Ukrainske soldater affyrer artillerigranater

Ukrainske soldater affyrer artillerigranater mod russiske stillinger i Donetsk-regionen .

Krigen i Ukraine_top_april2024.png

Krig i Ukraine

Israel-Palæstina konflikten er en af de længstvarende konflikter i verden. Og konflikten deler ikke kun israelere og palæstinensere og landene i Mellemøsten, men også de politiske fløje internt i både USA og Europa. Ligesom konflikten også har præget mange kulturelle arrangementer og givet anledning til store demonstrationer på fx universiteter i mange steder i verden.

Siden den 7. oktober 2023, hvor Hamas foretog et storstilet terrorangreb i Israel, er konflikten mellem Hamas og Israel blusset op igen. Omkring 1.200 israelere mistede livet i angrebet, og yderligere 250 blev taget som gidsler, hvoraf det vurderes, at kun 63 stadig er i live \[1\]. I de efterfølgende bombardementer af Gaza og som følge af den israelske invasion af området har over 45.000 palæstinensere mistet livet ifølge FN \[2\]. Den aktuelle krig er blot den seneste udvikling i en konflikt, som har varet i over 100 år, og som handler om, at både israelere og palæstinensere hævder at have ret til det samme landområde.  Konflikten har gennem årene haft perioder med tilnærmelser og fredsforhandlinger og perioder med krig og opstand. Siden Hamas’ terrorangreb den 7. oktober 2023 er konflikten dog eskaleret. Først med en israelsk invasion af Gaza, dernæst en intensiv israelsk bombekampagne i det nordlige Libanon for at ramme den med Hamas’ allierede Hizbollah-milits, og sidst i form af en direkte konfrontation med Iran.  
19\. januar 2025 trådte en seks ugers våbenhvile i kraft. Aftalen mellem Israel og Hamas indebærer blandt andet, at Israel frigiver palæstinensiske fanger i bytte for frigivelse af israelske gidsler.   
Situationen udvikler sig hele tiden og kan følges via for eksempel følgende hjemmesider:

*   [BBC](https://www.bbc.com/news/topics/c2vdnvdg6xxt)
*   [Haaretz](https://www.haaretz.com/)
*   [Middle East Eye](https://www.middleeasteye.net/topics/israel-war-gaza)
*   [DR](https://www.dr.dk/nyheder/udland/tema/krig-mellem-israel-og-hamas) har denne side, der ikke opdateres helt så tit som de øvrige, men samler de væsentligste nyheder

Konflikten tager konkret sin begyndelse med jødisk indvandring til Palæstina i starten af det 20. århundrede, men baggrunden for konflikten skal også findes i jødeforfølgelserne i Europa og europæisk kolonialisme. 

Oprindeligt udspringer konflikten af uenighed om, hvem der har retten til området mellem Jordanfloden og Middelhavet. Det område, som jøder kalder Israel, og palæstinensere kalder for Palæstina. Den zionistiske bevægelse (se nedenfor) arbejdede fra slutningen af 1800-tallet på at oprette et jødisk hjemland i Palæstina, hvor jøder kunne leve i fred for forfølgelse og undertrykkelse. På den anden side står den oprindelige arabiske befolkning af muslimer og kristne, som boede i landet i forvejen. 

Efter Israels besættelse af Vestbredden og Gaza i 1967 har konflikten i høj grad også handlet om, hvorvidt Israel har ret til at fortsætte besættelsen af Vestbredden og blokaden af Gaza-striben.

Zionisme er betegnelsen for den bevægelse, der opstod i slutningen af 1800-tallet, og som arbejdede for oprettelsen af en jødisk stat i Palæstina. En vigtig skikkelse for zionismen er Theodor Herzl, der i 1896 udgav bogen ”Jødestaten”, hvori han argumenterede for oprettelsen af en jødisk stat \[3\]. Zionismen kan betegnes som en nationalisme på linje med andre nationalistiske bevægelser, der opstod i 1800-tallet. Zionismen nød ikke opbakning fra alle jøder i Europa. Blandt den jødiske arbejderklasse i Østeuropa var der fx en stor del, som tilhørte den såkaldte Bundt-bevægelse, der ønskede at forbedre jødernes situation, hvor de allerede boede, i stedet for at søge at oprette en jødisk stat i Palæstina. Bundt-bevægelsen støttede fx også brugen af jiddisch som sprog i modsætning zionisterne, der ønskede at genoplive hebræisk. Mange religiøse jøder brød sig heller ikke om zionismen, da det at være jøde for dem var et spørgsmål om religion, ikke et nationalt eller etnisk fællesskab. 

Siden den jødiske indvandring til Palæstina tog fart og efter oprettelsen af staten Israel i 1948, udviklede zionismen sig også som ideologi i takt med det politiske landskab i Israel. Man kan således både tale om politisk zionisme, kulturel zionisme, socialistisk zionisme, revisionistisk zionisme, religiøs zionisme m.m. \[4\].

I 1800-tallet opstod der i Det Osmanniske Rige, ligesom i Europa, forskellige nationalistiske bevægelser, der hævdede retten til deres eget land. I de arabisktalende provinser argumenterede man således for, at disse regioner burde løsrives og danne en foreneret arabisk nationalstat. Senere da Frankrig og Storbritannien efter Første Verdenskrig delte Mellemøsten imellem sig, blev fokus på at opnå uafhængighed fra de europæiske kolonimagter. Denne arabiske nationalisme havde sin storhedstid i 1950’er og 1960’erne, hvor Egyptens daværende leder, Gamal Abdel Nasser, bl.a. forsøgte at oprette en fælles egyptisk-syrisk enhedsstat. Den arabiske nationalisme var også med til at forme synet på oprettelsen af Israel blandt arabere, hvoraf nogle anså den for at være en direkte videreførelse af den europæiske kolonialisme. Efter Seksdageskrigen i 1967 har panarabismen været en ideologi i tilbagegang, og i de efterfølgende årtier blev forskellige former for politisk islam i stedet den dominerende ideologiske strømning\[5\].

Fatah er en palæstinensisk bevægelse, der blev grundlagt i 1956 af bl.a. Yassir Arafat. Organisationen tog del i fredsprocessen i Oslo i starten af 1990’erne, hvor man forsøgte at skabe fred mellem Israel og Palæstina, og Fatah har været det dominerende parti i først PLO (den palæstinensiske frihedsbevægelse) og senere det palæstinensiske selvstyre på Vestbredden siden dets oprettelse i 1994. Fatah er en nationalistisk og i udgangspunktet sekulær bevægelse i modsætning til Hamas, som udspringer af Det Muslimske Broderskab og politisk islam. Fatah og Hamas har i mange år kæmpet om, hvem der bedst repræsenterer den palæstinensiske sag, og om kontrollen med det palæstinensiske selvstyre. I 2006-2007 udkæmpede de to parter en kortvarig krig, som endte med at Fatah beholdt magten på Vestbredden, mens Hamas satte sig på magten i Gaza. De to parter indgik en fredsaftale i 2011 \[6\].

Hamas er en palæstinensisk islamistisk bevægelse, der siden 2007 har styret Gaza-striben. Hamas udspringer af Det Muslimske Broderskab i Egypten og baserer sig på en islamistisk ideologi, som anser islam for at være ikke blot en religion, men også indeholde et politisk program for, hvordan man bør indrette samfundet. Hamas blev grundlagt under den første intifada (se nedenstående afsnit), og har fra begyndelsen udført et større antal terrorangreb i Israel. Senest det store angreb i det sydlige Israel den 7. oktober 2023, der kostede omkring 1.200 mennesker livet, mens 250 personer blev taget som gidsler. Hamas bliver regnet for en terrororganisation af bl.a. EU og USA. Hamas modtager støtte fra Iran og Hizbollah-militsen i det sydlige Libanon \[7\].

”Modstandens akse” er en alliance mellem en række mellemøstlige militser og den Islamiske Republik i Iran. Siden grundlæggelsen af den Islamiske Republik i Iran i 1979 har landets præstestyre søgt at sprede sin indflydelse og islamiske ideologi til de omkringliggende lande. Det har gennem årene resulteret i stærke bånd til den libanesiske Hizbollah-milits, Houthi-militsen i Yemen, Hamas i Gaza-striben - og siden den amerikanske invasion af Irak også en række magtfulde shiamuslimske militser i Irak. Indtil Bashar Assads styre i Syrien faldt i december 2024, var Syrien også at regne som en del af denne alliance. Iran har brugt disse allierede til at afskrække Israel og USA; hvis man angreb Iran, kunne man forvente, at f.eks. Hizbollah ville svare igen med angreb på Israel \[8\]. Siden Hamas’ terrorangreb mod Israel den 7. oktober 2023 og Israels efterfølgende krig mod både Hamas og Hizbollah er denne akse kommet under voldsomt pres. Både Hamas og Hizbollah er blevet kraftigt svækket, og Bashar Assads styre i Syrien er faldet. Dermed er Irans indflydelse i regionen svækket som følge af det seneste års konflikt.

I mange europæiske lande var der i det 19. og 20. århundrede en stærk antisemitisme (se opslag) , der resulterede i udbredte jødeforfølgelser. Dette førte til, at mange jøder anså zionismen og oprettelsen af en jødisk stat som den eneste måde at sikre det jødiske folks fred og sikkerhed. Efter Første Verdenskrig brød Det Osmanniske Rige sammen, og Palæstina blev et britisk mandatområde – mere eller mindre det samme som en koloni. Derfor arbejdede den zionistiske bevægelse på at påvirke den britiske regering til at tillade jødisk indvandring og på sigt oprette et jødisk hjemland i Palæstina. Det lykkedes med Balfour-erklæringen i 1917, som gav den britiske regerings støtte til oprettelsen af et jødisk hjemland i Palæstina \[9\]. Med fascismens fremmarch i Europa i 1930’erne og Holocaust under Anden Verdenskrig voksede ønsket om at immigrere til Israel yderligere, og mange europæiske jøder indvandrede til Israel. Den eksisterende arabiske befolkning kunne godt se, at målet var at etablere et jødisk hjemland på deres jord, og gjorde oprør mod indvandringen. Dette førte flere gange til optøjer, bl.a. i 1936-1939. Begge parter oprettede i samme periode selvbestaltede militære grupper, som kom i åben krig efter udråbelsen af den jødiske stat i 1948 og den efterfølgende første arabisk-israelske krig \[10\].

Israel besatte i forbindelse med Seksdageskrigen i 1967 Vestbredden og Gaza-striben. Israel trak sig tilbage fra Gaza-striben i 2005, men besatte området igen efter Hamas’ angreb den 7. oktober 2023, ligesom området i hele perioden mellem 2005 og 2023 var underlagt israelsk blokade. Vestbredden har været besat af Israel uafbrudt siden 1967. Siden oprettelsen af det palæstinensiske selvstyre i 1994 er enkelte områder på Vestbredden overgået til at blive administreret af selvstyret, men hele området er underlagt israelsk militær kontrol og overhøjhed. Besættelsen begrundes af nogle israelske politikere med spørgsmålet om sikkerhed. Andre stemmer i den nuværende israelske regering taler åbent om, at målet er at annektere Vestbredden og gøre det til en integreret del af Israel \[11\]. Ifølge Den Internationale Domstol i Haag er besættelsen ulovlig og i strid med folkeretten, og det samme gælder  de mange bosættelser, som Israel har etableret på Vestbredden \[12\].

Israel er et helligt land for både kristne, jøder og muslimer. Ifølge jødedommen har Gud givet Israel til jøderne, mens det for kristne er helligt, fordi det var her, Jesus levede, prædikede, blev korsfæstet og genopstod. I islam spiller landet også en central rolle, da profeten Muhammad ifølge Koranen foretog en rejse til himlen og derfra vendte tilbage til Jerusalem. Jerusalem er hjemsted for Grædemuren, som er ruinerne af det sidste jødiske tempel. Lige ved siden af ligger Al-Aqsa moskeen, som blev bygget på det sted, hvorfra Muhammad ifølge Koranen vendte tilbage fra himlen. Byen er også hjemsted for den kristne Gravkirke, som siges at være bygget på Golgata, hvor Jesus blev korsfæstet, og Via Dolorosa, som er den vej, Jesus gik, inden han skulle korsfæstes \[13\].

En vigtig faktor for konfliktens opståen var, at Storbritannien kontrollerede Palæstina fra 1917 frem til 1948 og i det meste af denne  periode tillod jødisk indvandring til området. Da konflikten mellem de jødiske indvandrere og den oprindelige arabiske befolkning tog til, blev situationen uhåndterbar for det britiske styre. Briterne besluttede derfor at inddrage det nyoprettede FN for at finde en løsning. FN udarbejdede to forskellige planer, hvoraf den ene i en lidt ændret udgave opnåede et flertal i FN’s generalforsamling. Ifølge denne plan skulle der oprettes en jødisk og en arabisk stat i området, og Jerusalem skulle være international zone. Det var med afsæt i den plan, at Israel blev oprettet i 1948. Selve den grænsedragning, som FN’s plan medførte, blev dog aldrig ført ud i livet, da krigen umiddelbart efter brød ud mellem Israel og de arabiske lande \[14\].

Umiddelbart efter vedtagelsen af FN’s delingsplan angreb styrker fra flere arabiske lande det netop oprettede Israel. Selvom de arabiske styrker var talmæssigt overlegne, havde de ikke en fælles kommandostruktur, og der var en del konflikter internt i den arabiske koalition. Derudover var de israelske styrker ekstremt motiverede og disciplinerede, da de kæmpede for landets eksistens, mens det ikke var det samme spørgsmål om liv eller død for mange af de arabiske soldater. De arabiske hære lykkedes ikke med at udslette Israel; tværtimod blev det område, som FN’s delingsplan havde tildelt Israel, kraftigt udvidet på bekostning af palæstinenserne. For israelerne er krigen kendt som ”uafhængighedskrigen”, da den markerer oprettelsen af et selvstændigt jødisk hjemland, mens den er kendt som ”Nakba” – katastrofen - blandt palæstinenserne, fordi mange palæstinensere under krigen blev fordrevet fra deres hjem. Det diskuteres fortsat, præcis hvor mange palæstinensere, der blev fordrevet, men de fleste peger på over 700.000. Dermed blev krigen også starten på det palæstinensiske flygtningeproblem, da mange palæstinensere - udover at flygte fra de af Israel erobrede områder til Vestbredden og Gaza – måtte flygte videre til nabolandene Libanon, Jordan, Egypten og Syrien \[15\].

Seksdageskrigen, også kendt som 1967-krigen, var en kortvarig krig mellem Israel og dets arabiske naboer. Årene op til krigen var præget af mistro og oprustning på begge sider til et punkt, hvor det bare var et spørgsmål om tid, før en ny krig ville bryde ud. Den konkrete anledning blev, at Egypten brød nogle våbenhvileaftaler fra 1949 om ikke at placere tropper tæt på Israel, hvilket fik Israel til at bombe det egyptiske luftvåben. Krigen varede, som navnet antyder, kun seks dage og blev et overvældende nederlag for de deltagende arabiske lande, dvs. Egypten, Syrien, Jordan, Irak og Libanon. Krigen endte med, at Israel besatte Vestbredden, Gaza samt den egyptiske Sinai-halvø og Golan-højderne i Syrien \[16\].

I 1973 angreb Syrien og Egypten Israel under den jødiske højtid ”Yom Kippur”, hvorfra krigen fik sit navn. Angrebet var et forsøg på at tilbageerobre de tabte områder fra 1967-krigen, Seksdageskrigen. Angrebet gik godt i starten, da Israel ikke var forberedt på det, men krigen endte med israelsk sejr, bl.a. pga. stor støtte fra USA. Selvom Israel vandt på slagmarken, blev krigen også startskuddet til fredsforhandlinger med Egypten, som resulterede i, at Israel gav Sinai-halvøen tilbage til egypterne \[17\].

”Intifada” er et arabisk ord, der oprindeligt betyder 'rystelse, bæven'.  Ordet bruges til at referere til to store opstande i de besatte palæstinensiske områder. Den første brød ud i 1987 og varede frem til underskrivelsen af Oslo-aftalen i 1993. Den anden startede i september 2000, efter at den højreorienterede Likud-leder og senere israelske premierminister Arien Sharon aflagde et besøg på Tempelbjerget i Østjerusalem. Dette var en voldsom provokation for mange palæstinensere, da det blev set som et budskab om, at dette område tilhørte Israel og ikke en fremtidig palæstinensisk stat. Opstanden varede frem til ca. 2005 og var bl.a. karakteriseret ved en kampagne af selvmordsbombeattentater mod civile i Israel, orkestreret af de to islamistiske palæstinensiske organisationer Hamas og Islamisk Jihad \[18\].

Oslo-processen er betegnelsen for en forhandlingsproces mellem Israel og PLO, der blev indledt i 1993. Den fik navnet  Oslo-processen, fordi den norske regering stod for at etablere kontakten mellem de to parter, da Norge var et af de få lande, der havde gode relationer til dem begge. Processen blev indledt med det, der blev kaldt den ”den israelsk-palæstinensiske principerklæring”, andre steder omtalt som ”principaftalen” eller ”den første Oslo-aftale”. Aftalen indebar, at de to parter anerkendte hinanden som forhandlingspartnere. PLO erkendte Israels ret til at eksistere, og Israel anerkendte, at PLO var den legitime repræsentant for palæstinenserne (før havde Israel betragtet PLO som en terrororganisation). Aftalen overdrog også administrationen af en række områder, såsom uddannelse og sundhedsvæsenet på Vestbredden og i Gaza, til det nyoprettede palæstinensiske selvstyre. Derudover satte aftalen en deadline på fem år for at finde en løsning på de store uenigheder – dvs. især grænsedragningen, Jerusalems deling, bosættelserne på Vestbredden og spørgsmålet om palæstinensiske flygtninges ret til at vende hjem. Aftalen var altså snarere en plan for, hvordan man skulle nå en fredsaftale – en ”køreplan”, som det blev kaldt - end en egentlig fredsaftale. Selvom de to parter blev enige om en anden Oslo-aftale i 1995, som bl.a. overdrog mere magt til det palæstinensiske selvstyre, endte Oslo-processen i fiasko. Det skyldtes bl.a., at den fredssøgende israelske premierminister Yitzhak Rabin blev myrdet i 1995. Rabin blev myrdet af højre-ekstremisten Yigal Amir, som var modstander af fredsprocessen. Ved det efterfølgende valg vandt den israelske højrefløj ledt af Benjamin Netanyahu magten på en politik om at stoppe fredsprocessen. Det blev dermed starten på afslutningen af forsøget på at lave en endelig fredsaftale\[19\].

Siden Hamas overtog kontrollen med Gaza-striben i 2007, har Israel bombet Gaza-striben som svar på raketangreb og selvmordsangreb foretaget af Hamas. Dette skete bl.a. i 2008, 2012, 2014 og 2021. Den absolut mest blodige Gaza-krig er dog krigen, der brød ud efter Hamas’ terrorangreb den 7. oktober 2023 \[20\].

Palæstinenserne i de besatte områder på Vestbredden har ikke de samme rettigheder som statsborgere i Israel og som de israelske statsborgere, der bor i de jødiske bosættelser på Vestbredden. Palæstinenserne har små lommer af selvstyre, men lever i realiteten under israelsk militærstyre og er ofre for systematisk diskrimination og fordrivelse. Den anerkendte menneskerettighedsorganisation Human Rights Watch vurderer for eksempel, at den israelske besættelse systematisk forfølger palæstinenserne, og at besættelsen udgør et apartheidstyre \[26\].

De mange terrorangreb, som ramte Israel i 00’erne,var med til at styrke den israelske højrefløj og svække fredsbevægelsen. Årsagen til, at Yitzhak Rabins (som var med til at starte Oslo-processen) efterfølger, Shimon Peres, tabte til Benjamin Netanyahu (som var modstander af Oslo-processen) i 1996, siges fx ofte at være  en terrorkampagne, som Hamas udførte op til valget. Ligeledes har de mange raketangreb, som de sidste årtier har ramt israelske byer, været med til at styrke den del af israelsk politik, der vil løse problemerne militært i stedet for gennem forhandlinger.

Generelt kan man sige, at højrefløjen i Danmark støtter Israel, hvor der blandt andet lægges meget vægt på, at Israel er et vestligt demokrati omgivet af diktaturer. På den anden side har venstrefløjen traditionelt støttet den palæstinensiske sag med henvisning til Israels besættelse og den fordrivelse, som finder sted af palæstinenserne. Både højre- og venstrefløj i Danmark fordømmer dog som regel terrorangreb og krigsforbrydelser, uanset hvem der har begået dem. Danmarks officielle holdning er, at regeringen støtter en tostats-løsning, der skal etableres gennem forhandling. Danmark støtter også flere bistandsprojekter i de palæstinensiske områder \[27\].

Nazisternes industrielle massedrab på over seks millioner jøder medførte, at der efter Anden Verdenskrig var udbredt sympati for den zionistiske sag. Selvom det var den tyske stat og besættelsesmagt, der stod for at organisere Holocaust, var der i alle de besatte lande mennesker, der direkte eller indirekte deltog i udryddelserne. Dertil kom, at antisemitisme havde været udbredt i alle europæiske lande før krigen. Den danske avis Jyllands-Posten trykte fx flere antisemitiske ledere i årene op til krigen \[28\]. Derfor var skyldfølelsen over det, der var sket, udbredt over store dele af Europa, og derfor var der også bred opbakning til at efterkomme de zionistiske lederes ønske om oprettelsen af en jødisk stat. Desuden var der mange jødiske flygtninge efter Anden Verdenskrig, som ikke havde noget sted at tage hen, og for hvem indvandring til Israel var den eneste løsning \[29\]. 

Tyskland er stadig meget præget af Holocaust i sin tilgang til Israel. Tyskland har f.eks. under den igangværende krig mellem Hamas og Israel været det klart mest Israel-venlige land i Europa, og landet har eksporteret mange våben til Israel. Udover det har det tyske parlament også i november 2024 vedtaget en resolution, der skal stoppe offentlig støtte til folk og organisationer, der ytrer sig kritisk om Israel, fx ved at opfordre til at boykotte landet. Resolutionen har mødt stor modstand i det tyske civilsamfund, og kritikere mener, at den begrænser ytringsfriheden \[30\].

Israel-Palæstina-konflikten var inden Hamas’ angreb den 7. oktober ved at indtage en mindre betydelig rolle i Mellemøsten. Dels fordi der var en proces i gang, hvor flere arabiske lande var i gang med at normalisere forholdet til Israel, dels fordi den store skillelinje de sidste årtier har været konflikten mellem Iran og Saudi-Arabien. Efter angrebet den 7. oktober og Israels invasion af Gaza (og senere også af Libanon) er konflikten igen blevet den centrale skillelinje i regionen. Saudi-Arabiens normalisering af forholdet til Israel er igen rykket længere ud i fremtiden, og det olierige kongerige har gjort en løsning af Palæstina-spørgsmålet til en betingelse for at indgå en fredsaftale med Israel \[31\]. Med Donald Trumps genindtræden i det Hvide Hus i januar 2025 er spørgsmålet, hvordan han vil balancere forholdet til Israel, som han har udtrykt stor støtte til, og med forholdet til Saudi-Arabien, som han havde et tæt forhold til under sin første embedsperiode. Denne balancegang vil blive afgørende for konfliktens fremtidige forløb og mulighederne for en eller anden form for fredelig løsning.

Gaza-striben er efter et års bombardementer og invasion helt smadret. Ifølge en analyse fra FN fra september 2024 er over 66 procent af alle bygninger i Gaza ødelagte. Over 44.000 er blevet dræbt, over 22.500 er blevet så hårdt såret, at det har ændret deres liv for altid (det kan f.eks. være at man ikke længere kan gå, se eller lignende). Kun 17 af Gazas 36 hospitaler fungerer delvist, og blandt andet derfor er adgangen til sundhedsydelser stærkt begrænset. Dertil kommer de psykiske traumer, som fx mange børn må leve med efter at have været udsat for bombardementer i over et år. Ifølge FN risikerer området at blive ramt af hungersnød pga. de få fødevareforsyninger, som Israel tillader  at komme ind i området \[32\]. Allerede nu er der en stor debat om, hvor ansvaret for denne katastrofe skal placeres. Israel og for en stor dels vedkommende også den amerikanske regering henviser til terrorangrebet den 7. oktober, og påpeger, at Israel havde ret til at svare igen og forsvare sig selv. De mener derfor, at tabene i sidste ende er Hamas’ ansvar, ligesom de i konkrete tilfælde vil påpege, at Hamas blandt andet ved at skjule kommandocentraler under hospitaler har brugt civile som skjold. På den anden side støtter en  række regeringer sig til de udtalelser, som Den Internationale Krigsforbryderdomstol i Haag er kommet med. Hele ideen med en international krigsforbryderdomstol bygger på princippet om, at selv i krige er der love. Domstolen påpeger, at Israel har brudt krigens love og begået krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, hvorfor domstolen også har udstedt arrestordre på Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, og tidligere forsvarsminister, Yoav Gallant, og en af de få stadig overlevende Hamas-ledere, Mohamed Diab Ibrahim Al-Masri \[33\]. Hvorvidt Den Internationale Straffedomstol har ret, bliver et af  store stridspunkter i de kommende år, når ansvaret for de mange døde i Gaza vil blive diskuteret.

Røg stiger til vejrs efter et israelsk luftangreb i Rafah i den sydlige del af Gaza-stribe, 24. maj 2024

Israel-Palæstina-top-Haitham ImadEPARitzau Scanpix@20240524-220211-2-7500x5001ma.jpg

Israel-Palæstina-konflikten

Den Kolde Krig var en konflikt mellem supermagterne USA og Sovjetunionen, som påvirkede det meste af verden: Europa blev opdelt i en Øst- og Vestblok og i det globale syd kappedes supermagterne også om indflydelse, bl.a. gennem mange stedfortræderkonflikter.

Dog undgik supermagterne og deres militære alliancer en direkte væbnet konflikt med hinanden – det er derfor, man kalder perioden den kolde krig. En ’varm’ krig var også blevet uoverskuelig: I perioden oprustede hver side nemlig med et voldsomt antal kernevåben, og ville dermed kunne udslette hinanden (og resten af verden) mange gange. Den udvikling foregik på trods af, at der i perioden blev vedtaget betydelige nedrustningsaftaler.

Den Kolde Krig begyndte allerede i det små inden afslutningen på 2. Verdenskrig og havde både ideologiske, militære, økonomiske og politiske aspekter. Den gennemgik forskellige faser med forskellige niveauer af spænding, før østblokken og til sidst Sovjetunionen kollapsede i årene 1989-1991.

Selvom det ikke giver mening at tale om en ny kold krig i dag, kaster Den Kolde Krig alligevel skygger over nutiden i form af det fortsat fjendtlige forhold mellem Rusland på den ene side og USA og NATO på den anden. Den Kolde Krigs logikker bliver også stadig brugt i argumenter for nutidige militære interventioner.

Den Kolde Krig er betegnelsen for den konflikt, som udspillede sig mellem USA og Vesteuropa på den ene side og Sovjetunionen og Østeuropa på den anden side. Konflikten havde både ideologiske, økonomiske, militære og politiske aspekter.

Den Kolde Krig tog sin begyndelse efter 2. Verdenskrigs afslutning i 1945 og var endeligt forbi da Sovjetunionen brød sammen i 1991. Perioden var karakteriseret ved, at verden blev domineret af de to supermagter, det kapitalistiske USA og det kommunistiske Sovjetunionen. Man taler derfor også om en bipolær verdensorden. Dette kom først og fremmest til udtryk ved en opdeling af Europa mellem øst og vest, men også i det globale syd kæmpede supermagterne om indflydelse. Kina var kommunistisk, men ikke entydigt placeret i Østblokken \[1\].

Et kendetegn ved Den Kolde Krig var et intenst våbenkapløb mellem Øst og Vest, særligt på kernevåben. På sit højdepunkt besad supermagterne til sammen i alt over 70.000 kernevåben \[2\].

Konflikten blev kaldt Den Kolde Krig, fordi parterne aldrig mødte hinanden direkte i klassiske krigshandlinger. På grund af kernevåbnene – der havde kapacitet til at udslette det meste af verden – ville en rigtig krig få uoverskuelige konsekvenser. Denne situation kaldes også den nukleare afskrækkelse.

At parterne havde kernevåben nok til at udslette hinanden mange gange, og dermed også kunne afskrække modparten fra at foretage direkte krigshandlinger, kaldtes for terrorbalancen, eller den gensidigt sikrede ødelæggelse (mutually assured destruction, MAD) (se kilde 1). Nogle, som f.eks. Robert McNamara, der var amerikansk forsvarsminister i 1961-68, mente, at netop denne balance var med til at opretholde freden \[3\].

Den Kolde Krig var en kappestrid mellem to forskellige ideologiske (og økonomiske) systemer: den vestlige demokratiske-liberale kapitalisme og den østlige autoritære kommunisme.

Kommunismen var egentlig en ideologi udviklet af den tyske tænker Karl Marx med den grundidé, at ingen skulle kunne tjene penge på andre menneskers arbejde. Mange mener dog også, at der er forskel på kommunisme som ideologi og de måder, kommunistiske styreformer er blevet praktiseret. Under den første statsleder i Sovjetunionen (efter revolutionen i 1917), Vladimir Lenin, blev der etableret en autoritær styreform med en stærk stat. Der blev efterhånden indført betydelige indskrænkninger i personlig frihed til bl.a. at rejse og til at ytre sig kritisk. Særligt under Josef Stalin, der blev Lenins efterfølger som statsleder, skete der også omfattende udrensninger af såkaldte ”politiske fjender” \[4\] (Se også Faktalink om kommunisme). 

Kapitalismen lagde vægt på privat initiativ og minimal indblanding fra staten og de fleste vestlige samfund havde en styreform med demokratisk valgte ledere. Ledende vesteuropæiske lande som Storbritannien og Frankrig (og Danmark) var dog samtidig stadig kolonimagter i Den Kolde Krigs første årtier, så på mange måder gjaldt idealerne om demokrati og personlig frihed primært ”derhjemme”.

I februar 1945 var 2. Verdenskrig endnu ikke slut, men det var begyndt at stå klart, at det kun var et spørgsmål om tid. Derfor mødtes lederne af de allierede krigsførende lande, USA (Franklin D. Roosevelt), Storbritannien (Winston Churchill) og Sovjetunionen (Josef Stalin) i Jalta på Krim for at diskutere, hvad der skulle ske med Europa, når krigen var slut. Dette møde kaldes også Jaltakonferencen. Her aftalte de allierede, at Sovjetunionen kunne beholde indflydelse i de områder af Østeuropa, som det havde befriet. Man enedes også om en fælles administration af Tyskland, ligesom alle parter godkendte oprettelsen af FN \[5\].   

I Østeuropa fik Sovjetunionen i årene efter krigen installeret Sovjettro regimer i alle landene og det kulminerede med delingen af Tyskland i 1949, hvor staterne DDR (på dansk ofte kaldet Østtyskland) og BDR (på dansk ofte kaldet Vesttyskland) blev oprettet \[6\].

I Vesteuropa grundlagdes liberalt-kapitalistiske stater med demokratisk styreform. Det var dog vigtigt for USA at sikre, at de demokratiske rettigheder ikke førte til, at nogle af disse lande blev kommunistiske. Det lå bag Truman-doktrinen, hvor USA’s præsident Truman erklærede, at USA aktivt ville støtte antikommunistiske kræfter verden over. Dette skete både med åben økonomisk og militær støtte, men også ved hjælp af hemmelige undergravende aktiviteter \[7\].

De fleste lande i Europa var fattige efter 2. Verdenskrig og stod overfor en omfattende opbygning. USA tilbød økonomisk hjælp i form af den såkaldte Marshall-plan (opkaldt efter USA’s udenrigsminister George Marshall) fra 1947. Marshall-planen gik ud på, at USA tilbød økonomisk og materiel støtte samt lån, så modtagerlandene kunne importere fra USA. Hjælpen var betinget af handel med USA og politiske reformer i retning af liberal markedsøkonomi. På den måde kunne USA binde Vesteuropa til sig økonomisk og politisk. Det betød også, at de østeuropæiske lande, som fik tilbudt Marshall-hjælp, måtte sige nej, da deres binding til Sovjetunionen forhindrede dem i at gå ind på de amerikanske modkrav \[8\]. Marshall-planen blev koordineret gennem organisationen OEEC (Organisation for European Economic Cooperation), senere OECD (Organisation for Economic Co-operation and Development) \[9\]. Marshall-planen og Truman-doktrinen var ifølge Truman selv to sider af samme mønt, da de begge skulle modvirke kommunistisk indflydelse \[7\].

Som pendant til OEEC oprettede Sovjetunionen COMECON (Council for Mutual Economic Assistance) som samarbejdsorgan for de kommunistiske økonomier i 1949 \[10\].

Militært var Den Kolde Krig først og fremmest præget af kernevåbnene. USA havde som sidste større militære operation under 2. Verdenskrig nedkastet to atombomber over de japanske byer Hiroshima og Nagasaki.  I 1949 prøvesprængte Sovjetunionen sin første atombombe og supermagterne fortsatte med at konkurrere på større og mere effektive atomvåben og mere teknologisk avancerede måder at levere dem på – herunder gennem rumteknologi. Der foregik samtidig en betydelig oprustning af konventionelle styrker under Den Kolde Krig \[11\].

I 1949 dannede de vestlige lande militæralliancen NATO (se Faktalink om NATO) og i 1955 lancerede Østblokken sin pendant med Warszawa-pagten \[12\] (Se også Faktalink om NATO).

Den Kolde Krig inddeles ofte i tre faser, der angiver forskellige niveauer af spænding \[1\].

Den tidlige (også kaldet første) Kolde Krig betegner perioden fra 1945 til 1962, hvor opdelingen af verden blev cementeret og spændingen var på sit højeste. Europa blev delt, oprustningen tog fart, og der var en række kriser, hvor supermagterne følte hinanden på tænderne. En af disse var Berlin-krisen, hvor Stalin beordrede alle veje ind i Vestberlin blokeret og de vestlige lande som modsvar etablerede en luftbro til at få forsyninger til borgerne i Vestberlin \[13\] (Se også tidslinjen for andre kriser).

Denne fase af Den Kolde Krig kulminerede med Cubakrisen. Derefter indså supermagterne nødvendigheden af at indgå i forhandlinger og de etablerede også en direkte telefonlinje, også kaldet ”den varme linje” mellem de to supermagters ledere – den findes stadig \[14\].

”Détente” betyder en forbedring i et ellers anstrengt forhold mellem to lande, og det kalder man Den Kolde Krigs periode mellem 1963 og 1978. I disse år indledte supermagterne forhandlinger og enedes om en række nedrustningsaftaler \[15\]. Også på tværs af blokkene i Europa blev relationerne forbedrede, ligesom USA og det kommunistiske Kina kom på talefod \[1\].

Alt var dog ikke fryd og gammen: I forbindelse med afkoloniseringerne i det globale syd, involverede begge sider i Den Kolde Krig sig i en række lokale konflikter uden for deres egne territorier, måske bedst illustreret ved USA's involvering i Vietnam-krigen. Dermed blev det også tydeligt, at selvom supermagterne tilsyneladende havde fundet ud af at leve fredeligt side om side efter delingen af den nordlige halvkugle, konkurrerede de stadig om dominans på verdensplan.

Den anden, eller den nye, Kolde Krig betegner perioden fra slutningen af 1970’erne. Et skelsættende år var 1979, hvor Sovjetunionen invaderede Afghanistan og NATO vedtog den såkaldte dobbeltbeslutning (se tidslinjen). I 1981 indtog Ronald Reagan præsidentposten i USA og han stod for en betydelig skærpelse af retorikken overfor Sovjetunionen. Han satte også ny fart på oprustningen, bl.a. med det såkaldte ”stjernekrigsprojekt”, et missilforsvar baseret på rumteknologi \[16\].

I 1983 nåede Den Kolde Krig et spændingsniveau, man ikke havde set siden Cubakrisen \[17\]. Forholdet blev dog bedre under Reagans anden præsidentperiode fra 1985, hvor Mikhail Gorbatjov blev leder af Sovjetunionen. De havde tilsyneladende gensidig sympati og indledte på ny nedrustningsforhandlinger. I 1987 indgik de en banebrydende aftale om at afskaffe alle mellemdistanceraketter i Europa \[15\] \[18\].

Mikhail Gorbatjov indså, at det sovjetiske system ikke var bæredygtigt og iværksatte reformer, som skulle forbedre den økonomiske situation og give befolkningen flere frihedsrettigheder. Disse reformer gik under betegnelserne Perestrojka (omstrukturering) og Glasnost (åbenhed) \[18\].

I Østeuropa var der en del græsrods- og folkelige bevægelser, som også vejrede morgenluft i lyset af de nye toner fra Sovjetunionen – og i modsætning til tidligere slog Sovjetunionen ikke ned på disse bevægelser militært. Udvidelsen af befolkningens politiske rettigheder og bevægelsesfrihed i de østeuropæiske lande kulminerede med Berlinmurens fald i november 1989 (se Faktalink om Berlinmuren og Berlinmurens fald). Gorbatjov forsøgte at holde sammen på selve Sovjetunionen, men blev overhalet indenom af de reformkræfter, han selv havde sluppet løs. Blandt andet erklærede flere og flere af sovjetrepublikkerne sig selvstændige. Sovjetunionen ophørte formelt med at eksistere den 25. december 1991. Hermed var Den Kolde Krig fortid \[1\] \[18\].

Den Kolde Krig dominerede ikke blot den nordlige halvkugle. Supermagterne kæmpede også om indflydelse i det globale syd, særligt i forbindelse med afkoloniseringen, men også i forbindelse med politisk ustabilitet og borgerkrige. Begge parter ønskede at sikre venligtsindede regeringer i så mange lande verden over som muligt, og derfor støttede de kup, oprørsbevægelser (eller det modsatte) og parter i borgerkrige i Sydamerika, Mellemøsten, Afrika og Asien. Ofte støttede supermagterne på samme tid hver sin side i lokale konflikter og derfor blev disse konflikter betegnet som stedfortræderkrige eller proxykrige: Supermagterne var ikke i krig direkte med hinanden, men kæmpede mod hinanden per stedfortræder. Derfor er det heller ikke korrekt at sige, at Den Kolde Krig ikke var militær. Selvom Tredje Verdenskrig ikke brød ud, var der mange blodsudgydelser under stedfortræderkrigene. Eksempler på stedfortræderkonflikter er Korea-krigen, Vietnam-krigen, Afghanistan-krigen, borgerkrigene i Congo, Angola og Nicaragua, samt forskellige statskup, blandt andet i Chile i 1973, hvor USA støttede Pinochet, som indførte militærdiktatur \[30\].

Marshall-hjælpen havde betydelig effekt i Danmark i de trange år efter krigen og med medlemskabet af NATO i 1949 brød Danmark med århundreders militær neutralitet. Med sin geografiske placering i vest og på grund af det tætte politiske og økonomiske bånd til USA, skete der også en betydelig amerikansk kulturel indflydelse i Danmark gennem musik, mode, film, osv. \[31\]. Også det danske ungdomsoprør i 1968 var inspireret af protester mod Vietnam-krigen i USA.

Danmark skærmede sig dog også mod nogle elementer af amerikansk indflydelse: Der var forbehold mod atomvåben og amerikanske baser i Danmark (med undtagelse af Grønland) og de danske regeringer valgte at opbygge en velfærdsstat frem for kapitalisme i dens rå amerikanske form.

Danmark havde også et kommunistisk parti, DKP, som modtog økonomisk støtte fra Sovjetunionen og ønskede at indføre Sovjetkommunisme i Danmark. Partiet vandt aldrig betydelig parlamentarisk indflydelse, men har måske medvirket til at trække det generelle politiske billede mod venstre (se Faktalink om kommunisme).

Den Kolde Krig berørte også borgerne personligt i de forskellige lande. I Sovjetunionen var der betydelig undertrykkelse af visse personlige rettigheder, og i områderne med stedfortræderkrige led mange mennesker under urolighederne. De mennesker, der boede tæt på områder, hvor der blev prøvesprængt atomvåben, risikerede at blive evakueret eller forgiftet \[32\].  
En altovervejende faktor, som berørte mange verden over, var frygten for atomkrig, som gennemsyrede på både samfunds- og individplan. Myndigheder udsendte vejledninger til, hvordan borgerne skulle forholde sig i tilfælde af atomkrig, men med tanke på kernevåbnenes ødelæggende kraft, forekom den slags vejledninger utilstrækkelige for mange mennesker \[33\].

Den Kolde Krig blev oprindeligt ofte studeret og tolket ud fra, hvem der bar ansvaret for tingenes udvikling: USA, Sovjetunionen eller dem begge. Dette var en afspejling af, at forskerne primært beskæftigede sig med ”realpolitik”, altså beslutninger om forsvar, økonomi og politik på regeringsniveau.  
Efter Den Kolde Krigs afslutning og med den tidsmæssige afstand er der dog blevet plads til mere mangfoldige tilgange til emnet. Det har også haft stor betydning, at nye arkiver er blevet åbnet op. Nu er det ikke blot de politiske, militære og økonomiske beslutninger på topplan, der bliver studeret, men også hvordan Den Kolde Krig udspillede sig i forskellige samfundssammenhænge, i hverdagen, i medierne, i kulturen, osv. \[1\]

Den Kolde Krig er et kontroversielt tema med mange forskellige tolkningsmuligheder alt efter perspektiv. Derfor er der også mange, der har brugt henvisninger til Den Kolde Krig til at fremme politiske, ideologiske eller sågar militære sager.

Før Danmark gik med i den USA-ledede invasion i Irak i 2003 (se også Faktalink om Irak-krigen og om 11. september 2001), argumenterede daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen for, at Danmark skyldte USA sin loyalitet, fordi vi havde svigtet i 1980’erne, da vi tog forbehold for NATOs atomvåbenpolitik (den såkaldte fodnotepolitik) \[34\].

I den nuværende russiske krig mod Ukraine beskylder Ruslands præsident Vladimir Putin NATO for at svigte løfter fra Den Kolde Krigs sidste dage om ikke at udvide NATO mod øst. Konflikten omkring NATOs interesseområde er en betydelig del af forklaringen på det anstrengte forhold mellem Rusland og Vesten (se Faktalink om NATO).

Nogle steder kan man købe produkter med gamle østblok-symboler på, primært som merchandise og t-shirts. På loppemarkeder og i antikvariater i den gamle østblok kan man også finde ”ægte” ting fra den kolde krigs tid. Det er udtryk for såkaldt Ostalgie, et ordspil på ”Nostalgi” og ”Ost” som betyder øst på tysk. Ostalgie er egentlig ikke kommerciel, det er derimod en kritik af den vestlige forbrugsbaserede kapitalisme, som fejede over østblokken i 1990’erne, samtidig med at forretninger lukkede, arbejdsløsheden og uligheden steg, samtidig med at sociale sikkerhedsnet forsvandt \[35\].

Siden Ruslands annektering af Krim-halvøen i Ukraine i 2014 har det været populært blandt mange journalister og kommentatorer at tale om en ”ny kold krig”. Forskere er dog stort set enige i, at det ikke giver mening: På mange måder er verden af i dag mere ustabil. Det skyldes, at der ikke længere er en bipolær orden med to supermagter, der dominerer resten af verden. Snarere er verdensordenen på vej til at blive multipolær med flere regionale stormagter, hvilket gør udviklingen langt vanskeligere at forudsige.  Rusland har heller ikke samme magt og styrke som Sovjetunionen havde under Den Kolde Krig og Europa er i højere grad forenet frem for delt mellem Øst og Vest \[36\]

Der kan dog godt stadig være fællestræk mellem den nutidige situation og tiden under Den Kolde Krig. De gensidige fjendebilleder lever i bedste velgående, ligesom Den Kolde Krigs logikker stadig bliver aktiveret i forbindelse med aktuelle konflikter. Desuden har nogle aktuelle konflikter også stadig karakter af stedfortræderkrige mellem Rusland og NATO. Det gælder særligt i Syrien og Ukraine – og måske også i den spirende konflikt mellem Iran og Israel.

Det er desuden muligt, at de konstante interventioner under Den Kolde Krig var med til at yderligere destabilisere det globale syd og forlænge konflikter i den del af verden.

Ligesom Den Kolde Krig var med til at forme det danske samfund, da den stod på, har den efterladt sig en betydelig arv. Måske er den mest synlige effekt det danske NATO-medlemskab samt de mange konflikter i verden, hvor danske soldater har deltaget i sammen med USA's militær. Også forholdet til Rusland bliver ofte fortolket ind i en koldkrigsramme, selvom Danmarks strategiske forhold er helt anderledes i dag: Under Den Kolde Krig var Danmark det eneste Østersø-land, som var medlem af NATO. I dag er Rusland det eneste Østersø-land, som _ikke_ er.

Østtysk grænsevagt overvåger området omkring Berlinmuren i 1988.

Kolde krig topbillede.png

Den kolde krig

Den 9. november 2018 er det 80-året for Krystalnatten som fandt sted i Tyskland i 1938. Betegnelsen henviser til de store mængder af glas fra de smadrede ruder som lå i natten og glimtede som krystaller. En iscenesat pogrom af Joseph Goebbels mod de tyske og østriske jøder.

Holocaust er en betegnelse, der bliver brugt om de systematiske folkemord, som blev begået mod især jøder i årene 1933-1945. Det var den tyske stat under ledelse af Det Nationalsocialistiske Tyske Arbejderparti (NSDAP), der stod bag. Baggrunden for folkemordet var nazisternes fortolkning af datidens udbredte raceteorier. De hævdede, at lyshudede tyskere tilhørte en overlegen menneskerace, der havde ret til at herske over og udrydde mørkere racer. Mellem 5 og 6 millioner mennesker blev dræbt, heraf 4 millioner i koncentrations- og udryddelseslejre. Forskellige grupper har efterfølgende benægtet, at Holocaust har fundet sted.

Holocaust er den mest almindeligt anvendte betegnelse for det systematiske folkemord, som blev begået mod især jøder i årene 1933-1945. Holocaust blev udført af den tyske stat under ledelse af NSDAP. I perioden blev mellem 5 og 6 millioner jøder dræbt. Heraf døde 4 millioner i de såkaldte koncentrationslejre (også kaldet kz-lejre), der var tvangsarbejdslejre eller udryddelseslejre. Lejrene lå dels i Tyskland og dels i de områder, Tyskland besatte under 2. Verdenskrig. Også personer fra andre befolkningsgrupper blev interneret og slået ihjel i lejrene, særligt romaer, personer med handikap, homoseksuelle og Jehovas vidner.

Selve ordet holocaust stammer fra den græske udgave af Det Gamle Testamente, ifølge historikeren Uffe Østergaards artikel ”Holocaust, folkedrab, folkemord og europæiske værdier” i Den Jyske Historiker (se kilder). I den sammenhæng betyder holocaust direkte oversat: et brændoffer givet til Gud på et alter, hvor offergaven opsluges totalt af ild. Senere blev ordet brugt mere generelt til at betegne total ødelæggelse af liv, f.eks. i forbindelse med tyrkernes folkemord på armenierne i 1915-1918, naturkatastrofer og atomkrig. I 1950erne og 1960erne var det mest historikere og andre fagfolk, som på engelsk brugte ordet om de tyske nazisters jødeudryddelser. Efter at der i 1978 blev vist en amerikansk tv-serie med titlen ”Holocaust” om Nazi-Tysklands udryddelse af jøder og andre grupper, blev betegnelsen udbredt i den brede offentlighed. I dag bruges betegnelsen Holocaust internationalt af historikere til at referere til perioden fra den 30. januar 1933, hvor Adolf Hitler, leder af NSDAP, blev Tysklands rigskansler, til den 8. maj 1945, hvor 2. Verdenskrig sluttede.

Medlemmer af NSDAP blev betegnet som nationalsocialister eller nazister. I kølvandet på 1920ernes dybe økonomiske krise i både Europa og USA blev mange europæere i løbet af 1930erne stærkt nationalistiske. Det skete også i Tyskland. Forløberen for NSDAP var Deutsche Arbeiterpartei (DAP) dannet i 1919. I 1920 skiftede partiet navn og krævede i sit program et opgør med Versaillestraktaten (aftale indgået ved afslutningen på Første Verdenskrig, hvor Tyskland gik ud som en af de store tabere), og satte som mål, at alle tyskere skulle sammensluttes i ét Stortyskland. I programmet indgik, at alle jøder skulle udelukkes fra dette nye folkefællesskab.

Partiets ideologi kan ifølge onlineleksikonet Den Store Danske (se kilder) kort betegnes som stærkt antikommunistisk, antisemitisk (det vil sige antijødisk), racistisk, nationalistisk, imperialistisk og militaristisk. Samtidig lovede DNSAP sociale forbedringer og højnelse af levestandarden for tyske middelklasseborgere med lys hud, lyst hår og lys øjenfarve. Ifølge en udbredt teori i samtiden var sådanne borgere efterkommere af den oprindelige tyske befolkning, og de blev anset for at tilhøre en særlig menneskerace kaldet ariere. Partiet arbejdede bl.a. for at sikre dem arbejde, forbedre sundhedssystemet og understøtte den traditionelle kernefamilie. Det fremgår af NDSAPs partiprogram fra 1920 (se originalkilder). Denne kombination af politiske mærkesager vandt genklang i store dele af den tyske befolkning.

I 1921 blev den tysk-østrigske politiker Adolf Hitler leder af NSDAP, der under hans karismatiske ledelse voksede til en massebevægelse. Ved det tyske rigsdagsvalg i 1932 blev NSDAP valgt ind som det største parti med 37,2% af stemmerne. I løbet af få måneder overtog partiet uindskrænket den politiske magt i landet, og Hitler blev udnævnt til rigskansler. Under hans ledelse blev Tysklands demokrati erstattet af et brutalt diktatur i en etpartistat. Der blev blandt andet indført censur, fagforeninger blev afskaffet og lønninger fastfrosset. Spredning af propaganda forøgede frygt for og mistillid til bestemte grupper i samfundet, som i stigende grad blev chikaneret og diskrimineret imod og senere ofte angivet af deres naboer til politi eller andre autoriteter, der internerede dem i koncentrationslejre. En række institutioner i samfundet bakkede i overvejende grad op om denne politik; det gjaldt blandt andet forvaltningen, uddannelsessystemet, kirken, retsvæsenet, industrien og erhvervslivet. Du kan læse mere om, hvordan dette skete i bøgerne ”Politikens Verdenshistorie” og ”Den Anden Verdenskrig, Bind 1” (se kilder).

På baggrund af bl.a. den britiske biolog Charles Darwins evolutionsteori blev der fra slutningen af 1800-tallet i Europa og USA udviklet en række såkaldt videnskabelige teorier om, at menneskeheden bestod af forskellige racer på højere og lavere udviklingstrin. Artiklen ”Biologisk determinisme og socialdeterminisme i antropologi og samfundsteori” (se kilder) beskriver, hvordan racerne blev anset for at være i en konstant kamp om dominans og overlevelse. Denne kamp foregik ifølge teorien både imellem nationer og inden for enkelte landes befolkninger. Nazisterne trak blandt andet på disse teorier i formuleringen af deres ideologi og politik. De hævdede således, at germanerne (gammel betegnelse for det tyske folk) tilhørte de højest udviklede menneskeracer i forhold til personer med mindre lys hud, som de mente, var mindre udviklede. Derfor mente de, at germanere havde en naturlig ret til at herske over de såkaldt laverestående racer.

Adolf Hitlers bog ”Mein Kampf” fra 1925 fik særligt stor indflydelse på nazisters syn på racespørgsmålet, fremgår det af ”Den anden Verdenskrig, Bind 2” (se kilder). I bogen argumenterede han for, at det var altafgørende i den germanske races kamp imod andre, at dens ariske blod blev holdt så rent som muligt. Han definerede særligt jøder, romaer og personer med handicap som undermennesker, der udgjorde en biologisk trussel mod racens renhed. Det gjaldt især, hvis disse befolkningsgrupper fik børn med (ikke-handicappede) ariere, og Hitler talte for, at medlemmer af disse racer derfor burde steriliseres, underkastes og i sidste ende udryddes. Nazisterne mente f.eks., at russere og polakker burde underkastes germanere og arbejde som slaver.

Hitler og nazisterne hævdede desuden, at jøder var skyld i bl.a. Tysklands nederlag i Første Verdenskrig og i landets aktuelle økonomiske problemer. Men nazisterne fremstillede også andre befolkningsgrupper som trusler imod det germanske folks fremtidige overherredømme, heriblandt Jehovas Vidner, kommunister, socialister og intellektuelle, der på forskellige måder var kritiske over for nazistisk ideologi og politik. Homoseksuelle blev fremstillet som degenererede, umoralske og samfundsundergravende. Du kan læse mere om nazistisk ideologi og politik i ”Den anden Verdenskrig, Bind 2” og ”Politikens Verdenshistorie” (se kilder).

Nazisterne indledte i perioden 1933-1945 forfølgelse, fængsling og drab på personer fra alle ovennævnte samfundsgrupper særligt i, men også uden for, Tyskland. NDSAP udviklede undervejs et systematisk og industrialiseret tvangsarbejds- og udryddelsesprogram, der kulminerede i oprettelsen af udryddelseslejre.

Første skridt blev taget, da Hitler kort efter 2. Verdenskrigs begyndelse i 1939 underskrev det såkaldte eutanasi-program, som havde til formål at gøre en ende på liv, der blev opfattet som uværdige. Euthanasia er græsk og betyder en skøn død; i denne sammenhæng blev det brugt i betydningen medlidenhedsdrab eller død uden smerte. Som det kan læses på hjemmesiden folkedrab.dk (se kilder) var programmet i praksis en ordre om, at uhelbredeligt syge og handicappede personer, der boede på institutioner, skulle dræbes. Under dække af at udføre en statistisk undersøgelse sendte det tyske indenrigsministerium et spørgeskema til lukkede institutioner, statshospitaler og plejehjem om deres patienter. Oplysninger om den enkeltes arbejdsevne og helbred blev herefter sendt til en kommission af speciallæger, der ud fra en række kriterier bestemte, om deres liv var uværdigt, og dermed hvorvidt de skulle slås ihjel. De udvalgte blev overført til seks institutioner i Tyskland og Østrig, hvor de blev dræbt med en giftindsprøjtning. Fra 1940 skete det med udstødningsgas i specielt konstruerede kamre, der lignede fællesbade med brusere, som gassen kom ud af – de såkaldte gaskamre. På det tidspunkt var målgruppen blevet udvidet til at omfatte kriminelle, subsistensløse (meget fattige personer, der vagabonderede), sexarbejdere, alkoholikere, homoseksuelle og personer, der blev betegnet som asociale. Over tid blev lokale beboere og pårørende mistænksomme, og det førte i 1941 til offentlige protester, og eutanasi-programmet blev officielt afsluttet. Fra året efter og indtil krigens slutning fortsattes det dog i hemmelighed.

Jøder var det primære mål for nazisternes udryddelse. På hjemmesiden folkedrab.dk (se kilder) beskrives de måder, hvorpå de blev systematisk forfulgt og dræbt, indirekte og direkte.

I 1939 udstedte Reinhard Heydrich – sikkerhedschefen for SS, der var NSDAP’s eliteenhed – en ordre om, at tyske jøder skulle samles i ghettoer for bedre at kunne kontrolleres. Planen var, at de senere skulle deporteres fra Tyskland til et såkaldt jødereservat, hvor de skulle bo og arbejde indtil krigens slutning. Herefter skulle de sendes bort med skib til en oversøisk koloni langt fra Tyskland. På baggrund af Heydrichs ordre blev hundredtusindvis af jøder samt romaer deporteret til en række ghettoer i Polen, hvor de blev holdt isoleret fra resten af befolkningen bag pigtrådshegn og mure under ekstremt usunde forhold. Her blev alle mellem 14 og 60 år underlagt fysisk hårdt tvangsarbejde, samtidig med at de blev sultet. Ifølge ”Politikens Verdenshistorie” og ”Den Anden Verdenskrig, Bind 1” (se kilder) døde omkring 1/2 million mennesker i ghettoerne i løbet af 1939-1941 af epidemier, sult, kulde og fysisk nedbrydning. Overlevende blev fra 1942 deporteret til udryddelseslejre.

En anden del af udryddelsen foregik i Sovjetunionen. I juni 1941 invaderede tyske tropper Sovjetunionen og såkaldte Einsatz-kommandoer, som var dødspatruljer, opsporede og dræbte kommunister, jøder og romaer. Et halvt år efter afholdt NSDAPs ledelse sammen med dele af ledelsen af SS en konference i Wannsee den 20. januar 1942, hvor de vedtog planen ”Die Endlösung” (den endelige løsning), underforstået på det, de kaldte ’jødeproblemet’. En central del af planen, der snart efter blev sat i værk, var oprettelse af dødslejre med det formål at udrydde alle Europas jøder.

Før 1941 var der allerede blevet oprettet en mængde koncentrationslejre i Tyskland. Historikeren Jennifer Rosenberg har beskrevet udviklingen i koncentrationslejrsystemet i en artikel (se kilder): Mellem 1933-1936 blev politiske og religiøse modstandere af det nazistiske styre indespærret og tortureret i primært små lokale lejre. I perioden 1936-1941 oprettedes flere og flere store lejre, hvor folk fra flere forskellige andre grupper også blev interneret og sat til tvangsarbejde, heriblandt jøder, romaer, Jehovas Vidner, homoseksuelle mænd, såkaldte vaneforbrydere og asociale personer. Fra 1942 begyndte SS at leje fanger ud til slavearbejde i landbrug, industri- og byggevirksomheder. På hjemmesiden folkedrab.dk (se kilder) anføres det, at koncentrationslejrsystemet i Tyskland fra 1939-1945 blev udvidet fra et mindre antal lejre til 30 større stamlejre og 1.100 filiallejre. I 1942 blev seks udryddelseslejre, som trak på erfaringerne fra eutanasi-programmet, oprettet i Polen som del af Endlösung-planen. Fanger, der kom til disse lejre, blev ført direkte til døden i gaskamre.

På hjemmesiden folkedrab.dk (se kilder) beskrives koncentrationslejrfangernes forhold. Ved ankomsten fik de en dragt med en trekant, hvis farve signalerede, hvordan de var blevet kategoriseret, som f.eks. jøde, asocial eller homoseksuel. SS-officerer overvågede det fysisk nedbrydende tvangsarbejde og afstraffede fanger. Hverdagen var præget af fysiske og psykiske ydmygelser, brutalitet og drab. Fangerne sov i overfyldte barakker, blev nægtet basale hygiejniske faciliteter, led under sult og kulde, og epidemier hærgede jævnligt. Mange døde på grund af disse forhold. Derudover blev nogle fanger udtaget til medicinske forsøg, både mænd, kvinder og børn. Nogle blev først påført dødelige sygdomme, og derefter blev virkninger af ny, uprøvet medicin testet på dem. Andre gennemgik operationer uden bedøvelse, og særligt homoseksuelle mænd blev tvangskastreret eller fik bestrålet deres kønsorganer, for at lægerne kunne iagttage virkningen. Efter behandlingerne blev fangerne dræbt. Der er udgivet beretninger fra overlevende fra forskellige fangegrupper om, hvordan de oplevede opholdet i koncentrationslejrene, og hvordan det lykkedes dem at overleve (se originalkilder).

Der findes ikke præcise tal for, hvor mange der døde i Holocaust, men der er lavet varierende skøn. De tal, der angives her, er blandt de laveste, der er blevet foreslået. Kilden for tallet angives i parentes.

*   Mellem 5,3 og 6 millioner jøder, heraf over 3 millioner i koncentrations- og udryddelseslejrene (Det Israelske Holocaustcenter YAD Vashem)
*   Mellem 250.000 og 500.000 romaer ([www.folkedrab.dk](https://folkedrab.dk/))
*   Over 200.000 personer, der var uhelbredeligt syge eller havde fysiske eller mentale handicaps (Afdeling for Holocaust- og Folkedrabsstudier ved Københavns Universitet)
*   Mellem 10.000 og 15.000 homoseksuelle personer (”Den Anden Verdenskrig”)
*   Mellem 1.000 og 2.000 Jehovas Vidner ([www.folkedrab.dk](https://folkedrab.dk/))

På baggrund af de eksisterende efterladte materielle spor og skriftlige kilder efter Holocaust er der blandt historikere bred enighed om, at der foregik en systematisk udryddelse af jøder og andre samfundsgrupper under 2. Verdenskrig som beskrevet ovenfor. Dette benægtes imidlertid af en gruppe, der kalder sig revisionister, da de mener, at opfattelsen af Holocaust bør revideres. Som det beskrives på hjemmesiden folkedrab.dk (se kilder), fremstiller revisionister sig selv som neutrale historikere, der foretager en korrektion af den eksisterende historieskrivning, men i praksis må deres argumentation betragtes som en benægtelse af Holocaust. Deres fremstilling sigter nemlig på at ændre den grundlæggende forståelse og definition af den historiske begivenhed. Revisionisterne hævder, at der ikke foregik nogen udryddelse af jøderne, at der ikke var nogen udryddelseslejre med gaskamre, og at de anerkendte dødstal på 5-6 millioner jøder er ekstremt overdrevne, som det f.eks. kan læses på en dansk hjemmeside lavet af Holocaustbenægtere (se originalkilder). I stedet anslår revisionisterne, at omkring 300.000 jøder mistede livet under 2. Verdenskrig, og at det skete på grund af sygdomme som tyfus og andre resultater af krigen. De hævder, at konkrete historiske kilder som f.eks. Anne Franks dagbog er forfalskninger, der er blevet fabrikeret for at give det – ifølge revisionisterne – fejlagtige, indtryk, at der fandt et folkedrab på jøder og andre sted.

I sin bog ”Denying the Holocaust” (se kilder) har den amerikanske historiker Deborah Lipstadt skrevet om tre grupper, der har benægtet, at Holocaust fandt sted, og deres bagvedliggende motiver:

*   Den første gruppe var tyskere, der efter afslutningen af 2. Verdenskrig ønskede, at Tyskland skulle rehabiliteres og blive en ligeværdig del af det internationale samfund. I dag er det sjældent, at denne slags Holocaustbenægtelse fremføres, dels fordi det tyske demokrati nu er anerkendt og spiller en vigtig rolle internationalt, dels fordi den tyske stat erkender, at Holocaust fandt sted, og har oprettet mindesteder og museer, der fortæller om dets historie.
*   Den anden gruppe Holocaustbenægtere har fremført en konspirationsteori om, at Holocaust aldrig har fundet sted, men at jøder har skabt en myte om det for at få støtte til oprettelse og opretholdelse af staten Israel. De hævder, at beretningen om, at 6 millioner jøder døde, er en et propagandamiddel, som jøder bruger for at skaffe sig sympati og tilskud på millioner af dollars i støtte fra stater og private, der føler skyld og dårlig samvittighed over Holocaust. Hvis der bliver gjort op med denne myte, vil den økonomiske støtte til Israel forsvinde og landet miste sin internationale og regionale magt, mener denne type Holocaustbenægtere, som især findes i de arabiske lande, men også, som det kan ses af den dansksprogede hjemmeside (se kilder), i USA og Europa.
*   Den tredje gruppe Holocaustbenægtere består af nynazister på den yderste politiske højrefløj, der anser Holocaust for at være en skamplet på deres ideologi, der er inspireret af den tidligere nazistiske raceteori. Da de ønsker en politisk genkomst for denne ideologi, søger de at fjerne den afstandtagen til nazismen, som den historiske beretning om Holocaust har skabt blandt den brede befolkning, ved simpelthen at benægte den.

Siden omkring år 2000 har udbredelsen af og den almene adgang til internettet gjort det muligt for Holocaustbenægtere at sprede deres budskab langt bredere end tidligere – via hjemmesider, blogs, nyhedsgrupper og chatfora. Det fremgår af hjemmesiden folkedrab.dk (se kilder). I flere lande er Holocaustbenægtelse forbudt, og revisionister er blevet retsforfulgt og dømt for deres ytringer. I mange lande diskuteres det, om et forbud mod Holocaustbenægtelse virker efter hensigten, da det dels kan være i strid med retten til ytringsfrihed, og dømte Holocaustbenægtere i deres hjemlande ofte er blevet opfattet som ofre for censur, hvilket har øget deres popularitet.

Ifølge hjemmesiden folkedrab.dk (se kilder) foretrækker de fleste at skrive ordet med stort H for at signalere, at der henvises til en særlig periode og unikke historiske begivenheder. Holocaust adskiller sig fra tidligere og senere folkemord ved at have haft det højeste antal ofre for et folkedrab nogensinde, og ved at drabene udførtes i en systematisk og industrialiseret proces ved hjælp af moderne teknologi og styret gennem et moderne bureaukrati.

Denne fremstilling af Holocaust som noget enestående er dog blevet kritiseret, som man kan læse i Uffe Østergårds artikel ”Holocaust, folkedrab, folkemord og europæiske værdier” i Den Jyske Historiker (se kilder). Nogle historikere argumenterer således for, at det er nødvendigt at undersøge og sammenligne de faktorer, der gør sig gældende i forbindelse med folkemord generelt, for at kunne forstå, hvordan folkemord opstår og dermed kan forhindres. Andre har påpeget, at dynamikken i Holocaust hang tæt sammen med dannelsen af den moderne stat, og at jødeforfølgelser og raceteorier også var udbredt i mange af samtidens andre europæiske nationer. Dermed synes den moderne stat at indebære nogle tankegange, strukturer og processer, som også i fremtiden vil kunne skabe risiko for nye folkemord i Europa, lyder argumentationen.

Koncentrationslejren Auschwitz-Birkenau nær Krakow i Polen.

holocaust_faktalink_20110508-121003-pf-1000x672layoutonly.jpg

Holocaust

Donald Trump under indsættelsen som præsident. På billedet ses også hans kone, Melania Trump

Donald Trump bliver indsat som USA's 47. præsident, 20. januar 2025

Trump indsat-Chip SomodevillaAFPRitzau Scanpix@20250120-181025-L-5651x3767ma.jpg

Donald Trump - USA's 47. præsident

Beta collage biggest.png

Velkommen til det nye Faktalink

Rigsfællesskabet er en betegnelse for forholdet mellem de tre dele af det danske kongerige, Danmark, Grønland og Færøerne. Det nuværende rigsfællesskab kan ses som resterne af det endnu større danske kongerige der fandtes før 1814. Der er en heftig debat om rigsfællesskabets fremtid hvor stærke kræfter både i Grønland og på Færøerne taler for – i det mindste på et tidspunkt – at opnå fuld selvstændighed ved at træde ud af rigsfællesskabet.

Den danske jurist Frederik Harhoff brugte begrebet ’rigsfællesskabet’ i sin doktordisputats fra 1993, og det har siden været det mest almindelige begreb om det retlige forhold mellem Danmark, Grønland og Færøerne. ’Rigsfællesskabet’ har dog ingen juridisk betydning og findes ikke i nogen lov. Harhoff forkastede det hidtil mest benyttede begreb ’rigsenheden’ med følgende begrundelse: _”Betegnelsen rigsenheden indeholder imidlertid ikke nogen realistisk karakteristik af forholdet mellem Rigets dele, for denne betegnelse peger på en grundlæggende fælles identitet, der efter min mening er en illusion. Ud fra en mere objektiv betragtning bør man slet og ret betegne Riget som dét, det er; nemlig et fællesskab mellem tre rigsdele, der er grundlæggende forskellige for så vidt angår sprog, kultur, klima, livsmønstre og identitet._” Citeret i Inge Adriansen: Nationale symboler i Det Danske Rige 1830-2000 (se kilder).

Hjemmestyre- og selvstyreordningerne betyder, at de grønlandske og færøske myndigheder varetager en lang række sagsområder, herunder de offentlige finanser, og de kan løbende overtage yderligere sagsområder. Den grønlandske selvstyreordning indebærer også, at det grønlandske folk anerkendes som et folk i henhold til folkeretten med ret til selvbestemmelse.

På Statsministeriets side om rigsfællesskabet (se kilder) hedder det om rigsfællesskabet, at ”_Færøerne og Grønland er dele af det danske rige. På grund af områdernes særlige nationale, historiske og geografiske forhold har de en udvidet grad af selvstyre. Med hjemmestyre-/selvstyrestyreordningerne har de færøske og de grønlandske myndigheder fået mulighed for selv at beslutte at overtage ansvaret for en række sagsområder.”_ Dog kan følgende områder ikke overtages af de grønlandske og færøske myndigheder: statsforfatningen, statsborgerskab, Højesteret, udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik samt valuta- og pengepolitik.

Grønlændere og færinger har automatisk dansk indfødsret, også kaldet statsborgerskab.

Grønland er verdens største ø med et areal på 2.180.000 km². Grønlands areal er dermed 50 gange større end Danmarks. Der bor cirka 56.000 mennesker i Grønland, hvoraf de 17.000 bor i hovedstaden Nuuk. 80 % af Grønlands areal er dækket af indlandsis.

Befolkningen består af 87 % grønlændere (inuitter og grønlandsk fødte danskere), mens danskere og andre nationaliteter udgør 13 %. Inuitter er den officielle fællesbetegnelse for arktiske folk, der tidligere har været kendt som eskimoer. De officielle sprog i Grønland er grønlandsk og dansk, men grønlandsk er klart mest udbredt. Grønlandsk er i familie med de øvrige inuit-sprog, der bliver talt i Arktis.

Ifølge rapporten "Til gavn for Grønland" (se kilder) udgør den økonomiske støtte fra Danmark, kaldet bloktilskuddet, mere end en fjerdedel af Grønlands bruttonationalprodukt og lå i 2015 på 3,7 mia. kr. Langt den største del af vareeksporten stammer fra fiskeriet. Arbejdsløsheden ligger temmelig højt, på 9,4 %, og uddannelsesniveauet er lavt. 70 % af befolkningen i den arbejdsdygtige alder har ingen uddannelse udover grundskolen.

Regeringen kaldes efter indførelsen af selvstyre i 2009 for Naalakkersuisut (på dansk Landsstyret), mens parlamentet hedder Inatsisartut (Landstinget). Grønland har to folkevalgte repræsentanter i det danske folketing.

Færøerne består af 18 øer og ligger i det nordlige Atlanterhav cirka midtvejs mellem Norge og Island. Færøernes areal er på cirka 1.400 km², hvilket er en smule større end Lollands areal. Der bor cirka 50.000 mennesker på Færøerne, hvoraf de 20.000 bor i hovedstaden Torshavn.

Færingerne taler færøsk, som er nært beslægtet med islandsk. Foruden færøsk er dansk også officielt sprog, og det er obligatorisk andetsprog fra 3. klasse i færøske skoler. Dansk benyttes dog kun sjældent til daglig.

Ifølge DenStoreDanske.dk’s opslag "Færøerne – økonomi" (se kilder) er Færøerne et velstående samfund, hvis økonomi er stærkt afhængig af fiskerierhvervet. I 2010 udgjorde fisk og fiskeprodukter ca. 91 % af eksporten. Landet modtager bloktilskud fra Danmark, som i 2015 var på 650 mio. kr.

Færøerne har en hjemmestyreordning inden for rigsfællesskabet. Parlamentet kaldes for Lagtinget, mens regeringen kaldes landsstyret og ledes af lagmanden. Færøerne er ligesom Grønland ikke medlem af EU, men har indgået en fiskeri- og handelsaftale med EU. Færøerne har to folkevalgte repræsentanter i det danske folketing.

I tiden tilbage fra de tidlige vikingebosættelser var Grønland og særligt Færøerne faktisk mere forbundet med Norge end med Danmark. Hans Jacob Debes beskriver i ”Færingernes land” (se kilder), at Færøerne hørte under Norge fra vikingernes tid. Dette ændrede sig ikke, selv om øerne indgik som del af dobbeltmonarkiet fra 1380, hvor Danmark og Norge delte regent, men hvor magten lå i København. I løbet af det 17. og begyndelsen af det 18. århundrede blev forbindelsen til Norge svækket, mens Danmark overtog stadig flere sagsområder.   

Grønland havde ifølge bogen "Det moderne Grønland" af Rasmus Augustesen og Krister Hansen (se kilder) været beboet af inuitter i flere perioder siden ca. 2500 f.v.t., men blev første gang beboet af vikinger fra Norge efter Erik den Rødes opdagelse af Grønland i 982. Efterkommerne af disse kolonister forsvandt af uvisse årsager omkring år 1500, men i 1721 ankom den norske præst Hans Egede og hans følge til Grønland, hvor der blev oprettet nye kolonier med henblik på hvalfangst og kristen mission. 

Ved Kielerfreden i 1814 blev det afgjort, at Danmark skulle afstå Norge til Sverige. Det skete som en konsekvens af, at Danmark var på den tabende side i Napoleonskrigene. Grønland og Færøerne (samt Island, der fik fuld selvstændighed i 1944) forblev under den danske krone.

Grønland fik fra 1857 valgte forsamlinger til at administrere lokale forhold, og i 1908 oprettedes to landsråd med sæde i henholdsvis Godthåb (Nuuk) og Godhavn (Qeqertarsuaq). Relationen mellem grønlænderne og den danske kolonimagt var rolig og uden større konflikter.

Grønlands befolkningstal blev i løbet af 1800-tallet næsten fordoblet til 11.000 indbyggere, og derfor kunne befolkningen ifølge Danmarkshistorien.dk’s opslag "Grønland" (se kilder) ikke længere alene ernære sig ved sælfangst. Af den grund blev der satset på fiskeri i større skala, som snart skulle komme til at udgøre grønlændernes vigtigste erhverv.

Færøerne havde ifølge Danmarkshistorien.dk’s opslag "Færøernes historie" (se kilder) i ret høj grad styret sig selv, men fik i 1816 fastlagt sin status som et dansk amt, der fra 1852 også havde eget amtsråd (Lagtinget). Færøerne blev i 1849 lagt ind under Grundlovens gyldighedsområde og fik repræsentanter i den danske rigsdag.

Den største omvæltning inden for økonomien var indførelsen af eksportorienteret dybhavsfiskeri omkring 1880. Fiskene blev efter fangsten saltet og tørret, hvorefter de kunne eksporteres. Fiskeriet blev hurtigt det altdominerende erhverv, hvilket det stadig er.

Omkring 1890 opstod der en bevægelse for det færøske sprog og den færøske kultur. Denne bevægelse blev hurtigt politisk og kæmpede særligt for, at det færøske sprog skulle indføres i kirken, skolen og retsvæsenet, hvor man på det tidspunkt primært brugte dansk. En sproglig ligestilling blev indført kort før 2. Verdenskrig, undtagen i retsvæsenet, og siden har færøsk været det dominerende sprog på Færøerne.

Da Danmark blev besat af Tyskland i 1940, blev Grønland og Færøerne for en tid isoleret fra Danmark.

Færøerne blev på grund af sin strategiske beliggenhed midt i Nordatlanten fredeligt besat af englænderne med en styrke, der nåede op på 8.000 mand. Hans Jacob Debes skriver i "Færingernes land" (se kilder), at Færøerne pludselig stod i en ny situation, hvor man fik mulighed for at bevise, at man kunne klare sig selv. Der kom ikke længere økonomisk tilskud fra Danmark, men til gengæld solgte man nu fisk til England med enorme fortjenester.

Efter 2. Verdenskrigs afslutning erklærede Færøerne sig i 1946 for en kort tid selvstændigt, hvilket dog hurtigt blev trukket tilbage efter et nyt lagtingsvalg. I 1948 fik færøske og danske politikere forhandlet sig frem til en hjemmestyreordning for Færøerne.

Rasmus Augustesen og Krister Hansen skriver i bogen "Det moderne Grønland" (se kilder), at Grønland som lukket koloni ikke for alvor havde kontakter uden for Danmark før 2. verdenskrig. Dette ændrede sig med krigen, fordi Grønland var et vigtigt led i forsyningsruten fra USA til Europa. Også det amerikanske militærpersonel på Grønland var med til at vise, at der var en større verden uden for Grønland og Danmark og dermed skubbe Grønland ud af sin isolation.

2\. Verdenskrig medførte, at både Grønland og Færøerne åbnede sig mod omverdenen, men hvor Færøerne øgede sin uafhængighed af rigsfællesskabet og fik en hjemmestyreordning, blev Grønland umiddelbart knyttet tættere til Danmark. De danske motiver for at knytte Grønland tættere til Danmark var dels at modernisere det forarmede Grønland, dels at undgå, at amerikanerne skulle beholde kontrollen over Grønland. I 1953 fik Grønland status som et dansk amt, der var ligestillet med de øvrige amter i Danmark. Dermed var Danmarks koloniherredømme officielt overstået, og blev i stedet afløst af en, på papiret, ligeværdig relation.

Mads Lidegaard skriver i bogen "Grønlands Historie" (se kilder), at flere store kommissioner og udvalg nedsat af danske regeringer forelagde forslag og bestemmelser til Grønlands modernisering i løbet af 1950'erne og 1960'erne. Det førte blandt andet til, at udviklingen blev koncentreret i byerne og ikke i de små bygder, at skolen fik et tydeligt dansk indhold, at der blev bygget nye sygehuse, og at boligmassen blev fornyet. Samtidig forbedrede man i løbet af kort tid infrastrukturen, så man fik moderne havneanlæg, vandforsyning, elforsyning og veje. Erhvervsudviklingen skulle koncentreres om fiskeriet, og til det formål flød der store statslige investeringer til fiskefabrikker og trawlere. Man centraliserede og moderniserede altså Grønland på meget kort tid. Det hele blev i stort omfang udført af danskere, og mange grønlændere følte sig afkoblet fra udviklingen.

På Færøerne satte man sig for at opbygge et skandinavisk inspireret velfærdssamfund, og udviklingen af det blev i høj grad finansieret af Danmark. Ifølge Hans Jacob Debes’ "Færingernes land" (se kilder) blev der fra 1950’erne til 1970’erne investeret heftigt i udbygning af elnettet, vejnettet og havnene, i nævnte rækkefølge, mens man i 1980'erne byggede en række tunneler. De fede år under krigen havde også skaffet kapital til investeringer i fiskeriflåden, og sammenholdt med en udvidelse af de færøske fiskerigrænser betød det økonomisk vækst for det færøske fiskeri. Ingrid Falktoft Andersen skriver i "Færøerne – Historie og samfund, kunst og kultur" (se kilder), at Færøerne i de år fik materiel fremgang og blev mere internationalt orienteret.

Det stabile forhold mellem Grønland og Danmark begyndte ifølge Danmarkshistorien.dk’s opslag "Grønland" (se kilder) efterhånden at blive udfordret. En af kilderne til utilfredshed hos grønlænderne var det såkaldte fødestedskriterium fra 1964, der betød, at danskfødte ansatte fik højere løn end grønlændere. Endnu større problemer skabte det, da Grønland i 1972 blev tvunget til at følge Danmark ind i EF, selvom 70 % af de grønlandske vælgere havde stemt imod medlemskab af EF. Det førte til, at Landsrådet på Grønland begyndte at arbejde hen imod en hjemmestyreordning, så Grønland kunne holde sig uden for EF på samme måde som Færøerne gjorde. Der blev nedsat en dansk-grønlandsk kommission, der afgav en betænkning, som blev vedtaget af folketing og landsråd og derefter ved en folkeafstemning i Grønland i 1979. Senere på året blev hjemmestyret indført ved lov.

Disse begivenheder førte også til dannelsen af partierne Siumut, IA og Atassut, der kom til at tegne den politiske udvikling i Grønland i mange år fremover.

De grønlandske politikere nedsatte i 2002 en selvstyrekommission. Kommissionens vigtigste krav var ifølge Rasmus Augustensen og Krister Hansens "Det moderne Grønland" (se kilder) at få grønlænderne anerkendt som et folk, og derfor mente man også, at selvstyre var en mere passende betegnelse end hjemmestyre. Derudover stillede kommissionen en lang række andre krav, blandt andet at Grønland selv skulle have råderet over sin undergrund og de råstoffer, den indeholder, at grønlandsk skulle anerkendes som officielt sprog, og at Grønland skulle have større selvbestemmelse i udenrigspolitikken.

Forslagene dannede grundlag for en grønlandsk-dansk selvstyrekommission, der fremsatte et lovforslag om selvstyre i Grønland. Forslaget blev fremsat til folkeafstemning i Grønland i 2008, hvor 75 % af vælgerne stemte for. Den 21. juni 2009 blev der indført selvstyre i Grønland.

Efter valget til Landstinget den 28. november 2014 kom Landsstyret (regeringen) til at bestå af partierne Siumut, Demokraterne og Atassut med Siumuts Kim Kielsen som landsstyreformand. Den nye landsstyreformand har dæmpet retorikken om grønlandsk selvstændighed i forhold til den mere aggressive stil fra tidligere landsstyreformand, Aleqa Hammond. Kim Kielsen siger, at grønlænderne fortsat skal sigte mod selvstændighed, men at det skal foregå med tålmodighed. Han udtalte følgende til den grønlandske ugeavis Sermitsiaq i artiklen "Selvstændighed ikke sat på pause" (se kilder): ”Vi skal løse de tunge problemer, som udfordrer os i dag, og vi skal forberede os på selvstændighed. Det ene skal ikke vente på det andet, men skal forløbe side om side. Denne strategi betyder, at vi har en stærk og veluddannet ungdom den dag, hvor vi fejrer vor selvstændighed. (...) Vi skal fjerne de sten, som ligger i vejen for selvstændighed, og hvis vi stadig er i live til den tid, skal vi nok sætte et stort fedt kryds ved 'ja' på stemmeseddelen, hvis vore børn beder os om det.”

En af de store udfordringer er den grønlandske økonomi, der er dybt afhængig af bloktilskuddet fra Danmark. Derfor arbejdes der ihærdigt på at finde andre indtægtskilder, eksempelvis fra minedrift eller olieboringer ud for de grønlandske kyster.

Bo Lidegaard skriver i bogen "En fortælling om Danmark i det 20. århundrede" (se kilder), at Færøerne frem til 1990’erne havde oplevet betydelig økonomisk fremgang. Det havde ført til en overophedet økonomi med gavmilde offentlige investeringer og en meget optimistisk udlånspolitik fra de færøske banker.

Da fiskebestandene i løbet af få år begyndte at svinde, kollapsede den færøske økonomi i 1992 med høj arbejdsløshed, massiv udvandring og bankkrise til følge. Den danske stat greb ind med milliardlån, men vilkårene for støtten efterlod tvivl om, hvorvidt støtten skete for færingernes skyld eller for at beskytte danske interesser.

Mange færinger følte sig kørt over af danskerne, og blandt andet derfor fik selvstændighedsbevægelsen fornyet kraft. Det kom så vidt, at en delegation med færøske politikere i 2000 tog til København for at forhandle om selvstændighed, men uenighed om vilkårene lagde en foreløbig dæmper på sagen. I 2005 fik det færøske hjemmestyre dog udvidet muligheden for at få overdraget en lang række sagsområder fra Danmark.

Efter lagtingsvalget den 1. september 2015 trådte den hidtidige lagmand, Kaj Leo Johannesen, fra Sambandspartiet (Forbundspartiet) tilbage efter et dårligt valg. Han blev afløst af Aksel Johannesen fra Javnaðaflokkurin (Socialdemokraterne), der står i spidsen for et landsstyre, som også omfatter partierne Tjóðveldi (Republikanerne) og det liberale parti Framsøkn.

I regeringsgrundlaget for den nye regering står der blandt andet, at man vil have nedsat bloktilskuddet fra Danmark, når der er råd til det. Dertil skal arbejdet med at skrive en færøsk forfatning genoptages. I 2017 skal der være en folkeafstemning, hvor færingerne ifølge regeringsgrundlaget skal stemme om, hvorvidt den øverste myndighed skal ligge hos det færøske folk. Om dette siger lagmand Aksel Johannesen: ”Det betyder ikke, at Færøerne træder ud af rigsfællesskabet. Det fastsætter nogle grundlæggende rettigheder. Som situationen er i dag, så kan et lille flertal i lagtinget i princippet løsrive Færøerne fra Danmark.” Citeret i artiklen "Færøernes nye koalition vil lave en folkeafstemning" på Sermitsiaq.ag (se kilder).

Den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen udtalte i 2016 efter det årlige rigsmøde mellem regeringslederne for Danmark, Færøerne og Grønland, at Grønland og Færøerne frit kan arbejde med at skabe nye forfatninger for deres lande. Ifølge artiklen ”Løkke: Færøerne og Grønland kan frit arbejde med forfatning” i Berlingske (se kilder) respekterer Lars Løkke Rasmussen landenes ønske om selvstændighed og siger også: ”Jeg synes, rigsfællesskabet gør os stærkere, og det har jeg fået bekræftet på mødet i dag. Samtidig har jeg respekt for, at der både på Færøerne og i Grønland er ønsker om at arbejde med egne forfatninger. (...) Regeringen er positiv over for dialog med Færøerne og Grønland om de spørgsmål, der måtte opstå i forbindelse med forfatningsarbejdet. Det fremgår også af regeringsgrundlaget.”

I artiklen fremgår det dog også, at der er en grænse for, hvor langt Færøerne og Grønland kan gå i arbejdet med at få egne forfatninger. Man kan ikke have en forfatning på sammen niveau som en selvstændig stat, hvis man ønsker at forblive i rigsfællesskabet.

I august 2019 kom det frem, at den amerikanske præsident Donald Trump ønskede, at USA skulle købe Grønland af Danmark, i det han betegnede som 'en stor ejendomshandel'. Tanken blev på forhånd affejet som absurd af den danske statsminister Mette Frederiksen, hvilket fik Donald Trump til at aflyse et forestående statsbesøg i Danmark. Mette Frederiksen bakkede op om landsstyreformand Kim Kielsens afvisning af et salg og understregede, at Danmark hverken kan eller vil sælge Grønland: ”Grønland er ikke til salg. Grønland er ikke dansk. Grønland er grønlandsk. Jeg håber vedholdende, at det ikke er noget, der er alvorligt ment.” Citat fra artiklen "Mette Frederiksen slår fast: Grønland er ikke til salg" (se kilder).

Tanken om et salg af Grønland blev latterliggjort verden over, men flere iagttagere har udtalt, at hele forløbet kan styrke Grønlands position både internationalt og inden for rigsfællesskabet. Det grønlandske medlem af Folketinget Aaja Chemnitz Larsen fra venstrefløjspartiet IA udtalte følgende (se kilder): ”Set med grønlandske briller er det gavnligt, at den amerikanske interesse er kommet frem i lyset. Samtidig er det vigtigt for Danmark at forstå, at Grønland ikke bare er en udgift, men er en enormt værdifuld del af rigsfællesskabet, der udgør 98 procent af fællesskabets samlede areal og har en meget vigtig geostrategisk placering.” Citeret fra artiklen ”Grønlandsk medlem af Folketinget: 'Det falder jo ikke til jorden, bare fordi Trump udsætter sig besøg'” (se kilder).

rigsfællesskabet_faktalink_20170112-021910-pf-1920x1279we.jpg

Rigsfællesskabet

TikTok er et kinesisk grundlagt socialt medie, hvor brugerne kan dele korte videoer. TikTok blev hurtigt populært i store dele af verden, fordi algoritmen er skræddersyet til at præsentere brugerne for indhold, der interesserer dem og fastholde opmærksomheden. Brugen af TikTok har de seneste år rejst debat og vakt bekymring – både foranlediget af, at videoer med vold og andet skræmmende indhold bliver delt med børn og unge, og som følge af, at det i 2023 kom frem, at TikTok kan blive brugt til kinesisk styret overvågning. Mens sidstnævnte førte til, at Statsministeriet i foråret 2023 indførte et forbud mod, at de ansatte havde mediet installeret på deres tjenestetelefoner og IPads, og en række offentlige og private arbejdspladser er fulgt trop. TikTok har afvist at følge den nye danske lov, som kræver, at sociale medier indhenter samtykke fra forældre til børn under 15 år. Tidligere har Floridas guvenør varslet et forbud mod, at unge under 14 år bruger TikTok, funderet i et statsligt ønske om at støtte forældre i at passe på deres børn ved at skærme dem fra skadeligt indhold på sociale medier. Og måske er et forbud mod brug af TikTok i det hele taget på vej i USA. Mens et forslag til at forbyde TikTok mod blev stemt igennem i Repræsentanternes hus, demonstrerede TikTok brugere foran Det Hvide Hus. TikTok rejser både storpolitiske spørgsmål om demokrati, ytringsfrihed og økonomisk magt og om børn og unges trivsel.

USA's højesteret besluttede 17. januar 2025 at opretholde et forbud mod TikTok, som blev vedtaget af USA's Kongres i april 2024 med bred støtte fra begge politiske partier. Højesterets afgørelse kræver, at TikTok skulle sælges af dets kinesiske moderselskab, ByteDance, inden den 19. januar 2025. Ellers vil appen blive forbudt i USA. Højesteret begrundede afgørelsen med, at de nationale sikkerhedsrisici ved TikToks bånd til Kina opvejer bekymringerne om begrænsning af ytringsfriheden.

Søndag d. 19. januar 2025 gik TikTok i sort for alle amerikanske brugere. Dette skete som en direkte konsekvens af højesterets afgørelse og manglende salg af appen inden fristen. TikTok har dog meddelt, at de arbejder på at genoptage servicen i USA så hurtigt som muligt.

Den tiltrædende amerikanske præsident Donald Trump har lovet at arbejde på en løsning, der kan holde TikTok tilgængelig i USA. Han har udtalt, at han vil forhandle om en løsning, der sikrer, at TikTok kan fortsætte med at operere under amerikansk ejerskab.

TikTok er et socialt medie, der fungerer på en app, hvor brugerne kan optage og dele korte videoer på max 60 sekunder. TikTok er tilgængeligt på 39 sprog og designet efter algoritmer, der gør, at videoerne hurtigt kommer ud til ekstremt mange mennesker og ”går viralt”. Til forskel fra andre sociale medier, går videoerne i gang med det samme, når man åbner appen, og algoritmen bag TikTok vælger dem til brugeren på baggrund af, hvad brugeren tidligere har brugt tid på at se. TikTok blev på få år så populært, at det blev en del af mange virksomheder og myndigheders kommunikation og sociale mediestrategier. I september 2018 blev TikTok ifølge mediet Business Insider \[1\], som den første kinesiske app nogensinde, månedens mest downloadede app i USA.

TikToks enorme popularitet er blevet forklaret med, at algoritmen er designet på en måde, så den ved hjælp af brugernes data lynhurtigt kan opfange, hvad der interesserer netop den bruger – og herved fastholde og målrette opmærksomheden. Det er også denne algoritme og brug af brugernes data, som bliver kritiseret. TikTok har nemlig efter sigende adgang til alt, hvad der ligger på brugernes telefon. Derfor er mange landes myndigheder kritiske overfor TikTok, kan man læse i artiklen ”Tik Tok: Hvad er det, og hvorfor taler alle om det?” på Komputer.dk \[2\].

Da platformen blev lanceret i 2014, under navnet Musical.ly, henvendte den sig primært til unge piger, der delte videoer med dans og musik med hinanden, men i 2017 blev det sociale medie omdøbt til TikTok og lanceret som en international version af den kinesiske app.

Det er det kinesiske selskab ByteDance, der står bag og ejer TikTok.

I oktober 2023 delte TikTok for første gang tal for, hvor mange danske brugere, den sociale medieplatform havde. Over en million brugere, kan man læse i artiklen ”TikTok deler danske brugertal for første gang” på Mediawatch \[3\].

I rapporten Medieudviklingen 2023, som DR Analyse står bag, kan man læse, at danskernes brug af TikTok faldt i løbet af 2023 blandt alle mellem 15 og 75 år. Den daglige brug af TikTok blandt de 15-19-årige faldt således fra 63% i 2022 til 55% i 2023,” fremgår det af rapporten \[4\], som viser, at selvom TikTok officielt har en aldersgrænse på 13 år, er de 9-14-årige den største brugergruppe i Danmark, som bruger 1 time og 18 minutter om dagen på Tik Tok.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at 91 pct. af befolkningen, svarende til cirka 4 millioner danskere mellem 16-74 år er på sociale, heraf er 19 procent brugere af TikTok, fremgår på Danmarks Statistik \[5\].

Tik Tok er vokset med rekordfart – fra at have 55 millioner brugere i 2018 til 1,4 milliarder brugere i 2022, kan man læse af artiklen ”TikTok tordner frem” på Dr.dk \[6\]. TikTok angav selv i starten af 2023 at have over 1 milliard aktive brugere hver måned, fra 150 lande.

Til at starte med var det særligt teenagere der brugte Tik Tok til at dele dansevideoer og sende videoer til deres venner. Men mediet voksede hurtigt, fordi TikToks algoritme gør det muligt at målrette og sprede information ekstremt effektivt og målrettet. Derfor tog også virksomheder, organisationer, politikere og andre hurtigt TikTok til sig som redskab i deres kommunikation. Siden 2023 er der dog flere både myndigheder, organisationer og virksomheder, der har sat restriktioner på de ansattes brug af TikTok, efter at Center for Cybersikkerhed (CFCS) vurderede, at brug af TikTok er risikabel for offentlige institutioner og enkeltpersoners privatliv og sikkerhed, som det fremgår af pressemeddelelsen ’CFCS’s anbefaling vedrørende Tik Tok’ \[7\].

TikTok har fået omfattende betydning for samfundet. Både i kraft af den tid, brugerne bruger på mediet, men også de debatter, brugen af mediet har rejst. TikTok har givet helt nye muligheder for effektiv målrettet kommunikation, men giver også mulighed for en hidtil uset indsamling af data, som kan bruges til overvågning og videresælges og derfor potentielt er en trussel mod sikkerhed og privatliv. TikTok har verden over skabt debat om sikkerhed, men også om kampen om den økonomiske og politiske magt mellem Kina og USA. Når amerikanske politikere arbejder for at indføre et forbud mod, at amerikanere bruger det kinesisk ejede medie TikTok, er det efter sigende også et led i en handelskrig mellem USA og Kina, lyder vurderingen fra DR’s USA-korrespondent Philip Khokhar i artiklen ”TikTok kan blive forbudt i USA: ’En masse unge og børn på TikTok vil gå amok uden” på DR.dk \[8\]. Efter at Datatilsynet rejste kritik af Tik Toks indhentning af data fra brugerne, indførte Statsministeriet i foråret 2023 et forbud mod, at de ansatte havde mediet installeret på deres tjenestetelefoner og IPads, og en række offentlige og private arbejdspladser er fulgt trop.

Tik Tok har påvirket måden, børn og unge kommunikerer med hinanden og ”er sammen” på og får adgang til informationer og indhold. Børn og unge bruger, som det fremgår tidligere i denne artikel, meget tid på TikTok. Da TikToks algoritmer spreder populære videoer med ekstrem hastighed, uden at regulere hvilke brugere der har adgang til indholdet, risikerer mange børn og unge at blive præsenteret for grænseoverskridende og voldeligt indhold. Det kan man læse om i debatartiklen ”Alene hjemme på nettet” på Center for Digital Pædagogiks hjemmeside \[9\] og se i dokumentaren ”Alene hjemme på nettet”, på Dr.dk \[10\], som viser, hvordan Tik Tok og andre medier har fri adgang til børneværelset, hvor børn og unge ofte er alene om ekstremt skræmmende og voldsomme oplevelser, som kan traumatisere børn og unge. Offentlige myndigheders begrænsninger og forbud mod brug af Tik Tok har fået flere ungdomsorganisationer til at rejse spørgsmålet, hvorfor ikke beskytte børn og unge mod brug af Tik Tok?, fremgår det af artiklen ”Ungdomsorganisationer: Hvorfor må vi stadig lege med Tik Tok, når de voksne ikke må?” på Dr.dk \[11\].

Center for Cybersikkerhed (CFCS) vurderede i marts 2023, at brug af Tik Tok er risikabel for offentlige institutioner og enkeltpersoners privatliv og sikkerhed, fordi det er en app, ”der beder om meget vide rettigheder og adgange på enheden. Disse adgange giver app’en mulighed for at indsamle en lang række informationer og knytte dem til brugernes identitet,” som det fremgår på Center for Cybersikkerhed i pressemeddelelsen ”CFCS’s anbefaling vedrørende Tik Tok” \[7\], som vurderer, at TikTok kan bruges til spionage mod brugeren og derfor anbefaler offentlige og private organisationer at risikovurdere og lave en sikkerhedspolitik om eventuel brug af Tik Tok. Selvom de kinesiske myndigheder afviser, at data indsamlet ved hjælp af Tik Tok bruges til spionage, rejser alene muligheden for misbrug af data demokratiske problemstillinger. For private data og overvågning af myndigheder er et magtfuldt redskab, som skaber politisk usikkerhed. I USA har politikerne i Repræsentanternes Hus stemt for et forbud mod Tik Tok med 352 stemmer for og 65 stemmer mod, hvad der fik Tik Tok-brugere til at demonstrere udenfor Det Hvide Hus under skilte med slogans som #Keep Tik Tok” og ”Tik Tok changed my life for the better”, kan man læse i artiklen ”Tik Tok kan blive forbudt i USA: ’En masse unge og børn på Tik Tok vil gå amok uden” på Dr.dk \[8\]. Hvis forslaget bliver vedtaget i senatet, vil mediet miste milliarder af amerikanske brugere og hermed i praksis blive tvunget til at sælge den populære platform til et amerikansk selskab. Det er et eksempel på, hvordan Tik Tok rejser både storpolitiske spørgsmål om demokrati, ytringsfrihed og økonomisk magt.

TikTok er blandt andet blevet kritiseret for at være så afhængighedsskabende, at medieforskere kalder den for ’digitalt crack cocaine’, som man kan læse i artiklen ”TikTok vokser markant blandt de unge voksne: ’Det er vilde tal’ på Dr.dk \[12\]. Også i DR-dokumentaren, ”Alene hjemme på nettet”, problematiseres det, at Tik Tok giver børn og unge adgang til voldeligt, grænseoverskridende indhold, der ikke er egnet for børn og unge, hvad der har fået organisationer som Red Barnet til at kritisere Tik Tok for at skabe usikre rammer for børn og unge på deres platform og give alle fri adgang til børneværelset.  I artiklen ”Tre organisationer i opråb:  samarbejde med foreningen Danske Skoleelever og Dansk Ungdoms Fællesråd har Red Barnet efterlyst en digital børnebeskyttelseslov \[13\].

De amerikanere, der demonstrerede foran Det Hvide Hus, mens politikerne i Repræsentanternes Hus stemte for at forbyde TikTok, argumenterer for, at de vil have ret til at bruge TikTok, fordi staten ikke skal blande sig i, hvilke medier de bruger, og at det at bruge TikTok er en individuel frihedsrettighed, som staten ikke skal blande sig i, som man kan læse i artiklen ” TikTok kan blive forbudt i USA: ’En masse unge og børn på TikTok vil gå amok uden” på Dr.dk \[8\]. Andre argumenterer for, at TikTok er et stærkt kommunikationsmedie, og at det handler om at indføre regler og retningslinjer for, hvordan man sikkert kan bruge TikTok fx ved at følge den officielle aldersgrænse på 13 år.

Kritikerne af TikTok peger på, at TikTok kan indhente en omfattende mængde data, blandt andet om wi-fi netværk, simkortnummer, kontakter på brugerens telefon. Kritikere har også peget på, at appen kan overvåge fx journalisters fysiske lokation, som man kan læse i artiklen ”EXCLUSIVE: TikTok Spied On Forbes Journalists” på det amerikanske medie Forbes \[18\]. Kritikerne hæfter sig også ved, at TikTok deler brugernes personlige oplysninger og censurerer indhold, der ikke er i tråd med det kinesiske styres politik eller forholder sig kritisk til det – fremgår det af risikovurderingen i en rapport fra firmaet Internet 2.0, som man kan læse i artiklen ”Fra Det Hvide Hus til Folketinget: Derfor fraråder de nu TikTok” på Dr.dk \[19\], som beskriver, hvordan både EU-Kommission, myndigheder i Canada og USA forbød, at ansatte havde TikTok installeret på deres telefoner, kort før, at statsministeriet indførte samme forbud herhjemme.

Medierådet for Børn og Unge, Red Barnet og anbefaler, at man overholder aldersgrænsen på 13 år, at forældre hjælper deres børn med at minimere mængden af data, som TikTok kan indsamle ved at ændre privatlivs- og sikkerhedsindstillinger, taler med barnet om indholdet på TikTok, og hvordan man kan slette sin brugerprofil på app’en, kan man læse på RedBarnets hjemmeside \[20\].

En række andre lande arbejder på lige fod med de danske myndigheder for at øge sikkerheden. Mange landes myndigheder, offentlige institutioner og organisationer har, som beskrevet her i artiklen lavet forbud mod, at deres ansatte må have TikTok downloadet på mobilen. Dernæst arbejder EU Kommissionen og andre myndigheder for, at TikTok og i øvrigt også andre store techgiganter overholder de regler for deling af indhold, datainsamling mv., som TikTok overskrider.

Der er brug for en mere effektiv kontrol med, at aldersgrænserne overholdes, effektivt forhindre, at og techgiganter som TikTok bør selv effektivt forhindrer, at børn og unge under aldersgrænsen får adgang, lyder meldingen fra Miriam Michaelsen, forperson for Medierådet for Børn og Unge i artiklen ”Børn omgår nemt sociale mediers aldersgrænser: Minister vil have techgiganter til at tage ansvar” på Dr.dk. I artiklen fortæller erhvervsminister Morten Bødskov (S), at Danmark arbejder på at lave en løsning med aldersverifikation i EU \[21\].

TikTok appen ejes af det kinesiske selskab ByteDance 

TikTok.png

TikTok

Den 23. februar 2025 er der valg til Forbundsdagen i Tyskland. Normalt er der valg hvert fjerde år, men valget i 2025 sker lidt mere end et halvt år før tid, hvilket er relativt usædvanligt i tysk kontekst. 

Valget blev udskrevet efter flere måneders stigende politisk uro i Tyskland, blandt andet på grund af økonomiske problemer i landet forbundet til krise i store tyske virksomheder som Volkswagen. I november 2024 fyrede den socialdemokratiske forbundskansler Olaf Scholz finansminister Christian Lindner fra det liberale parti som reaktion på, at partiet havde krævet skattelettelser, nedskæringer og udskydelse af klimamål. Det fik samlingsregeringen af liberale, socialdemokrater og grønne til at kollapse, og de to sidstnævnte fortsatte som mindretalsregering. I midten af december tabte forbundskansler Olaf Scholz en afstemning i parlamentet om, hvorvidt der stadig var tillid til ham som kansler og til regeringen. Herpå opløste forbundspræsident Frank-Walter Steinmeier parlamentet.

Op til samlingsregeringens kollaps havde der også været interne uenigheder om omfanget af tysk militær støtte til Ukraine. Den økonomiske og politiske krise i Tyskland vækker bekymring i EU, hvor Tyskland spiller en betydningsfuld rolle i det europæiske samarbejde.

Tyskland består af 16 delstater med udstrakt selvstyre, som tilsammen regeres af Forbundsdagen. Det kaldes føderalisme. Det tyske statsoverhoved er Forbundspræsidenten, som vælges af Forbundsforsamlingen (Walter Steinmeier 2017-). Forbundspræsidenten har primært en række formelle funktioner, lidt i stil med monarken i Danmark. Den næste i det tyske parlamentariske hierarki er formanden for Forbundsdagen. Det er forbundsdagsformanden, der formelt indstiller hvem, der skal være kansler. Kansleren står i spidsen for regeringen. Den person, der bliver udpeget til kansler efter et forbundsdagsvalg, skal dermed tage initiativ til at danne en regering. I 2021 blev Olaf Scholz fra Socialdemokraterne (SPD) udpeget til kansler. I december 2024 stemte et flertal i parlamentet for et mistillidsvotum til forbundskansleren og hans regering. Det er ifølge Atlantsammenslutningen \[1\] kun sket én gang før i Tysklands historie, nemlig i 1982.

Det er valg til Forbundsdagen hvert fjerde år, medmindre der bliver udskrevet valg i utide. Det er kun sket i 1972 og 1983 i Vesttyskland, og en enkelt gang efter genforeningen mellem Øst og Vest, nemlig i 2005, før det skete igen i 2024. 

Der vælges 598 parlamentsmedlemmer til Forbundsdagen. Alle vælgere har to stemmer. Førstestemmen er personlig til en kandidat, der stiller op inden for vælgerens valgkreds. Den kandidat, der får flest stemmer i en given valgkreds, vinder mandatet. Der er 299 valgkredse i Tyskland. Dermed vælges halvdelen af medlemmerne af Forbundsdagen via førstestemmerne. 

Andenstemmen afgiver man til et parti. Fordelingen af andenstemmer afgør dermed den anden halvdel af mandaterne. 

Denne måde at stemme på gør ifølge lex.dk \[2\] Tysklands valgsystem til en hybrid mellem et system med forholdstalsvalg (som i Danmark) og et system med flertalsvalg i enkeltmandskredse (som i Storbritannien).

Det er Forbundsdagens formand, som formelt indstiller, hvem der skal være ny forbundskansler. Men den nye kansler skal have et flertal i Forbundsdagen bag sig – både for at kunne blive kansler og for at kunne danne regering. I Danmark må en regering blot ikke have et flertal imod sig – men i Tyskland skal en regering have et flertal med sig \[3\]. Derfor skal en kansler og dennes parti kunne indgå i en koalition med et eller flere partier, som tilsammen har parlamentarisk flertal i Forbundsdagen. Det tager typisk omkring to måneder at finde frem til en regeringskonstellation med en forbundskansler i spidsen. Den regering, der blev dannet ved forbundsdagsvalget i 2021, er blevet kaldt trafiklysregeringen, da den bestod af et rødt (socialdemokratisk), gult (liberalt) og grønt parti: Socialdemokratiet (SPD) med kansler Olaf Scholz i spidsen indgik i en koalition med De Frie Demokrater (FPD) og Bündnis 90/Die Grünen – på dansk oftest kaldet De Grønne.

Da de 16 tyske delstater har selvstyre, findes der også et delstatsparlament og en delstatsregering i hver stat. Der er som udgangspunkt delstatsvalg hvert fjerde år, men forskudt fra Forbundsdagsvalget. Sidst, der var delstatsvalg i Tyskland, var i september 2024, kort før den daværende forbundsregering kollapsede. Ligesom ved kommunalvalg i Danmark – som også foregår hvert fjerde år og typisk forskudt fra Folketingsvalg – er resultaterne ved delstatsvalg i Tyskland en slags temperaturmåling på, hvad vælgerne mener om det siddende regeringsparti eller den siddende koalitionsregering. Ved delstatsvalget i september 2024 led de tre regeringspartier et stort nederlag, mens partierne til henholdsvis venstre og højre for regeringskoalitionen gik frem.

Det socialdemokratiske SPD (Sozialdemokratische Partei Deutschlands) og det kristendemokratiske parti CDU/CSU (Christlich Demokratische Union/Christlich-Soziale Union) har traditionelt været de to største partier i tysk politik, som har skiftedes til et stå i spidsen for forbundsregeringerne. I de senere år har De Grønne dog også kandideret til at kunne blive kaldt et ”folkeparti” \[4\]. Derudover findes Frie Demokrater FPD (Freie Demokratische Partei), som har været repræsenteret i Forbundsdagen siden efterkrigstiden, undtagen i perioden fra 2013-2017, hvor partiet røg under spærregrænsen efter at have siddet i regeringskoalition med CDU/CSU under forbundskansler Angela Merkel. 

De to største partier til henholdsvis højre og venstre for de førnævnte er Die Linke, som har rødder i det tidligere Østtyskland, og Alternative für Deutschland (AfD), der formelt blev stiftet i 2012-2013 i protest mod Merkel-regeringen og EU og med særlig vægt på anti-indvandringspolitik. 

Som en slags hybrid (socialistisk omfordelingspolitik kombineret med anti-indvandringspolitik) mellem de to førnævnte stiftede den tidligere fremtrædende parlamentariker for Die Linke, Sahra Wagenknecht, et nyt parti i 2023, nemlig Bündnis Sahra Wagenknecht (BSW). Ved delstatsvalget i 2024 fik BSW tredjeflest stemmer i delstaterne Thüringen og Sachsen. Det betyder ifølge Informations Tysklandskorrespondent, Nina Branner, \[5\] at det parti, der skal stå i spidsen for en regeringsdannelse efter forbundsdagsvalget i februar 2025 vanskeligt kan komme uden om BSW, medmindre de vil danne regering med AfD. Det kan få stor betydning i EU-sammenhæng, da Sahra Wagenknecht og hendes nye parti også står for en pro-russisk linje og ønsker at afvikle Tysklands militære støtte til Ukraine \[6\].

Den såkaldte trafiklys-regering, der blev dannet efter valget i 2021, var lidt af et nybrud i tysk politik. De Grønne har tradition for samarbejde med socialdemokraterne i SPD, og de liberale i FDP samarbejder almindeligvis med de konservative i CDU/CSU. Det er dog sket, at De Grønne har indgået regeringsalliancer med CDU/CSU på delstatsplan, ligesom FDP tidligere har samarbejdet med SPD. Men SPD, FDP og De Grønne har ikke før 2021 indgået regeringssamarbejde som trekløver, og der var adskillige store politiske dagsordener, de var uenige om \[3\]. Trafiklysregeringen blev først og fremmest dannet for at holde Alternative für Deutschland (AfD) uden for indflydelse. 

Nu står AfD imidlertid til en endnu større valgsejr i 2025 end i 2021. Derfor var den afgående regerings sidste handling, inden forbundspræsidenten opløste parlamentet den 27. december 2024, at gennemføre en afstemning om en forfatningsændring. Ændringen skal gøre det muligt at “beskytte den føderale forfatningsdomstol bedre mod mulig indflydelse fra det højrenationalistiske parti Alternative für Deutschland (AfD)”, skriver Informations korrespondent, Nina Branner, \[7\]. Forbundsdagen vedtog denne forfatningsændring 20. december 2024, blot en uge inden parlamentet blev opløst \[8\].

Forud for koalitionsregeringens sammenbrud er gået en periode med højt socialt og politisk konfliktniveau i Tyskland. Den tyske landbrugsminister, Cem Özdemir fra De Grønne, talte i begyndelsen af 2024 om en “farlig” splittelse mellem land og by, som potentielt kunne udvikle sig til ”amerikanske tilstande”, hvor folk ikke taler med hinanden og beskylder hinanden for alskens ulykker \[9\]. Özdemirs svar på dette problem var mere af det samme: at holde landet sammen på den parlamentariske midte. Men opbakningen til den midtsøgende samlingsregering har været konstant nedadgående, Olaf Scholz har været en af de mindst populære kanslere nogensinde \[10\], og meningsmålinger viser, at kun 13 procent af vælgerne har tillid til de parlamentariske partier \[11\].

Den tyske økonomi havde i både 2023 og 2024 negativ vækst. Mange tyskere har mistet deres arbejde eller er blevet bedt om at gå ned i tid \[12\]. En meningsmåling fra januar 2025 viste, at tre ud af fire tyskere ser stigende økonomisk ulighed som et ”stort problem” \[13\]. Derfor spiller den økonomiske situation også en afgørende rolle både for trafiklysregeringens sammenbrud og for resultatet af valget i februar 2025. I en artikel på DR.dk siger ph.d. i tysk kultur Philipp Alexander Ostrowicz: ”Hvis man ikke kan indfri de nødvendige politiske og sociale tiltag eller opfylde befolkningens ønsker og forventninger og samtidig ikke kan investere på grund af gældsbremsen, bliver det et stort problem i forholdet mellem regering og befolkning” \[14\].

Regeringskoalition mellem SDP, De Grønne og FDP gik i opløsning på grund af interne stridigheder om økonomisk politik og håndtering af den økonomiske krise. Alle tre regeringspartier var i længere tid gået markant tilbage i meningsmålingerne, og da en meningsmåling placerede FDP under spærregrænsen, valgte partiets finansminister, Christian Lindner, at spille ud med et forslag om bl.a. skattelettelser, nedskæringer på det offentlige forbrug og udskydelse af klimamål, hvilket ingen af de to andre regeringspartier kunne bakke op om \[15\]. Den socialdemokratiske kansler, Olaf Scholz, valgte derfor at fyre finansministeren for illoyalitet, og FDP trak sig derpå helt fra regeringskoalitionen.

Foruden håndteringen af den økonomiske krise er befolkningen i Tyskland især optaget af migration, graden af engagement i krigen i Ukraine og håndtering af klimakrisen – og på alle disse spørgsmål er der stor splittelse \[13\]. 

Ifølge en analyse i den britiske avis The Guardian (kilde 16) placerer de største partier sig således omkring de vigtigste emner i valgkampen:

Kristendemokraterne (CDU) – der stiller med kanslerkandidaten Friedrich Merz – går til valg på en dagsorden om skattelettelser, indskrænket adgang til velfærdsydelser, stramninger i migrationslovgivning, udlicitering af asylsager til lande uden for Tyskland og øget støtte til Ukraine. 

AfD går til valg på et løfte om at iværksætte, hvad partiet kalder ”tilbagemigration”, altså deportationer af mennesker, som er indvandret til Tyskland. AfD vil også afskaffe euroen og genindføre den tyske mark og udvide militærtjenesten. 

SPD – der stadig har Olaf Scholz i spidsen – vil fjerne moms på fødevarer, give skattelettelser i bunden og hæve mindstelønnen. De lover også stramninger i migrationslovgivningen. På spørgsmålet om støtten til Ukraine er de mere vævende. 

De Grønne har præsenteret planer om en milliardærskat, som skal bruges til at hjælpe økonomisk trængte tyskere igennem den grønne omstilling. Ligesom SPD vil De Grønne også hæve mindstelønnen. 

På den parlamentariske fløj til venstre for socialdemokraterne har partiet Die Linke traditionelt stået stærkest. Men efter at Sahra Wagenknecht forlod Die Linke og stiftede sit eget parti, er det hendes BSW – der efter Wagenknechts eget udsagn står for en ”venstreorienteret konservatisme” \[17\], der får størst opmærksomhed. Ligesom AfD går de ind for strammere migrationslovgivning, svagere regulering på klimaområdet og mindsket støtte til Ukraine og er skeptiske overfor NATO og EU.

De østtyske delstater lider fortsat under afindustrialisering og halter økonomisk bagud i forhold til resten af landet. Ved delstatsvalget i efteråret 2024 var der især to stater, hvis valgresultater tiltræk sig opmærksomhed – begge i det tidligere DDR/Østtyskland, nemlig Thüringen og Sachsen. Det skyldes, at regeringspartierne gik tilbage i disse stater, mens AfD og det nye BSW stormede frem (BSW på bekostning af Die Linke). Tilsammen tiltrak AfD og BSW 40-50 procent af vælgerne i de to delstater, og i Thüringen blev AfD suverænt det største parti. Det er første gang siden Anden Verdenskrig, at et højreradikalt parti bliver størst i et delstatsvalg i Tyskland \[18\]. 

Mens Die Linke og nu BSW – der begge har ideologiske rødder i det gamle østtyske socialistparti (SED) – har godt fat i de ældre vælgergrupper, er de fleste af AfD’s kernevælgere født efter Murens Fald i 1989. Som forsker i den tyske kultur- og samfundsudvikling Moritz Schramm beskriver i bogen ”Kampen om midten” \[19\] er det da også forfejlet at forstå opbakningen til disse ”anti-establishment”-partier som udtryk for ostalgi (nostalgi efter det tidligere DDR). Det handler snarere om strukturelle sociale og økonomiske betingelser, der betyder, at befolkningen i øst er ringere stillet end i vest og føler sig ladt i stikken af midterpartierne.

I Tyskland ligger spærregrænsen til Forbundsdagen på 5 % af stemmerne, mod 2 % i Danmark. Et parti skal altså have mindst 5 % af stemmerne for at blive repræsenteret i Forbundsdagen. Det betyder, at antallet af partier, som bliver valgt ind på føderalt niveau, er væsentligt lavere i Tyskland end i Danmark. Efter genforeningen var Tyskland i to årtier et fempartisystem bestående af CDU/CSU, SPD, FDP, Grønne og PDS (senere Die Linke), og efter dannelsen af AfD i 2013 blev det et sekspartisystem. 

Læs mere om [partisystemet i Tyskland](https://lex.dk/Tysklands_partisystem) her.

De fire ’gamle’ partier i tysk politik, CDU/CSU, SDP, FDP og De Grønne, har siden dannelsen af AfD argumenteret for at holde sidstnævnte uden for parlamentarisk indflydelse, både på delstats- og forbundsniveau. Die Linke er heller aldrig blevet inviteret med i en koalitionsregering på forbundsniveau, men har indgået samarbejder lokalt på delstatsniveau. Både Die Linke og det nydannede BSW har ligeledes afvist at samarbejde med AfD. 

Da AfD endnu en gang gik frem ved delstatsvalget i september 2024 og i delstaten Thüringen faktisk blev det største parti, kaldte afgående kansler Olaf Scholz fra SDP resultatet for ”bittert” og ”bekymrende” og gentog opfordringen til at isolere AfD: 

”AfD skader Tyskland. De svækker økonomien, opsplitter samfundet og ødelægger vort lands ry. Alle demokratiske partier bør danne regeringer uden højreekstremister” \[20\]. 

AfD er af flere deltaster blevet kategoriseret som højreekstremistisk – og dermed genstand for opsyn fra efterretningstjenesten. Efter delstatsvalget i 2024 bliver der nu også gjort forsøg fra nogle af de andre partier på at forbyde AfD på føderalt niveau. Argumentet er, at AfDs politiske program er anti-demokratisk og udgør en trussel mod den tyske forfatning \[21\].

CDU’s kanslerkandidat, Friedrich Merz, har udtrykt samme holdning som SDP angående AfD: at de er antidemokratiske og bør isoleres. Men på delstatsniveau har CDU samarbejdet med AfD på en række områder, ligesom Merz har sået tvivl om, hvorvidt partiets isoleringspolitik over for AfD  gælder både føderalt og på delstatsniveau \[22\].

Særligt erfaringerne fra Østrig, hvor det højreekstreme Frihedsparti (FPÖ) længe blev holdt udenfor indflydelse, men nu er blevet regeringsbærende, har skabt tvivl i Tyskland om, hvorvidt ’firewall’en’ mod AfD kan holde stand \[22\], \[23\].

Ifølge Tænketanken Europa \[24\] er der to sandsynlige regeringskonstellationer, begge med kristendemokraternes Friedrich Merz som kansler: enten en koalition mellem de to største af de ’gamle’ partier, CDU/CSU og SPD, eller en helt ny konstellation mellem CDU/CSU og De Grønne, der dog allerede er afprøvet på delstatsniveau (i Slesvig-Holsten, Baden Württemberg og Nordrhein-Westfalen). Uanset hvilken regeringskoalition der bliver tale om – og uanset hvor stor en valgsejr AfD opnår – vil konsekvenserne for resten af Europa afhænge af, hvorvidt den nye regering formår at vende Tysklands økonomiske krise. Den påvirker hele Europa, fordi Tyskland er verdens tredjestørste økonomi og den største økonomi i EU. Tænketanken Europa mener desuden, at det allerede har betydning for EU, at Tyskland befinder sig i en økonomisk og politisk krise – hvor en ny regering formentlig tidligst kan tage over i april 2025 – i en tid, hvor der er uro på alle fronter, og hvor USA’s nye præsident, Donald Trump, bidrager til krisen med trusler om handelskrig over for EU og uklare signaler angående amerikansk engagement i bl.a. Ukraine.

Hvis Kristendemokraterne (CDU) med Merz i spidsen danner regering, er det sandsynligt, at Tyskland vil øge den militære støtte til Ukraine, hvor linjen har været tøvende under Olaf Scholz og SPD-FDP-De Grønne-regeringen. Scholz har da også fastholdt sin tilbageholdenhed med at sende våben til Ukraine og satser ifølge en analyse i Weekendavisen \[25\] på at skærpe sin profil som ’fredskansler’ frem til valget. Dermed er han også kommet i intern konflikt med både forsvarsminister Boris Pistorius fra Scholz’ eget parti SPD og udenrigsminister Annalena Baerbock fra De Grønne, som har ønsket at få gennemført et forslag om at øge budgettet til Ukraine-støtten inden valget, men er blevet blokeret af kansleren.

Valgplakater med forskellige kandidater i Berlin.

Tyskland holder valg før tid, efter at den såkaldte "trafiklysregering" med SPD's Olaf Scholz i spidsen brød sammen.

Valg i Tyskland_Hannibal HanschkeEPARitzau Scanpix@20250127-144039-2-7959x4561ma.jpg

Valg i Tyskland

verdensreligioner_faktalink_20130326-015226-pf-1920x1280we.jpg

Verdensreligioner

tema EU og Europa_faktalink_20190506-190359-7-1920x1278we.jpg

EU og Europa

Mennesker på Berlinmuren i november 1989.

Mennesker på Berlinmuren ved Brandenburger Tor natten mellem den 9. og 10. november 1989.

Faktalink

Hvad leder du efter?

aktuelt

Donald Trump - USA's 47. præsident

Velkommen til det nye Faktalink

samfund

Rigsfællesskabet

TikTok

Valg i Tyskland

HOLD ØJE MED DATOERNE

historie

Israel-Palæstina-konflikten

Den kolde krig

Holocaust

temaer

Verdensreligioner

EU og Europa

Historiekanon 1-29