ruiner i Aleppo
Civile i ruinerne i Aleppo, december 2016, efter flere måneders bombardementer.
Foto: Omar Sanadiki / Scanpix

Borgerkrigen i Syrien

journalist Tobias Havmand, iBureauet/Dagbladet Information, 2013. Senest opdateret af journalist Malene Fenger-Grøndahl, Bureauet, januar 2020.
Top image group
ruiner i Aleppo
Civile i ruinerne i Aleppo, december 2016, efter flere måneders bombardementer.
Foto: Omar Sanadiki / Scanpix
Main image
En civil går mellem ruinerne på hovedgaden i Deirezzor i det østlige Syrien. 5. april 2013.
En civil går mellem ruinerne på hovedgaden i Deirezzor i det østlige Syrien. 5. april 2013.
Foto: Foto: Karam Alhamad / Scanpix

Indledning

Den syriske borgerkrig begyndte som en fredelig protest i foråret 2011, men udviklede sig hurtigt til regulær borgerkrig. Da krigen i 2018 gik ind i sit ottende år, havde den formodentlig kostet op mod 400.000 mennesker livet, mens omkring 13 millioner syrere – over halvdelen af landets befolkning – var flygtet.
Protesterne, der begyndte i marts 2011, var imod menneskerettighedskrænkelser, manglende økonomiske muligheder og fire årtiers autoritært et-partistyre under Ba'ath-partiet og dets ledere, først Hafez al-Assad 1971-2000 og siden 2001 hans søn, Bashar al-Assad.

Oprøret mod regimet har udviklet til en kamp, hvor både sekulære og islamistiske oprørsgrupper deltager, og en stedfortræderkrig, hvor regionale og globale magter, herunder USA, Rusland, Tyrkiet, Iran og Saudi-Arabien, kæmper om indflydelse. Krigen handler altså i dag i høj grad om realpolitisk rivalisering og mindre om det syriske folks rettigheder.
I løbet af efteråret 2019 er udviklingen blevet endnu mere kompliceret, efter at USA har trukket de fleste af sine soldater ud, og Tyrkiet har angrebet kurdiske styrker i det nordlige Syrien for at etablere en såkaldt sikkerhedszone langs den syrisk-tyrkiske grænse. Kurderne har derfor søgt hjælp hos regimet, som de ellers har gjort oprør imod, og Rusland og Tyrkiet er nu fælles om at patruljere langs grænsen.
Selvom mange i dag vurderer, at regimet med præsident Bashar al-Assad i spidsen har vundet krigen, er der langtfra udsigt til fred, og spørgsmålet er, om man kan forestille sig et fremtidigt Syrien med en præsident ved magten, som har bombet, belejret og udsultet sit eget folk.

 

Reportage fra den sønderbombede by Homs, juli 2014.

 

Artikel type
faktalink

Historisk baggrund

Hvad har karakteriseret Syrien gennem historien?

Syrien har en lang forhistorie med forskellige kulturer og folkeslag, der har domineret det centrale mellemøstlige land og nydt godt af dets placering på ruten mellem øst og vest. Syriens moderne historie starter med mandattidens ophør, hvor Frankrig havde administreret Syrien og Libanon efter Det Osmanniske Riges sammenbrud på en måde, der i vid udstrækning spillede Syriens sekteriske mindretal ud mod hinanden; de dominerende sunnitter over for mindretallene alawitter, kristne, shiitter og drusere og landets største etniske minoritet, kurderne.

Hvordan udviklede de politiske forhold sig efter Syriens selvstændighed?

Da franskmændene i 1946 trak sig ud af Syrien, som dermed fik selvstændighed, fulgte en række nationalistiske regeringer, hvor det panarabiske, sekulære, socialistiske Ba'ath-parti spillede en hovedrolle. Partiet var domineret af Syriens minoriteter, ikke mindst alawitterne, som også udgjorde en vigtig bestanddel af militærets officerskorps. Ba'ath-partiet kuppede sig til magten i 1963 med den daværende luftvåbengeneral Hafez al-Assad som en vigtig figur. Han blev forsvarsminister i 1966 og greb endelig magten i 1970, først som premierminister og fra 1971 som altdominerende præsident – en post, han beholdt til sin død i 2000, hvor sønnen Bashar al-Assad overtog posten.

Hvordan udviklede de politiske forhold sig under Hafez al-Assad?

25 års relativt anarki blev afløst af stabilitet, men også af en stat uden plads til politisk opposition. Alle tendenser til afvigende politiske ytringer blev undertrykt af en række sikkerhedstjenester, der stod bag fængsling og tortur af politiske modstandere. Alle andre partier end Ba'ath-partiet blev forbudt. Magten blev koncentreret omkring Assads klan af alawitter og en række nøglepersoner i den sunnitiske elite og andre minoriteter.

En del af oppositionen samlede sig i og omkring den islamiske bevægelse Det Muslimske Broderskab, og i slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne stod broderskabet bag attentater og angreb på embedsmænd og militærfolk, og styret slog igen med lige så barske midler. Konflikten kulminerede i 1983 med belejringen af byen Hama, hvor broderskabet stod stærkt. Det syriske militær spærrede byen af for at kvæle et oprør og slog brutalt oprøret ned i en operation, hvor titusinder døde og store dele af byen blev jævnet med jorden. Efter massakren blev medlemskab af Det Muslimske Broderskab gjort ulovligt, og den brutale operation mod broderskabet havde desuden gjort folk bange for at gøre modstand. Så indtil år 2000, da Hafez al-Assad døde, var der ikke tendens til oprør i større skala. Præsidentens død skabte dog håb om opblødning af den totalitære styreform og motiverede politiske modstandere til at organisere sig.
 

 

Syrien og Libanon i krig og fred – oplæg i Udenrigspolitisk Selskab v. mellemøsteksperterne Sune Haugbølle og Jakob Skovgaard-Petersen – bl.a. om minoriteters forhold.

Hvordan udviklede forholdene sig under Bashar al-Assad?

Den afdøde præsidents søn, Bashar al-Assad, overtog præsidentposten i 2000. I modsætning til sin far havde han ingen militær karriere bag sig; han var uddannet læge og arbejdede i årene frem til farens død som øjenlæge i Storbritannien. Bashar al-Assad havde således en mere blød profil end sin far, og det skabte i starten håb om opblødning og reformer. I det første års tid under Bashar al-Assad fik dissidenter og kritikere da også et vist frirum for ytringer, hvilket resulterede i det såkaldte Damaskus-forår 2000-2001, hvor kritikere af styret trådte offentligt frem. Foråret endte imidlertid, da en række dissidenter igen blev arresteret og idømt hårde straffe.

Fra protester til borgerkrig og stedfortræderkrig

Hvordan begyndte konflikten?

Konflikten startede som en lokal manifestation i byen Dara’a nær den jordanske grænse i foråret 2011. Der havde været enkelte demonstrationer, som dog ikke havde samlet ret mange, især fordi styret slog hårdt ned på demonstranterne. I marts 2011 blev en flok drenge, der havde skrevet regeringskritisk graffiti på byens mure, arresteret af sikkerhedspolitiet og torteret voldsomt. Sikkerhedspolitiets efterfølgende hån over for de arresteredes familier førte til demonstrationer, som hurtigt voksede og bredte sig til andre dele af Syrien.
Styret satte hårdt ind over for de i starten hovedsageligt fredelige demonstrationer, men drab på og fængslinger af demonstranter fik blot flere til at deltage i demonstrationerne. Protesterne blev mere voldelige, og i slutningen af marts 2011 – i kølvandet på drabet på fire demonstranter – blev syv politifolk dræbt i Dara’a. Styret satte nu militæret ind og lukkede byen af. Men i stedet for at standse protesterne fik det demonstrationer til at bryde ud over hele landet, og i flere byer blev Ba'ath-partiets lokale hovedkvarterer brændt af.

Præsident Assad fyrede sin regering, erkendte, at der var en voksende afstand mellem folket og staten og gav en række rettigheder (bl.a. statsborgerskab) tilbage til landets kurdiske minoritet. Desuden lovede han at afskaffe de forhadte nødlove, som landet i over 30 år var blevet regeret efter. Men samtidig lovede han at slå hårdt ned på alle tendenser til oprør og fulgte op på sit ord: demonstrationer blev beskudt, efterfølgende begravelser blev beskudt, og massevis af demonstranter blev arresteret.

WTF – Forstå, hvad der foregår i Syrien under 5 minutter. Af Maria Jarjis, 21. december 2016.

Hvordan udviklede konflikten sig til en borgerkrig?

Flere og flere soldater deserterede fra den nationale hær for at støtte demonstranterne, og grupper af væbnede oppositionsfolk sluttede sig i mange tilfælde sammen under den militære paraply, der kom til at hedde den Frie Syriske Hær, ledet af en afhoppet syrisk oberst. Samtidig blev oppositionen mere organiseret i lokale autonome grupper og en paraplyorganisation med sæde i udlandet ved navn Syrian National Council (SNC), som dog har haft problemer med at opnå intern enighed.

Oprøret udviklede sig for alvor til decideret borgerkrig, da den syriske hær den 3. februar 2012 indledte en storstilet militær operation for at drive oprørerne ud af Syriens tredjestørste by, Homs, som længe været et knudepunkt for modstanden mod Assad. Hæren indledte et massivt bombardement af byen og efterfølgende udrensning hus for hus, som krævede uhyre mange ofre og gjorde det klart, at Syrien befandt sig i åben borgerkrig.
Sideløbende med de voksende protester menes det, at Assad-regimet besluttede at løslade ekstremistiske jihadister fra fængslet for på den måde at bidrage til at omforme det fredelig oprør til en voldelig konflikt, som ville gøre det mere legitimt for styret at slå hårdt ned på oprørerne. Assad havde beskyldt demonstranterne for at være sunni-islamistiske terrorister, og ved at bidrage til at skabe en sådan virkelighed kunne han lettere slå oprøret brutalt ned. Dette var en vigtig grund til, at oprøret udviklede sig til en brutal borgerkrig. Det fremgår af Syrien-opslaget på Globalis.dk (se kilder). I juli 2012 erklærede Internationalt Røde Kors konflikten for en borgerkrig.

 

Abdallah, der flygtede fra Syrien i 2012 og nu går på HTX i Danmark, fortæller om krigen, flugten, sin hverdag i Danmark og sine fremtidsdrømme

 

 

Hvordan udviklede borgerkrigen sig de første år?


Hærens angreb på Homs i 2012 var startskuddet til en militant udvikling af konflikten, og selv oppositionsgrupper med et pacifistisk udgangspunkt gik nu over til væbnet kamp. Forsøg på at etablere internationale fredsplaner bar ikke frugt. Fra at være en underlegen kampstyrke blev diverse oprørsgrupper gradvist stærkere, således at de kontrollerede store dele af især det nordlige og østlige Syrien samt en række forstæder til Damaskus. Regeringshæren generobrede dog snart territorium med hjælp fra styrker fra Hizbollah, Iran og irakiske militsgrupper. På trods af oprørernes tiltagende styrke brød det syriske styre ikke sammen.



Hvornår var der første gang tale om international intervention? 

I borgerkrigens første år afviste det internationale samfund at intervenere militært. USA's daværende præsident, Barack Obama, gjorde dog klart, at hvis regimet anvendte kemiske våben, ville man intervenere. Derfor forventede mange i august 2013, at det internationale samfund ville intervenere, da Damaskus-forstaden Ghouta blev angrebet med sarin-giftgas – et angreb, som en række undersøgelser med overvejende sandsynlighed kunne fastslå måtte være kommet fra syriske regeringsstyrker. Op til 1.700 personer blev dræbt i angrebet, og USA og en række andre lande forberedte sig på at lave et begrænset bombeangreb på syriske sikkerhedsstyrker. Der var dog ikke politisk opbakning til det i USA og Storbritannien, og Ruslands udenrigsminister foreslog nu, at man i stedet skulle få Assad til at overgive Syriens arsenal af kemiske våben til FN. Et kompromis blev indgået, Assad-regimet tilsluttede sig FN’s konvention mod kemiske våben og forpligtede sig dermed til at afslutte deres brug af kemiske våben.

Siden er det adskillige gange blevet vurderet, at regimet i Syrien har brugt kemiske våben mod deres civilbefolkning, bl.a. i form af angreb med sennepsgas og giftgas. Da regimet i april 2018 angreb byen Douma i udkanten af Damaskus, og efterretninger tydede på, at der blev brugt kemiske våben, angreb Frankrig, Storbritannien og USA i en fælles aktion syriske basere og anlæg, der mentes at kunne producere eller opbevare giftgas. Rusland og Syrien hævdede, at angrebet med kemiske våben var pure opspind.  
 

Hvilke midler har regimet i Syrien ellers benyttet i krigen?

Det syriske regime har blandt andet bombet både oprørere og civile med tøndebomber, et slags primitivt masseødelæggelsesvåben af tønder fyldt med sprængstof og jernstykker, som kastes ned fra helikoptere.
Desuden har regimet brugt belejring til at udsulte og udmatte civilbefolkning og oprørere. Det er typisk foregået på den måde, at regimets styrker først har belejret en by, som de så er begyndt at bombe mere og mere intensivt, hvorefter de har sat landtropper ind. Det var bl.a. den måde, regeringsstyrker genindtog millionbyen Aleppo og Damaskus-forstaden Ghouta på, fremgår det af en artikel på dr.dk 23. februar 2018 (se kilder). I artiklen beskrives det, hvordan det stort set var umuligt for nødhjælpsorganisationer at komme ind i de belejrede områder med forsyninger, og de syge og sårede kunne ikke komme ud, fordi FN og nødhjælpsorganisationer måtte have Assad-regimets tilladelse til at køre ind efter dem.

 

Hvordan og hvornår udviklede konflikten sig fra borgerkrig til stedfortræderkrig?

Da dele af det internationale samfund besluttede at intervenere, var for at stoppe den islamistiske og militante gruppe Islamisk Stats fremtog. I september 2014 annoncerede den amerikanske præsident Barack Obama, at USA i samarbejde med allierede i regionen (Saudi-Arabien, Bahrain, Forenede Arabiske Emirater og Jordan) ville indlede luftangreb mod Islamisk Stat, og samme måned blev interventionen indledt. Koalitionen havde allerede indledt angreb mod Islamisk Stat i Irak, og 21 lande meldte sig under koalitionens faner med militær eller økonomisk støtte til angrebene mod Islamisk Stat i Irak og Syrien – blandt andet deltog Danmark med F16-kampfly, først i Irak, siden i Syrien. Koalitionens angreb kom, efter at Islamisk Stat havde erobret et område på størrelse med Storbritannien i grænseområdet mellem Irak og Syrien.
Da andre oprørsgrupper erobrede vigtige byer tæt på Damaskus og i andre dele af Syrien, bad præsident Assad Rusland om hjælp, hvorefter Rusland begyndte at bombe oprørsgrupperne. Ruslands præsident Vladimir Putin hævdede, at angrebene primært var rettet mod Islamisk Stat, men både USA, syriske aktivister og tænketanke mente, at de russiske angreb især var rettet mod flere moderate oprørsgrupper, som den vestlige, amerikanskledede koalition støttede. Med konflikten mellem den amerikansk ledede koalition og Ruslands militære intervention havde borgerkrigen i Syrien udviklet sig til en stedfortræderkrig (på engelsk proxy war), hvor to modsatrettede koalitioner støder sammen, og to forskellige visioner for regionen er på spil. Konflikten kan således både anskues som en intern, national konflikt, en regional konflikt og et globalt interessesammenstød.

Parterne i krigen

Hvem er oppositionen?

Protesterne mod Bashar al-Assads styre blev fra begyndelsen organiseret og støttet af en sammensat gruppe af borgere med ret forskellig baggrund, både mennesker på landet og i byerne fra arbejder- og middelklassen. Fælles var, at mange af dem var blevet økonomisk holdt udenfor af det nuværende regime og oplevede en mangel på social retfærdighed. Det fremgår af en artikel af den syriske forsker, digter og kvinderetsaktivist Mohja Kahf i netmagasinet ATLAS (se kilder).

I takt med at anarkiet bredte sig, og den manglende enighed internt og opbakning eksternt til de mere sekulært orienterede elementer af oppositionsbevægelsen blev tydelig, vandt især mere radikale islamistiske grupper terræn.

Islamisk Stats fremtog blev afgørende for udviklingen af konflikten til en stedfortræderkrig. Grupperne, som har jihadistisk karakter, har medlemmer fra en række andre lande, især Irak, men også Europa, herunder Danmark. Generelt er billedet af oprørsgrupperne flydende, og nye grupper opløses og opstår jævnligt, ligesom de ofte skifter alliance. I 2016 anslog observatører, at der var mere end 1.000 oprørsgrupper i Syrien, hvoraf flere var blevet ekstremistiske, mens de moderate oprørsgrupper mistede terræn, skrev Politiken i februar 2016 (se kilder).
Kurdiske oprørsgrupper har også spillet en afgørende rolle i krigen, ikke mindst i nedkæmpningen af Islamisk Stat.

Hvordan har Syriens etniske og religiøse sammensætning spillet ind på krigen?

Alawitterne (ca. 12% af befolkningen) og især klanen omkring Assad-familien udgør en rygrad i regimet, men styret nyder også opbakning blandt de andre mindretal, der ofte ser styrets sekulære karakter som en garant for mindretallene og imod det overvældende sunnitiske flertal (ca. 70%). En sunnitisk forretningselite støtter – modsat de fleste sunnimuslimer – regimet og er en integreret del af det, mens mange alawitter, drusere og kristne også er principielle modstandere af styret.

Efterhånden er soldater fra nabolande som Libanon, Iran og Irak også kommet til at spille en større rolle som deciderede kampenheder på regimets side.
Kurderne har langt hen ad vejen søgt at holde sig neutrale, men har i løbet af borgerkrigen deltaget i væbnede kampe og har tilkæmpet sig store områder i især det nordlige og østlige Syrien. Kurdiske militser har desuden deltaget i nedkæmpningen af Islamisk Stat. 



Hvad har krigen betydet for de syriske kurdere?
 

Kurderne har spillet en afgørende rolle i kampen mod blandt andet Islamisk Stat. Mens USA bombede Islamisk Stats stillinger fra luften, kæmpede kurdiske militser på landjorden og mistede omkring 11.000 soldater, inden det i foråret 2019 lykkedes at fortrænge Islamisk Stat fra Syrien. Herefter var det kurdernes håb, at de kunne udbygge den uformelle form for selvstyre, de i løbet af krigens seneste år havde etableret i det nordlige Syrien, og de håbede på USA’s støtte. Men USA valgte i oktober 2019 at trække de fleste af sine styrker ud af Syrien, og det gav Tyrkiet mulighed for at sende soldater ind over grænsen, sådan som tyrkerne også havde gjort i 2017. Tyrkiet angreb de kurdiske styrker, samlet i enheden YPG, med det formål at fortrænge dem fra det nordlige Syrien. Tyrkiet frygter nemlig, at hvis Syriens kurdere får selvstyre – ligesom Iraks kurdere har det  - vil Tyrkiets kurdere måske kræve det samme. Tyrkiet angreb derfor YPG-militsen, som har relationer til den kurdiske oprørsbevægelse i Tyrkiet, PKK, og som Tyrkiet opfatter som en terrororganisation. Tyrkiets motiver i forhold til kurderne beskrives i en analyse i POV International i maj 2019 (se kilder).

Da USA trækker de fleste af sine styrker ud af området, trænger tyrkiske soldater og allierede syriske oprørere ind i grænseområdet – med det mål at etablere en 30 kilometer bred såkaldt sikkerhedszone, hvortil Tyrkiet ønsker at sende mange af de syriske flygtninge, som befinder sig i  Tyrkiet. En aftale mellem Rusland og Tyrkiet betyder, at tyrkiske styrker trækker sig ud af området igen til gengæld for, at Rusland garanterer, at den kurdiske milits forsvinder fra området. Herefter begynder Rusland og Tyrkiet sammen at patruljere langs grænsen.
Kurderne har dermed tabt meget af det, de ellers havde vundet under krigen. (Se også faktalink-artiklen om Kurderne).



Hvilke lande støtter regimet i Syrien?

Syrien har traditionelt været Irans vigtigste allierede i regionen, mens de også har haft en tung hånd i Libanon, som i mange år var under syrisk kontrol, og hvor særligt den magtfulde Hizbollah-organisation stadig er en direkte allieret. Det samme var palæstinensiske Hamas i lang tid, indtil borgerkrigen i 2012 fik organisationen til at tage afstand til regeringen og i stedet støtte de sunnidominerede oprørere. Både Iran og Hizbollah er direkte involveret i krigen med både militær, tusindvis af krigere og i Irans tilfælde også økonomisk støtte til regimet, ligesom det syriske styre nyder støtte fra Rusland, der i starten sendte våben og i 2015 intervenerede militært for at støtte styret. Regimet støttes også af Kina, der ligesom Rusland har blokeret for resolutioner mod styret i FN’s Sikkerhedsråd for at modvirke vestlig dominans i regionen. Især Rusland har spillet – og spiller – en helt afgørende rolle for, at regimet i dag har genvundet kontrollen med størstedelen af Syrien og står tilbage som krigens vinder.

 

Hvilke lande støtter oprørerne i Syrien?

Oprørernes krav om, at Assad skulle gå af, er blevet støttet af USA, langt de fleste europæiske lande – især Frankrig og Storbritannien – de arabiske golfstater og Tyrkiet, som alle har støttet oprørerne direkte og været udtalte modstandere af Assad-regimet. Tyrkiet har dog også i de seneste år bekæmpet kurdiske grupper, som har erobret landområder i grænseområdet til Tyrkiet. Ifølge visse eksperter har den amerikansk ledede koalitions kamp mod Islamisk Stat indirekte styrket regimet. Allerede i april 2016 forudså seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, Helle Malmvig i Berlingske (se kilder) dette: ”Der er ingen tvivl om, at Danmark – sammen med de andre koalitionspartnere – kommer til at spille præsident Assads spil. Målet med det danske bidrag er jo entydigt at bekæmpe Islamisk Stat, og det baner vejen for, at det syriske regime og dets russiske og iranske allierede kan rykke ind, når Islamisk Stat fortrænges fra områder, som bevægelsen i dag kontrollerer,” sagde hun.
Da USA i efteråret 2019 trak de fleste af sine soldater ud og lod Tyrkiet nedkæmpe kurdiske oprørsgrupper, forudså en række eksperter, at det på sigt vil styrke Islamisk Stat, og at der er risiko for, at de mange fanger fra Islamisk Stat, som sidder i fangelejre, der har været bevogtet af kurdiske grupper, kan få mulighed for at flygte. I oktober 2019 blev der rapporteret om, at 800 af disse fanger var undsluppet.
Eksperter vurderer desuden, at det internationale samfund reelt har accepteret, at Bashar al-Assad bliver siddende, og at regimet i Syrien får lov at overleve. Især de europæiske lande har været passive og har overladt scenen til USA og i stigende grad Rusland, og da Rusland har været regimets vigtigste støtte, har det betydet, at styret har kunnet generobre kontrollen over Syrien. I en artikel i Kristeligt Dagblad i november 2019 ((se kilder) siger den franske mellemøstekspert Didier Billion:
”Europæerne er reduceret til kommentatorer og vil eventuelt blive bedt om at bidrage økonomisk til genopbygningen, men uden at have indflydelse på den politiske ramme, som nu indebærer, at den syriske præsident Bashar al-Assad bliver ved magten, så længe det passer Rusland. Det er Vladimir Putin, der styrer spillet nu.”
 

Perspektiv på borgerkrigen

Hvilke forsøg på fredsmægling har der været?
 

Det første forsøg på fredsmægling blev lagt i hænderne på FN’s særlige udsending, tidligere FN-generalsekretær Kofi Annan. Annan foreslog en sekspunktsplan, der skulle starte med en gensidig våbenhvile fra april 2012 og derefter fortsætte med en række faser, der skulle lede frem til en overgangsregering og siden demokratiske valg. Våbenhvilen blev imidlertid brudt nærmest omgående, og Annan måtte i efteråret 2012 kaste håndklædet i ringen.
Siden har der været en række andre forsøg på fredsmægling og forhandlinger under ledelse af FN, som dog ikke har ført til en fredsløsning.
Parallelt har der været forhandlinger mellem Rusland, der står på regimets side, og Tyrkiet samt flere andre af konfliktens parter. En del af disse forhandlinger har fundet sted i Kasakhstans hovedstad Astana, og de aftaler, der er indgået der, kendes derfor som Astana-aftalerne. Disse aftaler handler blandt andet om at etablere såkaldte de-eskaleringszoner.
Den FN-ledede proces fortsætter også. I efteråret 2019 skulle et udvalg, der skal udarbejde en ny forfatning for Syrien, mødes i Genève i Schweiz. Målet er, at der skal laves en forfatning, og siden skal der afholdes FN-overvågede valg. Udvalget, som skal lave forfatningen, skal bestå af 150 medlemmer, herunder 50 repræsentanter fra regeringen, 50 medlemmer af oppositionen samt civile udvalgt af FN's særlige udsending til Syrien. Men indtil videre er der ikke enighed om, hvem der skal sidde i udvalget. Det er også en stor udfordring, at det syriske regime kun ønsker at ændre ved den nuværende forfatning, mens oppositionen vil have en helt ny.

 

Hvordan har den humanitære situation i Syrien udviklet sig?
 

I marts 2019 vurderede overvågningsgruppen De Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, at den otte år lange krig havde kostet over 370.000 mennesker livet, deriblandt 112.000 civile, heraf 21.000 børn. Krigen har desuden ført til, at 13 millioner mennesker er fordrevet fra deres hjem og befinder sig i flygtningelejre i Syrien eller i nabolandene eller i eksil i andre lande.

Allerede i 2016 rapporterede FN's Flygtningehøjkommissariat UNHCR (se kilder), at der var mindst 4,8 millioner registrerede flygtninge i lande udenfor Syrien; langt størstedelen i Tyrkiet, Libanon, Jordan og Irak. Desuden vurderede FN, 13,5 millioner syrere havde behov for humanitær hjælp inde i Syrien. Det fremgår af Dansk Røde Kors temaside om Syrien (se kilder).
Selv om dele af Syrien siden er blevet mere fredeligt, at der stadig mange angreb, som dræber civile, herunder mange børn. Så sent som i juli 2019 udtalte FN’s menneskerettighedskommissær, Michelle Bachelet, ifølge en artikel på Globalnyt-dk (se kilder) om angreb i den nordlige Idlib-provins udført af russiske styrker og den syriske hær:
”Den seneste ubarmhjertige kampagne med luftangreb udført af regeringen og dens allierede rammer fortsat medicinske faciliteter, skoler og anden civil infrastruktur såsom markeder og bagerier.” Mange syrere lever uden adgang til lægehjælp, medicin, vand, elektricitet og daglige fornødenheder.

 

Sygeplejerske Adriana Kleivan, der har været udsendt til Syrien for Læger Uden Grænser, fortæller om at arbejde på et hospital, hvor civile sårede bringes ind efter bombeangreb (NB! Indeholder voldsomme billeder)
 

 

Hvilke konsekvenser har krigen haft for situationen i Syriens nabolande?
 

En af de store udfordringer for Syriens nabolande, er de mange syriske flygtninge. Allerede i 2016 vurderede FN, at der var over 1 million syriske flygtninge i Libanon, hvilket svarer til, at flygtningene udgør knap en fjerdedel af landets befolkning, mens Tyrkiet har taget imod omkring 3,6 millioner syriske flygtninge. Krigen i Syrien bidrog også til den kaotiske udvikling i Irak og udbredelsen af Islamisk Stat (IS) der. Det fremgår af Globalis.dk’s opslag om Syrien (se kilder). Også i Israel er der udbredt bekymring for, hvad konflikten kan betyde for den i den arabiske verden så upopulære stat, og den israelske hær har flere gange angrebet mål i Syrien. Derudover har borgerkrigen i Syrien først og fremmest haft indirekte konsekvenser i og uden for regionen på grund af fremvæksten af Islamisk Stat, som har terroriseret lande fra Mellemøsten til Europa og USA (se Faktalink-artiklen om Islamisk Stat).

Tyrkiet har især reageret på, at det lykkedes kurdiske oprørere i Syrien at sætte sig på et stort område i det nordlige Syrien og etablere en form for selvstyre. Den tyrkiske regering frygter, at kurdere i Tyrkiet vil gøre oprør med støtte fra syriske kurdere, og det har fået den tyrkiske regering til at slå hårdt ned på tyrkiske kurdere og til at angribe kurderne i Syrien og – med støtte fra Rusland – etablere en såkaldt sikkerhedszone langs den tyrkisk-syriske grænse, hvor Tyrkiet og Rusland siden november 2019 har patruljeret. Tyrkiet ønsker at sende syriske flygtninge tilbage til denne zone og er – ifølge Amnesty International – begyndt at tvinge og true flygtninge tilbage over grænsen. Det fremgår af et Ritzau-telegram fra oktober 2019 (se kilder).

Syrien og Libanon i krig og fred – oplæg i Udenrigspolitisk Selskab v. mellemøsteksperterne Sune Haugbølle og Jakob Skovgaard-Petersen

 


Hvad har konflikten kostet den syriske kultur og identitet?

En af de mest anerkendte Syrien-eksperter, Peter Harding, fra organisationen International Crisis Group vurderer, at ”syrerne betaler en ublu pris for dette dødvande. Landets byer bliver revet fra hinanden. I den store og livlige by Homs er sunnimuslimske kvarterer blevet reduceret til murbrokker, mens hovedsageligt kristne områder omkring det centrale marked er blevet kværnet til støv. Det industrielle kraftcenter Aleppo er på vej ned af den samme rute, og det samme kan ske for hovedstaden Damaskus. Arkitektonisk arv er blevet jævnet med jorden eller plyndret, hvorved en vigtig kilde til national stolthed forsvinder, for ikke at nævne indtægterne fra fremtidig turisme. Familier, erhvervsliv og religiøse organisationer er blevet fordrevet eller sønderrevet af død eller uoverstigelig uenighed,” forklarer han i artiklen ”The Syrian Heartbreak” på merip.org, der er hjemmeside for Middle East Research and Information Projects (se kilder). Der har desuden været massive ødelæggelser af de historiske kvarterer i byer som Homs, Damaskus og Aleppo samt ikke mindst Islamisk Stats erobring og ødelæggelse af den historisk og arkitektonisk vigtige oldtidsby Palmyra.


Hvordan er muligheden for, at de syriske flygtninge kan vende tilbage?
 

Efter at det syriske regime har generobret kontrollen med omkring to tredjedele af landet, er en del områder nu mere sikre at opholde sig i. I en artikel i Kristeligt Dagblad i november 2019 (se kilder) vurderer generalsekretær i den humanitære organisation Syrisk Røde Halvmåne, Khaled Erksoussi, at det i en del områder i Syrien er blevet muligt at vende hjem og leve nogenlunde sikkert. Samtidig påpeger han dog, at ”der er en række udfordringer, som gør det svært for dem, der vender hjem. Ikke mindst de sanktioner, der stadig er i kraft (fra EU og USA’s side, red.), og som betyder, at en række varer ikke kan importeres til Syrien. Det gør genopbygningen sværere.”
Han nævner også, at en række nødhjælpsorganisationer har nedtrappet deres hjælp i Syrien i takt med, at krigen er stilnet af, men at det netop er nødvendigt med nødhjælp og forskellige former for bistand, hvis flygtningene skal kunne etablere en tålelig tilværelse, og hvis man vil forhindre nye strømme af flygtninge ud af Syrien: ”hvis folk bliver desperate over, at de må blive ved med at undvære skoler til deres børn og fornødenheder som vand og strøm, begynder de at søge andre steder hen. Så står vi med endnu flere flygtninge,” siger han.

 

Hvordan er udsigterne til fred og genopbygning i Syrien?

Der er endnu ikke nogen endelig fredsaftale på plads, og iagttagere vurderer, at det internationale samfund, herunder FN’s sikkerhedsråd, til dels har givet op over for situationen i Syrien, hvor regimet med Ruslands støtte er blevet krigens sejrherre. Michelle Bachelet, FN’s menneskerettighedskommissær udtalte ifølge en Globalnyt.dk i juli 2019 (se kilder): ”Nu dræber og lemlæster luftangreb et betydeligt antal civile adskillige gange om ugen, og svaret er tilsyneladende et kollektivt skuldertræk, mens Sikkerhedsrådet er lammet af de fem permanente medlemmers vedvarende mangel på evne til at enes om at bruge deres magt og indflydelse til at stoppe kampene og drabene en gang for alle”.

Tilsvarende vurderer flere eksperter i en artikel i Kristeligt Dagblad 1. november 2019 (se kilder), at et forslag fra den tyske forsvarsminister Annegret Kramp-Karrenbauer om at sætte en international fredsstyrke ind i Syrien, er helt urealistisk.
Selv når krigen slutter, vil der under alle omstændigheder være lang vej til egentlig fred, fremgår det af en analyse
i POV International maj 2019 (se kilder). Her nævnes det, at et af kendetegnene ved den syriske konflikt har været systematisk bombning af skoler og hospitaler. Der er derfor brug for genopbygge både hospitaler og skoler, ligesom der ifølge analysen mangler 150.000 lærere, som enten er flygtet eller dræbt. 
Desuden er der den store udfordring, at det regime, som demonstranterne tilbage i 2011 protesterede imod, og som oprørerne har ønsket at fjerne, stadig sidder ved magten.

”Det særlige ved Syrien er, at sejrherren er den samme, som før borgerkrigen startede. Der vil ikke være en ny præsident på magten, der kan symbolisere et nyt Syrien, et nyt kapitel, en frisk start for et ødelagt land. Det er i sig selv problematisk, for syriske flygtninge i udlandet har næppe lyst til at vende hjem til det samme styre, de flygtede fra. Det vil formentligt også klinge hult for landets civilbefolkning, hvis præsidenten forsøgte sig med en forsoningspolitik. Folk ved jo godt, at selvsamme præsident var ansvarlig for en systematisk bombning af blandt andet skoler og hospitaler. Men netop genopbygning af skoler, hospitaler, infrastruktur og genhusning er muligvis den mest farbare vej frem for landet,” fremgår det af analysen, der konkludrer: ”Kan man hele et traumatiseret land uden at forholde sig til de menneskelige tragedier, landet har været ramt af? Kan man komme videre alene på gendannelsen af fysiske rammer og infrastruktur? Næppe. Men det kan være, at det er det eneste, der bliver tilbudt den syriske befolkning.”

Baggrundskilder

Temasider og undervisningsmaterialer

Artikler

Økonomisk Ugebrev, 2018-02-27.

Bøger

Holm, Adam: En by i krig. Scener og skæbner fra Damaskus. Kristeligt Dagblads Forlag, 2017.
Fadel, Sanne Gram: Farvel, mit Syrien. Fortællinger om krig og flugt. Gyldendal, 2016.
Yazbek, Samar: Over grænsen. En beretning fra mit Syrien i ruiner. Kristeligt Dagblads Forlag, 2016.

Radio/podcast

Podcast fra magasinet Zetland. Vært: Mads Olrik. Gæst: Mikkel Storm Jensen, Forsvarsakademiet. 14 min.

Filmstriben

Spillefilmsdrama. 2017. Instruktion: Phillippe Van Leeuw.
Gennem et enkelt døgn følger man en familie, der har forskanset sig i deres lejlighed i Aleppo i en ellers forladt ejendom, mens bomberne falder.

Udstillinger

Særudstilling på Glyptoteket i København om kulturen i det antikke Palmyra – en oaseby i det nuværende Syrien. Vises indtil 20. marts 2020.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Borgerkrigen i Syrien

Kilder citeret i artiklen

Organisationer og hjemmesider

FN-organisationen UNHCRs løbende site med opdatering af fakta omkring nødhjælpen
Oversigt over antallet af syriske borgere, der har brug for nødhjælp. Opdateres løbende.

Artikler

Kristeligt Dagblad, 2019-11-22.
Middle East Research and Information Project, 2013-04-16.

Øvrige skribenter

Journalist Michelle Arrouas januar 2017.