Rusland under Vladimir Putin – 1999-

Indledning

Rusland var et zarrige og et imperium frem til Den Russiske Revolution i 1917, og derefter den største republik i Sovjetunionen i 1922-1991.

Efter Sovjetunionens opløsning blev Rusland en selvstændig føderal republik, der overtog Sovjetunionens internationale rolle, atomvåben, store dele af militæret, plads i FN’s sikkerhedsråd osv., som Sovjetunionens formelle arvtager.

Under præsident Boris Jeltsin i 1990’erne blev en række økonomiske og politiske reformer sat i værk, der skulle omstille Rusland fra et autoritært styre med planøkonomi til et demokratisk samfund baseret på en markedsøkonomi, ligesom i Vesten. De økonomiske reformer bragte imidlertid Rusland på kanten af fallit, halvdelen af befolkningen levede under fattigdomsgrænsen, og korruption, kriminalitet og valgsvindel var udbredt. (Læs mere i Faktalink-artiklen Rusland under Boris Jeltsin – 1991-1999).

I marts 2000 blev Vladimir Putin valgt som Ruslands præsident. Han udstak fra starten en politisk kurs med fokus på at genrejse Rusland som stormagt og har gjort rig brug af politisk/ideologisk historiebrug, hvor Rusland i dag sammenlignes med de russiske imperier i zartiden og sovjettiden. Putin indførte også en strammere kurs, hvor magten i stigende grad er blevet samlet centralt hos ham. Selvom en række demokratiske reformer er blevet rullet tilbage, oplevede Rusland økonomisk fremgang efter 1999, blandt andet på grund af stigende priser på olie og gas, som Rusland er storeksportør af. Putin satte desuden hårdt mod hårdt i Tjetjenien, som krævede selvstændighed, og han fremstod i befolkningens øjne som en stærk mand, der formåede at skabe ro, stabilitet og fremgang ovenpå de kaotiske 1990’ere.

Putins styre er baseret på begrebet ’suverænt demokrati’, der defineres som en særlig form for demokrati med en stærk statsstyring, som er i overensstemmelse med den særlige russisk civilisation og kultur, men som set med vestlige øjne er et autokratisk skindemokrati, da det er baseret på udbredt valgsvindel, krænkelse af menneskerettigheder, censur, fængsling af og mord på politiske modstandere og kritikere osv.

Ruslands provestlige linje skiftede også kurs efter 2007, da NATO stillede Ruslands nabolande, Georgien og Ukraine, i udsigt, at de kunne blive medlemmer af NATO engang i fremtiden. Rusland invaderede året efter Georgien i 2008, og derefter Ukraine i 2014, hvor Krim-halvøen blev annekteret, trods protester fra Vesten. I februar 2022 invaderede Rusland igen Ukraine, bl.a. med den begrundelse, at den russiske befolkning i Ukraine skulle beskyttes mod nazister, og at Ukraine var ved at udvikle masseødelæggelsesvåben rettet mod Rusland.

Ifølge en række eksperter er den reelle årsag til Ukrainekrigen Putins ønske om at positionere Rusland som en euroasiatisk stormagt. Eksperter peger desuden på, at han formentlig i 2022 kalkulerede med en nem sejr i Ukraine, der indenrigspolitisk ville styrke den russiske befolknings opbakning til ham.

Både økonomisk og i menneskeliv har Ukraine-krigene kostet Rusland dyrt: Vesten har siden 2014 iværksat en lang række økonomiske sanktioner mod Rusland i 2014 og har siden 2022 støttet Ukraine militært. I maj 2025 er næsten 1 million russiske soldater blevet såret eller har mistet livet siden 2022, ifølge bl.a. det britiske forsvarsministeriums tal, skriver politiken.dk 14. maj 2025.

Rusland har reageret med en række trusler mod de vestlige lande, blandt andet mod Danmark i 2024, og Forsvarets Efterretningstjeneste, FE, vurderede i december 2024 at trusselsbilledet mod Danmark er mere alvorligt, end det har været i mange år.

Rusland anses i dag som en reel trussel mod Europas sikkerhed. Efter USA’s markante udenrigspolitiske kursskifte under præsident Donald Trump har der i perioder været sået tvivl om, hvorvidt USA vil leve op til sine forpligtelser over for de øvrige NATO-lande og efterleve den såkaldte musketered – princippet om, at et angreb på ét NATO-land betragtes som et angreb på hele alliancen, og som alle medlemslande derfor skal reagere på.

Danmark og flere andre NATO-lande reagerede på Trumps udmeldinger ved at igangsætte en omfattende militær oprustning for at stå bedre rustet til at klare sig uden amerikansk støtte.

Da denne artikel blev skrevet, havde Donald Trump dog netop på NATO-topmødet den 25. juni 2025 erklæret, at USA vil leve op til sine forpligtelser over for de øvrige NATO-lande.

Denne artikel baseres primært på militærhistoriker Niels Bo Poulsen og seniorforsker Flemming Splidsboels bog, Putins krig, på gymnasielektor Nicolai Bjernøs bog Ruslands historie, og professor i statskundskab, Peder Nedergaards bog, Rusland – politik, økonomi og samfund.

Relaterede emner

Rusland under Vladimir Putin

Rusland eller Den Russiske Føderation er verdens største land med et areal på 17,1 mio. km2 og det niende mest folkerige land i verden med 144 mio. indbyggere i 2025. Etniske russere udgør 80 % af befolkningen, og de øvrige 20% består af 200 forskellige etniske minoriteter. Det officielle sprog er russisk, som tales af 86%. 15-20% er russisk ortodokse og 10-15% muslimer.

Rusland er en af verdens største økonomier takket været landets enorme naturressourcer, herunder nogle af Jordens største skovområder samt rige olie-, gas- og mineralressourcer.

Rusland er formelt en føderal republik, der består af 89 enheder. Ruslands præsidenten vælges i dag for 6 år ad gangen og har stor magt som statsoverhoved og øverstkommanderende for militæret.

Ruslands føderale forsamling består af underhuset, Statsdumaen, og overhuset, Føderationsrådet. De 89 føderale enheder er juridisk ligestillede: De ledes hver især af en folkevalgt guvernør/repræsentant og har hvert sin folkevalgte forsamling. 21 af enhederne er republikker ofte med deres egen præsident og forfatning, og 47 af enhederne er regioner, der primært bebos af etniske russere, og som har varierende grad af selvstyre og i stigende grad styres centralt. De områder, Rusland har annekteret fra Ukraine i 2014 og 2022, og som ikke er internationalt anerkendt, er inkluderet i de 89 føderale enheder. [1] [2]

Da Rusland annekterede Krim-halvøen i 2014, indførte de vestlige lande imidlertid økonomiske sanktioner mod Rusland, samtidig med at prisen på olie og dermed Ruslands indtægt på faldt drastisk. Rusland har samtidig haft store udgifter til krigen i Ukraine siden 2022, hvorfor Ruslands økonomi i dag er under pres med lav vækst og høj inflation. Officielt lever 19 millioner i dag under fattigdomsgrænsen, men det reelle omfang skønnes at være langt større. [3]

Vladimir Putin har været Ruslands præsident siden 1999. Han er født i 1952 i Leningrad (det nuværende Sankt Petersborg) og er uddannet jurist. Han arbejdede for Sovjetunionens hemmelige statspoliti, KGB, i 1975-1991, for Sankt Petersborgs borgmester i 1991-96, og for præsident Boris Jeltsins administration i 1996-98, hvor han blev chef for den russiske efterretningstjeneste FSB.

I august 1999 blev han udpeget som indenrigsminister af præsident Boris Jeltsin, hvorefter Jeltsin overraskende trak sig som Ruslands præsident 31. december 1999, og Putin blev fungerende præsident frem til præsidentvalget i marts 2000, som han vandt.

Siden har Putin været landets de facto leder og har fået ændret forfatningen i flere omgange, så han indtil videre kan blive siddende på præsidentposten frem til 2036, og ikke i højest to valgperioder af fire år. [4]

Ruslands udvikling efter 1991

Efter Sovjetunionens opløsning i 1991 blev Rusland en selvstændig republik, der overtog Sovjetunionens internationale rolle, atomvåben, store dele af militæret, plads i FN’s Sikkerhedsråd osv., som Sovjetunionens formelle arvtager.

Det nye Ruslands første præsident, Boris Jeltsin, havde i protest meldt sig ud af kommunistpartiet i 1990, og han satte nu en række økonomiske og politiske reformer i gang, der skulle omstille Rusland fra et autoritært styre med planøkonomi til et demokratisk samfund baseret på en markedsøkonomi efter vestlig model. Blandt andet ved hjælp af en såkaldt chokterapi, der blev sat i værk i januar 1992, og som efter planen på kort tid skulle sikre Rusland en stabil markedsøkonomi. Chokterapien slog imidlertid fejl, og Rusland blev kastet ud i en voldsom økonomisk krise med en inflation på 3.500 %, 40 % fald i Ruslands BNP og lange perioder, hvor halvdelen af befolkningen levede under fattigdomsgrænsen. [3]

Selvom Rusland først i 1990’erne havde en højere grad af demokrati end på noget andet tidspunkt i Ruslands historie, var Jeltsins demokratiske reformer derfor på vej til at kuldsejle sidst i 1990’erne, hvor korruption, organiseret kriminalitet og valgsvindel var udbredt. Jeltsins anden valgperioden som præsident var desuden præget af hans alvorlige helbredsproblemer, og centralmagtens handlekraft svækkedes. Både overfor den stærkt voksende økonomiske kriminalitet og krav om selvstændighed fra etniske mindretal i flere af de føderale russiske enheder. [5] (Læs mere i Faktalink-artiklen Rusland under Boris Jeltsin – 1991-1999).

Ruslands udvikling efter 1999

Putin træder ind på scenen

I 1998 er Ruslands gæld så stor og væksten i produktionen så lav, at man beslutter at gennemføre en kraftig devaluering og erklære Rusland ude af stand til at klare sine gældsforpligtelser. Regeringen går samtidig i gang med at revidere reformpolitikken under en række premierministre, der udskiftes med få måneders mellemrum, indtil Jeltsin 9. august 1999 udnævner chefen for sikkerhedstjenesten FSB, Vladimir Putin, som premierminister og uofficiel arvtager til præsidentposten. [1] [6]

Ruslands nye stærke mand

Både statsejede medier og private medier, som er ejet af oligarker (russiske rigmænd med stor politisk magt), fører massive valgkampagner for Putin.

Samtidig markerer Putin sig som Ruslands nye handlekraftige mand, der kan bringe orden i tingene ovenpå de kaotiske 1990’ere og den udbredte fattigdom: Nu stiger de sociale pensioner, og de bliver udbetalt til tiden.

Putin indleder også en ny borgerkrig i Tjetjenien, efter der i august 1999 udbryder oprør i Tjetjeniens naborepublik Dagestan, som er ledet af tjetjenske oprørere, der ønsker at løsrive sig, og Moskva i september rammes af terrorbomber, som tjetjenerne får skylden for. Putin begrunder officielt invasionen med, at tjetjensk terrorisme mod russiske borgere skal bekæmpes: ”Vi vil jage dem til sidste mand. Hvor vi end finder dem, vil vi tilintetgøre dem. Også selvom vi finder dem på toilettet. Vi vil tvære dem ud i lokummet,” bekendtgør han i en tale på russisk tv, ifølge Bjernø. [1]

En vigtig grund til Putins hårdhændede fremfærd er formentlig, at han overfor de russiske vælgere ønsker at skabe et billede af sig selv som Ruslands nye stærke mand, der formår at holde sammen på det store land, selvom nogle etniske grupper ønsker selvstændighed. Og selvom invasionen møder kritik i det internationale samfund, er der bred opbakning til den i den russiske befolkning, og Putins popularitet vokser. [7]  

Efter Rusland har nedkæmpet oprøret i maj 2000, indsættes den prorussiske Akhmad Kadyrov.

Putins som præsident 2000-2008 – økonomisk vækst og øget velfærd

Da Jeltsin 31. december 1999 træder tilbage, udnævnes Putin som fungerende præsident, og i marts 2000 vinder han præsidentvalget med 53 % af stemmerne i første runde. [7]

Timingen er perfekt for Putin. Nu får den russiske økonomi endelig medvind, fordi omstillingen til markedsøkonomien endelig er ved at falde på plads, og da Putin kommer til magten, oplever den russiske befolkning derfor, at de nu igen får økonomisk fast grund under fødderne ovenpå den voldsomme økonomiske krise i 90’erne. Allerede i Putins første regeringsår stiger væksten 10 %, og den tendens fortsætter op gennem 00’erne med en årlig stigning på 5,5 % i gennemsnit: Levestandarden stiger, der indføres sociale reformer og sundhedsvæsnet forbedres. [3] [8]

Årsagen er blandt andet, at de reformer, det lykkes at gennemføre i 1990erne, nu endelig får positiv effekt, samtidig med at den internationale efterspørgsel og pris stiger på råvarer og energi – Ruslands vigtigste eksportvarer – og at Rusland begynder nu at tjene mange penge på olie og gas, blandt andet fordi en række store oligarkejede-koncerner i 00’erne beslaglægges og igen bliver statsejede. [3] Det giver ikke bare Putin et stort økonomisk, men politisk spillerum.

Putins Millennium-manifest

Da Putin bliver præsident, har han ikke før beklædt et folkevalgt embede. Han har læst jura og økonomi og gjort karriere i den sovjetiske sikkerhedstjeneste KGB frem til Sovjetunionens opløsning. Og ifølge Poulsen og Splidsboel skal nøglen til at forstå, hvordan Putin agerer som præsident, findes i de rødder, Rusland stadig i dag har tilbage til Sovjetunionen, og til dels også til det russiske imperium i zartiden før 1917. [3]

Dagen før Putin udnævnes til Ruslands fungerende præsident 31. december 1999, offentliggøres hans såkaldte Millennium-manifest i avisen Nezavisimaja Gazeta, hvor han udstikker den langsigtede kurs, han kommer til at følge som præsident, med ordene: ”Rusland var og vil forblive en stormagt. Det er forudbestemt af de uadskillelige karakteristika ved dets geopolitiske, økonomiske og kulturelle eksistens. Disse har formet russernes mentalitet og regeringernes politik gennem hele Ruslands historie, og de kan ikke andet end også gøre det i dag.” [9]

Staun påpeger i den forbindelse, at Rusland reelt kun er en regional stat med begrænset magt målt ud fra den gængse, internationale målestok, og at det – ud fra traditionel politisk teori – kan være svært at forstå, hvor Putin i 2000 udstikker denne kurs og stadig i dag fastholder den. [9]

Putin konsoliderer sin magt

Før Putin kan konsolidere sine stormagtsvisioner, skal de indenrigspolitiske og økonomiske problemer dog først løses, og i manifestet varsler han også, hvordan han vil gå til den opgave: ”For russerne er en stærk stat ikke en unormalitet, som man skal af med. Tværtimod ser de den som en garanti for orden og som den væsentligste fremaddrivende kraft for enhver forandring.” [9]

Da Putin træder ind på scenen i 2000, er det nemt at få spillerum til at justere det politiske system, som stadig er under opbygning og langt fra at være et veludviklet demokrati. Putin er ikke selv medlem af noget parti, men han sikrer sig hurtigt et stort flertal i parlamentet. Ved valget til parlamentet 1999 dannes partiet ’Enhed’, som bliver Ruslands næststørste og som støtter fuldt op om Putin. I 2001 samles tre partier i det nye nationalistiske, Putin-tro parti ’Forenet Rusland’ (’Enhed’, ’Fædrelandet – Hele Rusland’ og ’Vort Hjem er Rusland’), som siden har været Ruslands suverænt største parti – sandsynligvis på grund af valgsvindel, ifølge de internationale valgobservatører: Partiet fungerer reelt som Putins forlængede arm i parlamentet, og har gennem hele Putins regeringstid sikret, at han får fuld opbakning fra flertallet i parlamentet. [1] [3]

På denne måde undgår Putin, at parlamentet kan spænde ben for hans initiativer, sådan som det ofte skete for Jeltsin i 1990’erne.

Putin som præsident fra 2012 til i dag: Stormagtsdrømme

I 2010’erne har Ruslands økonomi stabiliseret sig, og Putins dagsorden bliver nu at genrejse Rusland som stormagt og udfordre USA’s dominans: ”Putins projekt er ikke længere at skabe materiel fremgang. Nu handler det om at forsvare landet mod den trussel, som Vesten udgør,” forklarer Poulsen og Splidsboel.

Det er dog meget usikkert, om Putin vil få held med dette politiske projekt. Selv om det skulle lykkes Rusland at komme sejrrig ud af den aktuelle Ukraine-konflikt, vil omkostningerne ved krigen kunne mærkes i årevis. Allerede kort efter Ruslands invasion i Ukraine i 2014 daler væksten pga. Vestens omfattende sanktioner, og reallønnen har siden været i uafbrudt fald, pensionsalderen er hævet, og officielt lever 19 mio. mennesker under fattigdomsgrænsen – et tal, som eksperter mener er meget lavt sat: Fattigdom er fortsat en voldsom udfordring for store grupper i Rusland. Som et eksempel tilbød borgmesteren i byen Jakutsk efter invasionen af Ukraine i 2022 byens unge mænd en bonus i form af en sæk med kål, kartofler og gulerødder og rødbeder og løg til deres familie, hvis de lod sig hverve til at kæmpe i Ukraine. [3]

Demokratiske reformer rulles tilbage

Reelt er magten, siden Putin kom til i 2000, i højere og højere grad blevet samlet hos præsidenten.

Putin har i stigende grad undertrykt sine politiske modstandere, både politikere, kritiske medier og intellektuelle samt almindelige borgere, der demonstrerer, protesterer eller udtrykker sig kritisk om Putin, styret og dets politik.

Helt fra starten sætter Putin desuden reformer i gang, som centraliserer magten hos ham selv og hans inderkreds, sikrer en stærkere topstyring samt politisk kontrol med Ruslands 89 republikker, regioner og andre føderale enheder, og tilbageruller mange af de demokratiske reformer, som blev gennemført i starten af 1990’erne.

Det er forholdsvist let at gøre, for sikkerhedsapparatet og forsvaret er endnu ikke blevet demokratiseret, og demokratiet spiller indtil videre kun en central rolle i de store byer. [3] Så mens Boris Jeltsin havde givet Ruslands føderale enheder ”så meget selvstændighed, som I kan sluge”, som han formulerede det, mod at de til gengæld accepterede fortsat at være en del af Rusland, så annullerer Putin nu aftalerne om større selvstændighed, og overtager i højere og højere grad kontrollen med de føderale enheder, forklarer Bjernø. [1]

Oligarker fængsles

Oligarkerne sætter Putin hårdt ind overfor fra starten. Da han i 2000 har vundet præsidentvalget, er beskeden til dem, at de kan beholde deres enorme formuer, hvis de fra nu af holder sig ude af politik. De oligarker, der ikke vil makke ret, sætter han sanktioner i gang mod, hvor han foretager arrestationer og beslaglægger de virksomheder, de har fået mulighed for at købe for en slik i 1990’erne, og som han nu igen nationaliserer, så staten nu tjener styrtende på dem. Det rammer bl.a. Mikhail Khodorkovskij, som ejer olieselskabet Jukos og er en af Ruslands rigeste mænd. Da staten overtager Jukos, bliver det starten på en statskapitalisme, hvor staten kommer til at spille hovedrollen på det russiske marked og overtager flere store banker, energiselskaber og infrastrukturselskaber. I 2015 sidder den russiske stat således på cirka 55 % af den russiske økonomi og 28 % af arbejdspladserne, forklarer Bjernø. [1]

Mange af de mænd, som skabte sig en formue i 1990’erne er dog fortsat hovedrige i dag, og nye er kommet til, oftest takket være deres gode kontakter til Putin. Oligarker kan de nuværende russiske mangemilliardærer dog ikke kaldes, for deres rigdom kan ikke længere veksles til storpolitisk magt, som det var muligt under Jeltsin, forklarer Poulsen og Splidsboel. [3]

Konsekvens og betydning

Konsekvensen af den politiske udvikling siden 2000

Siden 2000 er en lang række politiske partier blevet forbudt i Rusland. Der findes stadig i dag et begrænset antal tilladte oppositionspartier – de fleste af dem bakker dog som regel op om regeringen, og kritikere hævder, at de er kunstigt skabte med det formål at lade som om, at Rusland har et reelt folkevalgt demokrati.

Eksperter over en bred kam peger derfor på, at Rusland i dag har et skindemokrati, som dækker over et totalitært styre baseret på valgsvindel, korruption og krænkelse af menneskerettigheder, hvor præsidenten bestemmer suverænt, mens regering, parlament og domstolene blot blåstempler hans beslutninger. [3] [9]  

Der er desuden blevet vedtaget tilføjelser til forfatningen siden 1993, som også formelt har givet præsidenten langt mere magt:

Ifølge forfatningen fra 1993 vælges præsidenten for 4 år ad gangen, og kan kun genvælges én gang. Da Putin ved præsidentvalget i 2008 derfor ikke kan stille op, stiller den Putin-tro Dmitrij Medvedev i stedet op – for at holde stolen varm til Putin, mener kritikere – og udpeger Putin som sin premierminister. Da der igen er præsidentvalg i 2012, er der blevet vedtaget en ændring i forfatningen, som nu tillader Putin at stille op som præsident i 2 x 6 år frem til 2024. Putin vinder valget og udnævner Medvedev som sin premierminister, en post han beholder i 8 år. [3]

I 2020 vedtages endnu en ændring af forfatningen, som giver Putin ret til at blive siddende på magten indtil 2036. Ændringen blev vedtaget ved en folkeafstemning i 2020, hvor eksperter vurderer, at op mod halvdelen af ja-stemmerne var falske, ifølge Poulsen og Splidsboel. [3]

Fra demokrati til totalitært styre

”Det russiske politiske system har ændret sig markant, siden Ruslands forfatning blev vedtaget 1993,” vurderer Poulsen og Splidsboel: ”Putins Rusland er og har længe været et undertrykkende diktatur, hvor den langsigtede tendens under Putins 22 år ved magten har været en stadig strammere kontrol med, hvad man som borger må sige sin mening om, øget brug af valgsvindel osv.,”. [3]

På papiret – dvs. ifølge Ruslands forfatning fra 1993 – ledes Rusland fortsat som et demokrati med en tredeling af magten mellem præsidenten (den udøvende), parlamentet (den føderale forsamling, som er den lovgivende) og domstolene (den dømmende).

Ifølge forfatningen har Ruslands borgere også grundlæggende menneskerettigheder som trosfrihed, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og privat ejendomsret. Ud fra en vestlig målestok styres Rusland dog i dag reelt autoritært og delvist totalitært, påpeger Poulsen og Splidsboel. ”Det politiske system i Rusland er præget af fraværet af demokratisk tradition. Zartiden og Sovjettiden var grundlæggende to varianter af diktatur, trods kortere perioder med demokratiske tiltag, og den reelle demokratisering efter Sovjetunionens sammenbrud varede kun kortvarigt,” forklarer de og peger på, at borgerrettighederne i vid udstrækning krænkes: Der er i dag ingen reel ytrings- og forsamlingsfrihed, begrænset religionsfrihed og censur og undertrykkelse af politiske modstandere, ligesom borgernes retssikkerhed er minimal. [3]

Hvordan krænker det russiske styre borgernes ytringsfrihed?

”Graden af mediestyring har overordnet været støt stigende siden 2014, og efter invasionen af Ukraine 24. februar 2022 har kontrollen over medierne nået et helt nyt og hidtil uset niveau, hvor Kreml har indført krigscensur,” vurderer Poulsen og Splidsboel: ”Internt i Rusland er der vedtaget barske love, som skal kvæle muligheden for offentlig og åben kritik, og som fjerner den i forvejen næsten ikkeeksisterende ytringsfrihed. Styret har desuden i en skarp retorik delt befolkningen op i patrioter og aktuelle/potentielle forrædere. Forræderne skal med præsident Putins ord ’spyttes ud, som hvis man har en flue i munden,’ og medier og organisationer, der får støtte fra udlandet, har siden 2019 skulle mærke sig selv som fremmede agenter på hjemmesider og produkter.” [3]

Andre nye love om ekstremisme og regulering af de sociale medier bruges nu også til at forfølge politiske modstandere. Kritik af krigen i Ukraine definerer styret f.eks. som falsk information, der kan udløse op til 15 års fængsel, og omtale af nederlag, de russiske soldater skæbne osv. i Ukraine defineres som fake news og er også strafbart. [3]

Som konsekvens dømmes mange borgere for ekstremisme, når de udtaler sig kritisk på måder, som her i Danmark ville blive opfattet som en del af den demokratiske dialog og meningsudveksling.

Hvorfor er valgsystemet ikke demokratisk og præget af valgsvindel?

På papiret er folkeafstemninger og valg til parlamentet og præsidentposten demokratiske, men det er ren facade, ifølge Poulsen og Splidsboel.

Valgsvindel og manipulation med vælgerne er de sidste 20 år blevet mere og mere udbredt: Det er svært at få tilladelse til overhovedet at stille op som parti/kandidat, og små fejl som en forkert adresse i en ansøgning kan betyde, at man nægtes ret til at stille op. Kritikere af styret får desuden langt færre ressourcer til at føre valgkamp, og langt mindre taletid i medierne.

På selve valgdagen er valgsvindelen ofte massiv, især uden for de store byer, hvor der er mindre kontrol og mindre kritik af styret. F.eks. i form af stemmekøb; valgtilforordnede, der udfylder massevis af stemmesedler og lægger dem i stemmeurnerne; medarbejdere på offentlige arbejdspladser, der får besked på, hvad de skal stemme, og skal dokumentere dette ved at tage et foto i stemmeboksen af deres identitetskort og stemmeseddel med det rigtige kryds på. [3]

Hvordan forfølges politiske modstandere?

De mest markante og populære oppositionspolitikere fængsles på baggrund af opdigtede anklager eller myrdes, f.eks. lederen af Putins modstandere i parlamentet, Boris Nemtsov, der blev dræbt foran Kremls mure i 2015, og aktivisten Aleksej Navalnyj, der idømmes over 30 års fængsel og dør i en straffekoloni i Sibirien i 2024.

Hvorfor kaldes Ruslands styreform i dag for Putinisme?

Det autoritære og delvist totalitære politiske system i Rusland i dag defineres i dag af eksperter som et putinsk system, baseret på putinisme som samfundsideologi, hvor en stærk stat, et stærkt forsvar og en stormagtstatus kombineret med nationalisme og værdikonservatisme ses som afgørende for Ruslands fremtid.

Poulsen og Splidsboel peger desuden på, at omfanget af tidligere militærfolk og folk fra de hemmelige efterretningstjenester i toppen af det politiske system, der deler denne ideologi, er vokset stærkt i Putins år ved magten – i sådan en grad, at nogle kritikere mener, at Putin og tidligere KGB-folk har kidnappet Rusland og kalder Putins styre et kleptokrati. Dvs. en diktaturstat, hvor korruption og embedsmisbrug i sjælden grad er systematiseret, og hvor den omfordeling af goder, som det giver mulighed for, på mange måde er afgørende for styrets overlevelse, fordi elitens levestandard og privilegier i meget høj grad stammer fra disse kilder til personlig berigelse.

”Det gør Rusland til en svag stat på mange måder, og det gør landet ustabilt, fordi befolkningens interesser og den langsigtede udvikling negligeres”, vurderer Poulsen og Splidsboel. [3]

Hvorfor accepterer mange russere den putinske styreform?

At mange russere accepterer en stærk centralmagt som Putins, selvom den efter Vestens målestok er udemokratisk, korrupt og gang på gang overtræder menneskerettighederne, hænger ifølge Poulsen og Splidsboel sammen med, at det både for mange almindelige russere og landets ledelse ses som den eneste måde, man kan undgå, at Rusland igen kollapser og havner i kaos og krise som i 1990’erne – et årti, der ofte i medierne nævnes som et skræmmeeksempel på, hvor galt det kan gå, hvis centralmagten ikke er stærk nok (læs mere i Faktalink-artiklen Rusland under Boris Jeltsin – 1991-1999).   

Dele af befolkningen accepterer også, at en stor del af magten er placeret centralt hos Putin, fordi de ser det som et værn mod det kaos og den splittelse, en mere demokratiske struktur ville kunne føre med sig i de af Ruslands provinser, der ønsker større selvstændighed: Rusland består af enorme områder med en ikke russisk-befolkning, som f.eks. Tjetjenien, der sidst i 1990’erne fik så høj grad af selvstyre, at det blev set som en trussel. Styret hævder, at det vil ske igen, hvis centralmagten slækker for meget på tøjlerne. [3]

Hvordan reagerer styret på de internationale anklager om manglende demokrati?

Når det russiske styre anklages for at være udemokratisk og overtræde menneskerettighederne, affejer styret kritikken med at Rusland er et ’suverænt demokrati’ – et begreb som Putins stedfortrædende stabschef, Vladislav Surkov, lancerer i 2005, og som markerer et vendepunkt i den politiske linje, der udstikker en klar autoritær kurs, ifølge forsker Jørgen Staun fra Forsvarsakademiets rapport ’Russisk strategisk kultur under Putin’ fra 2018. [3] [9]

Surkov har tidligere formuleret begrebet ’styret demokrati’, og i forlængelse heraf udvikler han begrebet ’suverænt demokrati’. Det sker kort efter den demokratiske Orange Revolution i nabolandet Ukraine i 2004, som en reaktion på truslen om en lignende revolution i Rusland. På samme måde ses Vestens forsøg på at eksportere demokrati til Rusland som en trussel, fordi man i et demokrati tolererer en markant politisk opposition.

Derfor skal Rusland ifølge Surkov følge sin egen vej, adskilt fra Europa og Vesten, for Rusland er en særlig euroasiatisk civilisation, som ikke bare kan kopiere de vestlige samfundsmodeller, for de passer ikke til Rusland [9]: Rusland er et demokrati, der skal forstås på sine egne præmisser, og som tjener det russiske folks interesser bedst. Derfor skal udlandet ikke blande sig i, hvordan Rusland regeres. [3]

På samme måde er en del af styrets selvfortælling, at Rusland altid trues af udenlandske stater, der ønsker at svække, splitte og udbytte landet, og som Rusland derfor skal beskytte sig mod: ”Vesten, især USA, italesættes i dag som hovedfjenden: Putin har advaret NATO om at støtte Ukraine med våben, og han har gentagne gange truet med at anvende atomvåben, hvis Vesten overskrider bestemte grænser i hjælpen til Ukraine, ligesom han betegner Vestens økonomiske sanktioner mod Rusland for en form for krigsførelse,” pointerer Poulsen og Splidsboel. [3]

Udviklingen i Ruslands udenrigspolitik

I 1990’erne er en vigtig udenrigspolitisk strategi for Rusland at blive anerkendt som en del af det europæiske værdi- og kulturfællesskab, og der knyttes bånd til NATO, EU og enkelte EU-lande, som sikrer Rusland økonomisk og teknisk hjælp, kulturudveksling, samhandel og investeringer i Rusland.

Samarbejdet trækker dog med tiden i hver sin retning: Ruslands interesse er primært økonomisk, mens EU-landene presser på for at få sat politiske reformer i gang i Rusland og håber, at Vesten ved at importere store mængder energi fra Rusland kan være med til at skabe økonomisk stabilitet og fremme demokratiet. [3] 

Da Putin kommer til magten, har han i sine første regeringsår fokus på at fortsætte Jeltsins udenrigspolitiske kurs og styrke Ruslands relation til USA og EU, samarbejdet med NATO osv., og han er en af de første til at melde sig på banen som samarbejdspartner i den internationale terrorbekæmpelse efter angrebet på USA 11. september 2001 – samtidig med at Rusland også styrker sine relationer Kina og Indien, bevarer sit samarbejde med Iran, protesterer mod NATOs angreb på Serbien, da Kosovo vil løsrive sig i 1999, og mod USA’s intervention i Irak i 2003 uden mandat fra FN’s Sikkerhedsråd.

Putins opgør med Vesten

På sikkerhedskonferencen i München i februar 2007 indvarsler Putin imidlertid et opgør med Vesten, da han i sin tale anklager USA for at stræbe efter verdensherredømme, en overdreven brug af magt, bl.a. under krigen i Irak og for via NATO at rykke sine styrker frem mod Ruslands grænser. [1] [9]

Takket været den økonomiske vækst i 00’erne, har Rusland genereret økonomiske midler, der nu i tiltagende grad bruges til at styrke det russiske forsvar og føre en stadig mere selvhævdende udenrigspolitik: Siden 2007 har Rusland invaderet Georgien i 2008 og Ukraine i 2014, hjulpet Syriens præsident Bashar al-Assad med at generobre store områder i Syrien i 2015, og igen invaderet Ukraine i 2022.

Rusland har desuden øget sin tilstedeværelse i Afrika [10] og styrket et strategisk partnerskab med Kina [11] [12], og i de senere år anvendt hybrid krigsførelse som desinformation, hacking, sabotage og cyber-angreb mod Vesten, ligesom modstandere af Kreml er blevet snigmyrdet på vestlige landes territorium.

Konsekvens og betydning

NATO-invitationer og Ruslands invasioner efter 2007

Helt fra den nye russiske nations start først i 1990’erne har styret haft fokus på det, der allerede under Jeltsin kaldes ’det nære udland’ – dvs. de stater, som tidligere har været en del af det russiske imperium under zaren og senere under Sovjetunionen, hvor etniske russere udgør et stort mindretal. I 1999 vedtager Dumaen derfor, at den russiske stat skal overvåge de nationale mindretals – dvs. russeres – rettigheder i det nære udland. [3]

Putin har desuden fokus på at sikre Rusland en position som stormagt, der har ret til at dominere sin egen region, dvs. ’det nære udland’, uden at de andre stormagter blander sig, og kræve, at de små stater i det russiske nærområde fører en acceptabel tilpasningspolitik over for Rusland. [9]

Invasionerne i Georgien i 2008 og Ukraine 2014 udspringer derfor blandt andet af, at NATO i april 2008 stiller de russiske nabolande Georgien og Ukraine i udsigt, at de kan blive medlem af NATO på et tidspunkt, da de to lande er i gang med en demokratiseringsproces, der vil kvalificere dem til NATO-medlemskabet. Staun peger på, at Rusland var følsom over for risikoen for NATO-udvidelser i øst, der kunne true Ruslands position som stormagt i regionen [9], ligesom Poulsen og Splidsboel peger på, at NATOs invitation sås som en trussel både mod Ruslands sikkerhed og mulighed for kontrol med staterne i ’det nære udland’. [3]

Invasionen i Georgien i 2008

I Georgien har Rosenrevolutionen i 2003 bragt den provestlige Mikhail Saakasjvili til magten, Hans mål er at få Georgien optaget i EU, og ved en folkeafstemning i maj 2008 stemmer 77% for Nato-medlemskab. [13]

Samtidig er der uroligheder internt i Georgien, i de to områder Abkhasien og Sydossetien, der begge har erklæret sig for selvstændige udbryderrepublikker, selvom Georgien ikke har anerkendt deres selvstændighed. 8. august 2008 i sætter Rusland store militære styrker ind mod Georgiens hær i Sydossetien, som må opgive at få kontrol over Sydossetien og trække sig tilbage, hvorefter Rusland anerkender Sydossetiens selvstændighed. [14] [15]  

Ved parlamentsvalget i 2012 taber Georgiens provestlige parti til det moskvavenlige parti Georgiens Drøm, som mangemilliardæren Bidzina Ivanisjvilis står bag, og den provestlige ekspræsident Saakasjvili anklages nu for magtmisbrug og flytter til udlandet. Da han vender tilbage i 2021 for at genvinde magten, idømmes han 15 års fængsel for magtmisbrug, underslæb mm. – anklager, han afviser som politisk motiverede. [15]

Georgiens Drøm har siddet på magten siden 2012 – ifølge internationale valgobservatører pga. køb af stemmer, pres på vælgere, misbrug af statens ressourcer i valgkampen osv. – og udøver en autoritær regeringsstil med chikane, arrestationer og overfald af oppositionspolitikere, stigende pres på ytrings- og forsamlingsfrihed, samt en stempling af alle, der modtager udenlandsk støtte, som fremmede agenter. [16]

Anneksionen af Krim 2014

Ved Den Orange Revolution i 2004 afsættes Ukraines præsidenten på grund af valgsvindel. Det efterfølgende præsidentvalg overvåges nøje af internationale observatører og vindes af den pro-vestlige Jusjtjenko, som sætter en moderniseringsproces i gang, der orienterer sig mod Vesten.

Ukraine er imidlertid afhængig af russisk gas, som er landets primære energikilde, og da Rusland svarer igen ved at sætte prisen på gas op og derefter lukke for den, da Ukraine ikke kan betale for den, tvinges den ukrainske regering til at indgå aftaler med Rusland. [1] 

I februar 2014 erobrer Rusland Krimhalvøen fra Ukraine, da Ukraines prorussiske præsident Viktor Janukovitj må flygte ud af landet. EU har tilbudt Ukraine en samarbejdsaftale (en associeringsaftale), der med tiden kan føre til, at Ukraine bliver medlem af EU. Men aftalen er uforenelig med Ukraines økonomiske samarbejde med Rusland, som sikrer Ukraine adgang til russisk gas. Efter pres fra Putin vælger Janukovitj derfor i november 2013 at samarbejde med Rusland fremfor EU. Det udløser voldsomme protestdemonstrationer i Ukraine med væbnet kamp mellem demonstranter og politiet, hvorefter Janukovitj flygter til Rusland.

Da oppositionen i Ukraine nu erklærer ham for afsat og danner en ny regering, beslutter Putin at annektere halvøen Krim, som er en del af Ukraine. Begrundelsen er, at Rusland vil beskytte de mange etniske russere, som udgør flertallet af indbyggerne på Krim.

Rusland har i forvejen en militærbase på Krim, og indsætter nu flere soldater. Ved en folkeafstemning på Krim med massive valgsvindel, stemmer 95,5 % af vælgerne ja til at blive en del af Rusland, og 18. marts optages Krim og dens hovedby Sevastopol som en del af Rusland/Den russiske føderation, selvom Ukraine og det internationale samfund ikke anerkender denne annektering. [1]

Historiebrug af russisk politik siden 1991

Politisk-ideologisk historiebrug

Putins støtter omtaler ofte perioden i 1990’erne som en ’forvirringens tid’. Det henviser til en historisk periode i begyndelsen af 1600-tallet, hvor Rusland efter zar Ivan den Grusommes død var præget af opløsning og borgerkrig. Dvs. den historiske reference bruges til at kaste et negativt lys over den periode af det ny Ruslands historie, hvor demokratiseringen var mest fremskreden, og dermed til at søge at styrke forestillingen om, at demokrati i en russisk sammenhæng er lig med økonomisk og socialt kaos, forklarer Poulsen og Splidsboel og peger på, at det taler ind i den erfaring, befolkningen har med 1990’erne: For almindelige russere er der ikke noget godt at sige om det årti, hvor omstilling til markedsøkonomi og demokrati viste sig at blive særdeles vanskelig og kaotisk, og tiden var præget af social nød, politisk kaos, omfattende lovløshed og borgerkrig i Tjetjenien. [3]

Politisk-ideologisk historiebrug af Ruslands fortid som imperium

Allerede i 1992, i den nye russiske stats første år, blev der slået symbolsk bro tilbage til fortiden med en udbredt historiebrug af referencer til zartiden. Farverne i Ruslands nye flag og symbolerne i det nye rigsvåben stammede fra zartiden og prydede nu alle statens bygninger, Ruslands nye parlament, Dumaen blev opkaldt efter zar Nikolaj 2’s Duma, mange byer fik deres navne fra zartiden tilbage og Den Røde Plads i Moskva blev føres tilbage til sit oprindelige udtryk i zartiden. [1]

Ruslands udenrigspolitik under Putin skal også ses i lyset af Putins hyppige referencer til Rusland som en naturlig stormagt med historiske rødder tilbage til to store imperier, Sovjetunionen og zartidens Rusland. Bl.a. i hans tiltrædelsesmanifest 30. december 2001, hvor han refererer til Ruslands naturlige historiske rolle som stormagt, ligesom han i 2002 lancerer Sovjetunionens nationalhymne med en ny tekst som Ruslands nye nationalsang, der hylder Ruslands historie og traditioner.

Putin og hans styre refererer også hyppigt til Ruslands fortid i taler og erklæringer for at skabe et billede af Rusland som et evigt offer for udenlandske rænker og intriger, men også som en historisk stormagt, der er forudbestemt til at sejre, trods perioder med lidelser, påpeger Poulsen og Splidsboel. I forbindelse med 350 året for zar Peter den Stores fødsel, gav Putin f.eks. åbent udtryk for, at det nu var op til den russiske befolkning at tage tilbage, ’hvad der engang har været vores’. Putin taler dermed ind i den holdning, som mange russere – også politikere, mediefolk og opinionsdannere – abonnerer på: At Vesten har snydt og ydmyget Rusland, forårsaget Sovjetunionens fald og nu fører en hemmelig krig mod Rusland i et forsøg på at overtage kontrollen over Ruslands enorme naturressourcer. Dette nederlag og denne trussel skal der i følge Putin gøres op med, ved at der skabes et stort, stærkt og – ikke mindst – frygtet Rusland. En stormagt, som ikke bare dominerer de stater, der ligger rundt om Ruslands grænser, men som i international politik er i øjenhøjde med USA og Kina. [3]

Eksistentiel historiebrug: Rusland som en stormagtscivilisation i egen ret

I Putins udlægning er Rusland derfor en civilisation i egen ret, som er forudbestemt til at være en stormagt: Nutidens Rusland er en forlængelse af Zartidens Rusland og Sovjetunionen, og borgerne er – i Putins udlægning kendetegnet ved deres stærke fædrelandskærlighed, deres uselviske patriotisme og deres accept af stærke myndigheder og forpligtende fællesskaber. [3]

At Rusland har invaderet Ukraine kan derfor forstås som et udtryk for, at Putin stadig ser Rusland som et storimperium: Reelt består Rusland i dag både af et kerneområde, hvor flertallet er etniske russere, og af enorme områder, hvor flertallet ikke er etniske russere. Ruslands opbygning af mange forskellige etnisk-dominerede områder afspejler derfor Sovjetunionens imperiale opbygning. Og selvom Sovjetunionens opløsning var starten på en afkoloniseringsproces, hvor de sovjetrepublikker blev selvstændige, forsøger Putin stadig i dag at fastholde Rusland som en koloniherre, der underlægger sig nabolande i Ruslands nære magtsfære, f.eks. ved at føre en form for kolonikrig mod Ukraine, vurderer Poulsen og Splidsboel. [3]

Politisk/ideologisk historiebrug i forbindelse med Ukrainekrigen

De peger desuden på, at den retorik, som Putin og hans styre bruger til at legitimere angrebet, har skiftet karakter, siden krigens start:

Først blev angrebet på Ukraine italesat som en defensiv handling: Ukraines regering blev blandt andet anklaget for at bestå af nynazister, der ville begå folkedrab på den russiske del af befolkningen i det østlige Ukraine, med reference til Nazitysklands angreb på Sovjetunionen under 2. verdenskrig. Siden skiftede Putin og styret over til en neoimperialistisk diskurs, hvor formålet med krigen blev italesat som at tilbageerobre tidligere russisk territorium, med reference til Katarina den Stores krig mod tyrkerne i 1768-74, hvor hun erobrerede et område i det sydøstlige Ukraine inklusive Krim-halvøen, som hun kaldte Novorossija.

At Rusland f.eks. har brugt tunge våben mod beboelsesområder I Ukraine i stort omfang, ser Poulsen og Splidsboel også som et tydeligt udtryk for en klassisk imperialistisk tilgang, hvor Putin satser på at terrorisere Ukraine til underkastelse: ”Ruslands krigsførelse i Ukraine er præget af en dyb foragt for humanitære hensyn og gældende folkeret og har karakter af en angrebskrig, der ikke i dag kan begrundes med legitime russiske interesser,” påpeger de.

Ruslands manglende opgør med sin imperiale fortid og nutid ser de derfor som en central del af forklaringen på Putins krig i Ukraine: Rusland er i dag reelt kun et delvist afkoloniseret kolonirige, og den imperiale arv fra Sovjettiden giver i dag Ruslands inden- og udenrigspolitik et ganske særlige præg, som på mange måder er i modstrid med moderne vestlige værdier. [3]

Ruslands udvikling under Putin

Hvor er Rusland på vej hen i dag?

Den franske historiker Marléne Larulle deler Rusland udvikling efter Sovjetunionens opløsning op i tre faser, hvor Rusland har søgt at skabe sin særlige identitet og position i den internationale verdensorden [1] [17]:

• Jeltsin-tiden 1991-99: Rusland som en liberal, demokratisk, konstitutionel og multietnisk nation, der søger integration med Vesten
• Putins første præsidentperioder 2001-2008: Rusland som en statspatriotisk, borgernationalistisk, illiberal konstitutionel og multietnisk nation, der har stormagtsstatus og suverænitet.
• Putins præsidentperioder siden 2012: Rusland som et etnisk nationalistisk projekt, hvor Rusland opfattes som et imperium med de etniske russere som en unik civilisation, der må forsvarer sig mod Vesten.

Hvordan forholder Putin sig til de udfordringer, Ukraine-krigen har givet Rusland?

Putin erklærede i juni 2022 i en tv-transmitteret tale til befolkningen, at Rusland – trods de økonomiske udfordringer i kølvandet på Ukrainekrigene og Vestens sanktioner – vil klare sig igennem: ”Skridt for skridt vil vi normalisere situationen (...) Vi er en stærk nation, og vi kan håndtere enhver udfordring. Ligesom Vores forfædre. Vi kan løse enhver opgave. Det vidner hele Vores tusindårige historie om.” [3]

En række vestlige politikere og forskere er dog ikke enige: De forudser, at udfordringerne vil hobe sig op for Rusland i de kommende år, og at Rusland snarere vil blive svagere end stærkere, skriver Poulsen og Splidsboel. Kort før årsskiftet 2021/22 udtalte NATO’s generalsekretær Jens Stoltenberg f.eks., at Rusland er en statsmagt i tilbagegang, og at Ruslands BNP og vækst sakker bagud i forhold til mange andre lande. Blandt andet på grund af en stigende ældrebyrde, klimaproblematikker, korruption og udfordringer med at tiltrække og fastholde investeringer samt sikre vækst og udvikling. [3]

Disse problemer er ikke blevet mindre i dag. I Ruslands-korrespondenten Lev Kadiks artikel ”Rusland bliver mere fattigt. Det bevæger sig i retning af udviklingslandene” bragt på politiken.dk 25. april 2025 peger den russiske økonom Nikolaj Kulbaka på, at Ruslands økonomi for alvor skranter, og den russiske økonom Igor Lipsits vurderer, at Rusland nu er ramt af stagflation, fordi priserne stiger, mens økonomien er gået i stå. [18]

Rusland havde ellers verdens 6. største økonomi, da Rusland invaderede Ukraine i 2022, men den russiske økonomi hviler på et svagt grundlag, da den er baseret på eksport af få råvarer som olie og gas. Det betyder, at Ruslands økonomi er meget sårbar, når priserne på verdensmarkedet på f.eks. olie og gas falder. Sammen med Vestens omfattende økonomiske sanktioner mod Rusland på grund af krigen i Ukraine, hvor en række lande sigter mod at gøre sig uafhængig af russisk gas og olie, skaber det stor usikkerhed om, hvordan den russiske økonomi vil udvikle sig.

Hvordan kan udfordringerne påvirke Putins politiske kurs?

Krigen tærer derfor på den russiske økonomi, og dermed også på Ruslands evne til at dominere ’det nære udland’, som spiller en central rolle i Ruslands forståelse af sig selv som en stormagt, påpeger Poulsen og Splidsboel. Når konflikten i Ukraine en dag er slut, skal der desuden bruges mange penge på at genopbygge Ruslands hær: ”Der er efter alt at dømme ingen økonomisk og politisk kattelem for Putin og hans styre. Som det ser ud nu, vil landet være sanktionsramte i lang tid og må klare sig gennem de kommende år på bedste beskub. Nødvendigheden af reformer vil nok gradvist melde sig og øve et stigende pres på styret, fordi befolkningen vil opleve en fortsat reallønsnedgang og fordi det ikke vil være muligt for Rusland at bevare en position som stormagt uden økonomiske reformer. Når den tid kommer, er det med stor sandsynlighed uden Putin ved roret. Han vil da enten være afgået ved døden, trådt tilbage eller være blevet styrtet,” forudser de. [3]

Hvorfor prioriterer Putin alligevel at fortsætte Ukrainekrigen?

Ukrainekrigen koster Rusland dyrt, både økonomisk og i menneskeliv, men slutter formentlig først, når Rusland har besejret Ukraine, selv er tvunget i knæ eller har oplevet et regimeskifte: ”Konfrontationen mellem Rusland og Vesten vil være langvarig, og at vi i Vesten står vi overfor en ny kold krig, som i de kommende år vil befinde sig kun få grader under en varm krig,” vurderer Poulsen og Splidsboel [3]

På spørgsmålet om, hvorfor Putin prioriterer at fortsætte krigen, peger eksperterne blandt andet på, at krigen spiller en central rolle i Putins ønske om at markere Rusland som en regional euroasiatisk stormagt, at Ukraines demokratiseringsproces udgør en trussel mod Rusland, der kan udløse en dominoeffekt og underminere Putins styre, og at man kan reducere den russiske udenrigspolitik til en indenrigspolitik. Fordi det primære mål med krigen for Putin og hans rådgivere er at bevare grebet om magten hjemme i Rusland, ved at opnå popularitet og øge styrets legitimitet. [3]  

Tal fra meningsmålingsinstituttet Levada, det uafhængige russiske meningsmålingsinstitut, viser, at vælgernes støtte til Putins steg med 20% point i månederne efter invasionen i Ukraine i 2014, og året efter, da Rusland igangsatte en militær intervention i Syrien, billigede 89% af vælgerne Putins virke som præsident, hvilket var det hidtil højeste niveau. [3] [19] Krim-effekten fik i begyndelsen vælgerne til at glemme reallønsnedgangen, sociale problemer og korruption, ifølge Poulsen og Splidsboel, men bølgen fladede derefter ud, og i 2020 støttede blot 59% af vælgerne Putin. Invasionen i Ukraine i februar 2022 fik dog atter Putins popularitet til at stige: De russiske borgere fik i de statskontrollerede medier forklaret, at en trussel rettet mod Rusland krævede resolut handling i form af en særlig militær operation, som deres præsident leverede. På direkte tv kunne befolkningen følge, hvordan han styrede slagets gang og beordrede de russiske tropper ind over grænsen til Ukraine. Planen var, at invasionen skulle have været succesfuldt overstået i løbet af få dage, så Putin hurtigt ville nå sit indenrigspolitiske mål om at fremstå som den handlekraftige store beskytter af Rusland. [3]

Hvad mener den russiske befolkning om Putins politik?

Der er en grundlæggende accept af Putins styre blandt mange russere, men der er også en god portion kynisme i befolkningens syn på magthaverne, og alder, socialgruppe og bopæl har stor betydning for, i hvor høj grad man støtter regimet [3]: Mens 9 ud af 10 over 70 år støtter krigen i Ukraine, er hver anden under 30 år imod den. Og mens 84 % af de +55årige begræder Sovjetunionens sammenbrud, gælder det kun 24% af de 18-24årige i 2021, ifølge det russiske opinionsinstitut Leveda. [1]

Af de i alt 63% af den samlede befolkning, der begræd Sovjetunionens sammenbrud i 2021, var årsagen for 49% især ødelæggelsen af det sammenhængende økonomiske system, og for 46% især at have mistet følelsen af at høre til en stormagt, ifølge Leveda. [1]

På grund af den omfattende censur af ytringsfriheden, er det dog svært at få et retvisende billede af, hvad befolkningens holdning til krigen er, men tendensen ser ud til at være, at et flertal af russere på et eller andet tidspunkt har støttet krigen. Selvom støtten er aftaget i takt med at omkostningerne ved krigen er blevet mere synlige, ser dele af befolkningen den dog fortsat som en nødvendig kamp for Ruslands eksistens, forklarer Poulsen og Splidsboel. [3]

Er Danmark truet af Rusland?

Ruslands efterretningstjeneste GRU anklages i maj 2025 af en række vestlige efterretningstjenester, bl.a. Forsvarets Efterretningstjeneste i Danmark, FE, for cyber-spionage og cyber-angreb mod organisationer, der støtter Ukraine, og for at planlægge destruktive cyber-angreb mod bl.a. Danmarks forsvar, infrastruktur osv. i tilfælde af krise eller krig, skriver Claus Blok-Thomsen og Hans Davidsen Nielsen i Politiken 30. maj 2025 i artiklen ”En særlig gruppe af russiske cyber-spioner forbereder sig på en mulig krig med Danmark.” [20]

I en pressemeddelelse fra FE 9. februar 2025 vurderer FE desuden, at den militære trussel fra Rusland vil stige over de kommende år, da Rusland sideløbende med sin krigsindsats i Ukraine siden 2022 har genopbygget og reformeret landets militære styrker, med det må at de skal kunne føre en ligeværdig kamp mod NATO-styrker, støttet af Kina, Nordkorea og Iran. Det er dog usandsynligt, at Rusland vil kunne kæmpe mod Ukraine og mod et eller flere andre NATO-lande. Men når krigen stopper, vurderes det, at Rusland indenfor 2 år vil være klar til en regional krig i Østersøregionen og indenfor 5 år til en storskalakrig på det europæiske kontinent, hvis USA ikke involverer sig, og hvis ikke NATO-landene opruster i samme takt, lyder FE’s vurdering. [21]

Citerede kilder

1. Kopier link

   1.

   Ruslands historie

   Bog

   Nicolai Bjernø

   Columbus, 2025

   Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

   1. Definition
   2. Forløb
   3. Udenrigspolitik
   4. Konsekvens
   5. Historiebrug
   6. Perspektiv
2. Kopier link

   2.

   Rusland

   Hjemmeside

   Globalis.dk, FN-forbundet, 03-12-2024

   Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

   1. Definition
3. Kopier link

   3.

   Putins krig

   Bog

   Niels Bo Poulsen og Flemming Splidsboel

   Gyldendal, 2023

   Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

   1. Definition
   2. Årsag
   3. Forløb
   4. Konsekvens
   5. Udenrigspolitik
   6. Konsekvens
   7. Historiebrug
   8. Perspektiv
4. Kopier link

   4.

   Vladimir Putin

   Leksikonartikel

   Jakob Tholstrup

   lex.dk, 14-10-2024

   Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

   1. Definition
5. Kopier link

   5.

   Boris Jeltsin

   Leksikonartikel

   Anders Nygaard, Lars Peder Poulsen-Hansen, Thomas Petersen

   lex.dk, 03-10-2024

   Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

   1. Årsag
6. Kopier link

   6.

   Ruslands historie efter 1991

   Leksikonartikel

   Thomas Petersen

   lex.dk

   Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

   1. Forløb
7. Kopier link

   7.

   Ruslands historie 1945-1991

   Leksikonartikel

   Carsten Pape

   lex.dk, 02-10-2024

   Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

   1. Forløb
8. Kopier link

   8.

   Russian Federation, Datasets, World Economic Outlook 1980-2030

   Statistik

   imf.org, april 2025

   Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

   1. Forløb
9. Kopier link

   9.

   Russisk strategisk kultur under Putin

   Rapport

   Jørgen Staun

   Forsvarsakademiet, februar 2018

   Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

   1. Forløb
   2. Konsekvens
   3. Udenrigspolitik
   4. Konsekvens
10. Kopier link

    10.

    Et opgør med russisk indflydelse i Afrika kræver, at Vesten ser kritisk på sig selv

    Artikel

    Karen Philippa Larsen og Katja Lindskov Jacobsen

    diis.dk, 26-08-2024

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Udenrigspolitik
11. Kopier link

    11.

    Forholdet mellem Rusland og Kina har aldrig været stærkere

    Artikel

    Liselotte Odgaard, Charlotte Flindt Peteresen og Ida Sparre Ulrich

    udenrigs.dk, 12-10-2023

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Udenrigspolitik
12. Kopier link

    12.

    Tre punkter, hvor Rusland og Kina vil det samme – og ét, hvor de er uenige

    Artikel

    Brita Kvist Hansen og Cecilie Kallestrup

    dr.dk, 22-03-2023

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Udenrigspolitik
13. Kopier link

    13.

    Georgiens historie efter 1991

    Leksikonartikel

    Søren Theisen

    lex.dk, 18-02-2025

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Konsekvens
14. Kopier link

    14.

    Sydossetien

    Leksikonartikel

    Märta-Lisa Magnusson

    lex.dk, 02-10-2024

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Konsekvens
15. Kopier link

    15.

    Mikhail Saakajsvili

    Leksikonartikel

    Anders Nygaard, Lars Peder Poulsen-Hansen og Jakob Tolstrup

    lex.dk, 12-03-2025

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Konsekvens
16. Kopier link

    16.

    Parlamentsvalg i Georgien 2024

    Leksikonartikel

    Jakob Tholstrup

    lex.dk, 18-02-2025

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Konsekvens
17. Kopier link

    17.

    Russian Nationalism, Foreign Policy, and Identity Debates in Putin’s Russia

    Bog

    Marléne Larulle

    Columbia University Press, april 2012

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Perspektiv
18. Kopier link

    18.

    Rusland bliver mere fattigt. Det bevæger sig i retning af udviklingslandene

    Artikel

    Lev Kadik

    politiken.dk, 25-04-2025

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Perspektiv
19. Kopier link

    19.

    Russian Approval of Putin Soars to Highest Level in Years

    Statistik

    Julie Ray og Neli Esipova

    Gallup.com, 18-07-2014

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Perspektiv
20. Kopier link

    20.

    En særlig gruppe af russiske cyberspioner forbereder sig på en mulig krig med Danmark.

    Artikel

    Claus Blok-Thomsen og Hans Davidsen Nielsen

    Politiken.dk, 30-05-2025

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Perspektiv
21. Kopier link

    21.

    Opdateret vurdering af truslen fra Rusland mod Rigsfællesskabet

    Pressemeddelelse

    Forsvarets Efterretningstjeneste, 09-02-2025

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Perspektiv
22. Kopier link

    22.

    Russian artist jailed for seven years over Ukraine war price tag protest

    Artikel

    Andrew Roth

    theguardian.com, 16-10-2023