Redningen af de danske jøder

Artikel type
faktalink
cand.mag. Karina Søby Madsen og cand.scient.pol. Søren Gulmann, iBureauet/Dagbladet Information, september 2013.
Main image
Elisabeth K571, kutter der deltog aktivt i redningen af de danske jøder under Anden verdenskrig. Kutteren sejlede fra Dragør til Sverige.
Elisabeth K571, kutter der deltog aktivt i redningen af de danske jøder under Anden verdenskrig. Kutteren sejlede fra Dragør til Sverige.
Foto: Torben Christensen / Scanpix

”Miraklet i Danmark” er titlen på en af de mange danske bogudgivelser om redningen af jøderne i Danmark i oktober 1943, og det er ikke uden grund. Midt i de nazistiske jødeforfølgelsers inferno, hvor 78 procent af den europæiske jødiske befolkning blev myrdet, overlevede næsten alle de danske jøder. De blev sejlet til Sverige i alt, hvad man kunne fremskaffe af fartøjer – lige fra færger over fiskekuttere til utætte joller og kajakker, og enkelte forsøgte ligefrem at svømme over Sundet. I alt kom 7.906 danske jøder og halvjøder til Sverige, fordi en lang række danskere stod sammen om at hjælpe. Redningen var dog ikke udtryk for, at der ikke herskede antisemitisme i Danmark, understreger nogle forskere.

 

 

 

Baggrund om de danske jøder

Hvornår kom de første jøder til Danmark?

Den dansk-jødiske historie er nært forbundet med handel. Mange jøder er således blevet inviteret til Danmark af kongerne, når der skulle grundlægges nye købstæder.

De første jøder, der indvandrede til Danmark, blev inviteret af den danske konge Christian IV. Da han skulle grundlægge byen Glückstadt i 1616, inviterede han spanske og portugisiske jøder dertil, fordi de havde ry for at være dygtige handelsfolk.

Hvordan udviklede indvandringen af jøder sig fra 1600-1800-tallet?

Fredericia spiller en særlig rolle i dansk-jødisk historie. Byen er grundlagt som fæstningsby, men skulle også fungere som handelscentrum i Jylland. Derfor forsøgte kong Christian V i 1682 at trække udenlandske handelsfolk til byen ved at love dem diverse privilegier. Blandt andet fik man religionsfrihed, ligesom man slap for at skulle betale de 1000 rigsdaler, det andre steder krævedes for opholdstilladelse. Følgelig begyndte jøder at flytte til Fredericia i slutningen af 1600-tallet.

Fra 1700 til 1780 var den jødiske indvandring til Danmark meget lille. En væsentlig forhindring var de penge, man skulle betale for at få opholdstilladelse, men en anden forhindring var, at jøder hverken måtte eje land eller blive optaget i de eksisterende håndværkerlaug før 1788. De jøder, der kom hertil, måtte derfor være opfindsomme, og de kom blandt andet til at gøre sig gældende inden for tobaksspinderi, bomuldstrykkeri, handel med kaffe, te og chokolade, handel med penge, huder og skind, handel med køer og heste, samt handel med brugt tøj.

Først i 1814 blev danske jøder stort set ligestillet med deres medborgere, og derefter blev de jødiske danskere veletableret i det danske samfund, og mange blev hurtigt en del af det bedre borgerskab.

Hvorfor kom jøder til Danmark i begyndelsen af 1900-tallet?

I begyndelsen af det 20. århundrede og under Første Verdenskrig kom en ny gruppe af jøder til Danmark. Det var østeuropæiske jøder, som var på flugt fra forarmelse, diskrimination og pogromer (jødeforfølgelser), som søgte mod nye muligheder i Europa og USA. Omkring 3000 af dem kom til København. De fleste var fattige arbejdere og kom til at bo i Københavns indre by og omkring Adelgade og Borgergade, som dengang var et fattigt kvarter for socialt dårligt stillede.

De senest ankomne jøder var noget mere traditionelle i deres forhold til jødisk kultur og religion end de jøder, der havde boet i Danmark i længere tid, og generelt var de fattigere og arbejdede under hårde kår på systuer og værksteder. Trods de hårde vilkår blev de nytilkomne dog også hurtigt forholdsvis velintegrerede.

Hvordan tog Danmark imod de tyske jøder forud for Anden Verdenskrig?

Den danske flygtningepolitik i 1930’erne var meget afvisende over for tyske flygtninge, og ifølge et kapitel i antologien ”20 begivenheder der skabte Danmark” (se kilder) blev den danske flygtningepolitik ”nøje synkroniseret i henhold til andre europæiske landes politik, og grænserne gradvist lukket for jødiske flygtninge”. I løbet af 30’erne fik en del jøder fra Tyskland, på foranledning af det jødiske samfund i Danmark, dog lov at komme igennem Danmark og blev på den måde reddet, om end Danmark ikke gav dem flygtningestatus i henhold til internationale traktater. Af førnævnte antologi fremgår det, at ”for jøder på flugt fra Nazityskland var Danmark udelukkede en mellemstation, og de, der nåede til Danmark, ventede blot på muligheden for at rejse til mere venligtsindede lande. Så længe jøderne var i Danmark, havde de ingen rettigheder som flygtninge, de havde ingen fundamentale borgerlige rettigheder, havde ingen mulighed for at tjene til føden og var derfor ofte afhængige af almisser hovedsageligt fra jødiske organisationer og af socialhjælp.”
Omkring 1500 unge tyske jøder kom ud til Danmark. Flere af dem tog dog videre til Palæstina. Cirka 300 jødiske børn i alderen 14-16 år kom endvidere til Danmark i 1939 under et hjælpeprogram, hvor de skulle oplæres i landbrug i Danmark for så at komme videre til Palæstina. På grund af krigen blev de fleste dog i Danmark, men her måtte de leve under usikre forhold, da den danske regering i 1941 forbød hjælpearbejdet for flygtningene, og mange af de jødiske flygtninge forsøgte herefter at flygte til Sverige. Desuden afviste og udviste Danmark adskillige jødiske flygtninge til den sikre død helt frem til 1943, fremgår det af førnævnte antologi.

Hvordan havde de danske jøder det under krigen?

Den jødiske befolkning i Danmark havde ved krigens udbrud en størrelse på omkring 8000 mennesker. De havde ikke kunnet undgå at mærke efterdønningerne af jødehadet i Tyskland, og i Danmark havde der da også været en vis opblussen af antisemitisme i løbet af 1930’erne, ligesom en lille del af befolkningen var decideret antisemitisk. En vis nervøsitet spredte sig således i den jødiske befolkning, da Danmark blev besat af nazisterne, men den blev hurtigt afløst af lettelse, da den danske samarbejdspolitik (også kaldet kollaborationspolitik) gav jøderne en beskyttelse imod forfølgelse. Det Mosaiske Trossamfund opfordrede til, at man holdt lav profil, så man undgik tyskernes opmærksomhed, og det lykkedes godt langt ind i besættelsestiden.

 

Jødeaktionen i Danmark

Hvad var optakten til jødeaktionen i Danmark?

I 1943 var Danmark det eneste besatte land, hvor en jødeaktion ikke havde fundet sted. Årsagen var samarbejdspolitikken. Det hårdt pressede og nedslidte Tyskland havde brug for et stabilt forhold til Danmark og danskerne, så de fortsat kunne få fødevareforsyninger fra Danmark.

I sensommeren 1943 herskede der en optimisme i Danmark. Man troede, at nu måtte krigen snart være ovre. De tyske tropper ved Østfronten var på tilbagetog efter nederlaget ved Stalingrad, og de allierede styrker rykkede op i Italien. Det smittede af på situationen i Danmark, hvor den spirende modstandsbevægelse stod bag mere og mere sabotage.

For at bremse sabotagen og de folkelige uroligheder erklærede de tyske besættere Danmark i undtagelsestilstand den 29. august 1943. Dermed blev Danmark underlagt tysk militær, og Danmark var et skridt nærmere en egentlig jødeaktion.

I første halvdel af september 1943 foregik der på foranledning af den nazistiske øverstbefalende i Danmark, rigsbefuldmægtigede Werner Best, en livlig korrespondance mellem de øverstbefalende i Danmark og den øverste ledelse i Tyskland. Resultatet blev, at man med Hitlers underskrift den 17. september 1943 beordrede en aktion imod de danske jøder.

Hvornår foretog man de første anholdelser?

Allerede den 29. august 1943 blev særligt fremtrædende jøder anholdt sammen med andre, som nazisterne anså for at være særligt fjendtlige over for Nazi-Tyskland. De blev interneret i Horserødlejren i Nordsjælland. To dage efter, den 31. august, blev der begået røveri mod Mosaisk Trossamfunds sekretariat i Nybrogade i København. Bag røveriet stod danske nazister, som fik fat i en optegnelse over trossamfundets medlemmer og deres adresser. De danske nazister, der begik røveriet, gav listen over de danske jøder videre til den tyske ledelse i Danmark.

Den 17. september gik tysk politi i aktion mod den jødiske menigheds arkiv i Ny Kongensgade i København, og med de to medlemskartoteker tilsammen havde tyskerne nu adresser på de fleste jøder i Danmark.

Hvad var jødeaktionen?

Fredag den 1. oktober 1943 var en særlig dag for jøderne. Det var nemlig jødisk nytår, og under normale omstændigheder ville jøderne tilbringe aftenen i hjemmet og spise middag med familien. Det var således næppe tilfældigt, at tyskerne havde besluttet, at jødeaktionen skulle finde sted netop denne dag.

I dagene op til selve aktionen blev omkring 1.500 mand fra det tyske ordenspoliti overført til Danmark sammen med 300 tyske sikkerhedspolitifolk, som alle skulle bistå i aktionen, og ved havnekajen Langelinje lå skibet Wartheland klar til at transportere de danske jøder, som blev anholdt, til koncentrationslejren Theresienstadt i Polen.

Omkring kl. 20 om aftenen den 1. oktober 1943 gik aktionen i gang på Sjælland, hvor det tyske politi – anført af stedkendte danske nazister – tog rundt til de adresser, hvor de havde oplysninger om, at der boede jøder. En tilsvarende aktion gik i gang på Fyn og i Jylland tidligt den 2. oktober.

Det opsøgende tyske politi havde dog fået et usædvanligt påbud. De måtte ikke bryde ind hos jøderne, men skulle nøjes med at ringe på. Påbuddet blev dog ikke efterlevet alle steder, og i mange tilfælde skaffede man sig adgang til lejligheder og huse ved hjælp af nøgler, som man havde fået af lejlighedernes administratorer eller andre til at udlevere.

Hvor mange jøder blev fanget?

Der var tale om en effektiv lynaktion, men alligevel var resultatet af den begrænset. Ud af de cirka 8000 danske jøder fangede man i Københavnsområdet 202 fortrinsvis ældre jøder, som ikke havde orket eller haft mulighed for at flygte, eller som ikke troede på, at en aktion ville finde sted. De tilfangetagne blev ført til skibet Wartheland. På Fyn og i Jylland fangede man 82 mennesker, fortrinsvis unge jøder, som ikke var blevet advaret om den forestående aktion. De blev transporteret med tog til Tyskland, hvorfra turen gik videre med kreaturvogn til koncentrationslejren Theresienstadt i Tjekkiet – som også var endestation for de tilfangetagne i Københavnsområdet.

I løbet af de kommende uger blev yderligere 197 jøder taget til fange, og efter kortere tilfangetagelser i Danmark, blandt andet i Horserødlejren i Nordsjælland, blev også disse fanger transporteret til Theresienstadt.