Hvilke videnskabelige strømninger dominerede i tiden inden?
I perioden fra 1850 til udbruddet af 1. Verdenskrig i 1914 gennemgik Europa en enorm forandring. Samfundet gik fra at være dybt rodfæstet i traditionen til at være et mere moderne samfund, der hyldede videnskabens kendsgerninger ud fra positivismens værdier og virkelighedsopfattelse.
Det positivistiske verdensbillede var direkte afledt af naturalismen, der var præget af naturvidenskab, ateisme, Charles Darwins (1809-1882) udviklingslære og opfattelsen af mennesket som biologisk væsen. Darwins forkastelse af den kristne skabelsesberetning satte for alvor gang i den vestlige tankegang - filosoffen Friedrich Nietzsche (1844-1900) talte om menneskets driftsmæssige natur og evnen til selv at forme sin tilværelse, mens Sigmund Freud (1856-1939) præsenterede menneskets underbevidsthed og inderste drifter. Perioden bar præg af stor tiltro til videnskaberne, og de naturvidenskabelige tilgange blev idealet for, hvordan mennesket kunne skaffe sig viden om verden og forklare den. Det moderne verdensbillede frigjorde sig hermed fra traditionens og religionens bånd, nu fandt man ikke længere svar om verden i religion og tro, men derimod i videnskab baseret på fakta.
I 1905 udfordrede fysikeren Albert Einstein (1879-1955) det positivistiske verdensbillede med sin berømte relativitetsteori, hvor alt afhænger af tid, rum og øjnene, der ser. Afstanden til det objektive og tanken om, at alt var relativt, vandt senere indpas i den kulturelle opblomstring i mellemkrigstiden, hvor det subjektive stod stærkere end nogen sinde før.
Hvilke videnskabelige teorier prægede surrealismen?
Sigmund Freuds første store værk “Drømmetydning” udkom i 1900 og revolutionerede ikke bare psykologien og psykiatrien, men også kunsten. Freuds teorier fokuserede på det ubevidste - herunder kønsdriften - og var i høj grad med til at ændre samfundets holdninger til mennesket som individ i begyndelse af 1900-tallet. Freud mente, at vejen til at forstå menneskets adfærd gik gennem de ubevidste drifter og ikke gennem den rationelle tankegang. Store dele af sine teorier om det menneskelige sind udviklede han før 1. Verdenskrig brød ud i 1914, men det var først efter krigens afslutning i 1918, at hans teorier vandt indpas i samfundet.
Freuds teorier om underbevidstheden og de menneskelige drifter fik en altafgørende rolle for surrealismens tilgang til kunsten og for dens måde at anskue virkeligheden på. Surrealismen dyrkede underbevidstheden i kampen for at frigøre mennesket, og i denne proces spillede Freuds teorier om menneskets psyke en meget central rolle.
Hvilke kunstneriske strømninger fandtes der i tiden inden?
Naturalismen havde sin storhedstid i sidste halvdel af 1800-tallet og var præget af naturvidenskaben og naturens love. Den naturalistiske kunst dyrkede objektivitet og stor nøjagtighed i sine skildringer, og dermed blev kunstneren ofte blot en formidler af virkeligheden.
Realismen som historisk stil inden for billedkunst og litteratur blev udspillet i Frankrig fra cirka 1840 til 1870-80 og kan som periode placeres efter romantikken og før symbolismen og impressionismen. Realismens mål var at give en sand, objektiv og upartisk afbildning af samtidens levevis. Begrebet realisme knyttede sig i første omgang til værker, der i en eller anden forstand var virkelighedsnære eller viste noget virkelighedsnært. Realismebegrebet tog i 1800-tallets Frankrig udgangspunkt i kunstnerens ønske om at inddrage den samtidige sociale virkelighed som motiv.
Impressionismen opstod i 1870ernes Paris på baggrund af realismens virkelighedsdyrkelse. Impressionisterne dyrkede de umiddelbare indtryk, og inden for billedkunsten chokerede de impressionistiske malere samtiden med deres gengivelse af lys og farveeffekter. Malerne ønskede at gengive verden ud fra personlige synsindtryk og oplevelser, og de søgte at indfange og fastholde motivet ud fra komplementærfarvernes palet.
Hvilke kunstneriske strømninger prægede surrealismen?
I opposition til realismen, naturalismen og impressionismen stod symbolismen, der fremstillede virkelighedens essens symbolsk.
Symbolismen opstod i Frankrig i 1870erne som en reaktion på naturalismens og realismens krav om objektivitet og realistisk virkelighedsgengivelse, og dens indad søgende blik fik en særlig betydning for surrealismen. Symbolismen var inspireret af Freud og søgte indad og skildrede følelser og stemninger ved hjælp af symboler. Den dyrkede drømme, mystik, det religiøse og okkulte samt det urealistiske - elementer som i større eller mindre grad også ses i den surrealistiske kunst. Den hollandske maler Vincent Van Gogh (1853-1890) og den norske maler og grafiker Edward Munch (1863-1944) er begge eksempler på symbolistiske kunstnere.
Dadaismen betragtes også som forløber for surrealismen. Dada-bevægelsen blev dannet i Zürich i 1916 som reaktion på 1. Verdenskrig og bragt til Paris i 1919 af digteren Tristan Tzara (1896-1963). Dadaisterne frasagde sig den borgerlige og konventionelle fornuft og udforskede i stedet det naive, primitive og ubevidste. Dada-bevægelsen gjorde op med det etablerede samfunds opfattelse af kunst og udstillede for eksempel dagligdags objekter som Marcel Duchamps (1887-1968) antikunstværker, også kaldet ready-mades. Duchamps kunst satte spørgsmålstegn ved kunstbegrebet og chokerede og forargede hele den etablerede kunstscene i perioden.
Hvilke ideologiske strømninger prægede surrealismen?
Marxismen, der byggede på Karl Marx’ (1818-1883) tanker og teorier om samfundets udvikling, spillede en stor rolle for de politiske kampe i mellemkrigstiden. Marx gjorde op med klassesamfundet og talte imod udbytningen af arbejdernes arbejdskraft. Han mente, at mennesket i det kapitalistiske samfund blev fremmedgjort for sig selv. For at imødekomme dette problem, måtte det kapitalistiske samfund ifølge Marx overgå til en kommunistisk samfundsform. Det betød indførelsen af et direkte demokrati, som kunne sikre tæt kontakt mellem vælgerne og deres repræsentanter.
Karl Marx’ socialistiske idéer prægede ikke alene det politiske samfund i mellemkrigstiden, men også avantgardens kunst, der ihærdigt forsøgte at gøre op med borgerskabets syn på kunst og samfund. Blandt andet havde surrealismen rødder i kommunismen. Mange surrealister ønskede at omforme samfundet ud fra et marxistisk verdensbillede om menneskelig frigørelse og retfærdig fordeling af materielle og sociale goder. Selvom surrealismen var tæt knyttet til den kommunistiske bevægelse, stod det mere og mere klart, at et egentligt samarbejde var umuligt efterhånden som de to bevægelser udviklede sig.
Surrealismens forhold til samfund og politik?
Surrealismen kan i vid udstrækning ses som en reaktion på 1. Verdenskrig. Krigens grusomheder havde sat sine tydelige spor i Europa, og tilliden til det fornuftige og gode i både mennesket og kulturen var forsvundet. At surrealisterne åbnede sig mod det ukendte var således en reaktion mod den herskende fremmedgørelse i samfundet efter krigen.
Dette fokus på fremmedgørelse betød desuden, at marxismen i begyndelsen spillede en stor rolle for surrealisterne, og surrealismen var en politisk engageret bevægelse, der ønskede at revolutionere samfundet gennem kunsten. Ledende surrealister med den franske forfatter André Breton (1896-1966) i spidsen meldte sig i 1927 ind i det franske kommunistparti, men det skulle vise sig at være en forgæves kamp, da det franske kommunistparti overtog de sovjetiske krav til kunsten. Her var kravene, at kunsten skulle udgives i lyset af den socialistiske realisme, hvor virkeligheden blev skildret ud fra den statslige ideologi. Kunsten skulle være let forståelig og produceret under personligt ansvar. Det krav kunne surrealisterne ikke imødekomme, fordi den surrealistiske kunst jo primært opstod i mødet med underbevidstheden og fraværet af fornuft. I 1933 blev surrealisterne ekskluderet fra det kommunistiske parti.
