krigsskibe
Siden russiske tropper invaderede den ukrainske halvø Krim i 2014, har der været spændinger og sammenstød mellem de to lande. Her har russisk militær opbragt tre skibe fra Ukraines flåde.
Foto: Pavel Rebrov / Ritzau Scanpix

Konflikten om Krim og Ukraine

journalist Emil Rottbøll, iBureauet/Dagbladet Information. Opdateret af journalist Mikkel Danielsen, Bureauet, januar 2019. Opdateret af journalist Lasse Skytt, december 2021.
Top image group
krigsskibe
Siden russiske tropper invaderede den ukrainske halvø Krim i 2014, har der været spændinger og sammenstød mellem de to lande. Her har russisk militær opbragt tre skibe fra Ukraines flåde.
Foto: Pavel Rebrov / Ritzau Scanpix

Indledning

I løbet af få dage i februar 2014 blev den ukrainske halvø Krim invaderet af prorussiske tropper, der overtog kontrollen med alle adgangsveje til halvøen. For nogle Krim-borgere var det et mareridt, der blev til virkelighed. For andre var det opfyldelsen af en længe ventet drøm om, at moder Rusland kom dem til undsætning for at vinde halvøen tilbage fra Ukraine. Krim blev først en del af Ukraine i 1954, og siden Sovjetunionens opløsning har etniske russere på halvøen kæmpet for at blive genforenet med Rusland.

Efter revolutionen i Ukraine i 2014 overtog Rusland Krim-halvøen med magt. I Vesten og Ukraine blev Ruslands militære annektering af Krim set som en klar krænkelse af Ukraines suverænitet og et brud på internationale spilleregler, og ingen vestlige lande anerkender i dag Ruslands overtagelse af Krim. Alligevel er halvøen stadig under russisk kontrol, og øget tilstedeværelse af russiske soldater på grænsen til Ukraine får Vesten til at frygte, at konflikten kan eskalere.

 

I denne video forklarer NowThisWorld, hvordan og hvorfor Rusland annekterede Krim-halvøen fra Ukraine.

 

Artikel type
faktalink

Historie og baggrund om Ukraine og Krim

Print-venlig version af hele artiklen

Hvad er Ukraine?

Med et befolkningstal på 44 millioner og et areal på 600.000 kvadratkilometer er Ukraine blandt de største lande i Europa. Landet blev uafhængigt i 1991 efter at have været en del af Sovjetunionen under hele Den Kolde Krig. I årene frem mod revolutionen i 2013-14 ville landets daværende præsident, Viktor Janukovitj, rykke ukrainerne tættere på Rusland rent politisk, men det gav bagslag og førte til historiske demonstrationer i landet. Siden 2014 har Ukraine haft mere vestligtsindede ledere, først Petro Poroshenko (2014-2019) og siden den nuværende præsident, Volodymyr Zelenskij, der har en fortid som komiker.

Hvad er Krim?

Krim er en halvø i den nordlige del af Sortehavet. Den udgør cirka 27.000 kvadratkilometer og er omtrent på størrelse med Jylland. Her bor lidt flere end to millioner mennesker. Krims tilhørsforhold er omstridt. Siden 1954 har Krim officielt hørt under Ukraine. Men efter revolutionen i Ukraine i 2014 tog den russiske hær kontrol med Krim-halvøen. Krim blev annekteret af Rusland og er i dag de facto en del af Rusland, selvom det ikke er anerkendt af det internationale samfund. Flertallet af indbyggerne på Krim-halvøen er etniske russere, skiver DR i artiklen “Derfor er Krim-halvøen så vigtig for Rusland” (se kilder). En optælling fra 2014 viser, at 68 procent er etniske russere, 16 procent er ukrainere, mens ti procent er krimtatarer, fremgår det af Gyldendals opslagsværk Den Store Danske (se kilder). De reelle tal er dog omskiftelige og vanskelige at verificere. Den største by på Krim hedder Sevastopol og har omtrent 400.000 indbyggere.

Hvordan blev Krim en del af Rusland i 1700-tallet?

For at forstå, hvorfor Krims tilhørsforhold er så omstridt, er det nødvendigt at forstå Krims historie. I begyndelsen af det 13. århundrede blev Krim erobret af det mongolske rige. En blanding af mongolske og tyrkiske folkeslag havde erobret alt fra Mongoliet til Sortehavet. Efterkommerne af det blandede tyrkisk-mongolske folkeslag bliver kaldt krimtatarerne, og sammen med Det Osmanniske Rige kontrollerede de Krim frem til 1783. Herefter blev halvøen overtaget af Det Russiske Rige. Det fik mange krimtatarer – der var muslimer – til at emigrere til Det Osmanniske Rige, mens russere og ukrainere flyttede ind på Krim-halvøen, som nu var russisk, fremgår det af opslagsværket Den Store Danske.

I 1853 udbrød den blodige Krimkrig. Krigen stod mellem Rusland på den ene side og Det Osmanniske Rige, støttet af England og Frankrig, på den anden side. Frankrig og England var bange for, at det russiske imperium ville ekspandere og vokse sig endnu større ved at indtage dele af Det Osmanniske Rige, og derfor gik de ind i krigen. Et af de blodigste slag stod på Krim, hvor flere hundredetusinde mennesker omkom, skriver tidsskriftet Historie i artiklen “Gamle mænd gjorde Krim-krigen til en katastrofe” (se kilder). Efter krigen forblev Krim på russiske hænder.

Hvordan blev Krim en del af Ukraine?

Som en del af det russiske imperium blev Krim i 1920 en autonom republik inden for rammerne af det daværende Sovjetunionen. I februar 1954 overgik Krim fra at være en del af den russiske sovjetrepublik til at være en del af den ukrainske sovjetrepublik. I princippet var det det dengang underordnet, om Krim hørte til den ukrainske eller russiske sovjetrepublik. For Sovjetunionen kontrollerede alligevel begge republikker. Som det fremgår af Informations artikel “Hvor jorden er badet i russisk blod” (se kilder), er det en udbredt opfattelse, at overdragelsen var en gave til Ukraine i anledning af 300-året for Ruslands og Ukraines ‘genforening’, som netop blev fejret dette år.

I debatten om Krim fremstår det ofte, som om den daværende leder af det sovjetiske kommunistparti, Nikita Khrusjtjov, egenhændigt forærede Krim til Ukraine, og han er blevet tillagt mange motiver for denne beslutning. Nikita Khrusjtjov var etnisk russer, men født i Ukraine. Nogle mener, at beslutningen alene afspejlede, at han ville behage sin ukrainske kone – andre, at han havde brug for støtte fra sine gamle kolleger i det ukrainske kommunistparti for at styrke sin position i Kreml (fæstningsværk i Moskva, hvor en stor del af Ruslands – og dengang Sovjetunionens – politiske magt er samlet), hvor hårde magtkampe bølgede efter Stalins død i 1953.

Hvad er massedeportationen af krimtatarerne?

I 1920 udgjorde de såkaldte krimtatarer – efterkommere af de tidligere mongolske herskere på Krim-halvøen – omtrent 25 procent af Krims befolkning. De dannede deres egen autonome republik inden for den russiske sovjetrepublik, hvilket gav dem en udbredt grad af selvstyre.

Det ændrede sig imidlertid som følge af Anden Verdenskrig, hvor Krim var genstand for nogle af krigens blodigste slag. I slutningen af krigen anklagede Sovjetunionens daværende leder, Josef Stalin, krimtatarerne for at stå i ledtog med tyskerne, og som straf for denne påståede illoyalitet, blev 183.000 krimtatarer, næsten alle halvøens krimtatarer, deporteret til Usbekistan i Centralasien. Ifølge de officielle sovjetiske statistikker døde 22 procent af de deporterede af sult og sygdom i det første år i eksil. Nogle tal angiver, at helt op til 45 procent af krimtatarerne omkom i perioden 1944-1947, fremgår det af EMU Danmarks læringsportal i artiklen “Krims historie” (se kilder).

Ifølge bogen The Crimean Tatars s. 155 og 161 (se kilder) var anklagen mod krimtatarerne uretmæssig. I 1967 blev krimtatarerne officielt renset for Stalins anklager om samarbejde med nazisterne, men først i 1988 under præsident Gorbatjov fik krimtatarerne lov til at vende tilbage til Krim.

Ruslands annektering af Krim

Print-venlig version af hele artiklen

Hvad er 2014-revolutionen i Ukraine?

Siden Ukraine opnåede selvstændighed i 1991, har landets befolkning og politikere været uenige om, hvorvidt Ukraine skal søge tættere samarbejde med Europa i vest eller med Rusland i øst. Det fremgår af Politiken-artiklen “Ukraine er splittet mellem øst og vest” (se kilder).

Efter flere års forhandlinger med EU brød en associerings- og handelsaftale mellem EU og Ukraine endeligt sammen i november 2013. I stedet besluttede landets daværende præsident, Viktor Janukovitj, at indgå en omfattende økonomisk aftale med Rusland. Det blev startskuddet til en ny omvæltning i ukrainsk politik. Ukraines tættere forhold til Rusland fik tusindvis af demonstranter til at protestere i hovedstaden Kiev.

På grund af politiets hårde fremfærd mod demonstranterne og generel utilfredshed med den økonomiske situation eskalerede protesterne over de næste tre måneder med konstante demonstrationer på Uafhængighedspladsen i Kiev. Konflikten kulminerede i midten af februar 2014, hvor mindst 87 demonstranter og betjente blev dræbt i gadekampe, skriver DR i artiklen “Derfor eskalerer konflikten i Ukraine” (se kilder). Få dage senere flygtede præsident Janukovitj til Rusland, mens en samling oppositionspartier overtog magten og udpegede en midlertidig præsident og en midlertidig regering.

På Krim-halvøen følte store dele af den russisksindede befolkning sig nu truet af den politiske udvikling. De var nervøse for deres fremtid under en mere EU-orienteret ukrainsk regering og krævede større selvstændighed fra Kiev. Heller ikke Rusland anerkendte de nye magthaveres legitimitet, da de mente, at de nye magthavere i Ukraine havde kuppet sig til magten gennem voldelige gadeprotester, fremgår det af Information-artiklen “Kamptropper er Ruslands første udspil til forhandling” (se kilder). Denne udvikling førte til, at Rusland annekterede Krim.

Hvordan foregik annekteringen af Krim?

I løbet af en weekend i slutningen af februar 2014 invaderede en større gruppe stærkt bevæbnede soldater Krim og overtog kontrollen med lufthavnen og adgangsvejen til det ukrainske fastland. De bar ingen kendetegn på uniformerne, og i den internationale presse blev de kaldt de “små, grønne mænd” på grund af deres grønne uniformer, fremgår det af DR-artiklen “Derfor er Rusland og Ukraine igen i konflikt” (se kilder). Til Berlingskes korrespondent på stedet indrømmede nogle af soldaterne, at de tilhørte den russiske Sortehavsflåde, som det bliver beskrevet i artiklen “Russiske tropper besætter dele af Krim – Ukraine ruster sig til krig” (se kilder). I slutningen af februar blev det russiske flag hejst over regeringsbygningen i Krims hovedstad Simferopol, skriver TV 2 i artiklen “Forstå konflikten i Ukraine” (se kilder).

Ruslands præsident, Vladimir Putin, afviste i første omgang, at han ville indlemme Krim i Rusland, men opfordrede i stedet Ukraine og omverdenen til at lade Krim-boerne selv bestemme, hvor de ville høre til. I en lokal folkeafstemning den 16. marts 2014 stemte et overvældende flertal på 96,77 procent for at tilslutte sig Rusland. Valgdeltagelsen var angiveligt på 80 procent, men det betvivler flere iagttagere, da mange etniske ukrainere og krimtatarer på forhånd havde boykottet afstemningen. Det fremgår af reportagen i Berlingske: “Har de ret, fordi de er stærkest?” (se kilder).

Den 18. marts 2014 underskrev Ruslands præsident Putin en traktat, der officielt indlemmede Krim-halvøen i Den Russiske Føderation.

 

Nyhedsmediet Vice News befandt sig på Krim, da de såkaldte “små, grønne mænd” overtog kontrollen med halvøen i 2014. Videoen er på engelsk.

 

Hvem vil indbyggerne på Krim gerne tilhøre?

Siden Ruslands annektering af Krim har ét af de store spørgsmål været, hvorvidt flertallet af indbyggerne på Krim hellere vil være en del af Rusland end Ukraine. Det er et svært spørgsmål at besvare. Flere af meningsmålingerne om det spørgsmål er lavet af institutter, som enten støtter Rusland eller regeringen i Kiev.

De etniske russere er i flertal på Krim, og undersøgelser fra internationale meningsmålingsinstitutter har efter Ruslands annektering indikeret, at et flertal er tilfredse med Ruslands annektering. Det tyske meningsmålingsinstitut GFK lavede i marts 2014 en undersøgelse, der viste, at 70 procent af Krims indbyggere ville stemme ja til at blive en del af Rusland ved den omstridte folkeafstemning den 16. marts. Det fremgår af undersøgelsen “Public opinion survey in Crimea” (se kilder).

Det anerkendte Razumkov Centret i Kiev lavede i 2013 en undersøgelse, der viste, at omtrent 70 procent af indbyggerne på Krim så positivt på Ruslands geopolitiske rolle, mens blot omtrent 20 procent så positivt på EU. Undersøgelsen fremgår af The Washington Post-artiklen “Do Crimeans actually want to join Russia?” (se kilder). Selvom undersøgelsen indikerer udbredt sympati for Rusland, bekræfter den dog ikke, at Krim-indbyggerne ligefrem ønskede, at Rusland annekterede halvøen.

Hvordan reagerede Ukraine og det internationale samfund på annekteringen af Krim?

Særligt i USA og Europa affødte Ruslands annektering af Krim stærke reaktioner. Da Krim-halvøen er en del af Ukraines territorium, blev annekteringen set som et klart på brud på Ukraines suverænitet. Allerede i marts 2014 indførte EU nye sanktioner mod Rusland som “reaktion på den ulovlige annektering af Krim og den bevidste destabilisering af Ukraine,” skriver Det Europæiske Råd på sin hjemmeside (se kilder). EU suspenderede bl.a. forhandlinger med Rusland, der skulle gøre det lettere for russiske borgere at få visum til EU-lande. Samtidig straffede EU en række højtstående russiske personer ved at fastfryse deres økonomiske midler i Europa og udstede rejseforbud. USA, Japan og andre lande indførte lignende sanktioner i samme periode, skriver TV 2 i artiklen “Sanktionskrig mellem Rusland og Vesten” (se kilder).

Efter at Vladimir Putin officielt havde indlemmet Krim-halvøen i Den Russiske Føderation, sagde den daværende danske statsminister, Helle Thorning-Schmidt (S): “Der er ingen tvivl om, at afstemningen og dens udkom på Krim strider mod internationale love og ukrainsk lov. Så jeg synes, det er ret klart, at det er ulovligt.” Det fremgår af Politikens artikel “Bekymret Thorning: Afstemning om Krim er ulovlig” (se kilder).

Sidst i marts 2014 vedtog FN’s Generalforsamling en resolution (se kilder), der kaldte annekteringen af Krim-halvøen ulovlig. 100 af verdens lande stemte for resolutionen, 11 stemte imod, og 58 lande undlod at stemme. Resolutionen var dog i høj grad symbolsk og har ikke haft direkte konsekvenser for Rusland.