Christiansborg
Christianborg Slot flager før Folketingets åbning tirsdag den 3. oktober 2017. Folketingets åbning skal ifølge Grundloven finde sted den første tirsdag i oktober.
Foto: Mads Claus Rasmussen / Scanpix

Grundloven

Artikel type
faktalink
cand.scient. Jesper Samson, iBureauet/Dagbladet Information. Oktober 2017.
Top image group
Christiansborg
Christianborg Slot flager før Folketingets åbning tirsdag den 3. oktober 2017. Folketingets åbning skal ifølge Grundloven finde sted den første tirsdag i oktober.
Foto: Mads Claus Rasmussen / Scanpix
Main image
Folketinget åbner ifølge Grundloven første tirsdag i oktober. Åbningen markerer samtidig begyndelsen på et nyt folketingsår. 5. oktober 2010.
Folketinget åbner ifølge Grundloven første tirsdag i oktober. Åbningen markerer samtidig begyndelsen på et nyt folketingsår. 5. oktober 2010.
Foto: Scanpix

Indledning

I Danmark fejres Grundlovsdag 5. juni. På denne dato trådte den første grundlov i kraft i 1849, og grundloven har siden da fastlagt de overordnede spilleregler for demokrati og retsstat i Danmark. Grundloven bestemmer, hvem der kan lovgive, hvordan det foregår, og hvilke grænser, der gælder for lovens rækkevidde.

Nogle af de vigtigste bestemmelser i grundloven er om befolkningens frihedsrettigheder og om magtens tredeling i den lovgivende, udøvende og dømmende magt. Grundloven begrænser politikernes magt og sørger for, at de vigtigste spørgsmål i den demokratiske retsstat ikke kan bestemmes af et snævert flertal i Folketinget.

 

Grundlovens indhold

Hvorfor har grundlovsdagen den 5. juni aldrig udviklet sig til et brag af en folkefest? Vi har naturen på vores side. Dagen er lang og natten lys, men vi ved ikke om det er hel eller halv fridag. Politikere lufter deres jakkesæt på grundlovsdagen i overværelse af vælgerforeningsmedlemmer. Så er der stort set ikke mere at sige om festen den dag
Jesper Groth, radiojournalist.

Grundloven i Folketinget

Grundloven i Folketinget

 

Hvad er hovedelementerne i grundloven?

I studiehæftet ”Derfor grundloven” (se kilder) udgivet af Folketinget forklares det, hvad grundloven er: ”Grundloven er Danmarks forfatning. En forfatning beskriver de grundlæggende regler for et samfund. Grundloven fortæller ikke alt i detaljer, men opstiller nogle overordnede spilleregler for vores samfund. Grundloven er landets vigtigste lov, og alle andre love skal overholde den.”

Grundloven fastlægger blandt andet magtens tredeling mellem Folketinget, regeringen og domstolene samt borgernes rettigheder og pligter.

De 89 paragraffer i den gældende grundlov fra 1953 kan ifølge opslaget ”Danmarks Riges Grundlov” i denstoredanske.dk (se kilder) deles op i følgende hovedgrupper:

§§ 1-11 Regeringsformen

§§ 12-27 Kongen og ministrene (regeringen)

§§ 28-58 Folketinget og lovgivningen

§§ 59-65 Domstolene

§§ 66-70 Folkekirken

§§ 71-85 Borgernes rettigheder og friheder

§§ 86-87 Færøerne, Grønland og Island

§§ 88-89 Ændring og ikrafttræden af Grundloven

Hvad er magtens tredeling?

Magtens tredeling er forklaret i ”Derfor grundloven” (se kilder). Danmark er et indskrænket monarki, hvor kongehuset ikke i praksis har nogen magt. Så selv om Danmark er et monarki, er det først og fremmest et demokrati. Det betyder folkestyre. Danmarks befolkning er dog ikke direkte med til at bestemme, hvordan landet skal styres. I stedet afholdes valg, hvor befolkningen vælger repræsentanter til Folketinget, som udformer og vedtager landets love. Det kaldes repræsentativt demokrati.

Magten ligger dog ikke hos Folketinget alene, men er delt mellem Folketinget, regeringen og domstolene. Denne tredeling beskrives i grundlovens § 3 (se kilder): ”Den lovgivende magt er hos kongen og Folketinget i forening. Den udøvende magt er hos kongen. Den dømmende magt er hos domstolene.” Ifølge Folketingets hjemmeside (se kilder) bliver § 3 i dag forstået lidt anderledes end i 1849. Kongen (eller dronningen) er erstattet af en regering. Den lovgivende magt ligger dermed hos både regering og Folketing. Dronningens rolle er rent formelt at godkende ministrene og underskrive lovene.

Folketingets medlemmer vedtager lovene, som regeringen skal sørge for bliver ført ud i livet. Domstolenes rolle er at afgøre, hvordan lovene skal fortolkes, og om nogen bryder lovene. Hvis loven bliver brudt, udmåler domstolene en straf for lovbruddet. Tredelingen af magten er et grundlæggende træk ved demokratiske stater og skal bl.a. hindre magtmisbrug.

Hvad er borgernes rettigheder og pligter?

Borgerne har en række rettigheder, som er sikret i grundlovens kapitel 8. Det gælder f.eks. rettigheder som:

  • Personlig frihed. Paragraf 71, stk. 1 lyder: ”Den personlige frihed er ukrænkelig. Ingen dansk borger kan på grund af sin politiske eller religiøse overbevisning eller sin afstamning underkastes nogen form for frihedsberøvelse.”
  • Ytringsfrihed. Paragraf 77 lyder: ”Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres.”
  • Foreningsfrihed. Paragraf 78 lyder: ”Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at danne foreninger i ethvert lovligt øjemed.”
  • Forsamlingsfrihed. Paragraf 79 lyder: ”Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at samle sig ubevæbnede. Offentlige forsamlinger har politiet ret til at overvære. Forsamlinger under åben himmel kan forbydes, når der af dem kan befrygtes fare for den offentlige fred.”

Grundloven sikrer, at der er grænser for, hvad staten kan blande sig i og for myndighedernes måde at forvalte magten på. Hvis man f.eks. bliver anholdt, skal man stilles for en dommer inden 24 timer. Det kaldes grundlovsforhør. Staten kan f.eks. heller ikke uden videre overtage en borgers hus, hvis det står i vejen for en motorvej. Så skal der betales erstatning til grundejeren.

Af pligter sikrer grundloven bl.a., at der er:

  • Værnepligt. Grundlovens § 81 lyder: ”Enhver våbenfør mand er forpligtet til med sin person at bidrage til fædrelandets forsvar efter de nærmere bestemmelser, som loven foreskriver.”
  • 9 års undervisningspligt for alle børn. Paragraf 76 lyder: ”Alle børn i den undervisningspligtige alder har ret til fri undervisning i folkeskolen. Forældre eller værger, der selv sørger for, at børnene får en undervisning, der kan stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, er ikke pligtige at lade børnene undervise i folkeskolen.”

Hvordan kan grundloven ændres?

Hvis grundloven skal ændres, skal det ske på den måde, det er beskrevet i grundlovens § 88. En ændring af grundloven kræver, at Folketinget først vedtager forslaget til den nye grundlov. Så skal der udskrives valg til Folketinget. Efter valget skal det nye folketing også vedtage grundlovsforslaget, som ikke må være ændret i forhold til det oprindelige forslag. Til sidst skal der afholdes en folkeafstemning. Her skal et flertal stemme ja til den nye grundlov, men kun hvis flertallet udgør mindst 40 % af alle stemmeberettigede bliver den ændrede grundlov endeligt vedtaget.

Siden grundloven blev vedtaget i 1849, er den blevet ændret i 1866, 1915, 1920 og 1953. Når grundloven kun er ændret få gange, skyldes det ifølge ”Derfor grundloven” (se kilder) bl.a., at den er så vanskelig at ændre. Det skyldes også, at teksten er generel og ikke går i detaljer. Derfor kan den bruges, selv om samfundet har ændret sig.

Grundloven gennem tiden

Hvad var baggrunden for den første grundlov?

Før Danmark fik sin første grundlov i 1849 var magten samlet ét sted: hos kongen. Danmark havde siden 1660 haft en enevældig konge, hvis magt, i hvert fald formelt set, var uindskrænket. Her var der ingen adskillelse mellem lovgivende, udøvende og dømmende magt.

Hele Europa var i første halvdel af 1800-tallet præget af nationale bevægelser, der kæmpede for frie forfatninger ifølge Benito Scocozza og Grethe Jensens bog ”Danmarkshistoriens hvem, hvad og hvornår” (se kilder). I første omgang gav det kun begrænsede dønninger i Danmark, men blandt andet spørgsmålet om hertugdømmerne Slesvig og Holstens position i kongeriget satte gang i den nationale bevægelse.

Frederik den 6. (1808-1839) havde i 1830 oprettet stænderforsamlinger med repræsentanter for adel, borgere og bønder, som kunne rådgive kongen. Det blev dog ikke til meget mere, og efterfølgeren Christian den 8. (1839-1848) nåede heller ikke at åbne op for reel folkelig indflydelse. Utilfredsheden steg blandt befolkningen, og særligt blandt det københavnske borgerskab. I 1848 døde Christian den 8. og samme år udbrød der folkelige, nationale revolutioner i store dele af Europa. For at undgå noget lignende i Danmark, blev der sat gang i en forandring, hvor den nye konge Frederik den 7. afgav sin enevældige magt og accepterede en rolle som konstitutionel monark underlagt en forfatning.

Hvad indeholdt 1849-grundloven?

Grundloven blev i det følgende år udarbejdet af den grundlovsgivende forsamling og trådte i kraft fra den 5. juni – grundlovsdag – i 1849. Ifølge bogen ”Hvem skal bestemme?” af Nikolaj Petersen og Jens Aage Poulsen (se kilder) bestemte denne første grundlov blandt andet, at statens magt blev delt i tre: Den lovgivende, udøvende og dømmende magt. Kongen havde dog langt større indflydelse end i dag, da han spillede en aktiv rolle både i udpegelsen af ministre og i lovgivningen. 1849-grundloven sikrede også en række frihedsrettigheder for landets borgere.

Danmark blev et konstitutionelt monarki med et tokammersystem med Rigsdagen bestående af Folketinget og Landstinget. Den væsentligste forskel på de to kamre var, at man skulle være fyldt mindst 40 år og have en betydelig indtægt for at kunne blive valgt ind i Landstinget. En lov var først gældende, hvis den var blevet vedtaget i både Folke- og Landstinget.

Set med samtidens øjne var 1849-grundloven ret fri og lempelig i forhold til, hvem der kunne stemme. Det var dog alligevel kun en meget begrænset del af befolkningen, der fik lov til at stemme. Valgretsalderen var 30 år og herudover talte man om de 7 F’er, som ikke fik valgret i 1849:

  • Fruentimmere: Kvinder
  • Folkehold: Tjenestefolk
  • Fattige: Modtagere af fattighjælp
  • Forbrydere: Folk der havde været i fængsel
  • Fjolser. Sindssyge og åndssvage
  • Fallenter: Folk der ikke kan betale deres gæld
  • Fremmede: Personer uden dansk statsborgerskab/danskere bosat uden for landet

I sidste ende var det blot 15 procent af den samlede befolkning, der havde ret til at stemme.

Hvad indeholdt 1866-grundloven?

Der blev vedtaget en ny grundlov i 1866 i kølvandet på Danmarks nederlag i krigen i 1864 mod Preussen og Østrig og den deraf følgende afståelse af Slesvig, Holsten og Lauenborg. Den nye grundlov var et demokratisk tilbageslag, da den ændrede sammensætningen af Landstinget, så 27 af de 66 medlemmer blev valgt efter reglerne fra 1849, mens 27 medlemmer blev valgt af landets rigeste borgere og de sidste 12 medlemmer blev udpeget af kongen. Dette sikrede ifølge ”Hvem skal bestemme?”, at landets elite, og særligt godsejerne, som blev repræsenteret af partiet Højre, altid ville have flertallet i Landstinget. Dermed kunne de blokere for alle forslag fra Folketinget, som havde en mere blandet sammensætning. Højre var bekymret for, at den politiske magt ville komme til at ligge hos uvidende bønder og ikke hos dem som politikeren Orla Lehmann kaldte for ”de begavede, dannede og formuende”.

Denne politiske hårdknude førte til årtiers forfatningskamp mellem Højre på den ene side og bondepartiet Venstre på den anden side. Forfatningskampen blev først delvist løst med systemskiftet i 1901 og endeligt med grundloven af 1915.

Hvad indeholdt 1915-grundloven?

Det store demokratiske gennembrud kom med grundloven i 1915. Allerede i 1901 var der sket et skred i det politiske liv med det såkaldte systemskifte, hvor Venstre fik regeringsmagten, da kongen gik med til at udpege et Venstreministerium efter Højre havde lidt et stort nederlag ved valget.

De politiske partier havde længe diskuteret en ny grundlov uden at kunne nå til enighed, men udbruddet af 1. Verdenskrig kom til at betyde, at der opstod borgfred mellem partierne, der lod de politiske uenigheder træde i baggrunden. Grundlovsændringen var et kompromis mellem de fire store partier: Det Konservative Folkeparti (Højre), Venstre, Socialdemokratiet og det Radikale Venstre.

Grundloven af 1915 havde som sit måske vigtigste resultat, at kvinder fik stemmeret til Rigsdagen sammen med tjenestefolk. Den almindelige valgret kom også igen til at gælde for Landstinget (man skulle dog være fyldt 35 år), hvilket løste den politiske strid som 1866-grundloven havde givet. Valgsystemet blev ændret, så det bedre afspejlede befolkningens stemmeafgivelse, og det blev et krav, at alle grundlovsændringer skulle godkendes ved en folkeafstemning. Alle ændringerne i grundloven pegede frem mod et mere demokratisk Danmark.

 

Hvorfor blev der vedtaget en grundlovsændring i 1953?

Den væsentligste årsag til grundlovsændringen i 1953 var ifølge ”Hvem skal bestemme?” (se kilder), at Landstinget efterhånden blev anset som overflødigt. Det skyldtes, at der ikke længere var den store forskel på sammensætningen af de to kamre, og samtidig mente mange, at valgretsalderen på 35 år var for høj. Derfor var der bred opbakning til, at ændre grundloven, så Folketinget blev den eneste lovgivende forsamling.

Grundloven blev også ændret således, at parlamentarismen formelt blev indført i Danmark. En parlamentarisk styreform betyder, at regeringen ikke må have et flertal i Folketinget imod sig. Dette princip var blevet fulgt siden systemskiftet i 1901, men nu blev det skrevet ind i grundloven. Andre betydelige ændringer var muligheden for at afholde folkeafstemninger om lovforslag og at reglerne for suverænitetsafgivelse blev fastlagt (se Del 3).