Søg
Menu
Menu

Hvad leder du efter?

Historisk kort og prospekt af den danske koloni Tranquebar

Kort og prospekt af Tranquebar med Fort Dansborg.

Foto: Nationalmuseet/Wiki Commons

Kort og prospekt af Tranquebar med Fort Dansborg. Foto: Nationalmuseet/Wiki Commons

Dansk kolonialisme i Indien, 1616-1845

Hovedforfatter

  • Helle Jørgensen, antropolog og kulturarvsforsker, ph.d., juni 2026

Læsetid: 22 min

Indhold

Indledning

Fra 1620 til 1845 var Danmark én blandt mange andre europæiske kolonimagter i Indien. Det begyndte med etableringen af den danske handelskoloni Tranquebar i Sydindien i 1620, og i 1755 fulgte endnu en dansk besiddelse, Serampore i det nordøstlige Indien. Før Tranquebar og Serampore blev solgt til briterne i 1845, spillede de en nøglerolle i danske forsøg på at skabe profit på handel i Asien, som indgik i et komplekst samspil mellem både europæiske konkurrenter og lokale indiske magter. I dag er vi bevidste om Danmarks rolle som kolonimagt i Nordatlanten, som i høj grad former den aktuelle debat om Grønland, og om de mørkeste og mest ubehagelige dele af kolonihistorien, som fylder i postkolonial debat om slaveri og slavehandel; men at Danmark også har haft kolonier i Indien diskuteres mindre. Ikke desto mindre var det med oprettelsen af Ostindisk Kompagni i 1616, at Danmarks ambitioner om at etablere kolonier for at gøre sig gældende i verdenshandelen på linje med samtidens store europæiske magter tog sin begyndelse. I denne Faktalinkartikel kan du læse om, hvordan dansk kolonialisme i Indien kom til at udspille sig; hvad baggrunden for etableringen af Ostindisk Kompagni var; hvilke virkninger den danske kolonihistorie i Indien har haft, og hvordan den huskes og bruges i dag.

Relaterede emner

Miniforedrag – kolonihistorie

Historiker Niels Brimnes præsenterer i dette ultrakorte foredrag en afgrænsning af dansk kolonihistorie og dens karakteristika: Det begynder med en dansk ekspedition, afsendt i 1618, som grundlagde Danmarks første koloni i Indien, Tranquebar, i 1620.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold, derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Definition af dansk kolonialisme i Indien

Hvad er det såkaldte ”Ostindien” og dets rolle i europæisk kolonialisme?

Den moderne europæiske kolonialisme udviklede sig i århundrederne efter år 1500, drevet af oversøisk handel og søfart, dvs. handel med områder på den anden side af verdenshavene. Danmark, som dengang var en mellemstor magt i Europa, fik også ambitioner om at gøre sig gældende i oversøisk handel med den region samtidens Europa kaldte Ostindien, som særligt op gennem 1600-tallet tog form gennem oprettelsen af ostindiske handelskompagnier i tidens mest betydelige europæiske lande. Den brede historiske betegnelse ”Ostindien” dækkede over et større område i Syd- og Sydøstasien, fra det indiske subkontinent til det nuværende Indonesien og Filippinerne. Her var det muligt at erhverve en række kostbare varer, f.eks. eksotiske krydderier, som ikke kunne produceres i Europa, og som vakte håb om at skabe stor profit. [1]

At monarker og købmænd i samtidens Europa fattede interesse for oversøisk handel med landene omkring Det Indiske Ocean, var ingen tilfældighed. I den tidlig moderne periode oplevede Asien en stor befolkningsvækst, som skabte baggrund for en imponerende velstand i regionen. Befolkningstallet i Asien steg fra omkring 200 millioner mennesker i år 1500 til 300 millioner i 1650. Med den udvikling fulgte en stigende kommercialisering, udvidede handelsnetværk og specialiseret produktion, hvor markeder for eftertragtede varer, som blev produceret langt fra hinanden, stod i god forbindelse. Her fik det indiske subkontinent en nøglerolle i udvekslingen af varer i et omfattende handelssystem. [2]

Hvad er Ostindisk kompagni og dansk kolonialisme i Indien?

Ostindisk Kompagni blev oprettet i 1616 som det første danske kompagni, der forsøgte at drage fordel af den ostindiske handel, og den første danske handelskoloni, Tranquebar, blev etableret i Indien i 1620. [3] I kolonialismens tidlige fase måtte de europæiske ostindiske handelskompagnier i høj grad indrette sig efter de eksisterende stater og samfundsdynamikker i Indien, og det gjaldt ikke mindst Danmark, hvis koloniale forbindelser i regionen havde et mindre omfang end samtidens europæiske stormagter. De danske besiddelser i Indien blev etableret, inden territorial ekspansion blev et led i europæisk kolonipolitik (se også Faktalinkartikel om imperialisme), og forblev af begrænset størrelse. Den danske handelsvirksomhed var centreret om to byer: Tranquebar i Sydindien og Serampore i det nordøstlige Indien, som blev en dansk besiddelse i 1755.

Skiftende danske handelskompagnier formåede periodevist at skabe overskud på oversøisk handel med udgangspunkt i Indien, selv om hjemlige krige gjorde det vanskeligt at opretholde kontinuiteten i handelen. Efter at briterne op gennem sidste halvdel af 1700-tallet etablerede sig som den dominerende kolonimagt i Indien, måtte Danmark i 1800-tallet indse, at mulighederne for at skabe overskud på baggrund af danske handelskolonier i Indien var udspillet, og de danske besiddelser i Indien blev solgt til briterne i 1845.

Årsager til dansk kolonialisme i Indien

Hvorfor opstod det første danske Ostindiske Kompagni?

I 1600-tallet fik handel med fjerne verdensdele en ny og vigtig rolle i international politik i Europa. Oversøisk handel blev et område, hvor ambitiøse europæiske stater indgik nye initiativer og konkurrerede om at opnå størst mulig rigdom, magt og prestige. Også kong Christian IV og de ledende kræfter omkring ham var overbeviste om, at hvis det danske rige skulle spille en fremtrædende rolle, kunne man ikke kun forlade sig på indtægter fra traditionelle kilder som landbruget. Handel med eftertragtede varer fra Asien blev udset som midlet til at skabe vækst, og det første danske ostindiske kompagni blev oprettet af Christian IV i 1616.

Portugiserne havde som de første europæere etableret deres handel i Indien allerede i 1500-tallet, efter at den portugisiske opdagelsesrejsende Vasco da Gama i 1498 opdagede søvejen til Indien. Fra starten af 1600-tallet fik de konkurrence i form af en række nyoprettede handelskompagnier i andre betydelige europæiske lande. Englænderne oprettede deres East India Company i 1600, mens hollænderne dannede Vereenigde Oost-Indische Compagnie i 1602. Frankrig meldte sig på banen med oprettelsen af Compagnie française des Indes i 1664. Disse handelskompagnier var verdens første aktieselskaber og fik store fordele af at samarbejde med statsmagten i deres hjemlande. De skulle på én gang skabe velstand blandt købmænd og hos staten. [4]

Hvor kom pengene og inspirationen til Ostindisk Kompagni fra?

De første, som i 1615 stillede forslag om oprettelsen af et dansk ostindisk kompagni, var købmænd, som var indvandret til Danmark fra Holland. Det velstående og effektive hollandske ostindiske kompagni blev da også i høj grad et forbillede for den danske indsats. Det var dog ikke let at rejse midler til at finansiere så stort og ambitiøst et foretagende. Kong Christian IV blev kompagniets største aktionær og måtte træde til som en endnu større yder af lån, både til kompagniet og til andre aktionærer. Det danske ostindiske kompagnis startkapital var på 180.000 rigsdaler: en kolossal sum, der svarede til halvdelen af rigets årsindtægter. At det var oppe mod slagkraftige konkurrenter, illustreres af, at det veletablerede hollandske kompagnis startkapital havde været fjorten gange større. [4]

Det blev også en hollænder, der gav anledning til den første praktiske indsats for at etablere kompagniets handel i Asien. I 1617 henvendte hollænderen Marcelis de Boschouver sig til Christian IV med fuldmagt til at præsentere et lovende tilbud fra rajah Senarat af Kandy på Ceylon. Rajahen tilbød handelsrettigheder til gengæld for en traktat om at yde militær støtte mod portugiserne, som han var i konflikt med. Christian IV underskrev en handels- og alliancetraktat, og i 1618 blev en ekspedition bestående af fem skibe afsendt, ledet admiral Ove Giedde, en dansk adelsmand, samt Roland Crappé, en købmand som blev udnævnt til Ostindisk Kompagnis generaldirektør.

Hvorfor blev den første danske koloni etableret i Indien?

Da den danske ekspedition i 1620 nåede til Ceylon, gik det langt fra som ventet. Rajahen havde i mellemtiden sluttet fred med portugiserne og nægtede nu at anerkende traktaten, der var indgået. Ekspeditionen måtte improvisere i sit forsøg på at få Ostindisk Kompagnis handel etableret i regionen og havde held til i stedet at oprette et dansk handelsstøttepunkt i riget Thanjavur på Sydindiens østkyst, Coromandelkysten, i den nuværende indiske delstat Tamil Nadu.

Her gav den lokale nayak (fyrste), Ragunatha Nayak, danskerne tilladelse til at etablere sig i kystbyen Tharangambadi, som af europæerne blev kaldt Tranquebar. Mod betaling af årlige afgifter fik de tilladelse til at drive handel og anlægge en fæstning i byen for at beskytte deres varer. Et fort, som blev kaldt Dansborg, blev opført og bemandet.

Nayken af Thanjavur havde i lige så høj grad som den danske konge velbegrundede politiske og økonomiske interesser på spil, når han tillod, at danskerne etablerede sig for at drive handel på hans territorie. Han havde allerede givet portugiserne handelsrettigheder og tilladelse til at etablere sig i sit rige, og ambitionen om forøget handel var et led i den lokale konkurrence, som i samtiden foregik mellem en række selvstændige sydindiske småstater, der tidligere havde været provinser i Vinayagar-riget og nu kæmpede indbyrdes om at øge deres magt og territorier.

Hændelsesforløb for dansk kolonialisme i Indien

Hvordan udviklede handelen sig i Ostindisk Kompagnis tidlige år?

På trods af at den danske ekspedition var havnet her ved et tilfælde, var Tranquebar som en etableret handelsplads et velegnet sted for Ostindisk Kompagni at arbejde sig ind i handelen med varer fra Indien og fra andre lokaliteter i Det Indiske Ocean. Blandt de eftertragtede handelsvarer, som blev bragt retur til København, var bomuldsstof i mange forskellige kvaliteter, farver og mønstre, samt krydderier som peber og nelliker.

At opnå en mere stabil profit på handelen var dog et langsigtet projekt, og de indtægter, som Ostindisk Kompagni skabte i sine tidlige år, blev ikke så store som forventet. Sejladsen mellem Europa og Indien var dyr og risikofyldt, og langt fra alle de udsendte skibe vente hjem. Forholdene i Europa komplicerede også forsøget på at opretholde kontinuitet i den oversøiske handel. Da Christian IV blev involveret i Trediveårskrigen (se Faktalinkartikel om Den Westfalske Fred), var han ikke længere i stand til at dække kompagniets udgifter, hvilket umuliggjorde udsendelsen af danske skibe til Tranquebar. Den danske koloni måtte klare sig med regional handel, uden forstærkninger fra Danmark, i en periode på tre årtier, da Danmark ikke formåede at sende skibe til Indien fra 1639 til 1668. Da der ingen oversøisk handel til Indien var, blev Ostindisk Kompagni opløst i 1650. Kompagniet blev dog genoprettet i 1670, da det var lykkedes at genetablere besejlingen.

Hvilken rolle spillede mission i dansk kolonialisme i Indien?

Med etableringen af Tranquebar som dansk koloni fulgte retten til, at danskerne måtte praktisere deres egen religion. Der blev fra starten udsendt præster til at sørge for kompagniets europæiske ansatte. Forsøg på religiøs omvendelse af lokalbefolkningen lå til gengæld langt fra Ostindisk Kompagnis formål. Flertallet af den lokale befolkning var hinduer, men også muslimer var en veletableret del af lokalsamfundet, ligesom der fandtes et mindretal af katolikker, fordi portugiserne tidligt havde udbredt den katolske tro.

Ostindisk Kompagnis politik var at blande sig så lidt som muligt i lokalbefolkningens religiøse og kulturelle forhold, ud fra den tanke, at indgreb, der potentielt kunne skabe konflikt, kunne skade handelen. Det var derfor en omvæltning i koloniens udvikling, da kong Frederik IV i 1705 udsendte de to missionærer Bartholomäus Ziegenbalg og Heinrich Plütschau til Tranquebar med ordre om at begynde arbejdet med at omvende de lokale til den lutherske protestantisme.

Baggrunden var den pietistiske fromhedsbevægelse, som var vokset frem i samtidens Tyskland og også prægede det danske hof. Ikke kun de to første, men langt størsteparten af de senere udsendte kongelige danske missionærer kom fra det indflydelsesrige teologiske uddannelsesmiljø i den tyske by Halle.

Efter en årrække med konflikt mellem handelskompagni og mission i Tranquebar, som startede ved missionærernes ankomst til byen i 1706, indstillede parterne sig på gensidig tilpasning. Missionen kom til at præge livet i byen med omvendelses- og skolevirksomhed, sprog- og kulturstudier, bogtrykkeri og oversættelsesvirksomhed. For at kunne omvende lokalbefolkningen måtte missionærerne nemlig først forstå dem. [5] [6] [7] [8]

Hvordan forløb den senere udvikling af de danske handelsaktiviteter i Indien?

De danske handelsaktiviteter i Indien vedblev at være følsomme for udviklingen hjemme i Europa. I 1729 gik Ostindisk Kompagni fallit, efter at Store Nordiske Krig i starten af 1700-tallet havde forstyrret de danske handelsaktiviteter. [3] [9] I 1732 blev den danske ostindiske handel dog igen konsolideret med oprettelsen af Asiatisk Kompagni. Det nye kompagni føjede handel med Kina til sine aktiviteter og kunne dermed tjene penge på nye lukrative varer som te og porcelæn ved siden af de varer, som Ostindisk Kompagni historisk havde fokuseret på. [10]

Asiatisk Kompagnis aktiviteter førte også til etableringen af endnu en dansk handelskoloni i Indien, som kom til at ligge i Bengalen i det nordøstlige Indien, hvor velstanden og produktiviteten var stor. Her fik Danmark i 1755 tilladelse fra Mogulstyrets nawab (guvernør) i Bengalen, Alivardi Khan, til at etablere sig i byen Serampore, der nu blev kendt som Frederiksnagore efter Kong Frederik V. [11] [12] [13] [14] I 1755 forsøge Danmark ligeledes at sætte sig i besiddelse af øgruppen Nicobarerne i Det Indiske Ocean for at drive handel herfra. Til forskel fra Serampore, der kom til at opleve vækst i sin tid som dansk handelskoloni, måtte gentagne danske forsøg på kolonisering af Nicobarerne dog opgives på grund af dødsfald, der skyldtes tropesygdomme. Det danske krav på øerne blev endegyldigt opgivet i 1848, hvorefter briterne tog dem i besiddelse i 1869. [15]

Sin mest succesrige periode oplevede Asiatisk Kompagni omkring 1775-1807, med det, der allerede i samtiden kaldtes ”den florissante (dvs. blomstrende) handelsperiode”. Her trivedes den danske oversøiske handel på grund af krige mellem de store kolonimagter England, Frankrig og Holland, som skabte rige muligheder for at fragte varer til Europa fra Asien under det neutrale danske flag. [16]

Hvordan sluttede dansk kolonialisme i Indien?

Trods periodevis økonomisk succes, særligt i den florissante handelsperiode i slutningen af 1700-tallet, havde den danske kolonivirksomhed i Indien endegyldigt udspillet sine forhåbninger om fremgang kort efter århundredets slutning. Op igennem 1700-tallet havde briterne i tiltagende grad etableret dominans over både indiske magter og europæiske konkurrenter om handelen i Indien. Uden den særlige fordel, som den danske kolonivirksomhed havde haft i sin udnyttelse af den danske neutralitet i samtidens konflikter mellem de europæiske stormagter, var den danske handel i Indien ikke længere profitabel.

I 1801 blev både Serampore og Tranquebar besat af briterne, og selv om de blev tilbageleveret i 1802, illustrerede det den overmagt, som det britiske styre i Indien havde etableret. I 1808 blev de danske kolonier i Indien endnu engang besat af briterne, denne gang da Danmark hjemme i Europa var blevet tvunget ud i en alliance med Napoleon, efter at briterne havde krævet den danske flåde udleveret som led i krigen mod Frankrig. Syv års besættelse af de danske besiddelser i Indien blev resultatet, og selv om det gik udramatisk for sig i kolonierne, markerede det afslutningen på den danske handel i Indien. I Danmark gik det ene købmandshus efter det andet konkurs, og Asiatisk Kompagni vaklede på fallittens rand, skønt det blev videreført til 1844. [17] Mulighederne for økonomisk udvikling i Tranquebar og Serampore svandt ind, og i 1845 solgte Danmark sine indiske kolonier til briterne for 1.125.000 rigsdaler.

Tidslinje

1616

Kong Christian IV etablerer det første danske Ostindiske Kompagni for at drive handel i Asien, inspireret af tilsvarende ostindiske handelskompagnier, som blev oprettet af englænderne i 1600 og hollænderne i 1602.

1618

Christian IV underskriver en handels- og alliancetraktat med Rajah Senarat af Kandy på Ceylon, og en dansk ekspedition bestående af fem skibe bliver udrustet og afsendt under ledelse af adelsmanden admiral Ove Giedde samt købmanden Roland Crappé.

1620

Ragunatha Nayak, fyrsten af Thanjavur på Sydindiens østkyst, giver mod betaling af en årlig afgift tilladelse til, at danskerne etablerer sig for at drive handel og opføre en fæstning i byen Tharangambadi, der af europæerne kaldes Tranquebar.

1650

Ostindisk Kompagni opløses af økonomiske grunde, da Danmark har så store omkostninger i forbindelse med krige i Europa, at det siden 1639 ikke har været muligt at sende danske skibe til Asien for at drive handel.

1670

Ostindisk Kompagni genoprettes, efter at det i 1669 lykkes at genoptage den danske besejling af Tranquebar, forstærke koloniens mandskab og sende handelsvarer fra Det Indiske Ocean retur til Danmark.

1705

Kong Frederik IV udsender missionærer til Tranquebar for at omvende befolkningen til den protestantiske kristendom. De to første missionærer, Bartholomäus Ziegenbalg og Heinrich Plütschau, ankommer til Tranquebar i 1706.

1729

Ostindisk Kompagni går fallit, efter at Store Nordiske Krig i en årrække har forstyrret kompagniets handelsaktiviteter og har gjort det vanskeligt at skabe balance i økonomien i Tranquebar, endsige skabe overskud til kompagniets aktionærer.

1732

Asiatisk Kompagni oprettes som Ostindisk Kompagnis afløser, for at drive handel ikke bare med varer fra Indien, men også fra Kina, hvilket føjede eftertragtede varer som te og porcelæn til de bomuldstekstiler og krydderier, som hidtil havde fyldt i skibenes returladninger.

1755

Det danske kompagni får tilladelse fra Mogulriget i det nordøstlige Indien til at etablere en handelskoloni i byen Serampore, som under dansk styre blev kaldt Frederiksnagore.

1775-1807

Kendt som ”den florissante handelsperiode”. En årrække med højkonjunktur i den danske oversøiske handel, hvor krige mellem de store kolonimagter skabte rige muligheder for handel under neutralt dansk flag.

1845

Da de danske kolonier i Indien endegyldigt er ophørt med at give overskud, sælger Danmark Tranquebar og Serampore til briterne, der har etableret sig som det indiske subkontinents dominerende kolonimagt.

Konsekvens og betydning

Hvilke aftryk har den danske kolonitid i Indien sat på Danmark?

I dagens Danmark kan vi finde både materielle og kulturhistoriske spor af den danske kolonitid i Indien, som også påvirkede dagligdags forhold såsom forbrugsmønstre i den bredere befolkning.

Når der f.eks. på Christianshavn findes et stednavn som Asiatisk Plads, skyldes det, at pladsen blev opkaldt efter Asiatisk Kompagni, som havde hovedkvarter her. Kompagniets pakhus, der blev tegnet af arkitekt og hofbygmester Nicolai Eigtved, er en fredet bygning og fungerer i dag som repræsentationslokaler for Udenrigsministeriet. [18] [19] Også elementer i Københavns bybillede, som umiddelbart kan være svære at afkode som noget, der har forbindelse til dansk kolonihistorie, har skjulte forbindelser til handlen med Asien. Den kendte rytterstatue af Kong Frederik V på Amalienborg Slotsplads, som blev indviet i 1771, og som i 2006 blev optaget på Kulturministeriets kulturkanon som en af verdens fineste rytterstatuer, blev f.eks. finansieret af Asiatisk Kompagni; og rundt om i landet findes bygninger, som er finansieret på baggrund af den velstand, som handelen skabte hos konge, adel og borgere, der investerede i den. [20] [21]

Også i andre dele af hverdagslivet findes aftryk af den danske kolonihistorie i Indien. Når vi i dag kan finde, hvad der stadig kaldes kolonialvarer som krydderier og te i supermarkedet, skyldes det, at varerne gjorde deres indtog i danskernes hverdag i kolonitiden. [22] Og i udtrykket ”at ønske nogen/noget hen, hvor peberet gror” (som betyder at ønske nogen eller noget, der irriterer en, meget langt væk), gemmer sig også her en historisk erindring on Danmarks oversøiske handel med Indien, som i kolonitiden indebar en lang og farefuld rejse. [23]

Hvordan forandrede Tranquebar sig på baggrund af sin rolle som dansk koloni?

Tranquebar, som også havde et mindre opland af lokale landsbyer under sig, havde ved indgangen til 1700-tallet udviklet sig til en by med en befolkning på omkring 3.000 indbyggere – et antal, der holdt sig stabilt gennem århundredet. Heraf var ca. 200 europæere, og omtrent halvdelen af disse var soldater, der tjente til byens forsvar. Befolkningens europæiske islæt var langt fra kun dansk, men omfattede også f.eks. franskmænd, briter og tyskere – sidstnævnte ikke kun i missionen, men også blandt byens soldater. Den tidlige kolonialisme i Indien var et multikulturelt fænomen. I en folketælling i 1790 fremgår det, at Tranquebars dominerende lokale erhvervsgruppe var dubasher – en betegnelse, der bogstaveligt betyder ”tosprogede”, og dækker over mellemmænd, der varetog handelsrelationer mellem europæerne og det indiske samfund. Lavkastebefolkningen fandt man, efter et traditionelt mønster for indiske bebyggelser, i landsbyerne uden for byen. Hvad angår selve byen, var de danske aktiviteter vokset ud af fort Dansborg, og efter en befæstning af Tranquebar med bymure og bastioner havde europæerne etableret fornemme huse i byens sydlige del. [24]

Da Tranquebar blev afhændet til briterne i 1845, havde byen tabt betydning gennem en årrække, og Tranquebar fik efterfølgende præg af en provinsby, som økonomisk udvikling i regionen i stor udstrækning gik udenom. En utilsigtet konsekvens har været, at det bylandskab, som blev etableret i tiden under dansk styre, i vidt omfang er velbevaret. Fort Dansborg, der fortsat er byens dominerende bygning, blev omdannet til lokalhistorisk museum af myndighederne i delstaten Tamil Nadu i 1979, og fra 1970erne har der også været periodevis dansk interesse i at dokumentere og bevare byens bygninger fra den danske kolonitid.

I 2002 organiserede en gruppe historieinteresserede danskere, som havde været på besøg i Indien, sig som Foreningen Trankebar og fik de lokale myndigheders tilladelse til at renovere en tredjedel af fort Dansborgs hovedbygning. Foreningen har siden været aktive med forskellige projekter i byen. [25] Særlig opmærksomhed på byen og dens dansk-indiske kulturarv kom der også i forbindelse med Nationalmuseets Tranquebar Initiativ i perioden 2004-2016, der omfattede en bred vifte af tværfaglige forsknings- og formidlingsinitiativer med fokus på Tranqubar i fortid og nutid. [26]

Hvordan forandrede Serampore sig på baggrund af sin rolle som dansk koloni?

Serampore udviklede sig til en multikulturel handelsby af anseelig størrelse under dansk styre. Ved en folketælling i 1782 var byens befolkning på omkring 10.000, heraf blot 200 europæere. Det europæiske mindretal udgjordes ligesom i Tranquebar ikke kun af danskere, men også af tilflyttere fra nærliggende lokaliteter i regionen, hvor der fandtes adskillige andre europæiske handelsbyer, ikke mindst den britiske besiddelse Calcutta. Oprettelsen af den danske handelsstation tiltrak også indiske handlende og håndværkere, særligt vævere. I den lokale indiske elite tjente mellemhandlere og pengeudlånere godt på handelen og formåede ligesom europæerne at bygge pragtfulde huse, der viste deres velstand. [11] [12] [13]

Ligesom i Tranquebar kom mission også til at spille en rolle i byens udvikling. I 1799 gav de danske myndigheder tilladelse til at britiske baptistmissionærer, som endnu ikke havde lov til at udfolde deres aktiviteter i britiske besiddelser, slog sig ned i Serampore. Missionærerne fik gennemslag på et bredere område inden for kultur og uddannelse i regionen, bl.a. ved i 1818 at åbne et college, som Frederik VI i 1827 gav status som universitet; det første i Indien. [27]

I tiden efter dansk styre har udviklingen i Serampore båret præg af nærheden til Calcutta (nu kaldet Kolkata), der fra 1773 til 1912 var det britiske hovedsæde i Indien, og som i dag er hovedstad i den indiske delstat Vestbengalen. Serampore udviklede sig som industriby og præges i dag af byvækst drevet af tilflytning fra Kolkata, en af Indiens største byer. Nogle genkendelige træk fra tiden under dansk styre er dog bevaret i Serampores bylandskab. Udover Serampore College, der fortsat fungerer som universitet, er bl.a. den danske guvernementsbygning og St. Olavs Kirke bevaret.

Fra 2009-2020 blev flere af byens bevarede danske bygninger restaureret under Nationalmuseets Serampore Initiativ i samarbejde med lokale myndigheder. [28] Serampore Initiativet indebar også forskning og formidling af indiske perspektiver på tiden under dansk styre, men de privatejede bygninger, der har tilhørt prominente handelsfamilier i byen, har ikke været genstand for en tilsvarende bevaringsindsats og trues af forfald. [29]

Hvilke konsekvenser fik den kongelige danske mission i Indien?

Det viste sig vanskeligt for de kongeligt udsendte protestantiske missionærer i Tranquebar at omvende den muslimske del af lokalbefolkningen samt medlemmer af de højere kaster af hinduer. Medlemmer af de lavere kaster udviste oftere interesse for omvendelse, i et forsøg på at skabe social mobilitet og undslippe den ufordelagtige position, de var tildelt i det hinduistiske verdensbillede. Kasteinddelingen gjorde sig dog til missionærernes frustration stadig gældende, også blandt de omvendte. Massekonverteringer blev der aldrig tale om, men i 1717 var missionens menighed stor nok til, at en kirke, Ny Jerusalemskirken, blev anlagt til de omvendte på Tranquebars hovedgade, Kongensgade, og indviet på kong Frederik IV’s fødselsdag d. 11. oktober 1718.

Skolevirksomhed var endnu en væsentlig del af missionens omvendelsesstrategi, og allerede i 1707 åbnede den første skole i missionærernes hjem. Skolerne tilbød undervisning ikke bare i den protestantiske religion, men også i en række praktiske kundskaber som regning, skrivning, sprog, naturvidenskabelige fag og forskellige håndværk. Da omvendelse ikke var et krav for deltagelse, og gratis undervisning blev tilbudt til elever, hvis familier ikke kunne betale, vakte missionens undervisning bred interesse, også blandt hinduer og muslimer. Missionens skolevæsen blev anerkendt og satte markante spor i den regionale skoleudvikling i over et århundrede, også uden for det danske territorium. [30] [5]

Lokale medarbejdere kom også til at understøtte missionen, og den første tamilske præst, Aaron, blev ordineret i 1733. Missionen dannede grundlag for det, der i dag er den tamilske luthersk-evangeliske kirke, TELC. TELC, som har omkring 200.000 medlemmer, opererer i fire delstater i Sydindien og driver bl.a. 600 kirker og 182 skoler. [31] I Tranquebar findes fortsat adskillige kirkelige institutioner, som har deres historiske oprindelse i missionen, og byen har en højere andel af kristne, (7,5%) end man finder i Indien som helhed (2,3%). [6]

Historiebrug af dansk kolonihistorie i Indien

Hvilken rolle har den danske kolonihistorie i Indien spillet i dansk historieskrivning?

Da Christian IV etablerede Ostindisk Kompagni i 1616, regerede han over et væsentligt større og mere multikulturelt rige end det Danmark, vi kender i dag, hvor kun Færøerne og Grønland indgår i rigsfællesskabet. Det omfattede dengang også Norge, Skåne, Halland og Blekinge, Slesvig-Holsten og Island. Da dansk kolonialisme i Indien ophørte i 1845, var kun de to sidstnævnte endnu danske, og Slesvig-Holsten blot kort tid endnu, indtil Krigen i 1864 (se Faktalinkartikel om Krigen i 1864). Tilbage stod derefter en småstat, hvis historiebevidsthed begyndte at blive mere nationalt dansk og indadvendt: en fortælling om ”lille Danmark” begyndte at blive skabt. Det afspejler sig i dansk historieskrivning, hvor kolonihistorien gennem lang tid blev genstand for stolthed over, at Danmark engang havde formået at markere sig som tropekolonimagt, og blev fortalt ud fra en overbevisning om, at denne kolonisme havde noget særligt ”dansk” og humant over sig. [32]

Hos forfatteren Sophie Petersen, som i 1946 udgav en populær bog om ”Danmarks gamle Tropekolonier”, hedder det således om Tranquebar (på s. 89-90): ”Danmark blev fattigere, da vi mistede dette stykke Indien, som med sit brogede Folkeliv og sine Moskéer og Pagoder, der spejlede sig i Lotusdamme, kastede Glans over Hjemlandets borgerlige Danmark. Forholdet til befolkningen var godt og langt bedre end i de engelske Besiddelser. Mange kunde lidt Dansk, og man følte en vis Hengivenhed og Tryghed over for det fjerne Danmark, som gav sine Børn en human Behandling”. [33]

Sigende nok var den danske kolonisme i Indien noget, som især blev genstand for interesse i historiske udgivelser på to særlige tidspunkter: i starten af 1900-tallet, hvor salget af Danmarks sidste tropekoloni – det, der dengang blev kaldt Dansk Vestindien, – var under overvejelse (se også Faktalinkartikel om Danmark som slavenation), og i tiden omkring Anden Verdenskrig, hvor Danmark blev præget af traumer fra den tyske besættelse, og hvor overvejelser om det fremtidige forhold til Grønland vakte bekymringer. [32]

Fra 1980erne og frem har forskere i stigende grad kritiseret det nationalromantiske billede af kolonialismen. [32] Nyere forskning og formidling fremhæver, at hvis Danmark i nogen sammenhænge fremstår særligt humant i kolonitiden, skyldes det snarere, at Danmark var en svag end en god kolonimagt. [34] Forskning i regi af Nationalmuseet har også med Tranquebar Initativet (i 2004-2016) og Serampore Initiativet (i 2009-2020) fokuseret på at undersøge såvel indiske som danske forhold og perspektiver på det koloniale engagement samt den rolle, som kolonitidens spor spiller i nutiden. [26] [28]

Hvordan er den kongelige danske missions historie i Indien blevet brugt?

Det kongelige danske missionsinitiativ i Tranquebar blev ikke kun indledningen på udbredelsen af protestantismen i Indien, men også den lutherske verdensmissions begyndelse. [5] Som sådan har den vakt international opmærksomhed i kirkelige kredse og har været genstand for betydelig international forskning i missionshistorie.

Den tamilske evangelisk lutherske kirke, TELC, som er missionens mest direkte arvtager, mindes sin historie med stolthed. Hvert år d. 9. juli samles repræsentanter for kirken og menigheden i Tranquebar for at gå i en procession til minde om årsdagen for de to første missionærers ankomst i 1706. Selv om TELC’s hovedadministration er flyttet til den væsentligt større by Thiruchchirappalli, har den til huse i en bygning, der kaldes ”Tranquebar House” for at mindes missionens udgangspunkt, og kirkens biskopper ordineres stadig i Tranquebars Ny Jerusalemskirke.

De første missionærer mindes gennem navnene på en række lokale kirkelige institutioner i Tranquebar, f.eks. Ziegenbalg Drengehjem og Plütschau Skole. Særligt Ziegenbalg, der til forskel fra Plütschau blev i Indien til sin død, fejres som en grundlæggerskikkelse og pioner i missionsvirksomheden. Ved festligholdelsen af 300-året for de første missionærers ankomst, som var genstand for stor international opmærksomhed, blev der i Tranquebar opført en legemsstor gylden statue af Ziegenbalg på Tranquebars centralt beliggende paradeplads over for fort Dansborg. I samme anledning udgav det indiske postvæsen et frimærke med Ziegenbalgs portræt.

Også i Tyskland, hvor langt de fleste af de kongelige danske missionærer kom fra, er der en særlig interesse for den missionshistorie, der tog sit udgangspunkt i Tranquebar. Tyske kirkelige institutioner blandt andet i Halle, hvor missionærerne blev uddannet, har i samarbejde med TELC bidraget til at åbne Ziegenbalg Museum i et bygningskompleks i Tranquebar, hvor missionærerne oprindeligt havde til huse. Museumsprojektet blev indviet i 2016, ved 310-årsdagen for de første missionærers ankomst til byen. [35]

Mit Trommeln und Girlanden

Denne optagelse fra d. 7. juli 2016 viser fejringen 310-årsdagen for de første missionærers ankomst til Tranquebar, hvor det nye Ziegenbalg Museum med tysk finansiering samtidig blev indviet.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold, derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Hvordan bruges den danske kolonihistorie i Indien i nutidens turisme?

Historie og kulturarv bliver ofte genstand for økonomisk historiebrug i form af forsøg på udvikling af turisme. Det ser man også i de tidligere danske kolonier i Indien. Efter Indiens økonomiske liberalisering i 1990erne, hvor turisme er blevet en strategi til at skabe økonomisk udvikling, har Tranquebars velbevarede bygninger og bylandskab fra kolonitiden skabt forhåbninger om, at byens danske kulturarv, der i en indisk sammenhæng forekommer eksotisk, kan bruges som en turistattraktion. Siden 2004 er flere hoteller åbnet i Tranquebar, bl.a. af den indiske hotelkæde Neemrana, der er specialiseret i hoteldrift i restaurerede bygninger. [36] [37]

I Serampore satses der indtil videre fortrinsvis på udvikling af lokal turisme, og i forbindelse med at flere historiske bygninger er blevet restaureret under Serampore Initiativet, er en gammel kro fra tiden under dansk styre, the Denmark Tavern, ligeledes blevet restaureret og genåbnet i 2018 for at tiltrække turister. [38]

På det danske turistmarked markedsføres Tranquebar både som noget dansk, næsten hjemligt, og som en eksotisk oplevelse, og byen er ofte at finde som et stop på vejen for mindre grupper, når danske turistselskaber udbyder kulturrejser til Sydindien. [39] [40] I 2004 kunne DR’s seere også agere turister hjemme fra sofaen, da den populære tv-serie ”Vagn på rejse”, med journalisten Vagn Olsen, viede et afsnit til et besøg i Tranquebar. [41]

Serampore har vakt mindre interesse som en destination for danske turister, nok både fordi Tranquebar er mere kendt på baggrund af sin rolle som hovedsædet for den danske kolonisme i Indien, og fordi de restaurerings- og formidlingsprojekter, der har fundet sted i Serampore, er af nyere dato end de tilsvarende i Tranquebar.

Perspektiv på den danske kolonihistorie i Indien

Hvilken rolle spiller den danske kolonihistorie i Indien i dag – i Indien?

Hverken i Indien eller i Danmark fylder bevidstheden om Danmarks koloniale historie i Indien meget i dag. I Indien er de aspekter af kolonihistorien, som tildeles mest opmærksomhed, naturligt fokuseret på kampen for uafhængighed fra Storbritannien, som blev Indiens dominerende kolonimagt. Indiens historie under det magtfulde britiske imperium, som det opnåede uafhængighed fra i 1947 (se også Faktalinkartikel om Indiens nyere historie), holdes i erindring gennem skolernes historieundervisning samt i offentlige monumenter for den indiske frihedskamp og på mærkedage som den årlige fejring af Indiens uafhængighed d. 15. august.

At mange andre europæiske magter – såvel Portugal som Holland, Frankrig og Danmark – havde kolonier og drev handel i Indien, antager i den optik umiddelbart karakter af en mere lokal og regional historie, men kan også spille en rolle i at skabe en mere nuanceret forståelse af Indiens kolonihistorie. På nationalt plan får det mindre opmærksomhed, mens det kan fylde mere på lokaliteter med historisk tilknytning til andre kolonimagter, som man ser det i Tranquebar og Serampore i forbindelse med bevaring af kolonial kulturarv og udvikling af turisme.

Hvilken rolle spiller den danske kolonihistorie i Indien i dag – i Danmark?

At Danmarks tilknytning til dets indiske kolonier blev brudt i 1845, har betydet, at der ikke har været den direkte kontakt mellem den tidligere kolonimagt og de tidligere kolonier, som man f.eks. ser i forholdet til Grønland, eller i Storbritannien, hvor immigration fra det nuværende Indien og Pakistan har sat sit præg på dagens samfund, og postkolonial debat formes af perspektiver fra begge parter. Forsknings- og formidlingsindsatser som Nationalmuseets Tranquebar og Serampore initiativer har dog arbejdet på at etablere samarbejder mellem danske og indiske forskere og institutioner og en bredere offentlig opmærksomhed om dansk kolonihistorie i Indien og dens virkningshistorie. [26] [28]

Sammenlignet med andre dele af den danske kolonihistorie er der dog en tendens til, at kolonihistorien i Indien får mindre opmærksomhed i Danmark. Ikke bare fylder politisk aktuelle sager med forbindelse til Grønland naturligt mere i nutidens debat (se også Faktalinkartikel om Grønland); de mere kontroversielle dele af dansk kolonihistorie med forbindelse til den transatlantiske slavehandel (se også Faktalinkartikel om Danmark som slavenation) fylder også mere i f.eks. nyhedsmedier og populærkultur (se Faktalinkartikel om kolonimagt Danmark). Ligesom i Indien gælder det imidlertid, at hvis man vil opnå et mere nuanceret perspektiv på kolonihistorien, er man nødt til at forholde sig til historien i al dens variation.

Citerede kilder

  1. Ostindien

    Leksikonartikel
    Thomas Sehested
    lex.dk, senest opdateret 10. december 2013

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Definition

  2. Indernes verden 1600-1750

    Bogkapitel
    Søren Mentz, Niels Brimnes & Esther Fihl
    Gads Forlag, 2017
    kapitel 1 (s. 18-31) i Indien: Tranquebar, Serampore og Nicobarerne, red. Niels Brimnes

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Definition

  4. Handelsstationen Tranquebar 1630-1750

    Bogkapitel
    Søren Mentz
    Gads Forlag, 2017
    kapitel 3 (s. 78-111) i Indien: Tranquebar, Serampore og Nicobarerne, red. Niels Brimnes

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Årsag

  9. Store Nordiske Krig

    Leksikonartikel
    Gunner E. Lind
    lex.dk, senest opdateret 30. juli 2025

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Forløb

  12. Frederiksnagore

    Leksikonartikel
    Rikke Lie Halberg, Helle Jørgensen & Jens Chr. Manniche
    lex.dk, senest opdateret 7. januar 2026

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Forløb
    2. Konsekvens

  13. Serampore

    Leksikonartikel
    Helle Jørgensen
    lex.dk, senest opdateret 14. januar 2026

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Forløb
    2. Konsekvens

  15. Nicobarerne

    Leksikonartikel
    Hans Folke, Erik Gøbel & Thomas Sehested
    lex.dk, senest opdateret 17. oktober 2024

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Forløb

  18. Asiatisk Plads

    Leksikonartikel
    Merete Harding
    lex.dk, senest opdateret 16. april 2020.

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Konsekvens

  21. En ny handel

    Bogkapitel
    Mikkel Venborg
    Gads Forlag, 2017
    Kapitel 9 (s. 338-373) i Danmark: en kolonimagt, red. Mikkel Venborg

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Konsekvens

  24. Tranquebar under forandring, 1750-1808

    Bogkapitel
    Niels Brinmes & Helle Jørgensen
    Gads Forlag, 2017
    kapitel 6 (s. 210-245) i Indien: Tranquebar, Serampore og Nicobarerne, red. Niels Brimnes

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Konsekvens

  31. About our church

    Hjemmeside
    The Tamil Evangelical Lutheran Church, udateret.

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Konsekvens

  34. En ny dansk kolonihistorie

    Introduktion til bogserie
    Niels Brimnes, Hans Christian Gulløv, Erik Gøbel, Per Oluf Hernæs, Poul Erik Olsen og Mikkel Venborg Petersen
    Gads Forlag, 2017.
    (s. 4-8), i Indien: Tranquebar, Serampore og Nicobarerne, red. Niels Brimnes

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Historiebrug

  45. Galathea 1 (1845-47)

    Hjemmeside
    Dansk Ekspeditionsfonds hjemmeside om Galathea 3-ekspeditionen og dens baggrund, herunder de to tidligere Galatheaekspeditioner, udateret.

  46. Galathea-ekspeditionerne

    Artikel
    Hans Christian Bjerg
    Tidsskrift for søvæsen, årg. 178, nr. 4, s. 234-238, 2007