ruiner i Aleppo
Panel skal dokumentere syriske grusomheder. 105 lande har vedtaget at oprette et FN-hold der skal indsamle og analysere beviser fra krigen i Syrien.
Foto: Omar Sanadiki / Scanpix

Borgerkrigen i Syrien

Artikel type
faktalink
journalist Tobias Havmand, iBureauet/Dagbladet Information, 2013. Senest opdateret af journalist Michelle Arrouas, januar 2017.
Top image group
ruiner i Aleppo
Panel skal dokumentere syriske grusomheder. 105 lande har vedtaget at oprette et FN-hold der skal indsamle og analysere beviser fra krigen i Syrien.
Foto: Omar Sanadiki / Scanpix
Main image
En civil går mellem ruinerne på hovedgaden i Deirezzor i det østlige Syrien. 5. april 2013.
En civil går mellem ruinerne på hovedgaden i Deirezzor i det østlige Syrien. 5. april 2013.
Foto: Foto: Karam Alhamad / Scanpix

Den syriske borgerkrig er en igangværende konflikt om, hvordan og af hvem Syrien skal ledes. Konflikten havde i begyndelsen karakter af en fredelig protest men udviklede sig hurtigt til en regulær borgerkrig. Protesterne var imod menneskerettighedskrænkelser, manglende indflydelse, manglende økonomiske muligheder og fire årtiers autoritært etpartistyre under Ba'ath-partiet og dets ledere, først Hafez al-Assad 1971-2000 og siden 2001 hans søn Bashar al-Assad.

Oprøret mod det regerende styre var et udslag af Det Arabiske Forår, en kæde af protester henover den arabiske verden, hvor folkemængder i en række arabiske lande blandt andet afsatte Tunesiens Ben Ali, Egyptens Hosni Mubarak og Yemens Saleh. Men især i Syrien har kampen for rettigheder og demokrati udviklet sig til at handle om sekterisk had mellem regionens to store religioner, sunni- og shiaislam, om realpolitisk rivalisering mellem først regionens og siden verdens store magter. Sidenhen har den udviklet sig til at handle om ekstremistiske gruppers fremmarch, der truer hele regionens balance. Det har blandt andet givet anledning til udtrykket 'Den Arabiske Vinter'. I efteråret 2014 begyndte USA at bombe i Syrien, i høj grad for at bekæmpe Islamisk Stat, og året efter begyndte Rusland at assistere Assad-regeringen militært med bombeangreb. Fem år efter, at borgerkrigen startede, har den udviklet sig til en global stedfortræderkrig med blandt andet USA, Rusland, Iran og Libanon som parter, og den har skabt uro dybt inde i Europa på grund af hurtigt voksende flygtningestrømme fra Syrien. På trods af flere års forhandlinger og flere forsøg på våbenhvile fortsætter borgerkrigen. I december 2016 erobrede Assads regeringsstyrker oprørernes hovedby Aleppo, hvilket ifølge mange er begyndelsen på enden efter mere end fem års borgerkrig.

 Borgerkrigen

 

Historisk baggrund

Hvad har karakteriseret Syrien gennem historien?

Syrien har en lang forhistorie med forskellige kulturer og folkeslag, der har domineret det centrale mellemøstlige land og nydt godt af dets vigtige placering på ruten mellem øst og vest. Syriens moderne historie starter med mandattidens ophør, hvor Frankrig havde administreret Syrien og Libanon efter Det Osmanniske Riges sammenbrud på en måde, der i vid udstrækning spillede Syriens sekteriske mindretal ud mod hinanden; de dominerende sunnier over for mindretallene alawitter, kristne, shiitter og drusere og landets største etniske minoritet, kurderne.

Hvordan udviklede de politiske forhold sig efter Syriens selvstændighed?

Da franskmændene i 1946 trak sig ud af Syrien, som dermed fik sin selvstændighed, fulgte en række nationalistiske regeringer, der ofte var kortlivede, men hvor det panarabiske, sekulære og socialistiske Ba'ath-parti dominerede det politiske parnas. Det sekulære parti var domineret af Syriens minoriteter, ikke mindst alawitterne, som også udgjorde en vigtig bestanddel af militærets officerskorps.

Ba'ath-partiet kuppede sig til magten i 1963 med den daværende luftvåbengeneral Hafez al-Assad som en vigtig figur. Han blev forsvarsminister i 1966 og greb endelig magten i 1970, i første omgang som premierminister, men efter 1971 som altdominerende præsident – en post, han beholdt frem til sin død i 2000, hvor sønnen Bashar al-Assad overtog posten.

Hvordan udviklede de politiske forhold sig under Hafez al-Assads styre?

Under Hafez al-Assad blev 25 års relativt anarki afløst af stabilitet, men også af en stat uden plads til dissens. Alle tendenser til afvigende politiske ytringer blev undertrykt af en række sikkerhedstjenester, der stod bag fængsling og tortur af politiske modstandere. Alle andre partier end Ba'ath-partiet blev forbudt. Magten blev koncentreret omkring Assads egen klan af alawitter og en række nøglepersoner i den sunnitiske elite og andre minoriteter. Den farligste opposition så Hafez al-Assad i den islamiske opposition.

Hvordan forsøgte Assad at eliminere Det Muslimske Broderskab?

Et brydningsfuldt forhold til Det Muslimske Broderskab udviklede sig i slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne mere og mere negativt med gensidige angreb. Konflikten mellem regimet og Det Muslimske Broderskab kulminerede i 1983 med belejringen af byen Hama, hvor broderskabet stod stærkt. Det syriske militær spærrede byen af for at kvæle et oprør igangsat af broderskabet, og efterfølgende slog regimet oprøret brutalt ned i en operation, hvor titusinder døde, mens store dele af byen blev jævnet med jorden. Efter massakren i Hama blev medlemskab af Det Muslimske Broderskab gjort ulovligt og forbundet med dødsstraf, samtidig med at den brutale karakter af operationen effektivt kvalte ethvert forsøg på folkelig mobilisering mod styret i større skala. Stilstanden varede ved frem til år 2000, da Hafez al-Assads pludselige død skabte tvivl om den fremtidige kurs og håb om en opblødning af regimets totalitære styreform.

Hvordan udviklede forholdene sig under Bashar al-Assad?

Den afdøde præsident Hafez al-Assas søn, Bashar al-Assad, overtog præsidentposten efter sin far. I modsætning til sin far havde han ingen militær karriere; han var uddannet læge og arbejdede i en årrække frem til farens død som øjenlæge i Storbritannien. Bashar al-Assad havde således en mere blød profil end sin far, og der var forlydender om, at han ikke for alvor var interesseret i at overtage farens embede. Det skabte i starten håb om opblødning og reformer, og håbet blev understøttet af tidligere udmeldinger fra den nye præsident. I det første års tid under Bashar al-Assad fik dissidenter og kritikere da også et vist frirum for ytringer, hvilket resulterede i det såkaldte Damaskus-forår i 2000-2001, hvor kritikere af styret trådte offentligt frem. Foråret endte imidlertid, da en række dissidenter igen blev arresteret og idømt hårde straffe, og en vis desillusion indfandt sig hos oppositionen, der enten mistede tiltroen til Bashar al-Assad som en reformator, eller til at hans fars overvintrede politiske og militære elite ville tillade en opblødning, hvis Bashar al-Assad skulle ønske en sådan.

Konfliktens begyndelse

Hvordan begyndte konflikten?

Protesterne startede som en lokal manifestation i byen Dara’a, nær den jordanske grænse, efter en langsom start, hvor enkelte demonstrationer havde fundet sted uden dog at samle større opbakning, konfronteret med styrets nultolerance-politik over for protester. I Dara’a blev en flok drenge i marts 2011 imidlertid arresteret af statsligt sikkerhedspoliti efter at have skrevet regeringskritisk graffiti på byens mure. I politiets varetægt blev de tilbageholdt og torteret voldsomt, og sikkerhedspolitiets efterfølgende hån over for familier til de arresterede førte til demonstrationer, som hurtigt bredte sig til andre dele af Syrien.

Hvordan reagerede styret på protesterne?

Styret valgte at sætte hårdt mod hårdt over for de i starten hovedsageligt fredelige demonstrationer og beskyde, tæske og arrestere de voksende folkemængder. Modsat tidligere lod demonstranterne sig imidlertid ikke knægte, og drabene på og fængslingerne af demonstranter fungerede blot som benzin på bålet i forhold til at anspore flere protester, mens også syv politifolk i slutningen af marts blev dræbt i byen. Efter få ugers protester valgte styret at sætte militæret ind og lukke byen af, men den drastiske handling og efterfølgende drab fik blot demonstrationer til at springe op over hele landet, hvor også Ba'ath-partiets lokale hovedkvarterer blev brændt af i flere byer.

Hvordan reagerede styret på de voksende protester?

Styret reagerede på de voksende protester med en blanding af pisk og gulerod. Assad fyrede sin regering og erkendte, at der var ”en voksende afstand mellem folket og staten”, gav en række rettigheder (bl.a. statsborgerskab) tilbage til landets undertrykte kurdiske minoritet og lovede at afskaffe de forhadte nødlove, landet i over 30 år var blevet regeret efter. Men samtidig lovede han at slå hårdt ned på alle tendenser til oprør og fulgte op på sit ord: demonstrationer blev beskudt, efterfølgende begravelser blev beskudt og massevis arresteret.