Litteraturkanon

Hvornår begyndte man at lave kanoner?

Den oprindelige kanon er Bibelen. Hvis man ser nøjere efter på de danske Bibler, kan man se, at de har undertitlen "Den hellige skrifts kanoniske bøger". Den Bibel, kristendommen har forholdt sig til og benyttet i 1600 år, er resultatet af et 'kanonisk' arbejde, som bestod i at afgøre, hvilke skrifter, der opfyldte kravene til at indgå, og hvilke der ikke gjorde. Bibelen skulle jo være definitiv og normgivende for kristne for altid, så det var vigtigt, at den faktisk blev en kanon, der både beskrev og forklarede troen. Bibelen kan man altså betegne som en religiøs kanon. 

Den første ikkereligiøse kanon – eller sekulære kanon som det hedder – blev dannet i senantikken. Her oprettede aleksandrinske og byzantinske lærde en kanon, der bestod af et udvalg af græske forfattere, som var værd at efterligne indenfor den tids tre vigtigste genrer (litterære former): tragedien, lyrikken og talekunsten. Senere foretog den romerske litteratur- og skoletradition et lignende, kanonisk udvalg af den latinske digtning, der byggede på de græske ideer. 

Omkring det 4. århundrede begyndte engelske sproginteresserede, eller med andre ord filologer, at benytte betegnelsen kanon om særlige mønsterforfattere, som de udvalgte på sproglige kriterier. Der var altså tale om en snæver kreds af sprognørder, der dyrkede en særlig form for ophøjet litteratur. I det hele taget havde litteraturen en meget begrænset læserskare helt frem til 1640, så dels var det kun de privilegerede, der lærte at læse, og dels blev næsten al litteratur forfattet på de lærdes fællessprog latin. 

Hvilke bånd er der mellem moderne kanon og Oplysningstiden?

Man mener, at den måde at lave litterære toplister på, som vi kender i dag, stammer fra den hollandske sprogforsker David Ruhnken, som levede i 1723-98. Den moderne betydning af kanon har altså rødder i det 18. århundrede og i den periode, der ofte betegnes Oplysningstiden. 

Oplysningstiden er en epoke, der hovedsageligt knytter sig til Europa, og som dateres til årene 1680 til cirka 1780. Såvel Oplysningstiden som udviklingen af kanon er resultater af bogtrykkerkunsten. 

Ideen om den moderne kanon er nært knyttet til Oplysningstidens samfunds- og menneskesyn af flere årsager. Dels betød den øgede interesse for viden i Oplysningstidens Europa, at litteraturen kom i fokus. Dels betød trykkepressen, at litteraturen nu kunne produceres og reproduceres i tilstrækkelig grad til at nå ud til et større publikum. Og dels en øget mulighed for at samle, arkivere og reproducere såvel gammelt som nyt litterært materiale. Faktisk kan vi takke det 18. århundredes historie- og litteraturinteresserede for deres antikvariske interesse. Det er nemlig på grund af deres grundige indsamling af materiale, at vi i dag har så megen litterær og historisk viden. 

Hvordan blev litteraturhistorien formuleret i det 18. århundrede?

Litteraturhistorien tog form i det 18. århundrede, efterhånden som der ved hjælp af bogtrykkerkunsten blev skabt et vue over litterære produktioner. I dens første former var den moderne litteraturhistorie et nationalt kronologisk kompendium af information om stort set alle de forfattere i nationen, der var materiale om. Med tiden blev der opbygget et overblik over de mange tekster og forfatterskaber, og dermed blev det muligt at vurdere de enkelte litterære produktioner op mod hinanden og i forhold til historien og udvælge, hvad der var bedst. Efterhånden blev det kutyme at studere sit eget lands digtere og vurdere dem i forhold til hinanden – for eksempel var det på den tid oplagt i Danmark at se Adam Oehlenschläger i forhold til Jens Baggesen. 

Hvordan formuleredes litteraturhistorien i det 19. århundrede?

Udviklingen betød, at det nittende århundredes litteraturhistorieskrivning blev domineret af to ting:

• For det første af en tendens til at bringe de to elementer – litteratur og historie – sammen i en større helhed. Det skete, fordi man mente, at litteraturen afspejlede og indeholdt det vigtigste af folkets kulturelle, politiske, religiøse og videnskabelige historie. At litteraturen spejlede den fælles folkelige ånd. Rent konkret betød det, at litteraturhistorien blev accepteret og optaget som videnskabelig disciplin, og at den blev indskrevet som fag på universiteterne i lande rundt om i Europa, med hvert lands særskilte nationallitteratur i fokus. 
• For det andet var det 19. århundrede præget af, at ideen om kanonudvælgelse vandt frem. Som et udslag af det store overblik, der efterhånden dannedes over den nationale litteratur, kunne man begynde at udvælge sig favoritforfattere og yndlingstekster, og efterhånden blev det til decideret officielle udvælgelser. Op gennem det 19. århundrede blev de nationale litteraturhistorier i stigende grad centreret omkring en mere begrænset og kanonisk del af de litterære tekster.

Det 19. århundredes litteraturhistorieskrivning blev altså udgjort af en national kanonlitteratur. At den var national, var der to væsentlige årsager til. For det første blev litteratur ikke udvekslet på tværs af grænser, som vi kender det i dag, og for det andet blev den nationale litteratur i vid udstrækning brugt som åndeligt forsvar for nationalstaten. Det virker måske sært i dag, men ikke i et Europa der var præget af krige, hvor grænser konstant rykkede sig, og hvor lande blev koloniseret på den anden side af jordkloden. 

Hvordan blev litteraturhistorien skrevet i det 20. århundrede?

Det 20. århundredes litteraturhistorie kan ikke skrives entydigt, den må i stedet deles op i tre hovedveje, som behandles særskilt. 

• Første vej er præget af litterære sammenligninger på tværs af de europæiske landegrænser, og den strækker sig over det meste af århundredet – frem til omkring 1980. 
• Anden vej præger 80'ernes og til dels 90'ernes litteraturhistorieskrivning og fokuserer på 'de små historier', på kvindernes historie, de etniske minoriteters historie, homoseksuelles historie med flere. 
• Tredje vej præger slutningen af århundredet samt overgangen til det 21. århundrede, hvor den nationale historie igen bringes i fokus. I de følgende afsnit vil de enkelte veje blive behandlet i særskilte afsnit. 

Hvordan blev litteraturhistorien formuleret 1900-1980?

Man kan sige, at det 19. århundredes litterære opgave var at udvikle, konstituere og skrive de nationale litteraturhistorier, mens det 20. århundredes opgave i store træk blev at skrive litteraturens sammenlignende – eller komparative som det ofte kaldes – historie. 

Det 20. århundrede stod i globaliseringens og i Europas tegn. I stedet for alene at foretage sammenligninger indenfor de nationale litteraturer, begyndte man at foretage litterære sammenligninger på tværs af de europæiske grænser. Ideen opstod både som et kompliment til og i opposition til det snævre nationale litteratursyn. Der var således tale om en geografisk og horisontal udvidelse af litteraturstudiet. 

I Danmark kan litteraturkritikeren og samfundsdebattøren Georg Brandes (1842-1927) siges at være ophavsmand til såvel komparatismen som til ideen om en fælles europæisk ånd. Brandes fremhævede selv, at han var kosmopolitisk europæer, og at hans opgave var at skildre den europæiske mentalitetshistorie. Det gjorde han blandt andet i hovedværket "Hovedstrømninger i det 19. århundredes litteratur, bind 1-6" (se kilder). Ifølge Brandes kan man kun forstå sin egen kultursituation ved at spejle den mod andre. 

Hvordan blev litteraturhistorien skrevet i 1980'erne?

I 1980'erne skete der et skift i fokus hos litteraturhistorikerne. Hvor det hidtil havde været 'de store fortællinger' om nationen, eller om de europæiske nationers forhold til hinanden, der var i centrum, så kom 'de små historier' i fokus i 80'erne. Op gennem 60'erne og 70'erne havde et stadigt stigende krav om lighed i samfundet gjort sig gældende, og det havde givet stemme til dele af befolkningen, som før var undertrykte. Derfor kom grupper, som hidtil havde været marginaliserede i den vestlige verden, i fokus i litteraturhistorieskrivningen. 

Det var kvindelitteraturen, der før havde haft et snævert publikum, som nu blev analyseret, og man skrev og samlede antologier bestående alene af kvindelitteratur. Desuden blev der dannet særlige teorier, der omhandlede kvinde- og kønsforskning. I Danmark afspejledes tendensen for eksempel ved en fembinds antologi over "Nordisk Kvindelitteratur". 

De homoseksuelle fik også en stemme i den periode. Det blev kutyme at søge efter homoerotisk begær i litterære tekster, og i det hele taget at sætte alternative begærsretninger i fokus, ligesom der blev skrevet særlig homoseksuel litteraturteori. 

Tilsvarende kom der et øget fokus på den postkoloniale litteratur, altså på litteratur forfattet af folk fra de tidligere europæiske kolonier. De postkoloniale fik stemme til et sorgarbejde over den koloniale epoke og til i stigende grad at kræve ligeværd. 

Hvorledes blev litteraturhistorien formuleret sidst i det 20. århundrede?

I slutningen af det 20. århundrede var det som om, den nationale og den vestlige litteraturhistorie igen kom i centrum. Det kan ses som en modreaktion mod 80'ernes fokus på minoritetslitteratur. Sådan erklærede i hvert fald den amerikanske litterat Harold Bloom, da han 1994 udgav værket "The Western Canon" (se kilder). Heri gennemgik han de 26 værker, han opfattede som den vestlige litteraturs kanon. I indledningen afviste han at indgå i den kanondebat, der på det tidspunkt herskede i USA. Ifølge Bloom var denne debat præget af to fløje. En som ønskede at nære de nationalistiske ideer med nationale kanoner, og en anden som afviste vestlige værdier og vestlig kanon for i stedet at tilgodese minoriteterne og de hidtil undertrykte. 

Han fremhævede, at den kanonsprængning, som herskede, ikke sikrede de bedste og stærkeste værkers overlevelse, og at kulturen dermed risikerede at miste sit sted for anerkendelse.