Donald  Trump og Volodomyr Zelinskij under det mislykkede møde i Det Hvis Hus, 28. februar 2025r

Det mislykkede møde mellem Donald Trump og Volodymyr Zelenskyj den 28. februar har dæmpet forhåbningerne om en snarlig våbenhvile eller fredsaftale mellem Ukraine og Rusland.

Krigen i Ukraine - Oval office clash-Saul LoebAFPRitzau Scanpix@20250228-182632-L-8256x5504ma.jpg

Krig i Ukraine

Israel-Palæstina konflikten er en af de længstvarende konflikter i verden. Og konflikten deler ikke kun israelere og palæstinensere og landene i Mellemøsten, men også de politiske fløje internt i både USA og Europa. Ligesom konflikten også har præget mange kulturelle arrangementer og givet anledning til store demonstrationer på fx universiteter i mange steder i verden.

Siden den 7. oktober 2023, hvor Hamas foretog et storstilet terrorangreb i Israel, er konflikten mellem Hamas og Israel blusset op igen. Omkring 1.200 israelere mistede livet i angrebet, og yderligere 250 blev taget som gidsler, hvoraf det vurderes, at kun 63 stadig er i live \[1\]. I de efterfølgende bombardementer af Gaza og som følge af den israelske invasion af området har over 45.000 palæstinensere mistet livet ifølge FN \[2\]. Den aktuelle krig er blot den seneste udvikling i en konflikt, som har varet i over 100 år, og som handler om, at både israelere og palæstinensere hævder at have ret til det samme landområde.  Konflikten har gennem årene haft perioder med tilnærmelser og fredsforhandlinger og perioder med krig og opstand. Siden Hamas’ terrorangreb den 7. oktober 2023 er konflikten dog eskaleret. Først med en israelsk invasion af Gaza, dernæst en intensiv israelsk bombekampagne i det nordlige Libanon for at ramme den med Hamas’ allierede Hizbollah-milits, og sidst i form af en direkte konfrontation med Iran.

Situationen udvikler sig hele tiden og kan følges via for eksempel følgende hjemmesider:

*   [BBC](https://www.bbc.com/news/topics/c2vdnvdg6xxt)
*   [Haaretz](https://www.haaretz.com/)
*   [Middle East Eye](https://www.middleeasteye.net/topics/israel-war-gaza)
*   [DR](https://www.dr.dk/nyheder/udland/tema/krig-mellem-israel-og-hamas) har denne side, der ikke opdateres helt så tit som de øvrige, men samler de væsentligste nyheder

Konflikten tager konkret sin begyndelse med jødisk indvandring til Palæstina i starten af det 20. århundrede, men baggrunden for konflikten skal også findes i jødeforfølgelserne i Europa og europæisk kolonialisme. 

Oprindeligt udspringer konflikten af uenighed om, hvem der har retten til området mellem Jordanfloden og Middelhavet. Det område, som jøder kalder Israel, og palæstinensere kalder for Palæstina. Den zionistiske bevægelse (se nedenfor) arbejdede fra slutningen af 1800-tallet på at oprette et jødisk hjemland i Palæstina, hvor jøder kunne leve i fred for forfølgelse og undertrykkelse. På den anden side står den oprindelige arabiske befolkning af muslimer og kristne, som boede i landet i forvejen. 

Efter Israels besættelse af Vestbredden og Gaza i 1967 har konflikten i høj grad også handlet om, hvorvidt Israel har ret til at fortsætte besættelsen af Vestbredden og blokaden af Gaza-striben.

Zionisme er betegnelsen for den bevægelse, der opstod i slutningen af 1800-tallet, og som arbejdede for oprettelsen af en jødisk stat i Palæstina. En vigtig skikkelse for zionismen er Theodor Herzl, der i 1896 udgav bogen ”Jødestaten”, hvori han argumenterede for oprettelsen af en jødisk stat \[3\]. Zionismen kan betegnes som en nationalisme på linje med andre nationalistiske bevægelser, der opstod i 1800-tallet. Zionismen nød ikke opbakning fra alle jøder i Europa. Blandt den jødiske arbejderklasse i Østeuropa var der fx en stor del, som tilhørte den såkaldte Bundt-bevægelse, der ønskede at forbedre jødernes situation, hvor de allerede boede, i stedet for at søge at oprette en jødisk stat i Palæstina. Bundt-bevægelsen støttede fx også brugen af jiddisch som sprog i modsætning zionisterne, der ønskede at genoplive hebræisk. Mange religiøse jøder brød sig heller ikke om zionismen, da det at være jøde for dem var et spørgsmål om religion, ikke et nationalt eller etnisk fællesskab. 

Siden den jødiske indvandring til Palæstina tog fart og efter oprettelsen af staten Israel i 1948, udviklede zionismen sig også som ideologi i takt med det politiske landskab i Israel. Man kan således både tale om politisk zionisme, kulturel zionisme, socialistisk zionisme, revisionistisk zionisme, religiøs zionisme m.m. \[4\].

I 1800-tallet opstod der i Det Osmanniske Rige, ligesom i Europa, forskellige nationalistiske bevægelser, der hævdede retten til deres eget land. I de arabisktalende provinser argumenterede man således for, at disse regioner burde løsrives og danne en foreneret arabisk nationalstat. Senere da Frankrig og Storbritannien efter Første Verdenskrig delte Mellemøsten imellem sig, blev fokus på at opnå uafhængighed fra de europæiske kolonimagter. Denne arabiske nationalisme havde sin storhedstid i 1950’er og 1960’erne, hvor Egyptens daværende leder, Gamal Abdel Nasser, bl.a. forsøgte at oprette en fælles egyptisk-syrisk enhedsstat. Den arabiske nationalisme var også med til at forme synet på oprettelsen af Israel blandt arabere, hvoraf nogle anså den for at være en direkte videreførelse af den europæiske kolonialisme. Efter Seksdageskrigen i 1967 har panarabismen været en ideologi i tilbagegang, og i de efterfølgende årtier blev forskellige former for politisk islam i stedet den dominerende ideologiske strømning\[5\].

Fatah er en palæstinensisk bevægelse, der blev grundlagt i 1956 af bl.a. Yassir Arafat. Organisationen tog del i fredsprocessen i Oslo i starten af 1990’erne, hvor man forsøgte at skabe fred mellem Israel og Palæstina, og Fatah har været det dominerende parti i først PLO (den palæstinensiske frihedsbevægelse) og senere det palæstinensiske selvstyre på Vestbredden siden dets oprettelse i 1994. Fatah er en nationalistisk og i udgangspunktet sekulær bevægelse i modsætning til Hamas, som udspringer af Det Muslimske Broderskab og politisk islam. Fatah og Hamas har i mange år kæmpet om, hvem der bedst repræsenterer den palæstinensiske sag, og om kontrollen med det palæstinensiske selvstyre. I 2006-2007 udkæmpede de to parter en kortvarig krig, som endte med at Fatah beholdt magten på Vestbredden, mens Hamas satte sig på magten i Gaza. De to parter indgik en fredsaftale i 2011 \[6\].

Hamas er en palæstinensisk islamistisk bevægelse, der siden 2007 har styret Gaza-striben. Hamas udspringer af Det Muslimske Broderskab i Egypten og baserer sig på en islamistisk ideologi, som anser islam for at være ikke blot en religion, men også indeholde et politisk program for, hvordan man bør indrette samfundet. Hamas blev grundlagt under den første intifada (se nedenstående afsnit), og har fra begyndelsen udført et større antal terrorangreb i Israel. Senest det store angreb i det sydlige Israel den 7. oktober 2023, der kostede omkring 1.200 mennesker livet, mens 250 personer blev taget som gidsler. Hamas bliver regnet for en terrororganisation af bl.a. EU og USA. Hamas modtager støtte fra Iran og Hizbollah-militsen i det sydlige Libanon \[7\].

”Modstandens akse” er en alliance mellem en række mellemøstlige militser og den Islamiske Republik i Iran. Siden grundlæggelsen af den Islamiske Republik i Iran i 1979 har landets præstestyre søgt at sprede sin indflydelse og islamiske ideologi til de omkringliggende lande. Det har gennem årene resulteret i stærke bånd til den libanesiske Hizbollah-milits, Houthi-militsen i Yemen, Hamas i Gaza-striben - og siden den amerikanske invasion af Irak også en række magtfulde shiamuslimske militser i Irak. Indtil Bashar Assads styre i Syrien faldt i december 2024, var Syrien også at regne som en del af denne alliance. Iran har brugt disse allierede til at afskrække Israel og USA; hvis man angreb Iran, kunne man forvente, at f.eks. Hizbollah ville svare igen med angreb på Israel \[8\]. Siden Hamas’ terrorangreb mod Israel den 7. oktober 2023 og Israels efterfølgende krig mod både Hamas og Hizbollah er denne akse kommet under voldsomt pres. Både Hamas og Hizbollah er blevet kraftigt svækket, og Bashar Assads styre i Syrien er faldet. Dermed er Irans indflydelse i regionen svækket som følge af det seneste års konflikt.

I mange europæiske lande var der i det 19. og 20. århundrede en stærk antisemitisme (se opslag) , der resulterede i udbredte jødeforfølgelser. Dette førte til, at mange jøder anså zionismen og oprettelsen af en jødisk stat som den eneste måde at sikre det jødiske folks fred og sikkerhed. Efter Første Verdenskrig brød Det Osmanniske Rige sammen, og Palæstina blev et britisk mandatområde – mere eller mindre det samme som en koloni. Derfor arbejdede den zionistiske bevægelse på at påvirke den britiske regering til at tillade jødisk indvandring og på sigt oprette et jødisk hjemland i Palæstina. Det lykkedes med Balfour-erklæringen i 1917, som gav den britiske regerings støtte til oprettelsen af et jødisk hjemland i Palæstina \[9\]. Med fascismens fremmarch i Europa i 1930’erne og Holocaust under Anden Verdenskrig voksede ønsket om at immigrere til Israel yderligere, og mange europæiske jøder indvandrede til Israel. Den eksisterende arabiske befolkning kunne godt se, at målet var at etablere et jødisk hjemland på deres jord, og gjorde oprør mod indvandringen. Dette førte flere gange til optøjer, bl.a. i 1936-1939. Begge parter oprettede i samme periode selvbestaltede militære grupper, som kom i åben krig efter udråbelsen af den jødiske stat i 1948 og den efterfølgende første arabisk-israelske krig \[10\].

Israel besatte i forbindelse med Seksdageskrigen i 1967 Vestbredden og Gaza-striben. Israel trak sig tilbage fra Gaza-striben i 2005, men besatte området igen efter Hamas’ angreb den 7. oktober 2023, ligesom området i hele perioden mellem 2005 og 2023 var underlagt israelsk blokade. Vestbredden har været besat af Israel uafbrudt siden 1967. Siden oprettelsen af det palæstinensiske selvstyre i 1994 er enkelte områder på Vestbredden overgået til at blive administreret af selvstyret, men hele området er underlagt israelsk militær kontrol og overhøjhed. Besættelsen begrundes af nogle israelske politikere med spørgsmålet om sikkerhed. Andre stemmer i den nuværende israelske regering taler åbent om, at målet er at annektere Vestbredden og gøre det til en integreret del af Israel \[11\]. Ifølge Den Internationale Domstol i Haag er besættelsen ulovlig og i strid med folkeretten, og det samme gælder  de mange bosættelser, som Israel har etableret på Vestbredden \[12\].

Israel er et helligt land for både kristne, jøder og muslimer. Ifølge jødedommen har Gud givet Israel til jøderne, mens det for kristne er helligt, fordi det var her, Jesus levede, prædikede, blev korsfæstet og genopstod. I islam spiller landet også en central rolle, da profeten Muhammad ifølge Koranen foretog en rejse til himlen og derfra vendte tilbage til Jerusalem. Jerusalem er hjemsted for Grædemuren, som er ruinerne af det sidste jødiske tempel. Lige ved siden af ligger Al-Aqsa moskeen, som blev bygget på det sted, hvorfra Muhammad ifølge Koranen vendte tilbage fra himlen. Byen er også hjemsted for den kristne Gravkirke, som siges at være bygget på Golgata, hvor Jesus blev korsfæstet, og Via Dolorosa, som er den vej, Jesus gik, inden han skulle korsfæstes \[13\].

En vigtig faktor for konfliktens opståen var, at Storbritannien kontrollerede Palæstina fra 1917 frem til 1948 og i det meste af denne  periode tillod jødisk indvandring til området. Da konflikten mellem de jødiske indvandrere og den oprindelige arabiske befolkning tog til, blev situationen uhåndterbar for det britiske styre. Briterne besluttede derfor at inddrage det nyoprettede FN for at finde en løsning. FN udarbejdede to forskellige planer, hvoraf den ene i en lidt ændret udgave opnåede et flertal i FN’s generalforsamling. Ifølge denne plan skulle der oprettes en jødisk og en arabisk stat i området, og Jerusalem skulle være international zone. Det var med afsæt i den plan, at Israel blev oprettet i 1948. Selve den grænsedragning, som FN’s plan medførte, blev dog aldrig ført ud i livet, da krigen umiddelbart efter brød ud mellem Israel og de arabiske lande \[14\].

Umiddelbart efter vedtagelsen af FN’s delingsplan angreb styrker fra flere arabiske lande det netop oprettede Israel. Selvom de arabiske styrker var talmæssigt overlegne, havde de ikke en fælles kommandostruktur, og der var en del konflikter internt i den arabiske koalition. Derudover var de israelske styrker ekstremt motiverede og disciplinerede, da de kæmpede for landets eksistens, mens det ikke var det samme spørgsmål om liv eller død for mange af de arabiske soldater. De arabiske hære lykkedes ikke med at udslette Israel; tværtimod blev det område, som FN’s delingsplan havde tildelt Israel, kraftigt udvidet på bekostning af palæstinenserne. For israelerne er krigen kendt som ”uafhængighedskrigen”, da den markerer oprettelsen af et selvstændigt jødisk hjemland, mens den er kendt som ”Nakba” – katastrofen - blandt palæstinenserne, fordi mange palæstinensere under krigen blev fordrevet fra deres hjem. Det diskuteres fortsat, præcis hvor mange palæstinensere, der blev fordrevet, men de fleste peger på over 700.000. Dermed blev krigen også starten på det palæstinensiske flygtningeproblem, da mange palæstinensere - udover at flygte fra de af Israel erobrede områder til Vestbredden og Gaza – måtte flygte videre til nabolandene Libanon, Jordan, Egypten og Syrien \[15\].

Seksdageskrigen, også kendt som 1967-krigen, var en kortvarig krig mellem Israel og dets arabiske naboer. Årene op til krigen var præget af mistro og oprustning på begge sider til et punkt, hvor det bare var et spørgsmål om tid, før en ny krig ville bryde ud. Den konkrete anledning blev, at Egypten brød nogle våbenhvileaftaler fra 1949 om ikke at placere tropper tæt på Israel, hvilket fik Israel til at bombe det egyptiske luftvåben. Krigen varede, som navnet antyder, kun seks dage og blev et overvældende nederlag for de deltagende arabiske lande, dvs. Egypten, Syrien, Jordan, Irak og Libanon. Krigen endte med, at Israel besatte Vestbredden, Gaza samt den egyptiske Sinai-halvø og Golan-højderne i Syrien \[16\].

I 1973 angreb Syrien og Egypten Israel under den jødiske højtid ”Yom Kippur”, hvorfra krigen fik sit navn. Angrebet var et forsøg på at tilbageerobre de tabte områder fra 1967-krigen, Seksdageskrigen. Angrebet gik godt i starten, da Israel ikke var forberedt på det, men krigen endte med israelsk sejr, bl.a. pga. stor støtte fra USA. Selvom Israel vandt på slagmarken, blev krigen også startskuddet til fredsforhandlinger med Egypten, som resulterede i, at Israel gav Sinai-halvøen tilbage til egypterne \[17\].

”Intifada” er et arabisk ord, der oprindeligt betyder 'rystelse, bæven'.  Ordet bruges til at referere til to store opstande i de besatte palæstinensiske områder. Den første brød ud i 1987 og varede frem til underskrivelsen af Oslo-aftalen i 1993. Den anden startede i september 2000, efter at den højreorienterede Likud-leder og senere israelske premierminister Arien Sharon aflagde et besøg på Tempelbjerget i Østjerusalem. Dette var en voldsom provokation for mange palæstinensere, da det blev set som et budskab om, at dette område tilhørte Israel og ikke en fremtidig palæstinensisk stat. Opstanden varede frem til ca. 2005 og var bl.a. karakteriseret ved en kampagne af selvmordsbombeattentater mod civile i Israel, orkestreret af de to islamistiske palæstinensiske organisationer Hamas og Islamisk Jihad \[18\].

Oslo-processen er betegnelsen for en forhandlingsproces mellem Israel og PLO, der blev indledt i 1993. Den fik navnet  Oslo-processen, fordi den norske regering stod for at etablere kontakten mellem de to parter, da Norge var et af de få lande, der havde gode relationer til dem begge. Processen blev indledt med det, der blev kaldt den ”den israelsk-palæstinensiske principerklæring”, andre steder omtalt som ”principaftalen” eller ”den første Oslo-aftale”. Aftalen indebar, at de to parter anerkendte hinanden som forhandlingspartnere. PLO erkendte Israels ret til at eksistere, og Israel anerkendte, at PLO var den legitime repræsentant for palæstinenserne (før havde Israel betragtet PLO som en terrororganisation). Aftalen overdrog også administrationen af en række områder, såsom uddannelse og sundhedsvæsenet på Vestbredden og i Gaza, til det nyoprettede palæstinensiske selvstyre. Derudover satte aftalen en deadline på fem år for at finde en løsning på de store uenigheder – dvs. især grænsedragningen, Jerusalems deling, bosættelserne på Vestbredden og spørgsmålet om palæstinensiske flygtninges ret til at vende hjem. Aftalen var altså snarere en plan for, hvordan man skulle nå en fredsaftale – en ”køreplan”, som det blev kaldt - end en egentlig fredsaftale. Selvom de to parter blev enige om en anden Oslo-aftale i 1995, som bl.a. overdrog mere magt til det palæstinensiske selvstyre, endte Oslo-processen i fiasko. Det skyldtes bl.a., at den fredssøgende israelske premierminister Yitzhak Rabin blev myrdet i 1995. Rabin blev myrdet af højre-ekstremisten Yigal Amir, som var modstander af fredsprocessen. Ved det efterfølgende valg vandt den israelske højrefløj ledt af Benjamin Netanyahu magten på en politik om at stoppe fredsprocessen. Det blev dermed starten på afslutningen af forsøget på at lave en endelig fredsaftale\[19\].

Siden Hamas overtog kontrollen med Gaza-striben i 2007, har Israel bombet Gaza-striben som svar på raketangreb og selvmordsangreb foretaget af Hamas. Dette skete bl.a. i 2008, 2012, 2014 og 2021. Den absolut mest blodige Gaza-krig er dog krigen, der brød ud efter Hamas’ terrorangreb den 7. oktober 2023 \[20\].

Palæstinenserne i de besatte områder på Vestbredden har ikke de samme rettigheder som statsborgere i Israel og som de israelske statsborgere, der bor i de jødiske bosættelser på Vestbredden. Palæstinenserne har små lommer af selvstyre, men lever i realiteten under israelsk militærstyre og er ofre for systematisk diskrimination og fordrivelse. Den anerkendte menneskerettighedsorganisation Human Rights Watch vurderer for eksempel, at den israelske besættelse systematisk forfølger palæstinenserne, og at besættelsen udgør et apartheidstyre \[26\].

De mange terrorangreb, som ramte Israel i 00’erne,var med til at styrke den israelske højrefløj og svække fredsbevægelsen. Årsagen til, at Yitzhak Rabins (som var med til at starte Oslo-processen) efterfølger, Shimon Peres, tabte til Benjamin Netanyahu (som var modstander af Oslo-processen) i 1996, siges fx ofte at være  en terrorkampagne, som Hamas udførte op til valget. Ligeledes har de mange raketangreb, som de sidste årtier har ramt israelske byer, været med til at styrke den del af israelsk politik, der vil løse problemerne militært i stedet for gennem forhandlinger.

Generelt kan man sige, at højrefløjen i Danmark støtter Israel, hvor der blandt andet lægges meget vægt på, at Israel er et vestligt demokrati omgivet af diktaturer. På den anden side har venstrefløjen traditionelt støttet den palæstinensiske sag med henvisning til Israels besættelse og den fordrivelse, som finder sted af palæstinenserne. Både højre- og venstrefløj i Danmark fordømmer dog som regel terrorangreb og krigsforbrydelser, uanset hvem der har begået dem. Danmarks officielle holdning er, at regeringen støtter en tostats-løsning, der skal etableres gennem forhandling. Danmark støtter også flere bistandsprojekter i de palæstinensiske områder \[27\].

Nazisternes industrielle massedrab på over seks millioner jøder medførte, at der efter Anden Verdenskrig var udbredt sympati for den zionistiske sag. Selvom det var den tyske stat og besættelsesmagt, der stod for at organisere Holocaust, var der i alle de besatte lande mennesker, der direkte eller indirekte deltog i udryddelserne. Dertil kom, at antisemitisme havde været udbredt i alle europæiske lande før krigen. Den danske avis Jyllands-Posten trykte fx flere antisemitiske ledere i årene op til krigen \[28\]. Derfor var skyldfølelsen over det, der var sket, udbredt over store dele af Europa, og derfor var der også bred opbakning til at efterkomme de zionistiske lederes ønske om oprettelsen af en jødisk stat. Desuden var der mange jødiske flygtninge efter Anden Verdenskrig, som ikke havde noget sted at tage hen, og for hvem indvandring til Israel var den eneste løsning \[29\]. 

Tyskland er stadig meget præget af Holocaust i sin tilgang til Israel. Tyskland har f.eks. under den igangværende krig mellem Hamas og Israel været det klart mest Israel-venlige land i Europa, og landet har eksporteret mange våben til Israel. Udover det har det tyske parlament også i november 2024 vedtaget en resolution, der skal stoppe offentlig støtte til folk og organisationer, der ytrer sig kritisk om Israel, fx ved at opfordre til at boykotte landet. Resolutionen har mødt stor modstand i det tyske civilsamfund, og kritikere mener, at den begrænser ytringsfriheden \[30\].

Israel-Palæstina-konflikten var inden Hamas’ angreb den 7. oktober ved at indtage en mindre betydelig rolle i Mellemøsten. Dels fordi der var en proces i gang, hvor flere arabiske lande var i gang med at normalisere forholdet til Israel, dels fordi den store skillelinje de sidste årtier har været konflikten mellem Iran og Saudi-Arabien. Efter angrebet den 7. oktober og Israels invasion af Gaza (og senere også af Libanon) er konflikten igen blevet den centrale skillelinje i regionen. Saudi-Arabiens normalisering af forholdet til Israel er igen rykket længere ud i fremtiden, og det olierige kongerige har gjort en løsning af Palæstina-spørgsmålet til en betingelse for at indgå en fredsaftale med Israel \[31\]. Med Donald Trumps genindtræden i det Hvide Hus i januar 2025 er spørgsmålet, hvordan han vil balancere forholdet til Israel, som han har udtrykt stor støtte til, og med forholdet til Saudi-Arabien, som han havde et tæt forhold til under sin første embedsperiode. Denne balancegang vil blive afgørende for konfliktens fremtidige forløb og mulighederne for en eller anden form for fredelig løsning.

Gaza-striben er efter et års bombardementer og invasion helt smadret. Ifølge en analyse fra FN fra september 2024 er over 66 procent af alle bygninger i Gaza ødelagte. Over 44.000 er blevet dræbt, over 22.500 er blevet så hårdt såret, at det har ændret deres liv for altid (det kan f.eks. være at man ikke længere kan gå, se eller lignende). Kun 17 af Gazas 36 hospitaler fungerer delvist, og blandt andet derfor er adgangen til sundhedsydelser stærkt begrænset. Dertil kommer de psykiske traumer, som fx mange børn må leve med efter at have været udsat for bombardementer i over et år. Ifølge FN risikerer området at blive ramt af hungersnød pga. de få fødevareforsyninger, som Israel tillader  at komme ind i området \[32\]. Allerede nu er der en stor debat om, hvor ansvaret for denne katastrofe skal placeres. Israel og for en stor dels vedkommende også den amerikanske regering henviser til terrorangrebet den 7. oktober, og påpeger, at Israel havde ret til at svare igen og forsvare sig selv. De mener derfor, at tabene i sidste ende er Hamas’ ansvar, ligesom de i konkrete tilfælde vil påpege, at Hamas blandt andet ved at skjule kommandocentraler under hospitaler har brugt civile som skjold. På den anden side støtter en  række regeringer sig til de udtalelser, som Den Internationale Krigsforbryderdomstol i Haag er kommet med. Hele ideen med en international krigsforbryderdomstol bygger på princippet om, at selv i krige er der love. Domstolen påpeger, at Israel har brudt krigens love og begået krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, hvorfor domstolen også har udstedt arrestordre på Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, og tidligere forsvarsminister, Yoav Gallant, og en af de få stadig overlevende Hamas-ledere, Mohamed Diab Ibrahim Al-Masri \[33\]. Hvorvidt Den Internationale Straffedomstol har ret, bliver et af  store stridspunkter i de kommende år, når ansvaret for de mange døde i Gaza vil blive diskuteret.

En palæstinensisk mand undersøger en ødelagt bygning efter et israelsk luftangreb i den nordlige Gaza-stribe i byen Beit Lahia den 20. marts 2025

Våbenhvilen mellem Israel og Hamas er brudt sammen, efter at Israel genoptog angrebene på Gaza den 18. marts 2025.

Israel-Palæstina-XinhuaAbacaRitzau Scanpix@20250321-112633-3-5472x3648ma.jpg

Israel-Palæstina-konflikten

Den 9. april 1940 blev Danmark besat. Allerede tidligt om morgenen trængte tyske styrker over den danske grænse, og bombemaskiner hang som truende sorte fugle over landet. Det fik de ledende politikere og kongen til samme morgen at overgive sig og indgå den senere så berømte og berygtede samarbejdspolitik, som kom til at præge Danmark de følgende fem år.

Formålet med samarbejdspolitikken var at beskytte det danske samfund i en usikker tid, og i det store og hele lykkedes det at skåne Danmark for krigens ødelæggelser. Samarbejdet holdt også de økonomiske hjul i gang, eftersom danske landbrugs-, fiskeri- og industrivarer i stor stil kunne afsættes til Tyskland. Konsekvensen var, at den danske befolkning klarede sig rimeligt og levede en forholdsvis normal tilværelse, især i de første år af Besættelsen.

Augustoprøret 1943 indebar et brud med samarbejdslinjen, da almindelige danskere pressede regeringen til at træde tilbage. Samtidig kom en ny magtfaktor på banen: modstandsfolkene og deres styrende organ Frihedsrådet, hvis budskaber befolkningen nu hellere lyttede til. Det betød ikke, at hele Danmark gik til modstand imod besættelsesmagten. Modstandskamp var og blev en sag for de få, der med livet som indsats forrettede sabotageaktioner mod fabrikker og jernbaner og foretog partisanangreb mod tyskerne.

Tiden fra augustoprøret 1943 til befrielsen i maj 1945 blev blodig, da et brutalt tysk sikkerhedspoliti gjorde alt for at bekæmpe den voksende modstandsbevægelse. Imens varetog embedsmændene i departementschefstyret officielt den danske tilpasningslinje, men reelt var det stadig de "gamle" samarbejdspolitikere, der trak i trådene. Politikerne nærmede sig nu Frihedsrådets modstandslinje i bestræbelserne på at få vasket deres tyskvenlige stempel af og være klar til et comeback, den dag befrielsen kom.

Denne FaktaLink-artikel handler om besættelsestiden: om optakten, invasionen, samarbejdspolitikkens fordele og ulemper, om danskernes dagligdag, den voksende modstand og afslutningen på krigen.

Under Anden Verdenskrig blev det neutrale Danmark angrebet og erobret af Tyskland den 9. april 1940. Samme dag valgte den danske regering at bøje sig for det tyske krav om betingelsesløs overgivelse. Danmark var hermed besat af den tyske besættelsesmagt, og Besættelsen varede indtil tyskernes kapitulation den 5. maj 1945. Disse godt og vel fem år er siden blevet kaldt den danske besættelsestid, og ordene signalerer, at i det tidsrum var Danmark besat og underlagt en fremmed magt. Altså under et tysk overherredømme.

Det betød umiddelbart, at Danmark delte en hård skæbne med lande som Norge, Frankrig og Polen, der også blev besat af det nazistiske Tyskland. Men modsat disse lande var besættelsen af Danmark langt mere skånsom. Danmark blev nemlig ikke behandlet som et fjendtligt, krigsbesat land, hvor tyskerne overtog landets statsmyndighed og systematisk undertrykte og mishandlede dens befolkning. Tværtimod betragtede tyskerne Danmark som et særtilfælde, hvilket indebar en fredelig besættelse med vægt på danskerne som gode handelspartnere. Dermed kunne regering, stat og offentlig administration i mangt og meget fortsætte på danske hænder i tiden efter den 9. april 1940.

Det er en illusion at tro, at Danmark var en suveræn stat under Besættelsen. Det var til enhver tid besættelsesmagten, der havde det sidste ord at skulle have sagt. Vel at mærke ord med vægt bag i form af truslen om nazificering, vold og terror og i værste fald krig på dansk jord.

Groft sagt, så længe den danske regering og befolkning makkede ret og passede sit uden at gøre modstand, greb besættelsesmagten ikke ind i det, der blev kaldt "indre danske anliggender". Det var vilkårene for det besatte Danmark. Netop derfor var besættelsestiden længe en periode præget af et samarbejde, der både var skånsomt, besværligt og smertefuldt. Det placerede dog Danmark i en gråzone imellem at være et besat land i gængs forstand og en – om end nødtvungen – tysk allieret. I det perspektiv var den danske modstandskamp yderst vigtig.

Modstandskampen, som voksede frem i de sidste besættelsesår, fik ikke alene betydning for danskernes selvforståelse. Den viste også hele verden, at der var et kæmpende Danmark. Dermed var vejen banet for, at landet efter befrielsen og efter Anden Verdenskrig blev placeret på de allierede sejrherrers side.

Besættelsestiden er blevet kaldt "de fem lange år", og der er på alle måder langt fra 1940 til 1945. Fra 1940-41, hvor Tyskland fejrede store militære triumfer, og ingen i Danmark kunne vide, om Besættelsen ville vare i generationer, til 1944-45, hvor de allierede trængte de tyske hære tilbage, så en endelig tysk kapitulation og Danmarks befrielse syntes nært forestående.

Også på et mentalt, psykologisk plan var rejsen lang fra 9. april 1940 til 5. maj 1945. Usikkerhed og frygt – men efterhånden også håb og trods – spillede en central rolle for, hvordan danskerne reagerede i forhold til besættelsesmagten. Hvis man vil forstå, hvorfor danskerne handlede eller undlod at handle, som de gjorde under Besættelsen, må man forsøge at leve sig ind i denne uvisse tilværelse.

Der var grundlæggende to muligheder for danskerne under Besættelsen: at kæmpe og yde modstand eller at tilpasse sig og samarbejde med tyskerne.

Helt så enkelt var det dog ikke. I realiteten var der i de første besættelsesår intet brugbart alternativ til samarbejdslinjen. Ud fra devisen om at handel med tyskerne var vilkåret for at overleve som nation, var samarbejdspolitik det officielle Danmarks svar på besættelsessituationen. Spørgsmålet var, hvor langt man skulle strække sig for at opfylde de tyske ønsker og krav. Stillet over for en kynisk besættelsesmagt blev samarbejdspolitikken skruen uden ende, som fortsatte lige så længe, befolkningens opbakning var til stede, og modstanden ubetydelig.

Indtil langt ind i 1943 bakkede den danske befolkning op. Men i august 1943 indtraf vendepunktet. Augustoprøret indebar et brud med samarbejdslinjen, da almindelige danskere pressede regeringen til at træde tilbage den 29. august. Samtidig kom en ny magtfaktor på banen: modstandsfolkene og deres styrende organ Frihedsrådet, hvis budskaber befolkningen nu hellere lyttede til. Det betød ikke, at hele Danmark gik til modstand imod besættelsesmagten – slet ikke. Modstandskamp var og blev en sag for de få, der med livet som indsats bistod de allierede og banede vejen for Danmarks befrielse.

Tiden fra augustoprøret 1943 til befrielsen i maj 1945 blev blodig, da et brutalt tysk sikkerhedspoliti gjorde alt for at bekæmpe den voksende modstandsbevægelse. Imens varetog embedsmændene i departementschefstyret officielt den danske tilpasningslinje, men reelt var det de "gamle" samarbejdspolitikere, der trak i trådene. Politikerne nærmede sig nu Frihedsrådets modstandslinje i bestræbelserne på at få vasket deres tyskvenlige stempel af og være klar til et comeback, den dag Danmarks befrielse kom.

Tre datoer er særligt vigtige, når man beskæftiger sig med den danske besættelsestid:

*   Den 9. april 1940
*   Den 29. august 1943
*   Den 5. maj 1945.

Datoerne er milepæle i "fortællingen" om, da Danmark blev besat, gik til modstand og blev befriet. Man kan således tale om en fase før og en fase efter augustoprøret i 1943. Første fase stod i samarbejdets tegn, mens anden fase tilhørte modstanden.

I løbet af 1930'erne nærmede befolkningstallet i Danmark sig 4 millioner indbyggere. Det var en fordobling over godt og vel et halvt århundrede. Det moderne Danmark var født, og velfærdsstaten på vej. Stadig flere mennesker flyttede fra landet ind til byerne. Det betød, at industri og håndværk i 1930'erne overhalede landbruget i antal beskæftigede, selvom landbruget stadig skaffede de fleste valutaindtægter til landet. Danmark var især afhængig af handlen med England: I 1930'erne gik 60 % af den samlede eksport til England, 20 % til Tyskland og de resterende 20 % til andre lande.

1930'erne var også Socialdemokratiets store årti. Under statsminister Thorvald Staunings (1873-1942) alfaderlige ledelse formuleredes linjerne for fremtidens danske velfærds- og forsørgelsesstat. Danmark som foregangsland, eller med partifællen, socialminister K.K. Steinckes (1880-1963) ord fra 1933: "Vis os ét land i denne verden, der byder de syge, de gamle, børnene, de arbejdsløse, de trængende som helhed en sociallovgivning, der står på højde med den socialreform, der nu er gennemført." Ifølge ”Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie”, bd. 13 s. 100 (se kilder).

Samtidig blev Danmark ramt af den økonomiske verdenskrise. Det førte til voldsom arbejdsløshed: Fra 13,7 % i 1930 til 31,7 % i 1932, hvorefter den holdt sig på de godt 20% tiåret ud. Den store krise (depressionen) ramte langtfra alle samfundsgrupper lige hårdt, og især bønder og ufaglærte arbejdere var hårdt ramt. Således seksdobledes antallet af landbrugsejendomme på tvangsauktion fra 1930 til 1932, og bybilledet var præget af lange køer af arbejdsløse, folkekøkkener og husvildebarakker. Omvendt oplevede industrien en betydelig vækst i 1930'erne. Krisen skærpede modsætningerne såvel mellem land og by som mellem lønarbejder og kapital i et i forvejen socialt og økonomisk opdelt dansk samfund.

Ikke desto mindre stemte 46 % af danskerne ved valget i 1935 på Socialdemokratiet, hvis valgmotto var "Stauning eller Kaos". Hermed var partiet ikke længere alene de danske arbejderes parti, men landets brede, folkelige parti, som sammen med udenrigsminister Peter Munchs Radikale Venstres 9 % havde absolut flertal i Folketinget. Hermed kunne Stauning forlade et turbulent tiår i vished om, at velfærdsstatens regulerings- og omfordelingspolitik var slået igennem. I dette perspektiv fremstår besættelsestiden som en historisk parentes om et moderne velfærdssamfunds udvikling og realisering.

1930'ernes danske samfunds- og kulturdebat blev i høj grad præget af spørgsmålet om demokrati eller ikke demokrati. Nød og afmagt og dermed utilfredshed fulgte i kølvandet på tredivernes økonomiske krise, og fra de politiske yderfløje lød massiv kritik af det parlamentariske, danske demokrati. Den kom til udtryk ved talrige demonstrationer og protestoptog mod det, man kaldte "Systemet Stauning" eller "Systemet Munch". Et alternativ havde manifesteret sig i 1933 i Tyskland med Hitlers magtovertagelse, og nazismens ideologi fik også sine danske tilhængere. Som modsvar til den danske sympati for nazismen udgav socialdemokraten Hartvig Frisch i 1933 bogen "Pest over Europa", hvor han advarede mod demokratiets fjender i form af nazisme, fascisme og bolsjevisme (kommunisme).

På højrefløjen opstod i 1930 det danske nazistparti (DNSAP), der i 1939 med lægen Fritz Clausen som leder kom i Folketinget med 3 mandater – svarende til cirka 31.000 stemmer. Endnu flere, hen ved 100.000 landmænd, samledes i Landbrugernes Sammenslutning (LS) fra 1931, som svar på landbrugskrisen og som protestbevægelse mod "Systemet": For eksempel ved bondeoptoget i 1935, hvor 50.000 bønder gik til kong Christian 10. i forgæves protest. I 1931 valgtes 5 LS-folk ind i Folketinget som Venstremænd, mens andre af LS' ledere gik i samarbejde med DNSAP.

Andre af de etablerede partier oplevede også tidens antidemokratiske, militante tanker trænge ind i egne rækker. På gadeplan overfaldt og sloges uniformerede, bevæbnede KU'ere (medlemmer af Konservativ Ungdom) med unge kommunister og socialdemokrater. Tonen var rå hos KU's leder Jack Westergaard, der i 1933 talte på sit partis landsmøde om fascisme og nazisme som fremtiden og angreb: "den socialisme, parlamentarisme, liberalisme og demokrati, som partierne Venstre, radikale og Socialdemokratiet er udtryk for, begreber, der ligger på dødslejet verden over." Ifølge ”Danmark besat og befriet”, s. 8 (se kilder). Opbakningen til fascismen og modstanden mod kommunismen fik også danskere til at tage aktivt del i militære handlinger. 2.000 danskere rejste således til Finland for at hjælpe i krigen mod Stalins kommunister.

På den yderste venstrefløj lå sympatien hos Sovjetunionen og dets påståede kommunistiske paradis. Den danske venstrefløj var blind over for Stalins forbrydelser. Venstrefløjen bestod af Danmarks Kommunistparti (DKP), som fra 1932 fast sad i Folketinget. Dog kun med 2-3 mandater, så det var via fagforeningsarbejde og igennem kulturlivet, at DKP fik indflydelse på ikke mindst intellektuelle kulturradikale og såkaldte "salonkommunister". Eksempelvis samledes folk fra venstrefløjen (inklusiv socialdemokrater og radikale) i foreningen Frisindet Kulturkamp (1935-39) for at bekæmpe tidens antidemokratiske og fascistiske strømninger.

I 1936 drog 550 frivillige danskere til Spanien for at kæmpe mod general Francos fascister.

Op igennem 1930'erne førte den danske regering med oppositionens opbakning en slags neutralitetspolitik. Selvom Danmark ikke var upartisk i traditionel folkeretlig forstand, søgte den radikale udenrigsminister Peter Munch (1870-1948) at tilpasse sig Tyskland ud fra devisen: "Vi må indrette os således, at vi militært intet betyder. Da kan Tyskland ikke mistænke os for at ville slå følge med dets fjender". Ifølge ”Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie”, bd. 13, s. 193 (se kilder).

Hermed fortsatte Danmark den udenrigspolitiske linje, som landet siden 1864-nederlaget til Tyskland havde ført, og som under diplomaten og udenrigsministeren Erik Scavenius (Radikale Venstre) havde bragt Danmark sikkert igennem Første Verdenskrig. Den hvilede på erkendelsen af, at et egentligt militært forsvar af Danmark var umuligt over for en stormagt som Tyskland. I stedet gjaldt det om at tilpasse sig de til enhver tid herskende magtforhold. Det betød for Munch, at Danmark skulle "ligge død" i forhold til et stadig mere aggressivt, nazistisk Tyskland. Tyskland oprustede kraftigt fra 1935, hvilket Danmark undlod at fordømme i Folkeforbundet (den tids FN).

I udlandet var der nok forståelse for den danske neutralitets- og sikkerhedspolitik i lyset af Danmarks strategisk udsatte beliggenhed. Og der var ikke hjælp at hente i tilfælde af et tysk angreb, hvilket den engelske udenrigsminister Eden meddelte statsminister Stauning i april 1937. Det skete blot en måned efter, at tankerne om et nordisk forsvarsforbund var endeligt skrinlagt, og den danske statsminister i den såkaldte "lænkehundstale" havde erklæret, at Danmark ikke havde "fået overdraget opgaven som lænkehund eller anden vagtopgave på Nordens vegne". Ifølge ”Danmark besat og befriet”, s. 17-18 (se kilder).

Herefter var der reelt kun en mulighed tilbage, hvis dansk suverænitet skulle sikres, nemlig at gøre alt for at bevare de venlige relationer til Tyskland. Den 31. maj 1939 blev et højdepunkt i den tilpasningsivrige neutralitetspolitik, da Danmark som eneste nordiske land undertegnede ikkeangrebspagten med Tyskland. Et lille år efter kom konsekvensen af et svagt forsvar, da Danmark den 9. april 1940 kunne besættes af Tyskland stort set uden kamp.

1930'ernes danske neutralitets- og sikkerhedspolitik var det lille, militært underlegne lands forsøg på at sikre sin nationale suverænitet over for stormagten Tyskland. Danmark søgte at tilpasse sig og udvise imødekommenhed over for den sydlige nabo, vel at mærke uden samtidig at støde en anden europæisk stormagt, England, fra sig. Dansk udenrigspolitik blev en balancegang for at fastholde en fredelig, konfliktløs sameksistens med begge de to rivaliserende magter.

Tyskland og England var Danmarks store samhandelslande, hvorfor neutralitetspolitikken blev et middel til at sikre det danske velfærdssamfund, som var under opbygning. Netop velfærdssamfundet kunne i sidste ende vise sig at være det bedste forsvar ved en fjendtlig besættelse af landet. Danmark kunne kun bevare sin eksistens som nation i og med, at det danske folk i et demokratisk velfærdssamfund udgjorde en social, økonomisk, politisk og kulturel ubrydelig enhed.

Dansk neutralitetspolitik havde sin pris i form af menneskelige omkostninger og knægtelse af ytringsfriheden. Det store offer blev de godt 20.000 tyske flygtninge, der kom til landet. Under 10 % af dem, der passerede Danmark i løbet af 1930'erne, fik længere tids opholdstilladelse. De fleste flygtninge var af jødisk herkomst og på flugt fra de nazistiske forfølgelser og jødelove. Ikke desto mindre valgte de danske politikere at afvise dem ved grænsen. Dermed sendte Danmark flygtningene tilbage til en uvis skæbne, der for mange betød døden i de tyske udryddelseslejre.

I 1938 begrundede justitsminister K.K. Steincke denne flygtningepolitik med, at de tyske jødelove var almindelige borgerlige love, og derfor kunne Danmark ikke give politisk asyl. De flygtninge, som fik politisk asyl, modtog ingen økonomisk hjælp og blev påbudt at være politisk passive. Samtidig samarbejdede dansk politi med Gestapo om at bekæmpe venstreorienterede, som flygtede fra Tyskland.

Allerede i 1933 opfordrede udenrigsminister Peter Munch dansk presse til at "holde igen udadtil", da intet måtte støde Hitler. Størstedelen af dansk presse og kulturliv fulgte ukritisk opfordringen, og en del valgte at udtrykke deres begejstring for Hitler og hans "brune helte". Derimod blev en række kritikere, såsom debattøren Poul Henningsen og arkitekten Edvard Heiberg, truet, fyret eller ligefrem fængslet.

Tysklands stadig mere aggressive udenrigspolitik gjorde neutralitetspolitikken besværlig, og den danske regering forsøgte at nedtone og fortie uoverensstemmelser. Det gjaldt konstant i spørgsmålet om Sønderjylland, som siden genforeningen i 1920 udgjorde den "blødende grænse" mod syd; det gjaldt tyske fly og skibe, som i 1938 øvede på dansk territorium; og det gjaldt i månederne op til Besættelsen, hvor tyske ubåde torpederede og sænkede danske handelsskibe, hvilket regeringen udlagde som minesprængninger.

Tyskland angreb Danmark af rent strategiske årsager som led i en militær operation, hvis primære mål var Norge.

Ved krigens udbrud i september 1939 erklærede Danmark, Norge og Sverige sig neutrale, mens Finland i november 1939 blev angrebet af Sovjetunionen. På det tidspunkt havde Hitler ingen planer om at angribe de nordiske lande, men da den ventede tyske storoffensiv mod Frankrig trak ud, satte de krigsførende stormagter i stedet fokus på Skandinavien.

De vestlige allieredes interesse lå dels i at bremse udskibningen i de norske farvande af svensk malm til tysk rustningsindustri, dels i at åbne en anden front som aflastning for det truede franske forsvar. For at komme før englænderne i kapløbet om Skandinavien udviklede den tyske krigsledelse en overraskelsesoperation med kodenavn "Weserübung". Den 1. marts 1940 afgav Hitler sin førerbefaling: "Herved skal et engelsk overgreb på Skandinavien og Østersøen forebygges, vor malmbasis i Sverige sikres, og krigsmarinens og luftvåbnets udgangsstilling mod England udvides." Ifølge ”Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie”, s. 188 (se kilder).

I operationen var Danmark tiltænkt rollen som en slags trædesten for de tyske tropper på deres vej til Norge. Stillet over for et ultimatum regnede man i Tyskland med, at den danske regering ville acceptere, at tyskerne såvel fik fri transport op gennem Jylland samt flådebaser i Frederikshavn og Skagen. Når Hitler i sidste ende, og så sent som i marts 1940, alligevel valgte at angribe og besætte hele Danmark, skyldtes det alene en militærteknisk ændring. Denne fandt sted da det tyske luftvåben pludselig stillede krav om, at Ålborg Flyveplads skulle bruges til mellemlandinger, hvorfor "Frederikshavn og Skagen" blev streget over og erstattet med ordet "Dänemark" i de militære papirer.

Nu ventede den tyske flåde blot på, at isen i Kattegat skulle bryde, så man i ly af forårets lange og mørke nætter kunne overraske englænderne i kapløbet om Norge. Flere gange udskød Hitler afrejsedatoen for Norgesfelttogets 100.000 mand, hvoraf cirka 40.000 var afsat til erobringen af Danmark. Først den 2. april lagde Hitler sig fast på, at angrebet skulle finde sted den 9. april 1940; tilfældigvis samtidig med, at englænderne den 8. april indledte mineringen af norsk farvand. På minuttet kl. 04.15 blev Danmark den 9. april 1940 angrebet af Tyskland.

Efter besættelsesårene er talrige myter opstået om, hvem der vidste hvad i tiden op til den 9. april, myter, som er skabt ud fra et ønske om at placere et ansvar og sikre et alibi for kapitulationen. I den mest berømte, Rostockmyten, hævdes det, at udenrigsminister Peter Munch den 17. marts 1940 besøgte den tyske SS-chef Himmler i Rostock og lovede den tyske hær fri indmarch i Danmark. Men myten har intet på sig: I sagens natur måtte overraskelsesangrebet "Operation Weserübung" hemmeligholdes til det sidste.

I Danmark vidste man reelt intet, før de tyske tropper var på vej til den danske grænse. Da der i dagene op til den 9. april indløb meldinger om, at noget truende var under opsejling, bar den danske regerings forholdsregler præg af misforståelser, naivitet og passivitet. Nok modtog Danmark i månederne op til Besættelsen diplomatiske rygter om, at Tyskland planlagde en militær aktion mod Norge, men at Danmark kunne være målet for et tysk angreb, hverken nævnte eller troede nogen på. I statsminister Staunings regering håbede man til det sidste, at neutralitetspolitikkens "ligge død"-strategi ville holde krigens ødelæggelser uden for Danmark.

Så sent som den 4. april 1940 indløb den første egentlige advarsel fra det danske gesandtskab i Berlin, hvis oplysninger stammede fra højtstående tyske officerer, som i upræcise vendinger talte om en nært forestående tysk aggression mod Danmark og Norge. Men den danske regering fandt ikke oplysningerne troværdige og valgte at sidde advarslen overhørig. I stedet mente regeringen, at det gjaldt om at bevare roen for ikke at provokere tyskerne til at angribe Danmark. Derfor afviste regeringen hærens anmodninger den 6. såvel som den 8. april om at måtte mobilisere sikringsstyrkens knap 60.000 mand.

Mandag den 8. april var det alligevel for sent at mobilisere et dansk forsvar imod de tyske troppekoncentrationer syd for grænsen og flådeaktiviteter i Storebælt. Det stod nu klart, at freden var i fare, og på forsiden af avisen Nationaltidende kunne man læse: "Om et døgn eller mindre kan der være skabt en helt ny situation i Skandinavien". Ifølge ”Besættelsestiden 1940-45”, s. 17 (se kilder).

Om aftenen den 8. april samledes lederne af de politiske partier. Man var i det store og hele enige om, at det eneste, der nu var at gøre, var at vente og se, hvad tyskerne havde af krav, og derefter som neutral nation protestere eller acceptere. Derpå gik landets ledere hjem og sov. Tidlig næste morgen blev de taget på sengen af de tyske tropper.

Et ubesvaret spørgsmål vil altid stå tilbage: Hvad nu hvis Danmark havde valgt at kæmpe den 9. april 1940? Æren ville være reddet, men er det realistisk at tro på, at et nok så stærkt dansk forsvar kunne have modstået en stormagts voldsomme angreb og i så fald, hvordan ville Danmark have set ud bagefter?

Klokken 4.15 om morgenen den 9. april 1940 invaderede tyske tropper Danmark. To tyske divisioner på i alt 40.000 mand angreb Danmark på land, til vands og fra luften. Ved den dansk-tyske grænse, hvor 2.500 danske soldater lå i højeste alarmberedskab, kom det til spredte kampe. I den ulige kamp faldt 11 danske soldater og 3 grænsegendarmer, før den tyske ilmarch op gennem Jylland kunne fortsætte. Hovedangrebsmålet var Ålborg Flyveplads, som de tyske faldskærmstropper erobrede kl. 6.30 uden kamp; i øvrigt var det første gang i krigshistorien, at faldskærmssoldater blev sat ind.

På øerne landsatte den tyske marine fra kl. 4.25 tropper, der overraskede de 12.500 mand (heraf godt halvdelen nyindkaldte rekrutter) på de danske kaserner. Tropperne "sikrede" de vigtigste havne, broer og veje, mens det tyske luftvåben (Luftwaffe) bombede de danske fly på Værløse Flyveplads. Det kostede to livet.

I København lagde et tysk troppeskib med 800 mand til ved Langelinje. De overrumplede det danske militærs hovedkvarter på Kastellet og indtog Amalienborg efter en kortvarig ildkamp med livgarden. At tyskerne kunne sejle lige forbi den danske flåde og Middelgrundsfortet, hvor kanonen havde sat sig fast, og indtage hovedstaden er siden blevet symbolet på det lidet heroiske danske forsvar.

Samtidig med invasionen tog den tyske gesandt Renthe-Fink kontakt til den radikale udenrigsminister Peter Munch og forelagde ham det tyske ultimatum: dansk kapitulation, ellers ville Luftwaffe, der som "sorte fugle" fløj truende rundt over hovedstaden, begynde at bombe. Kl. 5.30 mødtes Munch og regeringens øvrige ledere med kong Christian 10. og de øverste for værnene. Efter en kort rådslagning om, hvorvidt der skulle kæmpes videre, blev det besluttet at kapitulere. Kl. 6.00 (om end ved en fejl først 2 timer senere i Sønderjylland) udgik ordren om at stoppe kampene. I alt døde 16 danskere og 23 såredes.

Efter beslutningen var truffet, forestod tre opgaver for den danske regering:

*   **For det første** at svare den tyske gesandt, at man under protest accepterede de tyske kapitulationskrav.
*   **For det andet** at forklare situationen for danskerne, der via radioen og i aviserne modtog regeringens og kongens proklamation, der opfordrede "Befolkningen til rolig og behersket Holdning overfor de Forhold, som nu er opstaaet". Ifølge ”Besættelsestiden 1940-45”, s. 22 (se kilder).
*   **For det tredje** at informere den samlede Rigsdag om, at kapitulationen var sket for "at skåne landet og folket for en krigstilstands følger", hvilket statsminister Stauning gik på talerstolen og gjorde kl. 21.00. Ifølge ”Besættelsesårene 1940-1945”, s. 24 (se kilder).

Fredsbesættelsen var forestillingen om, at Tysklands angreb på Danmark ikke var en krig. I stedet var der tale om en fredelig tysk besættelse af landet. Det kom i realiteten til at betyde, at Danmark efter den 9. april 1940 fungerede videre på en illusion om at være en suveræn stat. Hermed opnåede Danmark en særstatus sammenlignet med andre besatte lande. I Norge, Holland og Frankrig overtog den tyske besættelsesmagt regeringsmagten og den overordnede administration af landet. I Danmark kunne konge, regering og Folketing, men også hele det offentlige administrationsapparat samt domstole, politi og militær, fortsætte. Det gjaldt fra den 9. april 1940 og frem til den 29. august 1943 og med modifikationer videre frem til den 5. maj 1945.

Det var en betingelse for fredsbesættelsen, at illusionen om Danmark som suveræn og neutral stat blev opretholdt. Derved kunne Tyskland forhandle med Danmark som med et hvert andet land og gennem det respektive lands udenrigsministerium. Det betød, at 1930'ernes neutralitetspolitik, der først og fremmest handlede om at beskytte Danmark mod at blive draget ind i krig, kunne fortsætte efter den 9. april 1940. De danske politikeres råderum blev dog væsentligt mere snævert med en tysk besættelsesmagt, der ganske vist spillede med på illusionen om de såkaldte "løfterne af 9. april", men kun så længe det kunne betale sig.

Fredsbesættelsen var ikke en formel, bindende dansk-tysk aftale. Den blev en praksis hvilende på "løfterne af 9. april". "Løfterne" var at læse i den skrivelse, som fulgte det tyske ultimatum om dansk kapitulation. Heri stod der, at de tyske tropper ikke betrådte dansk jord "i fjendtligt øjemed", da "Tyskland ikke har til hensigt ved sine foranstaltninger hverken nu eller for fremtiden at antaste kongeriget Danmarks territoriale integritet eller politiske uafhængighed." Ifølge ”Besættelsesårene 1940-1945”, s. 18 (se kilder).

I den danske regerings svarnote tog man tyskerne på ordet og gentog "løfterne" om tysk fredsbesættelse og dansk suverænitet. Man svarede endvidere, at "Den danske regering har under den givne situation besluttet sig til at ordne forholdene her i landet under hensyntagen til den stedfundne besættelse. Denne nedlægger dog en alvorlig protest mod denne krænkelse af Danmarks neutralitet." Ifølge ”Danmark besat og befriet”, s. 26 (se kilder).

Det var udenrigsminister Munch, der stod bag de taktisk kloge formuleringer i svarnoten. Her blev det dels slået fast, at Danmark fortsat var en suveræn stat ledet af en dansk regering; dels at Danmark var et neutralt land og derfor måtte protestere over krænkelserne. Dermed fik Munch uden at støde Tyskland sendt et signal til den danske befolkning og til hele omverdenen om, at regeringen ikke var på tysk side.

"Nu er det Danmark og alene Danmark, det gælder" lød de afsluttende ord fra Rigsdagens formand om aftenen den 9. april 1940. Med en ydre fjende i landet handlede det frem for alt om at stå sammen indadtil som nation. Ifølge ”Besættelsesårene 1940-1945”, s. 24 (se kilder).

Næste morgen blev den siddende SR-regering udvidet med repræsentanter fra oppositionen. Venstre fik udnævnt tre ministre uden ministerium og de Konservative det samme, deriblandt John Christmas Møller. Hermed havde regeringen skabt en national samlingsregering, som oppositionen accepterede på betingelse af, at ansvaret for kapitulationen alene var SR-regeringens.

Samlingsregeringen havde flere klare fordele:

*   Den signalerede over for den danske befolkning, at alle måtte stå sammen i en svær tid, og at landet var trygt i samlingsregeringens hænder.
*   Den viste den tyske besættelsesmagt, men også det store udland, at Danmark stadigvæk fungerede som en uafhængig nationalstat, og at den danske samarbejdspolitik hvilede på det bredeste parlamentariske grundlag.
*   Den holdt de udemokratiske yderfløje uden for politisk indflydelse og stemplede dem som unationale. Det gjaldt i særdeleshed de danske nazisters parti (DNSAP) og deres samarbejdspartnere i Bondepartiet, men til dels også kommunisterne (DKP).

Samlingsregeringen styrkede den indre og ydre front ved at give næring til forestillingen om det nationale fællesskab. Men på Christiansborg knirkede det politiske sammenhold.

Venstre og de Konservative forlangte større politisk indflydelse og truede med at sprænge samlingsregeringen. Samtidig krævede tyskerne øget dansk tilpasningsvillighed – ellers ville nazisterne i DNSAP gerne overtage landets ledelse.

Efter lange og svære forhandlinger oprettedes den 2. juli 1940 Rigsdagens Samarbejdsudvalg på ni medlemmer fra samlingsregeringens partier.

Nimandsudvalget var et slags forretningsudvalg, der drøftede vigtige sager angående besættelsesmagten, hvorefter regeringen traf beslutning. Den 8. juli blev samlingsregeringen rekonstrueret. Regeringens ministerposter blev skåret ned fra 18 til 12, og de blev mere ligeligt fordelt mellem de 4 samlingspartier. Den socialdemokratiske statsminister Stauning fortsatte, hvorimod den radikale Munch (i øvrigt efter kongens ønske) blev ofret til fordel for en ny udenrigsminister, diplomaten og den radikale politiker Erik Scavenius. Det private erhvervsliv og embedsmændene blev repræsenteret med to upolitiske ministre.

Med en ny og stærkere samlingsregering var man klar til at forlade den passive tilpasningspolitik og i stedet samarbejde aktivt med besættelsesmagten.

Erik Scavenius (1877-1962) personificerer om nogen samarbejdspolitikken, og han var fra 1940 til 1943 den mest centrale og omstridte person i dansk politik. Efter en lang karriere som diplomat og en kortere som radikal politiker blev Scavenius i sommeren 1940 hentet ind som ny udenrigsminister. Hos både danskerne og tyskerne nød Scavenius stor anseelse for som udenrigsminister at have ført Danmark smidigt, neutralt og uskadt igennem Første Verdenskrig. Ved sin tiltrædelsestale (den siden så berygtede 8. julierklæring) slog Scavenius tonen an og lagde op til en mere samarbejdsivrig dansk kurs: "Ved de store tyske sejre, der har slået verden med forbavselse og beundring, er en ny tid oprundet i Europa … Det vil være Danmarks opgave herunder at finde sin plads i et nødvendigt og gensidigt aktivt samarbejde med Stortyskland". Ifølge ”Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie”, bd. 13, s. 216 (se kilder).

Dermed var den radikale Munchs passive samarbejdslinje, der i Scavenius’ øjne byggede på en fiktion om dansk neutralitet, skudt i sænk. Scavenius mente, at der måtte føres realitetspolitik, og realiteterne i 1940 var, at Danmark var besat af Europas stærkeste militærmagt, som man for alt i verden måtte stå på god fod med. Denne goodwill-politik dominerede det dansk-tyske samarbejde frem til augustoprøret 1943, men gjorde Scavenius upopulær blandt sine politiske modstandere i Rigsdagen og ikke mindst i den danske offentlighed og befolkning.

I 1942 blev Scavenius statsminister, men han truede gentagne gange med at gå af under de store kriser, hvis Rigsdagen ikke føjede ham. Det gjorde den under protest, for reelt var der intet alternativ til Scavenius – i det mindste ikke et, som tyskerne havde tillid til og kunne acceptere. 10 måneder fik Scavenius som landets regeringschef, og indtil augustoprøret var han for politikerne et nødvendigt "onde" i bestræbelserne på at sikre fredsbesættelsen. Politikerne havde brug for Scavenius' styrke, hvad enten det var som værn imod en kynisk besættelsesmagt eller som lynafleder for en kritisk befolkning.

Den kurs, som den danske regering førte over for den tyske besættelsesmagt i tiden frem til den 29. august 1943, kaldes samarbejds- eller forhandlingspolitikken. Der var tale om et dansk-tysk samarbejde med det klare formål at undgå krigens ulykker på dansk jord og en nazificering af det danske samfund. Men hvor langt skulle de strække sig i samarbejdet og bestræbelserne på at tækkes den tyske besættelsesmagt? Det var det store spørgsmål, de danske politikere stod over for.

Den 9. april 1940 stod det klart, at den danske regering intet alternativ havde til at indlede et samarbejde med besættelsesmagten. Det bakkede Rigsdagen, kongen og hele det officielle Danmark op om, men også befolkningen i dens stiltiende accept. Imidlertid forandrede og udviklede samarbejdspolitikken sig i løbet af besættelsen først og fremmest bestemt af verdenskrigens gang.

I de første måneder førte regeringen med udenrigsminister Munch i spidsen en afventende, passiv politik over for besættelsesmagten. Det handlede om at fastholde dansk neutralitet og suverænitet, hvis krigen sluttede hurtigt, og Danmarks skæbne skulle afgøres på en fredskonference. Med stormagten Frankrigs fald i juni 1940 svandt dette håb. Danskerne måtte i stedet indstille sig på, at landet var besat – måske langt ud i fremtiden. Derfor indledte regeringen med den ny udenrigsminister Scavenius en mere aktiv samarbejdslinje over for tyskerne.

Gevinsten var, at det lykkedes Danmark (modsat Norge, Frankrig og Holland) at bevare sin suverænitet på langt de fleste områder. Til gengæld måtte Danmark give køb på retssikkerheden og ytringsfriheden for landets borgere.

Tilknytningen til Tyskland blev stadig mere markant, især hvad angik det økonomiske, erhvervsmæssige samarbejde. Således prægede den aktive samarbejdslinje tiden frem til sommeren 1942, og den foregik på alle niveauer af det danske samfund. Det kom til udtryk, da Udenrigsministeriet i juli 1940 tog initiativ til Dansk-tysk Forening, hvis formål var "at udvikle og støtte forretningsmæssige, tekniske, kunstneriske, litterære, videnskabelige og sociale Forbindelser og derved uddybe gensidig Forstaaelse mellem Danmark og Tyskland". Ifølge ”Gads leksikon om Danskbesættelsestid 1940-45”, s. 103 (se kilder).

I sommeren 1942 blev den tyske sejrsmarch på østfronten bremset, og en dansk modstandsvilje begyndte at spire frem. Tyskernes besættelsespolitik blev mere aggressiv, og i takt hermed blev regeringens samarbejdspolitik nedtonet. Det foregik under en ny dansk statsminister, socialdemokraten Vilhelm Buhl (1881-1954).

Buhl sad fra maj 1942, hvor han afløste Danmarks afdøde landsfader Stauning, til udenrigsminister Scavenius overtog posten et halvt år senere. Buhl var ikke lige så tilpasningsivrig og derfor ikke lige så vellidt af tyskerne, som hans udenrigsminister var. Men i store træk fortsatte regeringen sin samarbejdspolitik under Buhls ledelse. Trods kravet om flere indrømmelser til tyskerne og en voksende utilfredshed på de indre danske linjer holdt regeringens samarbejdspolitik helt frem til augustoprøret i 1943.

For tyskerne var fordelene ved fredsbesættelsen tydelige. Tyskland var den 9. april 1940 kommet næsten omkostningsfrit ind i Danmark og kunne indtil augustoprøret 1943 holde landet besat med et minimum af tropper og materiel.

Fredsbesættelsen sikrede en gnidningsfri dansk-tysk vareudveksling, og dansk fødevareeksport blev fra 1941 mere og mere vigtig for det tyske hjemmemarked. Det danske "mønsterprotektorat" havde også en propagandaværdi i forhold til udlandet, hvor neutrale lande så nazismens tilsyneladende venlige ansigt.

Det kunne således betale sig for tyskerne at opretholde illusionen om, at et fredsbesat Danmark var en neutral, suveræn stat, som det tyske udenrigsministerium samarbejdede med. Således førte det tyske udenrigsministerium politiske forhandlinger med den danske regering, mens hæren (værnemagten) tog sig af militære, sikkerhedsmæssige spørgsmål. Kompetencefordelingen gav dog enkelte især juridiske uoverensstemmelser. Disse blev i det store og hele løst af de tyske myndigheder på de daglige morgenmøder, der sikrede en ensartet besættelsespolitik over for Danmark.

Det tyske udenrigsministerium var i Danmark repræsenteret ved gesandten Cecil von Renthe-Fink, der med besættelsen fik titel af rigsbefuldmægtiget. Herunder arbejdede en række civile embedsmænd, i 1941 knap 100 og i 1943 godt det dobbelte. Sammenlignet med andre besatte lande krævede Danmark en relativt lille administration. Men ro og orden varede ikke ved, og en ny stærk mand ved navn Werner Best blev i november 1942 indsat som ny rigsbefuldmægtiget.

Som øverstkommanderende for de tyske tropper i Danmark sad general Erich Lüdke, indtil han i oktober 1942 blev afløst af den mere brutale general Herman von Hanneken.

Indtil 1943 blev Danmark "holdt" af to reservedivisioner, hvis samlede styrke udgjorde 14.-21.000 mand. Hovedparten var dårligt udrustede rekrutter, ligesom Danmark i stigende grad blev brugt til rekreationsophold for nedslidte tyske divisioner. Efterhånden som frygten for en allieret invasion på den jyske vestkyst voksede, optrappede tyskerne antallet af divisioner i Danmark. Det kulminerede i august 1944 med 180.000 mand. Hertil kom cirka 50.000 mand fra det tyske luftvåben og marine.

I takt med de militære nederlag og den voksende danske modstandsvilje lagde besættelsesmagten i Danmark en hårdere kurs. Det indebar, at Værnemagten (hæren) blev mere synlig, men også at en ny stærk magtinstans, det tyske sikkerhedspoliti, fra efteråret 1943 begyndte at operere i Danmark.

Resultatet var interne tyske magtkampe og splid, hvilket gjorde det sværere for de danske samarbejdspolitikere at orientere sig i forhold til den tyske besættelsesmagt, der ikke længere optrådte som en enhed.

Samarbejdspolitikken var i det store og hele en succes for regeringen, eftersom den bragte Danmark uskadt igennem størstedelen af besættelsestiden. Men der var tre større kriser i de første år, og de illustrerer hver især samarbejdspolitikkens hårfine balance imellem at bevare en god kontakt til besættelsesmagten og samtidig sikre indre dansk borgfred:

*   **Nytårskrisen**: Den begyndte i efteråret 1940, hvor den danske samlingsregering, og dermed selve det parlamentariske system, blev angrebet fra to sider. Fra den ene side af de danske nazister (DNSAP), der med støtte fra kredse i Berlin truede med at overtage regeringsmagten. Fra den anden side af de konservative kræfter i den såkaldte Danmarks- og Højgaardkreds, der ønskede samlingsregeringen erstattet med en gruppe forretningsmænd. Kritikken tog til, og den rigsbefuldmægtigede i Danmark udtrykte sin store utilfredshed med regeringens manglende tyskvenlighed. Men samlingsregeringens partier og kongen stod fast og afviste ved årsskiftet det tyske ønske om at udskifte statsminister Stauning med en upolitisk leder. Tyskerne bøjede sig, men fire af de mere tyskfjendtlige danske politikere – socialdemokraterne Hartvig Frisch, Hedtoft Hansen, H.C. Hansen og den konservative Christmas Møller – måtte i begyndelsen af 1941 se sig udskiftet.
*   **Den skjulte ministerkrise**: Den udspillede sig i sommeren 1941 og drejede sig om hvervningen af frivillige danskere til det tyske Ruslandsfelttog. Den 29. juni indledtes en offentlig hvervning til Frikorps Danmark; det var et alvorligt brud på dansk lov, der forbød fremmede magters hvervning på dansk territorium. Spørgsmålet var, hvordan den danske regering skulle forholde sig til dette. Den 2. juli skrev Udenrigsministeriets Pressebureau, at det var: "med den kongelige danske regerings billigelse". Ifølge ”Besættelsesårene 1940-1945”, s. 81 (se kilder). Scavenius' ministerkolleger var stærkt utilfredse med svaret, og det kom til åbent opgør, som dog blev skjult for både tyskerne og den danske offentlighed. Der lød krav om at afsætte den tyskvenlige udenrigsminister, men de alternative kandidater afviste Staunings forespørgsler, og en styrket Scavenius valgte at blive siddende som samarbejdspolitikkens danske forhandler.
*   **Telegramkrisen**: Det var den hidtil alvorligste krise i det dansk-tyske forhold til trods for, at den lignede en bagatel. Hitler sendte en lykønskning på kong Christian 10.'s fødselsdag den 26. september 1942, hvortil kongen svarede: "Udtaler min bedste tak, Chr. R." Ifølge ”Besættelsesårene 1940-1945”, s. 92 (se kilder. Denne korte "varekvittering" fornærmede Hitler, der straks hjemkaldte sin rigsbefuldmægtigede og den øverstkommanderende. Danmark svævede en måned i angst og uvished om, før Hitler udnævnte Werner Best som ny rigsbefuldmægtiget og kaldte Scavenius til møde i Berlin. Her blev Scavenius forelagt en ny dansk ministerliste med sig selv som stats- og udenrigsminister. Efter tysk pres og svære forhandlinger på et splittet Christiansborg stod et nyt ministerium klart med den radikale politiker og diplomat Scavenius i spidsen. Det var den 7. november 1942, og den danske samarbejdslinje skulle vise sig at få endnu 10 måneder at leve i.

Werner Best (1903-1989) var tysk rigsbefuldmægtig i Danmark fra telegramkrisen i november 1942 til kapitulationen i maj 1945. Hitler sendte Best til København som en "nationalsocialist med en hård hånd", hvilket Best havde vist sig som, da han som SS- havde medvirket ved de morderiske jødefordrivelser i Polen og Frankrig. (Se kilde 4 s. 99). Alligevel blev juristen Best først og fremmest kendt i Danmark for sit gode og nære samarbejde med Scavenius – jævnfør deres berømte ugentlige tesamtaler.

På denne måde blev SS-officeren Best i tiden frem til augustoprøret, men også i det resterede 1,5 år af Besættelsen, den tyske garant for, at det dansk-tyske samarbejde fungerede så gnidningsfrit som muligt. I løbet af 1943 stillede andre tyske instanser som værnemagten og politiet krav om en hårdere danskerkurs – de danske sabotører skulle bekæmpes med dødsstraf og deportationer. Det bremsede Best. Når Best så bevidst brugte "fløjlshandsken" over for danskerne, skyldtes det, at han ville vise Berlin, hvordan han omkostningsfrit og uden brug af pisken kunne integrere Danmark i det tyske storrige.

Fredsbesættelsen og samarbejdet mellem Scavenius og Best kulminerede ved Rigsdagsvalget i marts 1943, som Best trods modstand fra Berlin fik gennemtrumfet. Dermed viste han over for Berlin, at dels bakkede danskerne op om samarbejdspolitikken dels, at det besværlige danske nazistparti ikke havde nogen fremtid. Herefter blev den økonomiske støtte til partiet inddraget.

Augustoprøret 1943 blev det store nederlag for Bests politik. Samarbejdspolitikken brød sammen, og Scavenius forsvandt fra den politiske scene. Best mistede anseelse i Berlin og tabte magt i forhold til tysk politi og værnemagt i Danmark, der nu satte bekæmpelsen af modstandsbevægelsen højt på dagsordenen. Alligevel fortsatte Best sin diplomatiske forståelseslinje via forhandlinger med udenrigsministeriets direktør Nils Svenningsen og Departementschefstyret i et vist omfang, omend tyskernes kurs blev markant hårdere og mindre imødekommende over for det danske synspunkt i takt med, at datoen for det endelige tyske nederlag nærmede sig.

I 1948 blev Best dømt til døden for sin skyld i jødeaktionen i 1943, men i 1951 blev han benådet og udvist af Danmark.

Spørgsmålet om jurisdiktion – det vil sige domsmyndighed – handlede i besættelsestiden om, hvorvidt danske borgere skulle dømmes af danske domstole og efter dansk lov – og altså i overensstemmelse med fredsbesættelsens idé om, at danskerne selv tog sig af indre anliggender.

Men i sager, hvor danske borgere udgjorde en trussel mod den tyske værnemagts sikkerhed (for eksempel i spørgsmål om sabotage, spionage og anden undergravende virksomhed), var det så ikke værnemagtsdomstolene og tysk krigsret, der gjaldt? Spørgsmålet gav gentagne gange anledning til splid imellem tyskerne og danskerne, da det grundlæggende handlede om, hvorvidt illusionen om dansk suverænitet, som hele samarbejdspolitikken hvilede på, kunne opretholdes.

Hitler gav i en førerordre den 1. august 1940 værnemagten ret i, at tysk krigsret også gjaldt danske forbrydelser, og indtil efteråret 1942 var problemerne ikke større, end at de i praksis kunne løses: Tre danske sabotører blev dømt ved tysk krigsret og afsonede få år i danske fængsler.

Men den voksende danske modstand og de stadig flere sabotageaktioner skabte problemer i det dansk-tyske samarbejde. De danske domstole kunne ikke idømme dødsstraf, og de danske samarbejdspolitikere gik ikke på kompromis og undlod at indføre dødsstraf. Besættelsesmagten skærpede kursen over for modstanden ved fra efteråret 1942 at dømme flere danskere efter tysk krigsret. Frem til augustoprøret 1943 blev 39 danske statsborgere dømt, heraf fem til døden. De fire blev benådet, mens den første henrettelse af en modstandsmand fandt sted den 28. august 1943. Dermed bristede illusionen om den danske suverænitet, og jurisdiktionen gled Danmark af hænde.

Den 23. marts 1943 var der valg til Rigsdagen (datidens Folketing). Datoen var ikke tilfældig, idet Rigsdagens fireårige valgperiode udløb den 2. april. Herefter stod den siddende Rigsdag i henhold til grundloven uden formel legitimitet (befolkningsopbakning) og kunne dermed være lettere at fjerne for besættelsesmagten.

Op til valget herskede der i Danmark tvivl om, hvorvidt Besættelsen ville medføre udskydelse af Rigsdagsvalget, sådan som det var sket med kommunevalget. Et parlamentarisk valg midt i Hitlers nazistiske Europa forekom absurd, og i Berlin var man urolige for, at valget kunne fælde den samarbejdsivrige Scavenius-regering eller føre til uroligheder i det danske mønsterprotektorat. Men Best fik overbevist Berlin og kunne den 1. marts meddele Scavenius, at Hitler havde indvilget.

Efter dansk-tysk aftale blev Rigsdagsvalget ikke et frit valg. Det forløb uden valgkamp partierne imellem, med brug af (selv-)censur i medierne, forbud mod et parti (DKP), ligesom tidens vigtigste emne, dansk politik over for besættelsesmagten, ikke blev diskuteret. De illegale kommunister, Frit Danmarks folk og England over BBC opfordrede uden held danskerne til at stemme enten blankt eller på nejsigere blandt partikandidaterne. Alligevel blev valget en stor triumf for samarbejdspolitikkernes partier – og personlige sejre for Scavenius og Best. Valgdeltagelsen var på hele 89,5%, og vælgernes opbakning til de samarbejdende partier var overvældende: 94,6% (svarende til 140 af tingets 148 medlemmer) af stemmerne gik til disse partier.

Omvendt blev valget et stort og afgørende nederlag for de partier, der stod uden for samarbejdet og dermed uden for det nationale sammenhold. Det gjaldt først og fremmest de danske nazister i DNSAP og for Bondepartiet. De fik samlet 5 mandater og var færdige i dansk politik. Men også for det eneste legale protestparti, Dansk Samling, blev valget en skuffelse. Således nød regeringens samarbejdslinje endnu stor opbakning i foråret 1943.  
Modstandssynspunktets sejr kom først et halvt år senere.

Formålet med samarbejdspolitikken var at beskytte det danske samfund i en usikker tid, hvor landet var besat, og Anden Verdenskrig rasede i de europæiske nabolande. I det store og hele lykkedes det da også at skåne Danmark for krigens ødelæggelser. Samtidig holdt samarbejdet med besættelsesmagten det store økonomiske hjul i gang, eftersom danske landbrugs-, fiskeri- og industrivarer i stor stil kunne afsættes til Tyskland. Det betød, at den danske befolkning klarede sig rimeligt og levede en forholdsvis normal tilværelse under Besættelsen. Dog blev skellet mellem fattig og rig større. Befolkningen vidste, at dens eksistens og livsgrundlag stod på spil, og den nærede tillid til, at politikernes tilpasnings- og samarbejdslinje kunne bringe landet uskadt igennem Besættelsen.

Hermed ikke sagt, at man som dansker var tyskerne venligt stemt i de første besættelsesår. Også tyskerne vidste, at danskerne i den store krig var på de allieredes side. Men befolkningen fulgte statsminister Stauning og kong Christian 10.'s indtrængende appeller om at udvise samfundssind og offervilje i en svær tid. Dagligdagen skulle jo forsætte trods mørkelægning og erstatningskaffe. Sporvognene kørte fortsat, og skolen og fabrikken holdt åbent. Dagliglivets små og store gøremål blev klaret, hvad enten det var i by eller på land, trods hårde tider med rekordhøj arbejdsløshed og boligmangel.

Udadtil var tilpasningen og indordningen også den almindelige danskers reaktion på tyskernes tilstedeværelse i landet. Imens fandt en national vækkelse sted i befolkningen, hvor det gjaldt om at udvise patriotisk sindelag. Her var tale om et slags indre eksil i form af dansk hjemstavnsidyl og fælles kulturarv. Men også alsangsbevægelsen og kongedyrkelsen var en stille protest, der markerede det sammenhold og den søgen indad, som var de mange danskeres reaktion på en ydre besættelse.

I den første lange besættelsestid stod samarbejde og modstand ikke skarpt over for hinanden. Forfatteren Tage Skou-Hansen husker, at i de første besættelsesår "var man ikke enten-eller \[…\] en lang overgang var man med god samvittighed begge dele." Det var først efter augustoprøret, at "tingene afgørende forenkledes". Ifølge ”Samarbejde og modstand under besættelsen”, s. 12 (se kilder).

Den almindelige danskers indsats i augustoprøret i 1943, og siden den store, blodige folkestrejke i sommeren 1944, markerede et holdningsskift i befolkningen. Ikke mindst fra 1944, hvor modstandsbevægelsens illegale presse for alvor nåede bredt ud med sine budskaber, blev frihedskæmperne alt mere befolkningens store helte. Derimod var de unationale, landsforræderne, de danske nazister og østfrontsfrivillige, men i høj grad også værnemagtsarbejdere og tysklandsarbejdere – og de gamle samarbejdspolitikere uglesete.

Befolkningens heltedyrkelse kulminerede ved befrielsen den 5. maj 1945, hvor hele 300.000 danskere påberåbte sig at være med i modstandsbevægelsen. Nu kunne nationalpatriotismen smelte sammen med modstandsbevægelse og regeringspolitikere under de allieredes billigelse. Dette er blevet døbt det store nationale kompromis. Eller besættelsestidens største myte om det danske folk i samlet kamp.

I begyndelsen af besættelsestiden var der ingen åben dansk modstand mod den tyske besættelsesmagt. Men hen over sommeren 1940 mobiliseredes – med inspiration fra Sønderjylland og Norge – en bred folkelig rørelse, som kaldes den nationale vækkelse. Den nationale vækkelse blev et forsvar for det at være dansk, og den gav i en svær tid selvværd og selvrespekt. Dyrkelsen af dansk sprog, kultur og historie var samtidig en passiv afstandtagen fra det, der var udansk: besættelsesmagten og danske nazister og kommunister (jævnfør Hitler- og Stalinpagten). Den nationale vækkelse kom til udtryk på mange måder og samlede store dele af befolkningen. Det illustrerer følgende:

*   Fra juli 1940 begyndte almindelige danskere over hele landet at samles til såkaldt alsang, hvor gamle fædrelandssange blev sunget i fællesskab. En fredelig manifestation af det danske, som tyskerne ikke greb ind overfor. Alsangsstævner var et stort samlingspunkt, der kulminerede søndag den 1. september 1940 med 720.000 deltagere.
*   Christian 10. blev symbolet på det danske. Da kongen fyldte 70 år den 26. september 1940, fejredes det ved folkemøder over alt i landet, og fra radioen sendtes "live" hele dagen om kongeparrets køretur gennem et menneskehav af flagende københavnere. Danskerne bar kongemærket i dannebrogsfarver i knaphullet, og kongens daglige ridetur – indtil han faldt af hesten den 19. oktober 1942 – gennem hovedstaden signalerede dansk sindelag og sammenhold.
*   I sommeren 1940 skabte socialdemokrater og konservative Dansk Ungdomssamvirke, som et nationalt kulturværn imod nazistisk påvirkning. I spidsen stod den unge teologiprofessor Hal Koch. Grundtvig og højskoletanken spillede en central rolle, og ved de meget populære foredrag, i studiekredse og på folkemøder dyrkedes den fælles danske kulturarv.

I løbet af besættelsestiden dæmpedes den nationale vækkelse og dens videre betydning. Om det var en nødvendig overgangsfase for den senere aktive modstandsbevægelse er til stadig diskussion. Men i besættelsestidens første år havde vækkelsen stor symbolsk betydning for samarbejdspolitikerne. For dem var den udtryk for, at den danske befolkning loyalt bakkede op om det politiske system og om samlingsregeringen.

Til forskel fra det øvrige krigsbesatte Europa slap Danmark for hungersnød og sultedød. Alligevel blev besættelsen en prøvelsens tid materielt såvel som mentalt. For at undgå at Danmark blev et bombemål, skulle hele landet være mørklagt kl. 20.00. I hjemmene fik man travlt med at ophænge mørklægningsgardiner eller male vinduer og elpærer mørke. Uden for henlå gaderne i mørke.

Utallige tilflugts- og beskyttelsesrum blev indrettet. I udlejningsejendommene skete det ved at bombe- og nødhjælpssikre kælderrum. 120.000 husvagter fik ansvaret for at genne beboerne ned i kælderen, når luftalarmen gik. Det gjorde den ofte og gerne midt om natten og med falsk alarm. Særligt i Besættelsens første tid skabte alarmerne utryghed og frygt hos mange danskere, men efterhånden blev de en del af hverdagen. Hertil kom, at de mange politibetjente, 3.200 i 1940 og 10.000 i 1945, sørgede for orden og tryghed på gaden.

I løbet af besættelsestiden var udbuddet af varer konstant faldende, særligt frem mod 1945. Hamstringsbølger, byttecentraler og rationeringsmærker var tidens svar på vareknaphed. Direktoratet for Vareforsyning fik til opgave at regulere og administrere landets samlede vareforbrug fra forbruger til fabrik. 2,5 millioner ansøgninger om året blev behandlet og nye tilladelser, rationeringer og forbud udstedt – såsom et forbud mod at annoncere "Ost, ost, ost", da det antydede overflod.

Vareknaphed ramte de lavestlønnede hårdest, da de gode dagligvarer var for dyre, mens de billigere var dårlige eller/og rationeret. Der føjedes hele tiden nye varer på listen over rationeringer, blandt andet sukker, brændsel, brød, smør, gas, sæbe og kaffe. Kafferationerne faldt i foråret 1940 fra 600g til 250g til 125 gr. pr. måned, så de få kaffemærker på det såkaldte rationeringskort skulle bruges med omhu. For almindelige danske familier var det en stor udfordring at få midlerne til at strække til de daglige behov (mad, tøj, varme og transport). I ét væk blev der sparet, erstattet, repareret, lappet, byttet og fantasien blev brugt.

Det var en stor fordel at bo på landet hvad angik adgangen til friske fødevarer, og i byerne var nytte- og kolonihaver eftertragtede; her dyrkede man grøntsager, plukkede frugt, passede kaniner og fodrede høns. Retter af kål, grød og suppe var udbredte, og med udgivelserne af kogebøgerne "Kaninretter – til hverdag og fest" og "Gratis Mad – af ukrudt" kunne nye madeksperimenter prøves.

Hvad angik tøjet, kunne alt anvendes, en papirfrakke eller en kaninskindspels, en hue af hundehår, en gazenederdel samt et par sko af rødspætteskind eller et par tangstøvler.

I kakkelovnen fyredes i de rekordkolde vintermåneder med tørv, så løbesoden rendte ned af væggene. I gadebilledet blev privat bilkørsel forbudt og hestevogne dominerede. I 1944 fik selv Værnemagten problemer med transporten, og på ordre fra Werner Best blev alle nye cykler beslaglagt, hvormed tyskerne begik Danmarkshistoriens største cykeltyveri.

Under Besættelsen var det danske samfund ikke alene truet af en ydre fjende, men også truet indefra. Trods det nationale sammenhold blev samfundet socialt set mere skævt, og spændingerne imellem de forskellige befolkningsgrupper var store. Klassekamp truede det danske velfærdsprojekt, idet forskellene på dem, der tabte, og dem, der tjente på Besættelsen, var betydelig.

Danmark blev generelt fattigere med Besættelsen, og den sociale nød ramte især arbejdere, funktionærer og pensionister; altså de grupper der i forvejen hørte til de fattigste. Det gjaldt eksempelvis de industri- og håndværksarbejdere, som repræsenterende en tredjedel af de danske husstande, hvor reallønnen og købekraften faldt med 20 %. Mere end hver tredje stod uden arbejde i 1940. Ikke mindst i byerne, hvor de forringede levevilkår medførte underernæring, vitaminmangel og sygdomme. Her opførte stat og kommune husvildebarakker til de hjemløse, der blev åbnet folkekøkkener, og epidemibekæmpelsen blev intensiveret.

Kontrasten imellem livet i et arbejderhjem på Nørrebro og det liv, som de såkaldte værnemagere førte, var enorm. Værnemagere var betegnelsen for de erhvervsdrivende, der samarbejdede med tyskerne og derigennem tjente store summer. Modstandsmanden Elias Bredsdorff erindrer: "Der er gullaschstemning i Vestkystens byer i disse år \[…\] unge fiskerdrenge, der har tjent 3.000. kroner på en uge, og entreprenører, der har tjent det dobbelte på en dag, kaster om sig med penge \[…\] uden skrupler lever \[de\] højt på den vældige pengeflod, som tyskerne lader flyde fra den danske stats kasse". Ifølge ”Efter drabet”, s. 25 (se kilder).

I maj 1940 indledte de borgerlige partier et opgør med velfærdsprojektet, og under trusler om at sprænge samlingsregeringen pressede de en række kriselove igennem. Lønstop, ophævelse af pristalsreguleringen og strejkeforbud indgik i partiet Venstres kamp mod arbejderklassen: "hvis fagforeningerne ikke makker ret, kan de få nazisterne." Ifølge ”Gads leksikon om dansk besættelsestid”, s. 423 (se kilder).

Da lovgivningen samtidig forbedrede vilkårene for bønderne, skærpedes spændingerne i samfundet. Landbrugernes Sammenslutning støttede nazisterne, mens flere og flere utilfredse og ulovligt strejkende arbejdere sluttede sig til kommunisterne og gjorde klassekampen desto tydeligere.

I løbet af 1942 og 1943 stabiliseredes priserne, lønningerne øgedes og arbejdsløsheden overvandt som følge af tysklands- og værnemagtsarbejdere, eksport samt erstatningsproduktion. Alene 70.000 var beskæftiget med tørvegravning. Denne positive økonomiske udvikling varede Besættelsen ud, men for de fattigste danskere var dagligdagen fortsat præget af mangel på især brændsel, tøj og mad.

Dansk kunst- og kulturliv klarede sig generelt godt under besættelsestiden. Trods censur og propaganda førte besættelsesmagten ikke en aggressiv kulturpolitik, men tilstræbte at samarbejde og undgå konfrontationer med befolkningen. Samtidig forekom danskernes behov for kultur og kunst umætteligt. I en tid med mørklægningsgardiner, vareknaphed og støvletramp havde danskerne ekstra brug for at grine, glemme og huske.

Måske medvirkede dansk kultur og kunst til at fremme danskernes "Vi-er-alle-i-samme-båd"-følelse af national identitet og fællesskab. Kunst- og kulturlivet oplevede et publikumsboom, og det voksende marked gav plads til nye kunstnere og nye tiltag fra underholdningsindustrien; ikke mindst inden for litteratur, film, musik, teater og revy.

*   Danskerne var læseheste under Besættelsen. Folkebibliotekernes udlån steg med 34%, og antallet af nye titler med 53%. Hertil kom, trods papirmangel, en skov af kulørte ugeblade, magasiner og tegneserier, men også illegale blade og nazistiske tidsskrifter. Forlagene havde gyldne tider. Der udkom metervis af bestsellers, billigbogserier og storværker med læderryg og guldsnit samt en lind strøm af danske debutanter og nye oversættelser. Nogle af bøgerne var såkaldt finlitterære, men især solgte detektiv-, læge- og historiske romaner. En forfatter som Morten Korch var populær. Når han skrev om stråtags- og bondepigeidyl, var det en danskhed, de fleste kunne føle og forstå.
*   Det årlige antal biografbesøg steg fra 28 til 47 millioner fordelt pålandets 350 biografer. Besættelsesmagten indførte importstop og gradvis censur på engelske, franske og amerikanske film og forsøgte at lokke danskerne ind og se de mange tyske film. Men danskerne foretrak egne og svenske film og måtte så leve med de tyske propagandaforfilm (UFA's ugerevyer). Dansk film blomstrede op med flere premierer, filmselskaber og skuespilstjerner. Gamle film blev støvet af til repremierer. Især folkekomedier, lystspil, musicals og kriminalfilm blev set 1, 2 eller 5 gange.
*   Musikken, særligt jazzen, havde sin guldalder. Et stop for pladeimport betød, at dansk jazz fandt sin egen stil. Når pianisten Leo the Lion Mathisen på københavner-engelsk sang "tag det roligt boy, boy", swingede det på danserestauranterne. Swingkulturen var ungdommens muntre protest og hyldest til al det forbudte amerikanske. "Abemusik" og "negerdans" kaldte tyskerne – og mange ældre danskere – jazzen. Det førte til sammenstød mellem unge swingpjatter og besættelsesmagtens folk, der den 11. juni 1944 lod dansestedet KB-Hallen i København sprænge i luften.
*   Dansk teater og revy var underlagt censur og bødetrusler, men bortset fra antinazistiske stykker blev der spillet relativt frit, om end forestillingerne var færre. Teatrene levede i høj grad på engelske og amerikanske kassesucceser, mens dansk drama var i hænderne på stærke kræfter som Kaj Munk, Soya og Kjeld Abell. Revy og kabaret var populære genrer, især når satiren var rettet mod tyskerne. Berømt var Liva Weels frihedssang "Man binder os på mund og hånd ... ", som tusindkunstneren Poul Henningsen fik listet uden om tekstcensuren. Eller da Stig Lommer omgik tyskernes udgangsforbud og inviterede danskerne til revy kl. 7 om morgenen.

Umiddelbart blev 1930'ernes økonomiske krise forstærket af Besættelsen. Det danske erhvervsliv blev afskåret fra at handle med England og oplevede derigennem en massiv produktionsnedgang. Besættelsen skabte en ny situation for erhvervslivet, og det krævede omstilling og indretning efter det nye store tyske marked, hvilket viste sig svært for flere brancher, for eksempel boligbyggeriet og metalindustrien. Knapheden på råvarer og brændsel var betydelig, hvilket andre brancher forstod at udnytte. Det gjaldt de talrige brunkulslejre og tørvemoser, der under lempelige skattevilkår skød op og spandt guld på at forsyne danskerne med det ringeste erstatningsbrændsel.

Generelt faldt den danske produktion i årene 1940 til 1943, hvorefter den steg besættelsestiden ud. Produktionsomkostningerne steg også markant, men for mange brancher, ikke mindst inden for fødevareproduktion, mere end udlignedes det af prisernes himmelflugt. Således steg prisen på smør med 75 % alene i 1940. Da tyskerne betalte i stærke mark og de danske forbrugere i den svage krone, blev erhvervslivet holdt kørende og det danske samfund i gang besættelsestiden igennem.

Landbruget overvandt under besættelsesårene 1930'ernes krise, selvom der var stor forskel på at være husmand og godsejer. Især de større gårde klarede sig rigtig godt trods strenge vintre og mangel på gødning og foderstoffer. Produktionen blev omlagt. Landbrugets manglende motorisering blev en fordel i en tid med knaphed på olie, hvor 500.000 arbejdsheste holdt produktionen i gang. Det betød, at hjemmemarkedet blev dækket med danske produkter og overskuddet solgt til Tyskland og de nordiske lande. Alene eksportpriserne på landbrugsvarer steg med 100 % i løbet af det første besættelsesår, og fra 1940 til 1945 oplevede landbruget generelt en flerdobling af indkomsten.Fiskeriet klarede sig trods konstant mangel på dieselolie rigtig godt. Priserne steg, og eksporten til Tyskland blev femdoblet – det svarede til 60 % af den samlede fangst eller 18 % af tyskernes forbrug. Nogle skippere og fiskeeksportører fik indtægtsforøgelser på hele 3-400 % under Besættelsen. Det gjorde i øvrigt fiskeindustrien til et oplagt mål for sabotage. Generelt var fiskeriet et farligt erhverv, og hen ved 200 mennesker mistede livet på Nordsøen som følge af minesprængninger og flyverangreb.

Industri og håndværk gik det generelt rimeligt med, men der var stor forskel brancherne imellem. Særligt i de sidste besættelsesår var det svært at få forsyninger frem. Industrien var nedslidt og lagrene tømte ved befrielsen. Produktionen var først og fremmest rettet mod hjemmemarkedet, hvor mad, tøj og brændsel blev solgt til forhøjede priser og ofte uden udenlandsk konkurrence. Trods knaphed på råvarer formåede for eksempel næringsmiddel- og beklædningsindustrien at omstille sin produktion og fordoblede derigennem sit overskud i løbet af besættelsesårene. I sagens natur var dette ikke muligt i jern- og metalbranchen, som led under faldende indtægter, fyringer og lukninger. Det kompenserede værnemagtens "ekstraordinære industrileverancer" delvis for, hvorfor skibsindustrien og maskinfabrikkerne blev et yndet mål for sabotage. Imens øjnede dele af dansk industri gode indtægtsmuligheder i samarbejdet med besættelsesmagten. Det fik i efteråret 1941 en kreds af ledende danske erhvervsfolk til – med regeringens og Hitlers billigelse – at danne det såkaldte Østrumsudvalg. Et virksomhedsfremstød i de tyskbesatte baltiske lande. Resultaterne blev få, men det lykkedes et par store danske virksomheder at etablere to fabrikker ved at bruge kz-fanger som slavearbejde.

Besættelsen den 9. april 1940 betød, at Danmark blev handelsmæssigt isoleret og ganske afhængig af Tyskland. Men modsat flere andre besatte lande udplyndrede Tyskland ikke Danmark, men indgik i et omfattende økonomisk samarbejde, som begge lande havde klare fordele af og derfor nødig ville sætte over styr.

For Danmarks vedkommende sikrede udenrigshandlen med Tyskland produktionen, og trods konstante inflationsproblemer var det afgørende for den danske befolknings gode levevilkår. Danmark dækkede 10-15% af Tysklands fødevarebehov og var således den næstvigtigste leverandør.

England var før Besættelsen Danmarks absolut største handelspartner, men med tyskerne i landet forsvandt den oversøiske handel. Ud over en fortsat handel med de øvrige nordiske lande overgik den samlede danske eksport til Tyskland; den steg fra i 1939 at være på 23 % til fra 1941 at ligge på 80 %. Det hang først og fremmest sammen med de vellykkede handelsforhandlinger, der fra april 1940 blev ført kvartalsvis i det tysk-danske regeringsudvalg.

Handelsaftalerne betød, at danske fiskeri- og landbrugsprodukter (smør og kød) eksporteredes til Tyskland, og begge erhverv kunne efter en træg start forsyne det tyske hjemmemarked til tårnhøje priser. Til gengæld forsynede besættelsesmagten det danske "spisekammer" med råstoffer, primært brændsel, men også gødning og jern.

For dansk industri var de tyske forsyninger af vital betydning. Industrien spillede slet ikke samme handelsmæssige rolle som landbruget og fiskeriet, men i de sidste besættelsesår flerdobledes industrieksporten til Tyskland. De "ekstraordinære industrileverancer" skaffede ordre til virksomhederne. Det foregik på værnemagtens forlangende, om end efter aftale om, at tyskerne selv leverede de nødvendige råstoffer og -varer til produktionen.

Alt i alt var den danske udenrigshandel under Besættelsen præget af noget-for-noget-aftaler med Tyskland, og ikke den fulde økonomiske indlemmelse af Danmark i det Stortyske rige (Neuropa), som traktatforhandlingerne om en fælles told- og møntunion havde lagt op til. Det økonomiske samarbejde fungerede fint uden. I takt med, at tyskerne trængtes i krigen, blev de danske forsyninger desto vigtigere.

Betalingen til eksportørerne blev ordnet over Clearingkontoen i Nationalbanken, som oprindeligt var et reguleringssystem til at balancere den dansk-tyske handel, men som under Besættelsen udviklede sig til en løbende kassekredit for tyskerne. Clearingkontoen stod ved befrielsen på flere milliarder kroner i dansk favør, men gælden forblev ubetalt.

I løbet af besættelsestiden rejste ca. 125.000 danskere til Tyskland for at få arbejde. Ud over disse tysklandsarbejdere var endnu flere i arbejde for værnemagten i Danmark. Når så mange danskere arbejdede for den forhadte besættelsesmagt, hang det først og fremmest sammen med, at arbejdsløsheden var høj og ramte skævt. Således var hver tredje danske arbejder uden beskæftigelse i vinteren 1940/41.

For tysklandsarbejdernes vedkommende begyndte det med en dansk-tysk "studehandel": Handelsforhandlingerne i april-maj 1940 var endt med, at Tyskland accepterede at levere kul og koks til Danmark på betingelse af, at den tyske arbejdskraft erstattedes af dansk. Tyske arbejdsanvisningskontorer, og efterhånden også en del private danske, lokkede og hyrede frivillig dansk arbejdskraft.

Trods trusler tvangsudskrev tyskerne aldrig danskere til arbejde, men der findes eksempler på, at de danske kommuner og fagforeninger økonomisk "truede" arbejdsløse til at lade sig hyre. Indtil 1944 opholdt konstant 30.000 danskere sig i Tyskland. Herefter faldt antallet markant. Hver tiende tysklandsarbejder var kvinde. Beskæftigelsen var primært inden for ufaglært bygge- og anlægsarbejde, men også i serviceerhverv.

Arbejdskontrakterne var typisk på et halvt år, lønnen rimelig og arbejdet hårdt, mens indkvarteringen foregik i lejre med ringe forplejning.

Efter befrielsen var mange tysklandsarbejdere præget for livet af mødet med nazismen, straffelejre, de allieredes bombeangreb og hjemkomsten til et stærkt fordømmende Danmark.

Værnemagtsarbejderne arbejdede i Danmark. På værnemagtens militære anlæg (flyvepladser, bunkers m.m.), men først og fremmest som bygningsarbejdere på Vestvolden – befæstningsforsvaret på den jyske vestkyst. Dette kæmpe byggeprojekt var tysk ledet, men det var efter aftale danske entreprenørfirmaer og arbejdskraft, som fra 1942 udførte selve byggeriet. Danskerne kom selv til at finansiere byggeriet over Nationalbankens "Værnemagtskonto", der ved Besættelsens ophør stod på minus 5 milliarder kroner.

Værnemagtsarbejde betragtedes som landsforræderi i Danmark, men arbejdsløsheden var høj og lønnen tilsvarende, hvorfor det ikke var svært at skaffe nødvendig arbejdskraft, endsige grådige danske firmaer, hvoraf flere efter krigen dømtes som værnemagere.

Tyske tropper i Danmark under Besættelsen. Tropperevy i Fælledparken for general Lüdke.

besættelsen 1940-45_faktalink_19920911-143618-pf-1920x1299we.jpg

Besættelsen 1940-1945

Den danske stat var kolonisator og involveret i slavehandel og slaveri i Asien, på den afrikanske vestkyst i det nuværende Ghana og på de tre caribiske øer St. Croix, St. Thomas og St. Jan – dengang kaldet Dansk Vestindien. Fra midten af 1600-tallet blev Danmark en af mange europæiske stater, der sikrede økonomisk vækst ved indgå i den såkaldte trekantshandel: Varer blev fragtet fra Europa til Afrika, hvor de blev byttet for mennesker, som blev fragtet over Atlanten for at arbejde i plantager, hvorfra bl.a. sukker, bomuld og tobak landede på det europæiske marked. Danske handelskompagnier bragte flere end 100.000 slavegjorte mennesker over Atlanten.

I 1792 vedtog Danmark en lov, der forbød involvering i transatlantisk slavehandel – men den skulle først gælde fra 1803. På den måde fik plantageejerne i Dansk Vestindien mulighed for – med dansk statsstøtte – at fragte så mange slavegjorte over Atlanten, at slavebefolkningen kunne reproducere sig selv. Først i 1848 blev slaveriet i de danske kolonier ophævet, og det skete kun, fordi slavegjortes oprør havde presset de lokale myndigheder tilstrækkeligt. Efter frigivelsen fortsatte de tidligere slavegjorte med samme hårde arbejde, og den danske stat gjorde meget lidt for at forbedre de økonomiske og sociale vilkår i kolonierne.

I 1917 solgte den danske stat St. Croix, St. Thomas og St. Jan til USA. Den historiske bevidsthed i Danmark om landets involvering i slaveri har været mangelfuld og med mange myter, der understøttede en dansk selvfortælling om humanisme. Særligt siden 100-året for salget af Dansk Vestindien har der været større politisk og forskningsmæssigt fokus på kolonitiden og slavehandlen. Blandt andet er der blevet gjort op med myter om Danmark som foregangsland i opgøret med slaveri, ligesom der er blevet kastet lys over slavegjortes modstandshandlinger og den sorte arbejderbevægelse i Dansk Vestindien efter 1848.

Den transatlantiske slavehandel tog sin begyndelse i 1500-tallet, hvor europæiske lande var i gang med koloniseringen af Sydamerika og de såkaldt vestindiske øer. De oprindelige folk døde i stort antal under det hårde fysiske arbejde, som kolonisatorerne satte dem til i miner og plantager. Kolonisatorerne fik den ide, at der som arbejdskraft kunne importeres mennesker fra det afrikanske kontinent, hvor de europæiske lande også var i gang med at kolonisere.

Ifølge bogen _Black Cargoes_ \[1\] blev det første skib lastet med sorte slavegjorte sendt fra Guineakysten over Atlanten i 1518. I de første mange år var slavehandlen kontrolleret af Portugal, men omkring midten af 1600-tallet begyndte Frankrig, England, Holland, Tyskland, en kort overgang Sverige, samt ikke mindst Danmark at trænge ind på markedet. De byggede forter langs Afrikas vestlige kyst, bl.a. i det, der i dag er Guinea, Elfenbenskysten og Ghana. Forterne dannede udgangspunkt for opsamling og udskibning af de mennesker, kolonimagternes udsendte havde ”købt” til slaveri, og som skulle sendes til både Syd- og Nordamerika for at arbejde i bl.a. plantagedrift og minedrift.

Den danske stat havde forter i Accra, der i dag er hovedstaden i Ghana, og hvor englændere og hollændere også opererede \[1\]. Herfra blev slavegjorte mennesker udskibet til kolonierne i det, der dengang hed Dansk Vestindien, i dag Virgin Islands.

Den danske transatlantiske slavehandel blev forbudt med virkning fra 1803, og inden for godt et årtis tid havde også de andre europæiske lande afviklet de love, som gjorde det lovligt at handle med mennesker. I stedet ville de nu fokusere på at trække andre ressourcer – særligt råstoffer – ud af kolonierne på det afrikanske kontinent.

Danmark fortsatte imidlertid med slavehandel internt i kolonierne frem til 1848 \[2\].

Den transatlantiske slavehandel hang sammen med en økonomisk politik, der kaldes merkantilisme. Her var fokus på handel og håndværk og især på, at eksporten af varer skulle overstige importen for at forbedre statens skattegrundlag. Fordi de fleste europæiske magter førte samme politik, var der skarp indbyrdes konkurrence. En af løsningerne var at få kolonier, så staterne kunne handle med sig selv via handelskompagnier – det vil sige selskaber med særlige privilegier på langdistancehandel og søfart. Danmark-Norge var i 1600-tallet især interesseret i guld og elfenben, som kunne byttes til våben og metal. Men efterhånden blev slavegjorte den vigtigste handelsvare i de danske besiddelser i det nuværende Ghana. I begyndelsen blev slavegjorte lokale handlet til andre landes skibe, og siden begyndte danske skibe at fragte slavegjorte til danske kolonier i det nuværende Caribien, hvor de skulle bruges som arbejdskraft i plantager. Fra disse kolonier var tobak, bomuld og især sukker de vigtigste varer \[3\]. Sukkerindustrien blev en af de vigtigste motorer for dansk vækst i 1700-tallet.

Fra slutningen af 1300-tallet indgik Danmark, Norge og Sverige i den såkaldte Kalmarunion, som Sverige brød ud af i 1523. Fra 1536 blev Norge underlagt den danske krone, og helt frem til 1814 var Danmark-Norge et såkaldt rigsfællesskab. I perioden fra Sverige erklærede sig uafhængigt og frem til begyndelsen af 1700-tallet, var Danmark jævnligt i krig med Sverige i et forsøg på at tilbageerobre territorium og tvinge Sverige tilbage under Danmark \[4\]. Disse militære konflikter kombineret med en række danske nederlag under den centraleuropæiske 30-årskrig i midten af 1600-tallet svækkede Danmark så meget militært og økonomisk, at selve statens eksistens var truet \[5\]. At indgå i den europæiske ekspansion via kolonisering og den transatlantiske handel med varer og med mennesker var det danske svar på denne situation.

De europæiske kolonimagter, heriblandt Danmark, betragtede sorte mennesker som handelsvarer og ejendom, ikke som mennesker i egen ret. Det fremgik bl.a. af det såkaldte Slavereglement fra 1733, som gjaldt i de danske kolonier i Caribien. Her står bl.a.: ”Vores Negre som af Gud selv ere giorte til Slaver”, og de bliver advaret mod ”ulydighed imod deres Mestere eller Mesterinder hvis Penge de dog ere, og derfor ere dem des større Underdanighed skyldige”. Reglementet fastsatte korporlige straffe for ”ulydighed” fra de slavegjorte – lige fra piskning over afsættelse af lemmer til hængning \[6\]. Slavehandlen foregik i den periode, der i Europa kaldes Oplysningstiden. At europæere mente at have ret til at gøre sorte mennesker til ejendom, hang sammen med forestillinger om raciale hierarkier. For eksempel udviklede den svenske videnskabsmand Carl von Linné i midten af 1700-tallet en teori om fire racer, der beboede hver deres kontinent og var karakteriseret ved hver deres temperament: ”Den hvide sangvinske europæer, der var opfindsom, optimistisk og styret af love; den mørke, melankolske asiat, der var styret af meninger; den sorte, flegmatiske afrikaner, der var snu, doven, letsindig og styret af luner; og den røde, frihedselskende amerikaner, der var styret af vaner” \[7\].

Den første danske koloni var i Tranquebar på den indiske kyst, hvor handelskompagnierne Ostindisk Kompagni og siden Asiatisk Kompagni havde monopol på handlen \[3\]. Den primære vare var bomuld, men også i de indiske kolonier handlede Danmark med slavegjorte. Kolonien blev solgt i 1845 til Storbritannien. Fra 1659 begyndte Danmark (eller rettere: Danmark-Norge) at grundlægge forter på den afrikanske vestkyst i det nuværende Ghana, som dengang blev kaldt Guldkysten. Det blev ikke styret som en egentlig koloni, men fungerede først og fremmest som udgangspunkt for handel med mennesker, der blev sejlet til Caribien, hvor Danmark koloniserede tre øer: St. Thomas (i 1672), St. Jan (i 1718) og St. Croix (i 1733). De slavegjorte skulle primært bruges som arbejdskraft på plantagerne, hvor sukkerindustrien på St. Croix blev den mest omfattende \[8\].

Danmark koloniserede desuden Grønland fra 1721, men Grønland indgik ikke i den transnationale slavehandel. De ressourcer, der blev trukket ud af den grønlandske koloni, var først og fremmest fra fiskeri – kontrolleret af Almindelige Handelskompagni \[9\] – og råstoffer \[10\].

Trekantshandlen betegner et transatlantisk handelssystem fra det 16.-19. århundrede, hvor varer fra Europa og Asien blev udvekslet for slavegjorte mennesker på den afrikanske vestkyst, som derfra blev fragtet til Amerika (både syd og nord, samt de caribiske øer), hvor deres arbejdskraft blev brugt til at dyrke bl.a. sukker, bomuld og tobak, som derfra blev fragtet til Europa \[11\].

Som historiker Niklas Thode Jensen beskriver det \[12\]:

”Systemet kan ses som en gigantisk maskine bestående af tusinder af forbundne tandhjul i form af mennesker, skibe, plantager, fabrikker og markeder, hvor drivkraften hovedsageligt udgjordes af de slavegjorte afrikaneres dødbringende slid i Amerika og af Europas umættelige appetit på kolonivarer som sukker, tobak og te. Maskinens accelererende svinghjul bragte store indtægter til Europa, og derfor blev systemet en hjørnesten i Europas fortsatte udbredelse af sin magt over verden.”

I løbet af godt 300 år frem til 1866 transporterede europæiske kolonimagter omkring 12,5 millioner slavegjorte over Atlanten. I runde tal stod 430 danske skibe for fragten af omkring 111.000 slavegjorte i perioden mellem 1660’erne og begyndelsen af 1800-tallet. Dermed udgjorde den danske andel 2,3 procent af hele den internationale slavehandel \[2\]. De slavegjorte, som blev fragtet på danske skibe, blev sat til at arbejde i særligt plantagerne på de caribiske øer, dengang kolonierne Dansk Vestindien.

I begyndelsen af 1790’erne tog den daværende danske finansminister, Ernst Schimmelmann, initiativ til at forbyde dansk deltagelse i slavehandlen. Det største antal slavegjorte, som Danmark fragtede til kolonierne, var i perioden mellem vedtagelsen af et forbud (1792) og det tidspunkt, hvor forbuddet trådte i kraft (1803). I det mellemliggende årti blev importen af slavegjorte til Dansk Vestindien nemlig økonomisk støttet af den danske stat. Hensigten var at få så stor en slavebefolkning i de danske kolonier, at den kunne reproducere sig selv. Det ville spare kolonimagten Danmark for store omkostninger. Mellem 1792 og 1803 blev næsten 25.000 slavegjorte fragtet på 125 skibe, svarende til 200 nytilkomne slavegjorte i de danske kolonier hver eneste måned \[2\].

Det bliver ofte hævdet, at Danmark var den første europæiske stat, der forbød slaveri. Det passer imidlertid ikke. Danmark var det første land, der vedtog en lov imod transatlantisk slavehandel, men det skete, fordi England allerede var i gang med planer om det samme – og der gik mere end et årti, før det danske forbud trådte i kraft. På det tidspunkt var samtlige europæiske stater i gang med at afvikle den transatlantiske slavehandel. Det var ikke længere økonomisk rentabelt med den omfattende transport, og mange slavegjorte omkom undervejs på rejsen \[13\]. Men slavegjorte blev fortsat handlet inden for kolonierne samt internt i USA længe efter afskaffelsen af den transatlantiske slavehandel. At forandringerne havde mere at gøre med økonomiske forhold end med et moralsk, etisk eller politisk opgør med slaveri som sådan, fremgår af et brev, den danske finansminister Ernst Schimmelmann skrev angående sit forslag om at afskaffe den transatlantiske slavehandel \[14\]. Her står bl.a.:

”Forslagene indeholder intet, der vil kunne føre til omvæltninger eller indskrænkninger for privatpersoner; de sigter tværtimod på at beskytte ejendom og få planterne \[plantageejerne\] til at basere deres egen nytte på noget mere sikkert end en midlertidig anvendelse \[af slaverne\].”

Schimmelmann var selv en af de største plantageejere i Dansk Vestindien, og tjente en formue på at bruge slavegjort arbejdskraft \[15\].

Flere selvstændige stater i det nuværende USA forbød slaveri som sådan allerede i 1770’erne og 1780’erne, f.eks. Vermont i 1777. I England trådte en lov om frigivelse af slaver i kraft i 1834. Danmark ophævede først slaveriet i 1848, og det skete under pres fra voksende politisk og social uro blandt de slavegjorte i kolonierne Dansk Vestindien. Oprindeligt skulle slaveri have været udfaset over en tiårig periode, men efter et oprør på Sankt Croix valgte den lokale danske guvernør at erklære slaverne for frigivet med virkning d. 3. juli 1848 \[13\].

De danske handelsstationer Tranquebar og Serampore i Sydasien blev solgt til Storbritannien i 1845. De danske forter på Guldkysten – det nuværende Ghana – der havde været udgangspunkt for den transatlantiske slavehandel, blev solgt til Storbritannien i 1850. Dansk Vestindien – i dag Virgin Islands – hvor slavegjorte blev brugt til arbejde i bl.a. plantager, blev solgt til USA i 1917. Grønland forblev koloni, men opnåede formelt set status af dansk amt (en administrativ enhed svarende til nutidens regioner) i 1953, under pres fra FN’s afkoloniseringspolitik. I 1979 fik Grønland såkaldt hjemmestyre, og i 2009 selvstyre.

Ifølge den danske søfartshistoriker Kåre Lauring var den danske handel med slavegjorte isoleret set en dårlig forretning \[16\]. Op mod en femtedel af de slavegjorte døde under rejsen, og det samme gjaldt op mod en tredjedel af besætningen på slaveskibene. Det skete også, at de slavegjorte gjorde oprør på skibene, og selvom oprørene oftest blev slået brutalt ned, var det omkostningsfuldt, og det hændte også, at de slavegjorte blev sat fri af besætningen, når skibene kom i land. At slavehandlen i sig selv var uprofitabel, var ifølge Kåre Lauring også den primære årsag til, at den blev afviklet.

Men det arbejde, de slavegjorte udførte – ganske gratis, eftersom de jo ikke fik løn – i de danske kolonier i Caribien, var særdeles indbringende, både for de enkelte plantageejere og for den danske stat. Sukker blev en af de vigtigste handelsvarer overhovedet for Danmark i slutningen af 1700-tallet. Efter frigivelsen af de slavegjorte i 1848 holdt de danske kolonier op med at være indbringende for den danske stat, og det var baggrunden for salget af Dansk Vestindien til USA i 1917 \[3\]. Handlen i de danske kolonier i både Vest- og Ostindien (Asien) bragt betydelige indtægter til det dansk-norske rige, både til staten og til private i såvel hovedstaden som handelsbyerne i provinsen. Det var indtægterne fra produktionen i kolonierne – muliggjort af slavegjort arbejdskraft – og den dertilhørende handel, der gjorde kolonisystemet profitabelt \[12\].

I en artikel til pov.nternational forklarer lokalhistoriker på St. Croix, Wayne Jones, de menneskelige konsekvenser af slaveriet, og hvordan de stadig kan mærkes i nutiden \[17\]:

*   De slavegjorte blev systematisk skilt fra deres afrikanske kultur, familier, trossamfund og identitet.
*   Gennem en periode på næsten 250 år var afrikanere i Dansk Vestindien forhindret i at udnytte deres potentialer som mennesker, da de var tvunget ind i et liv som plantagearbejdere. Under dette system blev mennesker, som ellers kunne have været blevet kunstnere, forfattere, opfindere, advokater, læger eller filosoffer tvunget til at skære sukkerrør.
*   Danmark efterlod et ”veritabelt fattighus”, da de solgte øerne til USA, og gennem frasalget af kolonierne løb den danske stat fra sit ansvar for de langvarige lidelser, som efterkommerne af slavegjorte var udsat for økonomisk, socialt og kulturelt.
*   Dansk slaveri var så traumatisk for indbyggere på Jomfruøerne, at der gik 120 år efter slavernes frigørelse, før efterkommerne af de slavegjorte omsider forlod de plantager, deres forfædre havde været bundet til. Og det skete kun, fordi regeringen – hjulpet af plantageejerne – i 1966 fjernede tagene fra arbejdernes boliger (de tidligere slavehytter), hvilket dermed gjorde dem ubeboelige: ”Det var der og først der, at gennemsnitsindbyggere på Jomfruøerne modvilligt og frygtsomt tog deres første skridt henimod mental frigørelse. Landarbejderlivet, der ikke havde ændret sig meget siden slavetiden, var alt de kendte til.”
*   Der er stadig i dag enorme forskelle mellem sorte og hvide på sundheds-, uddannelses- og socialområdet.
*   Der er udbredt racisme, forskelsbehandling, selvhad og mindreværdskomplekser.

Den danske stat gjorde meget lidt for at forbedre vilkårene for den tidligere slavegjorte befolkning, som var blevet frigivet i 1848. Det førte i 1878 til en opstand på St. Croix, der blev kendt som The Fireburn – det største arbejderoprør i Danmarkshistorien, som indtil for ganske nylig var blevet skrevet ud af historien. 400 arbejdere blev anholdt i forbindelse med oprøret, heriblandt Mary, Agnes, Mathilda og Susanna, der blev anset for at have været oprørslederne, og som i folkemunde blev kendt som The Fireburn Queens. Som historikerne Rikke Lie Halberg og Bertha Rex Coley beskriver \[18\], blev oprøret i samtidens danske presse oprøret omtalt som ”udskejelser” og meningsløst hærværk udført af dovne og utaknemmelige sorte. De primære kilder til, hvad der egentlig foregik under The Fireburn, er retsprotokollerne – som er skrevet fra den danske administrations perspektiv – samt mundtlige overleveringer i lokalbefolkningen. På St. Croix har denne historie været levende lige siden, men i Danmark blev den først mere alment kendt i årene omkring 100-året for salget af de vestindiske kolonier. Her brugte historikere, kunstnere og aktivister fra Danmark og Virgin Islands anledningen til at sætte fokus på den markante begivenhed og forsøge at give The Fireburn Queens og arbejderopstanden i det hele taget den plads, den fortjener i dansk historiebevidsthed.

Det er rigtigt, at Danmark var det første land, som vedtog en lov mod transatlantisk slavehandel, nemlig i 1792. Loven trådte imidlertid ikke i kraft før mere end et årti senere, og den afskaffede på ingen måde selve slaveriet. Myten om, at Danmark var det første land, som ophævede slaveri, skyldes altså en forveksling af lovgivning, som forbyder slavehandel, og forbud mod slaveri som sådan. Forestillingen om Danmark som foregangsland i ophævelsen af slaveriet har haft nemt ved at hænge ved, fordi den understøtter et populært nutidigt selvbillede af Danmark som en særligt humanistisk nation \[13\].

Relateret til denne myte er fortællingen om, at den daværende danske guvernør Peter von Scholten af sit gode hjerte ”gav” de slavegjorte deres frihed. Han er dermed blevet symbol på, at Danmark gjorde det rigtige, helt af sig selv. Det er en fortælling, som især er blevet båret frem i populærkultur, fiktion og dokufiktion. Men historisk forskning viser, at det var de slavegjortes oprør, der tvang von Scholten til at bekendtgøre øjeblikkelig frigivelse i 1848 \[18\]. I det hele taget har slavegjortes egne modstandshandlinger og oprør været centrale for slaveriets ophævelse overalt i verden \[19\].

Da den danske regering solgte kolonierne i Vestindien i 1917, blev der sendt et skib fra Danmark, som hentede de enorme mængder af arkivmateriale fra den danske administration af øerne. En lille del af materialet endte i Washington, men det meste blev bragt til København og opbevares nu på Rigsarkivet. Det drejer sig om i alt 1500 hyldemeter materiale fra Dansk Vestindien. Men som historikerne Rikke Lie Halberg og Bertha Rex Coley forklarer, betyder det ikke, at der er kilder til hele historien om dansk slavehandel og kolonistyre \[20\]. Materialet blev skrevet, udvalgt og gemt af det danske kolonistyre, og derfor rummer det kun den del af historien, som netop det danske kolonistyre fandt væsentligt – og ønskværdigt – at bevare. F.eks. er der i materialet på Rigsarkivet kun meget sparsomme oplysninger om et meget udbredt fænomen, nemlig at danske mænd systematisk udnyttede slavegjorte kvinder seksuelt, og at dette var en del af baggrunden for de adskillige oprør, der foregik på øerne gennem tiden.

I anledning af 100-året for den danske stats salg af kolonierne i Caribien undskyldte Brødremenigheden – der udførte kristen mission i de danske kolonier – offentligt for deres rolle i opretholdelsen af slaveriet \[21\].

Den danske regering ønskede imidlertid ikke at give en undskyldning til efterkommerne af slavegjorte i Dansk Vestindien. Ifølge forskerne Frits Andersen og Jakob Ladegaard \[22\] har der været to centrale rammesætninger for slaverihistorien i Danmark: Den ene er fortrængning, og den anden er afvisning af, at den danske stat har noget at sige undskyld for. 100-året for salget af Dansk Vestindien aktiverede diskussionen om undskyldning – og evt. erstatning – til efterkommerne af de mennesker, som blev slavegjort af den danske stat og danske handelskompagnier. Her afviste danske politikere ideen, bl.a. med henvisning til, at slaveri var fortid, og at den danske stat i dag ikke har noget ansvar for, hvad der skete for så længe siden – og at det i øvrigt er bedre at se fremad. Men eftersom konsekvenserne af slaveriet stadig kan mærkes på Virgin Islands, oplever befolkningen der ikke slaveriet som ’fortid’. Desuden argumenterer forskere for, at ”debatten om en undskyldning kan spærre for en mere relevant diskussion om erstatning, som i øvrigt ikke kun skal forstås økonomisk, men også i form af kulturelle tiltag”, herunder en forpligtelse på at bekæmpe racisme i nutiden \[22\].

Billede af havnen i Christiansted på St.Croix i 181gste by5. Christiansted var den vigtigste by og regeringssædet på de dansk-vestindiske øer. 

Havnen i Christiansted på St.Croix i 1815. Christiansted var den vigtigste by og regeringssædet på de dansk-vestindiske øer. 

Prospect_af_Byen_Christianstad_paa_St._Croix.png

Danmark som slavenation

Donald Trump med skilt med toldsatser under pressermøde i Wahsington. 

USA's præsident, Donald Trump, har startet en toldkrig og varslet forhøjet told mod EU og en række andre lande. Washington, 2. april 2025.

Trump told. Carlos BarriaReutersRitzau Scanpix@20250403-071523-L-5900x3933ma.jpg

Donald Trump - USA's 47. præsident

Faktalink_billedfrise_1024x768_Hires.jpg

Nyt på Faktalink

Handelskrig er kommet på dagsordenen igen i Donald Trumps præsidentperioder. I Donald Trumps første periode som USA’s præsident var det særligt handel mellem USA og Kina, der var genstand for konflikt. Men med meldingerne om at lægge såkaldt straftold på handel med en lang række af verdens lande satte Donald Trump på et pressemøde i april 2025 - i begyndelsen af sin anden præsidentperiode - gang i en international handelskrig. Meldingerne skabte stor uro på det globale marked, og aktiekurserne raslede ned med historisk stejle kursfald. Når lande lægger told på udenlandske varer, er det for at beskytte landets indre markeder. Men i en globaliseret verden, hvor landene er dybt afhængige af samhandel, er det at lave markante ændringer i toldsatser en vanskelig manøvre, der kan få alvorlige konsekvenser. For verdens produktion går på tværs af grænser, og oftest har producenter brug for råstoffer, komponenter og ydelser, som de køber hjem fra andre lande, for at kunne lave deres produkter. Straftold skaber med andre ord forstyrrelser i de globale forsyningskæder. Samtidig skaber handelskrig usikkerhed i markedet, som kan føre til prisstigninger, inflation og øget usikkerhed for virksomheder og forbrugere. Handelskrig kan få lande til at forsøge at gøre sig uafhængige af hinandens teknologi og råvarer. Det rejser spørgsmål om, hvorvidt handelskrig er et klogt træk i en gennemglobaliseret økonomi? Hvordan globaliseringen skal fungere fremover? Og om vi bevæger os mod en mere fragmenteret verdensøkonomi.  
Donald Trump har dog ført en skiftende kurs siden pressemødet i starten af april 2025, som var startskuddet til den uro omkring verdenshandlen og den globale økonomi, der har fået aktiekurserne til at køre op og ned. Man kan følge de seneste udviklinger på [DR’s temaside](https://www.dr.dk/nyheder/tema/handelskrig) om handelskrig.

Handelskrig er, når lande indfører restriktioner på handel med hinanden, f.eks. med toldsatser eller andre barrierer, der gør det dyrere eller mere besværligt for landene at handle. ”Krigen” består i, at landene svarer igen og indfører modsvar for at presse det land, der i første omgang indførte restriktioner. Der bruges også andre midler i en handelskrig. Det kan for eksempel være at indføre større krav til de produkter, landet importerer, eller at indføre større krav til dokumentation omkring, hvordan varerne er produceret.  Formålet med en handelskrig er at beskytte den nationale økonomi eller at tvinge et andet land til at ændre sin handelspolitik. I artiklen ”Hvad er handelskrig?” på Videnskab.dk \[1\] kan man læse, at økonomer er enige om, at høje toldbarrierer på udenlandske varer økonomisk set virker som at skyde sig selv i foden. For når et land laver handelsbarrierer, påvirker det landets egne forbrugere mindst lige så meget som det land, toldbarrieren er rettet mod. Rationalet bag handelskrige er ofte at beskytte en bestemt industri og skabe flere arbejdspladser inden for denne.  Når Donald Trump f.eks. indfører ekstra told på stål og aluminium fra udlandet, er det et forsøg på at gøre det lettere for den amerikanske stålindustri at vokse og skabe flere arbejdspladser i stålindustrien. Historisk set har man set en sammenhæng mellem USA’s internationale engagement og amerikanske toldsatser. I perioder hvor engagementet i globale forhold har været stort, har støtten til frihandel tilsvarende været det, og omvendt, kan man læse i artiklen ”Told og frihandel i USA (historisk)” på opslagsværket Lex.dk \[2\]. Artiklen beskriver, hvordan USA efter 2. Verdenskrig har prioriteret frihandel højt og ført an i arbejdet med at få gennemført internationale frihandelsaftaler. USA har tidligere startet en handelskrig for at beskytte amerikanske arbejdspladser mod udenlandsk konkurrence. Det skete, da USA’s præsident Herbert Hoover (1874-1964) i 1930 underskrev handelsloven ”Smoot-Hawley-toldafgiften, der hævede toldsatserne på mere end 20.000 varer, som USA importerede. Målet var at forebygge økonomisk krise, men resultatet blev det modsatte – den amerikanske eksport faldt med over 60 %, arbejdsløsheden blev mere end tredoblet fra 8 % til 25 %, og USA’s bruttonationalprodukt (det vil sige værdien af landets årlige produktion) blev næsten halveret, kan man læse i artiklen ”Har USA tidligere erklæret fuld handelskrig mod Europa?” på historienet.dk \[3\].

Handelskrig kan på mange måder få vidtrækkende konsekvenser for den globale økonomi. Dels kan den medføre lavere global vækst som konsekvens af, at landene handler mindre med hinanden, og forbrugerne køber mindre, fordi priserne stiger, pengene bliver mindre værd, og de bliver bekymrede for fremtiden og derfor holder igen på deres penge. Af samme grunde kan virksomhederne holde igen med at investere deres penge.

 En anden konsekvens er, at forsyningskæderne mellem landene bliver forstyrrede, fordi mange virksomheder er afhængige af råstoffer og komponenter fra andre lande, som kan blive ramt af toldbarrierer, som kan gøre produktionen dyrere og mere usikker. Det kan også skabe forsinkelser og flaskehalse, fordi virksomheder vil afvente og forsøge at planlægge import af de råstoffer og komponenter, de skal bruge i produktionen, på de mest favorable tidspunkter eller afvente bestillinger, til de ved, hvordan en konflikt eller forhandling af toldsatser falder ud. Disse påvirkninger af markederne kan skabe arbejdsløshed, fordi virksomheder går konkurs eller må nedskalere deres produktion, kan man læse i artiklen ”Handelskrig” på hjemmesiden onemoneyway.com \[4\]. Geopolitisk skaber handelskrige også typisk øget mistillid mellem landene, færre internationale samarbejder og risiko for optrapning af andre konflikter.

Allerede under sin første præsidentperiode indledte Donald Trump en handelskrig imod Kina. I begyndelsen af marts 2018 indførte Trump således en handelslov, der lagde ekstra told på nærmest alle kinesiske varer med den begrundelse, at handlen mellem USA og Kina foregik på uretfærdige præmisser. Dels var Donald Trump utilfreds med, at amerikanerne købte cirka tre gange så mange varer fra Kina, som Kina købte fra USA. Dels var hans motivation en utilfredshed med, at amerikanske virksomheder, der ønsker at komme ind på det kinesiske marked, er tvunget til at samarbejde med kinesiske virksomheder, som er styret af den kinesiske stat. Kina svarede igen ved at indføre told på amerikanske varer. Handelskrigen har haft store konsekvenser for både USA og Kina og deres markeder. Kinesiske svineproducenter er f.eks. begyndt at købe deres soja til grisene i Brasilien frem for USA, mens mange internationale virksomheder har flyttet deres produktion fra Kina til andre lande, fordi handelskrigen med USA har gjort produktionen usikker, som man kan læse i artiklen ”Handelskrigen mellem USA og Kina er ved at ændre globaliseringens verdenskort. Her er dit overblik” på Zetland.dk \[5\].

Handelskrigen mellem USA og Kina, som Donald Trump indledte under sin første præsidentperiode 2016-2020, fik Kina til at forberede sig på endnu en handelskrig. Så da Donald Trump i foråret 2025 indledte handelskrig mod stort set hele resten af verden, havde Kina forberedt sig på at føre den kinesiske eksport gennem Malaysia, Thailand, Vietnam og andre lande for at undgå de amerikanske toldsatser, kan man læse i artiklen ”Kina sætter hårdt mod hårdt med en ny stor told mod USA” på DR.dk \[6\].

Det er i sidste ende forbrugerne, der kommer til at betale for konsekvenserne af en handelskrig. Når lande pålægger hinanden told og ekstra afgifter, bliver det dyrere at importere varer, og de meromkostninger sender virksomhederne ofte videre til forbrugerne ved at lade priserne stige. De varer, som bliver pålagt ekstra told, kan med andre ord stige i pris, som man kan læse i artiklen ”Så er der handelskrig! Her er din guide til at forstå den – og kyllingekrigen” på Zetland.dk \[7\].

Forhøjede toldsatser kan også føre til, at virksomheder helt dropper bestemte typer af varer eller finder alternativer, som ikke er af lige så god kvalitet. Da kan handelskrig give forbrugerne færre valgmuligheder. Handelskrige gør typisk forbrugerne usikre ved at bruge penge, og selvom det er en forståelig konsekvens, kan det faktisk være med til at forstærke problemet, fordi forbrugernes tilbageholdenhed rammer virksomhedernes indtjening – et scenarie der kan føre til fyringer og højere priser.

Men de helt konkrete konsekvenser af handelskrig og højere toldsatser kan være svære at identificere, fordi så mange forskellige forhold spiller ind – f.eks. valutakurser, som man kan læse i artiklen ”Hvad betyder toldkrig – og hvordan rammer den dig?” på nyheder.tv2.dk \[8\]. Her vurderer chefstrateg hos Nykredit, Frederik Egholm, at mange virksomheder vil være i stand til selv at æde ekstraudgiften i stedet for at lade forbrugerne betale, fordi dollarkursen er steget, hvad danske virksomheder har nydt godt af, fordi de da har fået flere danske kroner for de dollar, de tjener i USA.

Verdenshandelsorganisationen WTO blev stiftet 1. januar 1995 og afløste det tidligere aftalesystem GATT (General Agreement on Tariffs and Trade), som havde eksisteret siden 1947. Mere end 160 lande er medlemmer af WTO og har således tiltrådt de spilleregler og aftaler for verdenshandlen, som WTO sætter. Målet er at sikre fri og retfærdig handel mellem verdens lande. WTO fungerer som et forum, hvor medlemslandene forhandler aftaler om told, landbrug, handel med tjenester og intellektuelle rettigheder. Verdenshandelsorganisationen har også til opgave at overvåge verdenshandlen og således holde øje med, om lande overholder reglerne, og løse eventuelle handelskonflikter. Hvis to lande er uenige om handel, kan de klage til WTO, som har et system til at løse tvister og afgøre, om et land har brudt reglerne. Organisationen udgiver løbende rapporter og analyser om globale handelstendenser, kan man læse på WTO’s hjemmeside \[9\].

At starte toldkrigen er, som Donald Trump forklarede det på et pressemøde den 2. april, et led i den større plan ”Make America Great Again”, som Donald Trump gik til valg på. Rationalet bag er, at de højere toldsatser vil skabe grobund for, at flere virksomheder for at undgå at blive ramt af tolden, rykker produktionen til USA og bygger fabrikker i USA og således skaber flere amerikanske arbejdspladser. Den ekstra told skal på den måde skabe ekstra indtægter i den amerikanske statskasse, som kan mindske statens gæld, skabe mulighed for skattelettelser og presse verdens lande til at åbne deres markeder og sælge mere til USA.

Indtil videre er det dog et noget andet scenarie, der har udspillet sig. De amerikanske aktiekurser er styrtdykket på linje med forventningerne til de amerikanske virksomheders indtjening, og eksperter har advaret om, at handelskrigen kan ende i en amerikansk recession; det vil sige en markant tilbagegang for den amerikanske økonomi, en øget inflation og stigende arbejdsløshed i USA, kan man læse i artiklen ”Donald Trump blinkede først, og nu ved alle, at han ikke kan vinde en handelskrig” på DR.dk \[10\]. Efter bare en uge valgte Donald Trump at sætte toldkrigen på pause, en beslutning, som i artiklen forklares med, at handelskrigen har fået renten på statsobligationer til at stige så markant, at det vil blive ekstremt dyrt for USA at låne de 9.000 milliarder dollars, som USA årligt skal betale de kreditorer, der har lånt penge til den amerikanske stat.

Der er mange forskellige scenarier for, hvordan den amerikanske straftold og handelskrigen kan påvirke de berørte landes økonomier, og mange faktorer spiller ind og påvirker udviklingen. I artiklen ”Donald Trump blinkede først, og nu ved alle, at han ikke kan vinde en handelskrig” på DR.dk \[10\] udlægger DR’s EU- og Nato-korrespondent, Ole Ryborg, et par mulige scenarier. Europas håndtering bliver afgørende for udfaldet, vurderer han. F.eks. kan man forestille sig et scenarie, hvor Kina vil forsøge at afsætte mange flere kinesiskproducerede elbiler på det europæiske marked, fordi den høje told til USA vil gøre det svært at afsætte elbilerne her. Det vil kunne true de europæiske producenter af elbiler, så her er det vigtige, at EU lægger højere told på kinesiske varer.

Men der er også den mulighed, at det primært er den amerikanske økonomi, der bliver ramt af de nye høje amerikanske toldsatser. Hvis EU-landene, Indien, Kina, Canada og resten af verdens afgørende handelslande bliver enige om at fastholde de internationale handelsaftaler og arbejder for en fri verdenshandel, vil handelskrigen først og fremmest få konsekvenser for USA, lyder vurderingen i artiklen.

Straftold kan ændre vilkårene for produktion. I en globaliseret verden er virksomheder ofte afhængige af komponenter og råvarer, som de importerer fra andre lande, for at kunne fremstille de produkter, de sælger. Straftold kan gøre det dyrere at importere de dele og hermed tvinge virksomheden til at finde alternativer – straftold kan med andre ord afbryde et vigtigt led i forsyningskæden. Hvis en virksomhed er nødsaget til at skifte leverandør pga. straftold, kan det skabe forsinkelser i hele produktionen. Under handelskrigen mellem USA og Kina i 2018-2020, førte straftolden til forsinkelser i produktionen af iPhones og biler, og virksomheder flyttede produktionen væk fra Kina eller sikrede sig alternative produktionslande for at gøre sig mindre afhængige af Kina, som det fremgår af artiklen ”Tech-gigant flytter millionproduktion ud af Kina” på finans.dk \[11\].

Når forsyningskæderne bliver ustabile, bliver det dyrere at producere og fragte varer, og virksomhedernes evne til at konkurrere bliver forringet. Derfor er forsyningskæder ret afgørende for forbrugere, virksomheder og samfundenes sammenhængskraft, som det forklares i debatartiklen ”Europæiske forsyningskæder er under pres efter Trumps sejr. Politikerne bliver nødt til at tage stilling” på Altinget.dk \[12\].

Straftold skaber uro og uforudselighed, som typisk får forbrugerne til at holde igen med at bruge penge, fordi fremtiden virker usikker. Det kan både være frygt for markante prisstigninger, fyringer og økonomisk krise, der får forbrugerne til at forbruge mindre og i stedet prioritere at spare op. Historier om straftold og handelskrig fylder i mediedækningen, fordi de er stærke konflikthistorier. Det kan forstærke bekymringerne og skabe øget krisestemning, som kan påvirke forbrugernes adfærd yderligere, som man kan læse i blogartiklen ”Den store usikkerhed” på Center for Fremtidsforsknings hjemmeside Fremforsk.dk \[13\].

Virksomheder står midt i krydsilden under en handelskrig og skal både navigere mellem politiske beslutninger, usikre markeder, der kan ændre sig over natten, og et økonomisk pres på deres overlevelse. Når tolden stiger og får virksomhedens omkostninger til at stige tilsvarende, står virksomheden konkret over for dilemmaet: Skal virksomheden æde merudgiften og miste profit? Eller skal den hæve priserne og risikere at miste kunder?

Også forstyrrelser i forsyningskæderne stiller virksomheder over for dilemma- og risikofyldte beslutninger: Skal de forsøge at finde nye leverandører, hvilket kan være dyrt og tidskrævende, eller vente og risikere leveringsproblemer?

Virksomheder kan også skulle træffe beslutninger om, hvorvidt de skal trække sig fra bestemte markeder eller flytte deres produktion til et andet land.

Handelskrige ændrer spillereglerne hurtigt og gør det svært for virksomhederne at lægge langsigtede strategier, fordi vilkårene ændrer sig med korte mellemrum. Hos rådgivningsfirmaet Alpi Logistics, som rådgiver danske virksomheder, oplever direktør Michael Haahr Hansen, at handelskrigen og de varslede toldsatser skaber frustration og bekymring i danske virksomheder, der eksporterer varer til USA, kan man læse i artiklen ”Michael rådgiver danske virksomheder midt i toldkaos: ’De er nervøse, de er frustrerede, de er dybt bekymrede’” på DR.dk \[14\]. Artiklen beskriver, at mange henvender sig for at få rådgivning til, hvordan de kan finde såkaldte ”alternative metoder” for at minimere konsekvenserne af de nye toldsatser.

Handelskrig kan ramme virksomheder på deres indtægter, presse virksomheder til at lukke eller omlægge deres forretning. Det kan gøre, at de er nødt til at afskedige medarbejdere. Når virksomheder er usikre på fremtiden, vil de også være tilbøjelige til at ansætte færre nye medarbejdere og udskyde udvikling og investeringer i fremtidige projekter. På den måde kan handelskrig ramme arbejdsmarkedet ved at skabe stigninger i arbejdsløsheden, flere midlertidige eller usikre jobs og lavere lønstigninger og pres på overenskomster og arbejdsvilkår. En analyse fra Dansk Industri har vurderet, hvilke konsekvenser handelskrigen mellem USA, Kina og EU kan få for den danske økonomi, og opstillet forskellige scenarier. I det blødeste scenarie viser analysen, at handelskrigen kan koste omkring 6.000 danske arbejdspladser. I det hårdeste scenarie lyder vurderingen på et tab af 30.000 danske arbejdspladser, kan man læse i artiklen ”Handelskrig kan svække dansk økonomi med 85 milliarder kroner” på Dansk Industris hjemmeside \[15\], som forklarer, at et land som Danmark rammes særligt hårdt, fordi vi har en lille, åben økonomi med mange arbejdspladser, der er afhængige af eksport.

Usikkerhed, forsinkelser i produktionen og fald i forbrug og investeringer kan skabe et generelt fald i verdenshandlen og lavere global vækst. Handelskrig kan også påvirke de involverede landes øvrige samarbejde og skabe splittelse, social uro og øget ulighed, fordi prisstigninger rammer de i forvejen økonomisk trængte ekstra hårdt på deres levevilkår.

 Samtidig kan handelskrig og forstyrrelser i forsyningskæderne få landene til at søge nye samarbejder og handelspartnere. Det kan føre til nye handelsaftaler og nye alliancer mellem store handelslande, som kan være med til at ændre magtforholdene i verden, fordi handel også skaber stærke relationer mellem lande, som handler meget med hinanden, som man kan læse i artiklen ”Donald Trump blinkede først, og nu ved alle, at han ikke kan vinde en handelskrig” på DR.dk \[10\].

Omvendt kan handelskrig skabe motivation for, at hvert land tænker mere på egne markeder og handler såkaldt protektionistisk for at sikre egne arbejdspladser og økonomi - en tendens, der kan føre til mindre samarbejde mellem landene.

Handelskrig skaber typisk store udfordringer for alle involverede lande og koster alle parter dyrt. Samtidig tydeliggør handelskrig, hvor afhængige af at samarbejde, verdens lande er i den globaliserede verden, vi lever i. Vi er blevet vant til at kunne købe varer, som produceres på den anden side af jordkloden, og har svært ved at forestille os en tilværelse, hvor vi pludselig ikke kunne købe bananer, kaffe eller avocado eller skulle betale en langt højere pris for disse varer, fordi det ville være markant dyrere eller umuligt at producere sådanne fødevarer i Danmark. Sådan er det med en lang række varer. Alle lande er afhængige af at handle med hinanden, og det globale marked har langt hen ad vejen indrettet sig, så verdens ressourcer bruges mest effektivt, og varer produceres, hvor det er mest rentabelt. Handelskrig og handelsbegrænsende tiltag kan skabe forandringer i landenes handelsmønstre og fragmentere den økonomiske sammenhæng mellem landene, som vi har indrettet handlen og samfundsøkonomien efter, som man kan læse i analysen ”Fragmentering af global handel kan udfordre dansk økonomi” på Nationalbankens hjemmeside \[16\].

Handelskrigen mellem Kina og USA, hvor de har pålagt hinanden høj straftold og brudt internationale aftaler med Verdenshandelsorganisationen (WTO), kan true med at opløse det globale handelssystem. Det advarer Alan Wolf fra The Institute for International Economics og tidligere vicegeneralsekretær i WTO advarer om i sin analyse "Sådan påvirker geopolitisk rivalisering det globale handelssystem" på Mandag Morgens hjemmeside. \[17\].

Selv om handelskrig er forbundet med store økonomiske tab for stater, virksomheder og forbrugere, kan en handelskrig skabe forandringer, der på længere sigt skabe forandringer til det bedre. F.eks. kan en handelskrig tvinge lande til at gøre sig mindre afhængige af handelspartnere, hvis politik eller magt de ikke ønsker at være underlagt, ved at opbygge mere selvforsyning eller indgå nye aftaler med andre lande. Nogle økonomer mener, at handelskrige, på trods af de kortsigtede omkostninger, kan tvinge landene til at omstrukturere deres økonomi, så de bliver mere robuste på længere sigt. Samtidig kan en handelskrig tvinge lande til at producere og handle mere lokalt og herved mindske transportafstande og CO2-udledning fra skibe, fly og lastbiler. Når der skal findes nye leverandører og skabes nye handelsaftaler, kan miljø- og klimahensyn få større vægt. I et klimaperspektiv kan en handelskrig altså åbne muligheder, hvilket dog afhænger af de politiske prioriteringer. Klima og miljø kan også komme til at lide under en handelskrig, hvis lande vælger at bruge mere forurenende produktionsformer som f.eks. kulbaseret el for at gøre sig uafhængige af andre landes produktion. Under alle omstændigheder skaber en handelskrig fokus på det potentiale, der er i at gøre sig uafhængig af fossile brændstoffer, der importeres fra lande uden for EU, og skabe mere robuste forsyningskæder. Det bidrager både til den grønne omstilling og øger sikkerheden i forhold til fragt af varer og energi, hvis EU gør sig mere uafhængig i en verden med geopolitiske spændinger og konflikter, der kan true EU’s handel og energi, som man kan læse i debatartiklen ”Europæiske forsyningskæder er under pres efter Trumps sejr. Politikerne bliver nødt til at tage stilling” på Altinget.dk \[12\].

Dem, der argumenterer for straftold som en effektiv strategi, mener, at straftold er et effektivt værktøj til at beskytte nationale industrier ved at skærme dem mod billig udenlandsk konkurrence, så de får bedre vilkår og tid til at vokse, og så der bliver skabt flere arbejdspladser i landet i disse industrier. Det er et af hovedargumenterne, som Donald Trump selv fremførte, da han på et pressemøde den 2. april 2025 præsenterede de nye toldsatser. Dernæst er toldsatserne et led i en strategi, der skal presse landene til at forhandle om nye og bedre handelsaftaler, forklarede den amerikanske præsident senere, som man kan læse i artiklen ”Trump hæver tolden til Kina og sætter den på pause for visse andre lande” på DR.dk \[20\]. Et andet argument for at bruge straftold, som Trump også har brugt, f.eks. i handelskrigen mod Kina, er at beskytte strategisk vigtige sektorer, f.eks. den amerikanske produktion af mikrochips og solceller. Dernæst kan straftold være et led i en strategi om at sende et politisk signal til vælgerne om, at man kæmper for nationale interesser – som er et bærende argument i Donald Trumps fremlæggelse af toldsatserne som led i hans politiske kampagner ”America First” og ”Make America Great Again”, som man kan se i videoen ”Fuld tale: Præsident Donald Trump announces 'Trump Tariffs on ’Liberation Day’” (se originalkilder).

Dem, der argumenterer imod, mener, at det er en illusion og en helt forkert strategi at bruge straftold til at sikre et lands virksomheder og økonomi. Blandt dem, der har udtalt sig meget kritisk om Donald Trumps straftold, er økonomiprofessor ved Aarhus Universitet Philipp Schröder. I artiklen ”Professor gennemhuller Trumps told-strategi: Der er noget, han ikke har forstået” på DR.dk \[21\] forklarer han, hvorfor straftold ifølge ham er en umulig strategi. Dels fordi den ender som en ekstraregning til for forbrugerne, fordi virksomhederne i en globaliseret verden er afhængige af at importere varer fra andre lande. Dels fordi det ikke økonomisk er rentabelt for en amerikansk virksomhed selv at producere f.eks.tøj. Og endelig fordi det med en række varer er praktisk umuligt for lande at producere dem selv - som eksempel nævner han rødvin produceret i Danmark. Globaliseringen har gjort told til et begrænset værktøj, argumenterer Schröder i artiklen.

Også John Bolton, som var sikkerhedsrådgiver for Donald Trump under hans første præsidentperiode, udtaler sig kritisk om præsidentens told-strategi. Bolton går så langt som til at sige, at han ikke mener, at Trump har forstået, hvordan told fungerer, og henviser til nationaløkonomisk forskning, som afviser, at lande kan gøre sig selv rigere ved at opkræve told på importerede varer, kan man læse i artiklen.

Selv om handelskrig på overfladen handler om toldsatser og hvilke og hvor mange varer, landene handler med hinanden, handler den ofte i virkeligheden om magtpolitiske interesser.

F.eks.er handelskrigen mellem USA og Kina også et amerikansk forsøg på at bremse Kinas økonomiske og teknologiske udvikling og fastholde USA’s magtposition. Handelskrig kan således bruges som et økonomisk våben i forsøg på at få andre lande til at rette ind og ændre adfærd, som man kan læse i analyseartiklen ”Trumps handelskrig handler i virkeligheden ikke så meget om told. Den handler om politisk kontrol” på Information.dk \[22\]. Her forklares Donald Trumps straftold som et forsøg på at få EU og resten af verden til at forandre de regler, som EU har lavet blandt andet for at sikre miljø- og forbrugerbeskyttelse, men som Trump og hans tilhængere betragter som uretfærdige handelsbarrierer og snyd. Samtidig forklarer artiklen, hvordan toldsatserne mod EU meget konkret kan ses som et forsøg på at presse EU til at købe mere fossil energi fra USA, efter at Trump har meddelt, at EU kan slippe for straftolden, hvis EU-landene indgår en bindende aftale om at købe energi for 350 milliarder dollars fra USA, som man kan læse i artiklen.

Handelskrigen udfordrer hele det komplekse system, der er grundlag for den globale økonomi, som verdens lande har bygget op, siden afslutningen af 2. Verdenskrig, hvor samhandel og frihandel blev en del af visionen om at sikre verdensfreden, som det blev beskrevet i Atlanterhavspagten (se originalkilder). Fordi verdens lande er så afhængige af samhandel med hinanden, rammer en handelskrig alle hårdt. Selv handelskrigen mellem USA og Kina får store konsekvenser for andre lande, fordi begge lande har kæmpestore markeder, som resten af verden er vant til at sælge varer til.

Handelskrigen tvinger verdens lande til at indgå nye aftaler, finde nye produktionssteder og skabe nye forsyningskæder, og nogle lande satser i højere grad på at få produceret deres produkter tættere på det land, de skal sælges i. Efter årtiers udvikling mod en globaliseret verden, hvor verdens lande blev stadigt mere samarbejdende og afhængige af hinandens varer og ydelser, er eksperter begyndt at tale om en udvikling i den modsatte retning – henimod deglobalisering og fragmentering, hvor lande lukker sig mere om sig selv og tænker i uafhængighed, som man kan læse i artiklen ”Handelskrigen mellem USA og Kina er ved at ændre globaliseringens verdenskort. Her er dit overblik” på Zetland.dk \[23\].

Fragtskib lastet med containere udenfor Port of Elisabeth, Bayonne, New Jersey.

Den globale handel står til nedgang med truslerne om nye forhøjede toldsatser. Containerskib udenfor Port of Elisabeth, Bayonne, New Jersey. 9. april 2025.

Handelskrig - Shannon StapletonReutersRitzau Scanpix@20250409-135744-5-4782x3188ma.jpg

Handelskrig

Iran var i oldtiden et af verdens største og mest magtfulde riger. I dag spiller Iran en afgørende rolle på den globale scene. Iran har siden en revolution i 1979 været styret som en blanding af teokrati og demokrati, og landet opfattes internationalt som en problematisk aktør, fordi det har kapacitet til at udvikle atomvåben, og fordi det blander sig militært i en række konflikter i Mellemøsten.

I 2015 indgik Iran og en række lande en aftale om, at Iran skulle stoppe sin udvikling af kernekraft til gengæld for, at de økonomiske sanktioner mod landet blev ophævet. Aftalen bragte håb om økonomisk vækst, men udviklingen gik ikke så hurtigt, som mange iranere håbede, og det var en del af baggrunden for, at der ved årsskiftet 2017/18 udbrød demonstrationer i en række iranske byer.

I maj 2018 meldte USA sig ud af atomaftalen, og Iran meddelte til gengæld, at man ville genoptage sit atomprogram. Forholdet mellem USA og Iran blev herefter endnu mere anspændt, og det kulminerede omkring årsskiftet 2019/2020, da en iransk-støttet milits angreb en base i Irak og dræbte en amerikansk soldat, hvorefter USA lavede et droneangreb i Bagdad og dræbte en iransk general. Det fik Iran til at angribe internationale militærbaser i Irak, herunder en base med udstationerede danske soldater, og opsige atomaftalen.

I september 2022 udløste en ung iransk kvindes død, mens hun var i moralpolitiets varetægt, en bølge af protester i mange iranske byer – både mod moralpolitiet, mod regimets kvindeundertrykkelse og mod regimet generelt. Regimet slog hårdt ned på demonstranterne.

Den 13. juni 2025 indledte Israel et omfattende luftangreb mod iranske militære og nukleare mål, herunder faciliteter i Teheran. Angrebet resulterede blandt andet i drabet på Hossein Salami, lederen af Irans Revolutionsgarde. Iran svarede hurtigt igen med missilangreb mod israelske byer, hvor flere civile områder blev ramt.

Angrebet er en dramatisk optrapning af den mangeårige skyggekrig mellem de to lande, som tidligere primært har udspillet sig gennem stedfortrædergrupper som Hizbollah i Libanon og Hamas i Gaza, som begge modtager støtte fra Iran, samt gennem cyberangreb. Allerede i begyndelsen af den igangværende konflikt i Gaza udvekslede Iran og Israel direkte angreb mod hinanden. Israel har længe betragtet Irans atomprogram som en eksistentiel trussel, og angrebet den 13. juni blev af israelske myndigheder betegnet som et "forebyggende skridt".

Man kan følge udviklingen i den spændte situation på [Politikens liveblog](https://politiken.dk/internationalt/art10447600/Organisationer-indkalder-til-demonstration-for-Gaza-i-eftermiddag).

Iran, frem til 1935 kaldet Persien, var et af oldtidens mest magtfulde riger. Fra omkring 1000 f.Kr. befolkede iranske stammer efterhånden det område, der i dag udgør det nuværende Iran, og i løbet a det 6. århundrede f.Kr. underlægger perserne sig Det Mediske Rige, Lilleasien, Babylonien og Egypten. Herefter regeres Persien af mange skiftende dynastier, bl.a. sassaniderne fra 3. århundrede f.Kr. I 600-tallet erobrer de muslimske arabere Persien.

Persiens og Irans historie med de mange skiftende dynastier og magthavere beskrives grundigt i opslaget ”Iran” i Gyldendals Den Store Danske (se kilder).

Efter den arabiske erobring foregik der en tiltagende islamisering af Persien, som var underlagt mange skiftende dynastier og bl.a. i 300 år var underlagt mongolsk herredømme.

I 1500-tallet tog safaviderne, et shiitisk dynasti, magten, og under safaviderne oplevede Persien en blomstringstid, som kulminerede under shah Abbas 1. i 1588-1629. Safaviderne gjorde shiaislam til statsreligion og var gentagne gange i krig mod Osmannerriget, hvis magthavere var sunnimuslimer.

Persiens og Irans historie med de mange skiftende dynastier og magthavere beskrives grundigt i opslaget ”Iran” i Gyldendals Den Store Danske (se kilder).

Iran erklærede sig neutralt under 1. Verdenskrig, og de sydlige dele af landet blev besat af Storbritannien. Fra 1925, hvor pahlavi-dynastiet kommer til magten, moderniseres Iran. I 1941 styrtes Reza Shah af de allierede, som mistænker ham for at være tyskvenlig, og frem til 1946 er Iran er besat af de allierede. Efter krigen samledes shahens modstandere i Den Nationale Front, ledet af en af Reza Shahs modstandere, Muhammad Mossadeq. Nationalisterne var fortalere for, at iranerne selv skulle overtage produktionen af olie, som et britisk selskab og siden den britiske stat havde siddet på siden begyndelsen af 1900-tallet. I 1951 nationaliserede Mossadeq olieindustrien, hvilket udløste en krise i forholdet til USA og Storbritannien. Da iranerne ikke selv var i stand til at producere og markedsføre olien, faldt statsindtægterne, og Mossadeqs politiske grundlag begyndte at smuldre. Hæren kunne derfor med aktiv støtte fra det amerikanske efterretningsvæsen fjerne ham ved et kup i 1953 og genindsætte shahen, hvorefter amerikanske selskaber fik del i den iranske olieproduktion. USA anså shahen for at være en garant mod kommunistisk magtovertagelse i Iran og støttede ham derfor økonomisk og militært og med opbygning af et hemmeligt politi.

Presset af USA gennemførte shahen en jordreform, som tilgodeså nogle få store jordejere på bekostning af millioner af småbønder og landarbejdere, som søgte ind til byerne, hvor arbejdsløsheden og fattigdommen steg. I samme periode fik kvinderne stemmeret, hvilket fik de religiøse retslærde til at kritisere shahen for at handle i strid med islam og førte til sammenstød mellem politi og demonstranter i den hellige by Qom i 1963.

Irans nyere historie beskrives grundigt i opslaget ”Iran” i Gyldendals Den Store Danske (se kilder).

En af shahens hårdeste kritikere, ayatollah Ruhollah Khomeini, blev arresteret under demonstrationerne i Qom i 1963 og sendt i eksil i Irak. Herfra fortsatte han med at kritisere shahens styre og krævede, at Iran skulle styres efter en shiitisk ideologi, som satte islam og Koranen over de verdslige love og havde en religiøs autoritet som øverste instans. Hans popularitet i Iran voksede, både blandt småhandlende og håndværkere og blandt de fattige i slumkvartererne. Ikke-religiøse oppositionsgrupper begyndte desuden at se Khomeini som en mulig allieret i kampen mod shahstyret.  
I 1978 var der sammenstød mellem demonstrerende studenter og politi i Qom, og protesterne mod shahen spredte sig til en række byer. USA pressede shahen til at komme demonstranterne i møde, men shahen tøvede og måtte efterhånden – da også arbejdere i olieindustrien og offentligt ansatte gik i strejke – indse, at han manglede opbakning i befolkningen. Shahen flygtede ud af landet i 1979, og Khomeini vendte hjem fra eksilet i Irak og indsatte sig selv som Irans nye leder. Monarkiet blev afskaffet, og en ny forfatning, der gjorde Iran til en islamisk republik, blev vedtaget.

I årene lige efter revolutionen var der voldsomme magtkampe mellem de grupper, der havde stået i opposition til shahen. De ikke-religiøse grupper og deres tilhængere var chokerede over islamiseringen af samfundet og af Khomeinis effektive monopolisering af magten.  
I 1980 gik Irak under Saddam Hussein i krig mod Iran. Krigen, som varede otte år, kostede ifølge vestlige kilder ca. 400.000 mennesker livet og var med til at forarme begge lande.

Protest- og oppositionsbevægelser i Iran blev forfulgt, og mange blev fængslet og henrettet. Selv om der siden har været reformkræfter valgt ind i parlamentet, og der under flere præsidenter har været tilnærmelser til Vesten, har de konservative kræfter i Iran – også efter Khomeinis død i 1989 og Ali Khameneis overtagelse af embedet som den øverste religiøse leder – formået at bevare magten, bl.a. ved hjælp af Revolutionsgarden, efterretningstjenester og hemmeligt politi.

Opstande og protester i 1999 og 2009 førte ikke til det regimeskifte, som mange iranere håbede på, og heller ikke mange år med sanktioner fra det internationale samfund samt kritik fra bl.a. FN for brud på menneskerettighederne har ført til, at det iranske regime for alvor har været truet. Det politiske liv er præget af magtkampe mellem konservative kræfter og mere reformvenlige kræfter, mens den egentlige opposition, der ønsker præstestyret afskaffet, ikke får mulighed for at deltage i det officielle politiske liv.

Iran er en blanding af islamisk teokrati og demokrati. Iran blev erklæret som islamisk republik i 1979 efter en folkeafstemning om styreformen. Forfatningen fra 1979, der også var til folkeafstemning, og som stadig gælder i dag – med visse ændringer tilføjet i 1989 – er skabt med forbillede i den demokratiske franske forfatning fra 1958. Forfatningen indeholder desuden en række bestemmelser om økonomi, som er inspireret af en socialistisk revolutionær statsmodel baseret på en stærk national økonomi med kooperativer og arbejderråd. Endelig indeholder forfatningen bestemmelser, som baserer sig på revolutionens sejrherre ayatollah Khomeinis statsmodel, som bygger på islamisk sharia-lov. Disse bestemmelser slår fast, at præsteskabet og den øverste religiøse leder skal sørge for, at al lovgivning og administration er i overensstemmelse med præsteskabets fortolkning af islamisk lov. Det byder i praksis, at alle de demokratiske procedurer og aktører, bl.a. parlament, præsident, retsvæsen og offentlig administration, er underlagt det såkaldte Vogternes Råd samt den øverste religiøse leder. Den øverste religiøse leder kan blandt andet ophæve beslutninger, som er truffet af præsidenten og parlamentet. Desuden kontrollerer den øverste religiøse leder medierne. Forfatningens karakter og det iranske styres særlige kombination af teokrati og demokrati beskrives i artiklen ”Det betyder noget hvem iranerne vælger som præsident” i Kristeligt Dagblad 19. maj 2017 (se kilder).

Den særlige blanding af teokrati og demokrati betyder, at der er en del forskellige aktører, som har indflydelse på den politiske udvikling i Iran. Blandt de vigtigste er:

*   Den øverste religiøse leder, kaldet rahbar. Den nuværende rahbar er ayatollah Ali Khamenei, der har siddet på posten siden 1989, da den daværende rahbar, ayatollah Ruhollah Khomeini, hovedarkitekten bag den islamiske revolution i 1979, døde.
*   Vogternes Råd: Den iranske grundlov fra 1979 slår fast, at islamisk lov, sharia, står over alle andre love i samfundet. Det er Vogternes Råd, der består af seks præster udpeget af den åndelige leder og seks jurister udpeget af parlamentet, som har ansvaret for at overvåge dette. Parlament, præsident, retsvæsen m.m. er underlagt Vogternes Råd, som f.eks. skal godkende alle kandidater til parlaments- og præsidentvalg og typisk kun godkender ganske få af de mange, der ønsker at stille op. Udover Vogternes Råd findes flere religiøse råd, herunder Ekspertforsamlingen.
*   Præsidenten har mindre magt end i mange andre republikker, idet han er underlagt den øverste åndelige leder og Vogternes Råd. Præsidenten vælges for fire år ad gangen ved demokratiske valg. Den forrige præsident, Hassan Rouhani, var kendt som moderat. Han blev valgt første gang i 2013 og genopstillede i 2017, hvor han vandt en jordskredssejr. Vogternes Råd, efterretningstjenesterne og Revolutionsgarden modarbejdede imidlertid mange af Rouhanis reformforslag, og de vælgere, der ønskede reformer, blev for en stor dels vedkommende hjemme, da der var præsidentvalg i 2021. Her blev den ultrakonservative Ebrahim Raisi valgt til præsident. Ved valget kunne Hassan Rouhani ikke stille op, og 600 andre kandidater havde også fået forbud mod at stille op. Kun 49 procent af de stemmeberettigede iranere afgav deres stemme.

*   Parlamentet vælges for fire år ad gangen ved demokratiske valg. Ved valget til parlamentet i 2016 fik parlamentet en majoritet af moderate kræfter. Parlamentet er dog underlagt Vogternes Råd og den øverste åndelige leder og har derfor begrænset magt. Og ved et seneste valg til parlamentet i februar 2020 genvandt præstestyrets kandidater flertallet i parlamentet – og fik tilmed alle pladser, der var på valg i hovedstaden Teheran. Den store sejr skyldtes i høj grad, at mange reformivrige vælgere blev hjemme – kun 42 procent af de stemmeberettigede afgav deres stemme.
*   Revolutionsgarden er Irans mest magtfulde militære enhed og refererer direkte til Irans øverste leder. Den blev oprettet i 1979 for at beskytte præstestyret og har siden fået tiltagende magt. Bl.a. er revolutionsgarden dybt involveret i den iranske økonomi og driver mange store virksomheder og fonde. Garden menes at tælle 125.000 mand, som primært løser sikkerhedsopgaver i Iran. En del af garden, al-Quds, opererer dog i udlandet.
*   Revolutionsgardens stigende magt har fået den danske Iran-forsker Ali Alfoneh til at konkludere, at Iran har udviklet sig fra et præstestyre til et militærdiktatur, idet det er revolutionsgarden – hverken præsidenten eller den åndelige leder – der fører Irans politik i Mellemøsten. Det fremgår af artiklen ”Irans valg handler om magt” i Kristeligt Dagblad 19. maj 2017 (se kilder).

Shiaislam er statsreligion i Iran, og præstestyrets fortolkning af shiaislam er udgangspunktet for lovgivning og samfundsliv. Ayatollah Khomeini udviklede en særlig shiitisk ideologi kaldet _Wilayat al-Faqih_ (de retslærdes styre), som handler om, at det iranske præsteskab har en pligt til at lede den iranske stat, indtil islams frelserskikkelse, al-Mahdi, kommer tilbage ved dommedag.

Præsteskabets tolkning af shiaislam har bl.a. medført, at der er strenge regler for borgernes påklædning og adfærd i det offentlige rum, så det f.eks. er lovpligtigt for kvinder at dække håret, og et særligt religiøst politi har til opgave at holde øje med, at påklædningsreglerne bliver overholdt. Det er også forbudt at drikke alkohol, og under den muslimske fastemåned er det forbudt at spise, drikke og ryge i det offentlige rum.  
Irans udenrigspolitik har i stigende grad fokus på at styrke shiaislam i Mellemøsten og udbrede en transnational shiitisk ideologi. Det ses bl.a. ved, at militser, som bevæbnes eller udsendes fra Iran, kæmper mod sunnimuslimske oprørsgrupper og hære i bl.a. Libanon, Yemen, Syrien og Irak. Denne udvikling beskrives i en artikel i Information 18. oktober 2017 (se kilder).

Omkring 89 procent af befolkningen tilhører ifølge Gyldendals Den Store Danske (se kilder) shiaislam, mens ni procent er sunnimuslimer, og kristne, jøder, zarathurstriere og bahaier udgør tilsammen cirka to procent.

Blandt det shiitiske flertal er der meget stor variation. Mens nogle iranere identificerer sig med præstestyrets tolkning af shiaislam, er mange meget uenige med regimets udlægning og fortolker selv religionen på en anden måde.

Både religiøse og etniske minoriteter undertrykkes og forfølges, selv om jøder, kristne og zarathustriere formelt er anerkendte minoriteter, og mange iranere, der tilhører minoritetsgrupper, er derfor flygtet til udlandet siden revolutionen i 1979.  
En oversigt over de etniske og religiøse minoriteter i Iran og deres vilkår findes på hjemmesiden for organisationen Minority Rights Group (se kilder).

Irans økonomi er i høj grad baseret på indtægter fra olie, gas, landbrug og serviceydelser, og det gør økonomien sårbar over for udsving i olie- og gaspriser. Desuden har landet i en årrække været underlagt FN-sanktioner, som betød, at Iran ikke måtte eksportere olie og gas. Da der blev indført FN-sanktioner i 2011, faldt bruttonationalproduktet formodentlig med op til 20 procent, og inflationen nåede op på 40 procent. Det fremgår af en artikel i Information 12. oktober 2017 (se kilder) om atomaftalen mellem Iran på den ene side og bl.a. USA på den anden.  
Efter FN-sanktionerne blev fjernet i 2015, forbedredes økonomien, fremgår det af en kronik i Politiken 26. maj 2017 (se kilder): Inflationen blev bragt ned fra 35 procent i 2013 til 7,5 procent i 2017, og mens bruttonationalproduktet havde en negativ vækst på 7 procent i 2012, var væksten i 2016 på 4,5 procent.

Verdensmarkedets lave priser på olie og gas har dog begrænset den økonomiske vækst, som iranerne forudså ville blive et resultat af ophævelsen af sanktionerne, og især på landet oplever den fattige del af befolkningen ikke den fremgang, de havde håbet på. De seneste par år er inflationen dog steget igen, og i august 2022 var den på omkring 52 procent.

Iran er ikke en velfærdsstat med et stærkt offentligt socialt sikkerhedsnet. Iranerne er generelt afhængige af familiens hjælp, og det er almindeligt, at man understøtter mange familiemedlemmer med sin indtægt.

Sundhedssystemet er dog i løbet af de seneste år blev forbedret betydeligt, levealderen er stigende, analfabetismen stort set udtrykket, og et stigende antal unge studerer på universitetet. Samtidig er arbejdsløsheden imidlertid ifølge en kronik i i Politiken 26. maj 2017 (se kilder) steget de seneste år – fra 10,1 procent i 2013 til 12,1 procent i 2017, og blandt de unge er andelen af arbejdsløse omkring det dobbelte. Andelen af fattige er også steget, og uligheden er stigende, fordi den økonomiske vækst især kommer middelklassen i byerne til gode, mens den fattige landbefolkning ikke mærker de store forbedringer.

De sociale forhold i Iran er desuden præget af styrets fortolkning af shiaislam, som sætter skarpe grænser for især kvinders udfoldelsesmuligheder i det offentlige rum og begrænser omgangen mellem mænd og kvinder. Siden den islamiske revolution i 1979 har der været strenge regler for, hvordan piger og kvinder over ni år skal klæde sig, og kvinder, der bryder reglerne, risikerer anholdelser og forskellige former for straffe. Ifølge en nyhedsartikel fra Ritzau 28. december 2017 (se kilder) bliver der dog lempet en smule på forholdene, så politiet ikke længere vil anholde kvinder, som overtræder påklædningsreglerne. I stedet skal kvinder, der bryder reglerne, gå til en slags undervisning, som politiet forestår, og hvor kvinderne skal lære korrekt påklædning.

De yngre iranske kvinder har længe forsøgt at flytte grænserne for de officielle regler for påklædning. Blandt andet har mange ladet deres tørklæder hænge løst, så ikke alt hår dækkes, eller de har taget frakker på, som kun går til lige under knæene. Men de senere år har regimet strammet grebet om kvindernes rettigheder, og det særlige moralpoliti, der skal sikre, at bl.a. reglerne om korrekt påklædning bliver overholdt, er begyndt at slå hårdere ned på kvinder, som ifølge deres vurdering bryder reglerne.

Iran har en rig kultur, som går langt tilbage. Persisk musik satte efter arabernes erobring af Persien sit præg på store dele af den arabiske verden, men på grund af shiitiske herskeres negative holdning til musik blev den persiske musik og musikteori i en periode fra 1500-tallet ikke udviklet ret meget.

I 1900-tallet opstod der i Iran en stærk interesse for vestlig musik. Litteraturen har også en lang historie i Persien, som især er kendt for sin poesi. Efter islamiseringen satte sufier (islamiske mystikere) i høj grad deres præg på digtekunsten, og mange iranere kan i dag recitere mange persiske digte. I nyere tid er der også udviklet en moderne litteratur i Iran, som helt har brudt med de traditionelle former. Den mest kendte er nok den kvindelige poet Forough Farrokhzad (1935-1967), der forargede et konservativt Iran med sin sanselige poesi, hvor kvinden blev fremstillet med en aktiv seksualitet og et stærkt begær. I hele 1900-tallet har iranske forfattere været underlagt censur, hvilket har betydet, at mange har udviklet et kreativt formsprog, hvorigennem de indirekte kan udtrykke kritik af de eksisterende samfundsforhold.

Også iranske filminstruktører har været udsat for censur og forfølgelse, og en del af de mest internationalt anerkendte iranske filmskabere i nyere tid får sjældent deres film vist i Iran.

Generelt er udenlandske film stadig forbudt.  
Uddybende beskrivelser af den historiske udvikling inden for iransk billedkunst, arkitektur, musik, litteratur og film findes på Gyldendals Den Store Danske under opslaget ’Iran’ (se kilder).

Irans økonomi er efter nogle års bedring igen i problemer med bl.a. en meget høj inflation, og det skaber frustration i en stor del af befolkningen.  
Desuden er der fortsat store problemer med undertrykkelse af kritikere af regimet, religiøse og etniske minoriteter samt kritiske journalister.  
Iran har også problemer med høj ungdomsarbejdsløshed, med narkomisbrug og med forurening af forskellig slags, bl.a. er hovedstaden Teheran en af verdens mest forurenede, og i sommermånederne kan smoggen blive så slem, at børnehaver og skoler må lukke på grund af luftforeningen. Den voldsomme forurening hænger bl.a. sammen med den ringe offentlige transport, som betyder, at mange af de omkring ni millioner indbyggere i hovedstaden ikke har noget reelt alternativ til privatbilisme.

Protesterne begyndte torsdag den 28. december 2017. Her gik indbyggere i Irans næststørste by, Mashhad, på gaden i protest over de dårlige økonomiske forhold. Demonstrationerne var en direkte reaktion på, at regeringen havde meldt ud, at man ville fjerne den uddeling af gratis fødevarer, som mange fattige husholdninger havde klaret sig på. I de næste dage spredte protesterne sig til andre dele af landet, dog kun i mindre omfang til hovedstaden.

Baggrunden for protesterne var, at priserne på fødevarer i de sidste tre måneder op til protesternes start var steget med cirka 15 procent, og at store grupper af pensionister desuden ikke havde fået udbetalt folkepension.

De første protester var primært rettet mod landets regering og den daværende præsident Hassan Rouhani, fordi han i sine valgløfter havde sagt, at de penge, der ville komme til landet som følge af de ophævede sanktioner efter atomaftalen, ville komme almindelige iranere til gode. Efterhånden blev nogle af demonstrationerne rettet mod styret som helhed. Demonstranterne var ikke organiseret, sådan som de var det under f.eks. den såkaldt grønne revolution i 2009, og blandt dem var både unge, arbejdsløse, fattige og pensionister. Demonstranternes baggrund og deres krav beskrives i en leder i Kristeligt Dagblad 7. januar 2018 (se kilder), og en oversigt over protesternes udvikling og primære årsager findes i et Ritzau-telegram fra 3. januar 2018 (se kilder).

Regimet satte store politistyrker ind mod demonstranterne, og på sociale medier blev der delt videoer af politivold. Mindst 21 personer blev dræbt under sammenstød mellem demonstranter og politi, og over 1.000 blev anholdt. De iranske myndigheder forbød adgang til to sociale medier, som demonstranterne benyttede sig af.

Den øverste åndelige leder, Ali Khamenei, udtalte, at urolighederne var iværksat af udenlandske kræfter. Præsident Rouhani derimod reagerede ved at slå fast, at borgene har ret til at demonstrere, men bør gøre det fredeligt. Han tog desuden initiativ til, at restriktionerne mod sociale medier blev ophævet igen, ligesom han samlede parlamentet for at søge svar på, hvad der var sket med de over 1.000 anholdte.

Fredag den 15. september døde en 22-årige iransk-kurdisk kvinde, Mahsa Amini, af et hjerteanfald, efter at hun havde været i det iranske moralpolitis varetægt i tre dage. Hun blev anholdt i Teheran for ikke at have dækket alt sit år med sit hovedtørklæde, og ifølge øjenvidner blev hun pryglet af moralpolitiet, så hun gik i koma og døde tre dage senere. De iranske myndigheder hævdede, at Mahsa Amini døde på grund forudgående hjerteproblemer, men det har hendes familie afvist. Mahsa Aminis død forårsagede demonstrationer og protester, der i løbet af få dage spredte sig til omkring 80 iranske byer – og siden også til bl.a. Syrien. Under demonstrationerne klippede kvinder deres hår af og brændte deres tørklæder, mens både kvinder og mænd råbte slagord mod moralpolitiet og siden også mod det iranske regime generelt.

Ifølge lektor og Iran-ekspert ved Københavns Universitet Rasmus Elling har man ikke set så store og udbredte demonstrationer for kvinders rettigheder i Iran siden den islamiske revolution i 1979: ”Sidste gang, man så noget lignende, var i marts 1979, hvor tusindvis af kvinder gik på gaden i Teheran i forbindelse med kvindernes internationale kampdag, fordi der gik rygter om, at der var regler på vej om lovpåbudt hijab i det offentlige rum,” siger han ifølge DR-artiklen ”Protester i Iran spreder sig: Kvinder smider tørklædet og brænder det på åben gade” (se kilder). I artiklen påpeger han desuden, at de nuværende protester også adskiller sig ved, at mange mænd denne gang viser deres støtte: ”Det er spektakulært at se store grupper af mænd, der bifalder og hjælper kvinderne med protesterne. Det viser en forandring i den politiske protestkultur i Iran og beviser, at der er en bred utilfredshed i befolkningen over tingenes tilstand,” siger Rasmus Elling.

De iranske myndigheder har slået hårdt ned på demonstranter, og i løbet af den første uges protester var mindst 50 personer blevet dræbt. Myndighederne slukkede desuden for en stor del af internettet i landet og for de populære sociale medieplatforme Instagram og WhatsApp. Flere menneskeretseksperter har advaret om, at da internettet blev lukket ned under protester i Iran i november 2019, blev et stort antal mennesker dræbt.

I 2015 indgik Iran en aftale med USA, Storbritannien, Tyskland, Frankrig, Kina, Rusland og EU. Aftalen gik ud på, at Iran skulle afvikle centrale dele af sit atomprogram, og til gengæld skulle en del af omverdenens sanktioner mod landet ophæves. Formålet med aftalen var at undgå, at iranerne udvikler atomvåben, og samtidig sikre, at Iran kunne træde ind i den internationale økonomi.

Atomaftalen blev forhandlet på plads af blandt andre USA’s daværende præsident Barack Obama og trådte i kraft i januar 2016. Den daværende præsident Rouhani var fortaler for atomaftalen og argumenterede over for den iranske befolkning med, at en aftale ville betyde en klar forbedring af Irans økonomi, fordi Iran ville blive integreret i den globale økonomi ved igen at kunne eksportere gas og olie og ved at kunne tiltrække udenlandske investeringer. Det er lykkedes dog ikke Rouhani at skabe så store økonomiske og sociale forbedringer, som mange iranere mente, at de blev stillet i udsigt, og det betyder, at Rouhanis popularitet dalede i hans præsidentperiode frem til juni 2021, hvor Ebrahim Raisi overtog præsidentposten.

Iran er præget af et problematisk forhold til bl.a. USA, Israel og Saudi-Arabien. Forholdet til disse lande er blevet forværret gennem de senere år, fordi de tre lande opfatter Irans aktive deltagelse i en række konflikter i Mellemøsten som meget problematisk. Med Donald Trump som amerikansk præsident blev forholdet til USA igen forringet.

Indtil den islamiske revolution i 1979 var Iran sammen med Israel USAs vigtigste allierede i Mellemøsten. Men siden revolutionen i Iran i 1979 har forholdet mellem Iran og USA været meget anspændt, ikke mindst siden iranske studerende i 1979 besatte den amerikanske ambassade i Teheran og tog en gruppe mennesker på ambassaden som gidsler, som først blev frigivet efter 444 dage.

Iranske ledere har brugt meget tid og mange kræfter på at tegne et billede af amerikansk livsstil som en trussel mod iransk moral og kultur. Senest har regimet – i forbindelse med demonstrationer i landet ved årsskiftet 2017/18 – besluttet at forbyde engelskundervisning i iranske grundskoler for at forhindre en ”kulturel invasion”.

Siden 1980erne har samtlige amerikanske præsidenter vurderet, at et atombevæbnet Iran ville udgøre en trussel mod USAs og dets allieredes sikkerhedsinteresser. Desuden har USA i en årrække klassificeret Iran som en stat, der yder støtte til terroraktioner uden for dets grænser – bl.a. via Hizbollah i Libanon og Hamas i de palæstinensiske områder.

USAs tidligere præsident Barack Obama var en af hovedaktørerne i forhandlingsforløbet, som i 2015 førte til en atomaftale mellem Iran og en række vestlige lande. Obamas ønske om at få denne aftale forhandlet på plads var ifølge politiske iagttagere baggrunden for, at Obama ikke udtalte støtte til den iranske oppositionsbevægelse, Den grønne bevægelse, da der var voldsomme protester mod regimet i Iran i 2009.  
Forholdet mellem USA og Iran beskrives kort i en artikel i Information 12. oktober 2017 (se kilder).

De senere år har USA opbygget en ny anti-iransk front med Saudi-Arabien og Israel, og efter at truslen mod Islamisk Stat blev mindre, udpegede USA Iran som sin nye hovedfjende. Allerede i efteråret 2016 indførte USA sanktioner mod Revolutionsgarden på grund af de aktioner, som den udfører og støtter via shiitiske militser i bl.a. Syrien, Yemen og Irak. I april 2019 annoncerede den daværende amerikanske præsident, Donald Trump, at USA opfattede Revolutionsgarden som en terrororganisation.

Trump truede fra begyndelsen af sin præsidentperiode med at opsige atomaftalen, da han – modsat Det Internationale Atomenergiagentur – ikke mente, at Iran overholdt betingelserne i aftalen, og han har kaldt Iran ”en terroristnation som få andre”. Irans øverste åndelige leder, Ali Khamenei, gentog til gengæld, som reaktion på Trumps trusler om at opsige atomaftalen, at USA er Irans fjende nummer et.

I maj 2018 bekendtgjorde Trump, at USA trak sig ud af atomaftalen, og et års tid efter meddelte Iran, at landet ville øge produktionen af beriget uran – i strid med atomaftalen. Få dage efter bekendtgjorde USA, at man havde sendt bombefly til Mellemøsten, og at et hangarskib var på vej på grund af truslerne fra Iran. Herefter kom en periode med flere sammenstød. Flere skibe blev angrebet i Den Persiske Golf, og Iran mistænktes for at stå bag. Både USA og Iran nedskød droner, der tilhørte modparten.

Det anspændte forhold mellem Iran og USA fra 1953 til januar 2020 beskrives i en tidslinje på Kristeligt Dagblads hjemmeside den 8. januar 2020 (se kilder).

Den 27. december 2019 blev en amerikansk militærbase i Irak angrebet af en iransk-støttet milits, Kataib Hizbollah. En amerikansk militærmand blev dræbt, og adskillige amerikanske og irakiske militærfolk blev såret. USA vurderede, at den iranske general Qassem Soleimani havde planlagt angrebet og var i gang med at planlægge flere angreb på amerikanske militærfolk og diplomater i Mellemøsten. USA svarede igen ved at angribe Kataib Hizbollah-militsen i Irak og Syrien fra luften og dræbe mindst 25 af gruppens krigere, og den 3. januar 2020 bombede en amerikansk drone to biler ved Bagdads internationale lufthavn og dræbte ved angrebet den Qassem Soleimani, den øverstkommanderende i Quds-styrken, en specialenhed i Irans Revolutionsgarde. Quds-styrken har bl.a. støttet præsident Assad i Syrien og haft stor betydning for det syriske regimes sejre i krigen i Syrien, ligesom Soleimani menes at være manden bag den iransk-støttede Hizbollah-milits’ voksende magt i Libanon og flere shiitiske militsers øgede styrke i Irak. Det var med andre ord en meget vigtig mand, USA dræbte. Mellemøstkendere vurderede, at det svarede til, at en fremmed magt havde dræbt USAs vicepræsident.

Iran svarede efter et par dage igen ved affyre missiler mod en luftbase i det vestlige Irak, hvor der var både amerikanske og danske soldater udstationeret, og mod en base i den nordlige, kurdiske del af landet. Angrebet fik den danske regering til at beslutte midlertidigt at flytte sine soldater ud af Irak. Iran meddelte, at man ikke ville leve op til alle dele af atomaftalen, så længe de øvrige parter ikke gør det.

Natten til den 8. januar styrtede et ukrainsk passagerfly ned blot syv minutter efter, at det var lettet fra Irans hovedstad, Teheran, og alle 176 ombordværende blev dræbt. Efterfølgende viste det sig, at flyet var blevet skudt ned af et iransk jord-til-luft-missil. Den iranske regering indrømmede efter først at have nægtet det, at flyet var blevet skudt ned, men forklarede, at det var sket ved en menneskelig fejl.

Udviklingen omkring årsskiftet 2019/2020 beskrives i en tidslinje på Kristeligt Dagblads hjemmeside den 8. januar 2020 (se kilder).

Præsident Joe Biden har forsøgt at genoplive dialogen med det iranske styre og har haft samtaler med præsident Ebrahim Raisi. Joe Biden har fra begyndelsen af sin præsidentperiode erklæret, at en fornyet atomaftale med Iran er højt på hans liste, og i juni 2022 forsøgte forhandlere fra USA og Iran at møde hinanden i en ny atomaftale. Parterne måtte dog forlade forhandlingerne i Doha i Qatar uden en aftale, bl.a. fordi amerikanerne nægter at fjerne Irans Revolutionsgardes Sikkerhedsstyrke fra sin liste over internationale terrororganisationer. Under et besøg i Mellemøsten i juli lagde både Israel og USA op til, at man vil arbejde på at få en fornyet atomaftale i stand med Israel.

USA fastholder sine økonomiske sanktioner mod Iran, og Joe Biden håber, at sanktionerne – og det deraf store pres på Irans økonomi – vil kunne motivere det iranske regime til at indgå en ny atomaftale.

Det fremgår af en artikel på TV 2’s hjemmeside den 14. juli 2022 (se kilder).

Israel anser Iran for at være sin hovedfjende, fordi Iran nægter at anerkende Israel som en stat, og fordi styret i Iran støtter oprørsbevægelserne Hizbollah i Libanon og Hamas i Gazastriben, som begge retter angreb mod Israel. På grund af risikoen for, at Iran udvikler atomvåben, anser Israels ministerpræsident, Benjamin Netanyahu, Iran for at være den alvorligste trussel mod den israelske stat, og i Netanyahus tid som leder i Israel har israelsk militær bombet iranske militærbaser i Syrien. Israel ønsker desuden, at Iran helt skal tilintetgøre sine atomanlæg og ikke blot bremse udviklingen af sit atomprogram.

Forholdet mellem Israel og Iran beskrives kort i en artikel i Information 12. oktober 2017 (se kilder) om baggrunden for atomaftalen mellem Iran og en række vestlige lande, der trådte i kraft 1. januar 2016.

EUs forhold til USA har været præget af både tilnærmelser og afstandtagen. I omkring ti år frem til indgåelsen af atomaftalen i 2015 fulgte EU ifølge en kronik i Politiken 26. maj 2017 (se kilder) USAs politik om at ”presse, isolere og sanktionere Iran”, men er herefter gået over til en såkaldt ”kritisk dialog” med Iran. EU brugte mange kræfter på at få forhandlet atomaftalen på plads, og det skyldes ifølge en artikel i Information 12. oktober 2017 (se kilder) især, at EU-landene ønskede at få ophævet det forbud mod import af olie fra Iran, som blev indført i 2012. Inden da havde Iran nemlig været den syvendestørste olieeksportør til EU.

EUs skiftende udenrigschefer flere gange understreget, at man ønsker at fastholde og genetablere atomaftalen, fordi den holder styr på det iranske atomprogram og dermed er med til at gøre verden mere sikker ved at forhindre yderligere spredning af atomvåben. EU støttede den forrige præsident Rouhini, som var med til at forhandle atomaftalen på plads, og bl.a. Amnesty International kritiserede EU for ikke at være kritisk nok over for de menneskerettighedskrænkelser, som fandt sted i Iran under Rouhinis præsidentskab.

Iran truede på sin side i november 2017 med at ville øge rækkevidden på sine langtrækkende missiler, så de kunne nå Europa, hvis Europa truede Iran.

Inden forhandlingerne om atomaftalen begyndte i 2014, støttede Ruslands præsident Vladimir Putin FN-sanktionerne mod Iran og bidrog også til at få aftalen i stand samt var medunderskriver på den. Putins støtte til aftalen skyldtes primært, at Rusland ikke ønskede at få flere atommagter i sit nærområde, og det opvejer det faktum, at Rusland blev økonomisk udfordret af, at Iran efter aftalens indgåelse kunne træde ind på det globale oliemarked igen, da de to lande konkurrerer om salg af olie.

Rusland og Iran har de senere år desuden været allierede i kampen for at bevare Syriens diktator præsident Assad på posten og har sammen støttet det syriske regimes styrker.

Forholdet mellem EU, Rusland og Iran beskrives kort i en artikel i Information 12. oktober 2017 (se kilder) om baggrunden for atomaftalen mellem Iran og en række vestlige lande.

Iran har siden revolutionen i 1979 udført aktioner i udlandet for at ramme sine fjender. En særlig afdeling af den iranske revolutionsgarde opererer i udlandet ved at støtte, træne og oprette militser, som kæmper på shiitisk side, og i de senere år er denne praksis blevet betydeligt styrket.  
Revolutionsgarden rekrutterer og træner ikke blot iranere, men også titusinder af unge mænd fra lande som Irak, Libanon, Pakistan, Afghanistan, Usbekistan og Yemen, som efter militær træning og religiøs skoling bliver sendt i krig i lande som Irak og Syrien. Desuden er der forlydender om, at afghanske flygtninge – herunder børn og unge – i Iran presses til at gå ind i disse militser mod til gengæld at få opholdstilladelse i Iran.

Iran, der har stået på Syriens præsident Bashar al-Assads side i den syriske borgerkrig samt støtter den irakiske regering, var et af de første lande, der gik ind i kampen mod Islamisk Stat, og iransk finansierede shiamilitser har generobret byer fra Islamisk Stat i både Syrien og Irak. Desuden har Revolutionsgarden støttet shiitiske houthi-krigere i Yemen med våben og militærrådgivning i deres kamp mod Saudi-Arabien. Den tiltagende konflikt mellem Iran og Saudi-Arabien om herredømmet i Mellemøsten har også givet sig udslag i, at iranerne støtter et shiitisk mindretal i den østlige del af Saudi-Arabien, der modarbejder den sunnimuslimske regering i Riyadh.

Ifølge militæranalytikere, som refereres i en artikel i Information 18. oktober 2017 (se kilder) fandtes der på daværende tidspunkt mindst 200.000 iransk rekrutterede og trænede shikrigere i forskellige militser i Mellemøsten. Desuden støtter Iran de palæstinensiske guerillaorganisationer Hamas og Islamisk Jihad, der bekæmper Israel fra Gaza.

Det er vanskeligt at forudse, hvordan Iran vil udvikle sig. For selv om en stor del af den iranske befolkning tydeligvis er utilfredse med den økonomiske og sociale udvikling og med regimet generelt, er der ikke udsigt til, at regimet vil blive væltet. Protesterne, som udviklede sig omkring årsskiftet 2017/18, døde ud igen efter et par uger, og i en analyse af situationen i Politiken 2. januar 2018 (se kilder) refereredes BBCs mellemøstredaktør, Jeremy Bowen, for, at der næppe var en ny iransk revolution i gang, men at ”protesterne viser, hvor utilfredse iranere er med deres liv, stigende fattigdom og regimets undertrykkelse”.

Protesterne, som er brudt ud i kølvandet på en 22-årige kvindes død i moralpolitiets varetægt i september 2022 er på tilsvarende vis ifølge eksperter et klart bevis på, at store dele af befolkningen er utilfredse med regimet. Men eksperterne har svært ved at vurdere, hvor stor en del af befolkningen, der reelt bakker op om protesterne – og tør at vise deres utilfredshed. Da regimet tilsyneladende er parat til at bruge meget hårde metoder for at slå demonstrationerne og protesterne ned, er sandsynligheden for, at det vil lykkes at vælte regimet, svært at vurdere, siger Iran-ekspert ved Københavns Universitet Rasmus Elling i DR-artiklen ”Protester i Iran spreder sig: Kvinder smider tørklædet og brænder det på åben gade” (se kilder).

Demonstranter med iranske flag i Teheran. 

Antiisraelsk demonstration i Teheran den 14. juni 2025. Israels angreb på Irans atomfaciliteter har fået konflikten mellem de to lande til at blusse op igen.

Iran - ny forside -Majid AsgaripourReutersRitzau Scanpix@20250615-111553-L-5364x3576ma.jpg

Iran

I august 2025 er det 80 år siden, at to atombomber blev kastet over de japanske byer Hiroshima og Nagasaki og afsluttede Anden Verdenskrig. Siden har atomvåben været en central brik i global sikkerhedspolitik, først som en del af den kolde krigs afskrækkelsesstrategi mellem USA og Sovjetunionen og senere i de mange politiske og militære spændinger, der har præget verdenssamfundet. Ruslands invasion af Ukraine og Donald Trumps genindtræden som præsident i USA har igen gjort atomvåben til et centralt emne i den sikkerhedspolitiske debat. Geopolitiske spændinger og teknologiens fremskridt har ført til nye diskussioner om, hvilken rolle atomvåben kan og skal spille – og rejst spørgsmålet, hvorvidt Europa bør opbygge sit eget atomvåben(-lager/-arsenal) og hermed udfordre FN’s traktat om forbud mod atomvåben, som blev vedtaget i 2017. Brugen af atomvåben rejser både etiske og sikkerhedsmæssige spørgsmål og vil kunne medføre uoverskuelige miljømæssige og humanitære konsekvenser. Derfor forsøger flere internationale organisationer og NGO’er at forhindre udbredelsen af atomvåben. Men mens nogle argumenterer for total afskaffelse af atomvåben, mener andre, at atomvåben er nødvendige for at opretholde global stabilitet og verdensfred.

Atomvåben er den kraftigste våbentype i verden og bliver også kaldt kernefysiske våben, fordi eksplosionen i atombomben sker ved, at der frigøres kerneenergi i bomben. Kerneenergien kan frigives på to forskellige måder: ved deling eller spaltning af stoffet uran eller plutonium i bomben, som man med fysik-termer kalder fission, eller ved at hydrogenkerner smelter sammen inde i bomben, kaldet fusion. Det kan man læse under overskriften ”Atomvåben” i opslagsværket Globalis.dk \[1\]. Atomvåben kan udslette store områder og skabe langvarig ødelæggelse med den stråling, de efterlader. Derfor bliver de også kaldt masseødelæggelsesvåben og ikke-konventionelle våben, det vil sige våben, som kun få lande har, og som kun få gange i historien er blevet brugt. Atomvåben bliver inddelt i kategorier efter den afstand, de kan nå fra affyringsstedet til deres mål. Mens langdistancevåben har en rækkevidde over 5.500 kilometer, har mellemdistance-atomvåben en rækkevidde på 500 til 5.500 kilometer, og kortdistance-atomvåben har en rækkevidde på under 500 kilometer. Atomvåben, der kan anvendes på langdistance, kaldes strategiske våben, mens atomvåben med en kortere rækkevidde kaldes taktiske atomvåben, fordi de anvendes afgrænset i et kampområde. Dernæst kategoriseres atomvåben ud fra, hvorfra de kan bruges. På landjorden bruges de som missiler eller granater, på havet som ubådsmissiler eller torpedoer og fra luften som bombefly eller krydsermissiler, kan man læse under overskriften ”Kernevåben” på opslagsværket LEX.dk \[2\]. Begrebet ’beskidte bomber’ bliver ofte brugt til at beskrive bomber fremstillet til terrorformål, der minder om atombomber, idet de spreder radioaktive stoffer ud over et stort område, når de eksploderer. Men de er slet ikke af samme kompleksitet som atomvåben og kan ikke lave samme omfang af eksplosion. Til gengæld er de såkaldt beskidte bomber lettere at fremstille, fordi de kan fremstilles af radioaktive stoffer, som er mere almindelige end stoffer som uran og plutonium, som atomvåben er fremstillet af. Det kan man læse i artiklen ”Hvad er ’beskidte bomber’, og hvor farlige er de?” På Videnskab.dk \[3\].

Atomvåben blev første gang brugt i krig den 6. august 1945, da USA kastede en atombombe over den japanske by Hiroshima og tre dage senere sprængte en bombe over byen Nagasaki for at afslutte Anden Verdenskrig. Selvom det nazistiske styre i Tyskland havde overgivet sig i maj 1945, fortsatte japanerne med at kæmpe og ville ikke følge kravet fra USA om at overgive sig. USA havde i hemmelighed i det såkaldte Manhattanprojekt, ledet af fysikeren Robert Oppenheimer og general Leslie R. Groves, udviklet atombomberne og brugte dem til at demonstrere militær magt og teknologisk overlegenhed. Japan overgav sig uden betingelser den 15. august 1945, kan man læse i artiklen ”OVERBLIK: Derfor kastede USA atombomber over Hiroshima og Nagasaki” på nyheder.tv2.dk \[4\].

Det anslås, at de i alt ni lande, der officielt har atomvåben, i alt har cirka 12.212 sprænghoveder. 88 % af dem tilhører Rusland eller USA, kan man læse under overskriften ”Atomvåben” i opslagsværket Lex.dk \[2\]. Artiklen beskriver, at Rusland har cirka 1.244 sprænghoveder på landbaserede missiler med en rækkevidde på 10.500 kilometer, cirka 586 sprænghoveder i bombefly samt flådestyrker med 12 bevæbnede atomundervandsbåde med 992 sprænghoveder. Dernæst har Rusland et mindre antal sprænghoveder til kortrækkende missiler til taktisk brug. Rusland har de senere år moderniseret deres atomvåben og bygget nye kernevåben med bedre styringssystemer. Rusland har også bygget nye atomdrevne ubåde og forventer at have tre nye ubåde bevæbnet med såkaldte Poseidon-torpedoer klar i 2027. USA har 1.920 sprænghoveder på 14 undervandsbåde, 800 sprænghoveder på 400 landbaserede missiler og 780 sprænghoveder i bomber og krydsermissiler på bombefly. Dernæst har USA 200 taktiske sprænghoveder, hvoraf halvdelen befinder sig i NATO-lande i EU: Belgien, Holland, Tyskland og Italien, hvor de kan bruges fra jagerbombefly. Når man tæller USA's reservelagrer med, er den amerikanske kapacitet på 5.044 sprænghoveder, svarende til Ruslands sprængkraft. I november 2024 underskrev den russiske præsident Vladimir Putin et dekret, der tillader brug af atomvåben mod stater, der angriber Rusland eller dets allierede. USA har samme kriterier for anvendelse af atomvåben som Rusland og afviser således ikke at anvende dem, hvis USA eller dets allierede bliver truet på dets eksistens, kan man læse i artiklen ”Atomvåben” i opslagsværket Lex.dk (2).

Ni lande har officielt atomvåben: Rusland, USA, Kina, Frankrig, Storbritannien, Pakistan, Indien, Nordkorea og Israel. Ud over USA og Rusland har tre eller fire af disse lande en atomvåbenstyrke, der vil kunne gengælde et atomangreb, nemlig Kina, Indien, Pakistan og muligvis Israel, kan man læse i artiklen ”Atomvåben” på opslagsværket Lex.dk \[2\].

De lande, der har atomvåben, placerer dem på strategiske steder rundt om i verden, afhængigt af de enkelte nationers militære strategi og behov for forsvar. USA har sine atomvåben placeret på militærbaser i USA og i lande, der er en del af det amerikanske forsvar – de fem europæiske lande Tyskland, Belgien, Italien, Holland og Tyrkiet har amerikanske atomvåben opbevaret. Rusland har sine atomvåben placeret på militære baser i Rusland, men også i områder ved NATO-landenes grænser, f.eks. på baser i Sibirien og ved Det Kaspiske Hav. Almindeligvis bliver atomvåben opbevaret i underjordiske bunkere eller siloer for at skjule dem og beskytte dem mod angreb. USA, Rusland, Storbritannien og Kina har også alle atomubåde placeret på hemmelige steder i havet langt fra egne kyster, som en del af landenes afskrækkelsesstrategi. Atomvåben kan også være opbevaret på luftvåbenbaser, hvor landenes bombefly er placeret.

Atomvåben har ekstremt stor ødelæggelseskraft og rækkevidde, fordi eksplosionerne er kraftfulde i form af varme, trykbølger og radioaktiv stråling, som er kræftfremkaldende, og som bliver i luften i lang tid, efter at atombomben er sprængt. I artiklen ”Hvor langt skal man være fra en atombombe for at overleve?” på Videnskab.dk, kan man læse om et teoretisk scenarie over, hvor langt ødelæggelserne ville ramme, hvis en atombombe blev kastet over Nørreport. Op til en radius på 85 kilometer, svarende til helt til Slagelse på Sydsjælland, ville man kunne mærke varmestrålerne. I en radius af 11 kilometer ville bomben kunne give førstegradsforbrændinger, mens den i en radius af otte kilometer vil kunne give tredjegradsforbrændinger, som man kan dø af, hvis mere end 24 procent af kroppen bliver ramt. Dernæst ville trykbølgerne i en radius på seks kilometer, dvs. helt til Rødovre, kunne vælte bygninger omkuld. En atombombe kastet over Nørreport ville desuden sende kræftfremkaldende stråling så langt som helt til Ballerup, dvs. en radius på 14 kilometer, alt efter vejrforholdene, og den stråling ville blive i luften og ville kunne skade mennesker i flere generationer, fordi strålingen kan sætte sig i generne og hermed gå i arv, kan man læse i artiklen \[5\].

Atomvåben har stor betydning som magtmiddel og er med til at holde stormagterne i skak overfor hinanden. Nationer, der besidder atomvåben, bruger dem som et middel til at afskrække andre lande fra at angribe dem af frygt for modangreb. I artiklen ”Atomvåbenbalancen – fra Den Kolde Krig til multilateralisme” beskriver professor emeritus i historie og europæisk civilisation Uffe Østergaard, hvordan den amerikanske forsker Kenneth Walz i 1979 lavede en teori om, hvordan atomvåben kunne være fredsskabende. Walz’ teori, ”Theory of International Politics”, fremlægger en antagelse om, at det internationale politiske system bygger på anarki, og at konkurrence mellem staterne får dem til at opføre sig på samme måde. Hermed vil den gensidige trussel mellem to stater, der begge har atomvåben, få begge til at undlade at anvende deres atomvåben, lyder Walz’ argument – han kalder det ”mutually assured destruction”, kan man læse i artiklen \[6\]. Men atomvåben kan også skabe spændinger, fordi de lande, der har atomvåben, også ofte får større geopolitisk indflydelse i kraft af deres magt. Derfor kan der opstå rivalisering imellem atommagter. Hvis lande bryder de internationale traktater og indbyrdes aftaler, kan det destabilisere verdensfreden og skabe utryghed i verdenssamfundet. Atomvåben og de rivaliseringer og spændinger, der følger med oprustning og nye teknologiske muligheder, gør det afgørende, at verdenssamfundets fredsbevarende institutioner hele tiden sikrer internationale aftaler om overvågning, nedrustning og forbud, f.eks. FN-traktaten, som 122 FN-lande vedtog den 7. juli 2017, som man kan læse om i kronikken ”Danmark bør ikke stå uden for FN’s traktat om forbud mod atomvåben” på Information.dk \[7\].

bruge atomvåben strategisk. Begge dele er med til at definere, hvilken værdi det har for staterne at have atomvåben, og hvilken magt de kan opnå med dem. Teknologien kan skabe nye muligheder for at udvikle mere effektive atomvåben – f.eks. våben, som kan levere højere præcision og fungere over større afstande. Dette giver stater med den nyeste teknologi større våbenmagt. Teknologien kan også gøre det muligt at udvikle bedre missilforsvar og hacking, som kan underminere atomstaters magt. Den teknologiske udvikling kan også medføre, at flere lande udvikler egne atomvåben, hvilket vil ændre magtbalancen. Kunstig intelligens (AI) kan særligt ændre atombalancen, fordi AI kan optrappe våbenkapløbet, kan man læse i artiklen ”Kunstig intelligens udfordrer strategisk stabilitet i den tredje atomalder” på Diis.dk \[8\].

Politiske beslutninger og internationale aftaler sætter spillereglerne for anvendelse, opbevaring og udvikling af atomvåben. Politiske aftaler kan grundlæggende ændre den magt, der ligger i at besidde atomvåben. Selvom aftalerne er afgørende for verdensfreden, er de også skrøbelige. Lande kan vælge ikke at stemme for aftalerne eller trække sig fra dem. Dette skete f.eks., da USA i 2018 valgte at trække sig ud af INF-aftalen (Intermediate-Range Nuclear Forces Treaty), en nedrustningsaftale mellem USA og Rusland, der forbød landbaserede mellemdistanceraketter, som kan udstyres med atomvåben, kan man læse på Globalis.dk \[1\].

Det internationale samfund har med flere forskellige aftaler arbejdet på at begrænse spredningen af atomvåben og forhindre, at flere lande får adgang til atomvåben. Blandt de mest betydningsfulde aftaler er Non-proliferation Treaty (NPT), på dansk kaldet ikke-spredningstraktaten, som forpligter lande, der er ikke-atommagter, til at afskaffe deres atomvåben og forpligter atommagterne til at reducere mængden af atomvåben og ikke sprede deres våben.  Aftalen trådte i kraft 5. marts 1970 og er tiltrådt af 191 nationer, kan man læse på retsinformationen under overskriften ”Bekendtgørelse af traktat af 1. juli 1968 om ikke-spredning af kernevåben” \[9\].

En anden vigtig aftale for at forhindre spredning af atomvåben er "Comprehensive Nuclear-Test-Ban Treaty" (CTBT). Den blev vedtaget i 1996 og forbyder alle former for atomprøvesprængninger. Selvom hverken USA eller Kina har underskrevet den, har aftalen skabt en norm mod atomprøvesprængninger. Den har også gjort det sværere for lande at udvikle nye atomvåben uden at blive opdaget, fordi organisationen overvåger udviklingen af atomvåben. Dette kan man læse på CTBTO’s hjemmeside under overskriften "The Comprehensive Nuclear-Test-Ban Treaty"10\]. Organisationens mission er at stoppe atomsprængninger.

Dernæst spiller den internationale organisation Atomic Energy Agency (IAEA) en vigtig rolle i at være ansvarlig for, at atomteknologi bruges til fredelige formål og ikke til udvikling af atomvåben. Organisationen overvåger atomprogrammer og har for eksempel opdaget atomvåbenprogrammer i Iran, som i 2021 brugte trusler om udvikling af atomvåben som pression for at få USA til at ophæve økonomiske sanktioner mod landet, kan man læse i kommentar-artiklen ”Atomstriden mellem USA og Iran spidser til. Hvem blinker først?” på Altinget.dk \[11\].

Et af de nyeste initiativer i kampen mod atomvåben er FN’s internationale traktat om forbud mod atomvåben, ”Treaty on the Prohibition of Nuclear Weapons”, som blev vedtaget i 2017 og trådte i kraft 22. januar 2021. Den forbyder alle former for udvikling, produktion, lagring, brug og trussel om brug af atomvåben. Danmark har endnu ikke underskrevet traktaten med det argument, at det vil bryde solidariteten med NATO, fordi atomvåben kan bruges som afskrækkelse og som en del af NATO’s strategi, som daværende udenrigsminister Jeppe Kofoed (S) sagde til et møde i Udenrigsudvalget, kan man læse på organisationen International Campaign to Abolish Nuclear Weapons (ICAN’s) hjemmeside – en organisation, der arbejder for at forbyde og afskaffe atomvåben \[12\].

Atomvåben rejser etiske og sikkerhedspolitiske dilemmaer. Helt åbenlyst er dilemmaet i at bruge oprustning til at forsøge at sikre verdensfred. Siden USA afsluttede Anden Verdenskrig ved at kaste de to atombomber over de japanske byer Hiroshima og Nagasaki, har argumentet Mutual Assured Destruction (MAD), på dansk ”gensidig garanteret ødelæggelse”, domineret sikkerhedspolitikken. Rationalet er som beskrevet tidligere i denne artikel, at atomlandene kan holde hinanden i skak alene i kraft af den reelle trussel, så ingen af parterne vil være interesseret i at anvende deres atomvåben. Men den tilgang rejser spørgsmålet, hvorvidt det er etisk forsvarligt at bruge frygten for atomvåben som middel til at opretholde fred? Og hvorvidt det er sikkerhedsmæssigt forsvarligt at løbe den risiko, der altid vil være forbundet med at have atomvåben: For hvad hvis våbnene en dag bliver brugt, fordi de falder i forkerte hænder, eller pga. tekniske fejl? En anden både etisk og sikkerhedspolitisk udfordring er, at atomvåben kan medføre langvarige både miljømæssige og sundhedsmæssige konsekvenser og gøre uoprettelig skade på klimaet og bringe fremtidige generationers liv i fare, som det beskrives i artiklen ”Forbudskonvention mod kernevåben” på ugeskriftet.dk \[13\].

Kontrol, nedrustning og aftaler, som forpligter atommagterne til at sikre, at deres atomvåben ikke bliver spredt og ikke falder i ikke-statslige aktørers hænder, er en vigtig del af den europæiske og globale kontrol med atomvåben. Dette system, der skal sikre, at atomvåben udelukkende bliver brugt til at afskrække, er dog i de seneste år kommet under stort pres, særligt som følge af krigen i Ukraine, og fungerer ikke så effektivt som tidligere, kan man læse på Udenrigsministeriets hjemmeside under overskriften ”Våbenkontrol, nedrustning og ikke-spredning”\[14\]. Her kan man læse om alle de traktater og aftaler, der indgår i det sikkerhedssystem, som Europa og Organisationen for Sikkerhed og samarbejde i Europa (OSCE) siden Anden Verdenskrig har bygget op for at kontrollere atomvåben. F.eks. har først Rusland (februar 2023) og siden USA suspenderet den gensidige aftale ”Treaty on Measures for the Further Reduction and Limitation of Strategic Offensive Arms” (New Start), mens Rusland har undladt at ratificere aftalen ”Comprehensive Nuclear-Test-Ban Treaty (CTBT), som USA ikke har ratificeret siden 1996.

Det svenske fredsforskningsinstitut Stockholm International Peace Research Institute (SIPRI) forsker i konflikter, våbenhandel og nedrustning og udgiver hvert år en rapport, der gør status over den globale udvikling i våben, nedrustning og international sikkerhed. ”Sipri Yearbook 2024”-rapporten konkluderer, at Kina udvider sit atomvåbenarsenal markant, og vurderer, at Kina kan have opbygget et missillager på størrelse med Ruslands og USA’s i løbet af et årti, mens også Indien, Pakistan og Nordkorea opruster med atomvåben. Rapporten vurderer også en øget risiko for brug af atomvåben i internationale konflikter og advarer om, at accelererende våbenkapløb og voksende politiske og økonomiske spændinger gør, at verden befinder sig i en af de farligste perioder i menneskehedens historie, kan man læse i pressemeddelelsen ”Role of nuclear weapons grows as geopolitical relations deteriorate – new SIPRI Yearbook out now” \[15\].

Debatten om, hvorvidt EU skal have egne atomvåben, er opstået som reaktion på den ændrede sikkerhedspolitiske situation, der er fulgt med Ruslands invasion af Ukraine og de politiske forandringer i USA efter genindsættelsen af præsident Donald Trump. Mens den russiske præsident Putin har truet med brug af atomvåben mod lande, der modsætter sig Rusland, udvikler forholdet mellem Europa og USA sig på en måde, så Europa ikke længere kan tage det for givet, at Europa vil være sikret af USA’s såkaldte atomparaply, som det ellers har været tilfældet siden Anden Verdenskrig. Debatten om atomvåben i Europa indgår som et led i målsætningen om at styrke Europas selvstændighed ved at bygge en såkaldt ”europæisk søjle” ind i NATO, så Europa i højere grad kan sikre sig selv, hvor sikkerhedsstrukturen tidligere har været afhængig af alliancen med USA. Frankrigs præsident Macron har tilbudt, at EU kan være sikret under Frankrigs atomparaply, på den betingelse, at Frankrig bevarer den fulde kontrol over sine atomvåben – et scenarie som de øvrige politiske ledere i EU ikke er trygge ved. Det kan man læse i artiklen ”Et nukleart sikkerhedsdilemma: Skal Europa have sin egen atomparaply?” på Tænketanken Europas hjemmeside \[18).

Den magt, som det kan give at besidde atomvåben, hviler på frygt. Derfor kan debatten om atomvåben og oprustning skabe frygt for en potentiel atomkrig. Alene det at atomlandene skaber et kapløb om at have flest våben og hermed størst magt kan skabe politisk splittelse både på tværs af lande og internt. For spørgsmålet om oprustning og anskaffelse af atomvåben rejser helt grundlæggende etiske og moralske overvejelser, som der er stor uenighed om. Også den teknologiske udvikling, brug af kunstig intelligens i atomvåben og risiko for hacking af systemer kan øge følelsen af mistillid og utryghed. Nogle mener, at man kan trække paralleller mellem udviklingen af atomvåben i 1940’erne og nutidens udvikling af kunstig intelligens, fordi begge teknologier har en kraft og magt, som mennesket ikke kan kontrollere og styre. Det argument har fået blandt andre den amerikanske demokratiske senator Edward J. Markey til at fremsætte et forslag om at forbyde kunstig intelligens i atomvåben, som man kan læse i artiklen ”Debatten om atomvåben er vendt tilbage” på kristeligt-dagblad.dk \[19\].

Debatten om atomvåben er blusset op igen i kølvandet på de nye geopolitiske spændinger. Nogle argumenterer for total afskaffelse af atomvåben, mens andre mener, at atomvåben er nødvendige for at opretholde global stabilitet.

Nogle af de centrale argumenter for total afskaffelse af atomvåben er, at atomvåben udgør en uoverskuelig humanitær trussel, fordi brug af atomvåben kan føre til tab af tusindvis eller millioner af menneskeliv og forårsage langvarige ødelæggelser af natur og miljø. Mange mener også, at det er moralsk og etisk uforsvarligt at udvikle og opbevare våben, der potentielt kan udslette hele befolkninger, og de anser derfor atomvåben som en trussel mod menneskers værdighed og etik. Et andet argument er, at afskaffelse af atomvåben vil øge den globale sikkerhed og være med til at skabe en mere stabil og fredelig verden, fordi atommagter ikke vil kæmpe om at skaffe sig størst magt i kraft af våben. Også bekymringer for misforståelser eller ulykker, eller at atomvåben falder i ikke-statslige aktørers hænder og bliver brugt som led i terrorangreb, er et argument. Disse argumenter bakkes op af en række internationale aftaler og forpligtelser, der ligeledes taler for nedrustning og ikke-spredning af kernevåben.

Dem, der taler for, at atomvåben er nødvendige, argumenterer med at atomvåben er en effektiv afskrækkelse mod angreb. De mener, at truslen om gensidige ødelæggelser (mutual assured destruction) får atommagterne til at afholde sig fra at bruge deres atomvåben, Ydermere mener de, at det er det, at alle parter har våbnene, der får dem til at holde hinanden i skak, da ingen vil risikere at udslette sig selv i en atomkrig. Dette argument er også kendt som teorien om ”nuklear fred”, som man kan læse om i bogen ”Winning and Losing the Nuclear Peace” \[21\]. Fortalerne for atomvåben mener, at atomvåben er vigtige som led i landenes nationale sikkerhedspolitik, fordi de sikrer, at landene kan forsvare sig, og at atomvåben er nødvendige for at skabe magtbalance og strategisk lighed. Det bliver også brugt som argument for atomvåben, at de kan være med til at sikre, at stater ikke udvikler og bruger andre former for masseødelæggelsesvåben, som det beskrives i artiklen ”Nato og atomvåbnene” på Krigsvidenskab.dk \[22\].

Teknologisk udvikling kan føre til et nyt våbenkapløb, hvor stater forsøger at overgå hinanden i at udvikle våben og forsvarssystemer med de nyeste teknologier for at fastholde deres militære magt. Samtidig kan kunstig intelligens ændre krigsførelsen, som måske bliver mulig uden menneskelig indblanding, hvilket kan føre til frygt og usikkerhed og gøre det vanskeligt at lave troværdige gensidige aftaler. Det kan motivere stater til at opruste yderligere og eventuelt udvikle nye typer af masseødelæggelsesvåben. Politiske omvæltninger og ændrede alliancer mellem landene kan også øge motivationen for oprustning, som vi ser det i Europa, som ikke længere føler sig sikker på at være dækket ind under USA’s forsvarsparaply. På den anden side kan politiske ændringer føre til nye internationale initiativer og alliancer, som arbejder for at nedruste, som man f.eks. har set med ikkespredningsaftalen ”Nuclear Non-Proliferation Treaty (NPT) i 1968, START.Traktaterne, der har nedbragt antallet af våben mellem USA og Rusland, og aftalen ”Comprehensive Nuclear-Test-Ban Treaty (CTBT), der forbyder alle former for atomprøvesprængninger \[1\].

For at kunne forholde sig til sandsynligheden for, at atomvåben vil blive brugt, må man skelne mellem strategiske og taktiske våben. De strategiske er aldrig blevet brugt i andet end computeranimationer, og det er et helt urealistisk scenarie, som man ville dumpe til eksamen på Forsvarsakademiet på, hvis man præsenterede det. Sådan lyder vurderingen fra krigsforsker og professor i statskundskab ved Københavns Universitet og tidligere kontorchef i Forsvarsministeriet, Mikkel Vedby Rasmussen, i artiklen ”Atomvåbnene er tilbage – og vi undervurderer faren for, at de kan komme i brug” på Information.dk \[23\]. Han mener til gengæld ikke, at det er helt urealistisk at forestille sig scenarier, hvor taktiske våben kan blive brugt i et afgrænset angreb mod et militært mål. ”Hvis man kun ser atomvåben som ragnarokvåben, så misforstår man deres logik,” siger han i artiklen \[23\]. Også andre forskere har manet frygten for en tredje verdenskrig, kaos og atomkrig i jorden. Blandt andet i artiklen ”Er vi nærmere Tredje Verdenskrig med Trump som præsident?” på Kristeligt-dagblad.dk, hvor Nils Arne Sørensen, krigshistoriker på Syddansk Universitet, vurderer, at vi slet ikke er i nærheden af det, fordi USA og Trump ikke ønsker at ende i en storkrig, og Putin virker tilfreds med Trumps tilgang til Ukraine og manglende indblanding i Ruslands planer, kan man læse i artiklen \[24\].

Paddehatteskyen fra atombomben, der blev kastet over Hiroshima i Japan den 6. august 1945 af det amerikanske B-29 bombefly Enola Gay

Atomvåben - HandoutAFPRitzau Scanpix@20200804-084528-L-4631x3262ma.jpg

Atomvåben

Neurodivergente hjerner - Philip DavaliRitzau Scanpix@20150409-180949-pf-4928x3280ma.jpg

Neurodivergente hjerner

Folk strømmer ud i Københavns gader 5. maj 1945 efter nyheden om, at Danmark er blevet befriet.

Tema_Befrielsen 1945_@Ritzau Scanpix_19980202-751652-3_TOP.png

Befrielsen i 1945

Frihedsgudinden i New York med det amerikanske flag i forgrunden.

Faktalink

Hvad leder du efter?

aktuelt