Ukrainske soldater affyrer artillerigranater

Ukrainske soldater affyrer artillerigranater mod russiske stillinger i Donetsk-regionen .

Krigen i Ukraine_top_april2024.png

Krig i Ukraine

Krigen i Afghanistan blev indledt af USA efter angrebet på World Trade Center i New York den 11. september 2001. Afghanistans Taleban-styre husede Osama Bin Laden og hans militante netværk al Qaeda, som ifølge de amerikanske efterretningstjenester stod bag angrebene. Taleban-styret faldt efter blot nogle måneders krig, og den vestlige militære alliance NATO fik ansvaret for den militære tilstedeværelse. En koalition af afghanske grupper udpegede en overgangsregering, og senere blev der gennemført demokratiske valg, men Taleban samlede kræfter og begyndte for alvor at slå tilbage mod NATO-styrkerne fra midten af 2000’erne. De vandt særligt frem i de sydlige landdistrikter og da USA og NATO i begyndelse af 2021 bekendtgjorde, at de ville trække sig helt ud, gik det hurtigt for Taleban med at tilbageerobre landet.

En af årsagerne til, at det var så let for Taleban at overtage magten igen, var, at den afghanske regering og hær, som var støttet af de vestlige allierede, var plaget af korruption og dårlig organisation. En anden var, at USA og NATO havde allieret sig med forskellige lokale krigsherrer i landet, der fungerede som politi i landdistrikterne og blev meget upopulære blandt befolkningen på grund af deres brutale metoder. En tredje årsag var, at de vestlige allierede havde skiftende mål med tilstedeværelsen i Afghanistan, men et fællestræk var, at ingen af dem tog reelt hensyn til afghansk kultur eller skik.

Der har været flere krige i Afghanistan – heriblandt en startet af Sovjetunionen i 1980’erne (se Faktalink om Den Kolde Krig) – men når der i nutiden tales om krigen i Afghanistan, gælder det som oftest den konflikt, der varede fra 2001 til 2021 og blev indledt af USA som led i deres erklærede ”krig mod terror”. USA’s invasion af Afghanistan i 2001 blev iværksat efter angrebet på World Trade Center i New York den 11. september 2001. Amerikanske efterretningstjenester konkluderede, at gerningsmændene var al-Qaeda, et militant netværk, som primært var baseret i Afghanistan, hvor dets leder Osama Bin Laden, også opholdt sig. Afghanistan var på det tidspunkt styret af den islamiske organisation Taleban, som nægtede at udlevere Bin Laden (se Faktalink om 11. september 2001).

Angrebet den 11. september fik for første – og hidtil eneste – gang NATO-landene til at aktivere artikel 5. Det er den såkaldte musketered, hvor et angreb på ét land i NATO betragtes som et angreb på alle (se Faktalink om NATO). I første omgang var det dog USA og Storbritannien, som indledte angrebene i Afghanistan i oktober 2001. NATO blev først officielt involveret da ISAF (International Security Assistance Force) overtog operationen i januar 2002. Først gik ledelsen på skift mellem medlemslandene og fra 2003 overtog NATO ledelsen af ISAF. ISAF var oprettet med FN-mandat, i modsætning til de indledende angreb. Taleban-styret var blevet tvunget fra magten allerede i december 2001, og en ny regering blev indsat i Kabul. Den første var en overgangsregering udpeget af en koalition af afghanske grupper domineret af Den Nordlige Alliance på et møde i Bonn, og siden blev en regering valgt gennem demokratiske valg. Taleban fortsatte imidlertid med at kæmpe mod ISAF i landområderne og stod særligt stærkt i den sydlige del af Afghanistan fra 2006. I 2013 overtog den afghanske hær kampopgaverne fra NATO og i 2015 det fulde ansvar for sikkerheden i landet. NATOs rolle overgik til træning, rådgivning og støtte. USA forhandlede også en (usikker) fredsaftale på plads med Taleban og bekendtgjorde at ville trække sig helt ud af landet den 11. september 2021. Disse planer blev dog overhalet indenom af begivenhederne: I løbet af sommeren 2021 vandt Talebans styrker frem og erobrede landets hovedstad Kabul den 15. august \[1\] \[2\]. Det førte til en kaotisk tilbagetrækning af vestlige styrker \[3\].

Den umiddelbare anledning til krigen var angrebet på USA den 11. september 2001, men baggrunden for krigen – og måske særligt dens forløb – skal forstås i lyset af Afghanistans turbulente historie. Den stat, der kaldes Afghanistan, blev oprettet i 1747 som en konføderation af forskellige stammer. Afghanistans placering mellem Rusland og Indien (hvor sidstnævnte var underlagt britisk kolonialt styre) og på den såkaldte ”silkevej” – handelsruten mellem Europa og Asien – gjorde Afghanistan strategisk interessant for mange andre stater. Storbritannien invaderede Afghanistan tre gange i løbet af det 19. og 20. århundrede, men lykkedes aldrig med at kontrollere territoriet. Føderationen Afghanistan opbyggede i det 20. århundrede en mere centraliseret stat med en forfatning og i midten af 1900-tallet også demokrati. Men den politiske situation i landet forblev skrøbelig grundet de mange forskellige stammer og grupper, som lever i Afghanistan, og som har haft forskellige interesser \[2\] \[4\].

Efter en kaotisk periode i 1970’erne invaderede Sovjetunionen Afghanistan, hvilket blev begyndelsen på en ti år lang krig, hvor Sovjetunionen til sidst måtte trække sig ud.

Denne krig fik i høj grad karakter af stedfortræderkrig, fordi USA på den anden side finansierede islamiske grupper, der kæmpede mod Sovjetunionen, de såkaldte Mujahedin.

Afghanistan er blevet kaldt ”imperiernes gravplads”, fordi imperiale magter lige fra det persiske imperium mere end 300 år f.v.t over Storbritannien i det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede til i nyere tid Sovjetunionen og senest NATO forgæves har forsøgt at få kontrol med territoriet. Disse mislykkede militære operationer har hver gang fået fatale konsekvenser for såvel den afghanske befolkning som for de magter, der har forsøgt at invadere landet.

Efter Sovjetunionens tilbagetrækning i 1989 var Afghanistan i 1990’erne præget af interne kampe og borgerkrig. Den stærkt religiøse bevægelse Taleban tog magten i hovedstaden Kabul i 1996 og indførte et brutalt islamisk diktatur. Der vedblev dog at være modstand mod Taleban i det nordlige Afghanistan, fra den såkaldt Nordlige Alliance \[2\] \[4\] \[5\] og \[6\].

Osama Bin Laden var en rigmandssøn fra Saudi-Arabien som i 1979 tog fra sit hjemland til Afghanistan for at hjælpe med at bekæmpe de sovjetiske invasionsstyrker. Efter at være blevet udvist fra Saudi-Arabien, som han ellers vendte tilbage til efter krigen, fik Osama Bin Laden i 1996 tildelt ophold i Afghanistan af Taleban. Herfra fortsatte han sine aktiviteter med at opbygge et netværk – i Vesten kendt som al-Qaeda – der kunne udkæmpe hellig krig. Selvom Bin Laden og USA havde været på samme side i krigen mod Sovjetunionen i Afghanistan, afskyede Bin Laden USA, som han mente var en imperial magt, der blandede sig utidigt i andre landes anliggender. Igennem 1990’erne var Bin Laden og al-Qaeda involveret i en række angreb på amerikansk tilstedeværelse (tropper og ambassader) og interesser bl.a. i Somalia, Kenya, Tanzania og Yemen.

Efter angrebet på World Trade Center i USA den 11. september 2001, blev han af amerikanske efterretningstjenester hurtigt udpeget som bagmand. Selv tog han først ansvaret for angrebet i 2004. Først i 2011 fandt og dræbte amerikanske styrker Osama Bin Laden, der på det tidspunkt opholdt sig i Pakistan \[7\] \[8\].

USA og Storbritannien begyndte krigen i Afghanistan i efteråret 2001 under navnet Operation Enduring Freedom, som var USA’s officielle navn for ”krigen mod terror” både i Afghanistan og andre steder. ISAF – den internationale styrke i NATO-regi – indgik i denne operation fra 2002-2015. ISAF bestod af egentlige kampenheder, herunder danske. Fra 2015 var ISAF og NATO primært involveret i træning, rådgivning og støtte til den afghanske hær. Denne indsats fik navnet Resolute Support og varede frem til 2021. ISAF havde FN-mandat til sine militære operationer i Afghanistan, men FN havde også en civil indsats i landet, som også Danmark bidrog til \[9\].

Taleban-styret kollapsede blot to måneder efter invasionen og derfor blev krigen umiddelbart betegnet som en stor succes. Efter forhandlinger i Bonn udpegede afghanske grupper i og udenfor Afghanistan en afghansk overgangsregering og senere blev der blev afholdt præsidentvalg. Tanken var at indføre en samfundsmodel efter amerikansk/vestligt forbillede. Men det ny styre var ustabilt og fra 2006 havde Taleban samlet kræfter til at gå til modangreb, særligt i det sydlige Afghanistan, herunder Helmand-provinsen, hvor danske soldater var udstationeret. På trods af en række ny strategier og en optrapning under den amerikanske præsident Barack Obama fra 2009, viste Taleban sig standhaftige, og de NATO-allierede begyndte at efterlyse en slutdato. De enedes om 2014. I 2015 overtog afghanske sikkerhedsstyrker ansvaret for sikkerheden, selvom de ifølge eksperter ikke var klar til det – ifølge en amerikansk general manglede de våben og udrustning og var i øvrigt plaget af dårlig organisation, dårlig ledelse og korruption (se kilde 10). Herefter kom den vestlige tilstedeværelse til at bestå primært af finansiering, træning og rådgivning, og antallet af NATO-soldater udstationeret i Afghanistan blev betydeligt mindre. Taleban voksede sig stærkere og i 2019 indledte USA fredsforhandlinger med Taleban udenom regeringen i Kabul. I 2020 indgik de en aftale om, at Taleban ikke ville lade Afghanistan være afsæt for terroraktioner i andre lande. Herpå begyndte interne fredsforhandlinger og USA’s planer om at trække sig helt ud. Under den amerikanske præsident Joe Biden blev datoen 11. september 2021 meldt ud, altså præcis 20 år efter det angreb, som blev anledning til krigen. Taleban indledte en fremmarch gennem Afghanistan, der endte med at de indtog Kabul og den afghanske regering kollapsede. Siden da har Taleban igen været ved magten i landet \[1\] \[2\] \[8\].

USA har brugt en trillion (1.000.000.000.000) dollars på krigen, hvis man udelukkende medregner direkte udgifter oplyst af det amerikanske forsvarsministerium \[11\]. Brown University anslår dog at beløbet snarere er 2,3 trillioner, hvis man medregner afledte udgifter som f.eks. pleje til veteraner og renter på gæld af finansieringen. Storbritannien har haft næststørst udgifter med 30 milliarder dollars og Tyskland 19 milliarder dollars \[11\] \[12\]. Danmark har brugt 12-13 milliarder danske kroner \[12\].

Der er dog også mange aktører, der har tjent penge på krigen. Særligt det amerikanske militær har brugt et stort antal private virksomheder, der har leveret infrastruktur og services, herunder private sikkerhedsværn. I perioder overgik mandskabet fra private virksomheder langt antallet af soldater \[13\]. Desuden er en del penge gået til korruption \[11\].

Krigen anslås at have kostet flere end 176.200 liv i Afghanistan og 66.650 i Pakistan, hvor der også har fundet kampe sted. Disse tal dækker lokale sikkerhedsstyrker og oprørere. Hertil kommer næsten 70.500 civile døde, heraf 161 journalister/mediearbejdere og 551 nødhjælpsarbejdere \[12\]. Knap 3.500 NATO-soldater er døde, heraf 44 danske \[12\]. 11.406 danskere har været udsendt til Afghanistan, nogle af dem flere gange. Det er svært at få overblik over, præcis hvor mange soldater, der har været sendt til Afghanistan, men på krigens højdepunkt var der over 130.000 allierede soldater i landet \[13\]. Udover døde er der også et stort antal sårede. Desuden er det værd at bemærke, at antallet af døde ansat hos private aktører er større end antallet af døde amerikanske soldater: 4.007 mod 2.324 \[13\].

Krige skaber også flygtninge: FN anslår, at 8,2 mio. afghanere er flygtet ud af landet – 1,6 af dem er flygtet efter krigen sluttede og Taleban overtog magten \[14\].

Taleban var et voldeligt og autoritært styre – især overfor kvinder. Derfor førte afsættelsen af Taleban umiddelbart til mere frihed for befolkningen. Flere børn kom i skole, også piger, den gennemsnitlige levealder steg, der kom bedre infrastruktur og ikke mindst var der mere frihed i det daglige liv \[3\]. Det gjaldt dog ikke alle steder i Afghanistan: Den ny regering havde primært kontrol over Kabul og andre store byer, mens mange af land- og bjergområderne fortsat var domineret af Taleban eller andre oprørsstyrker. Heller ikke i de områder, hvor regeringen eller NATO-styrkerne dominerede, var der sikkert. Først og fremmest var der kontinuerlige kampe. Men NATO-styrkerne allierede sig også med lokale militsledere, som ofte var parter i længerevarende lokale konflikter og benyttede den nyvundne magt til hævntogter og generelt tyranni. Afghanere fra Helmand-provinsen, der på det tidspunkt igen var under Talebans kontrol, udtalte i september 2021 til magasinet The New Yorker, at selvom Taleban var brutale, var der ikke længere krig. Og under Taleban vidste de i det mindste, hvilke regler som gjaldt \[16\]. Det samme siger den dansk-afghanske journalist Nagieb Khaja og Afghanistan-veteran Martin Tamm Andersen, som har lavet dokumentaren Bedraget i Helmand sammen: ”Onde som de var – og er – så var reglerne klare.” Ifølge Khaja var NATOs alliance med brutale lokale politistyrker en del af grunden til, at lokalbefolkningen ikke gjorde modstand da Taleban kom tilbage \[17\].

Krigen i Afghanistan har givet anledning til debatter om magtanvendelse og legitimitet, ikke blot mellem lande, men også på individplan. I 2008 konkluderede Peder Vessel Kessing, der er forsker ved Institut for Menneskerettigheder, at menneskerettighederne ikke blev respekteret i ”krigen mod terror” \[18\]. Bl.a. har der været udbredt brug af tortur i forbindelse med afhøringer – både fra USA og lokale samarbejdspartnere \[19\] (se Faktalink om Tortur i krigen mod terror). Liselotte Odgaard, forsker ved Hudson Institute i Washington, påpeger desuden, at USA har samarbejdet med udemokratiske regimer i Centralasien i forbindelse med krigen i Afghanistan, fordi det havde strategiske fordele \[20\].

Siden 2002 har USA haft en fangelejr på militærbasen Guantánamo på Cuba (imod den cubanske regerings vilje). USA kalder fangerne ”illegale kombattanter”, hvilket betyder, at de ikke har samme rettigheder som krigsfanger. Der har været udbredte rapporter om brug af tortur, tilbageholdelse uden rettergang og hemmelig rettergang, som har udløst kritik fra bl.a. FN og Amnesty International. I 2002 var der 750 fanger på Guantanamo (se Faktalink om Guantanamo og om Tortur i krigen mod terror). I januar 2024 opfordrede menneskerettighedsorganisationer igen til at lukke fængslet. Der sidder stadig 30 mennesker, som ikke er blevet retsforfulgt \[21\].

Samarbejdet med lokale afghanske myndigheder har heller ikke været problemfrit. Der har været sager om udlevering af fanger til lokale sikkerhedsstyrker, som er blevet tortureret \[22\] og det er kommet frem, at danske soldater kendte til lokale militsers voldtægt af mindreårige drenge \[23\]. Foruden den lidelse, ofrene for tortur og overgreb bliver påført, viser studier, at også dem, der er vidende om forbrydelserne og oplever ikke at kunne forhindre dem, kan udvikle PTSD (post-traumatic stress disorder). Det kaldes ”moral injury”, altså moralsk skade \[24\]. En undersøgelse fra det danske Veterancenter viser, at hver tredje Afghanistan-veteran har symptomer på PTSD \[25\].

I USA tegnede politiske og militære ledere længe et billede af missionen som en succes, bl.a. fordi Taleban-regeringen blev afsat så hurtigt. Men på de indre linjer var der tvivl allerede fra 2006, da den afghanske regering viste svaghedstegn og Taleban var på vej frem. Udadtil var der dog ingen, der havde lyst til at indrømme – eller indse – at det kunne gå galt. Det er sjældent populært at starte en krig, som koster både tusinder af menneskeliv og milliarder af dollars, hvis det ikke fører noget godt med sig \[10\].  

Anders Fogh Rasmussen, som var statsminister i Danmark ved krigens udbrud og blev generalsekretær for NATO i 2009, står også stadig på det synspunkt, at NATO opnåede reelle fremskridt i Afghanistan og at det var en fejl at trække styrkerne ud, fordi det gav et magttomrum, som Taleban stod klar til at overtage. I hans øjne skal vestlige lande altså ikke involvere sig mindre, men mere. Ikke blot i Afghanistan, men i hele verden, også militært \[27\].

Et af krigens problemer var manglende enighed om, hvorfor man var i Afghanistan og hvad der skulle opnås. Denne uenighed har afspejlet sig både i selve indsatsen og i, hvordan der er blevet talt om krigen.

Umiddelbart var anledningen at hævne angrebet i USA den 11. september 2001 og udskifte Talebanstyret med en regering, der var mere venligt stemt over for Vesten. Men særligt fra 2004 var der også tale om ”nation-building” – statsopbygning. Altså at de internationale styrker skulle hjælpe med at skabe et demokratisk samfund efter vestligt forbillede i Afghanistan. Problemet var, at Afghanistan er et land med helt andre traditioner og kultur end Vesteuropa og USA, og det ikke er så nemt at påføre et andet samfund en specifik samfundsmodel udefra. Særligt fordi den skrøbelige afghanske regering blev helt afhængig af militær og økonomisk støtte fra Vesten \[3\] \[5\] \[10\]. Journalisten Nagieb Khaja kritiserer USA og NATO-landene for grundlæggende at mangle forståelse for det afghanske samfund og peger på, at det var en af årsagerne til, at det gik galt \[17\].

Det samme mener seniorforsker Mona Kanwal Sheikh fra Dansk Institut for Internationale studier. Hun peger desuden på, at de forskellige og nogle gange modsætningsfyldte målsætninger kom til at spænde ben for hinanden \[28\]. De skiftende formål og strategier gjorde også nogle af soldaterne frustrerede. ”Vi har aldrig fået en fælles forklaring på, hvorfor vi var i Afghanistan, hvorfor vi kæmpede og slog ihjel. Og det gør det svært for mange veteraner i dag. Vi kan hverken forklare, hvorfor vi kæmpede, eller hvad vi har opnået,” siger den tidligere udsendte Mads Silberg \[5\].

I de lande, der bidrog til krigen, har fortællingen været, at formålet var udbredelse af demokrati og kvinderettigheder \[27\]. Det var der også mange, som troede på, især blandt de udsendte soldater \[15\] \[29\]. Fra omkring 2010 var der en strategi om at vinde ”hearts and minds” i befolkningen. Men ifølge Mads Silberg var det svært, når man ikke var i stand til at bringe fred og fremskridt, særligt i landområderne. “Det lød godt, men kom meget hurtigt til blot at handle om at overleve. Vi fik aldrig overtaget, og det lykkedes heller ikke at beskytte kvinder og børn,” siger han og argumenterer for, at det blev stadigt sværere at ”sælge indsatsen” både i Afghanistan og hjemme \[5\]. Også David Vestenskov fra Forsvarsakademiet mener, at det blev vanskeligere med tiden at overbevise befolkningerne i det vestlige lande om, at krigen var en god idé: “Det er ikke nogen let opgave at forklare befolkningen, hvorfor vi skal investere milliarder i korrupte politikere, en halvkorrupt hær og en gennemkorrupt politistyrke, som kun kan varetage sikkerheden i de største byer,” siger han \[5\].

Ifølge Nagieb Khaja og Martin Tamm Andersen kom NATO gennem sine alliancer med brutale lokale krigsherrer til at blive betragtet som en besættelsesmagt, der bragte tyranni og ufred med sig \[17\].

I april 2021 spurgte TV2 tre danske Afghanistan-veteraner om de synes, indsatsen havde været det værd. En af dem mente, at det var positivt, at der var kommet bedre forhold for indbyggerne særligt i de store byer. Han forudså dog også, at det hele kunne falde fra hinanden, når vestlige styrker trak sig ud. Den anden var enig i, at der var blevet plantet ”et frø af håb og demokrati”, men at der også kunne gå noget tid, før resultaterne viste sig. Den tredje mente ikke, at det var det værd. Han måtte personligt behandles for traumer efter udstationeringen, men kritiserede også den politiske præmis om, at man kunne komme ind udefra og bestemme hvordan et samfund skal se ud. ”Politisk og ordentlighedsmæssigt” gav det ikke mening \[29\].

Både Peder Vessel Kessing fra Institut for Menneskerettigheder og Lars Erslev Andersen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, peger på, at manglende respekt for menneskerettigheder i forbindelse med ”krigen mod terror” har været kontraproduktiv, da det skaber nye fjender \[18\] \[30\].

Efter at Taleban overtog magten igen, er situationen blevet værre særligt for piger og kvinder, rapporterer både FN og Amnesty International. De har fået forbud mod at gå i skole, arbejde, komme til lægen eller på hospitalet uden en mandlig ledsager, deltage i sport og meget mere. Det er en tilbagevenden til de regler der herskede før krigen \[31\] \[32\].

Mange forhold er desværre også blevet værre end de var før krigen. Udover de mange, der er flygtet fra landet, er der ifølge FN også 3,2 millioner internt fordrevne. Efter Talebans magtovertagelse er økonomien kollapset og sammen med tørke og jordskælv har det bragt Afghanistan på randen af en sultkatastrofe. Også denne situation rammer kvinder og børn særligt hårdt \[14\] \[32\].

En tidligere medarbejder i det amerikanske udenrigsministerium sagde allerede i 2015: ”Vores strategi var at skabe en stærk centralregering, hvilket var idiotisk, eftersom Afghanistan ikke har historisk tradition for en stærk centralregering. Tidshorisonten for at skabe en stærk centralregering er 100 år – det har vi ikke” \[10\]. Nogen håber, at den afghanske befolkning på længere sigt vil gøre oprør mod Taleban, fordi de i en periode fik oplevet et friere liv. Et befolkningsoprør kan imidlertid starte en ny borgerkrig i et allerede krigstræt land \[6\].

Afghanske civile evakures fra Trikh Nawar i Helmandprovinsen i 2010.

Krigen i Afghanistan_ topbillede.png

Krigen i Afghanistan

Christoffer Columbus (1451-1506) blev født i det nuværende Italien og er kendt som lederen af den første europæiske opdagelsesekspedition til Amerika. Han kaldes derfor ofte ”opdageren af Amerika”, selvom dette kontinent faktisk ikke var en europæisk opdagelse. Der boede mennesker i Amerika i forvejen, og Columbus selv troede, da han nåede dertil, at han havde fundet søvejen til Indien. I europæisk sammenhæng bliver formålet med datidens opdagelsesrejser ofte beskrevet som udforskning af de øvrige kontinenter. Men i realiteten handlede opdagelsesrejserne ofte mere om at gøre Europa og de siddende magthavere mere rige end at opnå større viden om verden.

Christoffer Columbus blev født den 31. oktober 1451, formodentlig i Genova i det nuværende Italien, og døde 54 år gammel den 20. maj 1506 i Valladolid i Spanien. Den tilgængelige viden om Columbus’ opvækst er præget af usikkerhed. Ifølge historikeren Herman Lindqvists værk ”Columbus” (se kilder) hævder mindst 20 forskellige byer at være Columbus’ fødested.

Det vides dog med sikkerhed, at Columbus en overgang boede hos sin bror, der var korttegner; det var muligvis her, han lærte at tegne kort.

Columbus giftede sig med adelsdamen Felipa Perestrello e Moñiz. De fik adskillige børn, men hun døde ung omkring 1484-1485. Herefter mødte Columbus den 15 år yngre Beatriz Enriquez, og i 1488 fik de sønnen Fernando uden for ægteskab. Det er flere gange blevet foreslået at helgenkåre Columbus, fordi hans opdagelsesrejse skaffede den katolske kirke mange nye medlemmer på det amerikanske kontinent, hvor missionærer rejste til og forsøgte at omvende de indfødte. Men Vatikanet har afslået forslaget, blandt andet på grund af Columbus’ forhold til Beatriz og deres ’uægte’ søn.

I Spanien slog Columbus sig ned i byen Huelva. Han boede i franciskanerklostret La Rábida, hvor munkene tog hånd om hans søn. Klostrets abbed var en ungdomsven af den spanske dronning Isabella og nu en af hendes skriftefædre. Gennem klostret skaffede Columbus sig magtfulde støtter, og i januar 1486 tog han til dronning Isabellas by, Cordoba, for at fremlægge sine planer om at nå Indien ved at krydse Atlanterhavet.

Dronning Isabella gav Columbus en lønnet stilling til at udvikle sit projekt. Columbus havde blandt andet argumenteret for, at han med guldet fra Indien kunne befri Jerusalem fra muslimerne – en sag, der optog tidens kristne europæiske magthavere.

Ifølge historikeren Herman Lindqvists værk ”Columbus” (se kilder) mente en kommission af videnskabsmænd imidlertid, at Columbus’ beregninger af afstande var fejlagtige. De henviste desuden til udtalelser fra kirkefaderen Augustin (354-430) om, at alt uden for den kendte verden var ubeboeligt, for ellers ville det ikke være ukendt.

Ifølge historikeren Niels Steensgaards opslag om Christoffer Columbus i Den Store Danske (se kilder) og Per Ullidtz’ bog ”Medici, Columbus og kong Hans” (se kilder) talte Columbus' venner i La Rábida-klostret dog hans sag ved hoffet, og en ny videnskabelig kommission blev nedsat.

Som betingelser for at gennemføre opdagelsesrejsen krævede Columbus:

\- at han selv og hans mandlige efterkommere for altid skulle tilhøre adelsstanden

\- at han fik titlen Admiral af Oceanet, som skulle gå i arv fra far til søn

\- at han blev udnævnt til vicekonge af alle nye lande, der blev opdaget, og at denne titel skulle gå i arv i hans slægt

\- at han og hans efterkommere skulle have ret til mindst 10% af værdierne fra de områder, han opdagede

Svaret var i første omgang nej. Men den 4. april 1492 var alle papirer alligevel underskrevet, og den 2. august gik besætningen ombord – ifølge Per Ullidtz’ bog ”Medici, Columbus og kong Hans” (se kilder) bl.a. benådede fanger – og næste dag sejlede Columbus ud på sin første opdagelsesrejse.

Columbus fandt ikke Indien, men ’genopdagede’ i stedet Amerika. Den 12. oktober 1492 gik han i land på øen San Salvador, hvor han blev mødt af lokale beboere. Columbus var overbevist om, at han havde nået det asiatiske fastland, hvilket han fik hele mandskabet til at sværge på. Straffen for at modsige ham var ifølge Herman Lindqvists bog ”Columbus” (se kilder) i værste fald at få tungen skåret af.

Den 28. oktober opdagede Columbus Cuba, som han kaldte Juana. Mandskabet søgte forgæves efter guld langs den cubanske kyst, og Columbus noterede i sin dagbog (se kilder), at han havde set tre havfruer. Juleaften stødte skibet Santa Maria på grund og kunne ikke sejle videre. Resterne af det blev brugt til at bygge det første fort i den nye verden. Det fik navnet La Navidad (Juleaften) og blev bemandet med cirka 40 mand, der blev efterladt der. Columbus skrev til det spanske kongepar, at overskuddet fra fortet i løbet af tre år ville kunne finansiere et korstog for at befri Jerusalem.

Columbus er i traditionel europæisk historieskrivning blevet kaldt opdageren af Amerika. Den fortælling er dog for længst blevet udfordret og anses ikke længere som korrekt. For det første indebar ideen om Columbus som opdager af Amerika, at de indbyggere, der allerede beboede det amerikanske kontinent, ikke blev anerkendt som ’rigtige’ mennesker, fordi de ikke var europæere. For det andet byggede fortællingen på en forældet forestilling om, at et område først kunne opfattes som opdaget, når europæere var kommet dertil og begyndt at ’civilisere’ det.

Columbus’ ekspedition var desuden ikke den første rejse fra Europa til det amerikanske kontinent. Arkæologiske spor viser ifølge Anette Lassens bog ”Islændingesagaernes verden” (se kilder), at skandinaver allerede i vikingetiden – omtrent 500 år før Columbus – fandt vej til det nuværende Canada, som er en del af det amerikanske kontinent.

Columbus nåede at gennemføre fire større opdagelsesrejser, alle dramatiske og med skiftende held:

· 1492-1493: ’Opdagelsen’ af Amerika i forsøget på at finde søvejen til Indien. Navnet Amerika fik kontinentet ifølge Henrik Sebros opslag ”Amerigo Vespucci” i Den Store Danske (se kilder) først efter Columbus’ død. Det blev opkaldt efter Columbus’ ven Amerigo Vespucci, der foretog videnskabelige opdagelsesrejser i det nuværende Venezuela.

· 1493-1496: ’Opdagelsen’ af Dominica i De Små Antiller med 17 skibe og 1200 mand. Det var ifølge Herman Lindqvists bog ”Columbus” (se kilder) den største enkeltstående ekspedition, der havde forladt Europa.

· 1497-1500: Undersøgelse af farvandene omkring ækvator. Medbragte også de første spanske kvinder til den nye verden. Denne rejse blev søsat i den kristne treenigheds navn, og da mandskabet i 1498 fik øje på tre bjerge på en ø, fik øen navnet Trinidad (treenighed).

· 1502-1504: Fjerde og sidste rejse havde til formål at lede efter guld, sølv, ædelstene og krydderier, samt at Columbus skulle møde en anden opdagelsesrejsende, Vasco da Gama, på det indiske fastland. Eftersom Vasco da Gama ifølge Herman Lindqvists bog ”Columbus” (se kilder) havde nået Indien ad den østlige rute, kaldte Columbus ’sine’ områder i den nye verden Vestindien. Rejsen endte i 1504 med et skibbrud ved Jamaica.

Hjemrejsen fra Amerika blev hård for Christoffer Columbus og hans mandskab. Vinteren 1492/93 var en af de strengeste vintre i 1400-tallet. Columbus smed ifølge sine dagbogsoptegnelser (se kilder) en forseglet tønde i havet indeholdende en beskrivelse af rejsen i tilfælde af, at skibene skulle gå ned.

Den 15. marts 1493 nåede ekspeditionen endelig tilbage til Spanien. Columbus fremviste bl.a. de ’indianske’ fanger, han havde holdt indespærret i et bur på dækket. Det vakte stor opsigt, og nyheden om hans opdagelser spredtes hurtigt i Europa.

Kong Johan af Portugal gjorde straks krav på den nye verdensdel, fordi en tidligere pave havde bekendtgjort, at alt land syd for de Kanariske Øer tilhørte Portugal. Men den nyvalgte pave, Urban 6., var spansk. Som tak for den kongelige støtte, han havde modtaget under pavevalget, bekendtgjorde han ifølge bogen ”Historiens lange linjer” (se kilder), at alle områder vest for den 46. længdegrad tilfaldt Spanien, mens resten tilfaldt Portugal. Derfor blev det nuværende Brasilien portugisisk, mens områderne rundt om kom under Spanien.

Efter rejserne krævede Columbus 10% af alle indtægter fra de nye lande i henhold til den oprindelige aftale med det spanske kongehus. Hans støtte, dronning Isabella, var dog død i mellemtiden, og kongen mente ikke, at han skyldte Columbus noget. Columbus rejste efter hoffet fra by til by og fortsatte forgæves med at fremsætte sine krav. Han endte sine dage i Valladolid, hvor han i febervildelse mente at befinde sig i kamp for at befri Jerusalem. Hans sidste brev var ifølge Herman Lindqvists bog ”Columbus” (se kilder) stilet til kongeparrets datter, Juana la loca (Johanne den sindssyge). Columbus døde den 20. maj 1506 som en relativt velhavende mand, men kun få mødte op til begravelsen i Valladolid, og ingen fra hoffet deltog.

14- og 1500-tallet var en tid for store opdagelsesrejser. Formålene var mangeartede, heriblandt at opdage nye kontinenter og lande – og dermed udvide sin viden – og at finde nye handelsruter. Tidens opdagelsesrejsende var ofte mindre drevet af nysgerrighed end af ønsket om at opnå berømmelse og rigdom. Der kom da også sjældent store forskningsmæssige landvindinger ud af rejserne. Ifølge Mai Rasmussens udgivelse ”Gyldendal Viden – Globalisering” (se kilder) resulterede opdagelsesrejserne derimod ofte i udnyttelse af lokalbefolkninger, tvangskristning, slaveri, tyveri og plyndringer af skatte og kulturelle klenodier. Det romantiske lys, som tidens opdagelsesrejser sidenhen er blevet set i, havde dermed meget lidt med virkeligheden at gøre.

folkeskolens historiekanon 8 Christoffer columbus_faktalink_0_beskåret.jpg

Historiekanon 8: Christoffer Columbus

Den Kolde Krig var en konflikt mellem supermagterne USA og Sovjetunionen, som påvirkede det meste af verden: Europa blev opdelt i en Øst- og Vestblok og i det globale syd kappedes supermagterne også om indflydelse, bl.a. gennem mange stedfortræderkonflikter.

Dog undgik supermagterne og deres militære alliancer en direkte væbnet konflikt med hinanden – det er derfor, man kalder perioden den kolde krig. En ’varm’ krig var også blevet uoverskuelig: I perioden oprustede hver side nemlig med et voldsomt antal kernevåben, og ville dermed kunne udslette hinanden (og resten af verden) mange gange. Den udvikling foregik på trods af, at der i perioden blev vedtaget betydelige nedrustningsaftaler.

Den Kolde Krig begyndte allerede i det små inden afslutningen på 2. Verdenskrig og havde både ideologiske, militære, økonomiske og politiske aspekter. Den gennemgik forskellige faser med forskellige niveauer af spænding, før østblokken og til sidst Sovjetunionen kollapsede i årene 1989-1991.

Selvom det ikke giver mening at tale om en ny kold krig i dag, kaster Den Kolde Krig alligevel skygger over nutiden i form af det fortsat fjendtlige forhold mellem Rusland på den ene side og USA og NATO på den anden. Den Kolde Krigs logikker bliver også stadig brugt i argumenter for nutidige militære interventioner.

Den Kolde Krig er betegnelsen for den konflikt, som udspillede sig mellem USA og Vesteuropa på den ene side og Sovjetunionen og Østeuropa på den anden side. Konflikten havde både ideologiske, økonomiske, militære og politiske aspekter.

Den Kolde Krig tog sin begyndelse efter 2. Verdenskrigs afslutning i 1945 og var endeligt forbi da Sovjetunionen brød sammen i 1991. Perioden var karakteriseret ved, at verden blev domineret af de to supermagter, det kapitalistiske USA og det kommunistiske Sovjetunionen. Man taler derfor også om en bipolær verdensorden. Dette kom først og fremmest til udtryk ved en opdeling af Europa mellem øst og vest, men også i det globale syd kæmpede supermagterne om indflydelse. Kina var kommunistisk, men ikke entydigt placeret i Østblokken \[1\].

Et kendetegn ved Den Kolde Krig var et intenst våbenkapløb mellem Øst og Vest, særligt på kernevåben. På sit højdepunkt besad supermagterne til sammen i alt over 70.000 kernevåben \[2\].

Konflikten blev kaldt Den Kolde Krig, fordi parterne aldrig mødte hinanden direkte i klassiske krigshandlinger. På grund af kernevåbnene – der havde kapacitet til at udslette det meste af verden – ville en rigtig krig få uoverskuelige konsekvenser. Denne situation kaldes også den nukleare afskrækkelse.

At parterne havde kernevåben nok til at udslette hinanden mange gange, og dermed også kunne afskrække modparten fra at foretage direkte krigshandlinger, kaldtes for terrorbalancen, eller den gensidigt sikrede ødelæggelse (mutually assured destruction, MAD) (se kilde 1). Nogle, som f.eks. Robert McNamara, der var amerikansk forsvarsminister i 1961-68, mente, at netop denne balance var med til at opretholde freden \[3\].

Den Kolde Krig var en kappestrid mellem to forskellige ideologiske (og økonomiske) systemer: den vestlige demokratiske-liberale kapitalisme og den østlige autoritære kommunisme.

Kommunismen var egentlig en ideologi udviklet af den tyske tænker Karl Marx med den grundidé, at ingen skulle kunne tjene penge på andre menneskers arbejde. Mange mener dog også, at der er forskel på kommunisme som ideologi og de måder, kommunistiske styreformer er blevet praktiseret. Under den første statsleder i Sovjetunionen (efter revolutionen i 1917), Vladimir Lenin, blev der etableret en autoritær styreform med en stærk stat. Der blev efterhånden indført betydelige indskrænkninger i personlig frihed til bl.a. at rejse og til at ytre sig kritisk. Særligt under Josef Stalin, der blev Lenins efterfølger som statsleder, skete der også omfattende udrensninger af såkaldte ”politiske fjender” \[4\] (Se også Faktalink om kommunisme). 

Kapitalismen lagde vægt på privat initiativ og minimal indblanding fra staten og de fleste vestlige samfund havde en styreform med demokratisk valgte ledere. Ledende vesteuropæiske lande som Storbritannien og Frankrig (og Danmark) var dog samtidig stadig kolonimagter i Den Kolde Krigs første årtier, så på mange måder gjaldt idealerne om demokrati og personlig frihed primært ”derhjemme”.

I februar 1945 var 2. Verdenskrig endnu ikke slut, men det var begyndt at stå klart, at det kun var et spørgsmål om tid. Derfor mødtes lederne af de allierede krigsførende lande, USA (Franklin D. Roosevelt), Storbritannien (Winston Churchill) og Sovjetunionen (Josef Stalin) i Jalta på Krim for at diskutere, hvad der skulle ske med Europa, når krigen var slut. Dette møde kaldes også Jaltakonferencen. Her aftalte de allierede, at Sovjetunionen kunne beholde indflydelse i de områder af Østeuropa, som det havde befriet. Man enedes også om en fælles administration af Tyskland, ligesom alle parter godkendte oprettelsen af FN \[5\].   

I Østeuropa fik Sovjetunionen i årene efter krigen installeret Sovjettro regimer i alle landene og det kulminerede med delingen af Tyskland i 1949, hvor staterne DDR (på dansk ofte kaldet Østtyskland) og BDR (på dansk ofte kaldet Vesttyskland) blev oprettet \[6\].

I Vesteuropa grundlagdes liberalt-kapitalistiske stater med demokratisk styreform. Det var dog vigtigt for USA at sikre, at de demokratiske rettigheder ikke førte til, at nogle af disse lande blev kommunistiske. Det lå bag Truman-doktrinen, hvor USA’s præsident Truman erklærede, at USA aktivt ville støtte antikommunistiske kræfter verden over. Dette skete både med åben økonomisk og militær støtte, men også ved hjælp af hemmelige undergravende aktiviteter \[7\].

De fleste lande i Europa var fattige efter 2. Verdenskrig og stod overfor en omfattende opbygning. USA tilbød økonomisk hjælp i form af den såkaldte Marshall-plan (opkaldt efter USA’s udenrigsminister George Marshall) fra 1947. Marshall-planen gik ud på, at USA tilbød økonomisk og materiel støtte samt lån, så modtagerlandene kunne importere fra USA. Hjælpen var betinget af handel med USA og politiske reformer i retning af liberal markedsøkonomi. På den måde kunne USA binde Vesteuropa til sig økonomisk og politisk. Det betød også, at de østeuropæiske lande, som fik tilbudt Marshall-hjælp, måtte sige nej, da deres binding til Sovjetunionen forhindrede dem i at gå ind på de amerikanske modkrav \[8\]. Marshall-planen blev koordineret gennem organisationen OEEC (Organisation for European Economic Cooperation), senere OECD (Organisation for Economic Co-operation and Development) \[9\]. Marshall-planen og Truman-doktrinen var ifølge Truman selv to sider af samme mønt, da de begge skulle modvirke kommunistisk indflydelse \[7\].

Som pendant til OEEC oprettede Sovjetunionen COMECON (Council for Mutual Economic Assistance) som samarbejdsorgan for de kommunistiske økonomier i 1949 \[10\].

Militært var Den Kolde Krig først og fremmest præget af kernevåbnene. USA havde som sidste større militære operation under 2. Verdenskrig nedkastet to atombomber over de japanske byer Hiroshima og Nagasaki.  I 1949 prøvesprængte Sovjetunionen sin første atombombe og supermagterne fortsatte med at konkurrere på større og mere effektive atomvåben og mere teknologisk avancerede måder at levere dem på – herunder gennem rumteknologi. Der foregik samtidig en betydelig oprustning af konventionelle styrker under Den Kolde Krig \[11\].

I 1949 dannede de vestlige lande militæralliancen NATO (se Faktalink om NATO) og i 1955 lancerede Østblokken sin pendant med Warszawa-pagten \[12\] (Se også Faktalink om NATO).

Den Kolde Krig inddeles ofte i tre faser, der angiver forskellige niveauer af spænding \[1\].

Den tidlige (også kaldet første) Kolde Krig betegner perioden fra 1945 til 1962, hvor opdelingen af verden blev cementeret og spændingen var på sit højeste. Europa blev delt, oprustningen tog fart, og der var en række kriser, hvor supermagterne følte hinanden på tænderne. En af disse var Berlin-krisen, hvor Stalin beordrede alle veje ind i Vestberlin blokeret og de vestlige lande som modsvar etablerede en luftbro til at få forsyninger til borgerne i Vestberlin \[13\] (Se også tidslinjen for andre kriser).

Denne fase af Den Kolde Krig kulminerede med Cubakrisen. Derefter indså supermagterne nødvendigheden af at indgå i forhandlinger og de etablerede også en direkte telefonlinje, også kaldet ”den varme linje” mellem de to supermagters ledere – den findes stadig \[14\].

”Détente” betyder en forbedring i et ellers anstrengt forhold mellem to lande, og det kalder man Den Kolde Krigs periode mellem 1963 og 1978. I disse år indledte supermagterne forhandlinger og enedes om en række nedrustningsaftaler \[15\]. Også på tværs af blokkene i Europa blev relationerne forbedrede, ligesom USA og det kommunistiske Kina kom på talefod \[1\].

Alt var dog ikke fryd og gammen: I forbindelse med afkoloniseringerne i det globale syd, involverede begge sider i Den Kolde Krig sig i en række lokale konflikter uden for deres egne territorier, måske bedst illustreret ved USA's involvering i Vietnam-krigen. Dermed blev det også tydeligt, at selvom supermagterne tilsyneladende havde fundet ud af at leve fredeligt side om side efter delingen af den nordlige halvkugle, konkurrerede de stadig om dominans på verdensplan.

Den anden, eller den nye, Kolde Krig betegner perioden fra slutningen af 1970’erne. Et skelsættende år var 1979, hvor Sovjetunionen invaderede Afghanistan og NATO vedtog den såkaldte dobbeltbeslutning (se tidslinjen). I 1981 indtog Ronald Reagan præsidentposten i USA og han stod for en betydelig skærpelse af retorikken overfor Sovjetunionen. Han satte også ny fart på oprustningen, bl.a. med det såkaldte ”stjernekrigsprojekt”, et missilforsvar baseret på rumteknologi \[16\].

I 1983 nåede Den Kolde Krig et spændingsniveau, man ikke havde set siden Cubakrisen \[17\]. Forholdet blev dog bedre under Reagans anden præsidentperiode fra 1985, hvor Mikhail Gorbatjov blev leder af Sovjetunionen. De havde tilsyneladende gensidig sympati og indledte på ny nedrustningsforhandlinger. I 1987 indgik de en banebrydende aftale om at afskaffe alle mellemdistanceraketter i Europa \[15\] \[18\].

Mikhail Gorbatjov indså, at det sovjetiske system ikke var bæredygtigt og iværksatte reformer, som skulle forbedre den økonomiske situation og give befolkningen flere frihedsrettigheder. Disse reformer gik under betegnelserne Perestrojka (omstrukturering) og Glasnost (åbenhed) \[18\].

I Østeuropa var der en del græsrods- og folkelige bevægelser, som også vejrede morgenluft i lyset af de nye toner fra Sovjetunionen – og i modsætning til tidligere slog Sovjetunionen ikke ned på disse bevægelser militært. Udvidelsen af befolkningens politiske rettigheder og bevægelsesfrihed i de østeuropæiske lande kulminerede med Berlinmurens fald i november 1989 (se Faktalink om Berlinmuren og Berlinmurens fald). Gorbatjov forsøgte at holde sammen på selve Sovjetunionen, men blev overhalet indenom af de reformkræfter, han selv havde sluppet løs. Blandt andet erklærede flere og flere af sovjetrepublikkerne sig selvstændige. Sovjetunionen ophørte formelt med at eksistere den 25. december 1991. Hermed var Den Kolde Krig fortid \[1\] \[18\].

Den Kolde Krig dominerede ikke blot den nordlige halvkugle. Supermagterne kæmpede også om indflydelse i det globale syd, særligt i forbindelse med afkoloniseringen, men også i forbindelse med politisk ustabilitet og borgerkrige. Begge parter ønskede at sikre venligtsindede regeringer i så mange lande verden over som muligt, og derfor støttede de kup, oprørsbevægelser (eller det modsatte) og parter i borgerkrige i Sydamerika, Mellemøsten, Afrika og Asien. Ofte støttede supermagterne på samme tid hver sin side i lokale konflikter og derfor blev disse konflikter betegnet som stedfortræderkrige eller proxykrige: Supermagterne var ikke i krig direkte med hinanden, men kæmpede mod hinanden per stedfortræder. Derfor er det heller ikke korrekt at sige, at Den Kolde Krig ikke var militær. Selvom Tredje Verdenskrig ikke brød ud, var der mange blodsudgydelser under stedfortræderkrigene. Eksempler på stedfortræderkonflikter er Korea-krigen, Vietnam-krigen, Afghanistan-krigen, borgerkrigene i Congo, Angola og Nicaragua, samt forskellige statskup, blandt andet i Chile i 1973, hvor USA støttede Pinochet, som indførte militærdiktatur \[30\].

Marshall-hjælpen havde betydelig effekt i Danmark i de trange år efter krigen og med medlemskabet af NATO i 1949 brød Danmark med århundreders militær neutralitet. Med sin geografiske placering i vest og på grund af det tætte politiske og økonomiske bånd til USA, skete der også en betydelig amerikansk kulturel indflydelse i Danmark gennem musik, mode, film, osv. \[31\]. Også det danske ungdomsoprør i 1968 var inspireret af protester mod Vietnam-krigen i USA.

Danmark skærmede sig dog også mod nogle elementer af amerikansk indflydelse: Der var forbehold mod atomvåben og amerikanske baser i Danmark (med undtagelse af Grønland) og de danske regeringer valgte at opbygge en velfærdsstat frem for kapitalisme i dens rå amerikanske form.

Danmark havde også et kommunistisk parti, DKP, som modtog økonomisk støtte fra Sovjetunionen og ønskede at indføre Sovjetkommunisme i Danmark. Partiet vandt aldrig betydelig parlamentarisk indflydelse, men har måske medvirket til at trække det generelle politiske billede mod venstre (se Faktalink om kommunisme).

Den Kolde Krig berørte også borgerne personligt i de forskellige lande. I Sovjetunionen var der betydelig undertrykkelse af visse personlige rettigheder, og i områderne med stedfortræderkrige led mange mennesker under urolighederne. De mennesker, der boede tæt på områder, hvor der blev prøvesprængt atomvåben, risikerede at blive evakueret eller forgiftet \[32\].  
En altovervejende faktor, som berørte mange verden over, var frygten for atomkrig, som gennemsyrede på både samfunds- og individplan. Myndigheder udsendte vejledninger til, hvordan borgerne skulle forholde sig i tilfælde af atomkrig, men med tanke på kernevåbnenes ødelæggende kraft, forekom den slags vejledninger utilstrækkelige for mange mennesker \[33\].

Den Kolde Krig blev oprindeligt ofte studeret og tolket ud fra, hvem der bar ansvaret for tingenes udvikling: USA, Sovjetunionen eller dem begge. Dette var en afspejling af, at forskerne primært beskæftigede sig med ”realpolitik”, altså beslutninger om forsvar, økonomi og politik på regeringsniveau.  
Efter Den Kolde Krigs afslutning og med den tidsmæssige afstand er der dog blevet plads til mere mangfoldige tilgange til emnet. Det har også haft stor betydning, at nye arkiver er blevet åbnet op. Nu er det ikke blot de politiske, militære og økonomiske beslutninger på topplan, der bliver studeret, men også hvordan Den Kolde Krig udspillede sig i forskellige samfundssammenhænge, i hverdagen, i medierne, i kulturen, osv. \[1\]

Den Kolde Krig er et kontroversielt tema med mange forskellige tolkningsmuligheder alt efter perspektiv. Derfor er der også mange, der har brugt henvisninger til Den Kolde Krig til at fremme politiske, ideologiske eller sågar militære sager.

Før Danmark gik med i den USA-ledede invasion i Irak i 2003 (se også Faktalink om Irak-krigen og om 11. september 2001), argumenterede daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen for, at Danmark skyldte USA sin loyalitet, fordi vi havde svigtet i 1980’erne, da vi tog forbehold for NATOs atomvåbenpolitik (den såkaldte fodnotepolitik) \[34\].

I den nuværende russiske krig mod Ukraine beskylder Ruslands præsident Vladimir Putin NATO for at svigte løfter fra Den Kolde Krigs sidste dage om ikke at udvide NATO mod øst. Konflikten omkring NATOs interesseområde er en betydelig del af forklaringen på det anstrengte forhold mellem Rusland og Vesten (se Faktalink om NATO).

Nogle steder kan man købe produkter med gamle østblok-symboler på, primært som merchandise og t-shirts. På loppemarkeder og i antikvariater i den gamle østblok kan man også finde ”ægte” ting fra den kolde krigs tid. Det er udtryk for såkaldt Ostalgie, et ordspil på ”Nostalgi” og ”Ost” som betyder øst på tysk. Ostalgie er egentlig ikke kommerciel, det er derimod en kritik af den vestlige forbrugsbaserede kapitalisme, som fejede over østblokken i 1990’erne, samtidig med at forretninger lukkede, arbejdsløsheden og uligheden steg, samtidig med at sociale sikkerhedsnet forsvandt \[35\].

Siden Ruslands annektering af Krim-halvøen i Ukraine i 2014 har det været populært blandt mange journalister og kommentatorer at tale om en ”ny kold krig”. Forskere er dog stort set enige i, at det ikke giver mening: På mange måder er verden af i dag mere ustabil. Det skyldes, at der ikke længere er en bipolær orden med to supermagter, der dominerer resten af verden. Snarere er verdensordenen på vej til at blive multipolær med flere regionale stormagter, hvilket gør udviklingen langt vanskeligere at forudsige.  Rusland har heller ikke samme magt og styrke som Sovjetunionen havde under Den Kolde Krig og Europa er i højere grad forenet frem for delt mellem Øst og Vest \[36\]

Der kan dog godt stadig være fællestræk mellem den nutidige situation og tiden under Den Kolde Krig. De gensidige fjendebilleder lever i bedste velgående, ligesom Den Kolde Krigs logikker stadig bliver aktiveret i forbindelse med aktuelle konflikter. Desuden har nogle aktuelle konflikter også stadig karakter af stedfortræderkrige mellem Rusland og NATO. Det gælder særligt i Syrien og Ukraine – og måske også i den spirende konflikt mellem Iran og Israel.

Det er desuden muligt, at de konstante interventioner under Den Kolde Krig var med til at yderligere destabilisere det globale syd og forlænge konflikter i den del af verden.

Ligesom Den Kolde Krig var med til at forme det danske samfund, da den stod på, har den efterladt sig en betydelig arv. Måske er den mest synlige effekt det danske NATO-medlemskab samt de mange konflikter i verden, hvor danske soldater har deltaget i sammen med USA's militær. Også forholdet til Rusland bliver ofte fortolket ind i en koldkrigsramme, selvom Danmarks strategiske forhold er helt anderledes i dag: Under Den Kolde Krig var Danmark det eneste Østersø-land, som var medlem af NATO. I dag er Rusland det eneste Østersø-land, som _ikke_ er.

Østtysk grænsevagt overvåger området omkring Berlinmuren i 1988.

Kolde krig topbillede.png

Den kolde krig

Kong Frederik 10. holder sin første nytårstale

Danmark bliver medlem af FNs Sikkerhedråd

Beta collage biggest.png

Velkommen til det nye Faktalink

Syrerne strømmede til hovedstadens største plads i Damaskus den 9. december 2024 for at fejre præsident Bashar al-Assads flugt fra Syrien.

Assad flygter - Mahmoud HassanoReutersRitzau Scanpix@20241209-112111-L-6000x4000ma.jpg

Assad flygter fra Syrien

Pressemøde i  Ministeriet for Grøn Trepart, mandag den 18. november 2024.

Grøn trepart_Ida Marie OdgaardRitzau Scanpix@20241118-125725-L-8640x5760ma.jpg

Grøn trepartsaftale på plads 

DNA har været brugt som bevismateriale i danske retssager siden 1993. I 2024 spillede DNA-beviser en vigtig rolle i bevisførelsen mod Philip Westh, der blev dømt for drabet på Emilie Meng, drabsforsøg og voldtægt af en 13-årige pige, samt et overfald på en 15-årig efterskoleelev.

I 2024 blev mordet på Hanne With opklaret via DNA-beviser mere end 30 år efter forbrydelsen skete. Her brugte politiet en ny metode for at finde den nu 54-årige drabsmand. Da politiet tog en DNA-prøve fra drabsmandens søn i forbindelse med en anden sag, viste det sig, at der næsten var et match mellem sønnens DNA og DNA fra gerningsstedet, hvor Hanne With blev fundet dræbt i 1990. Politiet vidste derfor, at DNA’et fra gerningsstedet tilhørte et familiemedlem til sønnen.

Den metode, som det danske politi anvendte i sagen, kaldtes slægtskabssøgning. Metoden adskiller sig fra genetisk slægtsforskning, der har været brugt i USA i flere år, og har gjort det muligt at opklare årtier gamle mord. I USA benytter politiet sig ikke kun af egne DNA-databaser til slægtskabssøgning. De anvender også private databaser, hvor almindelige mennesker har indsendt en prøve med deres DNA for at undersøge deres egen etnicitet eller stamtræ. Den metode kaldes genetisk slægtsforskning.

I Danmark var Hanne With-sagen første gang, at politiet benyttede sig af slægtskabssøgning. Politiet må dog kun bruge sin egen DNA-database. Genetisk slægtsforskning er ikke lovlig i Danmark. Metoden har mødt kritik i USA, fordi mennesker, der ikke er mistænkt for en forbrydelse, risikerer, at deres personlige oplysninger bruges til at efterforske et familiemedlem.

DNA (Deoxyribonucleic Acid) beskriver vores arvemasse. Det vil sige de gener, vi har fået fra vores biologiske forældre. DNA er et kædeformet makromolekyle, som viser sig i form af en dobbelt-spiralformet struktur. DNA findes i vores celler og kaldes også for nukleinsyre. DNA består af såkaldte nukleotider, der løber som perler på en snor, som igen skaber et unikt mønster \[1\]. Når vi efterlader celler i form af f.eks. hud, hår, spyt, blod eller sæd, efterlader vi DNA. Vi efterlader på den måde et personligt og unikt mønster.

I dag findes der præcise metoder til at spore DNA i selv meget små prøver. Der kan dog være en risiko for, at DNA’et i prøverne er beskadiget af varme, fugt eller bakterier. Det kan også være sværere at bestemme en DNA-profil, hvis to eller flere menneskers DNA er blandet, f.eks. hvis vaginalceller og sædceller er blandet sammen.

Når politiet er på et gerningssted eller finder materialer, som kan have forbindelse til en forbrydelse, kan de indsamle prøver af fx spyt, blod, hud eller hår og sende det til analyse hos Retsgenetisk Afdeling på Retsmedicinsk Institut på Københavns Universitet \[2\].               

Mennesker har stort set ens DNA, men der er nogle bestemte områder af DNA’et, som er forskellige fra person til person. I dag undersøger analytikerne derfor 23 forskellige områder af DNA’et, også kaldet DNA-systemer, som definerer forskellige aspekter af et menneske. Tidligere har man kun undersøgt 10 DNA-systemer, hvilket har øget risikoen for at finde flere personer, hvis DNA matchede et DNA-bevis.

Selvom vi alle har unikt DNA, kan en DNA-prøve godt vise sig at være usikker. Der kan være prøver, hvor det ikke har været muligt at udtrække nok DNA til, at forskerne med 100 procents sikkerhed kan sige, at DNA’en kun kan stamme fra én person.

Retsgenetisk Afdeling laver derfor altid en vurdering af, hvor sandsynligt det er, at DNA’et i sporet tilhører DNA’et til en mistænkt. Den vurdering kaldes en likelihood-kvotient. Jo lavere kvotienten er, desto flere andre omstændigheder skal tale for, at der er tale om et match mellem den mistænkte og det spor, der er fundet. F.eks. at personen kendte ofret eller har været i nærheden af gerningsstedet.

I Danmark er der et grundlæggende princip i straffesager om, at ét bevis ikke kan stå alene. Et DNA-bevis skal derfor altid indgå sammen med en konkret vurdering af sagens omstændigheder \[3\]. DNA kan fremkomme på et gerningssted, fordi en person tidligere har været til stede og har forladt det igen. Derfor kan et DNA-match ikke i sig selv være bevis nok til at få en person dømt.

De seneste år har private firmaer tilbudt, at almindelige mennesker kan få analyseret deres DNA ved at sende en prøve med spyt til dem. Analysen kan kortlægge det genetiske ophav fra den person, som har indsendt prøven, herunder hvor i verden personens forfædre kommer fra. Man kan også få oplyst, om man har familiemedlemmer, som har registreret sig i databaserne. Databaserne er internationale. Det kan fx være Myheritage, 23andMe eller Ancestry.

Politi i USA, Canada og Sverige har anvendt disse databaser i deres efterforskningsarbejde. Det gør de ved at oprette en profil baseret på DNA, som de har fundet på gerningsstedet. I databasen vil det fremgå, om der er et helt eller delvist DNA-match via en anden profil. Det kan være en grandfætter eller et familiemedlem længere ude ad stamtræet. Efterforskerne vil derpå – ud fra andre oplysninger i sagen – analysere, om der er nogen med relation til personen med et (delvist) match, det kan være relevant at mistænke og derfor bede om en DNA-test fra. Det kan godt være over 1000 forskellige personer, der har delvist match. Det kræver derfor et stort arbejde for politiet at indkredse eventuelle mistænkte ved hjælp af slægtskabsmetoden \[4\].

I Danmark er det ikke lovligt for politiet at bruge de private DNA-databaser til genetisk slægtsforskning. Foreløbigt må politiet kun anvende slægtsskabssøgning, som vil sige, at de må søge på DNA-match fra eventuelle familiemedlemmer, som er registreret i politiets egen DNA-database, også kaldet Det Centrale DNA-profil-register. Det vil de blandt andet være, hvis de på et tidspunkt har været mistænkt for at begå en forbrydelse med en strafferamme på 1,5 år eller mere. Men DNA-profiler slettes også løbende fra databasen. Reglerne om, hvornår DNA slettes, findes i Lov om Det Centrale Dna-profilregister og Det Centrale Fingeraftryksregister. Hvornår sletningen foretages, afhænger af forbrydelsens karakter og hvorvidt den registrerede blot har været sigtet eller er blevet dømt \[5\].

Første gang DNA blev brugt til at opklare en forbrydelse var i 1986. I 1983 og 1986 blev to unge piger voldtaget og myrdet i England. En 17-årig dreng, der var indlagt på en psykiatrisk afdeling, tilstod, at han havde begået det ene mord. Men DNA-prøver fra begge mord viste spor fra den samme person. Og da man tog en DNA-prøve fra den 17-årige, var der ikke et match. Politiet tog herefter prøver fra 1400 personer i lokalområdet. En af de personer var Colin Pitchfork, som havde forsøgt at aflevere en anden persons prøve. Da politiet endelig fik taget en prøve fra ham, matchede den med DNA’en, der var fundet på de to gerningssteder. Han blev dømt for begge mord \[6\].

I Danmark blev DNA første gang anvendt som bevis i en retssag i 1993 \[7\]. Der var tale om mordet på Inga Nørgaard Jensen, som var enlig mor til to børn. Hun blev voldtaget, før hun blev myrdet. Morderen havde efterladt sædpletter på hendes frakke, og DNA-prøverne fra de spor viste, at den person, som vidner havde peget på, ikke havde matchende DNA. Herefter tog politiet blodprøver fra 25 andre mænd, og det endte med, at DNA-beviserne matchede den 21-årige Carsten Jeppesen. Han fik 16 års fængsel.

Før DNA-beviser var politiet afhængig af andre tekniske beviser for at opklare sager. Det kunne være i form af fingeraftryk, tandsæt, fodaftryk eller blodtype. Man skrabede også fibre og hudceller fra mistænktes negle for at undersøge, om fibrene passede med fibre fra tøj eller gulvtæpper fra gerningssteder. Da DNA-metoden blev introduceret i slutningen af 1980’erne blev det dog tydeligt, at den både var effektiv og et godt supplement til de andre typer tekniske beviser. Med de analysemetoder, der er udviklet i dag, er det næsten umuligt at begå en forbrydelse uden at efterlade sporbart DNA.

DNA-metoden betyder også, at politiet kan opklare forbrydelser mange år efter, de er begået. Det skyldes, at politiet gemmer DNA-prøver og andet bevismateriale og tager det frem engang i mellem for at undersøge, om der er kommet nye DNA-spor i politiets database.

**2024, Danmark:** 54-årig dømmes for mordet på Hanne With – Den første person i Danmark, som dømmes, efter politiet har anvendt slægtssøgning i deres egen DNA-database i efterforskningen \[8\].

**2024, Danmark:** Philip Westh dømmes for mordet på Emilie Meng – DNA fra Emilie Mengs bukser blev fremlagt i retten. Professor i geogenetik Eske Willerslev mente at kunne påvise, at det var Philip Wesths DNA, som politiet havde fundet på hendes bukser. Han brugte en anden DNA-metode end Retsgenetisk Afdeling. Retten lagde dog især vægt på, at politiet havde fundet en rulle gaffatape på Philip Wesths bopæl, hvor man via den traditionelle DNA-metode fandt DNA fra Emilie Meng \[9\].

**2020, Sverige:** Daniel Nyqvist dømmes for mordet på Mohamad Ammouri og Anna-Lena Svenson – Det var den første sag i Sverige, hvor politiet opklarede mordet ved blandt andet at søge efter DNA i amerikanske DNA-databaser, som mindede om DNA’et fundet på gerningsstedet \[10\].

**2020, USA:** Joseph James DeAngelo, der siden fik tilnavnet The Golden State Killer, dømmes for 13 drab og 45 voldtægter – Sagen var blandt de første i USA, hvor politiet opklarede forbrydelser ved hjælp af søgning i private DNA-databaser, som almindelige amerikanere har indsendt DNA-prøver til for at finde slægtninge eller opklare egen etnicitet \[11\].

**2019, USA:** William Earl Talbott II dømmes for mordene på Tanya van Cuylenborg og Jay Cook – Sammen med The Golden State Killer var det en af de første sager i USA, hvor slægtsforskning i DNA-databaser blev brugt til at opklare mord. Det tog kun slægtsforskeren Cece Moore to timer at opklare mordet, efter hun havde oprettet en profil med gerningsmandens DNA på den private database GEDmatch \[12\].

**2011, Danmark:** Marcel Lychau Hansen, siden kendt som Amager-manden, dømmes for mordene på Edith Louise Andrup og Lene Buchardt Rasmussen – Ved hjælp af DNA-spor kunne politiet knytte ham til flere uopklarede drab og voldtægtssager, der fandt sted fra 1980’erne og frem til 2010. Det var en henvendelse fra en borger og en gennemgang af mobiltelefoner i nærheden af en voldtægt, som fik politiet til at anmode ham om at afgive en DNA-test \[13\].

**1993, Danmark:** Carsten Jeppesen dømmes for mordet på Inga Nørgaard Jensen – Første gang, at DNA-beviser anvendes i en dansk straffesag.

**1986, England:** Colin Pitchfork dømmes for mordene på Lynda Mann og Dawn Ashworth – Første gang, at DNA-beviser anvendes i en straffesag på verdensplan.

Når man undersøger DNA, undersøger man de dele af DNA’et, der til sammen udgør en unik kombination. Enæggede tvillinger bærer rundt på det samme DNA og er undtagelsen.

Når Retsgenetisk Afdeling laver en DNA-profil, ser de som minimum på 23 mønstre i DNA’et, også kaldet DNA-systemer. Når man ser på de 23 mønstre i en kombination, er der meget stor sandsynlighed for, at vi adskiller os fra hinanden.

I den danske sag med en håndværker, som blev uskyldig dømt for indbrud, havde man sammenlignet hans DNA-prøve, som lå i politiets DNA-database med DNA fundet i lejligheden. Problemet var blot, at håndværkerens DNA-prøve var et par år gammel. Den var fra dengang, hvor man lavede en DNA-profil ved at se på 10 DNA-systemer. Da man undersøgte prøven ved at se på 16 DNA-systemer, viste det sig, at der ikke var et match.

Ifølge Dansk Selskab for Retsmedicin benytter retsgenetikere sig i øvrigt af supplerende undersøgelser af DNA’et, hvis man vurderer, at de 23 DNA-systemer ikke er nok. Det kan være i straffesager eller i faderskabssager \[16\].

DNA kan blive beskadiget, hvis det er blandet med en anden persons DNA. Det kan betyde, at det er sværere at lave en fuld DNA-profil på alle personerne, som potentielt optræder i DNA’et. Det kan også være beskadiget, hvis det er blevet udsat for fugt eller for høje eller meget lave temperaturer. Når man har et beskadiget DNA, kan der være risiko for, at man ikke kan udvinde alle 23-DNA-systemer. Måske kan man kun udvide 8-10 systemer, og det betyder, at der potentielt kan være flere mennesker, som kan matche.

DNA kan også blive beskadiget, hvis der laves fejl i analysen og DNA bliver kontamineret (forurenet). Det skete i en sag med en ung mand i England i 2011. Manden var blevet anklaget for at have begået en voldtægt i en by, som lå 300 kilometer fra hans hjem. Han insisterede på, at han aldrig havde opholdt sig i byen. Ved nærmere eftersyn viste det sig, at der var sket en kontaminering af hans DNA-prøve med et DNA-bevis fra gerningsstedet. Det var det private firma LGC, som stod for at udarbejde prøverne. De havde udtalt, at sandsynligheden for, at det ikke var Adams Scotts DNA, som optrådte i beviset var 1 til en milliard. Det viste sig, at der havde været et problem med firmaets udstyr, og at det var derfor, at fejlen opstod \[15\].

At DNA-beviser kan være forbundet med usikkerhed, skyldes ikke kun, at der kan være situationer, hvor det er svært at lave en profil.

I Danmark fandt politiet i 2010 ud af, at der var en fejl i deres computersystem, som matchede DNA-profiler med hinanden. Systemet, der var udviklet af et dansk firma, havde i en årrække haft den fejl, at den ikke matchede DNA-prøver fra enkeltpersoner med DNA-prøver, hvor DNA fra en mand og fra en kvinde var blandt sammen. Da politiet gennemgik systemet i 2011, viste det sig, at der var 1000 sager, som ikke var blevet analyseret korrekt. Det skriver TV2 \[17\].

I et tilfælde var en gerningsmand gået fri. I 2003 blev den 93-årige Tove Rosa Hansen overfaldet af en mand, der havde brækket begge hendes arme og havde efterladt hende i en blodpøl. Hun overlevede, men gerningsmanden blev aldrig fundet, fordi politiets DNA-system ikke matchede gerningsmandens DNA med DNA-prøven på gerningsstedet, der var blandet med Tove Rosa Hansens DNA. Da man rettede fejlen i systemet, blev sagen taget op igen, men manden slap med 6 måneders betinget fængsel. Dommeren vurderede, at sagsbehandlingstiden havde været for lang.

At opbevare borgernes DNA i et register kan anses som en krænkelse af privatlivets fred. Derfor er der regler for, hvor længe politiet må have en borgers DNA registreret. Det står også skrevet i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8 stk. 1:

”Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance”.

Der er dog tilfælde, hvor hensynet til samfundets sikkerhed vejer tungere, end den enkelte rets til privatlivets fred. Retten til privatliv er altså ikke absolut, som det også står i menneskerettighedskonventionens artikel 8 stk. 2:

”Ingen offentlig myndighed kan gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, undtagen forsåvidt det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres ret og friheder”.

Spørgsmålet om, hvor længe borgeres DNA skal opbevares i et politi-register afhænger således af afvejningen mellem offentlig sikkerhed og individets ret til privatlivets fred. Den afvejning førte i 2022 til en lovændring, så politiet kunne opbevare DNA fra sigtede personer, som aldrig var blevet dømt i helt op til 20 år. Grænsen blev således flyttet fra 10 til 20 år \[18\].

I USA har man i flere år benyttet sig af genetisk slægtsforskning til at opklare mord. I de første sager, hvor politiet brugte private databaser, spurgte det amerikanske politi ikke databaserne om lov. De indsendte blot DNA fra den formodede gerningsmand og udledte herefter stamtræer baseret på den DNA-data, der allerede var tilgængelig i systemet. Det vakte stor debat i landet, fordi borgere, der havde delt deres DNA, ikke havde givet tilladelse til, at det amerikanske politi måtte bruge deres DNA til efterforskningen \[22\].

Borgerne var ikke klar over, at de ved at dele deres DNA også potentielt var med til at angive familiemedlemmer til politiet. I Danmark har politiet endnu ikke fået lov til at bruge private databaser i deres efterforskning af mord. Dansk politi har kun anvendt genetisk slægtsforskning ved at søge i sin egen DNA-database.

Svensk politi fik i 2019 lov til at bruge de internationale databaser i et pilotprojekt. Det resulterede i, at den svenske slægtsforsker Peter Sjölund efter tre måneders arbejde kunne indsnævre feltet af mistænkte til to brødre i sagen om et dobbeltmord i Linköping. Der var ikke nogen i de to personers nære familie, der havde indsendt DNA til databaserne, men ved hjælp af oplysninger fra DNA-databaserne og oplysninger fra svenske kirkebøger og dødsannoncer kunne forskeren indsnævre feltet. Da der blev taget DNA-prøver fra de to brødre, var der et DNA-match på den ene, og han tilstod herefter de to mord \[23\].

I Danmark blev tre læger i 2014 tiltalt for bedrageri i forbindelse med en sag, hvor en DNA-prøve var blevet forfalsket. Kun en af lægerne endte med at blive dømt \[24\]. Den pågældende læge havde i 2010 gjort en kvinde gravid, men nægtede at være faren til barnet. Det endte i en faderskabssag, hvor Frederiksberg Ret afkrævede en DNA-prøve. Lægen fik herefter en af sine venner, der også var læge, til at udstede en lægeerklæring om, at lægen ikke var i stand til at møde op på Retsgenetisk Afdeling og få taget en DNA-prøve.

Et par måneder senere fik lægen en anden lægeven til at indsende to falske DNA-prøver til Retsgenetisk Afdeling. Sagen gik videre til Østre Landsret, der krævede, at der blev taget nye DNA-prøver, som viste, at lægen var faren. Da det viste sig, at han var faren, fik lægen otte måneders ubetinget fængsel.

En anden person, som har forsøgt at fuske med DNA, er Marcel Lychau Hansen – også kendt som Amagermanden, der er dømt for to mord of flere voldtægter. Mens han var varetægtsfængslet, smuglede han sæd ud af fængslet og fik det overdraget til sin søn. Det var hans plan, at sønnen skulle voldtage en person og plante sæden på personen.

På den måde ville det se ud som om, at der var en anden person med helt samme DNA. Marcel Lychau Hansen forestillede sig, at det ville give ham et alibi, da han sad fængsel. Sønnen udførte aldrig planen. Sønnens kæreste opdagede flere breve med Marcels Lychau Hansens plan og sæd i gule gummidutter i deres hjem og afleverede dem til politiet. Sønnen blev ikke dømt for forfalskning af bevismateriale, men det gjorde Marcel Lychau Hansen – foruden dommen for mord og voldtægt \[25\].

Politiets DNA-database (Det Centrale DNA-profilregister) er oprettet med henblik på at identificere personer og sammenligne spor i forbindelse med opklaringen af forbrydelser. Der er lovgivning, som regulerer, hvornår politiet må indsamle DNA, og hvor længe de må opbevare en persons DNA i sit register.

De private DNA-databaser er oprettet med et andet formål for øje. Her indsender almindelige borgere prøver med spyt, som så analyseres af firmaet med henblik på at kortlægge personernes etniske baggrund og deres stamtræer.

Danske politikere har flere gange drøftet, om politiet skulle have ret til at oprette et DNA-register med alle borgeres DNA. Drøftelsen er også nået til Etisk Råd, der i 2006 tog stilling til spørgsmålet \[26\]. Medlemmerne af Rådet var enige om en ting: Ingen af medlemmer bakkede op om et borger-DNA-register med tvungen DNA-test af borgerne.

Der var dog nogle spørgsmål, hvor medlemmerne af Etisk Råd delte sig i flere lejre. Nogle medlemmer bakkede op om et frivilligt DNA-register, hvor borgere frivilligt kunne registrere sig. Andre mente, at det blev for indgribende i borgernes privatliv, og at oplysningerne potentielt ville kunne misbruges på et senere tidspunkt til at udvide statens overvågning af borgerne, fx for at skabe eventuelle effektiviseringsfordele.

”Får politiet tillagt meget vidtgående beføjelser, erstattes retsstaten af en politistat. Omvendt, har politiet meget begrænsede muligheder, kan lovløsheden præge landet,” skrev Etisk Råd i sin rapport fra 2006.

Selvom Etisk Råd var splittet i spørgsmålet om etableringen af et frivilligt borger-DNA-register, har der ikke været flertal i Folketinget for at ændre loven, så det kunne blive lovligt. Det ser dog også ud til, at det ikke er nødvendigt, hvis politiet får mulighed for at bruge de private DNA-databaser. Uanset om databaserne er styret af politiet eller af private virksomheder, er de etiske overvejelser dog de samme.

Spørgsmålet om, hvorvidt politiet må bruge private DNA-databaser til at efterforske gamle mord har delt vandene. Nogle mener, at det er et oplagt redskab, mens andre mener, at det er problematisk.

Tilhængerne mener, at man kan udarbejde en lov, som giver politiet mulighed for at benytte redskabet i særlige tilfælde, fx i drabssager, og hvor det indskærpes, at alle andre efterforskningsskridt skal være afprøvet inden. På den måde vil redskabet ikke blive misbrugt, og det vil samtidig kunne løse mange af de uopklarede mord. En af fortalerne er Martin Wittrup Enggaard, der er drabsefterforsker ved Københavns Politi. Han har udtalt til Zetland \[28\]:

“Når der findes en mulighed som slægtsforskning, og vi så ikke rækker ud efter den … Det synes jeg faktisk ikke er i orden.”

Et andet argument, som kunne tale for at bruge genetisk slægtsforskning er, at der i forvejen er et element af tilfældig involveret i afgivelsen af DNA-prøver.

I dag er Retsplejeloven indrettet således, at politiet kan tvinge personer, der er mistænkt for forbrydelser med en strafferamme over 1,5 år, til at afgive DNA-prøver. Man kan risikere at være mistænkt i en drabssag, hvis man bor i det område, hvor drabet har fundet sted, eller hvis man er i familie med den dræbte. Dermed er der allerede et element af tilfældighed forbundet med de DNA-prøver, politiet optager i sin efterforskning. At man bliver mistænkt, fordi et familiemedlem har afgivet en DNA-prøve til et privatfirma, er blot en anden form for tilfældighed.

I dag er SVM-regeringen og flere partier i Folketinget positivt stemte overfor et forslag om at udvide politiets muligheder for efterforskning via genetisk slægtsforskning, herunder muligheden for at oprette en national DNA-database, hvor borgere frivilligt kan dele deres DNA og give samtykke til, at det må bruges i efterforskning. Blandt støtterne er Danmarksdemokraterne, SF, Dansk Folkeparti og De Konservative \[27\].

En af kritikerne af politiets brug af DNA fra private databaser er Jesper Lund. Han er bestyrelsesformand i IT-Politisk Forening og har udtalt sig om emnet til en artikel i Zetland \[28\]

I EU forhindrer databeskyttelsesloven (GDPR) umiddelbart, at borgernes personlige data kan bruges til formål, som rækker ud over det konkrete samtykke. Men selv hvis alle personer i databaserne havde givet samtykke til, at politiet måtte bruge deres oplysninger, opstår der et problem. Samtykket har nemlig konsekvenser for alle i deres nære familie og alle børn, der fødes efter dem.

“Det er samtykke på basis af alle andre personer ud over dig selv. Det udfordrer måden, som vi opfatter et samtykke på. Ikke på egne vegne, men på vegne af andre. Her vil man for alle fremtidige politiefterforskninger, uanset hvordan verden ser ud om 10, 20 eller 30 år, have udleveret ens familie til politiet,” siger Jesper Lund til Zetland.

I dag kan man udlede utroligt meget om en person ud fra deres DNA. Foruden hårfarve, øjenfarve og højde kan man også se, om de er disponeret for at udvikle afhængighed eller specifikke sygdomme. Jesper Lund mener, at der er risiko for, at f.eks. stater eller forsikringsfirmaer kan misbruge den viden til at forskelsbehandle borgerne.

Risikoen for at blive sigtet i en sag, man ikke har noget at gøre med, bliver desuden større, hvis man er registreret i en database. Det viser sagen med den danske håndværker og sagen med den engelske mand nævnt i Analyse-delen. Institut for Menneskerettigheder har kritiseret, at Justitsministeriet ønskede at udvide DNA-databasen, så mennesker, der alene har været sigtet, men aldrig er blevet dømt for en forbrydelse, har deres DNA liggende i politiets database i op til 20 år.

”Hvis man ikke er dømt for noget, er man uskyldig. Det er et centralt princip i retsstaten. Hvis en sigtet persons data opbevares i op til 20 år, selvom personen er frifundet, risikerer det at bryde med den enkeltes ret til at blive behandlet som uskyldig, ”siger Louise Holck, direktør hos Institut for Menneskerettigheder \[18\].

Der er en grund til, at DNA-beviser ikke må stå alene i retssager i Danmark. Det kan være svært at bevise sin uskyld i en 30 år gammel sag. De færreste vidner kan huske så langt tilbage, og det kan være svært at huske, hvor man selv præcis befandt sig, da forbrydelsen fandt sted, hvorfor det også kan være svært at etablere et troværdigt alibi. Et DNA-bevis viser kun, at man har været til stede eller i nærheden, men det kan ikke nødvendigvis sige, præcis hvornår du var til stede, eller hvad du har gjort.

DNA som bevismateriale i straffesager er kommet for at blive og metoderne til at analysere DNA bliver stadigt mere udviklede. Derudover ser det ud til, at genetisk slægtsforskning er blevet et særdeles effektivt værktøj for politiet til at opklare gamle mord, hvor man ikke har fået dømt en gerningsmand. I USA førte opklaringen af The Golden State Killer-sagen til, at mange amerikanere frivilligt afgav DNA til diverse DNA-databaser for at hjælpe politiet med at opklare andre mordsager.

I Danmark har politifolk i et borgerforslag foreslået, at der bliver oprettet et frivilligt DNA-register, som borgere, der gerne vil hjælpe politiet i deres efterforskning, kan indsende deres DNA til. Faktisk er det en gammel idé, der også var oppe at vende i 2009 efter forslag fra Dansk Folkeparti. Dengang endte regeringen dog med at opgive forslaget, fordi den frygtede, at nogle borgere ville føle sig presset til at tilmelde sig registret. Det forklarede tidligere justitsminister Lene Espersen (C) ifølge Dagbladet Information \[29\].

Oplysninger fra DNA-databaser kan også misbruges i de forkerte hænder. I starten af 2024 kom det frem, at hackere havde fået adgang til 7 millioner menneskers data fra DNA-firmaet 23andMe. Det var halvdelen af de personer, som havde ladet sig teste af virksomheden. Hackerne havde herefter forsøgt at sælge lister over personer, som var etniske kinesere og ashkenaziske jøder på det mørke internet \[30\]. Ophobningen af DNA-profiler i store databaser kan i fremtiden vise sig at blive brugt på måder, som vi i dag ikke har fantasi til at forestille os. Med så meget og så detaljeret viden om så mange mennesker, vil det med stor sandsynlighed være viden, som mange gerne vil have adgang til.

DNA-spor er et vigtigt redskab for politiet.

DNA i straffesager_ topbillede.png

DNA i straffesager

Den syriske borgerkrig begyndte som en fredelig protest i foråret 2011, men udviklede sig hurtigt til regulær borgerkrig. Da krigen i 2018 gik ind i sit ottende år, havde den formodentlig kostet op mod 400.000 mennesker livet, mens omkring 13 millioner syrere – over halvdelen af landets befolkning – var flygtet.  
Protesterne, der begyndte i marts 2011, var imod menneskerettighedskrænkelser, manglende økonomiske muligheder og fire årtiers autoritært et-partistyre under Ba'ath-partiet og dets ledere, først Hafez al-Assad 1971-2000 og siden 2001 hans søn, Bashar al-Assad.

Oprøret mod regimet har udviklet til en kamp, hvor både sekulære og islamistiske oprørsgrupper deltager, og en stedfortræderkrig, hvor regionale og globale magter, herunder USA, Rusland, Tyrkiet, Iran og Saudi-Arabien, kæmper om indflydelse. Krigen handler altså i dag i høj grad om realpolitisk rivalisering og mindre om det syriske folks rettigheder.  
I løbet af efteråret 2019 er udviklingen blevet endnu mere kompliceret, efter at USA har trukket de fleste af sine soldater ud, og Tyrkiet har angrebet kurdiske styrker i det nordlige Syrien for at etablere en såkaldt sikkerhedszone langs den syrisk-tyrkiske grænse. Kurderne har derfor søgt hjælp hos regimet, som de ellers har gjort oprør imod, og Rusland og Tyrkiet er nu fælles om at patruljere langs grænsen.  
Selvom mange i dag vurderer, at regimet med præsident Bashar al-Assad i spidsen har vundet krigen, er der langtfra udsigt til fred, og spørgsmålet er, om man kan forestille sig et fremtidigt Syrien med en præsident ved magten, som har bombet, belejret og udsultet sit eget folk.

Syrien har en lang forhistorie med forskellige kulturer og folkeslag, der har domineret det centrale mellemøstlige land og nydt godt af dets placering på ruten mellem øst og vest. Syriens moderne historie starter med mandattidens ophør, hvor Frankrig havde administreret Syrien og Libanon efter Det Osmanniske Riges sammenbrud på en måde, der i vid udstrækning spillede Syriens sekteriske mindretal ud mod hinanden; de dominerende sunnitter over for mindretallene alawitter, kristne, shiitter og drusere og landets største etniske minoritet, kurderne.

Da franskmændene i 1946 trak sig ud af Syrien, som dermed fik selvstændighed, fulgte en række nationalistiske regeringer, hvor det panarabiske, sekulære, socialistiske Ba'ath-parti spillede en hovedrolle. Partiet var domineret af Syriens minoriteter, ikke mindst alawitterne, som også udgjorde en vigtig bestanddel af militærets officerskorps. Ba'ath-partiet kuppede sig til magten i 1963 med den daværende luftvåbengeneral Hafez al-Assad som en vigtig figur. Han blev forsvarsminister i 1966 og greb endelig magten i 1970, først som premierminister og fra 1971 som altdominerende præsident – en post, han beholdt til sin død i 2000, hvor sønnen Bashar al-Assad overtog posten.

25 års relativt anarki blev afløst af stabilitet, men også af en stat uden plads til politisk opposition. Alle tendenser til afvigende politiske ytringer blev undertrykt af en række sikkerhedstjenester, der stod bag fængsling og tortur af politiske modstandere. Alle andre partier end Ba'ath-partiet blev forbudt. Magten blev koncentreret omkring Assads klan af alawitter og en række nøglepersoner i den sunnitiske elite og andre minoriteter.

En del af oppositionen samlede sig i og omkring den islamiske bevægelse Det Muslimske Broderskab, og i slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne stod broderskabet bag attentater og angreb på embedsmænd og militærfolk, og styret slog igen med lige så barske midler. Konflikten kulminerede i 1983 med belejringen af byen Hama, hvor broderskabet stod stærkt. Det syriske militær spærrede byen af for at kvæle et oprør og slog brutalt oprøret ned i en operation, hvor titusinder døde og store dele af byen blev jævnet med jorden. Efter massakren blev medlemskab af Det Muslimske Broderskab gjort ulovligt, og den brutale operation mod broderskabet havde desuden gjort folk bange for at gøre modstand. Så indtil år 2000, da Hafez al-Assad døde, var der ikke tendens til oprør i større skala. Præsidentens død skabte dog håb om opblødning af den totalitære styreform og motiverede politiske modstandere til at organisere sig.

Den afdøde præsidents søn, Bashar al-Assad, overtog præsidentposten i 2000. I modsætning til sin far havde han ingen militær karriere bag sig; han var uddannet læge og arbejdede i årene frem til farens død som øjenlæge i Storbritannien. Bashar al-Assad havde således en mere blød profil end sin far, og det skabte i starten håb om opblødning og reformer. I det første års tid under Bashar al-Assad fik dissidenter og kritikere da også et vist frirum for ytringer, hvilket resulterede i det såkaldte Damaskus-forår 2000-2001, hvor kritikere af styret trådte offentligt frem. Foråret endte imidlertid, da en række dissidenter igen blev arresteret og idømt hårde straffe.

Konflikten startede som en lokal manifestation i byen Dara’a nær den jordanske grænse i foråret 2011. Der havde været enkelte demonstrationer, som dog ikke havde samlet ret mange, især fordi styret slog hårdt ned på demonstranterne. I marts 2011 blev en flok drenge, der havde skrevet regeringskritisk graffiti på byens mure, arresteret af sikkerhedspolitiet og torteret voldsomt. Sikkerhedspolitiets efterfølgende hån over for de arresteredes familier førte til demonstrationer, som hurtigt voksede og bredte sig til andre dele af Syrien.  
Styret satte hårdt ind over for de i starten hovedsageligt fredelige demonstrationer, men drab på og fængslinger af demonstranter fik blot flere til at deltage i demonstrationerne. Protesterne blev mere voldelige, og i slutningen af marts 2011 – i kølvandet på drabet på fire demonstranter – blev syv politifolk dræbt i Dara’a. Styret satte nu militæret ind og lukkede byen af. Men i stedet for at standse protesterne fik det demonstrationer til at bryde ud over hele landet, og i flere byer blev Ba'ath-partiets lokale hovedkvarterer brændt af.

Præsident Assad fyrede sin regering, erkendte, at der var en voksende afstand mellem folket og staten og gav en række rettigheder (bl.a. statsborgerskab) tilbage til landets kurdiske minoritet. Desuden lovede han at afskaffe de forhadte nødlove, som landet i over 30 år var blevet regeret efter. Men samtidig lovede han at slå hårdt ned på alle tendenser til oprør og fulgte op på sit ord: demonstrationer blev beskudt, efterfølgende begravelser blev beskudt, og massevis af demonstranter blev arresteret.

Flere og flere soldater deserterede fra den nationale hær for at støtte demonstranterne, og grupper af væbnede oppositionsfolk sluttede sig i mange tilfælde sammen under den militære paraply, der kom til at hedde den Frie Syriske Hær, ledet af en afhoppet syrisk oberst. Samtidig blev oppositionen mere organiseret i lokale autonome grupper og en paraplyorganisation med sæde i udlandet ved navn Syrian National Council (SNC), som dog har haft problemer med at opnå intern enighed.

Oprøret udviklede sig for alvor til decideret borgerkrig, da den syriske hær den 3. februar 2012 indledte en storstilet militær operation for at drive oprørerne ud af Syriens tredjestørste by, Homs, som længe været et knudepunkt for modstanden mod Assad. Hæren indledte et massivt bombardement af byen og efterfølgende udrensning hus for hus, som krævede uhyre mange ofre og gjorde det klart, at Syrien befandt sig i åben borgerkrig.  
Sideløbende med de voksende protester menes det, at Assad-regimet besluttede at løslade ekstremistiske jihadister fra fængslet for på den måde at bidrage til at omforme det fredelig oprør til en voldelig konflikt, som ville gøre det mere legitimt for styret at slå hårdt ned på oprørerne. Assad havde beskyldt demonstranterne for at være sunni-islamistiske terrorister, og ved at bidrage til at skabe en sådan virkelighed kunne han lettere slå oprøret brutalt ned. Dette var en vigtig grund til, at oprøret udviklede sig til en brutal borgerkrig. Det fremgår af Syrien-opslaget på Globalis.dk (se kilder). I juli 2012 erklærede Internationalt Røde Kors konflikten for en borgerkrig.

Hærens angreb på Homs i 2012 var startskuddet til en militant udvikling af konflikten, og selv oppositionsgrupper med et pacifistisk udgangspunkt gik nu over til væbnet kamp. Forsøg på at etablere internationale fredsplaner bar ikke frugt. Fra at være en underlegen kampstyrke blev diverse oprørsgrupper gradvist stærkere, således at de kontrollerede store dele af især det nordlige og østlige Syrien samt en række forstæder til Damaskus. Regeringshæren generobrede dog snart territorium med hjælp fra styrker fra Hizbollah, Iran og irakiske militsgrupper. På trods af oprørernes tiltagende styrke brød det syriske styre ikke sammen.

I borgerkrigens første år afviste det internationale samfund at intervenere militært. USA's daværende præsident, Barack Obama, gjorde dog klart, at hvis regimet anvendte kemiske våben, ville man intervenere. Derfor forventede mange i august 2013, at det internationale samfund ville intervenere, da Damaskus-forstaden Ghouta blev angrebet med sarin-giftgas – et angreb, som en række undersøgelser med overvejende sandsynlighed kunne fastslå måtte være kommet fra syriske regeringsstyrker. Op til 1.700 personer blev dræbt i angrebet, og USA og en række andre lande forberedte sig på at lave et begrænset bombeangreb på syriske sikkerhedsstyrker. Der var dog ikke politisk opbakning til det i USA og Storbritannien, og Ruslands udenrigsminister foreslog nu, at man i stedet skulle få Assad til at overgive Syriens arsenal af kemiske våben til FN. Et kompromis blev indgået, Assad-regimet tilsluttede sig FN’s konvention mod kemiske våben og forpligtede sig dermed til at afslutte deres brug af kemiske våben.

Siden er det adskillige gange blevet vurderet, at regimet i Syrien har brugt kemiske våben mod deres civilbefolkning, bl.a. i form af angreb med sennepsgas og giftgas. Da regimet i april 2018 angreb byen Douma i udkanten af Damaskus, og efterretninger tydede på, at der blev brugt kemiske våben, angreb Frankrig, Storbritannien og USA i en fælles aktion syriske basere og anlæg, der mentes at kunne producere eller opbevare giftgas. Rusland og Syrien hævdede, at angrebet med kemiske våben var pure opspind.

Det syriske regime har blandt andet bombet både oprørere og civile med tøndebomber, et slags primitivt masseødelæggelsesvåben af tønder fyldt med sprængstof og jernstykker, som kastes ned fra helikoptere.  
Desuden har regimet brugt belejring til at udsulte og udmatte civilbefolkning og oprørere. Det er typisk foregået på den måde, at regimets styrker først har belejret en by, som de så er begyndt at bombe mere og mere intensivt, hvorefter de har sat landtropper ind. Det var bl.a. den måde, regeringsstyrker genindtog millionbyen Aleppo og Damaskus-forstaden Ghouta på, fremgår det af en artikel på dr.dk 23. februar 2018 (se kilder). I artiklen beskrives det, hvordan det stort set var umuligt for nødhjælpsorganisationer at komme ind i de belejrede områder med forsyninger, og de syge og sårede kunne ikke komme ud, fordi FN og nødhjælpsorganisationer måtte have Assad-regimets tilladelse til at køre ind efter dem.

Da dele af det internationale samfund besluttede at intervenere, var for at stoppe den islamistiske og militante gruppe Islamisk Stats fremtog. I september 2014 annoncerede den amerikanske præsident Barack Obama, at USA i samarbejde med allierede i regionen (Saudi-Arabien, Bahrain, Forenede Arabiske Emirater og Jordan) ville indlede luftangreb mod Islamisk Stat, og samme måned blev interventionen indledt. Koalitionen havde allerede indledt angreb mod Islamisk Stat i Irak, og 21 lande meldte sig under koalitionens faner med militær eller økonomisk støtte til angrebene mod Islamisk Stat i Irak og Syrien – blandt andet deltog Danmark med F16-kampfly, først i Irak, siden i Syrien. Koalitionens angreb kom, efter at Islamisk Stat havde erobret et område på størrelse med Storbritannien i grænseområdet mellem Irak og Syrien.  
Da andre oprørsgrupper erobrede vigtige byer tæt på Damaskus og i andre dele af Syrien, bad præsident Assad Rusland om hjælp, hvorefter Rusland begyndte at bombe oprørsgrupperne. Ruslands præsident Vladimir Putin hævdede, at angrebene primært var rettet mod Islamisk Stat, men både USA, syriske aktivister og tænketanke mente, at de russiske angreb især var rettet mod flere moderate oprørsgrupper, som den vestlige, amerikanskledede koalition støttede. Med konflikten mellem den amerikansk ledede koalition og Ruslands militære intervention havde borgerkrigen i Syrien udviklet sig til en stedfortræderkrig (på engelsk _proxy war_), hvor to modsatrettede koalitioner støder sammen, og to forskellige visioner for regionen er på spil. Konflikten kan således både anskues som en intern, national konflikt, en regional konflikt og et globalt interessesammenstød.

Protesterne mod Bashar al-Assads styre blev fra begyndelsen organiseret og støttet af en sammensat gruppe af borgere med ret forskellig baggrund, både mennesker på landet og i byerne fra arbejder- og middelklassen. Fælles var, at mange af dem var blevet økonomisk holdt udenfor af det nuværende regime og oplevede en mangel på social retfærdighed. Det fremgår af en artikel af den syriske forsker, digter og kvinderetsaktivist Mohja Kahf i netmagasinet ATLAS (se kilder).

I takt med at anarkiet bredte sig, og den manglende enighed internt og opbakning eksternt til de mere sekulært orienterede elementer af oppositionsbevægelsen blev tydelig, vandt især mere radikale islamistiske grupper terræn.

Islamisk Stats fremtog blev afgørende for udviklingen af konflikten til en stedfortræderkrig. Grupperne, som har jihadistisk karakter, har medlemmer fra en række andre lande, især Irak, men også Europa, herunder Danmark. Generelt er billedet af oprørsgrupperne flydende, og nye grupper opløses og opstår jævnligt, ligesom de ofte skifter alliance. I 2016 anslog observatører, at der var mere end 1.000 oprørsgrupper i Syrien, hvoraf flere var blevet ekstremistiske, mens de moderate oprørsgrupper mistede terræn, skrev Politiken i februar 2016 (se kilder).  
Kurdiske oprørsgrupper har også spillet en afgørende rolle i krigen, ikke mindst i nedkæmpningen af Islamisk Stat.

Alawitterne (ca. 12% af befolkningen) og især klanen omkring Assad-familien udgør en rygrad i regimet, men styret nyder også opbakning blandt de andre mindretal, der ofte ser styrets sekulære karakter som en garant for mindretallene og imod det overvældende sunnitiske flertal (ca. 70%). En sunnitisk forretningselite støtter – modsat de fleste sunnimuslimer – regimet og er en integreret del af det, mens mange alawitter, drusere og kristne også er principielle modstandere af styret.

Efterhånden er soldater fra nabolande som Libanon, Iran og Irak også kommet til at spille en større rolle som deciderede kampenheder på regimets side.  
Kurderne har langt hen ad vejen søgt at holde sig neutrale, men har i løbet af borgerkrigen deltaget i væbnede kampe og har tilkæmpet sig store områder i især det nordlige og østlige Syrien. Kurdiske militser har desuden deltaget i nedkæmpningen af Islamisk Stat.

Kurderne har spillet en afgørende rolle i kampen mod blandt andet Islamisk Stat. Mens USA bombede Islamisk Stats stillinger fra luften, kæmpede kurdiske militser på landjorden og mistede omkring 11.000 soldater, inden det i foråret 2019 lykkedes at fortrænge Islamisk Stat fra Syrien. Herefter var det kurdernes håb, at de kunne udbygge den uformelle form for selvstyre, de i løbet af krigens seneste år havde etableret i det nordlige Syrien, og de håbede på USA’s støtte. Men USA valgte i oktober 2019 at trække de fleste af sine styrker ud af Syrien, og det gav Tyrkiet mulighed for at sende soldater ind over grænsen, sådan som tyrkerne også havde gjort i 2017. Tyrkiet angreb de kurdiske styrker, samlet i enheden YPG, med det formål at fortrænge dem fra det nordlige Syrien. Tyrkiet frygter nemlig, at hvis Syriens kurdere får selvstyre – ligesom Iraks kurdere har det  - vil Tyrkiets kurdere måske kræve det samme. Tyrkiet angreb derfor YPG-militsen, som har relationer til den kurdiske oprørsbevægelse i Tyrkiet, PKK, og som Tyrkiet opfatter som en terrororganisation. Tyrkiets motiver i forhold til kurderne beskrives i en analyse i POV International i maj 2019 (se kilder).

Da USA trækker de fleste af sine styrker ud af området, trænger tyrkiske soldater og allierede syriske oprørere ind i grænseområdet – med det mål at etablere en 30 kilometer bred såkaldt sikkerhedszone, hvortil Tyrkiet ønsker at sende mange af de syriske flygtninge, som befinder sig i  Tyrkiet. En aftale mellem Rusland og Tyrkiet betyder, at tyrkiske styrker trækker sig ud af området igen til gengæld for, at Rusland garanterer, at den kurdiske milits forsvinder fra området. Herefter begynder Rusland og Tyrkiet sammen at patruljere langs grænsen.  
Kurderne har dermed tabt meget af det, de ellers havde vundet under krigen. (Se også faktalink-artiklen om Kurderne).

Syrien har traditionelt været Irans vigtigste allierede i regionen, mens de også har haft en tung hånd i Libanon, som i mange år var under syrisk kontrol, og hvor særligt den magtfulde Hizbollah-organisation stadig er en direkte allieret. Det samme var palæstinensiske Hamas i lang tid, indtil borgerkrigen i 2012 fik organisationen til at tage afstand til regeringen og i stedet støtte de sunnidominerede oprørere. Både Iran og Hizbollah er direkte involveret i krigen med både militær, tusindvis af krigere og i Irans tilfælde også økonomisk støtte til regimet, ligesom det syriske styre nyder støtte fra Rusland, der i starten sendte våben og i 2015 intervenerede militært for at støtte styret. Regimet støttes også af Kina, der ligesom Rusland har blokeret for resolutioner mod styret i FN’s Sikkerhedsråd for at modvirke vestlig dominans i regionen. Især Rusland har spillet – og spiller – en helt afgørende rolle for, at regimet i dag har genvundet kontrollen med størstedelen af Syrien og står tilbage som krigens vinder.

Oprørernes krav om, at Assad skulle gå af, er blevet støttet af USA, langt de fleste europæiske lande – især Frankrig og Storbritannien – de arabiske golfstater og Tyrkiet, som alle har støttet oprørerne direkte og været udtalte modstandere af Assad-regimet. Tyrkiet har dog også i de seneste år bekæmpet kurdiske grupper, som har erobret landområder i grænseområdet til Tyrkiet. Ifølge visse eksperter har den amerikansk ledede koalitions kamp mod Islamisk Stat indirekte styrket regimet. Allerede i april 2016 forudså seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, Helle Malmvig i Berlingske (se kilder) dette: ”Der er ingen tvivl om, at Danmark – sammen med de andre koalitionspartnere – kommer til at spille præsident Assads spil. Målet med det danske bidrag er jo entydigt at bekæmpe Islamisk Stat, og det baner vejen for, at det syriske regime og dets russiske og iranske allierede kan rykke ind, når Islamisk Stat fortrænges fra områder, som bevægelsen i dag kontrollerer,” sagde hun.  
Da USA i efteråret 2019 trak de fleste af sine soldater ud og lod Tyrkiet nedkæmpe kurdiske oprørsgrupper, forudså en række eksperter, at det på sigt vil styrke Islamisk Stat, og at der er risiko for, at de mange fanger fra Islamisk Stat, som sidder i fangelejre, der har været bevogtet af kurdiske grupper, kan få mulighed for at flygte. I oktober 2019 blev der rapporteret om, at 800 af disse fanger var undsluppet.  
Eksperter vurderer desuden, at det internationale samfund reelt har accepteret, at Bashar al-Assad bliver siddende, og at regimet i Syrien får lov at overleve. Især de europæiske lande har været passive og har overladt scenen til USA og i stigende grad Rusland, og da Rusland har været regimets vigtigste støtte, har det betydet, at styret har kunnet generobre kontrollen over Syrien. I en artikel i Kristeligt Dagblad i november 2019 ((se kilder) siger den franske mellemøstekspert Didier Billion: ”Europæerne er reduceret til kommentatorer og vil eventuelt blive bedt om at bidrage økonomisk til genopbygningen, men uden at have indflydelse på den politiske ramme, som nu indebærer, at den syriske præsident Bashar al-Assad bliver ved magten, så længe det passer Rusland. Det er Vladimir Putin, der styrer spillet nu.”

Det første forsøg på fredsmægling blev lagt i hænderne på FN’s særlige udsending, tidligere FN-generalsekretær Kofi Annan. Annan foreslog en sekspunktsplan, der skulle starte med en gensidig våbenhvile fra april 2012 og derefter fortsætte med en række faser, der skulle lede frem til en overgangsregering og siden demokratiske valg. Våbenhvilen blev imidlertid brudt nærmest omgående, og Annan måtte i efteråret 2012 kaste håndklædet i ringen.  
Siden har der været en række andre forsøg på fredsmægling og forhandlinger under ledelse af FN, som dog ikke har ført til en fredsløsning.  
Parallelt har der været forhandlinger mellem Rusland, der står på regimets side, og Tyrkiet samt flere andre af konfliktens parter. En del af disse forhandlinger har fundet sted i Kasakhstans hovedstad Astana, og de aftaler, der er indgået der, kendes derfor som Astana-aftalerne. Disse aftaler handler blandt andet om at etablere såkaldte de-eskaleringszoner.  
Den FN-ledede proces fortsætter også. I efteråret 2019 skulle et udvalg, der skal udarbejde en ny forfatning for Syrien, mødes i Genève i Schweiz. Målet er, at der skal laves en forfatning, og siden skal der afholdes FN-overvågede valg. Udvalget, som skal lave forfatningen, skal bestå af 150 medlemmer, herunder 50 repræsentanter fra regeringen, 50 medlemmer af oppositionen samt civile udvalgt af FN's særlige udsending til Syrien. Men indtil videre er der ikke enighed om, hvem der skal sidde i udvalget. Det er også en stor udfordring, at det syriske regime kun ønsker at ændre ved den nuværende forfatning, mens oppositionen vil have en helt ny.

I marts 2019 vurderede overvågningsgruppen De Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, at den otte år lange krig havde kostet over 370.000 mennesker livet, deriblandt 112.000 civile, heraf 12.000 børn. Krigen har desuden ført til, at 13 millioner mennesker er fordrevet fra deres hjem og befinder sig i flygtningelejre i Syrien eller i nabolandene eller i eksil i andre lande.

Allerede i 2016 rapporterede FN's Flygtningehøjkommissariat UNHCR (se kilder), at der var mindst 4,8 millioner registrerede flygtninge i lande udenfor Syrien; langt størstedelen i Tyrkiet, Libanon, Jordan og Irak. Desuden vurderede FN, 13,5 millioner syrere havde behov for humanitær hjælp inde i Syrien. Det fremgår af Dansk Røde Kors temaside om Syrien (se kilder).  
Selv om dele af Syrien siden er blevet mere fredeligt, at der stadig mange angreb, som dræber civile, herunder mange børn. Så sent som i juli 2019 udtalte FN’s menneskerettighedskommissær, Michelle Bachelet, ifølge en artikel på Globalnyt-dk (se kilder) om angreb i den nordlige Idlib-provins udført af russiske styrker og den syriske hær: ”Den seneste ubarmhjertige kampagne med luftangreb udført af regeringen og dens allierede rammer fortsat medicinske faciliteter, skoler og anden civil infrastruktur såsom markeder og bagerier.” Mange syrere lever uden adgang til lægehjælp, medicin, vand, elektricitet og daglige fornødenheder.

En af de store udfordringer for Syriens nabolande, er de mange syriske flygtninge. Allerede i 2016 vurderede FN, at der var over 1 million syriske flygtninge i Libanon, hvilket svarer til, at flygtningene udgør knap en fjerdedel af landets befolkning, mens Tyrkiet har taget imod omkring 3,6 millioner syriske flygtninge. Krigen i Syrien bidrog også til den kaotiske udvikling i [Irak](http://globalis.dk/Konflikter/Asien/Irak) og udbredelsen af [Islamisk Stat (IS)](http://globalis.dk/Konflikter/Asien/Islamisk-Stat-IS) der. Det fremgår af Globalis.dk’s opslag om Syrien (se kilder). Også i Israel er der udbredt bekymring for, hvad konflikten kan betyde for den i den arabiske verden så upopulære stat, og den israelske hær har flere gange angrebet mål i Syrien. Derudover har borgerkrigen i Syrien først og fremmest haft indirekte konsekvenser i og uden for regionen på grund af fremvæksten af Islamisk Stat, som har terroriseret lande fra Mellemøsten til Europa og USA (se Faktalink-artiklen om Islamisk Stat).

Tyrkiet har især reageret på, at det lykkedes kurdiske oprørere i Syrien at sætte sig på et stort område i det nordlige Syrien og etablere en form for selvstyre. Den tyrkiske regering frygter, at kurdere i Tyrkiet vil gøre oprør med støtte fra syriske kurdere, og det har fået den tyrkiske regering til at slå hårdt ned på tyrkiske kurdere og til at angribe kurderne i Syrien og – med støtte fra Rusland – etablere en såkaldt sikkerhedszone langs den tyrkisk-syriske grænse, hvor Tyrkiet og Rusland siden november 2019 har patruljeret. Tyrkiet ønsker at sende syriske flygtninge tilbage til denne zone og er – ifølge Amnesty International – begyndt at tvinge og true flygtninge tilbage over grænsen. Det fremgår af et Ritzau-telegram fra oktober 2019 (se kilder).

En af de mest anerkendte Syrien-eksperter, Peter Harding, fra organisationen International Crisis Group vurderer, at ”syrerne betaler en ublu pris for dette dødvande. Landets byer bliver revet fra hinanden. I den store og livlige by Homs er sunnimuslimske kvarterer blevet reduceret til murbrokker, mens hovedsageligt kristne områder omkring det centrale marked er blevet kværnet til støv. Det industrielle kraftcenter Aleppo er på vej ned af den samme rute, og det samme kan ske for hovedstaden Damaskus. Arkitektonisk arv er blevet jævnet med jorden eller plyndret, hvorved en vigtig kilde til national stolthed forsvinder, for ikke at nævne indtægterne fra fremtidig turisme. Familier, erhvervsliv og religiøse organisationer er blevet fordrevet eller sønderrevet af død eller uoverstigelig uenighed,” forklarer han i artiklen ”The Syrian Heartbreak” på merip.org, der er hjemmeside for Middle East Research and Information Projects (se kilder). Der har desuden været massive ødelæggelser af de historiske kvarterer i byer som Homs, Damaskus og Aleppo samt ikke mindst Islamisk Stats erobring og ødelæggelse af den historisk og arkitektonisk vigtige oldtidsby Palmyra.

Efter at det syriske regime har generobret kontrollen med omkring to tredjedele af landet, er en del områder nu mere sikre at opholde sig i. I en artikel i Kristeligt Dagblad i november 2019 (se kilder) vurderer generalsekretær i den humanitære organisation Syrisk Røde Halvmåne, Khaled Erksoussi, at det i en del områder i Syrien er blevet muligt at vende hjem og leve nogenlunde sikkert. Samtidig påpeger han dog, at ”der er en række udfordringer, som gør det svært for dem, der vender hjem. Ikke mindst de sanktioner, der stadig er i kraft (fra EU og USA’s side, red.), og som betyder, at en række varer ikke kan importeres til Syrien. Det gør genopbygningen sværere.”  
Han nævner også, at en række nødhjælpsorganisationer har nedtrappet deres hjælp i Syrien i takt med, at krigen er stilnet af, men at det netop er nødvendigt med nødhjælp og forskellige former for bistand, hvis flygtningene skal kunne etablere en tålelig tilværelse, og hvis man vil forhindre nye strømme af flygtninge ud af Syrien: ”hvis folk bliver desperate over, at de må blive ved med at undvære skoler til deres børn og fornødenheder som vand og strøm, begynder de at søge andre steder hen. Så står vi med endnu flere flygtninge,” siger han.

Der er endnu ikke nogen endelig fredsaftale på plads, og iagttagere vurderer, at det internationale samfund, herunder FN’s sikkerhedsråd, til dels har givet op over for situationen i Syrien, hvor regimet med Ruslands støtte er blevet krigens sejrherre. Michelle Bachelet, FN’s menneskerettighedskommissær udtalte ifølge en Globalnyt.dk i juli 2019 (se kilder): ”Nu dræber og lemlæster luftangreb et betydeligt antal civile adskillige gange om ugen, og svaret er tilsyneladende et kollektivt skuldertræk, mens Sikkerhedsrådet er lammet af de fem permanente medlemmers vedvarende mangel på evne til at enes om at bruge deres magt og indflydelse til at stoppe kampene og drabene en gang for alle”.

Tilsvarende vurderer flere eksperter i en artikel i Kristeligt Dagblad 1. november 2019 (se kilder), at et forslag fra den tyske forsvarsminister Annegret Kramp-Karrenbauer om at sætte en international fredsstyrke ind i Syrien, er helt urealistisk.  
Selv når krigen slutter, vil der under alle omstændigheder være lang vej til egentlig fred, fremgår det af en analyse i POV International maj 2019 (se kilder). Her nævnes det, at et af kendetegnene ved den syriske konflikt har været systematisk bombning af skoler og hospitaler. Der er derfor brug for genopbygge både hospitaler og skoler, ligesom der ifølge analysen mangler 150.000 lærere, som enten er flygtet eller dræbt.   
Desuden er der den store udfordring, at det regime, som demonstranterne tilbage i 2011 protesterede imod, og som oprørerne har ønsket at fjerne, stadig sidder ved magten.

”Det særlige ved Syrien er, at sejrherren er den samme, som før borgerkrigen startede. Der vil ikke være en ny præsident på magten, der kan symbolisere et nyt Syrien, et nyt kapitel, en frisk start for et ødelagt land. Det er i sig selv problematisk, for syriske flygtninge i udlandet har næppe lyst til at vende hjem til det samme styre, de flygtede fra. Det vil formentligt også klinge hult for landets civilbefolkning, hvis præsidenten forsøgte sig med en forsoningspolitik. Folk ved jo godt, at selvsamme præsident var ansvarlig for en systematisk bombning af blandt andet skoler og hospitaler. Men netop genopbygning af skoler, hospitaler, infrastruktur og genhusning er muligvis den mest farbare vej frem for landet,” fremgår det af analysen, der konkludrer: ”Kan man hele et traumatiseret land uden at forholde sig til de menneskelige tragedier, landet har været ramt af? Kan man komme videre alene på gendannelsen af fysiske rammer og infrastruktur? Næppe. Men det kan være, at det er det eneste, der bliver tilbudt den syriske befolkning.”

Civile i ruinerne i Aleppo, december 2016, efter flere måneders bombardementer. 

borgerkrigen i Syrien_faktalink_20161222-085408-L-1000x666we.jpg

Borgerkrigen i Syrien

At preppe er at forberede sig på dårlige tider. Det har mennesker gjort i tusindvis af år. Man har konserveret, saltet og syltet for at få madvarer til at holde længe – både for at mindske spild og for at være klar til perioder, hvor friske madvarer bliver vanskelige at skaffe. Der kan være forudsigelige og tilbagevendende situationer, man skal forberede sig på, som fx sæsonernes skiften. Når man taler om prepping, handler det imidlertid først og fremmest om mere ekstraordinære situationer. 

Mange samfund har oplevet kriser, katastrofer og krige, og derfor har mennesker overalt i verden jævnligt måtte forberede sig på vanskelige perioder. Men begrebet prepping knytter sig til en tendens, som især har vundet indpas i vestlige lande som USA og Sverige de seneste årtier, hvor der nogle steder dyrkes en decideret prepperkultur.

I nutidige samfund er det ikke nødvendigt at gemme flere kasser fyldt med dåsemakrel eller glas med syltede agurker, for de fleste har let adgang til butikker, hvor der er friske råvarer året rundt. Der er heller ikke behov for at opbevare vand i egne tanke, fordi der er vand i hanen, ligesom der er varme i radiatoren og strøm i stikkontakten. 

Adgangen til frisk mad, vand, varme og elektricitet er dog bundet op på komplicerede forsyningskæder, som den enkelte ikke selv er herre over. Forsyningskæderne er forholdsvis robuste. Men ulykker, naturkatastrofer eller angreb kan sætte dem ud af drift i en kortere eller længere periode. Det kan skyldes en pludseligt opstået pandemi, som vi så under corona-krisen. Det kan også skyldes brud på kabler, der forsyner os med gas eller elektricitet, som vi har set i forbindelse med krigen i Ukraine. Indtil videre har danskerne ikke skulle undvære elektricitet eller vand i flere dage. Beredskabsstyrelsen ønsker dog, at danskerne forbereder sig på, at det kan komme til at ske i fremtiden. De opfordrer derfor befolkningen til at preppe.

Den 9. september 2024 sendte Beredskabsstyrelsen pjecen ’Forberedt på Kriser’ ud til alle borgere i Danmark via e-Boks \[3\]. Heri står der beskrevet, at alle borgere bør opbygge et lager af mad, vand, medicin og hygiejneartikler, som holder i tre dage. Det vil sige, at man skal have minimum tre liter vand per person per dag. Det anbefales også at have en lommelygte, tændstikker, stearinlys og batterier på lager, som man ved virker. 

Derudover anbefaler pjecen, at man har kontanter liggende, en opladet powerbank og en FM-radio, som virker uden strømforsyning, men i stedet bruger batterier, solceller eller håndsving. Sidst men ikke mindst bør folk sikre sig, at de har varme tæpper liggende.

Rådene er vejledende, og det står skrevet i pjecen, at de er givet på baggrund af myndighedsvurderinger af Danmarks sikkerhed, trusler og sårbarhed.

Beredskabsstyrelsens pjece kan virke som en stor mundfuld for den almindelige borger. Og det er da heller ikke alle borgere i Danmark, der har fulgt rådene. Faktisk havde 66 procent ikke gjort noget to en halv måned efter pjecen blev sendt ud. Det viser en undersøgelse, som Epinion har udført for DR \[4\].

Myndighedernes pjece kan dog fremstå som vand sammenlignet med de mange bøger om prepping, der er udgivet i Danmark i 2024, som fx ”Prepperens håndbog”, ”Kriseklar”, ”Kriseparat” og ”Krisehåndbogen”. I disse bøger kan man få gode råd til, hvordan man bygger en ovn, hvad man kan bruge forskellige værktøjer og gadgets til, og hvilke papirer, der er gode at have ved hånden, hvis uheldet skulle være ude. 

Det anbefales at have telefonnumre, landkort og diverse huskelister i papirform. Den anbefaling taget i betragtning, kan det undre, at Beredskabsstyrelsen ikke har sendt en papirpjece ud, men i stedet har sendt en pjece ud i e-Boks. En pjece, det vil kræve elektricitet og eventuelt mobilnet at tilgå, hvis man ikke har fået printet den ud. 

Nogle vil også mene, at prepping involverer etablering af et sikkerhedsshelter samt mad og vand til flere uger. Faktisk sendte myndighederne i Danmark en pjece ud i 1962, som netop beskrev i detaljer, hvordan man bygger et shelter eller et sikkert rum i sit hus i tilfælde af, at der ville falde atombomber.

I 2018 skrev den amerikanske professor og forfatter Douglas Rushkoff en artikel i Medium om sit møde med de allerrigeste amerikanere \[5\]. Der var tale om fem tech-milliardærer, der havde hyret ham til at fortælle om, hvordan de bedst kunne sikre sig, hvis der skulle opstå en krise så stor, at de var nødt til at søge beskyttelse over en længere periode.

Flere af milliardærerne havde allerede bygget beskyttelsesrum og bunkere. Nogle ønskede at bygge på New Zealand, mens andre forestillede sig, at de ville blive nødt til at bygge en slags struktur, der kan flyde på havet.

Der var dog særligt et problem, som disse milliardærer ikke kunne finde en umiddelbar løsning på. Hvis de endte med at søge beskyttelse på et isoleret område under en krise, hvor penge og kryptovaluta havde mistet deres værdi, hvordan kunne de så sikre, at deres sikkerhedsfolk ikke ville vende sig mod dem og tage magten? Skulle de investere i robotter som sikkerhedsfolk i stedet, lød et af spørgsmålene. 

Douglas Rushkoff, der var blevet betalt i dyre domme for at komme med de bedste råd til livet i en postapokalyptisk verden, fortalte dem, at de kunne starte med at behandle deres sikkerhedsfolk ordentligt. De kunne give dem en ordentlig løn for deres daglige arbejde og i øvrigt behandle dem med respekt. Med andre ord skulle de skabe et menneskeligt bånd mellem sig selv og de mennesker, der arbejdede for dem. Et råd, som også gælder for almindelige mennesker, der ikke har deres egen bunker. Medmenneskelig respekt og samarbejde kan både forhindre kriser i at udvikle sig og gøre tilværelsen betragtelig lettere under en krise \[6\].

En amerikansk katastrofespecialist ved navn Chris Ellis har fulgt udviklingen inden for prepping. Han oplyste til Reuters i 2024, at det er hans vurdering, at omkring 20 millioner mennesker i USA prepper \[7\]. Tidligere var der mange, som anså preppere for at være en smule skøre. Sådan er det ikke nødvendigvis længere.

Prepperkulturen er stor på de sociale medier. På YouTube og TikTok kan man se utallige videoer om, hvordan man bedst klarer sig selv i naturen med en kniv og et telt. Andre preppere går sammen og skaber små samfund i de amerikanske skove. Det gælder blandt andet manden bag YouTube-kanalen Viking Preparedness, Pastor Joe \[8\]. 

Han leder en religiøs gruppe, der blander kristendom og jødedom, og som er klar til dommedag. Gruppen i skoven opbevarer mad i olietønder, så alle beboerne i det lille samfund vil have mad nok til et helt år. Derudover er der opsat overvågning overalt på grunden, og gruppen har en enorm samling af våben, som de træner brugen af. Det gør de ud fra en tanke om, at staten ikke kan beskytte individet mod kriser og atomkrige, derfor må enhver beskytte sig selv og sin familie efter bedste evne.

Hvor stor er risikoen for, at der opstår krig eller naturkatastrofer i det samfund, vi lever i? Det er et spørgsmål, den enkelte umuligt kan vurdere uden adgang til fortrolige rapporter om rigets sikkerhed. Den information, almindelige borgere kan læne sig op ad, kommer via medier eller direkte fra myndighederne. Derfor er det også vigtigt, at befolkningen generelt har tillid til medier og myndigheder. 

Det samme gælder tilliden til samfundets infrastrukturer. I dag er el, internet, vand og varme forbundet til elektroniske systemer. Det kan være svært for den enkelte at vurdere, hvor sikre de er imod fx hackerangreb.

For den enkelte vil der derfor altid være en vis informationsusikkerhed. Udviklingen i fake news og generel mistillid til politikere og journalister kan øge denne usikkerhed. For nogle bliver usikkerheden og utrygheden så stor, at de ønsker at handle sig ud af den ved at preppe. Hvor meget forberedelse, der er behov for, afhænger ofte af, hvor stor en krise den enkelte forestiller sig, kombineret med hvor stor – eller lille – tillid de har til myndighederne.

De seneste år har en række begivenheder haft betydning for folks syn på mulige kriser og nødvendigheden af at forberede sig. Corona-krisen strakte sig ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO fra 2019 til 2023. Pandemien afslørede, at de fleste varer er forbundet gennem globale forsyningskæder. Selvom der bliver produceret smør i Danmark, er der måske en computerchip fra Taiwan, som bruges i den industrielle produktion. Pludselig afhænger forbrugernes adgang til smør i Danmark af adgangen til mikrochips fra Taiwan.

Krigen mellem Rusland og Ukraine har også medført et større fokus på kriser. Ikke mindst fordi der i forbindelse med krigen har været udført sabotage af en gasledning i Nordsøen kaldet Nord Stream 2. En aktion, myndighederne stadig ikke har fastslået bagmanden/-landet til.

De seneste år har Danmark derudover oplevet adskillige hackerangreb mod bl.a. hospitaler, banker, virksomheder, forskningsinstitutioner og elnet. Det førte i september 2024 til, at myndighederne hævede det generelle trusselsniveau for cyberangreb. Energistyrelsen har fx hævet trusselsniveauet fra grøn til gul (som er middel) \[11\].

Ruslands præsident, Vladimir Putin, har også truet med at anvende atomvåben. Rusland har opdateret sin atomdoktrin, så der kan anvendes atomvåben, hvis landet bliver udsat for angreb med konventionelle missiler, droner eller andre fly, støttet af en atommagt. Det skriver Kreml ifølge Reuters \[12\].

Myndighederne i Danmark vurderer løbende, hvor stor risikoen for nye kriser er. De ser blandt andet på risikoen for krig, naturkatastrofer, terrorangreb og pandemier \[13\]. Corona-pandemien gjorde det klart, at de danske myndigheder ikke altid har et opdateret beredskab klar til at håndtere større kriser på samfundsniveau. På verdensplan viser foreløbige undersøgelser dog, at Danmark var et af de lande, som kom ud af krisen med relativt få restriktioner og en relativt lille overdødelighed i forhold til normalen.

Undervejs blev regeringens håndtering af corona-krisen kritiseret meget. Pjecen ’Forberedt på kriser’ fra 2024 kan derfor også ses i et politisk lys: Som et forsøg fra myndighedernes side på at gøre befolkningen medansvarlig for håndteringen af fremtidige kriser. I pjecen opfordres borgerne blandt andet til at undersøge, hvorvidt de bor i et område, som kan være i risiko for at blive oversvømmet. Netop den type information kan privatpersoner godt selv indsamle, og de kan også selv bidrage til at stormflodssikre deres hjem.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) har i 2023 udtalt til P1 Morgen, at han ikke mener, at danskerne er krisebevidste nok \[14\]. At preppe er således ikke kun en konkret handling, men også en mental øvelse i at forholde sig til muligheden for potentielle kriser.

Hvis et samfunds borgere er blevet krisevidste, eller hvis prepperkulturen er slået igennem flere steder, er det nemmere for politikerne at flytte ressourcer fra klassiske velfærdsgoder såsom skoler og hospitaler til områder inden for sikkerhed og militær. Nogle politiske kommentatorer har da også fremhævet, at SVM-regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) tilsyneladende brugte dette rationale, da den forklarede afskaffelsen af Store Bededag med et behov for at tilføre ressourcer til det danske forsvar \[15\]. Siden har SVM-regeringen vedtaget flere forlig, som afsætter betydeligt flere midler til forsvaret end tidligere. Fra 2024-2033 afsættes der 190 mia. kr. \[16\].

Der er dog andre omstændigheder udover krig, som kan medføre kriser i samfundet. Det gælder blandt andet klimaforandringerne. Omstilling af samfundet til at forebygge klimakatastrofer har dog ikke fået lige så mange penge. I den grønne trepartsaftale, der blev vedtaget den 18. november 2024, har politikerne afsat 43 mia. kroner til opkøb af landbrugsjord, som skal omdannes til naturområder \[17\]. Der er lang vej fra 43 mia. kr. til 190 mia. kr. Siden har det også vist sig, at aftalen ikke er fuldt finansieret, hvorfor det er usikkert, om der reelt kan bruges 43 mia. kr.

At forberede sig burde ikke i sig selv kunne skabe problemer. Men der kan være forhold forbundet med prepping-kulturen, som øger risikoen for kriser. En af grundstenene i prepping-kulturen er mistillid til det eksisterende system. Det kan være mistillid til medier, politikere, embedsmænd eller medmennesker. For nogen resulterer mistilliden i, at de køber en prepper-start-pakke på Backpackerlife.dk. For andre betyder det, at de isolerer sig i en skov sammen med deres bedste venner og en masse våben. Forskning viser imidlertid, at samfund præget af mistillid er mindre produktive og modstandsdygtige end samfund, der bygger på tillid \[18\]. 

Det kan illustreres via et tankeeksperiment inden for spilteorien kaldet ’Fangernes dilemma’. Her bliver to fanger belønnet med 5 point hver for at arbejde sammen. Men hvis den ene vil samarbejde og den anden ikke vil samarbejde, får den fange, som ikke samarbejder, 10 point, mens den samarbejdende fange får 0 point. Vælger begge at droppe samarbejdet, får de hver 1 point. Fangerne kan ikke se eller aftale med hinanden, om de skal samarbejde eller ej. De skal hver især træffe et valg baseret på tillid. Det logiske valg i et samfund med tillid vil være, at begge samarbejder og får 5 point hver. Det logiske valg i et samfund uden tillid vil være, at begge fanger vælger ikke at samarbejde, og får 1 point hver. Den manglende tillid medfører således, at begge fanger får færre point, end hvis de havde valgt at samarbejde.

Prepping-kulturen er ikke nødvendigvis et udtryk for, at personer, der prepper, ikke vil samarbejde. Men den kan være udtryk for mistillid i et samfund, som får samarbejde til at fremstå som et ulogisk valg. Denne mistillid kan være velbegrundet og erfaringsbaseret. Det ændrer dog ikke på, at mistillid som udgangspunkt vil gøre samarbejde sværere, hvilket i sig selv både kan forårsage og forstærke kriser.

Det kan være svært at vide, hvornår man har forberedt sig godt nok på en krise, da man i sagens natur ikke kan vide, præcis hvordan en potentiel krise vil udfolde sig, hvad konsekvenserne vil være og over hvor lang tid. Der er stor forskel på et hackerangreb mod den lokale vandstation, en oversvømmelse af et sommerhusområde og et angreb med atombomber.

Kun fantasien sætter grænser for, hvor mange og hvor store ulykker man skal forberede sig på. Har man en god fantasi, kan man hurtigt komme til at købe flere ting end blot en FM-radio, en førstehjælpskasse og 9 liter vand. Pludselig har man investeret i mad til to måneder i stedet for tre dage. Man har købt en generator i stedet for en powerbank, og man har bygget en brændeovn i stedet for en pakke stearinlys og et trangiasæt, og konstrueret sit eget beskyttelsesrum i stedet for at undersøge, hvor den nærmeste kælderadgang er. Følger man de mange råd, der bliver delt ud på YouTube og i diverse prepper-bøger, kan man ende med at bruge mange penge på prepping. Ironisk nok kan dette overforbrug i sig selv føre til udledning af mere CO2, som igen medvirker til at forstærke klimaforandringerne og eventuelle klimakatastrofer i form af oversvømmelser og storme.

Rasmus Dahlberg er ph.d. i katastrofevidenskab fra Københavns Universitet og faglig leder ved Center for Samfundssikkerhed, der er en del af Forsvarsakademiet. Han forklarer i bogen ”Kriseklar”, at han foretrækker at anvende ordet hjemmeberedskab frem for prepping \[21\]. Formålet er at have et beredskab, så man er bedst muligt forberedt på en krisesituation, hvis man pludselig står uden vand og strøm i en kortere periode.

”Det handler om, at du ikke er hjælpeløs, når krisen opstår. Og at du inden for rimelighedens grænser tager ansvar for din egen situation og din families sikkerhed i stedet for at være 100 procent afhængig af hjælp fra andre,” forklarer han.

Han har derfor selv valgt at forberede sig ved at opstille en stor stålreol i sin kælder med vand i toliters flasker, konserves, pasta, ris og kaffe mv. Der er også en kWh powerbank, som kan give nødstrøm til fryseren og det ekstra køleskab. Den kan frakobles og bruges andre steder i hjemme, så der er strøm til et par dage i en krise. Han anbefaler også, at man gør sig nogle tanker om, hvem man har i sit netværk, som man skal tage vare på eller kan få hjælp af, skulle der indtræffe en krise.

Major og militæranalytiker Alexander Høgsberg Tetzlaff er blandt de stemmer i debatten, som mener, at prepping ikke er den mest effektive måde at sikre vores samfund på.

Det fortæller han i DR-podcasten Peter Prepper \[22\]. Alexander Høgsberg Tetzlaff mener ikke, at der er noget galt i at preppe, hvis man har det godt med det, men han ser ikke det store behov for det i dagens Danmark. De færreste mennesker bor særligt langt fra et supermarked i modsætning til borgere i Norge og Sverige, hvor det kan tage flere timer at nå hen til den nærmeste butik.

Han understreger, at risikoen for, at Danmark ender i en aktiv krig, er meget lille. I stedet er vi sandsynligvis i gang med en eller flere hybridkrige, som blandt andet involverer hackerangreb fra Rusland. Men selv i lande, der rent faktisk er i aktiv krig med Rusland, såsom Ukraine, er det meget svært for russerne at lamme deres elnet. Når Kiev bliver bombet, får de hurtigt elnettet op at køre igen. Det samme ville gøre sig gældende i Danmark, som har et meget robust elnet, hvor man hurtigt kan omdirigere strømmen væk fra den angrebne del af systemet, så resten af elnettet stadig fungerer.

Og sidst, men ikke mindst, har militæranalytikeren tillid til, at myndighederne er godt forberedte på diverse kriser og hybridkrig med andre lande. Faktisk er befolkningens tillid til myndighederne et af de vigtigste værktøjer, forklarer han. Det sikrer nemlig, at vi er mindre tilbøjelige til at tro på fake news, som ofte har til formål at splitte befolkninger og destabilisere det politiske system og myndighedernes håndtering. Alexander Høgsberg Tetzlaff udtalelser blev bragt i en podcast, før myndighederne sendte pjecen ’Forberedt på kriser’ ud.

Prepping-kulturen er særligt stor i USA. Vi ser ofte, at kulturfænomener, der starter i USA, også ender i Danmark. I USA har prepping-kulturen traditionelt været knyttet til højrefløjen. Den går hånd i hånd med en generel mistillid til de offentlige systemer, en glæde ved at skabe noget selv og et ønske om at beskytte sig selv og sin familie mod potentielle farer.

Den britiske kriminolog Michael Mills har studeret preppere i USA gennem en årrække. Han kunne konstatere, at prepperkulturen blev mindre, da Donald Trump var præsident første gang. Det var, som om de amerikanske preppere havde mindre frygt for krig og migration, når han besad posten \[23\]. 

Michael Mills forklarer, at det er helt almindelige mennesker, der prepper i USA. Både læger, brandmænd og embedsfolk. Det, der adskiller dem fra den del af befolkningen, som ikke prepper, er deres syn på kriser og katastrofer. Ikke alle preppere er motiverede af, hvem der sidder i Det Hvide Hus, men alligevel tilstrækkelig mange til, at butikker, der sælger prepperudstyr, kan mærke forskel. Som en butiksejer har udtalt til mediet Business Insider: ”Vi joker nogle gange med, at vi er nødt til at få en demokrat tilbage i Det Hvide Hus, så salget vil stige igen.”

Spørgsmålet er så, om prepping for alvor begynder at vinde i indpas i Danmark i kølvandet på de danske myndigheders anbefalinger. Sammenholdt med en mere anspændt sikkerhedssituation i Europa, er det ikke usandsynligt.

Fotocollage viser pandelampe, vanddunk, powerbank, gasdåse, stearinlys, Knorr retter, panodil, bleer, batterier, toiletpapir, Nescafe og majs

Danske myndigheder har meldt ud, at danskerne skal kunne klare sig i tre dage i tilfælde af en krisesituation. 

Prepping -top_Mads Claus RasmussenRitzau Scanpix@20240617-151843-L-6711x3500ma.jpg

Prepping

verdensreligioner_faktalink_20130326-015226-pf-1920x1280we.jpg

Verdensreligioner

tema EU og Europa_faktalink_20190506-190359-7-1920x1278we.jpg

EU og Europa

Mennesker på Berlinmuren i november 1989.

Mennesker på Berlinmuren ved Brandenburger Tor natten mellem den 9. og 10. november 1989.

Faktalink

Hvad leder du efter?

aktuelt

Velkommen til det nye Faktalink

Assad flygter fra Syrien

Grøn trepartsaftale på plads

samfund

DNA i straffesager

Borgerkrigen i Syrien

Prepping

HOLD ØJE MED DATOERNE

historie

Krigen i Afghanistan

Historiekanon 8: Christoffer Columbus

Den kolde krig

temaer

Verdensreligioner

EU og Europa

Historiekanon 1-29