ruiner i Aleppo
Panel skal dokumentere syriske grusomheder. 105 lande har vedtaget at oprette et FN-hold der skal indsamle og analysere beviser fra krigen i Syrien.
Foto: Omar Sanadiki / Scanpix

Borgerkrigen i Syrien

journalist Tobias Havmand, iBureauet/Dagbladet Information, 2013. Senest opdateret af journalist Malene Fenger-Grøndahl, Bureauet, juli 2018.
Top image group
ruiner i Aleppo
Panel skal dokumentere syriske grusomheder. 105 lande har vedtaget at oprette et FN-hold der skal indsamle og analysere beviser fra krigen i Syrien.
Foto: Omar Sanadiki / Scanpix
Main image
En civil går mellem ruinerne på hovedgaden i Deirezzor i det østlige Syrien. 5. april 2013.
En civil går mellem ruinerne på hovedgaden i Deirezzor i det østlige Syrien. 5. april 2013.
Foto: Foto: Karam Alhamad / Scanpix

Indledning

Den syriske borgerkrig begyndte som en fredelig protest i foråret 2011, men udviklede sig hurtigt til regulær borgerkrig. Da krigen i 2018 gik ind i sit ottende år, havde den formodentlig kostet langt over 400.000 mennesker livet, mens omkring 13 millioner syrere – over halvdelen af landets befolkning – var flygtet.
Protesterne, der begyndte i marts 2011, var imod menneskerettighedskrænkelser, manglende økonomiske muligheder og fire årtiers autoritært etpartistyre under Ba'ath-partiet og dets ledere, først Hafez al-Assad 1971-2000 og siden 2001 hans søn Bashar al-Assad.
Oprøret mod det regerende styre har imidlertid udviklet sig til en kamp, hvor både sekulære og islamistiske oprørsgrupper deltager, og til en stedfortræderkrig, hvor regionale og globale magter, herunder USA, Rusland, Tyrkiet, Iran og Saudi-Arabien, kæmper om indflydelse. Krigen handler altså i dag i høj grad om realpolitisk rivalisering og mindre om det syriske folks rettigheder.
Selvom mange i dag vurderer, at regimet, med præsident Bashar al-Assad i spidsen langt hen ad vejen har vundet krigen, idet han har genvundet kontrollen over store dele af landet, er der langtfra udsigt til fred. Og både den syriske befolkning og resten af verden er delt i spørgsmålet om, hvorvidt man kan forestille sig et fremtidigt Syrien med en præsident ved magten, som har bombet, belejret og udsultet sit eget folk.
Så sent som i april 2018 angreb USA, Frankrig og Storbritannien militære mål i Syrien som reaktion på et formodet giftgasangreb, som Assad-regimet havde rettet mod en oprørskontrolleret bydel, hvor der befandt sig mange civile.

Reportage fra den sønderbombede by Homs.

Artikel type
faktalink

Historisk baggrund

Hvad har karakteriseret Syrien gennem historien?

Syrien har en lang forhistorie med forskellige kulturer og folkeslag, der har domineret det centrale mellemøstlige land og nydt godt af dets placering på ruten mellem øst og vest. Syriens moderne historie starter med mandattidens ophør, hvor Frankrig havde administreret Syrien og Libanon efter Det Osmanniske Riges sammenbrud på en måde, der i vid udstrækning spillede Syriens sekteriske mindretal ud mod hinanden; de dominerende sunnier over for mindretallene alawitter, kristne, shiitter og drusere og landets største etniske minoritet, kurderne.

Hvordan udviklede de politiske forhold sig efter Syriens selvstændighed?

Da franskmændene i 1946 trak sig ud af Syrien, som dermed fik selvstændighed, fulgte en række nationalistiske regeringer, der ofte var kortlivede, men hvor det panarabiske, sekulære, socialistiske Ba'ath-parti dominerede det politiske parnas. Partiet var domineret af Syriens minoriteter, ikke mindst alawitterne, som også udgjorde en vigtig bestanddel af militærets officerskorps.

Ba'ath-partiet kuppede sig til magten i 1963 med den daværende luftvåbengeneral Hafez al-Assad som en vigtig figur. Han blev forsvarsminister i 1966 og greb endelig magten i 1970, først som premierminister og fra 1971 som altdominerende præsident – en post, han beholdt til sin død i 2000, hvor sønnen Bashar al-Assad overtog posten.

Hvordan udviklede de politiske forhold sig under Hafez al-Assad?

Under Hafez al-Assad blev 25 års relativt anarki afløst af stabilitet, men også af en stat uden plads til dissens. Alle tendenser til afvigende politiske ytringer blev undertrykt af en række sikkerhedstjenester, der stod bag fængsling og tortur af politiske modstandere. Alle andre partier end Ba'ath-partiet blev forbudt. Magten blev koncentreret omkring Assads klan af alawitter og en række nøglepersoner i den sunnitiske elite og andre minoriteter.

Et brydningsfuldt forhold til Det Muslimske Broderskab udviklede sig i slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne med gensidige angreb. Konflikten kulminerede i 1983 med belejringen af byen Hama, hvor broderskabet stod stærkt. Det syriske militær spærrede byen af for at kvæle et oprør igangsat af broderskabet, og efterfølgende slog regimet oprøret brutalt ned i en operation, hvor titusinder døde, mens store dele af byen blev jævnet med jorden. Efter massakren blev medlemskab af Det Muslimske Broderskab gjort ulovligt og forbundet med dødsstraf, samtidig med at den brutale karakter af operationen kvalte ethvert forsøg på folkelig mobilisering mod styret i større skala. Stilstanden varede ved frem til år 2000, da Hafez al-Assads pludselige død skabte tvivl om den fremtidige kurs og håb om en opblødning af regimets totalitære styreform.

Syrien og Libanon i krig og fred – oplæg i Udenrigspolitisk Selskab v. mellemøsteksperterne Sune Haugbølle og Jakob Skovgaard-Petersen – bl.a. om minoriteters forhold.

Hvordan udviklede forholdene sig under Bashar al-Assad?

Den afdøde præsident Hafez al-Assas søn, Bashar al-Assad, overtog præsidentposten i 2000. I modsætning til sin far havde han ingen militær karriere; han var uddannet læge og arbejdede i en årrække frem til farens død som øjenlæge i Storbritannien. Bashar al-Assad havde således en mere blød profil end sin far, og der var forlydender om, at han ikke for alvor var interesseret i at overtage farens embede. Det skabte i starten håb om opblødning og reformer.  I det første års tid under Bashar al-Assad fik dissidenter og kritikere da også et vist frirum for ytringer, hvilket resulterede i det såkaldte Damaskus-forår i 2000-2001, hvor kritikere af styret trådte offentligt frem. Foråret endte imidlertid, da en række dissidenter igen blev arresteret og idømt hårde straffe, og en vis desillusion indfandt sig hos oppositionen, der enten mistede tiltroen til Bashar al-Assad som en reformator, eller til at hans fars overvintrede politiske og militære elite ville tillade en opblødning, hvis Bashar al-Assad skulle ønske en sådan.

Fra protester til borgerkrig og stedfortræderkrig

Hvordan begyndte konflikten?

Protesterne, der indledte det, som udviklede sig til en blodig krig, startede som en lokal manifestation i byen Dara’a, nær den jordanske grænse, efter en langsom start, hvor enkelte demonstrationer havde fundet sted uden dog at samle større opbakning, blandt andet fordi de blev mødt med styrets nultolerance-politik over for protester. I Dara’a blev en flok drenge i marts 2011 arresteret af statsligt sikkerhedspoliti efter at have skrevet regeringskritisk graffiti på byens mure. I politiets varetægt blev de torteret voldsomt. Sikkerhedspolitiets efterfølgende hån over for de arresteredes familier førte til demonstrationer, som hurtigt voksede og bredte sig til andre dele af Syrien..

Hvordan reagerede styret på protesterne?

Styret valgte at sætte hårdt ind over for de i starten hovedsageligt fredelige demonstrationer og beskyde, tæske og arrestere de voksende folkemængder. Modsat tidligere lod demonstranterne sig imidlertid ikke knægte, og drabene på og fængslingerne af demonstranter fungerede blot som benzin på bålet i forhold til at anspore flere protester. Protesterne blev mere voldelige, og i slutningen af marts 2011 – i kølvandet på drabet på fire demonstranter – blev syv politifolk dræbt i Dara’a. Efter få ugers protester valgte styret at sætte militæret ind og lukke byen af, men i stedet for at standse protesterne fik det demonstrationer til at bryde ud over hele landet, og i flere byer blev Ba'ath-partiets lokale hovedkvarterer brændt af.

Styret reagerede ambivalent på de voksende protester. Assad fyrede sin regering og erkendte, at der var en voksende afstand mellem folket og staten, gav en række rettigheder (bl.a. statsborgerskab) tilbage til landets kurdiske minoritet og lovede at afskaffe de forhadte nødlove, som landet i over 30 år var blevet regeret efter. Men samtidig lovede han at slå hårdt ned på alle tendenser til oprør og fulgte op på sit ord: demonstrationer blev beskudt, efterfølgende begravelser blev beskudt, og massevis af demonstranter blev arresteret.

WTF – Forstå, hvad der foregår i Syrien under 5 minutter. Af Maria Jarjis, 21. december 2016.

Hvordan udviklede konflikten sig til at blive en væbnet konflikt?

Den tiltagende militarisering og belejring af byer fra styrets side førte til, at de spontant opståede grupper til beskyttelse af demonstranter fik større betydning. Flere og flere soldater deserterede fra den nationale hær for at støtte demonstranterne, og grupper af væbnede oppositionsfolk sluttede sig i mange tilfælde sammen under den militære paraply, der kom til at hedde den Frie Syriske Hær, ledet af en afhoppet syrisk oberst, Riaf al-Assaad. Samtidig blev oppositionen mere organiseret i både lokale autonome grupper og en paraplyorganisation med sæde i udlandet ved navn Syrian National Council (SNC), som dog både dengang og i dag har haft problemer med at opnå intern enighed og sikre sig støtte fra oppositionsaktivister internt i Syrien.

Hvornår og hvordan udviklede konflikten sig til borgerkrig?

Oprøret udviklede sig for alvor til decideret borgerkrig, da den syriske hær den 3. februar 2012 indledte en storstilet militær operation for at drive oprørerne ud af Syriens tredjestørste by, Homs. Homs havde længe været et knudepunkt for modstanden mod Assad med store dele af byen praktisk talt i oprørernes hænder og mange dræbte regeringssoldater. Fra starten af februar indledte hæren et massivt bombardement af byen og efterfølgende udrensning hus for hus, som krævede uhyre mange ofre og samtidig gjorde det klart for enhver, at Syrien befandt sig i åben borgerkrig. Efter voldsomme gadekampe valgte oppositionens hær, den Frie Syriske Hær, den 28. februar 2012 at evakuere flere dele af Homs.
Sideløbende med de voksende protester, menes det, at Assad-regimet besluttede at løslade ekstremistiske jihadister fra fængslet for på den måde at bidrage til at omforme det fredelig oprør til en voldelig konflikt, som ville gøre det mere legitimt for styret at slå hårdt ned på oprørerne.
Assad havde beskyldt demonstranterne for at være sunni-islamistiske terrorister, og ved at bidrage til at skabe en sådan virkelighed kunne han lettere slå oprøret brutalt ned. Dette var en vigtig grund til, at oprøret udviklede sig til en brutal borgerkrig. Det fremgår af Syrien-opslaget på Globalis.dk (se kilder). I juli 2012 erklærede Internationalt Røde Kors konflikten for en borgerkrig.

Hvordan udviklede borgerkrigen sig de første år?

Evakueringen af Homs i 2012 var startskuddet til en militant udvikling af konflikten, og selv oppositionsgrupper med et pacifistisk udgangspunkt gik nu over til væbnet kamp. Forsøg på at etablere internationale fredsplaner bar ikke frugt. Fra at være en underlegen kampstyrke blev diverse oprørsgrupper gradvist stærkere, således at de kontrollerede store dele af især det nordlige og østlige Syrien samt en række forstæder til Damaskus. Da oprørerne stod stærkest, erklærede de, at de ville begynde en decideret storm på Syriens hovedstad, men det lykkedes dem aldrig at gøre seriøse indhug i det centrale Damaskus. Tværtimod havde regeringshæren succes med at generobre territorium med hjælp fra styrker fra Hizbollah, Iran og irakiske militsgrupper.

På trods af oprørernes tiltagende styrke, og på trods af diverse eksperters vurdering af, at regeringen i Damaskus nærmede sig et kollaps brød det syriske styre ikke sammen.

Hvornår var der første gang tale om international intervention?

I borgerkrigens første år afviste det internationale samfund at intervenere militært. Brugen af kemiske våben blev dog af bl.a. USA's daværende præsident, Barack Obama, nævnt som en såkaldt rød linje, hvilket ville sige, at USA og andre lande ville intervenere, hvis regimet brugte kemiske våben imod oprørere eller civilbefolkning i øvrigt. Derfor forventede mange i august 2013, at det internationale samfund ville intervenere, da Damaskus-forstaden Ghouta blev angrebet med sarin-giftgas – et angreb, som en række undersøgelser med overvejende sandsynlighed kunne fastslå måtte være kommet fra syriske regeringsstyrker. Op til 1.700 personer blev dræbt i angrebet, som blev fordømt af række lande, mens USA og en række andre lande forberedte sig på militær intervention i form af et begrænset bombeangreb på syriske sikkerhedsstyrker. Men da den amerikanske kongres gik imod en intervention, og en lignende afstemning endte med et nej i det britiske parlament, begyndte mulighederne for et angreb at dale. I stedet spillede den russiske udenrigsminister ud med et forslag, hvor russerne ville få Assad til at overgive Syriens arsenal af kemiske våben til FN. Et kompromis blev indgået, Assad-regimet tilsluttede sig FN’s konvention mod kemiske våben og forpligtede sig dermed til at afslutte deres brug af kemiske våben. I afslutningen af april 2014 meldte organisationen OPCW (Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben), at 92,5% af Syriens kemiske våben var blevet fragtet ud af landet for at ødelægges.

Siden er det imidlertid adskillige gange blevet vurderet, at regimet i Syrien har brugt kemiske våben mod deres civilbefolkning, bl.a. i form af angreb med sennepsgas og giftgas. Senest angreb regimet i april 2018 byen Douma i udkanten af Damaskus, og efterretninger tyder på, at angrebet blev foretaget med kemiske våben, herunder klorin og sarin. Det fik Frankrig, Storbritannien og USA til en fælles militæraktion at sende 105 missiler mod syriske baser og anlæg, der menes at lagre eller kunne producere giftgas. Rusland og Syrien hævder dog, at angrebet med kemiske våben var opspind.

Hvilke midler har regimet i Syrien ellers benyttet i krigen?

Det syriske regime har blandt andet bombet både oprørere og civile med  tøndebomber, et slags primitivt masseødelæggelsesvåben af tønder fyldt med sprængstof og jernstykker, som kastes ned fra helikoptere.
Desuden har regimet gentagne gange brugt belejring til at udsulte og udmatte civilbefolkning og oprørere i oprørskontrollerede områder. Det er typisk foregået på den måde, at regimets styrker først har belejret en by, hvorefter de er begyndt at bombe mere og mere intensivt. Herefter bliver der sat landtropper ind. Det var bl.a. den måde, regeringsstyrker genindtog millionbyen Aleppo og Damaskus-forstaden Ghouta, fremgår det af en artikel på dr.dk 23. februar 2018 (se kilder). I artiklen beskrives det, hvordan det stort set var umuligt for nødhjælpsorganisationer at komme ind i de belejrede områder med forsyninger, og de syge og sårede kunne ikke komme ud, fordi FN og nødhjælpsorganisationer måtte have Assad-regimets tilladelse til at køre ind efter dem.

Hvordan og hvornår udviklede konflikten sig fra borgerkrig til stedfortræderkrig?

Da dele af det internationale samfund i 2014 besluttede at intervenere, var det ikke på grund af Assad-regeringens angreb på befolkningen eller de forfejlede fredsforhandlinger. I stedet var det den islamistiske og militante gruppe Islamisk Stats fremtog, der gjorde udslaget. I september 2014 annoncerede den amerikanske præsident Barack Obama, at USA i samarbejde med allierede i regionen (Saudi-Arabien, Bahrain, Forenede Arabiske Emirater og Jordan) ville indlede luftangreb mod Islamisk Stat, og samme måned blev interventionen indledt, skrev Politiken den 24. september 2014 (se kilder). Koalitionen havde allerede indledt angreb mod Islamisk Stat i Irak, og 21 lande meldte sig under koalitionens faner med militær eller økonomisk støtte til angrebene mod Islamisk Stat i Irak og Syrien – blandt andet deltog Danmark med 7 F16-kampfly, først i Irak, siden i Syrien. Koalitionens angreb kom, efter at Islamisk Stat havde erobret et område på størrelse med Storbritannien i grænseområdet mellem Irak og Syrien, og målet med interventionen var at bekæmpe Islamisk Stat.
Da andre oprørsgrupper erobrede vigtige byer tæt på Damaskus og i andre dele af Syrien, bad præsident Assad Rusland om hjælp, hvorefter Rusland begyndte at bombe oprørsgrupperne, der kæmpede mod Assad-regimet. Mens Ruslands præsident Vladimir Putin hævdede, at angrebene primært var rettet mod Islamisk Stat, mente både USA, syriske aktivister og tænketanke, at de russiske angreb i overvejende grad var rettet mod flere moderate oprørsgrupper, som den vestlige, amerikanskledede koalition støttede økonomisk og militært. Med konflikten mellem den amerikansk ledede koalition og Ruslands militære intervention stod det for alvor klart, at borgerkrigen i Syrien havde udviklet sig til en stedfortræderkrig (på engelsk proxy war), hvor to modsatrettede koalitioner støder sammen, og to forskellige visioner for regionen er på spil. Konflikten kan således både anskues som en intern, national konflikt, en regional konflikt og et globalt interessesammenstød.

Hvilke forsøg på fredsmægling var der de første år?

Det første forsøg på fredsmægling blev lagt i hænderne på FN’s særlige udsending, tidligere FN-generalsekretær Kofi Annan. Annan foreslog en sekspunktsplan, der skulle starte med en gensidig våbenhvile fra april 2012 og derefter fortsætte med en række faser, der skulle lede frem til en overgangsregering og siden demokratiske valg. Våbenhvilen blev imidlertid brudt nærmest omgående, og hverken i det internationale bagland, der støttede hver sin part i konflikten – USA de moderate oprørere og Rusland Assads styre – eller internt i Syrien var der stor opbakning til planen. Den strandede primært på en diskussion om, hvorvidt Bashar al-Assad ville og kunne beholde magten eller i det hele taget spille en politisk rolle i en overgangsfase. Både den interne syriske opposition og deres internationale allierede har generelt stillet som betingelse for en fredsproces, at de får garanti for, at Assad træder tilbage og afgiver sin magt. Annan måtte i efteråret 2012 kaste håndklædet i ringen.

I stedet tog den algeriske diplomat og tidligere udenrigsminister Lakhdar Brahimi over som udsending for Den Arabiske Liga og FN. Han forsøgte også at arrangere en våbenhvile, som dog kollapsede endnu hurtigere end Annans. I januar 2014 mødtes repræsentanter for regimet og for dele af oppositionen dog under FN’s Syrienudsending, Lakhdar Brahimis formandskab, i de schweiziske byer Montreux og Genève sammen med repræsentanter fra bl.a. USA og Rusland – men ikke fra Iran, der ellers var inviteret – for at diskutere mulighederne for en fredelig løsning. På forhånd havde en række oprørsorganisationer, bl.a. de fleste medlemmer af Islamisk Front, dog nægtet at deltage i konferencen, så længe Bashar al-Assad ikke havde givet forhåndsløfte om at gå. Konferencen viste sig hurtigt at være temmelig ufrugtbar med et styre, der ikke var parat til at give indrømmelser, og en splittet opposition, der hverken ville eller var i stand til at indgå kompromisser. Konferencens eneste resultat var mulighed for evakuering af civile og adgang nødhjælp til få steder, først og fremmest Homs, som i lang tid havde været under belejring.