Faktalink_13MB_ingenaudio.mp4

Donald  Trump og Volodomyr Zelinskij under det mislykkede møde i Det Hvis Hus, 28. februar 2025r

Det mislykkede møde mellem Donald Trump og Volodymyr Zelenskyj den 28. februar har dæmpet forhåbningerne om en snarlig våbenhvile eller fredsaftale mellem Ukraine og Rusland.

Krigen i Ukraine - Oval office clash-Saul LoebAFPRitzau Scanpix@20250228-182632-L-8256x5504ma.jpg

Krig i Ukraine

Israel-Palæstina konflikten er en af de længstvarende konflikter i verden. Og konflikten deler ikke kun israelere og palæstinensere og landene i Mellemøsten, men også de politiske fløje internt i både USA og Europa. Ligesom konflikten også har præget mange kulturelle arrangementer og givet anledning til store demonstrationer på fx universiteter i mange steder i verden.

Siden den 7. oktober 2023, hvor Hamas foretog et storstilet terrorangreb i Israel, er konflikten mellem Hamas og Israel blusset op igen. Omkring 1.200 israelere mistede livet i angrebet, og yderligere 250 blev taget som gidsler, hvoraf det vurderes, at kun 63 stadig er i live \[1\]. I de efterfølgende bombardementer af Gaza og som følge af den israelske invasion af området har over 45.000 palæstinensere mistet livet ifølge FN \[2\]. Den aktuelle krig er blot den seneste udvikling i en konflikt, som har varet i over 100 år, og som handler om, at både israelere og palæstinensere hævder at have ret til det samme landområde.  Konflikten har gennem årene haft perioder med tilnærmelser og fredsforhandlinger og perioder med krig og opstand. Siden Hamas’ terrorangreb den 7. oktober 2023 er konflikten dog eskaleret. Først med en israelsk invasion af Gaza, dernæst en intensiv israelsk bombekampagne i det nordlige Libanon for at ramme den med Hamas’ allierede Hizbollah-milits, og sidst i form af en direkte konfrontation med Iran.

Situationen udvikler sig hele tiden og kan følges via for eksempel følgende hjemmesider:

*   [BBC](https://www.bbc.com/news/topics/c2vdnvdg6xxt)
*   [Haaretz](https://www.haaretz.com/)
*   [Middle East Eye](https://www.middleeasteye.net/topics/israel-war-gaza)
*   [DR](https://www.dr.dk/nyheder/udland/tema/krig-mellem-israel-og-hamas) har denne side, der ikke opdateres helt så tit som de øvrige, men samler de væsentligste nyheder

Konflikten tager konkret sin begyndelse med jødisk indvandring til Palæstina i starten af det 20. århundrede, men baggrunden for konflikten skal også findes i jødeforfølgelserne i Europa og europæisk kolonialisme. 

Oprindeligt udspringer konflikten af uenighed om, hvem der har retten til området mellem Jordanfloden og Middelhavet. Det område, som jøder kalder Israel, og palæstinensere kalder for Palæstina. Den zionistiske bevægelse (se nedenfor) arbejdede fra slutningen af 1800-tallet på at oprette et jødisk hjemland i Palæstina, hvor jøder kunne leve i fred for forfølgelse og undertrykkelse. På den anden side står den oprindelige arabiske befolkning af muslimer og kristne, som boede i landet i forvejen. 

Efter Israels besættelse af Vestbredden og Gaza i 1967 har konflikten i høj grad også handlet om, hvorvidt Israel har ret til at fortsætte besættelsen af Vestbredden og blokaden af Gaza-striben.

Zionisme er betegnelsen for den bevægelse, der opstod i slutningen af 1800-tallet, og som arbejdede for oprettelsen af en jødisk stat i Palæstina. En vigtig skikkelse for zionismen er Theodor Herzl, der i 1896 udgav bogen ”Jødestaten”, hvori han argumenterede for oprettelsen af en jødisk stat \[3\]. Zionismen kan betegnes som en nationalisme på linje med andre nationalistiske bevægelser, der opstod i 1800-tallet. Zionismen nød ikke opbakning fra alle jøder i Europa. Blandt den jødiske arbejderklasse i Østeuropa var der fx en stor del, som tilhørte den såkaldte Bundt-bevægelse, der ønskede at forbedre jødernes situation, hvor de allerede boede, i stedet for at søge at oprette en jødisk stat i Palæstina. Bundt-bevægelsen støttede fx også brugen af jiddisch som sprog i modsætning zionisterne, der ønskede at genoplive hebræisk. Mange religiøse jøder brød sig heller ikke om zionismen, da det at være jøde for dem var et spørgsmål om religion, ikke et nationalt eller etnisk fællesskab. 

Siden den jødiske indvandring til Palæstina tog fart og efter oprettelsen af staten Israel i 1948, udviklede zionismen sig også som ideologi i takt med det politiske landskab i Israel. Man kan således både tale om politisk zionisme, kulturel zionisme, socialistisk zionisme, revisionistisk zionisme, religiøs zionisme m.m. \[4\].

I 1800-tallet opstod der i Det Osmanniske Rige, ligesom i Europa, forskellige nationalistiske bevægelser, der hævdede retten til deres eget land. I de arabisktalende provinser argumenterede man således for, at disse regioner burde løsrives og danne en foreneret arabisk nationalstat. Senere da Frankrig og Storbritannien efter Første Verdenskrig delte Mellemøsten imellem sig, blev fokus på at opnå uafhængighed fra de europæiske kolonimagter. Denne arabiske nationalisme havde sin storhedstid i 1950’er og 1960’erne, hvor Egyptens daværende leder, Gamal Abdel Nasser, bl.a. forsøgte at oprette en fælles egyptisk-syrisk enhedsstat. Den arabiske nationalisme var også med til at forme synet på oprettelsen af Israel blandt arabere, hvoraf nogle anså den for at være en direkte videreførelse af den europæiske kolonialisme. Efter Seksdageskrigen i 1967 har panarabismen været en ideologi i tilbagegang, og i de efterfølgende årtier blev forskellige former for politisk islam i stedet den dominerende ideologiske strømning\[5\].

Fatah er en palæstinensisk bevægelse, der blev grundlagt i 1956 af bl.a. Yassir Arafat. Organisationen tog del i fredsprocessen i Oslo i starten af 1990’erne, hvor man forsøgte at skabe fred mellem Israel og Palæstina, og Fatah har været det dominerende parti i først PLO (den palæstinensiske frihedsbevægelse) og senere det palæstinensiske selvstyre på Vestbredden siden dets oprettelse i 1994. Fatah er en nationalistisk og i udgangspunktet sekulær bevægelse i modsætning til Hamas, som udspringer af Det Muslimske Broderskab og politisk islam. Fatah og Hamas har i mange år kæmpet om, hvem der bedst repræsenterer den palæstinensiske sag, og om kontrollen med det palæstinensiske selvstyre. I 2006-2007 udkæmpede de to parter en kortvarig krig, som endte med at Fatah beholdt magten på Vestbredden, mens Hamas satte sig på magten i Gaza. De to parter indgik en fredsaftale i 2011 \[6\].

Hamas er en palæstinensisk islamistisk bevægelse, der siden 2007 har styret Gaza-striben. Hamas udspringer af Det Muslimske Broderskab i Egypten og baserer sig på en islamistisk ideologi, som anser islam for at være ikke blot en religion, men også indeholde et politisk program for, hvordan man bør indrette samfundet. Hamas blev grundlagt under den første intifada (se nedenstående afsnit), og har fra begyndelsen udført et større antal terrorangreb i Israel. Senest det store angreb i det sydlige Israel den 7. oktober 2023, der kostede omkring 1.200 mennesker livet, mens 250 personer blev taget som gidsler. Hamas bliver regnet for en terrororganisation af bl.a. EU og USA. Hamas modtager støtte fra Iran og Hizbollah-militsen i det sydlige Libanon \[7\].

”Modstandens akse” er en alliance mellem en række mellemøstlige militser og den Islamiske Republik i Iran. Siden grundlæggelsen af den Islamiske Republik i Iran i 1979 har landets præstestyre søgt at sprede sin indflydelse og islamiske ideologi til de omkringliggende lande. Det har gennem årene resulteret i stærke bånd til den libanesiske Hizbollah-milits, Houthi-militsen i Yemen, Hamas i Gaza-striben - og siden den amerikanske invasion af Irak også en række magtfulde shiamuslimske militser i Irak. Indtil Bashar Assads styre i Syrien faldt i december 2024, var Syrien også at regne som en del af denne alliance. Iran har brugt disse allierede til at afskrække Israel og USA; hvis man angreb Iran, kunne man forvente, at f.eks. Hizbollah ville svare igen med angreb på Israel \[8\]. Siden Hamas’ terrorangreb mod Israel den 7. oktober 2023 og Israels efterfølgende krig mod både Hamas og Hizbollah er denne akse kommet under voldsomt pres. Både Hamas og Hizbollah er blevet kraftigt svækket, og Bashar Assads styre i Syrien er faldet. Dermed er Irans indflydelse i regionen svækket som følge af det seneste års konflikt.

I mange europæiske lande var der i det 19. og 20. århundrede en stærk antisemitisme (se opslag) , der resulterede i udbredte jødeforfølgelser. Dette førte til, at mange jøder anså zionismen og oprettelsen af en jødisk stat som den eneste måde at sikre det jødiske folks fred og sikkerhed. Efter Første Verdenskrig brød Det Osmanniske Rige sammen, og Palæstina blev et britisk mandatområde – mere eller mindre det samme som en koloni. Derfor arbejdede den zionistiske bevægelse på at påvirke den britiske regering til at tillade jødisk indvandring og på sigt oprette et jødisk hjemland i Palæstina. Det lykkedes med Balfour-erklæringen i 1917, som gav den britiske regerings støtte til oprettelsen af et jødisk hjemland i Palæstina \[9\]. Med fascismens fremmarch i Europa i 1930’erne og Holocaust under Anden Verdenskrig voksede ønsket om at immigrere til Israel yderligere, og mange europæiske jøder indvandrede til Israel. Den eksisterende arabiske befolkning kunne godt se, at målet var at etablere et jødisk hjemland på deres jord, og gjorde oprør mod indvandringen. Dette førte flere gange til optøjer, bl.a. i 1936-1939. Begge parter oprettede i samme periode selvbestaltede militære grupper, som kom i åben krig efter udråbelsen af den jødiske stat i 1948 og den efterfølgende første arabisk-israelske krig \[10\].

Israel besatte i forbindelse med Seksdageskrigen i 1967 Vestbredden og Gaza-striben. Israel trak sig tilbage fra Gaza-striben i 2005, men besatte området igen efter Hamas’ angreb den 7. oktober 2023, ligesom området i hele perioden mellem 2005 og 2023 var underlagt israelsk blokade. Vestbredden har været besat af Israel uafbrudt siden 1967. Siden oprettelsen af det palæstinensiske selvstyre i 1994 er enkelte områder på Vestbredden overgået til at blive administreret af selvstyret, men hele området er underlagt israelsk militær kontrol og overhøjhed. Besættelsen begrundes af nogle israelske politikere med spørgsmålet om sikkerhed. Andre stemmer i den nuværende israelske regering taler åbent om, at målet er at annektere Vestbredden og gøre det til en integreret del af Israel \[11\]. Ifølge Den Internationale Domstol i Haag er besættelsen ulovlig og i strid med folkeretten, og det samme gælder  de mange bosættelser, som Israel har etableret på Vestbredden \[12\].

Israel er et helligt land for både kristne, jøder og muslimer. Ifølge jødedommen har Gud givet Israel til jøderne, mens det for kristne er helligt, fordi det var her, Jesus levede, prædikede, blev korsfæstet og genopstod. I islam spiller landet også en central rolle, da profeten Muhammad ifølge Koranen foretog en rejse til himlen og derfra vendte tilbage til Jerusalem. Jerusalem er hjemsted for Grædemuren, som er ruinerne af det sidste jødiske tempel. Lige ved siden af ligger Al-Aqsa moskeen, som blev bygget på det sted, hvorfra Muhammad ifølge Koranen vendte tilbage fra himlen. Byen er også hjemsted for den kristne Gravkirke, som siges at være bygget på Golgata, hvor Jesus blev korsfæstet, og Via Dolorosa, som er den vej, Jesus gik, inden han skulle korsfæstes \[13\].

En vigtig faktor for konfliktens opståen var, at Storbritannien kontrollerede Palæstina fra 1917 frem til 1948 og i det meste af denne  periode tillod jødisk indvandring til området. Da konflikten mellem de jødiske indvandrere og den oprindelige arabiske befolkning tog til, blev situationen uhåndterbar for det britiske styre. Briterne besluttede derfor at inddrage det nyoprettede FN for at finde en løsning. FN udarbejdede to forskellige planer, hvoraf den ene i en lidt ændret udgave opnåede et flertal i FN’s generalforsamling. Ifølge denne plan skulle der oprettes en jødisk og en arabisk stat i området, og Jerusalem skulle være international zone. Det var med afsæt i den plan, at Israel blev oprettet i 1948. Selve den grænsedragning, som FN’s plan medførte, blev dog aldrig ført ud i livet, da krigen umiddelbart efter brød ud mellem Israel og de arabiske lande \[14\].

Umiddelbart efter vedtagelsen af FN’s delingsplan angreb styrker fra flere arabiske lande det netop oprettede Israel. Selvom de arabiske styrker var talmæssigt overlegne, havde de ikke en fælles kommandostruktur, og der var en del konflikter internt i den arabiske koalition. Derudover var de israelske styrker ekstremt motiverede og disciplinerede, da de kæmpede for landets eksistens, mens det ikke var det samme spørgsmål om liv eller død for mange af de arabiske soldater. De arabiske hære lykkedes ikke med at udslette Israel; tværtimod blev det område, som FN’s delingsplan havde tildelt Israel, kraftigt udvidet på bekostning af palæstinenserne. For israelerne er krigen kendt som ”uafhængighedskrigen”, da den markerer oprettelsen af et selvstændigt jødisk hjemland, mens den er kendt som ”Nakba” – katastrofen - blandt palæstinenserne, fordi mange palæstinensere under krigen blev fordrevet fra deres hjem. Det diskuteres fortsat, præcis hvor mange palæstinensere, der blev fordrevet, men de fleste peger på over 700.000. Dermed blev krigen også starten på det palæstinensiske flygtningeproblem, da mange palæstinensere - udover at flygte fra de af Israel erobrede områder til Vestbredden og Gaza – måtte flygte videre til nabolandene Libanon, Jordan, Egypten og Syrien \[15\].

Seksdageskrigen, også kendt som 1967-krigen, var en kortvarig krig mellem Israel og dets arabiske naboer. Årene op til krigen var præget af mistro og oprustning på begge sider til et punkt, hvor det bare var et spørgsmål om tid, før en ny krig ville bryde ud. Den konkrete anledning blev, at Egypten brød nogle våbenhvileaftaler fra 1949 om ikke at placere tropper tæt på Israel, hvilket fik Israel til at bombe det egyptiske luftvåben. Krigen varede, som navnet antyder, kun seks dage og blev et overvældende nederlag for de deltagende arabiske lande, dvs. Egypten, Syrien, Jordan, Irak og Libanon. Krigen endte med, at Israel besatte Vestbredden, Gaza samt den egyptiske Sinai-halvø og Golan-højderne i Syrien \[16\].

I 1973 angreb Syrien og Egypten Israel under den jødiske højtid ”Yom Kippur”, hvorfra krigen fik sit navn. Angrebet var et forsøg på at tilbageerobre de tabte områder fra 1967-krigen, Seksdageskrigen. Angrebet gik godt i starten, da Israel ikke var forberedt på det, men krigen endte med israelsk sejr, bl.a. pga. stor støtte fra USA. Selvom Israel vandt på slagmarken, blev krigen også startskuddet til fredsforhandlinger med Egypten, som resulterede i, at Israel gav Sinai-halvøen tilbage til egypterne \[17\].

”Intifada” er et arabisk ord, der oprindeligt betyder 'rystelse, bæven'.  Ordet bruges til at referere til to store opstande i de besatte palæstinensiske områder. Den første brød ud i 1987 og varede frem til underskrivelsen af Oslo-aftalen i 1993. Den anden startede i september 2000, efter at den højreorienterede Likud-leder og senere israelske premierminister Arien Sharon aflagde et besøg på Tempelbjerget i Østjerusalem. Dette var en voldsom provokation for mange palæstinensere, da det blev set som et budskab om, at dette område tilhørte Israel og ikke en fremtidig palæstinensisk stat. Opstanden varede frem til ca. 2005 og var bl.a. karakteriseret ved en kampagne af selvmordsbombeattentater mod civile i Israel, orkestreret af de to islamistiske palæstinensiske organisationer Hamas og Islamisk Jihad \[18\].

Oslo-processen er betegnelsen for en forhandlingsproces mellem Israel og PLO, der blev indledt i 1993. Den fik navnet  Oslo-processen, fordi den norske regering stod for at etablere kontakten mellem de to parter, da Norge var et af de få lande, der havde gode relationer til dem begge. Processen blev indledt med det, der blev kaldt den ”den israelsk-palæstinensiske principerklæring”, andre steder omtalt som ”principaftalen” eller ”den første Oslo-aftale”. Aftalen indebar, at de to parter anerkendte hinanden som forhandlingspartnere. PLO erkendte Israels ret til at eksistere, og Israel anerkendte, at PLO var den legitime repræsentant for palæstinenserne (før havde Israel betragtet PLO som en terrororganisation). Aftalen overdrog også administrationen af en række områder, såsom uddannelse og sundhedsvæsenet på Vestbredden og i Gaza, til det nyoprettede palæstinensiske selvstyre. Derudover satte aftalen en deadline på fem år for at finde en løsning på de store uenigheder – dvs. især grænsedragningen, Jerusalems deling, bosættelserne på Vestbredden og spørgsmålet om palæstinensiske flygtninges ret til at vende hjem. Aftalen var altså snarere en plan for, hvordan man skulle nå en fredsaftale – en ”køreplan”, som det blev kaldt - end en egentlig fredsaftale. Selvom de to parter blev enige om en anden Oslo-aftale i 1995, som bl.a. overdrog mere magt til det palæstinensiske selvstyre, endte Oslo-processen i fiasko. Det skyldtes bl.a., at den fredssøgende israelske premierminister Yitzhak Rabin blev myrdet i 1995. Rabin blev myrdet af højre-ekstremisten Yigal Amir, som var modstander af fredsprocessen. Ved det efterfølgende valg vandt den israelske højrefløj ledt af Benjamin Netanyahu magten på en politik om at stoppe fredsprocessen. Det blev dermed starten på afslutningen af forsøget på at lave en endelig fredsaftale\[19\].

Siden Hamas overtog kontrollen med Gaza-striben i 2007, har Israel bombet Gaza-striben som svar på raketangreb og selvmordsangreb foretaget af Hamas. Dette skete bl.a. i 2008, 2012, 2014 og 2021. Den absolut mest blodige Gaza-krig er dog krigen, der brød ud efter Hamas’ terrorangreb den 7. oktober 2023 \[20\].

Palæstinenserne i de besatte områder på Vestbredden har ikke de samme rettigheder som statsborgere i Israel og som de israelske statsborgere, der bor i de jødiske bosættelser på Vestbredden. Palæstinenserne har små lommer af selvstyre, men lever i realiteten under israelsk militærstyre og er ofre for systematisk diskrimination og fordrivelse. Den anerkendte menneskerettighedsorganisation Human Rights Watch vurderer for eksempel, at den israelske besættelse systematisk forfølger palæstinenserne, og at besættelsen udgør et apartheidstyre \[26\].

De mange terrorangreb, som ramte Israel i 00’erne,var med til at styrke den israelske højrefløj og svække fredsbevægelsen. Årsagen til, at Yitzhak Rabins (som var med til at starte Oslo-processen) efterfølger, Shimon Peres, tabte til Benjamin Netanyahu (som var modstander af Oslo-processen) i 1996, siges fx ofte at være  en terrorkampagne, som Hamas udførte op til valget. Ligeledes har de mange raketangreb, som de sidste årtier har ramt israelske byer, været med til at styrke den del af israelsk politik, der vil løse problemerne militært i stedet for gennem forhandlinger.

Generelt kan man sige, at højrefløjen i Danmark støtter Israel, hvor der blandt andet lægges meget vægt på, at Israel er et vestligt demokrati omgivet af diktaturer. På den anden side har venstrefløjen traditionelt støttet den palæstinensiske sag med henvisning til Israels besættelse og den fordrivelse, som finder sted af palæstinenserne. Både højre- og venstrefløj i Danmark fordømmer dog som regel terrorangreb og krigsforbrydelser, uanset hvem der har begået dem. Danmarks officielle holdning er, at regeringen støtter en tostats-løsning, der skal etableres gennem forhandling. Danmark støtter også flere bistandsprojekter i de palæstinensiske områder \[27\].

Nazisternes industrielle massedrab på over seks millioner jøder medførte, at der efter Anden Verdenskrig var udbredt sympati for den zionistiske sag. Selvom det var den tyske stat og besættelsesmagt, der stod for at organisere Holocaust, var der i alle de besatte lande mennesker, der direkte eller indirekte deltog i udryddelserne. Dertil kom, at antisemitisme havde været udbredt i alle europæiske lande før krigen. Den danske avis Jyllands-Posten trykte fx flere antisemitiske ledere i årene op til krigen \[28\]. Derfor var skyldfølelsen over det, der var sket, udbredt over store dele af Europa, og derfor var der også bred opbakning til at efterkomme de zionistiske lederes ønske om oprettelsen af en jødisk stat. Desuden var der mange jødiske flygtninge efter Anden Verdenskrig, som ikke havde noget sted at tage hen, og for hvem indvandring til Israel var den eneste løsning \[29\]. 

Tyskland er stadig meget præget af Holocaust i sin tilgang til Israel. Tyskland har f.eks. under den igangværende krig mellem Hamas og Israel været det klart mest Israel-venlige land i Europa, og landet har eksporteret mange våben til Israel. Udover det har det tyske parlament også i november 2024 vedtaget en resolution, der skal stoppe offentlig støtte til folk og organisationer, der ytrer sig kritisk om Israel, fx ved at opfordre til at boykotte landet. Resolutionen har mødt stor modstand i det tyske civilsamfund, og kritikere mener, at den begrænser ytringsfriheden \[30\].

Israel-Palæstina-konflikten var inden Hamas’ angreb den 7. oktober ved at indtage en mindre betydelig rolle i Mellemøsten. Dels fordi der var en proces i gang, hvor flere arabiske lande var i gang med at normalisere forholdet til Israel, dels fordi den store skillelinje de sidste årtier har været konflikten mellem Iran og Saudi-Arabien. Efter angrebet den 7. oktober og Israels invasion af Gaza (og senere også af Libanon) er konflikten igen blevet den centrale skillelinje i regionen. Saudi-Arabiens normalisering af forholdet til Israel er igen rykket længere ud i fremtiden, og det olierige kongerige har gjort en løsning af Palæstina-spørgsmålet til en betingelse for at indgå en fredsaftale med Israel \[31\]. Med Donald Trumps genindtræden i det Hvide Hus i januar 2025 er spørgsmålet, hvordan han vil balancere forholdet til Israel, som han har udtrykt stor støtte til, og med forholdet til Saudi-Arabien, som han havde et tæt forhold til under sin første embedsperiode. Denne balancegang vil blive afgørende for konfliktens fremtidige forløb og mulighederne for en eller anden form for fredelig løsning.

Gaza-striben er efter et års bombardementer og invasion helt smadret. Ifølge en analyse fra FN fra september 2024 er over 66 procent af alle bygninger i Gaza ødelagte. Over 44.000 er blevet dræbt, over 22.500 er blevet så hårdt såret, at det har ændret deres liv for altid (det kan f.eks. være at man ikke længere kan gå, se eller lignende). Kun 17 af Gazas 36 hospitaler fungerer delvist, og blandt andet derfor er adgangen til sundhedsydelser stærkt begrænset. Dertil kommer de psykiske traumer, som fx mange børn må leve med efter at have været udsat for bombardementer i over et år. Ifølge FN risikerer området at blive ramt af hungersnød pga. de få fødevareforsyninger, som Israel tillader  at komme ind i området \[32\]. Allerede nu er der en stor debat om, hvor ansvaret for denne katastrofe skal placeres. Israel og for en stor dels vedkommende også den amerikanske regering henviser til terrorangrebet den 7. oktober, og påpeger, at Israel havde ret til at svare igen og forsvare sig selv. De mener derfor, at tabene i sidste ende er Hamas’ ansvar, ligesom de i konkrete tilfælde vil påpege, at Hamas blandt andet ved at skjule kommandocentraler under hospitaler har brugt civile som skjold. På den anden side støtter en  række regeringer sig til de udtalelser, som Den Internationale Krigsforbryderdomstol i Haag er kommet med. Hele ideen med en international krigsforbryderdomstol bygger på princippet om, at selv i krige er der love. Domstolen påpeger, at Israel har brudt krigens love og begået krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, hvorfor domstolen også har udstedt arrestordre på Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, og tidligere forsvarsminister, Yoav Gallant, og en af de få stadig overlevende Hamas-ledere, Mohamed Diab Ibrahim Al-Masri \[33\]. Hvorvidt Den Internationale Straffedomstol har ret, bliver et af  store stridspunkter i de kommende år, når ansvaret for de mange døde i Gaza vil blive diskuteret.

En palæstinensisk mand undersøger en ødelagt bygning efter et israelsk luftangreb i den nordlige Gaza-stribe i byen Beit Lahia den 20. marts 2025

Våbenhvilen mellem Israel og Hamas er brudt sammen, efter at Israel genoptog angrebene på Gaza den 18. marts 2025.

Israel-Palæstina-XinhuaAbacaRitzau Scanpix@20250321-112633-3-5472x3648ma.jpg

Israel-Palæstina-konflikten

Den 9. april 1940 blev Danmark besat. Allerede tidligt om morgenen trængte tyske styrker over den danske grænse, og bombemaskiner hang som truende sorte fugle over landet. Det fik de ledende politikere og kongen til samme morgen at overgive sig og indgå den senere så berømte og berygtede samarbejdspolitik, som kom til at præge Danmark de følgende fem år.

Formålet med samarbejdspolitikken var at beskytte det danske samfund i en usikker tid, og i det store og hele lykkedes det at skåne Danmark for krigens ødelæggelser. Samarbejdet holdt også de økonomiske hjul i gang, eftersom danske landbrugs-, fiskeri- og industrivarer i stor stil kunne afsættes til Tyskland. Konsekvensen var, at den danske befolkning klarede sig rimeligt og levede en forholdsvis normal tilværelse, især i de første år af Besættelsen.

Augustoprøret 1943 indebar et brud med samarbejdslinjen, da almindelige danskere pressede regeringen til at træde tilbage. Samtidig kom en ny magtfaktor på banen: modstandsfolkene og deres styrende organ Frihedsrådet, hvis budskaber befolkningen nu hellere lyttede til. Det betød ikke, at hele Danmark gik til modstand imod besættelsesmagten. Modstandskamp var og blev en sag for de få, der med livet som indsats forrettede sabotageaktioner mod fabrikker og jernbaner og foretog partisanangreb mod tyskerne.

Tiden fra augustoprøret 1943 til befrielsen i maj 1945 blev blodig, da et brutalt tysk sikkerhedspoliti gjorde alt for at bekæmpe den voksende modstandsbevægelse. Imens varetog embedsmændene i departementschefstyret officielt den danske tilpasningslinje, men reelt var det stadig de "gamle" samarbejdspolitikere, der trak i trådene. Politikerne nærmede sig nu Frihedsrådets modstandslinje i bestræbelserne på at få vasket deres tyskvenlige stempel af og være klar til et comeback, den dag befrielsen kom.

Denne FaktaLink-artikel handler om besættelsestiden: om optakten, invasionen, samarbejdspolitikkens fordele og ulemper, om danskernes dagligdag, den voksende modstand og afslutningen på krigen.

Under Anden Verdenskrig blev det neutrale Danmark angrebet og erobret af Tyskland den 9. april 1940. Samme dag valgte den danske regering at bøje sig for det tyske krav om betingelsesløs overgivelse. Danmark var hermed besat af den tyske besættelsesmagt, og Besættelsen varede indtil tyskernes kapitulation den 5. maj 1945. Disse godt og vel fem år er siden blevet kaldt den danske besættelsestid, og ordene signalerer, at i det tidsrum var Danmark besat og underlagt en fremmed magt. Altså under et tysk overherredømme.

Det betød umiddelbart, at Danmark delte en hård skæbne med lande som Norge, Frankrig og Polen, der også blev besat af det nazistiske Tyskland. Men modsat disse lande var besættelsen af Danmark langt mere skånsom. Danmark blev nemlig ikke behandlet som et fjendtligt, krigsbesat land, hvor tyskerne overtog landets statsmyndighed og systematisk undertrykte og mishandlede dens befolkning. Tværtimod betragtede tyskerne Danmark som et særtilfælde, hvilket indebar en fredelig besættelse med vægt på danskerne som gode handelspartnere. Dermed kunne regering, stat og offentlig administration i mangt og meget fortsætte på danske hænder i tiden efter den 9. april 1940.

Det er en illusion at tro, at Danmark var en suveræn stat under Besættelsen. Det var til enhver tid besættelsesmagten, der havde det sidste ord at skulle have sagt. Vel at mærke ord med vægt bag i form af truslen om nazificering, vold og terror og i værste fald krig på dansk jord.

Groft sagt, så længe den danske regering og befolkning makkede ret og passede sit uden at gøre modstand, greb besættelsesmagten ikke ind i det, der blev kaldt "indre danske anliggender". Det var vilkårene for det besatte Danmark. Netop derfor var besættelsestiden længe en periode præget af et samarbejde, der både var skånsomt, besværligt og smertefuldt. Det placerede dog Danmark i en gråzone imellem at være et besat land i gængs forstand og en – om end nødtvungen – tysk allieret. I det perspektiv var den danske modstandskamp yderst vigtig.

Modstandskampen, som voksede frem i de sidste besættelsesår, fik ikke alene betydning for danskernes selvforståelse. Den viste også hele verden, at der var et kæmpende Danmark. Dermed var vejen banet for, at landet efter befrielsen og efter Anden Verdenskrig blev placeret på de allierede sejrherrers side.

Besættelsestiden er blevet kaldt "de fem lange år", og der er på alle måder langt fra 1940 til 1945. Fra 1940-41, hvor Tyskland fejrede store militære triumfer, og ingen i Danmark kunne vide, om Besættelsen ville vare i generationer, til 1944-45, hvor de allierede trængte de tyske hære tilbage, så en endelig tysk kapitulation og Danmarks befrielse syntes nært forestående.

Også på et mentalt, psykologisk plan var rejsen lang fra 9. april 1940 til 5. maj 1945. Usikkerhed og frygt – men efterhånden også håb og trods – spillede en central rolle for, hvordan danskerne reagerede i forhold til besættelsesmagten. Hvis man vil forstå, hvorfor danskerne handlede eller undlod at handle, som de gjorde under Besættelsen, må man forsøge at leve sig ind i denne uvisse tilværelse.

Der var grundlæggende to muligheder for danskerne under Besættelsen: at kæmpe og yde modstand eller at tilpasse sig og samarbejde med tyskerne.

Helt så enkelt var det dog ikke. I realiteten var der i de første besættelsesår intet brugbart alternativ til samarbejdslinjen. Ud fra devisen om at handel med tyskerne var vilkåret for at overleve som nation, var samarbejdspolitik det officielle Danmarks svar på besættelsessituationen. Spørgsmålet var, hvor langt man skulle strække sig for at opfylde de tyske ønsker og krav. Stillet over for en kynisk besættelsesmagt blev samarbejdspolitikken skruen uden ende, som fortsatte lige så længe, befolkningens opbakning var til stede, og modstanden ubetydelig.

Indtil langt ind i 1943 bakkede den danske befolkning op. Men i august 1943 indtraf vendepunktet. Augustoprøret indebar et brud med samarbejdslinjen, da almindelige danskere pressede regeringen til at træde tilbage den 29. august. Samtidig kom en ny magtfaktor på banen: modstandsfolkene og deres styrende organ Frihedsrådet, hvis budskaber befolkningen nu hellere lyttede til. Det betød ikke, at hele Danmark gik til modstand imod besættelsesmagten – slet ikke. Modstandskamp var og blev en sag for de få, der med livet som indsats bistod de allierede og banede vejen for Danmarks befrielse.

Tiden fra augustoprøret 1943 til befrielsen i maj 1945 blev blodig, da et brutalt tysk sikkerhedspoliti gjorde alt for at bekæmpe den voksende modstandsbevægelse. Imens varetog embedsmændene i departementschefstyret officielt den danske tilpasningslinje, men reelt var det de "gamle" samarbejdspolitikere, der trak i trådene. Politikerne nærmede sig nu Frihedsrådets modstandslinje i bestræbelserne på at få vasket deres tyskvenlige stempel af og være klar til et comeback, den dag Danmarks befrielse kom.

Tre datoer er særligt vigtige, når man beskæftiger sig med den danske besættelsestid:

*   Den 9. april 1940
*   Den 29. august 1943
*   Den 5. maj 1945.

Datoerne er milepæle i "fortællingen" om, da Danmark blev besat, gik til modstand og blev befriet. Man kan således tale om en fase før og en fase efter augustoprøret i 1943. Første fase stod i samarbejdets tegn, mens anden fase tilhørte modstanden.

I løbet af 1930'erne nærmede befolkningstallet i Danmark sig 4 millioner indbyggere. Det var en fordobling over godt og vel et halvt århundrede. Det moderne Danmark var født, og velfærdsstaten på vej. Stadig flere mennesker flyttede fra landet ind til byerne. Det betød, at industri og håndværk i 1930'erne overhalede landbruget i antal beskæftigede, selvom landbruget stadig skaffede de fleste valutaindtægter til landet. Danmark var især afhængig af handlen med England: I 1930'erne gik 60 % af den samlede eksport til England, 20 % til Tyskland og de resterende 20 % til andre lande.

1930'erne var også Socialdemokratiets store årti. Under statsminister Thorvald Staunings (1873-1942) alfaderlige ledelse formuleredes linjerne for fremtidens danske velfærds- og forsørgelsesstat. Danmark som foregangsland, eller med partifællen, socialminister K.K. Steinckes (1880-1963) ord fra 1933: "Vis os ét land i denne verden, der byder de syge, de gamle, børnene, de arbejdsløse, de trængende som helhed en sociallovgivning, der står på højde med den socialreform, der nu er gennemført." Ifølge ”Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie”, bd. 13 s. 100 (se kilder).

Samtidig blev Danmark ramt af den økonomiske verdenskrise. Det førte til voldsom arbejdsløshed: Fra 13,7 % i 1930 til 31,7 % i 1932, hvorefter den holdt sig på de godt 20% tiåret ud. Den store krise (depressionen) ramte langtfra alle samfundsgrupper lige hårdt, og især bønder og ufaglærte arbejdere var hårdt ramt. Således seksdobledes antallet af landbrugsejendomme på tvangsauktion fra 1930 til 1932, og bybilledet var præget af lange køer af arbejdsløse, folkekøkkener og husvildebarakker. Omvendt oplevede industrien en betydelig vækst i 1930'erne. Krisen skærpede modsætningerne såvel mellem land og by som mellem lønarbejder og kapital i et i forvejen socialt og økonomisk opdelt dansk samfund.

Ikke desto mindre stemte 46 % af danskerne ved valget i 1935 på Socialdemokratiet, hvis valgmotto var "Stauning eller Kaos". Hermed var partiet ikke længere alene de danske arbejderes parti, men landets brede, folkelige parti, som sammen med udenrigsminister Peter Munchs Radikale Venstres 9 % havde absolut flertal i Folketinget. Hermed kunne Stauning forlade et turbulent tiår i vished om, at velfærdsstatens regulerings- og omfordelingspolitik var slået igennem. I dette perspektiv fremstår besættelsestiden som en historisk parentes om et moderne velfærdssamfunds udvikling og realisering.

1930'ernes danske samfunds- og kulturdebat blev i høj grad præget af spørgsmålet om demokrati eller ikke demokrati. Nød og afmagt og dermed utilfredshed fulgte i kølvandet på tredivernes økonomiske krise, og fra de politiske yderfløje lød massiv kritik af det parlamentariske, danske demokrati. Den kom til udtryk ved talrige demonstrationer og protestoptog mod det, man kaldte "Systemet Stauning" eller "Systemet Munch". Et alternativ havde manifesteret sig i 1933 i Tyskland med Hitlers magtovertagelse, og nazismens ideologi fik også sine danske tilhængere. Som modsvar til den danske sympati for nazismen udgav socialdemokraten Hartvig Frisch i 1933 bogen "Pest over Europa", hvor han advarede mod demokratiets fjender i form af nazisme, fascisme og bolsjevisme (kommunisme).

På højrefløjen opstod i 1930 det danske nazistparti (DNSAP), der i 1939 med lægen Fritz Clausen som leder kom i Folketinget med 3 mandater – svarende til cirka 31.000 stemmer. Endnu flere, hen ved 100.000 landmænd, samledes i Landbrugernes Sammenslutning (LS) fra 1931, som svar på landbrugskrisen og som protestbevægelse mod "Systemet": For eksempel ved bondeoptoget i 1935, hvor 50.000 bønder gik til kong Christian 10. i forgæves protest. I 1931 valgtes 5 LS-folk ind i Folketinget som Venstremænd, mens andre af LS' ledere gik i samarbejde med DNSAP.

Andre af de etablerede partier oplevede også tidens antidemokratiske, militante tanker trænge ind i egne rækker. På gadeplan overfaldt og sloges uniformerede, bevæbnede KU'ere (medlemmer af Konservativ Ungdom) med unge kommunister og socialdemokrater. Tonen var rå hos KU's leder Jack Westergaard, der i 1933 talte på sit partis landsmøde om fascisme og nazisme som fremtiden og angreb: "den socialisme, parlamentarisme, liberalisme og demokrati, som partierne Venstre, radikale og Socialdemokratiet er udtryk for, begreber, der ligger på dødslejet verden over." Ifølge ”Danmark besat og befriet”, s. 8 (se kilder). Opbakningen til fascismen og modstanden mod kommunismen fik også danskere til at tage aktivt del i militære handlinger. 2.000 danskere rejste således til Finland for at hjælpe i krigen mod Stalins kommunister.

På den yderste venstrefløj lå sympatien hos Sovjetunionen og dets påståede kommunistiske paradis. Den danske venstrefløj var blind over for Stalins forbrydelser. Venstrefløjen bestod af Danmarks Kommunistparti (DKP), som fra 1932 fast sad i Folketinget. Dog kun med 2-3 mandater, så det var via fagforeningsarbejde og igennem kulturlivet, at DKP fik indflydelse på ikke mindst intellektuelle kulturradikale og såkaldte "salonkommunister". Eksempelvis samledes folk fra venstrefløjen (inklusiv socialdemokrater og radikale) i foreningen Frisindet Kulturkamp (1935-39) for at bekæmpe tidens antidemokratiske og fascistiske strømninger.

I 1936 drog 550 frivillige danskere til Spanien for at kæmpe mod general Francos fascister.

Op igennem 1930'erne førte den danske regering med oppositionens opbakning en slags neutralitetspolitik. Selvom Danmark ikke var upartisk i traditionel folkeretlig forstand, søgte den radikale udenrigsminister Peter Munch (1870-1948) at tilpasse sig Tyskland ud fra devisen: "Vi må indrette os således, at vi militært intet betyder. Da kan Tyskland ikke mistænke os for at ville slå følge med dets fjender". Ifølge ”Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie”, bd. 13, s. 193 (se kilder).

Hermed fortsatte Danmark den udenrigspolitiske linje, som landet siden 1864-nederlaget til Tyskland havde ført, og som under diplomaten og udenrigsministeren Erik Scavenius (Radikale Venstre) havde bragt Danmark sikkert igennem Første Verdenskrig. Den hvilede på erkendelsen af, at et egentligt militært forsvar af Danmark var umuligt over for en stormagt som Tyskland. I stedet gjaldt det om at tilpasse sig de til enhver tid herskende magtforhold. Det betød for Munch, at Danmark skulle "ligge død" i forhold til et stadig mere aggressivt, nazistisk Tyskland. Tyskland oprustede kraftigt fra 1935, hvilket Danmark undlod at fordømme i Folkeforbundet (den tids FN).

I udlandet var der nok forståelse for den danske neutralitets- og sikkerhedspolitik i lyset af Danmarks strategisk udsatte beliggenhed. Og der var ikke hjælp at hente i tilfælde af et tysk angreb, hvilket den engelske udenrigsminister Eden meddelte statsminister Stauning i april 1937. Det skete blot en måned efter, at tankerne om et nordisk forsvarsforbund var endeligt skrinlagt, og den danske statsminister i den såkaldte "lænkehundstale" havde erklæret, at Danmark ikke havde "fået overdraget opgaven som lænkehund eller anden vagtopgave på Nordens vegne". Ifølge ”Danmark besat og befriet”, s. 17-18 (se kilder).

Herefter var der reelt kun en mulighed tilbage, hvis dansk suverænitet skulle sikres, nemlig at gøre alt for at bevare de venlige relationer til Tyskland. Den 31. maj 1939 blev et højdepunkt i den tilpasningsivrige neutralitetspolitik, da Danmark som eneste nordiske land undertegnede ikkeangrebspagten med Tyskland. Et lille år efter kom konsekvensen af et svagt forsvar, da Danmark den 9. april 1940 kunne besættes af Tyskland stort set uden kamp.

1930'ernes danske neutralitets- og sikkerhedspolitik var det lille, militært underlegne lands forsøg på at sikre sin nationale suverænitet over for stormagten Tyskland. Danmark søgte at tilpasse sig og udvise imødekommenhed over for den sydlige nabo, vel at mærke uden samtidig at støde en anden europæisk stormagt, England, fra sig. Dansk udenrigspolitik blev en balancegang for at fastholde en fredelig, konfliktløs sameksistens med begge de to rivaliserende magter.

Tyskland og England var Danmarks store samhandelslande, hvorfor neutralitetspolitikken blev et middel til at sikre det danske velfærdssamfund, som var under opbygning. Netop velfærdssamfundet kunne i sidste ende vise sig at være det bedste forsvar ved en fjendtlig besættelse af landet. Danmark kunne kun bevare sin eksistens som nation i og med, at det danske folk i et demokratisk velfærdssamfund udgjorde en social, økonomisk, politisk og kulturel ubrydelig enhed.

Dansk neutralitetspolitik havde sin pris i form af menneskelige omkostninger og knægtelse af ytringsfriheden. Det store offer blev de godt 20.000 tyske flygtninge, der kom til landet. Under 10 % af dem, der passerede Danmark i løbet af 1930'erne, fik længere tids opholdstilladelse. De fleste flygtninge var af jødisk herkomst og på flugt fra de nazistiske forfølgelser og jødelove. Ikke desto mindre valgte de danske politikere at afvise dem ved grænsen. Dermed sendte Danmark flygtningene tilbage til en uvis skæbne, der for mange betød døden i de tyske udryddelseslejre.

I 1938 begrundede justitsminister K.K. Steincke denne flygtningepolitik med, at de tyske jødelove var almindelige borgerlige love, og derfor kunne Danmark ikke give politisk asyl. De flygtninge, som fik politisk asyl, modtog ingen økonomisk hjælp og blev påbudt at være politisk passive. Samtidig samarbejdede dansk politi med Gestapo om at bekæmpe venstreorienterede, som flygtede fra Tyskland.

Allerede i 1933 opfordrede udenrigsminister Peter Munch dansk presse til at "holde igen udadtil", da intet måtte støde Hitler. Størstedelen af dansk presse og kulturliv fulgte ukritisk opfordringen, og en del valgte at udtrykke deres begejstring for Hitler og hans "brune helte". Derimod blev en række kritikere, såsom debattøren Poul Henningsen og arkitekten Edvard Heiberg, truet, fyret eller ligefrem fængslet.

Tysklands stadig mere aggressive udenrigspolitik gjorde neutralitetspolitikken besværlig, og den danske regering forsøgte at nedtone og fortie uoverensstemmelser. Det gjaldt konstant i spørgsmålet om Sønderjylland, som siden genforeningen i 1920 udgjorde den "blødende grænse" mod syd; det gjaldt tyske fly og skibe, som i 1938 øvede på dansk territorium; og det gjaldt i månederne op til Besættelsen, hvor tyske ubåde torpederede og sænkede danske handelsskibe, hvilket regeringen udlagde som minesprængninger.

Tyskland angreb Danmark af rent strategiske årsager som led i en militær operation, hvis primære mål var Norge.

Ved krigens udbrud i september 1939 erklærede Danmark, Norge og Sverige sig neutrale, mens Finland i november 1939 blev angrebet af Sovjetunionen. På det tidspunkt havde Hitler ingen planer om at angribe de nordiske lande, men da den ventede tyske storoffensiv mod Frankrig trak ud, satte de krigsførende stormagter i stedet fokus på Skandinavien.

De vestlige allieredes interesse lå dels i at bremse udskibningen i de norske farvande af svensk malm til tysk rustningsindustri, dels i at åbne en anden front som aflastning for det truede franske forsvar. For at komme før englænderne i kapløbet om Skandinavien udviklede den tyske krigsledelse en overraskelsesoperation med kodenavn "Weserübung". Den 1. marts 1940 afgav Hitler sin førerbefaling: "Herved skal et engelsk overgreb på Skandinavien og Østersøen forebygges, vor malmbasis i Sverige sikres, og krigsmarinens og luftvåbnets udgangsstilling mod England udvides." Ifølge ”Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie”, s. 188 (se kilder).

I operationen var Danmark tiltænkt rollen som en slags trædesten for de tyske tropper på deres vej til Norge. Stillet over for et ultimatum regnede man i Tyskland med, at den danske regering ville acceptere, at tyskerne såvel fik fri transport op gennem Jylland samt flådebaser i Frederikshavn og Skagen. Når Hitler i sidste ende, og så sent som i marts 1940, alligevel valgte at angribe og besætte hele Danmark, skyldtes det alene en militærteknisk ændring. Denne fandt sted da det tyske luftvåben pludselig stillede krav om, at Ålborg Flyveplads skulle bruges til mellemlandinger, hvorfor "Frederikshavn og Skagen" blev streget over og erstattet med ordet "Dänemark" i de militære papirer.

Nu ventede den tyske flåde blot på, at isen i Kattegat skulle bryde, så man i ly af forårets lange og mørke nætter kunne overraske englænderne i kapløbet om Norge. Flere gange udskød Hitler afrejsedatoen for Norgesfelttogets 100.000 mand, hvoraf cirka 40.000 var afsat til erobringen af Danmark. Først den 2. april lagde Hitler sig fast på, at angrebet skulle finde sted den 9. april 1940; tilfældigvis samtidig med, at englænderne den 8. april indledte mineringen af norsk farvand. På minuttet kl. 04.15 blev Danmark den 9. april 1940 angrebet af Tyskland.

Efter besættelsesårene er talrige myter opstået om, hvem der vidste hvad i tiden op til den 9. april, myter, som er skabt ud fra et ønske om at placere et ansvar og sikre et alibi for kapitulationen. I den mest berømte, Rostockmyten, hævdes det, at udenrigsminister Peter Munch den 17. marts 1940 besøgte den tyske SS-chef Himmler i Rostock og lovede den tyske hær fri indmarch i Danmark. Men myten har intet på sig: I sagens natur måtte overraskelsesangrebet "Operation Weserübung" hemmeligholdes til det sidste.

I Danmark vidste man reelt intet, før de tyske tropper var på vej til den danske grænse. Da der i dagene op til den 9. april indløb meldinger om, at noget truende var under opsejling, bar den danske regerings forholdsregler præg af misforståelser, naivitet og passivitet. Nok modtog Danmark i månederne op til Besættelsen diplomatiske rygter om, at Tyskland planlagde en militær aktion mod Norge, men at Danmark kunne være målet for et tysk angreb, hverken nævnte eller troede nogen på. I statsminister Staunings regering håbede man til det sidste, at neutralitetspolitikkens "ligge død"-strategi ville holde krigens ødelæggelser uden for Danmark.

Så sent som den 4. april 1940 indløb den første egentlige advarsel fra det danske gesandtskab i Berlin, hvis oplysninger stammede fra højtstående tyske officerer, som i upræcise vendinger talte om en nært forestående tysk aggression mod Danmark og Norge. Men den danske regering fandt ikke oplysningerne troværdige og valgte at sidde advarslen overhørig. I stedet mente regeringen, at det gjaldt om at bevare roen for ikke at provokere tyskerne til at angribe Danmark. Derfor afviste regeringen hærens anmodninger den 6. såvel som den 8. april om at måtte mobilisere sikringsstyrkens knap 60.000 mand.

Mandag den 8. april var det alligevel for sent at mobilisere et dansk forsvar imod de tyske troppekoncentrationer syd for grænsen og flådeaktiviteter i Storebælt. Det stod nu klart, at freden var i fare, og på forsiden af avisen Nationaltidende kunne man læse: "Om et døgn eller mindre kan der være skabt en helt ny situation i Skandinavien". Ifølge ”Besættelsestiden 1940-45”, s. 17 (se kilder).

Om aftenen den 8. april samledes lederne af de politiske partier. Man var i det store og hele enige om, at det eneste, der nu var at gøre, var at vente og se, hvad tyskerne havde af krav, og derefter som neutral nation protestere eller acceptere. Derpå gik landets ledere hjem og sov. Tidlig næste morgen blev de taget på sengen af de tyske tropper.

Et ubesvaret spørgsmål vil altid stå tilbage: Hvad nu hvis Danmark havde valgt at kæmpe den 9. april 1940? Æren ville være reddet, men er det realistisk at tro på, at et nok så stærkt dansk forsvar kunne have modstået en stormagts voldsomme angreb og i så fald, hvordan ville Danmark have set ud bagefter?

Klokken 4.15 om morgenen den 9. april 1940 invaderede tyske tropper Danmark. To tyske divisioner på i alt 40.000 mand angreb Danmark på land, til vands og fra luften. Ved den dansk-tyske grænse, hvor 2.500 danske soldater lå i højeste alarmberedskab, kom det til spredte kampe. I den ulige kamp faldt 11 danske soldater og 3 grænsegendarmer, før den tyske ilmarch op gennem Jylland kunne fortsætte. Hovedangrebsmålet var Ålborg Flyveplads, som de tyske faldskærmstropper erobrede kl. 6.30 uden kamp; i øvrigt var det første gang i krigshistorien, at faldskærmssoldater blev sat ind.

På øerne landsatte den tyske marine fra kl. 4.25 tropper, der overraskede de 12.500 mand (heraf godt halvdelen nyindkaldte rekrutter) på de danske kaserner. Tropperne "sikrede" de vigtigste havne, broer og veje, mens det tyske luftvåben (Luftwaffe) bombede de danske fly på Værløse Flyveplads. Det kostede to livet.

I København lagde et tysk troppeskib med 800 mand til ved Langelinje. De overrumplede det danske militærs hovedkvarter på Kastellet og indtog Amalienborg efter en kortvarig ildkamp med livgarden. At tyskerne kunne sejle lige forbi den danske flåde og Middelgrundsfortet, hvor kanonen havde sat sig fast, og indtage hovedstaden er siden blevet symbolet på det lidet heroiske danske forsvar.

Samtidig med invasionen tog den tyske gesandt Renthe-Fink kontakt til den radikale udenrigsminister Peter Munch og forelagde ham det tyske ultimatum: dansk kapitulation, ellers ville Luftwaffe, der som "sorte fugle" fløj truende rundt over hovedstaden, begynde at bombe. Kl. 5.30 mødtes Munch og regeringens øvrige ledere med kong Christian 10. og de øverste for værnene. Efter en kort rådslagning om, hvorvidt der skulle kæmpes videre, blev det besluttet at kapitulere. Kl. 6.00 (om end ved en fejl først 2 timer senere i Sønderjylland) udgik ordren om at stoppe kampene. I alt døde 16 danskere og 23 såredes.

Efter beslutningen var truffet, forestod tre opgaver for den danske regering:

*   **For det første** at svare den tyske gesandt, at man under protest accepterede de tyske kapitulationskrav.
*   **For det andet** at forklare situationen for danskerne, der via radioen og i aviserne modtog regeringens og kongens proklamation, der opfordrede "Befolkningen til rolig og behersket Holdning overfor de Forhold, som nu er opstaaet". Ifølge ”Besættelsestiden 1940-45”, s. 22 (se kilder).
*   **For det tredje** at informere den samlede Rigsdag om, at kapitulationen var sket for "at skåne landet og folket for en krigstilstands følger", hvilket statsminister Stauning gik på talerstolen og gjorde kl. 21.00. Ifølge ”Besættelsesårene 1940-1945”, s. 24 (se kilder).

Fredsbesættelsen var forestillingen om, at Tysklands angreb på Danmark ikke var en krig. I stedet var der tale om en fredelig tysk besættelse af landet. Det kom i realiteten til at betyde, at Danmark efter den 9. april 1940 fungerede videre på en illusion om at være en suveræn stat. Hermed opnåede Danmark en særstatus sammenlignet med andre besatte lande. I Norge, Holland og Frankrig overtog den tyske besættelsesmagt regeringsmagten og den overordnede administration af landet. I Danmark kunne konge, regering og Folketing, men også hele det offentlige administrationsapparat samt domstole, politi og militær, fortsætte. Det gjaldt fra den 9. april 1940 og frem til den 29. august 1943 og med modifikationer videre frem til den 5. maj 1945.

Det var en betingelse for fredsbesættelsen, at illusionen om Danmark som suveræn og neutral stat blev opretholdt. Derved kunne Tyskland forhandle med Danmark som med et hvert andet land og gennem det respektive lands udenrigsministerium. Det betød, at 1930'ernes neutralitetspolitik, der først og fremmest handlede om at beskytte Danmark mod at blive draget ind i krig, kunne fortsætte efter den 9. april 1940. De danske politikeres råderum blev dog væsentligt mere snævert med en tysk besættelsesmagt, der ganske vist spillede med på illusionen om de såkaldte "løfterne af 9. april", men kun så længe det kunne betale sig.

Fredsbesættelsen var ikke en formel, bindende dansk-tysk aftale. Den blev en praksis hvilende på "løfterne af 9. april". "Løfterne" var at læse i den skrivelse, som fulgte det tyske ultimatum om dansk kapitulation. Heri stod der, at de tyske tropper ikke betrådte dansk jord "i fjendtligt øjemed", da "Tyskland ikke har til hensigt ved sine foranstaltninger hverken nu eller for fremtiden at antaste kongeriget Danmarks territoriale integritet eller politiske uafhængighed." Ifølge ”Besættelsesårene 1940-1945”, s. 18 (se kilder).

I den danske regerings svarnote tog man tyskerne på ordet og gentog "løfterne" om tysk fredsbesættelse og dansk suverænitet. Man svarede endvidere, at "Den danske regering har under den givne situation besluttet sig til at ordne forholdene her i landet under hensyntagen til den stedfundne besættelse. Denne nedlægger dog en alvorlig protest mod denne krænkelse af Danmarks neutralitet." Ifølge ”Danmark besat og befriet”, s. 26 (se kilder).

Det var udenrigsminister Munch, der stod bag de taktisk kloge formuleringer i svarnoten. Her blev det dels slået fast, at Danmark fortsat var en suveræn stat ledet af en dansk regering; dels at Danmark var et neutralt land og derfor måtte protestere over krænkelserne. Dermed fik Munch uden at støde Tyskland sendt et signal til den danske befolkning og til hele omverdenen om, at regeringen ikke var på tysk side.

"Nu er det Danmark og alene Danmark, det gælder" lød de afsluttende ord fra Rigsdagens formand om aftenen den 9. april 1940. Med en ydre fjende i landet handlede det frem for alt om at stå sammen indadtil som nation. Ifølge ”Besættelsesårene 1940-1945”, s. 24 (se kilder).

Næste morgen blev den siddende SR-regering udvidet med repræsentanter fra oppositionen. Venstre fik udnævnt tre ministre uden ministerium og de Konservative det samme, deriblandt John Christmas Møller. Hermed havde regeringen skabt en national samlingsregering, som oppositionen accepterede på betingelse af, at ansvaret for kapitulationen alene var SR-regeringens.

Samlingsregeringen havde flere klare fordele:

*   Den signalerede over for den danske befolkning, at alle måtte stå sammen i en svær tid, og at landet var trygt i samlingsregeringens hænder.
*   Den viste den tyske besættelsesmagt, men også det store udland, at Danmark stadigvæk fungerede som en uafhængig nationalstat, og at den danske samarbejdspolitik hvilede på det bredeste parlamentariske grundlag.
*   Den holdt de udemokratiske yderfløje uden for politisk indflydelse og stemplede dem som unationale. Det gjaldt i særdeleshed de danske nazisters parti (DNSAP) og deres samarbejdspartnere i Bondepartiet, men til dels også kommunisterne (DKP).

Samlingsregeringen styrkede den indre og ydre front ved at give næring til forestillingen om det nationale fællesskab. Men på Christiansborg knirkede det politiske sammenhold.

Venstre og de Konservative forlangte større politisk indflydelse og truede med at sprænge samlingsregeringen. Samtidig krævede tyskerne øget dansk tilpasningsvillighed – ellers ville nazisterne i DNSAP gerne overtage landets ledelse.

Efter lange og svære forhandlinger oprettedes den 2. juli 1940 Rigsdagens Samarbejdsudvalg på ni medlemmer fra samlingsregeringens partier.

Nimandsudvalget var et slags forretningsudvalg, der drøftede vigtige sager angående besættelsesmagten, hvorefter regeringen traf beslutning. Den 8. juli blev samlingsregeringen rekonstrueret. Regeringens ministerposter blev skåret ned fra 18 til 12, og de blev mere ligeligt fordelt mellem de 4 samlingspartier. Den socialdemokratiske statsminister Stauning fortsatte, hvorimod den radikale Munch (i øvrigt efter kongens ønske) blev ofret til fordel for en ny udenrigsminister, diplomaten og den radikale politiker Erik Scavenius. Det private erhvervsliv og embedsmændene blev repræsenteret med to upolitiske ministre.

Med en ny og stærkere samlingsregering var man klar til at forlade den passive tilpasningspolitik og i stedet samarbejde aktivt med besættelsesmagten.

Erik Scavenius (1877-1962) personificerer om nogen samarbejdspolitikken, og han var fra 1940 til 1943 den mest centrale og omstridte person i dansk politik. Efter en lang karriere som diplomat og en kortere som radikal politiker blev Scavenius i sommeren 1940 hentet ind som ny udenrigsminister. Hos både danskerne og tyskerne nød Scavenius stor anseelse for som udenrigsminister at have ført Danmark smidigt, neutralt og uskadt igennem Første Verdenskrig. Ved sin tiltrædelsestale (den siden så berygtede 8. julierklæring) slog Scavenius tonen an og lagde op til en mere samarbejdsivrig dansk kurs: "Ved de store tyske sejre, der har slået verden med forbavselse og beundring, er en ny tid oprundet i Europa … Det vil være Danmarks opgave herunder at finde sin plads i et nødvendigt og gensidigt aktivt samarbejde med Stortyskland". Ifølge ”Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie”, bd. 13, s. 216 (se kilder).

Dermed var den radikale Munchs passive samarbejdslinje, der i Scavenius’ øjne byggede på en fiktion om dansk neutralitet, skudt i sænk. Scavenius mente, at der måtte føres realitetspolitik, og realiteterne i 1940 var, at Danmark var besat af Europas stærkeste militærmagt, som man for alt i verden måtte stå på god fod med. Denne goodwill-politik dominerede det dansk-tyske samarbejde frem til augustoprøret 1943, men gjorde Scavenius upopulær blandt sine politiske modstandere i Rigsdagen og ikke mindst i den danske offentlighed og befolkning.

I 1942 blev Scavenius statsminister, men han truede gentagne gange med at gå af under de store kriser, hvis Rigsdagen ikke føjede ham. Det gjorde den under protest, for reelt var der intet alternativ til Scavenius – i det mindste ikke et, som tyskerne havde tillid til og kunne acceptere. 10 måneder fik Scavenius som landets regeringschef, og indtil augustoprøret var han for politikerne et nødvendigt "onde" i bestræbelserne på at sikre fredsbesættelsen. Politikerne havde brug for Scavenius' styrke, hvad enten det var som værn imod en kynisk besættelsesmagt eller som lynafleder for en kritisk befolkning.

Den kurs, som den danske regering førte over for den tyske besættelsesmagt i tiden frem til den 29. august 1943, kaldes samarbejds- eller forhandlingspolitikken. Der var tale om et dansk-tysk samarbejde med det klare formål at undgå krigens ulykker på dansk jord og en nazificering af det danske samfund. Men hvor langt skulle de strække sig i samarbejdet og bestræbelserne på at tækkes den tyske besættelsesmagt? Det var det store spørgsmål, de danske politikere stod over for.

Den 9. april 1940 stod det klart, at den danske regering intet alternativ havde til at indlede et samarbejde med besættelsesmagten. Det bakkede Rigsdagen, kongen og hele det officielle Danmark op om, men også befolkningen i dens stiltiende accept. Imidlertid forandrede og udviklede samarbejdspolitikken sig i løbet af besættelsen først og fremmest bestemt af verdenskrigens gang.

I de første måneder førte regeringen med udenrigsminister Munch i spidsen en afventende, passiv politik over for besættelsesmagten. Det handlede om at fastholde dansk neutralitet og suverænitet, hvis krigen sluttede hurtigt, og Danmarks skæbne skulle afgøres på en fredskonference. Med stormagten Frankrigs fald i juni 1940 svandt dette håb. Danskerne måtte i stedet indstille sig på, at landet var besat – måske langt ud i fremtiden. Derfor indledte regeringen med den ny udenrigsminister Scavenius en mere aktiv samarbejdslinje over for tyskerne.

Gevinsten var, at det lykkedes Danmark (modsat Norge, Frankrig og Holland) at bevare sin suverænitet på langt de fleste områder. Til gengæld måtte Danmark give køb på retssikkerheden og ytringsfriheden for landets borgere.

Tilknytningen til Tyskland blev stadig mere markant, især hvad angik det økonomiske, erhvervsmæssige samarbejde. Således prægede den aktive samarbejdslinje tiden frem til sommeren 1942, og den foregik på alle niveauer af det danske samfund. Det kom til udtryk, da Udenrigsministeriet i juli 1940 tog initiativ til Dansk-tysk Forening, hvis formål var "at udvikle og støtte forretningsmæssige, tekniske, kunstneriske, litterære, videnskabelige og sociale Forbindelser og derved uddybe gensidig Forstaaelse mellem Danmark og Tyskland". Ifølge ”Gads leksikon om Danskbesættelsestid 1940-45”, s. 103 (se kilder).

I sommeren 1942 blev den tyske sejrsmarch på østfronten bremset, og en dansk modstandsvilje begyndte at spire frem. Tyskernes besættelsespolitik blev mere aggressiv, og i takt hermed blev regeringens samarbejdspolitik nedtonet. Det foregik under en ny dansk statsminister, socialdemokraten Vilhelm Buhl (1881-1954).

Buhl sad fra maj 1942, hvor han afløste Danmarks afdøde landsfader Stauning, til udenrigsminister Scavenius overtog posten et halvt år senere. Buhl var ikke lige så tilpasningsivrig og derfor ikke lige så vellidt af tyskerne, som hans udenrigsminister var. Men i store træk fortsatte regeringen sin samarbejdspolitik under Buhls ledelse. Trods kravet om flere indrømmelser til tyskerne og en voksende utilfredshed på de indre danske linjer holdt regeringens samarbejdspolitik helt frem til augustoprøret i 1943.

For tyskerne var fordelene ved fredsbesættelsen tydelige. Tyskland var den 9. april 1940 kommet næsten omkostningsfrit ind i Danmark og kunne indtil augustoprøret 1943 holde landet besat med et minimum af tropper og materiel.

Fredsbesættelsen sikrede en gnidningsfri dansk-tysk vareudveksling, og dansk fødevareeksport blev fra 1941 mere og mere vigtig for det tyske hjemmemarked. Det danske "mønsterprotektorat" havde også en propagandaværdi i forhold til udlandet, hvor neutrale lande så nazismens tilsyneladende venlige ansigt.

Det kunne således betale sig for tyskerne at opretholde illusionen om, at et fredsbesat Danmark var en neutral, suveræn stat, som det tyske udenrigsministerium samarbejdede med. Således førte det tyske udenrigsministerium politiske forhandlinger med den danske regering, mens hæren (værnemagten) tog sig af militære, sikkerhedsmæssige spørgsmål. Kompetencefordelingen gav dog enkelte især juridiske uoverensstemmelser. Disse blev i det store og hele løst af de tyske myndigheder på de daglige morgenmøder, der sikrede en ensartet besættelsespolitik over for Danmark.

Det tyske udenrigsministerium var i Danmark repræsenteret ved gesandten Cecil von Renthe-Fink, der med besættelsen fik titel af rigsbefuldmægtiget. Herunder arbejdede en række civile embedsmænd, i 1941 knap 100 og i 1943 godt det dobbelte. Sammenlignet med andre besatte lande krævede Danmark en relativt lille administration. Men ro og orden varede ikke ved, og en ny stærk mand ved navn Werner Best blev i november 1942 indsat som ny rigsbefuldmægtiget.

Som øverstkommanderende for de tyske tropper i Danmark sad general Erich Lüdke, indtil han i oktober 1942 blev afløst af den mere brutale general Herman von Hanneken.

Indtil 1943 blev Danmark "holdt" af to reservedivisioner, hvis samlede styrke udgjorde 14.-21.000 mand. Hovedparten var dårligt udrustede rekrutter, ligesom Danmark i stigende grad blev brugt til rekreationsophold for nedslidte tyske divisioner. Efterhånden som frygten for en allieret invasion på den jyske vestkyst voksede, optrappede tyskerne antallet af divisioner i Danmark. Det kulminerede i august 1944 med 180.000 mand. Hertil kom cirka 50.000 mand fra det tyske luftvåben og marine.

I takt med de militære nederlag og den voksende danske modstandsvilje lagde besættelsesmagten i Danmark en hårdere kurs. Det indebar, at Værnemagten (hæren) blev mere synlig, men også at en ny stærk magtinstans, det tyske sikkerhedspoliti, fra efteråret 1943 begyndte at operere i Danmark.

Resultatet var interne tyske magtkampe og splid, hvilket gjorde det sværere for de danske samarbejdspolitikere at orientere sig i forhold til den tyske besættelsesmagt, der ikke længere optrådte som en enhed.

Samarbejdspolitikken var i det store og hele en succes for regeringen, eftersom den bragte Danmark uskadt igennem størstedelen af besættelsestiden. Men der var tre større kriser i de første år, og de illustrerer hver især samarbejdspolitikkens hårfine balance imellem at bevare en god kontakt til besættelsesmagten og samtidig sikre indre dansk borgfred:

*   **Nytårskrisen**: Den begyndte i efteråret 1940, hvor den danske samlingsregering, og dermed selve det parlamentariske system, blev angrebet fra to sider. Fra den ene side af de danske nazister (DNSAP), der med støtte fra kredse i Berlin truede med at overtage regeringsmagten. Fra den anden side af de konservative kræfter i den såkaldte Danmarks- og Højgaardkreds, der ønskede samlingsregeringen erstattet med en gruppe forretningsmænd. Kritikken tog til, og den rigsbefuldmægtigede i Danmark udtrykte sin store utilfredshed med regeringens manglende tyskvenlighed. Men samlingsregeringens partier og kongen stod fast og afviste ved årsskiftet det tyske ønske om at udskifte statsminister Stauning med en upolitisk leder. Tyskerne bøjede sig, men fire af de mere tyskfjendtlige danske politikere – socialdemokraterne Hartvig Frisch, Hedtoft Hansen, H.C. Hansen og den konservative Christmas Møller – måtte i begyndelsen af 1941 se sig udskiftet.
*   **Den skjulte ministerkrise**: Den udspillede sig i sommeren 1941 og drejede sig om hvervningen af frivillige danskere til det tyske Ruslandsfelttog. Den 29. juni indledtes en offentlig hvervning til Frikorps Danmark; det var et alvorligt brud på dansk lov, der forbød fremmede magters hvervning på dansk territorium. Spørgsmålet var, hvordan den danske regering skulle forholde sig til dette. Den 2. juli skrev Udenrigsministeriets Pressebureau, at det var: "med den kongelige danske regerings billigelse". Ifølge ”Besættelsesårene 1940-1945”, s. 81 (se kilder). Scavenius' ministerkolleger var stærkt utilfredse med svaret, og det kom til åbent opgør, som dog blev skjult for både tyskerne og den danske offentlighed. Der lød krav om at afsætte den tyskvenlige udenrigsminister, men de alternative kandidater afviste Staunings forespørgsler, og en styrket Scavenius valgte at blive siddende som samarbejdspolitikkens danske forhandler.
*   **Telegramkrisen**: Det var den hidtil alvorligste krise i det dansk-tyske forhold til trods for, at den lignede en bagatel. Hitler sendte en lykønskning på kong Christian 10.'s fødselsdag den 26. september 1942, hvortil kongen svarede: "Udtaler min bedste tak, Chr. R." Ifølge ”Besættelsesårene 1940-1945”, s. 92 (se kilder. Denne korte "varekvittering" fornærmede Hitler, der straks hjemkaldte sin rigsbefuldmægtigede og den øverstkommanderende. Danmark svævede en måned i angst og uvished om, før Hitler udnævnte Werner Best som ny rigsbefuldmægtiget og kaldte Scavenius til møde i Berlin. Her blev Scavenius forelagt en ny dansk ministerliste med sig selv som stats- og udenrigsminister. Efter tysk pres og svære forhandlinger på et splittet Christiansborg stod et nyt ministerium klart med den radikale politiker og diplomat Scavenius i spidsen. Det var den 7. november 1942, og den danske samarbejdslinje skulle vise sig at få endnu 10 måneder at leve i.

Werner Best (1903-1989) var tysk rigsbefuldmægtig i Danmark fra telegramkrisen i november 1942 til kapitulationen i maj 1945. Hitler sendte Best til København som en "nationalsocialist med en hård hånd", hvilket Best havde vist sig som, da han som SS- havde medvirket ved de morderiske jødefordrivelser i Polen og Frankrig. (Se kilde 4 s. 99). Alligevel blev juristen Best først og fremmest kendt i Danmark for sit gode og nære samarbejde med Scavenius – jævnfør deres berømte ugentlige tesamtaler.

På denne måde blev SS-officeren Best i tiden frem til augustoprøret, men også i det resterede 1,5 år af Besættelsen, den tyske garant for, at det dansk-tyske samarbejde fungerede så gnidningsfrit som muligt. I løbet af 1943 stillede andre tyske instanser som værnemagten og politiet krav om en hårdere danskerkurs – de danske sabotører skulle bekæmpes med dødsstraf og deportationer. Det bremsede Best. Når Best så bevidst brugte "fløjlshandsken" over for danskerne, skyldtes det, at han ville vise Berlin, hvordan han omkostningsfrit og uden brug af pisken kunne integrere Danmark i det tyske storrige.

Fredsbesættelsen og samarbejdet mellem Scavenius og Best kulminerede ved Rigsdagsvalget i marts 1943, som Best trods modstand fra Berlin fik gennemtrumfet. Dermed viste han over for Berlin, at dels bakkede danskerne op om samarbejdspolitikken dels, at det besværlige danske nazistparti ikke havde nogen fremtid. Herefter blev den økonomiske støtte til partiet inddraget.

Augustoprøret 1943 blev det store nederlag for Bests politik. Samarbejdspolitikken brød sammen, og Scavenius forsvandt fra den politiske scene. Best mistede anseelse i Berlin og tabte magt i forhold til tysk politi og værnemagt i Danmark, der nu satte bekæmpelsen af modstandsbevægelsen højt på dagsordenen. Alligevel fortsatte Best sin diplomatiske forståelseslinje via forhandlinger med udenrigsministeriets direktør Nils Svenningsen og Departementschefstyret i et vist omfang, omend tyskernes kurs blev markant hårdere og mindre imødekommende over for det danske synspunkt i takt med, at datoen for det endelige tyske nederlag nærmede sig.

I 1948 blev Best dømt til døden for sin skyld i jødeaktionen i 1943, men i 1951 blev han benådet og udvist af Danmark.

Spørgsmålet om jurisdiktion – det vil sige domsmyndighed – handlede i besættelsestiden om, hvorvidt danske borgere skulle dømmes af danske domstole og efter dansk lov – og altså i overensstemmelse med fredsbesættelsens idé om, at danskerne selv tog sig af indre anliggender.

Men i sager, hvor danske borgere udgjorde en trussel mod den tyske værnemagts sikkerhed (for eksempel i spørgsmål om sabotage, spionage og anden undergravende virksomhed), var det så ikke værnemagtsdomstolene og tysk krigsret, der gjaldt? Spørgsmålet gav gentagne gange anledning til splid imellem tyskerne og danskerne, da det grundlæggende handlede om, hvorvidt illusionen om dansk suverænitet, som hele samarbejdspolitikken hvilede på, kunne opretholdes.

Hitler gav i en førerordre den 1. august 1940 værnemagten ret i, at tysk krigsret også gjaldt danske forbrydelser, og indtil efteråret 1942 var problemerne ikke større, end at de i praksis kunne løses: Tre danske sabotører blev dømt ved tysk krigsret og afsonede få år i danske fængsler.

Men den voksende danske modstand og de stadig flere sabotageaktioner skabte problemer i det dansk-tyske samarbejde. De danske domstole kunne ikke idømme dødsstraf, og de danske samarbejdspolitikere gik ikke på kompromis og undlod at indføre dødsstraf. Besættelsesmagten skærpede kursen over for modstanden ved fra efteråret 1942 at dømme flere danskere efter tysk krigsret. Frem til augustoprøret 1943 blev 39 danske statsborgere dømt, heraf fem til døden. De fire blev benådet, mens den første henrettelse af en modstandsmand fandt sted den 28. august 1943. Dermed bristede illusionen om den danske suverænitet, og jurisdiktionen gled Danmark af hænde.

Den 23. marts 1943 var der valg til Rigsdagen (datidens Folketing). Datoen var ikke tilfældig, idet Rigsdagens fireårige valgperiode udløb den 2. april. Herefter stod den siddende Rigsdag i henhold til grundloven uden formel legitimitet (befolkningsopbakning) og kunne dermed være lettere at fjerne for besættelsesmagten.

Op til valget herskede der i Danmark tvivl om, hvorvidt Besættelsen ville medføre udskydelse af Rigsdagsvalget, sådan som det var sket med kommunevalget. Et parlamentarisk valg midt i Hitlers nazistiske Europa forekom absurd, og i Berlin var man urolige for, at valget kunne fælde den samarbejdsivrige Scavenius-regering eller føre til uroligheder i det danske mønsterprotektorat. Men Best fik overbevist Berlin og kunne den 1. marts meddele Scavenius, at Hitler havde indvilget.

Efter dansk-tysk aftale blev Rigsdagsvalget ikke et frit valg. Det forløb uden valgkamp partierne imellem, med brug af (selv-)censur i medierne, forbud mod et parti (DKP), ligesom tidens vigtigste emne, dansk politik over for besættelsesmagten, ikke blev diskuteret. De illegale kommunister, Frit Danmarks folk og England over BBC opfordrede uden held danskerne til at stemme enten blankt eller på nejsigere blandt partikandidaterne. Alligevel blev valget en stor triumf for samarbejdspolitikkernes partier – og personlige sejre for Scavenius og Best. Valgdeltagelsen var på hele 89,5%, og vælgernes opbakning til de samarbejdende partier var overvældende: 94,6% (svarende til 140 af tingets 148 medlemmer) af stemmerne gik til disse partier.

Omvendt blev valget et stort og afgørende nederlag for de partier, der stod uden for samarbejdet og dermed uden for det nationale sammenhold. Det gjaldt først og fremmest de danske nazister i DNSAP og for Bondepartiet. De fik samlet 5 mandater og var færdige i dansk politik. Men også for det eneste legale protestparti, Dansk Samling, blev valget en skuffelse. Således nød regeringens samarbejdslinje endnu stor opbakning i foråret 1943.  
Modstandssynspunktets sejr kom først et halvt år senere.

Formålet med samarbejdspolitikken var at beskytte det danske samfund i en usikker tid, hvor landet var besat, og Anden Verdenskrig rasede i de europæiske nabolande. I det store og hele lykkedes det da også at skåne Danmark for krigens ødelæggelser. Samtidig holdt samarbejdet med besættelsesmagten det store økonomiske hjul i gang, eftersom danske landbrugs-, fiskeri- og industrivarer i stor stil kunne afsættes til Tyskland. Det betød, at den danske befolkning klarede sig rimeligt og levede en forholdsvis normal tilværelse under Besættelsen. Dog blev skellet mellem fattig og rig større. Befolkningen vidste, at dens eksistens og livsgrundlag stod på spil, og den nærede tillid til, at politikernes tilpasnings- og samarbejdslinje kunne bringe landet uskadt igennem Besættelsen.

Hermed ikke sagt, at man som dansker var tyskerne venligt stemt i de første besættelsesår. Også tyskerne vidste, at danskerne i den store krig var på de allieredes side. Men befolkningen fulgte statsminister Stauning og kong Christian 10.'s indtrængende appeller om at udvise samfundssind og offervilje i en svær tid. Dagligdagen skulle jo forsætte trods mørkelægning og erstatningskaffe. Sporvognene kørte fortsat, og skolen og fabrikken holdt åbent. Dagliglivets små og store gøremål blev klaret, hvad enten det var i by eller på land, trods hårde tider med rekordhøj arbejdsløshed og boligmangel.

Udadtil var tilpasningen og indordningen også den almindelige danskers reaktion på tyskernes tilstedeværelse i landet. Imens fandt en national vækkelse sted i befolkningen, hvor det gjaldt om at udvise patriotisk sindelag. Her var tale om et slags indre eksil i form af dansk hjemstavnsidyl og fælles kulturarv. Men også alsangsbevægelsen og kongedyrkelsen var en stille protest, der markerede det sammenhold og den søgen indad, som var de mange danskeres reaktion på en ydre besættelse.

I den første lange besættelsestid stod samarbejde og modstand ikke skarpt over for hinanden. Forfatteren Tage Skou-Hansen husker, at i de første besættelsesår "var man ikke enten-eller \[…\] en lang overgang var man med god samvittighed begge dele." Det var først efter augustoprøret, at "tingene afgørende forenkledes". Ifølge ”Samarbejde og modstand under besættelsen”, s. 12 (se kilder).

Den almindelige danskers indsats i augustoprøret i 1943, og siden den store, blodige folkestrejke i sommeren 1944, markerede et holdningsskift i befolkningen. Ikke mindst fra 1944, hvor modstandsbevægelsens illegale presse for alvor nåede bredt ud med sine budskaber, blev frihedskæmperne alt mere befolkningens store helte. Derimod var de unationale, landsforræderne, de danske nazister og østfrontsfrivillige, men i høj grad også værnemagtsarbejdere og tysklandsarbejdere – og de gamle samarbejdspolitikere uglesete.

Befolkningens heltedyrkelse kulminerede ved befrielsen den 5. maj 1945, hvor hele 300.000 danskere påberåbte sig at være med i modstandsbevægelsen. Nu kunne nationalpatriotismen smelte sammen med modstandsbevægelse og regeringspolitikere under de allieredes billigelse. Dette er blevet døbt det store nationale kompromis. Eller besættelsestidens største myte om det danske folk i samlet kamp.

I begyndelsen af besættelsestiden var der ingen åben dansk modstand mod den tyske besættelsesmagt. Men hen over sommeren 1940 mobiliseredes – med inspiration fra Sønderjylland og Norge – en bred folkelig rørelse, som kaldes den nationale vækkelse. Den nationale vækkelse blev et forsvar for det at være dansk, og den gav i en svær tid selvværd og selvrespekt. Dyrkelsen af dansk sprog, kultur og historie var samtidig en passiv afstandtagen fra det, der var udansk: besættelsesmagten og danske nazister og kommunister (jævnfør Hitler- og Stalinpagten). Den nationale vækkelse kom til udtryk på mange måder og samlede store dele af befolkningen. Det illustrerer følgende:

*   Fra juli 1940 begyndte almindelige danskere over hele landet at samles til såkaldt alsang, hvor gamle fædrelandssange blev sunget i fællesskab. En fredelig manifestation af det danske, som tyskerne ikke greb ind overfor. Alsangsstævner var et stort samlingspunkt, der kulminerede søndag den 1. september 1940 med 720.000 deltagere.
*   Christian 10. blev symbolet på det danske. Da kongen fyldte 70 år den 26. september 1940, fejredes det ved folkemøder over alt i landet, og fra radioen sendtes "live" hele dagen om kongeparrets køretur gennem et menneskehav af flagende københavnere. Danskerne bar kongemærket i dannebrogsfarver i knaphullet, og kongens daglige ridetur – indtil han faldt af hesten den 19. oktober 1942 – gennem hovedstaden signalerede dansk sindelag og sammenhold.
*   I sommeren 1940 skabte socialdemokrater og konservative Dansk Ungdomssamvirke, som et nationalt kulturværn imod nazistisk påvirkning. I spidsen stod den unge teologiprofessor Hal Koch. Grundtvig og højskoletanken spillede en central rolle, og ved de meget populære foredrag, i studiekredse og på folkemøder dyrkedes den fælles danske kulturarv.

I løbet af besættelsestiden dæmpedes den nationale vækkelse og dens videre betydning. Om det var en nødvendig overgangsfase for den senere aktive modstandsbevægelse er til stadig diskussion. Men i besættelsestidens første år havde vækkelsen stor symbolsk betydning for samarbejdspolitikerne. For dem var den udtryk for, at den danske befolkning loyalt bakkede op om det politiske system og om samlingsregeringen.

Til forskel fra det øvrige krigsbesatte Europa slap Danmark for hungersnød og sultedød. Alligevel blev besættelsen en prøvelsens tid materielt såvel som mentalt. For at undgå at Danmark blev et bombemål, skulle hele landet være mørklagt kl. 20.00. I hjemmene fik man travlt med at ophænge mørklægningsgardiner eller male vinduer og elpærer mørke. Uden for henlå gaderne i mørke.

Utallige tilflugts- og beskyttelsesrum blev indrettet. I udlejningsejendommene skete det ved at bombe- og nødhjælpssikre kælderrum. 120.000 husvagter fik ansvaret for at genne beboerne ned i kælderen, når luftalarmen gik. Det gjorde den ofte og gerne midt om natten og med falsk alarm. Særligt i Besættelsens første tid skabte alarmerne utryghed og frygt hos mange danskere, men efterhånden blev de en del af hverdagen. Hertil kom, at de mange politibetjente, 3.200 i 1940 og 10.000 i 1945, sørgede for orden og tryghed på gaden.

I løbet af besættelsestiden var udbuddet af varer konstant faldende, særligt frem mod 1945. Hamstringsbølger, byttecentraler og rationeringsmærker var tidens svar på vareknaphed. Direktoratet for Vareforsyning fik til opgave at regulere og administrere landets samlede vareforbrug fra forbruger til fabrik. 2,5 millioner ansøgninger om året blev behandlet og nye tilladelser, rationeringer og forbud udstedt – såsom et forbud mod at annoncere "Ost, ost, ost", da det antydede overflod.

Vareknaphed ramte de lavestlønnede hårdest, da de gode dagligvarer var for dyre, mens de billigere var dårlige eller/og rationeret. Der føjedes hele tiden nye varer på listen over rationeringer, blandt andet sukker, brændsel, brød, smør, gas, sæbe og kaffe. Kafferationerne faldt i foråret 1940 fra 600g til 250g til 125 gr. pr. måned, så de få kaffemærker på det såkaldte rationeringskort skulle bruges med omhu. For almindelige danske familier var det en stor udfordring at få midlerne til at strække til de daglige behov (mad, tøj, varme og transport). I ét væk blev der sparet, erstattet, repareret, lappet, byttet og fantasien blev brugt.

Det var en stor fordel at bo på landet hvad angik adgangen til friske fødevarer, og i byerne var nytte- og kolonihaver eftertragtede; her dyrkede man grøntsager, plukkede frugt, passede kaniner og fodrede høns. Retter af kål, grød og suppe var udbredte, og med udgivelserne af kogebøgerne "Kaninretter – til hverdag og fest" og "Gratis Mad – af ukrudt" kunne nye madeksperimenter prøves.

Hvad angik tøjet, kunne alt anvendes, en papirfrakke eller en kaninskindspels, en hue af hundehår, en gazenederdel samt et par sko af rødspætteskind eller et par tangstøvler.

I kakkelovnen fyredes i de rekordkolde vintermåneder med tørv, så løbesoden rendte ned af væggene. I gadebilledet blev privat bilkørsel forbudt og hestevogne dominerede. I 1944 fik selv Værnemagten problemer med transporten, og på ordre fra Werner Best blev alle nye cykler beslaglagt, hvormed tyskerne begik Danmarkshistoriens største cykeltyveri.

Under Besættelsen var det danske samfund ikke alene truet af en ydre fjende, men også truet indefra. Trods det nationale sammenhold blev samfundet socialt set mere skævt, og spændingerne imellem de forskellige befolkningsgrupper var store. Klassekamp truede det danske velfærdsprojekt, idet forskellene på dem, der tabte, og dem, der tjente på Besættelsen, var betydelig.

Danmark blev generelt fattigere med Besættelsen, og den sociale nød ramte især arbejdere, funktionærer og pensionister; altså de grupper der i forvejen hørte til de fattigste. Det gjaldt eksempelvis de industri- og håndværksarbejdere, som repræsenterende en tredjedel af de danske husstande, hvor reallønnen og købekraften faldt med 20 %. Mere end hver tredje stod uden arbejde i 1940. Ikke mindst i byerne, hvor de forringede levevilkår medførte underernæring, vitaminmangel og sygdomme. Her opførte stat og kommune husvildebarakker til de hjemløse, der blev åbnet folkekøkkener, og epidemibekæmpelsen blev intensiveret.

Kontrasten imellem livet i et arbejderhjem på Nørrebro og det liv, som de såkaldte værnemagere førte, var enorm. Værnemagere var betegnelsen for de erhvervsdrivende, der samarbejdede med tyskerne og derigennem tjente store summer. Modstandsmanden Elias Bredsdorff erindrer: "Der er gullaschstemning i Vestkystens byer i disse år \[…\] unge fiskerdrenge, der har tjent 3.000. kroner på en uge, og entreprenører, der har tjent det dobbelte på en dag, kaster om sig med penge \[…\] uden skrupler lever \[de\] højt på den vældige pengeflod, som tyskerne lader flyde fra den danske stats kasse". Ifølge ”Efter drabet”, s. 25 (se kilder).

I maj 1940 indledte de borgerlige partier et opgør med velfærdsprojektet, og under trusler om at sprænge samlingsregeringen pressede de en række kriselove igennem. Lønstop, ophævelse af pristalsreguleringen og strejkeforbud indgik i partiet Venstres kamp mod arbejderklassen: "hvis fagforeningerne ikke makker ret, kan de få nazisterne." Ifølge ”Gads leksikon om dansk besættelsestid”, s. 423 (se kilder).

Da lovgivningen samtidig forbedrede vilkårene for bønderne, skærpedes spændingerne i samfundet. Landbrugernes Sammenslutning støttede nazisterne, mens flere og flere utilfredse og ulovligt strejkende arbejdere sluttede sig til kommunisterne og gjorde klassekampen desto tydeligere.

I løbet af 1942 og 1943 stabiliseredes priserne, lønningerne øgedes og arbejdsløsheden overvandt som følge af tysklands- og værnemagtsarbejdere, eksport samt erstatningsproduktion. Alene 70.000 var beskæftiget med tørvegravning. Denne positive økonomiske udvikling varede Besættelsen ud, men for de fattigste danskere var dagligdagen fortsat præget af mangel på især brændsel, tøj og mad.

Dansk kunst- og kulturliv klarede sig generelt godt under besættelsestiden. Trods censur og propaganda førte besættelsesmagten ikke en aggressiv kulturpolitik, men tilstræbte at samarbejde og undgå konfrontationer med befolkningen. Samtidig forekom danskernes behov for kultur og kunst umætteligt. I en tid med mørklægningsgardiner, vareknaphed og støvletramp havde danskerne ekstra brug for at grine, glemme og huske.

Måske medvirkede dansk kultur og kunst til at fremme danskernes "Vi-er-alle-i-samme-båd"-følelse af national identitet og fællesskab. Kunst- og kulturlivet oplevede et publikumsboom, og det voksende marked gav plads til nye kunstnere og nye tiltag fra underholdningsindustrien; ikke mindst inden for litteratur, film, musik, teater og revy.

*   Danskerne var læseheste under Besættelsen. Folkebibliotekernes udlån steg med 34%, og antallet af nye titler med 53%. Hertil kom, trods papirmangel, en skov af kulørte ugeblade, magasiner og tegneserier, men også illegale blade og nazistiske tidsskrifter. Forlagene havde gyldne tider. Der udkom metervis af bestsellers, billigbogserier og storværker med læderryg og guldsnit samt en lind strøm af danske debutanter og nye oversættelser. Nogle af bøgerne var såkaldt finlitterære, men især solgte detektiv-, læge- og historiske romaner. En forfatter som Morten Korch var populær. Når han skrev om stråtags- og bondepigeidyl, var det en danskhed, de fleste kunne føle og forstå.
*   Det årlige antal biografbesøg steg fra 28 til 47 millioner fordelt pålandets 350 biografer. Besættelsesmagten indførte importstop og gradvis censur på engelske, franske og amerikanske film og forsøgte at lokke danskerne ind og se de mange tyske film. Men danskerne foretrak egne og svenske film og måtte så leve med de tyske propagandaforfilm (UFA's ugerevyer). Dansk film blomstrede op med flere premierer, filmselskaber og skuespilstjerner. Gamle film blev støvet af til repremierer. Især folkekomedier, lystspil, musicals og kriminalfilm blev set 1, 2 eller 5 gange.
*   Musikken, særligt jazzen, havde sin guldalder. Et stop for pladeimport betød, at dansk jazz fandt sin egen stil. Når pianisten Leo the Lion Mathisen på københavner-engelsk sang "tag det roligt boy, boy", swingede det på danserestauranterne. Swingkulturen var ungdommens muntre protest og hyldest til al det forbudte amerikanske. "Abemusik" og "negerdans" kaldte tyskerne – og mange ældre danskere – jazzen. Det førte til sammenstød mellem unge swingpjatter og besættelsesmagtens folk, der den 11. juni 1944 lod dansestedet KB-Hallen i København sprænge i luften.
*   Dansk teater og revy var underlagt censur og bødetrusler, men bortset fra antinazistiske stykker blev der spillet relativt frit, om end forestillingerne var færre. Teatrene levede i høj grad på engelske og amerikanske kassesucceser, mens dansk drama var i hænderne på stærke kræfter som Kaj Munk, Soya og Kjeld Abell. Revy og kabaret var populære genrer, især når satiren var rettet mod tyskerne. Berømt var Liva Weels frihedssang "Man binder os på mund og hånd ... ", som tusindkunstneren Poul Henningsen fik listet uden om tekstcensuren. Eller da Stig Lommer omgik tyskernes udgangsforbud og inviterede danskerne til revy kl. 7 om morgenen.

Umiddelbart blev 1930'ernes økonomiske krise forstærket af Besættelsen. Det danske erhvervsliv blev afskåret fra at handle med England og oplevede derigennem en massiv produktionsnedgang. Besættelsen skabte en ny situation for erhvervslivet, og det krævede omstilling og indretning efter det nye store tyske marked, hvilket viste sig svært for flere brancher, for eksempel boligbyggeriet og metalindustrien. Knapheden på råvarer og brændsel var betydelig, hvilket andre brancher forstod at udnytte. Det gjaldt de talrige brunkulslejre og tørvemoser, der under lempelige skattevilkår skød op og spandt guld på at forsyne danskerne med det ringeste erstatningsbrændsel.

Generelt faldt den danske produktion i årene 1940 til 1943, hvorefter den steg besættelsestiden ud. Produktionsomkostningerne steg også markant, men for mange brancher, ikke mindst inden for fødevareproduktion, mere end udlignedes det af prisernes himmelflugt. Således steg prisen på smør med 75 % alene i 1940. Da tyskerne betalte i stærke mark og de danske forbrugere i den svage krone, blev erhvervslivet holdt kørende og det danske samfund i gang besættelsestiden igennem.

Landbruget overvandt under besættelsesårene 1930'ernes krise, selvom der var stor forskel på at være husmand og godsejer. Især de større gårde klarede sig rigtig godt trods strenge vintre og mangel på gødning og foderstoffer. Produktionen blev omlagt. Landbrugets manglende motorisering blev en fordel i en tid med knaphed på olie, hvor 500.000 arbejdsheste holdt produktionen i gang. Det betød, at hjemmemarkedet blev dækket med danske produkter og overskuddet solgt til Tyskland og de nordiske lande. Alene eksportpriserne på landbrugsvarer steg med 100 % i løbet af det første besættelsesår, og fra 1940 til 1945 oplevede landbruget generelt en flerdobling af indkomsten.Fiskeriet klarede sig trods konstant mangel på dieselolie rigtig godt. Priserne steg, og eksporten til Tyskland blev femdoblet – det svarede til 60 % af den samlede fangst eller 18 % af tyskernes forbrug. Nogle skippere og fiskeeksportører fik indtægtsforøgelser på hele 3-400 % under Besættelsen. Det gjorde i øvrigt fiskeindustrien til et oplagt mål for sabotage. Generelt var fiskeriet et farligt erhverv, og hen ved 200 mennesker mistede livet på Nordsøen som følge af minesprængninger og flyverangreb.

Industri og håndværk gik det generelt rimeligt med, men der var stor forskel brancherne imellem. Særligt i de sidste besættelsesår var det svært at få forsyninger frem. Industrien var nedslidt og lagrene tømte ved befrielsen. Produktionen var først og fremmest rettet mod hjemmemarkedet, hvor mad, tøj og brændsel blev solgt til forhøjede priser og ofte uden udenlandsk konkurrence. Trods knaphed på råvarer formåede for eksempel næringsmiddel- og beklædningsindustrien at omstille sin produktion og fordoblede derigennem sit overskud i løbet af besættelsesårene. I sagens natur var dette ikke muligt i jern- og metalbranchen, som led under faldende indtægter, fyringer og lukninger. Det kompenserede værnemagtens "ekstraordinære industrileverancer" delvis for, hvorfor skibsindustrien og maskinfabrikkerne blev et yndet mål for sabotage. Imens øjnede dele af dansk industri gode indtægtsmuligheder i samarbejdet med besættelsesmagten. Det fik i efteråret 1941 en kreds af ledende danske erhvervsfolk til – med regeringens og Hitlers billigelse – at danne det såkaldte Østrumsudvalg. Et virksomhedsfremstød i de tyskbesatte baltiske lande. Resultaterne blev få, men det lykkedes et par store danske virksomheder at etablere to fabrikker ved at bruge kz-fanger som slavearbejde.

Besættelsen den 9. april 1940 betød, at Danmark blev handelsmæssigt isoleret og ganske afhængig af Tyskland. Men modsat flere andre besatte lande udplyndrede Tyskland ikke Danmark, men indgik i et omfattende økonomisk samarbejde, som begge lande havde klare fordele af og derfor nødig ville sætte over styr.

For Danmarks vedkommende sikrede udenrigshandlen med Tyskland produktionen, og trods konstante inflationsproblemer var det afgørende for den danske befolknings gode levevilkår. Danmark dækkede 10-15% af Tysklands fødevarebehov og var således den næstvigtigste leverandør.

England var før Besættelsen Danmarks absolut største handelspartner, men med tyskerne i landet forsvandt den oversøiske handel. Ud over en fortsat handel med de øvrige nordiske lande overgik den samlede danske eksport til Tyskland; den steg fra i 1939 at være på 23 % til fra 1941 at ligge på 80 %. Det hang først og fremmest sammen med de vellykkede handelsforhandlinger, der fra april 1940 blev ført kvartalsvis i det tysk-danske regeringsudvalg.

Handelsaftalerne betød, at danske fiskeri- og landbrugsprodukter (smør og kød) eksporteredes til Tyskland, og begge erhverv kunne efter en træg start forsyne det tyske hjemmemarked til tårnhøje priser. Til gengæld forsynede besættelsesmagten det danske "spisekammer" med råstoffer, primært brændsel, men også gødning og jern.

For dansk industri var de tyske forsyninger af vital betydning. Industrien spillede slet ikke samme handelsmæssige rolle som landbruget og fiskeriet, men i de sidste besættelsesår flerdobledes industrieksporten til Tyskland. De "ekstraordinære industrileverancer" skaffede ordre til virksomhederne. Det foregik på værnemagtens forlangende, om end efter aftale om, at tyskerne selv leverede de nødvendige råstoffer og -varer til produktionen.

Alt i alt var den danske udenrigshandel under Besættelsen præget af noget-for-noget-aftaler med Tyskland, og ikke den fulde økonomiske indlemmelse af Danmark i det Stortyske rige (Neuropa), som traktatforhandlingerne om en fælles told- og møntunion havde lagt op til. Det økonomiske samarbejde fungerede fint uden. I takt med, at tyskerne trængtes i krigen, blev de danske forsyninger desto vigtigere.

Betalingen til eksportørerne blev ordnet over Clearingkontoen i Nationalbanken, som oprindeligt var et reguleringssystem til at balancere den dansk-tyske handel, men som under Besættelsen udviklede sig til en løbende kassekredit for tyskerne. Clearingkontoen stod ved befrielsen på flere milliarder kroner i dansk favør, men gælden forblev ubetalt.

I løbet af besættelsestiden rejste ca. 125.000 danskere til Tyskland for at få arbejde. Ud over disse tysklandsarbejdere var endnu flere i arbejde for værnemagten i Danmark. Når så mange danskere arbejdede for den forhadte besættelsesmagt, hang det først og fremmest sammen med, at arbejdsløsheden var høj og ramte skævt. Således var hver tredje danske arbejder uden beskæftigelse i vinteren 1940/41.

For tysklandsarbejdernes vedkommende begyndte det med en dansk-tysk "studehandel": Handelsforhandlingerne i april-maj 1940 var endt med, at Tyskland accepterede at levere kul og koks til Danmark på betingelse af, at den tyske arbejdskraft erstattedes af dansk. Tyske arbejdsanvisningskontorer, og efterhånden også en del private danske, lokkede og hyrede frivillig dansk arbejdskraft.

Trods trusler tvangsudskrev tyskerne aldrig danskere til arbejde, men der findes eksempler på, at de danske kommuner og fagforeninger økonomisk "truede" arbejdsløse til at lade sig hyre. Indtil 1944 opholdt konstant 30.000 danskere sig i Tyskland. Herefter faldt antallet markant. Hver tiende tysklandsarbejder var kvinde. Beskæftigelsen var primært inden for ufaglært bygge- og anlægsarbejde, men også i serviceerhverv.

Arbejdskontrakterne var typisk på et halvt år, lønnen rimelig og arbejdet hårdt, mens indkvarteringen foregik i lejre med ringe forplejning.

Efter befrielsen var mange tysklandsarbejdere præget for livet af mødet med nazismen, straffelejre, de allieredes bombeangreb og hjemkomsten til et stærkt fordømmende Danmark.

Værnemagtsarbejderne arbejdede i Danmark. På værnemagtens militære anlæg (flyvepladser, bunkers m.m.), men først og fremmest som bygningsarbejdere på Vestvolden – befæstningsforsvaret på den jyske vestkyst. Dette kæmpe byggeprojekt var tysk ledet, men det var efter aftale danske entreprenørfirmaer og arbejdskraft, som fra 1942 udførte selve byggeriet. Danskerne kom selv til at finansiere byggeriet over Nationalbankens "Værnemagtskonto", der ved Besættelsens ophør stod på minus 5 milliarder kroner.

Værnemagtsarbejde betragtedes som landsforræderi i Danmark, men arbejdsløsheden var høj og lønnen tilsvarende, hvorfor det ikke var svært at skaffe nødvendig arbejdskraft, endsige grådige danske firmaer, hvoraf flere efter krigen dømtes som værnemagere.

Tyske tropper i Danmark under Besættelsen. Tropperevy i Fælledparken for general Lüdke.

besættelsen 1940-45_faktalink_19920911-143618-pf-1920x1299we.jpg

Besættelsen 1940-1945

Den danske stat var kolonisator og involveret i slavehandel og slaveri i Asien, på den afrikanske vestkyst i det nuværende Ghana og på de tre caribiske øer St. Croix, St. Thomas og St. Jan – dengang kaldet Dansk Vestindien. Fra midten af 1600-tallet blev Danmark en af mange europæiske stater, der sikrede økonomisk vækst ved indgå i den såkaldte trekantshandel: Varer blev fragtet fra Europa til Afrika, hvor de blev byttet for mennesker, som blev fragtet over Atlanten for at arbejde i plantager, hvorfra bl.a. sukker, bomuld og tobak landede på det europæiske marked. Danske handelskompagnier bragte flere end 100.000 slavegjorte mennesker over Atlanten.

I 1792 vedtog Danmark en lov, der forbød involvering i transatlantisk slavehandel – men den skulle først gælde fra 1803. På den måde fik plantageejerne i Dansk Vestindien mulighed for – med dansk statsstøtte – at fragte så mange slavegjorte over Atlanten, at slavebefolkningen kunne reproducere sig selv. Først i 1848 blev slaveriet i de danske kolonier ophævet, og det skete kun, fordi slavegjortes oprør havde presset de lokale myndigheder tilstrækkeligt. Efter frigivelsen fortsatte de tidligere slavegjorte med samme hårde arbejde, og den danske stat gjorde meget lidt for at forbedre de økonomiske og sociale vilkår i kolonierne.

I 1917 solgte den danske stat St. Croix, St. Thomas og St. Jan til USA. Den historiske bevidsthed i Danmark om landets involvering i slaveri har været mangelfuld og med mange myter, der understøttede en dansk selvfortælling om humanisme. Særligt siden 100-året for salget af Dansk Vestindien har der været større politisk og forskningsmæssigt fokus på kolonitiden og slavehandlen. Blandt andet er der blevet gjort op med myter om Danmark som foregangsland i opgøret med slaveri, ligesom der er blevet kastet lys over slavegjortes modstandshandlinger og den sorte arbejderbevægelse i Dansk Vestindien efter 1848.

Den transatlantiske slavehandel tog sin begyndelse i 1500-tallet, hvor europæiske lande var i gang med koloniseringen af Sydamerika og de såkaldt vestindiske øer. De oprindelige folk døde i stort antal under det hårde fysiske arbejde, som kolonisatorerne satte dem til i miner og plantager. Kolonisatorerne fik den ide, at der som arbejdskraft kunne importeres mennesker fra det afrikanske kontinent, hvor de europæiske lande også var i gang med at kolonisere.

Ifølge bogen _Black Cargoes_ \[1\] blev det første skib lastet med sorte slavegjorte sendt fra Guineakysten over Atlanten i 1518. I de første mange år var slavehandlen kontrolleret af Portugal, men omkring midten af 1600-tallet begyndte Frankrig, England, Holland, Tyskland, en kort overgang Sverige, samt ikke mindst Danmark at trænge ind på markedet. De byggede forter langs Afrikas vestlige kyst, bl.a. i det, der i dag er Guinea, Elfenbenskysten og Ghana. Forterne dannede udgangspunkt for opsamling og udskibning af de mennesker, kolonimagternes udsendte havde ”købt” til slaveri, og som skulle sendes til både Syd- og Nordamerika for at arbejde i bl.a. plantagedrift og minedrift.

Den danske stat havde forter i Accra, der i dag er hovedstaden i Ghana, og hvor englændere og hollændere også opererede \[1\]. Herfra blev slavegjorte mennesker udskibet til kolonierne i det, der dengang hed Dansk Vestindien, i dag Virgin Islands.

Den danske transatlantiske slavehandel blev forbudt med virkning fra 1803, og inden for godt et årtis tid havde også de andre europæiske lande afviklet de love, som gjorde det lovligt at handle med mennesker. I stedet ville de nu fokusere på at trække andre ressourcer – særligt råstoffer – ud af kolonierne på det afrikanske kontinent.

Danmark fortsatte imidlertid med slavehandel internt i kolonierne frem til 1848 \[2\].

Den transatlantiske slavehandel hang sammen med en økonomisk politik, der kaldes merkantilisme. Her var fokus på handel og håndværk og især på, at eksporten af varer skulle overstige importen for at forbedre statens skattegrundlag. Fordi de fleste europæiske magter førte samme politik, var der skarp indbyrdes konkurrence. En af løsningerne var at få kolonier, så staterne kunne handle med sig selv via handelskompagnier – det vil sige selskaber med særlige privilegier på langdistancehandel og søfart. Danmark-Norge var i 1600-tallet især interesseret i guld og elfenben, som kunne byttes til våben og metal. Men efterhånden blev slavegjorte den vigtigste handelsvare i de danske besiddelser i det nuværende Ghana. I begyndelsen blev slavegjorte lokale handlet til andre landes skibe, og siden begyndte danske skibe at fragte slavegjorte til danske kolonier i det nuværende Caribien, hvor de skulle bruges som arbejdskraft i plantager. Fra disse kolonier var tobak, bomuld og især sukker de vigtigste varer \[3\]. Sukkerindustrien blev en af de vigtigste motorer for dansk vækst i 1700-tallet.

Fra slutningen af 1300-tallet indgik Danmark, Norge og Sverige i den såkaldte Kalmarunion, som Sverige brød ud af i 1523. Fra 1536 blev Norge underlagt den danske krone, og helt frem til 1814 var Danmark-Norge et såkaldt rigsfællesskab. I perioden fra Sverige erklærede sig uafhængigt og frem til begyndelsen af 1700-tallet, var Danmark jævnligt i krig med Sverige i et forsøg på at tilbageerobre territorium og tvinge Sverige tilbage under Danmark \[4\]. Disse militære konflikter kombineret med en række danske nederlag under den centraleuropæiske 30-årskrig i midten af 1600-tallet svækkede Danmark så meget militært og økonomisk, at selve statens eksistens var truet \[5\]. At indgå i den europæiske ekspansion via kolonisering og den transatlantiske handel med varer og med mennesker var det danske svar på denne situation.

De europæiske kolonimagter, heriblandt Danmark, betragtede sorte mennesker som handelsvarer og ejendom, ikke som mennesker i egen ret. Det fremgik bl.a. af det såkaldte Slavereglement fra 1733, som gjaldt i de danske kolonier i Caribien. Her står bl.a.: ”Vores Negre som af Gud selv ere giorte til Slaver”, og de bliver advaret mod ”ulydighed imod deres Mestere eller Mesterinder hvis Penge de dog ere, og derfor ere dem des større Underdanighed skyldige”. Reglementet fastsatte korporlige straffe for ”ulydighed” fra de slavegjorte – lige fra piskning over afsættelse af lemmer til hængning \[6\]. Slavehandlen foregik i den periode, der i Europa kaldes Oplysningstiden. At europæere mente at have ret til at gøre sorte mennesker til ejendom, hang sammen med forestillinger om raciale hierarkier. For eksempel udviklede den svenske videnskabsmand Carl von Linné i midten af 1700-tallet en teori om fire racer, der beboede hver deres kontinent og var karakteriseret ved hver deres temperament: ”Den hvide sangvinske europæer, der var opfindsom, optimistisk og styret af love; den mørke, melankolske asiat, der var styret af meninger; den sorte, flegmatiske afrikaner, der var snu, doven, letsindig og styret af luner; og den røde, frihedselskende amerikaner, der var styret af vaner” \[7\].

Den første danske koloni var i Tranquebar på den indiske kyst, hvor handelskompagnierne Ostindisk Kompagni og siden Asiatisk Kompagni havde monopol på handlen \[3\]. Den primære vare var bomuld, men også i de indiske kolonier handlede Danmark med slavegjorte. Kolonien blev solgt i 1845 til Storbritannien. Fra 1659 begyndte Danmark (eller rettere: Danmark-Norge) at grundlægge forter på den afrikanske vestkyst i det nuværende Ghana, som dengang blev kaldt Guldkysten. Det blev ikke styret som en egentlig koloni, men fungerede først og fremmest som udgangspunkt for handel med mennesker, der blev sejlet til Caribien, hvor Danmark koloniserede tre øer: St. Thomas (i 1672), St. Jan (i 1718) og St. Croix (i 1733). De slavegjorte skulle primært bruges som arbejdskraft på plantagerne, hvor sukkerindustrien på St. Croix blev den mest omfattende \[8\].

Danmark koloniserede desuden Grønland fra 1721, men Grønland indgik ikke i den transnationale slavehandel. De ressourcer, der blev trukket ud af den grønlandske koloni, var først og fremmest fra fiskeri – kontrolleret af Almindelige Handelskompagni \[9\] – og råstoffer \[10\].

Trekantshandlen betegner et transatlantisk handelssystem fra det 16.-19. århundrede, hvor varer fra Europa og Asien blev udvekslet for slavegjorte mennesker på den afrikanske vestkyst, som derfra blev fragtet til Amerika (både syd og nord, samt de caribiske øer), hvor deres arbejdskraft blev brugt til at dyrke bl.a. sukker, bomuld og tobak, som derfra blev fragtet til Europa \[11\].

Som historiker Niklas Thode Jensen beskriver det \[12\]:

”Systemet kan ses som en gigantisk maskine bestående af tusinder af forbundne tandhjul i form af mennesker, skibe, plantager, fabrikker og markeder, hvor drivkraften hovedsageligt udgjordes af de slavegjorte afrikaneres dødbringende slid i Amerika og af Europas umættelige appetit på kolonivarer som sukker, tobak og te. Maskinens accelererende svinghjul bragte store indtægter til Europa, og derfor blev systemet en hjørnesten i Europas fortsatte udbredelse af sin magt over verden.”

I løbet af godt 300 år frem til 1866 transporterede europæiske kolonimagter omkring 12,5 millioner slavegjorte over Atlanten. I runde tal stod 430 danske skibe for fragten af omkring 111.000 slavegjorte i perioden mellem 1660’erne og begyndelsen af 1800-tallet. Dermed udgjorde den danske andel 2,3 procent af hele den internationale slavehandel \[2\]. De slavegjorte, som blev fragtet på danske skibe, blev sat til at arbejde i særligt plantagerne på de caribiske øer, dengang kolonierne Dansk Vestindien.

I begyndelsen af 1790’erne tog den daværende danske finansminister, Ernst Schimmelmann, initiativ til at forbyde dansk deltagelse i slavehandlen. Det største antal slavegjorte, som Danmark fragtede til kolonierne, var i perioden mellem vedtagelsen af et forbud (1792) og det tidspunkt, hvor forbuddet trådte i kraft (1803). I det mellemliggende årti blev importen af slavegjorte til Dansk Vestindien nemlig økonomisk støttet af den danske stat. Hensigten var at få så stor en slavebefolkning i de danske kolonier, at den kunne reproducere sig selv. Det ville spare kolonimagten Danmark for store omkostninger. Mellem 1792 og 1803 blev næsten 25.000 slavegjorte fragtet på 125 skibe, svarende til 200 nytilkomne slavegjorte i de danske kolonier hver eneste måned \[2\].

Det bliver ofte hævdet, at Danmark var den første europæiske stat, der forbød slaveri. Det passer imidlertid ikke. Danmark var det første land, der vedtog en lov imod transatlantisk slavehandel, men det skete, fordi England allerede var i gang med planer om det samme – og der gik mere end et årti, før det danske forbud trådte i kraft. På det tidspunkt var samtlige europæiske stater i gang med at afvikle den transatlantiske slavehandel. Det var ikke længere økonomisk rentabelt med den omfattende transport, og mange slavegjorte omkom undervejs på rejsen \[13\]. Men slavegjorte blev fortsat handlet inden for kolonierne samt internt i USA længe efter afskaffelsen af den transatlantiske slavehandel. At forandringerne havde mere at gøre med økonomiske forhold end med et moralsk, etisk eller politisk opgør med slaveri som sådan, fremgår af et brev, den danske finansminister Ernst Schimmelmann skrev angående sit forslag om at afskaffe den transatlantiske slavehandel \[14\]. Her står bl.a.:

”Forslagene indeholder intet, der vil kunne føre til omvæltninger eller indskrænkninger for privatpersoner; de sigter tværtimod på at beskytte ejendom og få planterne \[plantageejerne\] til at basere deres egen nytte på noget mere sikkert end en midlertidig anvendelse \[af slaverne\].”

Schimmelmann var selv en af de største plantageejere i Dansk Vestindien, og tjente en formue på at bruge slavegjort arbejdskraft \[15\].

Flere selvstændige stater i det nuværende USA forbød slaveri som sådan allerede i 1770’erne og 1780’erne, f.eks. Vermont i 1777. I England trådte en lov om frigivelse af slaver i kraft i 1834. Danmark ophævede først slaveriet i 1848, og det skete under pres fra voksende politisk og social uro blandt de slavegjorte i kolonierne Dansk Vestindien. Oprindeligt skulle slaveri have været udfaset over en tiårig periode, men efter et oprør på Sankt Croix valgte den lokale danske guvernør at erklære slaverne for frigivet med virkning d. 3. juli 1848 \[13\].

De danske handelsstationer Tranquebar og Serampore i Sydasien blev solgt til Storbritannien i 1845. De danske forter på Guldkysten – det nuværende Ghana – der havde været udgangspunkt for den transatlantiske slavehandel, blev solgt til Storbritannien i 1850. Dansk Vestindien – i dag Virgin Islands – hvor slavegjorte blev brugt til arbejde i bl.a. plantager, blev solgt til USA i 1917. Grønland forblev koloni, men opnåede formelt set status af dansk amt (en administrativ enhed svarende til nutidens regioner) i 1953, under pres fra FN’s afkoloniseringspolitik. I 1979 fik Grønland såkaldt hjemmestyre, og i 2009 selvstyre.

Ifølge den danske søfartshistoriker Kåre Lauring var den danske handel med slavegjorte isoleret set en dårlig forretning \[16\]. Op mod en femtedel af de slavegjorte døde under rejsen, og det samme gjaldt op mod en tredjedel af besætningen på slaveskibene. Det skete også, at de slavegjorte gjorde oprør på skibene, og selvom oprørene oftest blev slået brutalt ned, var det omkostningsfuldt, og det hændte også, at de slavegjorte blev sat fri af besætningen, når skibene kom i land. At slavehandlen i sig selv var uprofitabel, var ifølge Kåre Lauring også den primære årsag til, at den blev afviklet.

Men det arbejde, de slavegjorte udførte – ganske gratis, eftersom de jo ikke fik løn – i de danske kolonier i Caribien, var særdeles indbringende, både for de enkelte plantageejere og for den danske stat. Sukker blev en af de vigtigste handelsvarer overhovedet for Danmark i slutningen af 1700-tallet. Efter frigivelsen af de slavegjorte i 1848 holdt de danske kolonier op med at være indbringende for den danske stat, og det var baggrunden for salget af Dansk Vestindien til USA i 1917 \[3\]. Handlen i de danske kolonier i både Vest- og Ostindien (Asien) bragt betydelige indtægter til det dansk-norske rige, både til staten og til private i såvel hovedstaden som handelsbyerne i provinsen. Det var indtægterne fra produktionen i kolonierne – muliggjort af slavegjort arbejdskraft – og den dertilhørende handel, der gjorde kolonisystemet profitabelt \[12\].

I en artikel til pov.nternational forklarer lokalhistoriker på St. Croix, Wayne Jones, de menneskelige konsekvenser af slaveriet, og hvordan de stadig kan mærkes i nutiden \[17\]:

*   De slavegjorte blev systematisk skilt fra deres afrikanske kultur, familier, trossamfund og identitet.
*   Gennem en periode på næsten 250 år var afrikanere i Dansk Vestindien forhindret i at udnytte deres potentialer som mennesker, da de var tvunget ind i et liv som plantagearbejdere. Under dette system blev mennesker, som ellers kunne have været blevet kunstnere, forfattere, opfindere, advokater, læger eller filosoffer tvunget til at skære sukkerrør.
*   Danmark efterlod et ”veritabelt fattighus”, da de solgte øerne til USA, og gennem frasalget af kolonierne løb den danske stat fra sit ansvar for de langvarige lidelser, som efterkommerne af slavegjorte var udsat for økonomisk, socialt og kulturelt.
*   Dansk slaveri var så traumatisk for indbyggere på Jomfruøerne, at der gik 120 år efter slavernes frigørelse, før efterkommerne af de slavegjorte omsider forlod de plantager, deres forfædre havde været bundet til. Og det skete kun, fordi regeringen – hjulpet af plantageejerne – i 1966 fjernede tagene fra arbejdernes boliger (de tidligere slavehytter), hvilket dermed gjorde dem ubeboelige: ”Det var der og først der, at gennemsnitsindbyggere på Jomfruøerne modvilligt og frygtsomt tog deres første skridt henimod mental frigørelse. Landarbejderlivet, der ikke havde ændret sig meget siden slavetiden, var alt de kendte til.”
*   Der er stadig i dag enorme forskelle mellem sorte og hvide på sundheds-, uddannelses- og socialområdet.
*   Der er udbredt racisme, forskelsbehandling, selvhad og mindreværdskomplekser.

Den danske stat gjorde meget lidt for at forbedre vilkårene for den tidligere slavegjorte befolkning, som var blevet frigivet i 1848. Det førte i 1878 til en opstand på St. Croix, der blev kendt som The Fireburn – det største arbejderoprør i Danmarkshistorien, som indtil for ganske nylig var blevet skrevet ud af historien. 400 arbejdere blev anholdt i forbindelse med oprøret, heriblandt Mary, Agnes, Mathilda og Susanna, der blev anset for at have været oprørslederne, og som i folkemunde blev kendt som The Fireburn Queens. Som historikerne Rikke Lie Halberg og Bertha Rex Coley beskriver \[18\], blev oprøret i samtidens danske presse oprøret omtalt som ”udskejelser” og meningsløst hærværk udført af dovne og utaknemmelige sorte. De primære kilder til, hvad der egentlig foregik under The Fireburn, er retsprotokollerne – som er skrevet fra den danske administrations perspektiv – samt mundtlige overleveringer i lokalbefolkningen. På St. Croix har denne historie været levende lige siden, men i Danmark blev den først mere alment kendt i årene omkring 100-året for salget af de vestindiske kolonier. Her brugte historikere, kunstnere og aktivister fra Danmark og Virgin Islands anledningen til at sætte fokus på den markante begivenhed og forsøge at give The Fireburn Queens og arbejderopstanden i det hele taget den plads, den fortjener i dansk historiebevidsthed.

Det er rigtigt, at Danmark var det første land, som vedtog en lov mod transatlantisk slavehandel, nemlig i 1792. Loven trådte imidlertid ikke i kraft før mere end et årti senere, og den afskaffede på ingen måde selve slaveriet. Myten om, at Danmark var det første land, som ophævede slaveri, skyldes altså en forveksling af lovgivning, som forbyder slavehandel, og forbud mod slaveri som sådan. Forestillingen om Danmark som foregangsland i ophævelsen af slaveriet har haft nemt ved at hænge ved, fordi den understøtter et populært nutidigt selvbillede af Danmark som en særligt humanistisk nation \[13\].

Relateret til denne myte er fortællingen om, at den daværende danske guvernør Peter von Scholten af sit gode hjerte ”gav” de slavegjorte deres frihed. Han er dermed blevet symbol på, at Danmark gjorde det rigtige, helt af sig selv. Det er en fortælling, som især er blevet båret frem i populærkultur, fiktion og dokufiktion. Men historisk forskning viser, at det var de slavegjortes oprør, der tvang von Scholten til at bekendtgøre øjeblikkelig frigivelse i 1848 \[18\]. I det hele taget har slavegjortes egne modstandshandlinger og oprør været centrale for slaveriets ophævelse overalt i verden \[19\].

Da den danske regering solgte kolonierne i Vestindien i 1917, blev der sendt et skib fra Danmark, som hentede de enorme mængder af arkivmateriale fra den danske administration af øerne. En lille del af materialet endte i Washington, men det meste blev bragt til København og opbevares nu på Rigsarkivet. Det drejer sig om i alt 1500 hyldemeter materiale fra Dansk Vestindien. Men som historikerne Rikke Lie Halberg og Bertha Rex Coley forklarer, betyder det ikke, at der er kilder til hele historien om dansk slavehandel og kolonistyre \[20\]. Materialet blev skrevet, udvalgt og gemt af det danske kolonistyre, og derfor rummer det kun den del af historien, som netop det danske kolonistyre fandt væsentligt – og ønskværdigt – at bevare. F.eks. er der i materialet på Rigsarkivet kun meget sparsomme oplysninger om et meget udbredt fænomen, nemlig at danske mænd systematisk udnyttede slavegjorte kvinder seksuelt, og at dette var en del af baggrunden for de adskillige oprør, der foregik på øerne gennem tiden.

I anledning af 100-året for den danske stats salg af kolonierne i Caribien undskyldte Brødremenigheden – der udførte kristen mission i de danske kolonier – offentligt for deres rolle i opretholdelsen af slaveriet \[21\].

Den danske regering ønskede imidlertid ikke at give en undskyldning til efterkommerne af slavegjorte i Dansk Vestindien. Ifølge forskerne Frits Andersen og Jakob Ladegaard \[22\] har der været to centrale rammesætninger for slaverihistorien i Danmark: Den ene er fortrængning, og den anden er afvisning af, at den danske stat har noget at sige undskyld for. 100-året for salget af Dansk Vestindien aktiverede diskussionen om undskyldning – og evt. erstatning – til efterkommerne af de mennesker, som blev slavegjort af den danske stat og danske handelskompagnier. Her afviste danske politikere ideen, bl.a. med henvisning til, at slaveri var fortid, og at den danske stat i dag ikke har noget ansvar for, hvad der skete for så længe siden – og at det i øvrigt er bedre at se fremad. Men eftersom konsekvenserne af slaveriet stadig kan mærkes på Virgin Islands, oplever befolkningen der ikke slaveriet som ’fortid’. Desuden argumenterer forskere for, at ”debatten om en undskyldning kan spærre for en mere relevant diskussion om erstatning, som i øvrigt ikke kun skal forstås økonomisk, men også i form af kulturelle tiltag”, herunder en forpligtelse på at bekæmpe racisme i nutiden \[22\].

Billede af havnen i Christiansted på St.Croix i 181gste by5. Christiansted var den vigtigste by og regeringssædet på de dansk-vestindiske øer. 

Havnen i Christiansted på St.Croix i 1815. Christiansted var den vigtigste by og regeringssædet på de dansk-vestindiske øer. 

Prospect_af_Byen_Christianstad_paa_St._Croix.png

Danmark som slavenation

Sattelitbillede der viser Irans atomanlæg i Fordrow før og efter USA's angreb den 22. juni 2025.

Et kombineret billede viser satellitfotos over Fordow-undergrundskomplekset før og efter, at USA ramte det underjordiske atomanlæg nær Qom i Iran – den 20. juni 2025 (venstre) og den 22. juni 2025.

Krig i Mellemøsten-Maxar TechnologiesReutersRitzau Scanpix@20250623-014520-6-2794x1004ma.jpg

Krig i Mellemøsten

Donald Trump med skilt med toldsatser under pressermøde i Wahsington. 

USA's præsident, Donald Trump, har startet en toldkrig og varslet forhøjet told mod EU og en række andre lande. Washington, 2. april 2025.

Trump told. Carlos BarriaReutersRitzau Scanpix@20250403-071523-L-5900x3933ma.jpg

Donald Trump - USA's 47. præsident

Faktalink_billedfrise_1024x768_Hires.jpg

Nyt på Faktalink

Både i Danmark og i verden blev 2023 et rekordår, hvad angår ekstremt vejr. Også 2024 satte nye klimarekorder: vi oplevede blandt andet det varmeste danske forår, den varmeste dag på kloden og tilsvarende varmeste sommer. Over hele verden har den globale opvarmning konsekvenser. Det kan være ekstremt vejr, som fører til tørke, vandmangel, storme, skovbrande, smeltende isbjerge og store oversvømmelser. Millioner af mennesker drives på flugt på grund af klimaforandringer, mens verdens lande søger at bremse udledningen af de klimabelastende drivhusgasser. De seneste år er det blevet stadigt tydeligere, at klimaforandringernes konsekvenser rammer alle dele af verden – fattige såvel som rige. Tydeligt blev det, da ekstreme skovbrande ramte Los Angeles i vinteren 2025 og forvandlede Hollywood-stjerner og forretningsfolks huse til flammer og aske, og da oversvømmelser ramte den spanske region Valencia, så flere druknede byer i mudder i en klimakatastrofe, der kostede flere hundrede mennesker livet. På FN’s klimakonferencer har landene forpligtet sig på at holde temperaturstigningerne under de anbefalede 1,5 grader. Efter i flere år at have forholdt sig kritisk til regeringens klimapolitik og, hvorvidt det vil lykkes at indfri de fastsatte klimamål for 2030, vurderer de danske eksperter i Klimarådet det som realistisk, at de politiske tiltag kan bringe os i mål. Det er særligt aftalen om den grønne trepart, som blandt andet indebærer genopretning af livet i danske fjorde, søer og hav, reduktion af CO2-udledning, og at landbrugsjord omlægges til skov, der gør det realistisk, at den vedtagne klimapolitik kan indfri Danmarks klimamål, vurderer Klimarådet i sin statusrapport, som udkom i februar 2025.

Klimaet er de gennemsnitlige fysiske vejrforhold i atmosfæren som temperatur, nedbør, fugtighed, lufttryk m.m. målt i et bestemt område over en længere periode. Klimaet ændres over hele Jorden pga. både naturlige og menneskeskabte påvirkninger. Voldsommere vejr og temperaturstigninger er symptomer på klimaforandringer, som de fleste forskere er enige om, skyldes omfattende udledning af drivhusgasser. Der er med andre ord tale om menneskeskabte klimaforandringer.   
Når man taler om klimaforandringer, skelner man typisk mellem to former:

1.  De direkte klimaforandringer, som påvirker klima og miljø.
2.  De indirekte klimaforandringer, som handler om, hvordan de direkte klimaforandringer påvirker dyr og mennesker.   
      
     

Klimaforandringer sætter en dominoeffekt af konsekvenser i gang, som har betydning overalt på kloden. Temperaturstigninger påvirker således vandstanden i havene, bl.a. fordi det varmere vejr får polerne til at smelte, og de påvirker også mængden af regn, iltniveauet i luften og den mængde ferskvand, der er til rådighed for Jordens befolkning. Højere temperaturer skaber også hyppigere tilfælde af ekstremt vejr som tørke, hedebølger, cykloner og oversvømmelser, der truer dyr og mennesker verden over. Klimaet har forandret sig langt tilbage i Jordens historie og er blevet varmere siden 1800-tallet, men det er først omkring 1950, at stigningen er blevet markant, bl.a. som følge af vores omfattende udledning af drivhusgasser. I artiklen ”Krigen på Krim hjælp klimaforskerne” \[1\] kan man læse, at man allerede i starten af 1600-tallet, kort efter at termometeret blev opfundet, begyndte at lave de første systematiske temperaturmålinger. I 1669 udkom den første videnskabelige artikel baseret på temperaturmålinger. Det var en episode under Krim-krigen i 1854, der fik de europæiske lande til at oprette nationale vejrtjenester og et internationalt system, der målte og rapporterede temperaturen, fordi man under krigen fandt ud af, at man ved hjælp af vejrobservationer ville kunne have forudsagt den orkan, der endte med at ødelægge den fælles britisk-fransk-tyrkiske flåde.

Drivhuseffekten består i, at atmosfæren holder på Jordens varme, ligesom glasset holder på varmen i et drivhus. De luftarter, der holder på varmen, kaldes drivhusgasser. Solens stråler passerer igennem atmosfæren og varmer Jorden op. Jorden afgiver energi i form af usynlig infrarød stråling. En stor del af disse varmestråler bliver kastet tilbage mod jorden igen, hvis de rammer molekyler af drivhusgasser. Drivhuseffekten er uundværlig for livet på Jorden, for uden drivhuseffekten ville temperaturen på Jordens overflade være helt nede på cirka -19 grader, og derfor er solens stråler ikke alene nok til at gøre Jorden beboelig. Men drivhuseffekten bliver forstærket pga. menneskets aktiviteter, og det er med til at true livet på Jorden.

Menneskets aktiviteter på jordkloden øger udledningen af drivhusgasser, især CO2 (kuldioxid) og CH4 (metan), men også fx lattergas (N2O) og andre luftarter, som udledes fra landbrug og industri. Kul, olie og naturgas, såkaldte fossile brændsler, stammer fra alger, dyr og planter, der indeholdt kulstof og levede for millioner af år siden. Når kul, olie eller naturgas brændes af, frigives kulstof i form af CO2. Jo flere fossile brændsler vi bruger, jo mere påvirker mennesker nutidens kulstofkredsløb, og altså hvor meget CO2 der sendes ud i atmosfæren. Store mængder drivhusgas er bundet i skove, jordbund og havbund. Det udledes som CO2, hvis skoven brændes af, og hvis jorden dyrkes særligt intensivt. Øget kvægdrift har også stor virkning på klimaet, fordi metan fra drøvtyggernes maver har en kraftig virkning som drivhusgas.

I både 2023 og 2024 satte Danmark og resten af verden klimarekorder. 2023 satte rekord som det globalt set varmeste år nogensinde, siden man begyndte at måle temperaturer. Mens EU’s klimatjeneste Copernicus, i januar 2025 meddelte, at 2024 slog rekorden som det varmeste år registreret nogensinde. 2024 blev hermed det første år, hvor Jorden passerede den grænse på en temperaturstigning på max 1,5 grader, som landende blev enige om at arbejde for i klimaaftalen ”Paris-aftalen” i 2015, fremgår det af artiklen ”Så er det officielt: 2024 blev det varmeste år nogensinde registreret” på Videnskab.dk \[2\]. Også havoverfladernes temperaturer satte i 2024 varmerekord, mens den norske ø Svalbard oplevede usædvanlig varmerekord, og Kina målte den varmeste måned nogensinde, kan man læse i artiklen ”Klimarekorder er fortsat ind i 2024: Her er en række af dem” på DR.dk \[3\]. FN’s klimapanel IPCC udgav i 2021 en rapport, der samlede op på viden fra 14.000 klimastudier. Rapporten slog fast, at stort set hele den observerede globale opvarmning siden 1850 skyldes menneskelig aktivitet. En anden synlig konsekvens af klimaforandringer er, at isen på Jorden smelter. Satellitter fra NASA har siden 1979 filmet, hvordan den arktiske havis er blevet mindre og mindre. Hvor der i 1980’erne altid var mindst 6 millioner km2 havis tilbage, var havisens minimumsudbredelse i 2020 nede på 3,36 millioner km2. Stigende vandstande i verdenshavene er en tredje synlig konsekvens af klimaforandringerne. Ifølge FN’s klimarapport ”IPCC Sixth Assessment Report” \[4\] er vandstanden de seneste 3000 år ikke steget så hurtigt som nu. Ifølge rapporten vil vi komme til at opleve havstigninger på minimum 30-50 cm i dette århundrede, og i de værste scenarier stigninger på over en meter frem mod 2100.

Aftalen om Den Grønne Trepart er en aftale mellem regeringen, interesseorganisationerne Landbrug & Fødevarer og Danmarks Naturfredningsforening, Fødevareforbundet NNF, Dansk Metal, Dansk Industri og Kommunernes Landsforening, som blev vedtaget i Folketinget i november 2024. Aftalen fastlægger en plan for, hvordan Danmark skaber mere biodiversitet og når sine klimamål. Det skal ske ved blandt andet at genoprette havmiljøet, livet i danske fjorde, søer og vandløb, nedbringe CO2-udledning, omlægge 400.000 hektar landbrugsjord til skov og mere beskyttet natur. Aftalen indebærer også, at Danmark som det første land i verden indfører en CO2-afgift på landbrugsproduktion. Samlet vil afgifterne potentielt kunne mindske udledningen af CO2 med et sted mellem 1,8 millioner og 2,6 millioner ton i 2030, anslås det i pressemeddelelsen ”Bred politisk aftale om Den Grønne Trepart indgået: Den største forandring af det danske landskab i over 100 år” på Regeringen.dk \[5\] Selvom aftalen er blevet rost for at være historisk og skelsættende ved at markere et vigtigt vendepunkt i den danske klimapolitik, som man kan læse i artiklen ”Ny klimarapport: Regeringen har for første gang vist vejen for 20230-målet” på Politiken.dk \[6\], er der også eksperter, der er mere skeptiske overfor, om målsætningerne i Den Grønne Trepart vil være tilstrækkelige til at nå de mere langsigtede 2050-mål. Claus Beier, institutleder ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning ved Københavns Universitet, vurderer f.eks. ikke, at aftalen i til strækkelig grad sikre de nødvendige omstillinger af landbruget, som fortsat primært baserer deres forretning på produktion af animalske fødevarer. Problemet med det er, at landbrugsdyr udleder en masse CO2, og at dyreproduktion optager en masse plads, som vi så ikke kan dyrke planteafgrøder på, som omvendt vil kunne trække CO2 ud af atmosfæren, kan man læse i kroniken ”Professor: Den grønne trepart bidrager ikke til klimamålene, hvis ikke den tager livtag med landbrugets produktion” på Altinget.dk \[7\].

FN’s klimapanel IPCC (Intergovernmental Panel On Climate Change) blev dannet i 1989 og er et forum for flere tusinde forskere, der skal levere videnskabelig oplysning om klimaproblemerne til verdens beslutningstagere. Ca. hver femte år udgiver panelet en rapport, der samler og vurderer resultaterne af klimaforskningen globalt. I marts 2023 udkom IPCC’s synteserapporten, der opsummerer viden fra de tre delrapporter og tre specialrapporter, der udgør IPCC’s sjette hovedrapport. Rapporten konkluderer blandt andet, at den globale opvarmning vil fortsætte, og at vi formentlig allerede inden for 10 år vil passere den grænse for den globale temperaturstigning på 1,5 grader, som landene med Paris-aftalen i 2015 satte som mål at begrænse temperaturstigningen til. Selvom der er indgået aftaler og foretaget handlinger, som skal mindske udledningen af CO2, er den globale udledning blevet større det sidste årti. Der er dog også håb at finde i rapporten, som konkluderer, at selv om vi historisk set sender mere CO2 end nogensinde op i atmosfæren, stiger mængden af CO2 ikke så hurtigt, som den har gjort, hvilket kan tyde på, at klimaindsatserne har en effekt, kan man læse under overskriften ”Ny IPCC klimarapport – marts 2023” på hjemmesiden Økolariet.dk \[8\] og i rapporten AR6 Synthesis Report: Climate Change 2023 \[9\]  De seneste års varmerekorder, i Danmark og globalt set, er en del af en kurs mod en temperaturstigning på 2,8 grader på globalt plan i dette århundrede, lyder konklusionen i rapporten ”Emissions Gap Report 2024 – No more hot air… please!” fra FN’s Miljøagentur \[10\]. Ifølge FN’s Miljøprogram skal verdens lande have nedbragt CO2-udledninger med 42 procent i forhold til 2019, hvis vi skal nå målet om at begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader, som landene bag Paris-aftalen blev enige om på klimatopmødet i 2015, kan man læse i artiklen ”FN-klimarapport slår fast – klimaet er blevet sværere at redde: Kræver nu det, der svarer til en coronanedlukning. Hvert år” på DR.dk \[11\].

195 lande og EU har underskrevet FN’s klimakonvention, som forpligter dem til at samarbejde for at forebygge klimaforandringer. Siden 1992 har FN afholdt klimakonferencer, hvor internationale forhandlinger har ført til globale klimaaftaler. I 1997 blev Kyoto-protokollen vedtaget. Den fastsatte, hvor meget CO2 hvert land måtte udlede, og indebar en ordning, hvor landene kunne købe kvoter hos hinanden, så deres CO2-udledning kunne variere, uden at det øgede den samlede udledning. Et forsøg på at skabe en ny global klimaaftale i København 2009 slog fejl, og Kyoto-protokollen blev forlænget til 2020. På klimatopmødet COP21, som blev afholdt i Paris i december 2015, lykkedes det at lande en ny klimaaftale, Paris-aftalen, som trådte i kraft 4. november 2016. Paris-aftalen forpligter landene til at holde den globale temperaturstigning et godt stykke under 2 grader og arbejde for at begrænse den til 1,5 grader og desuden hvert femte år at gøre status for, hvordan det går med at opfylde målene, men langt  
fra, alle lande har overholdt aftalen. I artiklen ”Done deal: Briterne hiver aftale hjem på klimatopmødet – trods modstand” \[12\] kan man læse, hvordan knap 200 lande i november 2021 blev enige om en ny klimaaftale på klimatopmødet COP26 i Glasgow, hvor det blev besluttet, at landene inden udgangen af 2022 skal styrke deres nationale klimamål, så temperaturstigningen  kan holdes inden for Paris-aftalens rammer: 1,5-2 grader. I artiklen ”COP29 er nu slut – hvad blev landene enige om?” på DR.dk kan man læse om udbyttet af FN’s klimatopmøde nummer 29, som blev holdt i Aserbajdsjans hovedstad Baku i november 2024. Her var hovedtemaet klimastøtten fra de rige lande til verdens fattigste lande, og det blev besluttet, at denne støtte skal tredobles til 300 milliarder dollar årligt, svarende til 2.148 milliarder kroner frem mod 2035. Det er penge, der skal hjælpe udviklingslandene med at håndtere de skader, som klimaforandringerne skaber. Dernæst blev det aftalt at indføre et nyt system for såkaldte klimakreditter, som er en form for handel med CO2-reduktioner, hvor rige lande kan få godskrevet CO2-udledninger mod til gengæld f.eks. at plante skov i et udviklingsland. Et system der er blevet kritiseret for at være utroværdigt og blive misbrugt som en form for sovepude for landene, hvorfor Folketinget har besluttet, at Danmark ikke vil bruge klimakreditter for at indfri sine klimamål. På COP29 blev det besluttet, at FN vil bygge et nyt og bedre system for klimakreditter, så de bliver mere gennemsigtige og reelle, fremgår det af artiklen \[13\].

Ifølge Danmarks Meteorologiske Instituts (DMI’s) Klimaatlas, som man kan læse om i artiklen på dmi.dk ”Vejret i Danmark bliver varmere, vådere og vildere”) \[14\], skal vi frem til år 2100 vænne os til markante ændringer i vejret, fx en gennemsnitlig temperaturstigning på cirka 3,4 grader og flere og længere hede- og varmebølger (formodentlig 30 dages hedebølge årligt mod typisk ni dage om året nu). De rigtigt kolde dage bliver sjældnere med kun 30 dage årligt under frysepunktet, sammenlignet med cirka 80 i dag. Mængden af regn vil stige med knap 25 procent, og stormfloder vil blive hyppigere. Analysen ”Risiko for oversvømmelse af ejendomme” fra Danske Regioner og virksomheden Scalgo \[15\] estimerer, at over 468.000 bygninger risikerer at blive ramt af oversvømmelser pga. stigende vandstande og stormfloder.

Klimaforandringerne tvinger os til at ændre vaner og finde løsninger på, hvordan vi kan mindske udledningen af CO2. Det påvirker vores normer og vaner, til dels som konsekvens af love, som myndighederne udstikker. Fx Klimaloven, som blev vedtaget i 2020, nye regler for affaldshåndtering og FN’s klimamål for bæredygtig udvikling, som er blevet en obligatorisk del af undervisningen i folkeskolen, og som også præger virksomheder, organisationer og vores alles tænkning om, hvordan vi kan gøre noget aktivt for at passe på klimaet. Der er generelt kommet fokus på bæredygtig livsstil i alt fra madvaner til flyrejser, tøjforbrug m.m. og det kan udløse kritik fra omverdenen og klimaskam, hvis man ikke udviser omtanke for klimaet i sine handlinger.

I artiklen ”Danskerne til politikerne i ny måling: I gør for lidt for klimaet” på Information.dk kan man læse, at et flertal af danskerne oplever klimaforandringerne som det aktuelt mest alvorlige problem. 61 procent svarer i en Voxmeter-undersøgelse udført for Region Syddanmark, at klimaforandringer er det mest alvorlige problem, verden står overfor, mens 72 procent af danskerne svarer, at de mener, at politikerne skal gøre mere for at håndtere klimaforandringerne, fremgår det af artiklen \[16\]. Bekymring for klimaet rammer også børn. I temaet ”Klimaangst” i Børn&Unge \[17\] forklarer børnepsykolog Margrethe Brun Hansen, at børn udvikler klimaangst, fordi fænomener som dyr, der uddør, og smeltende isbjerge på en gang er voldsomme og konkrete og samtidig uhåndgribelige. Bekymringen får ligefrem nogle til at beslutte, at de ikke ønsker at sætte børn i verden. Fire ud af ti unge svarede i den internationale undersøgelse ”Young People’s Voice on Climate Anxiety (…)” fra september 2022 \[18\], at klimaforandringerne får dem til at tøve med at få børn.

I fattige lande med høj befolkningstæthed, hvor befolkninger i forvejen lever med risiko for sult og sygdomme, er konsekvenserne livstruende, når ekstremt vejr som stormflod, orkan, jordskred, tørke m.m. rammer. Mange steder bliver mennesker drevet på flugt som klimaflygtninge. Ifølge rapporten ”GRID23 - Global Report on Internal Displacement and food security 2023” fra IDMC International Displacement Monitoring Centre \[19\] var 31.845 millioner mennesker i 2022 tvunget til at flygte fra deres hjem pga. klima og ekstremt vejr. Prognoser fra FN forudser, at op imod 200 millioner mennesker frem mod år 2050 kan blive permanente klimaflygtninge. Ifølge den seneste statusrapport fra FN’s klimapanel IPCC (tredje del af IPCC’s sjette hovedrapport, februar 2022) oplever knap halvdelen af Jordens befolkning allerede alvorlig vandmangel, bl.a. som følge af klimaforandringer, kan man læse i rapporten \[20\].

Klimaforandringer er en global udfordring, der stiller krav til demokratisk deltagelse og gennemsigtigt og ansvarligt lederskab. Muligheden for at søge og opnå demokratisk indflydelse ved at give sin holdning til kende, stemme på politikere, der vil gøre noget og på anden vis deltage og søge indflydelse, er langt fra ens for alle. Beslutningerne om, hvordan vi skal forebygge klimaforandringer og håndtere deres konsekvenser, er i høj grad forbundet med økonomi og magt, som favoriserer befolkningsgrupper på bekostning af andre. Fx fordi langt fra alle lever i demokratiske samfund med stemmeret og politisk indflydelse.

Klimaforandringerne rejser en række identitetsmæssige problemstillinger. Fx kan klimaforandringerne få alvorlige konsekvenser for lokale samfunds kulturer og traditioner, bl.a. ved at ødelægge deres mulighed for at dyrke de afgrøder, der udgør deres levebrød, ødelægge deres natur og traditioner og forringe deres kulturelle identitet og tilhørsforhold til det sted, de lever. Også i rige vestlige lande har klimaforandringerne betydning for identitet. Mange ændrer deres livsstil og måde at leve på som konsekvens af klimaforandringerne. F.eks. ved at vælge at spise vegansk, gå i genbrugstøj eller stoppe med at flyve, tage cyklen i stedet for bilen, flytte i en bæredygtig bolig, skifte benzinbilen ud med en elbil eller andet.

Selvom Danmark er et lille land, har vi stadig indflydelse, og det har en betydning, hvad vi gør herhjemme for at være med til at bremse den globale opvarmning. Politisk gør Danmark sin indflydelse gældende i de globale klimaforhandlinger i FN’s Klimapanel, og i 2020 vedtog det danske folketing den danske klimalov, der satte mål om, at Danmark reducerer udledningen af drivhusgasser med 70 procent inden udgangen af 2030, sammenlignet med niveauet i 1990, og at Danmark opnår at være et klimaneutralt samfund senest i 2050. Rapporten ”Global Afrapportering (GA22) 2022” \[21\] viser, at Danmark har et relativt stort klimaaftryk pr. indbygger, men at Danmark også yder en stor international indsats globalt, bl.a. ved at hjælpe en række af verdens største CO2-udledere som Kina, Indien og Vietnam med at nedbringe deres CO2-udledning.

Flere eksempler viser, at ønsket om at gøre noget for klimaet kan samle store dele af befolkningen. Unge klimaaktivister samles over hele verden i kamp for klimaet. Folk i alle aldre deltager i den årlige Folkets Klimamarch, hvor mere end 30.000 mennesker har været på gaden i 13 af landets største byer. Der er også masser af klimaprojekter drevet af ildsjæle, der går sammen om at gøre en forskel. F.eks. ved at bosætte sig i grønne bofællesskaber i bæredygtige byggerier, fælleshaver i landsbyer og andelsbevægelser som f.eks, Andelsgaarde, der opkøber gårde og jord for at omlægge til bæredygtigt landbrug. Forskningsprojektet COMPASS viser, at fællesskaber er en afgørende drivkraft for danskernes motivation for at gøre noget aktivt for klimaet. Jo længere tid folk har været med i et grønt fællesskab, jo lavere er deres CO2-aftryk, viser undersøgelsen.

Klimaaktivister bliver til tider beskyldt for at svække den brede befolkningens opbakning til klimakampen. Det er særligt den såkaldte woke-isme, der står for skud – dvs. bevægelsen af unge, der lader klimakampen indgå i en større kamp for social retfærdighed ved at bekæmpe alle former for racisme, undertrykkelse og diskrimination.     
Artiklen ”Aktivister trækker klimaet derhen, hvor vi altid bliver uvenner: Identitetspolitikken” i Information \[22\] beskriver, hvad der kan ske, når klimasagen bliver spundet sammen med identitetspolitiske problemstillinger som kolonialisme, racisme, ulighed, undertrykkelse af kvinder og kønsminoriteter, og hvordan klimakamp kan strande i konflikt mellem ”woke” unge klimaaktivister og ældre generationer.

Der fremføres mange argumenter for at føre en aktiv klimapolitik. Blandt de vigtigste er, at klimaforandringerne er en af de største trusler mod vores samfund og planet, og at en aktiv klimapolitik er nødvendig for at reducere naturkatastrofer som følge af mere ekstremt vejr, smitsomme sygdomme og pandemier, sult, fattigdom, død, flugt, tab af dyre- og planterarte. Argumenterne for en aktiv klimapolitik er til dels båret af moralsk forpligtelse overfor fremtidens generationer, beskyttelse af natur og dyr. Men de seneste årtier er en aktiv klimapolitik også blevet et spørgsmål om at sikre tilstrækkelige ressourcer, tryghed og fremtidigt liv på Jorden.

Der findes også argumenter imod en aktiv klimapolitik. Det mest udbredte er, at en aktiv klimapolitik har store økonomiske omkostninger for virksomheder og forbrugere, fx højere priser på energi og udgifter til forskning og udvikling af ny teknologi. Nogle mener også, at en aktiv klimapolitik kan skævvride konkurrencen og give lande, der ikke har samme krav til miljø og klima, en konkurrencefordel. Andre skeptikere mener, at vi skal være længere i udviklingen af en række endnu uafklarede teknologier og løsninger, før en aktiv klimapolitik kan virke optimalt. Og så er der nogle, der frygter, at den grønne omstilling vil og den økonomiske vækst og føre til højere arbejdsløshed og social usikkerhed. Og de frygter også, at det især vil ramme fattige lande, at adgangen til de traditionelt billigste energikilder begrænses.

Hvert år udgiver det uafhængige ekspertråd Klimarådet en statusrapport, der tager temperaturen på regeringens klimapolitik. Hvert år siden 2020, hvor målet om at reducere udledningen af CO2 med 70% inden 2030 blev formuleret i klimaloven, har Klimarådet været kritiske overfor Regeringens konkrete planer og kaldt dem uklare og usikre. Men med rapporten fra 2025 vurderer Klimarådet for første gang, at den danske klimapolitik er på rette spor. ”Regeringen og Folketinget har samlet set vedtaget en politik, som potentielt kan opfylde 2030-målet, og der er jo en god nyhed,” siger forperson for Klimarådet Peter Møllegaard i artiklen ”For første gang: Danmark kan nå i mål ’med det yderste af neglene’ på DR.dk \[28\]. Det er særligt aftalen Den Grønne Trepart, der har gjort Klimarådet mere optimistiske. Samtidig anbefaler rådet, at regeringen det kræver et stort fokus på at få aftalerne implementeret, at man overvejer yderligere tiltag for at reducere CO2-udledningen for at få større sikkerhed for, at det kan lykkes at indfri målene. Klimarådet lægger også op til række justeringer af klimaloven – blandt andet at det skrives ind, at ”opfyldelse af klimamålene skal ske under hensyntagen til biodiversitet, natur og miljø”, og at ”der skal sættes pejlemærker for det forbrugsbaserede klimaaftryk og klimaaftrykket fra offentlige indkøb”, kan man læse i ”Statusrapport 2025”, som Klimarådet udgav i februar 2025 \[29\].

FN’s Klimapanel IPCC advarer om en række alvorlige konsekvenser over de næste 30 år, hvis ikke verdens lande samarbejder effektivt og tager konkret handling. Bl.a. forudsiger IPCC’s rapport fra 2022 \[20\], at havniveauet vil stige med op til en meter eller mere inden år 2053 med alvorlige konsekvenser for kystnære områder og øer. Ændringer i nedbørsmængder vil medføre lange tørkeperioder og oversvømmelser, der vil ødelægge dyrkningsmulighederne mange steder og sende mennesker på flugt. IPCC vurderer også, at adskillige arter vil uddø, fordi de ikke har mulighed for at tilpasse sig de ændrede klimaforhold. Blandt truede arter er koraler der stresses af varmere havmiljø, og isbjørne, hvis levesteder bliver færre. Også mange arter i regnskovene vil være i risiko for at dø i skovbrande, som bliver mere almindelige som følge af klimaforandringer.

Udendørs termometer viser 45 graders varme i Bilbao i august 2024. Spanien blev ramt af flere ekstreme hedebølger i 2024.

45 graders varme i Bilbao i august 2024. Spanien blev ramt af flere ekstreme hedebølger i 2024.

Klimafoandringer - Ander GilleneaAFPRitzau Scanpix@20240811-190638-L-5427x3581ma.jpg

Klimaforandringer

NATO blev oprettet med underskrivelsen af Atlantpagten i 1949. Det blev oprettet på amerikansk-britisk initiativ som en forsvarsalliance rettet mod Sovjetunionen og østblokken i lyset af Den Kolde Krig. NATOS omdrejningspunkt er artikel 5, ”musketéreden”, hvor landene forpligter sig til at komme hinanden til hjælp hvis et af dem bliver angrebet.

Efter Den Kolde Krigs slutning ved Sovjetunionens opløsning i 1991 gennemgik NATO store forandringer. Der kom en række nye medlemslande til, og alliancen gik fra at fokusere på trusler mod medlemslandenes territorium til at oprette og deltage i missioner udenfor NATOs område.

NATO har stadig en række partnerskaber med andre lande, men efter Ruslands annektering af Krim i 2014 og særligt invasionen af Ukraine i 2022 har NATO igen rettet fokus mod forsvaret af sit eget nærområde. Ukraine-krigen fik også NATOs nyeste medlemmer, Finland og Sverige at søge om optagelse.

Men selvom Ukraine-krigen har styrket sammenholdet internt mellem NATO-landene, står alliancen overfor en række udfordringer i fremtiden. Øverst på listen er forholdet til Rusland og hvor højt USA i fremtiden vil prioritere alliancen.

NATO udgør en hjørnesten i dansk forsvars- og sikkerhedspolitik.

På NATO-topmødet i Haag den 25. juni 2025 blev medlemslandene enige om en markant styrkelse af alliancens forsvar. Inden 2035 skal alle medlemslande afsætte mindst 5 % af deres bruttonationalprodukt til forsvar, hvoraf 3,5 % skal gå til militære kerneområder, mens op til 1,5 % kan anvendes på bredere sikkerhedsformål.

Topmødet blev også præget af en vigtig symbolsk handling: Alle medlemslande – inklusive USA – genbekræftede den såkaldte musketered, artikel 5 i NATO-traktaten, som forpligter medlemmerne til at komme hinanden til undsætning i tilfælde af angreb.

Der har tidligere været tvivl om, hvorvidt USA’s præsident Donald Trump fortsat ville bakke op om forsvarsalliancen. På topmødet forsikrede Trump dog, at "NATO bliver stærkt" og kaldte beslutningen om oprustning for "en stor sejr for alle".

Samtidig blev der givet løfter om fortsat støtte til Ukraine, som dog endnu ikke har fået grønt lys til medlemskab. Canada og en række europæiske NATO-lande har i 2025 forpligtet sig til at yde over 35 milliarder euro i yderligere sikkerhedsbistand til Ukraine.

Man kan læse analyser af topmødet hos blandt andet [Politiken](https://politiken.dk/internationalt/art10461002/Analyse-Europas-smisken-over-for-daddy-Trump-gav-pote) og [BBC](https://www.bbc.com/news/articles/cvg8pd2y80go).

NATO står for den Nordatlantiske Traktatorganisation (North Atlantic Treaty Organisation). Navnet henviser til det oprindelige dokument som ligger til grund for organisationen, nemlig Atlantpagten, som blev underskrevet den 4. april 1949 af de oprindelige 12 lande. Siden er flere kommet til, så der nu er 32 medlemslande.

NATO er en militæralliance. Det vil sige, at landene i alliancen har lovet at komme hinanden til hjælp, hvis et af dem skulle blive angrebet. Det bliver slået fast i Atlantpagtens artikel 5, som også kaldes ”musketéreden”, efter mottoet i romanen De Tre Musketérer: En for alle og alle for en.

Musketéreden har kun været i brug én gang, nemlig efter angrebet på USA den 11. september 2001 (se også faktalink om dette emne).

NATO blev dannet under Den Kolde Krig (se også faktalink om dette emne) som en sammenslutning til forsvar mod Sovjetunionen og dennes allierede, men efter Sovjetunionens sammenbrud i 1989-1991 fik NATO fokus på udvidelser og militære operationer udenfor medlemslandenes territorier, de såkaldte ”out-of-area”-konflikter. Efter Ruslands invasion af Ukraine i 2022 er der dog atter kommet fokus på NATOs eget nærområde.

De 12 oprindelige underskrivere af Atlantpagten i 1949 var: Belgien, Canada, Danmark, Frankrig, Holland, Island, Italien, Luxembourg, Norge, Portugal, Storbritannien og USA. Siden er følgende lande kommet til:  
1952: Grækenland og Tyrkiet  
1955: Vesttyskland  
1982: Spanien  
1999: Polen, Tjekkiet og Ungarn  
2004: Bulgarien, Estland, Letland, Litauen, Rumænien, Slovakiet og Slovenien  
2009: Albanien og Kroatien  
2017: Montenegro  
2020: Nordmakedonien  
2023: Finland  
2024: Sverige (se kilde 1).  
Ud over medlemslandene har NATO en række samarbejder med forskellige lande uden for alliancen \[2\].

NATO har en målsætning om, at medlemslandene skal bruge to procent af deres bruttonationalprodukt (BNP) på forsvar.

NATOs højeste myndighed er Det Nordatlantiske Råd (også kaldet NATO-rådet). Det Nordatlantiske Råd ledes af en generalsekretær, som bliver udpeget hvert 4. år med mulighed for forlængelse.

Selve organisationen har to ”ben”:

Det civile, som omfatter rådet, medlemslandenes repræsentationer og det internationale personale i NATOs civile-hovedkvarter i Bruxelles. NATOs beslutninger træffes ved konsensus, det vil sige at alle skal være enige. Alle lande har vetoret, men den bliver meget sjældent brugt. Et land kan vælge at ikke stille sig i vejen, hvis de andre er enige, men komme med en såkaldt reservation i stedet.

Det militære, hvis højeste myndighed er Militærkomiteen, der rådgiver Rådet om militære spørgsmål. Også den militære del har en international stab i Bruxelles. Derudover er der en række militære hovedkvarterer og baser spredt ud i de forskellige medlemslande. Den militære organisation har til opgave at føre rådets beslutninger ud i livet. Det er frivilligt for hvert enkelt land, om man vil bidrage med tropper til de enkelte missioner \[3\].

På et topmøde i Wales i 2014 aftalte landene at arbejde henimod at bruge to procent af BNP på forsvar inden 2024. Efter i mange år at have fået kritik for ikke at opfylde dette mål, nåede Danmark det i 2024 – men kun hvis man tæller bidrag til Ukraine med, hvilket ikke alle mener, at man kan. Desuden opfylder det danske forsvar ikke de mål NATO har sat \[4\] og \[5\].

Ifølge NATOs egne opgørelser over, hvor mange penge de forskellige lande bruger på forsvar, ligger Polen øverst med 3,9 procent af BNP, fulgt af USA med 3,49 procent. Fordi USA har et større BNP, er det dog USA, der i kroner og ører bruger flest penge på forsvar. I 2023 brugte NATO-landene samlet ca. 1,26 trillioner (1.264.115.000.000) amerikanske dollars på forsvar \[6\].

NATO sender tropper til en lang række områder og missioner, også udenfor medlemslandenes områder, f.eks. i Kosovo, Irak og forskellige steder i Afrika. Tidligere har NATO været engageret i Afghanistan, Libyen, Middelhavet, Sudan og farvandene ud for Østafrika.

Under Den Kolde Krig definerede NATO udelukkende sin opgave som defensiv, så det er først efter afslutningen på Den Kolde Krig at NATO er begyndt at sende tropper uden for sit eget område \[7\].

Da NATO blev skabt, var alliancen med til at cementere Den Kolde Krigs verdensorden, som opdelte verden i to blokke: Vest og Øst. Men samtidig definerede NATO udelukkende sit formål defensivt: at forsvare medlemslandene mod angreb.

Efter 1991 omdefinerede NATO sine opgaver til at være en sikkerhedsorganisation, der dækkede hele Europa og spillede en større rolle internationalt, med en række nye medlemslande, nye partnerskaber og ikke mindst nye opgaver. Sidstnævnte blev defineret som fredsskabelse, fredsbevarelse og humanitære aktioner og medførte, at NATO-styrker gik ind i konflikter og kriser udenfor medlemslandenes områder, f.eks. på Balkan i 1990’erne, og i Mellemøsten og på det afrikanske kontinent fra 2000’erne \[7\].

Danmark gik med i NATO for at sikre, at landet ikke igen skulle blive angrebet og besat, som det var sket under Anden Verdenskrig. Nu var man bange for Sovjetunionen og medlemskabet af NATO gav en militær tryghed. Det skyldtes primært, at NATOs mest magtfulde medlem USA gav en såkaldt ”sikkerhedsgaranti” til de europæiske lande om at ville komme til deres forsvar, hvis de blev angrebet, sådan som Atlantpagtens artikel 5 tilsiger \[7\].

Dette er også årsagen til, at en række lande i den tidligere østblok søgte om optagelse i NATO efter Den Kolde Krig. De er bange for russiske forsøg på indblanding, styring eller militær aggression, sådan som det skete i Sovjettiden under Den Kolde Krig og i nyere tid med f.eks. russiske angreb på Georgien i 2008 og Ukraine i 2014 og 2022 \[8\].

Ifølge NATO selv er fred, stabilitet og sikkerhed øverst på dagsordenen \[16\]. Men spørgsmålet er, om NATOs bestræbelser for at opretholde fred i deres egne medlemslande fører til mindre stabilitet udenfor alliancens fællesskab.

Krigen i Afghanistan er et eksempel på, at NATO – med USA i spidsen – ud fra en logik om at bekæmpe terrorisme på egne territorier indledte hvad der blev til 20 års krig på et andet lands territorium, ”mod en fjende som endte med at vokse sig stærkere”, som Altinget skriver \[9\].

I forbindelse med Ruslands invasion af Ukraine er det blevet klart, at en række lande i det globale syd ikke automatisk er på USA og Europas side, men i stedet opfatter vestlige lande som hykleriske: De efterlever ikke selv principperne for en regelbaseret verdensorden og respekterer ikke andre lande \[10\]. Ifølge den danske forsker i international politik Lise Wiederholt Christensen bærer NATOs politik overfor det globale syd desuden præg af, at der mangler en samlet retning og strategi \[11\].

En del af NATOs fortælling er også at man skal fremme demokratiske værdier og menneskerettigheder. Ifølge Atlantpagtens artikel 1 skal medlemslandene optræde i overensstemmelse med FN’s formål. I artikel 2 tages det for givet, at medlemslandene har ”frie samfundsordninger” \[12\].

Allerede i 1952, da Grækenland og Tyrkiet blev medlemmer, var der protester mod dette fra bl.a. Danmark, Norge og Holland, fordi landene ikke var demokratiske på dette tidspunkt (se kilde 13). Der har været en tendens til at se bort fra mangel på demokrati og brud på menneskerettighederne, hvis alliancen vurderer, at et lands medlemskab eller partnerskab har militær og strategisk vigtighed. I nyere tid har Tyrkiet, Polen og Ungarn bevæget sig i autoritær retning, hvilket diskuteres i EU, men altså ikke haft konsekvenser for deres medlemskab af NATO \[11\]\[14\].

Både under Den Kolde Krig og i forbindelse med ”krigen mod terror” i 2000’erne og 2010’erne var der desuden eksempler på, at USA og dets allierede prioriterede militære og strategiske forhold højere end menneskerettigheder og demokrati. Det gjaldt både i forhold til valg af samarbejdspartnere og i valg af metoder \[15\].

Selvom dette ikke foregår indenfor rammen af NATO, men i et enkelt medlemsland, risikerer det alligevel at falde tilbage på alliancen. Dels fordi USA er NATOs ledende medlem, dels fordi NATO var involveret i den krig i Afghanistan, hvor mange af de fanger, der blev underkastet tortur af USA, var pågrebet. Det bidrager således til et tab af legitimitet og styrker kritikken af, at ”Vesten” (USA og Vesteuropa) er dobbeltmoralske, når de taler om en regelbaseret verdensorden \[16\].

NATO har gennem årene oplevet adskillige uenigheder imellem medlemslandene. I 1966 forlod Frankrig NATOs militære struktur (men blev i den civile) fordi de var utilfredse med den amerikanske dominans. Først i 2009 blev Frankrig igen fuldgyldigt NATO-medlem \[17\].

I 1980’erne udtrykte Danmark, Grækenland, Spanien, Frankrig og Norge utilfredshed med NATOs atomvåbenpolitik. Landene fik i forskellig grad indført ”fodnoter” i NATO-dokumenter, hvor de udtrykte deres forbehold \[18\].

I 2002-2003 var der uenighed om NATOs strategi i ”krigen mod terror”, og særligt Frankrig og Tyskland var imod USA's ønske om at invadere Irak \[19\].

I 2022 ramte forholdet mellem de gamle arvefjender Grækenland og Tyrkiet et nyt lavpunkt, da Tyrkiet truede med at invadere Grækenland på grund af en strid om retten til gasfelter i det østlige Middelhav \[20\].

Indtil videre er der ikke nogen af disse uenigheder, der for alvor har truet alliancen. Men eksemplerne viser, at politiske og militære hensyn kan komme i konflikt.

NATOs udvidelse mod øst efter afslutningen på Den Kolde Krig er et omdiskuteret emne.   
Nogle mener, at det har medvirket til at øge spændingerne mellem NATO og Rusland, Modstanderne af NATO-udvidelser peger på, at Rusland har opfattet det som en trussel og krigen i Ukraine skal ses i dette lys (se faktalink om krigen i Ukraine). Allerede i 1990’erne advarede den tidligere amerikanske sikkerhedspolitiske rådgiver George Kennan og andre sikkerhedspolitiske rådgivere i USA mod, at en udvidelse af NATO mod øst ville føre til en forværring af forholdet mellem alliancen og Rusland \[28\]. Desuden mener modstanderne (og Putin), at NATO svigter et løfte om ikke at udvide østpå, som blev afgivet af flere vestlige ledere til Sovjetunionens leder Mikhail Gorbatjov i 1990. Det har fået Rusland til at beskylde NATO for forræderi \[29\].

Andre mener, at østudvidelsen har været med til at øge sikkerheden i Europa, ikke mindst for de nye medlemslande. Tilhængerne af NATO-udvidelse – ikke mindst NATO selv – siger, at NATOs udvidelse ikke udgør en trussel mod Rusland, da NATO primært er en forsvarsalliance og at hvert enkelt land er fri til selv at vælge, hvem de vil alliere sig med \[30\].

Hvad angår de løfter, der blev givet i 1990, blev de aldrig skrevet ned eller gjort til en bindende aftale – og de var ikke afgivet i enighed indenfor NATO, ligesom de vestlige landes ledere, som afgav løftet, heller ikke nødvendigvis havde nationalt mandat til det \[29\]\[30\].

Kristian Søby Kristensen fra Center for Militære Studier på Københavns Universitet mener, at man kan tale om tre faser i NATOs levetid: tiden under Den Kolde Krig, tiden efter Den Kolde Krig med internationale operationer og nu en tid med fornyet fokus på Rusland og forsvar af NATOs eget område efter Ruslands annektering af Krim i 2014 og krigen i Ukraine siden februar 2022 \[31\]. Denne nye periode blev også slået fast i NATOs strategiske koncept i 2022 \[32\]. På mange måder har Ruslands angreb på Ukraine styrket sammenholdet i alliancen. Rusland opfatter NATOs hjælp til Ukraine som et udtryk for, at NATO og Rusland nu er i ”direkte konfrontation.” \[33\]

Georgien og Ukraine, der begge er tidligere Sovjetrepublikker og naboer til Rusland, har udtrykt ønske om at komme med i NATO og NATO samarbejder tæt med begge lande \[34\]\[35\]. Eksperter vurderer, at medlemskab ikke er realistisk for Georgien og Ukraine lige nu, men måske kan komme på tale efter krigen er slut. De påpeger dog også, at det potentielt kan gøre forholdet mellem NATO og Rusland endnu værre \[36\].

NATOs nye strategiske koncept nævner Kina for første gang. Det skyldes, at Kina både økonomisk, politisk og militært har vokset sig stadigt stærkere og dertil har et godt forhold til Rusland. Kina udfordrer også Vesten i forholdet til det globale syd og USA betragter Kina som en trussel mod USA's ledende position i verden \[37\]. Det er altså primært USA, som har rettet sit fokus mod Kina, hvorimod de europæiske NATO-lande ønsker en blødere linje. Dels ud fra økonomiske hensyn, fordi Kina er en stor handelspartner, og dels fordi de europæiske lande ikke ønsker at gøre Kina til en fjende. \[11\]\[38\]

Som beskrevet, har Donald Trump – der, efter at have været præsident for USA 2017-2021, i 2024 igen er præsidentkandidat – truet med at ville trække støtten til NATO-lande, der ikke lever op til målsætningen om at bruge to procent af BNP. Under alle omstændigheder kan USA's fokus på Kina betyde, at de europæiske lande i højere grad vil skulle sørge for deres egen sikkerhed, frem for at støtte sig til den amerikanske sikkerhedsgaranti \[39\]. Dette vil også i højere grad sikre NATO mod USA’s tendenser til såkaldt isolationisme – altså at vende sig bort fra forpligtende partnerskaber i verden – uanset om Trump bliver præsident igen i 2025 eller ej \[40\].

"Familiefoto" fra NATO-topmødemed blandt andre Donald Trump, Mark Rutte, Emmanuel Macron og Keir Starmer. 

NATO-topmødet i Haag den 25. juni 2025. Her blev medlemslandene enige om at hæve deres forsvarsudgifter. Samtidig genbekræftede alle medlemslandene – også USA – den såkaldte musketered, som siden 1949 har været grundlaget for alliancen.

NATO - ny forside - Claudia GrecoReutersRitzau Scanpix@20250625-113504-L-5500x3667ma.jpg

NATO

D. 23. december 2024 lancerede kulturminister Jakob Engel-Schmidt (Moderaterne) en folkehøring, som skulle indsamle danskernes forslag til, hvad der er særlig dansk levende kulturarv. Formålet med høringen var at skabe basis for at udvælge forslag til nominering på en international liste over immateriel kulturarv, som løbende udarbejdes af Forenede Nationers organisation for uddannelse, videnskab, kultur og kommunikation, UNESCO.

Listen blev skabt på baggrund af en international konvention til beskyttelse af den immaterielle kulturarv, som UNESCO introducerede i 2003. Da folkehøringen blev igangsat, havde det danske rigsfællesskab endnu kun fået to emner optaget på det, der hedder _den repræsentative liste over menneskehedens immaterielle kulturarv_. Qilaatersorneq – grønlandsk trommedans og -sang samt den nordiske klinkbådstradition.

Kulturministeren ville gerne have flere danske emner på listen og udtalte, at han håbede at ”pølsevognen, smørrebrødskulturen eller vores særlige hygge kan komme på UNESCO’s liste”. Men hvorfor findes denne UNESCO-konvention og hvad bliver den brugt til; hvem bestemmer, hvad der er særlig dansk immateriel kulturarv; og giver det mening af lave lister? Det kan du læse om i denne Faktalinkartikel.

Immateriel kulturarv kaldes også levende kulturarv eller uhåndgribelig kulturarv. Betegnelsen dækker de former for kulturarv, som udspiller sig i kulturel og social praksis, som særlige traditioner, kundskab og skikke, frem for noget mere håndgribeligt og materielt, som f.eks. en museumsgenstand, et monument eller en bygning.

Kulturarv kan i bredeste forstand karakteriseres som de elementer fra fortiden, som et samfund eller en særlig befolkningsgruppe værdsætter og både ønsker at bevare i nutiden og videreføre til fremtiden, fordi det har en særlig betydning for, hvem de er. Når ordet kulturarv bliver bragt op, vil mange som det første tænke på noget materielt – noget, man f.eks. kan tage på museum og se, eller steder man kan besøge, f.eks. en historisk bydel. Den materielle kulturarv kan bevares ved en fysisk konserveringsindsats ud fra faglig viden fra eksperter som f.eks. arkæologer, kunsthistorikere og arkitekter. Anderledes er det med immaterielle kulturarv.

Den er en del af hverdagslivet kan derfor ikke defineres uproblematisk af akademiske eksperter alene eller bevares med fysiske konserveringstiltag. Den immaterielle kulturarv bevares kun, så længe folk finder det vigtigt at fortsætte med at praktisere den. Det rejser vigtige spørgsmål om, hvordan man kan understøtte, at den immaterielle kulturarv fortsat bliver værdsat og videreført til kommende generationer, og hvilken rolle regeringer og faglige eksperter såvel som almindelige mennesker skal have i den sammenhæng.

UNESCO blev grundlagt ud fra et ideal om, at gensidig respekt og åben dialog mellem kulturer bidrager til fred i verden. En del af UNESCO’s ansvarsområde er derfor at skabe globale rammer for at beskytte verdens kultur- og naturarv samt at fremme kulturel mangfoldighed og kreativitet (se også Faktalink om Forenede Nationer).

UNESCO er især kendt for Verdensarvskonventionen fra 1972, som beskytter steder med enestående værdi for hele menneskeheden og udmønter sig i Verdensarvslisten, der i Danmark f.eks. omfatter Roskilde Domkirke. Den populære Verdensarvskonventions fokus på fysiske steder vakte dog efterhånden international kritik for at være for fokuseret på kulturarv som noget materielt.

Den immaterielle kulturarvs betydning og spørgsmålet om, hvordan man bedst muligt beskytter den, blev sat på den internationale dagsorden da UNESCO i 2003 introducerede sin konvention om beskyttelse af den immaterielle kulturarv, som Danmark tiltrådte i 2010.

Konventionen tager udgangspunkt i, at kulturelle og sociale fællesskaber spiller en vigtig rolle i opretholdelsen af immateriel kulturarv, og at fænomener som globalisering og intolerance kan true den \[1\].

I konventionen om beskyttelse af den immaterielle kulturarv anerkendes det, at den immaterielle kulturarv er mangeartet. Den omfatter ifølge konventionens paragraf 2 \[1\]:

1)      mundtlige traditioner og udtryk,

2)      udøvelse af kunst,

3)      sociale praksisser, ritualer og festivaler,

4)      viden og praksisser vedrørende naturen og universet,

5)      traditionelt håndværk.

UNESCO anerkender kun immateriel kulturarv, som er forenelig med menneskerettigheder, bæredygtig udvikling og gensidig respekt både på samfundsniveau, blandt grupper og enkeltindivider.

Et særligt træk ved konventionen er, at medlemslandene ikke kun skal benytte faglig ekspertise i deres identifikation og beskyttelse af immateriel kulturarv. De skal gøre det med deltagelse fra samfundet, f.eks. ikke-statslige organisationer og grupper, som praktiserer den immaterielle kulturarv.

UNESCO har oprettet officielle lister over immateriel kulturarv for at øge offentlig bevidsthed om den immaterielle kulturarv både lokalt, nationalt og internationalt \[2\]. Målet er at understøtte gensidig påskønnelse af den immaterielle kulturarv i al dens mangfoldighed og fremme dens beskyttelse, samt at sikre internationalt samarbejde og bistand på området.

Konventionens medlemslande kan ansøge om at få bestemte kulturelle praksisser optaget på _den repræsentative liste over menneskehedens immaterielle kulturarv._ En _liste over immateriel kulturarv med presserende behov for beskyttelse_ bruges desuden til at skabe opmærksomhed om praksisser, som risikerer at forsvinde, hvis de ikke understøttes af en målrettet bevaringsindsats, f.eks. uddannelse eller økonomisk støtte. Desuden er der oprettet et register over særlig god beskyttelsespraksis for immateriel kulturarv. Forslagene til listerne bedømmes af en mellemstatslig komité, som forvalter konventionen.

I Danmark forvaltes konventionen til beskyttelse af den immaterielle kulturarv af Folkemindesamlingen ved Det Kgl. Bibliotek, som beskæftiger sig med dokumentation, forskning og formidling af hverdagsliv og traditioner i Danmark. Folkemindesamlingen administrerer bl.a. en hjemmeside kaldet ”Levende kultur”, som beskriver dansk immateriel kulturarv i bred forstand, også den der ikke er kandidat til at komme på UNESCO’s lister \[3\] \[4\].

Kulturministeriet åbnede i 2018 også for, at interesserede – det være sig enkeltpersoner eller organisationer – kunne indsende forslag til nominering til UNESCO’s lister over immateriel kulturarv. Udarbejdelse og bedømmelse af en sådan ansøgning er dog en langvarig proces, som kan tage flere år.

Bidrag til fortegnelsen over levende kultur i Danmark blev indsendt af alt fra foreninger til privatpersoner i perioden fra november 2017 – november 2018, hvor 43 beskrivelser blev indsamlet fra offentligheden som en slags øjebliksbillede af dansk kultur, defineret og værdsat af udøverne selv. Her beskrives så forskelligartede traditioner som ringridning og Roskilde Festival.

Den danske fortegnelse blev oprettet som en brugerskabt database, men havde en række kriterier som skulle overholdes for optagelse. Bidrag blev udelukket hvis de stred mod konventionens retningslinjer eller dansk lov, hvis de handlede om fænomener der ikke længere praktiseres, eller handlede om grupper eller personer som ikke havde givet samtykke til at optræde i forslaget. Bidrag, der var ufuldstændige eller indsendt med politisk eller kommerciel baggrund var ligeledes udelukket.

Til gengæld var der intet krav om at bidragene skulle være enestående danske: Praksisser der også findes i andre lande kunne optages, hvis de også havde betydning i Danmark. De optagne praksisser kunne have betydning for både store og små grupper, også lokalt eller for minoriteter, og flere forskellige beskrivelser af samme tradition var velkomne.

I 2025 blev fortegnelsen desuden opdateret med vinderne fra Kulturministeriets folkehøring. Derudover er det aktuelt ikke muligt at indsende forslag.

Da den danske folkehøring om immateriel kulturarv blev annonceret i december 2024, henviste Kulturministeriet i pressemeddelelsen til UNESCO’s repræsentative liste over menneskehedens immaterielle kulturarv. Her stod: ”Fx har Italien fået optaget operasang, Argentina har tangoen, og Finland har fået sauna-kulturen optaget på listen. Men hvad er særligt for den danske folkeånd?” \[5\].

At de emner, der bliver optaget på UNESCO’s lister skulle være udtryk for en særlig national folkeånd, er dog mere Kulturministeriets end UNESCO’s tolkning af den immaterielle kulturarvs betydning.  Her er det tydeligt, at emnet også forstås i sammenhæng med noget, som både politikere og befolkning i Danmark i forvejen kender, og som ikke har forbindelse til UNESCO, nemlig den danske kanondebat (se Faktalink om Danmarkskanon og kulturkanon).

Processen med at opstille officielle lister over særlig anerkendelsesværdig dansk kulturarv bliver dermed brugt som en måde at skabe national debat om dansk kultur og danske værdier; også selv om immateriel kulturarv f.eks. kan overskride landegrænser (som den nordiske klinkbådstradition \[6\]) eller være mere regional (som sønderjysk kaffebord).

Hvilke forslag der skal indsendes til UNESCO om optagelse på organisationens officielle lister over immateriel kulturarv, og hvordan de udvælges, er noget den enkelte medlemsstat bestemmer. Ansøgningsproceduren i Danmark er foregået sådan, at de, der er interesserede i at få en kulturel praksis optaget på listerne, har kunnet indsende forslag, hvis potentiale i forhold til UNESCO’s procedurer så er blevet vurderet af eksperter.

Kulturministeriet står både bag processen med at invitere offentligheden til at indsende forslag og den endelige udvælgelse af, hvad der sendes videre til vurdering hos UNESCO. Den seneste runde af ansøgninger fandt sted i 2018, med svar fra UNESCO i 2021.

For at noget overhovedet bliver bragt i forslag til optagelse på UNESCO’s lister, er de, der praktiserer den immaterielle kulturarv nødt til selv at interessere sig for nomineringen, men hvorfor gør de så det? På trods af en del forvirring om Konventionen om beskyttelse af den immaterielle kulturarv i den bredere offentlighed, er der ingen tvivl om, at official anerkendelse fra UNESCO opleves som et internationalt kvalitetsstempel.

Da det belgiske øl blev optaget på UNESCO’s repræsentativliste i 2016, affødte det ikke bare stolthed i Belgien, men også reklame mange andre steder i verden. Dansk Bryggerforening var hurtigt ude med en udtalelse fra Direktør Niels Hald: ” Det er på tide, at man anerkender, at øl i den grad er en del af vores fælles kulturarv. Det er stort og stort tillykke til Belgien med det (…). \[D\]et kan være med til at promovere øl endnu mere i det hele taget” \[7\].

Selv om det ikke er hensigten bag konventionen, hvis formål i højere grad er at hylde kulturel mangfoldighed, dialog og tolerance, får særligt dens repræsentativliste dermed også funktion af en slags praleliste. Den bruges til at danne grundlag for alt fra lokal eller national stolthed over egne traditioner, til markedsføring f.eks. i turismeregi, og til at skabe øget bevågenhed når det kommer til ansøgning om offentlig og privat støtte til bestemte kulturelle praksisser.

Hvad der bliver oplevet som betydningsfuld immateriel kulturarv og hvordan man praktiserer den, varierer fra person til person, afhængig af social og kulturel baggrund og personlige interesser og evner. Alle danskere har f.eks. ikke samme forhold til eksempler på immateriel kulturarv som den nordiske klinkbådstradition (fra UNESCO’s repræsentativliste) eller Roskilde Festival (fra den danske hjemmeside om levende kulturarv).

Særligt betydningsfulde for den enkelte er som oftest de traditioner, man praktiserer selv. Selv når folk praktiserer og værdsætter den samme tradition, f.eks. tilberedningen af en særlig ret, eller fejringen af den samme højtid, kan der være en del variation i, hvordan de gør det. Det er også udtryk for, at den immaterielle kulturarv, til forskel fra den materielle, ikke kan fastfryses og bevares i én autentisk form. For at kunne fastholde sin sociale relevans må immateriel kulturarv være et rummeligt begreb med plads til variation og foranderlighed.

Der kan være stærke følelser på spil, når immateriel kulturarv kommer på dagsordenen både i hverdagslivet og i politik. Hvad der fortjener at komme på officielle lister, der anerkender kulturarv som værdifuld, kan lede til ophedede diskussioner. Det samme kan også selv umiddelbart banale spørgsmål, som f.eks. hvad der er ”den rigtige” måde at lave f.eks. ”en dansk frikadelle” – ironisk nok både fordi det betyder noget for folk, hvordan de praktiserer deres traditioner, og fordi der findes mange måder at gøre det på.

At immateriel kulturarv er noget, vi alle har og alle er med til at skabe, rejser særlige problemstillinger om, hvem der kan og skal bestemme, hvad der er værdigt til optagelse på officielle lister. Hvem bør have mest at sige: politikere, offentlige forvaltninger, akademiske eksperter, eller almindelige mennesker, og hvordan sikrer man, at alle får indflydelse? Den danske folkehøring var ét forsøg på at skabe offentlig debat og direkte folkelig deltagelse i vurderingen af, hvilken immateriel kulturarv der har værdi i Danmark \[5\] \[9\] \[10\] \[11\] \[12\] \[13\] \[14\].

Hvor godt det virkede, og hvem der blev hørt mest i processen, hersker der delte meninger om \[14\]. I alt 9.724 forslag kom ind i første runde af folkehøringen. De blev så skåret ned til 100 forskellige forslag af Kulturministeriet \[15\]. Disse blev gennemgået af en særligt nedsat komité, som bestod af kulturminister Jakob Engel-Schmidt (Moderaterne) samt to populære danske kulturpersonligheder: Søren Ryge og Ghita Nørby, med faglig bistand fra Det Kgl. Biblioteks vicedirektør Søren Bitsch \[10\] \[15\]. På baggrund af den proces blev en liste på 20 kandidater blev lagt ud til offentlig afstemning på Kulturministeriets hjemmeside \[8\] \[10\] \[11\] \[12\], hvor befolkningen i perioden d. 14. april til 14. maj kunne stemme på deres favoritforslag. Derefter blev fem vindere kåret, nemlig: Højskoler, pølsevogne, håndbold, foreningsliv, og tillidssamfundet \[16\].

De 20 kandidater, der kunne stemmes om, var:

·         Andelsbevægelsen

·         Bournonville ballet

·         Cykelkultur

·         Dannebrog og dets flagtraditioner

·         Efterskoler

·         Fællessang

·         Foreningsliv

·         Forsamlingshuskultur

·         H.C. Andersens eventyr

·         Håndbold

·         Højskoler

·         Hygge

·         Kolonihaver

·         Pølsevogne

·         Revy

·         Røgerier

·         Sankthans

·         Smørrebrød

·         Tillidssamfundet

·         Wienerbrød

Officiel anerkendelse fra UNESCO af en gruppes eller et lands immaterielle kulturarv kan opleves som en international støttetilkendegivelse, der vækker stolthed omkring det pågældende fællesskabs særlige identitet og historie. I Grønland vakte det f.eks. opmærksomhed i 2021, ”at Grønland er det første land i rigsfællesskabet, som får tilføjet noget til listen over immateriel kulturarv” \[19\].

De to eksempler på immateriel kulturarv, som det danske rigsfællesskab har fået anerkendt af UNESCO, bærer ikke præg af dansk nationalisme. Udover Qilaatersorneq – grønlandsk trommedans og -sang – består de af den nordiske klinkbådstradition, som blev nomineret gennem et fællesnordisk samarbejde, med Norge som hovedansøgerland.

At Kulturministeriet gerne vil have mere dansk immateriel kulturarv anerkendt af UNESCO, handlede i folkehøringen i 2025 om at se mere indad. Kulturminister Jakob Engel-Schmidt talte om at identificere og beskytte ”ting, vi kan mødes om i Danmark, ting der siger noget om, hvad det vil sige at være dansk” \[9\]. Om det var et velvalgt fokus, blev diskuteret i medierne, hvor journalist Henrik Palle i Politiken f.eks. kommenterede: ”Det er et krisetegn, når vi atter begynder at udarbejde lister over, hvad der gør os så ind i Helvede danske i forhold til for eksempel de helt utroligt svenske svenskere eller totalt tyske tyskere” \[20\].

Immateriel kulturarv bliver bevaret, så længe udøverne føler, at den har relevans for deres liv, og prioriterer at praktisere og videreføre den. Hvordan det kan understøttes i praksis, varierer, fordi det kan dreje sig om så forskellige fænomener som andelsbevægelsen og wienerbrød.

Er overleveringen af en særlig håndværksmæssig kunnen f.eks. truet, kan man iværksætte praktisk og økonomisk støtte til det pågældende håndværk – men hvad gør man, hvis folk ikke længere gider at spise ved pølsevognen? Ud over kampagner, der fremmer tanken om, at man ved at deltage i en bestemt praksis er med til at bevare en særlig vigtig kulturarv, er der grænser for, hvad man kan stille op.

Mange vil også spørge, om det nødvendigvis er et problem, hvis nogle traditioner skifter, og folk f.eks. hellere vil spise shawarma eller sushi end en ristet hotdog. Kultur forandrer sig hele tiden, og insisterer man på at holde fast i alle traditioner, kan man ende med fornemmelsen af at være del af et frilandsmuseum: Måske skulle pølsevognen overleve ved at sælge sushi i stedet? er der blevet spurgt \[22\].

Undervisning, særligt i folkeskolen, kan være et vigtigt led i forsøget på at få befolkningen til at værdsætte og videreføre særlige dele af deres immaterielle kulturarv. F.eks. er den grønlandske trommedans og -sang et fænomen, som kan findes på skoleskemaet i flere grønlandske skoler \[23\].

Blandt de vigtigste tilhængere finder man naturligvis UNESCO. Ifølge konventionen er immateriel kulturarv ”en grundlæggende kilde til kulturel mangfoldighed og en garant for bæredygtig udvikling”, men også genstand for ”alvorlige trusler om nedbrydning, forsvinden og ødelæggelse” \[1\]. En del af konventionens grundlag er ”behovet for at øge bevidstheden om vigtigheden af den immaterielle kulturarv og beskyttelse heraf, særligt hos den yngre generation” \[1\].

At langt de fleste af UNESCO’s medlemslande har valgt at tilslutte sig konventionen, viser bred støtte og interesse fra verdens lande i at bruge listerne til at bevare og fremme den immaterielle kulturarv.

På den danske UNESCO-nationalkommisions hjemmeside forklares: ”Den levende kulturarv er vigtig, og vi skal værne om den. Den er en del af det, der former os som mennesker og binder os sammen i fællesskaber. (…) Listerne under 2003-konventionen er med til at sætte fokus på kulturarven og dens betydning. Eksemplerne på listerne viser forskellighederne, lighederne og mangfoldigheden af al den levende kultur, som mennesker udøver” \[4\].

Da UNESCO indledte sit arbejde med immateriel kulturarv, medførte det en del kritik, som stadig er aktuel. Ender den slags tiltag ikke let med, at man forvandler hverdagslivets kultur til folklore, spurgte bekymrede forskere og nationale kulturforvaltninger, som skulle tage stilling til konventionen. Kan det medføre, at den kanoniserede kultur forsøges fastfrosset i en bestemt form, hvor den kunstigt udstilles, politiseres eller overkommercialiseres i stedet for at blive praktiseret som et naturligt hverdagsfænomen? Ender det med identitetspolitisk selvros? \[24\] \[25\] \[26\]

Kritikken lød også på, at ved at sætte noget på disse lister frem for andet, indikerede man per per definition at det, der er med på listen, har større betydning, end det, der ikke er. Det kunne risikere at fjerne opmærksomheden fra andre mindst lige så vigtige fænomener.

Andre spurgte: Er kanonisering af f.eks. pizza på en særlig international kulturarvsliste ikke for banalt? Og hvor megen forskel gør det, når det kommer til stykket? Er lister ikke blot en synlig, men ikke særlig effektiv måde at give indtryk af, at man gør noget for at støtte kulturelle fænomener og grupper, som måske føler sig underprioriterede? \[27\]

I den danske debat om folkehøringen i 2025 gik mange af de samme problemstillinger igen. Forfatter Knud Romer var f.eks. meget kontant i sin kritik: ”Skal vi være stolte? Hvad med at have en aktiv kulturpolitik? Hvad med at gøre noget, der ændrer noget?” spurgte han \[28\]. Også journalist Henrik Palle ironiserede i Politiken over den nationale debat og mere end antydede, at ”sådanne lister er noget pjat” \[20\].

Mens det er frivilligt at søge om optagelse på UNESCO’s lister, forpligter alle lande, som har tilsluttet sig Konventionen om beskyttelse af den immaterielle kulturarv, sig til at oprette deres egne fortegnelser over den immaterielle kulturarv inden for deres territorier, for at kunne understøtte dens beskyttelse. Det varierer, hvor aktive de enkelte lande er med at søge optagelse på UNESCO’s lister, og hvordan de forvalter oprettelsen af nationale fortegnelser.

Kina er suverænt det land, som har flest eksempler på immateriel kulturarv – hele 44 – anerkendt af UNESCO \[2\]. Det skyldes ikke bare, at Kina er et stort land med rige kulturelle traditioner, men også at det fører en meget aktiv kulturpolitik på området, som blandt andet handler om at skabe et positivt billede af den kinesiske nation både indadtil og udadtil og bruge immateriel kulturarv som en ressource i turisme og økonomisk udvikling. Andre lande som Tyrkiet og Frankrig fylder, med henholdsvis 31 og 30 emner optaget på UNESCO’s lister, også godt i den officielle internationalt anerkendte immaterielle kulturarv \[2\].

Danmark er dog ikke det eneste land, hvis arbejde med Konventionen om beskyttelse af den immaterielle kulturarv stadig er ved at finde sin form. Storbritannien, som tilsluttede sig konventionen i 2024, annoncerede f.eks. d. 12. april 2025 sin invitation til den britiske offentlighed til at indsende forslag til et nyt nationalt register over immateriel kulturarv.

I det britiske kulturministeriums pressemeddelelse herom blev det fremhævet, at registret skulle styrke britiske værdier og kulturarv, og det blev nævnt, at traditioner, der er blevet bragt til landet af immigrantgrupper, er velkomne som nomineringer. Et kendt eksempel, som blev nævnt i den forbindelse, er det populære Notting Hill Carnival, en caribisk gadefestival som afholdes årligt i London \[29\].

På trods af at f.eks. DR i sin omtale af den danske folkehøring kalder UNESCO’s repræsentative liste over menneskehedens immaterielle kulturarv en ”prestigefyldt liste” \[9\], er den relativt ukendt i den danske befolkning. Den forveksles ofte med den ældre og i offentligheden langt bedre kendte Verdensarvsliste, som ellers handler om noget materielt, nemlig kultur- og naturarvssteder. Det danske rigsfællesskab har siden 1994 fået 11 steder optaget på Verdensarvslisten \[30\].

Listerne glider sammen i den offentlige bevidsthed, f.eks. når det fejlagtigt påstås at ”de nordiske klinkbyggede både kom på UNESCOs verdensarvsliste allerede i 2021” \[31\]. Men der er tale om to forskellige konventioner med hver deres lister, som arbejder med helt forskellige definitioner af kulturarvens form, betydning og beskyttelse. At kalde UNESCO-anerkendt immateriel kulturarv for ”verdensarv” er faktisk en fejl.

Verdensarv er steder, som UNESCO har anerkendt for at have det, Verdensarvskonventionen kalder _enestående universel værdi_ for hele menneskeheden. Omdrejningspunktet i Konventionen om beskyttelse af den immaterielle kulturarv er et andet, nemlig _repræsentativ_ værdi med særligt fokus på de grupper, der skaber og opretholder den immaterielle kulturarv.

Hvis den danske befolkning skal forstå arbejdet med UNESCO’s forskellige kulturarvskonventioner, er mere folkeoplysende arbejde nødvendigt. Det kan tilføjelsen af nye danske emner til den repræsentative liste over menneskehedens immaterielle kulturarv måske medvirke til at understøtte.

Vejskilt der viser mod Rødding Højskole

Højskolerne kom ind på førstepladsen i Kulturministeriets afstemning om dansk kulturarv. Rødding Højskole, der blev grundlagt i 1844, er Danmarks ældste højskole.

Immateriel kulturarv - forside - Bo AmstrupRitzau Scanpix@20250605-162134-L-8175x5450ma.jpg

Immateriel kulturarv

Folk strømmer ud i Københavns gader 5. maj 1945 efter nyheden om, at Danmark er blevet befriet.

Tema_Befrielsen 1945_@Ritzau Scanpix_19980202-751652-3_TOP.png

Befrielsen i 1945

Frihedsgudinden i New York med det amerikanske flag i forgrunden.

Faktalink

Hvad leder du efter?

aktuelt