Rusland op til 1991

Hvornår begyndte Ruslands historie?

I midten af 800-tallet begyndte skandinaver, eller varæger som de kaldte sig selv, at sejle på de russiske floder, hvor de etablerede handelspladser i det, der senere blev kendt som Novgorodområdet. Der er dog ifølge historiker Paul Ulff-Møller uenighed mellem nordiske og russiske forskere om, hvorvidt grundlæggelsen af Rusland kan tilskrives disse varæger (se kilder). Fra handelspladserne kunne varægerne bl.a. tvinge de lokale slaviske stammer til at betale tribut (afgift), og den sene Nestorkrønike (ca. 1125) beskriver endvidere, hvordan slaverne fordrev varægerne, hvorefter de, grundet interne stridigheder, alligevel inviterede tre af dem til at regere over sig (se kilder). Den mest kendte, Rurik, regerede Novgorod, og hans efterfølger indlemmede desuden Kiev i sin magtbase. Den nordiske overklasse og det slaviske flertal smeltede sammen, og således blev kimen til Kiev-riget lagt. I 988 lod fyrst Vladimir sig kristne, og Kiev manifesterede sig efter byzantinsk forbillede som et religiøst og kulturelt centrum. Det fik imidlertid en brat ende i 1240, da mongolerne invaderede og ødelagde Kiev.

Hvad var Det Mongolske Åg?

Det Mongolske Åg betegner tiden fra ca. 1240 til 1500, hvor store dele af det nuværende Rusland var under mongolsk herredømme. Batu Khan grundlagde omkring 1240 riget Den Gyldne Horde, som formelt hørte under storkhanen i Karakoum. Mongolerne, som kom fra Mongoliet, der geografisk er placeret mellem Kasakhstan, Kina og det vestlige Rusland, slog sig ned i byen Sarai, det nuværende Volgograd, ved Volgas nedre løb, hvorfra de opkrævede tribut (afgifter) hos fyrsterne og i realiteten styrede Rusland. I 1240 erobrede de Kiev, som blev så ødelagt, at der, ifølge dr.phil. Knud Rasmussen, efter sigende næppe var mere end 200 huse tilbage (se kilder). Batu Khan døde i 1255, hvorefter hans bror Berke Khan tog over. I 1328 blev den moskovitiske fyrste Ivan 1. som også gik under navnet Ivan Pengesæk, med Khanen i Sarais godkendelse, indsat som storfyrste af Vladimir. Det indebar, at han fik til opgave at indsamle tribut fra de erobrede områder og dernæst betale den til selvsamme Khan, som på det tidspunkt hed Öz Beg Khan. De efterfølgende fyrster udnyttede imidlertid deres status som storfyrster til at styrke deres magtposition, og i 1502 var Moskvas storfyrste, Ivan 3. den Store, blevet så stærk, at han nægtede at adlyde Khanen i Sarai, hvilket blev begyndelsen på enden for 250 års mongolsk overherredømme i det, der i dag er Rusland.

Hvad var Zar-Rusland?

Betegnelsen Zar-Rusland dækker over tiden fra 1547, hvor Ivan 4. den Grusomme tog titlen zar (kejser) til Nikolaj 2. abdicerede i 1917. I 1721 skiftede Peter den Store imidlertid zar-titlen ud med den mere moderne titel ’alrussisk kejser’, hvilket blev den formelle titel for Ruslands herskere frem til 1917. Peter den Store var handlekraftig og gennemførte adskillige reformer. Han vendte blikket mod Europa og forsøgte, efter vesteuropæisk forbillede, at skabe et enevældigt monarki. Omstillingen skulle ske gennem en række reformer: Hæren blev bl.a. opgraderet med den første russiske orlogsflåde, kirken kom under statens kontrol, administrationen blev styrket og regeringssædet blev flyttet fra Moskva til Peter den Stores prestigeprojekt Skt. Petersborg, som ifølge ruslandskender og lektor ved Københavns Universitet Hans Bagger også skulle lægge kaj til den nye krigsflåde (se kilder). Tidsrummet efter Peter den Stores død og frem til Katharina 2. den Store var en turbulent tid, hvor stridigheder om tronfølgen fyldte meget. Da Katharina den Store kom til magten, reformerede hun bl.a. statsforvaltningen, retsvæsenet og uddannelsessystemet, hvilket styrkede hendes egen magt på bekostning af adelens. Bøndernes livegenskab blev der dog ikke ændret på. Det blev der til gengæld på landegrænserne efter to succesrige krige mod tyrkerne i perioderne 1763-1774 og 1787-1792, hvor Rusland erobrede henholdsvis Krim og Ukraine, ligesom Rusland også blev udvidet mod vest efter Polens tre delinger i 1772, 1793 og 1795.

I 1792, fire år inden Katharinas den Stores død, brød koalitionskrigene ud i Europa. Fælles for krigene var, at Frankrig med Napoleon 1. Bonaparte i spidsen var involveret i dem alle, mens skiftende alliancer udgjorde den anden part. I 1812 rykkede Napoleon ifølge professor emeritus Walter G. Moss ind over den russiske grænse med op imod 600.000 soldater (se kilder). Russerne mødte ikke Napoleon ved grænsen, men trak sig tilbage til byen Borodin lidt udenfor Moskva, hvor franskmændene vandt et blodigt slag. Efter sejren rykkede Napoleons tropper ind i Moskva som brændte, lå i ruiner og var rømmet for mennesker. Napoleon ventede forgæves på forhandlere fra kejser Alexander 1. i Skt. Petersborg, og gav efter fem uger ordre til fransk tilbagetrækning. Tilbagetrækningen blev fatal, og kun en lille del af den oprindelig hær overlevede kulden, sygdommene, sulten, en fjendtlig lokalbefolkning og en jagtende russisk hær. Katastrofen var total og da Napoleon hørte om et muligt kupforsøg i Paris, rejste han til hovedstaden og efterlod hæren i Rusland. Cirka 100 år senere udbrød den russisk-japanske krig i 1905, som bundede i, hvem der skulle kontrollere Manchuriet og Korea. Rusland led en række nederlag, og måtte ved fredsslutningen i Portsmouth i New Hampshire give indrømmelser til Japan, hvilket bl.a. betød, at de måtte opgive kontrollen med Korea.

Hvad var Den Russiske Revolution?

Den Russiske Revolution er samlebetegnelsen for en række opstande og politisk uro i Rusland i perioden 1905-1917. I perioden op til 1905, hvor Rusland tabte den russisk-japanske krig, ulmede borgernes utilfredshed med zarens enevældige styre. De ønskede ifølge tidligere professor i østeuropæisk historie ved Københavns Universitet Bjarne Nørretranders økonomiske fremskridt og indflydelse, hvilket udløste både strejker og demonstrationer, som kulminerede foran Vinterpaladset med Den Blodige Søndag, (se kilder). Zar Nikolaj 2. afvejede situationen og udsendte oktobermanifestet, som bl.a. betød, at der blev oprettet en folkevalgt forsamling, Dumaen. Det var imidlertid ikke nok til at tilfredsstille borgerne, og i februar 1917 førte de ringe levevilkår og regeringens manglende evne til at afslutte deres deltagelse i 1. Verdenskrig med et tilfredsstillende resultat til uroligheder i Petrograd (i dag Skt. Petersborg). De demonstrerende arbejdere tog magten og oprettede få dage efter Petrogradsovjetten, som kom til at repræsentere det meste af den revolutionære arbejder- og bondebevægelse. Herefter indledte den provisoriske komité (senere provisoriske regering) en forhandling med zaren, hvilket førte til, at han abdicerede. Han blev efterfølgende taget til fange sammen med sin familie, inden de i 1918 blev henrettet af bolsjevikkerne, som havde overtaget magten ved Oktoberrevolutionen i 1917, og som bekendte sig til den leninistiske ideologi, som herskede i Det Russiske Socialdemokratiske Arbejderparti. Således faldt monarkiet, mens Rusland blev en republik med Petrogradsovjetten (det russiske ord sovjet el. совет kan oversættes med råd) som det ene magtorgan og Den Provisoriske Regering som det andet. I oktober 1917 havde sovjetterne i de vigtigste byer, såsom Moskva og Petrograd, bolsjevistisk flertal, og bolsjevikkerne med Lenin og Trotskij i spidsen stormede således Vinterpaladset, væltede Aleksandr Kerenskijs provisoriske regering og banede vejen for ”proletariatets diktatur” under parolen om fred, jord til bønderne, fabrikkernes overdragelse til arbejderne og al magt til sovjetterne. Det var dog langt fra alle, der støttede de kommunistiske bolsjevikker, eller bare de røde. I 1918 udbrød Den Russiske Borgerkrig i kølvandet på revolutionerne med bolsjevikker på den ene side og de hvide antikommunistiske hære, som bl.a. bestod af konservative, tilhængere af tsar-styret, liberale og antibolsjevistiske socialister, som i en kort overgang fik støtte af udenlandske tropper.

Opsummering og levende billeder fra Den Russiske Revolution. Produceret af National Geographic. På Engelsk.
 

Hvad var Den Russiske Borgerkrig?

Den russiske borgerkrig er betegnelsen for en række konflikter mellem bolsjevikker og forskellige antikommunistiske hvide hære i perioden 1918-20, som endte med bolsjevistisk sejr. Borgerkrigen sluttede dog ikke med bolsjevikkernes sejr over de hvide, og det gik løbende op for befolkningen, at bolsjevikkerne ikke kunne holde deres løfter om jord til bønderne, fred til landet og al magt til sovjetterne. 

For at skaffe jord til bønderne ophævede bolsjevikkerne den private ejendomsret og beslaglagde jord fra godsejere, kirke og medlemmer af den tidligere tsar-familie med store protester til følge. Beslaglæggelserne udmøntede sig dog i ikke mere jord til den enkelte bonde, eftersom omfattende mangel på fødevarer i byerne allerede havde fået mange folk til at udvandre fra by til land, hvor der i forvejen var mangel på jord. Bønderne gjorde modstand mod bolsjevikkernes aggressive inddrivning af landbrugsprodukter og deres planer om at kollektivisere landbruget. Modstanden blev besvaret med en brutal politik, hvor der både blev brugt vold og henrettelser. Krigen førte til hungersnød, og den hårdhændede politik skulle vise sig at blive en vedvarende måde at undertrykke befolkningen på de efterfølgende ca. 70 år. Den russiske borgerkrig og hungersnøden anslås at have kostet i omegnen af 12 mio. mennesker livet ifølge professor ved Institut for Historie på SDU Nils Arne Sørensen (se kilder).

Hvad var Sovjetunionen?

Sovjetunionen (også kendt som USSR – Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker) eksisterede fra 1922 til 1991. Unionen bestod af 15 republikker, som hver især havde deres egen lovgivende forsamling (øverste sovjet) og regering. Disse regeringer bestod imidlertid kun af Kommunistpartiet, som var det eneste tilladte parti, hvilket i realiteten betød, at Sovjetunionen jf. Den Store Danske blev styret af Det Kommunistiske Parti i Moskva (se kilder). Det officielle sprog var russisk, og alle produktionsmidler – som f.eks. fabrikker – var ejet af staten. Det var også staten, som i det planøkonomiske system besluttede hvor meget der skulle produceres, hvad varerne skulle koste og hvad arbejderne skulle have i løn.
 

Hvem var Stalin?

Georgiskfødte Josef Vissarionovitj Stalin (1879-1953) var enehersker i Sovjetunionen i tidsperioden 1928-1953. Stalin blev i 1922 generalsekretær for kommunistpartiet og opnåede kontrol med partiapparatet i en tid, hvor Lenin var alvorligt svækket. Arvefølgestriden mellem Stalin og hans største konkurrent Lev Trotskij tog til, og i årene efter Lenins død i 1924 lykkedes det Stalin at udmanøvrere Trotskij. I 1928 sad Stalin alene på magten i Sovjetunionen. Persondyrkelsen af Stalin som landsfader kom til udtryk gennem massiv statspropaganda, og også inden for kunsten blev Stalin fremstillet som Sovjetunionens ufejlbarlige leder.

Hvem var Trotskij?

Lev Trotskij (1879-1940) var en sovjetisk politiker og marxistisk teoretiker. Efter en tid i fængsel og eksil i Sibirien flygtede Trotskij i 1902 til Vesteuropa, hvor han opholdt sig, indtil han i 1905 vendte tilbage til Rusland for et par år. I 1907 drog han igen til udlandet, og da han i 1917 vendte retur til Skt. Petersborg blev han en af hjernerne bag den væbnede opstand mod den provisoriske regering. Trotskij var formand for det revolutionære råd Petrograd-sovjetten og bliver i bogen ”Lenin – En revolutionær fundamentalist” sammen med Lenin betegnet som selve drivkraften bag Oktoberrevolutionen (se kilder). Da Stalin i 1928 kunne lade sig hylde som Lenins officielle arvtager, blev Trotskij sendt i eksil – først internt og siden i udlandet. Han slog sig ned i Mexico, hvor han i 1940 blev myrdet af en agent for den sovjetiske sikkerhedstjeneste.

Hvordan var den økonomiske situation under Stalin?

Stalin mente at et stabilt socialistisk samfund bedst kunne skabes gennem en hurtig og effektiv industrialisering – uden hensyntagen til menneskelige omkostninger. Det skulle ske gennem jern- og stålproduktion samt udvinding af kul og olie. De overordnede værktøjer til at realisere industrialiseringen var planøkonomi og tvangskollektiviseringer. Den første femårsplan blev sat i værk i 1928, i en tid hvor Sovjetunionen ikke formåede at producerede korn nok til at mætte befolkningen. Bønder blev tvunget til at overdrage jord og kvæg til de statsejede kollektive landbrug (kolkhozerne), som med magt var blevet tvangskollektiviseret. På kolkhozerne skulle bønderne producere efter et kvotesystem, som betød, at de skulle levere en stor procentdel af afgrøderne til staten. Storbønderne (kulakkerne), eller bare bønder, som drev noget, der mindede om erhverv blev fordrevet fra hus og hjem, deporteret til GULAG-lejre eller likvideret. Kollektiviseringerne og kvoterne udløste ifølge dr.phil. og lektor ved Københavns Universitet borgerkrigslignende tilstande, som medvirkede til den omfattende hungersnød, som kostede hen ved 7 millioner mennesker livet i Sovjetunionen i 1932-33 – heraf 5 millioner i Ukraine (se kilder). Elendigheden gjorde Stalin sårbar, men fik ham samtidig til at stramme grebet og øge terroren mod befolkningen i bestræbelserne på at fastholde sin magtposition.

Hvad var Den Store Terror?

Den Store Terror betegner perioden 1936-38, hvor Stalin igangsatte en omfattende bølge af arrestationer, tvangsdeportationer og henrettelser. Terroren var primært rettet mod samfundets top, men arbejderklassen blev også ramt. Det udmøntede sig i Moskvaprocesserne, som bestod af tre højprofilerede retssager, hvor 54 af Stalins modstandere blev anklaget for spionage og for at planlægge attentater på Stalin. Størstedelen blev dømt til døden – på nær nogle enkelte, som fik lange fængselsstraffe. Antallet af dødsofre i årene 1937-38 har ligget tæt på 3 millioner, mens antallet af fængslede og lejrfanger var omkring 10 millioner, ifølge dr.phil. og lektor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet Niels Erik Rosenfeldt (se kilder).
 

Hvad var Gulag?

Ordet Gulag er en betegnelse for de fange- og arbejdslejre, der blev etableret under Lenin og udbygget under Stalin. Motiverne bag lejrene var, til at begynde med, overvejende ideologiske: De skulle genopdrage og straffe potentielle fjender mod staten. Senere blev Gulag også en økonomisk gevinst – særligt i de områder, hvor fangernes arbejdskraft kunne udnyttes til at frembringe kul og andre naturressourcer til f.eks. krigsindustrien. Lejrene var ofte placeret i Sibirien, hvor naturressourcerne befandt sig, og hvor temperaturerne kunne falde til minus 50 grader om vinteren. Disse faktorer kombineret med minimale madrationer og hårdt fysisk arbejde gjorde det vanskeligt at overleve i lejrene.

Se Gulaglejren Perm 36, som i dag fungerer som museum.

Ifølge professor ved Institut for Historie på SDU Nils Arne Sørensen skønnes det, at mindst 20 mio. borgere blev tvunget gennem GULAG-systemet og at mindst 4-5 mio. mennesker døde som følge heraf (se kilder).

Hvad var Den Store Fædrelandskrig?

Den Store fædrelandskrig er en patriotisk betegnelse for den del af 2. Verdenskrig, som blev udkæmpet i perioden 22. juni 1941 til 9. maj 1945 mod det nazistiske Tyskland og dets allierede. Da Hitler d. 22. juni 1941 brød den tysk-russiske ikkeangrebspagt og indledte en lynkrig mod Sovjetunionen, blev Stalin både overrasket og overrumplet. Den Røde Hær var nemlig den tyske hær underlegen efter Stalins interne udrensninger i slutningen af 1930’erne, der også havde ramt højtstående officerer og generaler i hæren. På få måneder nåede tyskerne frem til både Leningrad og Moskva, og i august 1942 nåede de Stalingrad, hvor et af de blodigste slag på Østfronten skulle slås. Efter udmagrende kampe lykkedes det Den Røde Hær at fordrive tyskerne og derefter indtage det meste af Østeuropa i 1944-45, inden den Røde Hær nåede Berlin, hvor Tyskland kapitulerede d. 8. maj 1945. Ifølge DIIS’ hjemmeside www.folkedrab.dk mistede over 25 mio. Sovjetborgere, hvoraf halvdelen var civile, livet under Den Store Fædrelandskrig, mens yderlige 25 mio. blev hjemløse (se kilder).

Hvad skete der i tiden efter Stalins død?

Med Stalins død i 1953 aftog den politiske terror mod befolkningen, men statens arbejdsgang og økonomiske politik forblev stort set uændret frem til Sovjetunionens kollaps i 1991. En af de væsentligste ændringer i magtapparatet var ifølge www.folkedrab.dk (se kilder), at enkeltpersoner ikke længere kunne opnå samme magt som Stalin, da posterne som partileder og regeringschef ikke længere kunne besættes af den samme person – med undtagelse af Nikita Khrusjtjov, som umiddelbart efter Stalins død i 1953 sikrede sig stillingen som generalsekretær og i 1958 tillige stillingen som ministerpræsident. Efter Khrusjtjov blev afsat i 1964, bl.a. på baggrund af sin håndtering af Cuba-krisen, blev Leonid Brezjnev generalsekretær og Aleksej Kosygin ministerpræsident. Brezjnevs tid som leder  fra 1964-1982 bar præg af fejlslagen planøkonomi, hvilket medførte omfattende økonomisk stagnation. Politisk var perioden karakteriseret ved en konservatisme, som søgte at bibeholde partiets dominerende position samt vha. sikkerhedstjenesten KGB at kontrollere politiske afvigere (dissidenter). Ved sin død efterlod Breznev sig et samfund i en økonomisk, ideologisk, social og moralsk krise ifølge Den Store Danske (se kilder).

Lederne Jurij Andropov (1982-1984) og Konstantin Tjernenko (1984-1985) kunne ikke ændre på situationen, men med Mikhail Gorbatjovs som ny mand ved magten i 1985 blev kursen ændret (se uddybning i afsnittet ’Hvordan kollapsede Sovjetunionen?’). 

Hvad var Den Kolde Krig?

Den Kolde Krig er et begreb, der referere til det højspændte forhold mellem de kapitalistiske lande i vest og de kommunistiske lande i øst – særligt forholdet mellem de to supermagter USA og Sovjetunionen i perioden fra ca. 1945-47 til 1989-90. Konflikten kredsede primært om, hvem der skulle kontrollere Europa efter 2. Verdenskrig. Det særlige ved Den Kolde Krig var bl.a., at den aldrig udviklede sig til en militær konfrontation mellem USA og Sovjetunionen på trods af, at begge parter havde brugt enorme summer på spionage, atomprogrammer og øvrig militær oprustning. Et af de mest ikoniske symboler på Den Kolde Krig var Berlinmuren, som blev opført i 1961 for at forhindre østberlinere i at flygte til Vestberlin. Historiker Michael KIos skriver i bogen ”Tyskland 1871- 1996” (se kilder) blandt andet, at der fra 1949 og frem til Murens opførelse i 1961 flygtede 2,7 millioner mennesker fra øst til vest. Over halvdelen af dem der flygtede var under 25 år, og en stor del af dem var desuden højtuddannede. I Østtyskland, også kaldet Den Tyske Demokratiske Republik eller bare DDR, var statens officielle forklaring på Murens opførelse imidlertid, at den skulle fungere som en ”antifascistisk beskyttelsesmur”. Muren var 45,1 km lang, bygget i beton og bevogtet af syv vagtregimenter, der hver talte 1.000 – 1.200 soldater. Fra 1971 havde soldaterne ordre til at skyde alle, der forsøgte at forcere Muren, og ifølge den seneste opgørelse resulterede det i 244 dræbte frem til Murens fald i 1989.  (Læs mere i faktalink-artiklerne Den Kolde Krig og Berlinmuren).

Hvorfor faldt Berlinmuren?

I 1989 bredte store folkelige protester sig i det kommunistiske Østeuropa, og hvis man ifølge bogen ”Et helt Europa” skal pege på enkelt episode, som fik modstanden mod jerntæppet til blomstre, var det den ungarske regerings beslutning om at åbne den ungarske grænse mod Østrig for østtyskerne. Beslutningen betød, at en massiv strøm af østtyskere flygtede via Ungarn til Østrig og videre til Vesteuropa. Masseflugten udløste protester i Østtyskland, hvor folk gik på gaderne og krævede større frihed og bedre levevilkår. Det var tydeligt for omverdenen at se, hvordan den østtyske stat med hastige skridt var ved at falde fra hinanden, og da Gorbatjov i anledning af Østtysklands 40-årsdag skulle tale, lod han alle vide, at Sovjetunionen ikke havde i sinde at sætte militæret ind for at genoprette roen i landet. Med ryggen mod muren besluttede den østtyske ledelse den 9. november 1989 at indføre nogle lempelser af loven, der ville gøre det muligt for østtyske borgere med et gyldigt pas at passere Berlinmuren den følgende dag. Da nyheden nåede østtyskerne, strømmede de hen til Muren, og allerede den første nat besøgte cirka 70.000 østtyskere Vestberlin til lyden af jubel og synet af glædestårer.

Se Berlinmurens fald her.
 

Hvorfor kollapsede Sovjetunionen?

Glasnost (åbenhed) og perestrojka (omstrukturering) var blandt nøgleordene i Mikhail Gorbatjovs (1985-91) reformpolitik, som skulle rette op på den kriseramte sovjetiske økonomi ifølge dr.phil. og lektor ved Københavns Universitet Niels Erik Rosenfeldt (se kilder). Forholdet til Vesten skulle forbedres og den massive oprustning skulle afløses af nedrustning. Indenrigspolitisk var han imidlertid i modvind. Planøkonomien var meget svær at omstrukturere, og reformerne som skulle have hævet levestandarden gjorde det modsatte. Sideløbende med den økonomiske deroute krævede flere Sovjetrepublikker nu deres selvstændighed, hvilket bl.a. fik den gamle kerne af kommunister til at kritisere Gorbatjov for at være for blødsøden. Det lykkedes imidlertid Gorbatjov at blive valgt til præsident i 1990, inden den gamle kerne af kommunister i august 1991 forsøgte at vælte ham ved et kup, som bl.a. blev forpurret af Ruslands præsident, og Gorbatjovs nærmeste konkurrent, Boris Jeltsin. Det mislykkede kupforsøg styrkede de igangværende opløsningstendenser, som tog fart, i takt med at den miserable økonomiske situation blev værre. I slutningen af 1991 erklærede flere sovjetrepublikker sig selvstændige, hvorefter de tilsluttede sig SNG (Sammenslutningen af Uafhængige Stater). Dermed var Sovjetunionen i realiteten opløst. Gorbatjov forsøgte at reformere Sovjetunionen gennem både nedrustning og parolerne om åbenhed og omstruktureringer, men hans ønske om at bevare centralmagten overskyggede lysten til at imødekomme de nye republikkers ønsker ifølge Den Store Danske (se kilder). Til sidst blev kritikken så omfattende, at han den 25. december forlod præsidentembedet, og dagen valgte Den Øverste Sovjet at opløse sig selv, hvilket markerede Sovjetunionens formelle opløsning.

Se Gorbatjovs ikoniske tale, hvor han trækker sig fra præsidentembedet.