Hvad var opfattelsen af jøder i Danmark inden Anden Verdenskrig?
Jøder havde været en minoritet i Danmark siden 1600-tallet, men frem til slutningen af det 19. århundrede udgjorde de kun et par tusinde. Som følge af jødeforfølgelser (progromer) i Østeuropa ankom endnu nogle tusinde jøder til Danmark i slutningen af 1800-tallet. Af de omkring 8.000 jøder, der boede i Danmark ved udbruddet af Anden Verdenskrig, var størstedelen bosiddende i København.
Den antisemitisme (racisme mod jøder), som i det nazistiske Tyskland var udviklet til en udryddelsespolitik, var også udbredt i Danmark. Efter statsbankerotten i 1813 blev jøder gjort til syndebuk, bl.a. fordi den jødiske finansmand David Amsel Meyer (1755-1813) havde været blandt Frederik 6.’s nærmeste økonomiske rådgivere. Konflikten kulminerede i 1819 i den såkaldte ’Jødefejde’, hvor jøder blev angrebet i København og i enkelte andre byer, som det beskrives på Danmarkshistoriens artikel om Jødefejden 1819 (se kilde 1).
Som det beskrives på Dansk Institut for Internationale Studiers hjemmeside folkedrab.dk (se kilde 2) fandtes der også i tiden op til og under holocaust antisemitisme i Danmark og kun få satte spørgsmålstegn ved det nazistiske syn på jøder. Åbenlyse udtryk for antisemitisme blev imidlertid stadigt mindre socialt acceptabelt i Danmark i løbet af 1930erne og 1940erne. De færreste ønskede at blive associeret med barbariet syd for grænsen og med den tyske besættelsesmagt i øvrigt. Udsigten til, at Tyskland ville tabe krigen, betød fra 1943 også, at det blev stadigt vigtigere at vise, at man stod på den rigtige side af historien.
Hvad betød den danske samarbejdspolitik?
Da Danmark blev besat af Tyskland 9. april 1940, blev regeringen stillet over for et svært valg: samarbejde eller modstand. Det sidste ville sikkert føre til, at folkestyret blev afskaffet, og mange troede desuden, at Tyskland snart ville vinde krigen. Regeringen, de store politiske partier og erhvervslivet valgte at samarbejde med besættelsesmagten. Der blev i sommeren 1940 dannet en tværpolitisk samlingsregering, der forhandlede en række handelsaftaler på plads med tyskerne. Regering, folketing og myndigheder, som f.eks. retsvæsen og politi fik lov til at fungere videre, og samfundet kunne fortsætte relativt uanfægtet.
Prisen for samarbejdspolitikken var store indskrænkninger i borgernes rettigheder. Bl.a. blev det i 1941 forbudt at være kommunist, og hundredvis af kommunister blev arresteret og interneret – dvs. tilbageholdt uden rettergang. Allerede før jødeaktionen begyndte tyskerne at deportere kommunister og andre fanger (f.eks. fra modstandsbevægelsen) til koncentrationslejre i Tyskland.
Mange danske virksomheder blev pålagt at producere for tyskerne under årene med samarbejdspolitik. Danmark var dermed på mange måder en afgørende brik i den tyske krigsmaskines forsyningskæder. Ifølge historiker Hans Kirchhoff i bogen ”Samarbejde og modstand under besættelsen” (se kilde 3) accepterede befolkningen stort set samarbejdspolitikken frem til sommeren 1943, hvor en række tyske nederlag på bl.a. Østfronten fik mange til at tro, at krigen snart var slut. Antallet af sabotageaktioner steg, og situationen udviklede sig til store generalstrejker og optøjer i en række danske byer. Tyskerne stillede 28. august den danske regering et ultimatum (se kilde 4): Der skulle indføres undtagelsestilstand og dødsstraf for sabotage. Regeringen valgte at gå af. Dermed var samarbejdspolitikken faldet, og tyskerne så ikke længere nogen grund til at skåne de danske jøder.
Hvordan var den økonomiske situation i Danmark?
Selvom Danmark på grund af samarbejdspolitikken blev mindre hårdt ramt økonomisk i besættelsens første år, havde Anden Verdenskrig også store økonomiske konsekvenser i Danmark, hvor der blev indført rationering allerede før besættelsen. Som det beskrives i Museerne i Fredericias kildesamling om rationering (se kilde 5) blev benzin og kul rationeret i Danmark allerede i september 1939. Som det beskrives i ”Danske modstandskvinder” (se kilde 6) betød det imidlertid også, at modstandsgrupperne let kunne høre, hvis tyskerne kom – de kørte nemlig i benzindrevne køretøjer.
Inden udgangen af 1940 var yderligere dagligvarer som brød, gryn, smør, margarine og sæbe blevet rationeret. Der var størst mangel på varer, som ikke kunne fremstilles i Danmark, f.eks. kaffe. Arbejdsløsheden var stor og havde været det siden 1930erne. Under besættelsen blev arbejdsløse opfordret til at arbejde for tyskerne – herunder at tage til Tyskland og arbejde.
Ifølge Danmarkshistoriens opslag om jødeaktionen (se kilde 7) spillede Danmarks betydning for den tyske krigsøkonomi en rolle for Werner Bests beslutning om at tillade, at de danske jøder blev advaret på forhånd: Hvis den jødiske del af befolkningen faktisk blev pågrebet og deporteret, kunne det udløse nye massestrejker og intensiveret sabotage, hvilket ville forstyrre den tyske krigsmaskine på et afgørende tidspunkt i krigen. Muligvis spekulerede han også i, at det ville stille ham selv i et bedre lys i tilfælde af, at Tyskland ikke vandt krigen.