæstina, hvor jøder kunne leve i fred for forfølgelse og undertrykkelse. På den anden side står den oprindelige arabiske befolkning af muslimer og kristne, som boede i landet i forvejen. 

Efter Israels besættelse af Vestbredden og Gaza i 1967 har konflikten i høj grad også handlet om, hvorvidt Israel har ret til at fortsætte besættelsen af Vestbredden og blokaden af Gaza-striben.

Zionisme er betegnelsen for den bevægelse, der opstod i slutningen af 1800-tallet, og som arbejdede for oprettelsen af en jødisk stat i Palæstina. En vigtig skikkelse for zionismen er Theodor Herzl, der i 1896 udgav bogen ”Jødestaten”, hvori han argumenterede for oprettelsen af en jødisk stat \[3\]. Zionismen kan betegnes som en nationalisme på linje med andre nationalistiske bevægelser, der opstod i 1800-tallet. Zionismen nød ikke opbakning fra alle jøder i Europa. Blandt den jødiske arbejderklasse i Østeuropa var der fx en stor del, som tilhørte den såkaldte Bundt-bevægelse, der ønskede at forbedre jødernes situation, hvor de allerede boede, i stedet for at søge at oprette en jødisk stat i Palæstina. Bundt-bevægelsen støttede fx også brugen af jiddisch som sprog i modsætning zionisterne, der ønskede at genoplive hebræisk. Mange religiøse jøder brød sig heller ikke om zionismen, da det at være jøde for dem var et spørgsmål om religion, ikke et nationalt eller etnisk fællesskab. 

Siden den jødiske indvandring til Palæstina tog fart og efter oprettelsen af staten Israel i 1948, udviklede zionismen sig også som ideologi i takt med det politiske landskab i Israel. Man kan således både tale om politisk zionisme, kulturel zionisme, socialistisk zionisme, revisionistisk zionisme, religiøs zionisme m.m. \[4\].

I 1800-tallet opstod der i Det Osmanniske Rige, ligesom i Europa, forskellige nationalistiske bevægelser, der hævdede retten til deres eget land. I de arabisktalende provinser argumenterede man således for, at disse regioner burde løsrives og danne en foreneret arabisk nationalstat. Senere da Frankrig og Storbritannien efter Første Verdenskrig delte Mellemøsten imellem sig, blev fokus på at opnå uafhængighed fra de europæiske kolonimagter. Denne arabiske nationalisme havde sin storhedstid i 1950’er og 1960’erne, hvor Egyptens daværende leder, Gamal Abdel Nasser, bl.a. forsøgte at oprette en fælles egyptisk-syrisk enhedsstat. Den arabiske nationalisme var også med til at forme synet på oprettelsen af Israel blandt arabere, hvoraf nogle anså den for at være en direkte videreførelse af den europæiske kolonialisme. Efter Seksdageskrigen i 1967 har panarabismen været en ideologi i tilbagegang, og i de efterfølgende årtier blev forskellige former for politisk islam i stedet den dominerende ideologiske strømning\[5\].

Fatah er en palæstinensisk bevægelse, der blev grundlagt i 1956 af bl.a. Yassir Arafat. Organisationen tog del i fredsprocessen i Oslo i starten af 1990’erne, hvor man forsøgte at skabe fred mellem Israel og Palæstina, og Fatah har været det dominerende parti i først PLO (den palæstinensiske frihedsbevægelse) og senere det palæstinensiske selvstyre på Vestbredden siden dets oprettelse i 1994. Fatah er en nationalistisk og i udgangspunktet sekulær bevægelse i modsætning til Hamas, som udspringer af Det Muslimske Broderskab og politisk islam. Fatah og Hamas har i mange år kæmpet om, hvem der bedst repræsenterer den palæstinensiske sag, og om kontrollen med det palæstinensiske selvstyre. I 2006-2007 udkæmpede de to parter en kortvarig krig, som endte med at Fatah beholdt magten på Vestbredden, mens Hamas satte sig på magten i Gaza. De to parter indgik en fredsaftale i 2011 \[6\].

Hamas er en palæstinensisk islamistisk bevægelse, der siden 2007 har styret Gaza-striben. Hamas udspringer af Det Muslimske Broderskab i Egypten og baserer sig på en islamistisk ideologi, som anser islam for at være ikke blot en religion, men også indeholde et politisk program for, hvordan man bør indrette samfundet. Hamas blev grundlagt under den første intifada (se nedenstående afsnit), og har fra begyndelsen udført et større antal terrorangreb i Israel. Senest det store angreb i det sydlige Israel den 7. oktober 2023, der kostede omkring 1.200 mennesker livet, mens 250 personer blev taget som gidsler. Hamas bliver regnet for en terrororganisation af bl.a. EU og USA. Hamas modtager støtte fra Iran og Hizbollah-militsen i det sydlige Libanon \[7\].

”Modstandens akse” er en alliance mellem en række mellemøstlige militser og den Islamiske Republik i Iran. Siden grundlæggelsen af den Islamiske Republik i Iran i 1979 har landets præstestyre søgt at sprede sin indflydelse og islamiske ideologi til de omkringliggende lande. Det har gennem årene resulteret i stærke bånd til den libanesiske Hizbollah-milits, Houthi-militsen i Yemen, Hamas i Gaza-striben - og siden den amerikanske invasion af Irak også en række magtfulde shiamuslimske militser i Irak. Indtil Bashar Assads styre i Syrien faldt i december 2024, var Syrien også at regne som en del af denne alliance. Iran har brugt disse allierede til at afskrække Israel og USA; hvis man angreb Iran, kunne man forvente, at f.eks. Hizbollah ville svare igen med angreb på Israel \[8\]. Siden Hamas’ terrorangreb mod Israel den 7. oktober 2023 og Israels efterfølgende krig mod både Hamas og Hizbollah er denne akse kommet under voldsomt pres. Både Hamas og Hizbollah er blevet kraftigt svækket, og Bashar Assads styre i Syrien er faldet. Dermed er Irans indflydelse i regionen svækket som følge af det seneste års konflikt.

I mange europæiske lande var der i det 19. og 20. århundrede en stærk antisemitisme (se opslag) , der resulterede i udbredte jødeforfølgelser. Dette førte til, at mange jøder anså zionismen og oprettelsen af en jødisk stat som den eneste måde at sikre det jødiske folks fred og sikkerhed. Efter Første Verdenskrig brød Det Osmanniske Rige sammen, og Palæstina blev et britisk mandatområde – mere eller mindre det samme som en koloni. Derfor arbejdede den zionistiske bevægelse på at påvirke den britiske regering til at tillade jødisk indvandring og på sigt oprette et jødisk hjemland i Palæstina. Det lykkedes med Balfour-erklæringen i 1917, som gav den britiske regerings støtte til oprettelsen af et jødisk hjemland i Palæstina \[9\]. Med fascismens fremmarch i Europa i 1930’erne og Holocaust under Anden Verdenskrig voksede ønsket om at immigrere til Israel yderligere, og mange europæiske jøder indvandrede til Israel. Den eksisterende arabiske befolkning kunne godt se, at målet var at etablere et jødisk hjemland på deres jord, og gjorde oprør mod indvandringen. Dette førte flere gange til optøjer, bl.a. i 1936-1939. Begge parter oprettede i samme periode selvbestaltede militære grupper, som kom i åben krig efter udråbelsen af den jødiske stat i 1948 og den efterfølgende første arabisk-israelske krig \[10\].

Israel besatte i forbindelse med Seksdageskrigen i 1967 Vestbredden og Gaza-striben. Israel trak sig tilbage fra Gaza-striben i 2005, men besatte området igen efter Hamas’ angreb den 7. oktober 2023, ligesom området i hele perioden mellem 2005 og 2023 var underlagt israelsk blokade. Vestbredden har været besat af Israel uafbrudt siden 1967. Siden oprettelsen af det palæstinensiske selvstyre i 1994 er enkelte områder på Vestbredden overgået til at blive administreret af selvstyret, men hele området er underlagt israelsk militær kontrol og overhøjhed. Besættelsen begrundes af nogle israelske politikere med spørgsmålet om sikkerhed. Andre stemmer i den nuværende israelske regering taler åbent om, at målet er at annektere Vestbredden og gøre det til en integreret del af Israel \[11\]. Ifølge Den Internationale Domstol i Haag er besættelsen ulovlig og i strid med folkeretten, og det samme gælder  de mange bosættelser, som Israel har etableret på Vestbredden \[12\].

Israel er et helligt land for både kristne, jøder og muslimer. Ifølge jødedommen har Gud givet Israel til jøderne, mens det for kristne er helligt, fordi det var her, Jesus levede, prædikede, blev korsfæstet og genopstod. I islam spiller landet også en central rolle, da profeten Muhammad ifølge Koranen foretog en rejse til himlen og derfra vendte tilbage til Jerusalem. Jerusalem er hjemsted for Grædemuren, som er ruinerne af det sidste jødiske tempel. Lige ved siden af ligger Al-Aqsa moskeen, som blev bygget på det sted, hvorfra Muhammad ifølge Koranen vendte tilbage fra himlen. Byen er også hjemsted for den kristne Gravkirke, som siges at være bygget på Golgata, hvor Jesus blev korsfæstet, og Via Dolorosa, som er den vej, Jesus gik, inden han skulle korsfæstes \[13\].

En vigtig faktor for konfliktens opståen var, at Storbritannien kontrollerede Palæstina fra 1917 frem til 1948 og i det meste af denne  periode tillod jødisk indvandring til området. Da konflikten mellem de jødiske indvandrere og den oprindelige arabiske befolkning tog til, blev situationen uhåndterbar for det britiske styre. Briterne besluttede derfor at inddrage det nyoprettede FN for at finde en løsning. FN udarbejdede to forskellige planer, hvoraf den ene i en lidt ændret udgave opnåede et flertal i FN’s generalforsamling. Ifølge denne plan skulle der oprettes en jødisk og en arabisk stat i området, og Jerusalem skulle være international zone. Det var med afsæt i den plan, at Israel blev oprettet i 1948. Selve den grænsedragning, som FN’s plan medførte, blev dog aldrig ført ud i livet, da krigen umiddelbart efter brød ud mellem Israel og de arabiske lande \[14\].

Umiddelbart efter vedtagelsen af FN’s delingsplan angreb styrker fra flere arabiske lande det netop oprettede Israel. Selvom de arabiske styrker var talmæssigt overlegne, havde de ikke en fælles kommandostruktur, og der var en del konflikter internt i den arabiske koalition. Derudover var de israelske styrker ekstremt motiverede og disciplinerede, da de kæmpede for landets eksistens, mens det ikke var det samme spørgsmål om liv eller død for mange af de arabiske soldater. De arabiske hære lykkedes ikke med at udslette Israel; tværtimod blev det område, som FN’s delingsplan havde tildelt Israel, kraftigt udvidet på bekostning af palæstinenserne. For israelerne er krigen kendt som ”uafhængighedskrigen”, da den markerer oprettelsen af et selvstændigt jødisk hjemland, mens den er kendt som ”Nakba” – katastrofen - blandt palæstinenserne, fordi mange palæstinensere under krigen blev fordrevet fra deres hjem. Det diskuteres fortsat, præcis hvor mange palæstinensere, der blev fordrevet, men de fleste peger på over 700.000. Dermed blev krigen også starten på det palæstinensiske flygtningeproblem, da mange palæstinensere - udover at flygte fra de af Israel erobrede områder til Vestbredden og Gaza – måtte flygte videre til nabolandene Libanon, Jordan, Egypten og Syrien \[15\].

Seksdageskrigen, også kendt som 1967-krigen, var en kortvarig krig mellem Israel og dets arabiske naboer. Årene op til krigen var præget af mistro og oprustning på begge sider til et punkt, hvor det bare var et spørgsmål om tid, før en ny krig ville bryde ud. Den konkrete anledning blev, at Egypten brød nogle våbenhvileaftaler fra 1949 om ikke at placere tropper tæt på Israel, hvilket fik Israel til at bombe det egyptiske luftvåben. Krigen varede, som navnet antyder, kun seks dage og blev et overvældende nederlag for de deltagende arabiske lande, dvs. Egypten, Syrien, Jordan, Irak og Libanon. Krigen endte med, at Israel besatte Vestbredden, Gaza samt den egyptiske Sinai-halvø og Golan-højderne i Syrien \[16\].

I 1973 angreb Syrien og Egypten Israel under den jødiske højtid ”Yom Kippur”, hvorfra krigen fik sit navn. Angrebet var et forsøg på at tilbageerobre de tabte områder fra 1967-krigen, Seksdageskrigen. Angrebet gik godt i starten, da Israel ikke var forberedt på det, men krigen endte med israelsk sejr, bl.a. pga. stor støtte fra USA. Selvom Israel vandt på slagmarken, blev krigen også startskuddet til fredsforhandlinger med Egypten, som resulterede i, at Israel gav Sinai-halvøen tilbage til egypterne \[17\].

”Intifada” er et arabisk ord, der oprindeligt betyder 'rystelse, bæven'.  Ordet bruges til at referere til to store opstande i de besatte palæstinensiske områder. Den første brød ud i 1987 og varede frem til underskrivelsen af Oslo-aftalen i 1993. Den anden startede i september 2000, efter at den højreorienterede Likud-leder og senere israelske premierminister Arien Sharon aflagde et besøg på Tempelbjerget i Østjerusalem. Dette var en voldsom provokation for mange palæstinensere, da det blev set som et budskab om, at dette område tilhørte Israel og ikke en fremtidig palæstinensisk stat. Opstanden varede frem til ca. 2005 og var bl.a. karakteriseret ved en kampagne af selvmordsbombeattentater mod civile i Israel, orkestreret af de to islamistiske palæstinensiske organisationer Hamas og Islamisk Jihad \[18\].

Oslo-processen er betegnelsen for en forhandlingsproces mellem Israel og PLO, der blev indledt i 1993. Den fik navnet  Oslo-processen, fordi den norske regering stod for at etablere kontakten mellem de to parter, da Norge var et af de få lande, der havde gode relationer til dem begge. Processen blev indledt med det, der blev kaldt den ”den israelsk-palæstinensiske principerklæring”, andre steder omtalt som ”principaftalen” eller ”den første Oslo-aftale”. Aftalen indebar, at de to parter anerkendte hinanden som forhandlingspartnere. PLO erkendte Israels ret til at eksistere, og Israel anerkendte, at PLO var den legitime repræsentant for palæstinenserne (før havde Israel betragtet PLO som en terrororganisation). Aftalen overdrog også administrationen af en række områder, såsom uddannelse og sundhedsvæsenet på Vestbredden og i Gaza, til det nyoprettede palæstinensiske selvstyre. Derudover satte aftalen en deadline på fem år for at finde en løsning på de store uenigheder – dvs. især grænsedragningen, Jerusalems deling, bosættelserne på Vestbredden og spørgsmålet om palæstinensiske flygtninges ret til at vende hjem. Aftalen var altså snarere en plan for, hvordan man skulle nå en fredsaftale – en ”køreplan”, som det blev kaldt - end en egentlig fredsaftale. Selvom de to parter blev enige om en anden Oslo-aftale i 1995, som bl.a. overdrog mere magt til det palæstinensiske selvstyre, endte Oslo-processen i fiasko. Det skyldtes bl.a., at den fredssøgende israelske premierminister Yitzhak Rabin blev myrdet i 1995. Rabin blev myrdet af højre-ekstremisten Yigal Amir, som var modstander af fredsprocessen. Ved det efterfølgende valg vandt den israelske højrefløj ledt af Benjamin Netanyahu magten på en politik om at stoppe fredsprocessen. Det blev dermed starten på afslutningen af forsøget på at lave en endelig fredsaftale\[19\].

Siden Hamas overtog kontrollen med Gaza-striben i 2007, har Israel bombet Gaza-striben som svar på raketangreb og selvmordsangreb foretaget af Hamas. Dette skete bl.a. i 2008, 2012, 2014 og 2021. Den absolut mest blodige Gaza-krig er dog krigen, der brød ud efter Hamas’ terrorangreb den 7. oktober 2023 \[20\].

Palæstinenserne i de besatte områder på Vestbredden har ikke de samme rettigheder som statsborgere i Israel og som de israelske statsborgere, der bor i de jødiske bosættelser på Vestbredden. Palæstinenserne har små lommer af selvstyre, men lever i realiteten under israelsk militærstyre og er ofre for systematisk diskrimination og fordrivelse. Den anerkendte menneskerettighedsorganisation Human Rights Watch vurderer for eksempel, at den israelske besættelse systematisk forfølger palæstinenserne, og at besættelsen udgør et apartheidstyre \[26\].

De mange terrorangreb, som ramte Israel i 00’erne,var med til at styrke den israelske højrefløj og svække fredsbevægelsen. Årsagen til, at Yitzhak Rabins (som var med til at starte Oslo-processen) efterfølger, Shimon Peres, tabte til Benjamin Netanyahu (som var modstander af Oslo-processen) i 1996, siges fx ofte at være  en terrorkampagne, som Hamas udførte op til valget. Ligeledes har de mange raketangreb, som de sidste årtier har ramt israelske byer, været med til at styrke den del af israelsk politik, der vil løse problemerne militært i stedet for gennem forhandlinger.

Generelt kan man sige, at højrefløjen i Danmark støtter Israel, hvor der blandt andet lægges meget vægt på, at Israel er et vestligt demokrati omgivet af diktaturer. På den anden side har venstrefløjen traditionelt støttet den palæstinensiske sag med henvisning til Israels besættelse og den fordrivelse, som finder sted af palæstinenserne. Både højre- og venstrefløj i Danmark fordømmer dog som regel terrorangreb og krigsforbrydelser, uanset hvem der har begået dem. Danmarks officielle holdning er, at regeringen støtter en tostats-løsning, der skal etableres gennem forhandling. Danmark støtter også flere bistandsprojekter i de palæstinensiske områder \[27\].

Nazisternes industrielle massedrab på over seks millioner jøder medførte, at der efter Anden Verdenskrig var udbredt sympati for den zionistiske sag. Selvom det var den tyske stat og besættelsesmagt, der stod for at organisere Holocaust, var der i alle de besatte lande mennesker, der direkte eller indirekte deltog i udryddelserne. Dertil kom, at antisemitisme havde været udbredt i alle europæiske lande før krigen. Den danske avis Jyllands-Posten trykte fx flere antisemitiske ledere i årene op til krigen \[28\]. Derfor var skyldfølelsen over det, der var sket, udbredt over store dele af Europa, og derfor var der også bred opbakning til at efterkomme de zionistiske lederes ønske om oprettelsen af en jødisk stat. Desuden var der mange jødiske flygtninge efter Anden Verdenskrig, som ikke havde noget sted at tage hen, og for hvem indvandring til Israel var den eneste løsning \[29\]. 

Tyskland er stadig meget præget af Holocaust i sin tilgang til Israel. Tyskland har f.eks. under den igangværende krig mellem Hamas og Israel været det klart mest Israel-venlige land i Europa, og landet har eksporteret mange våben til Israel. Udover det har det tyske parlament også i november 2024 vedtaget en resolution, der skal stoppe offentlig støtte til folk og organisationer, der ytrer sig kritisk om Israel, fx ved at opfordre til at boykotte landet. Resolutionen har mødt stor modstand i det tyske civilsamfund, og kritikere mener, at den begrænser ytringsfriheden \[30\].

Israel-Palæstina-konflikten var inden Hamas’ angreb den 7. oktober ved at indtage en mindre betydelig rolle i Mellemøsten. Dels fordi der var en proces i gang, hvor flere arabiske lande var i gang med at normalisere forholdet til Israel, dels fordi den store skillelinje de sidste årtier har været konflikten mellem Iran og Saudi-Arabien. Efter angrebet den 7. oktober og Israels invasion af Gaza (og senere også af Libanon) er konflikten igen blevet den centrale skillelinje i regionen. Saudi-Arabiens normalisering af forholdet til Israel er igen rykket længere ud i fremtiden, og det olierige kongerige har gjort en løsning af Palæstina-spørgsmålet til en betingelse for at indgå en fredsaftale med Israel \[31\]. Med Donald Trumps genindtræden i det Hvide Hus i januar 2025 er spørgsmålet, hvordan han vil balancere forholdet til Israel, som han har udtrykt stor støtte til, og med forholdet til Saudi-Arabien, som han havde et tæt forhold til under sin første embedsperiode. Denne balancegang vil blive afgørende for konfliktens fremtidige forløb og mulighederne for en eller anden form for fredelig løsning.

Gaza-striben er efter et års bombardementer og invasion helt smadret. Ifølge en analyse fra FN fra september 2024 er over 66 procent af alle bygninger i Gaza ødelagte. Over 44.000 er blevet dræbt, over 22.500 er blevet så hårdt såret, at det har ændret deres liv for altid (det kan f.eks. være at man ikke længere kan gå, se eller lignende). Kun 17 af Gazas 36 hospitaler fungerer delvist, og blandt andet derfor er adgangen til sundhedsydelser stærkt begrænset. Dertil kommer de psykiske traumer, som fx mange børn må leve med efter at have været udsat for bombardementer i over et år. Ifølge FN risikerer området at blive ramt af hungersnød pga. de få fødevareforsyninger, som Israel tillader  at komme ind i området \[32\]. Allerede nu er der en stor debat om, hvor ansvaret for denne katastrofe skal placeres. Israel og for en stor dels vedkommende også den amerikanske regering henviser til terrorangrebet den 7. oktober, og påpeger, at Israel havde ret til at svare igen og forsvare sig selv. De mener derfor, at tabene i sidste ende er Hamas’ ansvar, ligesom de i konkrete tilfælde vil påpege, at Hamas blandt andet ved at skjule kommandocentraler under hospitaler har brugt civile som skjold. På den anden side støtter en  række regeringer sig til de udtalelser, som Den Internationale Krigsforbryderdomstol i Haag er kommet med. Hele ideen med en international krigsforbryderdomstol bygger på princippet om, at selv i krige er der love. Domstolen påpeger, at Israel har brudt krigens love og begået krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, hvorfor domstolen også har udstedt arrestordre på Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, og tidligere forsvarsminister, Yoav Gallant, og en af de få stadig overlevende Hamas-ledere, Mohamed Diab Ibrahim Al-Masri \[33\]. Hvorvidt Den Internationale Straffedomstol har ret, bliver et af  store stridspunkter i de kommende år, når ansvaret for de mange døde i Gaza vil blive diskuteret.

Røg stiger til vejrs efter et israelsk luftangreb i Rafah i den sydlige del af Gaza-stribe, 24. maj 2024

Israel-Palæstina-top-Haitham ImadEPARitzau Scanpix@20240524-220211-2-7500x5001ma.jpg

Israel-Palæstina-konflikten

 80-året for fejlbombningen af Den Franske Skole

Foto af slaver i Vestindien med titlen Kolonimagt Danmark henover. 

KoloniWeb_896x6703.jpg

Kolonimagt Danmark

Donald Trump under indsættelsen som præsident. På billedet ses også hans kone, Melania Trump

Donald Trump bliver indsat som USA's 47. præsident, 20. januar 2025

Trump indsat-Chip SomodevillaAFPRitzau Scanpix@20250120-181025-L-5651x3767ma.jpg

Donald Trump - USA's 47. præsident

Faktalink_billedfrise_1024x768_Hires.jpg

Nyt på Faktalink

Hybridkrig er en moderne form for konflikt, der bruger utraditionelle militære metoder og taktikker til at skaffe sig magt. Hybridkrig er med andre ord end mere usynlig og subtil åde at opnå politiske og militære mål uden erklæret at gå i krig på den måde, vi almindeligvis kender til med åbne angreb i et fysisk afgrænset område. Hybridkrigens værktøjer og teknikker er alt fra cyberangreb og misinformation til økonomisk pres, angreb på kritisk infrastruktur som gasledninger eller brug af spioner. Et aktuelt eksempel på hybridkrig er Ruslands invasion af Ukraine, hvor cyberangreb og misinformation spiller en afgørende rolle udover det rent militære angreb. Vi har blandt andet set sabotage af gasledninger og kommunikationskanaler og flygtningestrømme over grænsen til Finland, som formentlig er blevet orkestreret af russerne. I hybridkrig er det netop en bevidst taktik, at det er uklart, hvem der står bag, så man ikke kan erklære krig den anden vej. Usikkerheden, og det at fjenden og angrebene foregår i det skjulte, gør hybridkrigens metoder både uforudsigelige og effektfulde. Hybridkrigens angreb er med til at skabe splid og uro, og det er netop hensigten og målet for dens bagmænd, så det bliver lettere at nå sine mål uden at det er tydeligt, at der er kamp og krig. Hybridkrigen er en ny form for krigsførelse, hvor man er i tvivl om, om der er krig eller fred, som militærhistoriker Niels Bo Poulsen, chef for Institut for Strategi og Krigsstudier ved Forsvarsakademiet, formulerer det. Hybridkrig handler først og fremmest om at skabe utryghed i befolkningen.

Hybridkrig dækker over en krigsførelse, der bevidst søger at skabe splid, uro og destabilisere med henblik på selv at opnå strategiske fordele eller mål, men med andre metoder end konventionel militær magt. Det kan være med taktikker som cyberangreb, misinformation, økonomisk pres og politisk manipulation. Særligt kendetegnende for hybridkrig er, at de, som står bag, er interesseret i at operere i det skjulte og operere i gråzoner, hvor grænserne mellem krig og fred er uskarpe. Hybridkrigens formål er at skabe usikkerhed og destabilisering. Slår man hybridkrig op i ordbogen, lyder definitionen, at hybridkrig er en ”konflikt, hvor både militære og ikkemilitære virkemidler (f.eks. forsøg på at skabe utryghed, kaos og mistillid til magthaverne i samfundet) bruges til at svække fjenden,” som det fremgår af ordbogen ordnet.dk \[1\]. ”I Europa har vi i 2024 set en række eksempler på angreb med hybride midler mod civile organisationer og virksomheder, bl.a. offensive efterretningsoperationer, brandstiftelse mod Ukraine-relaterede mål, hærværk og russisk desinformation. Flere lande har desuden officielt meldt ud, at Rusland står bag en række cyberangreb mod landene,” kan man læse på Forsvarets Efterretningstjenestes hjemmeside under overskriften ”Den hybride trussel” \[2\]. På Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) hjemmeside kan man læse, at chefen for den russiske generalstab, Valerij Gerasimov, taler om hybridkrig som en krig kendetegnet ved at være ”ikkeerklæret, at grænserne mellem det militære og civile udviskes, og at kampene udkæmpes både i de fysiske arenaer og i informationsrummet” – tanker som også bliver kaldt ”Gerasimovdoktrinen”. Hybridkrig bliver af russiske eksperter kaldt ”kontrolleret kaos”, fremgår det under overskriften ”Hybridkrigen raser” \[3\].

Blandt de mest udbredte angrebsmetoder er cyberangreb – dvs. hacking af kritisk infrastruktur som f.eks. elnet, vandforsyning, sundhedssystemer eller militære netværk for at skabe kaos, stjæle information eller deaktivere systemer. Spredning af falske eller manipulerende informationer – såkaldt desinformation og misinformation – ofte spredt via sociale medier eller officielle kanaler for at forvirre eller vildlede befolkningen, påvirke befolkningen i en bestemt retning eller underminere tilliden til myndighederne, er også kendte værktøjer i hybrid krigsførelse. Fysiske angreb mod civile eller symbolsk vigtige mål for at skabe frygt og presse regeringer til at handle på en bestemt måde, er også en del af den hybride krigsførelses taktik.

Siden Rusland invaderede Ukraine, har en række hybridangreb på europæisk jord været en del af Ruslands taktik mod målet at øge sin magt. I artiklen ”Kæmpe kortlægning viser Ruslands hybride angreb på Europa” på TV2.dk kan man læse om, hvordan TV2 har kortlagt over hundrede hændelser af hybridangreb, siden Rusland invaderede Ukraine. Blandt andet kan man læse om, hvordan elkablet Estlink 2 pludseligt svigtede, og hvordan en russisk skyggeflåde (skibe, der bruges til at omgå internationale sanktioner ved at transportere varer under falske flag og med uigennemsigtige ejerforhold) i Den Finske Bugt mistænkes for at have ødelagt flere undersøiske kabler mellem Finland og Estland. I sommeren 2024 kom det frem, at Rusland havde planlagt et attentat mod en tysk våbenproducent, der var på vej til at bygge en kampvognsfabrik i Ukraine, mens brandbomber satte ild til DHL-fragtcontainer i Leipzig Tyskland, og et DHL-center i Minworth i England. Brandbomberne blev senere kædet sammen med fire personer, som blev anholdt og mistænkt for at ville have sendt brandbomberne til Nordamerika. I artiklen forklarer Jeanette Serritzlev, der er militæranalytiker ved Forsvarsakademiet, det som eksempel på, at Rusland har gjort fysiske angreb til en del af hybridkrigen mod Europa og NATO. Også mennesker på flugt er blevet brugt som led i hybridangreb. I efteråret 2023 bevægede 900 migranter fra Mellemøsten og Afrika sig f.eks. over grænsen til Finland fra Rusland, fordi de af de russiske og belarusiske myndigheder var blevet lovet, at de kunne søge asyl i Europa, fortalte migranterne. Denne metode er tidligere set brugt i Polen, Litauen, Letland og er et effektivt og billigt middel til at presse og skabe konflikt i modtagerlandet, fremgår det af artiklen \[4\], som også nævner eksempler på desinformation og russiske spioner i Europa som eksempler på russiske hybridangreb, som har fundet sted, efter at Rusland invaderede Ukraine.

Nogle infrastrukturer er særligt sårbare, fordi de har afgørende betydning for, at vores samfund kan fungere. Blandt andet fordi andre systemer er afhængige af, at de virker. Derfor kaldes de almindeligvis for kritisk infrastruktur. Det er f.eks. vores energiforsyning, dvs. elektricitetsnet, olie og gas, som bliver sendt ud via transformatorstationer og rørledninger. Hvis de bliver ramt, kan det skabe omfattende strømafbrydelser, som gør, at vi ikke kan tænde varme, lys, lave mad, bruge elektriske apparater osv. Vandforsyningen er også en kritisk infrastruktur, fordi vi har brug for vand. Vores kommunikationsnet – både telefon og internet er også, hvad man kalder kritisk infrastruktur. Ligesom transportsektoren, finanssektoren, sundhedsvæsnet, fødevareproduktion er det. Også forsvarets faciliteter og netværk er kritisk infrastruktur, fordi det har alvorlige konsekvenser for landets sikkerhed, hvis det bliver lammet af hybridangreb, kan man læse i analysen ”Resiliens i den kritiske infrastruktur – En spørgeskemaundersøgelse blandt eksperter”, som IDA står bag \[5\].

Når bagmændene bag hybride angreb ikke giver sig til kende, er det, fordi det netop er en del af målet med hybridangreb at øge usikkerheden ved, at man ikke ved, hvem der står bag. Formålet med hybridangreb er først og fremmest at skabe frygt og uro – og også gerne splid mellem lande, som kan alliere sig. Når bagmændene ikke giver sig til kende, er der jo ingen, der med sikkerhed kan vide, hvem fjenden er, og det skaber en handlingslammelse, som bagmændene er interesserede i, fordi det styrker deres magt. Der er flere forskellige måder at camouflere et angreb på, blandt andet at staterne bag hybridangreb bruger såkaldte proxy-metoder. Dvs. at man får kriminelle eller spioner til at handle på angriberens vegne, så det bliver endnu sværere at finde ud af, hvem der står bag, som den selvstændige cybersikkerhedsrådgiver og pensionerede major John Foley forklarer i artiklen ”John Foley om cyber- og hybridangreb: Jeg synes, at de danske myndigheder i unødvendig grad holder befolkningen uvidende” på Ræson.dk \[6\].

Hybrid krigsførelse har som beskrevet mange forskellige virkemidler og værktøjer. Det, der gør hybrid krigsførelse effektiv, er at den er er netop kompleks og uforudsigelig og bruger flere metoder samtidig – fx sabotage, desinformation, cyberangreb, økonomisk og politisk pression for at destabilisere modstanderens samfund og myndigheder. Ofte søger bagmændene bag at udnytte sårbarheder i et lands systemer og at ramme kritisk infrastruktur, så det skaber frygt og forstyrrelser. ”Formålet er at svække de vestlige landes sammenhold og modstandskraft,” som militæranalytiker Jeanette Serritzlev forklarer det på Danske Beredskabers hjemmeside under overskriften ”Hybridkrigen er her allerede” \[7\].

Hybridkrig kan påvirke det angrebne land på flere forskellige måder, f.eks. ved sabotage af konkrete mål og ved at hacke kritisk vigtige hjemmesider og samfundssystemer. Det kan også være at påvirke folkestemningen gennem misinformation. Men angrebene er ikke målet i sig selv. Hovedformålet er at skabe usikkerhed og utryghed i en befolkning og på den måde demonstrere magt og vilje til at skade og styre. Den uro, de hybride angreb skaber, bruges dernæst til at presse befolkningen og beslutningstagerne, som man kan læse på Danske Beredskabers hjemmeside under overskriften ”Hybridkrigen er her allerede” \[7\]. Det er en kendt strategi at forsøge at skabe splid og uro ved hjælp af hybride angreb, før en militær invasion. F.eks. har Rusland længe brugt hybridkrig til at destabilisere Ukraine gennem en kombination af militære operationer, cyberangreb og misinformation – også længe før den egentlige invasion. Selvom Ruslands hybridangreb som led i den aktuelle krigsførelse mod Ukraine, er Rusland langt fra alene om at føre hybridkrig. En lang række lande bruger hybride krigsmetoder. F.eks. har Kina længe ført hybridkrig i det Sydkinesiske Hav, hvor de kombinerer militære operationer med økonomisk pres og misinformation for at styrke deres territoriale krav, f.eks overfor Taiwan og Filippinerne, som det kan læses i artiklen ”USA fordømmer Kina for eskalerende handlinger i omstridt hav” på nordjyske.dk \[8\].

Hybridangreb har fundet sted i mange år, men er i de seneste år blevet en markant stigende trussel. Også her i Danmark har Forsvarets Efterretningstjeneste og Politiets Efterretningstjeneste opjusteret trusselsniveauet. Særligt de danske myndigheder, virksomheder og organisationer, der kan sættes i forbindelse med den militære støtte til Ukraine, er udsat. Også Nato har udtalt bekymring for Ruslands hybridangreb rettet mod Europa, hvor både Storbritannien, Tyskland, Polen, Tjekkiet, Estland, Letland og Litauen ifølge Nato er blevet ramt. Forsvarets Efterretningstjenestes chef for efterretning, Anja Dalgaard-Nielsen, mener dog ikke, at borgerne skal være bange pga. det skærpede trusselsbillede, kan man læse i artiklen ”FE og PET: Truslen om russisk hybridkrig i Danmark er blevet større” på DR.dk \[9\].

Sociale medier spiller på flere forskellige måder en afgørende rolle i forhold til hybridangreb, og er med til at sætte helt nye rammer for krigsførelse. I hybridangreb kan de sociale medier blive brugt til at sprede misinformation og påvirke folkestemningen ved at tegne et billede op af, at det er det angrebne land, der er skurken. Dernæst har den aktuelle invasion af Ukraine vist, at videoer, der dokumenterer angreb og situationer fra krigen er blevet delt i stor stil på sociale medier som TikTok, Facebook, Twitter, Instagram og beskedtjenesten Telegram. Her får videoer, som civile lægger op og deler online, også funktion af direkte efterretningsinformationer, som kan bruges af begge parter i krigen. Når sådanne efterretnings oplysninger om, hvor styrker og angreb befinder sig på bestemte tidspunkter, kan de få en meget direkte indvirkning på krigens forløb. Men indhold på de sociale medier kan også blive brugt strategisk til at vildlede, da det kan være svært at faktatjekke, kan man læse i artiklen ”Sociale medier har fået en helt særlig rolle i krigen i Ukraine” på nyheder.tv2.dk \[10\].

Som reaktion på Ruslands invasion af Ukraine har NATO styrket sit forsvar. NATO har blandt andet fordoblet antallet af bataljoner fra fire til otte på den østlige flanke, der patruljerer Østersøregionen med hovedsæde i Letland  forstærket og investeret i mere og bedre udstyr, lagt nye planer for luft og missilforsvar, optaget Sverige og Finland i forsvarssamarbejdet og vedtaget de mest omfattende forsvarsplaner siden Den Kolde Krig, kan man læse på NATO’s hjemmeside under overskriften Deterrence and defence \[11\]. FN blev skabt i kølvandet på afslutningen af 2. Verdenskrig med hovedmissionen at sikre international fred. Da hybridangreb fortsat er et relativt nyt og komplekst begreb, har FN ikke en konkret færdigdefineret strategi for at håndtere hybridkrig. FN’s fredsbevarende styrker har øget fokus på at hybride metoder f.eks. økonomisk sabotage eller cyberangreb, men blandt FN’s stærkeste værktøjer til sikring af verdensfreden er at vedtage resulotioner, som tager stilling til og ofte fordømmer krigshandlinger. Hele fem gange i løbet af 2022 vedtog FN resolutioner som svar på Ruslands invasion af Ukraine, kan man læse på tænketanken Atlantsammenslutningens hjemmeside under overskriften ”If. FN’s Generalforsamling skal fred i Ukraine ikke genskabes ved hj. af international vævbet indblanding, men ved hj. af fredelig dialog og sameksistens” \[12\] I praksis er hybride trusler en særlig kompleks udfordring for både FN og NATO, fordi de hybride angreb opererer i det skjulte og uden tydelig afsender.

Hybridkrig kan underminere grundlæggende demokratiske principper ved netop at forsøge at tiltvinge sig magt gennem misinformation, propaganda og bevidst manipulation af befolkningens holdninger. Hybride angreb udnytter i virkeligheden de vestlige samfunds grundlæggende demokratiske rettigheder og principper, når de virker gennem påvirknings- og desinformationskampagner eller manipulation, som påvirker valghandlinger og beslutninger. F.eks. så vi under det amerikanske præsidentvalg i 2016, at den russiske regering forsøgte at styrke Donald Trumps position i valgkampen ved at skade hans politiske modstander, Demokraternes bud på en præsidentkandidat Hillary Clinton, som det bliver beskrevet i debatartiklen ”Rasmussen Global: En ny regering skal formulere en strategi for hybridkrig” på Altinget.dk \[13\].

Hybrid krigsførelse udfordrer, fordi den som nævnt er så kompleks og uhåndgribelig. Når identifikation af angriberen kan være svær, bliver det tilsvarende svært at svare igen, og når man ikke ved, hvem der har udført sabotage, kan man ikke sanktionere. Hybridkrigens angreb falder så at sige udenfor ”normal” krigsførelse, og derfor er der ingen regler eller jura, som kan holde nogen ansvarlig. Den hybride krigsførelses kompleksitet gør det endnu vigtigere at styrke samarbejdet mellem NATO og EU, som man kan læse i rapporten ”Fremtidens konflikter og krige i et strategisk perspektiv” udarbejdet af Djøf Forlag og Center for Militære Studier, der anbefaler, at Forsvaret fremover bliver endnu bedre til at forstå og håndtere hybrid- og atomangreb \[14\].

Hybridangreb kan skabe polarisering i samfundet ved at udnytte eksisterende konflikter og så at sige puste til ilden, så striden om allerede eksisterende konflikter eller spændinger stiger. Det kan være ved at sprede desinformation, måske endda forklædt som falske nyheder, der skaber mistillid til myndighederne eller skaber splid mellem politiske partier, etniske grupper eller andre grupperinger, der er i konflikt. Det kan også være ved at hjælpe radikale grupperinger til at få mere magt, f.eks. som man så det op til Europaparlamentsvalget, hvor EU’s udenrigstjeneste konstaterede en række skadelige misinformationskampagner målrettet mod bestemte ledende politikere, kan man læse i artiklen ”Hvis Putin vil påvirke danskerne, behøver han ikke engang at bestikke en politiker, siger dansk topdiplomat” på tv2nyhederne.dk, som også beskriver, hvordan de russiske myndigheder har lavet en helt lille industri af såkaldte ”internet-trolde”, der bevidst og strategisk arbejder på at lave ”påvirkningsaktioner på 20-25 forskellige sprog” for at påvirke befolkninger \[15\].

Hybridangreb kan skabe psykologisk usikkerhed, bekymring og angst. Dels kan den helt konkrete oplevelse af, at der er fremmede stater, der bevidst søger at skade og tildrage sig magt vække uro og bekymring for, at de hybride angreb udvikler sig til egentlig militær krig. Dels kan det skabe en grundlæggende usikkerhed og bekymring, hvis man ikke oplever at kunne stole på de nyheder og informationer, man får og de mails og beskeder, man modtager. Det kan skabe en følelse af hjælpeløshed og afmagt, hvis man ikke føler, at man har kontrol over sine informationer og beslutninger, f.eks. hvis man er bange for at blive udsat for et hackerangreb. 

Danskernes frygt og bekymring for om krigen i Ukraine kan komme til at påvirke sikkerheden i Danmark, er vokset viser en Megafon-måling, som TV2 har fået lavet. Danskernes frygt for at krigen i Ukraine skal sprede sig ud over Ukraines grænser er steget med 13 procentpoint. Hvor 49 procent var enige eller overvejende enige i, at de frygtede dette i 2023, svarer 62 procent det samme i februar 2024, kan man læse i artiklen ”Voksende frygt for krig blandt danskerne – eksperter ser det som sandsynligt” på tv2nyhederne.dk \[16\].

Hvordan garderer man sig bedst mod hybridangreb – kalder hybridkrig på styrket samarbejde mellem nationer og udvikling af internationale love, selvom det kan føre til øget afhængighed af andre nationer og potentielt kompromittere national suverænitet?

Tilhængerne af styrket samarbejde som modsvar og forsvar mod hybridkrig argumenterer for, at det er vigtigt at stå sammen, f.eks. i NATO- og EU-samarbejdet, er at landene hver især bliver stærkere, når de står sammen. Mange hybridangreb sker på internationalt territorium, eller på tværs af landegrænser, hvorfor det giver god mening, at lande slår sig sammen for at bekæmpe truslerne fra hybridangreb. De enkelte lande har brug for NATOs fælles forsvarsstrategi og en koordineret indsats, som det blandt andet anbefales i rapporten ”Danmark skal optimere sine handlemuligheder på hybridkrigens slørede slagmark”, som Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) står bag \[21\]. Når lande slår sig sammen, kan de opbygge fælles strategier til at identificere, afsløre og bekæmpe desinformation. Lande der udsættes for hybridangreb som led i økonomisk og politisk pres står stærkere i forhold til at sanktionere eller svare igen, hvis de har allierede lande, der kan bakke dem op. Dernæst kan det være lettere for de enkelte lande at reagere hurtigt på hybridangreb, hvis de får opbakning fra allierede, og det kan være lettere at komme til enighed om fælles internationale normer og regler for sanktionering af hybridangreb i et stærkt internationalt fællesskab.

Argumenter mod at styrke samarbejdet i forpligtende fællesskaber kan være, at et tættere internationalt samarbejde kan begrænse de enkelte landes suverænitet og evne til at handle uafhængigt i nationale sikkerhedspolitiske sager. Det kan også være svært at komme til enighed. Internationalt samarbejde kan også føre til bureaukratiske langsommelige processer, som kan være en ulempe i situationer, der kræver hurtige og effektive handlinger, som kan være afgørende under hybridangreb, hvor tid er en kritisk faktor. Det kan også være en udfordring at være afhængige af hinanden i et samarbejde, at landene har meget forskellige ressourcer og beredskabsniveauer.

Hybridkrig er ikke et nyt fænomen, men kompleksiteten og omfanget er vokset i takt med teknologiske fremskridt. Kunstig intelligens kan gøre hybrid krigsførsel endnu mere kompleks, sofistikeret og svær at gennemskue. I artiklen ”Glem dræberrobotter – kunstig intelligens vil ændre magt, krig og folkeret” på Information.dk kan man læse om, hvordan AI i fremtiden vil kunne analysere og automatisere våbensystemer, så de vil kunne træffe beslutninger og styre angreb, som i dag bliver styret af mennesker. Det vil gøre det endnu sværere at placere ansvaret for krigshandlinger. Fremtidens teknologi vil kunne styre angreb på meget lang afstand, som det beskrives i artiklen: ”Slagmarken fortaber sig også og kan lige så vel være en teknologigigants datacenter på en mark i Jylland. Dem kan være en gade i Kabul, hvor en overvågningssattelit udstyret med mønstergenkendelsessoftware har spottet mistænkelig adfærd og udløser et droneangreb. Og det kan være en kælder i Paris, hvor der udvikles banebrydende teknologi, som kan skaffe adgang til Pentagons allerdybeste hemmeligheder”. Denne nye virkelighed vil kræve en helt ny måde at lave love, der kan regulere og sanktionere krigshandlinger, fordi teknologien udfordrer det retsgrundlag, vi kender, kan man læse i artiklen \[22\].

Fordi hybrid krigsførelse er så kompleks, uforudsigelig og opererer i det skjulte, kræver det mange forskellige indsatser at gøre et samfund modstandsdygtigt over for hybrid krigsførelse. Ud over at myndighederne laver ekstra beskyttelse af kritisk infrastruktur, er det vigtigt at samarbejde på tværs af sektorer, og at civilsamfundet står sammen – det vigtige er samfundets samlede beredskab, og her kan vi lære af den ukrainske krisekommunikation, hvor den ukrainske befolkning hele tiden har været grundigt oplyst, forklarer militæranalytiker Jeanette Serritzlev i artiklen ”Hybridkrigen er her allerede” på Danske Beredskabers hjemmeside \[7\]. 

Vi er også i Vesten nødt til at dygtiggøre os i at anvende hybride våben, oplyse civilbefolkningen i Rusland for at modarbejde Putins fortælling om krigen i Ukraine og styrke cybersikkerheden, argumenterer de politiske rådgivere Rasmus Berthelsen og Philip Luscombe i debatartiklen ”Rasmussen Global: EU har været Putins junkie – nu venter et smertefuldt afvænningsforløb” på Altinget.dk \[23\]. Dernæst bør der skrues massivt op for undervisningen i, hvordan desinformation og manipulation virker i folkeskolen, på ungdomsuddannelserne og på journalist-, kommunikations og formidlingsuddannelser, argumenterer journalist og fotograf Morten Skovgaard i artiklen ”Desinformation og hybridkrig er kommet for at blive – derfor må de demokratiske samfund ruste sig” på POV.international.dk \[24\].

Billede af det et kinesiske skib Yi Peng 3, som  er mistænkt for sabotage af to datakabler i Østersøen i november 2024

Det kinesiske skib Yi Peng 3 er mistænkt for sabotage af to datakabler i Østersøen i november 2024

Hybrikrig - Mikkel Berg PedersenRitzau Scanpix@ 20241120-153650-L-7127x4753ma.jpg

Hybridkrig

NATO blev oprettet med underskrivelsen af Atlantpagten i 1949. Det blev oprettet på amerikansk-britisk initiativ som en forsvarsalliance rettet mod Sovjetunionen og østblokken i lyset af Den Kolde Krig. NATOS omdrejningspunkt er artikel 5, ”musketéreden”, hvor landene forpligter sig til at komme hinanden til hjælp hvis et af dem bliver angrebet.

Efter Den Kolde Krigs slutning ved Sovjetunionens opløsning i 1991 gennemgik NATO store forandringer. Der kom en række nye medlemslande til, og alliancen gik fra at fokusere på trusler mod medlemslandenes territorium til at oprette og deltage i missioner udenfor NATOs område.

NATO har stadig en række partnerskaber med andre lande, men efter Ruslands annektering af Krim i 2014 og særligt invasionen af Ukraine i 2022 har NATO igen rettet fokus mod forsvaret af sit eget nærområde. Ukraine-krigen fik også NATOs nyeste medlemmer, Finland og Sverige at søge om optagelse.

Men selvom Ukraine-krigen har styrket sammenholdet internt mellem NATO-landene, står alliancen overfor en række udfordringer i fremtiden. Øverst på listen er forholdet til Rusland og hvor højt USA i fremtiden vil prioritere alliancen.

NATO udgør en hjørnesten i dansk forsvars- og sikkerhedspolitik.

NATO står for den Nordatlantiske Traktatorganisation (North Atlantic Treaty Organisation). Navnet henviser til det oprindelige dokument som ligger til grund for organisationen, nemlig Atlantpagten, som blev underskrevet den 4. april 1949 af de oprindelige 12 lande. Siden er flere kommet til, så der nu er 32 medlemslande.

NATO er en militæralliance. Det vil sige, at landene i alliancen har lovet at komme hinanden til hjælp, hvis et af dem skulle blive angrebet. Det bliver slået fast i Atlantpagtens artikel 5, som også kaldes ”musketéreden”, efter mottoet i romanen De Tre Musketérer: En for alle og alle for en.

Musketéreden har kun været i brug én gang, nemlig efter angrebet på USA den 11. september 2001 (se også faktalink om dette emne).

NATO blev dannet under Den Kolde Krig (se også faktalink om dette emne) som en sammenslutning til forsvar mod Sovjetunionen og dennes allierede, men efter Sovjetunionens sammenbrud i 1989-1991 fik NATO fokus på udvidelser og militære operationer udenfor medlemslandenes territorier, de såkaldte ”out-of-area”-konflikter. Efter Ruslands invasion af Ukraine i 2022 er der dog atter kommet fokus på NATOs eget nærområde.

De 12 oprindelige underskrivere af Atlantpagten i 1949 var: Belgien, Canada, Danmark, Frankrig, Holland, Island, Italien, Luxembourg, Norge, Portugal, Storbritannien og USA. Siden er følgende lande kommet til:  
1952: Grækenland og Tyrkiet  
1955: Vesttyskland  
1982: Spanien  
1999: Polen, Tjekkiet og Ungarn  
2004: Bulgarien, Estland, Letland, Litauen, Rumænien, Slovakiet og Slovenien  
2009: Albanien og Kroatien  
2017: Montenegro  
2020: Nordmakedonien  
2023: Finland  
2024: Sverige (se kilde 1).  
Ud over medlemslandene har NATO en række samarbejder med forskellige lande uden for alliancen \[2\].

NATO har en målsætning om, at medlemslandene skal bruge to procent af deres bruttonationalprodukt (BNP) på forsvar.

NATOs højeste myndighed er Det Nordatlantiske Råd (også kaldet NATO-rådet). Det Nordatlantiske Råd ledes af en generalsekretær, som bliver udpeget hvert 4. år med mulighed for forlængelse.

Selve organisationen har to ”ben”:

Det civile, som omfatter rådet, medlemslandenes repræsentationer og det internationale personale i NATOs civile-hovedkvarter i Bruxelles. NATOs beslutninger træffes ved konsensus, det vil sige at alle skal være enige. Alle lande har vetoret, men den bliver meget sjældent brugt. Et land kan vælge at ikke stille sig i vejen, hvis de andre er enige, men komme med en såkaldt reservation i stedet.

Det militære, hvis højeste myndighed er Militærkomiteen, der rådgiver Rådet om militære spørgsmål. Også den militære del har en international stab i Bruxelles. Derudover er der en række militære hovedkvarterer og baser spredt ud i de forskellige medlemslande. Den militære organisation har til opgave at føre rådets beslutninger ud i livet. Det er frivilligt for hvert enkelt land, om man vil bidrage med tropper til de enkelte missioner \[3\].

På et topmøde i Wales i 2014 aftalte landene at arbejde henimod at bruge to procent af BNP på forsvar inden 2024. Efter i mange år at have fået kritik for ikke at opfylde dette mål, nåede Danmark det i 2024 – men kun hvis man tæller bidrag til Ukraine med, hvilket ikke alle mener, at man kan. Desuden opfylder det danske forsvar ikke de mål NATO har sat \[4\] og \[5\].

Ifølge NATOs egne opgørelser over, hvor mange penge de forskellige lande bruger på forsvar, ligger Polen øverst med 3,9 procent af BNP, fulgt af USA med 3,49 procent. Fordi USA har et større BNP, er det dog USA, der i kroner og ører bruger flest penge på forsvar. I 2023 brugte NATO-landene samlet ca. 1,26 trillioner (1.264.115.000.000) amerikanske dollars på forsvar \[6\].

NATO sender tropper til en lang række områder og missioner, også udenfor medlemslandenes områder, f.eks. i Kosovo, Irak og forskellige steder i Afrika. Tidligere har NATO været engageret i Afghanistan, Libyen, Middelhavet, Sudan og farvandene ud for Østafrika.

Under Den Kolde Krig definerede NATO udelukkende sin opgave som defensiv, så det er først efter afslutningen på Den Kolde Krig at NATO er begyndt at sende tropper uden for sit eget område \[7\].

Da NATO blev skabt, var alliancen med til at cementere Den Kolde Krigs verdensorden, som opdelte verden i to blokke: Vest og Øst. Men samtidig definerede NATO udelukkende sit formål defensivt: at forsvare medlemslandene mod angreb.

Efter 1991 omdefinerede NATO sine opgaver til at være en sikkerhedsorganisation, der dækkede hele Europa og spillede en større rolle internationalt, med en række nye medlemslande, nye partnerskaber og ikke mindst nye opgaver. Sidstnævnte blev defineret som fredsskabelse, fredsbevarelse og humanitære aktioner og medførte, at NATO-styrker gik ind i konflikter og kriser udenfor medlemslandenes områder, f.eks. på Balkan i 1990’erne, og i Mellemøsten og på det afrikanske kontinent fra 2000’erne \[7\].

Danmark gik med i NATO for at sikre, at landet ikke igen skulle blive angrebet og besat, som det var sket under Anden Verdenskrig. Nu var man bange for Sovjetunionen og medlemskabet af NATO gav en militær tryghed. Det skyldtes primært, at NATOs mest magtfulde medlem USA gav en såkaldt ”sikkerhedsgaranti” til de europæiske lande om at ville komme til deres forsvar, hvis de blev angrebet, sådan som Atlantpagtens artikel 5 tilsiger \[7\].

Dette er også årsagen til, at en række lande i den tidligere østblok søgte om optagelse i NATO efter Den Kolde Krig. De er bange for russiske forsøg på indblanding, styring eller militær aggression, sådan som det skete i Sovjettiden under Den Kolde Krig og i nyere tid med f.eks. russiske angreb på Georgien i 2008 og Ukraine i 2014 og 2022 \[8\].

Ifølge NATO selv er fred, stabilitet og sikkerhed øverst på dagsordenen \[16\]. Men spørgsmålet er, om NATOs bestræbelser for at opretholde fred i deres egne medlemslande fører til mindre stabilitet udenfor alliancens fællesskab.

Krigen i Afghanistan er et eksempel på, at NATO – med USA i spidsen – ud fra en logik om at bekæmpe terrorisme på egne territorier indledte hvad der blev til 20 års krig på et andet lands territorium, ”mod en fjende som endte med at vokse sig stærkere”, som Altinget skriver \[9\].

I forbindelse med Ruslands invasion af Ukraine er det blevet klart, at en række lande i det globale syd ikke automatisk er på USA og Europas side, men i stedet opfatter vestlige lande som hykleriske: De efterlever ikke selv principperne for en regelbaseret verdensorden og respekterer ikke andre lande \[10\]. Ifølge den danske forsker i international politik Lise Wiederholt Christensen bærer NATOs politik overfor det globale syd desuden præg af, at der mangler en samlet retning og strategi \[11\].

En del af NATOs fortælling er også at man skal fremme demokratiske værdier og menneskerettigheder. Ifølge Atlantpagtens artikel 1 skal medlemslandene optræde i overensstemmelse med FN’s formål. I artikel 2 tages det for givet, at medlemslandene har ”frie samfundsordninger” \[12\].

Allerede i 1952, da Grækenland og Tyrkiet blev medlemmer, var der protester mod dette fra bl.a. Danmark, Norge og Holland, fordi landene ikke var demokratiske på dette tidspunkt (se kilde 13). Der har været en tendens til at se bort fra mangel på demokrati og brud på menneskerettighederne, hvis alliancen vurderer, at et lands medlemskab eller partnerskab har militær og strategisk vigtighed. I nyere tid har Tyrkiet, Polen og Ungarn bevæget sig i autoritær retning, hvilket diskuteres i EU, men altså ikke haft konsekvenser for deres medlemskab af NATO \[11\]\[14\].

Både under Den Kolde Krig og i forbindelse med ”krigen mod terror” i 2000’erne og 2010’erne var der desuden eksempler på, at USA og dets allierede prioriterede militære og strategiske forhold højere end menneskerettigheder og demokrati. Det gjaldt både i forhold til valg af samarbejdspartnere og i valg af metoder \[15\].

Selvom dette ikke foregår indenfor rammen af NATO, men i et enkelt medlemsland, risikerer det alligevel at falde tilbage på alliancen. Dels fordi USA er NATOs ledende medlem, dels fordi NATO var involveret i den krig i Afghanistan, hvor mange af de fanger, der blev underkastet tortur af USA, var pågrebet. Det bidrager således til et tab af legitimitet og styrker kritikken af, at ”Vesten” (USA og Vesteuropa) er dobbeltmoralske, når de taler om en regelbaseret verdensorden \[16\].

NATO har gennem årene oplevet adskillige uenigheder imellem medlemslandene. I 1966 forlod Frankrig NATOs militære struktur (men blev i den civile) fordi de var utilfredse med den amerikanske dominans. Først i 2009 blev Frankrig igen fuldgyldigt NATO-medlem \[17\].

I 1980’erne udtrykte Danmark, Grækenland, Spanien, Frankrig og Norge utilfredshed med NATOs atomvåbenpolitik. Landene fik i forskellig grad indført ”fodnoter” i NATO-dokumenter, hvor de udtrykte deres forbehold \[18\].

I 2002-2003 var der uenighed om NATOs strategi i ”krigen mod terror”, og særligt Frankrig og Tyskland var imod USA's ønske om at invadere Irak \[19\].

I 2022 ramte forholdet mellem de gamle arvefjender Grækenland og Tyrkiet et nyt lavpunkt, da Tyrkiet truede med at invadere Grækenland på grund af en strid om retten til gasfelter i det østlige Middelhav \[20\].

Indtil videre er der ikke nogen af disse uenigheder, der for alvor har truet alliancen. Men eksemplerne viser, at politiske og militære hensyn kan komme i konflikt.

NATOs udvidelse mod øst efter afslutningen på Den Kolde Krig er et omdiskuteret emne.   
Nogle mener, at det har medvirket til at øge spændingerne mellem NATO og Rusland, Modstanderne af NATO-udvidelser peger på, at Rusland har opfattet det som en trussel og krigen i Ukraine skal ses i dette lys (se faktalink om krigen i Ukraine). Allerede i 1990’erne advarede den tidligere amerikanske sikkerhedspolitiske rådgiver George Kennan og andre sikkerhedspolitiske rådgivere i USA mod, at en udvidelse af NATO mod øst ville føre til en forværring af forholdet mellem alliancen og Rusland \[28\]. Desuden mener modstanderne (og Putin), at NATO svigter et løfte om ikke at udvide østpå, som blev afgivet af flere vestlige ledere til Sovjetunionens leder Mikhail Gorbatjov i 1990. Det har fået Rusland til at beskylde NATO for forræderi \[29\].

Andre mener, at østudvidelsen har været med til at øge sikkerheden i Europa, ikke mindst for de nye medlemslande. Tilhængerne af NATO-udvidelse – ikke mindst NATO selv – siger, at NATOs udvidelse ikke udgør en trussel mod Rusland, da NATO primært er en forsvarsalliance og at hvert enkelt land er fri til selv at vælge, hvem de vil alliere sig med \[30\].

Hvad angår de løfter, der blev givet i 1990, blev de aldrig skrevet ned eller gjort til en bindende aftale – og de var ikke afgivet i enighed indenfor NATO, ligesom de vestlige landes ledere, som afgav løftet, heller ikke nødvendigvis havde nationalt mandat til det \[29\]\[30\].

Kristian Søby Kristensen fra Center for Militære Studier på Københavns Universitet mener, at man kan tale om tre faser i NATOs levetid: tiden under Den Kolde Krig, tiden efter Den Kolde Krig med internationale operationer og nu en tid med fornyet fokus på Rusland og forsvar af NATOs eget område efter Ruslands annektering af Krim i 2014 og krigen i Ukraine siden februar 2022 \[31\]. Denne nye periode blev også slået fast i NATOs strategiske koncept i 2022 \[32\]. På mange måder har Ruslands angreb på Ukraine styrket sammenholdet i alliancen. Rusland opfatter NATOs hjælp til Ukraine som et udtryk for, at NATO og Rusland nu er i ”direkte konfrontation.” \[33\]

Georgien og Ukraine, der begge er tidligere Sovjetrepublikker og naboer til Rusland, har udtrykt ønske om at komme med i NATO og NATO samarbejder tæt med begge lande \[34\]\[35\]. Eksperter vurderer, at medlemskab ikke er realistisk for Georgien og Ukraine lige nu, men måske kan komme på tale efter krigen er slut. De påpeger dog også, at det potentielt kan gøre forholdet mellem NATO og Rusland endnu værre \[36\].

NATOs nye strategiske koncept nævner Kina for første gang. Det skyldes, at Kina både økonomisk, politisk og militært har vokset sig stadigt stærkere og dertil har et godt forhold til Rusland. Kina udfordrer også Vesten i forholdet til det globale syd og USA betragter Kina som en trussel mod USA's ledende position i verden \[37\]. Det er altså primært USA, som har rettet sit fokus mod Kina, hvorimod de europæiske NATO-lande ønsker en blødere linje. Dels ud fra økonomiske hensyn, fordi Kina er en stor handelspartner, og dels fordi de europæiske lande ikke ønsker at gøre Kina til en fjende. \[11\]\[38\]

Som beskrevet, har Donald Trump – der, efter at have været præsident for USA 2017-2021, i 2024 igen er præsidentkandidat – truet med at ville trække støtten til NATO-lande, der ikke lever op til målsætningen om at bruge to procent af BNP. Under alle omstændigheder kan USA's fokus på Kina betyde, at de europæiske lande i højere grad vil skulle sørge for deres egen sikkerhed, frem for at støtte sig til den amerikanske sikkerhedsgaranti \[39\]. Dette vil også i højere grad sikre NATO mod USA’s tendenser til såkaldt isolationisme – altså at vende sig bort fra forpligtende partnerskaber i verden – uanset om Trump bliver præsident igen i 2025 eller ej \[40\].

Forsvarsalliancen NATO har netop fejret 75-års jubilæum.

NATO_2024 topbillede.png

NATO

Partierne Demokraatit (Demokraterne) og Naleraq blev de store vindere ved valget til Inatsisartut d. 11. marts. Det socialliberale parti Demokraatit fik 29,9 procent af stemmerne mod 9,1 procent ved valget i 2021. Selvstændighedspartiet Naleraq fik også et godt valg med 24,5 procent af stemmerne mod 12 procent ved valget i 2021. De to siddende regeringspartier Inuit Ataqatigiit og Siumut gik til gengæld tilbage og må nøjes med henholdsvis 21,4 og 14,7 procent af stemmerne. Før valget havde de to partier 22 mandater tilsammen, mens de efter valget kun har 11 mandater. Det liberale parti Atassut fik 7,3 procent af stemmerne, mens det nye parti Quelleq har fået 1,1 procent af stemmerne. Det er endnu ikke afklaret, hvem der kommer til at danne regering efter valget.

Grønland – eller Kalaallit Nunaat (menneskenes land) – er verdens største ø. Landet har i flere århundreder været befolket af inuitter. Dertil kommer bosættelser af folk fra Norge, som begyndte at komme til landet for 1000 år siden, og fra 1721 også bosættelser af folk fra Danmark. I 1700-tallet, hvor Danmark og Norge var i union, begyndte en større missionsindsats i Grønland, ligesom store dansk-norske virksomheder så muligheder for at tjene penge i området. Herfra begyndte en egentlig kolonisering af Grønland. Det nuværende selvstyre i Grønland blev indført ved lov i 1979, hvor Grønlands parlament, Inatsisartut, blev etableret. 

Grønland er en del af det danske Rigsfællesskab, men et langvarigt ønske om selvstændighed har fået fornyet styrke i de senere år, hvor Danmarks rolle som kolonimagt er blevet kritisk belyst. Parallelt med denne udvikling har andre lande – heriblandt USA, Kina og Rusland – øget deres fokus på Grønland på grund af landets strategiske placering både geopolitisk og økonomisk. Grønland går til valg 11. marts 2025, hvor spørgsmålet om selvstændighed og forholdet til andre lande spiller en afgørende rolle.

Man kan følge udviklingen i valgkampen på [DRs liveblog](https://www.dr.dk/nyheder/politik/live-storpolitisk-trekantsdrama-mellem-groenland-usa-og-danmark)

Med et areal på over to mio. kvadratkilometer er Grønland verdens største ø. Kun 20 procent af landet er isfrit, men det svarer alligevel til et areal på størrelse med Sverige \[1\]. Landet ligger på det nordamerikanske kontinent i den polare klimazone, men er en del af det danske rigsfællesskab (se også faktalink om Rigsfællesskabet). Befolkningen i Grønland – eller Kalaallit Nunaat (menneskenes land) – er primært inuitter, som er fællesbetegnelse for de oprindelige folk i Grønland, det nordlige Canada, vestlige Alaska og Tjukotka-halvøen, som hører til Rusland.  

Med Lov om Hjemmestyre fra 1979 fik Grønland en vis grad af national autonomi, der senest blev udvidet i 2009 med Lov om Selvstyre. 

Landet har eget parlament og egen regering kaldet henholdsvis Inatsisartut og Naalakkersuisut. Det betyder ”dem, der laver love” og ”dem, der bestemmer” på grønlandsk. Det grønlandske sprog hedder kalaallissut. 

Ligesom regionerne i Danmark modtager Grønland bloktilskud fra den danske stat til at varetage lokale opgaver. Men Grønland har langt videre rammer for lokalt selvstyre end danske regioner og kommuner. De områder, som er undtaget grønlandsk selvbestemmelse i Selvstyreloven, er bl.a. forsvar og udenrigspolitik. 

Grønland meldte sig ud af EU i 1985, men har en aftale med EU angående fiskeripolitik. Grønland er repræsenteret i Arktisk Råd som en del af det danske Rigsfællesskab. Hidtil har det været Danmark, der har været toneangivende her, men når Danmark har værtskabet for Arktisk Råd i 2025-2027, bliver det Grønland, der står i spidsen \[2\].

Der bor knap 56.000 indbyggere i Grønland, hvoraf flertallet er inuitter. Indbyggerne er fordelt på 17 byer og 55 bygder (landsbyer), og Grønland er det sted i verden med den laveste befolkningstæthed. Alle byer ligger ved kysten, primært den vestlige. I hovedstaden Nuuk bor over 18.000 mennesker, og Nuuk er i hastig vækst, først og fremmest på grund af arbejdsindvandring \[3\]. Grønlands befolkning har en overvægt af mænd, fordi den del af arbejdsstyrken, der er født uden for Grønland, består af 2/3 mænd og 1/3 kvinder \[4\]. Den største ikke-grønlandskfødte del af indbyggerne er fra Danmark. I 2024 indvandrede omkring 2000 til Grønland, heraf næsten 1700 fra Danmark. De to andre største grupper var fra Filippinerne og Thailand. Der er en lille netto befolkningstilvækst og antallet af indvandrede og udvandrede er næsten lige stort \[5\].

Det grønlandske sprog, kalaallissut, tales af omkring 50.000 mennesker i Grønland og 20.000 i Danmark. Kalaallissut er det eneste inuitiske sprog, som ikke er minoritetssprog i det område, hvor det primært tales, og med Selvstyreloven fra 2009 blev kalaallissut anerkendt som det officielle sprog i Grønland, selvom dansk stadig bruges i officielle anliggender. Kalaallisut er et inuitsprog i samme sprogfamilie som inuktitut og iñupiat i Canada og Alaska. I den sprogfamilie er kalaallisut det mest udbredte \[6\].

Fiskeri er det dominerende erhverv i Grønland. I 2022 eksporterede landet for over fem mia. fisk og skaldyr. Eksportværdien af fiskeriet er steget nærmest uafbrudt det seneste årti. Det skyldes både øget fangst og højere priser \[7\]. Turisme er et andet stort erhverv, og med åbningen af en ny lufthavn i Nuuk i 2025 forventes denne del af økonomien af vokse yderligere. Mange af de største virksomheder i Grønland er ejet af selvstyret. F.eks. fiskerikoncernen Royal Greenland, dagligvarekoncernen KNI, flyselskabet Air Greenland, rederiet Royal Arctic Line, teleselskabet Tusass og lufthavnsselskabet Kalaallit Airports. Derudover kontrollerer selvstyret en række aktiviteter inden for energiforsyning i virksomhederne Nukissiorfiit og NunaGreen, som skal stå for milliardinvesteringer i vandkraftværker.

Foruden fiskeri og vandkraft har Grønland en stor forekomst af råstoffer som mineraler, ædelstene og malm (en bjergart, der indeholder metaller). Det er imidlertid vanskeligt at vurdere, præcist hvor store forekomsterne er, og hvad det vil kræve at udvinde dem – ligesom udvinding er forbundet med store risici for ødelæggelser af klima og natur. Naalakkersuisut besluttede i 2009 at hjemtage (altså overtage ansvaret og beslutningsretten for) råstofområdet fra Rigsfællesskabet. Virksomheder, der er interesserede i at udvinde råstoffer i Grønland, skal søge om licens – i første omgang en efterforskningslicens for at vurdere forekomst og muligheder for udvinding. Efterfølgende kan virksomhederne søge tilladelse til at udnytte påviste mineralforekomster. En udnyttelsestilladelse forudsætter, at der er gennemført grundige undersøgelser af de miljømæssige og samfundsmæssige konsekvenser, som minedriften ville kunne få \[8\].

Grønlands selvstyre består af den lovgivende forsamling, parlamentet – Inatsisartut – med 31 medlemmer, der vælges for fire år ad gangen, og regeringen, Naalakkersuisut, der nedsættes af Inatsisartut \[9\]. Grønland har også to pladser i Folketinget i Danmark. 

Medlemmerne af Naalakkersuisut leder hver en række departementer med hver sine ressortområder. Inatsisartut lovgiver om de fleste forhold i Grønland med undtagelse af udenrigspolitik, sikkerhedspolitik og internationale aftaler. Grønland er inddelt i fem kommuner. 

Der er seks partier, som stiller op til valget i 2025 \[10\]: Det venstreorienterede Inuit Ataqatigiit (IA), stiftet i 1976, det socialdemokratiske Siumut, stiftet i 1977, det liberal-konservative Atassut, stiftet i 1977, og det socialliberale Demokratiit, stiftet i 2002, samt de to nyere partier Naleraq (2014) og Qulleq (2023), som begge har grønlandsk selvstændighed og selvbestemmelse som primært fokus. 

Den afgående regeringsleder i 2025 er Múte B. Egede fra IA, som ved valget i 2021 fik 37 % af stemmerne og dermed 12 mandater i Inatsisartut. Naalakkersuisut var mellem 2021 og valget i 2025 en koalition af IA og Siumut.

Flere steder i verden har oprindelige folk forskellige former for selvstyre, men hvis Grønland bliver selvstændigt, vil det være det eneste sted i verden, hvor et oprindeligt folk har deres egen nationalstat. Juridisk er vejen til grønlandsk selvstændighed fastlagt i Selvstyreloven fra 2009. Her anerkendes det grønlandske folk i henhold til folkeretten som et folk med ret til selvbestemmelse, og derfor er det grønlænderne selv, der har ret til at beslutte evt. selvstændighed. Gør de det, skal de forhandle vilkårene for at træde ud af det danske rigsfællesskab. F.eks. om Danmark skal fortsætte med at betale tilskud til Grønland og i så fald hvor længe, om grønlændere fortsat skal have dansk statsborgerskab, hvad der skal ske med de ejendomme, den danske stat ejer i Grønland, og med aftalerne om uddannelsessystem og sociale rettigheder og med forsvaret af Grønlands område \[10\].

Grønlands bruttonationalprodukt var i 2021 på 20 mia. kr., mens Danmarks var på mere end 2500 mia. kr. Hvert år modtager Grønland omkring fire mia. kr. fra den danske stat i såkaldt bloktilskud. Derudover afholder den danske stat udgifter til forsvar, politi og fængselsvæsen. Grønland modtager også 350 mio. kr. årligt fra EU. Samlet betyder det, at seks mia. ud af et samlet statsligt budget på 14 mia. kr, i Grønland kommer udefra \[11\]. Samtidig er Grønlands økonomi i vid udstrækning bundet op på et enkelt erhverv, nemlig fiskeri, hvilket gør det til en af verdens mest sårbare økonomier. Minedrift og turisme er de to mest oplagte erhverv, som Grønland kan opskalere for at gøre sig økonomisk uafhængig af Danmark.

I februar 2024 fremlagde den grønlandske regering en ny udenrigspolitisk strategi med titlen 'Grønland i verden - intet om os, uden os'. Den indebar blandt andet et ønske om større ansvar for egne anliggender og øget direkte deltagelse i suverænitetshævdelse, en mere prominent stemme i Arktisk Råd og at styrke samarbejdet i de arktiske områder i Nordamerika såvel som med lande som Kina og Japan. Ifølge forskere i international politik og udenrigs- og sikkerhedspolitik forsøger Grønland at balancere et pacifistisk ideal med en realistisk bevidsthed om sin egen geostrategiske position. Den grønlandske holdning har overordnet været skepsis mod oprustning ud fra en bekymring om, at det i sidste ende kan forringe sikkerheden \[12\].

Omvendt har USA i årtier, med skiftende danske regeringers accept, brugt Grønland til militære formål. Den amerikanske Thule Air Base – siden 2023 kaldet Pittufik Space Base – blev åbnet i 1952 under Den Kolde Krigs oprustning mellem USA og Rusland \[13\]. De fornyede spændinger mellem den vestlige militære alliance NATO og Rusland har igen gjort Grønland til centrum i oprustning, og det bliver et af de vanskelige områder, den kommende grønlandske regering skal navigere i.

Arktisk Råd er et samarbejde mellem otte stater: Kongeriget Danmark (herunder Grønland), Island, Finland, Norge, Sverige, Canada, USA og Rusland. Derudover er der seks permanente deltagere, nemlig repræsentanter for de oprindelige folk, som bebor det arktiske område: Aleut International Association, Arctic Athabaskan Council, Gwich’in Council International, Russian Association of Indigenous Peoples of the North, Saami Council og Inuit Circumpolar Council \[14\]. Befolkningen i Grønland er repræsenteret via Rigsfællesskabet og via Inuit Circumpolar Council. Men i tråd med Grønlands nye udenrigspolitiske strategi har den grønlandske regering ønsket at træde i forgrunden, i stedet for at den danske regering skal føre ordet på deres vegne i Arktisk Råd. Efter Ruslands invasion af Ukraine har samarbejdet i Arktisk Råd stået nærmest stille, indtil man i juni 2023 genoptog en begrænset del af samarbejdet. Det gjaldt dog kun projekter, hvor der ikke er russisk deltagelse. Grønlands udenrigspolitiske strategi fra 2024 udtrykker ønske om, at alle arktiske stater igen bliver en del af samarbejdet: “Arktisk Råd skal bevares med langsigtet deltagelse af hele Arktis og stadig friholdes for sikkerhedspolitik,” står der i strategien \[12\].

Siden 1850 har der været minedrift i Grønland, hvilket har ført til store miljøproblemer. Forurening fra minedrift er ofte knyttet til det støv, der dannes ved transport og knusning af malm, til brugen af kemikalier, der anvendes under udvindingen (fx cyanid), og til frigivelse af tungmetaller fra restprodukterne. Der foregår efterforskning efter en lang række mineralske råstoffer i Grønland, herunder guld, bly, zink, jern, diamanter og andre ædelstene samt industrimineraler \[15\]. Desuden har Grønland historisk ikke selv fået andel i den økonomiske gevinst ved udvinding af råstofferne, da Danmark som kolonimagt har haft kontrollen. Først fra 1. januar 2010 blev råstofområdet ”hjemtaget” til det grønlandske selvstyre. 

Inatsisarsut har betinget potentielle udvindingstilladelser med, at der ikke sker skade på det omkringliggende miljø. Særligt er der bekymring for forurening fra uran, der findes i undergrunden. Det er omkostningsfyldt at efterforske undergrunden, og den grønlandske regering er flere gange blevet truet med sagsanlæg fra virksomheder, der mente at have ret til udvindingstilladelser efter at have investeret i de indledende faser. F.eks. i 2023, hvor et australsk mineselskab ville have 15 mia. kr. i erstatning fra Grønland, hvis det ikke fik tilladelse til at udvinde mineraler fra Kvanefjeld, hvilket regeringen nægtede på grund af fare for uranforurening \[16\]. 

Nu, hvor de grønlandske selvstændighedsplaner har fået fornyet styrke op til valget i 2025, og Grønland dermed skal finde en måde at blive økonomisk uafhængig af Danmark, vejrer mineselskaberne atter morgenluft. Ejeren af mineselskabet ved Kvanefjeld har f.eks. direkte opfordret Grønlands selvstyre til at skrotte uranlovgivningen \[17\].

I 2014 besluttede Naalakkersuisut at udbygge den sociale indsats, særligt rettet mod børn og unge. Grønland har i årtier haft høje selvmordsrater samt høj forekomst af seksuelle overgreb mod børn, af vold i familien, af alkoholproblemer og problemer med hjemløshed, særligt i Nuuk \[18\]. Der blev med strategien fra 2014 etableret bl.a. Saaffik (henvendelsesstedet) – et hus med tværfagligt udrednings- og behandlingsforløb for børn og unge, samt et rejsehold til hjælp for voksne \[19\]. Siden er der igangsat en lang række forskningsprojekter og behandlingsprojekter med base i både Grønland og Danmark, og med grønlandske eksperter i spidsen. F.eks. et forskningsprojekt om selvmord, som viste ”kompleksiteten af risikofaktorer og beskyttende faktorer for selvmord blandt grønlandske Inuit, og der er en klar kobling til konsekvenserne af kolonihistorien og de postkoloniale moderniseringsprocesser af samfundet” \[20\].

At de sociale og økonomiske problemer i Grønland er forbundet til den danske stats kolonisering af landet, er der bred enighed om blandt forskere. Også FN’s særlige rapportør for oprindelige folks rettigheder har påpeget dette, bl.a. i en rapport fra 2023 \[21\]. Befolkningen i Grønland er bl.a. blevet udsat for tvangsflytninger – f.eks. i forbindelse med etableringen af Thule-basen – og der er også kommet fokus på overgreb i sundhedssektoren, bl.a. med den såkaldte spiralsag, som også FN’s særlige rapportør havde fokus på \[22\]. I marts 2024 stævnede 143 grønlandske kvinder – der i 1960’erne og 70’erne uden samtykke fik oplagt spiraler af danske læger – den danske stat for at have krænket deres menneskerettigheder. Spiraloplægningerne blev foretaget som led i en såkaldt familieplanlægningsindsats, hvor den danske stat ønskede at nedbringe fødselstallet i Grønland \[23\]. Der har også været sat kritisk lys på den danske stats behandling af grønlændere i Danmark i nyere tid, f.eks. i forbindelse med tvangsfjernelser af børn. Efter flere års diskussion om de test, sociale myndigheder bruger til at vurdere forældreegnethed, blev det i januar 2025 besluttet, at de ikke længere må bruges på grønlandske forældre. Testene blev kritiseret for ikke at være tilpasset grønlandsk kultur og derfor medvirke til, at børn blev tvangsfjernet på et forkert grundlag \[24\].

Grønland havde siden 1721 været styret som dansk koloni, da FN i årene efter Anden Verdenskrig iværksatte en afkoloniseringsproces. Danmark havde i 1945 underskrevet FN-pagten, og ifølge den var medlemslandene forpligtet til at indberette, om de var i besiddelse af kolonier, og rapportere, hvad de havde tænkt sig at gøre for at forbedre forholdene her, samt redegøre for udsigterne til at disse kolonier kunne blive selvstændige nationer. Den danske regering ønskede på den ene side ikke at erkende, at Grønland var en koloni, men ville på den anden side også tydeliggøre, at landet tilhørte Danmark, fordi det gav Danmark en geostrategisk betydning internationalt. Derfor endte den danske regering med at rapportere Grønland som en koloni og vedtage en række love – de såkaldte Grønlandslove fra 1950 – som skulle forbedre de sociale og økonomiske forhold. Da Grønlands statsretlige stilling skulle til afstemning i FN, afgjorde tre faktorer, om et områdes kolonistatus kunne ophøre: Når området enten havde opnået uafhængighed fra, fri association med eller integration i moderlandet. Danmark havde foreslået, at integration i moderlandet kunne gælde som faktor. Med en grundlovsændring i 1953 blev Grønland kategoriseret som amt i Danmark, hvilket FN accepterede \[25\].

Det er først og fremmest i Danmark, man finder modstandere af grønlandsk selvstændighed. Særligt Dansk Folkeparti (DF) og Konservative har udtalt sig aktivt imod. DF’s grønlandsordfører, Alex Ahrendtsen, har udtalt, at grønlænderne ikke har mere ret til Grønland end danskerne. Hans argument er, at inuitter også engang er indvandret til Grønland. Han mener ikke, at Danmark er en kolonimagt, og siger, at grønlandske politikere er inspireret af ”den der woke ideologi” fra USA. DF vil stemme imod grønlandsk løsrivelse fra Danmark, hvis en aftale kommer til afstemning i Folketinget. Den mulighed har Rasmus Jarlov fra Konservative også luftet, fordi partiet ”ikke ønsker”, at Grønland skal være selvstændigt. Det ville være ”en historisk tragedie”, mener Jarlov. Også Danmarksdemokraterne er modstandere af grønlandsk selvstændighed \[26\].

Alle de partier, der er stillet op til valget i Grønland i 2025, går ind for overgang til selvstændighed, men med forskellige holdninger til, hvordan og hvornår det skal ske. I en artikel i Information \[27\] er det formuleret således: ”Gennem årtier har grønlandske parlamentsvalg været forudset til at handle om selvstændighed, men hver gang er spørgsmålet blevet overskygget af fisk, velfærd, sociale problemer eller uran. Denne gang er det anderledes. (…) Her opstår ofte en misforståelse i den danske debat: Spørgsmålet er nemlig ikke længere, om Grønland skal være selvstændigt. Det skib er sejlet, og alle fem partier i Inatsisartut går ind for selvstændighed. Det afgørende spørgsmål er hvordan.”

Partierne kommer til at skulle forholde sig til spørgsmål som landets relation til andre stater, økonomisk bæredygtighed – for hele landet og ikke kun hovedstaden – uddannelsesvæsnets opbygning, boligsituationen mm. 

Naleraqs formand, Pele Broberg, er fortaler for, at Grønland hurtigst muligt skal løsrives fra Danmark. Han afviser, at Grønland har brug for det danske rigsfællesskab, og argumenterer for, at det snarere er Danmark – og alle mulige andre lande – der har brug for Grønland. Grønland har brug for hjælp, støtte og samarbejde, præcis ligesom alle andre lande, men ikke for at ligge under nogen anden stat, forklarer han bl.a. i en radioudsendelse fra 23. januar 2025 \[28\].

De to grønlandske folketingsmedlemmer, Aki-Matilda Høegh-Dam (Naleraq) og Aaja Chemnitz (IA), går begge ind for grønlandsk selvstændighed. Høegh-Dam skiftede i begyndelsen af februar 2025 parti fra Siumut til Naleraq, fordi hun mener, at Siumuts kurs i forhold til selvstændighed er for svingende og for useriøs. Samtidig meddelte hun, at hun stiller op til Inatsisartut til marts og dermed ikke genopstiller til Folketinget \[29\]. Chemnitz mener, at noget af det vigtigste at få på plads i forbindelse med en overgang til selvstændighed, er en omstilling af den grønlandske økonomi for at sikre, at selvstændighed ikke kommer til at gå ud over velfærdsniveauet i Grønland \[30\].

Den amerikanske præsident Donald Trump har siden sin tiltrædelse i januar 2025 vedvarende insisteret på, at USA skal overtage ”ejerskabet” af Grønland fra Danmark. Han har ikke villet afvise, at dette kunne gennemtvinges med militær magt. Så længe Grønland er en del af det danske rigsfællesskab, vil noget sådant i praksis være et brud på NATO-pagten om ikke at angribe et andet NATO-land, ligesom det uanset Grønlands status – en del af rigsfællesskabet eller selvstændig stat – vil være et brud på FN’s Folkeret.

”Det er uden fortilfælde, at den politiske og militære leder af NATO, og den stat, som ynder at kalde sig selv 'lederen af den frie verden', og Danmarks tætteste allierede 'ikke kan udelukke at bruge økonomisk eller militær magt' for at få kontrol med det grønlandske territorium,” skrev to forskere i international politik i januar 2025 \[31\].

Vælgere i kø ved Godthåbshallen, hvor der kan stemmes i forbindelse med parlamentsvalg til Inatsisartut i Nuuk, Grønland, tirsdag den 11. marts 2025.

Godthåbshallen hvor der kan stemmes i forbindelse med parlamentsvalg til Inatsisartut i Nuuk, Grønland, tirsdag den 11. marts 2025.

Valg i Grønald -ny forside-Mads Claus RasmussenRitzau Scanpix@20250311-151847-L-8640x5760ma.jpg

Valg i Grønland

kvinde_800_beskåret.jpg

Kvindekamp

Folk strømmer ud i Københavns gader 5. maj 1945 efter nyheden om, at Danmark er blevet befriet.

Tema_Befrielsen 1945_@Ritzau Scanpix_19980202-751652-3_TOP.png

Befrielsen i 1945

Tusinder af østberlinere forsøger at passere den nye åbning mod Vestberlin ved Eberswalderstrasse den 11. november 1989.

Faktalink

Hvad leder du efter?

aktuelt

Kolonimagt Danmark

Donald Trump - USA's 47. præsident

Nyt på Faktalink

samfund

Hybridkrig

NATO

Valg i Grønland

HOLD ØJE MED DATOERNE

historie

Danmark som slavenation

Feminisme og kvindebevægelsens historie

Israel-Palæstina-konflikten

temaer

Kvindekamp

Befrielsen i 1945

Berlinmurens fald