bøger
Kanon i dansk.
Foto: Allan Lundgren / Scanpix

Litterær kanon

journalist og cand.mag. Karina Søby Madsen, iBureauet/Dagbladet Information. 2009
Top image group
bøger
Kanon i dansk.
Foto: Allan Lundgren / Scanpix
Main image
Værløse Bibliotek er hovedbibliotek i Furesø Kommune.
Værløse Bibliotek er hovedbibliotek i Furesø Kommune.
Foto: Torben Klint/Scanpix

Indledning

Hvad er god, og hvad er dårlig litteratur? Det spørgsmål er blevet livligt diskuteret hele vejen igennem litteraturhistorien. Og i bund og grund er det, hvad en kanon handler om: At bestemme hvilke forfattere der skriver bedst, hvilke forfattere der er værd at huske, og hvilke der lige så godt kan ryge i glemmebogen. Men det er ikke helt enkelt at lave en rangliste over de vigtigste forfatterskaber. For giver det mening at veje et kønt lille digt op mod et bastant litterært værk? At veje en middelalderforfatter op mod en mere moderne? At vurdere Karen Blixen imod Søren Kierkegaard? Eller Inger Christensen mod Steen Steensen Blicher? Det er nogle af de spørgsmål, der bliver diskuteret i forbindelse med den litterære kanon, som siden 2005 har været fast pensum i de danske folke- og gymnasieskoler.

Artikel type
faktalink

Introduktion til kanonbegrebet

Hvad er kanon?

Ordet kanon udtales ved at lægge tryk på første stavelse ['kãnon]. Ordet er af græsk oprindelse, og ifølge Politikens "Nudansk Ordbog" (se kilder) betyder det: rør, stok, målestok og rettesnor. Det er "en beskrivelse der tjener som rettesnor el. forbillede".

Et værk er kanonisk, hvis det kan tiltrække læserskarer år efter år, generation efter generation, under nye historiske perioder. Kanonbegrebet er på den måde nært beslægtet med klassikerbegrebet, og ofte benyttes de to begreber i flæng. Det er dog ikke korrekt at sidestille ordene. En måde at definere forskellen på er, at kanoniske værker stadig står til forhandling som klassikere, mens klassiske værker synes urørlige. 

Hvordan er kanon knyttet til moderne litteraturhistorie?

Når man taler om kanon, kan man ikke slippe uden om samtidig at tale om litteraturhistorien og om den måde, litteraturhistorien skrives på. Kanon er nemlig et særligt udvalg af litteratur, som er taget ud af den samlede mængde litteratur skrevet gennem historien, og ligeledes består litteraturhistorien ikke af al litteratur, der er udgivet, men af et udpluk af de vigtigste og mest eksemplariske værker i hver periode. Det betyder samtidig, at den måde, litteraturhistorien skrives på, kan ændres gennem tiden alt efter, hvad der vurderes som god litteratur i en given periode. Og på tilsvarende vis er det med en kanon. Når man danner en kanon, udvælger man det, man mener, er den bedste litteratur på tværs af perioder, og man sørger for, at denne litteratur får de bedste vilkår. En måde at fremme kanonlitteraturen på er ved at sætte den på pensumlisterne i skolerne samt ved at udgive bøger med og om den. 

Når man laver en kanon, så fremmer man altså læsningen af en bestemt type litteratur, og dermed indgår man samtidig i en debat om og en stillingtagen til, hvad litteraturhistorien skal indeholde, og hvordan litteraturhistorien skal skrives.

Kanon i et historisk perspektiv

Hvornår begyndte man at lave kanoner?

Den oprindelige kanon er Bibelen. Hvis man ser nøjere efter på de danske Bibler, kan man se, at de har undertitlen "Den hellige skrifts kanoniske bøger". Den Bibel, kristendommen har forholdt sig til og benyttet i 1600 år, er resultatet af et 'kanonisk'' arbejde, som bestod i at afgøre, hvilke skrifter, der opfyldte kravene til at komme med, og hvilke der ikke gjorde. Biblen skulle jo være definitiv og normgivende for kristne for altid, så det var vigtigt, at den faktisk blev en kanon, der både beskrev og forklarede troen. Bibelen kan man altså betegne som en religiøs kanon.

Den første ikkereligiøse kanon - eller sekulære kanon som det hedder - blev dannet i senantikken. Her oprettede aleksandrinske og byzantinske lærde en kanon, der bestod af et udvalg af græske forfattere, som var værd at efterligne indenfor den tids tre vigtigste genrer (litterære former): tragedien, lyrikken og talekunsten. Senere foretog den romerske litteratur- og skoletradition et lignende, kanonisk udvalg af den latinske digtning, der byggede på de græske ideer.

Omkring det 4. århundrede begyndte engelske sproginteresserede, eller med et andet ord filologer, at benytte betegnelsen kanon om særlige mønsterforfattere, som de udvalgte på sproglige kriterier. Der var altså tale om en snæver kreds af sprognørder, der dyrkede en særlig form for ophøjet litteratur.

I det hele taget havde litteraturen en meget begrænset læserskare helt frem til 1640, så dels var det kun de privilegerede, der lærte at læse, og dels blev næsten al litteratur forfattet på de lærdes fællessprog latin. 

Hvilke bånd er der mellem moderne kanon og Oplysningstiden?

Man mener, at den måde at lave litterære toplister på, som vi kender i dag, stammer fra den hollandske sprogforsker David Ruhnken, som levede i 1723-98. Den moderne betydning af kanon har altså rødder i det 18. århundrede og i den periode, der ofte betegnes Oplysningstiden.

Oplysningstiden er en epoke, der hovedsageligt knytter sig til Europa, og som dateres til årene 1680 til cirka 1780. Såvel Oplysningstiden som udviklingen af kanon, er resultater af bogtrykkerkunsten. Bogtrykkerkunsten blev opfundet af en mand ved navn Gutenberg midt i det 15. århundrede, men først i det 18. århundrede var teknikken så billig og så udbredt, at bøger, hæfter og diverse skrifter kunne trykkes og produceres til et bredt publikum, altså til et massepublikum. Det betød, at man for første gang i verdenshistorien kunne sprede ideer, viden, kultur og politik bredt ud.

Navnet 'Oplysningstiden' knytter sig netop til det faktum, at oplysning blev tilgængelig for de europæiske befolkninger og samtidig til, at den alment menneskelige oplysning og viden blev sat i centrum både i teoretiske, filosofiske, kunstneriske og politiske kredse.

Ideen om den moderne kanon er nært knyttet til Oplysningstidens samfunds- og menneskesyn af flere årsager. Dels betød den øgede interesse for viden i Oplysningstidens Europa, at litteraturen kom i fokus. Dels betød trykkepressen, at litteraturen nu kunne produceres og reproduceres i tilstrækkelig grad til at nå ud til et stort publikum. Og dels var et resultat af trykkepressen en øget mulighed for at samle, arkivere og reproducere såvel gammelt som nyt litterært materiale. Faktisk kan vi takke det 18. århundredes historie- og litteraturinteresserede for deres antikvariske interesse. Det er nemlig på grund af deres grundige indsamling af materiale, at vi i dag har så megen litterær og historisk viden. 

Hvordan blev litteraturhistorien formuleret i det 18. århundrede?

Litteraturhistorien tog form i det 18. århundrede, efterhånden som der ved hjælp af bogtrykkerkunsten blev skabt et vue over litterære produktioner. I dens første former var den moderne litteraturhistorie et nationalt kronologisk kompendium af information om stort set alle de forfattere i nationen, der var materiale om. Med tiden blev der opbygget et overblik over de mange tekster og forfatterskaber, og dermed blev det muligt at vurdere de enkelte litterære produktioner op mod hinanden og i forhold til historien og udvælge, hvad der var bedst. Efterhånden blev det kutyme at studere sit eget lands digtere og vurdere dem i forhold til hinanden - for eksempel var det på den tid oplagt i Danmark at se Adam Oehlenschläger i forhold til Jens Baggesen. 

Hvordan formuleredes litteraturhistorien i det 19. århundrede?

Udviklingen betød, at det nittende århundredes litteraturhistorieskrivning domineredes af to ting:
  • For det første af en tendens til at bringe de to elementer - litteratur og historie - sammen i en større helhed. Det skete, fordi man mente, at litteraturen afspejlede og indeholdt det vigtigste af folkets kulturelle, politiske, religiøse og videnskabelige historie. At litteraturen spejlede den fælles folkelige ånd. Politikere, forfattere, videnskabsmænd med mere fremhævede således sammenhængen mellem folket, nationen og dens litteratur, og de pointerede den kraftfulde enhed, de udgjorde. Rent konkret gav denne tendens sig udslag i, at litteraturhistorien blev accepteret og optaget som videnskabelig disciplin, og at den blev indskrevet som fag på universiteterne i lande rundt om i Europa, med hvert lands særskilte nationallitteratur i fokus.
  • For det andet var det 19. århundrede præget af, at ideen om kanonudvælgelse vandt frem. Som et udslag af det store overblik, der efterhånden dannedes over den nationale litteratur, kunne man begynde at udvælge sig favoritforfattere og yndlingstekster, og efterhånden blev det til decideret officielle udvælgelser. Op gennem det 19. århundrede blev de nationale litteraturhistorier i stigende grad centreret omkring en mere begrænset og kanonisk del af de litterære tekster.
Det 19. århundredes litteraturhistorieskrivning blev altså udgjort af en national kanonlitteratur. At den var national, var der to væsentlige årsager til. For det første blev litteratur ikke udvekslet på tværs af grænser, som vi kender det i dag, og for det andet blev den nationale litteratur i vid udstrækning brugt som åndeligt forsvar for nationalstaten. Det virker måske sært i dag, men ikke i et Europa der var præget af krige, hvor grænser konstant rykkede sig, og hvor lande blev koloniseret på den anden side af jordkloden. Tyskland er et glimrende eksempel på, hvordan litteraturhistorien fungerede som et vigtigt instrument i skabelsen af en tysk nationalfølelse, så i det følgende vil Tyskland blive brugt som eksempel.

Hvordan udvikledes tysk identitet i sammenhæng med litteraturhistorien?

Tyskland var i det 18. og 19. århundrede et splittet land delt i småstater med vidt forskellige forvaltninger. En ting havde småstaterne dog tilfælles, nemlig en forkærlighed for det franske og en dyrkelse af fransk sprog og kultur. Men billedet ændrede sig i 1806, hvor en af de mest moderne og franskinspirerede stater, Preussen, blev besejret af Napoleon. Dette ydmygende nederlag blev ironisk nok startskuddet til en tysk samling. Preussen kom til at føre an i den nationale frihedskamp fra 1806-13.

Men også andre dele af Tyskland deltog i denne kamp for den nationale samling og for en fælles ånd. I indenrigsministeriet i den tyske stat Bayern fandt man, at den gamle ordens sammenbrud og den medfølgende politiske magtesløshed måtte modvirkes igennem at man forenede sig og opmuntrede de folkelige kræfter i det tyske område. På ministeriets vegne henvendte man sig til digteren Johan Wolfgang Goethe med en opfordring til at samle og redigere en stor national folkebog for tyskerne, en samling af den tyske digtnings klassiske dele. Goethe blev med andre ord bedt om at kreere en antologi af det, vi i dag kalder en kanon. Politikerne ønskede, at den nationale litteratur blev en samlende kraft for det tyske folk. Goethe takkede nej til at stå bag en sådan antologi og argumenterede med, at ingen nyere nationer burde gøre krav på afgørende originalitet. Slet ikke et land som det tyske, argumenterede han videre, som havde fået sin dannelse udefra (især fra Frankrig), og som mest havde taget form fra fremmede.

Andre antologier og litteraturhistorier blev dog forfattet og udgivet. Eksempelvis udgav den tyske litteraturprofessor Georg Gottfried Gervinus tysk litteraturhistorie 1835-1842: "Geschichte der deutschen Nationalliteratur". På udgivelsestidspunktet var Tyskland endnu delt i småstater, og Gervinus' vision var, at den tyske litteraturarv kunne fungere som substitut for den endnu ikke udviklede nationalpolitiske identitet. Da han arbejdede som litteraturprofessor, må hans værk og vurdering have indgået i det etablerede nationale pædagogiske system.

1871 skabtes ud af det løse Tyske Forbund et Tysk kejserrige, og i 1883 udgav Wilhelm Scherer "Geschichte der deutschen Literatur". Wilhelm, der var professor i sprog og litteraturhistorie, sagde om litteraturen, at den var "videnskab om nationalitet". I akademiske kredse blev hans værk betragtet som et standardværk, og det blev genudgivet helt frem til 1930'erne.

Hvordan blev litteraturhistorien skrevet i det 20. århundrede?

Det 20. århundredes litteraturhistorie kan ikke skrives entydigt, den må i stedet deles op i tre hovedveje, som behandles særskilt.
  • Første vej er præget af litterære sammenligninger på tværs af de europæiske landegrænser, og den strækker sig over det meste af århundredet - frem til omkring 1980.
  • Anden vej præger 80'ernes og til dels 90'ernes litteraturhistorieskrivning og fokuserer på 'de små historier', på kvindernes historie, de etniske minoriteters historie, homoseksuelles historie med flere.
  • Tredje vej præger slutningen af århundredet samt overgangen til det 21. århundrede, hvor den nationale historie igen bringes i fokus. I de følgende afsnit vil de enkelte veje blive behandlet i særskilte afsnit.

Hvordan blev litteraturhistorien formuleret 1900-1980?

Man kan sige, at det 19. århundredes litterære opgave var at udvikle, konstituere og skrive de nationale litteraturhistorier, mens det 20. århundredes opgave i store træk blev at skrive litteraturens sammenlignende - eller komparative som det ofte kaldes - historie.

Det 20. århundrede stod i globaliseringens og i Europas tegn. I stedet for alene at foretage sammenligninger indenfor de nationale litteraturer, begyndte man at foretage litterære sammenligninger på tværs af de europæiske grænser. Ideen opstod både som et kompliment til og i opposition til det snævre nationale litteratursyn. Der var således tale om en geografisk og horisontal udvidelse af litteraturstudiet.

De første komparatister benyttede litteraturen til at studere kulturmøder. De studerede, hvordan mønstre tegnes af ideer, motiver, myter, symboler, genrer og stil fra et lands forfattere til et andet. Man anså således stadig nationalgrænserne, sproget og folkekarakteren for at være de væsentligste elementer i dannelsen af nationaliteten og dermed også for litteraturen.

I Danmark kan forfatteren Georg Brandes (1842-1927) siges at være ophavsmand til såvel komparatismen som til ideen om en fælles europæisk ånd. Brandes fremhævede selv, at han var kosmopolitisk europæer, og at hans opgave var at skildre den europæiske mentalitetshistorie. Det gjorde han blandt andet i hovedværket "Hovedstrømninger i det 19. århundredes litteratur, bind 1-6" (se kilder). Ifølge Brandes kan man kun forstå sin egen kultursituation ved at spejle den mod andre.

Det var den tyske filolog Erich Auerbach, der i 1946 udgav det, der i dag betragtes som den komparative litteraturs hovedværk. Værket hedder "Mimesis" (se kilder) og består af analyser af 20 hovedværker i den europæiske tradition, og det fremhævede således en europæisk kanon. Auerbach demonstrerede, hvordan litterære fremstillinger af verden og af det menneskelige liv ændredes over en periode af mere end to tusind år. Han viste, hvordan litterære fremstillinger ændrede sig med samfundets udvikling, og han drog paralleller mellem virkelighedens verden og litteraturens univers. Hvor virkelighedens hierarkier udviskedes, så konger og adelsmænd efterhånden blev trængt ud af borgere og arbejdere, blev også litteraturen mere demokratisk.

Hvordan blev litteraturhistorien skrevet i 1980'erne?

I 1980'erne skete der et skift i fokus hos litteraturhistorikerne. Hvor det hidtil havde været 'de store fortællinger' om nationen, eller om de europæiske nationers forhold til hinanden, der var i centrum, så kom 'de små historier' i fokus i 80'erne. Op gennem 60'erne og 70'erne havde et stadigt stigende krav om lighed i samfundet gjort sig gældende, og det havde givet stemme til dele af befolkningen, som før var undertrykte. Derfor kom grupper, som hidtil havde været marginaliserede i den vestlige verden, i fokus i litteraturhistorieskrivningen.

Det var kvindelitteraturen, der før havde haft et snævert publikum, som nu blev analyseret, og man skrev og samlede antologier bestående alene af kvindelitteratur. Desuden blev der dannet særlige teorier, der omhandlede kvinde- og kønsforskning. I Danmark afspejledes tendensen for eksempel ved, at Københavns Universitet i 1982 oprettede Center for kvinde- og kønsforskning og ved, at Elisabeth Møller Jensen i perioden 1993-98 samlede en fembinds antologi over "Nordisk Kvindelitteratur".

De homoseksuelle fik også stemme i den periode. Det blev kutyme at søge efter homoerotisk begær i litterære tekster, og i det hele taget at sætte alternative begærsretninger i fokus, ligesom der blev skrevet særlig homoseksuel litteraturteori.

Tilsvarende blev der et øget fokus på den postkoloniale litteratur, altså på litteratur forfattet af folk fra de tidligere europæiske kolonier. De postkoloniale fik stemme til et sorgarbejde over den koloniale epoke og til i stigende grad at kræve ligeværd med vesten. Et samlet dansk symbol på denne tendens er, at Københavns Universitet 1990 oprettede Center for Minoritetsstudier.

Hvorledes blev litteraturhistorien formuleret sidst i det 20. århundrede?

I slutningen af det 20. århundrede var det som om den nationale og den vestlige litteraturhistorie igen kom i centrum. Det kan ses som en  slutningen af det 20. århundrede var det som om den nationale og den vestlige litteraturhistorie igen kom i centrum. Det kan ses som en modreaktion mod 80'ernes fokus på minoritetslitteratur. Sådan erklærede i hvert fald den amerikanske litterat Harold Bloom, da han 1994 udgav værket "The Western Canon" (se kilder). Heri gennemgik han de 26 værker, han opfattede som den vestlige litteraturs kanon. I indledningen afviste han at indgå i den kanondebat, der på det tidspunkt herskede i USA. Ifølge Bloom var denne debat præget af to fløje. En som ønskede at nære de nationalistiske ideer med nationale kanoner, og en anden som afviste vestlige værdier og vestlig kanon for i stedet at tilgodese minoriteterne og de hidtil undertrykte.

De to fløje blev altså udgjort af tendenser fra de to første faser i det 20. århundredes litteraturhistorieskrivning. Bloom tog afstand fra de højrenationalistiskes forsvar for kanon ved at erklære, at det ikke var et moralsk nationalistisk ærinde, han var ude i, og tilsvarende afviste han venstrefløjens hang til at fremhæve 'feminist studies', 'queer studies' (seksualitetsstudier) og 'black studies' på bekostning af den vesterlandske litterære traditionsarv.

Bloom ønskede at fremhæve værdierne i den kanoniske vesterlandske digtning, som, mente han, stod for skud i den moderne tidsalder præget af kaos (læs: det 20. århundrede). Han fremhævede, at den kanonsprængning, som herskede, ikke sikrede de bedste og stærkeste værkers overlevelse, og at kulturen dermed risikerede at miste sit sted for anerkendelse. Blooms kriterier adskiller sig fra de gængse, fordi de ikke knytter sig til identitetsskabelse, men i stedet alene hviler på den kraft, autoritet og æstetiske værdighed, som de litterære mesterværker udstråler ifølge Bloom.

Kanon med danske briller

Hvordan er den danske kanontradition?

N.F.S. Grundtvig. Årstal ukendt. Foto: Polfoto
N.F.S. Grundtvig. Årstal ukendt. Foto: Polfoto
Den danske litteraturhistorie- og kanontradition har i hovedtræk fulgt det internationale billede, som er optegnet i del 2. I denne tredje del skal der ses mere specifikt på den danske kanontradition, som den har taget sig ud i sidste halvdel af det 20. århundrede. Umiddelbart, hvis man studerer læreplaner for folkeskolerne og gymnasieskolerne, kan man få den opfattelse, at kanon ikke har spillet en rolle i en dansk kontekst siden 1968. Men fraværet af en officiel formuleret kanon, er ikke ensbetydende med, at der ikke har eksisteret en i praksis, så i de følgende afsnit vil kanontraditionen blive fulgt frem til 2005.

Hvordan så kanon ud frem til 1968?

Ifølge "Dansk litteraturs kanon" (se kilder), var kanonlisten:
  • En gammelnordisk tekst
  • En folkevise
  • En tekst fra det 17. århundrede
  • Holberg (større eller mindre tekst)
  • Ewald
  • Oehlenschläger
  • Grundtvig
  • H.C. Andersen
  • En forfatter fra romantismen
  • Paludan-Müller eller Kierkegaard
  • Georg Brandes, Bang eller Pontoppidan
  • Johs. V. Jensen eller Andersen Nexø
  • 1914-40, 1940-1967

Hvordan tog kanondebatten sig ud anno 1968-1990?

Siden '68 har det været op til den enkelte lærer at udvælge de tekster, han/hun vil undervise i. At der ikke har eksisteret en officiel kanon betyder dog ikke, at en dansk litterær kanon ikke har været drøftet. For eksempel er der opstået en livlig debat hver gang en litterær antologi er blevet udgivet - om hvilke forfattere, der er med, hvilke der ikke er, og hvorfor.

Som det blev tydeligt i 2. del af denne artikel, så præger kanondiskussionen nogle historiske perioder mere end andre. Den har det med at dukke op i perioder for siden at ligge hengemt i en årrække. I de følgende afsnit bliver der sat fokus på to perioder, hvor den danske kanon har været drøftet, nemlig på de første år af 1990'erne og på 2004-2005.

Hvordan tog kanondebatten sig ud i 90'erne?

I starten af 90'erne blomstrede kanondebatten for alvor op efter mange år i dvale. Det var der i hvert fald fire åbenlyse årsager til:
  • Dels havde en kanondebat hersket i den vestlige verden, og i særdeleshed i USA, i en årrække, og dens røster har formentlig nået og påvirket den danske offentlighed.
  • Dels var den (som med Harold Blooms værk) en reaktion mod tendensen til alene at fokusere på minoriteternes litteraturhistorie.
  • Dels havde det danske uddannelsessystem og den offentlige værdidebat i mange år været præget af venstrefløjsværdier, og da Danmark havde en liberal regering, var der også et politisk ideologisk projekt i at argumentere for den klassiske dannelse.
  • Og dels dukkede kanondebatten op som et resultat af ændrede fysiske forudsætninger for danskundervisningen. Disse ændringer betød følgende:
    • For det første fik lærerne lettere adgang til fotokopiering og kunne således let og hurtigt kopiere tekster til undervisningsbrug.
    • For det andet blev der udgivet færre bøger end tidligere. Forlagene blev mere markedsfokuserede og udgav kun titler, de var sikre på kunne sælge.
    • For det tredje blev der udgivet et større udvalg af litterære antologier. I en lang årrække var undervisningen alene præget af én antologi, nemlig Falkenstjernes og Borup Jensens "Håndbog i dansk litteratur", men nu blev udvalget udvidet.
    • For det fjerde blev skolerne skåret i midler beregnet på bogkøb.
Alt i alt betød det, at resultatet for litteraturundervisningen var to modsatrettede tendenser: én, der gik på individuelle litteraturlister stykket sammen af en masse kopier, og én, der slog sig til tåls med markedets smalle tekstmuligheder. Ingen af delene var optimale for litteraturundervisningen. Det mente i hvert fald ikke den daværende borgerlige undervisningsminister, venstremanden Bertel Haarder. Derfor nedsatte han i efteråret 1992 et kanonudvalg, og i det følgende afsnit bliver der set nærmere på dette udvalgs opgave samt dets løsningsforslag.

Hvilken opgave fik kanonudvalget 1992?

Kanonudvalget bestod af syv personer i alt, og det havde dr. phil. Hans Hauge som udvalgsformand. Bertel Haarder stillede den opgave til udvalget, at det skulle komme med bud, ikke påbud, på indholdet af litteraturundervisningen i danskfaget i folkeskolen og ungdomsuddannelserne (det vil sige gymnasierne, handelsskolerne, de tekniske skoler med mere). Formålet var således ikke at definere og implementere en fast kanon for undervisningen, men ifølge "Dansk litteraturs kanon" (se kilder) var det i stedet at "skabe et grundlag for en offentlig debat om undervisningen i dansk litteratur i hele skolesystemet". Formålet var heller ikke at argumentere for litterær dannelse, men i stedet var det at argumentere for god undervisning, der både evnede at gå i dybden med tekster og at skabe et historisk overblik.

Kanonudvalget afholdt i alt 15 møder i årene 92-94, hvorefter dets rapport i form af et samlet bud blev udgivet som bogen "Dansk litteraturs kanon".

Hvad var 'den lille kanon'?

Først og fremmest var der 'Den lille kanon', som hed den lille, selvom den egentlig var den overordnede. Den bestod af 21 navne, som var nærmest enslydende med det pensum, der allerede blev undervist i på skolerne. For som udvalget argumenterede i "Dansk litteraturs kanon" (se kilder): "Ser man på hvad der rent faktisk læses i gymnasiet ifølge pensumindberetninger og eksisterende undersøgelser, så findes der allerede en kanon i gymnasiet. Man kan kalde denne kanon for den empiriske kanon, den gennemsnitlige praksis. Kanon i denne forstand er ikke en ufravigelig pensumliste, men en uudtalt pensumliste som undergår stadige, men forbavsende få og langsomme ændringer."

Det var ikke meningen, at de 21 navne skulle give et dækkende billede af den samlede danske litteratur, men de var en kerne, en 'rød tråd', i dansk litterær tradition. Udvalget tænkte sig, at lærerne kunne benytte listen til at støtte sig op ad. Nogle af listens navne kunne således skiftes ud med andre tilsvarende forfattere, men "man kan vanskeligt se en undervisning for sig hvoraf det ikke fremgår at denne række findes", som det lød i "Dansk litteraturs kanon". 'Den lille kanon' så ud som følger:

  • Folkeviser
  • Leonora Christina
  • Thomas Kingo
  • Ludvig Holberg
  • Brorson
  • Johannes Ewald
  • Baggesen
  • Adam Oehlenschläger
  • Staffeldt
  • N.F.S. Grundtvig
  • B.S. Ingemann
  • St. St. Blicher
  • H.C. Andersen
  • Kierkegaard
  • Goldschmidt
  • J.P.Jacobsen
  • Herman Bang
  • Henrik Pontoppidan
  • Sophus Claussen
  • Johs. V. Jensen.

Hvad var 'den store kanon'?

Dernæst var der 'Den store kanon', som bestod af 100 hovedværker. Udvalget skrev i "Dansk litteraturs kanon" (se kilder), at "De fleste kan diskuteres og udskiftes med noget der ligner eller som har samme kvalitet." De 100 værker var altså igen tænkt som inspiration til lærerne. De var udvalgt på baggrund af konsensus blandt udvalgets medlemmer, der baserede deres litteraturvalg på litterær kvalitet, repræsentativitet for den litterære tradition fra middelalderen og frem til 1960 og på læselighed for aldersgrupperne 16-17-årige.

Ud over litteraturlisterne indeholdt rapporten dels forslag til, hvordan børn og unge blev sikret kendskab til dansk litteraturs kanon og dels forslag til konkrete undervisningsforløb.

Sammenfattende kan resultatet af forløbet siges at være udgivelsen af rapporten "Dansk litteraturs kanon", der havde hovedvægt på analyse, teori og kulturpolitiske tilkendegivelser, samt den debat som florerede i perioden. Debatten døde dog ud i årene efter, og først i 2004 fik den, som det bliver klart i det kommende afsnit, atter liv og opmærksomhed.

Hvad var baggrunden for det nye kanonudvalg 2004?

Debatten blev konkret sat i gang januar 2004, hvor Danmarks på det tidspunkt eneste børnelitteraturprofessor, Torben Weinrich, skrev et indlæg i tidsskriftet "Nedslag i Børnelitteraturforskningen" (se kilder). Her foreslog han, at Danmark skulle danne en officiel kanon over børnelitteratur, som alle elever skulle stifte bekendtskab med på grund af værkernes kvalitet og betydning.

Weinreich mente, at litterære kanoners svære vilkår i Danmark hang sammen med danske skolers og læreres tradition for høj selvstændighed. I Danmark er det som før nævnt kutyme, at politikerne udstikker rammerne, mens de konkrete valg træffes lokalt på de enkelte skoler, men ifølge Weinrich er en litterær kanon for undervisningen ikke i strid med denne tradition. Han argumenterede for, at kanon skulle indføres, men først efter en bevidst tilrettelagt proces, hvor litterære kvalitetskriterier blev diskuteret. For, fremhævede han, en kanons berettigelse består netop i at bevidstgøre valget. Desuden var det hans udgangspunkt, at en kanon allerede eksisterede, blot uden at der var officiel konsensus omkring den, så det var på tide at få den nedskrevet og gjort officiel.

Kort efter kom resultatet i form af et kontant svar fra den daværende venstrepolitiske undervisningsminister. Ulla Tørnæs annoncerede nemlig 3. februar 2004, at hun havde nedsat et kanonudvalg, som havde til målsætning at skabe en vejledende liste over centrale danske forfatterskaber, elever i folkeskolerne og gymnasieskolerne burde stifte bekendtskab med. Som udgangspunkt var det altså ikke meningen, at kanon skulle være et fast pensum i skolerne, i stedet skulle den fungere som inspirationskilde for lærerne og for litterært interesserede.

Der stod konkret i formålsbeskrivelsen - eller kommissoriet som det kaldes - at udvalgets arbejde skulle ses i forlængelse af "Dansk litteraturs kanon" fra 1994. Udvalget bestod af 13 personer med tilknytning til det kulturelle og videnskabelige miljø, og det havde direktøren for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Jørgen Lund, som formand.

Kanonudvalget arbejdede samme forår og sommer for lukkede døre, og i september 2004 kunne det aflevere en afsluttende rapport til undervisningsministeren..

Hvad var kanonudvalgets argumenter for kanon?

Kanonudvalget argumenterede med, at danskfaget er et kulturbærende skolefag, hvis væsentlige opgave er at gøre både den samtidige og den ældre litteratur til en del af elevernes bagage. At læsning af en kanon medvirker til at udvikle elevernes omverdensforståelse og kendskabet til menneskers vilkår op gennem historien, både her og i andre kulturer. Ifølge kanonudvalget er det vigtigt med mellemrum at drøfte, hvilken litteratur der er vigtigere end anden, og det fremstod tydeligt af udvalgets argumentation, at det især er i historisk usikre tider, at en sådan drøftelse er væsentlig. Udvalget pegede på det intensiverede kulturmøde som en udslagsgivende faktor i dag. Således lød det i "Rapport fra kanonudvalget 2004" (se kilder):

"I disse årtier har udviklingen på nationalt, europæisk og internationalt plan ført til et intensiveret kulturmøde; indflydelsen fra ikke mindst amerikansk kultur er ikke til at ignorere. I den situation er det naturligt, at vi her i landet, som det er tilfældet i andre lande, må spørge os selv: Hvad har vi at byde på, på hvilken måde har vi forvaltet den europæiske og nordiske kulturarv, og hvad er det særlige ved dansk kultur? Hvorfor skal vi fastholde vores sprog, hvis vi ikke kan se værdien af den kultur, der er formet på dansk? Hvad har vi at bidrage med i en europæisk virkelighed, der ikke blot vil repræsentere forskellige manifestationer af amerikansk påvirkning? Den gode litteratur kan være med til at besvare de spørgsmål og er i sig selv udtryk for dansk kultur og sprog."

Udvalget byggede altså sin argumentation op omkring en sikring af god undervisning, der skal danne basis for en opdragelse og en udvikling af danske børn og unge med kendskab til nationalhistorisk baggrund, og som samtidig er i stand til at se den nationale historie i forhold til verdenshistorien.

Hvad var resultatet af kanonudvalgets arbejde 2004?

Rapporten bestod af tre forskellige lister:
  • Dels af en obligatorisk liste bestående af 14 forfatterskaber og et emne, som skulle være fælles for både folkeskoler og gymnasieskoler.
  • Dels af to tillægslister med 12 forfatterskaber og en genre, én liste for folkeskolerne og én for gymnasierne.
De to tillægslister var tænkt som anbefalingslister, altså som vejledende lister for lærerne. Argumentet for at opdele i obligatoriske og anbefalelsesværdige lister lød, at nogle forfatterskaber simpelthen er uomgængelige, mens andre varmt kan anbefales. Hensigten med den skelnen er på den ene side at sikre fælles litterære referencer for eleverne og på den anden side undgå en gennemført stram binding. Listerne så ud som følger :

Hvad var den fælles kanon?

  • Folkeviser
  • Ludvig Holberg
  • Adam Oehlenschläger
  • N.F.S. Grundtvig
  • Steen Steensen Blicher
  • H.C. Andersen
  • Herman Bang
  • Henrik Pontoppidan
  • Johannes V. Jensen
  • Martin Andersen Nexø
  • Tom Kristensen
  • Karen Blixen
  • Martin A. Hansen
  • Peter Seeberg
  • Klaus Rifbjerg

Hvad var tillægslisten til folkeskolen?

  • Danske folkeeventyr
  • Johan Herman Wessel
  • B.S. Ingemann
  • Christian Winther
  • Jeppe Aakjær
  • Thøger Larsen
  • H.C. Branner
  • Egon Mathiesen
  • Halfdan Rasmussen
  • Tove Ditlevsen
  • Benny Andersen
  • Cecil Bødker
  • Ole Lund Kierkegaard

Hvad var tillægslisten til de gymnasiale uddannelser?

  • Sagaer
  • Thomas Kingo
  • H.A. Brorson
  • Johannes Ewald
  • Emil Aarestrup
  • Søren Kierkegaard
  • Henrik Ibsen
  • J.P. Jacobsen
  • Sophus Claussen
  • Hans Kirk
  • Villy Sørensen
  • Inger Christensen

Hvad var rapportens øvrige indhold?

Ud over disse lister fulgte en reflektion over, hvordan man på bedste vis formidler de kanoniserede forfatterskaber til eleverne samt en kort biografisk oversigt over de forfattere, der indgår i den fælles kanon. Disse biografier minder mest af alt om argumentationer for hvert enkelt udvalgt forfatter og genre. De kredser således om forfatternes betydning for deres samtid, ligesom de aktualiserer forfatterne og gør dem relevante for brug i det 21. århundrede. Argumentationen går dels på, hvordan forfatternes værker konstant kan udsættes for nyfortolkning. Eksempelvis hedder det i "Rapport fra kanonudvalget 2004" (se kilder) i forbindelse med en af Holbergs tekster, at den "hele tiden åbner nye sider ( ... ) En tekst, der stadig bliver nyfortolket". Og dels går den på, hvordan børn og unge kan spejle sig i den udvalgte litteratur. I forbindelse med Oehlenschläger står der således: "Danske teenagere deler stadig den unge Oehlenschlägers forestillingsverden på afgørende punkter."

Hvordan blev udvalgets kanon modtaget af undervisningsministeren?

Efter at undervisningsministeriet havde modtaget kanonudvalgets rapport, blev der den 23. september 2004 afholdt et pressemøde, hvor formand Jørn Lund og minister Ulla Tørnæs fremlagde rapporten. Her proklamerede Tørnæs, at hun havde ændret holdning til kanon. Selvom hun som udgangspunkt havde ment, at kanonudvalgets arbejde skulle være inspiration for lærerne og udgangspunkt for en debat, så annoncerede hun nu, at hun ville kvittere for udvalgets velargumenterede og klare anbefaling ved at indføre den fælles kanon i grundskolen og på de gymnasiale uddannelser per august 2005. Ifølge ministeren kunne den givne kanon både sikre den danske litteraturarv og samtidig respektere lærernes ansvar for tilrettelæggelsen af undervisningen. "Udvalget er for mig at se tydelig i sin indstilling og har givet et meget klart bud på, hvordan både litteraturarven og metodefriheden kan gå hånd i hånd. Det hilser jeg velkommen.", sagde ministeren ifølge pressemeddelelsen "Fælles kanon for gymnasiet og folkeskolen" (se kilder).

Hun anførte desuden, at kanon kunne træde i kraft uden lovændring og dermed uden de andre partiers godkendelse. Hun ville således skrive kanon ind som tilføjelse i slutmålene for undervisningen i dansk i folkeskolen, og for de gymnasiale uddannelser ville hun implementere kanon ved at skrive den ind i de læreplaner, som på det tidspunkt var på vej til høring i folketinget.

Hvad betyder indførelsen af kanon for folke- og gymnasieskolerne?

Sammenfattende betyder det for de danske folkeskoler og gymnasieskoler, at de per 1. august 2005 skal bruge den fælles kanon, og at kanonlitteratur skal udgøre 25% af det samlede pensum i dansk. Lærerne kan selv vælge, hvilke af de givne forfatteres værker, de vil gennemgå, ligesom de selv kan vælge på hvilke klassetrin, de forskellige forfattere gennemgås. Kanonforfatterne behøver således ikke at blive vægtet ens, men de skal alle repræsenteres i undervisningen.

Med hensyn til hvad det konkret betyder for elevernes dagligdag, så er det noget, der kan diskuteres. Det skal vi se nærmere på i del 4 af artiklen. Rent konkret kan forandringen vurderes ved at se på, hvilken litteratur eleverne læste før kanons indførelse, og hvilken de skal læse som følge af kanon. En sådan gennemgang af elevers pensa blev foretaget for 2003 i forbindelse med kanonudvalgets arbejde, hvor man undersøgte tekstopgivelserne til folkeskolernes afgangsprøve i dansk 2003 (beregnet på 10% af årgangen). Derudfra kan man danne et indtryk af, hvad der hyppigst blev læst i 9. og 8. klasse just før kanonens implementering. .

Hvilke forfattere blev læst i 9. klasse i 2003?

Ifølge rapporten: "Evaluering af folkeskolens prøver 2004" (se kilder), var følgende forfattere mest læste:
  • H.C. Andersen
  • Tove Ditlevsen
  • Benny Andersen
  • St. St. Blicher
  • Diverse folkeeventyr
  • Klaus Rifbjerg
  • Folkeviser
  • Henrik Pontoppidan
  • Anders Bodelsen
  • Cecil Bødker
  • Naja Marie Aidt
  • Dan Turèll
  • Hanne Vibeke Holst
  • Adam Oehlenschlager
  • Svend Åge Madsen
  • Martin Andersen Nexø
  • Michael Strunge
  • Herman Bang
  • Johannes V. Jensen
  • Kim Fupz Aakeson

Hvad fortæller pensum fra 2003 om kanon?

Som det ses af listen, er der mange gengangere mellem denne og såvel kanonudvalgets fælles kanonliste som tillægslisten til folkeskolen. Som det ses af listen, er der mange gengangere mellem denne og såvel kanonudvalgets fælles kanonliste som tillægslisten til folkeskolen. Det betyder, at indføringen af kanon ikke har den store indflydelse på det pensum, eleverne får serveret. For flertallet af eleverne betyder indførelsen af kanon blot, at de er forsikret en introduktion til kanonforfatterskaberne.

Hvis man desuden sammenligner kanonlisten anno 2004 med kanonlisten for gymnasiet fra 1968, så er der også her flere gengangere, så igen kan man argumentere for, at indføringen af kanon blot giver øget åbenhed omkring en kanon, som allerede eksisterede.

Interessant er det dog alligevel at fokusere på, hvilke forfattere der er gengangere og hvilke ikke. Både kanonudvalget 1992 og udvalget fra 2004 talte om, at kanon udgøres af de tekster, som i kraft af deres universalitet har en rækkevidde hen over historiske perioder, men hvorfor bevarer nogle forfattere og værker en sådan universalitet, når andre ikke gør? Hvad betyder det for ideen om kanon, at den ikke er en entydig størrelse? Ja, det betyder i hvert fald, at der aldrig vil være enighed om, hvad kanon skal indeholde. Ligesom det betyder, at det kan diskuteres, om der overhovedet skal laves kanoner, for hvad skal man med en kanon, der alligevel aldrig kan være en entydig liste?

Mange flere spørgsmål kan stilles, og i det følgende afsnit fokuseres på sådanne, ligesom der gives en fremstilling af de aktører og debattører, der deltog og deltager i kanondebatten i det 21. århundrede.

Kanondebatten

Hvorfor diskuterer man kanon i dag?

Med del 2 in mente kan det erindres, at kanondebatten ofte knytter sig til historisk ustabile perioder, hvor den nationale identitet trænger til at blive fremhævet og styrket. Derfor er det oplagt at overveje, hvad der får Danmark til i starten af det 21. århundrede at skabe en litterær kanon og indføre den i undervisningssammenhænge. Hvad er de politiske argumenter, hvad er de undervisningsmæssige, hvad er de kulturelle argumenter? Og tilsvarende: Hvad er så modargumenterne? Igennem de følgende afsnit gives et overblik over hvilke grupper, der var på banen, hvilke argumenter der var i spil, hvem var for kanon, hvem var imod?

Hvad mener politikerne, der er for en kanon?

Det politiske billede er i denne sammenhæng let at tegne: Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og cirka halvdelen af Venstre er generelt og principielt for at skabe og indføre kanon i skolerne, mens de øvrige partier og halvdelen af Venstre er imod.

En af de ivrigste debattører var den daværende konservative kulturminister Brian Mikkelsen. Gentagne gange var han i medierne og argumenterede for kanon. For eksempel i kronikken "Vi skal værne om vores historiefortællere" (se kilder) i Berlingske Tidende 26. august 2004. Her indledte han med, at "Forfatterne er nationens stemme. De er vores fælles erindring. De er vores forsikring mod at blive historieløse. Ved at bevare vores forhold til dem, bevarer vi vores egen identitet."

Kulturministeren fortsatte med en karakteristik af tiden og samfundet og konkluderede på den baggrund, at kanon var en nødvendighed. Tiden karakteriserede han som dramatisk og verden som kaotisk og præget af angrebet på World Trade Center, invasionen i Afghanistan, bekæmpelsen af international terrorisme og krigen i Irak. Da hastigheden desuden bestandigt skrues op, og kravene om effektivitet og succes bliver stadig større, mente Brian Mikkelsen ikke, der var noget at sige til, at mennesket fik trang til en konservativ søgen tilbage for at finde ud af: Hvem er jeg? Og til en sådan søgen blev kanon fremstillet som et hjælpende redskab til sikringen mod historieløsheden. Derfor argumenterede Mikkelsen for, at politikerne måtte gribe til lovgivning og indføre kanon i folke- og gymnasieskolerne.

Mikkelsens argumentation kan siges at dække såvel de konservatives som Dansk Folkepartis holdninger. De to partier skal dog på ingen måde sættes i samme bås. Dansk Folkepartis forsvar for kanon er synonymt med partiets optagethed af at fremme nationalfølelsen og af at forsvare den nationale suverænitet. Det Konservative Folkeparti kan til gengæld karakteriseres ved, at det fokuserer på den historiske bevidsthed og på, at det tager udgangspunkt i de historisk givne omstændigheder.

Venstre med statsminister Anders Fogh Rasmussen i spidsen endte på trods af splittelse med at erklære sig som tilhænger af en litterær kanon. Når VK-regeringen valgte at statsstyre skolerne ved at indføre en litterær kanon, kan det for eksempel ses i sammenhæng med den kommunalreform, som regeringen samtidigt arbejdede på, og som i dag har bevirket en øget magt til staten på flere områder, blandt andet ved at staten har overtaget styringen med gymnasierne.

Hvad mener politikerne, der er imod en kanon?

De blandede følelser, Venstre har overfor kanondebatten, bunder i ideologiske overvejelser. På den ene side er partiet bevidst om, at "den kultur, der giver os identitet og værdier, er opbygget gennem

Venstre mener, at det er en kulturpolitisk opgave at sikre almen kendskab til vores fælles kulturarv", som det hedder i det kulturpolitiske program på Venstres hjemmeside (se kilder). På den anden side bygger Venstre på liberalisme, frihed og frisind, og for en del venstrefolk var det svært at acceptere, at politikerne skulle definere, hvad der er god kultur. Venstrepolitikeren Birthe Rønn Hornbech for eksempel talte om, at kanon er udtryk for statsautoriseret smagsstyring, og hun har svært ved at forstå, hvorfor staten skulle definere, hvad der er rigtig dansk.

De øvrige partiers argumenter mod kanon bygger på, at en bindende kanon lugter for meget af ensretning og af totalitære regimers forhold til kulturpolitik. De kredser om, at kanon er udtryk for mistillid til lærerne. Til lærernes evner til at samarbejde fornuftigt med hinanden, med eleverne og med forældrene om at finde og udvælge relevant forfattermateriale. SFs daværende uddannelsesordfører Aage Frandsen gav for eksempel på partiets hjemmeside (se kilder) udtryk for, at kanon var overflødig, da "Al hidtidig erfaring viser, at selv om der ikke har været nogen bindende kanon, stifter danske børn og unge igennem deres uddannelsesforløb bekendtskab med dem, som generelt opfattes som de centrale forfattere indenfor bestemte perioder og genrer."

Hvad mener lærerne, der er imod en kanon?

Her skal ses nærmere på lærernes argumenter, som de er kommet til udtryk i fagbladene "Folkeskolen" og i "Gymnasieskolen" (se kilder). Såvel folkeskolelærerne som gymnasielærerne er splittede i forhold til, om det er godt eller skidt at indføre en national kanon i undervisningen. De to lærergruppers begrundelser er både for tilhængernes og for modstandernes vedkommende overensstemmende, hvorfor der ikke skelnes mellem dem i det følgende.

Dansk Lærerforenings daværende formand Anders Bondo Christensen var hurtig til at melde ud med en modstand mod kanon. Lærerforeningen ønskede at værne om det princip, at lærerne er forpligtede på at vurdere og kunne begrunde indholdet i undervisningen. Foreningen argumenterede, at godt nok gør en fast kanon det nemmere for lærerne at udvælge materiale til eleverne, men det giver ikke nødvendigvis den bedste undervisning. Den bedste undervisning, sagde foreningen, opstår i stedet, når lærere og elever i fællesskab udvælger den litteratur, de har særlig interesse i. Formanden så fordele ved en vejledende kanon, der kan inspirere lærerne og kvalificere deres overvejelser og valg, men han var imod en fast kanon.

Mange lærerkræfter ønsker tilsvarende at undvære kanon - med forskellige begrundelser. Nogle argumenterer med, at indførelsen af kanon er et udslag af manglende respekt for litteraturen (i hvert fald for den ikke-kanoniserede litteratur). Andre med at kanon er et centralistisk politisk projekt, som blot går ud på at statsstyre undervisningen. Andre igen er negativt indstillede og kalder kanon et udtryk for mistillid til lærerne. .

Hvad mener lærerne, der er for en kanon?

I den positive grøft har holdningen været, at kanon er god til at sikre elevernes kulturelle og historiske fundament. Kanon er en god og velment (tiltrængt) hjælp til lærerne, som pædagogisk kan trække dem gennem den bedste litteraturhistorie. Nogle af de yngre lærere er desuden positive, da den 'nye' folkeskolelæreruddannelse betyder, at lærerne kun når at lære om en begrænset mængde af litteraturhistorien. "At bruge kanon svarer jo til, at man som ung lærer spørger en ældre kollega til råds", lyder et gængs udsagn.

Det bliver desuden fremhævet, at kanon især er en fordel for de svage elever, som kommer fra hjem uden tradition for at læse og læse højt. I samme forbindelse bliver kanon også fremhævet som positiv i integrationsøjemed, idet kanon kan sikre, at flygtninge og indvandrere bliver stillet bedre i Danmark, hvis de får viden om landets kulturelle ophav.

Midt imellem disse yderpoler står en gruppe, der måske ikke er imod kanon som sådan, men som i hvert fald er imod kanon, som den ser ud. Et af argumenterne er, at kanon er for snæver. At den blot afspejler det, der i forvejen bliver læst i skolerne. Et argument der altså bruges både positivt og negativt i forhold til kanon. Til den kategori hører både de, der ønsker sig en udvidelse af den nationale kanon og de, der ønsker at udvide kanonbegrebet, så det optager ikke kun national litteratur, men også international. Det er blevet kritiseret, at den nye kanon mangler forfattere fra de små årgange, og at der både mangler moderne forfattere, kvindelige forfattere samt etniske minoriteter. Andre argumenter går på, at kanonen skal være mere præcis og indeholde konkrete værkhenvisninger, eller at den bør være mere målbar således, at der i forbindelse med kanon er konkrete krav til, hvad eleverne skal præstere.

Hvad mener eleverne om den nye kanon?

For elevernes vedkommende har det hovedsageligt været gymnasieeleverne, der tog ordet i den offentlige debat. Eleverne repræsenteres af gymnasieelevernes talsmand, der dengang hed Thor Möger Pedersen, og han stillede sig kritisk over for tendensen til central styring. I artiklen "Gymnasieelever kritiserer læreplaner" i Information den 17. september 2004 (se kilder) siger han: »Grundlæggende er vi meget negativt indstillet over for hele kanon-tanken, fordi man fra centralt hold beslutter, hvad der er god viden, og hvad der er dårlig viden ( ... ) Regeringen vil sætte faglighed i højsædet, men det er 1950'ernes forståelse af ordet faglighed.«

Hvad er forlagenes holdning til en kanon?

Om det gælder for hele forlagsbranchen er svært at udtale sig om, for ikke alle forlag deltager i debatten. Men i hvert fald var to af de store danske forlag, Forlaget Gyldendal og Forlaget Lindhardt og Ringhof, hurtigt på banen med en støtte til kanoner. Og kort efter sendte Gyldendal en serie bøger til en læseplan på markedet. Begge forlagsdirektører har da også siddet med i kanonudvalget og været med til at definere skolernes kanonlister.

I artiklen "Forlag spiller ud med læseplaner" i Berlingske Tidende 11. februar 2004 (se kilder) udtrykte de to forlagsdirektører, Gyldendals Johannes Riis og Lindhardt og Ringhofs Morten Hesseldahl, et samstemmigt hurra for kanon. Johannes Riis sagde, at »det vil være en stor fordel og et fremskridt for vor nationale selvforståelse, hvis vi ved, at de unge bliver bekendt med en række af vore bedste forfatterskaber. Det er på høje tid, vi får en kanon, fordi multikulturalismen vil stille større krav til os. Vi skal kunne præsentere en sammenhængende kultur, så indvandrerne ikke forvirres yderligere i mødet med den danske kultur.«

Hvad er forfatternes holdning til en kanon?

Forfatternes holdning til kanon er ikke entydig. Nogle har været meget negative over den ufrihed og de retningslinjer, som kanontanken Forfatternes holdning til kanon er ikke entydig. Nogle har været meget negative over den ufrihed og de retningslinjer, som kanontanken indebærer. I den forbindelse er litteraturens plads for fri tænkning blevet fremhævet sammen med hævdelsen af, at litteraturen ikke skal samarbejde med staten. Desuden bliver det fremhævet, at litteraturen ikke skal vurderes ud fra en historisk tilgang, som kanonlitteraturen bliver, men at den skal vurderes på sine kunstneriske kvaliteter.

På den positive fløj fremhæver Klaus Rifbjerg, at kanon måske kan hjælpe en nødlidende litteratur ved at »sikre, at flere får oplevelser, der kan gøre dem lidt klogere på livet.«. Det siger han i artiklen "Forfatter-tilfredshed med kanon" i Information den 24. September 2004 (se kilder). I samme artikel udtrykker Bent Vinn Nielsen, at »hvis man kender den klassiske litteratur, så vil det indirekte stimulere interessen for nyere litteratur.« Ligeledes stiller Naja Marie Aidt sig i artiklen positiv i forhold til kanon. Dog fremhæver hun, at den givne kanon mangler lyrik, og hun fremhæver, at listen ofte bør blive revideret.

Desuden er der en del forfattere, som ikke udtrykker deres stillingtagen til kanonideen, men som forholder sig kritiske til den aktuelle kanon. Argumenterne er i vid udstrækning de samme som hos lærerne, så de repræsenteres her af et enkelt forfatterudsagn, der samler meget godt op på denne holdning. Forfatteren er Inge Eriksen, som den 22. september 2004 udtalte til KVINFO (se kilder): »Den nye kanon ligner et forsøg på at udfylde hullerne i den stadig mere hule historieundervisning. Men det kan da ikke være meningen, at litteraturen skal være en krykke til historielærerne? Hele projektet virker tilfældigt - hvorfor slutte i 1965? Hvorfor ikke i 1989, da hele verden forandredes? Ønsker kanonudvalget at undgå at tage stilling til den kvindeskrevne litteratur fra 1970'erne? Og endelig: Jeg savner mange kvindelige forfatterskaber og tænker på, hvordan de unge piger i skolesystemet vil læse fremover uden de forsvundne kvinder.«

Hvad er holdningen til de manglende kvinder i den nye kanon?

At der manglede kvinder i kanon er et af de helt overvejende kritikpunkter. Både mænd og kvinder, forfattere og lærere, politikere og ligestillingsforkæmpere, eksperter og lægmænd- og kvinder, kunne tage den obligatoriske kanonliste i øjesyn og se, at kønnene ikke er tilnærmelsesvist ligeligt repræsenterede på listen. Én kvinde til 13 mænd. Det førnævnte KVINFO bad en række politikere, forskere, forfattere og litteraturkritikere om at forholde sig til listen, og samstemmigt fremhævede de det skuffende i den manglende ligestilling på listerne. Forfatteren og anmelderen Lars Bukdahl udtalte, at »her har en lille gruppe kulturradikale mænd fået lov at sætte dagsordenen.« Den radikale politiker Margrethe Vestager sagde, at »den nuværende liste viser to ting: For det første, at det er helt legitimt i 2004 at se henover kvindelige forfattere, og for det andet, at der er en del diskussion om ligestilling og ligeværd tilbage.« Forskningsadjunkt ved Københavns Universitet Lilian Munk Rösig fandt den offentliggjorte kanon »skuffende«, for som hun sagde: »hvis en kanon skal være udtryk for hvad vi gerne vil give vores børn med på vejen, finder jeg det dybt problematisk at give dem den forestilling, at litteraturen er enkønnet.«

Direktøren for KVINFO Elisabeth Møller Jensen har i flere sammenhænge været ude at problematisere de manglende kvinder i kanon. Hun argumenterede i debatindlægget"Sminke og historisk bedrag" i Weekendavisen den 15. oktober (se kilder) med, at "jo flere forskellige stemmer, der som værdige bidrag finder anerkendelse i en fælles kanon, jo bredere grundlag får børn og unge gennem litteraturundervisningen til at vurdere den verden, som de allerede er en del af." En af hendes væsentlige pointer er, at netop et optag af kvinder i kanon ville være med til at afdække og tydeliggøre de magtforhold, som herskede i forholdet mellem mænd og kvinder. Det vil vise, hvordan nogle kvinder på trods af, at de var bortviste fra åndslivet og henviste til udelukkende at føde børn og passe hus, formåede at yde uafviselige litterære bidrag til en dansk kanon.

Desuden blev det fra flere sider fremhævet, hvordan litteraturhistoriens dominans af mænd tydeliggør de magtstrukturer, som altid har hersket i Danmark, ja verden over, og at det tilfælde, at kvinder endnu engang bliver holdt udenfor kanon, er en sikring af endnu århundreders undertrykkelse af kvinder.

Lige meget hjalp det dog, der kom ikke flere kvinder i kanon. Formanden for udvalget, Jørgen Lund, mente, at eftersom der havde eksisteret meget få kvinder i litteraturhistorien, så var det naturligt, at der var tilsvarende få kvindelige forfattere på kanonlisten. Han holdt fast ved, at fortiden og traditionen ikke kan ændres, og at fortiden må repræsenteres, som den var. Og da daværende undervisningsminister, Ulla Tørnæs, havde samme overbevisning som Lund, blev der ikke rokket ved kanonens udseende. .

Hvad er holdningen til kanonens nationale begrænsning?

Det er blevet fremført, at den nationale kanon blot er udtryk for et nationalt oprustningsprojekt. Eksempelvis skriver Lilian Munk Rösing i debatindlægget "Eksilets litterære kanon" i Information den 9. September (se kilder), at "Mod opslugningen udefra skal den danske kanon sikre en særlig dansk identitet, mod opløsningen indadtil (i 'kvinder, bøsser og muslimer ... ) skal den sikre 'fællesskabet'".

Kritikken går på, at omsorgen alene gælder det nationale fællesskab på dansk grund, og at det eneste, der praktisk talt er til diskussion i kanondebatten, er, hvad denne danskhed går ud på. Den helt afgørende kobling mellem sprog, litteratur og dannelse, som ideen om en national kanon hviler på, er desuden blevet kritiseret. Koblingen hviler som tidligere anført på opfattelser af, at nationen og modersmålet er intimt samhørige, og at litteraturen og sproget er nært knyttede. Begge dele kan afvises med argumenter om, at afgørende sider af litteraturen kun i begrænset omfang knyttes til det sproglige i en verden, hvor bøger oversættes til alverdens sprog. Og at kultur i mange henseender er et resultat af tilegnelse af fremmed kultur og litteratur, af gensidige inspirationer og afsmitninger. I den forbindelse er det fremhævet, at tilegnelsen af det fremmede måske ligefrem kan medvirke til at øge forståelsen for omverdenen og tolerancen og medvirke til at udviske fjendskab mellem nationer og kulturer. I samme åndedrag pointeres det, at kun internationaliteten kan sikre den selvstændige smagsreflektion, evnen til at skelne mellem godt og skidt, smukt og grimt. 

Hvordan lyder den generelle modstand mod kanon?

Modstanderne centrerer deres argumenter om fem udsagn, der kan opstilles som følger:
  • Kanon er udtryk for smagsdommeri.
  • Kanon er udtryk for centralisering af magt.
  • Kanon er udtryk for, at kunsten politiseres og benyttes i ideologisk ærinde.
  • Kanon er udtryk for en degradering af litteraturen ved at sætte den lig med historieskrivning.
  • Kanon er udtryk for snæversynet, nidkær nationalisme.
Udsagnene samler sig om to ting, dels om kunstneriske idealer, dels om kunstens frihed og uafhængighed. De to ting hænger sammen og handler om, hvad litteratur er: Hvordan skal litteratur skrives, og hvilken rolle skal litteraturen spille? Det fremhæves, at litteraturen først og fremmest har kunstnerisk æstetisk værdi, og at den ikke kan reduceres til noget andet. Den kan hverken isoleres til historieskrivning eller til politik. Når litteratur på denne vis vurderes på æstetiske principper og smag og behag, bliver den i vid udstrækning et personligt anliggende, i mindre grad et fælles og på ingen måde et statsligt anliggende.

Modstanderne plæderer altså for litterær uafhængighed, men samtidig bliver denne plæderen en kamp mod nationalismen og for det internationale sammenhold. Netop skismaet mellem det nationale og det internationale er en væsentlig faktor for modstanderne mod kanon. De fremhæver, at i en globaliseret verden, som vi lever i, er der ikke brug for at cementere nationale grænser og skabe nye mure - "når nu endelig den tyske mur mellem Øst- og Vest-tyskland blev revet ned i 1989, hvorfor så skabe nye?" - nej, der er nærmere behov for mere fleksible grænser og større internationalt sammenhold.

Hvordan lyder forsvaret for kanon?

Tilsvarende kan forsvaret for kanon centreres om følgende seks udsagn:
  • Kanon styrker litteraturen ved at bringe det centrale i fokus.
  • Kanon sikrer den vigtigste litteratur mod glemsel - mod den historiske glemsel, som er anslået til at gælde mellem 95% og 99% af alle værker på sigt.
  • Kanon sikrer os imod at blive historieløse, rodløse og ligefrem identitetsløse.
  • Kanon styrker indlæringen - især for de svage elever.
  • Kanon afhjælper integrationsproblemer ved at lære om de kulturelle rødder og normer.
  • Kanon skærper traditionsbevidstheden og medvirker dermed til at udvikle elevernes forståelse for omverdenen.
Disse seks udsagn handler dels om at sikre den væsentlige litteratur mod glemsel, og dels om dannelse og om at skabe identitet og sammenhængskraft i befolkningen. Litteraturen betragtes her som et redskab. Den anses for at være såvel et statsligt anliggende som et fælles anliggende, og i mindre grad for at være et personligt anliggende. Det væsentlige er nemlig litteraturens samlende kraft. Til kanonmodstandernes argumenter mod nationalisme og for internationalisme lyder således forsvaret: Jo, godt nok lever vi i en globaliseret verden, men for at vi kan forholde os til andre, må vi først og fremmest forstå os selv og være rodfæstede i en national selvfølelse.

Det skal nævnes, at Harold Bloom ikke kan tilskrives denne kategori på trods af hans forsvar for kanon, idet han udelukkende arbejder i litteraturens tjeneste, for den gode, æstetiske litteraturs overlevelse.

Perspektivering og fremtid

Hvilke andre kanoner har VK-regeringen skabt?

Efter litteraturkanonen havde regeringen fået blod på tanden, og derfor satte den gang i såvel en kulturkanon som en historiekanon. Daværende kulturminister Brian Mikkelsen var idemand bag kulturkanonen, som blev lanceret i januar 2006, og som er en kanon bestående af 12 værker inden for hver af kunstarterne:
  • Billedkunst
  • Arkitektur
  • Design og kunsthåndværk
  • Musik
  • Scenekunst
  • Film
  • Litteratur

Historiekanonen stod undervisningsminister Bertel Haarder fader til. Den blev lanceret i 2006 og består af 29 begivenheder og historiske personer. Historiekanonen skal udgøre en tredjedel af pensum i folkeskolernes historieundervisning. Se FaktaLink-artikel om Kulturkanon og Historiekanon.

 

Hvad er indvandrerkanonen?

Som en reaktion på, at den litterære kanon udelukkende fokuserede på dansk litteratur, besluttede forlaget Gyldendal og Dansk Flygtningehjælp at indgå et samarbejde om en indvandrerkanon. Det har resulteret i undervisningsbogen “Verdenshistorier - en alternativ kanon” (se kilder), der udkom i februar 2009, og som er tænkt som et bidrag til danskundervisningen i folkeskolens ældste klasser.

Bogen består af 12 skønlitterære tekster fra de største flygtninge- og indvandrergrupper i Danmark, nemlig Afghanistan, Bosnien-Hercegovina, Irak, Iran, Kroatien, Pakistan, Serbien, Somalia, Sri Lanka, Tyrkiet samt kurdere og palæstinensere. I forbindelse med udgivelsen udtalte Gyldendals redaktør Karen Dinesen i artiklen “Ny kanon sparker gang i kulturkampen” (se kilder), at: »Vores kanon åbner sig i stedet for at lukke sig om sin egen kultur, som Kulturministeriets kanon gjorde.« 

Vil kanon overleve et regeringsskifte?

Når man tager de seneste tiårs danske kanontradition i betragtning, og når man vurderer de nuværende oppositionspartiers forhold til kanon, så forekommer det umiddelbart sandsynligt, at kanon igen vil blive fjernet fra folkeskolernes slutmål og gymnasiernes læreplaner, hvis oppositionspartierne danner regering. Men tager man med i sine overvejelser, at især folkeskoleeleverne er faldet igennem i internationale undersøgelser de seneste år, ligesom mange nationale undersøgelser har påpeget, at alt for mange afgangselever sendes ud i verden som funktionelle analfabeter, så virker det pludselig mindre sandsynligt. Elevernes dårlige resultater har nemlig betydet øget politisk fokus på skolerne og omvendt et øget offentligt krav til politisk handling. Tidligere undervisningsminister Ulla Tørnæs har i den forbindelse fokuseret på faste læseplaner samt på løbende tests og evalueringer af eleverne som løsninger, og den nyligt udpegede undervisningsminister Bertel Haarder synes at fortsætte den konservative linje. Oppositionen har været imod denne tilgang, men på den anden side kan den være vanskelig at ændre i en tid, hvor der er fokus på elevernes manglende formåen, og hvor der er krav om forandring.

Faktisk udtalte de to dominerende oppositionspartier sig forholdsvis neutralt om Brian Mikkelsens kulturkanon op til valget februar 2005. Socialdemokraternes daværende kulturordfører Mette Frederiksen sagde således til Berlingske Tidende 21. januar 2005 (se kilder), at hun ikke havde tænkt sig at skrotte projektet, hvis hun blev kulturminister efter valget. Det Radikale Venstres daværende kulturordfører Naser Khader udtalte i samme ombæring om kulturkanonen: »Det er ikke noget, som skader. Verden går ikke under, hvis den fortsætter, men jeg ville nok overveje en anden måde at gøre det på.«

Om litteratur- og kulturkanonen overlever et regeringsskifte står således uvist hen, men eftersom politikerne ikke pt. udtrykker store følelser i den forbindelse, kan kanonerne sagtens tænkes at overleve.

Vil kulturlivet få indflydelse på kanon?

Kulturpersonlighederne har uvægerligt meget indflydelse på forholdet til kanon, det er blevet klart gennem artiklen. Det betyder, at hvis kulturpersonerne står sammen i en modstand mod kanon, så vil de med stor sandsynlighed blive hørt. Indtil videre har adskillige af de kunstnere, der er kommet på kulturkanonlisterne, taget skarpt afstand fra kanonideen. Filminstruktør Lars Von Trier reagerede særligt kraftigt, da det blev klart, at han var på filmkanonlisten. Han lavede en filmisk happening, hvor han klippede det hvide kors ud af det danske flag, syede de røde stykker sammen igen og hejste den røde fane til lyden af “Internationale”.

Samtidig er mange kulturpersoner selv medskabere af kanonideen og medvirkende til kanon. For eksempel bestod kulturkanonudvalgene i vid udstrækning af udøvende kunstnere, ligesom også en del kunstnere udtrykker tilfredshed med kanonideen - om de er kommet på listerne eller ej.  Derfor  må det nok betragtes som usandsynligt, at kulturlivet vil underminere kanon.

Vil kanon overleve, hvis pædagogikken ændres?

Det er let at forestille sig, at grunden til, at kanon blev fjernet fra læreplanerne efter 1968, var et resultat af de nye pædagogiske strømninger, som kom til at præge skoler og institutioner i både Danmark og de fleste andre vestlige lande. Frem til 1960'erne var det faglighed og udenadslære, der var i fokus, men det ændredes radikalt så gruppearbejde og fællesskab kom i centrum sammen med forestillingen om, at de dygtige elever skulle undervises sammen med de svage. Men når de pædagogiske idealer med tiden igen tager en ny drejning, vil lærerne muligvis stå sammen med krav til politikerne om at fjerne kanon.

Vil kanon overleve elevmodstand?

Gymnasieelevernes formand anno 2004 har allerede udtalt sig skeptisk om implementeringen af kanon. I den forbindelse demonstrerede en del gymnasieelever faktisk, men det fik ikke den store politiske gennemslagskraft. Måske var der for meget på dagsordenen, og demonstrationen var ikke kollektiv. Hvis man forestillede sig, at både gymnasieelever og folkeskoleelever demonstrerede i fællesskab, og eventuelt blev bakket op af lærerne, så ville resultatet måske tage sig anderledes ud. Sandsynligheden for at det sker, er dog forsvindende. I hvert fald som det ser ud i dag, hvor kanon jo stort set afspejler den litteratur, der blev læst før kanon. Men bliver kanon ikke opdateret løbende, så den kommer til at optage mere moderne forfattere, bliver den muligvis for grå og kedsommelig til en hypermoderne elev.

Vil kanon blive ændret løbende?

Det er muligt, at den litterære kanon vil være en del af pensum i mange år frem, men i så fald vil der løbende blive stillet krav til en ændring af kanonens sammensætning. Som kanon tager sig ud anno 2005 får den en del kritik for at være umoderne. Dels har den ingen forfattere, der er debuteret efter 1965 på listen, dels er den særdeles kønspolitisk ukorrekt, og dels er den snæver i sit nationale perspektiv. Man kan forestille sig, at kvindesagsforkæmpere og folk med fokus på den globale sammenhæng i litteraturen går sammen og kræver kanon ændret. Ligesom man kan forestille sig, at en ny sammensætning af politikere i en kommende regering vil sætte en ny og anderledes kanon på dagsordenen.

En ting er dog sikkert, nemlig at kanondiskussionen også vil herske fremover. Diskussionen om, hvad der er henholdsvis god og dårlig litteratur, er foregået hele vejen gennem litteraturhistorien. Sandsynligheden for, at den også i de kommende år vil blive brugt i kulturpolitisk og uddannelsespolitisk øjemed, må siges at være stor. Det forhold, at idéer om national identitet konstant debatteres og periodisk revideres i Vesten, antyder, at nationale, kulturelle identiteter tjener vigtige formål og imødekommer vitale behov - også i en moderne, globaliseret verden.

Kilder

Webtjenester

Forfatterweb er et forfatterleksikon beregnet til hurtig orientering, inspiration eller som udgangspunkt for opgaveskrivning. Udgivet af Dansk BiblioteksCenter.

Rapporter

Dansk litteraturs kanon : rapport fra Kanonudvalget 2004
Præsentation af forslag til en obligatorisk liste over danske forfatterskaber - en fælles kanon. - til brug i såvel folkeskolen som i de gymnasiale uddannelser samt vejledende lister med forslag til læsning.
Evaluering af folkeskolens afsluttende prøver 2004.

Pressemeddelelser

Pressemeddelelse den 21/1-2004 udsendt af Center for Børnelitteratur. Kan findes på centerets hjemmeside.

Centrale institutioner

Hos Folketingets oplysning kan man søge på alt, der har med politisk arbejde at gøre - for eksempel på udgivelser, partihjemmesider, dagsordener og referater. Man kan desuden stille spørgsmål både online og telefonisk på 33 37 33 38.

Parti hjemmesider

Relevante dansksprogede internetkilder

Et dansk forum for køn og kultur med (kvinde)litterære opslagsværker, med webmargasinet FORUM med aktuelle artikler og interviews, med mere.

Avisartikler

Eising, Jesper:
Kulturkanon venter på nyt krudt. Berlingske Tidende, 2005-01-21.
Bock, Silke:
Ny liberal kritik af kanon. Politiken, 2004-12-16.
Thorsen, Lotte:
Nej til flere kvinder i den litterære kanon. Politiken, 2004-12-14.
Eising, Jesper:
Kunstnere må finde sig i at blive store kanoner. Berlingske Tidende, 2004-12-12.
Kassebeer, Søren og Eising, Jesper:
Kanon fremmer integrationen. Berlingske Tidende, 2004-12-10.
Jensen, Elisabeth Møller:
Sminke og historisk bedrag. Weekendavisen, 2004-10-15.
Madsen, Peter:
Verdensdannelse. Information, 2004-10-07.
Gottlieb, Aslak:
Litterær kanon skyder forbi. Information, 2004-10-06.
Qvortrup, Lars:
Det er ikke kanongodt. Information, 2004-09-29.
Dannemand, Henrik:
Lærere: Fint med en kanon. Berlingske Tidende, 2004-09-24.
Kassebeer, Søren:
En kanon uden krudt. Berlingske Tidende, 2004-09-24.
Jørgensen, Anders og Kjølbye, Marie Louise:
Forfatter-tilfredshed med kanon. Information, 2004-09-24.
Michelsen, Jonni:
Gymnasieelever kritiserer læreplaner. Information, 2004-09-17.
Rösing, Lilian Munk:
Eksilets litterære kanon. Information, 2004-09-09.
Mikkelsen, Brian:
Vi skal værne om vores historiefortællere. Berlingske Tidende, 2004-08-26.
Blüdnikow, Bent:
Forlag spiller ud med læseplaner. Berlingske Tidende, 2004-02-11.

Tidsskrifts- og netartikler

DR:
Ny kanon sparker gang i kulturkampen, www.dr.dk, 2009-02-24.
Simonsen, Bettina Frank:
"Old Boys klub. Bragt på KVINFOs hjemmeside 2004-09-27.
Fagbladet Folkeskolen nr. 39-42 2004.
Gymnasieskolen nr. 10 2004.

Dansk faglitteratur

Munch-Hansen, Ditte Marie (red.):
Verdenshistorier - en alternativ kanon. Gyldendal, 2009.
Pittelkow, Ralf:
Forsvar for nationalstaten. Lindhardt og Ringhof, 2004.
Mejding, Jan (red.):
PISA 2003 - Danske unge i en international sammenligning. Danmarks Pædagogiske Universitets Forlag og forfatterne, 2004.
Weinreich, Torben m.fl.:
Nedslag i børnelitteraturforskningen. Roskilde Universitetsforlag, 2003.
Rosendahl Thomsen, Mads:
Kanoniske konstellationer. Syddansk Universitetsforlag, 2003.
Politikens nudansk ordbog med etymologi. Politikens Forlag A/S, 2000.
Hauge, Hans:
Dansk litteraturs kanon. Undervisningsministeriets forlag, 1994.

Udenlandsk faglitteratur

Rushdie, Salman:
Step across this line: Collected Nonfiction 1992-2002. Random House, 2003.
Hutcheon, Linda:
Rethinking Literary History: A Dialogue. Oxford University Press, 2002.
Smith, Anthony D.:
Nationalism. Blackwell Publishing Limited, 2001.
Fehrman, Carl:
Litteraturhistorien i Europaperspektiv. Absalon, 1999.

Litteraturhistoriske kanonværker

Auerbach, Erich:
Mimesis: the representation of reality in western literature. Princeton University Press, 2003.
Bloom, Harold:
The Western Canon: the books and schools of the ages. Riverhead Books, 1995.
Brandes, Georg:
Hovedstrømninger i det nittende århundredes litteratur bind 1-6. Jespersen og Pio, 1966-67.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på 'Litterær kanon'