fra filmen Den andalusiske hund
Fra filmen 'Den andalusiske hund' af Luis Bunuel (1929).
Foto: Bridgeman Art Library / Ritzau

Surrealismen

cand.mag. Morten Adler Tommerup, iBureauet/Dagbladet Information. 2009
Top image group
fra filmen Den andalusiske hund
Fra filmen 'Den andalusiske hund' af Luis Bunuel (1929).
Foto: Bridgeman Art Library / Ritzau
Main image
Salvador Dali: The Persistence of Memory, 1931 (oil on canvas).
Salvador Dali: The Persistence of Memory, 1931 (oil on canvas).
Foto: Scanpix

Indledning

Elefanter på stylter, smeltede ure og glødende automatskrift er nogle af de elementer, der var med til at forme og forny samfundet efter 1. Verdenskrig (1914-1918). Surrealisterne dyrkede det absurde, irrationelle og ubevidste i et forsøg på at frigøre menneskets bevidsthed og sprænge fornuftens bånd. For surrealisterne havde kunsten et revolutionært potentiale - den skulle udbrede en ny bevidsthed og befri mennesket for den tænkemåde, der havde ført 1. Verdenskrigs rædsler med sig. De surrealistiske kunstnere vendte sig både mod den etablerede kunstscene og det borgerlige samfunds verdensbillede.

Surrealismen udsprang på den franske eksperimenterende litteratur- og kunstscene i 1920ernes Paris og betegner en modernistisk kunstretning, der opstod i kølvandet på værdisammenbruddet i mellemkrigstiden. Surrealismen havde sin storhedstid fra 1920erne til 2. Verdenskrigs udbrud i 1939 og opfattes i dag som en af mellemkrigstidens mest nyskabende og indflydelsesrige bevægelser.

Andre periodebeskrivelser, der kan være relevante for dette Faktalink, kan findes under Temaer.

Artikel type
faktalink

Introduktion til surrealismen

Hvad betyder ordet surrealisme?

Ordet surrealisme kommer af det franske ord surréel, der betyder overrealisme. Surrealisme betegner en kunstnerisk bevægelse, der bevidst dyrkede det overvirkelige med drømmen, begæret og underbevidstheden som omdrejningspunkt. Den surrealistiske bevægelse fokuserede på det, der lå ud over det realistiske i forsøget på at skabe en ny og bedre verden. Surrealisterne mente ikke, at den forudgående kunstretning realismen egnede sig til at skildre det virkelige liv, men kun omstændigheder som menneskets fornuft og logik. Ifølge surrealisterne kunne den egentlige sandhed om menneskets liv udelukkende findes i underbevidsthedens verden.

Hvad kendetegner surrealismen?

Surrealismen er dybt forankret i Sigmund Freuds (1856-1939) teorier om det ubevidste. Kunstnerne dyrkede med inspiration fra Freuds psykoanalyse menneskets irrationelle sider og seksuelle drifter for at forny kunsten og gøre op med borgerskabets moralbegreber. Surrealisterne søgte deres motiver og inspiration i drømmenes inderste væsen. Derfor blev eksempelvis kønsorganer, langbenede dyr i absurde landskaber og forvrængede spejlinger yndede motiver.

Surrealisterne skildrede virkeligheden i fordrejede og groteske billeder, hvor fornuften og den logiske rationalitet blev tilsidesat til fordel for menneskets ubevidste og driftsstyrede sider. Kunstnerne karikerede det kendte virkelighedsbillede og skabte en grænseløs verden, hvor både tid, sted og rum blev opløst, og på denne måde overskred de bevidst fysiske love, dimensioner og samfundets tabuer i et forsøg på at sætte fantasien fri i et kunstnerisk udtryk.

Baggrunden for surrealismen

Hvilke videnskabelige strømninger dominerede i tiden inden?

I perioden fra 1850 til udbruddet af 1. Verdenskrig i 1914 gennemgik Europa en enorm forandring. Samfundet gik fra at være dybt rodfæstet i traditionen til at være et mere moderne samfund, der hyldede videnskabens kendsgerninger ud fra positivismens værdier og virkelighedsopfattelse.

Det positivistiske verdensbillede var direkte afledt af naturalismen, der var præget af naturvidenskab, ateisme, Charles Darwins (1809-1882) udviklingslære og opfattelsen af mennesket som biologisk væsen. Darwins forkastelse af den kristne skabelsesberetning satte for alvor gang i den vestlige tankegang - filosoffen Friedrich Nietzsche (1844-1900) talte om menneskets driftsmæssige natur og evnen til selv at forme sin tilværelse, mens Sigmund Freud (1856-1939) præsenterede menneskets underbevidsthed og inderste drifter. Perioden bar præg af stor tiltro til videnskaberne, og de naturvidenskabelige tilgange blev idealet for, hvordan mennesket kunne skaffe sig viden om verden og forklare den. Det moderne verdensbillede frigjorde sig hermed fra traditionens og religionens bånd, nu fandt man ikke længere svar om verden i religion og tro, men derimod i videnskab baseret på fakta.

I 1905 udfordrede fysikeren Albert Einstein (1879-1955) det positivistiske verdensbillede med sin berømte relativitetsteori, hvor alt afhænger af tid, rum og øjnene, der ser. Afstanden til det objektive og tanken om, at alt var relativt, vandt senere indpas i den kulturelle opblomstring i mellemkrigstiden, hvor det subjektive stod stærkere end nogen sinde før. 

Hvilke videnskabelige teorier prægede surrealismen?

Sigmund Freuds første store værk “Drømmetydning” udkom i 1900 og revolutionerede ikke bare psykologien og psykiatrien, men også kunsten. Freuds teorier fokuserede på det ubevidste - herunder kønsdriften - og var i høj grad med til at ændre samfundets holdninger til mennesket som individ i begyndelse af 1900-tallet. Freud mente, at vejen til at forstå menneskets adfærd gik gennem de ubevidste drifter og ikke gennem den rationelle tankegang. Store dele af sine teorier om det menneskelige sind udviklede han før 1. Verdenskrig brød ud i 1914, men det var først efter krigens afslutning i 1918, at hans teorier vandt indpas i samfundet.

Freuds teorier om underbevidstheden og de menneskelige drifter fik en altafgørende rolle for surrealismens tilgang til kunsten og for dens måde at anskue virkeligheden på. Surrealismen dyrkede underbevidstheden i kampen for at frigøre mennesket, og i denne proces spillede Freuds teorier om menneskets psyke en meget central rolle. 

Hvilke kunstneriske strømninger fandtes der i tiden inden?

Naturalismen havde sin storhedstid i sidste halvdel af 1800-tallet og var præget af naturvidenskaben og naturens love. Den naturalistiske kunst dyrkede objektivitet og stor nøjagtighed i sine skildringer, og dermed blev kunstneren ofte blot en formidler af virkeligheden.

Realismen som historisk stil inden for billedkunst og litteratur blev udspillet i Frankrig fra cirka 1840 til 1870-80 og kan som periode placeres efter romantikken og før symbolismen og impressionismen. Realismens mål var at give en sand, objektiv og upartisk afbildning af samtidens levevis. Begrebet realisme knyttede sig i første omgang til værker, der i en eller anden forstand var virkelighedsnære eller viste noget virkelighedsnært. Realismebegrebet tog i 1800-tallets Frankrig udgangspunkt i kunstnerens ønske om at inddrage den samtidige sociale virkelighed som motiv.

Impressionismen opstod i 1870ernes Paris på baggrund af realismens virkelighedsdyrkelse. Impressionisterne dyrkede de umiddelbare indtryk, og inden for billedkunsten chokerede de impressionistiske malere samtiden med deres gengivelse af lys og farveeffekter. Malerne ønskede at gengive verden ud fra personlige synsindtryk og oplevelser, og de søgte at indfange og fastholde motivet ud fra komplementærfarvernes palet. 

Hvilke kunstneriske strømninger prægede surrealismen?

I opposition til realismen, naturalismen og impressionismen stod symbolismen, der fremstillede virkelighedens essens symbolsk.

Symbolismen opstod i Frankrig i 1870erne som en reaktion på naturalismens og realismens krav om objektivitet og realistisk virkelighedsgengivelse, og dens indad søgende blik fik en særlig betydning for surrealismen. Symbolismen var inspireret af Freud og søgte indad og skildrede følelser og stemninger ved hjælp af symboler. Den dyrkede drømme, mystik, det religiøse og okkulte samt det urealistiske - elementer som i større eller mindre grad også ses i den surrealistiske kunst. Den hollandske maler Vincent Van Gogh (1853-1890) og den norske maler og grafiker Edward Munch (1863-1944) er begge eksempler på symbolistiske kunstnere.

Dadaismen betragtes også som forløber for surrealismen. Dada-bevægelsen blev dannet i Zürich i 1916 som reaktion på 1. Verdenskrig og bragt til Paris i 1919 af digteren Tristan Tzara (1896-1963). Dadaisterne frasagde sig den borgerlige og konventionelle fornuft og udforskede i stedet det naive, primitive og ubevidste. Dada-bevægelsen gjorde op med det etablerede samfunds opfattelse af kunst og udstillede for eksempel dagligdags objekter som Marcel Duchamps (1887-1968) antikunstværker, også kaldet ready-mades. Duchamps kunst satte spørgsmålstegn ved kunstbegrebet og chokerede og forargede hele den etablerede kunstscene i perioden. 

Hvilke ideologiske strømninger prægede surrealismen?

Marxismen, der byggede på Karl Marx’ (1818-1883) tanker og teorier om samfundets udvikling, spillede en stor rolle for de politiske kampe i mellemkrigstiden. Marx gjorde op med klassesamfundet og talte imod udbytningen af arbejdernes arbejdskraft. Han mente, at mennesket i det kapitalistiske samfund blev fremmedgjort for sig selv. For at imødekomme dette problem, måtte det kapitalistiske samfund ifølge Marx overgå til en kommunistisk samfundsform. Det betød indførelsen af et direkte demokrati, som kunne sikre tæt kontakt mellem vælgerne og deres repræsentanter.

Karl Marx’ socialistiske idéer prægede ikke alene det politiske samfund i mellemkrigstiden, men også avantgardens kunst, der ihærdigt forsøgte at gøre op med borgerskabets syn på kunst og samfund. Blandt andet havde surrealismen rødder i kommunismen. Mange surrealister ønskede at omforme samfundet ud fra et marxistisk verdensbillede om menneskelig frigørelse og retfærdig fordeling af materielle og sociale goder. Selvom surrealismen var tæt knyttet til den kommunistiske bevægelse, stod det mere og mere klart, at et egentligt samarbejde var umuligt efterhånden som de to bevægelser udviklede sig. 

Surrealismens forhold til samfund og politik?

Surrealismen kan i vid udstrækning ses som en reaktion på 1. Verdenskrig. Krigens grusomheder havde sat sine tydelige spor i Europa, og tilliden til det fornuftige og gode i både mennesket og kulturen var forsvundet. At surrealisterne åbnede sig mod det ukendte var således en reaktion mod den herskende fremmedgørelse i samfundet efter krigen.

Dette fokus på fremmedgørelse betød desuden, at marxismen i begyndelsen spillede en stor rolle for surrealisterne, og surrealismen var en politisk engageret bevægelse, der ønskede at revolutionere samfundet gennem kunsten. Ledende surrealister med den franske forfatter André Breton (1896-1966) i spidsen meldte sig i 1927 ind i det franske kommunistparti, men det skulle vise sig at være en forgæves kamp, da det franske kommunistparti overtog de sovjetiske krav til kunsten. Her var kravene, at kunsten skulle udgives i lyset af den socialistiske realisme, hvor virkeligheden blev skildret ud fra den statslige ideologi. Kunsten skulle være let forståelig og produceret under personligt ansvar. Det krav kunne surrealisterne ikke imødekomme, fordi den surrealistiske kunst jo primært opstod i mødet med underbevidstheden og fraværet af fornuft. I 1933 blev surrealisterne ekskluderet fra det kommunistiske parti.

Startskuddet i Europa

Hvordan begyndte surrealismen?

Den franske forfatter André Breton, som frem til begyndelsen af 1920’erne var en aktiv kunstner inden for den franske dada-bevægelse, skrev i 1924 sammen med vennen Philippe Soupault (1897-1990) det surrealistiske manifest, “Manifeste du surréalisme”, der opfattes som grundstenen i surrealismen. Manifestet vender sig mod realismens autentiske og konkrete udtryk og hylder i stedet tankens egentlige funktion uden nogen form for kontrol af fornuften. Det surrealistiske manifest var skrevet med litteraturen for øje, men tankerne blev senere overført til andre kunstarter som for eksempel billedkunst, teater og film. Breton indførte begrebet surrealisme for at beskrive sin egen og forfatterkollegaernes litterære og kunstneriske virke siden 1919.

Det egentlige startskud til surrealismen fandt sted med grundlæggelsen af tidsskriftet “Littérature” i 1919. Også her var Breton foregangsmand, og tidsskriftet blev samlingspunkt for den form for litterære eksperimenter, der i 1924 udviklede sig til den egentlige surrealisme. Der skulle dog gå et helt år, før billedkunsten officielt blev en del af den nye og unge surrealistiske avantgarde i Paris. Det skete med Bretons værk “Surrealismen og maleriet” fra 1925, hvor maleriet, fotografiet og skulpturen blev tilpasset surrealismens vision. 

Hvad var målet med surrealismen?

Målet med surrealismen stod ganske klart for kunstnergruppen omkring André Breton og tidsskriftet “Littérature”. De ønskede at sætte fantasien fri og undergrave den rationelle måde, bevidstheden arbejdede på, i håbet om at forandre menneskets liv. Denne frigørelse af fantasien skulle skabe en ny verden, der gjorde op med det etablerede samfunds fornuft, normer og værdier. Drømmenes sande væsen skulle udforskes gennem Freuds teorier om det ubevidste. Bretons tanker om en fri og nyskabende kunst udsprang af idéen om, at kunsten skulle udgøre en ren automatisk handling, hvor både de visuelle og tekstuelle billeder skulle flyde frit fra fantasien uden nogen kontrol fra hverken kunstnerens fornuft eller logiske tankegang.

Surrealisternes spontane billeddyrkelse skulle ifølge Breton opfattes som et værktøj til at skabe en ny og forbedret verden, hvor to tilsyneladende modstridende tilstande - virkelighed og drøm - blev forenet til én absolut virkelighed. 

Hvordan udviklede surrealismen sig inden for litteratur?

Den surrealistiske poesi og litteratur havde dybe rødder i Freuds teorier om det ukendte, og det var netop gennem underbevidstheden og de menneskelige drifter, at digterne forsøgte at åbne for drømmeverdenen.

Surrealisterne forsøgte gennem sproget og de sproglige billeder at genfinde en dybere mening med både mennesket, samfundet og kulturen. For surrealisterne var det ikke selve værket, der var det væsentlige, men nærmere den kunstneriske proces, der lå bag værket.

De surrealistiske digtere arbejdede først og fremmest ud fra en litterær og poetisk surrealisme, der havde til hensigt at befri fantasien. Midlet til denne frigørelse var ‘automatskrift’, hvor det gjaldt om at give frit løb for tankerne uden fornuftsmæssig, æstetisk eller moralsk hensyntagen. Automatskriften var et oprør mod hidtil gældende rationalitet og formkonvention inden for litteratur, og den blev af surrealisterne opfattet som et redskab til at opnå en bestemt tilstand, hvor skriften blev talerør for underbevidstheden. Med udgangspunkt i billedsproget handlede det for surrealisterne om at skabe fortællinger fra underbevidstheden. Det medførte uventede og absurde sammenhænge - et udtryk som ikke alene gjaldt for litteraturen, men også for de andre kunstarter inden for surrealismen. 

Hvordan udviklede surrealismen sig inden for billedkunst?

Det var først og fremmest gennem billedkunsten, at surrealismen fik sit gennembrud og nåede ud til et bredt publikum. De surrealistiske malere gjorde lige som forfatterne brug af tilfældighedernes udtryk og sammenhæng. De første spæde værker kom til verden gennem ‘automattegning’, hvor en blækklat blev trukket frem og tilbage hen over et stykke papir, alt imens kunstneren befandt sig i en trancelignende sindstilstand.

Billedkunstnerne søgte dog hurtigt nye veje, og det surrealistiske udtryk delte sig i to retninger, den figurative og den organiske:

  • Den figurative retning repræsenteres af værker, hvor genkendelige genstande udformes med næsten fotografisk nøjagtighed, mens de anbringes i overraskende konstellationer og absurde miljøer. De figurative malere skildrede drømmen ud fra collagen og collage-teknikker, hvor elementer fra virkeligheden mødes i overraskende og chokerende konstellationer. De mest populære surrealistiske malere findes i den figurative genre.
  • Den organiske retning udfoldede sig i et mere abstrakt billedsprog, hvor grænserne mellem de skildrede genstande flød sammen i en kaotisk helhed. Kunstnerne var interesserede i at skabe værker, der ligesom automatskriften var opstået uden for kunstnerens egen vilje. Denne form for tilfældighed mundede ud i abstrakte værker, hvor kunstnerne kunne undgå at foretage et bevidst valg om værkets motiv. Tilfældigheden var selvfølgelig en sandhed med modifikationer, for i virkeligheden lod de abstrakte malere bevidstheden skabe former ud fra tilfældige streger og figurer under automattegningen til sidst i processen. Hos de abstrakte malere var processen i billedskabelsen vigtigere end selve værket. 

Fælles for alle billedkunstnerne var, at de ønskede at opnå en komplet frigørelse af underbevidstheden, så de kunne stå på sidelinjen som tilskuere og betragte deres værker blive til.

Centrale kunstnere i surrealismen

Hvilke billedkunstnere var toneangivende inden for surrealismen?

Den første surrealistiske udstilling fandt sted i Paris i 1925, hvor blandt andet malere som Hans Arp (1887-1966), Joan Miró (1893-1983) og Max Ernst (1891-1976) var repræsenteret. De senere så kendte og betydningsfulde malere som René Magritte (1898-1967) og Salvador Dalí (1904-1989) havde på daværende tidspunkt endnu ikke sluttet sig til den surrealistiske bevægelse. De to sidstnævnte kunstnere er, sammen med Max Ernst, de mest kendte repræsentanter for den figurative kunst.

Salvador Dalí er den billedkunstner, der populært sættes i forbindelse med surrealismens figurative retning. Hans værker dikterede Freuds teorier om det ubevidste i et forsøg på at skildre drømmenes inderste væsen. Dalí opnåede stor anerkendelse, og hans værker er i dag indbegrebet af surrealisme.

Kvinde betragter billede af Magritte
Kvinde betragter billede af Réné Magritte på
en udstilling på Louisiana.
Foto: Lars Poulsen/Polfoto  

Malere som Max Ernst og René Magritte tilhørte også den figurative retning. Ernst havde en fortid i den eksperimenterende dada-bevægelse og malede drømmeagtige og foruroligende visioner, mens Magritte udtrykte en mere ironisk og humoristisk surrealisme, hvor objekter, mennesker og ord skildres i paradoksale og absurde situationer på billedfladen.

Kunstnere som André Masson og Joan Miró skabte til gengæld organiske og abstrakte billeder inspireret af automatskriften. Miró arbejdede med en primitiv gengivelse af figurer og genstande og kraftige farveflader i sine fantasifulde billeder, der nærmer sig abstrakt maleri. 

Hvilke forfattere var toneangivende inden for surrealismen?

André Breton og Louis Aragon (1897-1982) var de egentlige forgangsmænd for surrealismen. De startede tidsskriftet “Littérature” i 1919, hvor de dyrkede automatskriften, der markerede surrealismens gennembrud. Senere måtte de to forfatteres veje skilles, da Breton forkastede det politiske kommunistiske projekt, mens Aragon forblev tro mod kommunismen.

Paul Éluard (1895-1952) tilhørte kredsen omkring Breton. Hans digte havde dog ikke rod i den kaotiske automatskrift, men derimod var hans poesi bevidst konstrueret og skrevet ud fra en udflydende og drømmeagtig logik. En anden surrealistisk forfatter, Jules Supervielle (1884-1960), dyrkede fantasien og eventyret i fortællingen. Han bevægede sig mellem stort og småt, nært og fjernt og ophævede tid og rum på tværs af alle grænser. To andre forfattere, Robert Denos (1900-1945) og Benjamin Péret (1899-1959), var dybt forankrede i surrealismens drømmeflugt, og de dyrkede om nogen den frie fantasi uden fornuftens snærende bånd og bragte poesien til verden gennem hypnoselignende tilstande.

Surrealismen i Danmark

Hvilken rolle spillede surrealismen i Danmark?

Surrealismen fik tag i den danske kunstscene i 1930erne. Den danske kunst var i 1930 stadig dybt involveret i senimpressionismen, futurismen og kubismen, men oplevede en opblomstring med surrealismens nye impulser. De danske surrealister samlede sig i kunstnersammenslutningen Linien, der i årene 1934-1935 udgav et tidsskrift med samme navn, hvor både billedkunstnere og digtere kom til orde. Billedkunstneren Wilhelm Freddie (1909-1995) var en af forgangsmændene inden for de modernistiske strømninger i 1930ernes Danmark, og hans kunst udfordrede samfundets herskende moralske værdier og opfattelser af, hvad kunst var. Freddie udstillede ikke alene i København, hans kunst kunne også ses på store surrealistiske udstillinger i London og New York. Freddies kunst sendte chokbølger gennem det danske samfund med sine stærkt seksuelle undertoner, og hans kunst endte med at blive beslaglagt af staten, mens han selv måtte en tur i fængsel for, hvad man den gang kaldte pornografisk virksomhed. 

Hvilke danske forfattere sluttede sig til surrealismen?

Gustaf Munch-Pedersen (1912-1938) debuterede i 1932 med digtsamlingen “det nøgne menneske”, der mest af alt kan karakteriseres som et generationsoprør med de borgerlige værdier skrevet ud fra et socialrealistisk perspektiv. I 1933 tog Gustaf Munch-Pedersen skridtet ind i psykens inderste lag med digtsamlingen “det underste land”, hvor følelserne og barnligheden - ud fra et surrealistisk formsprog - fik frit udløb. Gustav Munch-Pedersen skrev alt med små bogstaver. Det tilførte digtene en glidende rytme, hvor tankestrømmen fra underbevidstheden kunne flyde frit. De små bogstaver var samtidig et opgør med traditionen. I sin tredje digtsamling “jerusalem” fra 1934 var referencerne til den surrealistiske bevægelse endnu stærkere. Digtsamlingen sprænger alle grænserne ind til psyken og hylder menneskets genfødsel og den universelle kærlighed.

En anden dansk forfatter, der var inspireret af surrealismen, var digteren Jens August Schade (1903-1978), der blev kendt for sine sødmefyldte kærlighedsdigte. Schade så elskoven som en frelse mod borgerskabets herskende værdier og erotikken som en altbesejrende kraft. Schade opfattes med sin åndelighed som den klassiske bohéme i mellemkrigstidens stramme og ideologiske tidsånd. 

Hvilke danske billedkunstnere sluttede sig til surrealismen?

Præcis som i Frankrig blev den surrealistiske tankegang i Danmark mest udbredt inden for billedkunsten, der delte sig i en abstrakt og i en figurativ retning. Den surrealistiske og modernistiske kunst i 1930ernes Danmark ønskede at henvende sig til den almindelige borger. Kunsten skulle ikke længere udelukkende være til den kultiverede klasse men nå ud til alle samfundets kroge, hvor den skulle chokere og nedbryde grænser.

Billedkunstneren Vilhelm Bjerke-Petersen (1909-1957) dannede sammen med sine surrealistiske kollegaer Ejler Bille (1910-2004), Richard Mortensen (1910-1993), Henry Heerup (1907-1993) og Hans Øllgaard (1911-1969) kunstnersammenslutningen Linien i 1934, der skulle oplyse danskerne om det surrealistiske projekt. Der opstod imidlertid uoverensstemmelser i gruppen, og det endte med, at Bjerke-Pedersen forlod Linien og i stedet begyndte at udgive tidsskriftet Konkretion (1935-36). I forbindelse med tidsskriftet Konkretion deltog Vilhelm Freddie i Bjerke-Pedersens udstilling i 1935 i København. På udstillingen var der værker af blandt andet Jean Arp, Miró, Magritte og Dalí, og det betød, at den surrealistiske bølge for alvor ramte den danske kunstscene.

Bjerke-Pedersen var inspireret af sin russiske lærermester Wassily Kandinsky (1866-1944) og brugte symboler for drifterne, det ubevidste og drømme som hovedmotiv i sine værker. Freddie derimod var stærkt Dalí-inspireret, hvilket gjorde ham til den mest eksperimenterende og omdiskuterede surrealistiske kunstner i Danmark. Freddies værker blev senere beslaglagt, og de medførte blandt andet et indrejseforbud i Tyskland. I 1944 under 2. Verdenskrig måtte Freddie flygte fra nazisterne til Sverige.

Freddie og Bjerke-Pedersen var repræsentanter for den figurative surrealisme, mens billedkunstnere som Ejler Bille og Richard Mortensen stod for en abstrakt surrealisme, der opløste det traditionelle rum, hyldede tilfældige sammenstød og en erotisk tematik, der fremhævede spontaniteten, kreativiteten og legen som det vigtigste udgangspunkt.

Dansk surrealisme blev med kunstnere som Vilhelm Freddie, Richard Mortensen, Ejler Bille og Asger Jorn (1914-1973) internationalt anerkendt, og denne anerkendelse lagde grunden til deres senere berømmelse i 30ernes avantgarde-bevægelse i Danmark.  

Hvad betød surrealismen for kulturdebatten i Danmark?

Wilhelm Freddie blev indbegrebet af dansk surrealisme, og han skabte med sine malerier, skulpturer og installationer oprør og debat om borgerskabets moralbegreber.

Freddie åbnede sin første udstilling i København i 1937 under overskriften “SEX-SURREAL - træk gaflen ud af øjet på sommerfuglen”. Udstillingen fik med sit provokerende udtryk danskerne op af stolen for blandt andet at overvære en sminket kvindelig gipsbuste med en rødblå penis malet på venstre kind. Værket blev døbt “Sex-paralyseappeal”, og det revolutionerede den danske kunstscene og satte spørgsmålstegn ved tidens seksualmoral og kvindeundertrykkelse. På udstillingens sidste dag greb politiet ind og beslaglagde de udstillede værker, og Freddie måtte acceptere ti dages hæfte for udarbejdelse af pornografisk materiale og blufærdighedskrænkelse. I 1961 genskabte han de konfiskerede værker for at udstille dem på ny. Historien fra 30erne gentog sig, og kopierne blev straks konfiskeret. Først i 1963 kunne Freddies kunst tåle offentlighedens lys.

Freddies kunst og surrealismens værdigrundlag har på mange måder sat skub i kulturdebatten og begreber som pornografi og frisind, og den surrealistiske kunst kan have spillet en vigtig rolle i frigivelsen af pornografien i slutningen af 1960erne.

Surrealismens betydning for eftertiden

Hvad har surrealismen betydet for eftertidens kunstnere?

Surrealisternes trang til konstant at overskride og forny kunstbegrebet er bestemt ikke en uvant tanke for nutidens kunstformer. Den modernistiske kunst i mellemkrigstiden var forud for sin tid, og den søgte nye udtryksformer, som kunne berette om de forandringer, mennesket og samfundet gennemgik. Avantgardens frigørende livssyn og udtryksformer har spillet en stor rolle for eftertidens kunstproduktion. Dadaismens og surrealismens spontanitet blev for eksempel videreført i beatgenerationens udtryk i de sene 1950ere og tidlige 1960ere, hvor forfattere som Jack Kerouac (1922-1969), Allen Ginsberg (1926-1997) og William S. Burrough (1914-1997) dyrkede det kaotiske udtryk i en spontan kreativitet. Beatgenerationen angreb som dadaisterne den elitære finkultur og fokuserede som surrealisterne på de ubevidste kræfter i mennesket. Både surrealisterne og beatgenerationen opstod som reaktion på den tankegang, der havde ført 1. og 2. Verdenskrig med sig.

Surrealismens aner var også at finde hos de abstrakte ekspressionister. Jackson Pollocks (1912-1956) spontane og kaotiske maleteknik ‘action painting’ var en tydelig parallel til surrealisternes automatskrift.

Surrealisternes brug af collage-teknik og absurde sammensætninger på billedfladen går igen i kunstretningen Pop Art, der var den dominerede kunstretning i 1960erne i USA. Pop Art afspejlede mere end nogen anden kunstretning det amerikanske samfund og kultur, og den var kendetegnet ved at gøre upersonlighed til en stil ud fra reklameverdenens og massemediernes billedsprog.

Avantgarde-bevægelsernes konstante søgen efter nye grænser har i høj grad været med til at forandre ikke bare kunstverdenen, men også samfundet fra mellemkrigstiden op til i dag. En nutidskunster som eksempelvis Damien Hirst (f. 1965) bruger kunsten som udfordrende fortolkninger af det omkringliggende samfund. Han skildrer livets håb og desperation ud fra provokerende og chokerende spørgsmål om forfald og skønhed, liv og død.

Surrealisternes radikale udvidelse af vores billedbevidsthed gør sig stadig gældende.

Kilder

Danske sites om surrealismen

Beskrivelse af surrealismen og en mængde afledte emner.
Omfattende database, der indeholder opslag om surrealismens værdigrundlag og hovedpersoner.

Udenlandske sites om surrealismen

Engelsksproget site, der indeholder Dalís biografi, tegninger, malerier og akvareller. Sitet indeholder også analyser af værkerne samt surrealismens og dadaismens historie.
Engelsksproget site, der beskriver surrealismen som stilhistorisk periode og surrealismens kunstnere.

Faglitteratur

Skovbjerg, Camilla (m.fl.):
Mellemkrigstiden - litteratur, billedkunst, historie, økonomi. Systime, 2006.
Funder, Bent:
Dansk kulturhistorie. Systime, 2005.
Jessen, Kjeld B.:
Indsigt og udsyn. Systime, 2005.
Højsgaard, Mette (red.):
30erne - kunst, arkitektur, design, Kunstforeningen Gl. Strand, 2004.
Martinov, Niels:
Litterære ismer. Systime, 2004.
Honour, Hugh og Flemming, John:
Kunstens Verdenshistorie, Aschehoug, 2003.
Ferrari, Silvia:
Kunsten i det 20. århundrede, Politikens Forlag, 2001.
Mai, Anne-Marie (red.):
Danske digtere i det 20. århundrede, bd. I-III. Gads Forlag, 2000-2002.
Bradley, Fiona:
Moderne Kunstretninger - Surrealismen. 1998.
Fibiger, Johannes og Lütken Gerd:
Litteraturens Veje, Gads Forlag, 1994
Hertel, Hans (red.):
Verdens litteratur historie - bind 6, Gyldendals Forlag, 1994.
Rasmussen, Henrik (red. m.fl.):
Gads Litteraturleksikon. Gads Forlag, 1994.
Fogh, Dorte:
Billedkunst - Ismer i dansk maleri efter 1870. Gyldendal, 1990.
Martinov, Niels:
Kunstrevolutionen i mellemkrigstiden. Gyldendal, 1990.
Würtz Frandsen, Jan:
Richard Mortensen - ungdomsårene 1930-1940 mellem surrealisme og abstraktion, Den Kongelige Kobberstiksamling, Statens Museum for Kunst, København, 1984.
Breton, André:
De Surrealistiske manifester, København, 1972.
Lund, Erik (red. m.fl.):
De europæiske ideers historie. Gyldendals Forlag, 1962.
Bille, Ejler:
Picasso - surrealisme - abstrakt kunst, København, 1945.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på 'Surrealisme'