Historiekanon 12: Statskuppet 1660

I 1660-61 blev det kongelige magtmonopol, kaldet enevælden, indført i Danmark-Norge ved et regulært statskup. Riget var på det tidspunkt i økonomisk krise efter flere krige mod Sverige. Kong Frederik den 3. indkaldte adel, borgere og højtstående folk fra kirken til et møde om rigets fremtid. Resultatet af mødet blev, at kongen fik gennemført enevælde til gengæld for, at han lovede at løse den økonomiske krise.

Kong Frederik 3. havde i 1660 indkaldt til et stændermøde mellem kongen og adel, borgere og gejstlige. Det danske samfund var på det tidspunkt skarpt opdelt efter stand eller klasser og var præget af disse stænder:

     · Borgerstanden var byens borgere

     · Gejstligheden var landets kirkelige klasse, f.eks. præster og biskopper

     · Adelen havde en særligt privilegeret position, ejede det meste af jorden og godserne og betalte ikke skat

     · Bønderne var den laveste stand og blev sjældent tillagt politisk eller social betydning.

     Stændermødets deltagere var desuden udelukkende mænd, da kvinder på det tidspunkt ikke blev anset for ligeværdige indbyggere.

     Stændermødet i 1660 resulterede i en ny styreform i Danmark-Norge: enevælden. De gejstlige og borgerne foreslog at ændre forfatningen, så kongemagten gik i arv. Indtil da havde adelen gennem det regerende rigsråd udnævnt kongen. Kongen skulle derefter underskrive en håndfæstning, der fastlagde hans råderum og magtbeføjelser. Med enevælden ville kongen derimod selv kunne definere sin magt.

     Årsagen til, at de gejstlige og borgerne forslog en enevældig og arvelig kongemagt, var, at de var blevet trætte af rigsrådets magt og af adelens mange privilegier, f.eks. at de ikke betalte skatter og afgifter. De gejstlige og borgerne troede, at kongen ville varetage deres interesser bedre, end rigsrådet havde gjort. Adelen og rigsrådet var til gengæld imod, at kongemagten blev gjort arvelig, fordi de så ville miste en betydelig del af deres indflydelse.

I kølvandet på svenskekrigene 1657-1660, hvor riget Danmark-Norge blandt andet tabte Skåne, Halland og Blekinge og for en kort overgang Bornholm, fulgte en håbløs økonomisk situation med stor fattigdom i de tilbageblevne dele af riget. Dels havde fremmede hære hærget og plyndret, dels skulle de mange lejesoldater, som havde været en del af den dansk-norske hær, have deres løn. Derudover var dødeligheden steget, og ifølge historiker Jens Aage Poulsens bog ”Det Historiske Overblik” (se kilder), skønnes det, at befolkningstallet fra 1645 til 1660 faldt med en femtedel.

     En række andre forhold i tiden havde også gødet jorden for ændringer i samfundets magtstruktur.

     Ifølge undervisningsmaterialet “Statskuppet 1660” (se kilder) var der en voksende erkendelse af, at den gældende styreform ikke kunne håndtere det stadigt mere komplekse samfund. Allerede Christian den 4. havde gjort sig forestillinger om, at samfundets udvikling var afhængig af en styrket statsmagt.

     Nye strømninger andre steder i Europa gav også inspiration til en ny magtdeling. Lande som Østrig, Spanien og Frankrig havde allerede med stor folkelig opbakning, især i byerne, gennemført enevældige styreformer. Flere unge fra borgerskabet og gejstligheden i Danmark-Norge havde studeret i Europa og haft lejlighed til at opleve disse omvæltninger på nærmeste hold.

     En af drivkræfterne i diskussionen om enevælden som statsform var borgersønnen Peder Schumacher (Griffenfeldt), der ifølge Ditlev Tamms bog “Juraens hundrede bedste historier” (se kilder) sammen med andre studiekammerater i udlandet argumenterede for behovet for ændringer. I 1663 blev han kongens personlige bibliotekar, og i 1665 udarbejdede han Kongeloven.

     Kongen ville desuden gerne stække adelens magt. Ved Frederik den 3.s tronbestigelse i 1648 var han blevet tvunget til at underskrive en streng håndfæstning. Kongens forhold til adelen var yderligere anstrengt af svenskekrigene, hvor mange adelsmænd ikke havde opfyldt deres militære forpligtelser eller var flygtet ud af landet.

Frederik den 3. indkaldte til en stænderforsamling, et møde med repræsentanter for de tre stænder adel, gejstlighed og borgere. Den fjerde stand, bønderne, var ikke inviteret med. Der var ligeledes ikke meget interesse for halvdelen af rigets befolkning, nemlig nordmændene. Mødet blev holdt i København i 1660.   På mødet skulle stænderne komme med forslag til, hvordan rigets økonomiske krise kunne løses. Ikke overraskende kunne de tre stænder ikke blive enige. Det blev for eksempel foreslået, at alle stænder blev pålagt ekstra skat for at nedbringe gælden, men det ville adelsfolkene ikke acceptere. Adelen havde altid været fri for at betale skat til gengæld for, at den stille med militær hjælp, når der udbrød krig. Men adelens manglende indsats under svenskekrigene havde gjort, at standen stod svagt og blev upopulær både hos kongen og landets øvrige stænder, og adelen accepterede til sidst den ekstra skat. Gejstlighedens og borgerskabets repræsentanter tilbød kongen, at Danmark skulle gøres til et arverige. Dermed kunne adelen ikke tvinge en ny konge til at underskrive en håndfæstning. Det var adelen imod, men adelen måtte igen bøje sig et stærkt pres, da kongen afspærrede København og satte landet i militær undtagelsestilstand.

     Kongen og hans nærmeste rådgivere benyttede lejligheden til at gå endnu videre, idet stændermødet stort set overlod det til kongen at udforme de nærmere retningslinjer for, hvordan riget skulle styre fremover. Kongen udsendte en erklæring om, at kongen fremover havde ubegrænset, enevældig magt. Resultatet blev den såkaldte “Enevoldsarveregeringsakt. Hermed var der ifølge “Statskuppet 1660” (se kilder) reelt gennemført et statskup.

Stændermødets forhandling og det efterfølgende kup foregik ifølge Busck og Poulsens “Danmarks historie – i grundtræk” og Scocozza og Jensens ”Danmarkshistoriens hvem, hvad og hvornår” (se kilder) således:

     · Stændermødet begyndte 10. august 1660 på Københavns Slot. Rigshofmester Joachim Gersdorff holdt en åbningstale og roste kongens mod og byens modstandsvilje under den svenske belejring af København. Så blev de første forslag fremsat: indførelsen af ekstra skat og afgifter.

     · Stænderne forhandlede hver for sig. Borgerne og de gejstlige accepterede forslaget den 15. september på den betingelse, at alle stænder blev stillet lige; adelen skulle altså også betale.

     · På et fællesmøde 19. september sagde adelen nej, men borgerskabet havde i mellemtiden fundet frem til et forslag med mere vidtgående reformer.

     · 8. oktober fremsatte Københavns borgmester, Hans Nansen, et forslag om at tilbyde Frederik den 3. riget som arverige. Gejstlighedens repræsentanter støttede det. Forslaget skulle behandles af rigsrådet, men da det i praksis ville betyde enden på rigsrådets magt, tøvede det med svaret.

     · 10. oktober gik borgere og gejstlighed i demonstration for at kræve et svar fra rigsrådet. Det afviste rigsrådet, fordi det ikke var fuldtalligt. Derfra gik demonstrationen til kongen. Samme aften blev Københavns byporte lukket, og byen blev erklæret i militær undtagelsestilstand. Uden for havnen lå skibe for at forhindre, at man kunne flygte ad søvejen. Adelens repræsentanter og rigsrådet var nu reelt spærret inde.

     · 13. oktober gav rigsrådet op, og samme dag nedsatte kongen et udvalg bestående af repræsentanter fra de tre stænder. Udvalget skulle foreslå, hvad der skulle ske, når valgkongedømmet var afskaffet. Det kunne de ikke enes om, så de lod kongen sørge for det videre forløb.

     · 16. oktober blev håndfæstningen afskaffet, og 18. oktober blev Frederik den 3. hyldet sm arvekonge på en tribune foran Børsen. For at kunne sige, at hele det danske folk havde gjort kongen til deres arveherre, var der blevet indkaldt nogle bønder fra Amager til at aflægge ed på vegne af bondestanden.

Enevælde betegner en styreform, hvor en enkelt person (kongen) har den absolutte magt. Enevælde var almindelig i Vesteuropa fra cirka 1500 til cirka 1800. I Danmark fik kongen med en erklæring 10. januar 1661, som følge af statskuppet i slutningen af 1660, den absolutte regeringsmagt. Erklæringen indgik i den senere Kongeloven. Med Enevoldsarveregeringsakten fra 1661 blev grunden for det nye enevældsstyre lagt. Aktstykket var udformet som et forpligtelsesbrev, som de adelige og repræsentanter fra borgerskabet og de gejstlige underskrev og bekræftede Hans Kongelige Majestæt “som een absolut og suveræn arve herre…” skriver Scocozza i ”Ved afgrundens rand” (se kilder).

     I 1665 kom “Kongeloven“, der var den danske grundlov, indtil enevælden ophørte i 1849. I den stod der, at kongen skulle bevare riget udelt, at han ikke måtte give sin magt fra sig, og at han skulle være lutheraner (protestant). Bortset fra disse krav til kongen havde han den fulde magt til at styre riget, som han ville.

Den 24. juni 1661 gav Frederik den 3. de tre stænder de privilegier, altså særlige rettigheder, han havde besluttet, at de skulle have fremover. Adelen beholdt deres rettigheder over bønder og gods, men mistede deres politiske indflydelse. Borgerskabet skulle fremover betale det samme i skat som adelen, og de fik mulighed for at få de samme stillinger som adelen. De gejstliges privilegier var de samme som hidtil.

     Statskuppet 1660 var en skelsættende begivenhed i dansk historie, der ændrede magtforholdene i Danmark. Indtil 1660 havde Danmark været et valgkongedømme, hvor kongen og adelen med en håndfæstning aftalte, hvordan magten skulle fordeles. Men med begivenhederne i efteråret og vinteren 1660-61 blev denne magtdeling forandret på afgørende vis. Danmark blev et arverige, og kongemagten blev enevældig. Kongens søn var automatisk den næste konge og skulle ikke vælges eller underskrive en håndfæstning.

     Den enevældige styreform varede frem til Grundlovens indførelse 189 år efter. Selv om der var enevælde andre steder i Europa, var den danske enevælde speciel på den måde, at der var en lov, Kongeloven, som på skrift forklarede, hvad enevælden bestod i. Den danske kongelov er ifølge Ditlev Tamm (se kilder) den eneste nedskrevne, enevældige forfatning i Europa.