Søg
Menu
Menu
Flere heste græsser på et åbent kystnært naturområde ved Sanddobberne i Nordvestsjælland. Afgræsning med heste bruges som naturpleje og bidrager til at bevare områdets naturarv og levesteder for planter og dyr.

Heste græsser ved Sanddobberne i Nordvestsjælland. Afgræsning er et vigtigt redskab til at bevare naturarven og biodiversiteten i det danske landskab.

Foto: Jakob Arnholtz/Biofoto/Ritzau Scanpix

Heste græsser ved Sanddobberne i Nordvestsjælland. Afgræsning er et vigtigt redskab til at bevare naturarven og biodiversiteten i det danske landskab. Foto: Jakob Arnholtz/Biofoto/Ritzau Scanpix

Naturarv

Hovedforfatter

  • Helle Jørgensen, antropolog og kulturarvsforsker, ph.d., okt. 2026

Læsetid: 22 min

Indhold

Indledning

At naturen er vigtig at bevare, fylder i samtidens debat, ikke mindst i forbindelse med de tiltagende globale kriser i biodiversitet og klima, som menneskelige miljøpåvirkninger har forårsaget. Tiltag til bevaring af naturen har dog også en lang international historie, som har udmøntet sig i forskellige former for forvaltning og formidling, fra nationalparker til naturhistoriske museer. Ligesom vi taler om kulturarv som noget, det er vigtigt at værdsætte og videreføre til næste generation, begrebsliggøres også naturfænomener såsom arter, landskabstyper og økosystemer som en arv, som det er vigtigt at videreføre, og som mennesket både har gavn af og ansvar for. Men hvad er historien bag de menneskelige forsøg på at bevare naturen som vores naturarv? Hvilke dilemmaer opstår i forbindelse med det? Hvor megen vild natur har vi? Hvor adskilt er naturarv og kulturarv i praksis? Og hvilke syn på menneskets plads i naturen er indsatser for at bevare naturen forbundet med? Det kan du læse om i denne Faktalinkartikel.

Relaterede emner

9 steder du kan opleve vild natur i Danmark

Danmark er et af de mest opdyrkede lande i verden. Denne video præsenterer en række steder, hvor bevaring og genopretning af den vilde natur prioriteres, bl.a. Danmarks første naturnationalpark, Fussingø.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold, derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Definition af naturarv

Hvad er naturarv?

Naturarv er et sidestykke til kulturarv (se Faktalinkartikel om kulturarv). På den ene side er der tale om kategorier, der ofte adskilles både sprogligt og forvaltningsmæssigt, på den anden side er de er nært forbundne i praksis. Mens kulturarv omfatter forskellige former for menneskelig kultur, både materielle og uhåndgribelige, betegner naturarv de varierede former for biodiversitet, der omfatter bl.a. dyre- og planteliv samt forskellige former for økosystemer (se også Faktalinkartikel om biodiversitet) såvel som geologiske formationer.

I de to begreber lægges der med endelsen ”-arv” vægt på at betegne henholdsvis kultur og natur som noget, der er nedarvet fra fortiden, som har en væsentlig betydning i nutiden, og som det er vigtigt at videreføre til fremtiden. En bred vifte af tiltag og institutioner har til formål at bevare og formidle naturarv, lige fra nationalparker og andre former for naturbeskyttelsesområder til naturhistoriske museer, botaniske og zoologiske haver, akvarier og naturforskningsinstitutioner. Selv om de forskelligartede naturfænomener, der betegnes som naturarv, naturligvis har eksisteret længe, inden de blev genstand for menneskelige forståelsesrammer, kan man også betragte naturarv som en form for kulturprodukt: noget, der bliver til gennem menneskelige forståelsesrammer og praksis, herunder fx lovgivning, forvaltning og formidling [1]. Naturarv handler altså ikke kun om naturen i sig selv, men også om menneskets forhold til natur (se også Faktalinartikel om menneskets forhold til naturen).

Fakta om naturarv

Hvad er den historiske baggrund for naturbeskyttelsestanken?

Tanken om, at natur indebærer særlige værdier, som bør beskyttes gennem forvaltningsmæssige tiltag såsom fredninger, voksede gennem 1800-tallet frem i en række europæiske lande såvel som i USA. Tidlig lovgivning på naturbeskyttelsesområdet var også økonomisk motiveret. Den første danske fredningslov var Fredskovsforordningen fra 1805, som på baggrund af stor befolkningsvækst og hastig skovrydning skulle sikre, at samtidens intensive udvikling ikke underminerede den fremtidige forsyning af træ [2] [3].

Efterhånden voksede idealer om naturfredning frem, båret af både naturvidenskabelige begreber og hensyn til befolkningens rekreative behov for adgang til naturen. Verdens første nationalpark, Yellowstone Nationalpark i USA, blev oprettet i 1872. I Danmark førte offentlig interesse for at beskytte naturen til oprettelsen af Foreningen for Naturbevaring (senere kendt som Danmarks Naturfredningsforening) i 1911; og i 1917 fik Danmark sin første egentlige naturfredningslov [2] [4]. Den har udviklet sig til det, vi nu kalder Naturbeskyttelsesloven.

Hvad er den vigtigste danske lovgivning på naturarvsområdet?

Naturbeskyttelsesloven er en central lov i nutidens beskyttelse af naturarv i Danmark [5]. Lovens hovedformål er ”at værne landets natur og miljø, så samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt grundlag i respekt for menneskets livsvilkår og for bevarelsen af dyre- og plantelivet” [6].

I loven fremhæves særligt tre nøgleområder, nemlig: 

1) at beskytte naturen med dens bestand af vilde dyr og planter samt deres levesteder og de landskabelige, kulturhistoriske, naturvidenskabelige og undervisningsmæssige værdier,

2) at forbedre, genoprette eller tilvejebringe områder, der er af betydning for vilde dyr og planter og for landskabelige og kulturhistoriske interesser, og

3) at give befolkningen adgang til at færdes og opholde sig i naturen samt forbedre mulighederne for friluftslivet.” [6]

Naturbeskyttelsesloven indeholder regler for fredning, beskyttede naturområder, beskyttelseslinjer (eksempelvis for kystområder), artsbeskyttelse, offentlighedens adgang samt naturpleje [4].

Ud over Naturbeskyttelsesloven findes et bredere netværk af dansk lovgivning, som regulerer en række relaterede områder, herunder bl.a. miljøbeskyttelse (dvs. begrænsning af forurening) [7], jagt- og vildtforvaltning [8], forvaltning af skove samt vandløb [9] [10], og planloven, som skal sikre, at kommunerne tager hensyn til naturværdier i forbindelse med by- og infrastrukturudvikling [11]. I 2007 introducerede Danmark lovgivning til oprettelse af nationalparker [12], som i 2020 blev fulgt af et mere specialiseret initiativ, de såkaldte naturnationalparker, hvis juridiske grundlag blev indarbejdet i Naturbeskyttelseslovens kapitel 8 [6]. Desuden forpligter Museumsloven de statslige og statsanerkendte naturhistoriske museer til at belyse ”naturen, dens udvikling, nutidige miljø og samspillet med mennesket” [13] (se også Faktalinkartikel om museernes rolle i samfundet).

Naturhistoriske museer i Danmark

Danmark har otte naturhistoriske museer, der findes spredt over landet og omfatter:

  • Statens Naturhistoriske Museum i København, som er det nationale hovedmuseum på området.
  • Fiskeri- og søfartsmuseet i Esbjerg
  • Fur Museum, som formidler Furs landskaber og undergrund, særligt molerklinterne og de fossiler, de indeholder.
  • Gram Lergrav.
  • Museet KALK, bygget ved Faxe kalkbrud.
  • Museum Mors, som rummer et geologisk Fossil- og Molermuseum.
  • Naturama i Svendborg, som særligt formidler zoologi.
  • Naturhistorisk Museum Aarhus; Danmarks næststørste naturhistoriske museum.

På en nyere fælles hjemmeside præsenterer de otte museer et fælles formål, der retter sig mod fremtiden, i højere grad end mod fortiden: ”Sammen deler vi en ambition om at bidrage til en bæredygtig fremtid for vores planet Jorden” [14

At det kan være svært at drage absolutte skel mellem, hvad der omfatter henholdsvis kultur- og naturarv i museernes fagområder ses af, at landets kulturhistoriske museer fx inkluderer Det Grønne Museum, som er Danmarks museum for jagt, skovbrug, landbrug og mad [14]; emner som i høj grad vedrører menneskers samspil med naturen.

Hvilke internationale rammer for naturbeskyttelse er vigtige i Danmark?

International naturbeskyttelse er gradvist blevet institutionaliseret i perioden efter Anden Verdenskrig. De vigtigste internationale rammer for beskyttelse af natur i Danmark stammer fra EU-lovgivning og FN-konventioner [15] [16].

Det Europæiske Råd fremhæver vigtigheden af at ”beskytte Europas naturarv og biodiversitet” [17]. Det sker gennem EU’s naturbeskyttelsesdirektiver, der forpligter medlemslandene til at bevare særlige arter og typer af natur, der er sjældne, truede, eller karakteristiske i EU-landene [18]. Midlet er udpegning af beskyttede områder både på land og på havet, kendt som Natura 2000-områder. Hjørnestenene i ordningen er EU’s Fugledirektiv fra 1979 og Habitatdirektivet, som blev vedtaget i 1992 [17].

Udpegning som Natura 2000-område indebærer blandt andet, at myndighederne er underlagt særlige krav, når de skal træffe beslutninger om nye planer, for at beskytte områderne mod aktiviteter, der kan skade naturen. I Danmark findes 250 Natura 2000-områder. De fylder mest på havet, hvor beskyttelse af hav- og trækfugle kræver store sammenhængende områder [19] [20].

Hvor Natura 2000 har fokus på at bevare eksisterende natur, introducerede EU's Naturgenoprettelsesforordning fra 2024 et nyt, forpligtende mål: genopretning af økosystemer både inden og uden for Natura 2000-områder, for at imødegå den voksende biodiversitetskrise [21] [5].

I regi af FN er det mest offentligt kendte naturbeskyttelsestiltag UNESCO’s Verdensarvskonvention fra 1972, som sigter mod at beskytte steder, der har betydning for hele menneskeheden som enten kultur- eller naturarv (se Faktalinkartiel UNESCO’s Verdensarvsliste) [22]. I Danmark omfatter naturarvsstederne på Verdensarvslisten Molerklinterne ved den vestlige Limfjord, Stevns Klint, Møns Klint og Vadehavet; og i Grønland Ilulissat Isfjord [23].

FN står dog også bag en række andre vigtige internationale konventioner på naturbeskyttelsesområdet, fx Biodiversitetskonventionen, som blev skabt på verdenstopmødet i Rio i 1992 og satte bevaring af klodens biologiske mangfoldighed på den globale dagsorden som led i en fremvoksende debat om bæredygtig udvikling [24].

Naturarvs betydning

Hvorfor er internationale indsatser for at bevare naturen vigtige?

At Jordens naturlige mangfoldighed i tiltagende grad påvirkes af mennesket og sættes under pres af global befolkningsvækst og stigende forbrug, er veldokumenteret. Menneskeskabte miljøpåvirkninger har resulteret i udryddelse og nedgang i verdens plante- og dyrearter, ødelæggelse af naturområder samt stadig større klimaforandringer, som truer med at destabilisere Jordens klima. Forskere taler om, at mennesket har skabt ”den sjette masseuddøen”: en proces, hvor tempoet for den normale uddøen af arter er accelereret hastigt til et kritisk niveau, som Jorden senest oplevede, da dinosaurerne uddøde ved udgangen af Kridttiden for 65 millioner år siden [25] [26].

At disse forandringsprocesser ikke bare er et problem for naturen, men også en trussel for menneskeheden, afspejler sig i en række internationale tiltag, der skal fremme større bæredygtighed, såsom FN’s klima- og verdensmål (se Faktalinkartikel herom samt om bæredygtighed og grøn omstilling). Det Europæiske Miljøagentur, et EU-agentur, som arbejder for at fremme bæredygtig udvikling, pointerer fx at beskyttelse og genopretning af naturen er afgørende for velfungerende samfund, og at det er et problem, at mange arter og deres leveområder i EU er i en dårlig tilstand. Dels på grund af naturens værdi i sig selv, dels fordi naturen er vores kilde til ressourcer som mad, drikkevand og ren luft og har betydning for menneskers helbred og for en velfungerende samfundsøkonomi [27]. Som den danske biolog Michael Stoltze har udtrykt det: ”vi kan med sikkerhed sige, at naturen er fundamentet for hele vores kultur, og at enhver menneskeskabt indskrænkning af naturens mangfoldighed forringer kulturen og indskrænker vores frihed og muligheder” [28].

At samarbejde inden for internationale rammer som EU og FN er vigtige, anerkendes også i Danmark, hvor Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø forklarer behovet for fælles mål sådan: ”Naturen respekterer ikke landegrænser. En art eller en naturtype kan være meget almindelig i et land, men truet globalt. Derfor findes der en række internationale konventioner og direktiver, som beskytter naturen ud fra et større perspektiv end det nationale” [15].

Hvorfor har Danmark oprettet national- og naturnationalparker?

På globalt plan er nationalparker den mest udbredte form for naturbeskyttelse, og de findes i de fleste lande. Danmark har dog historisk haft tradition for at benytte andre virkemidler, særligt fredningsordninger, og har introduceret nationalparker og lovgivning, der omfatter dem, senere end mange andre lande – nemlig i 2007, hvor den første danske lov om nationalparker blev vedtaget. En anden del af det danske rigsfællesskab var forud: Grønland har siden 1974 rummet verdens største nationalpark, Nationalparken i Nord- og Østgrønland, som omfatter hele 972.000 kvadratkilometer [28].

Nationalparker etableres ofte i tyndt befolkede områder, hvor økosystemerne er sårbare [29]. Selv om ideen om nationalparker som et led i naturforvaltning er gammel i international sammenhæng, ligger forklaringen på dens sene introduktion her i landet lige for: Danmark er blandt de tættest befolkede lande i Europa [30], og er samtidig Europas mest opdyrkede land [31]. Som Naturstyrelsen formulerer det: ”Gennem de seneste århundreder er den danske natur blevet fattigere på planter og dyr. Vores naturlandskaber er egentlig kulturlandskaber, som bærer præg af, at naturen er tilrettelagt, tilpasset og dyrket, så den kan gøre mest mulig praktisk nytte” [32].

Danmark har nu syv nationalparker, hvoraf den første, Nationalpark Thy, blev åbnet i 2007. Nationalparkerne er baseret på frivillighed og lokal opbakning, og mens hensigten er at beskytte nogle af Danmarks mest værdifulde naturområder gennem en målrettet indsats, kan de folk, der bor i områderne, samtidig fortsætte med at drive erhverv, fx landbrug [29] [28]. Nogle kritikere har i den sammenhæng givet udtryk for, at de realpolitiske forventninger til nationalparkerne både lokalt og nationalt i nok så høj grad er kommet til at handle om udsigten til branding og turismeudvikling som om effektiv beskyttelse af naturen [33].

At de etablerede nationalparker ikke er tilstrækkelige til at beskytte den trængte natur i Danmark, har skabt debat, og i 2020 blev et nyt tiltag, de såkaldte naturnationalparker, vedtaget af den daværende socialdemokratiske regering med støtte fra SF, Enhedslisten, Radikale og Alternativet. Målet for aftalen var at etablere 15 særlige naturnationalparker på statsejede arealer, hvilket skal gavne biodiversiteten ved at understøtte en vildere natur, som er åben for offentligheden, men i videst muligt omfang får lov til at udvikle sig på sine egne præmisser (se også Faktalinktemaet vild natur ) [34]. Den første naturnationalpark, Fussingø, blev indviet i 2025 [35].

Hvad betyder adgang til naturarv for menneskers velvære?

Under coronaviruspandemien så man en markant tendens både i Danmark og i udlandet: Folk søgte i stigende grad ud i naturen. Miljøminister Lea Wermelin (Socialdemokratiet) udtalte: ”Naturen er vores fælles åndehul i en svær tid. Jeg er glad for, at mange finder ud til skove og kyster. Alle er velkomne i den statsejede natur” [36]. Ministeren udtalte i samme anledning, sammen med Niels Nygaard, formand for Danmarks Idrætsforbund: ”Vi skal sikre vores fri tilgængelighed i naturen, samtidig med at vi tager vare på den. For jo bedre vi kender naturen og mærker dens værdi, jo bedre passer vi også på den. Danmark skal også fremover have en rig og mangfoldig natur. Der skal være alt fra urørte skove med krogede, gamle træer til åbne overdrev med sjældne orkidéer og våde enge med et rigt og mangfoldigt fugleliv. Men Danmark skal også samtidig have en vedkommende natur for borgerne. En natur, hvor børn og unge kan tumle, plukke blomster, og bevæge sig i træer og på stier” [37].

 At ophold i naturen har en gavnlig virkning ikke bare som en ramme for motion, men også for menneskers mentale helbred, er dokumenteret i forskning og benyttes også i helbredende øjemed, i form af hvad man kalder naturterapi. Depressionsforeningen fremhæver fx, at man ved at opholde sig i naturlige omgivelser kan lindre depressive symptomer og reducere stress og angst, ligesom man kan sænke blodtrykket og forbedre sin koncentration. Aktiviteter som at kigge på fugle eller gå en tur i skoven anbefales derfor som måder at øge livskvaliteten [38].

I terapeutiske sammenhænge, som i stigende grad flytter ud i hverdagskulturen, benyttes også international inspiration, fx fra det, japanerne kalder ”skovbad” (shinrin-yoku); en sansemættet og meditativ tilgang til oplevelsen af at være i naturen. Det anbefales fx i en artikel i Samvirke, hvor psykologen Birgitte Sølvstein udtaler: ”Rent evolutionært er det kun 5 sekunder siden, vi rykkede ind i byerne og fik en smartphone i hånden. Så biologisk set er naturen det velkendte miljø, hvor vi føler os trygge. Derfor reagerer vores hjerne og krop så positivt på at se træer og vand, høre fuglene synge og indsnuse naturens dufte. Det er noget, de fleste kan genkende, og som kan få dem til at slappe af” [39].

Problemstillinger ved naturarv

Hvordan er natur og kultur filtret ind i hinanden?

I et land som Danmark kan det være svært at skelne mellem natur og kultur: De landskaber, planter og dyreliv, som vi kender her, er over lang tid formet af samspillet med mennesker. En kultiveringsproces, som har fundet sted siden starten af bondestenalderen for ca. 6.000 år siden, har i høj grad præget landet. Den menneskelige påvirkning af Danmarks natur er blevet intensiveret; først i takt med en stigende befolkningsvækst efter år 1800, som har ført til tiltagende opdyrkning, afvanding og dræning af de danske landskaber, og siden med introduktionen af kunstgødning og tiltagende industrialisering af landbruget i tiden efter 1950 (se også Faktalinkartikel om dansk landbrug).

Vores nationale identitet, som den knytter sig til landskabet, blev grundlagt i første halvdel af det 19. århundrede, hvor Guldalderens kunstnere malede, digtede og besang Danmark – ikke så meget som vild natur, men som det, dronning Margrethe II ved åbningen af Nationalpark Mols Bjerge i 2009 kaldte et ”produkt af hundreder af generationers arbejde og det, som naturen selv gør” [28]. Mange af de karakteristiske landskaber, som er populære i Danmark — for eksempel heder og enge samt opdyrkede skove — er kulturlandskaber, som ville se helt anderledes ud, hvis de ikke blev brugt af mennesker. Enge er fx historisk opstået som landbrugslandskaber og kræver løbende pleje i form af slåning eller afgræsning for ikke at gro til i krat. Som det pointeres af Michael Stoltze i en bog om Danmarks nationalparker: ”Størstedelen af det, vi opfatter som natur i Danmark, er ikke vild natur” [28]. Det betyder ikke, at områderne ikke er værdifulde, men at de, med Stoltzes ord, er ”lige så meget kulturarv, som de er naturarv” [28].

Hvor uberørt er den vildere natur?

Hvor megen natur der findes i et givent land, er et definitionsspørgsmål. Vild natur, som er uberørt af menneskelige indgreb, er sjælden verden over, men i særdeleshed i et lille og intensivt kultiveret land som Danmark. Hos Danmarks Naturfredningsforening kan man fx læse: ”11 % af Danmarks areal er natur. Og i store dele drives der landbrug og skovdrift” [40]. Foreningen gør opmærksom på, at 1.932 arter er så truede, at de er i fare for at forsvinde fra den danske natur, samt at Danmark er et af de lande i EU, der har mindst beskyttet natur.

Naturstyrelsen står bag forskellige tiltag, som sigter på at fremme en vildere natur i Danmark, fx ved at lade flere skovarealer stå som det, der kaldes ”urørt skov”; men hvor den menneskelige skovdrift stoppes, er udgangspunktet også kulturelt. Som styrelsen skriver: ”Den danske natur er kulturpåvirket, og al skov i Danmark er påvirket af menneskets aktiviteter” [41]. Greenpeace kritiserer, at ”[u]nder én procent af Danmarks landareal er vild natur” [42].

Hvordan søges naturen genetableret i Danmark?

I 1980erne tog Danmark en ny praksis til sig: naturgenopretning. Begrebet dækker over, at man ved menneskelige indgreb forsøger at ændre et område, for at særlige naturkvaliteter kan genopstå. Målet med naturgenopretning er typisk at få et kultiveret landskab ført tilbage i en mere oprindelig og naturlig tilstand. Velkendte eksempler på naturgenopretning i Danmark er, at søer og vandhuller genskabes, at våde enge, som tidligere er blevet drænet for at skabe landbrugsjord, genintroduceres, samt at vandløb, som er blevet rettet ud, genslynges [28] [43]. Disse, med Michael Stoltzes ord ”mere eller mindre kunstige indgreb”, kan øge biodiversiteten, understøtte truede arters overlevelse (se også Faktalinkartikel om truede dyrearter) og skabe smukkere og mere varierede landskaber [28]. I takt med, at området er blevet en prioritet også i lovgivning fra EU, vil naturgenopretning komme til at fylde mere i Danmark fremover [44].

Nyere tiltag til at genskabe en vildere natur omfatter også rewilding (også kaldet genforvildning), hvor man udsætter nøglearter, som er forsvundet fra naturen, i et forsøg på at genetablere selvforvaltende økosystemer. Begrebet er opstået i USA efter årtusindeskiftet og har været en del af dansk naturdebat i de senere år, bl.a. i forbindelse med de kommende naturnationalparker. I Danmark har særligt udsætningen af store græssende dyr som heste, kvæg og europæisk bison i naturområder skabt kontroverser om dyrenes levevilkår, særligt om i hvilken grad det anses for acceptabelt, at dyrene klarer sig selv året rundt og fx må risikere at sulte om vinteren – eller om de bør plejes efter de krav om dyrevelfærd, der omfatter tamdyr. Ud over forskellige opfattelser af etik i behandlingen af dyr spiller også rammerne for menneskers egen færden i naturen en rolle i debatten om rewilding, idet ikke alle mennesker er trygge ved at færdes blandt store fritgående dyr [45].

Hvor megen mening giver en skarp skelnen mellem natur(arv) og kultur(arv)?

Den moderne vestlige verdensopfattelse har opereret med et skarpt skel mellem natur og kultur, som også afspejler sig i den måde, natur- og kulturarv tænkes på, fx ud fra en forankring i adskilte institutioner og videnskabelige ekspertområder. Som kulturforskerne Mads Daugbjerg, Britta Timm Knudsen og Casper Andersen forklarer: ”Natur/kultur-dualismen bygger på en forståelse af kultur som det menneskeskabte, mens natur er det, der eksisterer uden for og uafhængigt af mennesket. Kultur defineres som menneskets særkende og som det, der adskiller mennesket fra naturen. Naturen er fra det udgangspunkt noget eksternt, der skal overvindes, beskyttes eller på anden vis gøres til genstand for det aktive menneske” [1].

Hvor nyttig denne opsplittede forståelsesramme er, stilles der i stigende grad spørgsmålstegn ved i nyere tænkning, som søger at overskride grænsen mellem humanistiske og naturvidenskabelige felter. Det sker bl.a. i takt med, at menneskeskabte forandringer påvirker klodens samlede økosystemer så voldsomt, at jorden af nogle forskere anses for at være trådt ind i en ny geologisk epoke: den antropocæne tidsalder, navngivet efter de græske ord ”anthropos” (menneske) og ”kainos” (ny), dvs. ”menneskets nye tidsalder”. Begrebet blev introduceret ved årtusindeskiftet af Nobelpristager og atmosfærekemiker Paul Josef Crutzon og har vakt bred genklang i samfundsdebat og videnskab, selv om det ikke er officielt anerkendt.

Antropocæn defineres som en ny periode i Jordens historie, hvor menneskets påvirkning af planeten er så omfattende, at man finder målbare spor efter den overalt. Hvornår perioden præcis skal defineres som indtrådt, diskuteres: Nogle forskere foreslår den moderne industrialiserings begyndelse ved indgangen til det 19. århundrede; andre argumenterer for at datere det til årtiet efter Anden Verdenskrigs afslutning, da der fra denne tid findes spor efter atomprøvesprængninger overalt på kloden [1] [46]. Den internationale geologiske fagorganisation International Union of Geological Sciences afviste ved en afstemning i 2024 at anerkende antropocæn som en formel geologisk epoke, men begrebet bruges fx i en række FN-rapporter og har dermed politisk gennemslagskraft [47] [48].

Uanset den verserende debat om definitioner på overgange mellem geologiske epoker kan man spørge sig selv, om opdelingen mellem natur og kultur, eller ren natur- og kulturarv, bliver ved at give mening, når mennesket har forandret klodens miljø, klima og naturlige kredsløb så gennemgribende, at det kan registreres selv i geologisk målestok. Eller hvor det, vi hidtil har tænkt på som en ren og forholdsvis stabil kulturarv i form af fx bebyggelser og kulturlandskaber påvirkes og skal bevares under presset fra den nye tids forandrede klima og vejrmønstre, og hvor historiske praksisser inden for alt fra landbrug til byggeskik er blevet områder, hvor vi nu leder efter inspiration til bæredygtige måder at tilpasse os et klima i hastig forandring (se Faktalinkartikel om klimatilpasning) [1] [49] [50].

Hvem får adgang til den beskyttede natur, og under hvilke betingelser?

Da verdens første nationalparker blev oprettet, skete det ud fra en vestligt funderet forståelse om vild natur som noget, der skulle være uberørt af mennesker. Dette ideal for beskyttelse af naturarv har skabt mange konflikter i forhold til de mennesker, som traditionelt har indgået i brugen af de landskaber, der blev udlagt som beskyttede områder, i særdeleshed oprindelige folk.

Da Yellowstone Nationalpark blev oprettet, var turisters interesse i at besøge området en del af ideen med et beskyttet naturområde. At oprindelige folk i Nordamerika i over 11.000 år havde benyttet området til en række formål, fx jagt og indsamling af medicinske planter, og havde en spirituel tilknytning til landskabet, var ikke en del af statens planer for den nye nationalpark. De stammer, som havde benyttet området i deres kulturelle praksisser, og hvis brug af området ellers ikke havde gjort skade på det, blev fordrevet, for, at nationalparken kunne fremstå som uberørt natur, og stammernes kulturarv blev dermed skrevet ud af områdets historie. 27 amerikanske stammer har historiske og kulturelle bånd til området. Nogle, som Shoshone, boede oprindeligt fast i området, mens andre, fx Blackfeet Nation og Nez Perce, holdt til i umiddelbar nærhed af det nuværende parkområde eller drog på sæsonmæssige vandringer gennem det. I dag anerkender National Park Services, som forvalter Yellowstone Nationalpark, den tilknytning, stammerne har til området, og formidler den som en del af parkens historie .

Problemet med fordrivelse af oprindelige folk i naturbeskyttelsens navn er langt fra kun historisk, og kendes også fra andre dele af verden. IWGIA, en international organisation som arbejder for oprindelige folks rettigheder, kæmper stadig mod det pres, som oprindelige folks levesteder kommer under. Organisationen advarer bl.a. mod ”overtrædelser af oprindelige folks rettigheder i populære safari- og jagtområder, som bliver forklædt i pæne ord om naturbevarelse og beskyttelse af biodiversitet” – eksempelvis i Tanzania, hvor masaierne har oplevet at blive tvangsforflyttet som led i regeringens forsøg på at lave rene naturparker for at tiltrække turister [51].

Hensyn til natur- og kulturarv behøver imidlertid ikke at være i konflikt med hinanden. At oprindelige folk spiller en vigtig rolle i forvaltning og bevaring af naturarv, herunder verdens biodiversitet, anerkendes i stigende grad internationalt [52] [53].

For og imod et natursyn, der adskiller mennesket fra naturen

Hvad siger tilhængerne?

Adskillelsen mellem menneske og natur er en gennemgribende del af den vestlige idehistorie, og den motiverer også til holdninger om menneskers rolle i forvaltning af naturen som en del af vores arv. I en lederartikel i Information lyder argumentet om menneskets forhold til naturen og dens bevaring fx, at: ”vi bevidste mennesker er mere og andet end den øvrige natur og derfor bærer [vi] et andet politisk og moralsk ansvar” [54]. I takt med den stadig mere massive og tiltagende problematiske menneskelige påvirkning af naturen er det ligeledes et argument, at mennesket må spille en målrettet rolle for at rette op på sine egne handlingers økologiske konsekvenser. Michael Stoltze forklarer fx: ”I det moderne samfund er natur ikke kun noget, der kommer af sig selv. Det er noget, vi må investere i (…). Vi kan næppe investere i noget bedre. Ingen gave er mere storslået og nødvendig end at overbringe et smukt og varieret land med en rig natur til os selv og vores efterkommere” [28].

At en adskillelse mellem natur og kultur i udstrakt grad præger nutidens forvaltning og opfattelser af naturen ses fx også i UNESCO’s Verdensarvskonvention, der ganske vist skiller sig ud ved at omfatte både naturarv og kulturarv, men dog bedømmer de to typer af steder efter adskilte kriterier for værdi og har adskilte ekspertorganisationer til at vurdere natur- og kulturarvssteders egnethed til optagelse på Verdensarvslisten [1]. UNESCO’s forklaring om, at stederne på Verdensarvslisten er naturens mest dyrebare gave til menneskeheden, antyder ligeledes, at mennesket nok værdsætter naturen og bør værne om den, men samtidig adskiller sig fundamentalt fra den [22].

Hvad siger modstanderne?

Ikke alle samfund har traditionelt opereret med en fundamental adskillelse mellem natur og menneske. I særdeleshed er oprindelige folk kendt for verdensopfattelser, der i højere grad tager udgangspunkt i slægtskab og forbundethed på tværs af arter. De oprindelige australiere er fx kendt for et verdensbillede, hvor både enkeltpersoner og grupper er knyttet til totemmer, særlige naturfænomener som f.eks. dyr eller planter, og hvor landskabet anses for at være skabt af forfædrevæsener, som kunne skifte mellem menneskelige former og dyr [55]. Hvis man opfatter andre arter som noget, man er beslægtet og spirituelt forbundet med, er det en ganske anden tilgang, end hvis man betragter dem som noget uden for en selv, som man skal forvalte.

Flere forskere argumenterer for, at en forbundethedstankegang kan være et godt udgangspunkt for at forstå og passe på naturen og menneskets plads i den, frem for at se naturen som noget eksternt, som mennesket skal forvalte. Opfatter man en anden art som en del af familien eller på anden måde som noget, man er uløseligt forbundet med, er man formentlig mindre tilbøjelig til at betragte den som et middel til sine egne mål, som kan udnyttes og måske skades efter forgodtbefindende [1].

Også vestlige filosoffer er i stigende grad begyndt at kritisere dualistiske opdelinger mellem natur og kultur, til fordel for et mindre antropocentrisk (altså menneskecentreret) udgangspunkt for tænkning om menneskets plads i naturen. Som led i den tankegang, der er blevet kendt som posthumanisme, foreslår den internationalt kendte forsker Donna Haraway fx, at vi i stedet for to opdelte kategorier taler om ”natureculture”, naturkultur, som et uadskilleligt felt af både økologisk og socialt liv [1] [56].

UNESCO, som i begyndelsen var mere radikal i sin adskillelse af natur og kultur på Verdensarvslisten, er fx også med begrebet kulturlandskaber, som blev introduceret i 1992, begyndt at anerkende, at steder kan have enestående værdi ved at vise, hvordan mennesker interagerer med deres naturlige omgivelser, det være sig spirituelt eller gennem praksisformer som jagt, fiskeri eller landbrug, skønt det i 2026 endnu kun var 121 ud af 1273 anerkendte Verdensarvssteder, der er kulturlandskaber [57].

Perspektiv på naturarv

Hvilken betydning får debat om bevaring af naturen fremover?

En artikel i Videnskab.dk pointerer: ”Der er ingen, som i fuld alvor stiller sig op og siger: ’Jeg er ligeglad med naturen.’ Tværtimod. Konflikten består derfor ikke i, om vi skal passe på naturen, men hvordan.” [58] Som artiklen fremhæver, er naturen blevet en politisk kampplads, som trænger sig på i nutidens debat, fordi den omfatter en række meget forskellige interesser og opfattelser blandt både borgere, politikere og erhvervsfolk. At naturen er et fælles gode, kan de fleste blive enige om – men hvordan vi bedst passer på den, og hvilke dele af den, der skal passes på, er omstridt.

At forvaltning af naturen vækker store kontroverser, ses fx i den stærkt polariserede debat om ulvens tilbagevenden til den danske natur: For nogle er det en glædelig begivenhed; for andre en uønsket udfordring (se også Faktalinkartikel om ulven i Danmark) [58].

Den debat handler også om, i hvilken grad vi behandler naturen som noget, der har en værdi i sin egen ret – og i hvilken grad vi behandler den som noget, der har værdi i relation til mennesker og deres behov. Nogle miljøetikere argumenterer for, at alt i naturen – ikke bare levende arter, men også livløse ting som fx bjerge – har en værdi i sig selv, der kræver hensyn, fordi økosystemer udgør en form for fællesskab, hvor alle deres dele – inklusive mennesker – er afhængige af hinanden og har ret til at eksistere. Ud fra den tankegang er naturen ”et sted som vi hører til, ikke et sted der tilhører os” [59].

At den tankegang ikke vækker genklang blandt alle og  udfordres i nogle sammenhænge, ses i debatten om de dele af naturen, som er til gene for mennesker, og om, hvordan vi håndterer forandringer i naturen. At de genintroducerede ulve vækker frygt blandt nogle danskere, er kun et eksempel. Egeprocessionsspinderen, en natsværmer, som er begyndt at brede sig i Danmark, og hvis larver lever i egetræer, har ligeledes vakt røre i den danske presse i de senere år under tilnavnet ”larven fra helvede”, da dens giftige hår fremkalder ubehagelige allergiske reaktioner hos mennesker [60]. Larven er ikke dødeligt skadelig for egetræer, men ubehagelig for mennesker og er derfor blevet intensivt bekæmpet.

Nogle politikere har foreslået, at en hurtig fældning af de angrebne egetræer kan være en måde at komme af med de irriterende larver på. Danmarks Naturfredningsforening pointerer, at det er en dårlig ide, for hvis vi passer på naturen, passer den også på os. Svækkede økosystemer er sårbare, mens en mere varieret natur kan hjælpe til at imødegå biologiske invasioner og klimaforandringer. Foreningens argument er derfor: ”Løsningen er (…) ikke mindre natur, men mere natur” [61]. Fx kan en sund bestand af fugle og flagermus naturligt holde egeprocessionsspinderne nede, da de spiser dem.

At vi ligefrem skal bevare den nyligt indvandrede egeprocessionsspinder i Danmark, er imidlertid ikke en tanke, der har nogen fortalere, og det er en kommunal opgave at bekæmpe dem, ligesom borgere skal kontakte kommunen, hvis de finder egeprocessionsspindere [62]. Det illustrerer om noget, at vores forhold til naturen er både kompliceret og mangeartet. At det fortsat vil få en både prominent og kontroversiel plads i fremtidens samfundsmæssige debat i en tid præget af biodiversitets- og klimakrise, er der ingen tvivl om.

Citerede kilder

  2. Fredning

    Leksikonartikel
    Bo Brix
    Lex.dk, senest opdateret 12. maj 2016

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Fakta

  3. Fredskov

    Leksikonartikel
    Jens Emborg
    Lex.dk, senest opdateret 31. marts 2015.

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Fakta

  4. Naturbeskyttelsesloven

    Leksikonartikel
    Helle Tegner Anker og Peter Pagh
    Lex.dk, senest opdateret 23. januar 2026.

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Fakta

  5. Naturbeskyttelse

    Hjemmeside
    Ministeriet for Natur og Dyrevelfærd, udateret.

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Fakta

  14. Det Grønne Museum

    Hjemmeside
    Det Grønne Museum, udateret.

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Fakta

  17. Naturbeskyttelse

    Hjemmeside
    Det Europæiske Råd, senest opdateret 15. januar 2025.

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Fakta

  19. Natura 2000

    Hjemmeside
    Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vådområder, udateret.

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Fakta

  21. Naturgenopretning

    Hjemmeside
    Det Europæiske Råd, senest opdateret 30. september 2025

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Fakta

  23. Verdensarv i Danmark

    Hjemmeside
    Slots- og kulturstyrelsen, senest opdateret 10. september 2026.

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Fakta

  24. Biodiversitetskonventionen

    Hjemmeside
    Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vådområder, udateret

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Fakta

  29. Nationalparker

    Leksikonartikel
    Bent Lauge Madsen og Bo Brix
    Lex.dk, senest opdateret 1. juli 2026.

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Analyse

  30. Danmark

    Digitalt opslagsværk
    Globalis, senest opdateret 30. juli 2026.

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Analyse

  34. Naturnationalparker

    Leksikonartikel
    Ellen Ø. Andersen
    Lex.dk, senest opdateret 15. september 2026.

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Analyse

  38. Naturterapi

    Hjemmeside
    Depressionsforeningen, udateret.

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Analyse

  45. Rewilding

    Leksikonartikel
    Ellen Ø. Andersen
    Lex.dk, senest opdateret 7. august 2026.

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Problemstillinger

  46. Antropocæn

    Leksikonartikel
    Katherine Richardson
    Lex.dk, senest opdateret 3. oktober 2024.

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Problemstillinger

  55. Oprindelige australiere

    Leksikonartikel
    Lars Jensen
    Lex.dk, senest opdateret 21. august 2025.

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Debat

  56. Donna Haraway

    Leksikonartikel
    Rithma Kreie Engelbreth Larsen
    Lex.dk, senest opdateret 19. juni 2026.

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Debat

  65. Samlinger

    Hjemmeside
    Statens Naturhistoriske Museum, udateret.

  67. Carl von Linné

    Leksikonartikel
    Sven-Erik Sandermann Olsen
    Lex.dk, senest opdateret 25. juni 2026.

  68. Om samlingerne

    Hjemmeside
    Statens Naturhistoriske Museum, udateret.

  70. Cape York-meteoritterne

    Leksikonartikel
    Kaare Lund Rasmussen
    Lex.dk, senest opdateret 9. september 2026.

  71. Savissivik

    Leksikonartikel
    Rasmus Ole Rasmussen
    Lex.dk, senest opdateret 11.september 2026.