Hvad er Tjetjenien?
Tjetjenien er en lille bjergrig republik i Kaukasus-bjergene. Den er lidt mindre end Jylland med omkring en million indbyggere. Bortset fra grænsen til Georgien mod vest og sydvest er landet omringet af Rusland. Tjetjenien grænser mod sydøst og nordvest op til de russiske republikker Dagestan og Ingusjetien med den russiske Stavropol-provins (kraj) mod nord. Selvom landet er rigt på olie og råstoffer og Rusland i de senere år har støttet genopbygningen, ligger økonomien i ruiner efter de to krige.
Tjetjenien er et klan- eller stammesamfund, hvor folks autoritet ikke retter sig mod den centrale statsmagt, men mod en storfamilie eller klan. En klan er et slags halvbiologisk eller 'storfamiliært' fællesskab, hvor nedstamningen fra en fælles forfader afgør, hvem man er loyal overfor. En klan kan traditionelt omfatte op til flere landsbyer, men man kan også optages i en klan via venskab, tjenester eller for eksempel et våbenbroderskab.
Den klanstyrede samfundsstruktur gør en traditionel statslig opbygning yderst vanskelig, og tjetjenerne har - i lighed med andre Kaukasus-folkeslag - da også kun i korte perioder haft en centraliseret stat. Kun når en ydre fjende truer, formår de stridende tjetjenske klaner at samles mod den fælles trussel.
Tjetjenerne benyttede sig af det arabiske alfabet indtil 1928, hvor det latinske alfabet blev indført. Dette holdt dog kun 10 år, for allerede i 1938 beordrede Stalin et skift til en modificeret udgave af det kyrilliske (russiske) alfabet. I forbindelse med en sovjetisk folketælling i 1989 angav 98 % af tjetjenerne deres modersmål som tjetjensk, mens 74 % oplyste, at de havde russisk som andetsprog.
Hvad er baggrunden for konflikten?
De første spæde, russiske militære fremstød i Kaukasus-regionen skete under Ivan den Grusomme (Ivan IV), efter at russerne havde erobret det tatarstanske khanat Kazan i 1552. I løbet af det 16. århundrede var der jævnligt sammenstød mellem nordkaukaserne og kosakkerne, der vogtede den russiske grænse mod syd.
Først i 1858 lykkes det for Moskva at erobre det område, der i dag er Tjetjenien, ved at nedkæmpe Imam Sjamils styrker. I 1922 blev den første autonome tjetjenske region etableret. Den blev i 1934 slået sammen med Ingusjetien i Den Tjetjensk-Ingusjetiske Autonome Socialistiske Sovjetrepublik.
I 1944 deporterede den sovjetiske diktator Josef Stalin den tjetjenske og andre Kaukaus-befolkninger til Sibirien og Centralasien, da han hævdede, at de samarbejdede med Nazi-Tyskland. Antallet af deporterede anslås til omkring 400.000 mennesker. Under deportationen og i løbet af eksilårene døde mange tusinde mennesker. Først i 1957, da Nikita Krustjov - fire år efter Stalins død - langsomt gjorde op med Stalin-tidens forbrydelser, fik tjetjenerne og de andre Kaukasus-folk lov at vende tilbage til deres hjemegne.
Hvordan startede den første Tjetjenien-krig?
Den første Tjetjenien-krig efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991 startede i 1994, da den daværende russiske præsident, Boris Jeltsin, sendte russiske tropper ind i Tjetjenien i et forsøg på med magt at tvinge udbryderrepublikken tilbage i Den Russiske Føderation.
Den selvbestaltede tjetjenske præsident, Dsjokhar Dudajev, havde erklæret Tjetjenien for uafhængigt af Rusland i august 1991, da Gorbatjov i Moskva blev udsat for et kupforsøg fra gammelkommunister. Den russiske præsident, Boris Jeltsin, sendte et par hundrede soldater fra indenrigsministeriet til republikken, men de blev i lufthavnen mødt af en talstærk tjetjensk styrke, der tvang dem til at returnere til Rusland i busser. Det var den første af en lang række ydmygelser af det russiske militær.
I det politiske etablissement i Moskva var der i starten og midten af 1990'erne samtidig en udbredt frygt for, at hvis man tillod tjetjenerne at beholde deres uafhængighed, ville det føre til, at en lang række russiske republikker også ville kræve selvstændighed.
I 1994 sendte Moskva sin hær ind i republikken. Men den russiske invasion var dårligt forberedt, og de godt 40.000 russiske tropper led en lang række nederlag. Med nederlagene fulgte også store tabstal, der førte til markante protester mod krigen. Det hele endte med, at Moskva i 1996 trak sine tropper ud i overensstemmelse med en fredsaftale, der blev indgået mellem Jeltsins daværende sikkerhedschef, general Aleksandr Lebed, og den daværende tjetjenske stabschef, senere præsident, Aslan Maskhadov. Aftalen gav Tjetjenien vidtstrakt selvstyre, men ikke fuld uafhængighed af Rusland. Det spørgsmål blev i aftalen stillet i bero i fem år. Krigen menes at have kostet op mod 100.000 menneskers liv, mange af dem civile.
Hvordan startede den anden Tjetjenien-krig?
Den anden Tjetjenien-krig efter Sovjets sammenbrud startede i september 1999, da den daværende ministerpræsident, senere præsident, Vladimir Putin sendte russiske tropper ind i Tjetjenien. Officielt var årsagen, at klanlederen Sjamil Basajev, der var udenfor den folkevalgte tjetjenske præsident Aslan Maskhadovs kontrol, i august 1999 var gået ind i naborepublikken Dagestan i et forsøg på at oprette en emirat i hele Kaukasus-regionen. Derudover beskyldte Kreml tjetjenske terrorister for at stå bag en række bomber mod beboelsesejendomme i Moskva og andre storbyer - uden dog nogen sinde at have bevist denne påstand - og Moskva hævdede, at den eneste effektive måde at bekæmpe 'terroristerne' på var at invadere Tjetjenien.
Samtidig havde tjetjenerne i flere omgange ydmyget Moskva. I marts 1999 kidnappede og dræbte tjetjenske separatister for eksempel Moskvas top-udsendte til Tjetjenien, general Gennadij Sjipigun, i lufthavnen i den tjetjenske hovedstad Grosnij. Derudover havde den russiske generalstab længe ønsket sig 'revanche' for det sviende nederlag i 1996, hvor russerne måtte trække sig ud af republikken og indgå våbenhvile. Ventetiden havde man brugt til at udfærdige mere udførlige planer for, hvorledes republikken skulle invaderes. Samtidig var det valgår i Rusland, hvor den senere præsident, Vladimir Putin, lovede en hård og fast fremfærd i Tjetjenien. Efter en lang og kraftig bombekampagne, der på det nærmeste jævnede Grosnij med jorden, indtog russerne byen i februar 2000.
Krigen menes at have kostet op mod 100.000 mennesker livet, og antallet af flygtninge anslås at ligge omkring 200.000.
Hvad kæmper russerne for?
Rusland anser Tjetjenien for at være en naturlig del af Den Russiske Føderation, mens en stor del af tjetjenerne ønsker selvstændighed. Den russiske regering fremhæver, at da Tjetjenien var selvstændigt, fra 1991 til 1994 og igen mellem 1996 og 1999, udviklede landet sig til en røverrede af kidnapninger, organiseret kriminalitet og terrorangreb. Før den første Tjetjenien-krig, hvor Tjetjenien havde løsrevet sig fra Moskvas kontrol, blev op mod 200.000 etniske russere fordrevet uden mulighed for at vende tilbage igen.
Den russiske regering bruger desuden truslen fra den internationale terrorisme som en væsentlig årsag til, at man ikke kan trække sig ud af republikken. Rusland hævder, at de tjetjenske separatister har et nært samarbejde med al-Qaeda og andre internationalt eftersøgte terrorister fra Saudi-Arabien og Afghanistan. Samtidig har den nordlige Kaukasus-region fået øget strategisk betydning efter Sovjetunionens sammenbrud, hvor Rusland øver en vis indflydelse på udviklingen i de tidligere sovjet-republikker Georgien, Aserbajdsjan og Armenien. Derudover spiller kontrollen over landets olie og mineraler, samt den illegale handel med narko og prostituerede også en rolle.
Hvad kæmper tjetjenerne for?
Selvom de tjetjenske separatister er uenige om meget - og bekæmper hinanden - er de fælles om at ønske, at Tjetjenien skal blive selvstændigt. Den fløj, som repræsenteres af den eksilerede premierminister Akhmed Sakajev, bekender sig offentligt til demokratiet. Sakajev fremhæver, at den tidligere præsident Aslan Maskhadov var Tjetjeniens eneste legitime leder, da han blev valgt som præsident ved et internationalt anerkendt valg i 1997 - et valg, russerne også anerkendte i starten. Akhmed Sakajev var tidligere Maskhadovs særlige udsending og hævder derfor at være den eneste legitime repræsentant for de tjetjenske separatister. Akhmed Sakajev forhandlede i 2009 med Dukhvakh Abdurakhmanov, formand for parlamentet i det nuværende pro-russiske Tjetjenien om en fredsløsning, som kan forsone tjetjenerne. Sakajev bebudede i august 2009 desuden et stop for terrorhandlingerne, uden at det dog havde nogen synderlig effekt.
Den fløj af separatisterne, som repræsenteres af den radikale islamist og terrorist Doku Umarov, kæmper for at der oprettes et selvstændigt, trans-kaukasisk emirat. Umarov overtog ledelsen af de militante islamistiske tjetjenere efter, at den tidligere leder, Sjamil Basajev, blev dræbt enten ved et selvudløst uheld med sprængstoffer eller ved et russiske angreb. Basajev har stået bag og taget ansvaret for en lang række terrorangreb mod civile. Blandt andet terrorangrebet på en skole i Beslan i Nordossetien i 2004, hvor 331 børn og voksne blev dræbt. Han stod også bag terrorangrebet på Dubrovka-teatret i Moskvas centrum i oktober 2002, hvor op mod 1.000 teatergængere blev taget som gidsler og mindst 129 mennesker blev dræbt, herunder alle gidseltagerne, da de russiske sikkerhedsstyrker stormede teatret.
En del af de tjetjenske separatistgrupper ønsker dog blot at fortsætte kampen mod russerne og Kadyrovs styre, da de tjener store penge på afpresning, våbenhandel og handel med narko, som lettere lader sig gøre, så længe der er lovløshed i landet. Mellem 1996 og 1999 menes det, at separatisterne kidnappede mindst 1.100 mennesker, heriblandt mange vestlige hjælpearbejdere. Også i dag kidnappes vestlige hjælpearbejdere, men dog i langt mindre omfang end tidligere.
