Klimakrisen

Både i Danmark og i resten af verden har vi de seneste år slået klimarekorder for ekstremt vejr som følge af klimaforandringer, for eksempel i form af ekstrem tørke, vandmangel, storme, skovbrande, smeltende isbjerge og enorme oversvømmelser, som har skabt ødelæggelser og sendt mennesker på flugt.

FN’s klimapanel IPCC, et forum af flere tusinde forskere, der klæder politikerne på i beslutninger om klimaet, advarer i deres synteserapport fra 2023 om, at de seneste varmerekorder i Danmark og globalt set, er en del af en kurs mod en temperaturstigning på 2,8 grader i dette århundrede, og at vi allerede indenfor 10 år vil passere grænsen for den globale temperaturstigning på 1,5 grader, som landene med Paris-aftalen i 2015 forpligtede sig til.

Flere forskere er er begyndt at advare imod, at klimaforandringerne sker med så stor hast, at vi nærmer os overskridelsen af såkaldte tipping points, det vil sige kritiske grænser i Jordens klimasystemer, som hvis de overskrides kan udløse store forandringer og påvirke andre centrale økosystemer, som en form for dominoeffekt. Det gælder blandt andet klimasystemer som Grønlands indlandsis, havstrømmen AMOC (Atlantic Meridional Overturning Cirkulation), Amazonas’ regnskov og permafrostområder i Arktis.  

Overskridelsen af tipping points kan have vidtrækkende konsekvenser – f.eks. i form af havstigninger, ændrede nedbørsmængder, uddøende arter, mangel på fødevarer og ødelæggelse af store områder, som vil sende mennesker på klimaflugt. Frygten for at overskride tipping points er særligt alarmerende, fordi konsekvenserne er uoprettelige skader, og fordi de forskellige klimasystemer påvirker hinanden, så overskridelsen af en kritisk grænse i et klimasystem kan påvirke andre, så konsekvenserne forstørres. Derfor har den stigende risiko for at tipping points overskrides forstærket behovet for politisk handling og helt konkrete indsatser for at bremse klimaforandringerne.

Klimakrisen er også blevet en mental krise, fordi klimaforandringerne og de stadigt tydeligere konsekvenser har skabt en ny form for psykologisk uro blandt især unge, og forskere over hele verden er begyndt at undersøge og beskrive fænomenet klimaangst. Selvom klimaangst endnu ikke er en officiel diagnose, anerkender både Verdenssundhedsorganisationen WHO, den amerikanske psykologforening APA som en alvorlig udfordring. Både børn og voksne bliver ramt af klimaangst, men børn og unge er særligt udsatte, blandt andet fordi de oplever et stort ansvar for fremtiden og er bevidste om, at klimaforandringerne vil få konsekvenser i deres levetid.

Forskning viser, at blandt andet manglende tiltro til politisk handling er med til at skabe og forværre børn og unges klimaangst. Mens det at gøre noget og opleve at handle kan skal håb og handlekraft. I Portugal, Argentina, Norge og Tyrkiet har børn og unge rejst sager ved domstolene for at råbe politikere og ansvarlige op, blandt andet med søgsmål om, at landenes klimaindsatser for at være utilstrækkelige ift. at opnå de klimamål, som landene har forpligtet sig til.

Forskere i pædagogik og psykologi arbejder med at udvikle forskellige pædagogiske projekter, der kan hjælpe børn til at forholde sig til klimaspørgsmålet og skabe håb og handling i daginstitutioner. Børn og unge, der melder sig i kampen for klimaet, blandt andet som klimaaktivister, lykkes i høj grad med at præge klimadebatten i Danmark, og efter Folketingsvalget i 2019, som blev kaldt Danmarks første klimavalg, blev det vurderet, at det i høj grad var de unges fortjeneste.