Ukrainske soldater affyrer artillerigranater

Ukrainske soldater affyrer artillerigranater mod russiske stillinger i Donetsk-regionen .

Krigen i Ukraine_top_april2024.png

Krig i Ukraine

Krigen i Afghanistan blev indledt af USA efter angrebet på World Trade Center i New York den 11. september 2001. Afghanistans Taleban-styre husede Osama Bin Laden og hans militante netværk al Qaeda, som ifølge de amerikanske efterretningstjenester stod bag angrebene. Taleban-styret faldt efter blot nogle måneders krig, og den vestlige militære alliance NATO fik ansvaret for den militære tilstedeværelse. En koalition af afghanske grupper udpegede en overgangsregering, og senere blev der gennemført demokratiske valg, men Taleban samlede kræfter og begyndte for alvor at slå tilbage mod NATO-styrkerne fra midten af 2000’erne. De vandt særligt frem i de sydlige landdistrikter og da USA og NATO i begyndelse af 2021 bekendtgjorde, at de ville trække sig helt ud, gik det hurtigt for Taleban med at tilbageerobre landet.

En af årsagerne til, at det var så let for Taleban at overtage magten igen, var, at den afghanske regering og hær, som var støttet af de vestlige allierede, var plaget af korruption og dårlig organisation. En anden var, at USA og NATO havde allieret sig med forskellige lokale krigsherrer i landet, der fungerede som politi i landdistrikterne og blev meget upopulære blandt befolkningen på grund af deres brutale metoder. En tredje årsag var, at de vestlige allierede havde skiftende mål med tilstedeværelsen i Afghanistan, men et fællestræk var, at ingen af dem tog reelt hensyn til afghansk kultur eller skik.

Der har været flere krige i Afghanistan – heriblandt en startet af Sovjetunionen i 1980’erne (se Faktalink om Den Kolde Krig) – men når der i nutiden tales om krigen i Afghanistan, gælder det som oftest den konflikt, der varede fra 2001 til 2021 og blev indledt af USA som led i deres erklærede ”krig mod terror”. USA’s invasion af Afghanistan i 2001 blev iværksat efter angrebet på World Trade Center i New York den 11. september 2001. Amerikanske efterretningstjenester konkluderede, at gerningsmændene var al-Qaeda, et militant netværk, som primært var baseret i Afghanistan, hvor dets leder Osama Bin Laden, også opholdt sig. Afghanistan var på det tidspunkt styret af den islamiske organisation Taleban, som nægtede at udlevere Bin Laden (se Faktalink om 11. september 2001).

Angrebet den 11. september fik for første – og hidtil eneste – gang NATO-landene til at aktivere artikel 5. Det er den såkaldte musketered, hvor et angreb på ét land i NATO betragtes som et angreb på alle (se Faktalink om NATO). I første omgang var det dog USA og Storbritannien, som indledte angrebene i Afghanistan i oktober 2001. NATO blev først officielt involveret da ISAF (International Security Assistance Force) overtog operationen i januar 2002. Først gik ledelsen på skift mellem medlemslandene og fra 2003 overtog NATO ledelsen af ISAF. ISAF var oprettet med FN-mandat, i modsætning til de indledende angreb. Taleban-styret var blevet tvunget fra magten allerede i december 2001, og en ny regering blev indsat i Kabul. Den første var en overgangsregering udpeget af en koalition af afghanske grupper domineret af Den Nordlige Alliance på et møde i Bonn, og siden blev en regering valgt gennem demokratiske valg. Taleban fortsatte imidlertid med at kæmpe mod ISAF i landområderne og stod særligt stærkt i den sydlige del af Afghanistan fra 2006. I 2013 overtog den afghanske hær kampopgaverne fra NATO og i 2015 det fulde ansvar for sikkerheden i landet. NATOs rolle overgik til træning, rådgivning og støtte. USA forhandlede også en (usikker) fredsaftale på plads med Taleban og bekendtgjorde at ville trække sig helt ud af landet den 11. september 2021. Disse planer blev dog overhalet indenom af begivenhederne: I løbet af sommeren 2021 vandt Talebans styrker frem og erobrede landets hovedstad Kabul den 15. august \[1\] \[2\]. Det førte til en kaotisk tilbagetrækning af vestlige styrker \[3\].

Den umiddelbare anledning til krigen var angrebet på USA den 11. september 2001, men baggrunden for krigen – og måske særligt dens forløb – skal forstås i lyset af Afghanistans turbulente historie. Den stat, der kaldes Afghanistan, blev oprettet i 1747 som en konføderation af forskellige stammer. Afghanistans placering mellem Rusland og Indien (hvor sidstnævnte var underlagt britisk kolonialt styre) og på den såkaldte ”silkevej” – handelsruten mellem Europa og Asien – gjorde Afghanistan strategisk interessant for mange andre stater. Storbritannien invaderede Afghanistan tre gange i løbet af det 19. og 20. århundrede, men lykkedes aldrig med at kontrollere territoriet. Føderationen Afghanistan opbyggede i det 20. århundrede en mere centraliseret stat med en forfatning og i midten af 1900-tallet også demokrati. Men den politiske situation i landet forblev skrøbelig grundet de mange forskellige stammer og grupper, som lever i Afghanistan, og som har haft forskellige interesser \[2\] \[4\].

Efter en kaotisk periode i 1970’erne invaderede Sovjetunionen Afghanistan, hvilket blev begyndelsen på en ti år lang krig, hvor Sovjetunionen til sidst måtte trække sig ud.

Denne krig fik i høj grad karakter af stedfortræderkrig, fordi USA på den anden side finansierede islamiske grupper, der kæmpede mod Sovjetunionen, de såkaldte Mujahedin.

Afghanistan er blevet kaldt ”imperiernes gravplads”, fordi imperiale magter lige fra det persiske imperium mere end 300 år f.v.t over Storbritannien i det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede til i nyere tid Sovjetunionen og senest NATO forgæves har forsøgt at få kontrol med territoriet. Disse mislykkede militære operationer har hver gang fået fatale konsekvenser for såvel den afghanske befolkning som for de magter, der har forsøgt at invadere landet.

Efter Sovjetunionens tilbagetrækning i 1989 var Afghanistan i 1990’erne præget af interne kampe og borgerkrig. Den stærkt religiøse bevægelse Taleban tog magten i hovedstaden Kabul i 1996 og indførte et brutalt islamisk diktatur. Der vedblev dog at være modstand mod Taleban i det nordlige Afghanistan, fra den såkaldt Nordlige Alliance \[2\] \[4\] \[5\] og \[6\].

Osama Bin Laden var en rigmandssøn fra Saudi-Arabien som i 1979 tog fra sit hjemland til Afghanistan for at hjælpe med at bekæmpe de sovjetiske invasionsstyrker. Efter at være blevet udvist fra Saudi-Arabien, som han ellers vendte tilbage til efter krigen, fik Osama Bin Laden i 1996 tildelt ophold i Afghanistan af Taleban. Herfra fortsatte han sine aktiviteter med at opbygge et netværk – i Vesten kendt som al-Qaeda – der kunne udkæmpe hellig krig. Selvom Bin Laden og USA havde været på samme side i krigen mod Sovjetunionen i Afghanistan, afskyede Bin Laden USA, som han mente var en imperial magt, der blandede sig utidigt i andre landes anliggender. Igennem 1990’erne var Bin Laden og al-Qaeda involveret i en række angreb på amerikansk tilstedeværelse (tropper og ambassader) og interesser bl.a. i Somalia, Kenya, Tanzania og Yemen.

Efter angrebet på World Trade Center i USA den 11. september 2001, blev han af amerikanske efterretningstjenester hurtigt udpeget som bagmand. Selv tog han først ansvaret for angrebet i 2004. Først i 2011 fandt og dræbte amerikanske styrker Osama Bin Laden, der på det tidspunkt opholdt sig i Pakistan \[7\] \[8\].

USA og Storbritannien begyndte krigen i Afghanistan i efteråret 2001 under navnet Operation Enduring Freedom, som var USA’s officielle navn for ”krigen mod terror” både i Afghanistan og andre steder. ISAF – den internationale styrke i NATO-regi – indgik i denne operation fra 2002-2015. ISAF bestod af egentlige kampenheder, herunder danske. Fra 2015 var ISAF og NATO primært involveret i træning, rådgivning og støtte til den afghanske hær. Denne indsats fik navnet Resolute Support og varede frem til 2021. ISAF havde FN-mandat til sine militære operationer i Afghanistan, men FN havde også en civil indsats i landet, som også Danmark bidrog til \[9\].

Taleban-styret kollapsede blot to måneder efter invasionen og derfor blev krigen umiddelbart betegnet som en stor succes. Efter forhandlinger i Bonn udpegede afghanske grupper i og udenfor Afghanistan en afghansk overgangsregering og senere blev der blev afholdt præsidentvalg. Tanken var at indføre en samfundsmodel efter amerikansk/vestligt forbillede. Men det ny styre var ustabilt og fra 2006 havde Taleban samlet kræfter til at gå til modangreb, særligt i det sydlige Afghanistan, herunder Helmand-provinsen, hvor danske soldater var udstationeret. På trods af en række ny strategier og en optrapning under den amerikanske præsident Barack Obama fra 2009, viste Taleban sig standhaftige, og de NATO-allierede begyndte at efterlyse en slutdato. De enedes om 2014. I 2015 overtog afghanske sikkerhedsstyrker ansvaret for sikkerheden, selvom de ifølge eksperter ikke var klar til det – ifølge en amerikansk general manglede de våben og udrustning og var i øvrigt plaget af dårlig organisation, dårlig ledelse og korruption (se kilde 10). Herefter kom den vestlige tilstedeværelse til at bestå primært af finansiering, træning og rådgivning, og antallet af NATO-soldater udstationeret i Afghanistan blev betydeligt mindre. Taleban voksede sig stærkere og i 2019 indledte USA fredsforhandlinger med Taleban udenom regeringen i Kabul. I 2020 indgik de en aftale om, at Taleban ikke ville lade Afghanistan være afsæt for terroraktioner i andre lande. Herpå begyndte interne fredsforhandlinger og USA’s planer om at trække sig helt ud. Under den amerikanske præsident Joe Biden blev datoen 11. september 2021 meldt ud, altså præcis 20 år efter det angreb, som blev anledning til krigen. Taleban indledte en fremmarch gennem Afghanistan, der endte med at de indtog Kabul og den afghanske regering kollapsede. Siden da har Taleban igen været ved magten i landet \[1\] \[2\] \[8\].

USA har brugt en trillion (1.000.000.000.000) dollars på krigen, hvis man udelukkende medregner direkte udgifter oplyst af det amerikanske forsvarsministerium \[11\]. Brown University anslår dog at beløbet snarere er 2,3 trillioner, hvis man medregner afledte udgifter som f.eks. pleje til veteraner og renter på gæld af finansieringen. Storbritannien har haft næststørst udgifter med 30 milliarder dollars og Tyskland 19 milliarder dollars \[11\] \[12\]. Danmark har brugt 12-13 milliarder danske kroner \[12\].

Der er dog også mange aktører, der har tjent penge på krigen. Særligt det amerikanske militær har brugt et stort antal private virksomheder, der har leveret infrastruktur og services, herunder private sikkerhedsværn. I perioder overgik mandskabet fra private virksomheder langt antallet af soldater \[13\]. Desuden er en del penge gået til korruption \[11\].

Krigen anslås at have kostet flere end 176.200 liv i Afghanistan og 66.650 i Pakistan, hvor der også har fundet kampe sted. Disse tal dækker lokale sikkerhedsstyrker og oprørere. Hertil kommer næsten 70.500 civile døde, heraf 161 journalister/mediearbejdere og 551 nødhjælpsarbejdere \[12\]. Knap 3.500 NATO-soldater er døde, heraf 44 danske \[12\]. 11.406 danskere har været udsendt til Afghanistan, nogle af dem flere gange. Det er svært at få overblik over, præcis hvor mange soldater, der har været sendt til Afghanistan, men på krigens højdepunkt var der over 130.000 allierede soldater i landet \[13\]. Udover døde er der også et stort antal sårede. Desuden er det værd at bemærke, at antallet af døde ansat hos private aktører er større end antallet af døde amerikanske soldater: 4.007 mod 2.324 \[13\].

Krige skaber også flygtninge: FN anslår, at 8,2 mio. afghanere er flygtet ud af landet – 1,6 af dem er flygtet efter krigen sluttede og Taleban overtog magten \[14\].

Taleban var et voldeligt og autoritært styre – især overfor kvinder. Derfor førte afsættelsen af Taleban umiddelbart til mere frihed for befolkningen. Flere børn kom i skole, også piger, den gennemsnitlige levealder steg, der kom bedre infrastruktur og ikke mindst var der mere frihed i det daglige liv \[3\]. Det gjaldt dog ikke alle steder i Afghanistan: Den ny regering havde primært kontrol over Kabul og andre store byer, mens mange af land- og bjergområderne fortsat var domineret af Taleban eller andre oprørsstyrker. Heller ikke i de områder, hvor regeringen eller NATO-styrkerne dominerede, var der sikkert. Først og fremmest var der kontinuerlige kampe. Men NATO-styrkerne allierede sig også med lokale militsledere, som ofte var parter i længerevarende lokale konflikter og benyttede den nyvundne magt til hævntogter og generelt tyranni. Afghanere fra Helmand-provinsen, der på det tidspunkt igen var under Talebans kontrol, udtalte i september 2021 til magasinet The New Yorker, at selvom Taleban var brutale, var der ikke længere krig. Og under Taleban vidste de i det mindste, hvilke regler som gjaldt \[16\]. Det samme siger den dansk-afghanske journalist Nagieb Khaja og Afghanistan-veteran Martin Tamm Andersen, som har lavet dokumentaren Bedraget i Helmand sammen: ”Onde som de var – og er – så var reglerne klare.” Ifølge Khaja var NATOs alliance med brutale lokale politistyrker en del af grunden til, at lokalbefolkningen ikke gjorde modstand da Taleban kom tilbage \[17\].

Krigen i Afghanistan har givet anledning til debatter om magtanvendelse og legitimitet, ikke blot mellem lande, men også på individplan. I 2008 konkluderede Peder Vessel Kessing, der er forsker ved Institut for Menneskerettigheder, at menneskerettighederne ikke blev respekteret i ”krigen mod terror” \[18\]. Bl.a. har der været udbredt brug af tortur i forbindelse med afhøringer – både fra USA og lokale samarbejdspartnere \[19\] (se Faktalink om Tortur i krigen mod terror). Liselotte Odgaard, forsker ved Hudson Institute i Washington, påpeger desuden, at USA har samarbejdet med udemokratiske regimer i Centralasien i forbindelse med krigen i Afghanistan, fordi det havde strategiske fordele \[20\].

Siden 2002 har USA haft en fangelejr på militærbasen Guantánamo på Cuba (imod den cubanske regerings vilje). USA kalder fangerne ”illegale kombattanter”, hvilket betyder, at de ikke har samme rettigheder som krigsfanger. Der har været udbredte rapporter om brug af tortur, tilbageholdelse uden rettergang og hemmelig rettergang, som har udløst kritik fra bl.a. FN og Amnesty International. I 2002 var der 750 fanger på Guantanamo (se Faktalink om Guantanamo og om Tortur i krigen mod terror). I januar 2024 opfordrede menneskerettighedsorganisationer igen til at lukke fængslet. Der sidder stadig 30 mennesker, som ikke er blevet retsforfulgt \[21\].

Samarbejdet med lokale afghanske myndigheder har heller ikke været problemfrit. Der har været sager om udlevering af fanger til lokale sikkerhedsstyrker, som er blevet tortureret \[22\] og det er kommet frem, at danske soldater kendte til lokale militsers voldtægt af mindreårige drenge \[23\]. Foruden den lidelse, ofrene for tortur og overgreb bliver påført, viser studier, at også dem, der er vidende om forbrydelserne og oplever ikke at kunne forhindre dem, kan udvikle PTSD (post-traumatic stress disorder). Det kaldes ”moral injury”, altså moralsk skade \[24\]. En undersøgelse fra det danske Veterancenter viser, at hver tredje Afghanistan-veteran har symptomer på PTSD \[25\].

I USA tegnede politiske og militære ledere længe et billede af missionen som en succes, bl.a. fordi Taleban-regeringen blev afsat så hurtigt. Men på de indre linjer var der tvivl allerede fra 2006, da den afghanske regering viste svaghedstegn og Taleban var på vej frem. Udadtil var der dog ingen, der havde lyst til at indrømme – eller indse – at det kunne gå galt. Det er sjældent populært at starte en krig, som koster både tusinder af menneskeliv og milliarder af dollars, hvis det ikke fører noget godt med sig \[10\].  

Anders Fogh Rasmussen, som var statsminister i Danmark ved krigens udbrud og blev generalsekretær for NATO i 2009, står også stadig på det synspunkt, at NATO opnåede reelle fremskridt i Afghanistan og at det var en fejl at trække styrkerne ud, fordi det gav et magttomrum, som Taleban stod klar til at overtage. I hans øjne skal vestlige lande altså ikke involvere sig mindre, men mere. Ikke blot i Afghanistan, men i hele verden, også militært \[27\].

Et af krigens problemer var manglende enighed om, hvorfor man var i Afghanistan og hvad der skulle opnås. Denne uenighed har afspejlet sig både i selve indsatsen og i, hvordan der er blevet talt om krigen.

Umiddelbart var anledningen at hævne angrebet i USA den 11. september 2001 og udskifte Talebanstyret med en regering, der var mere venligt stemt over for Vesten. Men særligt fra 2004 var der også tale om ”nation-building” – statsopbygning. Altså at de internationale styrker skulle hjælpe med at skabe et demokratisk samfund efter vestligt forbillede i Afghanistan. Problemet var, at Afghanistan er et land med helt andre traditioner og kultur end Vesteuropa og USA, og det ikke er så nemt at påføre et andet samfund en specifik samfundsmodel udefra. Særligt fordi den skrøbelige afghanske regering blev helt afhængig af militær og økonomisk støtte fra Vesten \[3\] \[5\] \[10\]. Journalisten Nagieb Khaja kritiserer USA og NATO-landene for grundlæggende at mangle forståelse for det afghanske samfund og peger på, at det var en af årsagerne til, at det gik galt \[17\].

Det samme mener seniorforsker Mona Kanwal Sheikh fra Dansk Institut for Internationale studier. Hun peger desuden på, at de forskellige og nogle gange modsætningsfyldte målsætninger kom til at spænde ben for hinanden \[28\]. De skiftende formål og strategier gjorde også nogle af soldaterne frustrerede. ”Vi har aldrig fået en fælles forklaring på, hvorfor vi var i Afghanistan, hvorfor vi kæmpede og slog ihjel. Og det gør det svært for mange veteraner i dag. Vi kan hverken forklare, hvorfor vi kæmpede, eller hvad vi har opnået,” siger den tidligere udsendte Mads Silberg \[5\].

I de lande, der bidrog til krigen, har fortællingen været, at formålet var udbredelse af demokrati og kvinderettigheder \[27\]. Det var der også mange, som troede på, især blandt de udsendte soldater \[15\] \[29\]. Fra omkring 2010 var der en strategi om at vinde ”hearts and minds” i befolkningen. Men ifølge Mads Silberg var det svært, når man ikke var i stand til at bringe fred og fremskridt, særligt i landområderne. “Det lød godt, men kom meget hurtigt til blot at handle om at overleve. Vi fik aldrig overtaget, og det lykkedes heller ikke at beskytte kvinder og børn,” siger han og argumenterer for, at det blev stadigt sværere at ”sælge indsatsen” både i Afghanistan og hjemme \[5\]. Også David Vestenskov fra Forsvarsakademiet mener, at det blev vanskeligere med tiden at overbevise befolkningerne i det vestlige lande om, at krigen var en god idé: “Det er ikke nogen let opgave at forklare befolkningen, hvorfor vi skal investere milliarder i korrupte politikere, en halvkorrupt hær og en gennemkorrupt politistyrke, som kun kan varetage sikkerheden i de største byer,” siger han \[5\].

Ifølge Nagieb Khaja og Martin Tamm Andersen kom NATO gennem sine alliancer med brutale lokale krigsherrer til at blive betragtet som en besættelsesmagt, der bragte tyranni og ufred med sig \[17\].

I april 2021 spurgte TV2 tre danske Afghanistan-veteraner om de synes, indsatsen havde været det værd. En af dem mente, at det var positivt, at der var kommet bedre forhold for indbyggerne særligt i de store byer. Han forudså dog også, at det hele kunne falde fra hinanden, når vestlige styrker trak sig ud. Den anden var enig i, at der var blevet plantet ”et frø af håb og demokrati”, men at der også kunne gå noget tid, før resultaterne viste sig. Den tredje mente ikke, at det var det værd. Han måtte personligt behandles for traumer efter udstationeringen, men kritiserede også den politiske præmis om, at man kunne komme ind udefra og bestemme hvordan et samfund skal se ud. ”Politisk og ordentlighedsmæssigt” gav det ikke mening \[29\].

Både Peder Vessel Kessing fra Institut for Menneskerettigheder og Lars Erslev Andersen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, peger på, at manglende respekt for menneskerettigheder i forbindelse med ”krigen mod terror” har været kontraproduktiv, da det skaber nye fjender \[18\] \[30\].

Efter at Taleban overtog magten igen, er situationen blevet værre særligt for piger og kvinder, rapporterer både FN og Amnesty International. De har fået forbud mod at gå i skole, arbejde, komme til lægen eller på hospitalet uden en mandlig ledsager, deltage i sport og meget mere. Det er en tilbagevenden til de regler der herskede før krigen \[31\] \[32\].

Mange forhold er desværre også blevet værre end de var før krigen. Udover de mange, der er flygtet fra landet, er der ifølge FN også 3,2 millioner internt fordrevne. Efter Talebans magtovertagelse er økonomien kollapset og sammen med tørke og jordskælv har det bragt Afghanistan på randen af en sultkatastrofe. Også denne situation rammer kvinder og børn særligt hårdt \[14\] \[32\].

En tidligere medarbejder i det amerikanske udenrigsministerium sagde allerede i 2015: ”Vores strategi var at skabe en stærk centralregering, hvilket var idiotisk, eftersom Afghanistan ikke har historisk tradition for en stærk centralregering. Tidshorisonten for at skabe en stærk centralregering er 100 år – det har vi ikke” \[10\]. Nogen håber, at den afghanske befolkning på længere sigt vil gøre oprør mod Taleban, fordi de i en periode fik oplevet et friere liv. Et befolkningsoprør kan imidlertid starte en ny borgerkrig i et allerede krigstræt land \[6\].

Afghanske civile evakures fra Trikh Nawar i Helmandprovinsen i 2010.

Krigen i Afghanistan_ topbillede.png

Krigen i Afghanistan

Christoffer Columbus (1451-1506) blev født i det nuværende Italien og er kendt som lederen af den første europæiske opdagelsesekspedition til Amerika. Han kaldes derfor ofte ”opdageren af Amerika”, selvom dette kontinent faktisk ikke var en europæisk opdagelse. Der boede mennesker i Amerika i forvejen, og Columbus selv troede, da han nåede dertil, at han havde fundet søvejen til Indien. I europæisk sammenhæng bliver formålet med datidens opdagelsesrejser ofte beskrevet som udforskning af de øvrige kontinenter. Men i realiteten handlede opdagelsesrejserne ofte mere om at gøre Europa og de siddende magthavere mere rige end at opnå større viden om verden.

Christoffer Columbus blev født den 31. oktober 1451, formodentlig i Genova i det nuværende Italien, og døde 54 år gammel den 20. maj 1506 i Valladolid i Spanien. Den tilgængelige viden om Columbus’ opvækst er præget af usikkerhed. Ifølge historikeren Herman Lindqvists værk ”Columbus” (se kilder) hævder mindst 20 forskellige byer at være Columbus’ fødested.

Det vides dog med sikkerhed, at Columbus en overgang boede hos sin bror, der var korttegner; det var muligvis her, han lærte at tegne kort.

Columbus giftede sig med adelsdamen Felipa Perestrello e Moñiz. De fik adskillige børn, men hun døde ung omkring 1484-1485. Herefter mødte Columbus den 15 år yngre Beatriz Enriquez, og i 1488 fik de sønnen Fernando uden for ægteskab. Det er flere gange blevet foreslået at helgenkåre Columbus, fordi hans opdagelsesrejse skaffede den katolske kirke mange nye medlemmer på det amerikanske kontinent, hvor missionærer rejste til og forsøgte at omvende de indfødte. Men Vatikanet har afslået forslaget, blandt andet på grund af Columbus’ forhold til Beatriz og deres ’uægte’ søn.

I Spanien slog Columbus sig ned i byen Huelva. Han boede i franciskanerklostret La Rábida, hvor munkene tog hånd om hans søn. Klostrets abbed var en ungdomsven af den spanske dronning Isabella og nu en af hendes skriftefædre. Gennem klostret skaffede Columbus sig magtfulde støtter, og i januar 1486 tog han til dronning Isabellas by, Cordoba, for at fremlægge sine planer om at nå Indien ved at krydse Atlanterhavet.

Dronning Isabella gav Columbus en lønnet stilling til at udvikle sit projekt. Columbus havde blandt andet argumenteret for, at han med guldet fra Indien kunne befri Jerusalem fra muslimerne – en sag, der optog tidens kristne europæiske magthavere.

Ifølge historikeren Herman Lindqvists værk ”Columbus” (se kilder) mente en kommission af videnskabsmænd imidlertid, at Columbus’ beregninger af afstande var fejlagtige. De henviste desuden til udtalelser fra kirkefaderen Augustin (354-430) om, at alt uden for den kendte verden var ubeboeligt, for ellers ville det ikke være ukendt.

Ifølge historikeren Niels Steensgaards opslag om Christoffer Columbus i Den Store Danske (se kilder) og Per Ullidtz’ bog ”Medici, Columbus og kong Hans” (se kilder) talte Columbus' venner i La Rábida-klostret dog hans sag ved hoffet, og en ny videnskabelig kommission blev nedsat.

Som betingelser for at gennemføre opdagelsesrejsen krævede Columbus:

\- at han selv og hans mandlige efterkommere for altid skulle tilhøre adelsstanden

\- at han fik titlen Admiral af Oceanet, som skulle gå i arv fra far til søn

\- at han blev udnævnt til vicekonge af alle nye lande, der blev opdaget, og at denne titel skulle gå i arv i hans slægt

\- at han og hans efterkommere skulle have ret til mindst 10% af værdierne fra de områder, han opdagede

Svaret var i første omgang nej. Men den 4. april 1492 var alle papirer alligevel underskrevet, og den 2. august gik besætningen ombord – ifølge Per Ullidtz’ bog ”Medici, Columbus og kong Hans” (se kilder) bl.a. benådede fanger – og næste dag sejlede Columbus ud på sin første opdagelsesrejse.

Columbus fandt ikke Indien, men ’genopdagede’ i stedet Amerika. Den 12. oktober 1492 gik han i land på øen San Salvador, hvor han blev mødt af lokale beboere. Columbus var overbevist om, at han havde nået det asiatiske fastland, hvilket han fik hele mandskabet til at sværge på. Straffen for at modsige ham var ifølge Herman Lindqvists bog ”Columbus” (se kilder) i værste fald at få tungen skåret af.

Den 28. oktober opdagede Columbus Cuba, som han kaldte Juana. Mandskabet søgte forgæves efter guld langs den cubanske kyst, og Columbus noterede i sin dagbog (se kilder), at han havde set tre havfruer. Juleaften stødte skibet Santa Maria på grund og kunne ikke sejle videre. Resterne af det blev brugt til at bygge det første fort i den nye verden. Det fik navnet La Navidad (Juleaften) og blev bemandet med cirka 40 mand, der blev efterladt der. Columbus skrev til det spanske kongepar, at overskuddet fra fortet i løbet af tre år ville kunne finansiere et korstog for at befri Jerusalem.

Columbus er i traditionel europæisk historieskrivning blevet kaldt opdageren af Amerika. Den fortælling er dog for længst blevet udfordret og anses ikke længere som korrekt. For det første indebar ideen om Columbus som opdager af Amerika, at de indbyggere, der allerede beboede det amerikanske kontinent, ikke blev anerkendt som ’rigtige’ mennesker, fordi de ikke var europæere. For det andet byggede fortællingen på en forældet forestilling om, at et område først kunne opfattes som opdaget, når europæere var kommet dertil og begyndt at ’civilisere’ det.

Columbus’ ekspedition var desuden ikke den første rejse fra Europa til det amerikanske kontinent. Arkæologiske spor viser ifølge Anette Lassens bog ”Islændingesagaernes verden” (se kilder), at skandinaver allerede i vikingetiden – omtrent 500 år før Columbus – fandt vej til det nuværende Canada, som er en del af det amerikanske kontinent.

Columbus nåede at gennemføre fire større opdagelsesrejser, alle dramatiske og med skiftende held:

· 1492-1493: ’Opdagelsen’ af Amerika i forsøget på at finde søvejen til Indien. Navnet Amerika fik kontinentet ifølge Henrik Sebros opslag ”Amerigo Vespucci” i Den Store Danske (se kilder) først efter Columbus’ død. Det blev opkaldt efter Columbus’ ven Amerigo Vespucci, der foretog videnskabelige opdagelsesrejser i det nuværende Venezuela.

· 1493-1496: ’Opdagelsen’ af Dominica i De Små Antiller med 17 skibe og 1200 mand. Det var ifølge Herman Lindqvists bog ”Columbus” (se kilder) den største enkeltstående ekspedition, der havde forladt Europa.

· 1497-1500: Undersøgelse af farvandene omkring ækvator. Medbragte også de første spanske kvinder til den nye verden. Denne rejse blev søsat i den kristne treenigheds navn, og da mandskabet i 1498 fik øje på tre bjerge på en ø, fik øen navnet Trinidad (treenighed).

· 1502-1504: Fjerde og sidste rejse havde til formål at lede efter guld, sølv, ædelstene og krydderier, samt at Columbus skulle møde en anden opdagelsesrejsende, Vasco da Gama, på det indiske fastland. Eftersom Vasco da Gama ifølge Herman Lindqvists bog ”Columbus” (se kilder) havde nået Indien ad den østlige rute, kaldte Columbus ’sine’ områder i den nye verden Vestindien. Rejsen endte i 1504 med et skibbrud ved Jamaica.

Hjemrejsen fra Amerika blev hård for Christoffer Columbus og hans mandskab. Vinteren 1492/93 var en af de strengeste vintre i 1400-tallet. Columbus smed ifølge sine dagbogsoptegnelser (se kilder) en forseglet tønde i havet indeholdende en beskrivelse af rejsen i tilfælde af, at skibene skulle gå ned.

Den 15. marts 1493 nåede ekspeditionen endelig tilbage til Spanien. Columbus fremviste bl.a. de ’indianske’ fanger, han havde holdt indespærret i et bur på dækket. Det vakte stor opsigt, og nyheden om hans opdagelser spredtes hurtigt i Europa.

Kong Johan af Portugal gjorde straks krav på den nye verdensdel, fordi en tidligere pave havde bekendtgjort, at alt land syd for de Kanariske Øer tilhørte Portugal. Men den nyvalgte pave, Urban 6., var spansk. Som tak for den kongelige støtte, han havde modtaget under pavevalget, bekendtgjorde han ifølge bogen ”Historiens lange linjer” (se kilder), at alle områder vest for den 46. længdegrad tilfaldt Spanien, mens resten tilfaldt Portugal. Derfor blev det nuværende Brasilien portugisisk, mens områderne rundt om kom under Spanien.

Efter rejserne krævede Columbus 10% af alle indtægter fra de nye lande i henhold til den oprindelige aftale med det spanske kongehus. Hans støtte, dronning Isabella, var dog død i mellemtiden, og kongen mente ikke, at han skyldte Columbus noget. Columbus rejste efter hoffet fra by til by og fortsatte forgæves med at fremsætte sine krav. Han endte sine dage i Valladolid, hvor han i febervildelse mente at befinde sig i kamp for at befri Jerusalem. Hans sidste brev var ifølge Herman Lindqvists bog ”Columbus” (se kilder) stilet til kongeparrets datter, Juana la loca (Johanne den sindssyge). Columbus døde den 20. maj 1506 som en relativt velhavende mand, men kun få mødte op til begravelsen i Valladolid, og ingen fra hoffet deltog.

14- og 1500-tallet var en tid for store opdagelsesrejser. Formålene var mangeartede, heriblandt at opdage nye kontinenter og lande – og dermed udvide sin viden – og at finde nye handelsruter. Tidens opdagelsesrejsende var ofte mindre drevet af nysgerrighed end af ønsket om at opnå berømmelse og rigdom. Der kom da også sjældent store forskningsmæssige landvindinger ud af rejserne. Ifølge Mai Rasmussens udgivelse ”Gyldendal Viden – Globalisering” (se kilder) resulterede opdagelsesrejserne derimod ofte i udnyttelse af lokalbefolkninger, tvangskristning, slaveri, tyveri og plyndringer af skatte og kulturelle klenodier. Det romantiske lys, som tidens opdagelsesrejser sidenhen er blevet set i, havde dermed meget lidt med virkeligheden at gøre.

folkeskolens historiekanon 8 Christoffer columbus_faktalink_0_beskåret.jpg

Historiekanon 8: Christoffer Columbus

Den Kolde Krig var en konflikt mellem supermagterne USA og Sovjetunionen, som påvirkede det meste af verden: Europa blev opdelt i en Øst- og Vestblok og i det globale syd kappedes supermagterne også om indflydelse, bl.a. gennem mange stedfortræderkonflikter.

Dog undgik supermagterne og deres militære alliancer en direkte væbnet konflikt med hinanden – det er derfor, man kalder perioden den kolde krig. En ’varm’ krig var også blevet uoverskuelig: I perioden oprustede hver side nemlig med et voldsomt antal kernevåben, og ville dermed kunne udslette hinanden (og resten af verden) mange gange. Den udvikling foregik på trods af, at der i perioden blev vedtaget betydelige nedrustningsaftaler.

Den Kolde Krig begyndte allerede i det små inden afslutningen på 2. Verdenskrig og havde både ideologiske, militære, økonomiske og politiske aspekter. Den gennemgik forskellige faser med forskellige niveauer af spænding, før østblokken og til sidst Sovjetunionen kollapsede i årene 1989-1991.

Selvom det ikke giver mening at tale om en ny kold krig i dag, kaster Den Kolde Krig alligevel skygger over nutiden i form af det fortsat fjendtlige forhold mellem Rusland på den ene side og USA og NATO på den anden. Den Kolde Krigs logikker bliver også stadig brugt i argumenter for nutidige militære interventioner.

Den Kolde Krig er betegnelsen for den konflikt, som udspillede sig mellem USA og Vesteuropa på den ene side og Sovjetunionen og Østeuropa på den anden side. Konflikten havde både ideologiske, økonomiske, militære og politiske aspekter.

Den Kolde Krig tog sin begyndelse efter 2. Verdenskrigs afslutning i 1945 og var endeligt forbi da Sovjetunionen brød sammen i 1991. Perioden var karakteriseret ved, at verden blev domineret af de to supermagter, det kapitalistiske USA og det kommunistiske Sovjetunionen. Man taler derfor også om en bipolær verdensorden. Dette kom først og fremmest til udtryk ved en opdeling af Europa mellem øst og vest, men også i det globale syd kæmpede supermagterne om indflydelse. Kina var kommunistisk, men ikke entydigt placeret i Østblokken \[1\].

Et kendetegn ved Den Kolde Krig var et intenst våbenkapløb mellem Øst og Vest, særligt på kernevåben. På sit højdepunkt besad supermagterne til sammen i alt over 70.000 kernevåben \[2\].

Konflikten blev kaldt Den Kolde Krig, fordi parterne aldrig mødte hinanden direkte i klassiske krigshandlinger. På grund af kernevåbnene – der havde kapacitet til at udslette det meste af verden – ville en rigtig krig få uoverskuelige konsekvenser. Denne situation kaldes også den nukleare afskrækkelse.

At parterne havde kernevåben nok til at udslette hinanden mange gange, og dermed også kunne afskrække modparten fra at foretage direkte krigshandlinger, kaldtes for terrorbalancen, eller den gensidigt sikrede ødelæggelse (mutually assured destruction, MAD) (se kilde 1). Nogle, som f.eks. Robert McNamara, der var amerikansk forsvarsminister i 1961-68, mente, at netop denne balance var med til at opretholde freden \[3\].

Den Kolde Krig var en kappestrid mellem to forskellige ideologiske (og økonomiske) systemer: den vestlige demokratiske-liberale kapitalisme og den østlige autoritære kommunisme.

Kommunismen var egentlig en ideologi udviklet af den tyske tænker Karl Marx med den grundidé, at ingen skulle kunne tjene penge på andre menneskers arbejde. Mange mener dog også, at der er forskel på kommunisme som ideologi og de måder, kommunistiske styreformer er blevet praktiseret. Under den første statsleder i Sovjetunionen (efter revolutionen i 1917), Vladimir Lenin, blev der etableret en autoritær styreform med en stærk stat. Der blev efterhånden indført betydelige indskrænkninger i personlig frihed til bl.a. at rejse og til at ytre sig kritisk. Særligt under Josef Stalin, der blev Lenins efterfølger som statsleder, skete der også omfattende udrensninger af såkaldte ”politiske fjender” \[4\] (Se også Faktalink om kommunisme). 

Kapitalismen lagde vægt på privat initiativ og minimal indblanding fra staten og de fleste vestlige samfund havde en styreform med demokratisk valgte ledere. Ledende vesteuropæiske lande som Storbritannien og Frankrig (og Danmark) var dog samtidig stadig kolonimagter i Den Kolde Krigs første årtier, så på mange måder gjaldt idealerne om demokrati og personlig frihed primært ”derhjemme”.

I februar 1945 var 2. Verdenskrig endnu ikke slut, men det var begyndt at stå klart, at det kun var et spørgsmål om tid. Derfor mødtes lederne af de allierede krigsførende lande, USA (Franklin D. Roosevelt), Storbritannien (Winston Churchill) og Sovjetunionen (Josef Stalin) i Jalta på Krim for at diskutere, hvad der skulle ske med Europa, når krigen var slut. Dette møde kaldes også Jaltakonferencen. Her aftalte de allierede, at Sovjetunionen kunne beholde indflydelse i de områder af Østeuropa, som det havde befriet. Man enedes også om en fælles administration af Tyskland, ligesom alle parter godkendte oprettelsen af FN \[5\].   

I Østeuropa fik Sovjetunionen i årene efter krigen installeret Sovjettro regimer i alle landene og det kulminerede med delingen af Tyskland i 1949, hvor staterne DDR (på dansk ofte kaldet Østtyskland) og BDR (på dansk ofte kaldet Vesttyskland) blev oprettet \[6\].

I Vesteuropa grundlagdes liberalt-kapitalistiske stater med demokratisk styreform. Det var dog vigtigt for USA at sikre, at de demokratiske rettigheder ikke førte til, at nogle af disse lande blev kommunistiske. Det lå bag Truman-doktrinen, hvor USA’s præsident Truman erklærede, at USA aktivt ville støtte antikommunistiske kræfter verden over. Dette skete både med åben økonomisk og militær støtte, men også ved hjælp af hemmelige undergravende aktiviteter \[7\].

De fleste lande i Europa var fattige efter 2. Verdenskrig og stod overfor en omfattende opbygning. USA tilbød økonomisk hjælp i form af den såkaldte Marshall-plan (opkaldt efter USA’s udenrigsminister George Marshall) fra 1947. Marshall-planen gik ud på, at USA tilbød økonomisk og materiel støtte samt lån, så modtagerlandene kunne importere fra USA. Hjælpen var betinget af handel med USA og politiske reformer i retning af liberal markedsøkonomi. På den måde kunne USA binde Vesteuropa til sig økonomisk og politisk. Det betød også, at de østeuropæiske lande, som fik tilbudt Marshall-hjælp, måtte sige nej, da deres binding til Sovjetunionen forhindrede dem i at gå ind på de amerikanske modkrav \[8\]. Marshall-planen blev koordineret gennem organisationen OEEC (Organisation for European Economic Cooperation), senere OECD (Organisation for Economic Co-operation and Development) \[9\]. Marshall-planen og Truman-doktrinen var ifølge Truman selv to sider af samme mønt, da de begge skulle modvirke kommunistisk indflydelse \[7\].

Som pendant til OEEC oprettede Sovjetunionen COMECON (Council for Mutual Economic Assistance) som samarbejdsorgan for de kommunistiske økonomier i 1949 \[10\].

Militært var Den Kolde Krig først og fremmest præget af kernevåbnene. USA havde som sidste større militære operation under 2. Verdenskrig nedkastet to atombomber over de japanske byer Hiroshima og Nagasaki.  I 1949 prøvesprængte Sovjetunionen sin første atombombe og supermagterne fortsatte med at konkurrere på større og mere effektive atomvåben og mere teknologisk avancerede måder at levere dem på – herunder gennem rumteknologi. Der foregik samtidig en betydelig oprustning af konventionelle styrker under Den Kolde Krig \[11\].

I 1949 dannede de vestlige lande militæralliancen NATO (se Faktalink om NATO) og i 1955 lancerede Østblokken sin pendant med Warszawa-pagten \[12\] (Se også Faktalink om NATO).

Den Kolde Krig inddeles ofte i tre faser, der angiver forskellige niveauer af spænding \[1\].

Den tidlige (også kaldet første) Kolde Krig betegner perioden fra 1945 til 1962, hvor opdelingen af verden blev cementeret og spændingen var på sit højeste. Europa blev delt, oprustningen tog fart, og der var en række kriser, hvor supermagterne følte hinanden på tænderne. En af disse var Berlin-krisen, hvor Stalin beordrede alle veje ind i Vestberlin blokeret og de vestlige lande som modsvar etablerede en luftbro til at få forsyninger til borgerne i Vestberlin \[13\] (Se også tidslinjen for andre kriser).

Denne fase af Den Kolde Krig kulminerede med Cubakrisen. Derefter indså supermagterne nødvendigheden af at indgå i forhandlinger og de etablerede også en direkte telefonlinje, også kaldet ”den varme linje” mellem de to supermagters ledere – den findes stadig \[14\].

”Détente” betyder en forbedring i et ellers anstrengt forhold mellem to lande, og det kalder man Den Kolde Krigs periode mellem 1963 og 1978. I disse år indledte supermagterne forhandlinger og enedes om en række nedrustningsaftaler \[15\]. Også på tværs af blokkene i Europa blev relationerne forbedrede, ligesom USA og det kommunistiske Kina kom på talefod \[1\].

Alt var dog ikke fryd og gammen: I forbindelse med afkoloniseringerne i det globale syd, involverede begge sider i Den Kolde Krig sig i en række lokale konflikter uden for deres egne territorier, måske bedst illustreret ved USA's involvering i Vietnam-krigen. Dermed blev det også tydeligt, at selvom supermagterne tilsyneladende havde fundet ud af at leve fredeligt side om side efter delingen af den nordlige halvkugle, konkurrerede de stadig om dominans på verdensplan.

Den anden, eller den nye, Kolde Krig betegner perioden fra slutningen af 1970’erne. Et skelsættende år var 1979, hvor Sovjetunionen invaderede Afghanistan og NATO vedtog den såkaldte dobbeltbeslutning (se tidslinjen). I 1981 indtog Ronald Reagan præsidentposten i USA og han stod for en betydelig skærpelse af retorikken overfor Sovjetunionen. Han satte også ny fart på oprustningen, bl.a. med det såkaldte ”stjernekrigsprojekt”, et missilforsvar baseret på rumteknologi \[16\].

I 1983 nåede Den Kolde Krig et spændingsniveau, man ikke havde set siden Cubakrisen \[17\]. Forholdet blev dog bedre under Reagans anden præsidentperiode fra 1985, hvor Mikhail Gorbatjov blev leder af Sovjetunionen. De havde tilsyneladende gensidig sympati og indledte på ny nedrustningsforhandlinger. I 1987 indgik de en banebrydende aftale om at afskaffe alle mellemdistanceraketter i Europa \[15\] \[18\].

Mikhail Gorbatjov indså, at det sovjetiske system ikke var bæredygtigt og iværksatte reformer, som skulle forbedre den økonomiske situation og give befolkningen flere frihedsrettigheder. Disse reformer gik under betegnelserne Perestrojka (omstrukturering) og Glasnost (åbenhed) \[18\].

I Østeuropa var der en del græsrods- og folkelige bevægelser, som også vejrede morgenluft i lyset af de nye toner fra Sovjetunionen – og i modsætning til tidligere slog Sovjetunionen ikke ned på disse bevægelser militært. Udvidelsen af befolkningens politiske rettigheder og bevægelsesfrihed i de østeuropæiske lande kulminerede med Berlinmurens fald i november 1989 (se Faktalink om Berlinmuren og Berlinmurens fald). Gorbatjov forsøgte at holde sammen på selve Sovjetunionen, men blev overhalet indenom af de reformkræfter, han selv havde sluppet løs. Blandt andet erklærede flere og flere af sovjetrepublikkerne sig selvstændige. Sovjetunionen ophørte formelt med at eksistere den 25. december 1991. Hermed var Den Kolde Krig fortid \[1\] \[18\].

Den Kolde Krig dominerede ikke blot den nordlige halvkugle. Supermagterne kæmpede også om indflydelse i det globale syd, særligt i forbindelse med afkoloniseringen, men også i forbindelse med politisk ustabilitet og borgerkrige. Begge parter ønskede at sikre venligtsindede regeringer i så mange lande verden over som muligt, og derfor støttede de kup, oprørsbevægelser (eller det modsatte) og parter i borgerkrige i Sydamerika, Mellemøsten, Afrika og Asien. Ofte støttede supermagterne på samme tid hver sin side i lokale konflikter og derfor blev disse konflikter betegnet som stedfortræderkrige eller proxykrige: Supermagterne var ikke i krig direkte med hinanden, men kæmpede mod hinanden per stedfortræder. Derfor er det heller ikke korrekt at sige, at Den Kolde Krig ikke var militær. Selvom Tredje Verdenskrig ikke brød ud, var der mange blodsudgydelser under stedfortræderkrigene. Eksempler på stedfortræderkonflikter er Korea-krigen, Vietnam-krigen, Afghanistan-krigen, borgerkrigene i Congo, Angola og Nicaragua, samt forskellige statskup, blandt andet i Chile i 1973, hvor USA støttede Pinochet, som indførte militærdiktatur \[30\].

Marshall-hjælpen havde betydelig effekt i Danmark i de trange år efter krigen og med medlemskabet af NATO i 1949 brød Danmark med århundreders militær neutralitet. Med sin geografiske placering i vest og på grund af det tætte politiske og økonomiske bånd til USA, skete der også en betydelig amerikansk kulturel indflydelse i Danmark gennem musik, mode, film, osv. \[31\]. Også det danske ungdomsoprør i 1968 var inspireret af protester mod Vietnam-krigen i USA.

Danmark skærmede sig dog også mod nogle elementer af amerikansk indflydelse: Der var forbehold mod atomvåben og amerikanske baser i Danmark (med undtagelse af Grønland) og de danske regeringer valgte at opbygge en velfærdsstat frem for kapitalisme i dens rå amerikanske form.

Danmark havde også et kommunistisk parti, DKP, som modtog økonomisk støtte fra Sovjetunionen og ønskede at indføre Sovjetkommunisme i Danmark. Partiet vandt aldrig betydelig parlamentarisk indflydelse, men har måske medvirket til at trække det generelle politiske billede mod venstre (se Faktalink om kommunisme).

Den Kolde Krig berørte også borgerne personligt i de forskellige lande. I Sovjetunionen var der betydelig undertrykkelse af visse personlige rettigheder, og i områderne med stedfortræderkrige led mange mennesker under urolighederne. De mennesker, der boede tæt på områder, hvor der blev prøvesprængt atomvåben, risikerede at blive evakueret eller forgiftet \[32\].  
En altovervejende faktor, som berørte mange verden over, var frygten for atomkrig, som gennemsyrede på både samfunds- og individplan. Myndigheder udsendte vejledninger til, hvordan borgerne skulle forholde sig i tilfælde af atomkrig, men med tanke på kernevåbnenes ødelæggende kraft, forekom den slags vejledninger utilstrækkelige for mange mennesker \[33\].

Den Kolde Krig blev oprindeligt ofte studeret og tolket ud fra, hvem der bar ansvaret for tingenes udvikling: USA, Sovjetunionen eller dem begge. Dette var en afspejling af, at forskerne primært beskæftigede sig med ”realpolitik”, altså beslutninger om forsvar, økonomi og politik på regeringsniveau.  
Efter Den Kolde Krigs afslutning og med den tidsmæssige afstand er der dog blevet plads til mere mangfoldige tilgange til emnet. Det har også haft stor betydning, at nye arkiver er blevet åbnet op. Nu er det ikke blot de politiske, militære og økonomiske beslutninger på topplan, der bliver studeret, men også hvordan Den Kolde Krig udspillede sig i forskellige samfundssammenhænge, i hverdagen, i medierne, i kulturen, osv. \[1\]

Den Kolde Krig er et kontroversielt tema med mange forskellige tolkningsmuligheder alt efter perspektiv. Derfor er der også mange, der har brugt henvisninger til Den Kolde Krig til at fremme politiske, ideologiske eller sågar militære sager.

Før Danmark gik med i den USA-ledede invasion i Irak i 2003 (se også Faktalink om Irak-krigen og om 11. september 2001), argumenterede daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen for, at Danmark skyldte USA sin loyalitet, fordi vi havde svigtet i 1980’erne, da vi tog forbehold for NATOs atomvåbenpolitik (den såkaldte fodnotepolitik) \[34\].

I den nuværende russiske krig mod Ukraine beskylder Ruslands præsident Vladimir Putin NATO for at svigte løfter fra Den Kolde Krigs sidste dage om ikke at udvide NATO mod øst. Konflikten omkring NATOs interesseområde er en betydelig del af forklaringen på det anstrengte forhold mellem Rusland og Vesten (se Faktalink om NATO).

Nogle steder kan man købe produkter med gamle østblok-symboler på, primært som merchandise og t-shirts. På loppemarkeder og i antikvariater i den gamle østblok kan man også finde ”ægte” ting fra den kolde krigs tid. Det er udtryk for såkaldt Ostalgie, et ordspil på ”Nostalgi” og ”Ost” som betyder øst på tysk. Ostalgie er egentlig ikke kommerciel, det er derimod en kritik af den vestlige forbrugsbaserede kapitalisme, som fejede over østblokken i 1990’erne, samtidig med at forretninger lukkede, arbejdsløsheden og uligheden steg, samtidig med at sociale sikkerhedsnet forsvandt \[35\].

Siden Ruslands annektering af Krim-halvøen i Ukraine i 2014 har det været populært blandt mange journalister og kommentatorer at tale om en ”ny kold krig”. Forskere er dog stort set enige i, at det ikke giver mening: På mange måder er verden af i dag mere ustabil. Det skyldes, at der ikke længere er en bipolær orden med to supermagter, der dominerer resten af verden. Snarere er verdensordenen på vej til at blive multipolær med flere regionale stormagter, hvilket gør udviklingen langt vanskeligere at forudsige.  Rusland har heller ikke samme magt og styrke som Sovjetunionen havde under Den Kolde Krig og Europa er i højere grad forenet frem for delt mellem Øst og Vest \[36\]

Der kan dog godt stadig være fællestræk mellem den nutidige situation og tiden under Den Kolde Krig. De gensidige fjendebilleder lever i bedste velgående, ligesom Den Kolde Krigs logikker stadig bliver aktiveret i forbindelse med aktuelle konflikter. Desuden har nogle aktuelle konflikter også stadig karakter af stedfortræderkrige mellem Rusland og NATO. Det gælder særligt i Syrien og Ukraine – og måske også i den spirende konflikt mellem Iran og Israel.

Det er desuden muligt, at de konstante interventioner under Den Kolde Krig var med til at yderligere destabilisere det globale syd og forlænge konflikter i den del af verden.

Ligesom Den Kolde Krig var med til at forme det danske samfund, da den stod på, har den efterladt sig en betydelig arv. Måske er den mest synlige effekt det danske NATO-medlemskab samt de mange konflikter i verden, hvor danske soldater har deltaget i sammen med USA's militær. Også forholdet til Rusland bliver ofte fortolket ind i en koldkrigsramme, selvom Danmarks strategiske forhold er helt anderledes i dag: Under Den Kolde Krig var Danmark det eneste Østersø-land, som var medlem af NATO. I dag er Rusland det eneste Østersø-land, som _ikke_ er.

Østtysk grænsevagt overvåger området omkring Berlinmuren i 1988.

Kolde krig topbillede.png

Den kolde krig

Danmark bliver medlem af FNs Sikkerhedråd

Donald Trump Jr. fotograferet ved statue af Hans Egede i Nuuk

Donald Trump Jr. (i midten) besøger Nuuk d. 7. januar 2025.

Trump og Grønland-Emil StachArctic CreativeRitzau Scanpix@20250107-164617-L-4176x2784ma.jpg

Trump og Grønland - igen

Beta collage biggest.png

Velkommen til det nye Faktalink

Rigsfællesskabet er en betegnelse for forholdet mellem de tre dele af det danske kongerige, Danmark, Grønland og Færøerne. Det nuværende rigsfællesskab kan ses som resterne af det endnu større danske kongerige der fandtes før 1814. Der er en heftig debat om rigsfællesskabets fremtid hvor stærke kræfter både i Grønland og på Færøerne taler for – i det mindste på et tidspunkt – at opnå fuld selvstændighed ved at træde ud af rigsfællesskabet.

Den danske jurist Frederik Harhoff brugte begrebet ’rigsfællesskabet’ i sin doktordisputats fra 1993, og det har siden været det mest almindelige begreb om det retlige forhold mellem Danmark, Grønland og Færøerne. ’Rigsfællesskabet’ har dog ingen juridisk betydning og findes ikke i nogen lov. Harhoff forkastede det hidtil mest benyttede begreb ’rigsenheden’ med følgende begrundelse: _”Betegnelsen rigsenheden indeholder imidlertid ikke nogen realistisk karakteristik af forholdet mellem Rigets dele, for denne betegnelse peger på en grundlæggende fælles identitet, der efter min mening er en illusion. Ud fra en mere objektiv betragtning bør man slet og ret betegne Riget som dét, det er; nemlig et fællesskab mellem tre rigsdele, der er grundlæggende forskellige for så vidt angår sprog, kultur, klima, livsmønstre og identitet._” Citeret i Inge Adriansen: Nationale symboler i Det Danske Rige 1830-2000 (se kilder).

Hjemmestyre- og selvstyreordningerne betyder, at de grønlandske og færøske myndigheder varetager en lang række sagsområder, herunder de offentlige finanser, og de kan løbende overtage yderligere sagsområder. Den grønlandske selvstyreordning indebærer også, at det grønlandske folk anerkendes som et folk i henhold til folkeretten med ret til selvbestemmelse.

På Statsministeriets side om rigsfællesskabet (se kilder) hedder det om rigsfællesskabet, at ”_Færøerne og Grønland er dele af det danske rige. På grund af områdernes særlige nationale, historiske og geografiske forhold har de en udvidet grad af selvstyre. Med hjemmestyre-/selvstyrestyreordningerne har de færøske og de grønlandske myndigheder fået mulighed for selv at beslutte at overtage ansvaret for en række sagsområder.”_ Dog kan følgende områder ikke overtages af de grønlandske og færøske myndigheder: statsforfatningen, statsborgerskab, Højesteret, udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik samt valuta- og pengepolitik.

Grønlændere og færinger har automatisk dansk indfødsret, også kaldet statsborgerskab.

Grønland er verdens største ø med et areal på 2.180.000 km². Grønlands areal er dermed 50 gange større end Danmarks. Der bor cirka 56.000 mennesker i Grønland, hvoraf de 17.000 bor i hovedstaden Nuuk. 80 % af Grønlands areal er dækket af indlandsis.

Befolkningen består af 87 % grønlændere (inuitter og grønlandsk fødte danskere), mens danskere og andre nationaliteter udgør 13 %. Inuitter er den officielle fællesbetegnelse for arktiske folk, der tidligere har været kendt som eskimoer. De officielle sprog i Grønland er grønlandsk og dansk, men grønlandsk er klart mest udbredt. Grønlandsk er i familie med de øvrige inuit-sprog, der bliver talt i Arktis.

Ifølge rapporten "Til gavn for Grønland" (se kilder) udgør den økonomiske støtte fra Danmark, kaldet bloktilskuddet, mere end en fjerdedel af Grønlands bruttonationalprodukt og lå i 2015 på 3,7 mia. kr. Langt den største del af vareeksporten stammer fra fiskeriet. Arbejdsløsheden ligger temmelig højt, på 9,4 %, og uddannelsesniveauet er lavt. 70 % af befolkningen i den arbejdsdygtige alder har ingen uddannelse udover grundskolen.

Regeringen kaldes efter indførelsen af selvstyre i 2009 for Naalakkersuisut (på dansk Landsstyret), mens parlamentet hedder Inatsisartut (Landstinget). Grønland har to folkevalgte repræsentanter i det danske folketing.

Færøerne består af 18 øer og ligger i det nordlige Atlanterhav cirka midtvejs mellem Norge og Island. Færøernes areal er på cirka 1.400 km², hvilket er en smule større end Lollands areal. Der bor cirka 50.000 mennesker på Færøerne, hvoraf de 20.000 bor i hovedstaden Torshavn.

Færingerne taler færøsk, som er nært beslægtet med islandsk. Foruden færøsk er dansk også officielt sprog, og det er obligatorisk andetsprog fra 3. klasse i færøske skoler. Dansk benyttes dog kun sjældent til daglig.

Ifølge DenStoreDanske.dk’s opslag "Færøerne – økonomi" (se kilder) er Færøerne et velstående samfund, hvis økonomi er stærkt afhængig af fiskerierhvervet. I 2010 udgjorde fisk og fiskeprodukter ca. 91 % af eksporten. Landet modtager bloktilskud fra Danmark, som i 2015 var på 650 mio. kr.

Færøerne har en hjemmestyreordning inden for rigsfællesskabet. Parlamentet kaldes for Lagtinget, mens regeringen kaldes landsstyret og ledes af lagmanden. Færøerne er ligesom Grønland ikke medlem af EU, men har indgået en fiskeri- og handelsaftale med EU. Færøerne har to folkevalgte repræsentanter i det danske folketing.

I tiden tilbage fra de tidlige vikingebosættelser var Grønland og særligt Færøerne faktisk mere forbundet med Norge end med Danmark. Hans Jacob Debes beskriver i ”Færingernes land” (se kilder), at Færøerne hørte under Norge fra vikingernes tid. Dette ændrede sig ikke, selv om øerne indgik som del af dobbeltmonarkiet fra 1380, hvor Danmark og Norge delte regent, men hvor magten lå i København. I løbet af det 17. og begyndelsen af det 18. århundrede blev forbindelsen til Norge svækket, mens Danmark overtog stadig flere sagsområder.   

Grønland havde ifølge bogen "Det moderne Grønland" af Rasmus Augustesen og Krister Hansen (se kilder) været beboet af inuitter i flere perioder siden ca. 2500 f.v.t., men blev første gang beboet af vikinger fra Norge efter Erik den Rødes opdagelse af Grønland i 982. Efterkommerne af disse kolonister forsvandt af uvisse årsager omkring år 1500, men i 1721 ankom den norske præst Hans Egede og hans følge til Grønland, hvor der blev oprettet nye kolonier med henblik på hvalfangst og kristen mission. 

Ved Kielerfreden i 1814 blev det afgjort, at Danmark skulle afstå Norge til Sverige. Det skete som en konsekvens af, at Danmark var på den tabende side i Napoleonskrigene. Grønland og Færøerne (samt Island, der fik fuld selvstændighed i 1944) forblev under den danske krone.

Grønland fik fra 1857 valgte forsamlinger til at administrere lokale forhold, og i 1908 oprettedes to landsråd med sæde i henholdsvis Godthåb (Nuuk) og Godhavn (Qeqertarsuaq). Relationen mellem grønlænderne og den danske kolonimagt var rolig og uden større konflikter.

Grønlands befolkningstal blev i løbet af 1800-tallet næsten fordoblet til 11.000 indbyggere, og derfor kunne befolkningen ifølge Danmarkshistorien.dk’s opslag "Grønland" (se kilder) ikke længere alene ernære sig ved sælfangst. Af den grund blev der satset på fiskeri i større skala, som snart skulle komme til at udgøre grønlændernes vigtigste erhverv.

Færøerne havde ifølge Danmarkshistorien.dk’s opslag "Færøernes historie" (se kilder) i ret høj grad styret sig selv, men fik i 1816 fastlagt sin status som et dansk amt, der fra 1852 også havde eget amtsråd (Lagtinget). Færøerne blev i 1849 lagt ind under Grundlovens gyldighedsområde og fik repræsentanter i den danske rigsdag.

Den største omvæltning inden for økonomien var indførelsen af eksportorienteret dybhavsfiskeri omkring 1880. Fiskene blev efter fangsten saltet og tørret, hvorefter de kunne eksporteres. Fiskeriet blev hurtigt det altdominerende erhverv, hvilket det stadig er.

Omkring 1890 opstod der en bevægelse for det færøske sprog og den færøske kultur. Denne bevægelse blev hurtigt politisk og kæmpede særligt for, at det færøske sprog skulle indføres i kirken, skolen og retsvæsenet, hvor man på det tidspunkt primært brugte dansk. En sproglig ligestilling blev indført kort før 2. Verdenskrig, undtagen i retsvæsenet, og siden har færøsk været det dominerende sprog på Færøerne.

Da Danmark blev besat af Tyskland i 1940, blev Grønland og Færøerne for en tid isoleret fra Danmark.

Færøerne blev på grund af sin strategiske beliggenhed midt i Nordatlanten fredeligt besat af englænderne med en styrke, der nåede op på 8.000 mand. Hans Jacob Debes skriver i "Færingernes land" (se kilder), at Færøerne pludselig stod i en ny situation, hvor man fik mulighed for at bevise, at man kunne klare sig selv. Der kom ikke længere økonomisk tilskud fra Danmark, men til gengæld solgte man nu fisk til England med enorme fortjenester.

Efter 2. Verdenskrigs afslutning erklærede Færøerne sig i 1946 for en kort tid selvstændigt, hvilket dog hurtigt blev trukket tilbage efter et nyt lagtingsvalg. I 1948 fik færøske og danske politikere forhandlet sig frem til en hjemmestyreordning for Færøerne.

Rasmus Augustesen og Krister Hansen skriver i bogen "Det moderne Grønland" (se kilder), at Grønland som lukket koloni ikke for alvor havde kontakter uden for Danmark før 2. verdenskrig. Dette ændrede sig med krigen, fordi Grønland var et vigtigt led i forsyningsruten fra USA til Europa. Også det amerikanske militærpersonel på Grønland var med til at vise, at der var en større verden uden for Grønland og Danmark og dermed skubbe Grønland ud af sin isolation.

2\. Verdenskrig medførte, at både Grønland og Færøerne åbnede sig mod omverdenen, men hvor Færøerne øgede sin uafhængighed af rigsfællesskabet og fik en hjemmestyreordning, blev Grønland umiddelbart knyttet tættere til Danmark. De danske motiver for at knytte Grønland tættere til Danmark var dels at modernisere det forarmede Grønland, dels at undgå, at amerikanerne skulle beholde kontrollen over Grønland. I 1953 fik Grønland status som et dansk amt, der var ligestillet med de øvrige amter i Danmark. Dermed var Danmarks koloniherredømme officielt overstået, og blev i stedet afløst af en, på papiret, ligeværdig relation.

Mads Lidegaard skriver i bogen "Grønlands Historie" (se kilder), at flere store kommissioner og udvalg nedsat af danske regeringer forelagde forslag og bestemmelser til Grønlands modernisering i løbet af 1950'erne og 1960'erne. Det førte blandt andet til, at udviklingen blev koncentreret i byerne og ikke i de små bygder, at skolen fik et tydeligt dansk indhold, at der blev bygget nye sygehuse, og at boligmassen blev fornyet. Samtidig forbedrede man i løbet af kort tid infrastrukturen, så man fik moderne havneanlæg, vandforsyning, elforsyning og veje. Erhvervsudviklingen skulle koncentreres om fiskeriet, og til det formål flød der store statslige investeringer til fiskefabrikker og trawlere. Man centraliserede og moderniserede altså Grønland på meget kort tid. Det hele blev i stort omfang udført af danskere, og mange grønlændere følte sig afkoblet fra udviklingen.

På Færøerne satte man sig for at opbygge et skandinavisk inspireret velfærdssamfund, og udviklingen af det blev i høj grad finansieret af Danmark. Ifølge Hans Jacob Debes’ "Færingernes land" (se kilder) blev der fra 1950’erne til 1970’erne investeret heftigt i udbygning af elnettet, vejnettet og havnene, i nævnte rækkefølge, mens man i 1980'erne byggede en række tunneler. De fede år under krigen havde også skaffet kapital til investeringer i fiskeriflåden, og sammenholdt med en udvidelse af de færøske fiskerigrænser betød det økonomisk vækst for det færøske fiskeri. Ingrid Falktoft Andersen skriver i "Færøerne – Historie og samfund, kunst og kultur" (se kilder), at Færøerne i de år fik materiel fremgang og blev mere internationalt orienteret.

Det stabile forhold mellem Grønland og Danmark begyndte ifølge Danmarkshistorien.dk’s opslag "Grønland" (se kilder) efterhånden at blive udfordret. En af kilderne til utilfredshed hos grønlænderne var det såkaldte fødestedskriterium fra 1964, der betød, at danskfødte ansatte fik højere løn end grønlændere. Endnu større problemer skabte det, da Grønland i 1972 blev tvunget til at følge Danmark ind i EF, selvom 70 % af de grønlandske vælgere havde stemt imod medlemskab af EF. Det førte til, at Landsrådet på Grønland begyndte at arbejde hen imod en hjemmestyreordning, så Grønland kunne holde sig uden for EF på samme måde som Færøerne gjorde. Der blev nedsat en dansk-grønlandsk kommission, der afgav en betænkning, som blev vedtaget af folketing og landsråd og derefter ved en folkeafstemning i Grønland i 1979. Senere på året blev hjemmestyret indført ved lov.

Disse begivenheder førte også til dannelsen af partierne Siumut, IA og Atassut, der kom til at tegne den politiske udvikling i Grønland i mange år fremover.

De grønlandske politikere nedsatte i 2002 en selvstyrekommission. Kommissionens vigtigste krav var ifølge Rasmus Augustensen og Krister Hansens "Det moderne Grønland" (se kilder) at få grønlænderne anerkendt som et folk, og derfor mente man også, at selvstyre var en mere passende betegnelse end hjemmestyre. Derudover stillede kommissionen en lang række andre krav, blandt andet at Grønland selv skulle have råderet over sin undergrund og de råstoffer, den indeholder, at grønlandsk skulle anerkendes som officielt sprog, og at Grønland skulle have større selvbestemmelse i udenrigspolitikken.

Forslagene dannede grundlag for en grønlandsk-dansk selvstyrekommission, der fremsatte et lovforslag om selvstyre i Grønland. Forslaget blev fremsat til folkeafstemning i Grønland i 2008, hvor 75 % af vælgerne stemte for. Den 21. juni 2009 blev der indført selvstyre i Grønland.

Efter valget til Landstinget den 28. november 2014 kom Landsstyret (regeringen) til at bestå af partierne Siumut, Demokraterne og Atassut med Siumuts Kim Kielsen som landsstyreformand. Den nye landsstyreformand har dæmpet retorikken om grønlandsk selvstændighed i forhold til den mere aggressive stil fra tidligere landsstyreformand, Aleqa Hammond. Kim Kielsen siger, at grønlænderne fortsat skal sigte mod selvstændighed, men at det skal foregå med tålmodighed. Han udtalte følgende til den grønlandske ugeavis Sermitsiaq i artiklen "Selvstændighed ikke sat på pause" (se kilder): ”Vi skal løse de tunge problemer, som udfordrer os i dag, og vi skal forberede os på selvstændighed. Det ene skal ikke vente på det andet, men skal forløbe side om side. Denne strategi betyder, at vi har en stærk og veluddannet ungdom den dag, hvor vi fejrer vor selvstændighed. (...) Vi skal fjerne de sten, som ligger i vejen for selvstændighed, og hvis vi stadig er i live til den tid, skal vi nok sætte et stort fedt kryds ved 'ja' på stemmeseddelen, hvis vore børn beder os om det.”

En af de store udfordringer er den grønlandske økonomi, der er dybt afhængig af bloktilskuddet fra Danmark. Derfor arbejdes der ihærdigt på at finde andre indtægtskilder, eksempelvis fra minedrift eller olieboringer ud for de grønlandske kyster.

Bo Lidegaard skriver i bogen "En fortælling om Danmark i det 20. århundrede" (se kilder), at Færøerne frem til 1990’erne havde oplevet betydelig økonomisk fremgang. Det havde ført til en overophedet økonomi med gavmilde offentlige investeringer og en meget optimistisk udlånspolitik fra de færøske banker.

Da fiskebestandene i løbet af få år begyndte at svinde, kollapsede den færøske økonomi i 1992 med høj arbejdsløshed, massiv udvandring og bankkrise til følge. Den danske stat greb ind med milliardlån, men vilkårene for støtten efterlod tvivl om, hvorvidt støtten skete for færingernes skyld eller for at beskytte danske interesser.

Mange færinger følte sig kørt over af danskerne, og blandt andet derfor fik selvstændighedsbevægelsen fornyet kraft. Det kom så vidt, at en delegation med færøske politikere i 2000 tog til København for at forhandle om selvstændighed, men uenighed om vilkårene lagde en foreløbig dæmper på sagen. I 2005 fik det færøske hjemmestyre dog udvidet muligheden for at få overdraget en lang række sagsområder fra Danmark.

Efter lagtingsvalget den 1. september 2015 trådte den hidtidige lagmand, Kaj Leo Johannesen, fra Sambandspartiet (Forbundspartiet) tilbage efter et dårligt valg. Han blev afløst af Aksel Johannesen fra Javnaðaflokkurin (Socialdemokraterne), der står i spidsen for et landsstyre, som også omfatter partierne Tjóðveldi (Republikanerne) og det liberale parti Framsøkn.

I regeringsgrundlaget for den nye regering står der blandt andet, at man vil have nedsat bloktilskuddet fra Danmark, når der er råd til det. Dertil skal arbejdet med at skrive en færøsk forfatning genoptages. I 2017 skal der være en folkeafstemning, hvor færingerne ifølge regeringsgrundlaget skal stemme om, hvorvidt den øverste myndighed skal ligge hos det færøske folk. Om dette siger lagmand Aksel Johannesen: ”Det betyder ikke, at Færøerne træder ud af rigsfællesskabet. Det fastsætter nogle grundlæggende rettigheder. Som situationen er i dag, så kan et lille flertal i lagtinget i princippet løsrive Færøerne fra Danmark.” Citeret i artiklen "Færøernes nye koalition vil lave en folkeafstemning" på Sermitsiaq.ag (se kilder).

Den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen udtalte i 2016 efter det årlige rigsmøde mellem regeringslederne for Danmark, Færøerne og Grønland, at Grønland og Færøerne frit kan arbejde med at skabe nye forfatninger for deres lande. Ifølge artiklen ”Løkke: Færøerne og Grønland kan frit arbejde med forfatning” i Berlingske (se kilder) respekterer Lars Løkke Rasmussen landenes ønske om selvstændighed og siger også: ”Jeg synes, rigsfællesskabet gør os stærkere, og det har jeg fået bekræftet på mødet i dag. Samtidig har jeg respekt for, at der både på Færøerne og i Grønland er ønsker om at arbejde med egne forfatninger. (...) Regeringen er positiv over for dialog med Færøerne og Grønland om de spørgsmål, der måtte opstå i forbindelse med forfatningsarbejdet. Det fremgår også af regeringsgrundlaget.”

I artiklen fremgår det dog også, at der er en grænse for, hvor langt Færøerne og Grønland kan gå i arbejdet med at få egne forfatninger. Man kan ikke have en forfatning på sammen niveau som en selvstændig stat, hvis man ønsker at forblive i rigsfællesskabet.

I august 2019 kom det frem, at den amerikanske præsident Donald Trump ønskede, at USA skulle købe Grønland af Danmark, i det han betegnede som 'en stor ejendomshandel'. Tanken blev på forhånd affejet som absurd af den danske statsminister Mette Frederiksen, hvilket fik Donald Trump til at aflyse et forestående statsbesøg i Danmark. Mette Frederiksen bakkede op om landsstyreformand Kim Kielsens afvisning af et salg og understregede, at Danmark hverken kan eller vil sælge Grønland: ”Grønland er ikke til salg. Grønland er ikke dansk. Grønland er grønlandsk. Jeg håber vedholdende, at det ikke er noget, der er alvorligt ment.” Citat fra artiklen "Mette Frederiksen slår fast: Grønland er ikke til salg" (se kilder).

Tanken om et salg af Grønland blev latterliggjort verden over, men flere iagttagere har udtalt, at hele forløbet kan styrke Grønlands position både internationalt og inden for rigsfællesskabet. Det grønlandske medlem af Folketinget Aaja Chemnitz Larsen fra venstrefløjspartiet IA udtalte følgende (se kilder): ”Set med grønlandske briller er det gavnligt, at den amerikanske interesse er kommet frem i lyset. Samtidig er det vigtigt for Danmark at forstå, at Grønland ikke bare er en udgift, men er en enormt værdifuld del af rigsfællesskabet, der udgør 98 procent af fællesskabets samlede areal og har en meget vigtig geostrategisk placering.” Citeret fra artiklen ”Grønlandsk medlem af Folketinget: 'Det falder jo ikke til jorden, bare fordi Trump udsætter sig besøg'” (se kilder).

rigsfællesskabet_faktalink_20170112-021910-pf-1920x1279we.jpg

Rigsfællesskabet

Den syriske borgerkrig begyndte som en fredelig protest i foråret 2011, men udviklede sig hurtigt til regulær borgerkrig. Da krigen i 2018 gik ind i sit ottende år, havde den formodentlig kostet op mod 400.000 mennesker livet, mens omkring 13 millioner syrere – over halvdelen af landets befolkning – var flygtet.  
Protesterne, der begyndte i marts 2011, var imod menneskerettighedskrænkelser, manglende økonomiske muligheder og fire årtiers autoritært et-partistyre under Ba'ath-partiet og dets ledere, først Hafez al-Assad 1971-2000 og siden 2001 hans søn, Bashar al-Assad.

Oprøret mod regimet har udviklet til en kamp, hvor både sekulære og islamistiske oprørsgrupper deltager, og en stedfortræderkrig, hvor regionale og globale magter, herunder USA, Rusland, Tyrkiet, Iran og Saudi-Arabien, kæmper om indflydelse. Krigen handler altså i dag i høj grad om realpolitisk rivalisering og mindre om det syriske folks rettigheder.  
I løbet af efteråret 2019 er udviklingen blevet endnu mere kompliceret, efter at USA har trukket de fleste af sine soldater ud, og Tyrkiet har angrebet kurdiske styrker i det nordlige Syrien for at etablere en såkaldt sikkerhedszone langs den syrisk-tyrkiske grænse. Kurderne har derfor søgt hjælp hos regimet, som de ellers har gjort oprør imod, og Rusland og Tyrkiet er nu fælles om at patruljere langs grænsen.  
Selvom mange i dag vurderer, at regimet med præsident Bashar al-Assad i spidsen har vundet krigen, er der langtfra udsigt til fred, og spørgsmålet er, om man kan forestille sig et fremtidigt Syrien med en præsident ved magten, som har bombet, belejret og udsultet sit eget folk.

Syrien har en lang forhistorie med forskellige kulturer og folkeslag, der har domineret det centrale mellemøstlige land og nydt godt af dets placering på ruten mellem øst og vest. Syriens moderne historie starter med mandattidens ophør, hvor Frankrig havde administreret Syrien og Libanon efter Det Osmanniske Riges sammenbrud på en måde, der i vid udstrækning spillede Syriens sekteriske mindretal ud mod hinanden; de dominerende sunnitter over for mindretallene alawitter, kristne, shiitter og drusere og landets største etniske minoritet, kurderne.

Da franskmændene i 1946 trak sig ud af Syrien, som dermed fik selvstændighed, fulgte en række nationalistiske regeringer, hvor det panarabiske, sekulære, socialistiske Ba'ath-parti spillede en hovedrolle. Partiet var domineret af Syriens minoriteter, ikke mindst alawitterne, som også udgjorde en vigtig bestanddel af militærets officerskorps. Ba'ath-partiet kuppede sig til magten i 1963 med den daværende luftvåbengeneral Hafez al-Assad som en vigtig figur. Han blev forsvarsminister i 1966 og greb endelig magten i 1970, først som premierminister og fra 1971 som altdominerende præsident – en post, han beholdt til sin død i 2000, hvor sønnen Bashar al-Assad overtog posten.

25 års relativt anarki blev afløst af stabilitet, men også af en stat uden plads til politisk opposition. Alle tendenser til afvigende politiske ytringer blev undertrykt af en række sikkerhedstjenester, der stod bag fængsling og tortur af politiske modstandere. Alle andre partier end Ba'ath-partiet blev forbudt. Magten blev koncentreret omkring Assads klan af alawitter og en række nøglepersoner i den sunnitiske elite og andre minoriteter.

En del af oppositionen samlede sig i og omkring den islamiske bevægelse Det Muslimske Broderskab, og i slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne stod broderskabet bag attentater og angreb på embedsmænd og militærfolk, og styret slog igen med lige så barske midler. Konflikten kulminerede i 1983 med belejringen af byen Hama, hvor broderskabet stod stærkt. Det syriske militær spærrede byen af for at kvæle et oprør og slog brutalt oprøret ned i en operation, hvor titusinder døde og store dele af byen blev jævnet med jorden. Efter massakren blev medlemskab af Det Muslimske Broderskab gjort ulovligt, og den brutale operation mod broderskabet havde desuden gjort folk bange for at gøre modstand. Så indtil år 2000, da Hafez al-Assad døde, var der ikke tendens til oprør i større skala. Præsidentens død skabte dog håb om opblødning af den totalitære styreform og motiverede politiske modstandere til at organisere sig.

Den afdøde præsidents søn, Bashar al-Assad, overtog præsidentposten i 2000. I modsætning til sin far havde han ingen militær karriere bag sig; han var uddannet læge og arbejdede i årene frem til farens død som øjenlæge i Storbritannien. Bashar al-Assad havde således en mere blød profil end sin far, og det skabte i starten håb om opblødning og reformer. I det første års tid under Bashar al-Assad fik dissidenter og kritikere da også et vist frirum for ytringer, hvilket resulterede i det såkaldte Damaskus-forår 2000-2001, hvor kritikere af styret trådte offentligt frem. Foråret endte imidlertid, da en række dissidenter igen blev arresteret og idømt hårde straffe.

Konflikten startede som en lokal manifestation i byen Dara’a nær den jordanske grænse i foråret 2011. Der havde været enkelte demonstrationer, som dog ikke havde samlet ret mange, især fordi styret slog hårdt ned på demonstranterne. I marts 2011 blev en flok drenge, der havde skrevet regeringskritisk graffiti på byens mure, arresteret af sikkerhedspolitiet og torteret voldsomt. Sikkerhedspolitiets efterfølgende hån over for de arresteredes familier førte til demonstrationer, som hurtigt voksede og bredte sig til andre dele af Syrien.  
Styret satte hårdt ind over for de i starten hovedsageligt fredelige demonstrationer, men drab på og fængslinger af demonstranter fik blot flere til at deltage i demonstrationerne. Protesterne blev mere voldelige, og i slutningen af marts 2011 – i kølvandet på drabet på fire demonstranter – blev syv politifolk dræbt i Dara’a. Styret satte nu militæret ind og lukkede byen af. Men i stedet for at standse protesterne fik det demonstrationer til at bryde ud over hele landet, og i flere byer blev Ba'ath-partiets lokale hovedkvarterer brændt af.

Præsident Assad fyrede sin regering, erkendte, at der var en voksende afstand mellem folket og staten og gav en række rettigheder (bl.a. statsborgerskab) tilbage til landets kurdiske minoritet. Desuden lovede han at afskaffe de forhadte nødlove, som landet i over 30 år var blevet regeret efter. Men samtidig lovede han at slå hårdt ned på alle tendenser til oprør og fulgte op på sit ord: demonstrationer blev beskudt, efterfølgende begravelser blev beskudt, og massevis af demonstranter blev arresteret.

Flere og flere soldater deserterede fra den nationale hær for at støtte demonstranterne, og grupper af væbnede oppositionsfolk sluttede sig i mange tilfælde sammen under den militære paraply, der kom til at hedde den Frie Syriske Hær, ledet af en afhoppet syrisk oberst. Samtidig blev oppositionen mere organiseret i lokale autonome grupper og en paraplyorganisation med sæde i udlandet ved navn Syrian National Council (SNC), som dog har haft problemer med at opnå intern enighed.

Oprøret udviklede sig for alvor til decideret borgerkrig, da den syriske hær den 3. februar 2012 indledte en storstilet militær operation for at drive oprørerne ud af Syriens tredjestørste by, Homs, som længe været et knudepunkt for modstanden mod Assad. Hæren indledte et massivt bombardement af byen og efterfølgende udrensning hus for hus, som krævede uhyre mange ofre og gjorde det klart, at Syrien befandt sig i åben borgerkrig.  
Sideløbende med de voksende protester menes det, at Assad-regimet besluttede at løslade ekstremistiske jihadister fra fængslet for på den måde at bidrage til at omforme det fredelig oprør til en voldelig konflikt, som ville gøre det mere legitimt for styret at slå hårdt ned på oprørerne. Assad havde beskyldt demonstranterne for at være sunni-islamistiske terrorister, og ved at bidrage til at skabe en sådan virkelighed kunne han lettere slå oprøret brutalt ned. Dette var en vigtig grund til, at oprøret udviklede sig til en brutal borgerkrig. Det fremgår af Syrien-opslaget på Globalis.dk (se kilder). I juli 2012 erklærede Internationalt Røde Kors konflikten for en borgerkrig.

Hærens angreb på Homs i 2012 var startskuddet til en militant udvikling af konflikten, og selv oppositionsgrupper med et pacifistisk udgangspunkt gik nu over til væbnet kamp. Forsøg på at etablere internationale fredsplaner bar ikke frugt. Fra at være en underlegen kampstyrke blev diverse oprørsgrupper gradvist stærkere, således at de kontrollerede store dele af især det nordlige og østlige Syrien samt en række forstæder til Damaskus. Regeringshæren generobrede dog snart territorium med hjælp fra styrker fra Hizbollah, Iran og irakiske militsgrupper. På trods af oprørernes tiltagende styrke brød det syriske styre ikke sammen.

I borgerkrigens første år afviste det internationale samfund at intervenere militært. USA's daværende præsident, Barack Obama, gjorde dog klart, at hvis regimet anvendte kemiske våben, ville man intervenere. Derfor forventede mange i august 2013, at det internationale samfund ville intervenere, da Damaskus-forstaden Ghouta blev angrebet med sarin-giftgas – et angreb, som en række undersøgelser med overvejende sandsynlighed kunne fastslå måtte være kommet fra syriske regeringsstyrker. Op til 1.700 personer blev dræbt i angrebet, og USA og en række andre lande forberedte sig på at lave et begrænset bombeangreb på syriske sikkerhedsstyrker. Der var dog ikke politisk opbakning til det i USA og Storbritannien, og Ruslands udenrigsminister foreslog nu, at man i stedet skulle få Assad til at overgive Syriens arsenal af kemiske våben til FN. Et kompromis blev indgået, Assad-regimet tilsluttede sig FN’s konvention mod kemiske våben og forpligtede sig dermed til at afslutte deres brug af kemiske våben.

Siden er det adskillige gange blevet vurderet, at regimet i Syrien har brugt kemiske våben mod deres civilbefolkning, bl.a. i form af angreb med sennepsgas og giftgas. Da regimet i april 2018 angreb byen Douma i udkanten af Damaskus, og efterretninger tydede på, at der blev brugt kemiske våben, angreb Frankrig, Storbritannien og USA i en fælles aktion syriske basere og anlæg, der mentes at kunne producere eller opbevare giftgas. Rusland og Syrien hævdede, at angrebet med kemiske våben var pure opspind.

Det syriske regime har blandt andet bombet både oprørere og civile med tøndebomber, et slags primitivt masseødelæggelsesvåben af tønder fyldt med sprængstof og jernstykker, som kastes ned fra helikoptere.  
Desuden har regimet brugt belejring til at udsulte og udmatte civilbefolkning og oprørere. Det er typisk foregået på den måde, at regimets styrker først har belejret en by, som de så er begyndt at bombe mere og mere intensivt, hvorefter de har sat landtropper ind. Det var bl.a. den måde, regeringsstyrker genindtog millionbyen Aleppo og Damaskus-forstaden Ghouta på, fremgår det af en artikel på dr.dk 23. februar 2018 (se kilder). I artiklen beskrives det, hvordan det stort set var umuligt for nødhjælpsorganisationer at komme ind i de belejrede områder med forsyninger, og de syge og sårede kunne ikke komme ud, fordi FN og nødhjælpsorganisationer måtte have Assad-regimets tilladelse til at køre ind efter dem.

Da dele af det internationale samfund besluttede at intervenere, var for at stoppe den islamistiske og militante gruppe Islamisk Stats fremtog. I september 2014 annoncerede den amerikanske præsident Barack Obama, at USA i samarbejde med allierede i regionen (Saudi-Arabien, Bahrain, Forenede Arabiske Emirater og Jordan) ville indlede luftangreb mod Islamisk Stat, og samme måned blev interventionen indledt. Koalitionen havde allerede indledt angreb mod Islamisk Stat i Irak, og 21 lande meldte sig under koalitionens faner med militær eller økonomisk støtte til angrebene mod Islamisk Stat i Irak og Syrien – blandt andet deltog Danmark med F16-kampfly, først i Irak, siden i Syrien. Koalitionens angreb kom, efter at Islamisk Stat havde erobret et område på størrelse med Storbritannien i grænseområdet mellem Irak og Syrien.  
Da andre oprørsgrupper erobrede vigtige byer tæt på Damaskus og i andre dele af Syrien, bad præsident Assad Rusland om hjælp, hvorefter Rusland begyndte at bombe oprørsgrupperne. Ruslands præsident Vladimir Putin hævdede, at angrebene primært var rettet mod Islamisk Stat, men både USA, syriske aktivister og tænketanke mente, at de russiske angreb især var rettet mod flere moderate oprørsgrupper, som den vestlige, amerikanskledede koalition støttede. Med konflikten mellem den amerikansk ledede koalition og Ruslands militære intervention havde borgerkrigen i Syrien udviklet sig til en stedfortræderkrig (på engelsk _proxy war_), hvor to modsatrettede koalitioner støder sammen, og to forskellige visioner for regionen er på spil. Konflikten kan således både anskues som en intern, national konflikt, en regional konflikt og et globalt interessesammenstød.

Protesterne mod Bashar al-Assads styre blev fra begyndelsen organiseret og støttet af en sammensat gruppe af borgere med ret forskellig baggrund, både mennesker på landet og i byerne fra arbejder- og middelklassen. Fælles var, at mange af dem var blevet økonomisk holdt udenfor af det nuværende regime og oplevede en mangel på social retfærdighed. Det fremgår af en artikel af den syriske forsker, digter og kvinderetsaktivist Mohja Kahf i netmagasinet ATLAS (se kilder).

I takt med at anarkiet bredte sig, og den manglende enighed internt og opbakning eksternt til de mere sekulært orienterede elementer af oppositionsbevægelsen blev tydelig, vandt især mere radikale islamistiske grupper terræn.

Islamisk Stats fremtog blev afgørende for udviklingen af konflikten til en stedfortræderkrig. Grupperne, som har jihadistisk karakter, har medlemmer fra en række andre lande, især Irak, men også Europa, herunder Danmark. Generelt er billedet af oprørsgrupperne flydende, og nye grupper opløses og opstår jævnligt, ligesom de ofte skifter alliance. I 2016 anslog observatører, at der var mere end 1.000 oprørsgrupper i Syrien, hvoraf flere var blevet ekstremistiske, mens de moderate oprørsgrupper mistede terræn, skrev Politiken i februar 2016 (se kilder).  
Kurdiske oprørsgrupper har også spillet en afgørende rolle i krigen, ikke mindst i nedkæmpningen af Islamisk Stat.

Alawitterne (ca. 12% af befolkningen) og især klanen omkring Assad-familien udgør en rygrad i regimet, men styret nyder også opbakning blandt de andre mindretal, der ofte ser styrets sekulære karakter som en garant for mindretallene og imod det overvældende sunnitiske flertal (ca. 70%). En sunnitisk forretningselite støtter – modsat de fleste sunnimuslimer – regimet og er en integreret del af det, mens mange alawitter, drusere og kristne også er principielle modstandere af styret.

Efterhånden er soldater fra nabolande som Libanon, Iran og Irak også kommet til at spille en større rolle som deciderede kampenheder på regimets side.  
Kurderne har langt hen ad vejen søgt at holde sig neutrale, men har i løbet af borgerkrigen deltaget i væbnede kampe og har tilkæmpet sig store områder i især det nordlige og østlige Syrien. Kurdiske militser har desuden deltaget i nedkæmpningen af Islamisk Stat.

Kurderne har spillet en afgørende rolle i kampen mod blandt andet Islamisk Stat. Mens USA bombede Islamisk Stats stillinger fra luften, kæmpede kurdiske militser på landjorden og mistede omkring 11.000 soldater, inden det i foråret 2019 lykkedes at fortrænge Islamisk Stat fra Syrien. Herefter var det kurdernes håb, at de kunne udbygge den uformelle form for selvstyre, de i løbet af krigens seneste år havde etableret i det nordlige Syrien, og de håbede på USA’s støtte. Men USA valgte i oktober 2019 at trække de fleste af sine styrker ud af Syrien, og det gav Tyrkiet mulighed for at sende soldater ind over grænsen, sådan som tyrkerne også havde gjort i 2017. Tyrkiet angreb de kurdiske styrker, samlet i enheden YPG, med det formål at fortrænge dem fra det nordlige Syrien. Tyrkiet frygter nemlig, at hvis Syriens kurdere får selvstyre – ligesom Iraks kurdere har det  - vil Tyrkiets kurdere måske kræve det samme. Tyrkiet angreb derfor YPG-militsen, som har relationer til den kurdiske oprørsbevægelse i Tyrkiet, PKK, og som Tyrkiet opfatter som en terrororganisation. Tyrkiets motiver i forhold til kurderne beskrives i en analyse i POV International i maj 2019 (se kilder).

Da USA trækker de fleste af sine styrker ud af området, trænger tyrkiske soldater og allierede syriske oprørere ind i grænseområdet – med det mål at etablere en 30 kilometer bred såkaldt sikkerhedszone, hvortil Tyrkiet ønsker at sende mange af de syriske flygtninge, som befinder sig i  Tyrkiet. En aftale mellem Rusland og Tyrkiet betyder, at tyrkiske styrker trækker sig ud af området igen til gengæld for, at Rusland garanterer, at den kurdiske milits forsvinder fra området. Herefter begynder Rusland og Tyrkiet sammen at patruljere langs grænsen.  
Kurderne har dermed tabt meget af det, de ellers havde vundet under krigen. (Se også faktalink-artiklen om Kurderne).

Syrien har traditionelt været Irans vigtigste allierede i regionen, mens de også har haft en tung hånd i Libanon, som i mange år var under syrisk kontrol, og hvor særligt den magtfulde Hizbollah-organisation stadig er en direkte allieret. Det samme var palæstinensiske Hamas i lang tid, indtil borgerkrigen i 2012 fik organisationen til at tage afstand til regeringen og i stedet støtte de sunnidominerede oprørere. Både Iran og Hizbollah er direkte involveret i krigen med både militær, tusindvis af krigere og i Irans tilfælde også økonomisk støtte til regimet, ligesom det syriske styre nyder støtte fra Rusland, der i starten sendte våben og i 2015 intervenerede militært for at støtte styret. Regimet støttes også af Kina, der ligesom Rusland har blokeret for resolutioner mod styret i FN’s Sikkerhedsråd for at modvirke vestlig dominans i regionen. Især Rusland har spillet – og spiller – en helt afgørende rolle for, at regimet i dag har genvundet kontrollen med størstedelen af Syrien og står tilbage som krigens vinder.

Oprørernes krav om, at Assad skulle gå af, er blevet støttet af USA, langt de fleste europæiske lande – især Frankrig og Storbritannien – de arabiske golfstater og Tyrkiet, som alle har støttet oprørerne direkte og været udtalte modstandere af Assad-regimet. Tyrkiet har dog også i de seneste år bekæmpet kurdiske grupper, som har erobret landområder i grænseområdet til Tyrkiet. Ifølge visse eksperter har den amerikansk ledede koalitions kamp mod Islamisk Stat indirekte styrket regimet. Allerede i april 2016 forudså seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, Helle Malmvig i Berlingske (se kilder) dette: ”Der er ingen tvivl om, at Danmark – sammen med de andre koalitionspartnere – kommer til at spille præsident Assads spil. Målet med det danske bidrag er jo entydigt at bekæmpe Islamisk Stat, og det baner vejen for, at det syriske regime og dets russiske og iranske allierede kan rykke ind, når Islamisk Stat fortrænges fra områder, som bevægelsen i dag kontrollerer,” sagde hun.  
Da USA i efteråret 2019 trak de fleste af sine soldater ud og lod Tyrkiet nedkæmpe kurdiske oprørsgrupper, forudså en række eksperter, at det på sigt vil styrke Islamisk Stat, og at der er risiko for, at de mange fanger fra Islamisk Stat, som sidder i fangelejre, der har været bevogtet af kurdiske grupper, kan få mulighed for at flygte. I oktober 2019 blev der rapporteret om, at 800 af disse fanger var undsluppet.  
Eksperter vurderer desuden, at det internationale samfund reelt har accepteret, at Bashar al-Assad bliver siddende, og at regimet i Syrien får lov at overleve. Især de europæiske lande har været passive og har overladt scenen til USA og i stigende grad Rusland, og da Rusland har været regimets vigtigste støtte, har det betydet, at styret har kunnet generobre kontrollen over Syrien. I en artikel i Kristeligt Dagblad i november 2019 ((se kilder) siger den franske mellemøstekspert Didier Billion: ”Europæerne er reduceret til kommentatorer og vil eventuelt blive bedt om at bidrage økonomisk til genopbygningen, men uden at have indflydelse på den politiske ramme, som nu indebærer, at den syriske præsident Bashar al-Assad bliver ved magten, så længe det passer Rusland. Det er Vladimir Putin, der styrer spillet nu.”

Det første forsøg på fredsmægling blev lagt i hænderne på FN’s særlige udsending, tidligere FN-generalsekretær Kofi Annan. Annan foreslog en sekspunktsplan, der skulle starte med en gensidig våbenhvile fra april 2012 og derefter fortsætte med en række faser, der skulle lede frem til en overgangsregering og siden demokratiske valg. Våbenhvilen blev imidlertid brudt nærmest omgående, og Annan måtte i efteråret 2012 kaste håndklædet i ringen.  
Siden har der været en række andre forsøg på fredsmægling og forhandlinger under ledelse af FN, som dog ikke har ført til en fredsløsning.  
Parallelt har der været forhandlinger mellem Rusland, der står på regimets side, og Tyrkiet samt flere andre af konfliktens parter. En del af disse forhandlinger har fundet sted i Kasakhstans hovedstad Astana, og de aftaler, der er indgået der, kendes derfor som Astana-aftalerne. Disse aftaler handler blandt andet om at etablere såkaldte de-eskaleringszoner.  
Den FN-ledede proces fortsætter også. I efteråret 2019 skulle et udvalg, der skal udarbejde en ny forfatning for Syrien, mødes i Genève i Schweiz. Målet er, at der skal laves en forfatning, og siden skal der afholdes FN-overvågede valg. Udvalget, som skal lave forfatningen, skal bestå af 150 medlemmer, herunder 50 repræsentanter fra regeringen, 50 medlemmer af oppositionen samt civile udvalgt af FN's særlige udsending til Syrien. Men indtil videre er der ikke enighed om, hvem der skal sidde i udvalget. Det er også en stor udfordring, at det syriske regime kun ønsker at ændre ved den nuværende forfatning, mens oppositionen vil have en helt ny.

I marts 2019 vurderede overvågningsgruppen De Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, at den otte år lange krig havde kostet over 370.000 mennesker livet, deriblandt 112.000 civile, heraf 12.000 børn. Krigen har desuden ført til, at 13 millioner mennesker er fordrevet fra deres hjem og befinder sig i flygtningelejre i Syrien eller i nabolandene eller i eksil i andre lande.

Allerede i 2016 rapporterede FN's Flygtningehøjkommissariat UNHCR (se kilder), at der var mindst 4,8 millioner registrerede flygtninge i lande udenfor Syrien; langt størstedelen i Tyrkiet, Libanon, Jordan og Irak. Desuden vurderede FN, 13,5 millioner syrere havde behov for humanitær hjælp inde i Syrien. Det fremgår af Dansk Røde Kors temaside om Syrien (se kilder).  
Selv om dele af Syrien siden er blevet mere fredeligt, at der stadig mange angreb, som dræber civile, herunder mange børn. Så sent som i juli 2019 udtalte FN’s menneskerettighedskommissær, Michelle Bachelet, ifølge en artikel på Globalnyt-dk (se kilder) om angreb i den nordlige Idlib-provins udført af russiske styrker og den syriske hær: ”Den seneste ubarmhjertige kampagne med luftangreb udført af regeringen og dens allierede rammer fortsat medicinske faciliteter, skoler og anden civil infrastruktur såsom markeder og bagerier.” Mange syrere lever uden adgang til lægehjælp, medicin, vand, elektricitet og daglige fornødenheder.

En af de store udfordringer for Syriens nabolande, er de mange syriske flygtninge. Allerede i 2016 vurderede FN, at der var over 1 million syriske flygtninge i Libanon, hvilket svarer til, at flygtningene udgør knap en fjerdedel af landets befolkning, mens Tyrkiet har taget imod omkring 3,6 millioner syriske flygtninge. Krigen i Syrien bidrog også til den kaotiske udvikling i [Irak](https://globalis.dk/konflikter/irak) og udbredelsen af [Islamisk Stat (IS)](https://globalis.dk/konflikter/islamisk-stat-is) der. Det fremgår af Globalis.dk’s opslag om Syrien (se kilder). Også i Israel er der udbredt bekymring for, hvad konflikten kan betyde for den i den arabiske verden så upopulære stat, og den israelske hær har flere gange angrebet mål i Syrien. Derudover har borgerkrigen i Syrien først og fremmest haft indirekte konsekvenser i og uden for regionen på grund af fremvæksten af Islamisk Stat, som har terroriseret lande fra Mellemøsten til Europa og USA (se Faktalink-artiklen om Islamisk Stat).

Tyrkiet har især reageret på, at det lykkedes kurdiske oprørere i Syrien at sætte sig på et stort område i det nordlige Syrien og etablere en form for selvstyre. Den tyrkiske regering frygter, at kurdere i Tyrkiet vil gøre oprør med støtte fra syriske kurdere, og det har fået den tyrkiske regering til at slå hårdt ned på tyrkiske kurdere og til at angribe kurderne i Syrien og – med støtte fra Rusland – etablere en såkaldt sikkerhedszone langs den tyrkisk-syriske grænse, hvor Tyrkiet og Rusland siden november 2019 har patruljeret. Tyrkiet ønsker at sende syriske flygtninge tilbage til denne zone og er – ifølge Amnesty International – begyndt at tvinge og true flygtninge tilbage over grænsen. Det fremgår af et Ritzau-telegram fra oktober 2019 (se kilder).

En af de mest anerkendte Syrien-eksperter, Peter Harding, fra organisationen International Crisis Group vurderer, at ”syrerne betaler en ublu pris for dette dødvande. Landets byer bliver revet fra hinanden. I den store og livlige by Homs er sunnimuslimske kvarterer blevet reduceret til murbrokker, mens hovedsageligt kristne områder omkring det centrale marked er blevet kværnet til støv. Det industrielle kraftcenter Aleppo er på vej ned af den samme rute, og det samme kan ske for hovedstaden Damaskus. Arkitektonisk arv er blevet jævnet med jorden eller plyndret, hvorved en vigtig kilde til national stolthed forsvinder, for ikke at nævne indtægterne fra fremtidig turisme. Familier, erhvervsliv og religiøse organisationer er blevet fordrevet eller sønderrevet af død eller uoverstigelig uenighed,” forklarer han i artiklen ”The Syrian Heartbreak” på merip.org, der er hjemmeside for Middle East Research and Information Projects (se kilder). Der har desuden været massive ødelæggelser af de historiske kvarterer i byer som Homs, Damaskus og Aleppo samt ikke mindst Islamisk Stats erobring og ødelæggelse af den historisk og arkitektonisk vigtige oldtidsby Palmyra.

Efter at det syriske regime har generobret kontrollen med omkring to tredjedele af landet, er en del områder nu mere sikre at opholde sig i. I en artikel i Kristeligt Dagblad i november 2019 (se kilder) vurderer generalsekretær i den humanitære organisation Syrisk Røde Halvmåne, Khaled Erksoussi, at det i en del områder i Syrien er blevet muligt at vende hjem og leve nogenlunde sikkert. Samtidig påpeger han dog, at ”der er en række udfordringer, som gør det svært for dem, der vender hjem. Ikke mindst de sanktioner, der stadig er i kraft (fra EU og USA’s side, red.), og som betyder, at en række varer ikke kan importeres til Syrien. Det gør genopbygningen sværere.”  
Han nævner også, at en række nødhjælpsorganisationer har nedtrappet deres hjælp i Syrien i takt med, at krigen er stilnet af, men at det netop er nødvendigt med nødhjælp og forskellige former for bistand, hvis flygtningene skal kunne etablere en tålelig tilværelse, og hvis man vil forhindre nye strømme af flygtninge ud af Syrien: ”hvis folk bliver desperate over, at de må blive ved med at undvære skoler til deres børn og fornødenheder som vand og strøm, begynder de at søge andre steder hen. Så står vi med endnu flere flygtninge,” siger han.

Der er endnu ikke nogen endelig fredsaftale på plads, og iagttagere vurderer, at det internationale samfund, herunder FN’s sikkerhedsråd, til dels har givet op over for situationen i Syrien, hvor regimet med Ruslands støtte er blevet krigens sejrherre. Michelle Bachelet, FN’s menneskerettighedskommissær udtalte ifølge en Globalnyt.dk i juli 2019 (se kilder): ”Nu dræber og lemlæster luftangreb et betydeligt antal civile adskillige gange om ugen, og svaret er tilsyneladende et kollektivt skuldertræk, mens Sikkerhedsrådet er lammet af de fem permanente medlemmers vedvarende mangel på evne til at enes om at bruge deres magt og indflydelse til at stoppe kampene og drabene en gang for alle”.

Tilsvarende vurderer flere eksperter i en artikel i Kristeligt Dagblad 1. november 2019 (se kilder), at et forslag fra den tyske forsvarsminister Annegret Kramp-Karrenbauer om at sætte en international fredsstyrke ind i Syrien, er helt urealistisk.  
Selv når krigen slutter, vil der under alle omstændigheder være lang vej til egentlig fred, fremgår det af en analyse i POV International maj 2019 (se kilder). Her nævnes det, at et af kendetegnene ved den syriske konflikt har været systematisk bombning af skoler og hospitaler. Der er derfor brug for genopbygge både hospitaler og skoler, ligesom der ifølge analysen mangler 150.000 lærere, som enten er flygtet eller dræbt.   
Desuden er der den store udfordring, at det regime, som demonstranterne tilbage i 2011 protesterede imod, og som oprørerne har ønsket at fjerne, stadig sidder ved magten.

”Det særlige ved Syrien er, at sejrherren er den samme, som før borgerkrigen startede. Der vil ikke være en ny præsident på magten, der kan symbolisere et nyt Syrien, et nyt kapitel, en frisk start for et ødelagt land. Det er i sig selv problematisk, for syriske flygtninge i udlandet har næppe lyst til at vende hjem til det samme styre, de flygtede fra. Det vil formentligt også klinge hult for landets civilbefolkning, hvis præsidenten forsøgte sig med en forsoningspolitik. Folk ved jo godt, at selvsamme præsident var ansvarlig for en systematisk bombning af blandt andet skoler og hospitaler. Men netop genopbygning af skoler, hospitaler, infrastruktur og genhusning er muligvis den mest farbare vej frem for landet,” fremgår det af analysen, der konkludrer: ”Kan man hele et traumatiseret land uden at forholde sig til de menneskelige tragedier, landet har været ramt af? Kan man komme videre alene på gendannelsen af fysiske rammer og infrastruktur? Næppe. Men det kan være, at det er det eneste, der bliver tilbudt den syriske befolkning.”

Civile i ruinerne i Aleppo, december 2016, efter flere måneders bombardementer. 

borgerkrigen i Syrien_faktalink_20161222-085408-L-1000x666we.jpg

Borgerkrigen i Syrien

Månen har altid fascineret mennesker. Når mørket falder på, og månen reflekterer solens lys ned på jorden, har mange gennem tiden stillet sig selv spørgsmålet: ’Hvad foregår der egentlig deroppe?’ 

Den undren var medvirkende til, at amerikanerne og russerne i 1950’erne og 1960’erne kæmpede om at blive de første til at betræde månen. En kamp, som amerikanerne vandt i 1969, da Neil Armstrong som det første menneske satte sine føder på månen. Russerne havde inden da været de første til at sende et menneske ud i rummet i form af Jurij Gagarin i 1961.

I alt har 12 personer betrådt månen. Alle er amerikanere, alle er mænd og 11 ud af 12 er tidligere spejdere. Harrison Schmitt blev den sidste, der i 1972 betrådte månen. Siden har der ikke været mennesker. Men det ser ud til at ændre sig de kommende år. 

Det skyldes, at der igen er et månekapløb i gang mellem klodens stormagter. I dag kæmper Rusland, Indien, Kina og USA om at blive de første, som får etableret en base. Samtidig er der private aktører, heriblandt SpaceX – der ejes af rigmanden Elon Musk – flyproducenten Boeing, og Blue Origin, der ejes af rigmanden Jeff Bezos.

Månen er nemlig fyldt med metaller, mineraler og sjældne jordarter, som er værdifulde på jorden. Oven i dette mener astronomer, at der kan være vand på den sydlige del af månen. Nogle drømmer om, at mennesker en dag kan bo deroppe. Første skridt er at oprette en månebase på månen eller i kredsløb om månen. Derfor vil amerikanerne også gerne have astronauter tilbage på månen i 2026-2027. En base på månen kan potentielt bruges som et springbræt til rumrejser længere ude i rummet. Blandt andet til planeten Mars.

Fra 1950’erne til 1970’erne kæmpede USA og Sovjetunionen om, hvem der kunne komme først i rummet og først til månen. Et rumkapløb er dog dyrt, og begge landes rumprogrammer blev efterhånden nedprioriteret økonomisk af deres regeringer.

I dag er det mere end 50 år siden, at den sidste mand satte sine ben på månens overflade. Til gengæld er interessen for månen igen blomstret op.

Nu handler kapløbet om månen om, hvem der kommer først til månens sydpol for at etablere en base. Det er der flere lande, der kæmper om. De største lande er USA, Rusland, Indien og Kina.

USA står dog ikke alene i sine bestræbelser. Sammen med foreløbigt 43 andre lande (pr. 3. juni 2024) har USA underskrevet de såkaldte Artemis-aftaler. Det er et sæt regler og normer for, hvordan vi opfører os i rummet og på månen \[1\]. 

Selvom Indien kører sit eget rumprogram, har landet valgt at tilslutte sig aftalerne. Det samme har så forskellige lande som bl.a. Tyskland, Storbritannien, Frankrig, Japan, Nigeria, Brasilien, Sverige, Armenien og Island. Danmark har ikke underskrevet. Aftalerne har mødt kritik fra blandt andet Kina, som anklager USA for at ville oprette et NATO i rummet \[2\] Forskere mener også, at aftalerne er en måde at omgås de eksisterende FN-aftaler om rummet og månen, som klart dikterer, at rummet er fælleseje \[3\]. 

Månens sydpol er interessant af flere årsager. For det første regner man med, at der findes vand på sydpolen. Der er nemlig områder, hvor solen aldrig rammer. Det er grotter med meget lave temperaturer – helt ned til minus 246 grader. Her mener forskerne, at man bør kunne finde is eller vandmolekyler. Hvis man kan bruge vandet, kan det blive muligt at etablere en base på månen til at udforske rummet længere væk. 

Månen indeholder også en række grundstoffer og sjældne jordarter, som kan være interessante at hente ned til jorden. Sydpolen er også interessant, fordi den er et bedre sted at opholde sig for mennesker end månens ækvator. Det skyldes, at månens ækvator svinger mellem temperaturer på ca. 120 grader og minus 130 grader. 

Da månen ikke har en atmosfære ligesom jorden, bliver den ikke beskyttet mod kulde og varme på samme måde. Det medfører store temperaturudsving. Men på sydpolen er der områder, hvor temperaturerne er mindre fjendtlige. 

Inderne, der var de første, som landede et fartøj uden mennesker på månens sydpol i 2023, har målt cirka 50-60 grader \[4\].

Månen indeholder et væld af grundstoffer, herunder sjældne jordarter, mineraler og metaller. De kan bl.a. bruges til fremstilling af mobiltelefoner, batterier til elbiler og magneter til vindmøller. Nogle af de mest almindelige grundstoffer på månen er ilt (O), jern (Fe) og silicium (si). Månens skorpe består af 43 procent ilt \[5\].

Derudover findes der vand på månen. Det er stadig usikkert, om det fremkommer som is eller er fanget i andre mineraler og sten. Den kemiske formel for vand er H2O. Det er et molekyle, som består af et brintatom (hydrogen) og to iltatomer (oxygen).

Vandmolekylet kan splittes ved hjælp af elektrolyse, så det bliver til flydende brint og flydende ilt. Brinten kan bruges som brændstof i raketter, og ilten kan både bruges som brændstof og til at trække vejret på månen.

Det kræver utrolig meget brændstof at komme ud af jordens atmosfære og videre ud i rummet. Derfor er der flere, som drømmer om, at man kan etablere en base på månen med mulighed for at producere ny energi til at rejse videre til planeten Mars.

I første omgang er nogle lande i fællesskab ved at udvikle en månestation, der skal i kredsløb om månen. Stationen hedder Lunar Gateway. Den bliver udviklet af NASA i samarbejde med det europæiske rumagentur ESA, JAXA i Japan, CSA i Canada og De forenede Arabiske Emirater. Det er meningen, at Lunar Gateway skal bruges til at teste både mennesker og systemer til videre udforskning. Partikelstrålingen ved månen minder om strålingen i rummet. Det er derfor en god mulighed til at finde ud af, om mennesker kan opholde sig i den form for stråling i længere tid \[6\].

De amerikanske Apollomissioner, som endte med at sende 12 personer til månen, var en del af det første rumkapløb mellem Sovjet og USA. 

Efter Anden Verdenskrig havde begge lande atomvåben. Amerikanerne havde bygget bombefly og investerede derfor ikke mange penge i at bygge raketter. Russerne derimod fokuserede på at bygge raketter, der var kraftige nok, til at de kunne sende atomvåben 8.000 kilometer med raket. Men russernes raketteknologi kunne også bruges til andre ting, og det kom som et chok for amerikanerne, da russerne i 1959 sendte den første satellit i kredsløb om jorden i 1957. Den satellit hed Sputnik 1. 

Senere sendte russerne det første dyr ud i rummet, hunden Laika i 1957. Herefter sendte de den første raket, Lunar 2, til månen i 1959. De sendte også det første menneske ud i rummet, Jurij Gagarin i 1961. Hunden Laika døde af sin tur, men Jurij Gagarin kom sikkert hjem igen. Det var en kæmpe politisk sejr for Sovjetunionen, som fik en unik mulighed for at brande sig som teknologisk overlegne. De sendte også som de første en kvinde, Valentina Tereshkova, ud i rummet i 1963.

Amerikanerne var ikke begejstrede for udviklingen. De investerede derfor massivt i at udvikle teknologi, som kunne få den første mand på månen. I 1969 lykkedes det. Neil Armstrong og Buzz Aldrin blev de første mennesker på månen. Herefter lykkedes det amerikanerne at tage til månen fem gange mere, sidste gang i 1972. Derefter dalede interessen for at investere massive summer i rumprogrammerne, og Apollo-programmet blev stoppet før tid.  Sidenhen begyndte USA og Sovjetunionen at samarbejde, blandt andet om Apollo-Sojuz-projektet og senere Den Internationale Rumstation ISS, i stedet for at konkurrere mod hinanden \[7\]. 

Det internationale rumsamarbejde ser dog ud til at være under pres i dag. Efter Ruslands invasion af Ukraine i 2022 er samarbejdet begrænset. Lige nu er det kun på Den Internationale Rumstation ISS, hvor Rusland, USA og EU samarbejder. Det skyldes, at der er behov for teknologi leveret af alle tre lande for at få stationen til at fungere \[8\].

I de seneste år har en række stormagter udviklet rumprogrammer med fokus på månen. Nedenfor kan du se, hvad de enkelte lande har formået:

**USA, EU med flere:** 

USA har et rumprogram sammen med EU, Canada, Japan og De Forenede Arabiske Emirater. Det bliver kaldt for Artemis. Der er således både et rumprogram, som hedder Artemis, og et sæt internationale aftaler, som hedder Artemis. Ikke alle, der har underskrevet Artemis-aftalerne, er del af rumprogrammet. 

Formålet med rumprogrammet er at etablere en base på månen eller i kredsløb om månen. Rumprogrammet har dog været ramt af en del forsinkelser. Indtil videre går det ikke så godt for USA's rumagentur NASA, når det drejer sig om at lande på månens sydpol. Sammen med firmaet Intuitive Machine sendte NASA månelanderen Odysseus til månens sydpol i 2024. Månelanderen var ubemandet. Den væltede i forbindelse med landingen \[9\].

**Rusland:**

I 2023 sendte Rusland en raket ved navn Luna 25 til månens sydpol med henblik på at lande den der. Raketten nåede dog aldrig at lande på månen og kom heller ikke tilbage til jorden. Noget gik galt undervejs. Luna 25 var en mission, som også det Europæiske rumagentur ESA havde været en del af. Men samarbejdet blev stoppet, da Rusland invaderede Ukraine i 2022 \[10\].

**Indien:** 

Kort efter Ruslands mislykkede forsøg, landende Indien som det første land på månens sydpol med deres ubemandede månemission Chandrayaan-3. Det skete den 23. august 2023. Indien har blandt andet været i stand til at indsamle information om sydpolens overflade, temperaturer og grundstoffer. Derudover har inderne kunnet måle svovl på månens overflade. Det indikerer, at der kan være vand tilstede i form af is. Svovl kan også bruges som gødning til at dyrke planter på månen.

**Japan:**

I januar 2024 landede Japan som det femte land i verden på månen med en ubemandet rumsonde kaldet SLIM. Landingen var meget præcis og SLIM landede 55 meter fra det ønskede landingspunkt. Det var dog ikke på månens sydpol, men tættere på månens ækvator, som er nemmere at lande på. Det er vigtigt at udvikle teknologi, som kan lande præcist, fordi det er så svært at lande på månens sydpol. Her er der få flade overflader og mange dybe kratere. SLIM har også overlevet en månenat på 2 uger, hvor solen ikke skinnede og temperaturen faldt til minus 133 grader. SLIM kunne efter to uger i minus 133 grader stadig tage billeder og sende dem tilbage til jorden \[11\].   

**Kina:**

I 2023 meldte den kinesiske regering ud, at det er dens plan at sende mennesker til månen i 2030. I juni 2024 landede kineserne en rumsonde kaldet Chang’e 6 på månens bagside. Kineserne har lagt en langsigtet plan for at være det første land, som sender et menneske til månens sydpol. Inden da har Kina planer om at sende Chang’e 7 til månens sydpol i 2026 for at undersøge, hvilke ressourcer, der er i området. Finder den de nødvendige ressourcer, vil Kina i 2028 sende Chang’e 8 til sydpolen for at undersøge, om man kan bygge en base ud af dem. Kineserne vil så medbringe en 3D-printer til at bygge månebasens strukturer af månemateriale \[12\].

**Israel:**

Israel forsøgte i 2019 at blive det fjerde land, som landede et fartøj på månen, men fartøjet styrtede ned på månen.

Hvor kapløbet om månen tidligere handlede om at være de første til at komme ud i rummet eller til at sætte fod på månen, handler det i dag om, hvem der kan udnytte ressourcerne i rummet til egen vinding. Det er således ikke kun prestige, men også penge, der kæmpes om. Der er dog stadig stor prestige involveret for de enkelte nationer. Kan man vise, at man har både intellektuelle og økonomiske ressourcer til at understøtte et måneprogram, sender man også et signal til sine egne og andre befolkninger om, at man er en nation, som investerer i fremtiden.  
  
Månekapløbet er dog ikke kun et kapløb mellem nationer. Det er også et kapløb, hvor private kapitalinteresser er involveret. De amerikanske og europæiske rumagenturer NASA og ESA har ikke lige så store budgetter til udvikling, som f.eks. Kina. De har derfor valgt at udlicitere opgaver til private virksomheder. Det gælder blandt andet produktionen af raketter, som rigmanden Elon Musks firma SpaceX står bag. Også flyproducenten Boeing har produceret raketter, som NASA har taget i brug. Derudover er der en lang række andre funktioner, som private virksomheder har påtaget sig at udvikle. Selvom det for en del af dem kan vise sig at være en underskudsforretning, vil de virksomheder, som udvikler succesfulde produkter, kunne sælge dem til flere landes rumekskursioner i fremtiden \[14\].

NASA vurderer, at deres største konkurrent er Kina. Indien er til dels en samarbejdspartner, mens Rusland ikke længere regnes for at være førende i rumteknologi. USA frygter, at Kina vil tage patent på de gode områder på månens sydpol. Kina kan dog med rette sige det samme om USA. Godt nok samarbejder USA med en lang række lande om at gennemføre internationale rummissioner. Men USA har også skrevet de såkaldte Artemis-aftaler, som i store træk gør op med de FN-aftaler, der stadfæster, at rummet er allemandseje. 

USA har da også en særlig interesse i at hente sjældne jordarter hjem fra månen. Lige nu importerer USA 80 procent af de sjældne jordarter, som landet skal bruge til sin industri, fra Kina. Da USA og Kina ligger i handelskrig med hinanden, ser USA månen som en mulighed for at udvide markedet. Både Kina og USA har derfor travlt med at komme først til månens sydpol \[15\].

Rumkapløbet er ekstremt dyrt, og de penge, der bruges på at komme til månen og etablere en form for base, kan ikke bruges til sygehuse, skoler og udvikling af grøn teknologi på jorden. Det er også tvivlsomt, hvor hurtigt det går med at udvinde ressourcer og vand fra månen. Det kan tage meget længere tid og blive langt dyrere end forventet. For eksempel måtte NASA i 2024 opgive en såkaldt moon rover, der skulle køre på opdagelse i månens kratere. Ifølge New York Times havde NASA brugt 800 millioner dollar, hvilket svarer til ca. 5,3 milliarder kroner. Men projektet måtte droppes, fordi deadlines var blevet overskredet, hvilket skabte usikkerhed om finansiering af projektet fremover \[16\].

Rumkapløb har dog også den afledte effekt, at den teknologi, der opfindes til at rejse ud i rummet, sidenhen kan bruges af almindelige mennesker. Det gælder blandt andet GPS-systemer, der er afhængig af satellitter. Derudover var NASA med til at forbedre den frysetørringsteknologi, som i dag anvendes til kaffe og mange andre fødevarer. En opfindelse som øretermometret er også udviklet på baggrund af rumforskning. Det er baseret på den samme teknologi, som forskere bruger til at måle temperaturen på stjerner og planeter \[17\].

De seneste år er det blevet tydeligt, at USA og Kina kæmper om at nå månens sydpol først. Samtidig har USA, Rusland og Kina valgt at optrappe deres militære tilstedeværelse i rummet. I USA har regeringen etableret en ny enhed i militæret, der hedder Space Force, mens Kina og Rusland har gjort det samme \[18\].

Rumkapløb og militære kapløb kan løbe hånd i hånd, som man så det under Den Kolde Krig. Faktisk var den første raket, Sovjet ramte månen med i 1959, primært sendt afsted for at advare amerikanerne om, at Ruslands raketter kan sendes over lange afstande og ramme relativt præcist. I 2008 valgte Kina at skyde en af sine egne satellitter ned, der var i kredsløb om jorden. En sådan handling kunne anses for at være et signal til USA om, at man kan ramme andres satellitter meget præcist, hvis det bliver nødvendigt. 

USA og det amerikanske firma Starlink har flest satellitter i kredsløb om jorden, og de kan bruges militærstrategisk. Det skete f.eks. da Starlinks ejer Elon Musk i 2023 valgte at bruge dem til at give ukrainerne internet under de første afgørende uger af Ruslands invasion.

Adfærd i rummet reguleres af internationale FN-konventioner. Måneaftalen fra 1979 regulerer mere specifikt, hvordan landene skal opføre sig på månen. Den har i mange år været betragtet som en mislykket FN-konvention, fordi der kun er 18 lande, som har tilsluttet sig. 

Måneaftalen gør det klart, at der ikke må etableres militærbaser på månen, og at alle aktiviteter på månen skal være fredelige. Stater, der har underskrevet aftalen, forpligter sig også til at dele information om, hvornår de sender fartøjer og raketter til månen og til at dele den viden, de indsamler. Vigtigst af alt siger aftalen, at månen og dens naturressourcer tilhører alle mennesker på jorden \[20\]. 

Aftalen har til hensigt at forhindre kolonisering af månen og militær optrapning i forbindelse med aktiviteter på månen. Men den kan også læses sådan, at den forhindrer private virksomheder i at udnytte månens ressourcer til egen vinding. Det kan forklare, hvorfor USA i stedet har bedt andre lande om at tilslutte sig Artemis-aftalerne. Faktisk er det ikke muligt at deltage i USA’s rumprogram, hvis man ikke har tilsluttet sig aftalerne. Aftalerne indeholder et princip om, at nationer, der udvinder materiale på månen, ikke ejer materialet. Men de bliver også kritiseret for at fjerne private virksomheders ansvar på månen.

Det kan betyde, at private virksomheder kan overtræde Artemis-aftalerne, uden at det får alvorlige konsekvenser. De kan også indsamle månemateriale til egen vinding.

Rummet er enormt, men ser vi på rummet lige over vores hoveder, er der ikke uendeligt meget plads. Det er efterhånden blevet klart i takt med at, at flere og flere satellitter er sendt i kredsløb om jorden. 

I juli 2024 havde alene firmaet Starlink 6281 satellitter i kredsløb om jorden, hvoraf 6206 virkede. Det skriver det amerikanske medie Space.com (\[21\]. Satellitterne befinder sig blot 555 kilometer fra jordens overflade. For at sætte antallet i perspektiv var der i 2022 kun blevet opsendt 14.450 satellitter i hele menneskehedens historie, ifølge ESA.

De mange satellitter kan bruges af Starlink til at tilbyde internet til fjerntliggende egne og derved få en bid af markedet for internetudbydere. Kina meldte i 2024 ud, at de har planer om at have 15.000 satellitter i omløb om jorden i 2033. Ifølge nyhedsbureauet Reuters, som citerer en statsstøttet kinesisk avis, er det for at konkurrere med Starlink \[22\]. Satellitter kan derudover bruges til overvågning, hvilket amerikanerne i høj grad benyttede sig af under Den Kolde Krig. 

Opsendelsen af satellitter har også den negative effekt, at der er utroligt meget rumskrald i cirkulation om jorden. Lyset fra satellitterne gør det også vanskeligere at observere nattehimlens stjerner og rummet i det hele taget. Udviklingen illustrerer, hvordan der hurtigt kan blive rift om et område. Og konkurrencen om området kan udvikle sig negativt, hvis der ikke laves internationale aftaler, som regulerer det.

Vi lever i dag i en verden, hvor der stadig er ganske mange udfordringer for mennesker på jorden. Vi har stadig ikke omstillet vores samfund på en måde, så vi lever bæredygtigt. Det er i sig selv en enorm udgift at skulle investere i nye former for infrastruktur og nye måder at producere mad og boliger til alle uden en endnu større udledning af CO2. Hvorfor skal vi så samtidig bruge enorme summer på at komme til Mars? Sådan spurgte Amitai Etzioni, sociologiprofessor og tidligere rådgiver for den amerikanske præsident Jimmy Carter, i 2018.

»Det, der er brug for, er store teknologiske gennembrud, der vil gøre det muligt at beskytte jorden og samtidig opretholde et sundt økonomisk aktivitetsniveau,« skrev Amitai Etzioni i et debatindlæg i mediet The National Interest \[23\].

»For at skabe sådanne gennembrud har vi brug for store koncentrationer af forsknings- og udviklingsressourcer, talent og lederskab, som er en mangelvare. Derfor vil enhver seriøs Mars-bestræbelse uundgåeligt skære ned på anstrengelserne for at redde moder jord,« forklarede han.

Der synes at være stor enighed blandt forskere om, at investering i rumkapløbet ikke blot handler om at komme til månen. Den danske astrofysiker Anja C. Andersen forklarer til Videnskab.dk, hvorfor hun mener, at det er godt at investere massivt i rummet.

»Det er rigtigt, at man bruger mange penge på rumforskning, men man skal huske, at i virkeligheden handler det meste rumforskning om at studere Jorden og gøre livet bedre for almindelige mennesker,« siger hun til Videnskab.dk \[24\].

Hun forklarer, at der er en lang række produkter, der har startet deres liv i rummet, herunder memory foam og den trådløse boremaskine. Det vigtigste er dog, at vi har fået en langt større forståelse af jorden.

”Helium blev for eksempel opdaget på Solen. Og Jordens CO2-problemer har man forstået ved at kigge på Venus’ og Mars’ atmosfære, som har lært os rigtig meget om Jordens egen atmosfære og vist os, hvor vi risikerer at ende. Uden det havde vi kun haft ét datapunkt, nemlig Jorden selv, og det kan man ikke sige noget som helst ud fra.”

Rumkapløbet kan medføre utallige mulige scenarier. De optimistiske vil sige, at de ressourcer, som kan udvindes på månen, kan bruges til at omstille samfund på jorden til at være bæredygtige, netop fordi Helium 3 potentielt kan bruges til at skabe atomkraft uden radioaktivt affald. De sjældne jordarter er nødvendige for meget nutidig elektronik, herunder vindmøller, mobiltelefoner og elbiler. Hvis det bliver muligt at tage videre fra månen til Mars, vil det sandsynligvis give ny og større viden om universet og jorden, som kan bruges til at forbedre verden.

Er man mere pessimistisk, vil man se på den udvikling, som foregår simultant med den videnskabelige udvikling: militarisering af rummet. Alle verdens stormagter bruger i disse år enorme ressourcer på dette aspekt. I 2023 steg de globale militære udgifter til rummet med 18 procent. I alt blev der brugt 57 mia. dollar, skriver mediet Breaking Defence \[25\]. 

USA står for 80 procent af forbruget. Ser man på, hvor mange penge, der på globalt plan blev brugt på rummet, er der også tale om en stigning på 7,2 procent. Senest har amerikanerne meldt ud, at Rusland har udviklet et atomvåben til at springe satellitter i stykker. Kina har også vist, at de kan nedskyde satellitter fra jorden. Det kan i sidste ende få store og dyre konsekvenser.

NASA måneraket fotograferet med fuldmåne som baggrund

 NASAs næste generations måneraket, Space Launch System (SLS) Artemis 1, ved Kennedy Space Center i Cape Canaveral i 2022.

Kapløbet om Månen_Joe SkipperReutersRitzau Scanpix@20220615-153918-L-2275x1487ma.jpg

Kapløbet om Månen

verdensreligioner_faktalink_20130326-015226-pf-1920x1280we.jpg

Verdensreligioner

tema EU og Europa_faktalink_20190506-190359-7-1920x1278we.jpg

EU og Europa

Mennesker på Berlinmuren i november 1989.

Mennesker på Berlinmuren ved Brandenburger Tor natten mellem den 9. og 10. november 1989.

Faktalink

Hvad leder du efter?

aktuelt

Trump og Grønland - igen

Velkommen til det nye Faktalink

samfund

Rigsfællesskabet

Borgerkrigen i Syrien

Kapløbet om Månen

HOLD ØJE MED DATOERNE

historie

Krigen i Afghanistan

Historiekanon 8: Christoffer Columbus

Den kolde krig

temaer

Verdensreligioner

EU og Europa

Historiekanon 1-29