valgplakater i kbh 2019
Valgplakater i København til Europa-Parlamentet 2019.
Foto: Christian Lindgren / Ritzau Scanpix

Europa-Parlamentet

journalist Michelle Arrouas, iBureauet/Dagbladet Information. 2010. Senest opdateret af journalist Michelle Arrouas, Bureauet, maj 2019.
Top image group
valgplakater i kbh 2019
Valgplakater i København til Europa-Parlamentet 2019.
Foto: Christian Lindgren / Ritzau Scanpix

 

 

Indledning

Europa-Parlamentet er i dag en af verdens vigtigste og største demokratisk valgte forsamlinger. Europa-Parlamentet arbejder for verdens næststørste gruppe af vælgere – mere end 500 millioner borgere fordelt på EU’s 28 medlemslande - og har både lovgivningsmæssige, økonomiske og kontrollerende opgaver. Samlet set gør det Europa-Parlamentet til en af de mest magtfulde overnationale forsamlinger i verden. Det betyder imidlertid ikke, at kritikken af Europa-Parlamentet og dets arbejde er forstummet siden 1980’erne, og især den lave valgdeltagelse til valgene til Europa-Parlamentet – 42,6% på tværs af EU ved valget i 2014 – har ført til kritik.

Søndag den 26. maj er der igen valg til Europa-Parlamentet.

 

Overskuelig beskrivelse af, hvad Europa-Parlamentet er. Produceret af Spektrum

Artikel type
faktalink

Baggrund om Europa-Parlamentet

Hvad er Europa-Parlamentet?

Europa-Parlamentet er en direkte valgt forsamling, der sammen med Rådet for Den Europæiske Union udgør den lovgivende del af den Europæiske Union, EU. Parlamentet består af 751 medlemmer, fordelt på otte partier og en gruppe løsgængere. De bliver alle valgt af befolkningerne i EU’s medlemslande hvert femte år. Europa-Parlamentet har mange opgaver, primært lovgivende, men det står også for at godkende Kommissionen, vedtage EU’s budget og rådgive i sager, der vedrører mange af EU’s medlemslande. Europa-Parlamentet har officielt hovedsæde i den franske by Strasbourg. Her mødes medlemmerne af Parlamentet 12 gange hvert år til de månedlige plenarforsamlinger. Men resten af tiden arbejder Parlamentet fra Belgiens hovedstad, Bruxelles. Det seneste valg til Europa-Parlamentet blev afholdt i maj 2014, og det næste valg bliver afholdt i alle EU’s medlemslande i perioden 23.-26. maj 2019. Europa-Parlamentets historie, beføjelser og hverdag beskrives i en rapport fra Parlamentet selv med titlen ”Borgernes stemme i EU” (se kilder).

Hvornår blev Europa-Parlamentet grundlagt?

Forløberen for Europa-Parlamentet mødtes for første gang i 1952, to år efter at det europæiske samarbejde blev grundlagt med det Europæiske Kul- og Stålfællesskab. Dengang så forsamlingen meget anderledes ud, end den gør i dag. Forsamlingen blev kaldt det Europæiske Kul- og Stålfællesskabs forsamling (EKSF-forsamlingen) og bestod af 78 parlamentarikere fra de daværende medlemslandes parlamenter. De 78 medlemmer af forsamlingen havde ikke nogen beføjelser og dermed ingen lovgivende eller anden reel magt. Deres opgave var primært at rådgive i sager mellem medlemslandene, hvilket blandt andet blev afspejlet i, at parlamentarikerne til møderne var placeret efter deres nationalitet og ikke deres politiske tilhørsforhold.

Hvordan udviklede Europa-Parlamentet sig de første år?

Europa-Parlamentets historie har fulgt den Europæiske Unions historie tæt, sådan at antallet af medlemmer af Europa-Parlamentet er steget i takt med antallet af medlemslande, og de største ændringer af Europa-Parlamentets funktionsmåde og beføjelser har fulgt ændringerne i det europæiske samarbejde, primært i forbindelse med traktatændringer.

Den første ændring fandt sted i 1958, hvor Rom-traktaten trådte i kraft. Det europæiske samarbejde blev dengang udvidet til også at omfatte samarbejde om økonomi og atomenergi, og EKSF-forsamlingens arbejdsopgaver blev udvidet tilsvarende, sådan at parlamentarikerne herefter var den fælles forsamling for alle dele af det europæiske samarbejde. Samtidig skiftede forsamlingen navn til ’Den Europæiske Parlamentariske Forsamling’, og de nu 142 medlemmer blev under møderne placeret efter politisk tilhørsforhold og ikke efter længere efter nationalitet. Parlamentarikerne fik imidlertid ikke mere magt end tidligere, blot et større ansvarsområde.

Hvordan udviklede Europa-Parlamentet sig i 1960’erne og 1970’erne?

I 1962 skiftede forsamlingen navn til det nuværende, ’Europa-Parlamentet’. Herefter udviklede Parlamentet sig ikke mere indtil begyndelsen af 1970erne. I 1970 fik parlamentarikerne deres første beføjelser og hidtil største opgave, da Parlamentet fik magt over visse dele af det europæiske samarbejdes budget. Parlamentet kunne nu godkende eller forkaste budgettet og komme med forslag til ændringer af det. I 1975 fik Parlamentet magt over hele det Europæiske Fællesskabs budget og trådte dermed i karakter som egentlig magtfaktor i det europæiske samarbejde.

Hvordan har udvidelsen af EU påvirket parlamentet?

I 1973 fandt en udvidelsesrunde sted, hvor antallet af parlamentarikere steg fra 142 til 198. Det var den første af mange udvidelser, der har fået antallet af medlemmer af Europa-Parlamentet til at stige støt. Antallet af parlamentsmedlemmer er således steget helt frem til 2001, hvor Nice-traktaten satte et loft over vokseværket. For at Parlamentet skulle blive ved med at fungere nogenlunde effektivt, blev det i Nice-traktaten slået fast, at antallet af parlamentsmedlemmer ikke må overstige 732. I forbindelse med Østudvidelsen i 2004, hvor EU fik ti nye medlemslande, ændrede man dog en smule på dette loft ved at tillade, at antallet af parlamentsmedlemmer nåede op på 736. Siden er der kommet yderligere tre medlemslande i EU, så det samlede antal medlemslande nu er 28 (indtil Storbritannien forlader EU), og det samlede antal parlamentarikere i Europa-Parlamentet er 751. Selv om antallet af Parlamentsmedlemmer efter udvidelserne er højere end nogensinde, betød Østudvidelsen samtidig, at en række medlemslande fik reduceret antallet af medlemmer i Parlamentet, fordi der skulle gøres plads til parlamentarikere fra de nye medlemslande; blandt andet er antallet af danske parlamentarikere efter Østudvidelsen i 2004 reduceret til 13.

Hvordan fik Europa-Parlamentet sine lovgivningsmæssige beføjelser?

Kort efter at Europa-Parlamentet fik magt over det Europæiske Fællesskabs budget, blev det besluttet, at Parlamentets medlemmer fremover skulle vælges af medlemslandenes befolkninger ved direkte valg. Den nye bestemmelse trådte i kraft i 1978, og i juni 1979 skulle borgerne i EF’s medlemslande for første gang stemme ved direkte valg til Europa-Parlamentet. Valgdeltagelsen var på 61,99%, hvilket er den højeste nogensinde i Europa-Parlamentets historie. Siden er valgdeltagelsen faldet støt, og i 2014 nåede den ned på 42,6%. I forbindelse med valget i 1979 blev antallet af parlamentarikere udvidet til 410 medlemmer.

Europa-Parlamentet stod stærkere over for de andre institutioner i det fælles samarbejde, efter det fik mere legitimation, fordi det var den eneste institution, hvor medlemmerne blev valgt ved direkte valg. Parlamentet begyndte at gøre krav på mere magt og flere beføjelser. Blandt andet begyndte Parlamentet at stemme for eller imod, når en ny Kommission skulle godkendes uden dog at have nogen reel indflydelse på godkendelsen.

Op gennem 1980’erne tilkæmpede Europa-Parlamentet sig mere magt. Det skete blandt andet ved, at Parlamentet gjorde sig selv mere handlekraftigt ved at acceptere en forretningsorden, der gjorde, at det fungerede bedre internt. I 1984 kom Parlamentet med det såkaldte Spinelli-udkast, opkaldt efter den italienske politiker, der var en af ophavsmændene til EU, der var en skitse til traktaten om oprettelse af den Europæiske Union. Selve udkastet blev aldrig udformet til traktat, men store dele af udkastet blev brugt i arbejdet med at oprette den Europæiske Union.

Hvornår fik Europa-Parlamentet lovgivende beføjelser?

I 1986 vandt Europa-Parlamentet sin hidtil største sejr i det interne magtspil mellem Parlamentet, Kommissionen og Rådet. Lovgivningsproceduren blev ændret, sådan at Rådet og Parlamentet fremover skulle være enige om et lovforslag, før det kan træde i kraft. Det betød, at Europa-Parlamentet nu blev medbestemmende og fik lovgivningsmæssige beføjelser. Parlamentet blev dog først reel medlovgiver med vedtagelsen af Maastricht-traktaten i 1993 - først derefter fik Parlamentet lige så meget at skulle have sagt som Rådet på de fleste politikområder. Det var dog stadig kun Kommissionen, der kunne komme med lovforslag, men efter 1993 stod Rådet og Parlamentet lige stærkt i forbindelse med behandling af lovforslag.

Samtidig med, at Europa-Parlamentet fik lovgivningsmæssige beføjelser, fik Parlamentet endnu en vigtig opgave: Parlamentet skulle nu også godkende tiltrædelsesaftaler for lande, der søger om at blive medlemmer af det europæiske samarbejde. Dermed fik Parlamentet afgørende indflydelse på, hvilke lande der blev optaget i EF og siden EU.

Hvornår fik Europa-Parlamentet beføjelse til at godkende medlemmer af Kommissionen?

I 1994 indførte man Europa-Parlamentets høringer af de kommende Kommissions-medlemmer. Høringerne indebærer, at hvert af de kommende Kommissions-medlemmer bliver eksamineret af Europa-Parlamentets medlemmer på hans/hendes fagområde og profil, før Europa-Parlamentets medlemmer stemmer om godkendelse af Kommissionen.

Europa-Parlamentet har flere gange været så utilfredse med en eller flere kommissær-kandidater, at formanden for Kommissionen har været nødt til at bede det land, der havde indstillet den pågældende kandidat, om at finde en ny. Det så man blandt andet i 2010, hvor Bulgariens kommissær-kandidat Rumiana Jeleva blev mødt med voldsom modstand, hvorefter Bulgarien stillede med en ny kandidat.

Hvordan påvirker Lissabontraktaten Europa-Parlamentet?

Siden Maastricht-traktaten gjorde Europa-Parlamentet til medlovgiver, har Parlamentet ikke fået afgørende nye beføjelser. Først med Lissabontraktaten blev der igen for alvor ændret på Europa-Parlamentets status. Som Altinget skriver i en artikel fra 2016 (se kilder), gjorde Lissabon-traktaten, at der ikke var mange områder, hvor Europa-Parlamentet ikke havde indflydelse, og som var med til at sikre, at Parlamentet stod stærkere overfor de andre institutioner. 

Hvert femte år reguleres samarbejdet mellem EU-institutionerne af en rammeaftale. Den sidste er fra 2015. Den største ændring i den seneste rammeaftale er, at Europa-Parlamentet nu skal inddrages og informeres på alle Kommissionens arbejdsområder. Det betyder, at Parlamentet får adgang til møder, interne dokumenter og forhandlinger i Kommissionen, ligesom parlamentarikerne får en fast spørgetime med kommissærerne.

Derudover kan Europa-Parlamentet nu indirekte forsøge at presse lovforslag frem gennem Kommissionen – Europa-Parlamentet har beføjelse til at anmode Kommissionen om at fremsætte et lovforslag og kan dermed tage initiativ på lovforslagsområdet, om end det ikke er garanteret, at Kommissionen vil godkende anmodningen. Indtil Europa-Parlamentet fik den beføjelse, var det udelukkende Kommissionen, der fremsatte lovforslag, mens Europa-Parlamentet udelukkende behandlede dem. Med den nye beføjelse fik Europa-Parlamentet mere direkte indflydelse på, hvilke love der bliver fremsat til behandling.

Europa-Parlamentets arbejdsopgaver

Hvilke opgaver har Europa-Parlamentet?

Europa-Parlamentet har tilkæmpet sig stadig flere og større opgaver og beføjelser, siden forgængeren for Europa-Parlamentet samledes første gang i 1952. I dag er Europa-Parlamentet en af de vigtigste institutioner i det europæiske samarbejde og samtidig en af de mest magtfulde. Parlamentets opgaver kan deles op i tre hovedgrupper; de lovgivende, de økonomiske og de rådgivende opgaver.

Hvilke lovgivende opgaver har Europa-Parlamentet?

Europa-Parlamentet deler i dag lovgivningsmyndigheden på lige fod med Rådet. Det betyder, at Europa-Parlamentet kan vedtage, ændre og forkaste dele af eller hele EU-love. Parlamentet kan ikke komme med forslag til love; det er udelukkende Kommissionen, der har den beføjelse, men Parlamentet kan anmode Kommissionen om at komme med et lovforslag. Størstedelen af Europa-Parlamentets arbejde handler om lovgivning, og det er især den lovgivningsmæssige del af Parlamentets arbejde, der bliver dækket af medierne.

I langt de fleste sager er Europa-Parlamentet ligestillet med Rådet, og der benytter man den fælles lovgivningsprocedure: Kommissionen kommer med et lovforslag, som vedtages, når Rådet og Parlamentet er enige om indholdet. Lovforslaget kan sendes frem og tilbage mellem Rådet og Parlamentet i tre behandlinger. Hvis ikke Rådet og Parlamentet er blevet enige efter tredje behandling, forkastes lovforslaget.

På enkelte områder indtager Europa-Parlamentet kun en rådgivende, og altså ikke lovgivende, rolle. Det drejer sig om lovforslag, der falder under en særlig lovgivningsprocedure, der typisk benyttes, når det handler om skattepolitik, finanspolitik og særlige juridiske spørgsmål. Det beskrives i Europa-Parlamentets beskrivelse af sine opgaver (se kilder).

Hvilke økonomiske opgaver har Europa-Parlamentet?

Sammen med Rådet udgør Europa-Parlamentet EU’s budgetmyndighed. Det betyder, at Parlamentet hvert år er med til at fastsætte det europæiske samarbejdes udgifter og indtægter, og at Parlamentet det efterfølgende år skal godkende budgettet. Når Parlamentet og Rådet skal fastsætte EU’s budget, sker det inden for nogle faste, økonomiske rammer, der fastsættes i flerårige finansielle aftaler, der sætter et loft for budgettet.

Ligesom på de lovgivningsmæssige områder er der visse sager, hvor Rådet står stærkere end Europa-Parlamentet. Det gælder de såkaldte obligatoriske udgifter, der hvert år er til landbrugsstøtte og udgifter i forbindelse med engagement i internationale aftaler. På de resterende områder - de såkaldte ikke-obligatoriske udgifter - er Europa-Parlamentet ligestillet med Rådet.

Udover at fastsætte EU’s budget skal Europa-Parlamentet også kontrollere det løbende. Det sker med budgetkontroludvalget, der fører regnskab med budgettet i løbet af året. EU’s regnskabsår følger kalenderåret.

Hvilke opgaver har Europa-Parlamentet med tilsyn og rådgivning?

Udover de lovgivningsmæssige og økonomiske opgaver har Europa-Parlamentet en række kontrolbeføjelser, både over for egne institutioner og over for de 28 medlemslande.

Europa-Parlamentet skal sørge for, at EU’s regler bliver overholdt og brugt korrekt i medlemslandene og blandt EU-institutionerne. Hvis der er mistanke om, at reglerne ikke overholdes, vil Europa-Parlamentet i første omgang normalt bede et land svare på en række spørgsmål. Men de kan også lægge sag an mod medlemslandene. På samme måde kan Parlamentet kalde EU-institutioner ind til besvarelse af spørgsmål og lægge sag an mod dem, hvis de ikke overholder EU’s regler – det har man blandt andet set de seneste år, hvor Europa-Parlamentet har kritiseret lande som Polen og Ungarn for deres lemfældige omgang med EU’s retsstatsprincip, skriver DR i en artikel i januar 2019 (se kilder). Ligeledes kan Parlamentet lægge passivitetssøgsmål an mod Rådet eller Kommissionen, hvis Parlamentet mener, at de to institutioner ikke overholder deres forpligtelser. Parlamentet har også kontrolbeføjelser på det økonomiske og monetære område, hvor de blandt andet godkender de øverst placerede i Den Europæiske Centralbank og hvert år får forelagt årsberetningen fra bankens formand.

Europa-Parlamentet kan desuden nedsætte et undersøgelsesudvalg, hvis der er problemer, som medlemslandene har svært ved at håndtere enkeltvis - det så man eksempelvis, da EU’s medlemslande var plaget af kogalskab, og Europa-Parlamentet besluttede at oprette et europæisk veterinæragentur på undersøgelsesudvalgets opfordring.

Hvordan er Europa-Parlamentet organiseret?

Europa-Parlamentets arbejde bliver varetaget af de 751 parlamentarikere, der bliver hjulpet af et generalsekretariat. Arbejdet er organiseret i udvalg, delegationer, politiske organer og et formandskab.

Hvordan arbejder udvalgene?

Når et lovforslag skal til behandling i Europa-Parlamentet, sker arbejdet med forslaget i et udvalg. Parlamentet består af 22 udvalg, der hver består af 24-76 parlamentarikere. Alle parlamentarikere er repræsenteret i mindst et udvalg. Hvert udvalg har en formand, et kontor og nogle embedsmænd tilknyttet. Udvalgenes opgave er at behandle lovforslag og tage stilling til nye bevægelser på udvalgets område, eksempelvis miljø, budgetkontrol eller fødevaresikkerhed. Udvalgene mødes to gange om måneden i Bruxelles til offentlige møder, hvor de forbereder sig til plenarforsamlingerne i Strasbourg. I Strasbourg rapporterer hvert udvalg om arbejdet med behandlinger af love på deres område. Udvalgene laver altså en væsentlig del af især det lovgivningsmæssige parlamentariske arbejde, men udvalgene beskæftiger sig også med den generelle politiske udvikling uden om det juridiske arbejde.

Udvalgene kan nedsætte underudvalg, der for det meste er midlertidige, hvis de mener, at der er brug for at sætte særligt fokus på et specifikt område, der hører under udvalget.

Hvad hedder de 20 udvalg i Europa-Parlamentet?

· Udvalget for udenrigspolitik

· Udvalget for udvikling

· Udvalget for international handel

· Udvalget for budgetter

· Udvalget for budgetkontrol

· Udvalget for den økonomi og valuta

· Udvalget for beskæftigelse og sociale anliggender

· Udvalget for miljø, folkesundhed og fødevaresikkerhed

· Udvalget for industri, forskning og energi

· Udvalget for det indre marked og forbrugerbeskyttelse

· Udvalget for transport og turisme

· Udvalget for regional udvikling

· Udvalget for landbrug og udvikling af landdistrikterne

· Udvalget for fiskeri

· Udvalget for kultur og uddannelse

· Retsudvalget

· Udvalget for borgernes rettigheder og retlige og indre anliggender

· Udvalget for konstitutionelle anliggender

· Udvalget for kvinders rettigheder og ligestilling

· Udvalget for andragender

· Udvalget for menneskerettigheder

· Udvalget for sikkerhed og forsvar

Derudover er der et særligt udvalg, udvalget for økonomisk kriminalitet, skatteunddragelse og skatteundgåelse, som er aktivt i en midlertidig periode, ligesom der tidligere har været særlige, midlertidige udvalg, som havde fokus på terrorisme, skattespørgsmål og godkendelse af pesticider, som det fremgår af Europa-Parlamentets rapport om deres udvalg (se kilder).

Hvilke opgaver har delegationerne?

Europa-Parlamentets delegationer skal være Parlamentets ansigt udadtil. Der er 44 delegationer, der hver består af 8-15 parlamentarikere (med undtagelse af delegationerne, der deltager i halvårlige generalforsamlinger, hvor der er 78 medlemmer). Ligesom udvalgene har delegationerne deres eget organisatoriske apparat bestående af en formand, kontorer og embedsmænd, men i modsætning til udvalgene er ikke alle parlamentarikere repræsenteret i en delegation.

Delegationerne deles op i to grupper; de delegationer, der arbejder med lande, der samarbejder med eller er kandidater til det europæiske samarbejde, og de lande, der ikke er en del af samarbejdet, og ikke er kandidatlande. De delegationer, der arbejder med kandidatlandene, har fokus på de punkter, hvor kandidatlandet mangler at forbedre sig, før det kan blive optaget i EU. De andre delegationer arbejder med at opretholde en fornuftig kommunikation med lande, der ikke er en del af det europæiske samarbejde.

Hvilke opgaver har formanden?

Formanden for Europa-Parlamentet, i øjeblikket Antonia Tajani fra Italien, er Parlamentets ansigt udadtil. Han har primært til opgave at lede plenarforsamlingerne i Strasbourg, tale på Europa-Parlamentets vegne, når en fælles udtalelse kræves, og underskrive de lovforslag, der opnås enighed om gennem den fælles lovgivningsprocedure. Formanden bliver valgt for to et halvt år ad gangen, men kan genvælges. Der kan altså være to forskellige formænd for Europa-Parlamentet i en parlamentarisk periode på fem år. Formanden bistås af 14 viceformænd. De leder debatten på hvert deres område, hvis ikke formanden er til stede ved et møde.

Hvad laver Generalsekretariatet?

Europa-Parlamentet har et fælles kontor, generalsekretariatet, der ledes af en formand og derudover består af cirka 7.500 embedsmænd, skriver EU i en oversigt over antallet af ansatte (se kilder) - altså svarende til mere end ni embedsmænd per parlamentariker. Deres opgave er, udover at stå for den praktiske del af Parlamentets arbejde som eksempelvis mødeforberedelse, kontordrift, oversættelse, rejseplanlægning og referatskrivning, at assistere politikerne med det lovgivningsmæssige arbejde. Eksempelvis undersøger de, om et lovforslag er i strid med medlemslandenes nationale love, når det behandles i et af Europa-Parlamentets udvalg.

Hvordan vælges Europa-Parlamentets medlemmer?

Europa-Parlamentets 751 medlemmer vælges for en 5-årig periode. Siden 1979 har der været direkte valg til Europa-Parlamentet. Medlemmerne vælges således direkte af deres lands borgere, men er placeret efter deres politiske tilhørsforhold og ikke deres nationalitet, som det tidligere var tilfældet. Hvert land har et vist antal pladser i Parlamentet, bestemt efter landets størrelse målt på antal indbyggere. Således har Tyskland, EU’s største land befolkningsmæssigt, 96 medlemmer af Parlamentet, mens EU’s mindste lande, Malta, Cypern, Luxembourg og Estland, hver har seks medlemmer. Danmark har i dag 13 medlemmer.

Tidligere fik EU-parlamentarikerne det samme i løn som medlemmerne af deres nationale parlament, men siden 2009 har alle medlemmer fået samme løn, cirka 8.750 euro eller cirka 65.300 kroner om måneden, skriver Europa-Parlamentet i en rapport om lønninger (se kilder).

Hvordan er Europa-Parlamentet sammensat?

Medlemmerne af Europa-Parlamentet fordeler sig på otte politiske parlamentariske grupper og en gruppe løsgængere. En politisk gruppe skal have mindst 25 medlemmer og repræsentere mindst syv medlemslande for at blive godkendt. Når først partiet er blevet godkendt, får det finansiel støtte og er garanteret pladser i et eller flere udvalg.

Der er to partier i Europa-Parlamentet, der på grund af deres størrelse, er meget dominerende. Det drejer sig om European People’s Party, EPP, og Socialists & Democrats, S&D. Tilsammen har de to partier siden 1979 udgjort mellem 50 og 70% af Europa-Parlamentets medlemmer.

Hvordan samarbejder de politiske grupper?

Mens partierne i medlemslandenes parlamenter danner regeringer efter parlamentariske valg, har de politiske grupper i EU ikke mulighed for at befæste magten med et flertal. Det betyder, at partierne er tvunget til at arbejde mere sammen i langt de fleste sager, da der ikke er en regering og en opposition. Dog har de to største partier, European Peoples Party (EPP) og Socialists & Democrats (S&D), haft en tendens til at slå sig sammen og udgøre et altdominerende flertal. Det har både fordele og ulemper. Blandt fordelene tæller, at begge fløje er repræsenteret, når de to partier slår sig sammen og skaber flertal.. På den måde er begge blokke repræsenteret i de fleste afgørelser. Ulempen er, at de to store partier, når de kan blive enige, kan trumfe deres holdning igennem uden hensyntagen til de mindre partier. Traditionelt arbejder både blokke og partier dog godt sammen, og som regel er der et stort flertal bag Europa-Parlamentets afgørelser.

Hvilke partier er der i Europa-Parlamentet?

Europeans People’s Party - EPP

Europa-Parlamentet suverænt største politiske gruppe med 217 medlemmer siden valget i 2014. EPP er et centrum-højre parti, der er næsten lige så gammelt som Europa-Parlamentet selv; partiet mødtes første gang i 1952 og har siden været en af de dominerende grupper i Parlamentet.

Socialists & Democrats - S&D

Europa-Parlamentets næststørste gruppe med 189 medlemmer. Gruppen fører en socialdemokratisk linje, og partiet og dets forgængere var indtil 1999 det største parti i Parlamentet.

European Conservative and Reformists - ECR

Et af de nyeste partier i Europa-Parlamentet, som kun har eksisteret siden valget i juni 2009. Partiet er euroskeptisk og konservativt og er Europa-Parlamentets tredjestørste med 74 medlemmer.
 

Alliance of Liberals and Democrats for Europe - ALDE

Et liberal-demokratisk parti, der er Europa-Parlamentets fjerdestørste med 68 parlamentarikere. ALDE har eksisteret i sin nuværende form siden 2004, men partiet er blevet til ved, at to partier blev slået sammen. Forgængeren til ALDE er et af de tre ældste partier i Parlamentet.

European United Left-Nordic Green Left - GUE-NGL

Et venstreorienteret parti, der har været i Europa-Parlamentet siden 1995. Partiet har 52 medlemmer, hvilket gør det til det femtestørste i Parlamentet.

The Greens-European Free Alliance - Greens-EFA

Består af to politiske grupper, The Greens og European Free Alliance. Partiet er kendt for at være liberalt og venstreorienteret, blandt andet er det svenske parti The Pirate Bay, der kæmper for fri downloading, en del af partiet. Partiet har eksisteret siden 1999 og har 51 medlemmer af Parlamentet.

Europe of Freedom and direct Democracy - EFDD

Er Europa-Parlamentets næstmindste parti med 45 medlemmer. Det er et højreorienteret og EU-skeptisk parti, der ligesom ECR blev oprettet i forbindelse med valget 2009 og skiftede navn i forbindelse med valget i 2014.

Europe of Nations and Freedom – ENF

Europa-Parlamentets mindste og yngste parti. Det har 37 medlemmer og opstod efter valget i 2014, hvor de mest højrepopulistiske grupper i parlamentet besluttede at forme deres egen gruppe. Gruppen er ledet af franske Marine Le Pen fra det højrepopulistiske parti Front National, og udover Front National-medlemmer består det af parlamentarikere fra blandt andet italienske Lega Nord og hollandske Partij voor de Vriheid.

Løsgængere

Udover de otte politiske gruppere er der 17 parlamentarikere, som ikke har en gruppe, de samarbejder med. Det gælder blandt andet en tysk komiker, der blev valgt ind i 2014, flere politikere, der er blevet smidt ud af deres tidligere partier, fordi deres politik ikke passer ind, og medlemmer af det højreekstreme parti Gyldent Daggry.