Litterær kanon

Artikel type
faktalink
journalist og cand.mag. Karina Søby Madsen, iBureauet/Dagbladet Information. 2009
Main image
Værløse Bibliotek er hovedbibliotek i Furesø Kommune.
Værløse Bibliotek er hovedbibliotek i Furesø Kommune.
Foto: Torben Klint/Scanpix

Hvad er god, og hvad er dårlig litteratur? Det spørgsmål er blevet livligt diskuteret hele vejen igennem litteraturhistorien. Og i bund og grund er det, hvad en kanon handler om: At bestemme hvilke forfattere der skriver bedst, hvilke forfattere der er værd at huske, og hvilke der lige så godt kan ryge i glemmebogen. Men det er ikke helt enkelt at lave en rangliste over de vigtigste forfatterskaber. For giver det mening at veje et kønt lille digt op mod et bastant litterært værk? At veje en middelalderforfatter op mod en mere moderne? At vurdere Karen Blixen imod Søren Kierkegaard? Eller Inger Christensen mod Steen Steensen Blicher? Det er nogle af de spørgsmål, der bliver diskuteret i forbindelse med den litterære kanon, som siden 2005 har været fast pensum i de danske folke- og gymnasieskoler.

Introduktion til kanonbegrebet

Hvad er kanon?

Ordet kanon udtales ved at lægge tryk på første stavelse ['kãnon]. Ordet er af græsk oprindelse, og ifølge Politikens "Nudansk Ordbog" (se kilder) betyder det: rør, stok, målestok og rettesnor. Det er "en beskrivelse der tjener som rettesnor el. forbillede".

Et værk er kanonisk, hvis det kan tiltrække læserskarer år efter år, generation efter generation, under nye historiske perioder. Kanonbegrebet er på den måde nært beslægtet med klassikerbegrebet, og ofte benyttes de to begreber i flæng. Det er dog ikke korrekt at sidestille ordene. En måde at definere forskellen på er, at kanoniske værker stadig står til forhandling som klassikere, mens klassiske værker synes urørlige. 

Hvordan er kanon knyttet til moderne litteraturhistorie?

Når man taler om kanon, kan man ikke slippe uden om samtidig at tale om litteraturhistorien og om den måde, litteraturhistorien skrives på. Kanon er nemlig et særligt udvalg af litteratur, som er taget ud af den samlede mængde litteratur skrevet gennem historien, og ligeledes består litteraturhistorien ikke af al litteratur, der er udgivet, men af et udpluk af de vigtigste og mest eksemplariske værker i hver periode. Det betyder samtidig, at den måde, litteraturhistorien skrives på, kan ændres gennem tiden alt efter, hvad der vurderes som god litteratur i en given periode. Og på tilsvarende vis er det med en kanon. Når man danner en kanon, udvælger man det, man mener, er den bedste litteratur på tværs af perioder, og man sørger for, at denne litteratur får de bedste vilkår. En måde at fremme kanonlitteraturen på er ved at sætte den på pensumlisterne i skolerne samt ved at udgive bøger med og om den. 

Når man laver en kanon, så fremmer man altså læsningen af en bestemt type litteratur, og dermed indgår man samtidig i en debat om og en stillingtagen til, hvad litteraturhistorien skal indeholde, og hvordan litteraturhistorien skal skrives.

Kanon i et historisk perspektiv

Hvornår begyndte man at lave kanoner?

Den oprindelige kanon er Bibelen. Hvis man ser nøjere efter på de danske Bibler, kan man se, at de har undertitlen "Den hellige skrifts kanoniske bøger". Den Bibel, kristendommen har forholdt sig til og benyttet i 1600 år, er resultatet af et 'kanonisk'' arbejde, som bestod i at afgøre, hvilke skrifter, der opfyldte kravene til at komme med, og hvilke der ikke gjorde. Biblen skulle jo være definitiv og normgivende for kristne for altid, så det var vigtigt, at den faktisk blev en kanon, der både beskrev og forklarede troen. Bibelen kan man altså betegne som en religiøs kanon.

Den første ikkereligiøse kanon - eller sekulære kanon som det hedder - blev dannet i senantikken. Her oprettede aleksandrinske og byzantinske lærde en kanon, der bestod af et udvalg af græske forfattere, som var værd at efterligne indenfor den tids tre vigtigste genrer (litterære former): tragedien, lyrikken og talekunsten. Senere foretog den romerske litteratur- og skoletradition et lignende, kanonisk udvalg af den latinske digtning, der byggede på de græske ideer.

Omkring det 4. århundrede begyndte engelske sproginteresserede, eller med et andet ord filologer, at benytte betegnelsen kanon om særlige mønsterforfattere, som de udvalgte på sproglige kriterier. Der var altså tale om en snæver kreds af sprognørder, der dyrkede en særlig form for ophøjet litteratur.

I det hele taget havde litteraturen en meget begrænset læserskare helt frem til 1640, så dels var det kun de privilegerede, der lærte at læse, og dels blev næsten al litteratur forfattet på de lærdes fællessprog latin. 

Hvilke bånd er der mellem moderne kanon og Oplysningstiden?

Man mener, at den måde at lave litterære toplister på, som vi kender i dag, stammer fra den hollandske sprogforsker David Ruhnken, som levede i 1723-98. Den moderne betydning af kanon har altså rødder i det 18. århundrede og i den periode, der ofte betegnes Oplysningstiden.

Oplysningstiden er en epoke, der hovedsageligt knytter sig til Europa, og som dateres til årene 1680 til cirka 1780. Såvel Oplysningstiden som udviklingen af kanon, er resultater af bogtrykkerkunsten. Bogtrykkerkunsten blev opfundet af en mand ved navn Gutenberg midt i det 15. århundrede, men først i det 18. århundrede var teknikken så billig og så udbredt, at bøger, hæfter og diverse skrifter kunne trykkes og produceres til et bredt publikum, altså til et massepublikum. Det betød, at man for første gang i verdenshistorien kunne sprede ideer, viden, kultur og politik bredt ud.

Navnet 'Oplysningstiden' knytter sig netop til det faktum, at oplysning blev tilgængelig for de europæiske befolkninger og samtidig til, at den alment menneskelige oplysning og viden blev sat i centrum både i teoretiske, filosofiske, kunstneriske og politiske kredse.

Ideen om den moderne kanon er nært knyttet til Oplysningstidens samfunds- og menneskesyn af flere årsager. Dels betød den øgede interesse for viden i Oplysningstidens Europa, at litteraturen kom i fokus. Dels betød trykkepressen, at litteraturen nu kunne produceres og reproduceres i tilstrækkelig grad til at nå ud til et stort publikum. Og dels var et resultat af trykkepressen en øget mulighed for at samle, arkivere og reproducere såvel gammelt som nyt litterært materiale. Faktisk kan vi takke det 18. århundredes historie- og litteraturinteresserede for deres antikvariske interesse. Det er nemlig på grund af deres grundige indsamling af materiale, at vi i dag har så megen litterær og historisk viden. 

Hvordan blev litteraturhistorien formuleret i det 18. århundrede?

Litteraturhistorien tog form i det 18. århundrede, efterhånden som der ved hjælp af bogtrykkerkunsten blev skabt et vue over litterære produktioner. I dens første former var den moderne litteraturhistorie et nationalt kronologisk kompendium af information om stort set alle de forfattere i nationen, der var materiale om. Med tiden blev der opbygget et overblik over de mange tekster og forfatterskaber, og dermed blev det muligt at vurdere de enkelte litterære produktioner op mod hinanden og i forhold til historien og udvælge, hvad der var bedst. Efterhånden blev det kutyme at studere sit eget lands digtere og vurdere dem i forhold til hinanden - for eksempel var det på den tid oplagt i Danmark at se Adam Oehlenschläger i forhold til Jens Baggesen. 

Hvordan formuleredes litteraturhistorien i det 19. århundrede?

Udviklingen betød, at det nittende århundredes litteraturhistorieskrivning domineredes af to ting:
  • For det første af en tendens til at bringe de to elementer - litteratur og historie - sammen i en større helhed. Det skete, fordi man mente, at litteraturen afspejlede og indeholdt det vigtigste af folkets kulturelle, politiske, religiøse og videnskabelige historie. At litteraturen spejlede den fælles folkelige ånd. Politikere, forfattere, videnskabsmænd med mere fremhævede således sammenhængen mellem folket, nationen og dens litteratur, og de pointerede den kraftfulde enhed, de udgjorde. Rent konkret gav denne tendens sig udslag i, at litteraturhistorien blev accepteret og optaget som videnskabelig disciplin, og at den blev indskrevet som fag på universiteterne i lande rundt om i Europa, med hvert lands særskilte nationallitteratur i fokus.
  • For det andet var det 19. århundrede præget af, at ideen om kanonudvælgelse vandt frem. Som et udslag af det store overblik, der efterhånden dannedes over den nationale litteratur, kunne man begynde at udvælge sig favoritforfattere og yndlingstekster, og efterhånden blev det til decideret officielle udvælgelser. Op gennem det 19. århundrede blev de nationale litteraturhistorier i stigende grad centreret omkring en mere begrænset og kanonisk del af de litterære tekster.
Det 19. århundredes litteraturhistorieskrivning blev altså udgjort af en national kanonlitteratur. At den var national, var der to væsentlige årsager til. For det første blev litteratur ikke udvekslet på tværs af grænser, som vi kender det i dag, og for det andet blev den nationale litteratur i vid udstrækning brugt som åndeligt forsvar for nationalstaten. Det virker måske sært i dag, men ikke i et Europa der var præget af krige, hvor grænser konstant rykkede sig, og hvor lande blev koloniseret på den anden side af jordkloden. Tyskland er et glimrende eksempel på, hvordan litteraturhistorien fungerede som et vigtigt instrument i skabelsen af en tysk nationalfølelse, så i det følgende vil Tyskland blive brugt som eksempel.

Hvordan udvikledes tysk identitet i sammenhæng med litteraturhistorien?

Tyskland var i det 18. og 19. århundrede et splittet land delt i småstater med vidt forskellige forvaltninger. En ting havde småstaterne dog tilfælles, nemlig en forkærlighed for det franske og en dyrkelse af fransk sprog og kultur. Men billedet ændrede sig i 1806, hvor en af de mest moderne og franskinspirerede stater, Preussen, blev besejret af Napoleon. Dette ydmygende nederlag blev ironisk nok startskuddet til en tysk samling. Preussen kom til at føre an i den nationale frihedskamp fra 1806-13.

Men også andre dele af Tyskland deltog i denne kamp for den nationale samling og for en fælles ånd. I indenrigsministeriet i den tyske stat Bayern fandt man, at den gamle ordens sammenbrud og den medfølgende politiske magtesløshed måtte modvirkes igennem at man forenede sig og opmuntrede de folkelige kræfter i det tyske område. På ministeriets vegne henvendte man sig til digteren Johan Wolfgang Goethe med en opfordring til at samle og redigere en stor national folkebog for tyskerne, en samling af den tyske digtnings klassiske dele. Goethe blev med andre ord bedt om at kreere en antologi af det, vi i dag kalder en kanon. Politikerne ønskede, at den nationale litteratur blev en samlende kraft for det tyske folk. Goethe takkede nej til at stå bag en sådan antologi og argumenterede med, at ingen nyere nationer burde gøre krav på afgørende originalitet. Slet ikke et land som det tyske, argumenterede han videre, som havde fået sin dannelse udefra (især fra Frankrig), og som mest havde taget form fra fremmede.

Andre antologier og litteraturhistorier blev dog forfattet og udgivet. Eksempelvis udgav den tyske litteraturprofessor Georg Gottfried Gervinus tysk litteraturhistorie 1835-1842: "Geschichte der deutschen Nationalliteratur". På udgivelsestidspunktet var Tyskland endnu delt i småstater, og Gervinus' vision var, at den tyske litteraturarv kunne fungere som substitut for den endnu ikke udviklede nationalpolitiske identitet. Da han arbejdede som litteraturprofessor, må hans værk og vurdering have indgået i det etablerede nationale pædagogiske system.

1871 skabtes ud af det løse Tyske Forbund et Tysk kejserrige, og i 1883 udgav Wilhelm Scherer "Geschichte der deutschen Literatur". Wilhelm, der var professor i sprog og litteraturhistorie, sagde om litteraturen, at den var "videnskab om nationalitet". I akademiske kredse blev hans værk betragtet som et standardværk, og det blev genudgivet helt frem til 1930'erne.

Hvordan blev litteraturhistorien skrevet i det 20. århundrede?

Det 20. århundredes litteraturhistorie kan ikke skrives entydigt, den må i stedet deles op i tre hovedveje, som behandles særskilt.
  • Første vej er præget af litterære sammenligninger på tværs af de europæiske landegrænser, og den strækker sig over det meste af århundredet - frem til omkring 1980.
  • Anden vej præger 80'ernes og til dels 90'ernes litteraturhistorieskrivning og fokuserer på 'de små historier', på kvindernes historie, de etniske minoriteters historie, homoseksuelles historie med flere.
  • Tredje vej præger slutningen af århundredet samt overgangen til det 21. århundrede, hvor den nationale historie igen bringes i fokus. I de følgende afsnit vil de enkelte veje blive behandlet i særskilte afsnit.

Hvordan blev litteraturhistorien formuleret 1900-1980?

Man kan sige, at det 19. århundredes litterære opgave var at udvikle, konstituere og skrive de nationale litteraturhistorier, mens det 20. århundredes opgave i store træk blev at skrive litteraturens sammenlignende - eller komparative som det ofte kaldes - historie.

Det 20. århundrede stod i globaliseringens og i Europas tegn. I stedet for alene at foretage sammenligninger indenfor de nationale litteraturer, begyndte man at foretage litterære sammenligninger på tværs af de europæiske grænser. Ideen opstod både som et kompliment til og i opposition til det snævre nationale litteratursyn. Der var således tale om en geografisk og horisontal udvidelse af litteraturstudiet.

De første komparatister benyttede litteraturen til at studere kulturmøder. De studerede, hvordan mønstre tegnes af ideer, motiver, myter, symboler, genrer og stil fra et lands forfattere til et andet. Man anså således stadig nationalgrænserne, sproget og folkekarakteren for at være de væsentligste elementer i dannelsen af nationaliteten og dermed også for litteraturen.

I Danmark kan forfatteren Georg Brandes (1842-1927) siges at være ophavsmand til såvel komparatismen som til ideen om en fælles europæisk ånd. Brandes fremhævede selv, at han var kosmopolitisk europæer, og at hans opgave var at skildre den europæiske mentalitetshistorie. Det gjorde han blandt andet i hovedværket "Hovedstrømninger i det 19. århundredes litteratur, bind 1-6" (se kilder). Ifølge Brandes kan man kun forstå sin egen kultursituation ved at spejle den mod andre.

Det var den tyske filolog Erich Auerbach, der i 1946 udgav det, der i dag betragtes som den komparative litteraturs hovedværk. Værket hedder "Mimesis" (se kilder) og består af analyser af 20 hovedværker i den europæiske tradition, og det fremhævede således en europæisk kanon. Auerbach demonstrerede, hvordan litterære fremstillinger af verden og af det menneskelige liv ændredes over en periode af mere end to tusind år. Han viste, hvordan litterære fremstillinger ændrede sig med samfundets udvikling, og han drog paralleller mellem virkelighedens verden og litteraturens univers. Hvor virkelighedens hierarkier udviskedes, så konger og adelsmænd efterhånden blev trængt ud af borgere og arbejdere, blev også litteraturen mere demokratisk.

Hvordan blev litteraturhistorien skrevet i 1980'erne?

I 1980'erne skete der et skift i fokus hos litteraturhistorikerne. Hvor det hidtil havde været 'de store fortællinger' om nationen, eller om de europæiske nationers forhold til hinanden, der var i centrum, så kom 'de små historier' i fokus i 80'erne. Op gennem 60'erne og 70'erne havde et stadigt stigende krav om lighed i samfundet gjort sig gældende, og det havde givet stemme til dele af befolkningen, som før var undertrykte. Derfor kom grupper, som hidtil havde været marginaliserede i den vestlige verden, i fokus i litteraturhistorieskrivningen.

Det var kvindelitteraturen, der før havde haft et snævert publikum, som nu blev analyseret, og man skrev og samlede antologier bestående alene af kvindelitteratur. Desuden blev der dannet særlige teorier, der omhandlede kvinde- og kønsforskning. I Danmark afspejledes tendensen for eksempel ved, at Københavns Universitet i 1982 oprettede Center for kvinde- og kønsforskning og ved, at Elisabeth Møller Jensen i perioden 1993-98 samlede en fembinds antologi over "Nordisk Kvindelitteratur".

De homoseksuelle fik også stemme i den periode. Det blev kutyme at søge efter homoerotisk begær i litterære tekster, og i det hele taget at sætte alternative begærsretninger i fokus, ligesom der blev skrevet særlig homoseksuel litteraturteori.

Tilsvarende blev der et øget fokus på den postkoloniale litteratur, altså på litteratur forfattet af folk fra de tidligere europæiske kolonier. De postkoloniale fik stemme til et sorgarbejde over den koloniale epoke og til i stigende grad at kræve ligeværd med vesten. Et samlet dansk symbol på denne tendens er, at Københavns Universitet 1990 oprettede Center for Minoritetsstudier.

Hvorledes blev litteraturhistorien formuleret sidst i det 20. århundrede?

I slutningen af det 20. århundrede var det som om den nationale og den vestlige litteraturhistorie igen kom i centrum. Det kan ses som en  slutningen af det 20. århundrede var det som om den nationale og den vestlige litteraturhistorie igen kom i centrum. Det kan ses som en modreaktion mod 80'ernes fokus på minoritetslitteratur. Sådan erklærede i hvert fald den amerikanske litterat Harold Bloom, da han 1994 udgav værket "The Western Canon" (se kilder). Heri gennemgik han de 26 værker, han opfattede som den vestlige litteraturs kanon. I indledningen afviste han at indgå i den kanondebat, der på det tidspunkt herskede i USA. Ifølge Bloom var denne debat præget af to fløje. En som ønskede at nære de nationalistiske ideer med nationale kanoner, og en anden som afviste vestlige værdier og vestlig kanon for i stedet at tilgodese minoriteterne og de hidtil undertrykte.

De to fløje blev altså udgjort af tendenser fra de to første faser i det 20. århundredes litteraturhistorieskrivning. Bloom tog afstand fra de højrenationalistiskes forsvar for kanon ved at erklære, at det ikke var et moralsk nationalistisk ærinde, han var ude i, og tilsvarende afviste han venstrefløjens hang til at fremhæve 'feminist studies', 'queer studies' (seksualitetsstudier) og 'black studies' på bekostning af den vesterlandske litterære traditionsarv.

Bloom ønskede at fremhæve værdierne i den kanoniske vesterlandske digtning, som, mente han, stod for skud i den moderne tidsalder præget af kaos (læs: det 20. århundrede). Han fremhævede, at den kanonsprængning, som herskede, ikke sikrede de bedste og stærkeste værkers overlevelse, og at kulturen dermed risikerede at miste sit sted for anerkendelse. Blooms kriterier adskiller sig fra de gængse, fordi de ikke knytter sig til identitetsskabelse, men i stedet alene hviler på den kraft, autoritet og æstetiske værdighed, som de litterære mesterværker udstråler ifølge Bloom.