Europa-Parlamentet

Artikel type
faktalink
journalist Michelle Arrouas, iBureauet/Dagbladet Information. 2010
 Kansler Angela Merkel, Nicolas Sarkozy og kommisionsformand José Manuel Barroso ved et ekstraordinært møde i Bruxelles, marts 2011
Kansler Angela Merkel, Nicolas Sarkozy og kommisionsformand
José Manuel Barroso ved et ekstraordinært møde i Bruxelles,
marts 2011

Foto: Scanpix Danmark

Europa-Parlamentet blev kaldt ’Mickey Mouse-Parlamentet’ af den britiske premierminister Margaret Thatcher i 1980’erne, men er i dag en af verdens vigtigste og største demokratisk valgte forsamlinger. Europa-Parlamentet arbejder for verdens næststørste gruppe af vælgere og har både lovgivningsmæssige, økonomiske og kontrollerende opgaver. Samlet set gør det Europa-Parlamentet til en af de mest magtfulde overnationale forsamlinger i verden. Det betyder imidlertid ikke, at kritikken af Parlamentet og dets arbejde er forstummet siden 1980’erne.

 

Introduktion

Europa-Parlamentet er en direkte valgt forsamling, der sammen med Rådet for Den Europæiske Union udgør den lovgivende del af den Europæiske Union, EU. Parlamentet består af 736 medlemmer, fordelt på syv partier og en gruppe løsgængere, der alle bliver valgt af befolkningerne i EU’s medlemslande hvert femte år. Europa-Parlamentet har mange opgaver, primært lovgivende, men det står også for at godkende Kommissionen, vedtage EU’s budget og rådgive i sager, der vedrører mange af EU’s medlemslande. Europa-Parlamentet har officielt hovedsæde i den franske by Strasbourg, hvor medlemmerne af Parlamentet mødes 12 gange hvert år til de månedlige plenarforsamlinger, men arbejder resten af tiden fra Belgiens hovedstad, Bruxelles. Det seneste valg til Europa-Parlamentet blev afholdt i juni 2009.

Historie

Hvornår blev Europa-Parlamentet grundlagt?

Da forløberen for Europa-Parlamentet mødtes for første gang i 1952, to år efter at det europæiske samarbejde blev grundlagt med det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, så forsamlingen meget anderledes ud, end den gør i dag. Forsamlingen blev kaldt det Europæiske Kul- og Stålfællesskabs forsamling (EKSF-forsamlingen) og bestod af 78 parlamentarikere fra de daværende medlemslandes parlamenter. De 78 medlemmer af forsamlingen havde ikke nogen beføjelser og dermed ingen lovgivende eller anden reel magt. Deres opgave var primært at rådgive i sager mellem medlemslandene, hvilket blandt andet blev afspejlet i, at parlamentarikerne til møder var placeret efter deres nationalitet og ikke deres politiske tilhørsforhold.

 

Hvordan har Europa-Parlamentet udviklet sig?

Europa-Parlamentets historie har fulgt den Europæiske Unions historie tæt, sådan at antallet af medlemmer af Europa-Parlamentet er steget i takt med antallet af medlemslande, og de største ændringer af Europa-Parlamentets funktionsmåde og beføjelser har fulgt ændringerne i det europæiske samarbejde, primært i forbindelse med traktatændringer.

Den første ændring fandt sted i 1958, hvor Rom-traktaten trådte i kraft. Det europæiske samarbejde blev dengang udvidet til også at omfatte samarbejde om økonomi og atomenergi, og EKSF-forsamlingens arbejdsopgaver blev udvidet tilsvarende, således at parlamentarikerne herefter var den fælles forsamling for alle dele af det europæiske samarbejde. Samtidig skiftede forsamlingen navn til ’Den Europæiske Parlamentariske Forsamling’, og de nu 142 medlemmer blev placeret efter deres politiske tilhørsforhold og ikke deres nationalitet. Parlamentarikerne fik imidlertid ikke mere magt end tidligere, blot et større ansvarsområde.

I 1962 skiftede forsamlingen navn til sit nuværende navn, ’Europa-Parlamentet’. Herefter stod udviklingen af Parlamentet i stampe indtil begyndelsen af 1970’erne. I 1970 fik parlamentarikerne deres første beføjelser og hidtil største opgave, da Parlamentet fik magt over visse dele af det europæiske samarbejdes budget. Parlamentet kunne nu godkende eller forkaste budgettet og komme med forslag til ændringer af det. I 1975 fik Parlamentet magt over hele det Europæiske Fællesskabs budget, og dermed trådte Parlamentet i karakter som egentlig magtfaktor i det europæiske samarbejde.

I 1973 fandt den første udvidelsesrunde sted, og antallet af parlamentarikere steg fra 142 til 198. Det var den første af mange udvidelser, der har fået antallet af medlemmer af Europa-Parlamentet til at stige støt. I takt med udvidelserne er antallet af parlamentsmedlemmer således steget helt frem til 2001, hvor Nice-traktaten skabte et loft for vokseværket. For at Parlamentet skulle blive ved med at fungere nogenlunde effektivt, blev det i Nice-traktaten slået fast, at antallet af parlamentsmedlemmer ikke må overstige 732. I forbindelse med Østudvidelsen i 2004 ændrede man dog en smule på dette loft ved at tillade, at antallet af parlamentsmedlemmer nåede op på 736 - det nuværende antal. Selv om antallet af Parlamentsmedlemmer efter Østudvidelsen er højere end nogensinde, betød Østudvidelsen samtidig, at en række medlemslande fik reduceret antallet af medlemmer i Parlamentet, fordi der skulle gøres plads til parlamentarikere fra de nye medlemslande, blandt andet er antallet af danske parlamentarikere i dag reduceret til 13.

 

Hvordan fik Europa-Parlamentet sine lovgivningsmæssige beføjelser?

Kort efter, at Europa-Parlamentet fik magt over det Europæiske Fællesskabs budget, blev det besluttet, at Parlamentets medlemmer fremover skulle vælges af medlemslandenes befolkninger ved direkte valg. Den nye bestemmelse trådte i kraft i 1978, og i juni 1979 skulle borgerne i EF’s medlemslande for første gang stemme ved direkte valg til Europa-Parlamentet. Valgdeltagelsen var på 61,99 procent, hvilket er den højeste nogensinde i Europa-Parlamentets historie - siden er valgdeltagelsen faldet støt, og endte i 2009 på 43,10 procent. I forbindelse med valget i 1979 blev antallet af parlamentarikere udvidet til 410 medlemmer.

Efter at Europa-Parlamentets medlemmer var blevet valgt ved direkte valg, stod Parlamentet stærkere over for de andre institutioner i det fælles samarbejde. Parlamentet begyndte at gøre krav på mere magt og flere beføjelser. Blandt andet begyndte Parlamentet at stemme for eller imod, når en ny Kommission skulle godkendes, uden dog at have nogen reel indflydelse på godkendelsen.

Op gennem 1980’erne tilkæmpede Europa-Parlamentet sig mere magt. Det skete blandt andet ved, at Parlamentet gjorde sig selv mere handlekraftigt ved at acceptere en forretningsorden, der gjorde, at Parlamentet fungerede bedre internt. I 1984 kom Parlamentet med det såkaldte Spinelli-udkast, der var en skitse af traktaten om oprettelsen af den Europæiske Union. Selve udkastet blev aldrig udformet til traktat, men store dele af udkastet blev efterfølgende brugt i arbejdet med at oprette den Europæiske Union.

I 1986 vandt Europa-Parlamentet sin hidtil største sejr i det interne magtspil mellem Parlamentet, Kommissionen og Rådet. Lovgivningsproceduren blev ændret via samarbejdsproceduren, der betød, at Rådet og Parlamentet fremover skulle være enige om et lovforslag, før det kan træde i kraft. Det betyder, at Europa-Parlamentet nu blev medbestemmende og fik lovgivningsmæssige beføjelser. Parlamentet blev dog først reel medlovgiver med vedtagelsen af Maastricht-traktaten i 1993 - først derefter fik Parlamentet lige så meget at skulle have sagt som Rådet på de fleste politikområder. Det var dog stadig kun Kommissionen, der kunne komme med lovforslag, men efter 1993 stod Rådet og Parlamentet lige stærkt i forbindelse med behandling af lovforslag.

Samtidig med, at Europa-Parlamentet fik lovgivningsmæssige beføjelser, fik Parlamentet endnu en vigtig opgave: Parlamentet skulle nu også godkende tiltrædelsesaftaler for lande, der søger om at blive medlemmer af det europæiske samarbejde. Dermed fik Parlamentet afgørende indflydelse på, hvilke lande, der blev optaget i EF og siden EU.

Endelig blev Europa-Parlamentets høringer af de kommende Kommissions-medlemmer indført i 1994. Høringerne indebærer, at hvert enkelt kommende Kommissions-medlem bliver eksamineret af Europa-Parlamentets medlemmer på hans/hendes fagområde og profil, før Europa-Parlamentets medlemmer stemmer om godkendelse af Kommissionen.

Europa-Parlamentet har flere gange været så utilfredse med kommissær-kandidater, at formanden for Kommissionen har været nødt til at bede det land, der har indstillet den pågældende kandidat, om at finde en ny. Det så man blandt andet i 2010, hvor Bulgariens kommissær-kandidat Rumiana Jeleva blev mødt med voldsom modstand, hvorefter Bulgarien stillede med en ny kandidat.

 

Hvordan påvirker Lissabon Traktaten Europa-Parlamentet?

Siden Maastricht-traktaten gjorde Europa-Parlamentet til medlovgiver, har Parlamentet ikke fået nogen afgørende nye beføjelser. Først med Lissabontraktaten blev der igen for alvor ændret på Europa-Parlamentets status.

Hvert femte år reguleres samarbejdet mellem EU-institutionerne af en rammeaftale. Den sidste er fra 2005, og det betyder, at den næste, der ventes at give endnu mere magt til Europa-Parlamentet, skal godkendes i løbet af 2010. Den største ændring i den nye rammeaftale er, at Europa-Parlamentet skal inddrages og informeres på alle Kommissionens arbejdsområder. Det betyder, at Parlamentet får adgang til møder, interne dokumenter og forhandlinger i Kommissionen, ligesom parlamentarikerne får en fast spørgetime med kommissærerne.

Derudover er der fremsat forslag om, at Europa-Parlamentet indirekte skal kunne presse lovforslag frem gennem Kommissionen. Hidtil har det udelukkende været Kommissionen, der har fremsat lovforslag, mens Europa-Parlamentet udelukkende har behandlet dem. Med det nye forslag vil Europa-Parlamentet få mere direkte indflydelse på, hvilke love der bliver fremsat til behandling.