Hvad var karakteristisk for kristendommen i Danmark før Reformationen?
Kristendommen gjorde sit indtog i Danmark omkring det tidspunkt, da den danske kong Harald Blåtand i 960’erne konverterede til kristendommen og dermed, som det er formuleret på Jellingestenen, “gjorde Danerne Kristne”. Det kan dog være svært at afgøre, præcis hvornår der skete et religionsskifte fra nordisk gudetro til kristendom i Danmark. Nyere forskning tyder nemlig på, at man i Danmark fortsatte med at dyrke de nordiske guder sideløbende med, at man antog flere og flere dele af den nye religion. Som forfatter Mads Lidegaard skriver i bogen Da danerne blev kristne (se kilder), opfattedes overgangen fra nordisk gudetro til kristendom ofte som en kamp mellem de gamle og den nye gud. Den glidende overgang mellem den gamle og den nye tro – og eksistensen af begge dele samtidigt – afspejles bl.a. i det faktum, at der på nogle runesten er fundet indhugget både Thors hammer og et kors. Det skifte i livssyn og moral fra blodhævn og ære til ydmyghed og næstekærlighed, kristendommen medførte, anslås at have været flere generationer om at blive stadfæstet. I de efterfølgende 500 år hørte den danske kirke under den romersk-katolske kirke med paven i Rom som overhoved. Dette skabte en del konflikter og magtkampe mellem kirken og kongen, idet det fx ikke var tydeligt, hvem biskopperne skulle adlyde, paven eller kongen? Desuden ejede biskopperne store godser og besad magt til at dømme efter kanonisk ret, den katolske kirkes lovgivning. På den måde var der på dette tidspunkt en tæt sammenhæng mellem religion og politik. Faktisk skelnede man ikke, som i dag, mellem stat og kirke, idet biskopperne også fungerede som politikere i rigsrådet, der fungerede som en samling af rådgivere for kongen. Dermed var de reelt med til at regere landet sammen med kongen.
Hvad var karakteristisk for kristendommen i Danmark fra Reformationen til folkekirkens grundlæggelse?
Da den tyske teolog Martin Luther i begyndelsen af 1500-tallet begyndte at arbejde for en reformation af kirken, talte han netop for, at kirke og stat skulle adskilles. Kirken skulle alene beskæftige sig med at udbrede budskabet om, at syndere kan modtage Guds frelse, og derfor burde kirken ifølge Luther opgive sin økonomiske og politiske magt og overlade alle juridiske spørgsmål og afgørelser til statsmagten. I 1536 nåede Reformationen formelt Danmark, da kong Christian d. 3. afskaffede den katolske kirke og indførte den lutherske tro som rigets officielle religion. Især biskoppen Peder Palladius spillede en stor rolle i den efterfølgende opdragelse af folket og de tidligere katolske præster i den lutherske tro. Op gennem 15- og 1600-tallet gennemgik kirken først en periode med forholdsvis stor tolerance over for variationer i den kristne tro, men under Christian d. 4. (1588-1648) slog en streng ortodoks religionsfortolkning igennem, som bl.a. kom til udtryk i heksebrændinger af kvinder, man anså for at være hedninge, samt straffe for seksuelle forhold uden for ægteskabet. Senere erstattedes denne strømning af pietismen, som under Christian d. 6.s regeringstid fik stor indflydelse, idet pietister kom til at besidde alle høje embeder inden for kirken. I pietismen vægtedes den enkeltes inderlige tro højt, og som konsekvens af dens indflydelse blev konfirmationen indført i 1736, så barnet selvstændigt kunne tage stilling til den tro, som forældrene havde indlemmet det i ved dåben. Med indførelse af konfirmation fulgte naturligt kravet om skolegang, som var nødvendig for, at børn kunne læse Den Lille Katekismus, en bog, hvori Luther havde nedskrevet kristendommens grundsætninger, og som blev brugt til at indføre børnene i den teologi, de ved konfirmationen bekræftede at tilslutte sig.
Hvordan var kirken organiseret i Danmark før folkekirkens grundlæggelse?
Kong Svend Estridsen oprettede midt i 1000-tallet otte bispedømmer, og i 1104 oprettedes desuden en dansk ærkebispestol i Lund i Skåne, som på det tidspunkt hørte under Danmark. Dermed blev den danske kirke samlet under en dansk ærkebiskop, hvor den førhen havde hørt under en tysk, og ærkebiskoppen i Lund blev kirkens øverste myndighed, ikke blot i Danmark, men i hele det kristne Norden, omfattende Norge, Sverige, Island og Grønland. I 1070’erne var der allerede over 600 kirker i Danmark, hovedsageligt bygget i træ, og disse blev efterhånden afløst af kirker af sten. Desuden opførtes domkirker, klostre blev stiftet, og i de følgende århundreder byggedes et par tusind stenkirker. Omkring 1250 var der bygget tæt på 3000 kirker, der alle havde tilknyttet et sogn. Hvert sogn havde en præst, der for det meste kom fra bondestanden. Denne blev aflønnet med en tredjedel af “tiende”, som var de 10 procent af sognets beboeres indkomst, der betaltes i kirkeskat. I middelalderen var det kirkelige hierarki således, at syv biskopper stod øverst sammen med domkapitler, dvs. samlinger af præster, der var tilknyttet hver domkirke. Disse præster kaldtes kannikker, og de og biskopperne var ofte uddannede i jura og ikke i teologi, som man måske kunne tro. Dette viser, at biskopper og kannikker havde et vigtigt hverv som administratorer og politikere, og understreger igen sammenfaldet mellem kirke og stat i denne periode. Ved Reformationen i 1536 nedlagde kong Christian d. 3. klostrene, beslaglagde biskoppernes gods og forbød dem at sidde i rigsrådet. Kongen blev nu den danske kirkes overhoved i stedet for paven, og biskoppernes politiske magt blev betydeligt svækket. De beskæftigede sig herefter hovedsageligt med det teologiske, og man begyndte at lægge større vægt på teologisk uddannelse af præster.
Hvornår blev den danske folkekirke etableret?
Den danske folkekirke blev etableret med Grundloven i 1849. Stat og kirke blev adskilt, og danskerne fik samme rettigheder og pligter som borgere uanset deres religiøse tilhørsforhold. Der blev indført religionsfrihed, og staten blev juridisk set religionsløs. Dog står der i den reviderede udgave af Grundloven fra 1953, som har samme ordlyd som udgaven fra 1849:
“§ 4. Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.”
Folkekirken skulle altså ikke være den eneste lovlige kirke, men den skulle understøttes af staten, fordi det var den kirke, størstedelen af befolkningen tilhørte. Nu blev det sådan, at de børn, der blev døbt, automatisk blev medlemmer af folkekirken, mens ikkedøbte ikke var medlemmer, og de, der ønskede det, havde mulighed for at melde sig ud af folkekirken.
Hvad var baggrunden for etableringen af folkekirken?
Baggrunden for folkekirkens oprettelse i 1849 skal til dels findes i 1700-tallet, hvor kirkens og religionens magt svandt ind, naturvidenskaben udvikledes, og troen på menneskets fornuft vandt frem. Denne periode benævnes ofte Oplysningstiden. En opfattelse, der prægede Oplysningstiden var, at religionen skulle tilpasses fornuften, og der opstod derfor et ønske om sekularisering, så staten ikke længere var underlagt religionen. Desuden fokuserede man på menneskets rettigheder, herunder religions- og ytringsfrihed. Disse tanker fik i Danmark indflydelse på opfattelsen af forholdet mellem stat og kirke. Før Grundlovens vedtagelse var religion et rent statsligt anliggende, og det var kongens opgave at sørge for, at landets indbyggere bekendte sig til den i datidens øjne eneste rette tro, den evangelisk-lutherske. I 1848, året før Grundlovens indførelse, fandt en revolutionsbølge sted i Europa, som fik betydning for enevældens ophør og folkekirkens oprettelse i 1849. Med Grundlovens vedtagelse indførtes religionsfrihed og demokrati.
