oversvømmet Houston
Stormen Harvey huserede i Houston, Texas i 2017, og byen blev oversvømmet af vand pga store regnmængder.
Foto: Thomas B. Shea / Scanpix

Klimaforandringer

journalist Ebbe Sønderriis, iBureauet/Dagbladet Information, august 2013. Redigeret og opdateret af Malene Fenger-Grøndahl, Bureauet, maj 2018 og februar 2020
Top image group
oversvømmet Houston
Stormen Harvey huserede i Houston, Texas i 2017, og byen blev oversvømmet af vand pga store regnmængder.
Foto: Thomas B. Shea / Scanpix
Main image
Cyklonen "Aila" ramte i maj 2009 Bangladesh's kyst og ødelagde 2 mio. menneskers hjem.
Cyklonen "Aila" ramte i maj 2009 Bangladesh's kyst og ødelagde 2 mio. menneskers hjem.
Foto: Jacob Dall / Scanpix

Indledning

En global opvarmning er i gang, og klimaet forandres overalt på Jorden. Vejret bliver mere ekstremt med tørke, ørkendannelse, skovbrande, vandmangel, fejlslagen høst, heftigere storme og store oversvømmelser. Isen smelter i bjergene og ved Nord- og Sydpolerne, havene er begyndt at stige, så lavtliggende områder bliver ubeboelige. Mange planter og dyr risikerer at uddø, fordi de ikke kan tilpasse sig de nye forhold, og millioner af mennesker drives på flugt. I 2015 nåede verdens ledere på et møde i Paris til enighed om en global klimaaftale, men to år senere valgte USA – verdens næststørste udleder af CO2 efter Kina – at trække sig ud af aftalen. Ved klimatopmødet COP25 i Madrid i december 2019 endte forhandlingerne uden en ny aftale om handel med CO2-kvoter og uden, at mange af de store CO2-udledere ville love at lave mere ambitiøse klimaplaner.

I Danmark vedtog et flertal i Folketinget til gengæld i december 2019 en ny klimalov, som slår fast, at Danmark skal reducere udledningen af drivhusgasser med 70% i 2030 sammenlignet med niveauet i 1990.

Nye forskningsresultater sætter spørgsmålstegn ved, om de politiske klimaaftaler er ambitiøse nok, og aktivister – med den svenske teenager Greta Thunberg i spidsen – efterlyser hurtigere og mere effektiv handling for at bremse klimaforandringerne.

 

Klimaforandringer – årsager og konsekvenser – forklaret af professor Hans Joachim Schellnhuber, direktør for Instituttet for Klimakonsekvensforskning i Potsdam. (Engelsk). Udgivet af EUClimateAction.

Artikel type
faktalink

Introduktion til klimaforandringer

Hvad er klimaforandringer?

Klimaet er de gennemsnitlige fysiske vejrforhold i atmosfæren som temperatur, nedbør, fugtighed, lufttryk m.m. målt i et bestemt område over en længere periode. Klimaet ændres over hele Jorden på grund af både naturlige og menneskeskabte påvirkninger. Et voldsommere vejr og temperaturstigninger er nogle af de menneskeskabte klimaforandringer. Jordens klima er blevet varmere siden 1800-tallet, og stigningen har især været markant fra omkring 1950. Langt de fleste klimaforskere er enige om, at temperaturstigningen først og fremmest skyldes menneskets omfattende udledning af drivhusgasser.

Hvad består klimaforandringerne af?

Når man taler om klimaforandringer, skelner man typisk mellem to former:

· de direkte klimaforandringer, som påvirker klima og miljø.

· de indirekte klimaforandringer, som handler om, hvordan de direkte klimaforandringer påvirker dyr og mennesker.

Klimaforandringerne, som er forårsaget af den globale opvarmning, består ikke kun i højere temperaturer. De højere temperaturer sætter nemlig en dominoeffekt af konsekvenser i gang, som har betydning overalt på kloden. Ændringer af klimaet påvirker vandstanden i verdenshavene, mængden af regn, iltniveauet i luften, mængden af ferskvand til rådighed for klodens befolkning, og de får polerne til at smelte, skaber ekstremt vejr og naturkatastrofer såsom tørke, hedebølger, cykloner og oversvømmelser, truer sårbart dyre- og planteliv og påvirker mennesker verden over.

Hvad er drivhusgasser?

Drivhusgasser er luftarter, der holder på Jordens varme og skaber drivhuseffekt. Den vigtigste af dem er CO2, det vil sige kulstof, der er iltet (forbrændt). Planter, der gror, optager CO2 fra atmosfæren. Når planter nedbrydes, frigives CO2 igen. De menneskeskabte drivhusgasser kommer især fra forbrænding af kul, olie og naturgas. Ved forbrændingen frigøres det kulstof, som blev opsuget af alger og andre planter for millioner af år siden. Rydning af regnskov og intensivt landbrug, især med mange køer, fører også til udledning af drivhusgasser, fordi det kulstof, der findes i planterne, bliver frigivet hurtigere, end andre planter kan nå at opsuge kulstof fra atmosfæren.

Hvad er drivhuseffekten?

Drivhuseffekten består i, at atmosfæren holder på Jordens varme, ligesom glasset holder på varmen i et drivhus. De luftarter, der holder på varmen, kaldes drivhusgasser. Solens stråler passerer igennem atmosfæren og varmer Jorden op. Jorden afgiver energi i form af usynlig infrarød stråling. En stor del af disse varmestråler bliver kastet tilbage mod Jorden igen, hvis de rammer molekyler af drivhusgasser. Uden drivhuseffekten ville temperaturen ved Jordens overflade i gennemsnit være 33 grader koldere. Så drivhuseffekten er forudsætningen for livet på Jorden, som vi kender det, men drivhuseffekten bliver forstærket på grund af menneskets aktiviteter, og det er med til at true livet på Jorden.

 

Energimuseets video om drivhuseffekten.

 

Hvilken indflydelse har menneskets aktiviteter på drivhuseffekten?

Menneskets aktiviteter på jordkloden øger udledningen af drivhusgasser, især CO2 (kuldioxid, kultveilte) og CH4 (metan), men også f.eks. lattergas (N2O) og andre luftarter, som udledes fra industrien. Kul, olie og naturgas, såkaldt fossile brændsler, stammer fra alger og andre planter, der voksede og optog kulstof for millioner af år siden. Når mennesker brænder dem af, påvirkes nutidens kulstofkredsløb.

Store mængder kulstof er også bundet i skovene, jordbunden og havbunden. Det udledes som CO2, hvis skovene ryddes, hvis jorden dyrkes særlig intensivt, og hvis temperaturen stiger så meget, at tundraen tørrer ud, og havvandet ikke kan fastholde den metan, der er ophobet under havbunden.
Øget kvægdrift har stor virkning på klimaet, fordi metan fra drøvtyggernes maver har en kraftig virkning som drivhusgas.

 

Miljøorganisationen NOAHs video om menneskeskabte klimaforandringer og drivhuseffekt.

 

Hvordan har forskernes viden om drivhuseffekten udviklet sig?

Drivhuseffektens betydning har været kendt siden slutningen af 1800-tallet, hvor flere forskere begyndte at beskrive fænomenet. I 1896 vurderede svenskeren Svante Arrhenius, at hvis atmosfærens koncentration af CO2 blev fordoblet, ville det føre til en global temperaturstigning på 5-6 grader. Men selvom der var viden om emnet, interesserede eller bekymrede det i hovedparten af forrige århundrede ikke mange forskere, skriver videnskab.dk i en artikel om klimaforskningens historie (se kilder). Først i 1980erne begyndte de skræmmende perspektiver i de menneskeskabte klimaforandringer for alvor at få opmærksomhed blandt forskere, politikere og i den brede offentlighed.

I 1989 blev FN’s klimapanel, IPCC (Intergovernmental Panel on Climate Change), dannet på opfordring af FN’s Generalforsamling. Panelet er et forum for flere tusinde forskere og har til opgave at give videnskabelig oplysning om klimaproblemerne til verdens beslutningstagere. Cirka hvert femte år udgiver panelet en rapport, der samler og vurderer resultaterne af klimaforskningen i hele verden. Rapporternes sammenfatninger er godkendt linje for linje både af uafhængige forskere og af regeringernes eksperter.

Rapporten fra 2007, som mere end 4.000 klimaforskere medvirkede til, slog fast, at menneskets udledninger af drivhusgasser er hovedårsag til de senere års globale opvarmning, og den beskrev de negative virkninger og risikoen for farlige klimaforandringer med større sikkerhed, end videnskaben hidtil havde gjort. Den femte rapport, der udkom i 2014 og blev offentliggjort i København, viste, at det på stort set alle punkter stod værre til end forventet, fremgår det af en artikel i Politiken i november 2014 (se kilder). Rapporten forstærkede konklusionerne fra 2007 ved at slå fast, at klimaændringerne er menneskeskabte, at havniveauet fremover vil stige hurtigere end hidtil, og at CO2 -udledningen skal skæres 40-70% mellem 2010 og 2050 og være lig nul i år 2100, hvis den globale temperaturstigning skal begrænses til to grader.

Hvilke lande har især forårsaget klimaforandringer

Historisk set har de gamle industrilande (USA, Tyskland, England, Frankrig, Italien, Danmark m.fl.) hovedansvaret for den menneskeskabte udledning af drivhusgasser indtil nu. De vestlige lande har i flere århundreder stået for en omfattende CO2 -udledning og generel forurening af jorden og havene omkring os. Men også f.eks. rydning og afbrænding af regnskov i en række tropiske lande har haft stor betydning for stigningen af CO2. Ødelæggelserne af regnskoven er ifølge The Guardian i en artikel i juli 2017 (se kilder) ofte foregået med hjælp fra store, internationale virksomheder, der har økonomiske interesser i områderne.

I dag er Kina dog den suverænt største udleder af drivhusgasser på verdensplan, med USA som verdens næstmest drivhusgas-udledende nation. Udledningerne stiger hurtigt, både i Kina og de andre store vækstlande som f.eks. Indien, Brasilien og andre lande med stor befolkning og høj vækst i Asien og Latinamerika.

Hvor hurtigt øges drivhuseffekten?

Hvert år udleder mennesker nu mere end 50 milliarder tons drivhusgas. Tre fjerdedele er CO2. Resten er metan, lattergas og andre drivhusgasser. Fra de små bobler i borekerner af ældgammel indlandsis ved vi, at nutidens koncentration af drivhusgasser i atmosfæren er den højeste i 650.000 år. Koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren måles i ppm, dvs. parts per million (antallet af molekyler pr. million). Før industrisamfundenes forbrug af kul og olie tog fart, var det naturlige indhold af CO2 i atmosfæren mindre end 280 ppm. I dag er tallet steget til 415, viser en oversigt på Økolariets temaside om klimaforandringer (se kilder). Denne udledning er langt mere, end planterne og havene kan nå at optage. Da CO2 ikke forsvinder af sig selv, vil den globale opvarmning fortsætte, indtil udledninger og optag igen kommer i balance. Først da kan klimaet stabiliseres. Men selv efter en sådan stabilisering, vil de menneskskabte klimaforandringer ikke stoppe. For eksempel tager det flere hundrede år, før varmen ved havenes overflade har spredt sig til havenes bund. I al den tid vil vandstanden blive ved med at stige, fordi vand fylder mere, jo varmere det er.

Hvordan har klimaforandringerne en selvforstærkende effekt?

I 2017 begyndte en række forskere at gør opmærksom på, at den globale opvarmning og de medfølgende klimaforandringer ikke kun afhænger af CO2-udledningens omfang, men også af, hvordan den ekstra mængde drivhusgas påvirker atmosfæren. En række forskere fra DTU, Københavns Universitets Niels Bohn Instituttet og universiteter i Chile og USA har ifølge en pressemeddelelse fra DTU Space (se kilder) fundet ud af, at effekten af CO2 bliver højere, når temperaturen på jordkloden stiger som følge af den globale opvarmning. Det betyder, at den globale opvarmning har en selvforstærkende effekt, fordi den vil føre til yderligere opvarmning. Kombinationen af den globale opvarmning og effekten af den kaldes klimafølsomhed, og det er ifølge forskere på DTU en hidtil overset effekt.

Desuden har forskere i en årrække peget på en række andre selvforstærkende effekter: Når is og sne smelter, bliver havenes og landjordens overflader mørkere. Det forstærker opvarmningen, fordi mørke overflader suger varme til sig. Når den bundfrosne tundra i Sibirien, Alaska og Canada tør op, kan der desuden blive frigivet enorme mængder af metan fra mikroorganismers nedbrydning af plantemateriale. Det forstærker drivhuseffekten. Der er samtidig risiko for, at regnskoven i Amazonas tørrer ud. Når træerne holder op med at gro, og planteresterne bliver nedbrudt, vil der blive frigivet store mængder ekstra CO2.

Der er også risiko for, at smeltningen af indlandsisen i Grønland når et punkt, hvor den ikke kan standses, fordi der hvert år dannes mindre is på toppen af indlandsisen end det, der smelter og glider i havet som isbjerge.

Konsekvenser af klimaforandringerne

Hvilke konsekvenser har klimaforandringerne?

Klimaforandringer præger kloden mange steder og på mange forskellige måder; fra stigende vandstand i havene og smeltende indlandsis over vejrrelaterede naturkatastrofer som storme, oversvømmelser, tørke og hedebølger til truede økosystemer. Forskellige lande og regioner påvirkes forskelligt, og i fattige lande med høj befolkningstæthed, hvor befolkningen i forvejen lever med risiko for sultkatastrofer, kan forandringerne i klimaet have særligt voldsomme konsekvenser. Også for dyre- og menneskeliv på resten af kloden har klimaforandringerne store konsekvenser – mange steder allerede nu. Desuden påvirker forandringer ét sted på kloden også mennesker andre steder. Det gælder f.eks. det stigende antal mennesker, som flygter på grund af ændrede vejrforhold, som skaber tørke, oversvømmelser, sult og udbrud af sygdomme. I november 2016 anslog udviklingsorganisationen Care Danmark i en rapport, som blev fremlagt på klimatopmødet COP22 i Marokko, at 14,7 millioner mennesker flygtede på grund af klimaforandringer i 2015, og at hele 250 millioner mennesker frem mod år 2050 risikerer at blive permanente klimaflygtninge. Det fremgår af en artikel på DR.dk (se kilder).

Klimaforandringerne har altså mange direkte og indirekte konsekvenser for livet på Jorden.

 

Miljøorganisationen NOAHs video om konsekvenser af klimaforandringer.

 

Hvordan påvirker klimaforandringerne havene?

En af de mest tydelige og veldokumenterede forandringer, som den globale opvarmning har medført, er, at Grønlands indlandsis og isen på Antarktis smelter. Den globale opvarmning medfører desuden stigende vandstand i havene, fordi vand udvider sig, når det opvarmes. Ifølge forskere kan man hvert år se, at den sydlige del af indlandsisen smelter og bliver tyndere ved randen. Sammen med den is, der smelter ved Antarktis, har det ført til en årlig stigning af havniveauet på 4-5 centimeter, skriver Videnskab.dk i 2012 (se kilder). Ifølge klimaforskere citeret i artiklen vil havniveauet stige med 17-59 centimeter i løbet af dette århundrede, hvilket vil have katastrofale konsekvenser for lavtliggende lande. Siden har det vist sig, at der er dobbelt så stor havstigning som først antaget, skriver Zetland i april 2016 (se kilder): Mens FN i 2007 forudså en havstigning på 0,6 meter inden år 2100, og i 2013 hævede den forventede stigning til 0,9 meter, så forventede forskere i 2016, at havets overflade vil stige med hele 1,8 meter inden år 2100. Samtidig er havene blevet støt varmere de sidste 75 år, fremgår det af en artikel på DR.dk i april 2017 (se kilder). Indtil for få år siden brugte såkaldte klimaskeptikere (som tvivler på, at klimaforandringerne er menneskeskabte) ellers uregelmæssigheder i havenes temperaturstigning som argument for, at klimaforandringerne ikke er menneskeskabte. Men nu har forskere fundet, at der var tale om en indbygget skævhed i temperaturmålingerne. Endelig har dokumentation af Australiens Great Barrier Reef, verdens største koralrev, vist, at der dør flere koraller, og at de dør hurtigere nu end for få år siden, fremgår det af en artikel på DR.dk i marts 2017 (se kilder).

Hvilke konsekvenser får den stigende havtemperatur og de smeltende ismasser?

Konsekvenserne vil være enorme. Østater som Kiribati og Tuvalu i Stillehavet vil komme til at ligge under vand, med mindre temperaturstigningen holdes på under 1,5 grader, skriver Information den 3. december 2015 (se kilder), og også lavtliggende lande som Bangladesh og Holland er truet. Personer, som bor i floddeltaer, er også udsatte. Bjerggletsjere vil smelte, og samtidig mindskes snedækket i flere regioner, skriver FNs regionale informationskontor UNRIC (se kilder). En gruppe danske forskere har desuden konkluderet, at de smeltende poler kan få betydning for havstrømmene – såsom Golfstrømmen – som er afgørende for hele jordklodens klima, da den bringer varmt vand nordpå fra syd, skriver Videnskab.dk i november 2015 (se kilder). I 2017 blev der offentliggjort ny forskning, der viste, at klimaforandringerne påvirker havene endnu mere end forventet og frygtet.

Hvordan påvirker klimaforandringer vejret?

Klimaforandringer har påvirket verdens vejr på afgørende vis: De gradvise ændringer såvel som naturkatastrofer som storme og tørke betyder i kombination med den varmere atmosfære, at vejret bliver mere ustabilt. Forskere har observeret, at der de sidste årtier er faldet mere nedbør – regn, sne og slud – i det nordlige Europa og i den østlige del af Nord- og Sydamerika, skriver FNs regionale informationskontor UNRIC (se kilder). Samtidig har områder som Sahel-ørkenen, Middelhavsområdet, det sydlige Afrika og dele af det sydlige Asien oplevet det modsatte: Her har der siden 1970erne været længere og mere intense perioder med tørke. Forskere har konkluderet, at vi fremover vil få flere og kraftigere hedebølger, at vindmønstrene vil ændre sig, og at tropiske cykloner vil blive mere intense – med stærkere vind og tungere regn. Samlet set konkluderer forskerne, at naturkatastrofer – primært storme, cykloner, oversvømmelser, tørke og hedebølger – vil blive mere intense i fremtiden. I 2017 viste en amerikansk undersøgelse desuden, at skovbrande i høj grad er en konsekvens af menneskeskabte klimaforandringer, skriver DR.dk i en artikel i juni 2017 (se kilder). Ifølge studiet har menneskeskabte klimaforandringer forårsaget afbrænding af næsten 17.000 kvadratkilometer skov fra 1984-2015.

 

Omfattende skovbrænde har ramt Australien. På engelsk.

 

Hvordan påvirkes dyre- og planteliv af klimaforandringerne?

Ifølge klimaforskere har forandringerne allerede store konsekvenser for dyre- og planteliv, fremgår det af en artikel på Videnskab.dk i september 2014 (se kilder). I artiklen fastslår forskere, at dyrearter nu uddør 100-1.000 gange så hurtigt som normalt, og at en af de afgørende årsager er klimaforandringer. I havene får stigende temperaturer f.eks. koralrev til at dø ud, hvilket betyder tab af sjældne plantearter og indvirker negativt på de fisk, der lever af og i revene. De stigende temperaturer betyder også, at mange dyrearter vil forsøge at emigrere til områder, hvor vejret passer dem og deres habitat bedre, hvilket dog kan vise sig umuligt i beboede og bebyggede områder. Det kan betyde, at især truede dyrearter og arter med små bestande uddør, skriver Videnskab.dk.

Ifølge FNs regionale informationskontor UNRIC (se kilder) er 20-30% af jordens arter i fare for at uddø på grund af klimaforandringerne. I 2017 viste et stort studie, at det står langt værre til for verdens dyre- og planteliv end forventet. Studiet viste, hvordan dyre- og planteliv rykker sig og uddør; eksempelvis rykker fisk i højere grad nordpå, dyr flytter til nye områder, og insekter som malariamyg kan komme til lande, de ikke har været i før. Dr. scient. og leder af Nordic Agency for Development and Ecology (NORDECO), Finn Danielsen, der deltog i studiet, siger til videnskab.dk (se kilder): “det står langt værre til med verdens økosystemer, end vi forestillede os. For første gang ser vi, hvor omfattende og gennemgribende effekten af klimaforandringerne er.”

Hvordan påvirkes mennesker i forskellige dele af verden af klimaforandringerne?

Klimaforandringerne rammer alle lande, men virkningerne er ulige fordelt. Typisk rammes fattige mennesker i fattige lande hårdest – i form af for eksempel kraftige oversvømmelser, heftigere storme, langvarig tørke med fejlslagen høst og lokal vandmangel. Samtidig har de fattige færrest midler til at beskytte sig og tilpasse deres samfund til det nye klima. De delvist positive virkninger af et varmere klima, for eksempel større høstudbytte og mildere vintre, er størst i lande, der i forvejen er velstillede.

Ifølge FNs regionale informationskontor UNRIC er 96% af de dødsfald, der er sket på grund af vejrrelaterede naturkatastrofer, sket i udviklingslande.

I alle verdensdele bor mange millioner mennesker i lavtliggende kystområder, hvor risikoen for oversvømmelser og heftige storme tager til. Høstudbyttet bliver mindre i varme og tørre lande. Vandforsyningen bliver ustabil, når nedbøren ændres, og gletsjere i bjergene smelter. Det rammer især mennesker, der lever i deltaområderne ved Asiens store floder og i dele af Latinamerika.

I en del tropiske og subtropiske lande vokser risikoen for ørkenspredning, hedebølger, skovbrande, vandmangel og sygdomme som malaria og diarré.

Ifølge UNRIC (se kilder) vil risikoen for fejlernæring også stige mange steder, da ændringer i klimaet kan gøre det sværere for udsatte folk at finde og dyrke mad.

 

Video om FNs verdensmål om nr. 13 om at bekæmpe klimaforandringer og konsekvenser heraf.

 

 

Efter at et studie i 2017 viste, at det står langt værre til med påvirkningen af dyre- og planteliv som følge af klimaforandringer end ventet, har forskere igen råbt vagt i gevær. Når klimaforandringerne har konsekvenser for dyre- og plantelivet, har det nemlig også direkte konsekvenser for mennesker: ”Vores overlevelse er afhængig af alt andet liv på planeten, og når klimaforandringerne ændrer på det liv, er vi nødt til at tilpasse os. Store dele af Jordens dyre- og planteressourcer er i gang med at blive omfordelt og flytte til nye områder, og vores studie viser, at det kommer til at påvirke mennesker langt mere alvorligt, end vi hidtil har forestillet os,” siger den danske forsker Finn Danielsen til videnskab.dk (se kilder). I artiklen påpeges det også, at der vil komme indirekte konsekvenser, f.eks. vil konflikter om ressourcer som vand og mad blive hyppigere.

Hvordan vil klimaforandringer påvirke Danmark?

I 2014 præsenterede Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) en undersøgelse (se kilder) af, hvilke konsekvenser den globale opvarmning vil have i Danmark. Rapporten konkluderer, at Danmark frem til år 2100 skal vænne sig til, at der tre gange så ofte som nu vil være hedebølge. Indtil videre har København cirka hvert 100. år været ramt af ekstreme vandstande; det kan fremover ske hvert andet år, skriver forskerne. Antallet af voldsomme skybrud vil fordobles, og vandstanden vil sandsynligvis stige med 0,5 meter på landsplan, hvilket vil føre til markant flere stormfloder. Den samlede mængde af nedbør vil kun stige en smule, men den vil blive fordelt med mindre nedbør om sommeren og mere om vinteren.

Klimaforandringerne vil føre til et varmere og fugtigere klima i Danmark, hvilket kan vise sig at være positivt for danske landmænd, skriver Videnskab.dk den 3. december 2014 (se kilder). Landbruget skal vænne sig til at dyrke andre sorter – de vil f.eks. kunne dyrke majs, sojabønner og græs snarere end de kornsorter, der i dag trives i det danske klima. Men selv om klimaforandringerne på kort sigt kan gavne danske landmænd, fordi de kan dyrke flere sorter, vil de på sigt kunne blive ramt af oversvømmelser og ødelagte marker som følge af voldsomt vejr, fremgår det af artiklen.

En analyse fra Danske Regioner og virksomheden Scalgo viser, at over 468.000 bygninger langs åer, ved lavninger og langs kysterne risikerer at blive ramt af oversvømmelser, når forskellige områder af Danmark i fremtiden bliver ramt af en såkaldt 100-års hændelse eller af en stormflod. Det skriver Jyllands-Posten i artiklen ”Oversvømmelser: »Det er galt over hele landet. Der sker for lidt, og det går for langsomt«” (se kilder).

 

Realdania By & Bygs video om sikring mod havvandsstigninger og stormflodssikring i danske byer.

 

 

 

Klimapolitik

Isbjørn ved MS Stockholm passagerskib.
Isbjørn ved MS Stockholm passagerskib.
Foto: Polfoto

Hvordan kan klimaet stabiliseres?

Den mest effektive måde at bremse den globale opvarmning på er at begrænse forbruget af kul, olie og gas. Det kan ske ved at ændre livsstil, spare på energien, bruge den mere effektivt og skifte til vedvarende energikilder som for eksempel vind, sol og biomasse. På længere sigt kan atomkraft og lagring af CO2 i undergrunden også bidrage.

For at stabilisere klimaet er det desuden nødvendigt at bevare regnskovene, modvirke udpining af jorden, begrænse kødproduktionen og undgå spild af energi og ressourcer.

Udfordringerne er store, både i de lande, der har vænnet sig til højt forbrug af billig energi, og i mere fattige lande med store og voksende befolkninger, som har behov for flere fødevarer, bedre energiforsyning og økonomisk vækst. Der er med andre ord behov for en række klimapolitiske tiltag både nationalt og internationalt.

Hvad er klimapolitikkens virkemidler?

Klimapolitikkens vigtigste virkemidler er at lægge loft over de samlede udledninger og begrænse dem i hver enkelt sektor – såsom energiforsyning, opvarmning, transport, landbrug, skovbrug, byggeri, industri, handel, service og husholdninger. Det kan ske gennem regler eller aftaler.

Andre vigtige virkemidler er forskning i og udvikling af alternativ energi og klimavenlig teknologi. Også uddannelse, oplysning og kampagner for at få borgere, virksomheder og andre aktører til at ændre adfærd bruges i de fleste lande.

I de fleste lande forsøger man dog især at styre omstillingen ved hjælp af markedsøkonomiske redskaber, f.eks. økonomiske støtteordninger, CO2-afgifter og kvoter.

I en globaliseret verden er det afgørende at samarbejde om løsninger, dele viden og lette spredningen af ny teknologi. Det er vigtigt, at aftaler og lovgivning skaber ensartede vilkår, og at virksomheder og borgere ved, hvilke rammer de kan regne med, også på lang sigt. Ellers risikerer man, at den produktion, der medfører store udslip, blot bliver flyttet til lande, hvor kravene er mindre, og at langsigtede investeringer udebliver. Derfor er internationalt samarbejde og bindende aftaler også væsentlige klimapolitiske virkemidler – også for at sikre, at politikken føres ud i livet.

Hvem er klimapolitikkens aktører?

Den internationale klimapolitiks afgørende aktør er FN, da de internationale klimaforhandlinger foregår under klimakonventionen fra 1992, som er en traktat vedtaget af FN med det formål at forhindre farlig menneskeskabt klimaforandring. Internationale aftaler indgås mellem regeringer, som naturligvis spiller en afgørende rolle i klimapolitikken, fordi de kan lægge de overordnede linjer og sætte de langsigtede mål.

Regeringerne er imidlertid ikke de eneste aktører. Borgere og miljøbevægelser har i mange år spillet en vigtig rolle for klimapolitikken ved at skabe opmærksomhed om klimaproblemerne og bidrage med konkrete løsningsforslag. Også virksomheder og erhvervsorganisationer har stor indflydelse på klimapolitikken, både ved at medvirke til eller modvirke grøn omstilling. Desuden spiller privatpersoner en rolle ved at markere sig som frontfigurer for krav om grøn omstilling og ved at vise, hvordan man som borger kan gøre noget i sin hverdag ved selv at sænke sit klimaaftryk. En markant personlighed, som har engageret især unge i kampen for at bremse klimaforandringerne er den svenske teenager Greta Thunberg, der i august 2018 begyndte at ’klimastrejke’. Siden er hun blevet verdensberømt som klimaaktivist og har talt ved bl.a. FNs klimatopmøder og har været nomineret til Nobels Fredspris for sin indsats for klimaet. Historien om hendes aktivisme og reaktionerne på den beskrives på en temaside på DR.dk (se kilder).

Hvilke modsatrettede interesser skal afvejes i klimapolitikken?

Den internationale klimapolitik er nødt til at finde en formel for en fælles, global løsning, som tager hensyn til de enkelte landes forudsætninger og ikke begrænser udviklingslandenes muligheder for vækst.

Mens den internationale klimapolitik forhandles i FN, skal den konkrete omstilling gennemføres på nationalt plan under hensyn til befolkningernes holdning og landenes forskellige forudsætninger, f.eks. deres sårbarhed, økonomi, teknologi og kultur. I de enkelte lande er det desuden en udfordring at få befolkninger og erhvervsliv med på at skabe forandringer, der kan reducere udledningen af drivhusgasser og dermed begrænse klimaforandringerne.

Mange meningsmålinger og undersøgelser viser ganske vist i dag bred opbakning blandt borgerne til en vidtgående klimapolitik, også hvis den medfører højere energipriser og krav om at begrænse energiforbruget. Men samtidig er mange nervøse for at miste deres arbejde eller få forringet deres livskvalitet, hvis klimapolitik medfører lavere økonomisk vækst.

Virksomheder og erhvervsorganisationer, der går ind for grøn omstilling og klimabeskyttelse, fylder mere på den politiske scene end tidligere, og også en del energiselskaber har voksende interesser i vedvarende energi. Men virksomheder, der har stærke interesser i at sælge mere kul, olie og gas, har fortsat stor betydning for samfundsøkonomien og stor politisk indflydelse i en del lande. Alt i alt må politikerne i deres klimapolitik altså balancere mellem modsatrettede interesser.

Hvad er FNs klimakonvention?

Næsten alle verdens lande er omfattet af FNs Klimakonvention – 195 lande + EU har underskrevet klimakonventionen. I konventionen lover landene at samarbejde for at forebygge farlige klimaforandringer og at sprede bæredygtig teknologi. Det vil sige, at koncentrationen af drivhusgasser skal stabiliseres på et niveau, der gør det muligt for økosystemerne at tilpasse sig naturligt til klimaforandringerne, der sikrer fødevareproduktionen og muliggør en bæredygtig økonomisk udvikling.

Traktaten fastslog princippet om ”fælles, men differentieret ansvar”: Alle lande skal begrænse deres udledninger, men de gamle industrilande, hvis industrielle produktion i 19. og 20. århundrede især er årsag til klimaforandringerne, skal føre an. I traktaten står der, at disse lande vil begrænse deres udledninger til 1990-niveau i år 2000. De gamle industrilande lovede også at finansiere udviklingslandenes tilpasning til det forandrede klima samt overføre klimavenlig teknologi dertil. Traktaten havde dog ikke bindende karakter, og der er ingen muligheder for at ‘straffe’ lande, der ikke lever op til den.

Hvordan defineres FNs klimamål?

FNs klimamål er de mål, som verdens lande når til enighed om efter forhandlinger i verdensorganisationen. Siden 1992 har FN været hjem for de internationale forhandlinger om, hvordan verdens lande skal forholde sig til klimaændringer, og det er fortsat i FN-regi, at verdens lande mødes for at forhandle og formulere verdens klimamål. Derfor er FNs klimamål lig med verdens klimamål, og derfor er der stort fokus på, hvor ambitiøse og juridisk bindende målene er. Formålet med klimamålene er at begrænse udledningen af drivhusgasser, så den globale opvarmning kan bremses, og de farlige, menneskeskabte klimaændringer forhindres. I de senere år har der desuden været øget fokus på, hvordan klimaforandringer skader den sociale og økonomiske udvikling, og et knudepunkt i forhandlingerne om klimamålene har været, hvordan man kan sikre både den klimamæssige, økonomiske og sociale bæredygtige udvikling.

Hvad er FNs klimakonferencer?

FN’s klimakonvention fungerer som en ramme for klimaforhandlingerne inden for FN, og de årlige klimakonferencer er det højeste organ i forhandlingerne, hvilket betyder, at alle store beslutninger skal vedtages her. Klimakonferencerne foregår hvert år i slutningen af november og starten af december. De forløber som regel sådan, at der først er en del indledende forhandlinger mellem medlemslandenes embedsmænd, hvor der laves udkast til en aftale. Under de sidste dage af klimatopmøderne forhandler ministrene for de relevante områder som klima, energi, forsyning, miljø og forsvar så en endelig aftale på plads. Der skal være konsensus, altså enighed, blandt alle deltagere, om forslag, før de kan blive vedtaget. Klimakonferencerne kaldes COP (Conference of the Parties) efterfulgt af et tal, der markerer, hvilket nummer i rækken af konferencer, der er tale om.

Hvad er Kyoto-protokollen?

I 1997 blev der vedtaget en mere bindende tilføjelse til FNs klimakonvention, Kyoto-protokollen.

Ifølge den har hvert land ret til at udlede en bestemt mængde drivhusgasser (omregnet til tons CO2.). Landene og deres virksomheder kan handle indbyrdes med deres udledningstilladelser og erhverve sig ret til udledning ved at gennemføre projekter, der reducerer udledningerne i andre lande. Formålet med denne kvotehandel er at få gennemført reduktioner der, hvor de opnås billigst og mest effektivt.
Tanken var, at loftet over udledningerne gradvist skulle sænkes, og at flere lande efterhånden skulle forpligtes. Men USA, dengang verdens største udleder af drivhusgasser, tiltrådte aldrig aftalen.

Et forsøg på at skabe en ny global klimaaftale blev gjort i København 2009 (COP15), men slog fejl. Som følge af de mislykkede klimaforhandlinger blev Kyoto-protokollen forlænget for alle de forpligtede lande frem til 2020, hvor den bliver afløst af den såkaldte Parisaftale, som blev vedtaget i 2015.

Hvad er Parisaftalen?

I december 2015 nåede de 196 lande, der forhandler om klimaet i FN, til enighed om Kyoto-protokollens afløser. Aftalen blev forhandlet på plads på FNs COP21-klimakonference i Paris og kaldes derfor Paris-aftalen.

Aftalen træder i kraft i 2020 som afløser for Kyoto-protokollen. Aftalen er juridisk bindende, men i modsætning til Kyoto-protokollen forpligter aftalen ikke landene til at nedbringe drivhusgasudledningen med en bestemt procent; i stedet dikterer aftalen, at landene forpligter sig til at holde den globale temperaturstigning under 2 grader celsius sammenlignet med den gennemsnitlige førindustrielle temperatur i 1850.

Landene skal ifølge Parisaftalen hvert femte år aflevere nye klimamål, som er mere ambitiøse end de gamle. Mange lande har dog endnu ikke afleveret deres planer for de næste fem år, og op til klimatopmødet i Madrid i december 2019 viste beregninger, at lægger man landenes nuværende nationale klimaplaner sammen, vil man ende med en global temperaturstigning på lidt over tre grader i stedet for de 1,5 til 2 grader, som er målet. Det fremgår af en artikel på DR.dk den 6. december 2019 (se kilder).

Desuden er der også konflikter om, hvordan Parisaftalen skal føres ud i livet, når det gælder punktet om, at de rige lande skal overføre grøn og klimavenlig teknologi til udviklingslandene og bidrage økonomisk til, at de fattige lande kan tilpasse sig klimaforandringernes konsekvenser og dermed beskytte mennesker og natur.

 

EUClimateActions film om Paris-aftalen:

 

 

 

I 2017 meddelte den amerikanske præsident Donald Trump, at USA ønskede at trække sig fra klimaaftalen, og i november 2019 meddelte den amerikanske regering FN, at man nu trak sig ud af aftalen. Herefter gik en et år lang proces i gang, som angiveligt vil munde ud i, at USA er helt ude af aftalen i slutningen af 2020.

Undervejs i forløbet har en række lande kritiseret USA for beslutningen, hvilket har skabt en ny front i klimapolitikken; mens det tidligere i høj grad har været splittelse mellem de rige og gamle industrilande især i Vesten over for de nye store vækstlande og udviklingslande på den anden side, så er der nu en front mellem de mange lande, der fortsat ønsker at følge Paris-aftalen, og det land – USA – der ikke gør.

Hvad er Verdensmålene for Bæredygtig Udvikling?

I september 2015 blev verdens ledere ved Generalforsamlingen i FNs hovedkontor i New York enige om 17 nye udviklingsmål, som afløser 2015-målene – også kendt som Millennium Goals – der blev vedtaget i 2000. De nye mål er ramme for verdens udviklingspolitik frem til 2030. Målenes primære fokus er at sikre, at verdens fattigste lande kan udvikle sig økonomisk uden at gøre skade på klimaet. I modsætning til Paris-aftalen har Verdensmålene ikke udelukkende fokus på klima, men flere af målene omhandler klima og relaterede emner som energi og bæredygtighed. Især mål nummer 13, som handler om, at verden skal handle hurtigt for at bekæmpe klimaændringerne og deres konsekvenser, spiller ind i FNs klimamål, skriver FN (se kilder). Mål 13 har fem delmål, som dikterer, at verdens lande skal arbejde for at:

1) styrke modstandskraften og tilpasningsevnen til klimarelaterede farer og naturkatastrofer i alle lande.

2) integrere klimaforanstaltninger i alle landes nationale politikker, strategier og planlægning.

3) forbedre uddannelse, bevidstgørelse og menneskelig og institutionel kapacitet med henblik på at formilde klimaændringer, sikre bedre tilpasning, reducere virkningen af klimaændringer og sikre tidlig varsling.

4) sikre, at ilandene lever op til det mål om i fællesskab at mobilisere i $100 milliarder årligt, som de har forpligtet sig til under klimaforhandlingerne under UNFCC.

5) fremme mekanismer, der hjælper med at øge landes kapacitet til at begå effektiv klimaplanlægning og styre farer relateret til klimaændringer i de mindst udviklede lande og små østater, med særligt fokus på kvinder, unge og lokale og marginaliserede samfund.

Hvilken klimapolitik fører USA?

USA er blandt de lande, der har den højeste udledning per indbygger, op mod 17 tons om året, hvilket er dobbelt så meget som europæerne og japanerne. En del af forskellen skyldes, at USA har stort transportbehov og megen tung industri, eksempelvis minedrift. Men en væsentlig del af forskellen er også, at amerikanerne har vænnet sig til højt forbrug af billig og rigelig energi, bl.a. i form af store biler. Da Barack Obama blev valgt til USA’s præsident i 2008, lovede han at ændre den amerikanske klimapolitik. Han gennemførte også en række ændringer, blandt andet af kravene til køretøjers energieffektivitet. På grund af økonomisk krise og modstand fra politikere i Kongressen blev ændringerne dog ikke så store som forventet. I 2014 annoncerede han dog sammen med den kinesiske præsident Xi Jinping en amerikansk-kinesisk klimaaftale, ligesom han var med til at få Parisaftalen vedtaget i december 2015.

Efter valget af Donald Trump til præsident har USA ført en markant anderledes klimapolitik. Først og fremmest annoncerede Trump, at han ville trække USA ud af Parisaftalen, hvilket blev alvor i november 2019, og mens Obama lagde stor vægt på at omlægge energisystemet, så det med tiden kunne blive mere bæredygtigt, har Trump skrottet mange af Obamas planer og lovgivning på klimaområdet. Desuden har Trump – ifølge en artikel i Politiken fra marts 2017 (se kilder) – underskrevet et præsidentielt dekret, der skal gøre det mere økonomisk – men ikke klimamæssigt – bæredygtigt at drive kulminer.

​​​​​​​Hvilken klimapolitik fører EU?

EU-Kommissionen har sat som mål, at EU-landenes samlede drivhusgasudledning skal reduceres med 40% inden 2030. De seneste 30 år er det dog kun lykkedes for EU at reducere sit udslip med 23%, så der skal nye og flere tiltag til, hvis målet skal nås. I december 2019 fremlagde den ny EU-Kommission derfor en handlingsplan (New Green Deal) med omkring 50 forslag til, hvordan målet om 40%s reduktion kan nås. Der var bl.a. forslag om at indføre en CO2-told, der gør importerede varer dyrere, hvis de ikke er produceret bæredygtigt, og et forslag om at 40% af EUs landbrugsstøtte skal gå til klimainitiativer. Desuden vil EU-Kommissionen støtte forskning og innovation i grøn teknologi. Tankegangen er, at de klimavenlige investeringer betaler sig i det lange løb, fordi man med tiden kan spare brændselsudgifter og mindske udgifter til bekæmpelse af luftforurening og deraf følgende sygdomme. Desuden vil EU-landene få konkurrencefordele på det voksende verdensmarked for renere teknologier. Det er dog endnu uklart, hvor mange af forslagene, der vil blive vedtaget, da der er stor uenighed internt mellem EU-landene om, hvilke midler der skal tages i brug for at nå klimamålet. Klimaplanen beskrives i en artikel på DRs temaside om klima den 11. december 2019 (se kilder).

Hvilken klimapolitik fører Danmark?

Den danske klimapolitik har længe sigtet mod en reduktion af udledningerne på 40% af 1990-niveauet i år 2020. En stor del af de danske udledninger er reguleret via EU, men reduktionerne i landbrugssektoren, transportsektoren og husholdningerne er et nationalt anliggende. I forhold til målsætningen mangler der reduktioner på ca. 4 millioner tons CO2. Flere oppositionspolitikere har kritiseret Venstre-og siden VLAK-regeringen for at svække de danske klimamål, mens regeringerne har argumenteret for, at det vil være for dyrt for erhvervslivet at sigte mod 40%. I 2015 annoncerede daværende klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V), at regeringen ville stille sig tilfreds med en reduktion på 37%, som prognoserne sagde, at Danmark vil ramme.

Under den nye socialdemokratiske regering blev der i december 2019 vedtaget en ny klimalov, som slår fast, at Danmark skal reducere udledningen af drivhusgasser med 70% i 2030 sammenlignet med niveauet i 1990. Aftalen om en ny klimalov har opbakning fra alle Folketingets partier på nær Liberal Alliance og Nye Borgerlige. Loven indebærer, at Folketinget hvert år – med afsæt i Klimarådets anbefalinger – skal vedtage bindende delmål. Hvert år skal Klimarådet give en faglig vurdering af, om regeringen er på rette vej mod klimalovens mål, og hvert år skal Folketinget vurdere, om regeringen lever op til klimaloven eller skal gøre mere for at nå målene.

​​​​​​​Hvilken klimapolitik fører de store vækstlande?

Store vækstlande som Kina, Indien, Indonesien og Brasilien har mindre udledninger per indbygger end de rige lande. Men udledningerne i disse lande er årsag til en stor del af den globale opvarmning alene på grund af befolkningernes enorme størrelse: Ifølge statistik fra Verdensbanken er Kina verdens største CO2 -udleder, Indien nummer tre, Sydkorea nummer syv, og Indonesien, Mexico og Brasilien henholdsvis nummer 9, 13 og 15.

Der er stort fokus på materiel vækst og bedre energiforsyning i disse lande og et enormt boom i salg af biler, ofte af den ikke særlig energieffektive slags. Når elektricitetsforsyningen skal udvides, bliver det desuden ofte med kulfyrede kraftværker af ældre model.

Alle disse lande har dog nationale planer med målsætninger om at begrænse udledningerne, udnytte energien mere effektivt og forvalte skovene bedre. Men så længe udledningen per indbygger er meget større i de rige lande, vil de store vækstlande ikke forpligte sig til en klimapolitik, der begrænser deres muligheder for økonomisk fremgang og bekæmpelse af fattigdom, erklærer de. Den politik har de ført siden klimatopmødet i København i 2009. Brasilien er dog begyndt at advokere for, at de store vækstøkonomier skal påtage sig et større ansvar. Og i Kina er der en vis folkelig modstand mod den stigende forurening og en øget opmærksom på klimaforandringerne, ligesom regeringen de senere år har lagt ambitiøse planer for at forbedre energiudnyttelsen, rejse skove og anvende fornyelige energikilder. Kina sigter ligefrem mod at blive verdens førende i produktion og salg af ‘grøn teknologi’ som vindmøller, solceller og elbiler, og den kinesiske regering har bekendtgjort, at den ’grønne’ industri skal have ekstra statsstøtte.

I 2015 lovede Kina desuden op til klimakonferencen i Paris for første gang, at landets udledning af CO2 vil toppe i 2030. Og siden har Kina lovet, at de forpligtelser, landet gik med til under Paris-aftalen, stadig gælder, selvom USA har trukket sig fra aftalen. I sommeren 2017 annoncerede EU og Kina desuden, at landene vil indgå et nyt klimasamarbejde, der skal hæve ambitionsniveauet for den internationale klimapolitik. Det giver ifølge en artikel i Information i juni 2017 (se kilder) Kina og EU rollen som den internationale klimapolitiks globale ledere.​​​​​​​

Hvilken klimapolitik fører de mest sårbare lande?

Mange lavtliggende østater og de økonomisk mindst udviklede lande rammes af klimaforandringerne, og samtidig mangler de kapacitet til at imødegå forandringerne. Selv ved en global temperaturstigning på mindre end to grader forventes det, at nogle af de lavest liggende østater vil blive oversvømmet. Andre særligt sårbare områder er de tørre områder syd for Sahara og de tæt befolkede floddeltaer – f.eks. i Kina, Vietnam, Indien, Egypten, Nigeria, Holland og USA – samt de arktiske egne og bjerglande, hvor ferskvand i høj grad stammer fra smeltende gletsjere.

Samtidig har disse lande selv brug for bedre energiforsyning og økonomisk vækst. Kul er ofte den billigste løsning på deres energibehov – i hvert fald på kort sigt.

En syvendedel af verdens befolkning lever i disse lande, især i det sydlige Afrika og Sydasien. Men bortset fra rydning af regnskov forårsager de mindre end én procent af verdens CO2-udledninger.

Klimapolitikken i disse lande går mest ud på at beskytte sig imod klimaforandringerne og deres virkninger i form af oversvømmelser, tørke, vandmangel, fejlslagen høst og spredning af sygdomme. Derfor har de i de internationale klimaforhandlinger især fokus på, hvordan de kan tilpasse sig de uundgåelige konsekvenser af klimaændringerne. I denne del af klimapolitikken forhandles der om, hvor meget rige lande skal bidrage finansielt til tilpasningen i de lande, hvor konsekvenserne af klimaændringerne er størst. Der blev i 2015 enighed om at oprette en fond, der hvert år fra 2020 skulle tildeles 100 millioner amerikanske dollar i støtte. Man nåede dog ikke enighed til om, hvor pengene skulle komme fra, blot at det skulle være en blanding af offentlige og private midler, og op til klimatopmødet COP25 i Madrid i december 2019 fremgik det, at de rige lande endnu var langt fra at bidrage med 100 millioner dollars om året, og at de penge, der blev givet, i mange tilfælde blev taget fra udviklingsbistanden. Det fremgik bl.a. af en artikel på DRs hjemmeside om klimatopmødet (se kilder).

Debat og fremtidsperspektiver

Hvorfor er klimapolitik et kontroversielt emne?

Klimaet er et kontroversielt emne over hele verden, fordi de beslutninger, der skal træffes, har stor betydning for mennesker overalt på kloden, både nu og langt ud i fremtiden. Klimapolitik har store økonomiske, miljømæssige og samfundsmæssige konsekvenser. Beslutningerne drejer sig ikke alene om prioriteringer og valg af teknologier, men om selve grundlaget for materiel velstand og om ansvaret over for fremtidens generationer og resten af verden.

For alle parter er der store værdier på spil, både økonomisk og moralsk. Derfor er klimadebatten ofte præget af stærke holdninger og følelser. Mange politikere og miljøorganisationer betegner klimaforandringerne som en af menneskehedens største udfordringer.

Den CO2, der udledes, når kul, olie og gas anvendes som billig energikilde i industrisamfundene, er hovedårsag til den globale opvarmning, og meget skal derfor forandres, hvis den økonomisk velstillede del af verdens befolkning skal kunne opretholde et højt forbrug og moderne bekvemmeligheder samtidig med, at den globale opvarmning bremses. Og endnu flere vanskeligheder skal overvindes, hvis de mindre velstillede lande skal have mulighed for at vælge en anden udviklingsvej, end de rige lande har fulgt.

 

#WTFGørvimedklimaet. SE-koncernens video om konsekvenserne af klimaforandringer og ændring af livsstil.

 

 

 

Hvilke argumenter fremføres for og imod en aktiv klimapolitik?

Mange argumenterer for, at beskyttelse af klimaet ikke alene er en moralsk forpligtelse over for fremtidens generationer, men også vil give større tryghed og sikkerhed og økonomiske fordele på længere sigt. De ser en bæredygtig udvikling med grønne teknologier og nye normer og værdier som en positiv udfordring og et fremskridt. Andre frygter, at omstillingen til lavere energiforbrug og alternativ energi vil dæmpe den økonomiske vækst og føre til større arbejdsløshed og social usikkerhed. I de rige lande kan det tænkes at ske, hvis grønne afgifter og stramme CO2-kvoter medfører, at nogle virksomheder lukker eller flytter til andre lande, uden at der opstår tilstrækkeligt mange nye arbejdspladser. I de fattigere lande kan det tænkes at ske, hvis adgangen til de traditionelt billigste energikilder begrænses, før de nye, alternative energikilder og andre klimavenlige teknologier bliver så billige, at landene har råd til at anvende dem.

Klimadebatten er derfor præget både af saglig uenighed og af stor usikkerhed og utryghed.

Hvad handler klimadebatten om?

Klimaskeptikerne, som tvivler på eller nægter, at den globale opvarmning primært skyldes menneskelig aktivitet, har mistet tilslutning i de seneste år. Klimadebattens hovedemne er således ikke længere, om der er menneskeskabte klimaforandringer, men hvor store de er, hvor hurtigt de sker, hvem der har størst ansvar for dem, samt hvordan byrderne skal fordeles, når klimaforandringerne skal bremses. Debatten handler heller ikke længere ret meget om, hvorvidt det skal være slut med CO2-udledninger, men i stedet om, hvordan man skal gøre en ende på dem – og hvor hurtigt.

Nogle debattører argumenter for, at det er spild af penge at bruge ressourcer på at skære ned på udledningerne af drivhusgasser nu, og mener, at man hellere skal skyde penge i forskningen og vente, til der er udviklet billige alternativer til kul, olie og gas. I mellemtiden kan man gøre mere godt ved at bruge penge på andre påtrængende verdensproblemer som f.eks. sygdomme og ren vandforsyning, mener disse debattører.

Andre debattører fastholder, at omkostningerne ved at lade stå til vil blive mange gange større end omkostningerne ved at begrænse CO2-udledningerne, og at det derfor er samfundsøkonomisk fordelagtigt at investere i en CO2-neutral fremtid så snart som muligt.

Både internationalt og i Danmark spiller spørgsmålet om retfærdighed i forhold til verdens skæve udvikling en stigende rolle i klimadebatten. Klimaproblemerne forværrer i mange tilfælde problemerne med fattigdom, fejlernæring, konflikter og flygtninge. Det vil derfor være en fordel for de fleste fattige lande, hvis klimaforandringerne bliver begrænset, lyder det.

Desuden fylder forholdet mellem generationer også noget i klimadebatten. Med den svenske aktivist Greta Thunberg i spidsen argumenterer mange unge – og også ældre – nu for, at den voksne generation er moralsk forpligtede til at handle politisk for at bremse klimaforandringerne og dermed give de unge og nye generationer et reelt håb om en sikker og tryg fremtid.

Hvordan forholder miljøbevægelserne og erhvervslivet sig i klimadebatten?

Miljøbevægelserne argumenterer først og fremmest for en klimapolitik, der hurtigt fører til reel nedskæring af udledningerne. De advarer især mod aftaler med klare mål på langt sigt, men svage virkemidler på kortere sigt. Traditionelt har miljø- og energi-bevægelserne mest været tilhængere af tekniske løsninger i lille og lokal skala.

Mange energiselskaber argumenterer omvendt kraftigt for, at klimaproblemerne ikke kan løses alene ved hjælp af energibesparelser og fornyelige energikilder som sol og vind. Verdens energibehov er så stort, at man bliver nødt til at satse kraftigt på en storskala-teknologi som f.eks. at udskille CO2 fra røgen og pumpe den ned i undergrunden for på den måde at gøre det muligt at fortsætte og forøge forbruget af kul, mener de.

I det internationale erhvervsliv ønsker de fleste virksomheder først og fremmest en stabil kurs fra regeringerne, så de kan investere langsigtet i tillid til, at der ikke opstår konkurrenceforvridning. Virksomhedernes holdninger er meget forskellige. De store energiselskaber vil blive hårdt ramt, hvis verdens forbrug af fossile brændstoffer for alvor bliver skåret ned. Omvendt har mange andre virksomheder investeret i udvikling af nye, grønne løsninger. Blandt dem er verdensfirmaer som General Electric og Siemens og danske Danfoss, Grundfos, Rockwool og Vestas.

Hvordan er de tekniske og økonomiske perspektiver på omstillingen?

Teknisk set er det muligt at standse forbruget af kul, olie og gas. De fleste nødvendige teknologier findes. I dag opføres der bygninger, som kun har behov for en brøkdel af den energi, de eksisterende bygninger bruger. Man kan endda bygge huse, som frembringer mere energi, end de bruger. Det er muligt at lave biler og andre transportmidler med lavt energiforbrug, og elbiler kan køre på overskudsstrøm fra vindmøller. Elektrisk udstyr kan effektiviseres. Belysning med lysdioder er mere energibesparende end selv de bedste el-sparepærer osv.

Energiforsyningen kan indrettes sådan, at mange energikilder virker sammen og udnytter energien bedre. Et eksempel i Danmark er fjernvarmesystemet, som udnytter overskudsvarme fra elværker og affaldsforbrænding. Et andet eksempel er at kombinere vindenergi og vandkraft. Et tredje eksempel er såkaldte ”smart grids”, dvs. fjernstyring af energiforbruget, så vaskemaskiner og varmepumper kører om natten, og batterier lades op, når der er mest strøm tilovers.

En del af disse muligheder for omstilling er især på kort sigt dyre, mens andre kan være økonomisk fordelagtige fra begyndelsen. Til de dyre virkemidler hører elektriske biler, strøm fra solceller, brændselsceller, nye atomkraftværker og lagring af CO2 i undergrunden. Til de billige hører f.eks. at give fattige familier i udviklingslande en lille ovn, så de ikke behøver at lave mad over bål og dermed kan spare brænde og sænke udledningen af CO2. Ifølge FNs klimapanel ligger de største muligheder for at begrænse den globale udledning af drivhusgasser i bygnings- og anlægssektoren, efterfulgt af industri, energiforsyning, landbrug, skovbrug og transport.

Ny forskning tyder på, at klimaet reagerer kraftigere på drivhusudledninger, end man hidtil har antaget. For at undgå en temperaturstigning på mere end to grader, skal man altså begrænse udledningerne mere, end man hidtil har regnet med. Det forøger omkostningerne. På den anden side kan stigende oliepriser hurtigt ændre regnestykket, så de lande og virksomheder, der fører an i omstillingen, får en fordel.

​​​​​​​Hvordan er de politiske fremtidsperspektiver på omstillingen?

At begrænse den globale opvarmning til omkring to grader kræver snarlig omstilling i mange lande. Om omstillingen bliver gennemført tids nok, afhænger i høj grad af den politiske vilje. Som Paris-aftalen viste, er viljen i princippet til stede, men da der ikke er nogle konsekvenser for ikke at overholde klimatallene – de skal indberettes og opdateres ofte, men der er ikke nogen straf for ikke at overholde dem – har flere kritiseret aftalen for ikke at være effektiv nok. “Problemet er, at aftalen ikke siger noget om, hvordan man skal leve op til de fine ord og ambitioner. Politikerne har lavet et tilpas uklart mål til, at de kan udskyde problemet og ikke behøver at handle nu,” siger Jørgen E. Olesen, klimaforsker ved Aarhus Universitet, til Videnskab.dk i december 2015 (se kilder).

Samtidig er der dog tegn på det, nogle kalder en grøn revolution. Mange virksomheder, også nogle af verdens største, kappes om at blive CO2-neutrale, udvikle grøn teknologi og vise en grøn profil, og borgerne støtter i stigende grad grøn omstilling. Når økonomien strammer til og arbejdsløsheden stiger, foretrækker de fleste regeringer dog den gamle form for vækst. Situationen er altså modsætningsfuld. Ved FNs klimatopmøde i Madrid i december 2019 argumenterede EU-landene for mere ambitiøse nationale handleplaner for at reducere CO2-udledningen, mens mange af de fattigere vækstlande som Indien og Brasilien omvendt krævede større støtte og kompensation fra de rige lande, før de ville lave nye og mere ambitiøse nationale klimaplaner.

Hvad kan konsekvenserne være, hvis omstillingen ikke lykkes?

Hvis omstillingen ikke lykkes, vil de økonomiske og menneskelige tab blive store, og tilpasningen til et varmere og mere heftigt klima vil blive mere krævende. Risikoen for uoverskuelige og uigenkaldelige klimaforandringer vil vokse. Antallet af miljøflygtninge kan vokse massivt. Verdensøkonomien vil fortsat være sårbar over for knaphed på olie. Kampen om klimaet kan udvikle sig til nye internationale konflikter.

I værste fald kan man blive nødt til at benytte nogle af de midler til ’geo-engineering’, der allerede er foreslået. For eksempel at skyde svovlpartikler op i den øverste del af atmosfæren, så de ”skygger for solen”. Eller ’gøde’ verdenshavene med jernpartikler for at få dem til at optage mere CO2. Eller sprøjte dråber af saltvand op i atmosfæren fra førerløse skibe for at danne flere hvide skyer, som kan skygge for solen og dermed bremse den globale opvarmning. Der mangler viden om, hvordan den slags løsninger vil påvirke andre dele af de globale økosystemer. Og det skaber usikkerhed, at den slags indgreb hele tiden skal holdes ved lige. Hvis de af en eller anden grund (f.eks. krig eller større terroraktioner) holder op, vil virkningerne af den globale opvarmning komme brat tilbage.

Kilder citeret i artiklen

Baggrundskilder

IPCC er et videnskabeligt panel, nedsat af FN. Det har til opgave at vurdere og sammenfatte verdens klimaforskning for at give sagligt grundlag for regeringernes klimapolitik. Klimapanelet udgiver de rapporter, der lægger til grund for klimaforhandlingerne i FN-regi.
Gå til ’Data’ og vælg dernæst ’CO2 emissions (kt)’ for at se, hvor meget CO2 de enkelte lande udleder. Du kan også vælge ’CO2 emissions (metric tons percapita’) for at se, hvor meget de enkelte lande udleder per indbygger.

Offentlige institutioner

Uafhængigt ekspertorgan nedsat af den socialdemokratiske regering i 2019. Rådgiver om, hvordan omstillingen til et klimaneutralt samfund kan se på en måde, så Danmark kan begrænse sine udledninger af drivhusgasser betydeligt og samtidig fastholde velfærd og udvikling.

Miljø- og klimaorganisationer

International paraplyorganisation, der følger klimapolitikken tæt.
Internationalt netværk af aktivister og kendte personer, der arbejder for en vidtgående klimapolitik
Den danske afdeling af den internationale klimaorganisation 350.org
Sammenslutning af 22 danske miljø- og udviklingsorganisationer.

Bøger

Nielsen, Jørgen Steen: Som gjaldt det livet. Til den nye klimabevægelse. Informations Forlag, 2019.
Nielsen, Jørgen Steen: Den store omstilling. Informations Forlag, 2012.
Bjørn Lomborg: Køl af, sandheder og skrøner om den globale opvarmning, Lindhardt og Ringhof 2008, 259 s.
Al Gore: En ubekvem sandhed, Lindhardt og Ringhof 2006, 325 s.

Radio

Værter: Caroline Clante og Theodora Renard. Tilrettelægger: Rune Stürup Hansen.
DR P1. Sendt første gang 7. oktober 2019.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på klimaforandringer

Kilder citeret i artiklen

Hjemmesider

Under fanen klima har DMI samlet en række oplysende temaer og henvisninger til bøger og artikler.
Information om klimaforandringer og Verdensmålene.
FN: Sustainable Development goals – om mål nr. 13 om klimaforandringer.

Øvrige skribenter

Journalist Michelle Arrouas, september 2016 og august 2017.