Det seneste årti har vi oplevet en stigning i antallet af en række såkaldt neurodivergente diagnoser. Særligt ADHD og autisme, men også OCD, angst og spiseforstyrrelser. Blandt andet fordi forskningen har gjort os klogere på, at disse diagnoser kan komme meget forskelligt til udtryk – og har brudt med gamle stereotype forestillinger – f.eks. at kun drengebørn kunne have ADHD. Efter at forskning har dokumenteret, at også piger og kvinder kan have ADHD, har et stigende antal kvinder i en sen alder opdaget og fået stillet diagnosen. 
Forskningen har skabt indsigt og en mere nuanceret forståelse af diagnoserne. F.eks. at ADHD kan komme til udtryk på mange andre måder end hyperaktivitet og udfordringer med at fokusere opmærksomheden, og at mennesker med autisme ikke nødvendigvis har svært ved at holde øjenkontakt, er asociale eller mangler evner til at føle empati, som gamle fordomme beskriver.

Hjerneforskning har kastet lys over, hvordan hjernen fungerer på et bredt spektrum, hvor hver hjerne har sin egen profil, hvorfor diagnoser ofte dækker over en stor variation af måder at tænke og forstå verden på. ”Har du mødt en autist, har du mødt en autist,” som Autismeforeningen beskriver det for at understrege, at autisme kan komme meget forskelligt til udtryk. Det samme gælder for OCD og ADHD. Diagnoserne er bare en samlebetegnelse for en gruppe mennesker, hvis måder at tænke og opleve verden på kan være meget forskellige.

Ny viden om diagnoser har også skabt øget fokus på alle de styrker, som det at have en såkaldt neurodivergent hjerne – dvs. en hjerne der adskiller sig fra den neurotypiske – f.eks. har det ændret opfattelsen af, at mennesker med ADHD har opmærksomhedsforstyrrelser, forstået som svækket evne til at koncentrere sig til, at mennesker med ADHD har svært ved at regulere deres opmærksomhed, og lettere kan lade sig forstyrre, men at de omvendt også under de rette betingelser har en stærk evne til at fokusere og arbejde ekstremt målrettet og ekstremt effektivt i et såkaldt hyperfokus. F.eks. når de får lov til at fordybe sig i noget, de brænder for og arbejde med det i omgivelser uden afbrydelser, der stjæler deres opmærksomhed.

Ligeledes er man begyndt at forstå, at mennesker med autisme føler og sanser verden meget intenst, men har svært ved at sætte ord på. Hverken autisme, ADHD eller OCD behøver at være en hindring for et godt og meningsfuldt arbejdsliv. Mange mennesker med neurodivergente hjerner kan bidrage med stærke kompetencer på en arbejdsplads, hvis de får lov at arbejde i tydelige rammer med struktur – ofte har mennesker med autisme særligt gode evner til at blive specialister på et felt, mens mennesker med ADHD ofte er ekstremt pligtopfyldende, har et niende gear, når det er opgaver, der interesserer dem og særlige evner for at tænke innovativt og finde på løsninger, der ikke er åbenlyse for andre.

Man kan således tale nybrud i måden at forstå diagnoser på. Denne nye forståelse for neurodivergente hjerner har også gjort, at man er begyndt at se mere på omgivelsernes påvirkning og arbejde med at skabe forudsætninger for trivsel i omgivelserne frem for mere isolerede indsatser målrettet den enkelte. Mennesker med neurodivergente hjerner har ofte flere samtidige diagnoser, på fagsprog kaldet komorbiditet. Det kan f.eks. være ordblindhed, OCD og Tourettes Syndrom. De mest hyppige er ADHD, angst og epilepsi. Også spiseforstyrrelser, bipolar lidelse, OCD, skizofreni og udviklingshæmning er udbredte følgelidelser.