Poul Henningsen
Den danske arkitekt Poul Henningsen omgivet af sine lamper.
Foto: Waclaw Charewicz / Scanpix

Kulturradikalismen - dengang og nu

cand.mag. Tore Daa Funder, iBureauet/Dagbladet Information. Opdateret af cand.mag. Anne Vindum. 2012. Opdateret af og cand.mag. Ester Skibsted Holm. Januar 2014.
Top image group
Poul Henningsen
Den danske arkitekt Poul Henningsen omgivet af sine lamper.
Foto: Waclaw Charewicz / Scanpix
Main image
Arkitekt Poul Henningsen – også kaldet PH – er for mange eksponent for kulturradikalismen.
Arkitekt Poul Henningsen – også kaldet PH – er for mange eksponent for kulturradikalismen.
Foto: Per Pejlstrup

Indledning

Med Poul Henningsen (1894-1967) som ideologen i front gjorde Kulturradikalismen op med det bestående samfunds støvede normer og traditionsbundne tankesæt. Opgøret var særligt rettet mod tidens autoritære børneopdragelse, ‘den sorte skole’, en viktoriansk seksualmoral og et gammeldags syn på kunst og arkitektur. I stedet dyrkedede kulturradikalisme ideer som frisind, tolerance og social lighed og hyldede den nye modernistiske strømning inden for litteratur, billedkunst og arkitektur. Kulturradikalismen var ikke en organiseret bevægelse men et løst struktureret og uformelt netværk af mennesker i det danske samfund, der nærede de samme interesser og holdninger.

Mange af Kulturradikalismens ideer slog igennem i efterkrigstidens velfærdssamfund og blev efterhånden bredt accepterede. Ikke desto mindre vækker kulturradikalismen stadig stor debat i det 21. århundrede. I 2002 brugte den borgerlige regering for eksempel ordet ’kulturradikal’ som et skældsord mod, hvad de kaldte elitære og ufolkelige autoriteter og smagsdommere, og i 2013 begyndte borgerlige stemmer, at beskylde centrum-venstre for at forråde det kulturradikale frisind.

Se også portrættet af Poul Henningsen på Forfatterweb

 

Artikel type
faktalink

Introduktion til Kulturradikalismen

Hvad betyder ordet ‘Kulturradikalisme’?

Betegnelsen ‘Kulturradikalisme’ dukkede første gang op i en kronik i 1955 i Dagbladet Politiken. Den var skrevet af den markante, danske litteraturvidenskabsmand og frihedskæmper Elias Bredsdorff (1912-2002). I kronikken definerede han Kulturradikalismen som en ideologisk og kulturpolitisk strømning, der havde præget væsentlige dele af det danske kulturliv mellem Første Verdenskrig (1914-18) og Anden Verdenskrig (1939-45).

Forstavelsen ‘kultur-’ understregede, at betegnelsen ikke skulle forstås som en samlet og målrettet bevægelse, der stod i gæld til et særligt politisk parti. I stedet rummede Kulturradikalismen en mere grundlæggende, kulturkritisk radikalisme, der havde rødder længere tilbage i idéhistorien end de moderne politiske partier.

Hvad er Kulturradikalisme?

Det er vanskeligt entydigt at sige, hvad Kulturradikalismen er. I ovennævnte kronik beskriver Elias Bredsdorff Kulturradikalismen som “en tankegang, der bygger på respekten for mennesket, tænker i internationale perspektiver og er belastet med en social samvittighed”. Han skriver videre, at Kulturradikalismen er “et åndeligt kætteri, som afslører vanetænkningen, hykleriet, fraserne og klicheerne, en åndelig åbenhed, der ikke nøjes med at se på etiketterne, men tager et uhildet (fordomsfrit, red.) standpunkt til realiteterne bag dem”.

Det danske kulturliv var mellem de to verdenskrige præget af en lang række nye intellektuelle grupperinger, der i overvejende grad placerede sig til venstre for den politiske midte. Disse fraktioner af markante kulturpersonligheder var ofte frisindede, fremskridtsorienterede og frigjorte fra traditionsbundne og religiøse forestillinger. De nye grupperingers tanker og tiltag virkede derfor som en rød klud i hovedet på mange af repræsentanterne for det bestående samfund.

Kulturradikalismen havde i sin kerne et ambitiøst og omfattende frigørelsesprogram, der gik til kamp mod  snart sagt alle områder af det bestående samfund. På den måde fik de kulturradikale indflydelse på blandt andet:

· Børneopdragelse og pædagogik

· Historieskrivning

· Kultur- og samfundsdebat

· Kvindefrigørelse og seksualpolitik

· Kunst (især litteratur, billedkunst, scenekunst, arkitektur og musik)

Nøglepersonerne i de kulturradikale grupperinger talte skribenter, teaterfolk, komponister, forskere, arkitekter, malere og forskellige andre kunstnere. Disse mennesker var løst knyttet sammen i arbejdsfællesskaber, der – direkte eller indirekte – søgte at påvirke det bestående samfund gennem et aktivt reformarbejde. Der var ikke tale om en organiseret bevægelse men om netværk af mennesker, der havde sammenfaldende interesser, ideer og forestillinger. Som Politikens chefredaktør Bo Lidegaard formulerede det i november 2013 i Politiken: Her løste ingen medlemskab, for ingen har patent på hverken det frie ord eller den frække tanke.” (se kilder). Organisation eller ej var Kulturradikalisterne fælles om at skabe kritiske men konkrete reformideer, som umiddelbart kunne omsættes til handling.

Hvad er Kulturradikalismens kritiske projekt?

Det grundlæggende oppositionelle ved Kulturradikalismen er en radikal og kraftig kritik af den eksisterende kultur. For de kulturradikale er den bestående kultur ensbetydende med et traditionelt samfund i negativ forstand, hvor samfundsorden er gennemsyret af snæversyn, konservatisme og snærende bånd.

Motiveret af et glødende engagement i det enkelte menneskes rettigheder kæmpede Kulturradikalismen i mellemkrigstiden mod denne samfundsorden. Individet skulle have ret til at udfolde sig i frihed og lighed og til at udfolde sig individuelt på sine egne betingelser. Kulturradikalismens sociale engagement kom blandt andet til udtryk i forsøget på at skabe en ny, demokratisk kultur, der byggede på oplysning og frigørelse fra undertrykkende samfundsnormer.

Baggrunden for Kulturradikalismen

Hvad er Kulturradikalismens idémæssige rødder?

Kulturradikalismen trækker sine rødder langt tilbage i den danske og europæiske kulturhistorie:

· Der er store sammenfald mellem Kulturradikalismens ideologiske grundlag og tænkningen i 1700-tallets Oplysningstid. Mange af periodens toneangivende filosoffer fremhævede ‘det fornuftige, det naturlige og det nyttige’. Oplysningstidens kritiske tænkere beskød den måde, samfundets magt var fordelt på. Kritikken var især rettet mod kirkens og adelens mænd, der mange steder i Europa havde siddet på magten siden Middelalderens start. Denne magt udnyttede de to stænder primært til at udbytte de europæiske landbefolkninger – både i form af voldsomme økonomiske krav og i form af snærende bånd på de tanker og ideer, der fik lov til at udfolde sig. Den tradition for kritisk tænkning føres videre i Kulturradikalismen. Dagbladet Politikens tidligere chefredaktør Tøger Seidenfaden betegner slet og ret Kulturradikalismens idealer som ‘en lokal aftapning af Oplysningstidens tanker’.

· Det Moderne Gennembrud og Brandesianismen trak ligeledes på væsentlige idealer fra Oplysningstiden. Det gjaldt ideer om det enkelte menneskes fornuft og på dets evne til at gennemskue og ændre samfundsnormer, hvis disse ikke kunne begrundes rationelt. Denne tro på fornuften og den kritiske tilgang til virkeligheden omkring mennesket blev givet videre til Kulturradikalismen. Det samme gjorde Brandesianismens praktiske tilgang til virkeligheden – det var vigtigt, at strømningens ideer fandt praktisk anvendelse i menneskets konkrete liv og virke.

· Kulturradikalismen trak desuden veksler på arven fra psykoanalytikeren Sigmund Freud (1856-1939) og på den økonomiske filosof Karl Marx (1818-1883). Dermed blev en forståelse af individets drifter og sjæleliv og et blik for samfundets økonomiske og sociale mekanismer centrale dele af Kulturradikalismen.

For mere om Kulturradikalismens ideologiske rødder se Faktalink-artiklerne om “Oplysningstiden” og “Naturalismen og Det Moderne Gennembrud”.

Hvad var sammenhængen mellem Kulturradikalismen og Det Moderne Gennembrud?

Med en radikal og kritisk tilgang til de vedtagne normer og traditioner, der styrede det omkringliggende samfund, hyldede begge de to typer tænkning det enkelte menneskes fornuft og evne til at begå sig i en moderne verden. Kulturradikalisternes kritiske projekt var altså i stor udstrækning sammenfaldende med de tanker, der var centrale i Det Moderne Gennembrud godt 40 år tidligere. Både Det Moderne Gennembrud i 1880’erne og dets arvtagere i Kulturradikalismen satte skub i udviklingen af en ny, moderne type af individer. Med det oven for skitserede frisindede fundament under fødderne var kulturradikalisterne parate til at udfordre samfundets normer.

Morten Thing, der er docent i historie, opsummerer det fælles ved de to typer for radikalisme – Det Moderne Gennembrud og Kulturradikalismen: “De to former for radikalisme var fælles om at være det modernes spydspids, men også om at repræsenterer en ny dannelse, som i sin selvforståelse ikke var nogen klassedannelse, men bare den gode og rigtige dannelse”. Begge radikalismer tilhører ikke noget parti, men er i højere grad en fritsvævende, autonom, ideologisk, politisk og æstetisk holdning. Ikke en bevidsthed, der var bundet til en særlig samfundsklasse, men et sæt af værdier, der betonede eksempelvis frisind og tolerance i en moderne verden.

For mere se Faktalink-artiklen om “Naturalismen og Det Moderne Gennembrud”.

Hvad var kulturkampen?

Ordet kulturkamp kommer fra det tyske Kulturkampf, der dukkede op i begyndelsen af 1870’erne som en betegnelse for den tyske kansler og statsminister Otto von Bismarcks kamp imod den katolske kirke. Bismarck ønskede at adskille den katolske kirke fra Rom og fra staten. Ordet blev siden overført direkte til dansk, da kulturradikale kræfter i mellemkrigsårene samlede sig i kamp mod nazismen i organisationen Frisindet Kulturkamp (se senere).

Kampen om, hvilke værdier, der skulle være dominerende i det danske samfund, blev voldsomt tilspidset i tiden efter Det Moderne Gennembrud. Gennembruddet var med til at skabe et debatklima, hvor samfundets grundlæggende værdier – i modsætning til tidligere – nu kunne diskuteres. Siden Det Moderne Gennembrud har den ene side i denne strid bestået af forskellige former for kritisk radikalisme – altså fordomsfrie og frisindede tænkemåder med udspring i Oplysningstidens tænkning. På den anden side har stået forkæmpere for samfundets traditionelle og rodfæstede værdier. I tiden inden Anden Verdenskrig – der brød ud i 1939 – var de værdipolitiske fronter trukket skarpt op. Brudfladen i tidens danske kulturkamp løb generelt set mellem:

· De konservative: De forsvarede den bestående, borgerlige kultur og ønskede at bevare respekten for traditionen i samfundet. De konservative kræfter nærede en dyb mistillid til Modernismens ukontrollable og løsagtige kunstpraksis og Kulturradikalismens kritiske tilgang til traditionelle værdier.

· De kulturradikale: De ville forny og provokere ud fra en frisindet brug af fornuften. Hermed trak de tydelige spor tilbage til Georg Brandes og arven fra Det Moderne Gennembrud. Samtidig hyldede kulturradikalisterne mange af de tanker, der var centrale for Modernismen – eksempelvis dyrkelsen af Freud og psykoanalysen.

Kulturradikalismens forløb

Hvornår opstod den første Kulturradikalisme?

Det er ikke præcist til at sige, hvornår de første kulturradikale ideer dukkede op, da Kulturradikalismen som nævnt trækker på arven fra både Oplysningstiden og Det Moderne Gennembrud. Men Kulturradikalismens ideer kan i hvert fald spores i det danske samfund i de sidste år af Første Verdenskrig, som de kom til udtryk i det lille tidsskrift Klingen (1917-20). Klingen betegnes af litteraturprofessor Anne-Marie Mai som “det nye århundredes første virkelig betydelige kunst- og litteraturtidsskrift” i bogen” Danske digtere i det 20. århundrede” (se kilder). Tidsskriftet samlede og behandlede en række af de nye kulturelle tendenser, der skyllede ind i den danske andedam fra de europæiske metropoler. Klingen var først med at bringe beretninger om det nybrud, der var sket inden for billedkunsten, især i Frankrig i årene efter århundredeskiftet. Det franske nybrud havde affødt en knopskydning af forskellige stilarter. Tidsskriftet vendte sig imod tidens herskende kunstkritik, hvor man hyldede naturalisme og traditionelle former. I stedet kom Klingen til at virke som en prisme og legeplads for tidens helt unge kunstnere. I tidsskriftets spalter boltrede en stor del af periodens viltre, kunstneriske ideer og talenter sig. På samme tid blev tidsskriftet et samlingssted, hvor det nye kuld af kunstnere kunne dele deres begejstring for den modernistiske kunst med ligesindede. Det blev redigeret af blandt andet Axel Salto og bragte artikler om og reproduktioner af modernistiske værker især inden for de nye kunstneriske former – ekspressionisme og kubisme. Det var også i Klingens spalter man for første gang kunne stifte bekendtskab med to af Kulturradikalismens toneangivende personer: Journalisten og digteren Otto Gelsted (1888-1968) og ikke mindst skribenten og arkitekten Poul Henningsen, der efterhånden blev tidsskriftets strateg og teoretiker.

Hvordan formede Kulturradikalismen sig i 1920’erne?

Op gennem 1920’erne beskæftigede mange forskellige grupperinger i det danske kulturliv sig med sider af den fremvoksende moderne kultur, der primært kom til os fra udlandet, blandt andet jazzmusik, en ny kropskultur og nye kunststrømninger. Nye tanker om børneopdragelse, arkitektur, byplanlægning mv. blev taget under behandling af forskellige grupper, der altså i eftertiden er blevet samlet under betegnelsen ‘kulturradikalister’. Disse grupperinger bestod af mennesker, der typisk var knyttet sammen i løsere netværk, der fokuserede på en eller flere af de kulturradikale ideer.

Centralt i flere af disse grupper stod Poul Henningsen – eller ‘PH’ som han også blev kaldt. I 1921 begyndte han at skrive Dagbladet Politikens arkitekturstof, hvor han blandt andet fremkom med en hård kritik af den kunstneriske uddannelsestradition på Kunstakademiet, som han anså for utidssvarende. Poul Henningsen ønskede, at kunstnere og arkitekter skulle tage et samfundsmæssigt ansvar. Han præsenterede også sine synspunkter i det toneangivende tidsskrift Kritisk Revy (tidsskriftet beskrives mere indgående nedenfor), der udkom fra 1926 til 1928. I Kritisk Revy formulerede Poul Henningsen mange af Kulturradikalismens centrale ideer på en programmatisk og humoristisk måde.

Hvordan var de økonomiske og politiske forhold i starten af 1930’erne?

Perioden var præget af en stigende grad af politisk polarisering – både i verden og i Danmark. I begyndelsen af 1930’erne var store dele af den vestlige verden blevet sendt ud i en alvorlig økonomisk krise. Startskuddet til krisen var et voldsomt krak på børsen i Wall Street i New York i 1929, som resulterede i virksomhedslukninger, massearbejdsløshed og social deroute. Heller ikke Danmark gik ram forbi. Kulturradikalismen havde i sin kerne en stor social indignation – altså en erkendelse af samfundets sociale og økonomiske skævhed.Dette fokus blev yderligere forstærket af den internationale økonomiske krise.

I Danmark overgik regeringsmagten i 1929 til Socialdemokratiet, der beholdt regeringsmagten frem til 1942. 1930’erne er derfor kendt som ‘det socialdemokratiske årti’. Statsministeren hed Thorvald Stauning, og under parolen ‘Stauning eller kaos’ iværksatte hans regering initiativer, der skulle styre landet igennem krisen. Mest berømt er Kanslergade-forliget fra 1933, hvor en række toneangivende politikere mødtes i Staunings lejlighed i Kanslergade i København. Efter maratonagtige forhandlinger, der strakte sig over 18 timer – og flere gange var på nippet til at bryde sammen – blev politikerne enige om et forlig, der lagde skinnerne ud for fremtidens danske velfærdsstat.

Hvad betød omvæltningerne i mellemkrigstiden for Kulturradikalismen?

Mens de politiske stridigheder i tredivernes Danmark altså primært handlede om arbejdernes vilkår og konstruktionen af en stat, der tog større hensyn til borgernes velfærd, så det anderledes ud i Europa. I 1920’erne og 30’erne rullede totalitære ideologier hen over det europæiske kontinent – mest markant med Hitlers nazisme i Tyskland, Mussolinis fascisme i Italien og Stalins kommunisme i Sovjet. De oprørte politiske og økonomiske vande påvirkede også periodens danske kulturradikale kræfter, der for manges vedkommende valgte politisk side. De kulturradikale gled ofte enten ind i kommunistiske eller antifascistiske grupperinger:

· Kommunisme: I 1920’erne og 30’erne bekendte flere toneangivende kunstnere sig åbenlyst til kommunismen. Enten som sympatisører eller som medlemmer af Danmarks Kommunistiske Parti. Således blev de med et slag opfattet som politiske agitatorer i deres kunstneriske praksis. Hvad enten de malede et billede eller skrev en bog, blev produktet nu set på med andre øjne. Det gjaldt eksempelvis forfatteren og journalisten Hans Kirk. Hans forfatterskab rummer mange litterære produkter af høj kvalitet, men det langvarige engagement i DKP satte dog hans forfatterskab i et særligt lys. Det samme var gældende for forfatterne Martin Andersen Nexø og Otto Gelsted.

· Antifascisme: I samme periode begyndte den rabiate politiske strømning fascisme at vokse i Europa – især i Tyskland og Italien men også sidste halvdel af 1930’erne i Spanien, hvor den fascistiske leder, General Franco overtog magten. Fascismens totale mangel på menneskelighed, tolerance og frisind var bare nogle af grundene til, at en lang række kulturradikale endte som fascismens indædte modstandere. Kampen foregik blandt andet via foreningen Frisindet Kulturkamp, der havde medlemmer som arkitekten Poul Henningsen, litteraturmanden Elias Bredsdorff og revykunstneren Lulu Ziegler.

Ideer og personer i Kulturradikalismen

Hvilke kulturelle nybrud var afgørende i Kulturradikalismen?

De kulturelle nybrud, der fulgte med Kulturradikalismen, skete på tværs af mange kendte tankeformer i det danske samfund. De forskellige kulturradikale kunstnere og kritikere havde ofte hver deres særlige mærkesager, som de forsøgte at skabe debat om. Fælles var et opgør med – hvad de opfattede som – et reaktionært syn på indlæring, seksualitet, kunst og religion. På den måde fik Kulturradikalismen indflydelse på reformationer af mange områder i samfundet. Herunder behandles en række af de mest væsentlige nybrud.

Hvad var Kulturradikalismens syn på børneopdragelse og pædagogik?

Ét af de store temaer i Kulturradikalismen kredsede om barnets opdragelse og udvikling. Den såkaldte ‘sorte skole’ var dominerende overalt i det danske uddannelsessystem til langt op i 1960’erne. Tidens klasseværelser emmede ofte af autoritetsdyrkelse, frygt og jernhård disciplin. Det ønskede Kulturradikalismen at gøre op med. Barnet skulle forstås som en naturlig og sund kraft i sig selv og ikke som en farlig kraft, som skolens autoriter skulle undertrykke og retlede. Flere kulturradikale skolefolk og debattører var fortalere for en opdragelse og uddannelse, der satte det enkelte barns udvikling i centrum. Principper om gensidig respekt, medbestemmelse og ytringsfrihed skulle være blandt de dominerende elementer i den nye pædagogik.

Hvad var Kulturradikalismens syn på historieskrivningen?

Mange kulturradikale ønskede et opgør med den måde, som Fædrelandets historie igennem århundreder var blevet fortalt på. Kulturradikalismen satte i stedet fokus på historiske strømninger og fænomener, der ikke var begrænset og farvet af nationale grænser. Forestillinger om nationalstaten og den unikke nationale karakter spiller eksempelvis en mere tilbagetrukken rolle. Derfor brugte kulturradikalisterne sjældent nationalstatslige forklaringsmodeller i historieundervisningen. I denne sammenhæng stod kulturradikalisterne i høj grad på skuldrene af Georg Brandes og hans tanker i Det Moderne Gennembrud. Her anlagde Brandes et yderst internationalt kunstsyn. Nationale grænser var i Brandes’ øjne mindre betydningsfulde og kunne til tider ligefrem virke hæmmende for forståelsen. I eftertiden har det netop været Kulturradikalismens opgør med nationalismen i historieskrivningen, der har stået for skud. Dette forhold – de nationale grænsers beskedne betydning – er siden hen blevet brugt i kritikken af Kulturradikalismen. Således er Danmarks indmeldelse i EF i 1972 anført af den socialdemokratiske statsminister Jens Otto Krag – siden hen EU – blevet betegnet som “en foragt mod dansk selvstændighed, foragt for Danmark som selvstændig nation” af den skarpe borgerlige præst og daværende medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti Søren Krarup. Citatet stammer fra Søren Krarups Grundlovstale fra 2002 (se kilder).

Hvad var Kulturradikalismens syn på kultur- og samfundsdebatten?

Kulturradikalismen ville bryde med den herskende kultur- og samfundsdebat. Hidtil havde samfundets traditionelle, borgerlige magthavere bestemt tid, sted og indhold af disse diskussioner. Gennem effektiv brug af en række af tidens nye medier – eksempelvis film, radio og revy – lykkedes det for flere af de kulturradikale aktører at sætte en ny dagsorden i forhold til, hvornår man debatterede, og ikke mindst hvad man overhovedet måtte tale om. På den måde blev ideer, der var kritiske over for samfundets magthavere, lirket ind i samfundsdebatten via biografens lærred, radioens bølger eller teatrets skrå brædder.

Hvad mente Kulturradikalismen om kropskultur, kvindefrigørelse og seksualpolitik?

Kulturradikalismen rummede et markant opgør med mellemkrigstidens forhold til kærlighed, seksualitet og krop. Flere af de kritiske kulturradikale røster mente, at der herskede en viktoriansk seksualmoral og en undertrykkende kropsforskrækkelse. I stedet hyldede de kulturradikale ideer om kroppens frie udfoldelse og en form for kærlighed, der ikke var bundet af snærende traditioner og konventioner om, hvad ‘man’ skulle gøre. Et afgørende billede på det nye frigjorte og naturlige ideal blev den sorte, fransk-amerikanske danserinde Josephine Bakers indtog i København. Hun satte byen på den anden ende, da hun i 1928 optrådte i Dagmarrevyen med sang og sensuel dans – kun iført et skørt af vippende bananer. Efter premieren nedgjorde hovedstadens avisjournalister Baker og kaldte hende “Den barfodede negergås” og “En mellemting mellem missing link, en cirkusklovn og en varietédanserske”. I Politiken forsvarede Poul Henningsen hende med ordene: “Hvis naturlighed kunne læres, ville mødrene sende deres unge piger til Josephine Baker. (...) Hvorfor skal det være perverst, at vi opløftes ved mødet med et dybt naturligt menneske?” Citaterne er fra Paul Hammerichs “Lysmageren – En krønike om Poul Henningsen” (se kilder).

Hvilket syn på kunst stod Kulturradikalismen for?

Kulturradikalismens ideer betød et skarpt brud med en række traditionelle forestillinger om, hvad der var god og dårlig kunst. En grundlæggende ide i Kulturradikalismen var, at der fandtes objektive, registrerbare forhold i kunsten, der gjorde det muligt for beskueren at inddele kunsten i kvalitative kategorier. Noget var simpelthen bedre end andet.

Poul Henningsen, der var en af bevægelsens mest markante stemmer, formulerede dette forhold fyndigt: “Om den gode smag kan der ikke diskuteres” – underforstået: Om Kulturradikalismens udlægning af den gode smag kan der ikke diskuteres. På den baggrund blev store dele af tidens udbredte småborgerlige, idylliserende smag dømt ude.

De kulturradikale opfattede kunst, kultur og samfund som sammenhængende størrelser. Deres syn på, hvad god kunst var, udsprang af en kombination af høje æstetiske krav og et stort socialt ansvar. Derfor opfattede de også den gammeldags og umoderne kunst som undertrykkende – som noget der holdt mennesket fastlåst. Eksempelvis formulerede Poul Henningsen et kulturradikalt krav til arkitektur således: “Det, som bestemmer den almindelige opfattelse af arkitektur er for det første tidens kunstneriske strømninger og for det andet det sociale spørgsmål.”

For mere om de modernistiske kunstretninger se Faktalink-artiklerne om “Symbolismen” og “Ekspressionismen”.

Hvad er Kulturradikalismens foretrukne kunstformer?

Der skulle efter kulturradikalisternes mening renses ud i en del af de traditionelle og velkendte kunstformer. Det betød eksempelvis, at mange kulturradikale ønskede de populære malerier af dybe skovsøer og brølende kronhjorte, der dengang hang i mange danske hjem, hen hvor peberet gror. Det samme gjaldt borgerlige former for litteratur og arkitektur, som mange kulturradikale anså for forældede – ja faktisk nærmest som en undertrykkende forbrydelse mod mennesket.

I stedet satte kulturradikalisterne en række nye kunstneriske udtryk. Alle disse var indeholdt i betegnelsen ‘Modernisme’. Modernisme er en kæmpemæssig, mangeartet kunstnerisk strømning, der var toneangivende i det meste af det 20. århundrede. Modernismen omfattede blandt andet særlige kategorier af litteratur, billedkunst, scenekunst og arkitektur:

· Litteratur: Med udgangspunkt i blandt andet Sigmund Freuds teorier om den menneskelige psyke skildrer mange forfattere med kulturradikale sympatier mennesket som et socialt væsen. Mennesket formes af sine omgivelser og sin opvækst og påvirkes både positivt og negativt af det miljø, det befinder sig i. Dette menneskesyn udtrykkes blandt andet  i flere af Hans Scherfigs romaner – eksempelvis “Den forsvundne fuldmægtig” fra 1938. I denne roman skildres en embedsmand, der forsøger at undslippe det borgerlige livs trædemølle ved at lade sig sætte i fængsel. Flere steder i den kulturradikale litteratur er der desuden ofte en kritisk holdning over for ‘den lille mands’ livsbetingelser.

· Billedkunst: Tidens kulturradikale billedkunst var præget af eksperimenter og opbrud. Det så man eksempelvis hos den markante billedkunstner Axel Salto (1889-1961). I 1921 stiftede han kunstnersammenslutningen De Fire sammen med blandt andet Vilhelm Lundstrøm (1893-1950). Sammen stod de for en kunst, der sprængte rammerne for, hvad man kunne forvente af et kunstværk. Tidligere tiders stilarter og idealer røg ud og ind kom idealerne for Modernismens billedkunst, der vendte perspektivet og illusionsmaleriet ryggen. I stedet skabte kunstnerne suggestive, farverige billeder, der havde kraftig fokus på subjektets sansninger og indre kampe.

· Arkitektur/design: Stilarten, der gik under betegnelsen ‘Funktionalisme’, stod centralt i Kulturradikalismen. Her ønskede man at gøre op med den traditionelle dyrkelse af ’pynt’ i form af ornamenter og krummelurer på bygningerne og en mørk og tung klunkestil indenfor. Den gamle, individualistiske og følelsesfulde arkitektur skulle erstattes af et objektivt funktionsbaseret byggeri, der lagde vægt på lys, luft og boliger til alle. Der var således også et stærkt socialt og politisk engagement i Kulturradikalismens arkitektoniske bestræbelser. Materialerne var typisk sten, beton, stål og glas, og fladerne er store og rene. Centralt stod her Poul Henningsens tanker om arkitekturens rolle – eksempelvis i forhold til rækkehuset. Denne byggeform ses som en funktion af noget socialt og kunstnerisk – arbejderne skulle have lys og luft og en lille have og husene skulle samtidig have en æstetisk værdi og være funktionelle.

· Scenekunst/musik: Nogle af tidens markante dramatikere brød med det naturalistiske teater, der ellers var den dominerende teatertradition. Nu blev teatret gjort til et sted, der appellerede kraftigere til fantasien og gjorde publikum meddigtende. Som i litteraturen var hovedpersonen ofte ‘den lille mand’ – typisk bar han navnet Larsen. Meget af tidens musik blev komponeret til film og revyer. Teksterne, der ofte var nøje komponeret til at følge melodilinjen, havde typisk et satirisk eller vemodigt indhold. De kulturradikale kredse rummede flere stærke kræfter, der var med til at forme en række nybrud på de skrå brædder. På scenen så man eksempelvis Liva Weel. Med stort komisk og kunstnerisk talent fremførte hun en række revyviser, som en anden central kulturradikal kraft, Poul Henningsen, havde skrevet – blandt andet “Man binder os på Mund og Haand” fra 1940.

Hvilke personer var toneangivende i Kulturradikalismen?

De kulturradikale grupperinger samlede en stor og broget flok af mennesker, der alle er en vigtig del af den danske kulturhistorie fra mellemkrigstiden og frem. Blandt disse fandtes følgende centrale personer:

· Litteratur: H.C. Branner (1903-1966), Otto Gelsted (1888-1968), Hans Kirk (1898-1962), Sven Møller Kristensen (1909-1991), Hans Scherfig (1905-1979), Knud Sønderby (1909-66) og Elias Bredsdorff (1912-2002).

· Billedkunst: Flemming Bergsøe (1905-68), Svend Johansen (1890-1970) og Vilhelm Lundstrøm (1893-1950).

· Arkitektur: Poul Henningsen (1894-1967) og Edvard Heiberg (1897-1958).

· Scenekunst/musik: Kjeld Abell (1901-1961), Per Knutzon (1897-1948), Liva Weel (1897-1952) og Lulu Ziegler (1903-1973). Kai Norman Andersen (1900-1967) og Bernhard Christensen (1906-2004).

Hvilken rolle spillede tidsskrifterne i Kulturradikalismen?

Ord og ideer, der kunne omsættes til konkrete handlinger, var kulturradikalismens omdrejningspunkt. De kulturradikale ideer kom til udtryk i ny kunst, arkitektur, møbeldesign, musik med mere. Gennem hele den kulturradikale bevægelses levetid har forskellige tidsskrifter tjent som vigtige tanke- og ytringsorganer. Det var her, mange af tidens kulturelle nøglepersoner fandt sammen og udvekslede meninger. Tidsskrifter som førnævnte Klingen, Sirius, Kritisk Revy og Kulturkampen fik dermed rollen som forum og væksthus for de kulturradikale tanker. På den måde kom disse tidsskrifter i høj grad til at fungere som strømningens programerklæringer.

Hvad var tidsskriftet Sirius?

I perioden 1924-25 redigerede og udgav journalisten og digteren Otto Gelsted tidsskriftet Sirius, der først og fremmest beskæftigede sig med moderne litteratur. Tidsskriftet udkom kun fem gange. Alligevel nåede det at spille en væsentlig rolle for den spirende Kulturradikalisme. I en af bladets artikler redegjorde Gelsted for sin inspiration fra psykoanalysens grundlægger Sigmund Freud. I samme artikler markerede han sin og Kulturradikalismens klare afstandtagen fra religionen i et moderne samfund, idet religiøse forestillinger i hans øjne blot indhyller aktuelle problemstillinger i et uigennemsigtigt slør frem for at konfrontere dem.

Hvad var tidsskriftet Kritisk Revy?

De kulturradikale ideer blev mest markant udfoldet i tidsskriftet Kritisk Revy (1926-28). Tidsskriftet blev redigeret af Poul Henningsen og beskæftigede sig i udgangspunktet med arkitektur, byplanlægning, kulturindustri og boligindretning. Med tiden udviklede tidsskriftet sig til et mere alment kritisk forum, der også beskæftigede sig med emner som litteratur, film, billedkunst, filosofi og revy. Med andre ord rettede tidsskriftet fokus mod det samlede kulturbillede.

I sin korte levetid nåede tidsskriftet stort set at skælde ud på alle ledende arkitekter og institutioner. Men ligesom med resten af den kulturradikale bevægelse gjaldt det ikke kun for Kritisk Revy om at kritisere det bestående sønder og sammen. Man søgte også konstant at opstille nye alternativer gennem for eksempel en rationel arkitektur inspireret af de modernistiske impulser fra udlandet.

Det moderne og skelsættende ved Kritisk Revy viste sig ikke bare på indholdssiden men også i sprog og layout. Tonen var ligefrem og dagligdags og fyldt med vittige bemærkninger og aforismer, der samlede essensen af redaktionens holdninger. Layoutet rummede avanceret brug af grafisk teknik i vittige og slående fotomontager.

Hvad var tidsskriftet Kulturkampen?

Tidsskriftet Kulturkampen udkom fra 1935-39 og var i hele sin levetid tæt knyttet til foreningen Frisindet Kulturkamp, der samlede flere af 1930’ernes kulturradikale kræfter. Politisk talte foreningen personer fra både Det Radikale Venstre, Socialdemokratiet og DKP samt en række personer uden partipolitisk tilhørsforhold. I tidsskriftet blev der bragt artikler med en spids, samfundskritisk brod. De foretrukne mål var udemokratiske tendenser i samfundet som de nazistiske og fascistiske strømninger, men også samtidens konservative normer stod for skud. Det sejlivede tidsskrift var af høj kvalitet og rådede over en række af tidens bedste skribenter og illustratorer. Blandt andet skrev forfattere som Piet Hein og Kjeld Abell, juristen Alf Ross og den senere socialdemokratiske statsminister Jens Otto Krag.

Docent i historie Morten Thing har beskæftiget sig med tidsskriftet Kulturkampens rolle. Han peger på Elias Bredsdorffs kronik i Dagbladet Politiken i 1955, hvor der blandt andet står: “Der gik en lige linje i dansk åndsliv fra Brandes-tidens kulturradikalisme til tidsskriftet “Kulturkampen” i 1930'erne.” Central for redaktionen af tidsskriftet var en følelse af at være med til at agere bolværk mod de antidemokratiske ideologier, der rasede syd for grænsen – nazismen og fascismen. Tillige var tidsskriftet præget af en holdning om, at der var en social skævhed i samfundet. Selvom det langt fra var alle i kredsen omkring tidsskriftet, der var aktive socialister, stod et brændende ønske om samfundsændringer, der i højere grad tog humanistiske hensyn, meget højt på dagsordenen. I artiklen “Kulturradikalismen og kulturpolitikken” (se kilder) fortæller Morten Thing opsummerende: “I spændingsfeltet mellem en revolutionær humanisme og et enkelt forsvar for demokratiet skal man nok placere Kulturkampens indsats som blad.”

Betydningen af Kulturradikalismen for eftertiden

Hvilken rolle havde Kulturradikalismen i tiden lige efter Anden Verdenskrig?

Mange intellektuelle havde inden udbruddet af Anden Verdenskrig været samlet i organisationen Frisindet Kulturkamp. Under besættelsen gled flere af bevægelsens hovedkræfter over i den danske modstandskamp mod den tyske besættelsesmagt. Dette betød, at man i årtierne efter krigens afslutning sjældent satte kulturradikalisternes politiske gøren og laden under kritisk lup. Derfor så man i mange år gennem fingre med, at flere af de kulturradikale i tiden inden og efter Anden Verdenskrig åbenlyst støttede kommunismen i Sovjet.

Blandt de trofaste støtter af kommunismen i Sovjet var forfatteren Hans Kirk, der i tiden efter Anden Verdenskrig kastede sig ud i en mangeårig karriere som en markant venstreorienteret kulturjournalist. Kirk var i det meste af sit voksenliv overbevist kommunist og fastholdt efter Anden Verdenskrig sit medlemskab af Danmarks Kommunistiske Parti og var ansat på partiavisen Land og Folk. Her overfor stod blandt andet Poul Henningsen, der allerede i 1930’erne udviklede en meget kritisk holdning til kommunismen i Sovjet.

Hvordan var kulturradikalisternes syn på kommunismen efter Anden Verdenskrig?

Historikeren Morten Thing fortæller i sin tekst i bogen “Den Kulturradikale udfordring” (se kilder) om de kulturradikale kommunistsympatisører. Ifølge ham var deres syn på kommunismen i Sovjet i årene efter Anden Verdenskrigs afslutning  ofte forvrænget og uden kritisk brod. Thing opsummerer sit syn på disse kulturradikales fejltrin således: “Kommunismen medførte en særlig form for selektiv blindhed.” Han mener altså, at flere kulturradikale valgte at se igennem fingre med konsekvenserne af Sovjet-kommunismens handlinger. I realiteten var det dog kun en mindre gruppe af de kulturradikale, der var direkte involverede i kommunistiske bevægelser. For[E1]  eksempel havde Poul Henningsen intet partipolitisk engagement hverken før eller efter Anden Verdenskrig.

Det var først med Sovjetunionens brutale indmarch i Ungarn i 1956, at det blev klart for de fleste kulturradikale kræfter, hvilken type totalitært og umenneskeligt et regime, Sovjetunionen var. Visse markante kulturradikale kræfter – blandt andet førnævnte Otto Gelsted og hans forfatterkollega Hans Kirk – vedblev dog med at holde den kommunistiske fane højt og gik således i graven som overbeviste kommunister.

Hvad betød Den Kolde Krig for Kulturradikalismen?

Perioden, der fulgte i årtierne efter afslutningen på Anden Verdenskrig, er blevet betegnet som Den Kolde Krig. Det var en langstrakt og højspændt periode, hvor verdens to mægtigste atomvåbenmagter USA og Sovjetunionen stod stejlt overfor hinanden med fingeren på aftrækkeren. Den iskolde terrorbalance mellem de to supermagter medførte en stigende politisk polarisering på et globalt plan.

I denne periode blev de kulturradikale idealer forfægtet af blandt andet forfatteren, journalisten og samfundsrevseren Klaus Rifbjerg (født i 1931). I “Den Danske Encyklopædi (se kilder) betegnes Rifbjerg som ‘den mest synlige og produktive i den anden halvdel af det 20. århundrede’. Som erklæret kulturradikal hylder han Oplysningstidens idealer om tillid til den menneskelige fornuft, frisind og humor. Sammen med andre ligesindede som Jesper Jensen (1931-2009), Leif Panduro (1923-1977) og Villy Sørensen (1929-2001) tog han i tiden fra slutningen af 1950’erne tråden op efter Poul Henningsen i en slags nyradikalisme. Dette førte blandt andet til skabelsen af en lang række romaner og digtsamlinger, udsendelsen af samfundsdebatindlæg og opførelsen af kritiske revyer.

Klaus Rifbjergs holdninger og lange kritiske virke har – ifølge artiklen “Rifbjerg i værdidebatten: Men man kan ikke binde ånd”, der blev bragt i Jyllands-Posten i 2003 (se kilder) – i de senere år gjort ham til skydeskive for den politiske højrefløj, blandt andet Dansk Folkeparti. Her er det særligt pastor og forhenværende medlem af Folketinget Jesper Langballe, der mener, at Rifbjergs aktiviteter på kulturens område placerer ham på en top tre over personer, der gennem tiden har gjort mest skade på dansk kultur. På de to øverste pladser står to af den radikale tankes mest markante fanebærere: Georg Brandes og Poul Henningsen. “Jeg må ærligt indrømme, at jeg rankede ryggen, da jeg hørte det”, udtaler Rifbjerg til denne artikel. Han er begejstret over at tilhøre denne radikale spydspids, hvis værdier altså er meget ilde set hos dele af den borgerlige fløj.

Hvad blev Kulturradikalismens rolle i udviklingen af velfærdssamfundet?

Mange af Kulturradikalismens ideer fik betydning for udviklingen af det fremvoksende velfærdssamfund i Danmark i anden del af det 20. århundrede. Centralt står her eksempelvis kampen for lighed mellem kønnene, en friere seksualmoral, fri abort og prævention samt ikke mindst reformpædagogikken. Docent Morten Thing fortæller opsummerende i sin tekst i “Den kulturradikale udfordring” (se kilder), at de kulturradikale ideer og idealer sejrede stort i efterkrigstidens Danmark. Meget store dele af periodens politiske, ideologiske og kunstneriske frembringelse bærer tydeligt præg af Kulturradikalismen.

Dette var ikke mindst tilfældet på arkitekturområdet, hvor kulturradikalismens funktionalistiske normer og ideer kan ses i utallige bygningsprojekter fra perioden. Mange af kulturradikalismens arkitektoniske ideer og fordringer blev formuleret af tusindkunstneren Poul Henningsen. Skønt han ikke engang var uddannet arkitekt. Denne særlige byggestil er blevet internationalt anerkendt som ‘Skandinavian Style’, og har inspireret arkitekter verden over. Derfor kan man overalt i de danske byer finde nye og gamle eksempler på en byggestil, der bærer præg af Kulturradikalismens visioner for arkitekturen.

Netop denne periode i den danske historie er skildret i den populære tv-serie “Krøniken”, der blev bragt i DR. Her kunne seerne følge med i hovedpersonerne Palle og Idas liv, mens det danske velfærdssamfund tog form omkring dem i 1950’erne og 1960’erne. En tidsperiode, der i høj grad bar præg af løbende konfrontationer mellem kulturradikale kunstnere og debattører og konservative kræfter, der ønskede at fastholde de traditionelle værdier og strukturer i samfundet.

Debat om Kulturradikalismen

Hvad er 'den relancerede kulturkamp'?

I 2001 vandt de borgerlige partier i Danmark en markant valgsejr, og Venstre-politikeren Anders Fogh Rasmussen kunne sætte sig i statsministerstolen. Herfra blæste han til kulturkamp – ofte betegnet værdikampen. Anders Fogh Rasmussen betonede, at han og regeringen ønskede at bryde med de værdier, der i lange perioder i efterkrigstiden havde domineret Danmark. “Vi er ikke bange for at ryste posen og se, om ikke noget kan gøres bedre og anderledes end i dag. Vi har ingen ideologiske blokeringer. Vi er ikke bundet af snævre interesser eller hensyn til bestemte grupper”, sagde Anders Fogh Rasmussen i sin første nytårstale som nytiltrådt statsminister i januar 2002 (se kilder). Han pegede på følgende områder, hvor den borgerlige regering ville indlede en kamp på, hvilke værdier, det danske samfund skal regeres efter:

“Vi vil sætte mennesket før systemet. Den enkelte skal have større frihed til at forme sit liv. Vi vil gøre op med for stive systemer, umyndiggørelse og ensretning. Vi tror på, at mennesker er bedst til selv at vælge. Vi behøver ikke eksperter og smagsdommere til at bestemme på vores vegne. I de senere år er der ved knopskydning skudt et sandt vildnis af statslige råd og nævn og institutioner op overalt. Mange af dem har udviklet sig til statsautoriserede smagsdommere, som fastslår, hvad der er godt og rigtigt på forskellige områder. Der er tendenser til et eksperttyranni, som risikerer at undertrykke den frie folkelige debat.”

Denne strid på ord og værdier i det danske samfund mindede på flere afgørende punkter om den kulturkamp, der havde raset under Kulturradikalismens glansperiode i 1920’erne og 1930’erne.

Hvad betød statsministerens tale for debatten om Kulturradikalismen?

Flere borgerlige politikere tog hurtigt tråden op fra statsministerens nytårstale og førte hans unavngivne kritik i retning af et mere direkte angreb på Kulturradikalismen. Blandt andet har flere politikere fra Dansk Folkeparti været meget skarpe i deres kritik af Kulturradikalismen. For eksempel sagde journalist og forfatter Ulla Dahlerup, der har været opstillet til Europa-Parlamentet for Dansk Folkeparti, følgende på partiets årsmøde i 2003: “Deres kulde (de kulturradikale og venstrefløjen, red.), deres velplejede intolerance, deres mørke midt på dagen. De skabte et samfundsklima af verbal vold. I årtier har de sat deres hånlige ord fast på vores hjerte med sikkerhedsnåle. (...) Fra Brandes-brødrene stammer de kulturradikales had til den danske befolkning og til dansk kultur. (...) Når borgerlige blade himler op om kulturradikalisternes terror og den fortrinsstilling, de har opnået i radio og fjernsyn – for ikke at tale om teater og revy – så kan vi jo kun lykønske hinanden med et: godt gjort!” Ulla Dahlerup retter også en direkte kritik mod forfatteren Klaus Rifbjerg, som hun kalder “den selvretfærdige og arrogante mand, som i et halvt århundrede har tyranniseret kulturlivet og sat en ydmygende dagsorden.”

Også tidligere MF for Dansk Folkeparti Søren Krarup har markeret sig. I kronikken “Læser de kulturradikale bøger?” trykt i Information i 2006 tegner Krarup et billede af Danmark efter regeringsskiftet i 2001: “Det er et land, hvor det menige folk har fået mod og mandshjerte til at sige sin mening. Et land, hvor en herskende klasse af kulturradikale meningsdannere ikke længere har held med at kujonere og terrorisere en befolkning ... (...) Sådan er Danmark efter systemskiftet af 2001. Vi er mange, der trækker vejret friere, og som føler samme glæde som modstandsbevægelsen efter 29. august 1943. På ny kan man være stolt af at være dansk.”

Den daværende konservative kulturminister Brian Mikkelsen har også formuleret en kritik af det danske samfund før den borgerlige regeringsovertagelse og af Kulturradikalismen. I sin tale ved De Konservatives landsmøde i 2005 (se kilder) sagde han: “Den borgerlige regering har nu haft magten i fire år. Og i den periode har vi gennemført en kultur- og værdikamp, der fuldstændig har ændret den politiske debat herhjemme. Vi har gjort op med årtiers politisk korrekt meningstyranni. Vi har erstattet skatteplyndring med skattestop. Vi har fjernet socialstatens omklamring af individet og skabt frie muligheder for frie mennesker. Vores mål er et samfund, hvor skolerne igen fokuserer på grundlæggende færdigheder. Hvor selvstændige borgere kan udvikle det allerbedste, de har i sig. Vi er også gået til kamp imod den multikulturelle ideologi, der siger, at alt er lige godt. Fordi hvis alt er lige godt, så er alt ligegyldigt. Og det vil vi ikke acceptere.”

Brian Mikkelsen runder af med at erklære, at første halvleg af kultur- og værdikampen er ved at være vundet: “Det ser ud til, at de kulturradikale begynder at erkende, at deres storhedstid er ved at være slut”.

Hvilken rolle spiller Kulturradikalismen i dag?

Hans Hertel, der er professor i nordisk filologi, beskriver i artiklen “Det 21. århundredes Emma Gad” (se kilder) sit syn på bevægelsen således: “Kulturradikalismen som reformbevægelse og idéstrømning døde med PH i midten af 1960'erne, og den kan ikke genopfinde sig selv. Nok har den sat sine spor i arkitektur, pædagogik, seksualmoral og mange andre steder. Som en hovedpinetablet er den opløst i samfundet og har gjort sin virkning, men som intellektuel strømning eksisterer den ikke længere. Desuden lider den under det vanry, den kom i pga. de fejlgreb, mange af dens repræsentanter gjorde i 1930'erne og under Den Kolde Krig ved at vende det blinde øje til Sovjetunionens forbrydelser. Det koster i dag, hvor kulturradikalisme er blevet til et udefineret skældsord, et samlebegreb for alt det, man ikke kan lide, selv om de fleste ikke aner, hvad ordet står for.”

I den nævnte artikel påpeger lektor ved Aarhus Universitet Hans Hauge imidlertid, at der også kan være tendenser, der trækker den anden vej – en udvikling der giver nyt liv til Kulturradikalismen. Hauge udtaler, at “Kulturradikalismen altid har været smukkest i modvind” og efter en lang periode med medvind er vinden – blandt andet pga. de borgerliges overtagelse af regeringsmagten i 2001 – måskeved at vende. Og det kan ifølge Hauge måske puste ny vind i Kulturradikalismens sejl.

Hane peger på, at Kulturradikalismen havde store problemer i slutningen af 1990’erne: “Kulturradikalismen gik død af for megen medvind. Den havde formuleret velfærdsstatens ideologi, den var blevet systembevarende og kulturbærende. Men så kom Foghs valgsejr. De blev smidt ud og skulle til at kæmpe.(...) De har til deres store fornøjelse fået nye fjender siden valget 2001,” påpeger Hauge og fortsætter: “Det trives de med, for de forstår sig helst som rebeller mod det etablerede. De kulturradikale ser altid sig selv som evige oprørere. Outsiderne der afslører og kritiserer; altid imod, altid i mindretal. Vinder kulturradikalismen, så dør den.”

Forfatteren Klaus Rifbjerg er en af dem, som ofte forbindes med Kulturradikalismen i dag. I en kronik i Politiken fra den 1. juni 2008 med titlen “Hvilken kulturradikalisme?” skriver han: “Der lever i dag en uudryddelig myte om en kulturradikal dominans i dansk politik og åndsliv, ja, den er så gennemgribende, at tænksomme hoveder af mere konservativ observans må konstatere, at kulturradikalismen har sejret sig til døde. Med den bemærkning vil man – naturligvis gerne underforstået – være med til at lægge en ekstra sten på graven. For det er nemlig sådan, at dengang, der faktisk var tale om en synlig indsats fra kulturradikal side, altså i PH-epoken i tyverne og trediverne og for en kort bemærkning efter krigen, var modstanden og hadet til kampen for frigjortheden så bastant, at den knap nok kan måle sig med modstanden mod nazismen.”

Til slut i kronikken skriver Rifbjerg: “Kulturradikalismen har aldrig haft magten, for hvis den havde, ville den ophæve sig selv, ophøre med at eksistere. Man har aldrig hørt om hofnarren som monark, til gengæld om mange konger, der var narre.”

Klaus Rothstein, der er forfatter og litteraturkritiker ved Weekendavisen, udgav i 2005 bogen “Tid til forundring – En debatbog om den borgerlige kulturkamp”. På bagsmækken forklares det, at bogen er et indlæg i den omfattende debat om kulturradikalismen, som er blevet kritikernes bekvemme samlekasse for alt fra stalinisme til humanisme. I kronikken “Kanon for den borgerlige kulturkamp”, der blev trykt i Berlingske Tidende samme dag som bogudgivelsen, skriver Klaus Rothstein: “Kulturkampen er en gave til en ny kulturradikalisme. Kulturradikalismen er ikke død. Den hviler sig bare. Der er stadig brug for en modbevægelse, der udfordrer magten og tager begreber som menneskerettigheder og humanisme alvorligt, når nu Dansk Folkeparti afskriver dem som menneskelig selvforgudelse og afgudsdyrkelse. Den borgerlige kulturkamp skaber de bedste forudsætninger for dannelsen af en ny, tværpolitisk, ikke-dogmatisk, religionskritisk, kvalitetsbevidst, social og tolerant bevægelse, der kan udfordre magteliten – uden selv at have alt for mange politiske ambitioner.”

Termen kulturradikalisme bliver også fortsat brugt som et skældsord fra primært den borgerlige fløj i dansk politik. I foråret 2012 behandlede Folketinget f.eks. et lovforslag om at tilbageføre nogle af reglerne for familiesammenføring og opholdstilladelse. Udover en tilbageføring af de tidligere vedtagne pointsystemer har regeringen foreslået at sænke sprogkravene til familiesammenførte. Det fik ifølge artiklen ”Lavere sprogkrav over hele linjen” Dansk Folkepartis integrationsordfører Martin Henriksen til at udtale: ”Det er en tilbagevenden til den kulturradikale politik om, at bare man er flink nok, skal folk nok integrere sig af sig selv (se kilder).

Hvem kæmper for de kulturradikale værdier i dag?

I efteråret 2013 blev debatten om Kulturradikalismen pludselig vendt på hovedet, da borgerlige stemmer tilsyneladende begyndte at slå et slag for de oprindelige kulturradikale værdier. Det hele startede med Politikens debatserie ”Hvem er de frisindede i dag?”, hvor den liberale antropolog Dennis Nørmark udfoldede følgende påstand: ”Frisindet og friheden har skiftet adresse til det liberale Danmark, og hvis man i dag tilhører den fløj, der tidligere bekendte sig til den kulturradikale tradition, ja så er man nu snarere optaget af at rulle en væsentlig del af frisindet og friheden tilbage.” (se kilder). I sit indlæg forklarer Nørmark, hvordan nutidens centrum-venstre kulturradikale forråder bevægelsens oprindelige idealer ved at være mere optagede af forbud og ensretning end af frisind og mangfoldighed. Som eksempel peger han blandt andet på de kulturradikales uvilje mod at kritisere Islam og deres manglende forsvar af ytringsfriheden under Muhammedkrisen, hvilket ifølge ham er stik imod de oprindelige kulturradikale principper. Dertil ser han for eksempel venstrefløjens kamp for at forbyde ting som rygning og købesex som et udtryk for manglende frisind og et forsøg på – stik imod mangfoldighedstanken – at diktere én rigtig måde at leve og tænke på.

Nørmarks kamp for frisindet møder blandt andet opbakning fra forfatter og samfundsdebattør Ole Hyltoft. Med sit politiske afsæt i Dansk Folkeparti ser han nutidens kulturradikale som en samling antifolkelige og arrogante smagsdommere, der hyklerisk prædiker frisind med den ene hånd, mens de smadrer selvsamme med den anden ved blandt andet at tilpasse samfundet muslimske værdier. Som han forklarer i et interview i Politiken i efteråret 2013: ”hvis vi begynder at indrette vores samfund efter dem (muslimer, red.), er det en nedbrydning af den frihedstradition og det frisind, som efter min mening burde videreudvikles og ikke afvikles.(...) Vi fik fri abort og fri porno og alt det, jeg havde kæmpet for. Nu bliver vi slået tilbage og skal kæmpe for den slags igen.” Hyltoft mener altså ligesom Nørmark, at samtidens kulturradikalister er i færd med at ødelægge det frigjorte samfund, som PH og co satte i gang.

Ifølge den selverklærede kulturradikale forfatter Klaus Rifbjerg er de borgerlige debattørers forsøg på at forsvare det kulturradikale frisind intet mindre end grotesk. Som han forklarede det i Politiken i januar 2014: ”Frisindet skriger jo imod kritikernes grundværdier. F.eks. forholdet til de fremmede. Hele Dansk Folkepartis forestilling om, at folk, som kommer udefra – læs: muslimer – skal være danskere, fra det øjeblik de træder over grænsen, giver jo ingen mening.(...). Frisind? Gud fri mig vel”. Også Politikens chefredaktør Bo Lidegaard har svært ved at forene det kulturradikale frisind og frihedsbegreb med borgerlighed. Som han forklarer i sit debatindlæg i Politiken i november 2013: "Liberalisterne taler om frihed og marked som to sider af samme sag. Friheden fra skat, friheden fra regulering, friheden fra en stat, der vil noget med os alle sammen. Men for de kulturradikale handler det om tankens frihed, friheden fra en tyngende social arv, friheden fra de gammelriges privilegier, friheden til selv at lære, finde ud af at udtrykke sig. Friheden fra fordomme og for de manges tyranni over de få.” (se kilder). Ifølge Lidegaard kan det kulturradikale frihedsbegreb altså ikke oversættes direkte til den liberale frihed, da førstnævnte handler om en kvalitativ åndelig frihed, som ikke kan måles på skattetryk og statsregulering.

For Bo Lidegaard at se må den kulturradikale tolerance og det kulturradikale frisind desuden følge med tiden og samfundet, hvilket blandt andet indebærer, at man ikke længere med reference til Nørmarks indlæg kan nøjes med at kritisere religion. Som moderne kulturradikalist i et multikulturelt samfund er man ifølge ham nødt til at forsøge at forstå religionens store betydning for både individ og verden.

Lidegaard og Rifbjerg er altså ikke overraskende uenige i påstanden om, at den kulturradikale grundtanke er blevet blå, men ifølge Rifbjerg måtte nutidens kulturradikale dog gerne oppe sig lidt: ”Kulturradikalismen og hele frinsindstænkningen bør være meget modigere, end den er. Den skal gå ud og sige, hvad den mener. Offentligt og højt, så det kan høres.”

Kilder citeret direkte i portrættet

Netmedier

På stationens hjemmeside findes der blandt andet opslag om tv-serien “Krøniken”.

Avisartikler

Jespersen, Per Michael og Mette Højbjerg:
Rifbjerg: De stangreaktionære som de nye frisindede? Gu er de da ej!” (Interview med Klaus Rifbjerg) Politiken, 2014-01-11.
Lidegaard, Bo:
Kulturradikalismen er ikke borgerlig. Politiken, 2013-10-19.
Nørgaard, Niels og Poul Aarøe Pedersen:
Ole Hyltoft: Kultureliten slagter frisindet. Politiken, 2013-11-02.
Nørmark, Dennis:
De kulturradikales ti bud. Politiken., 2013-10-12.
Broberg, Mads Bonde:
Lavere sprogkrav over hele linjen. Jyllands-Posten, 2012-05-05.
Rothstein, Klaus:
Kanon for den borgerlige kulturkamp. Berlingske Tidende, 2005-05-03. Kronik.
Rifbjerg, Klaus:
Hvilken kulturradikalisme? Politiken, 2008-06-01. Kronik.
Krarup, Søren:
Læser de kulturradikale bøger? Dagbladet Information, 2006-02-25.
Raahauge, Anders og Niels Lillelund:
Det 21. århundredes Emma Gad. Jyllands-Posten, 2004-12-10.
Juul, Marianne:
Rifbjerg i værdidebatten: Men man kan ikke binde ånd, Jyllands-posten, 2003-08-09.

Taler på nettet

Brian Mikkelsens tale ved De Konservatives årsmøde, 2005-09-25.
Ulla Dahlerups tale ved Dansk Folkepartis årsmøde, 2003-09-21.
Søren Krarups Grundlovstale, 2002-06-05.
Anders Fogh Rasmussens Nytårstale, 2002-01-01.

Bøger

Rothstein, Klaus:
Tid til forundring – En debatbog om den borgerlige kulturkamp. Tiderne Skifter, 2005.
Morten Thing:
Kulturradikalismen og kulturpolitikken. Nordisk Kultur Institut, 2002.
Knudsen, Jørgen (red.):
Den kulturradikale udfordring. Tiderne Skifter, 2001.
Mai, Anne-Marie (red.):
Danske digtere i det 20. århundrede bd. I-III. Gads Forlag, 2000-2002.
Lund, Jørn [red. m.fl.]:
Den store danske encyklopædi. Danmarks Nationalleksikon, 1994-2002.
Hammerich, Paul:
Lysmageren – En krønike om Poul Henningsen. Gyldendal, 1986.