Hvad betyder konfirmation?
Ordet konfirmation er afledt af det latinske confirmatio, som betyder bekræftelse. Konfirmation betyder, at Gud bekræfter det løfte, han gav ved dåben – om at være med det menneske, der allerede én gang – ved dåben – har sagt ja til at være Guds barn.
Mange danskere misforstår konfirmationsritualet og tror, at det er de unge, der med konfirmationen bekræfter, at de fortsat tror på Gud. Men konfirmationen er kun i stærkt dogmatisk troende kredse en bekræftelse af den døbtes tro på Gud. I den almindelige folkekirke betyder konfirmation det modsatte; nemlig at Gud bekræfter dåben.
”Mange opfatter konfirmationen som en bekræftelse af ens dåb. Men det er faktisk ikke det, som sker. Konfirmation betyder bekræftelse. Men det er dig, den enkelte, der bliver bekræftet af Gud. I kristen forstand er konfirmationen derfor lidt overflødig, for Gud har allerede taget en til sig som Guds barn, når man bliver døbt,” siger Leise Christensen, der har forsket i unge og konfirmation og er lektor ved Teologisk Pædagogisk Center, i artiklen ”Danskere misforstår konfirmationen” på Videnskab.dk (se kilder). Derfor giver det ifølge Leise Christensen ikke mening, når unge fortryder, at de blev konfirmeret, fordi de ikke er sikre på, at de tror nok, sådan som undersøgelser har vist, at nogle unge gør. For man kan ikke snyde sig til at blive konfirmeret – konfirmationen er ikke en præstation, men en modtagelse af Guds fortsatte velsignelse, argumenterer hun i artiklen.
Hvor stammer konfirmationsritualet fra?
Konfirmationen, som vi kender den i den danske folkekirke, har rødder i den katolske kirke. Siden den første pinse er Helligånden blevet opfattet som den, der fører Jesu opgave til ende. Den bibelske forklaring på Helligåndens betydning er fortællingen om, at Jesu disciple 50 dage efter hans genopståen fortsat var så bange, at de gemte sig for omverdenen. Jesus gjorde dem trygge ved at sende sin Hellige Ånd til dem og dermed forvandlede dem til ”nye mennesker”, som turde gå ud i verden og prædike, at den korsfæstede Jesus var Guds søn og genopstået fra de døde. Katolikkerne kalder også deres konfirmation for firmelse. Firmelsen genaktualiserer dåbens pagt om, at den unge (firmanden) står i et forhold til Gud og skal virkeliggøre Guds vilje på jorden. Ved firmelsen modtager mennesket i katolsk forståelse, ligesom disciplene, Helligånden og bliver herved i stand til at være vidne for Jesus. Selve firmelsesritualet indebærer, at den unge bliver salvet med en velduftende olie kaldet krisam, som betyder ’den salvede’ og symboliserer, at Helligånden er kommet til den firmede og genskaber ham eller hende på ny. Det kan man læse under overskriften Firmelsen på Katolsk.dk (se kilder). I den katolske kirke er firmelsen et af i alt syv sakramenter. I den luthersk-evangeliske kirke, som folkekirken tilhører, har man kun to sakramenter, dåb og nadver, og her er konfirmationen altså ikke et sakramente.
Hvordan har konfirmationsritualet gennem tiden mødt modstand?
I løbet af 1500-tallet gjorde præsten og reformisten Martin Luther op med en del af den katolske kirkes skikke, heriblandt firmelsen, som blev afskaffet og gjort forbudt i 1539 ifølge den protestantiske kirkens første grundlov. Det var en ny reformatorisk strømning, pietismen, der senere genindførte konfirmationsritualet. Pietisme kommer af det latinske pietas, der betyder hjerte, følelser og inderlighed. Pietisterne mente, at unge mennesker havde brug for en genopfriskning af dåbens ord for at kunne gå ud i verden og virke for Gud. Det er denne genindførelse af konfirmationsritualet, vi kender som den konfirmation, den danske folkekirke står for i dag. I 1736 blev dåb og konfirmation lovpligtigt, og man skulle bestå en prøve for at blive konfirmeret. Havde man ikke bestået prøven og var blevet konfirmeret som 19-årig, kunne man hverken få lov til at gifte sig, at vidne i retssager eller at stå fadder ved barnedåb. At modsætte sig konfirmationen kunne tilmed straffes med fængsel. Bestod man konfirmationstesten, kunne man til gengæld få en såkaldt skudsmålsbog, som fungerede som pas, straffeattest og CV eller adgang til at søge arbejde. Helt indtil Grundloven af 1849 var konfirmationen således en forudsætning for at opnå borgerlige rettigheder i Danmark. Skudsmålsbogen blev først afskaffet ved lov i 1921, kan man læse i artiklen ”Sådan har konfirmationen udviklet sig i historien” (se kilder).
Hvordan foregår selve konfirmationsritualet?
Efter at præsten har holdt tale for konfirmanderne, og konfirmanderne i fællesskab har sagt trosbekendelsen, foregår den egentlige konfirmation oppe ved alteret, hvor konfirmanderne knæler én for én, mens konfirmandens familie typisk rejser sig. Der er to muligheder for selve velsignelsen. Enten spørger præsten, og konfirmanden bekræfter herefter trosbekendelsen med sit ja og bliver velsignet. Eller konfirmanden modtager med det samme velsignelsen uden at skulle svare, ved at præsten lægger hånden på konfirmandens hoved. I begge tilfælde fuldender præsten ritualet ved at læse et bibelvers op; konfirmandens eget konfirmationsord. Konfirmationen slutter med, at konfirmanderne og præsten i fællesskab beder fadervor, hvorefter konfirmanderne går tilbage til deres pladser. Sådan er ritualet beskrevet på folkekirken.dk (se kilder).
Hvorfor kalder man dagen efter konfirmationen Blå Mandag?
I generationer har de nyslåede konfirmander markeret dagen efter konfirmationen ved at tage på såkaldt Blå Mandag. Denne festdag markerer som en art overgangsritual, at de nu er trådt ind i de voksnes rækker. Derfor er det en vigtig del af traditionen, at de unge køber og iklæder sig nyt tøj denne dag, hvor de tager på udflugt for at have det sjovt med deres konfirmerede venner – enten i byen eller biografen, på Dyrehavsbakken eller i Tivoli. Der er flere forklaringer på traditionen Blå Mandag. Den kirkelige er, at navnet stammer fra middelalderen og den katolske praksis med at lægge et blåt klæde på alteret dagen efter fastelavn for at markere, at nu satte fasten ind – altså en markør af, at nu startede noget nyt. En anden forklaring på traditionen Blå Mandag er den tyske baggrund det tilsvarende Blauer Montag. I Tyskland var det før i tiden almindeligt, at de såkaldte farversvende havde lov til at holde fri om mandagen, hvis de havde brugt søndagen på at farve arbejdstøjet blåt og vaske det. For da skulle tøjet hænge til tørre hele mandagen. En anden forklaring på navnet Blå Mandag er, at det kommer af det tyske udtryk for at være fuld; Blau sein. Det kan man læse i artiklen ”Hvad er blå mandag” på Kristendom.dk (se kilder).
