Søg
Menu
Menu

Hvad leder du efter?

To danske F-35-kampfly flyver i formation over et snedækket bjerglandskab langs Grønlands østkyst. Billedet illustrerer Danmarks styrkede overvågning og militære tilstedeværelse i Arktis og Nordatlanten.

To danske F-35-kampfly patruljerer langs Grønlands østkyst. Overvågningen af Arktis og Nordatlanten er blevet opprioriteret som led i Danmarks styrkelse af forsvar og sikkerhed i en tid med øget international spænding.

Foto: Rune Dyrholm/Forsvaret

To danske F-35-kampfly patruljerer langs Grønlands østkyst. Overvågningen af Arktis og Nordatlanten er blevet opprioriteret som led i Danmarks styrkelse af forsvar og sikkerhed i en tid med øget international spænding. Foto: Rune Dyrholm/Forsvaret

Danmarks forsvarspolitik

Hovedforfatter

  • Jeppe Øvig, journalist, juli 2026

Læsetid: 20 min

Indhold

Indledning

Danmark står midt i en historisk opprioritering af forsvarspolitikken. Det sker for at styrke et nedslidt forsvar i en tid, hvor Europa er truet på en måde, som analytikere siger, at nationerne ikke har oplevet siden den kolde krig. Det har været et chok for mange, at Rusland invaderede Ukraine, og siden har politikere og fagfolk sagt, at vi skulle have været bedre forberedte, og at vi er nødt til at være bedre rustet, så noget lignende ikke kan ske igen i et andet land.

I USA, der tidligere har været en garant for sikkerheden i Europa, har de politiske ledere længe ønsket at trække sit fokus mere mod Asien, og især med Donald Trumps anden periode som præsident er det blevet tydeligt, at de europæiske nationer i højere grad må stå for egen sikkerhed, og at et medlemskab af NATO måske ikke er tilstrækkeligt. 

Siden invasionen af Ukraine har Danmark afskaffet sit forsvarsforbehold i EU-samarbejdet, opprioriteret indsatsen i Arktis og truffet flere beslutninger om milliardstore investeringer i det danske forsvar.

Relaterede emner

Steven er klar til krig for Danmark. DR P3, 09-10-2024.

Videoen følger 21-årige Steven, der er soldat i hæren. Den giver indblik i soldatlivet og undersøger, hvad der skal til for at være klar til krig. Samtidig belyser den den sikkerhedspolitiske udvikling og behovet for at styrke Forsvaret.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold, derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Hvad er Danmarks forsvarspolitik?

Danmarks forsvarspolitik har været præget af, at Danmarks størrelse og selvopfattelse har ændret sig. Efter nederlaget i 1864 søgte man en neutral position, som var besværliggjort af Danmarks geografiske placering ved Østersøen og det tyske imperium mod syd, der også havde indlemmet Sønderjylland. Især op til 2. Verdenskrig blev det tydeligt, at Danmark ikke evnede at forsvare sig selv, hvis Tyskland skulle angribe. Efter krigen begyndte Danmark at indgå stærkere alliancer med andre nationer, og for at modstå truslen fra Sovjet blev Danmark således også et af de stiftende medlemmer af NATO i 1949.

 Medlemskabet af NATO betød, at Danmark nu forpligtede sig til at opruste, men ligesom i nyere tid, var Danmark også dengang blandt alliancens svageste bidragsydere. Gennem tiden betød medlemskabet, at Danmark skulle justere sin forsvarspolitik efter aftaler i NATO. Det betød ikke, at man efterlevede alle krav. For eksempel var man bange for at huse USA’s atomvåben, fordi det kunne provokere Sovjet, så officielt var Danmark imod det, mens man vha. juridiske krumspring alligevel tolererede amerikanske A-våben i Grønland, hvis blot Danmark ikke officielt behøvede at vide det.

I 1980'erne førte skiftende danske regeringer den såkaldte fodnotepolitik. Det betød, at Danmark i NATO-samarbejdet flere gange tog forbehold over for beslutninger, som de øvrige medlemslande støttede. Fodnotepolitikken har siden været omdiskuteret og er blevet kritiseret af mange politikere, som mener, at den svækkede Danmarks rolle i alliancen. [1]

Den tilbageholdne tilgang fortsatte. I 1992 ville EF udvide samarbejdet med blandt andet en forsvarsdimension, men det blev nedstemt af den danske befolkning. Det førte til flere forbehold, hvilket i en forsvarspolitisk sammenhæng kom til at betyde, at Danmark stod udenfor EU’s forsvarssamarbejde [2].

Efter Berlinmurens fald og Sovjetunionens opløsning i 1991 forsvandt truslen fra Warzawa-pagten, og Danmarks forsvarspolitik ændrede sig igen.. Nu deltog Danmark i operationer i NATO-regi i krigszoner såsom Kuwait og Bosnien-Hercegovina. Derefter begyndte man at organisere Forsvaret på en måde, så det fokuserede på at kunne deltage i flere af den slags missioner. Det medførte færre penge, soldater, værnepligtige og ansatte i almindelighed. Efter terrorangrebet 11. september 2001 i New York blev der fra USA’s side indledt en krig mod terror, som også Danmark deltog i. I Afghanistan som en del af NATO og med FN-mandat, mens det senere i Irak var som del af en amerikansk koalition af villige.

Inden den igangværende oprustning nåede Danmark at deltage i flere af den slags missioner. Blandt andet deltog man i 2011 i bombningen af Libyen, der fik væltet og dræbt landets diktator Moammar Gaddafi. Fra 2014 tilsluttede Danmark det der skulle blive en global koalition til bekæmpelsen af terrorgruppen IS i Irak og Syrien [3].

Men især efter Ruslands fuldskala invasion af Ukraine og den amerikanske præsident Donald Trumps negative udmeldinger rettet mod NATO-medlemslande for at yde for lidt til alliancen, er der kommet et nyt fokus, der skal genoprette årtiers nedprioritering af forsvaret, så Danmark nu skal tilbage til at kunne forsvare sit eget territorium [4].

Forsvarsforliget og den danske oprustning

Hvad er det nye forsvarsforlig?

Der er tradition for, at forsvarsforlig bliver indgået af mange deltagende partier. Det gør man typisk for at sikre, at der ikke bliver ændret på politikken, hvis en ny regering træder til, ligesom det også forpligter politikerne og partierne, når der er brug for ændringer, eller hvis der opstår kritik [5].

Danmark har vedtaget et tiårigt forsvarsforlig frem til 2033 med investeringer på over 143 mia. kr. og bruger i 2026 3,5 % af BNP. Forliget er indgået mellem Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Socialistisk Folkeparti. Aftalen er indgået i juni 2023, og forligsteksten understreger, at Danmark befinder sig ved et vendepunkt for sikkerheds- og forsvarspolitiken. Der står blandt andet, at politikken nu skal reorientere “fra tilstedeværelse i verdens brændpunkter til fordel for større tyngde i rigsfællesskabet nærområde.”

Fra 22 til 98 milliarder kroner

På ti år er de årlige udgifter til Forsvaret steget med 75,4 milliarder kroner.Kilde: NATO, Forsvaret, Ritzau
Gå til Tal og grafer

Nu er der aftalt en kombination af investeringer i det danske forsvar, kritisk infrastruktur, beredskab og donationer til Ukraine. Særligt andelen af BNP har været meget omdiskuteret, fordi der har været aftalt skiftende målsætninger i NATO, men alligevel har Danmark og andre medlemslande kun sjældent levet op til kravet. Det vides endnu ikke, om man vil holde den høje BNP-allokering efter 2026 [6][4]

Hvad er formålet med det nye forsvarsforlig?

Formålet med de nye investeringer er ikke kun at sikre Danmark mod et potentielt angreb, det er i høj grad også for at leve op til nogle politiske forpligtelser, der kan fastholde USA’s velvilje og være med til at sikre, at NATO og EU kan håndtere mere på egen hånd. Derudover skal investeringerne også bidrage til at sikre Rigsfællesskabet og Europa [7].

Som noget nyt er der blevet oprettet en accelerationsfond, der indeholder 25 mia. kroner i både år 2025 og 2026, for at man hurtigere kan komme i gang med oprustningen. Det gør, at forsvarschefen kan tage hurtigere beslutninger, men større indkøb skal dog godkendes i kredsen af forligspartier. Men der er ikke lagt op til de sædvanlige indkøbsprocesser, hvor leverandører skal vinde et udbud [8]. Eksempler på, hvad nogle af pengene er til, er 130 pansrede mandskabsvogne fra det finske selskab Patria, skibe til undersøisk overvågning, styrkelse af jægerkorpset m.m. [9].

Som en del af oprustningen er det blevet besluttet at indkøbe såkaldte “langtrækkende præcisionsvåben” - noget, der er blevet beskrevet som historisk og af statsminister Mette Frederiksen (S) som “et paradigmeskifte”. Våbnene skal kunne bruges til at nedskyde trusler i luften eller missilramper, der står på jorden [10][11]. Danske politikere understreger, at det er våben, de håber, aldrig kommer i brug, ligesom de også forklarer, at de skal bruges defensivt. Men det til trods har den russiske ambassadør til Danmark alligevel fortalt, at han ser det som en trussel mod Rusland, at Danmark vil købe våben, der kan ramme mål med den ønskede rækkevidde [12].

Fra nedrustning til oprustning

Hvorfor nedrustede Danmark efter 1989?

Efter Murens fald og Sovjetunionens opløsning forsvandt også en af de største trusler mod Danmark og Danmarks allierede. Det betød for mange politikere, at det nu ikke længere var nødvendigt at investere i Forsvaret i samme grad som før, og i mange europæiske lande begyndte man nu at ”høste fredsdividenden.” For mens USA fortsat havde verdens største militære magt og fortsatte med at investere i den, så forventede man, at USA ultimativt ville stå for sikkerheden, hvis det værste skulle ske.

En anden årsag til nedrustningen kan findes i det ændrede trusselsbillede. Sovjetunionen havde været en ideologisk og eksistentiel modstander i årtier, men efter Murens fald i 1989 og opløsningen af Warszawapagten i 1991 blev den tidligere ideologiske hovedfjende til separate nationer med forskellige interesser. Nu udgjorde de tidligere Sovjetrepublikker eller Rusland dermed ikke samme trussel længere. I Tyskland forfulgte man en strategi, der blev kaldt “Handel durch Vandel,” der i dansk sammenhæng blev oversat til “man går ikke i krig med dem, man handler med”. Det medførte en åbning af handelsaftaler med og EU-medlemskaber til tidligere østbloklande, og i 2001 blev Kina endda indlemmet i WTO.

Hvordan ændrede forsvarets opgaver og prioriteringer sig?

I militærsammenhæng skulle man ikke længere forsvare sig mod en fjende, der ville overtage ens land. Nu handlede det mere om at udsende tropper til missioner i andre lande, gerne som fredsbevarende som eksempelvis i Balkan-området. NATO-samarbejdet ændrede sig også i den retning, og Danmark omlagde sin politik til at kunne udføre den nye type missioner, hvilket kunne retfærdiggøre, at man neddroslede på de andre poster i Forsvaret. [3]

 På trods af at Danmark deltog i både NATO-missioner i Afghanistan (2001) og USA’s krig i Irak (2003), så blev der i samme periode alligevel skåret i værnepligten, så den som udgangspunkt blot skulle vare fire måneder mod de tidligere 9-12 måneder. Det skete efter 2005, hvor et meget afgørende forsvarsforlig trådte i kraft. Nu skulle man tage konsekvensen af, hvordan Forsvaret var blevet brugt til udlandsmissioner det forudgående årti. I årene deromkring var det ikke unormalt, at forsvarsudgifterne udgjorde 1,5 % af BNP eller mindre. [1]

Fremover var det vigtigt hurtigt at kunne udsende de rette kapaciteter, men forsvarspolitikken betød også, at det nu var mindre på fagfolks præmisser og mere på politikernes præmisser, hvad der skulle prioriteres, og hvad der ikke skulle. I den periode lukkede eksempelvis ubådsvåbnet og store dele af hærens artilleri.  Forholdene har fået kritik fra tidligere militærfolk. Især at politikere ikke har levet op til egne løfter om at leve op til NATO-aftalerne, om hvor store udgifterne skal være til forsvar, eller at man har lovet en såkaldt tung brigade til NATO, som heller ikke kan realiseres [13]. Den specifikke brigade skulle oprindeligt være på 4.000 mand og indeholde alle kapabiliteter, der skal til for at operere selvstændigt. Det vil typisk betyde infanteri, artilleri, kampvogne med mere. Grundet manglende materiel og mandskab mangler den dog stadig at blive realiseret. [14] [15]

Hvordan kommer Danmarks selvforståelse som neutral nation under forandring?

En tilbagevendende debat er om Danmark skal være en krigsførende nation eller ej, og hvilken betydning det har at deltage i internationale koalitioner. Efter nederlaget i 1864 begyndte danske politikere nemlig at definere Danmark som en mere neutral nation end før. Kort fortalt ville man højest deltage i konflikter med humanitær assistance eller med såkaldt fredsbevarende styrker.

Særligt i 1990’erne blev debatten om selvforståelsen aktuel. Der skulle laves sikre zoner for civile under borgerkrigen i Bosnien-Hercegovina, men de indsatte soldater fra FN-koalitionen er ikke altid udrustet med udstyr eller mandat til at håndhæve beskyttelsen af civile. Flere episoder fik kritik dengang, fordi der foregik deciderede folkemord i områder, FN skulle forestille at have garanteret sikkerheden i eksempelvis byen Srebrenica. Her kunne FN-styrker ikke få tilladelse til at modgå serbernes angreb mod byen og resultatet blev en massakre på omkring 8.000 civile.  Gradvist blev FN-indsatsen skruet op i borgerkrigen, og mod slutningen af 1995 kan der, efter at FN og NATO har bombet serbiske stillinger, forhandles om en endelig fred. Nu opstår spørgsmålet så, om man stadig kan sige, at man ikke er krigsførende, hvis man deltager i aktioner, der smider bomber eller skyder artillerigranater for at opnå fred.

Hvordan former selvopfattelsen og forsvarspolitikken sig efter årtusindskiftet?

I 1999 deltager Danmark i en NATO-mission i Kosovo, hvor ca. 1.000 kampfly er i luften. Forsvaret oplyser, at danske F-16-fly kaster i alt 24 bomber. Det særlige ved denne mission er, at den foregår uden FN-mandat, fordi Rusland og Kina har nedlagt veto i FN’s sikkerhedsråd. Ifølge historiker og tidligere embedsmand i stats- og udenrigsministeriet, Bo Lidegaard, blev FN-aktionerne i de år i begyndelsen betegnet som fredsbevarende, men i realiteten var de snarere fredsskabende.

 Selvopfattelsen kom igen på prøve, da Danmark deltog i krigen i Irak i 2003. Den krig kom til at stå i skarp modsætning til krigen i Afghanistan, der kom som et NATO-modsvar på terrorangrebet i New York d. 11. september 2001. For selvom Irakkrigen blev forklaret som en slags fortsættelse af USA’s krig mod terror, så var der ikke utvetydig opbakning fra NATO-landene, og der var intet FN-mandat. I stedet lød det fra ledende politikere, at Danmark skulle deltage i krigen, fordi vi havde et ansvar som nation til at yde hjælp, hvor vi havde evnerne, og det var vigtigt for os at pleje relationen til USA. [3]

Hvad betyder Danmarks geografiske placering for forsvarspolitikken?

Danmark ligger mellem Østersøen og Nordsøen. Mod nord ligger Færøerne og Grønland, som er en del af Rigsfællesskabet. Tilsammen udgør de vigtige strategiske knudepunkter på den nordlige halvkugle – især i perioder, hvor Rusland eller USA har ført en mere ekspansiv politik. Danmarks geografiske placering har gjort landet strategisk vigtigt i forskellige krigsperioder. Under både Første og Anden Verdenskrig var kontrollen over adgangen mellem Østersøen og Nordsøen af stor betydning. Det er desuden kommet frem, at Sovjetunionen så sent som i 1989 havde planer om at angribe Danmark med atomvåben. [16]

På det seneste er det også blevet genaktualiseret, hvorfor Grønland har en vigtig placering på verdenskortet. Siden anden verdenskrig har USA haft en formaliseret adgang til at bygge baser og have adgang til luftrum og havene omkring Grønland. Dette for at sikre den nordlige passage til dengang Sovjet og nu Rusland. Det er også via Grønlands position, at Danmark har adgang til en plads Arktisk Råd og kan spille en vigtig rolle i NATOs samarbejde om det, organisationen kalder Det Høje Nord. [17]  Arktis bliver også spået til at få en vigtigere rolle i fremtiden, fordi klimaforandringer gør det lettere for skibe at krydse ishavene, og hvis den vigende is på Grønland også kan blotlægge naturressourcer, kan de også blive aktuelle, hvis de skal udvindes eller erobres.

Hvilke specialoperationer har været centrale i Danmarks forsvarspolitik?

Som beskrevet ovenfor, har specialoperationer i de seneste mange år været hovedfokus for Danmarks forsvarspolitik.

Danske soldater har i nyere tid blandt andet deltaget i bekæmpelse og undertrykkelse af Taleban i Helmand-provinsen i Afghanistan og i bekæmpelse af pirateri ud for Yemens kyst. Danmark har også deltaget aktivt i missioner mod pirateri i eksempelvis Adénbugten og Vestafrika. Derudover er Danmark også en del af NATO Baltic Sentry, der skal øge overvågning af Østersøen, ligesom danske soldater deltager i at sikre NATOs østlige grænse i Europa. Blandt andet som en del af beredskabet på en base i Letland og træningsmissioner. [18]

Hvorfor deltager Danmark i bekæmpelsen af pirater?

Årsagen skal findes i, at Danmark har en masse økonomiske interesser i at sikre fri passage på havet, også når ingen danskere er ofre for eksempelvis pirater. Forsvaret beskriver selv opgaven i et prioritetspapir: “Danmark er en nation med langvarige og stolte søfartstraditioner. Skibsfarten er samtidig en af landets største eksportsektorer og har en nøglerolle som værdiskaber og vækstmotor for dansk økonomi og samfund […] Danmarks stærke position i den globale skibsfart betyder, at manglen på maritim sikkerhed i nogle regioner, der fører til pirateri og andre typer af maritim kriminalitet, er en alvorlig trussel for både danske søfarende, redere og generelle danske interesser. Pirateri og andre typer af maritim kriminalitet som væbnet røveri til søs, våben- og narkotikasmugling, samt illegalt fiskeri stammer fra og bidrager til regional ustabilitet. Det forværrer situationen for befolkningen i de påvirkede områder, de blå økonomier samt de søfarende.” [19]

Hvordan indgår Danmark i en stigende oprustning?

“Køb, køb, køb,” sagde statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde i 2025, da hun lancerede Accelerationsfonden [20]. Den gjorde det muligt for forsvarschefen at omgå de sædvanlige udbudsregler og politikerne skulle kun inddrages i tilfælde af særligt store indkøb. Grundet de mange år med nedskæringer og lav finansiering af Forsvaret samt et fokus på missioner i udlandet har der været et behov for hurtigt at få genopbygget et territorialforsvar. På den måde, kan man imødegå de potentielle trusler fra Rusland og USA’s udmeldinger om at ville trække sig enten fra Europa eller fra NATO. Det har betydeligt forstærket behovet for at bestyrke det danske forsvar og Danmarks bidrag til europæisk sikkerhed.  På samme tid foregår der også en oprustning i mange andre lande.

Hvilke konsekvenser kan oprustningen have?

En rapport fra den australske tænketank Institute for Economics & Peace anslår, at der i 2025 er flere konflikter mellem stater end på noget andet tidspunkt siden anden verdenskrig, og at verden kan være på vej mod et vendepunkt med flere konflikter i en større skala. Ifølge rapporten skyldes det blandt andet den stigende oprustning, der suger midler fra politikområder, der kunne imødegå den tiltagende polarisering og den faldende tillid til statens institutioner.  Rapporten peger på, at især en stigende militarisering og import af våben skubber på den udvikling. [21]

En anden rapport viser, at der allerede fra 2023 til 2024 er sket en stigning på godt 9 procent i verdens udgifter til militær. Det er den største stigning siden den kolde krigs afslutning. [22]

Udfordringer og dilemmaer i dansk forsvarspolitik

Hvilke politiske positioner er der i spørgsmålet om forsvar og oprustning?

Politikere og befolkning er i store træk enige om, at forsvarsbudgettet skal øges [23], men det betyder ikke, at der ikke findes modstandere af oprustningen. Indimellem er der aktivister, som opfordrer til, at man organiserer en folkelig modstand udenom partipolitik. Trods den brede politiske enighed om oprustning er der modstand mod visse former for krigsdeltagelse. Selskabet Terma, der producerer dele til kampfly, der blandt andet er blevet brugt af Israel i krigen i Gaza, har f.eks. fået blokeret adgangen til sine lokaler flere gange af aktivister. [24]

Hvad handler debatten om atomvåben på dansk jord om?

I mere end 60 år har der været et forbud mod atomvåben på dansk jord. Det skyldtes blandt andet, at man frygtede, at det kunne risikere at gøre Danmark til et strategisk vigtigt mål for Sovjets potentielle angreb. Derudover er der alle problemstillingerne ved håndtering af radioaktivt affald og risiko for uheld. Men efter USA’s præsident Donald Trump har sået tvivl om USA’s villighed til at beskytte europæiske NATO-lande, har man i 2026 forsøgt at udvide den franske atomparaply til at dække resten af kontinentet.

Ledende politikere afviser ikke at tillade det i fremtiden, og en tredjedel af befolkningen bakker også op om idéen. Særligt i 1980’erne vakte spørgsmålet om atomvåben ellers stor debat, og den daværende regering førte en såkaldt fodnotepolitik, hvor danske forbehold blandt andet skulle adresseres i fodnoter i NATO og FN-regi, imens NATO-alliancen var i gang med at udvide sine kapabiliteter overfor Sovjet. Efterfølgende regeringer har forholdt sig kritiske overfor fodnotepolitiken. [25] [26] [27]

Et andet potentielt nybrud i relation til forbuddet mod atomvåben begyndte allerede i 2023, hvor Danmark indgik en aftale med USA om, at Danmark skal huse amerikanske militære baser med mange særlige regler i forhold til gældende dansk lovgivning. Eksempelvis kan amerikanske soldater, der bliver udstationeret, ikke retsforfølges efter dansk lov. Aftalen er desuden uopsigelig i 10 år. Det kom også frem mod slutningen af lovbehandlingen af aftalen, at et forbehold mod atomvåben blev slettet fra lovudkastet, hvilket altså åbner for amerikanske atomvåben på dansk jord. [28] [29]

Hvilke udfordringer er der med rekruttering og fastholdelse i Forsvaret?

Forsvaret mangler ansatte på en lang række områder. Der er ikke nok soldater til at leve op til danske løfter i NATO-regi, der mangler besætning til krigsskibene, og i en længere periode har mange ansatte sagt op på grund af dårlige forhold og arbejdsvilkår. Problemet med fastholdelse har været kendt længe og har ifølge kilder fra Forsvaret selv også forværret problemerne, fordi de tilbageværende ansatte har skullet dække flere opgaver i takt med, at flere sagde op. Alligevel gik mange af de første beslutninger om at styrke Forsvaret udenom spørgsmålet om løn og uddannelse for hærens ansatte.Efterhånden er der dog blevet indgået aftaler, der kan give et lønløft til Forsvarets ansatte og bedre muligheder for pension og uddannelse.[30] [31]

Hvad siger loven?

paragraftegn

Værnepligt

I værnepligtsloven er mænd og kvinder fra 1. juli 2025 blevet fuldt ligestillet. Det vil sige, at kvinder, der er fyldt 18 år kan indkaldes til session på Forsvarets dag på samme måde, som mænd har kunnet det i årevis. Konkret er det sket ved, at man i lovteksten har ændret de kønnede bestemmelser. Eksempelvis i værnepligtsloven § 1 stk. 1, står der i lovændringen: “Overalt i loven ændres »han« til: »den pågældende.”

Ligestillingen af kønnene i værnepligten kommer som en gennemførsel af Forsvarsforliget 2024-2033, hvor der i aftaleteksten blandt andet står: “Værnepligten skal styrkes gennem flere værnepligtige, mere ligestilling i den danske værnepligtsmodel, ligesom den periode, hvori de unge aftjener værnepligt, skal forlænges. Sammen med den generelle styrkelse af HR-indsatsen for fastholdelse og rekruttering vil en styrket værnepligt være et centralt rekrutteringsgrundlag for Forsvaret og reserven. Styrkelsen og forlængelsen sker vel vidende, at det vil betyde større træk på ungdomsårgangene og potentielt kan mindske frivillighedsgraden i værnepligten.”

Fra august 2026 er værnepligten som udgangspunkt 11 måneder. [4] [32]

Hvad er risikoen for at købe forkert eller for dyrt?

Et problem, der har været meget diskuteret i forbindelse med oprustningen, er, at Danmark risikerer at konkurrere med sine allierede i at sikre den nødvendige oprustning, fordi så mange lande på samme tid formentlig ønsker at købe meget af det samme udstyr. Særligt Forsvarets Materielindkøb har også tidligere fået kritik for at være for langsom til at foretage indkøb. Det kan være den slags overvejelser, der lå til grund, da statsminister Mette Frederiksen (S) opfordrede forsvarschefen til “Køb, køb, køb,” da hun på vegne af regeringen og forligskredsen i 2025 lod yderligere 50 mia. kroner tilflyde til oprustning af Forsvaret. På pressemødet for lanceringen opfordrede hun også til at finde det næstbedste, hvis det bedste udstyr var udenfor rækkevidde.

Et andet problem, er spørgsmålet om, hvordan fremtidens krigsførelse kommer til at foregå. Eksempelvis har Estland omlagt et indkøb for 500 millioner euro til at indkøbe mere luftforsvar og drone-kapabilitet i stedet for pansrede mandskabsvogne.

Der er også stemmer, der taler for ikke kun at fokusere på at indkøbe militært isenkram, men at også kritisk infrastruktur såsom energisektoren, vandværker eller togdrift også skal have større fokus, da de ellers kan blive mål i den hybride krigsførsel. Det kan være sabotage, hackerangreb, dronetrusler eller andet, der ikke involvere deciderede krigshandlinger. Flere vandværker er angiveligt allerede blevet hacket, hvorefter der eksempelvis er blevet skruet op for vandtrykket, som har resulteret i ødelagte vandrør og husstande uden vand. [33] [34] [35] [36] [37]

Debatten om dansk oprustning

Hvordan lyder de dominerende argumenter mod oprustning?

Som tidligere beskrevet er der en forholdsvis bred opbakning til oprustningen og en bred anerkendelse af, at Forsvaret har været underprioriteret. Men der er uenigheder om, hvordan forsvarspolitkiken skal forme sig. For eksempel har Dansk Folkeparti argumenteret for, at den danske støtte til Ukraine enten skal skrues ned eller låses fast, fordi midlerne kunne bruges på dansk velfærd [38]. Noget tyder dog på, at argumentet om velfærd er relevant. I en rundspørge foretaget af blandt andre Tænketanken Europa, kan man se, at blot 2 5% af de adspurgte er helt eller delvist enige i, at den europæiske oprustning gerne må ske på bekostning af velfærd. [39]

Hvordan bliver modstanden modtaget?

Ofte bliver kritik af oprustningen mødt med modstand, men det betyder ikke, at opbakningen er entydig eller uden betingelser. Det er for eksempel blevet indskrevet i aftalen om Accelerationsfonden, at større beløb skal godkendes af forligskredsen, selvom formålet med fonden var at indkøbe materiel hurtigt [40]. Det til trods ville den daværende opposition alligevel have kontrol med nogle af indkøbene.

Se også argumenterne nævnt i det tidligere afsnit om risikoen for forkerte og for dyre indkøb.

Endelig er der også argumenter fra forskningen om, at tidligere forsøg med de-eskalering og nedrustning faktisk førte til mere fred. Ligesom våbnenes afskrækkelse skal ledsages af diplomati, og at folkelige bevægelser fra civilsamfundet har modvirket tidligere tiders oprustning.

Hvordan ser fagpersoner på politikernes handlingstrang?

Den lange omkalfatring af Forsvaret fra den kolde krig til den kapacitetsbaserede strategi har fået en del kritik fra militære fagfolk gennem tiden. I bogen ‘Forsvarsløs’ argumenterer chefredaktør Peter Ernstved Rasmussen for, hvordan politisk tænkning og magtkampe har ført til, at Forsvaret er blevet udhulet, og at det har skabt de huller, der nu er ved at blive lappet med den nye oprustning [41].

Også foreningen Folk og Sikkerhed har i mange år kritiseret den politiske kurs fra et militærfagligt perspektiv. Foreningen har også ageret aktivistisk ved eksempelvis at udgive og husstandsomdele en kriseforberedende folder [42].

Hvem skal man købe våben af?

Våbenindkøb handler ikke bare om at få det bedste udstyr til den bedste pris. Der er også politiske interesser på spil, ligesom der nogle gange også skeles til, om producenterne laver udstyr, der bruges til krigsforbrydelser [43]. I den seneste tids oprustning bliver det også set som en politisk handling at købe andet end amerikansk materiel, der ellers kunne være at foretrække i visse sammenhænge. I nogle analyser understreges det, at det handler om at sikre en strategisk autonomi og en stærkere europæisk industri [44]. Der er også spørgsmålet om, hvorvidt Danmark i yderste konsekvens kan være sikker på, at eksempelvis amerikansk udstyr kan være fuldt ud funktionelt, hvis de bruges imod USA’s interesser. Det viser en debat om en såkaldt “kill switch” i F-35-kampflyene eksempelvis [45].

 

Perspektiv på Danmarks forsvarspolitik

Hvordan reagerer tidligere modstandere af EU og NATO?

Mange årtiers modstand mod EU og NATO fra forskellige fløje ser nu anderledes ud. Heriblandt synet på forsvarsdimensionerne i organisationerne og den sammenhængskraft, de kan skabe på tværs af medlemslandene. Typisk har den mest tydelige skepsis og kritik af de to internationale sammenslutninger kommet fra yderfløjene, men også mere centrale politikere som Mette Frederiksen (S) har ifølge kommentatorer tidligere haft en mere EU-kritisk linje for at stække en flanke til Dansk Folkeparti [46]. I anledning af at Danmark skulle sidde i formandsstolen i EU’s ministerråd i 2025, lød sloganet "et stærkt Europa i en verden i forandring.” Hvor man før fokuserede på, at nationalstaterne skulle få lov til at passe deres egen butik, skulle EU-staterne nu være parate til at indgå svære kompromiser [47].

Hvordan har fløjene ændret kurs?

Dansk Folkeparti har altid været for Danmarks medlemskab af NATO og bakkede også op om Danmarks krigsdeltagelse i 00’erne, mens partiet var støtteparti for de borgerlige regeringer. Alligevel fik den langtrukne krig i Ukraine formand Morten Messerschmidt til at argumentere for, at Danmark burde slække på sin økonomiske støtte til Ukraine, og at Rusland skulle gives nogle sejre. Det skulle ske i form af overdragelse af territorium og politisk vigtige lovninger på, at Ukraine ikke skal kunne nærme sig medlemskab af EU eller NATO, så længe konflikten med Rusland er i gang [48].

I forhold til Danmarks medlemskab af EU har Dansk Folkeparti i mange år været af den opfattelse, at Danmark burde melde sig ud. Men inden EU-parlamentsvalget i 2024 kom der nu forbehold på ønsket om selvstændighed. Nu skulle der være alternativer til EU-samarbejdet i forvejen, og der må gerne gå mange år, inden det sker [49].

I Enhedslisten har man historisk været modstander af både EU og NATO, men efter Ruslands invasion af Ukraine, har man været nødt til at ændre kurs. I stedet for at være modstander vil man nu bruge oprustningen til at styrke europæisk våbenproduktion for at mindske afhængigheden af våbensystemer fra USA eller Israel. Enhedslisten vil dog stadig argumentere for at overholde folkeretten, så eksempelvis Rusland og Israel behandles mere ens, når landene vurderes at krænke menneskerettighederne. [50]

SF er heller ikke længere imod oprustningen, men har blandt andet talt for at oprustningen skal ske, mens man stadig sikrer velfærd og klimapolitikken. SF har også foreslået at indføre en ekstra skat på de mest velhavende danskere for at betale for en del af udgifterne [51]

På den måde kan man sige, at de tidligere modstandere mod oprustning har fundet veje at bruge den nye politiske situation til at tale for partiernes andre mærkesager om velfærd, folkeret, energi og klima, fødevarer, skattepolitik med mere.

Hvordan skal forsvarspolitikken prioriteres i forhold til andre politikområder?

Med de enorme investeringer i at genoprette Forsvaret og udsigterne til, at sikkerhedsparadigmet kommer til at fylde i en rum tid endnu, så er der naturligt også partier, der taler om at huske de andre politikområder. Forsvarsinvesteringerne kunne også være brugt på velfærd, grøn omstilling og pension, nævner blandt andre Radikale Venstre [52].

Flere økonomiske eksperter påpeger, at den store oprustning kommer på et belejligt tidspunkt, fordi Danmark har råd til investeringerne uden at skære ned på andre områder. Danske virksomheder klarer sig godt, og der er mange udenlandske arbejdere, som betaler skat uden først at have taget en dansk uddannelse, påpeger eksperterne. En af dem forudser dog til gengæld, at de store investeringer kan give en følelse af uretfærdighed hos eksempelvis kommunerne, der mærker tidligere politiske beslutninger om besparelser [53].

Citerede kilder

  7. Forsvarspolitik

    Faktaside
    Forsvarsministeriet, 05-05-2025

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Fakta

  40. En streg i regningen for regeringen, siger politisk analytiker

    Liveblog
    Sabina Nesheim Risgaard
    TV 2, 22-02-2025
    https://nyheder.tv2.dk/live/samfund/2025-02-22-milliardaftale-om-forsvaret-paa-plads/en-streg-i-regningen-for-regeringen-siger-politisk-analytiker?entry=87ec527c-e6a4-48a0-bf32-8cd414623c1a

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Debat