Danmark som slavenation

Indledning

Den danske stat var kolonisator og involveret i slavehandel og slaveri i Asien, på den afrikanske vestkyst i det nuværende Ghana og på de tre caribiske øer St. Croix, St. Thomas og St. Jan – dengang kaldet Dansk Vestindien. Fra midten af 1600-tallet blev Danmark en af mange europæiske stater, der sikrede økonomisk vækst ved indgå i den såkaldte trekantshandel: Varer blev fragtet fra Europa til Afrika, hvor de blev byttet for mennesker, som blev fragtet over Atlanten for at arbejde i plantager, hvorfra bl.a. sukker, bomuld og tobak landede på det europæiske marked. Danske handelskompagnier bragte flere end 100.000 slavegjorte mennesker over Atlanten.

I 1792 vedtog Danmark en lov, der forbød involvering i transatlantisk slavehandel – men den skulle først gælde fra 1803. På den måde fik plantageejerne i Dansk Vestindien mulighed for – med dansk statsstøtte – at fragte så mange slavegjorte over Atlanten, at slavebefolkningen kunne reproducere sig selv. Først i 1848 blev slaveriet i de danske kolonier ophævet, og det skete kun, fordi slavegjortes oprør havde presset de lokale myndigheder tilstrækkeligt. Efter frigivelsen fortsatte de tidligere slavegjorte med samme hårde arbejde, og den danske stat gjorde meget lidt for at forbedre de økonomiske og sociale vilkår i kolonierne.

I 1917 solgte den danske stat St. Croix, St. Thomas og St. Jan til USA. Den historiske bevidsthed i Danmark om landets involvering i slaveri har været mangelfuld og med mange myter, der understøttede en dansk selvfortælling om humanisme. Særligt siden 100-året for salget af Dansk Vestindien har der været større politisk og forskningsmæssigt fokus på kolonitiden og slavehandlen. Blandt andet er der blevet gjort op med myter om Danmark som foregangsland i opgøret med slaveri, ligesom der er blevet kastet lys over slavegjortes modstandshandlinger og den sorte arbejderbevægelse i Dansk Vestindien efter 1848.

Relaterede emner

Definition af Danmark som slavenation

Hvad var Danmarks rolle i slavehandel, og hvordan foregik handlen?

Den transatlantiske slavehandel tog sin begyndelse i 1500-tallet, hvor europæiske lande var i gang med koloniseringen af Sydamerika og de såkaldt vestindiske øer. De oprindelige folk døde i stort antal under det hårde fysiske arbejde, som kolonisatorerne satte dem til i miner og plantager. Kolonisatorerne fik den ide, at der som arbejdskraft kunne importeres mennesker fra det afrikanske kontinent, hvor de europæiske lande også var i gang med at kolonisere.

Ifølge bogen Black Cargoes [1] blev det første skib lastet med sorte slavegjorte sendt fra Guineakysten over Atlanten i 1518. I de første mange år var slavehandlen kontrolleret af Portugal, men omkring midten af 1600-tallet begyndte Frankrig, England, Holland, Tyskland, en kort overgang Sverige, samt ikke mindst Danmark at trænge ind på markedet. De byggede forter langs Afrikas vestlige kyst, bl.a. i det, der i dag er Guinea, Elfenbenskysten og Ghana. Forterne dannede udgangspunkt for opsamling og udskibning af de mennesker, kolonimagternes udsendte havde ”købt” til slaveri, og som skulle sendes til både Syd- og Nordamerika for at arbejde i bl.a. plantagedrift og minedrift.

Den danske stat havde forter i Accra, der i dag er hovedstaden i Ghana, og hvor englændere og hollændere også opererede [1]. Herfra blev slavegjorte mennesker udskibet til kolonierne i det, der dengang hed Dansk Vestindien, i dag Virgin Islands.

Den danske transatlantiske slavehandel blev forbudt med virkning fra 1803, og inden for godt et årtis tid havde også de andre europæiske lande afviklet de love, som gjorde det lovligt at handle med mennesker. I stedet ville de nu fokusere på at trække andre ressourcer – særligt råstoffer – ud af kolonierne på det afrikanske kontinent.

Danmark fortsatte imidlertid med slavehandel internt i kolonierne frem til 1848 [2].

Årsager til Danmarks involvering i slavehandel

Hvad var den økonomiske baggrund for slavehandlen?

Den transatlantiske slavehandel hang sammen med en økonomisk politik, der kaldes merkantilisme. Her var fokus på handel og håndværk og især på, at eksporten af varer skulle overstige importen for at forbedre statens skattegrundlag. Fordi de fleste europæiske magter førte samme politik, var der skarp indbyrdes konkurrence. En af løsningerne var at få kolonier, så staterne kunne handle med sig selv via handelskompagnier – det vil sige selskaber med særlige privilegier på langdistancehandel og søfart. Danmark-Norge var i 1600-tallet især interesseret i guld og elfenben, som kunne byttes til våben og metal. Men efterhånden blev slavegjorte den vigtigste handelsvare i de danske besiddelser i det nuværende Ghana. I begyndelsen blev slavegjorte lokale handlet til andre landes skibe, og siden begyndte danske skibe at fragte slavegjorte til danske kolonier i det nuværende Caribien, hvor de skulle bruges som arbejdskraft i plantager. Fra disse kolonier var tobak, bomuld og især sukker de vigtigste varer [3]. Sukkerindustrien blev en af de vigtigste motorer for dansk vækst i 1700-tallet.

Hvad var den politiske baggrund for, at Danmark blev kolonimagt og slavehandler?

Fra slutningen af 1300-tallet indgik Danmark, Norge og Sverige i den såkaldte Kalmarunion, som Sverige brød ud af i 1523. Fra 1536 blev Norge underlagt den danske krone, og helt frem til 1814 var Danmark-Norge et såkaldt rigsfællesskab. I perioden fra Sverige erklærede sig uafhængigt og frem til begyndelsen af 1700-tallet, var Danmark jævnligt i krig med Sverige i et forsøg på at tilbageerobre territorium og tvinge Sverige tilbage under Danmark [4]. Disse militære konflikter kombineret med en række danske nederlag under den centraleuropæiske 30-årskrig i midten af 1600-tallet svækkede Danmark så meget militært og økonomisk, at selve statens eksistens var truet [5]. At indgå i den europæiske ekspansion via kolonisering og den transatlantiske handel med varer og med mennesker var det danske svar på denne situation.

Hvad var den kulturelle baggrund?

De europæiske kolonimagter, heriblandt Danmark, betragtede sorte mennesker som handelsvarer og ejendom, ikke som mennesker i egen ret. Det fremgik bl.a. af det såkaldte Slavereglement fra 1733, som gjaldt i de danske kolonier i Caribien. Her står bl.a.: ”Vores Negre som af Gud selv ere giorte til Slaver”, og de bliver advaret mod ”ulydighed imod deres Mestere eller Mesterinder hvis Penge de dog ere, og derfor ere dem des større Underdanighed skyldige”. Reglementet fastsatte korporlige straffe for ”ulydighed” fra de slavegjorte – lige fra piskning over afsættelse af lemmer til hængning [6]. Slavehandlen foregik i den periode, der i Europa kaldes Oplysningstiden. At europæere mente at have ret til at gøre sorte mennesker til ejendom, hang sammen med forestillinger om raciale hierarkier. For eksempel udviklede den svenske videnskabsmand Carl von Linné i midten af 1700-tallet en teori om fire racer, der beboede hver deres kontinent og var karakteriseret ved hver deres temperament: ”Den hvide sangvinske europæer, der var opfindsom, optimistisk og styret af love; den mørke, melankolske asiat, der var styret af meninger; den sorte, flegmatiske afrikaner, der var snu, doven, letsindig og styret af luner; og den røde, frihedselskende amerikaner, der var styret af vaner” [7].

Slavehandlens hændelsesforløb

Hvor havde Danmark kolonier?

Den første danske koloni var i Tranquebar på den indiske kyst, hvor handelskompagnierne Ostindisk Kompagni og siden Asiatisk Kompagni havde monopol på handlen [3]. Den primære vare var bomuld, men også i de indiske kolonier handlede Danmark med slavegjorte. Kolonien blev solgt i 1845 til Storbritannien. Fra 1659 begyndte Danmark (eller rettere: Danmark-Norge) at grundlægge forter på den afrikanske vestkyst i det nuværende Ghana, som dengang blev kaldt Guldkysten. Det blev ikke styret som en egentlig koloni, men fungerede først og fremmest som udgangspunkt for handel med mennesker, der blev sejlet til Caribien, hvor Danmark koloniserede tre øer: St. Thomas (i 1672), St. Jan (i 1718) og St. Croix (i 1733). De slavegjorte skulle primært bruges som arbejdskraft på plantagerne, hvor sukkerindustrien på St. Croix blev den mest omfattende [8].

Danmark koloniserede desuden Grønland fra 1721, men Grønland indgik ikke i den transnationale slavehandel. De ressourcer, der blev trukket ud af den grønlandske koloni, var først og fremmest fra fiskeri – kontrolleret af Almindelige Handelskompagni [9] – og råstoffer [10].

Hvad var trekantshandlen?

Trekantshandlen betegner et transatlantisk handelssystem fra det 16.-19. århundrede, hvor varer fra Europa og Asien blev udvekslet for slavegjorte mennesker på den afrikanske vestkyst, som derfra blev fragtet til Amerika (både syd og nord, samt de caribiske øer), hvor deres arbejdskraft blev brugt til at dyrke bl.a. sukker, bomuld og tobak, som derfra blev fragtet til Europa [11].

Som historiker Niklas Thode Jensen beskriver det [12]:

”Systemet kan ses som en gigantisk maskine bestående af tusinder af forbundne tandhjul i form af mennesker, skibe, plantager, fabrikker og markeder, hvor drivkraften hovedsageligt udgjordes af de slavegjorte afrikaneres dødbringende slid i Amerika og af Europas umættelige appetit på kolonivarer som sukker, tobak og te. Maskinens accelererende svinghjul bragte store indtægter til Europa, og derfor blev systemet en hjørnesten i Europas fortsatte udbredelse af sin magt over verden.”

Hvor mange mennesker blev handlet – og hvor stor en andel til danske kolonier?

I løbet af godt 300 år frem til 1866 transporterede europæiske kolonimagter omkring 12,5 millioner slavegjorte over Atlanten. I runde tal stod 430 danske skibe for fragten af omkring 111.000 slavegjorte i perioden mellem 1660’erne og begyndelsen af 1800-tallet. Dermed udgjorde den danske andel 2,3 procent af hele den internationale slavehandel [2]. De slavegjorte, som blev fragtet på danske skibe, blev sat til at arbejde i særligt plantagerne på de caribiske øer, dengang kolonierne Dansk Vestindien.

I begyndelsen af 1790’erne tog den daværende danske finansminister, Ernst Schimmelmann, initiativ til at forbyde dansk deltagelse i slavehandlen. Det største antal slavegjorte, som Danmark fragtede til kolonierne, var i perioden mellem vedtagelsen af et forbud (1792) og det tidspunkt, hvor forbuddet trådte i kraft (1803). I det mellemliggende årti blev importen af slavegjorte til Dansk Vestindien nemlig økonomisk støttet af den danske stat. Hensigten var at få så stor en slavebefolkning i de danske kolonier, at den kunne reproducere sig selv. Det ville spare kolonimagten Danmark for store omkostninger. Mellem 1792 og 1803 blev næsten 25.000 slavegjorte fragtet på 125 skibe, svarende til 200 nytilkomne slavegjorte i de danske kolonier hver eneste måned [2].

Hvorfor afviklede de europæiske kolonimagter slavehandlen?

Det bliver ofte hævdet, at Danmark var den første europæiske stat, der forbød slaveri. Det passer imidlertid ikke. Danmark var det første land, der vedtog en lov imod transatlantisk slavehandel, men det skete, fordi England allerede var i gang med planer om det samme – og der gik mere end et årti, før det danske forbud trådte i kraft. På det tidspunkt var samtlige europæiske stater i gang med at afvikle den transatlantiske slavehandel. Det var ikke længere økonomisk rentabelt med den omfattende transport, og mange slavegjorte omkom undervejs på rejsen [13]. Men slavegjorte blev fortsat handlet inden for kolonierne samt internt i USA længe efter afskaffelsen af den transatlantiske slavehandel. At forandringerne havde mere at gøre med økonomiske forhold end med et moralsk, etisk eller politisk opgør med slaveri som sådan, fremgår af et brev, den danske finansminister Ernst Schimmelmann skrev angående sit forslag om at afskaffe den transatlantiske slavehandel [14]. Her står bl.a.:

”Forslagene indeholder intet, der vil kunne føre til omvæltninger eller indskrænkninger for privatpersoner; de sigter tværtimod på at beskytte ejendom og få planterne [plantageejerne] til at basere deres egen nytte på noget mere sikkert end en midlertidig anvendelse [af slaverne].”

Schimmelmann var selv en af de største plantageejere i Dansk Vestindien, og tjente en formue på at bruge slavegjort arbejdskraft [15].

Hvornår blev slaveriet forbudt?

Flere selvstændige stater i det nuværende USA forbød slaveri som sådan allerede i 1770’erne og 1780’erne, f.eks. Vermont i 1777. I England trådte en lov om frigivelse af slaver i kraft i 1834. Danmark ophævede først slaveriet i 1848, og det skete under pres fra voksende politisk og social uro blandt de slavegjorte i kolonierne Dansk Vestindien. Oprindeligt skulle slaveri have været udfaset over en tiårig periode, men efter et oprør på Sankt Croix valgte den lokale danske guvernør at erklære slaverne for frigivet med virkning d. 3. juli 1848 [13].

Hvornår afviklede Danmark kolonierne?

De danske handelsstationer Tranquebar og Serampore i Sydasien blev solgt til Storbritannien i 1845. De danske forter på Guldkysten – det nuværende Ghana – der havde været udgangspunkt for den transatlantiske slavehandel, blev solgt til Storbritannien i 1850. Dansk Vestindien – i dag Virgin Islands – hvor slavegjorte blev brugt til arbejde i bl.a. plantager, blev solgt til USA i 1917. Grønland forblev koloni, men opnåede formelt set status af dansk amt (en administrativ enhed svarende til nutidens regioner) i 1953, under pres fra FN’s afkoloniseringspolitik. I 1979 fik Grønland såkaldt hjemmestyre, og i 2009 selvstyre.

Konsekvens og betydning

Hvad var de økonomiske konsekvenser af den danske slavehandel?

Ifølge den danske søfartshistoriker Kåre Lauring var den danske handel med slavegjorte isoleret set en dårlig forretning [16]. Op mod en femtedel af de slavegjorte døde under rejsen, og det samme gjaldt op mod en tredjedel af besætningen på slaveskibene. Det skete også, at de slavegjorte gjorde oprør på skibene, og selvom oprørene oftest blev slået brutalt ned, var det omkostningsfuldt, og det hændte også, at de slavegjorte blev sat fri af besætningen, når skibene kom i land. At slavehandlen i sig selv var uprofitabel, var ifølge Kåre Lauring også den primære årsag til, at den blev afviklet.

Men det arbejde, de slavegjorte udførte – ganske gratis, eftersom de jo ikke fik løn – i de danske kolonier i Caribien, var særdeles indbringende, både for de enkelte plantageejere og for den danske stat. Sukker blev en af de vigtigste handelsvarer overhovedet for Danmark i slutningen af 1700-tallet. Efter frigivelsen af de slavegjorte i 1848 holdt de danske kolonier op med at være indbringende for den danske stat, og det var baggrunden for salget af Dansk Vestindien til USA i 1917 [3]. Handlen i de danske kolonier i både Vest- og Ostindien (Asien) bragt betydelige indtægter til det dansk-norske rige, både til staten og til private i såvel hovedstaden som handelsbyerne i provinsen. Det var indtægterne fra produktionen i kolonierne – muliggjort af slavegjort arbejdskraft – og den dertilhørende handel, der gjorde kolonisystemet profitabelt [12].

Hvad var de menneskelige konsekvenser af den danske slavehandel?

I en artikel til pov.nternational forklarer lokalhistoriker på St. Croix, Wayne Jones, de menneskelige konsekvenser af slaveriet, og hvordan de stadig kan mærkes i nutiden [17]:

• De slavegjorte blev systematisk skilt fra deres afrikanske kultur, familier, trossamfund og identitet.
• Gennem en periode på næsten 250 år var afrikanere i Dansk Vestindien forhindret i at udnytte deres potentialer som mennesker, da de var tvunget ind i et liv som plantagearbejdere. Under dette system blev mennesker, som ellers kunne have været blevet kunstnere, forfattere, opfindere, advokater, læger eller filosoffer tvunget til at skære sukkerrør.
• Danmark efterlod et ”veritabelt fattighus”, da de solgte øerne til USA, og gennem frasalget af kolonierne løb den danske stat fra sit ansvar for de langvarige lidelser, som efterkommerne af slavegjorte var udsat for økonomisk, socialt og kulturelt.
• Dansk slaveri var så traumatisk for indbyggere på Jomfruøerne, at der gik 120 år efter slavernes frigørelse, før efterkommerne af de slavegjorte omsider forlod de plantager, deres forfædre havde været bundet til. Og det skete kun, fordi regeringen – hjulpet af plantageejerne – i 1966 fjernede tagene fra arbejdernes boliger (de tidligere slavehytter), hvilket dermed gjorde dem ubeboelige: ”Det var der og først der, at gennemsnitsindbyggere på Jomfruøerne modvilligt og frygtsomt tog deres første skridt henimod mental frigørelse. Landarbejderlivet, der ikke havde ændret sig meget siden slavetiden, var alt de kendte til.”
• Der er stadig i dag enorme forskelle mellem sorte og hvide på sundheds-, uddannelses- og socialområdet.
• Der er udbredt racisme, forskelsbehandling, selvhad og mindreværdskomplekser.

Danmark som slavenation i historieformidlingen

Hvad var The Fireburn, og hvilken rolle har begivenheden fået i nutiden?

Den danske stat gjorde meget lidt for at forbedre vilkårene for den tidligere slavegjorte befolkning, som var blevet frigivet i 1848. Det førte i 1878 til en opstand på St. Croix, der blev kendt som The Fireburn – det største arbejderoprør i Danmarkshistorien, som indtil for ganske nylig var blevet skrevet ud af historien. 400 arbejdere blev anholdt i forbindelse med oprøret, heriblandt Mary, Agnes, Mathilda og Susanna, der blev anset for at have været oprørslederne, og som i folkemunde blev kendt som The Fireburn Queens. Som historikerne Rikke Lie Halberg og Bertha Rex Coley beskriver [18], blev oprøret i samtidens danske presse oprøret omtalt som ”udskejelser” og meningsløst hærværk udført af dovne og utaknemmelige sorte. De primære kilder til, hvad der egentlig foregik under The Fireburn, er retsprotokollerne – som er skrevet fra den danske administrations perspektiv – samt mundtlige overleveringer i lokalbefolkningen. På St. Croix har denne historie været levende lige siden, men i Danmark blev den først mere alment kendt i årene omkring 100-året for salget af de vestindiske kolonier. Her brugte historikere, kunstnere og aktivister fra Danmark og Virgin Islands anledningen til at sætte fokus på den markante begivenhed og forsøge at give The Fireburn Queens og arbejderopstanden i det hele taget den plads, den fortjener i dansk historiebevidsthed.

Hvordan opstod myten om, at Danmark var det første land, der ophævede slaveriet?

Det er rigtigt, at Danmark var det første land, som vedtog en lov mod transatlantisk slavehandel, nemlig i 1792. Loven trådte imidlertid ikke i kraft før mere end et årti senere, og den afskaffede på ingen måde selve slaveriet. Myten om, at Danmark var det første land, som ophævede slaveri, skyldes altså en forveksling af lovgivning, som forbyder slavehandel, og forbud mod slaveri som sådan. Forestillingen om Danmark som foregangsland i ophævelsen af slaveriet har haft nemt ved at hænge ved, fordi den understøtter et populært nutidigt selvbillede af Danmark som en særligt humanistisk nation [13].

Relateret til denne myte er fortællingen om, at den daværende danske guvernør Peter von Scholten af sit gode hjerte ”gav” de slavegjorte deres frihed. Han er dermed blevet symbol på, at Danmark gjorde det rigtige, helt af sig selv. Det er en fortælling, som især er blevet båret frem i populærkultur, fiktion og dokufiktion. Men historisk forskning viser, at det var de slavegjortes oprør, der tvang von Scholten til at bekendtgøre øjeblikkelig frigivelse i 1848 [18]. I det hele taget har slavegjortes egne modstandshandlinger og oprør været centrale for slaveriets ophævelse overalt i verden [19].

Hvilken rolle har den danske stat spillet for, hvad der kan skrives om dansk slavehandel og kolonistyre?

Da den danske regering solgte kolonierne i Vestindien i 1917, blev der sendt et skib fra Danmark, som hentede de enorme mængder af arkivmateriale fra den danske administration af øerne. En lille del af materialet endte i Washington, men det meste blev bragt til København og opbevares nu på Rigsarkivet. Det drejer sig om i alt 1500 hyldemeter materiale fra Dansk Vestindien. Men som historikerne Rikke Lie Halberg og Bertha Rex Coley forklarer, betyder det ikke, at der er kilder til hele historien om dansk slavehandel og kolonistyre [20]. Materialet blev skrevet, udvalgt og gemt af det danske kolonistyre, og derfor rummer det kun den del af historien, som netop det danske kolonistyre fandt væsentligt – og ønskværdigt – at bevare. F.eks. er der i materialet på Rigsarkivet kun meget sparsomme oplysninger om et meget udbredt fænomen, nemlig at danske mænd systematisk udnyttede slavegjorte kvinder seksuelt, og at dette var en del af baggrunden for de adskillige oprør, der foregik på øerne gennem tiden.

Perspektiv på emnet

Hvorfor vil den danske regering ikke undskylde for slavehandel og slaveri?

I anledning af 100-året for den danske stats salg af kolonierne i Caribien undskyldte Brødremenigheden – der udførte kristen mission i de danske kolonier – offentligt for deres rolle i opretholdelsen af slaveriet [21].

Den danske regering ønskede imidlertid ikke at give en undskyldning til efterkommerne af slavegjorte i Dansk Vestindien. Ifølge forskerne Frits Andersen og Jakob Ladegaard [22] har der været to centrale rammesætninger for slaverihistorien i Danmark: Den ene er fortrængning, og den anden er afvisning af, at den danske stat har noget at sige undskyld for. 100-året for salget af Dansk Vestindien aktiverede diskussionen om undskyldning – og evt. erstatning – til efterkommerne af de mennesker, som blev slavegjort af den danske stat og danske handelskompagnier. Her afviste danske politikere ideen, bl.a. med henvisning til, at slaveri var fortid, og at den danske stat i dag ikke har noget ansvar for, hvad der skete for så længe siden – og at det i øvrigt er bedre at se fremad. Men eftersom konsekvenserne af slaveriet stadig kan mærkes på Virgin Islands, oplever befolkningen der ikke slaveriet som ’fortid’. Desuden argumenterer forskere for, at ”debatten om en undskyldning kan spærre for en mere relevant diskussion om erstatning, som i øvrigt ikke kun skal forstås økonomisk, men også i form af kulturelle tiltag”, herunder en forpligtelse på at bekæmpe racisme i nutiden [22].

Citerede kilder

1. Kopier link

   1.

   Den Atlantiske Slavehandels Historie (Black Cargoes)

   Bog

   Daniel P. Mannix og Malcolm Cowley

   Niels Bings Forlag, 1962

   Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

   1. Definition
2. Kopier link

   2.

   Den danske slavehandel, ca. 1660-1848

   Leksikonopslag

   Erik Gøbel

   Danmarkshistorien.dk, 10-01-2017

   Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

   1. Definition
   2. Forløb
3. Kopier link

   3.

   Merkantilisme og danske tropekolonier, ca.1600-1917

   Leksikonopslag

   Peter Bejder og Benjamin Kristensen

   Danmarkshistorien.dk, 24-08-2018

   Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

   1. Årsag
   2. Forløb
   3. Konsekvens
4. Kopier link

   4.

   Svenskekrigen – til søs

   Temaside

   Nationalmuseet

   Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

   1. Årsag
5. Kopier link

   5.

   Trediveårskrigen

   Leksikonopslag

   Gunner E. Lind

   Danmarks Nationalleksikon, 2-10-2024

   Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

   1. Årsag
6. Kopier link

   6.

   Guvernør Gardelins slavereglement, 5. september 1733

   Originalkilde

   Tilgængelig i transskriberet tilstand på Danmarkshitorien.dk

   Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

   1. Årsag
7. Kopier link

   7.

   Raceteorier

   Leksikonopslag

   Ole Høiris

   Danmarks Nationalleksikon, 20-01-2025

   Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

   1. Årsag
8. Kopier link

   8.

   De vestindiske øer, 1672-1917

   Leksikonopslag

   Niels Brimnes

   Danmarkshistorien.dk, 29-06-2020

   Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

   1. Forløb
9. Kopier link

   9.

   Kolonitiden frem til krigsårene i Grønland

   Leksikonopslag

   Marianne Jensen

   Danmarks Nationalleksikon Lex.dk, 16-11-2022

   Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

   1. Forløb
10. Kopier link

    10.

    Introduktion til kildesamling 3: Råstoffer og minedrift

    Hjemmeside

    Arktisk Institut

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Forløb
11. Kopier link

    11.

    Trekantshandel

    Leksikonopslag

    Niels Thorsen

    Danmarks Nationalleksikon, 04-02-2025

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Forløb
12. Kopier link

    12.

    Den danske trekantshandel var en gigantisk maskine af skibe, plantager, søfolk og slaver

    Artikel

    Niklas Thode Jensen

    Politiken Historie, 31-03-2021

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Forløb
    2. Konsekvens
13. Kopier link

    13.

    MYTE: Var Danmark det første land, der ophævede slaveriet?

    Leksikonopslag

    Helle Jørgensen

    Danmarkshistorien.dk, 19-03-2014

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Forløb
    2. Historiebrug
14. Kopier link

    14.

    Ernst Schimmelmanns brev om slavehandlen, 18. juni 1791

    Originalkilde

    Anne Sørensen og Gerda Bonderup (oversættelse fra tysk og dansk til nutidsdansk)

    Danmarkshistorien.dk, 10-01-2017

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Forløb
15. Kopier link

    15.

    Ernst Schimmelmann og dilemmaet om de 1000 slaver

    Podcast

    Cecilie Sønderstrup og Magnus Bang

    Radio IIII, 26-09-2020

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Forløb
16. Kopier link

    16.

    Slavehandlen var et økonomisk sort hul

    Artikel

    Bent Blüdnikow

    Berlingske Tidende, 14-04-2014

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Konsekvens
17. Kopier link

    17.

    Dansk undskyldning og erstatning

    Artikel

    Wayne Jones

    POV, 31-03-2017

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Konsekvens
18. Kopier link

    18.

    Dansk Vestindiens helte og heltinder

    Artikel

    Rikke Lie Halberg og Bertha Rex Coley

    Slagmark nr. 75, 2017

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Historiebrug
19. Kopier link

    19.

    Slaveriets afskaffelse

    Leksikonopslag

    Rikke Lie Halberg

    Danmarks Nationalleksikon, 20-02-2025

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Historiebrug
20. Kopier link

    20.

    Slaveri, seksuelle overgreb og modstand

    Artikel

    Bertha Rex Coley og Rikke Lie Halberg

    Baggrund, 31-03-2017

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Historiebrug
21. Kopier link

    21.

    Dansk kirkesamfund undskylder slaveriet

    Artikel

    Philip Samson

    POV, 24-03-2017

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Perspektiv
22. Kopier link

    22.

    Indledning

    Kapitel

    Frits Andersen og Jakob Ladegaard (red.)

    Aarhus Universitetsforlag, 2017

    Kapitel i ”Kampen om de danske slaver. Aktuelle perspektiver på kolonihistorien”

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Perspektiv