Hvad er FN?
FN står for Forenede Nationer, på engelsk United Nations (UN). Begrebet United Nations blev første gang brugt af den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt 1. januar 1942. Det var under Anden Verdenskrig i en erklæring, hvor 26 nationer lovede at kæmpe sammen mod de såkaldte aksemagter, Nazi-Tyskland og de fascistiske stater Italien og Japan samt deres støtter (kaldet vasallande).
Det første skridt mod dannelsen af FN var ifølge UN History (se kilder) blevet taget året forinden, hvor ni regeringer (heriblandt den norske), der – på grund af Nazi-Tysklands besættelse – var i eksil i London, underskrev The Inter-Allied Declaration. Her lovede de ”at arbejde sammen, med andre frie befolkninger, i både krig og fred”.
FN blev officielt stiftet i 1945. Den første generalsekretær for FN var norske Trygve Lie, der havde været udenrigsminister og siden statsminister i den norske eksilregering under Anden Verdenskrig. Det var under Lies ledelse, at Verdenserklæringen om Menneskerettighederne blev formuleret og vedtaget i FN.
I FN's radioklassikere (se kilder) kan du bl.a. høre uddrag af Trygve Lies tiltrædelsestale, og du kan høre den amerikanske præsidentfrue Eleanor Roosevelt læse op fra Verdenserklæringen om Menneskerettighederne, og den britiske skuespiller Sir Laurence Olivier læse forordet til FN's stiftende charter op.
Hvad er FNs Verdenserklæring om Menneskerettighederne?
Verdenserklæringen blev vedtaget på FNs generalforsamling 10. december 1948. Den omfatter borgerlige, politiske, økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Ifølge Justitsministeriet (se kilder) fastslår erklæringen ”at alle mennesker uanset race, hudfarve, køn, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse, national eller social oprindelse, formueforhold, fødsel eller anden samfundsmæssig stilling har krav på alle de rettigheder og friheder, som nævnes i erklæringen”.
Da erklæringen blev vedtaget, havde FN 58 medlemsstater, og af dem stemte 48 for, mens otte stemte blankt, og to stater (Yemen og Honduras) ikke afgav stemme. I 2018 havde FN 193 medlemsstater.
Verdenserklæringen er universel, hvilket betyder, at den gælder for alle mennesker overalt til alle tider. Men erklæringen er ikke i sig selv retligt bindende. Det betyder f.eks., at man ikke kan klage til FN eller nationale myndigheder og domstole, hvis man mener, at en stat har krænket ens menneskerettigheder.
Hvad er sammenhængen mellem menneskerettighedserklæringen og FNs konventioner om menneskerettigheder?
Efter vedtagelsen af menneskerettighedserklæringen har FN vedtaget en række menneskerettighedskonventioner. I modsætning til selve menneskerettighedserklæringen er disse konventioner folkeretligt bindende for de stater, der har tiltrådt dem.
Ifølge Justitsministeriet er de vigtigste otte af disse konventioner:
· FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder
· FN’s konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder
· FN’s Konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination
· FN’s konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder
· FN’s konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf
· FN’s konvention om barnets rettigheder
· FN’s konvention om vandrende arbejdstageres rettigheder
· FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap
Danmark har tiltrådt alle disse konventioner, undtagen den om vandrende arbejdstageres rettigheder. Det betyder bl.a., at man i dag kan klage over f.eks. den danske stat til FNs Menneskerettighedskomité, FNs Racediskriminationskomité, FNs Torturkomité, FNs Kvindekomité, FNs Handicapkomité og FNs Børnekomité. Justitsministeriet har en klagevejledning på nettet (se kilder).
Hvilke konkrete menneskerettigheder omfatter Verdenserklæringen?
Der er i alt 30 artikler (punkter) i Verdenserklæringen. Den første lyder: ”Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i en broderskabets ånd.”
Artikel to slår fast, at ethvert menneske har krav på de rettigheder, der omtales i erklæringen, og at der ikke må forskelsbehandles på nogen måde.
Artikel 3 omhandler den mest grundlæggende rettighed og lyder: ”Enhver har ret til liv, frihed og personlig sikkerhed.”
Resten af artiklerne konkretiserer og uddyber artikel 3, f.eks.: ”Ingen må holdes i slaveri eller trældom”, ”Ingen må underkastes vilkårlig anholdelse, tilbageholdelse eller landsforvisning”, at ”Enhver, der anklages for et strafbart forhold, har ret til at blive anset for uskyldig” indtil det modsatte måtte være bevist, ligesom alle har ”krav på en retfærdig og offentlig behandling ved en uafhængig og upartisk domstol”.
Erklæringen omtaler også retten til fri bevægelighed ved at fastslå, at ”enhver har ret til at bevæge sig frit og til frit at vælge opholdssted inden for hver stats grænser”, samt at ”enhver har ret til at forlade et hvilket som helst land, herunder sit eget, og til at vende tilbage til sit eget land.” Derudover omtales bl.a. friheden til at udtrykke sin mening, praktisere den religion, man ønsker – herunder at udtrykke sin religion offentligt – samt forsamlings- og foreningsfrihed, ret til arbejde og til en løn, man kan leve af, samt til at modtage lige løn for lige arbejde, ret til at hvile sig og holde ferie og ret til undervisning. Alle artiklerne findes på Amnesty Internationals danske hjemmeside (se kilder).
