ruiner i Aleppo
Civile i ruinerne i Aleppo, december 2016, efter flere måneders bombardementer.
Foto: Omar Sanadiki / Scanpix

Borgerkrigen i Syrien

journalist Tobias Havmand, iBureauet/Dagbladet Information, 2013. Senest opdateret af journalist Malene Fenger-Grøndahl, Bureauet, januar 2020.
Top image group
ruiner i Aleppo
Civile i ruinerne i Aleppo, december 2016, efter flere måneders bombardementer.
Foto: Omar Sanadiki / Scanpix
Main image
En civil går mellem ruinerne på hovedgaden i Deirezzor i det østlige Syrien. 5. april 2013.
En civil går mellem ruinerne på hovedgaden i Deirezzor i det østlige Syrien. 5. april 2013.
Foto: Foto: Karam Alhamad / Scanpix

Indledning

Den syriske borgerkrig begyndte som en fredelig protest i foråret 2011, men udviklede sig hurtigt til regulær borgerkrig. Da krigen i 2018 gik ind i sit ottende år, havde den formodentlig kostet op mod 400.000 mennesker livet, mens omkring 13 millioner syrere – over halvdelen af landets befolkning – var flygtet.
Protesterne, der begyndte i marts 2011, var imod menneskerettighedskrænkelser, manglende økonomiske muligheder og fire årtiers autoritært et-partistyre under Ba'ath-partiet og dets ledere, først Hafez al-Assad 1971-2000 og siden 2001 hans søn, Bashar al-Assad.

Oprøret mod regimet har udviklet til en kamp, hvor både sekulære og islamistiske oprørsgrupper deltager, og en stedfortræderkrig, hvor regionale og globale magter, herunder USA, Rusland, Tyrkiet, Iran og Saudi-Arabien, kæmper om indflydelse. Krigen handler altså i dag i høj grad om realpolitisk rivalisering og mindre om det syriske folks rettigheder.
I løbet af efteråret 2019 er udviklingen blevet endnu mere kompliceret, efter at USA har trukket de fleste af sine soldater ud, og Tyrkiet har angrebet kurdiske styrker i det nordlige Syrien for at etablere en såkaldt sikkerhedszone langs den syrisk-tyrkiske grænse. Kurderne har derfor søgt hjælp hos regimet, som de ellers har gjort oprør imod, og Rusland og Tyrkiet er nu fælles om at patruljere langs grænsen.
Selvom mange i dag vurderer, at regimet med præsident Bashar al-Assad i spidsen har vundet krigen, er der langtfra udsigt til fred, og spørgsmålet er, om man kan forestille sig et fremtidigt Syrien med en præsident ved magten, som har bombet, belejret og udsultet sit eget folk.

 

Reportage fra den sønderbombede by Homs, juli 2014.

 

Artikel type
faktalink

Historisk baggrund

Hvad har karakteriseret Syrien gennem historien?

Syrien har en lang forhistorie med forskellige kulturer og folkeslag, der har domineret det centrale mellemøstlige land og nydt godt af dets placering på ruten mellem øst og vest. Syriens moderne historie starter med mandattidens ophør, hvor Frankrig havde administreret Syrien og Libanon efter Det Osmanniske Riges sammenbrud på en måde, der i vid udstrækning spillede Syriens sekteriske mindretal ud mod hinanden; de dominerende sunnitter over for mindretallene alawitter, kristne, shiitter og drusere og landets største etniske minoritet, kurderne.

Hvordan udviklede de politiske forhold sig efter Syriens selvstændighed?

Da franskmændene i 1946 trak sig ud af Syrien, som dermed fik selvstændighed, fulgte en række nationalistiske regeringer, hvor det panarabiske, sekulære, socialistiske Ba'ath-parti spillede en hovedrolle. Partiet var domineret af Syriens minoriteter, ikke mindst alawitterne, som også udgjorde en vigtig bestanddel af militærets officerskorps. Ba'ath-partiet kuppede sig til magten i 1963 med den daværende luftvåbengeneral Hafez al-Assad som en vigtig figur. Han blev forsvarsminister i 1966 og greb endelig magten i 1970, først som premierminister og fra 1971 som altdominerende præsident – en post, han beholdt til sin død i 2000, hvor sønnen Bashar al-Assad overtog posten.

Hvordan udviklede de politiske forhold sig under Hafez al-Assad?

25 års relativt anarki blev afløst af stabilitet, men også af en stat uden plads til politisk opposition. Alle tendenser til afvigende politiske ytringer blev undertrykt af en række sikkerhedstjenester, der stod bag fængsling og tortur af politiske modstandere. Alle andre partier end Ba'ath-partiet blev forbudt. Magten blev koncentreret omkring Assads klan af alawitter og en række nøglepersoner i den sunnitiske elite og andre minoriteter.

En del af oppositionen samlede sig i og omkring den islamiske bevægelse Det Muslimske Broderskab, og i slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne stod broderskabet bag attentater og angreb på embedsmænd og militærfolk, og styret slog igen med lige så barske midler. Konflikten kulminerede i 1983 med belejringen af byen Hama, hvor broderskabet stod stærkt. Det syriske militær spærrede byen af for at kvæle et oprør og slog brutalt oprøret ned i en operation, hvor titusinder døde og store dele af byen blev jævnet med jorden. Efter massakren blev medlemskab af Det Muslimske Broderskab gjort ulovligt, og den brutale operation mod broderskabet havde desuden gjort folk bange for at gøre modstand. Så indtil år 2000, da Hafez al-Assad døde, var der ikke tendens til oprør i større skala. Præsidentens død skabte dog håb om opblødning af den totalitære styreform og motiverede politiske modstandere til at organisere sig.
 

 

Syrien og Libanon i krig og fred – oplæg i Udenrigspolitisk Selskab v. mellemøsteksperterne Sune Haugbølle og Jakob Skovgaard-Petersen – bl.a. om minoriteters forhold.

Hvordan udviklede forholdene sig under Bashar al-Assad?

Den afdøde præsidents søn, Bashar al-Assad, overtog præsidentposten i 2000. I modsætning til sin far havde han ingen militær karriere bag sig; han var uddannet læge og arbejdede i årene frem til farens død som øjenlæge i Storbritannien. Bashar al-Assad havde således en mere blød profil end sin far, og det skabte i starten håb om opblødning og reformer. I det første års tid under Bashar al-Assad fik dissidenter og kritikere da også et vist frirum for ytringer, hvilket resulterede i det såkaldte Damaskus-forår 2000-2001, hvor kritikere af styret trådte offentligt frem. Foråret endte imidlertid, da en række dissidenter igen blev arresteret og idømt hårde straffe.

Fra protester til borgerkrig og stedfortræderkrig

Hvordan begyndte konflikten?

Konflikten startede som en lokal manifestation i byen Dara’a nær den jordanske grænse i foråret 2011. Der havde været enkelte demonstrationer, som dog ikke havde samlet ret mange, især fordi styret slog hårdt ned på demonstranterne. I marts 2011 blev en flok drenge, der havde skrevet regeringskritisk graffiti på byens mure, arresteret af sikkerhedspolitiet og torteret voldsomt. Sikkerhedspolitiets efterfølgende hån over for de arresteredes familier førte til demonstrationer, som hurtigt voksede og bredte sig til andre dele af Syrien.
Styret satte hårdt ind over for de i starten hovedsageligt fredelige demonstrationer, men drab på og fængslinger af demonstranter fik blot flere til at deltage i demonstrationerne. Protesterne blev mere voldelige, og i slutningen af marts 2011 – i kølvandet på drabet på fire demonstranter – blev syv politifolk dræbt i Dara’a. Styret satte nu militæret ind og lukkede byen af. Men i stedet for at standse protesterne fik det demonstrationer til at bryde ud over hele landet, og i flere byer blev Ba'ath-partiets lokale hovedkvarterer brændt af.

Præsident Assad fyrede sin regering, erkendte, at der var en voksende afstand mellem folket og staten og gav en række rettigheder (bl.a. statsborgerskab) tilbage til landets kurdiske minoritet. Desuden lovede han at afskaffe de forhadte nødlove, som landet i over 30 år var blevet regeret efter. Men samtidig lovede han at slå hårdt ned på alle tendenser til oprør og fulgte op på sit ord: demonstrationer blev beskudt, efterfølgende begravelser blev beskudt, og massevis af demonstranter blev arresteret.

WTF – Forstå, hvad der foregår i Syrien under 5 minutter. Af Maria Jarjis, 21. december 2016.

Hvordan udviklede konflikten sig til en borgerkrig?

Flere og flere soldater deserterede fra den nationale hær for at støtte demonstranterne, og grupper af væbnede oppositionsfolk sluttede sig i mange tilfælde sammen under den militære paraply, der kom til at hedde den Frie Syriske Hær, ledet af en afhoppet syrisk oberst. Samtidig blev oppositionen mere organiseret i lokale autonome grupper og en paraplyorganisation med sæde i udlandet ved navn Syrian National Council (SNC), som dog har haft problemer med at opnå intern enighed.

Oprøret udviklede sig for alvor til decideret borgerkrig, da den syriske hær den 3. februar 2012 indledte en storstilet militær operation for at drive oprørerne ud af Syriens tredjestørste by, Homs, som længe været et knudepunkt for modstanden mod Assad. Hæren indledte et massivt bombardement af byen og efterfølgende udrensning hus for hus, som krævede uhyre mange ofre og gjorde det klart, at Syrien befandt sig i åben borgerkrig.
Sideløbende med de voksende protester menes det, at Assad-regimet besluttede at løslade ekstremistiske jihadister fra fængslet for på den måde at bidrage til at omforme det fredelig oprør til en voldelig konflikt, som ville gøre det mere legitimt for styret at slå hårdt ned på oprørerne. Assad havde beskyldt demonstranterne for at være sunni-islamistiske terrorister, og ved at bidrage til at skabe en sådan virkelighed kunne han lettere slå oprøret brutalt ned. Dette var en vigtig grund til, at oprøret udviklede sig til en brutal borgerkrig. Det fremgår af Syrien-opslaget på Globalis.dk (se kilder). I juli 2012 erklærede Internationalt Røde Kors konflikten for en borgerkrig.

 

Abdallah, der flygtede fra Syrien i 2012 og nu går på HTX i Danmark, fortæller om krigen, flugten, sin hverdag i Danmark og sine fremtidsdrømme

 

 

Hvordan udviklede borgerkrigen sig de første år?


Hærens angreb på Homs i 2012 var startskuddet til en militant udvikling af konflikten, og selv oppositionsgrupper med et pacifistisk udgangspunkt gik nu over til væbnet kamp. Forsøg på at etablere internationale fredsplaner bar ikke frugt. Fra at være en underlegen kampstyrke blev diverse oprørsgrupper gradvist stærkere, således at de kontrollerede store dele af især det nordlige og østlige Syrien samt en række forstæder til Damaskus. Regeringshæren generobrede dog snart territorium med hjælp fra styrker fra Hizbollah, Iran og irakiske militsgrupper. På trods af oprørernes tiltagende styrke brød det syriske styre ikke sammen.



Hvornår var der første gang tale om international intervention? 

I borgerkrigens første år afviste det internationale samfund at intervenere militært. USA's daværende præsident, Barack Obama, gjorde dog klart, at hvis regimet anvendte kemiske våben, ville man intervenere. Derfor forventede mange i august 2013, at det internationale samfund ville intervenere, da Damaskus-forstaden Ghouta blev angrebet med sarin-giftgas – et angreb, som en række undersøgelser med overvejende sandsynlighed kunne fastslå måtte være kommet fra syriske regeringsstyrker. Op til 1.700 personer blev dræbt i angrebet, og USA og en række andre lande forberedte sig på at lave et begrænset bombeangreb på syriske sikkerhedsstyrker. Der var dog ikke politisk opbakning til det i USA og Storbritannien, og Ruslands udenrigsminister foreslog nu, at man i stedet skulle få Assad til at overgive Syriens arsenal af kemiske våben til FN. Et kompromis blev indgået, Assad-regimet tilsluttede sig FN’s konvention mod kemiske våben og forpligtede sig dermed til at afslutte deres brug af kemiske våben.

Siden er det adskillige gange blevet vurderet, at regimet i Syrien har brugt kemiske våben mod deres civilbefolkning, bl.a. i form af angreb med sennepsgas og giftgas. Da regimet i april 2018 angreb byen Douma i udkanten af Damaskus, og efterretninger tydede på, at der blev brugt kemiske våben, angreb Frankrig, Storbritannien og USA i en fælles aktion syriske basere og anlæg, der mentes at kunne producere eller opbevare giftgas. Rusland og Syrien hævdede, at angrebet med kemiske våben var pure opspind.  
 

Hvilke midler har regimet i Syrien ellers benyttet i krigen?

Det syriske regime har blandt andet bombet både oprørere og civile med tøndebomber, et slags primitivt masseødelæggelsesvåben af tønder fyldt med sprængstof og jernstykker, som kastes ned fra helikoptere.
Desuden har regimet brugt belejring til at udsulte og udmatte civilbefolkning og oprørere. Det er typisk foregået på den måde, at regimets styrker først har belejret en by, som de så er begyndt at bombe mere og mere intensivt, hvorefter de har sat landtropper ind. Det var bl.a. den måde, regeringsstyrker genindtog millionbyen Aleppo og Damaskus-forstaden Ghouta på, fremgår det af en artikel på dr.dk 23. februar 2018 (se kilder). I artiklen beskrives det, hvordan det stort set var umuligt for nødhjælpsorganisationer at komme ind i de belejrede områder med forsyninger, og de syge og sårede kunne ikke komme ud, fordi FN og nødhjælpsorganisationer måtte have Assad-regimets tilladelse til at køre ind efter dem.

 

Hvordan og hvornår udviklede konflikten sig fra borgerkrig til stedfortræderkrig?

Da dele af det internationale samfund besluttede at intervenere, var for at stoppe den islamistiske og militante gruppe Islamisk Stats fremtog. I september 2014 annoncerede den amerikanske præsident Barack Obama, at USA i samarbejde med allierede i regionen (Saudi-Arabien, Bahrain, Forenede Arabiske Emirater og Jordan) ville indlede luftangreb mod Islamisk Stat, og samme måned blev interventionen indledt. Koalitionen havde allerede indledt angreb mod Islamisk Stat i Irak, og 21 lande meldte sig under koalitionens faner med militær eller økonomisk støtte til angrebene mod Islamisk Stat i Irak og Syrien – blandt andet deltog Danmark med F16-kampfly, først i Irak, siden i Syrien. Koalitionens angreb kom, efter at Islamisk Stat havde erobret et område på størrelse med Storbritannien i grænseområdet mellem Irak og Syrien.
Da andre oprørsgrupper erobrede vigtige byer tæt på Damaskus og i andre dele af Syrien, bad præsident Assad Rusland om hjælp, hvorefter Rusland begyndte at bombe oprørsgrupperne. Ruslands præsident Vladimir Putin hævdede, at angrebene primært var rettet mod Islamisk Stat, men både USA, syriske aktivister og tænketanke mente, at de russiske angreb især var rettet mod flere moderate oprørsgrupper, som den vestlige, amerikanskledede koalition støttede. Med konflikten mellem den amerikansk ledede koalition og Ruslands militære intervention havde borgerkrigen i Syrien udviklet sig til en stedfortræderkrig (på engelsk proxy war), hvor to modsatrettede koalitioner støder sammen, og to forskellige visioner for regionen er på spil. Konflikten kan således både anskues som en intern, national konflikt, en regional konflikt og et globalt interessesammenstød.