Den 5. maj 1945 blev Danmark befriet af britiske styrker, og kl. 12.00 samme dag holdt kong Christian 10. sin befrielsestale i radioen. For første gang i fem år kunne Danmark kalde sig et frit land igen. Men for nogle var de værste prøvelser kun lige begyndt.

     Danmark blev besat tidligt om morgenen den 9. april 1940, hvor tyske land-, sø- og luftstyrker angreb forskellige steder i landet.

     Få grupper af danske soldater forsøgte at forsvare grænsen og enkelte mistede livet, men kampene blev efter få timer standset. Tyskland krævede fuld overgivelse eller total bekæmpelse af de danske styrker. Over for den store tyske krigsmaskine valgte den danske regering at bøje sig. Regeringen og kong Christian 10. udsendte hurtigt en erklæring til befolkningen, hvori man forbød enhver modstand og krævede “ro og orden” i samfundet.

     Baggrunden for den siden så omdiskuterede samarbejdspolitik mellem den tyske besættelsesmagt og den danske regering var at beskytte det danske samfund i en usikker tid. I det store og hele lykkedes det at skåne Danmark. Samarbejdet holdt dagligdagen og de økonomiske hjul i gang, eftersom danske landbrugs-, fiskeri- og industrivarer i stor stil kunne afsættes til Tyskland. I forhold til andre besatte lande i Europa levede den danske befolkning en forholdsvis normal tilværelse, især i de første år af besættelsen.

     Augustoprøret 1943 med strejker og folkelig opstand indebar et opgør med samarbejdslinjen, da almindelige danskere pressede regeringen til at træde tilbage. Samtidig kom en ny magtfaktor på banen: modstandsfolkene og deres styrende organ Frihedsrådet, hvis budskaber befolkningen nu hellere lyttede til. Det betød ikke, at hele Danmark gik til modstand imod besættelsesmagten. Modstandskamp var og blev en sag for de få, der med livet som indsats udførte sabotageaktioner mod fabrikker og jernbaner og foretog partisanangreb mod tyskerne.

     Tiden fra augustoprøret 1943 til befrielsen i maj 1945 blev nu mere barsk og farlig, da et brutalt tysk sikkerhedspoliti gjorde alt for at bekæmpe den voksende modstandsbevægelse. Officielt var det nu embedsmændene der varetog den danske tilpasningslinje, men reelt var det samarbejdspolitikerne, der stadig trak i trådene. I slutningen af Besættelsen nærmede politikerne sig efterhånden Frihedsrådets modstandslinje i bestræbelserne på at få vasket deres tyskvenlige stempel af og være klar til et comeback, den dag Danmarks befrielse kom.

     I retsopgøret, der indledtes lige efter befrielsen, vedtog Rigsdagen landsforræderiloven og derefter værnemagerloven. Det vil sige et juridisk opgør med de danske landssvigere, som begik landsforræderi eller anden landsskadelig virksomhed under Besættelsen. I de følgende år blev i alt 13.500 personer dømt i retsopgøret og straffet med op til dødsstraf. Det indebar love med tilbagevirkende kraft. Personer blev dømt for handlinger i strid med den danske befolknings retsbevidsthed om, hvad der var unationalt under Besættelsen – ikke for, hvad der var lov og ret på det tidspunkt, hvor handlingen blev begået. Og mange straffe ramte skævt. De hårde straffe faldt i den første hævnlystne del af retsopgøret og ramte de små fisk, mens få store fisk dømtes i retsopgøret sidste tid og slap langt billigere. 

     Du kan læse mere om retsopgøret, og hvad der skete i Danmark efter befrielsen i artiklen ["Besættelsen 1940-45"](Den 5. maj 1945 blev Danmark befriet af britiske styrker, og kl. 12.00 samme dag holdt kong Christian 10. sin befrielsestale i radioen. For første gang i fem år kunne Danmark kalde sig et frit land igen. Men for nogle var de værste prøvelser kun lige begyndt. Danmark blev besat tidligt om morgenen den 9. april 1940, hvor tyske land-, sø- og luftstyrker angreb forskellige steder i landet. Få grupper af danske soldater forsøgte at forsvare grænsen og enkelte mistede livet, men kampene blev efter få timer standset. Tyskland krævede fuld overgivelse eller total bekæmpelse af de danske styrker. Over for den store tyske krigsmaskine valgte den danske regering at bøje sig. Regeringen og kong Christian 10. udsendte hurtigt en erklæring til befolkningen, hvori man forbød enhver modstand og krævede “ro og orden” i samfundet. Baggrunden for den siden så omdiskuterede samarbejdspolitik mellem den tyske besættelsesmagt og den danske regering var at beskytte det danske samfund i en usikker tid. I det store og hele lykkedes det at skåne Danmark. Samarbejdet holdt dagligdagen og de økonomiske hjul i gang, eftersom danske landbrugs-, fiskeri- og industrivarer i stor stil kunne afsættes til Tyskland. I forhold til andre besatte lande i Europa levede den danske befolkning en forholdsvis normal tilværelse, især i de første år af besættelsen. Augustoprøret 1943 med strejker og folkelig opstand indebar et opgør med samarbejdslinjen, da almindelige danskere pressede regeringen til at træde tilbage. Samtidig kom en ny magtfaktor på banen: modstandsfolkene og deres styrende organ Frihedsrådet, hvis budskaber befolkningen nu hellere lyttede til. Det betød ikke, at hele Danmark gik til modstand imod besættelsesmagten. Modstandskamp var og blev en sag for de få, der med livet som indsats udførte sabotageaktioner mod fabrikker og jernbaner og foretog partisanangreb mod tyskerne. Tiden fra augustoprøret 1943 til befrielsen i maj 1945 blev nu mere barsk og farlig, da et brutalt tysk sikkerhedspoliti gjorde alt for at bekæmpe den voksende modstandsbevægelse. Officielt var det nu embedsmændene der varetog den danske tilpasningslinje, men reelt var det samarbejdspolitikerne, der stadig trak i trådene. I slutningen af Besættelsen nærmede politikerne sig efterhånden Frihedsrådets modstandslinje i bestræbelserne på at få vasket deres tyskvenlige stempel af og være klar til et comeback, den dag Danmarks befrielse kom. I retsopgøret, der indledtes lige efter befrielsen, vedtog Rigsdagen landsforræderiloven og derefter værnemagerloven. Det vil sige et juridisk opgør med de danske landssvigere, som begik landsforræderi eller anden landsskadelig virksomhed under Besættelsen. I de følgende år blev i alt 13.500 personer dømt i retsopgøret og straffet med op til dødsstraf. Det indebar love med tilbagevirkende kraft. Personer blev dømt for handlinger i strid med den danske befolknings retsbevidsthed om, hvad der var unationalt under Besættelsen – ikke for, hvad der var lov og ret på det tidspunkt, hvor handlingen blev begået. Og mange straffe ramte skævt. De hårde straffe faldt i den første hævnlystne del af retsopgøret og ramte de små fisk, mens få store fisk dømtes i retsopgøret sidste tid og slap langt billigere. Du kan læse mere om retsopgøret, og hvad der skete i Danmark efter befrielsen i kapitlet Tiden efter Besættelsen i artiklen "Besættelsen 1940-45".