Hvornår kom de første jøder til Danmark?
Den dansk-jødiske historie er nært forbundet med handel. Mange jøder er således blevet inviteret til Danmark af kongerne, når der skulle grundlægges nye købstæder.
De første jøder, der indvandrede til Danmark, blev inviteret af den danske konge Christian IV. Da han skulle grundlægge byen Glückstadt i 1616, inviterede han spanske og portugisiske jøder dertil, fordi de havde ry for at være dygtige handelsfolk.
Hvordan udviklede indvandringen af jøder sig fra 1600-1800-tallet?
Fredericia spiller en særlig rolle i dansk-jødisk historie. Byen er grundlagt som fæstningsby, men skulle også fungere som handelscentrum i Jylland. Derfor forsøgte kong Christian V i 1682 at trække udenlandske handelsfolk til byen ved at love dem diverse privilegier. Blandt andet fik man religionsfrihed, ligesom man slap for at skulle betale de 1000 rigsdaler, det andre steder krævedes for opholdstilladelse. Følgelig begyndte jøder at flytte til Fredericia i slutningen af 1600-tallet.
Fra 1700 til 1780 var den jødiske indvandring til Danmark meget lille. En væsentlig forhindring var de penge, man skulle betale for at få opholdstilladelse, men en anden forhindring var, at jøder hverken måtte eje land eller blive optaget i de eksisterende håndværkerlaug før 1788. De jøder, der kom hertil, måtte derfor være opfindsomme, og de kom blandt andet til at gøre sig gældende inden for tobaksspinderi, bomuldstrykkeri, handel med kaffe, te og chokolade, handel med penge, huder og skind, handel med køer og heste, samt handel med brugt tøj.
Først i 1814 blev danske jøder stort set ligestillet med deres medborgere, og derefter blev de jødiske danskere veletableret i det danske samfund, og mange blev hurtigt en del af det bedre borgerskab.
Hvorfor kom jøder til Danmark i begyndelsen af 1900-tallet?
I begyndelsen af det 20. århundrede og under Første Verdenskrig kom en ny gruppe af jøder til Danmark. Det var østeuropæiske jøder, som var på flugt fra forarmelse, diskrimination og pogromer (jødeforfølgelser), som søgte mod nye muligheder i Europa og USA. Omkring 3000 af dem kom til København. De fleste var fattige arbejdere og kom til at bo i Københavns indre by og omkring Adelgade og Borgergade, som dengang var et fattigt kvarter for socialt dårligt stillede.
De senest ankomne jøder var noget mere traditionelle i deres forhold til jødisk kultur og religion end de jøder, der havde boet i Danmark i længere tid, og generelt var de fattigere og arbejdede under hårde kår på systuer og værksteder. Trods de hårde vilkår blev de nytilkomne dog også hurtigt forholdsvis velintegrerede.
Hvordan tog Danmark imod de tyske jøder forud for Anden Verdenskrig?
Den danske flygtningepolitik i 1930’erne var meget afvisende over for
tyske flygtninge, og ifølge et kapitel i antologien ”20 begivenheder der skabte
Danmark” (se kilder) blev den danske flygtningepolitik ”nøje synkroniseret i
henhold til andre europæiske landes politik, og grænserne gradvist lukket for
jødiske flygtninge”. I løbet af 30’erne fik en del jøder fra Tyskland, på foranledning
af det jødiske samfund i Danmark, dog lov at komme igennem Danmark og blev på
den måde reddet, om end Danmark ikke gav dem flygtningestatus i henhold til
internationale traktater. Af førnævnte antologi fremgår det, at ”for jøder på
flugt fra Nazityskland var Danmark udelukkede en mellemstation, og de, der
nåede til Danmark, ventede blot på muligheden for at rejse til mere
venligtsindede lande. Så længe jøderne var i Danmark, havde de ingen
rettigheder som flygtninge, de havde ingen fundamentale borgerlige rettigheder,
havde ingen mulighed for at tjene til føden og var derfor ofte afhængige af
almisser hovedsageligt fra jødiske organisationer og af socialhjælp.”
Omkring 1500 unge tyske jøder kom ud til Danmark. Flere af dem tog dog videre
til Palæstina. Cirka 300 jødiske børn i alderen 14-16 år kom endvidere til
Danmark i 1939 under et hjælpeprogram, hvor de skulle oplæres i landbrug i
Danmark for så at komme videre til Palæstina. På grund af krigen blev de fleste
dog i Danmark, men her måtte de leve under usikre forhold, da den danske
regering i 1941 forbød hjælpearbejdet for flygtningene, og mange af de jødiske
flygtninge forsøgte herefter at flygte til Sverige. Desuden afviste og udviste
Danmark adskillige jødiske flygtninge til den sikre død helt frem til 1943,
fremgår det af førnævnte antologi.
Hvordan havde de danske jøder det under krigen?
Den jødiske befolkning i Danmark havde ved krigens udbrud en størrelse på omkring 8000 mennesker. De havde ikke kunnet undgå at mærke efterdønningerne af jødehadet i Tyskland, og i Danmark havde der da også været en vis opblussen af antisemitisme i løbet af 1930’erne, ligesom en lille del af befolkningen var decideret antisemitisk. En vis nervøsitet spredte sig således i den jødiske befolkning, da Danmark blev besat af nazisterne, men den blev hurtigt afløst af lettelse, da den danske samarbejdspolitik (også kaldet kollaborationspolitik) gav jøderne en beskyttelse imod forfølgelse. Det Mosaiske Trossamfund opfordrede til, at man holdt lav profil, så man undgik tyskernes opmærksomhed, og det lykkedes godt langt ind i besættelsestiden.