Hvad leder du efter?

Billede af det et kinesiske skib Yi Peng 3, som  er mistænkt for sabotage af to datakabler i Østersøen i november 2024

Det kinesiske skib Yi Peng 3 er mistænkt for sabotage af to datakabler i Østersøen i november 2024

Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

Det kinesiske skib Yi Peng 3 er mistænkt for sabotage af to datakabler i Østersøen i november 2024 Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

Hybridkrig

Hovedforfatter

  • Anne Anthon Andersen, journalist, feb. 2025

Læsetid: 16 min

Indhold

Indledning

Hybridkrig er en moderne form for konflikt, der bruger utraditionelle militære metoder og taktikker til at skaffe sig magt. Hybridkrig er med andre ord end mere usynlig og subtil åde at opnå politiske og militære mål uden erklæret at gå i krig på den måde, vi almindeligvis kender til med åbne angreb i et fysisk afgrænset område. Hybridkrigens værktøjer og teknikker er alt fra cyberangreb og misinformation til økonomisk pres, angreb på kritisk infrastruktur som gasledninger eller brug af spioner. Et aktuelt eksempel på hybridkrig er Ruslands invasion af Ukraine, hvor cyberangreb og misinformation spiller en afgørende rolle udover det rent militære angreb. Vi har blandt andet set sabotage af gasledninger og kommunikationskanaler og flygtningestrømme over grænsen til Finland, som formentlig er blevet orkestreret af russerne. I hybridkrig er det netop en bevidst taktik, at det er uklart, hvem der står bag, så man ikke kan erklære krig den anden vej. Usikkerheden, og det at fjenden og angrebene foregår i det skjulte, gør hybridkrigens metoder både uforudsigelige og effektfulde. Hybridkrigens angreb er med til at skabe splid og uro, og det er netop hensigten og målet for dens bagmænd, så det bliver lettere at nå sine mål uden at det er tydeligt, at der er kamp og krig. Hybridkrigen er en ny form for krigsførelse, hvor man er i tvivl om, om der er krig eller fred, som militærhistoriker Niels Bo Poulsen, chef for Institut for Strategi og Krigsstudier ved Forsvarsakademiet, formulerer det. Hybridkrig handler først og fremmest om at skabe utryghed i befolkningen.

Relaterede emner

Hvorfor er Rusland så interesseret i Bornholm?

Videoen forklarer, hvorfor Rusland er interessant for Rusland, og hvorfor danske politikere har valgt at opruste og sende fregatten Esbern Snare og to F-16 fly til Bornholm, efter Rusland invasion af Ukraine.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold, derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Definition af hybridkrig

Hvad er hybridkrig?

Hybridkrig dækker over en krigsførelse, der bevidst søger at skabe splid, uro og destabilisere med henblik på selv at opnå strategiske fordele eller mål, men med andre metoder end konventionel militær magt. Det kan være med taktikker som cyberangreb, misinformation, økonomisk pres og politisk manipulation. Særligt kendetegnende for hybridkrig er, at de, som står bag, er interesseret i at operere i det skjulte og operere i gråzoner, hvor grænserne mellem krig og fred er uskarpe. Hybridkrigens formål er at skabe usikkerhed og destabilisering. Slår man hybridkrig op i ordbogen, lyder definitionen, at hybridkrig er en ”konflikt, hvor både militære og ikkemilitære virkemidler (f.eks. forsøg på at skabe utryghed, kaos og mistillid til magthaverne i samfundet) bruges til at svække fjenden,” som det fremgår af ordbogen ordnet.dk [1]. ”I Europa har vi i 2024 set en række eksempler på angreb med hybride midler mod civile organisationer og virksomheder, bl.a. offensive efterretningsoperationer, brandstiftelse mod Ukraine-relaterede mål, hærværk og russisk desinformation. Flere lande har desuden officielt meldt ud, at Rusland står bag en række cyberangreb mod landene,” kan man læse på Forsvarets Efterretningstjenestes hjemmeside under overskriften ”Den hybride trussel” [2]. På Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) hjemmeside kan man læse, at chefen for den russiske generalstab, Valerij Gerasimov, taler om hybridkrig som en krig kendetegnet ved at være ”ikkeerklæret, at grænserne mellem det militære og civile udviskes, og at kampene udkæmpes både i de fysiske arenaer og i informationsrummet” – tanker som også bliver kaldt ”Gerasimovdoktrinen”. Hybridkrig bliver af russiske eksperter kaldt ”kontrolleret kaos”, fremgår det under overskriften ”Hybridkrigen raser” [3].

Fakta om hybridkrig

Hvad er de mest almindelige angrebsmetoder?

Blandt de mest udbredte angrebsmetoder er cyberangreb – dvs. hacking af kritisk infrastruktur som f.eks. elnet, vandforsyning, sundhedssystemer eller militære netværk for at skabe kaos, stjæle information eller deaktivere systemer. Spredning af falske eller manipulerende informationer – såkaldt desinformation og misinformation – ofte spredt via sociale medier eller officielle kanaler for at forvirre eller vildlede befolkningen, påvirke befolkningen i en bestemt retning eller underminere tilliden til myndighederne, er også kendte værktøjer i hybrid krigsførelse. Fysiske angreb mod civile eller symbolsk vigtige mål for at skabe frygt og presse regeringer til at handle på en bestemt måde, er også en del af den hybride krigsførelses taktik.

What is hybrid warfare? – Kilcullen's theory about liminal maneuver

Anders Puck Nielsen fra Forsvarsakademiet forklarer, hvad hybridkrig er (På engelsk. Man kan sætte danske undertekster på i playeren).

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold, derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Hvilke konkrete forsøg har vi set, siden Rusland invaderede Ukraine?

Siden Rusland invaderede Ukraine, har en række hybridangreb på europæisk jord været en del af Ruslands taktik mod målet at øge sin magt. I artiklen ”Kæmpe kortlægning viser Ruslands hybride angreb på Europa” på TV2.dk kan man læse om, hvordan TV2 har kortlagt over hundrede hændelser af hybridangreb, siden Rusland invaderede Ukraine. Blandt andet kan man læse om, hvordan elkablet Estlink 2 pludseligt svigtede, og hvordan en russisk skyggeflåde (skibe, der bruges til at omgå internationale sanktioner ved at transportere varer under falske flag og med uigennemsigtige ejerforhold) i Den Finske Bugt mistænkes for at have ødelagt flere undersøiske kabler mellem Finland og Estland. I sommeren 2024 kom det frem, at Rusland havde planlagt et attentat mod en tysk våbenproducent, der var på vej til at bygge en kampvognsfabrik i Ukraine, mens brandbomber satte ild til DHL-fragtcontainer i Leipzig Tyskland, og et DHL-center i Minworth i England. Brandbomberne blev senere kædet sammen med fire personer, som blev anholdt og mistænkt for at ville have sendt brandbomberne til Nordamerika. I artiklen forklarer Jeanette Serritzlev, der er militæranalytiker ved Forsvarsakademiet, det som eksempel på, at Rusland har gjort fysiske angreb til en del af hybridkrigen mod Europa og NATO. Også mennesker på flugt er blevet brugt som led i hybridangreb. I efteråret 2023 bevægede 900 migranter fra Mellemøsten og Afrika sig f.eks. over grænsen til Finland fra Rusland, fordi de af de russiske og belarusiske myndigheder var blevet lovet, at de kunne søge asyl i Europa, fortalte migranterne. Denne metode er tidligere set brugt i Polen, Litauen, Letland og er et effektivt og billigt middel til at presse og skabe konflikt i modtagerlandet, fremgår det af artiklen [4], som også nævner eksempler på desinformation og russiske spioner i Europa som eksempler på russiske hybridangreb, som har fundet sted, efter at Rusland invaderede Ukraine.

Hvilke teknologier eller infrastrukturer er særligt sårbare overfor hybridangreb?

Nogle infrastrukturer er særligt sårbare, fordi de har afgørende betydning for, at vores samfund kan fungere. Blandt andet fordi andre systemer er afhængige af, at de virker. Derfor kaldes de almindeligvis for kritisk infrastruktur. Det er f.eks. vores energiforsyning, dvs. elektricitetsnet, olie og gas, som bliver sendt ud via transformatorstationer og rørledninger. Hvis de bliver ramt, kan det skabe omfattende strømafbrydelser, som gør, at vi ikke kan tænde varme, lys, lave mad, bruge elektriske apparater osv. Vandforsyningen er også en kritisk infrastruktur, fordi vi har brug for vand. Vores kommunikationsnet – både telefon og internet er også, hvad man kalder kritisk infrastruktur. Ligesom transportsektoren, finanssektoren, sundhedsvæsnet, fødevareproduktion er det. Også forsvarets faciliteter og netværk er kritisk infrastruktur, fordi det har alvorlige konsekvenser for landets sikkerhed, hvis det bliver lammet af hybridangreb, kan man læse i analysen ”Resiliens i den kritiske infrastruktur – En spørgeskemaundersøgelse blandt eksperter”, som IDA står bag [5].

Hvorfor giver bagmændene sig ikke til kende?

Når bagmændene bag hybride angreb ikke giver sig til kende, er det, fordi det netop er en del af målet med hybridangreb at øge usikkerheden ved, at man ikke ved, hvem der står bag. Formålet med hybridangreb er først og fremmest at skabe frygt og uro – og også gerne splid mellem lande, som kan alliere sig. Når bagmændene ikke giver sig til kende, er der jo ingen, der med sikkerhed kan vide, hvem fjenden er, og det skaber en handlingslammelse, som bagmændene er interesserede i, fordi det styrker deres magt. Der er flere forskellige måder at camouflere et angreb på, blandt andet at staterne bag hybridangreb bruger såkaldte proxy-metoder. Dvs. at man får kriminelle eller spioner til at handle på angriberens vegne, så det bliver endnu sværere at finde ud af, hvem der står bag, som den selvstændige cybersikkerhedsrådgiver og pensionerede major John Foley forklarer i artiklen ”John Foley om cyber- og hybridangreb: Jeg synes, at de danske myndigheder i unødvendig grad holder befolkningen uvidende” på Ræson.dk [6].

Hvordan virker hybridkrig?

Hybrid krigsførelse har som beskrevet mange forskellige virkemidler og værktøjer. Det, der gør hybrid krigsførelse effektiv, er at den er er netop kompleks og uforudsigelig og bruger flere metoder samtidig – fx sabotage, desinformation, cyberangreb, økonomisk og politisk pression for at destabilisere modstanderens samfund og myndigheder. Ofte søger bagmændene bag at udnytte sårbarheder i et lands systemer og at ramme kritisk infrastruktur, så det skaber frygt og forstyrrelser. ”Formålet er at svække de vestlige landes sammenhold og modstandskraft,” som militæranalytiker Jeanette Serritzlev forklarer det på Danske Beredskabers hjemmeside under overskriften ”Hybridkrigen er her allerede” [7].

Hybridkriges betydning

Hvordan påvirker hybridkrig den angrebne part?

Hybridkrig kan påvirke det angrebne land på flere forskellige måder, f.eks. ved sabotage af konkrete mål og ved at hacke kritisk vigtige hjemmesider og samfundssystemer. Det kan også være at påvirke folkestemningen gennem misinformation. Men angrebene er ikke målet i sig selv. Hovedformålet er at skabe usikkerhed og utryghed i en befolkning og på den måde demonstrere magt og vilje til at skade og styre. Den uro, de hybride angreb skaber, bruges dernæst til at presse befolkningen og beslutningstagerne, som man kan læse på Danske Beredskabers hjemmeside under overskriften ”Hybridkrigen er her allerede” [7]. Det er en kendt strategi at forsøge at skabe splid og uro ved hjælp af hybride angreb, før en militær invasion. F.eks. har Rusland længe brugt hybridkrig til at destabilisere Ukraine gennem en kombination af militære operationer, cyberangreb og misinformation – også længe før den egentlige invasion. Selvom Ruslands hybridangreb som led i den aktuelle krigsførelse mod Ukraine, er Rusland langt fra alene om at føre hybridkrig. En lang række lande bruger hybride krigsmetoder. F.eks. har Kina længe ført hybridkrig i det Sydkinesiske Hav, hvor de kombinerer militære operationer med økonomisk pres og misinformation for at styrke deres territoriale krav, f.eks overfor Taiwan og Filippinerne, som det kan læses i artiklen ”USA fordømmer Kina for eskalerende handlinger i omstridt hav” på nordjyske.dk [8].

Hvordan er hybridangreb blevet en stigende trussel for samfundet?

Hybridangreb har fundet sted i mange år, men er i de seneste år blevet en markant stigende trussel. Også her i Danmark har Forsvarets Efterretningstjeneste og Politiets Efterretningstjeneste opjusteret trusselsniveauet. Særligt de danske myndigheder, virksomheder og organisationer, der kan sættes i forbindelse med den militære støtte til Ukraine, er udsat. Også Nato har udtalt bekymring for Ruslands hybridangreb rettet mod Europa, hvor både Storbritannien, Tyskland, Polen, Tjekkiet, Estland, Letland og Litauen ifølge Nato er blevet ramt. Forsvarets Efterretningstjenestes chef for efterretning, Anja Dalgaard-Nielsen, mener dog ikke, at borgerne skal være bange pga. det skærpede trusselsbillede, kan man læse i artiklen ”FE og PET: Truslen om russisk hybridkrig i Danmark er blevet større” på DR.dk [9].

Hvad er cyberværnepligten?

Cybertrusler er i vækst – derfor oprustede det danske forsvar i 2020 med uddannelse af cyberværnepligtige, der skal være med til at ruste Danmark mod fremtidige cyberangreb.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold, derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Hvilken rolle spiller sociale medier i at sprede virkningerne af hybridangreb?

Sociale medier spiller på flere forskellige måder en afgørende rolle i forhold til hybridangreb, og er med til at sætte helt nye rammer for krigsførelse. I hybridangreb kan de sociale medier blive brugt til at sprede misinformation og påvirke folkestemningen ved at tegne et billede op af, at det er det angrebne land, der er skurken. Dernæst har den aktuelle invasion af Ukraine vist, at videoer, der dokumenterer angreb og situationer fra krigen er blevet delt i stor stil på sociale medier som TikTok, Facebook, Twitter, Instagram og beskedtjenesten Telegram. Her får videoer, som civile lægger op og deler online, også funktion af direkte efterretningsinformationer, som kan bruges af begge parter i krigen. Når sådanne efterretnings oplysninger om, hvor styrker og angreb befinder sig på bestemte tidspunkter, kan de få en meget direkte indvirkning på krigens forløb. Men indhold på de sociale medier kan også blive brugt strategisk til at vildlede, da det kan være svært at faktatjekke, kan man læse i artiklen ”Sociale medier har fået en helt særlig rolle i krigen i Ukraine” på nyheder.tv2.dk [10].

Hvordan håndterer internationale institutioner som FN og NATO truslerne fra hybridkrig, og hvilke udfordringer står de overfor?

Som reaktion på Ruslands invasion af Ukraine har NATO styrket sit forsvar. NATO har blandt andet fordoblet antallet af bataljoner fra fire til otte på den østlige flanke, der patruljerer Østersøregionen med hovedsæde i Letland  forstærket og investeret i mere og bedre udstyr, lagt nye planer for luft og missilforsvar, optaget Sverige og Finland i forsvarssamarbejdet og vedtaget de mest omfattende forsvarsplaner siden Den Kolde Krig, kan man læse på NATO’s hjemmeside under overskriften Deterrence and defence [11]. FN blev skabt i kølvandet på afslutningen af 2. Verdenskrig med hovedmissionen at sikre international fred. Da hybridangreb fortsat er et relativt nyt og komplekst begreb, har FN ikke en konkret færdigdefineret strategi for at håndtere hybridkrig. FN’s fredsbevarende styrker har øget fokus på at hybride metoder f.eks. økonomisk sabotage eller cyberangreb, men blandt FN’s stærkeste værktøjer til sikring af verdensfreden er at vedtage resulotioner, som tager stilling til og ofte fordømmer krigshandlinger. Hele fem gange i løbet af 2022 vedtog FN resolutioner som svar på Ruslands invasion af Ukraine, kan man læse på tænketanken Atlantsammenslutningens hjemmeside under overskriften ”If. FN’s Generalforsamling skal fred i Ukraine ikke genskabes ved hj. af international vævbet indblanding, men ved hj. af fredelig dialog og sameksistens” [12] I praksis er hybride trusler en særlig kompleks udfordring for både FN og NATO, fordi de hybride angreb opererer i det skjulte og uden tydelig afsender.

Problemstillinger ved hybridkrig

Hvordan kan hybridkrig underminere grundlæggende demokratiske principper?

Hybridkrig kan underminere grundlæggende demokratiske principper ved netop at forsøge at tiltvinge sig magt gennem misinformation, propaganda og bevidst manipulation af befolkningens holdninger. Hybride angreb udnytter i virkeligheden de vestlige samfunds grundlæggende demokratiske rettigheder og principper, når de virker gennem påvirknings- og desinformationskampagner eller manipulation, som påvirker valghandlinger og beslutninger. F.eks. så vi under det amerikanske præsidentvalg i 2016, at den russiske regering forsøgte at styrke Donald Trumps position i valgkampen ved at skade hans politiske modstander, Demokraternes bud på en præsidentkandidat Hillary Clinton, som det bliver beskrevet i debatartiklen ”Rasmussen Global: En ny regering skal formulere en strategi for hybridkrig” på Altinget.dk [13].

Hvordan udfordrer hybridkrig de traditionelle begreber om krigsførelse og de internationale love, der regulerer konflikt?

Hybrid krigsførelse udfordrer, fordi den som nævnt er så kompleks og uhåndgribelig. Når identifikation af angriberen kan være svær, bliver det tilsvarende svært at svare igen, og når man ikke ved, hvem der har udført sabotage, kan man ikke sanktionere. Hybridkrigens angreb falder så at sige udenfor ”normal” krigsførelse, og derfor er der ingen regler eller jura, som kan holde nogen ansvarlig. Den hybride krigsførelses kompleksitet gør det endnu vigtigere at styrke samarbejdet mellem NATO og EU, som man kan læse i rapporten ”Fremtidens konflikter og krige i et strategisk perspektiv” udarbejdet af Djøf Forlag og Center for Militære Studier, der anbefaler, at Forsvaret fremover bliver endnu bedre til at forstå og håndtere hybrid- og atomangreb [14].

Hvordan kan hybridangreb skabe polarisering i samfundet, og hvad er konsekvensen af det på sigt?

Hybridangreb kan skabe polarisering i samfundet ved at udnytte eksisterende konflikter og så at sige puste til ilden, så striden om allerede eksisterende konflikter eller spændinger stiger. Det kan være ved at sprede desinformation, måske endda forklædt som falske nyheder, der skaber mistillid til myndighederne eller skaber splid mellem politiske partier, etniske grupper eller andre grupperinger, der er i konflikt. Det kan også være ved at hjælpe radikale grupperinger til at få mere magt, f.eks. som man så det op til Europaparlamentsvalget, hvor EU’s udenrigstjeneste konstaterede en række skadelige misinformationskampagner målrettet mod bestemte ledende politikere, kan man læse i artiklen ”Hvis Putin vil påvirke danskerne, behøver han ikke engang at bestikke en politiker, siger dansk topdiplomat” på tv2nyhederne.dk, som også beskriver, hvordan de russiske myndigheder har lavet en helt lille industri af såkaldte ”internet-trolde”, der bevidst og strategisk arbejder på at lave ”påvirkningsaktioner på 20-25 forskellige sprog” for at påvirke befolkninger [15].

Hvilke psykologiske konsekvenser kan hybridangreb have for den enkelte?

Hybridangreb kan skabe psykologisk usikkerhed, bekymring og angst. Dels kan den helt konkrete oplevelse af, at der er fremmede stater, der bevidst søger at skade og tildrage sig magt vække uro og bekymring for, at de hybride angreb udvikler sig til egentlig militær krig. Dels kan det skabe en grundlæggende usikkerhed og bekymring, hvis man ikke oplever at kunne stole på de nyheder og informationer, man får og de mails og beskeder, man modtager. Det kan skabe en følelse af hjælpeløshed og afmagt, hvis man ikke føler, at man har kontrol over sine informationer og beslutninger, f.eks. hvis man er bange for at blive udsat for et hackerangreb. 

Danskernes frygt og bekymring for om krigen i Ukraine kan komme til at påvirke sikkerheden i Danmark, er vokset viser en Megafon-måling, som TV2 har fået lavet. Danskernes frygt for at krigen i Ukraine skal sprede sig ud over Ukraines grænser er steget med 13 procentpoint. Hvor 49 procent var enige eller overvejende enige i, at de frygtede dette i 2023, svarer 62 procent det samme i februar 2024, kan man læse i artiklen ”Voksende frygt for krig blandt danskerne – eksperter ser det som sandsynligt” på tv2nyhederne.dk [16].

Debat: For og imod hybridkrig

Hvordan garderer man sig bedst mod hybridangreb – kalder hybridkrig på styrket samarbejde mellem nationer og udvikling af internationale love, selvom det kan føre til øget afhængighed af andre nationer og potentielt kompromittere national suverænitet?

Hvad er argumenter for styrket samarbejde?

Tilhængerne af styrket samarbejde som modsvar og forsvar mod hybridkrig argumenterer for, at det er vigtigt at stå sammen, f.eks. i NATO- og EU-samarbejdet, er at landene hver især bliver stærkere, når de står sammen. Mange hybridangreb sker på internationalt territorium, eller på tværs af landegrænser, hvorfor det giver god mening, at lande slår sig sammen for at bekæmpe truslerne fra hybridangreb. De enkelte lande har brug for NATOs fælles forsvarsstrategi og en koordineret indsats, som det blandt andet anbefales i rapporten ”Danmark skal optimere sine handlemuligheder på hybridkrigens slørede slagmark”, som Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) står bag [17]. Når lande slår sig sammen, kan de opbygge fælles strategier til at identificere, afsløre og bekæmpe desinformation. Lande der udsættes for hybridangreb som led i økonomisk og politisk pres står stærkere i forhold til at sanktionere eller svare igen, hvis de har allierede lande, der kan bakke dem op. Dernæst kan det være lettere for de enkelte lande at reagere hurtigt på hybridangreb, hvis de får opbakning fra allierede, og det kan være lettere at komme til enighed om fælles internationale normer og regler for sanktionering af hybridangreb i et stærkt internationalt fællesskab.

Hvad er argumenter imod?

Argumenter mod at styrke samarbejdet i forpligtende fællesskaber kan være, at et tættere internationalt samarbejde kan begrænse de enkelte landes suverænitet og evne til at handle uafhængigt i nationale sikkerhedspolitiske sager. Det kan også være svært at komme til enighed. Internationalt samarbejde kan også føre til bureaukratiske langsommelige processer, som kan være en ulempe i situationer, der kræver hurtige og effektive handlinger, som kan være afgørende under hybridangreb, hvor tid er en kritisk faktor. Det kan også være en udfordring at være afhængige af hinanden i et samarbejde, at landene har meget forskellige ressourcer og beredskabsniveauer.

Hvad siger loven?

Den 8. oktober 2024 vedtog EU et nyt såkaldt sanktionsregime, der muliggør sanktioner og har til formål at ramme personer og enheder, der truer EU’s sikkerhed gennem blandt andet cyberangreb, manipulation af valgprocesser og desinformation. Reglerne er fastsat i EU Forordning nr. 2024/2642 og gælder i alle EU-lande.

Perspektiv

Hvordan kan udviklingen af kunstig intelligens gøre hybrid krigsførsel endnu mere sofistikeret?

Hybridkrig er ikke et nyt fænomen, men kompleksiteten og omfanget er vokset i takt med teknologiske fremskridt. Kunstig intelligens kan gøre hybrid krigsførsel endnu mere kompleks, sofistikeret og svær at gennemskue. I artiklen ”Glem dræberrobotter – kunstig intelligens vil ændre magt, krig og folkeret” på Information.dk kan man læse om, hvordan AI i fremtiden vil kunne analysere og automatisere våbensystemer, så de vil kunne træffe beslutninger og styre angreb, som i dag bliver styret af mennesker. Det vil gøre det endnu sværere at placere ansvaret for krigshandlinger. Fremtidens teknologi vil kunne styre angreb på meget lang afstand, som det beskrives i artiklen: ”Slagmarken fortaber sig også og kan lige så vel være en teknologigigants datacenter på en mark i Jylland. Dem kan være en gade i Kabul, hvor en overvågningssattelit udstyret med mønstergenkendelsessoftware har spottet mistænkelig adfærd og udløser et droneangreb. Og det kan være en kælder i Paris, hvor der udvikles banebrydende teknologi, som kan skaffe adgang til Pentagons allerdybeste hemmeligheder”. Denne nye virkelighed vil kræve en helt ny måde at lave love, der kan regulere og sanktionere krigshandlinger, fordi teknologien udfordrer det retsgrundlag, vi kender, kan man læse i artiklen [18].

Hvordan kan samfundet opbygge modstandsdygtighed overfor hybridangreb?

Fordi hybrid krigsførelse er så kompleks, uforudsigelig og opererer i det skjulte, kræver det mange forskellige indsatser at gøre et samfund modstandsdygtigt over for hybrid krigsførelse. Ud over at myndighederne laver ekstra beskyttelse af kritisk infrastruktur, er det vigtigt at samarbejde på tværs af sektorer, og at civilsamfundet står sammen – det vigtige er samfundets samlede beredskab, og her kan vi lære af den ukrainske krisekommunikation, hvor den ukrainske befolkning hele tiden har været grundigt oplyst, forklarer militæranalytiker Jeanette Serritzlev i artiklen ”Hybridkrigen er her allerede” på Danske Beredskabers hjemmeside [7]

Vi er også i Vesten nødt til at dygtiggøre os i at anvende hybride våben, oplyse civilbefolkningen i Rusland for at modarbejde Putins fortælling om krigen i Ukraine og styrke cybersikkerheden, argumenterer de politiske rådgivere Rasmus Berthelsen og Philip Luscombe i debatartiklen ”Rasmussen Global: EU har været Putins junkie – nu venter et smertefuldt afvænningsforløb” på Altinget.dk [19]. Dernæst bør der skrues massivt op for undervisningen i, hvordan desinformation og manipulation virker i folkeskolen, på ungdomsuddannelserne og på journalist-, kommunikations og formidlingsuddannelser, argumenterer journalist og fotograf Morten Skovgaard i artiklen ”Desinformation og hybridkrig er kommet for at blive – derfor må de demokratiske samfund ruste sig” på POV.international.dk [20].

Citerede kilder

  1. Hybridkrigen raser

    Hjemmeside

    Flemming Splidsboel Hansen

    Dansk Institut for Internationale Studier, 16-03-2016

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Definition