herman bang
Herman Bang (1857-1912)
Foto: Scanpix

Tekstanalyse

journalist cand.mag. Morten Jørsum. Opdateret af cand.mag. Anne Vindum. April 2013
Top image group
herman bang
Herman Bang (1857-1912)
Foto: Scanpix
Main image
Litteraturanmelder på Politiken, Bo Tao Michaëlis, studerer Dante.
Litteraturanmelder på Politiken, Bo Tao Michaëlis, studerer Dante.
Foto: Jacob Nielsen / Scanpix

Tekstanalyse er at finde ud af, hvad en tekst siger, og hvordan den gør det. Men tekstanalyse er ikke noget, man kan lave en fast opskrift på, fordi alle tekster er forskellige. Der er for eksempel stor forskel på, om man analyserer en roman af Herman Bang eller et digt af Inger Christensen. Derfor må analysen afstemmes til den tekst, man skal analysere, hvad enten det er lyrik, prosa eller drama.

En analyse vil altid være en dialog mellem teksten og læseren. Denne artikel præsenterer derfor en række forskellige metoder og redskaber, der kan hjælpe læseren til at forstå, hvad tekster handler om.  

Artikel type
faktalink

Introduktion til tekstanalyse

Hvad er tekstanalyse?

Tekstanalyse er at finde ud af, hvad en tekst siger, og hvordan den gør det. Lektor Erik Svendsen definerer i bogen “Hvordan det? – om glæden ved at læse tekster” (se kilder) tekstanalysen således: “En analyse er lig med en findeling af et materiale, hvad enten det er kemisk eller kunstnerisk. Det en tekstanalytiker gør er altså at se på tekstens mange detaljer, dens struktur, komposition, fortælleteknik, dens sprog – hvad enten det er visuelt eller verbalt og tekstens temaer.”  

Hvorfor analysere?

I bekendtgørelsen for danskfaget i gymnasiet hedder det blandt andet at: “I litteraturen har mennesker til alle tider tolket deres livsvilkår og formuleret deres omverdensforståelse og selvforståelse. Studiet af litteratur er derfor et studium i fortidige og samtidige nationale og internationale formuleringer af erfaringer. Et litterært værk besidder en kunstnerisk formet kompleksitet, der åbner for fortolkning, og i mødet med værkerne udvikles elevens sproglige og kunstneriske opmærksomhed og historiske bevidsthed.” Bekendtgørelsen kan læses på Undervisningsministeriets hjemmeside (se kilder).

Som citatet peger på, er det vigtigt at kunne analysere en kunstnerisk tekst. Gennem analysen opnår læseren en bedre forståelse af omverdenen, hvilket er med til at skærpe og udvide ens forståelse, ikke bare af litteratur men også af mange andre fænomener.

Metode

Hvad er metode?

En metode er en bestemt tilgang til en analyse. I bogen “Litteraturens veje” (se kilder) beskrives metode som en “(…) planmæssig fremgangsmåde (…) og betegner altså en generaliseret, videnskabelig praksis (…) en læsepraksis der har forladt den spontane tilegnelse, og som følger regler, procedurer og særlige synsvinkler systematisk.”

Metodebevidsthed handler altså om at analysere tekster systematisk ud fra et bestemt udgangspunkt. Nedenfor følger en kort beskrivelse af de mest almindelige litterære metoder. For mere information om de forskellige metoder henvises til bøgerne “Litteraturens tilgange” og “Metodebogen” (se kilder).

I en konkret tekstanalyse vil man ofte bruge elementer fra flere forskellige metoder. Dette er fuldt legitimt, det vigtige er bare at være bevidst om, hvornår man gør hvad – at være metodebevidst. 

Hvordan var den første tekstanalyse?

Den antikke græske filosof Aristoteles var den første, der lavede et præcist studie af, hvordan litteratur fungerer. Dette studie ligger til grund for hele den moderne litteraturvidenskab i dag. Aristoteles skrev afhandlingen “Poetikken” (se kilder) om den græske teatergenre tragedien. Aristoteles sigte i poetikken er dels at se på, hvordan tragedien er skruet sammen rent formelt og dels at se på, hvad den gør ved tilskueren. Aristoteles indstifter her de helt fundamentale opdelinger, man tager for givet i studiet af litteratur i dag. Han opdeler for eksempel tragedien i strukturen: Begyndelse – midte – slutning. Denne opdeling er stadig grundlaget for, hvordan man analyserer kompositionen i et litterært værk i dag.  

Hvad er den nykritiske metode?

Omkring 1920 opstod der på de amerikanske universiteter en ny måde at analysere litteratur på, som kaldes nykritik. Nykritikkens grundlæggende antagelse er, at det litterære værk er en autonom størrelse. Med autonom menes der, at værket ikke refererer til andet end sig selv. For at forstå værket behøver man ikke kendskab til noget andet så som forfatterens liv eller den periode, det er skrevet i.

En anden central ting for den nykritiske metode er, at man skal lave tekstnære analyser. Dette betyder, i tråd med tekstens autonomi, at alt hvad man vil sige om teksten, skal kunne findes direkte i den. Den nykritiske analyse vil bestå af en nærlæsning af tekstens mindste dele, dens ord og billeder og disses forhold til tekstens overordnede tema. Nykritikken har udviklet mange af de grundlæggende grundbegreber, man bruger i tekstanalyse i dag. 

Hvad er den strukturalistiske metode?

Den strukturalistiske metode opstod i 1960’erne og udspringer af sprogfilosofien. I strukturalismen opfatter man sproget som et system, og en strukturalistisk tekstanalyse sigter efter at forstå de sproglige funktioner i teksten. En strukturalistisk tekstanalyse vil ofte se på fortællingen (narratologien) og lede efter generelle modsætningspar i teksten, for eksempel natur/kultur og liv/død.

Mange elementer fra den strukturalistiske metode er i dag alment udbredte i tekstanalyse.  

Hvad er den ideologikritiske metode?

I den ideologikritiske metode læser man tekster som udtryk for bestemte værdier eller holdninger, der kan findes i en bestemt gruppe eller klasse af samfundet. Denne metode var meget fremherskende i 1960’erne og 70’erne, hvor man ofte havde et marxistisk udgangspunkt.

Ideologikritikken er en indholdskritik, det vil sige den er optaget af, hvad der sker i tekstens historie. Tekstens udtryk eller dens form er mindre interessant, det er historien, der siger noget om det samfund, vi lever i. Eksempelvis ville man i en analyse af Henrik Ibsens drama “Et dukkehjem” være mere optaget af, hvordan det borgerlige samfund undertrykker kvinder generelt, end hvordan dramaet er bygget op rent strukturelt, eller hvordan sproget er organiseret.

Med den ideologikritiske metode vil man afdække nogle holdninger og værdier, der rækker ud over selve værket, og som er kollektive. 

Hvad er den biografiske metode?

I den biografiske metode kigger man på forfatterens personlige liv for at forstå værket og omvendt. Man ser forfatterens liv og værk i en helhed. Man vil således se på, om forfatteren var i en speciel situation, da værket blev skrevet – var han/hun deprimeret eller lignende. Denne metode er blevet kritiseret af de metoder, der arbejder med et autonomt tekstbegreb, som for eksempel nykritikken. 

Hvad er den psykoanalytiske metode?

Psykoanalyse er en psykologisk teori og praksis, som blev grundlagt af Sigmund Freud (1856-1936). Men psykoanalyse kan også bruges til at analysere tekster med. I den psykoanalytiske metode overfører man Freuds grundlæggende begrebsapparat (det ubevidste, drømmen, ødipuskomplekset og så videre) til analysen af tekster. Den psykoanalytiske metode kan bruges til at forklare grundlæggende psykologiske processer i det fiktive værk. 

Hvad er den receptionsteoretiske metode?

Receptionsanalysen ser på, hvordan læseren modtager (reception betyder modtagelse) og fortolker et værk. Man vil ofte arbejde ud fra en kommunikationsmodel, og man opfatter ikke værket som fuldendt, før det er blevet læst og fortolket af en læser. Teksten er i sig selv meningsløs – det er først i mødet med læseren og dennes viden og erfaring, at mening opstår. Læseren og teksten indeholder så at sige halvdelen af tekstens mening hver. Først når de to smelter sammen, er teksten komplet.

Selve tekstanalysen

Hvad forstås ved analyse?

Ved analyse forstås alt det, man kan iagttage direkte ud fra teksten. En analyse er altså ikke det samme som en fortolkning. En analyse vil være noget, som alle kan iagttage, hvorfor det er vigtigt, at man i analysen er tekstnær. Således at de pointer, man fremhæver, er gennemskuelige og altid kan efterprøves af andre.

En analyse vil dog altid indeholde nogle subjektive prioriteringer. Ved subjektive prioriteringer forstås det forhold, at der i en analyse af én konkret tekst kan være lagt vægt på for eksempel, hvordan sproget er konstrueret, mens der i en anden analyse af den samme tekst kan være lagt vægt på tematikken. Begge analyser kan være lige legitime ud fra teksten, men de har forskellige sigter og derved forskellige konklusioner.

I analysen må man ikke inddrage elementer, der er eksterne til værket. Dette må man gemme til fortolkningen og perspektiveringen. 

Hvad forstås ved fortolkning?

Fortolkningen er en selvstændig sammentænkning af analysens resultater. Der er her, man sammenkæder sine analyseresultater og giver et bud på de overordnede linjer og tanker i teksten. Fortolkningen er således en overbygning på analysen, der samler alle de forskellige tråde op. Fortolkningen kan i reglen være mere spekulativ end analysen, og det er tilladt at lægge sine egne subjektive vurderinger ind her.  

Hvad forstås ved perspektivering?

Perspektiveringen er den sidste del af en analyse. Det er her, man tillægger analysen en sidste udvidelse, som refererer til noget udenfor teksten. Lektor Erik Svendsen formulerer det således i bogen “Hvordan det?” (se kilder): “Når man perspektiverer, forsøger man at finde tegn i tiden, eller i fortiden, som kunstværket går i dialog med, som værket forholder sig til. Noget som kan have betinget værket, noget som har spillet en rolle i værket”.

Eksempelvis ville det i en analyse af Leif Panduros “Rend mig i traditionerne” (1958) være relevant at se på, hvordan det danske samfunds stivnede normer i 1958 var ved at blive ændret af de unge som en slags forløber til ungdomsoprøret i 1968.

Lektor Keld Gall Jørgensen beskriver i bogen “Litterær analyse” (se kilder) perspektiveringen, som han mener bør indeholde følgende tre punkter:  

1) Samfund: Teksten er altid en del af den samtid, den er blevet skrevet i. For eksempel: Hvad siger Michael Strunges digte om det at være ung i 80’erne i Danmark? Det kan også være relevant at se på, om teksten er en del af en speciel skole eller bølge inden for litteratur og kunst. For eksempel kunne en analyse af Herman Bangs roman “Stuk” suppleres med et par generelle kommentarer om den impressionistiske litteratur.  

2) Menneskesyn: Hvordan er tekstens menneskesyn? Her kan man for eksempel se på forholdet mellem arv og miljø. Keld Gall Jørgensen beskriver i bogen “Litterær analyse” (se kilder), hvordan denne konflikt kommer til udtryk: I Pontoppidans “Ørneflugt” er menneskets mulighed for at handle bestemt af miljøet. Og det modsatte finder sted i H.C. Andersens “Den grimme ælling”, hvor mennesket hæver sig op gennem sin arv. 

3) Sprogkunst: Her må man vurdere, om teksten er god. Her kan man bruge sine analytiske iagttagelser som argumentation. For eksempel: er der overensstemmelse mellem indhold og form, eller modsvarer de hinanden. 

Hvad er vigtigt, når man analyserer lyrik?

Lektor Keld Gall Jørgensen skriver i bogen “Litterær analyse” (se kilder) at: “Digte er meget forskellige. I længde, opsætning, form og indhold kan de variere så meget, at det er vanskeligt at forestille sig én model til lyrikanalyse, som med frugtbarhed kan anvendes på alle digte. Men omvendt gælder det samtidig, at de må have noget til fælles i og med, at vi overhovedet kalder dem digte.”

Digte har ofte ikke nogen handling ligesom prosa og drama, men handler i stedet om følelser, stemninger, indsigter eller erkendelser. I digtanalysen vil det være disse elementer, man skal prøve at lokalisere.

Efter at have erkendt at digtet generelt er udefinerbart, opstiller Keld Gall Jørgensen alligevel en overordnet model, som kan bruges til at analysere de fleste digte med. Modellen løber gennem fire punkter, som skitseres her: 

1. Digtets situation: Hvad sker der i digtet? Hvad beskrives der? Dette punkt svarer til prosaanalysens handlingsreferat. 

2. Digtets virkemidler: Her ser man på billedsprog, metrik og digtets grafiske lag. 

3. Digtets tema: Find og beskriv digtets følelser, stemninger, indsigter eller erkendelser.4. Perspektivering: Sæt digtet i relation til den samling det er taget fra eller til hele digterens forfatterskab. 

Et helt centralt begreb i analysen af digte er nærlæsning, eller hvad man med et andet ord kan kalde opmærksomhed. I digtlæsning skal man som regel være opmærksom på alle ordene og læse langsomt. I prosa og drama er det for eksempel mere nærliggende at lede efter de elementer, der strukturerer handlingen end minutiøst at opregne billedsproget.

Lyrik udspringer oprindeligt af musik, og megen lyrik er sange eller på anden måde skrevet til at skulle reciteres. Derfor er det altid en god idé at læse digtet op højt for sig selv. Derved får man en fornemmelse for det lydlige niveau i digtet så som rim og versefødder.  

Hvad er vigtigt, når man analyserer drama?

I analysen af drama må man skelne mellem, hvad man kalder den dramatiske tekst – som er den nedskrevne tekst – forlægget for en opførsel. Og på den anden side selve opførslen eller iscenesættelsen af den dramatiske tekst. I denne forbindelse vil vi ikke beskæftige os med opførslen, fordi den kræver en helt anden analyse end den litterære.

Drama adskiller sig markant fra lyrik og prosa, fordi alt, hvad der foregår, bliver fortalt (udsagt) af karaktererne. Der er således ingen fortællerstemme, som man skal udrede synsvinklen for. Til gengæld er der i dramatiske tekster en række regibemærkninger, som angiver, hvordan forfatteren har tænkt sig, at opførslen skal være. Disse regibemærkninger kan være mere eller mindre specifikke. Det kan for eksempel være et udsagn som “der lød støj i baggrunden” eller omhandle, hvor karaktererne skal placeres på scenen.

Ordet drama stammer fra græsk og betyder handling. Dette signalerer, hvad der er vigtigt at se på i en dramaanalyse – nemlig handlingen. Det vil ofte være relevant at lave en analyse af handlingsforløbet og en tematisk analyse. Man også stil, herunder sproget, person og miljø, er væsentlige elementer i en dramaanalyse. Sproget kan for eksempel afsløre en del om karaktererne, for eksempel i Holbergs “Erasmus Montanus”, hvor der er markant forskel på den måde, karaktererne taler. Sproget afslører her den konflikt, dramaet opbygger mellem den dannede og den udannede (om end den dannede netop i dette stykke viser sig ikke at være så dannet alligevel).  

Hvad er vigtigt, når man analyserer prosa?

Et af kerneelementerne i prosa, som samtidig adskiller den fra de to andre genrer, er fortællerstemmen. Det vil derfor altid være vigtigt at få udredt fortællerstemmens karakteristika i den specifikke tekst. Desuden vil det altid være relevant at lave en handlings- og tematisk analyse af en prosatekst. Generelt kan det siges, at de fleste af de elementer, der nævnes nedenfor, vil være relevante i en prosaanalyse. 

Hvordan griber man en tekstanalyse an? (1)

Der findes mange forskellige tilgange til tekstanalyse. Først og fremmest handler det om at afstemme ens analyse til den tekst, man skal analysere. Der er stor forskel på en analyse af drama, prosa og lyrik. Gymnasielærer Vagn Birger Isaksen opstiller i bogen “Grundbog til tekstanalyse” (se kilder) nedenstående model, som vil være et fornuftig udgangspunkt i de fleste analyser: 

1. Genrebestemmelse af teksten

2. Redegørelse for tekstens komposition

3. Redegørelse for synsvinkel-forholdene i teksten

4. Redegørelse for tids-forholdene i teksten

5. Redegørelse for steder og miljøer i teksten

6. Redegørelse for personer i teksten

7. Redegørelse for emner/temaer i teksten

8. Redegørelse for tekstens holdning til de emne/temaer, som den behandler

9. Redegørelse for tekstens budskaber (hvad vil den sige læseren)

10. Redegørelse for tekstens sprogform, dens stil

11. Redegørelse for eventuelt metriske elementer i teksten

12. Personlig begrundet vurdering af teksten  

Ovenstående rækkefølge skal ikke ses som et fastlagt forløb, men som en huskeliste. Det vil ikke være relevant at se på alle elementerne lige indgående i alle analyser. For eksempel vil en analyse af lyrik oftest inddrage de sproglige virkemidler før en analyse af temaet, idet et tema i lyrik tit bliver skabt eller underbygget af den sproglige udformning.  

Hvordan griber man en tekstanalyse an? (2)

En anden og mindre skematisk måde at gribe en analyse an på er ved at dele analysen op i to overordnede punkter: Hvad fortælles og hvordan fortælles. Ved denne fremgangsmåde er man mindre tilbøjelig til at bruge for meget tid på ting, som ikke er relevante. I mange digte vil det for eksempel ikke være relevant at se på miljø, personer og lignende, fordi der ikke er nogen. De to punkter kan opdeles således:

· Hvad fortælles i teksten

· Hvordan fortælles i teksten

Ovenstående vil blive forklaret fyldigt i del 4 og 5. 

Hvad fortælles – konkrete analyseværktøjer

Hvad fortælles?

Med hvad fortælles menes selve den historie, der bliver fortalt, eller i et digt den specifikke stemning eller følelse. Hvad fortælles er alt det, som teksten handler om – altså selve historien.

Når man ser på, hvad der fortælles, vil man oftest se på begreberne:

· Referat

· Miljø

· Personer

· Handling

· Tema 

Hvad er et referat?

Et referat er en genskrivning af værket i få ord. At genskrive handlingens skelet og derved finde ind til tekstens røde tråd kan være særdeles frugtbart for ens egen forståelse af forløbet i prosatekster. Et referat er som regel ikke noget, man bruger i analysen af lyrik. Her vil det i stedet være relevant at beskrive digtets situation, som er, hvad der sker i digtet, og hvad der beskrives. 

Hvad er miljø?

Miljøet i en tekst er det, som karaktererne kommer fra og færdes i. For eksempel et fattigt eller velhavende miljø. En beskrivelse af karakterernes miljø er ikke altid relevant, men en sådan beskrivelse er indlysende, hvis der er store forskelle karaktererne imellem. Eksempelvis er det relevant at beskrive det relativt beskedne og fjendtlige miljø, som Harry Potter er vokset op i. Derefter kan man kontrastere til de miljøer, som hans venner Ron og Hermione kommer fra. Og endelig sammenligne med det miljø hans fjende Draco Malfoy er skabt af. Et andet eksempel, hvor det er relevant at lave en miljøbeskrivelse, er i H.C. Andersens “Svinedrengen”, hvor hovedpersonen kommer fra et fattigt miljø. Han vil have et kys af prinsessen, der kommer fra et helt andet miljø. Her kan en afdækning af de to karakterers miljø være en hjælp til at forstå den helt centrale konflikt i teksten mellem rig og fattig.  

Hvad er en personkarakteristik?

For at få et overblik over en person (karakter) i en tekst, er det godt at lave en lille karakteristik. En personkarakteristik vil bestå af en beskrivelse af de vigtigste personer:

· Hovedperson: Den vigtigste person i historien.

· Parallelperson: En person der har en lighed (parallel) til hovedpersonen. Forekommer ikke i alle historier, men ofte.

· Kontrastperson: En person der er karakteriseret af sin kontrast (forskel) til hovedpersonen. Forekommer heller ikke altid, men ofte.  

Der kan sagtens være flere parallel- og kontrastpersoner.

Et eksempel på en personkarakteristik fra J.R.R. Tolkiens “Ringenes Herre” kunne være denne:

· Hovedperson: Frodo – lille, klog, venlig, udholdende, modig, selvopofrende, forsæt selv.

· Parallelperson: Sam – ligner Frodo på mange måder.

· Kontrastperson: Dette kunne være Boromir, der også stræber efter ringen, men vil bruge den for egen vindings skyld. Gollum kunne også fungere som kontrastperson, idet han på mange punkter ligner Frodo, mens han på lige så mange adskiller sig.  

Hvad er en handlingsanalyse?

At kortlægge handlingen i en fortællende tekst er altid relevant. Hvad sker der? Hvem gør hvad og hvorfor? I den forbindelse er det tit fornuftigt at benytte en model til at anskueliggøre, hvad der er på spil. For eksempel den strukturalistiske teoretiker A.J. Greimas’ aktantmodel og sommerfugle-model (betydningens grundstruktur). Begge modeller kan findes på hjemmesiden “Textanalyse.dk” (se kilder).

Aktantmodellen bruges til at bestemme forskellige karakterers indbyrdes relationer og er god til at beskrive alliancer aktørerne imellem. Sommerfugle-modellen bruges til at anskueliggøre tekstens fundamentale modsætningspar – tekstens tematiske struktur.

Begge modeller er udviklet til at analysere eventyr, men kan bruges på alle tekster med et forløb. Faren ved at bruge en model er, at de kan være reducerende, og at man derved nemt kommer til at udelade det, som der ikke lige passer i modellen. Dette forhold må man være sig bevidst, hvis man bruger modeller. I den forbindelse kan man passende se på, hvad der ikke passer ind i modellen, og hvorfor det ikke gør. 

Hvad er et tema?

Et tema er det mest centrale af tekstens emneområder. En tekst kan have mange forskellige emneområder og flere temaer. Man kan dog vælge i sin analyse at finde frem til et, som man lægger særlig vægt på. Et tema vil ofte bestå af en konflikt mellem et modsætningspar. Et eksempel på et tema er konflikten mellem natur og kultur i H.C. Andersens eventyr “Nattergalen”.

Hvordan fortælles – konkrete analyseværktøjer

Hvordan fortælles?

Med hvordan fortælles menes der den måde, som teksten meddeler sig på. Den måde som teksten fortæller sin historie på rent teknisk. Når man ser på, hvordan der fortælles, vil man se på følgende elementer:

· Komposition

· Fortællerinstans

· Synsvinkel

· Ordklasser

· Metrik

· Strofe og vers

· Billedsprog 

Hvad er en stilanalyse?

Med stilanalyse mener man en samlet karakteristik af tekstens stil, baseret på de iagttagelser man kan gøre sig under punktet: hvordan fortælles. Stil er således en samlebetegnelse for en teksts sproglige og kompositoriske udtryk.

I lyrik vil det altid være relevant at udlede stilen gennem hele digtet. I prosa og drama er en sådan næranalyse mere omstændelig på grund af omfanget. Her vil det være relevant at vælge et centralt afsnit ud, for der igennem at lave en minutiøs analyse af billedsprog, synsvinkel og så videre. Man kan efterfølgende udlede hele tekstens stil ud fra dette centrale afsnit.

En teksts stil kan for eksempel være:

· Saglig – der er ingen eller få metaforer og andet billedsprog.

· Malende – der er stor frekvens af billedsprog.

· Diffus – teksten er ikke særlig klar på fortælleplanet. Det er svært at udlede, hvad den mener. 

Hvad er komposition?

Komposition er den måde, en tekst overordnet er skruet sammen på.

Aristoteles indførte i sin analyse af tragedien en tredeling, som kan buges til mange prosatekster: 1) Begyndelse 2) Midte 3) Slutning. Normalt vil denne tredeling i prosatekster vise sig således:  

1. Konflikten optrappes (begyndelse)

2. Omslag, begyndende løsning af konflikten (midte)

3. Konflikten løses (slutning). Hvilket ikke behøver at være positivt som i Ødipus, hvor hovedpersonen stikker sine øjne ud og ender i en fuldendt tragedie. 

Mange prosatekster vil dog have en mere kompliceret struktur. Men denne simple model er god til at danne et overblik over teksten.

I analysen af lyrikkens komposition vil man se på organiseringen af vers og strofe, hvilket forklares nedenfor. 

Hvad er fortællerinstansen?

Alle fortællende (narrative) tekster er fortalt af en fortællende bevidsthed, som ikke er det samme som forfatteren. Fortællerinstansen er den stemme, der taler i teksten. Denne stemme kaldes for den implicitte fortæller, fordi han/hun er indlejret som en del af teksten – som et grundlag for, at teksten overhovedet kan fortælles. Uden fortællerinstansen ville der overhovedet ikke være nogen tekst. Denne fortællers udsyn er som princip alvidende, fordi den kan se alt. Men fortælleren kan begrænse sit udsyn over for læseren på mange forskellige måder. For eksempel ved kun at meddele sig gennem en karakter, der tænker og handler, hvilket så kaldes en eksplicit fortæller.  

Hvad er synsvinkel?

Ved synsvinkel forstås den måde, som teksten er fortalt på. Altså den specifikke måde som fortællerinstansen (se ovenstående) meddeler sig gennem teksten på. I forhold til synsvinklen er der tre grundlæggende aspekter, som er vigtige at undersøge: 

Fortælles der i 1. eller 3. person?:

· 1. person: Teksten er fortalt ud fra et jeg, som er en del af handlingen.

· 3. person: Teksten er fortalt ud fra et han, hun, den, det, de, og fortælleren holder sig selv uden for handlingen.  

Fortælles der via en udvendig eller en indvendig beskrivelse?:

· Indvendig beskrivelse: Teksten registrerer følelser og tanker inde i personerne.

· Udvendig beskrivelse: Teksten registrerer kun handlinger og ytringer, ikke følelse eller tanker. 

Fortælles der i nutid eller datid?:

· Nutid: Der er samtidighed mellem fortællerens udsyn og handlingens forløb.

· Datid: Fortælleren skuer tilbage på begivenhederne. 

Af de tre ovenstående vil der være mange tekster, der opererer med blandingsformer. Teksten kan for eksempel springe mellem nutid/datid. Hvis sådanne spring er til stede i teksten, vil det altid være interessant at registrere hvorfor. 

Hvad er en ordklasseanalyse?

En ordklasseanalyse kan være givtig til at analysere alle litterære tekster. Man kan lede efter ordklasser og se, hvilke der dominerer teksten. Lektor Hans Lauge Hansen skriver i bogen “Tegn Tekst og Tolkning” (se kilder), at man lidt forenklet kan sige, at en tekst, der er domineret af mange adjektiver (tillægsord), skaber en bred eller svulstig stil. En tekst, der er domineret af mange substantiver (navneord), giver en knap og koncis stil. I en tekst med mange verber (udsagnsord) er det en god idé at se, om det er bevægelsesverber eller sanseverber, og hvilken tid de står i.

I lyrik kan man med fordel lave en ordklasseanalyse, mens det i prosa og drama er mere besværligt på grund af omfanget. Her kan man, som nævnt i stilanalysen, vælge et centralt stykke ud og foretage den der. 

Hvad er metrik?

Metrik er læren om rytme og rim og er oftest mest udbredt i analysen af lyrik. Endvidere er det mere relevant at se på i ældre digte (før 1900), hvor man gjorde sig meget umage med rim og rytme. Efter 1900 udviklede man en digtning, der var mere fri i rytmen og ikke nødvendigvis rimede. Hvis man analyserer et ældre digt, er det altid en god idé at læse det højt, fordi det giver en klar fornemmelse for rim og versefødder i digtet. 

Hvad er et vers og hvad er en strofe?

I lyrik kalder man den enkelte linje for et vers. En samling af vers kalder man for en strofe (et afsnit). I digte med strofer er det relevant at se på, om de danner et mønster, og om dette mønster eventuelt brydes og hvorfor. Desuden kan strofeinddelingen fortælle, om digtet er en del af en bestemt tradition eller undergenre. For eksempel kendes sonetten ved, at den består af to strofer på hver fire vers, efterfulgt af to strofer på hver tre vers. 

Hvad er det grafiske lag?

Det grafiske lag er den måde, en tekst er trykt eller opsat på siden. Keld Gall Jørgensen skriver i bogen “Litterær analyse” (se kilder) at: “Den måde, hvorpå et digt er sat op på siden, hænger ofte tæt sammen med indholdet. Forbindelsen mellem det grafiske lag og digtets emne er naturligvis tydeligst, hvis digtet ligefrem er sat op som et landskabsmaleri, en firkant, en kugle eller andet.”

En analyse af det grafiske lag vil sædvanligvis kun være relevant i digtanalyser, hvor digtet er placeret på en speciel måde på siden. Eksempelvis eksperimenterede konkretismen i tresserne (Klaus Rifbjerg, Vagn Steen og andre) meget med at få udtryk og indhold til at harmonere. Keld Gall Jørgensen fremhæver digtet “Sproganvendelse” (1964) af Vagn Steen som eksempel. Her gengives første strofe, hvor man må bemærke ordet skrevet med stort som særlig betydningsfuldt:

“Er ordet AKTIVT for passivt”? 

Hvad er billedsprog?

Stilhistorikeren Ulla Albeck bestemmer i bogen “Dansk Stilistik” (se kilder) billedsproget til at være “… de omskrivende Udtryk og retoriske Kneb, der ifølge de Gamle burde bruges i kunstfuld Stil for at forstærke og forskønne.” Det er oftest mest relevant at se på billedsproget i lyrik, fordi lyrikken sædvanligvis har den største frekvens af billedsprog. Men i meget prosa og drama vil det også være relevant. Her kan man eksempelvis vælge en mindre passage, som synes repræsentativ for resten af teksten, og gennem en næranalyse af billedsproget i denne del udlede tekstens generelle billedsproglige stil.

Nedenfor følger en beskrivelse af de hyppigst forekommende elementer i billedsprog.  

Hvad er en metafor?

En metafor er, når et billedligt udtryk overføres fra et billedplan til et realplan. Et eksempel på en metafor er: “Vores forhold er kørt fast.” Her bliver kærlighed forstået som en rejse: Vores forhold (realplan) er kørt fast (billedplan). Der er skabt en sammenhæng mellem de to planer, og betydningen af begrebet kærlighed udvides, idet det bliver forstået som en rejse.  

Hvad er en sammenligning?

En sammenligning er i lighed med metaforen, der hvor to planer mødes. Men til forskel fra metaforen er der i sammenligningen et forklarende led, de to planer er forbundne af et bindeord: som, ligesom. Sammenligningen er således mindre dristig end metaforen. Et eksempel på en sammenligning er udsagnet “Han er stærk som en okse.”

Han er stærk (realplan) som (forklarende led/bindeord) en okse (billedplan).  

Hvad er et symbol?

Et symbol er et tegn, der har en almindelig betydning plus en symbolsk. Man skelner mellem konventionelle- og individuelle symboler: 

· Et konventionelt symbol er noget, det står for det samme for alle mennesker. For eksempel symboliserer farven grøn, at man må gå over et fodgængerfelt. Andre eksempler er: Korset – et symbol på kristendommen. Duen – et symbol på fred.

· Et individuelt symbol er noget der “opfindes” af forfatteren i en konkret tekst – det er således mindre entydigt. Det bliver brugt af forfatteren til at udsige noget abstrakt gennem noget konkret. Et eksempel på et individuelt symbol er for eksempel i H.C. Andersens eventyr “Nattergalen”. Her er den kunstige nattergal et symbol på det mekaniske og industrielle – på fremskridtet der overdøver naturen.  

Hvad er en allegori?

En allegori er en tekst eller en del af en tekst, der ikke skal opfattes bogstaveligt, men symbolsk. Allegorien er altså et udvidet symbol, hvor teksten i sin helhed skal opfattes symbolsk. Et eksempel på en allegori er H.C. Andersens “Den grimme ælling”, hvor historien om den grimme og klodsede – der bliver køn og dygtig – kan ses som en allegori over forfatterens eget liv. 

Hvad er besjæling?

Besjæling er når konkrete men døde ting tillægges menneskelige egenskaber. Det er, når ikke-menneskelige ting tænker og føler som et menneske. Især naturen kan blive besjælet, hvilket H.C. Andersen ofte benyttede sig af, for eksempel i historierne om grantræet og den grimme ælling. 

Hvad er personificering?

Personificering er levendegørelsen af et abstrakt begreb, som derved får tillagt menneskelige egenskaber. For eksempel lovens lange arm. Her får det abstrakte begreb loven tillagt det menneskelige attribut – arm – og derved bliver det menneskeliggjort.

Kilder til baggrund

Internetkilder

På undervisningsportalen EMU kan du finde en lang række links til tekstanalyse og info om perioder m.m.
Her kan man finde meget forskelligt om litteratur. Blandet andet en del eksempler på tekstanalyse.

Faglitteratur

Nøjgaard, Morten:
Det litterære værk – Tekstanalysens grundbegreber. Odense Universitetsforlag, 1998.
Møller, Lis (red):
Litteraturanalyse. Forlaget Systime a/s, 1995.
Stein Larsen, Finn:
Indføring i digtlæsning. Gyldendal, 1981.
Brandt Pedersen, Finn og Anni Rønn Poulsen:
Metodebogen – analysemetoder til litterære tekster. Nøgleforlaget, 1980.
Jacobsen, Karl og Ole Ravn:
Indføring i roman- og novelleanalyse. Gyldendal, 1979.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på tekstanalyse

Kilder citeret i artiklen

Offentlige institutioner

Her kan man finde bekendtgørelsen for danskfaget både i grundskolen og gymnasiet.

Internetkilder

En hjemmeside hvor man kan finde mange nyttige redskaber om tekstanalyse. Blandt andet et leksikon over de sproglige troper og figurer. Desuden kan man finde beskrivelser af Greimas’ omtalte modeller.

Faglitteratur

Gall Jørgensen, Keld:
Litterær analyse - – Prosa og lyrik. Gyldendal, 2005 (1994).
Aristoteles:
Poetikken. Det lille forlag, 2004.
Fibiger, Johannes og Gerd Lütken:
Litteraturens veje. Gad, 2003.
Fibiger, Johannes, Gerd Lütken og Niels Mølgaard:
Litteraturens tilgange - – metodiske angrebsvinkler. Academica, 2001.
Lauge Hansen, Hans
Tegn Tekst og Tolkning - – Introduktion til analyse af litterære tekster. Akademisk Forlag, 2000 (1994).
Albeck, Ulla:
Dansk stilistik. Gyldendal, 1996 (1939).
Svendsen, Erik:
Hvordan det? - – Om glæden ved tekstanalyse. Gyldendal, 1994.
Isaksen, Vagn Birger:
Grundbog til tekstanalyse. Systime, 1981.