kutter
Elisabeth K571, kutter der deltog aktivt i redningen af de danske jøder under Anden verdenskrig. Kutteren sejlede fra Dragør til Sverige.
Foto: Torben Christensen / Scanpix

Redningen af de danske jøder

cand.mag. Karina Søby Madsen og cand.scient.pol. Søren Gulmann, iBureauet/Dagbladet Information, september 2013.
Top image group
kutter
Elisabeth K571, kutter der deltog aktivt i redningen af de danske jøder under Anden verdenskrig. Kutteren sejlede fra Dragør til Sverige.
Foto: Torben Christensen / Scanpix

Indledning

”Miraklet i Danmark” er titlen på en af de mange danske bogudgivelser om redningen af jøderne i Danmark i oktober 1943, og det er ikke uden grund. Midt i de nazistiske jødeforfølgelsers inferno, hvor 78 procent af den europæiske jødiske befolkning blev myrdet, overlevede næsten alle de danske jøder. De blev sejlet til Sverige i alt, hvad man kunne fremskaffe af fartøjer – lige fra færger over fiskekuttere til utætte joller og kajakker, og enkelte forsøgte ligefrem at svømme over Sundet. I alt kom 7.906 danske jøder og halvjøder til Sverige, fordi en lang række danskere stod sammen om at hjælpe. Redningen var dog ikke udtryk for, at der ikke herskede antisemitisme i Danmark, understreger nogle forskere.

 

Forliset

Artikel type
faktalink

Baggrund om de danske jøder

Hvornår kom de første jøder til Danmark?

Den dansk-jødiske historie er nært forbundet med handel. Mange jøder er således blevet inviteret til Danmark af kongerne, når der skulle grundlægges nye købstæder.

De første jøder, der indvandrede til Danmark, blev inviteret af den danske konge Christian IV. Da han skulle grundlægge byen Glückstadt i 1616, inviterede han spanske og portugisiske jøder dertil, fordi de havde ry for at være dygtige handelsfolk.

Hvordan udviklede indvandringen af jøder sig fra 1600-1800-tallet?

Fredericia spiller en særlig rolle i dansk-jødisk historie. Byen er grundlagt som fæstningsby, men skulle også fungere som handelscentrum i Jylland. Derfor forsøgte kong Christian V i 1682 at trække udenlandske handelsfolk til byen ved at love dem diverse privilegier. Blandt andet fik man religionsfrihed, ligesom man slap for at skulle betale de 1000 rigsdaler, det andre steder krævedes for opholdstilladelse. Følgelig begyndte jøder at flytte til Fredericia i slutningen af 1600-tallet.

Fra 1700 til 1780 var den jødiske indvandring til Danmark meget lille. En væsentlig forhindring var de penge, man skulle betale for at få opholdstilladelse, men en anden forhindring var, at jøder hverken måtte eje land eller blive optaget i de eksisterende håndværkerlaug før 1788. De jøder, der kom hertil, måtte derfor være opfindsomme, og de kom blandt andet til at gøre sig gældende inden for tobaksspinderi, bomuldstrykkeri, handel med kaffe, te og chokolade, handel med penge, huder og skind, handel med køer og heste, samt handel med brugt tøj.

Først i 1814 blev danske jøder stort set ligestillet med deres medborgere, og derefter blev de jødiske danskere veletableret i det danske samfund, og mange blev hurtigt en del af det bedre borgerskab.

Hvorfor kom jøder til Danmark i begyndelsen af 1900-tallet?

I begyndelsen af det 20. århundrede og under Første Verdenskrig kom en ny gruppe af jøder til Danmark. Det var østeuropæiske jøder, som var på flugt fra forarmelse, diskrimination og pogromer (jødeforfølgelser), som søgte mod nye muligheder i Europa og USA. Omkring 3000 af dem kom til København. De fleste var fattige arbejdere og kom til at bo i Københavns indre by og omkring Adelgade og Borgergade, som dengang var et fattigt kvarter for socialt dårligt stillede.

De senest ankomne jøder var noget mere traditionelle i deres forhold til jødisk kultur og religion end de jøder, der havde boet i Danmark i længere tid, og generelt var de fattigere og arbejdede under hårde kår på systuer og værksteder. Trods de hårde vilkår blev de nytilkomne dog også hurtigt forholdsvis velintegrerede.

Hvordan tog Danmark imod de tyske jøder forud for Anden Verdenskrig?

Den danske flygtningepolitik i 1930’erne var meget afvisende over for tyske flygtninge, og ifølge et kapitel i antologien ”20 begivenheder der skabte Danmark” (se kilder) blev den danske flygtningepolitik ”nøje synkroniseret i henhold til andre europæiske landes politik, og grænserne gradvist lukket for jødiske flygtninge”. I løbet af 30’erne fik en del jøder fra Tyskland, på foranledning af det jødiske samfund i Danmark, dog lov at komme igennem Danmark og blev på den måde reddet, om end Danmark ikke gav dem flygtningestatus i henhold til internationale traktater. Af førnævnte antologi fremgår det, at ”for jøder på flugt fra Nazityskland var Danmark udelukkede en mellemstation, og de, der nåede til Danmark, ventede blot på muligheden for at rejse til mere venligtsindede lande. Så længe jøderne var i Danmark, havde de ingen rettigheder som flygtninge, de havde ingen fundamentale borgerlige rettigheder, havde ingen mulighed for at tjene til føden og var derfor ofte afhængige af almisser hovedsageligt fra jødiske organisationer og af socialhjælp.”
Omkring 1500 unge tyske jøder kom ud til Danmark. Flere af dem tog dog videre til Palæstina. Cirka 300 jødiske børn i alderen 14-16 år kom endvidere til Danmark i 1939 under et hjælpeprogram, hvor de skulle oplæres i landbrug i Danmark for så at komme videre til Palæstina. På grund af krigen blev de fleste dog i Danmark, men her måtte de leve under usikre forhold, da den danske regering i 1941 forbød hjælpearbejdet for flygtningene, og mange af de jødiske flygtninge forsøgte herefter at flygte til Sverige. Desuden afviste og udviste Danmark adskillige jødiske flygtninge til den sikre død helt frem til 1943, fremgår det af førnævnte antologi.

Hvordan havde de danske jøder det under krigen?

Den jødiske befolkning i Danmark havde ved krigens udbrud en størrelse på omkring 8000 mennesker. De havde ikke kunnet undgå at mærke efterdønningerne af jødehadet i Tyskland, og i Danmark havde der da også været en vis opblussen af antisemitisme i løbet af 1930’erne, ligesom en lille del af befolkningen var decideret antisemitisk. En vis nervøsitet spredte sig således i den jødiske befolkning, da Danmark blev besat af nazisterne, men den blev hurtigt afløst af lettelse, da den danske samarbejdspolitik (også kaldet kollaborationspolitik) gav jøderne en beskyttelse imod forfølgelse. Det Mosaiske Trossamfund opfordrede til, at man holdt lav profil, så man undgik tyskernes opmærksomhed, og det lykkedes godt langt ind i besættelsestiden.

 

Jødeaktionen i Danmark

Hvad var optakten til jødeaktionen i Danmark?

I 1943 var Danmark det eneste besatte land, hvor en jødeaktion ikke havde fundet sted. Årsagen var samarbejdspolitikken. Det hårdt pressede og nedslidte Tyskland havde brug for et stabilt forhold til Danmark og danskerne, så de fortsat kunne få fødevareforsyninger fra Danmark.

I sensommeren 1943 herskede der en optimisme i Danmark. Man troede, at nu måtte krigen snart være ovre. De tyske tropper ved Østfronten var på tilbagetog efter nederlaget ved Stalingrad, og de allierede styrker rykkede op i Italien. Det smittede af på situationen i Danmark, hvor den spirende modstandsbevægelse stod bag mere og mere sabotage.

For at bremse sabotagen og de folkelige uroligheder erklærede de tyske besættere Danmark i undtagelsestilstand den 29. august 1943. Dermed blev Danmark underlagt tysk militær, og Danmark var et skridt nærmere en egentlig jødeaktion.

I første halvdel af september 1943 foregik der på foranledning af den nazistiske øverstbefalende i Danmark, rigsbefuldmægtigede Werner Best, en livlig korrespondance mellem de øverstbefalende i Danmark og den øverste ledelse i Tyskland. Resultatet blev, at man med Hitlers underskrift den 17. september 1943 beordrede en aktion imod de danske jøder.

Hvornår foretog man de første anholdelser?

Allerede den 29. august 1943 blev særligt fremtrædende jøder anholdt sammen med andre, som nazisterne anså for at være særligt fjendtlige over for Nazi-Tyskland. De blev interneret i Horserødlejren i Nordsjælland. To dage efter, den 31. august, blev der begået røveri mod Mosaisk Trossamfunds sekretariat i Nybrogade i København. Bag røveriet stod danske nazister, som fik fat i en optegnelse over trossamfundets medlemmer og deres adresser. De danske nazister, der begik røveriet, gav listen over de danske jøder videre til den tyske ledelse i Danmark.

Den 17. september gik tysk politi i aktion mod den jødiske menigheds arkiv i Ny Kongensgade i København, og med de to medlemskartoteker tilsammen havde tyskerne nu adresser på de fleste jøder i Danmark.

Hvad var jødeaktionen?

Fredag den 1. oktober 1943 var en særlig dag for jøderne. Det var nemlig jødisk nytår, og under normale omstændigheder ville jøderne tilbringe aftenen i hjemmet og spise middag med familien. Det var således næppe tilfældigt, at tyskerne havde besluttet, at jødeaktionen skulle finde sted netop denne dag.

I dagene op til selve aktionen blev omkring 1.500 mand fra det tyske ordenspoliti overført til Danmark sammen med 300 tyske sikkerhedspolitifolk, som alle skulle bistå i aktionen, og ved havnekajen Langelinje lå skibet Wartheland klar til at transportere de danske jøder, som blev anholdt, til koncentrationslejren Theresienstadt i Polen.

Omkring kl. 20 om aftenen den 1. oktober 1943 gik aktionen i gang på Sjælland, hvor det tyske politi – anført af stedkendte danske nazister – tog rundt til de adresser, hvor de havde oplysninger om, at der boede jøder. En tilsvarende aktion gik i gang på Fyn og i Jylland tidligt den 2. oktober.

Det opsøgende tyske politi havde dog fået et usædvanligt påbud. De måtte ikke bryde ind hos jøderne, men skulle nøjes med at ringe på. Påbuddet blev dog ikke efterlevet alle steder, og i mange tilfælde skaffede man sig adgang til lejligheder og huse ved hjælp af nøgler, som man havde fået af lejlighedernes administratorer eller andre til at udlevere.

Hvor mange jøder blev fanget?

Der var tale om en effektiv lynaktion, men alligevel var resultatet af den begrænset. Ud af de cirka 8000 danske jøder fangede man i Københavnsområdet 202 fortrinsvis ældre jøder, som ikke havde orket eller haft mulighed for at flygte, eller som ikke troede på, at en aktion ville finde sted. De tilfangetagne blev ført til skibet Wartheland. På Fyn og i Jylland fangede man 82 mennesker, fortrinsvis unge jøder, som ikke var blevet advaret om den forestående aktion. De blev transporteret med tog til Tyskland, hvorfra turen gik videre med kreaturvogn til koncentrationslejren Theresienstadt i Tjekkiet – som også var endestation for de tilfangetagne i Københavnsområdet.

I løbet af de kommende uger blev yderligere 197 jøder taget til fange, og efter kortere tilfangetagelser i Danmark, blandt andet i Horserødlejren i Nordsjælland, blev også disse fanger transporteret til Theresienstadt.

 

Redningen af de danske jøder

Daværende Statsminister Anders Fogh Rasmussen ved en mindehøjtidelighed i Synagogen for 60 året for redningen af de danske jøder i oktober 1943. / Foto: Bo Tornvig
Daværende Statsminister Anders Fogh
Rasmussen ved en mindehøjtidelighed
i Synagogen for 60 året for redningen
af de danske jøder i oktober 1943.

Foto: Bo Tornvig / Scanpix

Hvem advarede jøderne?

Flere centralt placerede personer i den tyske ledelse i Danmark var imod jødeaktionen. Blandt andet var repræsentanter for det tyske militær i Danmark modstander af aktionen. Den øverstkommanderende for de tyske tropper, Hermann von Hanneken, frygtede for følgerne af en deportation, da han mente, at den ville medføre et dårligere samarbejde med de danske myndigheder og den danske befolkning. Også chefen for det tyske sikkerhedspoliti i Danmark, Rudolf Mildner, og leder af det tyske politi indtil 29. august 1943, Paul Kannstein, var imod aktionen.

En helt central modstander blev skibsfartsattaché ved det tyske gesandtskab i København, G. F. Duckwitz. Den 28. september advarede han sine kontakter i det danske socialdemokrati, H.C. Hansen og Hans Hedtoft, om den forestående jødeaktion. De to danske politikere lod hurtigt beskeden gå videre til det jødiske samfund, og under en andagt i synagogen i København den 29. september opfordrede overrabbiner Marcus Melchior alle jøder til at flygte.

Hvornår begyndte jøderne at flygte?

Selvom en mindre gruppe jøder allerede havde valgt at flygte til Sverige i perioden efter den 29. august ved indførelsen af undtagelsestilstanden, var der i september 1943 kun få danske jøder, som var flygtet fra landet. Baggrunden herfor var blandt andet, at medlemmer af den jødiske menighed havde advaret imod flugt, fordi man frygtede, at en bølge af flygtende jøder kunne få den tyske besættelsesmagt til i stigende grad at rette opmærksomheden imod jøderne.

I perioden efter den 29. august var der dog en masse rygter om en forestående jødeaktion, men først den 28-29. september begyndte den egentlige masseflugt. Målet med flugten var at komme væk fra de adresser, som tyskerne havde fået kendskab til, og efterfølgende komme videre til Sverige.

Da Sverige den 2. oktober officielt meddelte, at man ville tage imod de danske flygtninge, intensiveredes flugten, som kulminerede den 8.-9. oktober 1943, hvor der i løbet af 48 timer blev bragt op imod 2500 flygtninge over Øresund.

Omkring midten af oktober var ni ud af ti danske jøder reddet i sikkerhed på svensk grund, men der foregik stadig transporter i vinteren 1943-44 – især med eftersendelser af småbørn og ægtefæller.

Hvordan foregik flugten i begyndelsen?

Til at begynde med var der tale om individuelt planlagte flugtruter, som jøderne selv arrangerede. Mange tog kystbanetoget fra København, hvor de fleste boede, og til skjulesteder forskellige steder på Øresundskysten. Mange tog op til de områder i Nordsjælland, hvor de plejede at holde sommerferie, og her blev de indlogeret hos folk, de kendte i forvejen eller hos tilfældige, som var parate til at hjælpe. Derfra fik de enten ved egen hjælp eller via mellemmænd kontakt til en fisker eller en anden person, der kunne sejle dem over Øresund.

Hvordan udviklede organiseringen af flugten sig?

Hurtigt efter jødeaktionens annoncering skød der adskillige hjælpegrupper frem, som organiserede flugtarbejdet. De bestod ofte af mennesker fra vidt forskellige dele af det danske samfund. En del læger var engageret i arbejdet, og de hjalp blandt andet med at indlægge jøder under kristne navne og skrive falske journaler, så de kunne blive på hospitalet, indtil der opstod en flugtmulighed. Andre læger stod for at bedøve børnene inden transporten over sundet for at forhindre, at børnene gav sig til at græde under flugten og dermed alarmerede tyskerne. Præster, universitetsstuderende og mange helt almindelige mennesker hjalp med at finde skjulesteder, skaffede mad til de flygtende og bidrog til det praktiske arbejde med at koordinere flugten. Medlemmer af det danske politi og især kystpolitiet hjalp med at bevogte havneområderne og overfartsstederne, så de flygtende kunne komme sikkert i bådene, og fiskere og andre med adgang til både stod som oftest for selve sejladsen over Øresund.

Fire ud af fem jøder kom ifølge ”Den dyre flugt” (se kilder) til Sverige i en fiskekutter, men derudover blev stort set alle former for fartøjer benyttet: bl.a. de københavnske havnerundfartsbåde, kajakker, robåde, lodsbådene, Helsingør-Helsingborg-færgerne, Bornholmerfærgen samt Wiibroe-bryggeriets ølbåde.

Hvor flygtede jøderne fra?

Der var en lang række udskibningssteder på Sjælland og herunder Lolland-Falster til forskellige byer i Sverige. Et par enkelte afsejlinger gik dog også fra Nordjylland. Følgende er en liste over byer og steder, hvorfra der skete illegale sejladser:

·     Fanefjord

·     Faxe Ladeplads

·     Frihavnen-Nordhavn

·     Gilleleje

·     Gjorslev

·     Helsingør, Snekkersten og Espergærde

·     Hesnæs

·     Holbæk

·     Hornbæk

·     Humlebæk

·     Klinten

·     Klitholm

·     Københavns red – Christianshavns Kanal

·     Køge

·     Liselund

·     Mosede

·     Nivå

·     Rødvig

·     Smidstrup

·     Sortsø

·     Strøby

·     Stubbekøbing

·     Sydhavnen

·     Taarbæk

·     Tuborg Havn

·     Udsholt

·     Vedbæk

 

Hvordan kunne det lade sig gøre?

Der er flere væsentlige grunde til, at det lod sig gøre at redde størstedelen af de danske jøder:

· De tyske planer blev lækket.

· Sverige indvilligede i at åbne sine grænser for de danske jøder.

· Sveriges nærhed – farvandet mellem Sjælland og Sverige er på det mest smalle stykke blot 3,8 kilometer.

· Den lange kyststrækning var vanskelig at bevogte, og oven i købet var den usædvanligt dårligt bevogtet under og efter jødeaktionen. Blandt andet fordi en tysk kommandant, som var venligt stemt over for jøderne, sørgede for, at den tyske flådes kystbevogtningsfartøjer var til reparation i begyndelsen af oktober og derfor ikke kunne sættes ind mod flygtningene.

· Det officielle Danmark tog afstand fra jødeaktionen – både kongen, politikerne, universiteterne, fagforeningerne og mange andre. Det gav et indtryk af, at danskerne stod sammen om at redde jøderne, og det var med til at motivere en lang række danskere til at bidrage til flugtaktionen ved at stille deres hjem til rådighed for flygtende, der havde brug for et sted at overnatte, ved at donere et måltid, hjælpe med transport osv. Nogle af hjælperne var allerede organiseret i den danske modstandsbevægelse, mens andre blev involveret i modstandsarbejdet i forbindelse med jødeaktionen. Hovedparten deltog blot ved en gang eller to at åbne dørene for de flygtende.

· Flere store virksomhedsejere stillede penge til rådighed for redningsarbejderne; deriblandt A.P. Møller Mærsk, tømmerhandler Johannes Fog og skibsreder Knud Lauritzen. Også Dansk Arbejdsgiverforening var blandt de organisationer, som stillede midler til rådighed

· Danmark er et lille land, og dengang levede man hovedsageligt i små samfund, hvor de sociale bånd var tætte. Dermed kunne rygtet hurtigt spredes og hjælp mobiliseres.

· Det danske demokratiske sindelag bliver endvidere fremhævet som en særlig grund til, at redningsaktionen kunne ske så effektivt. Den israelske forsker Leni Yahil fremhæver i ”Et demokrati på prøve” (se kilder), at ”Det danske folks særlige karakter med dets moralske niveau og kærlighed til frihed og demokrati” er en væsentlig årsag til, at redningsaktionen lykkedes.

· Endelig skal det nævnes, at de danske jøder selv var aktive i at planlægge og gennemføre flugten. De var altså ikke blot passive ofre, som blev hjulpet af heltemodige danskere. Det understreges i et kapitel i bogen ”20 begivenheder der skabte Danmark” (se kilder).

Hvor mange hjælpere var der?

Historikerne er meget uenige om, hvor mange hjælpere der deltog i redningsarbejdet. Besættelseshistoriker Jørgen Hæstrup mener, at der var i titusindvis, mens Rasmus Kreth og Michael Mogensen i bogen ”Flugten til Sverige” (se kilder) anslår et forsigtigt tal på nogle hundreder. Ifølge Sofie Lene Bak, museumsinspektør ved Dansk Jødisk Museum, var der formentlig tale om nogle tusinder.

Selvom antallet er uvist, er der ingen tvivl om, at der var mange involveret. Muligvis var det et fåtal, der forestod selve sejladserne, men derudover var der chauffører, folk som åbnede deres hjem for flygtninge og stillede mad på bordet, mennesker som eskorterede de flygtende fra banegården til deres skjulested og så videre. Desuden var der mange, som vidste eller anede, hvad der skete, og som undlod at angive flygtningene og deres hjælpere til den tyske besættelsesmagt. Andre gav de flygtende opmuntrende ord med på vejen uden derudover at involvere sig i flugten.

Hvem tjente penge på at hjælpe jøderne med at flygte?

De fleste, der gav husly, mad og anden praktisk hjælp til flygtningene på landjorden, hverken krævede eller fik nogen betaling for deres indsats. Til gengæld betalte mange af de flygtende jøder store summer for at blive transporteret over sundet, og et beløb på 5000 kroner per person var ikke ualmindeligt. Omsat til vore dages penge svarer det til cirka 100.000 kroner. Ofte var det de fiskere, der sejlede flygtningene over sundet eller lånte deres både ud, som tjente mest på flugten. En almindelig årsløn for en fisker lå den gang på 2-3000 kroner, så beløb på op mod 5000 kr. per person, der blev fragtet over sundet, var betydelige.

Der findes også eksempler på organisationer, der havde det som en præmis, at de ikke ville tjene penge på andres nød. En af disse organisationer gik under navnet Helsingør Syklub og bestod blandt andet af en bogbinder, en redaktør og en kystbetjent. Bogbinderen Erling Kiær sejlede egenhændigt 142 overfarter og reddede omkring 1400 personer til Sverige, heriblandt 700 jøder, uden at tage mere for det, end hvad der kunne dække organisationens udgifter.

Hvordan har synet på flugtbetalingen ændret sig?

I mange år blev det betragtet som rimeligt, at fiskerne havde tjent på flygtningearbejdet. Argumentet var, at fiskerne frygtede at få konfiskeret deres kutter og dermed miste deres levebrød, hvis de blev taget, og at de formodentlig havde været bange for at blive straffet med fængsel eller blive sendt i koncentrationslejr. Desuden var nogle fiskere angiveligt bange for, at svenskerne ville arrestere flygtningehjælperne og konfiskere båden, og derfor mente mange både under krigen og i den første del af efterkrigstiden, at det var rimeligt, at fiskerne tog penge for at agere flugthjælpere. Siden har synet på flugtøkonomien ændret sig, og der er kommet et mere kritisk blik på den høje pris, som fiskerne krævede af flygtningene.

Forskerne mener dog, at det især var i forbindelse med de første desperate sejladser, at prisen var så høj. Da de deciderede flygtningeruter blev organiseret, blev det billigere, om i mange tilfælde blev det kutyme, at man betalte efter evne. Endvidere fik de sejlende blot en del af indtægten, mens resten gik til det øvrige arbejde i forbindelse med flugten. Men den frygt for tilfangetagelse, som fiskerne og de øvrige involverede i første omgang blev antaget af have næret, er der også blevet sat spørgsmålstegn ved.

Var det overhovedet farligt at hjælpe jøderne?

Mange har efterfølgende påpeget, at redningsaktionen ikke var videre farlig. Der var stort set ingen af hjælperne, der blev pågrebet i forbindelse med en jødeflugt, og meget få af de danske hjælpere blev straffet for at hjælpe jøderne. De, der blev taget, blev overladt til det danske retssystem, hvor de enten blev sluppet ud af bagdøren, blev frifundet eller blev idømt mindre straffe.

Enkelte af flugthjælperne kom dog i tyske flygtningelejre, men det skete først i 1944, da de hjalp modstandsfolk og kurerer med at flygte til Sverige. Blandt andet kom kroejer H.C. Thomsen fra Snekkersten til Neuengamme, hvor han endte sine dage som følge af tortur.

At så mange flygtningehjælpere trods alt skulle slippe nådigt, vidste man selvsagt ikke dengang. I oktober 1943 forlød det eksempelvis i radioudsendelser, at der var ekstra opsyn langs Sjællands østkyst, og man var overbevist om, at man ville blive straffet hårdt, hvis man hjalp de jødiske flygtninge. Desuden blev der allerede i perioden 29. august til 1. oktober anholdt 43 personer for meddelagtighed, og de første domfældelser fandt først sted den 23. oktober, hvor tre medhjælpere først blev frikendt, men sidenhen – efter tysk pres – blev idømt tre måneders hæfte ved Landsretten.

Hvor dramatisk var redningsaktionen?

Situationen omkring flugten var dog dramatisk; det gælder blandt andet hændelserne i Gilleleje i begyndelsen af oktober 1943. Det lille samfund stod sammen om at hjælpe en større gruppe jøder, og den 6. oktober havde man skjult omkring 80 jøder på loftet i byens kirke, hvor de ventede på, at der skulle vise sig mulighed for at komme over Øresund. Inden da blev kirken imidlertid stormet af Gestapo, og samtlige af de jøder, der skjulte sig på loftet – bortset fra en enkelt, der havde gemt sig i kirketårnet –, blev sendt til koncentrationslejren Theresienstadt. Ligeledes blev jødiske borgere, der opholdt sig i menighedshuset og på Søborggård i Gilleleje, taget til fange, og også de blev sendt til Theresienstadt. I alt 107 personer.

Stemningen var således præget af stor nervøsitet i oktoberdagene, hvor mindst 13 jøder begik selvmord, mens mindst 22 jøder og en sejler druknede på vej over Øresund. I et af de værste tilfælde besluttede en familie at begå kollektivt selvmord, da de troede, at muligheden for at komme til Sverige var forpasset. Manden skar halsen over på sin kone og deres to små børn, men da han nåede til sig selv, svigtede modet. Politiet fandt familien i Julebæk nord for Helsingør. Også andre familier foretrak selvmord frem for at blive taget af tyskerne, og med sig på flugten havde de derfor giftampuller, som de kunne tage, hvis de blev tilbageholdt.

 

Betydningen af redningsaktionerne

Hvordan var situationen for de danske jøder i forhold til jøder i resten af Europa?

Hvis man ser de danske jøders skæbne i forhold til den skæbne, som jøderne i de øvrige europæiske lande led, kan man godt forstå, at redningsaktionen er blevet betegnet som et mirakel. Da krigen var omme, var 78 procent – svarende til seks millioner mennesker – ud af den samlede jødiske befolkning i Europa blevet slået ihjel som følge af nazisternes udryddelsesprogram. I områder som Polen, de baltiske lande og Tyskland var udryddelsesprocenten endda omkring 90. I den modsatte ende af skalaen lå Finland, Bulgarien og Danmark, hvor næsten samtlige af de henholdsvis cirka 2000, 48.000 og 8000 jødiske indbyggere blev reddet. I Danmark undslap 95 procent af jøderne – svarende til 7.906 danske jøder og halvjøder. 481 blev sendt til koncentrationslejren Theresienstadt, hvoraf 52 døde. Samlet set overlevede således 99 procent af de danske jøder.

Hvordan er omverdenens syn på redningsaktionen?

Allerede i oktober 1943 skrev en række udenlandske medier om redningen af de danske jøder. Den israelske forsker Leni Yahil skriver i ”Et demokrati på prøve” (se kilder): ”Jødernes redning i Danmark var allerede legendarisk, mens den endnu stod på. Nyheden derom, som øjeblikkeligt spredtes i hele den frie verden, fremkaldte forundring og beundring og virkede dybt velgørende: her havde man et lille folk, på nåde og unåde i den almægtige erobrers kløer, som rejste sig og reddede det lille jødiske samfund i dets midte lige for næsen af forfølgeren til Sverige i en aktion, som har fået navnet ”Det lille Dunkerque”.”

Også sidenhen har Danmark fået positiv opmærksomhed på grund af redningen af de danske jøder. På holocaustmuseet i Jerusalem, Yad Vashem, er der plantet et træ til ære for den samlede danske modstand i oktober 1943.

Kutteren ”Astrid”, som fragtede jøder over Sundet fra Snekkersten, var fra 1968-1989 (hvor den brændte) opstillet som monument i Haifa i Israel, og båden Ö2, som blev brugt af Helsingør Syklub, er udstillet på holocaustmuseet i Washington. Herudover findes både i Danmark, Sverige og andre lande en række monumenter, som fejrer begivenheden.

Hvordan er historikernes syn på redningsaktionen?

Generelt har danske historikere fremhævet både den danske samarbejdspolitik over for tyskerne samt redningen af de danske jøder som et fornemt kapitel i Danmarks historie, ligesom mange af flygtningehjælperne er blevet hædret for deres indsats. Desuden er der skrevet utallige bøger om emnet, og der er også skrevet skuespil og lavet dokumentar- og spillefilm, der sætter de dramatiske begivenheder i oktober ’43 i scene. I de senere år har en række historikere dog kritiseret den efter deres mening meget unuancerede og ukritiske beskrivelse af det danske folk som særlig heltemodigt og jødevenligt. To af disse historikere, Bent Blüdnikow og Vilhjálmur Örn Vilhjálmson, bidrog i 2006 med et kapitel i antologien ”20 begivenheder der skabte Danmark” (se kilder). I kapitlet, der har overskriften ”Da jøderne reddede Danmark”, skriver de to historikere, at det ganske vist er svært at sidestille dansk antisemitisme i 1930’erne med antisemitisme hos andre europæere, men ”alligevel er det utroligt at være vidne til, at redningen af jøder i 1943, hvor kun en lille procentdel af danskerne deltog, stadig bruges som bevis for, at danskere simpelthen ikke kunne have været antisemitter, eller at motivationen for udvisninger og afvisninger af jøder fra Danmark ikke var antisemitisme.”

Der er ingen tvivl om, at motivationen for at hjælpe jøderne på flugt var mange facetteret, men uanset hvordan man end vender og drejer det, var jødernes situation i Danmark anderledes end i andre europæiske lande. Dels blev langt flertallet reddet til Sverige, og denne redningsaktion var ikke lykkedes uden, at mange stod sammen om at hjælpe. Dels blev de danske jøder, der blev taget af Gestapo og sendt til Theresienstadt, hjulpet. De danske embedsmænd fik således forhandlet, at Røde Kors måtte besøge lejren, og at danskerne måtte sende Røde Kors-pakker dertil. Og dels blev de danske jøder taget imod med flag og fejring, da de vendte hjem fra henholdsvis Theresienstadt og Sverige i ’45. Som også historiker Sofie Lene Bak skriver i ”Jødeaktionen oktober 1943”(se kilder): ”I et Europa, hvor de lokale befolkninger og de allierede – i international sammenhæng benævnt ”the bystanders” – i vidt og skræmmende omfang forholdt sig passivt eller endog deltog i terroriseringen af jøderne, handlede danskerne anderledes.”

 

Kilder til baggrund

Danske undervisningsmaterialer på nettet

Temasamling om oktober 43 og aktionen mod de danske jøder med blandt andet en tidslinje og historiske billeder fra aktionerne.
Det store befrielsessite har et tema om "Sider af modstandskampen – Redningen af de danske jøder" med blandt andet lærevejledninger og arbejdspørgsmål.
Samling af materiale om jøderne i Danmark samt om jødisk tro og traditioner.

Artikler

Jensen, Christian:
Leder i Information den 2. oktober 2013: Oktober 1943.

Fagbøger

Lidegaard, Bo:
Landsmænd – De danske jøders flugt i oktober 1943. Politikens Forlag, 2013.
Bak, Sofie Lene:
Ikke noget at tale om. Dansk Jødisk Museum, 2010. Med afsæt i en lang række interviews med jøder, som oplevede flugten til Sverige, giver Bak et indblik i de danske jøders krigsoplevelser.
Abrahamowitz, Finn:
Da jeg var lille var Danmark stor. Høst og søn, 2003. Den lille historie i den store – en personlig beretning om at flygte til Sverige, krydret med historiske fakta om besættelsestiden og baggrunden for flugten.
Andersen, Palle:
Det moralske dilemma. Den illegale presse og den tyske jødeaktion oktober 1943. Historisk samling ved besættelsestiden, 2003. Om de moralske dilemmaer, besættelsestiden bød på, og ikke mindst om modstandsarbejdet.
Mogensen, Michael, Otto Rühl og Peder Wiben:
Aktionen mod de danske jøder oktober 1943. Systime, 2003. Bogen bygger på centralt dansk, svensk og tysk arkivmateriale og er tænkt som undervisningsbog rettet mod gymnasieskolerne.
Bak, Sofie Lene:
Jødeaktionen oktober 1943. Museum Tusculanums Forlag, 2001. Bogen fortæller om den rolle, begivenheden har spillet i efterkrigstidens historieskrivning.
Dethlefsen, Henrik:
De illegale Sverigesruter 1943-45, Odense Universitetsforlag, 1993. Bogen giver et indblik i flygtningeruternes opståen og undersøger, om de førte til en større modstandsbevægelse.
Tortzen, Christian:
Gilleleje oktober 1943. Fremad, 1970. Via øjenvidneberetninger gives et billede af indsatsen i oktober ’43, som den udspilledes i Gilleleje.

Skønlitteratur/personlige beretninger

Blüdnikow, Bent:
Min fars flugt. ArtPeople/Berlingske, 2013. Journalisten Bent Blüdnikow fortæller den dramatiske historie om faren Benjamin, der under flugten til Sverige kæntrede i en robåd sammen med ni andre.
Foighel, Isi:
Miraklet i Danmark. Jødernes redning 1943-1945. Christian Ejlers’ Forlag, 2007. I bogen fortæller Foighel om krigen igennem en beskrivelse af syv forskellige mennesker. Han fortæller blandt andet sin egen historie om flugten fra Ålsgårde til Sverige og om Duckwitz, der advarede danskerne om den forestående jødeaktion.
Pundik, Herbert:
Det er ikke nok at overleve. Gyldendal, 2007. I sine erindringer skiver Pundik om flugten til Sverige og tiden der samt om at være frivillig i Den Danske Brigade. Bogen handler endvidere om, hvordan Pundik sidenhen uddanner sig til journalist, og om engagementet i Israel, hvor han deltager i den jødisk-arabiske krig i 48-49 og emigrerer til Israel i 1954.
Bornstein, Jytte:
Min rejse tilbage. Munksgaard Rosinante, 1994. Da Jytte Bornstein var otte år, blev hun taget af Gestapo og blev først sendt til Horserød, hvor moren allerede var. Siden blev de begge sendt til Theresienstadt. I bogen fortæller hun med tegninger og ord, hvordan det er at være en lille pige i en uforståelig verden af vold, ydmygelse og mishandling.
Meyer, Torben:
Flugten over Øresund: Jespersen og Pios Forlag, 1967. Med afsæt i sin egen historie fortæller Meyer om flugten fra Snekkersten, om hjælperne og om tiden i Sverige. Her får man blandt andet et indblik i de efterveer, som mange mennesker blev ramt af oven på flugten.
Bertelsen, Aage:
Oktober ’43. C.A. Reitzels Forlag, 1952. Lektor Aage Bertelsen var en del af flygtningeruten omkring Lyngby, og han fortæller om baggrunden for at gå ind i arbejdet samt om, hvordan det foregik.
Gersfelt, Jørgen:
Saadan narrede vi Gestapo. Gyldendal, 1945. Gersfelt var læge og en central del af flygtningeruterne i og omkring Helsingør. I bogen fortæller han om sit engagement i flygtningearbejdet og om mange af de skæbner, han mødte på sin vej.
Kiær, Erling:
Med Gestapo i kølvandet. Frimodt, 1945. Bogbinder Erling Kiær var med til at etablere Helsingør Syklub og sejlede både jøder og sidenhen modstandsfolk over sundet til Sverige, indtil han i efteråret 1944 blev taget af Gestapo og sendt i tysk koncentrationslejr. I bogen fortæller han om rutearbejdet.

Dokumentarfilm

Dansk Institut for Internationale Studier har produceret en række små film med øjenvidner fra flugtaktionerne, der er lagt ud på YouTube i 2013.
Dokumentaren bygger på optagelser fra samtidens Danmark og Europa og skildrer den tyske linje over for Danmark, samt hvordan modstandsbevægelsen langsomt vokser – og kulminerer under jødeflugten.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Redningen af de danske jøder

Kilder citeret i artiklen

Kilder

Hjortsø, Thomas:
Den dyre flugt. People’s Press, 2010. Hjortsø har opsøgt mange af de mennesker, som var engageret i flygtningearbejdet og undersøge i bogen økonomien bag flugtruterne samt flygtningens holdning til de ofte hampre priser.
Elbjørn, Kasper og David Gress (red.):
20 begivenheder der skabte Danmark. Gyldendal og CEPOS, 2006.
Kreth, Rasmus og Michael Mogensen:
Flugten til Sverige. Gyldendal, 1995. En redigeret udgave af en specialeafhandling. Forfatterne har fået adgang til hidtil hemmeligholdt kildemateriale fra det danske og svenske politis og den svenske marines arkiver.
Yahil, Leni:
Et demokrati på prøve. Gyldendal, 1967. Forfatterdisputats afleveret på Det Hebraiske Universitet i Jerusalem. Forfatteren analyserer, hvordan redningsaktionen kunne finde sted.