Krim

Artikel type
faktalink
journalist Emil Rottbøll, iBureauet/Dagbladet Information. Juni, 2014
Main image
Armerede, uidentificerede soldater står foran ministeriet i Simferopol i Krim. 3. marts 2014.
Armerede, uidentificerede soldater står foran ministeriet i Simferopol i Krim. 3. marts 2014.
Foto: Gregor Fischer / Scanpix

I løbet af en weekend i februar 2014 var den ukrainske halvø Krim pludselig blevet invaderet af prorussiske tropper, der overtog kontrollen med alle til- og afgangsveje. For nogle Krim-borgere var det et mareridt, der blev til virkelighed, for andre var det en længe ventet drøm om, at moder Rusland nu måske endelig var kommet dem til undsætning for at vinde halvøen tilbage fra Ukraine. Krim blev først en del af Ukraine i 1954, og siden Sovjetunionens opløsning har etniske russere på halvøen kæmpet for at blive genforenet med Rusland. Efter den seneste revolution i Ukraine væltede den prorussiske præsident af magten, synes muligheden tættere på end nogensinde. For at beskytte russiske statsborgere og et folks ret til selvbestemmelse, har Rusland overtaget magten med halvøen – spørgsmålet er, om de er villige til at beholde den.

Ikke alene er mere end halvdelen af Krims borgere etniske russere, halvøen er også arnested for den russisk-ortodokse kirke, og hjem for Ruslands Sortehavsflåde gennem mere end 200 år. Men Krim er endnu en del af Ukraine, og Ukraine plejer også forhold til EU og NATO, Ruslands historiske fjende. Krims historie er derfor også historien om det dramatiske og konfliktfyldte forhold mellem broderlandene Ukraine og Rusland, og det er historien om Ruslands forsøg på at forsvare sine gamle Sovjet-bastioner.

 

Introduktion til Krim

Hvad er Krim?

Krim er en halvø i den nordlige del af Sortehavet. Den udgør omkring 27.000 km2 med sletteland mod nord og en mindre bjergkæde langs sydkysten. Krim er en autonom republik i Ukraine, men ifølge den seneste folketælling fra 2001 bor der over dobbelt så mange etniske russere som ukrainere på halvøen. Havnebyen Sevastopol er ikke en del af den autonome republik, men hører direkte under den ukrainske centralregering. I alt har Krim 2,03 millioner indbyggere, hvoraf 58 pct. er etniske russere, 24 pct. er ukrainere, 12 pct. er krimtatarer og 5-6 pct. er hviderussere, armeniere, jøder og andre mindre folkeslag. Det eneste officielle sprog er ifølge et statsligt dekret ukrainsk, men det lokale parlament har ret til at tale russisk og krimtatarisk. Ifølge folketællingen betragter 77 pct. af befolkningen stadig russisk som deres modersmål. Hovedstaden, Simferopol, ligger midt på halvøen, men halvøen er mest kendt for badebyerne Jalta og Sevastopol på sydkysten.

Turisme er Krims vigtigste indtægtskilde, som udgør op mod halvdelen af republikkens BNP. Især russiske turister søger hver sommer hertil i stort tal for at nyde den i gennemsnit 28 grader varme luft og det 22 grader varme vand. Mellem badebyerne på sydkysten dominerer vinranker landskabet. I Sovjetunionen var champagne og vin fra Krim luksuriøse goder, og Rusland er stadig den største handelspartner for disse og andre varer.

Historie og baggrund

Hvad er Krim?

Krim er en halvø i den nordlige del af Sortehavet. Den udgør omkring 27.000 km² med sletteland mod nord og en mindre bjergkæde langs sydkysten. Krim er en autonom republik i Ukraine, men ifølge den seneste folketælling fra 2001 bor der over dobbelt så mange etniske russere som ukrainere på halvøen. Havnebyen Sevastopol er ikke en del af den autonome republik, men hører direkte under den ukrainske centralregering. I alt har Krim 2,03 millioner indbyggere, hvoraf 58 % er etniske russere, 24 % er ukrainere, 12 % er krimtatarer og 5-6 % er hviderussere, armeniere, jøder og andre mindre folkeslag. Det eneste officielle sprog er ifølge et statsligt dekret ukrainsk, men det lokale parlament har ret til at tale russisk og krimtatarisk. Ifølge folketællingen betragter 77 % af befolkningen stadig russisk som deres modersmål. Hovedstaden, Simferopol, ligger midt på halvøen, men halvøen er mest kendt for badebyerne Jalta og Sevastopol på sydkysten.

Krimhalvøen /
Krimhalvøen. Foto: Scanpix

Turisme er Krims vigtigste indtægtskilde, som udgør op mod halvdelen af republikkens BNP. Især russiske turister søger hver sommer hertil i stort tal for at nyde den i gennemsnit 28 grader varme luft og det 22 grader varme vand. Mellem badebyerne på sydkysten dominerer vinranker landskabet. I Sovjetunionen var champagne og vin fra Krim luksuriøse goder, og Rusland er stadig den største handelspartner for disse og andre varer.

Hvornår blev Krim en del af Ukraines og Ruslands historie?

Forløberen for Rusland, Ukraine og Hviderusland hed Kijev-Rusland og var centreret omkring den nuværende ukrainske hovedstad, Kijev. Fra omkring år 880 til 1240 udvidedes riget til at omfatte dagens Hviderusland, store dele af Ukraine og det nordvestlige Rusland. I midten af 900-tallet kom turen til Krim, da Svjatoslav I erobrede den østlige del af halvøen. I 988 erobrede Vladimir I også den byzantinske by Chersones, der i dag hører under Sevastopols bystyre. I samme by lod han sig senere kristne efter den byzantinske kirkes lære, hvorpå han kristnede Kijev-Rusland. Den russisk-ortodokse kirke betragter kristningen af Vladimir I som sin fødsel, og siden slutningen af 1800-tallet har en russisk-ortodoks katedral markeret stedet for den historiske begivenhed.

I første halvdel af det 13. århundrede blev Kijev-Rusland og Krim invaderet af det mongolske rige. En blanding af mongolske og tyrkiske folkeslag havde erobret alt fra Mongoliet til Sortehavet, og blev senere splittet op i fire separate riger, hvor Den Gyldne Horde var det vestligste. De næste 200 år regerede Den Gyldne Horde det meste af Krim og Kijev-Rusland. De russiske fyrster fik stadig lov at regere, men måtte betale hårde skatter til mongolerne og afhang i det hele taget af den mongolske herskers nåde. Perioden bliver set som et mørkt kapitel i Ruslands historie, og derfor bruger russerne ofte betegnelsen ’mongoleråget’, som www.ruslandsinfo.dk beskriver (se kilder).

Hvad var Krim-Khanatet?

Efter Den Gyldne Horde blev opløst, dannede krimtatarerne i 1443 Krim-Khanatet. Krimtatarerne var efterkommere af de blandede tyrkisk-mongolske folkeslag i Den Gyldne Horde, og den første khan (eller hersker) var angiveligt direkte efterkommer af den berømte mongolske erobrer Djengis Khan. Krimtatarerne fik hjælp af osmannerne til at erobre hele Krim, og derefter var khanatet afhængigt af det Osmanniske Rige. Krim-Khanatet var en magtfaktor i Østeuropa og foretog plyndringstogter til Polen og Moskva. Mens Moskva-fyrstendømmet ’kastede mongoleråget af sig’ ved at erobre de øvrige rester af riget Den Gyldne Horde, slog angrebene på Krim fejl. Først i anden halvdel af 1700-tallet lykkedes det russerne at erobre hele Krim, og i 1783 indlemmede kejserinde Katarina II halvøen i det Russiske Imperium. Ifølge www.encyclopedia.com (se kilder) valgte mange krimtatarer at emigrere til det Osmanniske Rige, som de følte et tilhørsforhold til på grund af deres tyrkiske sprog og muslimske tro, mens russere, ukrainere, bulgarere, tyskere, armeniere og grækere flyttede ind på Krim.

Hvad betød Krimkrigen for Rusland?

Det Russiske Imperium voksede sig stadig stærkere og blev en voksende bekymring for de store vesteuropæiske magter, Frankrig og Storbritannien. Rusland forsøgte at kontrollere det skrantende Osmanniske Rige, og konflikten brød ud i åben krig i juli 1853. Efter flere russiske sejre gik Frankrig og Storbritannien ind i krigen på osmannisk side i marts 1954. I september samme år gik en britisk-fransk hær i land på Krim og belejrede Sevastopol, der var base for Sortehavsflåden, Ruslands stærkeste våben i kampen om Sortehavet og Middelhavet. Russerne måtte sænke deres egne skibe for at lukke havnen og forhindre fjenden i at erobre dem, og skibskanoner blev vendt mod invasionsstyrkerne på land. Efter et års belejring og 100.000 dræbte og sårede russere blev byen rømmet i september 1855. Som Den Store Danske Encyklopædi (se kilder) beskriver krigen, var det et knusende nederlag for Rusland, hvis hær på en million mand ikke havde formået at besejre en invasionshær, der kæmpede langt fra hjemlandet og talte under 100.000 mand. I marts 1856 sluttede parterne fred med aftale om, at alle erobrede områder skulle gives tilbage fra begge sider. Værst for Rusland var, at Sortehavet samtidig blev erklæret for neutralt område, hvor ingen landes krigsskibe måtte færdes.

Hvorfor blev krimtatarerne deporteret?

Under Krimkrigen mod osmannerne blev mange muslimske krimtatarer tvangsflyttet til andre dele af Rusland, men den største etniske udrensning af halvøens tidligere herskere skulle først komme senere. Tatarernes frivillige og ufrivillige udvandring og russernes og andre slaviske folks massive indvandring bragte med tiden krimtatarerne i mindretal. Men selv om de i 1920 kun udgjorde 25 % af Krims befolkning, dannede de deres egen autonome republik inden for den russiske sovjetrepublik, hvilket gav dem ret til en udbredt grad af selvstyre. Det ændrede sig imidlertid som en følge af 2. Verdenskrig, hvor Krim var genstand for nogle af krigens blodigste slag. Sevastopol blev fuldstændigt ødelagt under Tysklands otte måneder lange belejring af byen, og på grund af byens store historiske og symbolske betydning ofrede Stalin og Sovjetstyret enorme ressourcer på hurtigt at genopbygge den. Stalin gav Sevastopol ærestitlen af ’Helteby’, mens krimtatarerne blev kollektivt straffet for at have stået i ledtog med tyskerne. Ifølge bogen "The Crimean Tatars" s. 155 og 161 (se kilder) var anklagen uretmæssig. Omkring 20.000 krimtatarer havde rigtignok deltaget i de frivillige tyske enheder, men lige så mange havde til gengæld kæmpet for den røde hær, hvoraf otte fik ærestitel af Sovjetunionens Helt. Alligevel blev omkring 183.000 krimtatarer, næsten alle halvøens krimtatarer, i maj 1944 deporteret til primært Usbekistan i Centralasien. De blev låst inde i tætpakkede togvogne og deporteret til arbejdslejre eller overvågede arbejdskolonier. Ifølge de officielle sovjetiske statistikker døde 22 % af sult og sygdom i det første år i eksil. Året efter blev republikken Krim opløst og omdannet til en russisk region. Krimtatarerne blev i 1967 formelt renset for beskyldninger om at stå i ledtog med det nazistiske Tyskland, men først i 1988 fik de ret til at vende tilbage til Krim (se også afsnittet "Hvad betyder det, at krimtatarerne vender tilbage?").

Hvordan blev Krim en del af Ukraine?

Den 19. februar 1954 overgik Krim fra at være en del af den russiske sovjetrepublik til at være en del af den ukrainske sovjetrepublik. Som det fremgår af Informations reportage fra Sevastopol, "Hvor jorden er badet i russisk blod" (se kilder), er det en udbredt opfattelse, at overdragelsen var en gave til Ukraine i anledning af 300-året for Ruslands og Ukraines ’genforening’, som netop blev fejret stort dette år. I debatten om Krim fremstår det ofte, som om lederen af det sovjetiske kommunistpartis, Nikita Krustjov, egenhændigt forærede Krim til Ukraine, og han er blevet tillagt mange motiver for denne beslutning. Nikita Krustjov var etnisk russer, men født i Ukraine. Nogle mener, at beslutningen alene afspejlede, at han ville behage sin ukrainske kone, andre mener, at han havde brug for støtte fra sine gamle kolleger i det ukrainske kommunistparti for at styrke sin position i Kreml, hvor hårde magtkampe bølgede efter Stalins død i 1953. Ifølge bogen "Ukraine and Russia: the post-Soviet transition" s. 165 ff. (se kilder) skete overdragelsen dog på fuld legal vis og ad de officielle kanaler: Ruslands øverste sovjet (råd) anmodede Sovjetunionens øverste sovjet om at overføre Krim-regionen og bystyret Sevastopol til Ukraine på grund af de tætte geografiske, økonomiske og kulturelle bånd mellem Krim og Ukraine. Ukraines øverste sovjet takkede “det russiske broderfolk for den generøse, glædelige handling”, og Sovjetunionens øverste sovjet vedtog overdragelsen i løbet af en uge. Det juridiske grundlag for at gennemføre overdragelsen er imidlertid stadig et omdiskuteret spørgsmål blandt russiske parlamentarikere og historikere. På grund af Sovjetunionens problematiske retstilstand er det svært at definere, hvad der var gældende juridisk praksis på dette område i 1954.