Historiekanon 9: Reformationen

Hvad var Reformationen?

Ordet reformation kommer af det latinske ord reformatio, der betyder omdannelse eller omskabelse. Reformationen betegner den splittelse af kristendommen og kirken, som skete i det 16. århundrede. Den kristne kirke blev delt i den katolske kirke og en række såkaldte protestantiske kirkesamfund. Blandt protestantiske kirkesamfund var:

· Den evangelisk-lutherske kirke: De bibelske skrifter er centrale, da de forkynder evangeliet, men biblen opfattes ikke som en lovbog. Man frelses af tro, ikke handlinger.

· Den reformerte kirke: Man frelses også her af tro, men god opførsel er tegn på frelse.

· Baptisme: Bruger voksendåb, da dåb forudsætter personlig tro. I reformationstiden fik de øgenavnet ’gendøbere’ af andre protestanter, fordi de ikke anerkendte den katolske kirkes dåb, men døbte igen.

Reformatorerne ville forandre kirkens dogmer og praksisser, og et væsentligt eksempel på de ambitioner er Martin Luthers 95 teser om afladshandlen. Han formulerede dem i den tyske by Wittenberg, hvor de blev hængt op på døren til byens slotskirke i oktober 1517. Ifølge bl.a. Reformationsjubilæets hjemmeside (se kilder) kan teserne siges at have været startskuddet til Reformationen.

Hvilke trosmæssige uenigheder lå bag Reformationen?

I Martin Luthers teser var en kritik af, at man ved at købe afladsbreve af kirken kunne få syndsforladelse for at sikre sin frelse. Denne handel anså Luther og andre reformatorer for misbrug af kirkens magt. Ifølge kirkehistorikere, f.eks. Leif Grane i ”Evangeliet for folket. Drøm og virkelighed i Martin Luthers liv” (se kilder), lå der dog mere i opgøret med afladshandlen: Luther pegede nemlig på, at det kun er Gud, der kan tilgive mennesket, ikke kirken. Med læresætningen ’sola fide’ – der betyder ’troen alene’ – ønskede Luther at vende fokus fra frelse gennem handlinger til frelse gennem tro. Kirken skulle forkynde Guds ord for folket og være de troendes fællesskab, ikke en institution, der stod mellem Gud og mennesker.

Ambitionen var ikke at danne nye kirker. Men udbryderkirker blev en konsekvens af uenighederne. De kirker, som blev dannet, kaldes evangeliske og protestantiske: Evangeliske, fordi de ville vende tilbage til de bibelske skrifter og deres budskab (evangelium). Protestantiske, fordi de opstod ud fra protest.

Hvad var gået forud for Reformationen?

Da Reformationen begyndte, var den største kristne kirke den katolske, og ordet katolsk betyder almindelig. Reformationen var dog ikke den første reformbølge. Gennem middelalderen havde der været store diskussioner om, hvordan kirken skulle styres, og om, hvordan kirken kunne nå ud til de almindelige troende. Reformationen var heller ikke den første splittelse inden for kristendommen. I 1054 var kristendommen f.eks. blevet delt i Østkirken med centrum i Konstantinopel (i dag: Istanbul) og Vestkirken med paven i spidsen og Rom som centrum. Østkirken kendes i dag som den ortodokse kirke.

Reformationens kampe handlede også om politik. Ifølge bl.a. historikeren Martin Schwartz Lausten i bogen ”Kirkehistorie” (se kilder) var der gennem middelalderen stigende modsætninger mellem fyrsterne og kirken. Hvem havde f.eks. ret til at udnævne biskopper? Religiøse overhoveder havde stor magt i samfundet. Derfor lå der også økonomiske og politiske interesser bag, at mange vest- og nordeuropæiske fyrster valgte at støtte reformatorerne og dermed bryde med pavens magt.

Hvem var de store reformatorer?

To af de mest betydningsfulde reformatorer var Martin Luther og Jean Calvin.

Martin Luther (1483-1546):

· den vigtigste reformator i det, der blev Den Evangelisk-Lutherske kirke.

· født i Eisleben i det nuværende Tyskland.

· studerede først jura, men valgte efter en religiøs oplevelse at blive munk og senere præsteviet.

· professor i teologi i Wittenberg. Læsning af de bibelske skrifter, især Paulus’ breve, ændrede hans syn på kirkens dogmer og praksis.

· lyst i band (det betyder smidt ud) af kirken i 1521, hvilket i praksis gjorde ham fredløs. Kurfyrste Frederik den vise af Sachsen (1463-1525) – fyrstestaten, hvor Wittenberg lå – beskyttede Luther, så han kunne fortsætte sit virke.

Jean Calvin (1509-1564):

· den vigtigste reformator i det, der blev Den Reformerte Kirke.

· født i Noyon, Frankrig.

· teolog og præst.

· tilsluttede sig i 1534 den lutherske reformation og blev drevet ud af det katolske Frankrig

· forsøgte at gøre Geneve i Schweitz til en mønsterby med et kristent styre og en streng kirkelig og moralsk disciplin.

· betragtede – modsat Luther – biblen som en lovbog.

Hvor blev Reformationen udbredt?

De protestantiske kirker fik fodfæste i Nord- og Vesteuropa. Sydeuropa og den del af Østeuropa, der ikke var præget af de ordokse kirker, forblev stort set katolsk.

I det område, der i dag er Finland, Norge, Island, Sverige og Danmark havde Reformationen fik afgørende indflydelse på staternes udvikling. Den lutherske tro blev nemlig statsreligion over hele Norden. De evangelisk-lutherske folkekirker er stadig de største trossamfund i alle fem nordiske lande.

Her kan du høre kirkehistoriker Carsten Bach-Nielsen fortælle om Reformationen i Danmark.

På danmarkshistorien.dk (se kilder) kan du læse mere om Reformationen i Danmark.