Homoseksualitet

Artikel type
faktalink
journalist Laura Marie Sørensen, iBureauet/Dagbladet Information. 2012. Opdateret af journalist Ane Nordentoft april 2014
Main image
Under regnbueflaget samledes alle seksualiteter for at fejre seksuel frihed og accept. Århus den 17. maj 2013.
Under regnbueflaget samledes alle seksualiteter for at fejre seksuel frihed og accept. Århus den 17. maj 2013.
Foto: Martin Ballund / Scanpix

For 100 år siden betragtede de fleste danskere homoseksuelle som psykisk syge, og det er kun godt 30 år siden, at homoseksualitet blev slettet fra Sundhedsstyrelsens liste over sygdomme. Siden har homoseksuelle vundet større accept i det danske samfund, og de fået flere rettigheder, men mange af dem bliver ligesom homoseksuelle i resten af verden fortsat udsat for diskrimination og hadforbrydelser. Værst står det til i lande som Jamaica, Honduras, Iran og Somalia, hvor homoseksuelle risikerer at blive myrdet af civile eller blive dømt til døden af myndighederne alene på grund deres seksualitet.

Se filmen CloseFilmcentralen

 

 

 

 

Baggrund om homoseksualitet

Hvad vil det sige at være homoseksuel?

Menneskers seksualitet bliver hovedsageligt delt op i tre kategorier:

· heteroseksuelle, der er fysisk og/eller følelsesmæssigt tiltrukket af personer af det modsatte køn end dem selv

· biseksuelle, der er tiltrukket af begge køn og

· homoseksuelle er tiltrukket af personer af samme køn som dem selv

Sex mellem mennesker af samme køn har fundet sted til alle tider i alle kulturer, men det var først i slutningen af 1800-tallet, at man begyndte at bruge ordet homoseksuel. Det var den tysk-østrigske sexolog Richard von Krafft-Ebings, der brugte ordet i bogen ’Psychopathia Sexualis’, og herfra spredte det sig til læger og almindelige mennesker.

En undersøgelse fra det danske analyseinstitut CASA fra 2009 (se kilder) viser, at de fleste homoseksuelle i Danmark i dag er under 14 år, når de første gang overvejer, om de er homoseksuelle. De fleste er mellem 15 og 19 år, før de taler med nogen om det, mens syv procent aldrig fortæller det til nogen.

Hvor mange er homoseksuelle?

Ifølge Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner (LGBT) er mellem 6 og 10 procent af verdens befolkning homoseksuelle. Ser man isoleret på Danmark, viser en gallupundersøgelse fra 1997, at 12 procent af alle mænd hovedsageligt føler sig homoseksuelle, mens det gælder for 8 procent af kvinderne. CASA-undersøgelsen viser til gengæld et noget lavere tal. Her fremgår det, at mellem 3,5 og 6,2 procent af den danske befolkning er enten homoseksuelle, biseksuelle eller transkønnede. Siden har forfatteren bag undersøgelsen udtalt til programmet Detektor på P1, at hvis man alene ser på de homoseksuelle, udgør de kun mellem 1 og 2 procent af den danske befolkning.

Generelt er det svært at sætte tal på gruppen af homoseksuelle, da mange af dem ikke er åbne omkring deres seksualitet, og fordi mange lande ikke fører statistik over antallet af homoseksuelle.

Hvorfor er man homoseksuel?

Årsagen til homoseksualitet har gennem historien skabt heftig debat, og gør det fortsat. I slutningen af 1800-tallet og mange år frem var lægevidenskaben overbevist om, at homoseksualitet skyldtes en fejl i de homoseksuelles gener, og at homoseksualitet derfor skulle betragtes som en uforskyldt psykisk sygdom, der kunne helbredes med behandlinger som hypnose og elektrochok.

I dag er der fortsat nogle, der mener, at homoseksualitet ligger i generne, og at mennesker derfor er født homoseksuelle, mens andre er af den holdning, at mennesker bliver påvirket gennem deres opvækst til at blive homoseksuelle. Ifølge American Psychological Association er der dog fortsat ingen videnskabelige undersøgelser, der har kunnet dokumentere, hvorfor nogle mennesker bliver homoseksuelle, mens andre bliver hetero- eller biseksuelle.

Trods de manglende beviser på, at homoseksualitet skulle være en sygdom, var det først i 1981, at homoseksualitet officielt blev fjernet fra Sundhedsstyrelsens liste over psykiske sygdomme i Danmark. Og først i 1992 fjernede verdenssundhedsorganisationen WHO begrebet fra sin liste over sygdomme.

 

Homoseksualitet, religion og diskrimination

Hvordan forholder religioner sig til homoseksualitet?

Det er forskelligt, hvordan religioner forholder sig til homoseksualitet, men det er gennemgående, at troende bliver påvirket af de kulturelle normer, der er i det samfund, de lever i. Som eksempel kan en muslim i en kultur være for homoseksualitet, mens en muslim i en anden kultur kan være imod.

Som udgangspunkt er der lighed mellem islams, kristendommens og jødedommens indstilling til homoseksualitet, hvis man kigger i de tre religioners hellige skrifter: Koranen, Bibelen og Toraen. Ud af de tre religioners hellige skrifter kan man læse, at sex kun hører hjemme i ægteskabet mellem en mand og en kvinde, og at sex med andre er syndigt og strafbart.

Der er dog mange nutidige troende, som ikke opfatter ordene i de hellige skrifter bogstaveligt og godt kan acceptere homoseksualitet, men i de fleste muslimske samfund er homoseksualitet forbudt. I flere muslimske lande som Yemen, Iran og Saudi Arabien er modstanden så stor, at homoseksuelle risikerer dødsstraf.

Inden for kristendommen fordømmes homoseksualitet officielt fra den katolske kirke, fra den protestantiske højrefløj som Indre Mission og Luthersk Mission og fra frikirker som Pinsekirken. Til gengæld accepterer størstedelen af den danske folkekirke homoseksuelle ligesom de fleste moderate jødiske menigheder i verden.

Kigger man på hinduismens og buddhismens holdning til homoseksualitet, er der en anden grundlæggende accept af homoseksualitet. De gamle hinduistiske tekster omtaler ikke homoseksualitet, men nævner hijra, som er et tredje køn, der både har mandlige og kvindelige egenskaber. Hinduers syn på homoseksualitet afhænger dog meget af, hvor i verden de befinder sig. Hinduer i vestlige samfund accepterer i højere grad homoseksualitet end i mange asiatiske lande, hvor homoseksualitet er forbudt ved lov. Det samme gør sig gældende for buddhismen. Religionen forbyder ikke homoseksualitet, men har ifølge den danske buddhist Svend Guttormsen nogle forbehold: ”I buddhistisk forstand er seksualitet ikke syndigt, men kan være forstyrrende, hvis man hele tiden kun tænker på sex” har han sagt til religion.dk (se kilder).

Hvordan bliver homoseksuelle behandlet i verden?

Kulturen og lovgivningen i det område, homoseksuelle bor i, har stor indflydelse på, hvordan de bliver behandlet. Ifølge den internationale organisation ilga (se kilder) risikerer homoseksuelle ikke kun dødsstraf i Saudi Arabien, Yemen og Iran, men også i Mauretanien, dele af Nigeria, Somalia og Gambia og i flere landes regioner. I 76 af verdens lande kan man komme i fængsel eller blive straffet med vold, hvis myndighederne finder ud af, at man er homoseksuel. De fleste af de lande ligger i Afrika, Asien og Mellemøsten. I 56 andre lande – særligt i Europa – er politikerne gået en anden vej og har lovgivet mod diskrimination af homoseksuelle.

Uanset om de homoseksuelle lever i et land, hvor loven beskytter dem eller ej, viser adskillige undersøgelser ifølge American Psychological Association og Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transkønnede (LGBT), at homoseksuelle over hele verden bliver udsat for hadforbrydelser også kaldet ”hate crimes”. Hadforbrydelser kan være fysiske, psykiske eller verbale overfald, som bliver foretaget af personer, der er motiveret af et had mod individer, der skiller sig ud fra mængden på grund af deres seksualitet, etnicitet eller andet.

I øjeblikket finder de værste hadforbrydelser mod homoseksuelle sted på Jamaica, i Honduras og Uganda. EN FN-rapport fra 2011 (se kilder) beretter om, at omkring 30 homoseksuelle er blevet myrdet over en periode på halvandet år fra 2010 til 2011 i Honduras, og den fortæller om en mand, der blev stenet og stukket ihjel på Jamaica, efter at politiet havde opfordret andre til at slå ham, fordi han var homoseksuel. Samme rapport fortæller om et mandligt par, der blev slået og seksuelt misbrugt af politibetjente i Indonesien, og om et lesbisk par i Brasilien, der blev slået og tvunget til at have oralsex på en politistation.

Hvordan er forholdene for homoseksuelle i Uganda?

En meget opsigtsvækkende hadforbrydelse fandt sted i Uganda i januar 2011, hvor David Kato – en fremtrædende forkæmper for homoseksuelles rettigheder – blev tæsket ihjel med en hammer. Det skete to dage efter, at den ugandiske avis Rolling Stone havde hængt ham og flere andre homoseksuelle ud med navn, adresse og foto under overskriften ”Hæng dem!”

I februar 2014 underskrev Ugandas præsident, Yoweri Museveni, en omstridt lov, der betyder at homoseksuelle kan idømmes fængsel på livstid. I forvejen var straframmen 14 års fængsel.

Loven betyder desuden, at en berøring mellem to personer af samme køn, som vurderes at have seksuelle undertoner, kan give fængsel på livstid.

Endvidere rammer den også enhver, der hjælper homoseksuelle. De kan straffes med syv års fængsel. Og folk, der kender til homoseksuelle, skal melde dem til myndighederne inden for 24 timer, ellers risikerer de selv tre års fængsel.

Loven medfødte et hav af internationale protester, herunder fra FN's Højkommissær for Menneskerettigheder, Navi Pillay. Hun peger desuden på, at loven ”er formuleret så bredt, at den kan føre til magtmisbrug og beskyldninger mellem hvem som helst, ikke kun LGBT-mennesker” (se kilder).

To timer efter, at loven var underskrevet, blev en bøsse slået ihjel på åben gade, rapporterede TV2's udsendte medarbejder (se kilder), som også meldte om ”lynchstemning” mod homoseksuelle i Uganda og en udpræget frygt i landets LGBT-miljø.

På grund af den omstridte lov om homoseksuelle har Danmark, Sverige, Norge, Holland og Verdensbanken besluttet enten at omlægge eller helt stoppe bistand for et samlet beløb på 118 millioner dollars til Uganda. Danmarks bistandsmidler på i alt 50 millioner kroner går nu direkte til NGO-organisationer i stedet for at gå igennem den ugandiske regering.

I marts 2014 besøgte den danske handels- og udviklingsminister Mogens Jensen Uganda, hvor han i et møde med landets premierminister Mbabazi og sundhedsminister Ruhakana Rugunda opfordrede den ugandiske regering til at trække anti-homoseksualitetsloven tilbage. Ved et pressemøde i Ugandas hovedsted Kampala sagde Mogens Jensen til Berlingske Tidende: ”Jeg har sagt til ministeren, at Uganda har skrevet under på FNs Menneskerettighedskonvention og også på Den Afrikanske Unions menneskerettighedskonvention, og at jeg mener, at man som politisk leder må leve op til det, der står i konventionen, og derfor burde den her lov slet ikke være kommet.” (se kilder).

Den danske minister er især bekymret for, om loven vil føre til, at homoseksuelle bliver diskrimineret i det ugandiske sundhedsvæsen og for eksempel ikke bliver behandlet for HIV og aids på lige fod med heteroseksuelle. Antallet af aidsramte har været nedadgående i Uganda, men udviklingen er på det sidste stagneret, hvilket kan tyde på, at de homoseksuelle på grund af folkestemningen og den nye lov enten ikke tør søge lægehjælp eller ligefrem bliver nægtet det.

Før EU-Afrika topmødet i 2014 udtalte statsminister Helle Thorning-Schmidt, at den ugandiske anti-homoseksualitetslov ville blive et kontroversielt, men nødvendigt punkt på dagsordenen. ”Vi skal investere i mennesker. Det er vigtigt, hvis man gerne vil skabe stabile samfund på lang sigt. Det handler i høj grad om menneskerettigheder, god regeringsførelse, uddannelse til de unge og respekt for minoriteter, også seksuelle minoriteters rettigheder”, sagde statsministeren. Det skriver Kristeligt Dagblad på vegne af Ritzau i pressemeddelelsen ”Thorning før Afrika-møde: Vi skal tale om homoseksuelle” (se kilder).

Uganda er langt fra det eneste land i Afrika, der kriminaliserer homoseksualitet. Ifølge en artiklen fra Kristeligt Dagbladel fra Information er der et forbud i omkring 37 afrikanske lande ud af 55.

Hvordan bliver homoseksuelle behandlet i Danmark?

Arkivfoto af homoseksuelt par der bliver registreret på Københavns Rådhus i 2000.Foto: Bent K. Rasmussen / Scanpix
Arkivfoto af homoseksuelt par der
bliver registreret på Københavns
Rådhus i 2000.

Foto: Bent K. Rasmussen / Scanpix

I slutningen af 1800-tallets Danmark blev homoseksualitet som i andre lande stemplet som en sygdom og en seksuel afvigelse, og langt op i 1900-tallet opfattede flertallet af danskerne homoseksualitet som noget negativt. En gallupundersøgelse fra 1947 viser, at 60 procent af den danske befolkning opfattede homoseksualitet som den værste eller næstværste forbrydelse.

Med årene er den danske lovgivning blevet ændret til de homoseksuelles fordel. Det er sket i takt med, at de homoseksuelle i højere grad har krævet bedre rettigheder. I 1973 blev det såkaldte danseforbud ophævet, som forbød to mænd at danse sammen på offentlige steder, og i 1976 blev der indført samme seksuelle lavalder for homo- og heteroseksuelle. Det var også i 1970’erne, at de homoseksuelle i Danmark for alvor gjorde op med det synspunkt, at homoseksualitet skulle være en sygdom. Det var blandt andet det, der førte til, at homoseksualitet blev fjernet fra Sundhedsstyrelsens liste i 1981. I 1987 vedtog Folketinget en antidiskriminationslov, der gjorde det ulovligt at diskriminere homoseksuelle, og i1996 blev der vedtaget en lov mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet.

CASA’s undersøgelse fra 2009 (se kilder) viser, at langt de fleste homoseksuelle i Danmark har modtoget positive reaktioner fra deres familie og venner, da de sprang ud som homoseksuelle, men analysen fastslår samtidig, at over halvdelen af de homoseksuelle nogle gange forsøger at skjule deres seksualitet ved at undgå at fortælle, at de er homoseksuelle og ved at undlade at kysse eller kærtegne deres partner, når andre kan se det.

Det kan der være en grund til. Selvom homoseksuelle har fået bedre rettigheder i Danmark, foregår der fortsat diskrimination og hadforbrydelser. CASA-undersøgelsen viser, at hver femte homoseksuel i Danmark har følt sig diskrimineret på grund af deres seksualitet. Man ved ikke, hvor mange hadforbrydelser der finder sted mod homoseksuelle i Danmark, men en svensk undersøgelse fra 1999 viser, at hver fjerde lesbiske og godt hver tredje bøsse har oplevet en hadforbrydelse. LGBT regner ikke med, at tallet er mindre i Danmark. En af de homoseksuelle, der har oplevet at blive diskrimineret, er Miki Flores Marker Christensen. I artiklen ”Det er stadig svært at være homo i Danmark” (se kilder) fortæller han, at der blev skrevet homosvin i panden på det billede, der hang i den vuggestue, han arbejdede i, og at der er flere steder i København, hvor han ikke tør holde sin kæreste i hånden.

Hvordan beskytter menneskerettighederne homoseksuelle?

I FN’s menneskerettighedserklæring fra 1948 står der i artikel 2, at ”Enhver har krav på alle de rettigheder og friheder, som nævnes i denne erklæring, uden forskelsbehandling af nogen art, f.eks. på grund af race, farve, køn, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse, national eller social oprindelse, formueforhold, fødsel eller anden samfundsmæssig stilling.” (se kilder).

Nogle tolker, at artiklen omfatter homoseksuelle, mens andre mener, at der også burde stå “seksuel orientering.” Ifølge en rapport fra Institut for Menneskerettigheder (se kilder) fremsatte Brasilien i 2003 et forslag om, at retten til fri seksuel orientering skulle være en af de universelle menneskerettigheder. Forslaget blev massivt modarbejdet af Vatikanet i Rom og af Organisationen af Islamiske Stater (OIC), og indtil videre har FN opgivet at komme videre med forslaget. Alligevel har FN’s menneskerettighedskomité siden 1994 stået fast ved, at FN’s medlemsstater er forpligtet til at beskytte individer mod diskrimination på grund af deres seksuelle orientering. Det er der dog adskillige lande, der vælger at overse.