Heavy metal

Artikel type
faktalink
Espen Fyhrie, iBureauet/Dagbladet Information. 2008
Emneord
Main image
Den danske trommeslager Lars Ulrich og den amerikanske guitarist  Kirk Lee Hammett fra heavy metal bandet Metallica ved premieren til filmen 'Metallica 3D Through the Never'i Madrid i 2013.
Den danske trommeslager Lars Ulrich og den amerikanske guitarist Kirk Lee Hammett fra heavy metal bandet Metallica ved premieren til filmen 'Metallica 3D Through the Never'i Madrid i 2013.
Foto: GSR / Scanpix

Korte hæsblæsende numre. Hurtige guitarriffs og hastige trommerytmer. Headbanging og Devil Horns. Det er nogle af elementerne i heavy metal-genren, hvor det øredøvende og diabolske er i centrum. Siden metalmusikkens fødsel omkring 1970 har den formået at bevare sit djævelske glimt i øjet og sin position som det antiautoritære forum i moderne ungdomskultur. Genren blev skudt i gang af hårde rockgrupper som Led Zeppelin, Deep Purple og Black Sabbath, og en lang række af undergenrer og hybrider er efterfølgende fulgt i kølvandet.

Enkelte metalmusikere har ført det diabolske til ekstremer med afbrændinger af kirker og dyrkelse af bandmedlemmers selvmord. Hovedparten nøjes dog med dystre pladecovers, et mørkt tekstunivers og en spektakulær sceneoptræden. Skal man nævne tre detaljer, som udover det lange hår altid har været blandt metalscenens foretrukne temaer, så er det sort lædertøj, tatoveringer og tilbehør af metal såsom nitter, søm, kæder og patronbælter. Tatoveringernes motiver må gerne være skeletter, ting der brænder, våben eller afklædte kvinder. Jo mere seriøst og ekstremt et undermiljø, man færdes i, jo mere vil dresscoden afvige og vise sine egne, særegne træk. Hvor man i black metal-miljøet eksempelvis ser folk med lange søm syet i tøjet og ceremonielle rustninger og våben, vil man til en metalcore-koncert oftest finde et flertal af ædru unge mænd uden lædertøj, med kort hår, baggy-pants og hættetrøjer.

Introduktion til heavy metal

Hvor kommer navnet fra?

Navnet ‘heavy metal’ - som betyder tung metal - ses første gang i brug udenfor sværindustrien i William S. Burroughs roman fra 1962, “The Soft Machine”, hvor der optræder en karakter ved navn Uranian Willy, the Heavy Metal Kid. Heavy metal-temaet, som Burroughs senere bruger i andre bøger, handler mest om stofpåvirkning, men ordet ‘heavy’ kom ind i hippiernes sprogbrug, og blev derigennem hurtigt associeret med vigtighed, høj kvalitet eller innovation. Det bruges desuden i hard rock-eposet “Born to be Wild” af bandet Steppenwolf, hvor lyden fra en motorcykel beskrives som “Heavy metal-thunder”. Herfra er det mest sandsynligt blevet spredt som slang, gerne om den musik, der var lidt hurtigere og mere intens end resten.

Det første tidspunkt, hvor udtrykket er set associeret decideret med en genre, er i en anmeldelse af Mike Saunders, som stod at læse i Rolling Stone Magazine i november 1970. Her bliver bandet Humble Pie’s plade “Safe as Yesterday” beskrevet som “a noisy, unmelodic, heavy metal-leaden shit-rock” - ikke særligt flatterende, men betegnelsen har dog hængt ved.

I vore dage er det meget almindeligt at se betegnelsen forkortet til blot ‘metal’, både for nemheds skyld, på grund af de mange undergenrer, som tager navne kun med suffikset ‘metal’, altså hvor ‘metal’ er sidste betegnelse i et navn, og nok særligt fordi ordet ‘heavy’ særligt i firserne blev associeret med de blødere og mere mainstream-orienterede dele af metalscenen. 

Hvordan kan man karakterisere metal-musik?

Metalmusik er i bund og grund en videreudvikling af rockmusik. Instrumenteringen er næsten uden undtagelse bygget på en klassisk rock’n’roll-model, der folder sig ud omkring en rytmegruppe med trommer, bas og rytmeguitar, og en lead- eller melodigruppe med sang, eventuelle keyboards eller samplere, og leadguitar. Rytmen i de fleste numre er en hurtig, eller ligefrem afsindig 4/4-takt, og oftest er numrene bygget op på en model med vers, omkvæd og c-stykker. Oftest benyttes også, især siden halvfemserne, guitarpedaler til at frembringe forvrængning af lyden, ligesom sangfiltre og kompressorer på forstærkere bruges. Effekterne kombineres tit med en nedstemning af instrumenterne til et lavere toneleje for at frembringe en særligt fræsende, maskinel lyd, og lydniveauet ved koncerter er gerne næsten utåleligt højt.

Et bærende element i det meste metal er bas- og guitarriffs (se parlør), og genkendeligheden ved disse bruges til at binde hele numre sammen. Afhængig af genre kan harmoni og længde variere kraftigt. I den symfoniske og progressive metal kan numrene sagtens vare op til tyve minutter, mens thrashmetal-afstikkere som speedmetal og grindcore gerne afleveres i små, aggressive udladninger på under to minutter. Hør for eksempel forskel på lange episke værker fra Dream Theater, og korte brag fra Napalm Death eller Anal Cunt.

Der er ikke en fast skabelon for tekster, eller en definitiv tematik for, hvad metal handler om, men traditionelle pop- og rocktemaer som kærlighed, dans og glæde træder i baggrunden til fordel for mere dystre emner: Menneskets mørke sider, samfundets fejl og sygdomme, død og ødelæggelse, det okkulte, had, afsky og hævn er temaer, som går igen fra de tidlige halvfjerdsere frem til i dag. Derudover kan teksterne være ganske sprogligt komplekse, oftest indeholde meget svære og ikke sjældent forældede ord, og gerne citere åbenlyst fra litteraturen. Dette medvirker til at give et dystert, i nogle tilfælde gotisk, skær over hele det musikalske indtryk.

Den mørke tone sælges gerne allerede ved hjælp af kunstfærdige og meget dystre pladecovers, mørke farver dominerer, og enten symbolske/halvabstrakte afbildninger af dystre effekter, eller figurative og drabelige tableauer med død og ødelæggelse ses pryde omslaget. For at fuldende billedet har mange bands et fast logo, bandnavnet, som er skrevet med meget ornamenterede, drabelige typer. I døds- og blackmetal er dette ført til ekstremer, således er der adskillige bands, hvis navn man simpelthen skal kende, for at kunne læse hvad der står. Se eksempelvis Enslaved eller Immortals plader.

Heavy metals rødder og udvikling

Hvordan tager heavy metal afsæt i rock’n’roll?

Siden rock’n’roll blev født i slutningen af fyrrerne, har revolten og angrebet på det etablerede været en vigtig faktor i al ungdomskultur, og dette har med størst tydelighed vist sig i musikken. Generation efter generation har lydsporet været som et opgør med alt, hvad der var bedsteforældrenes, storebrødrenes, og særligt forældrenes musik. En naturlig udvikling har været at gøre alting lidt hurtigere, lidt hårdere og lidt vildere.

Tresserne var rockens helt store årti med kæmpe kommercielle gennembrud i både USA og Europa, stjerner blev skabt og andre stjerner blev bare større - som the Beatles og Elvis Presley -, og hele tiden flyttedes grænserne for, hvad rockmusikkens rolle var. Den psykedeliske rock, den progressive rock, kraut-rocken og art rock gjorde, at den før så udskældte og ringeagtede musik fik et publikum i intellektuelle kredse, og den bløde radiorock, surfmusikken og sammensmeltningen med soulmusik gav den folkelig appel, som gjorde oprørsmusikken til mainstream.

Hvordan startede heavy metal?

I 1969 og 1970 blev en håndfuld milepæle for metalmusikken og den hårde rock sat på kortet med bemærkelsesværdige udgivelser i England. Både Led Zeppelins andet album, “Led Zeppelin II”, og Deep Purples “Deep Purple in Rock”, men især Black Sabbaths debutalbum “Black Sabbath” og opfølgeren “Paranoid” satte en ny standard for, hvor pågående, hurtig og tung en rockplade kan være. Sangene var lange, pulserende og mørke, og teksterne omhandlede ikke længere at danse og holde sjove fester, eller at tage LSD og flyve rundt om månen i regnbuefarvet solskin. Nu handlede det om de mørke afkroge af sindet, paranoia, jalousi, selvhad og behovet for at rase ud. Fantasien og det drømte spillede stadig ind, men nu trak man på den gotiske litteratur snarere end det, man mente, var forvrøvlede illusioner og abrupte bidder af østlig filosofi, og dæmonerne kom frem forrest i billedet. De to følgende citater giver et fingerpeg om heavy metal-musikkens tekstunivers.

Fra nummeret “Black Sabbath” på pladen “Black Sabbath”:

“What is this that stands before me? / Figure in black which points at me / Turn around quick, and start to run
Find out I'm the chosen one / Oh no
Big black shape with eyes of fire / Telling people their desire / Satan's sitting there, he's smiling
Watches those flames get higher and higher / Oh no, no, please God help me”

Teksten er et klassisk eksempel på det mystiske og mørke, frygten for den onde kraft og det dæmoniske. Satan er allerede fra dette tidlige stadie en meget anvendt figur og er et særligt velkendt symbol i metalmusikken. Det fordømte menneske og kristne ideer om arvesynd og udødelighed/fordømmelse spiller også en stor rolle.

Fra nummeret “War Pigs” på pladen “Paranoid”:

“Generals gathered in their masses / Just like witches at black masses / Evil minds that plot destruction Sorcerers of death's construction
In the fields the bodies burning / As the war machine keeps turning / Death and hatred to mankind / Poisoning their brainwashed minds... Oh Lord yeah! / Politicians hide themselves away / They only started the war
Why should they go out to fight? / They leave that role to the poor, yeah"

Teksten er et eksempel på, hvordan en gryende samfundskritik også fik lov at spire frem i metalmusikken. Krig og ondskab er et gennemgående tema hos næsten alle metalbands, og den tvetydige fascination af krigen er på det nærmeste metalscenens sjæl. Den dragende militarisme og totalitære, maskinelle brutalitet, krigens dominante æstetik og dens rå, men ærlige æresbegreb, sættes overfor den absurde og fuldstændige afmagt ved mødet med døden og den moderne krigs komplette fremmedgørelse fra både mål og middel: Den enkelte soldat ved ikke længere, hvad han kæmper for, eller hvorfor han går mod øst og ikke mod nord, han ved blot, at han bliver fløjet ind og ud med en helikopter og har en ordre, der skal følges.

Hvordan lød den tidligste metal i 70’erne?

 

Alice Cooper i Manchester MEN Arena i 2007. Foto: Sakura Henderson/ArenaPAL/PolfotoAlice Cooper i Manchester MEN Arena i 2007.
Foto: Sakura Henderson/ArenaPAL/Polfoto

I starten af halvfjerdserne var heavy metal blevet spredt over resten af den vestlige verden, først og fremmest i USA hvor bands som Blue Öyster Cult og Kiss sammen med Alice Cooper omfavnede den nye og hårdere lyd fra England med vidt forskellige resultater. I 1972 debuterede også tyske Scorpions, og i 1975 hørte man første gang fra AC/DC.

I slutningen af 70’erne var standarden for en enkelt skæring på en plade meget snæver. Alle sange skulle være mellem 2½ og 3½ minut, ellers var der næsten ingen radiostationer, der ville spille dem. Så meget desto mere ekstremt var det, at der nu kom sange, der var meget længere, gerne en 5-6 minutter, og i visse tilfælde over ti minutter lange fortællinger. Den store inspirationskilde for metalmusikerne på dette tidspunkt var imidlertid ikke de ‘hvide’ stilarter rock’n’roll, country og bluegrass, som det havde været for de fleste af tressernes musikere, det var snarere den sorte amerikanske bluesmusik, der med sine repeterende simple riff , lange soli og improviserede elementer lagde op til en langt mere fri struktur i værket.

Det kan i dag være svært umiddelbart at høre, hvad der placerer datidens bands i genre med nutidens unge metalbands, og flere af disse bands har da også overvejende lavet mere rockorienteret eller psykedelisk musik - her tænkes især på AC/DC og Blue Öyster Cult -, men deres inspiration fra og indflydelse på den tidlige metalmusik er ikke til at overse, for slet ikke at nævne deres rolle for nutidens unge metalmusikere.

Hvad udviklede genren sig i Storbritannien i 80’erne?

I slutningen af halvfjerdserne, da metalmusikken i det store hele havde etableret sin base, og de tidlige bands for længst var blevet verdensstjerner, hvis de da ikke var gået i opløsning, voksede en ny og hurtigere bølge af metalbands hurtigt frem: The New Wave Of British Heavy Metal, eller blot NWOBHM, som denne ofte kaldes i daglig tale. Navne som Saxon, Motörhead, Def Leppard og nok mest kendt Judas Priest og Iron Maiden skruede en tak mere op for tempoet, sendte bluesinspirationen i baggrunden, og beviste frem for alt, at metalmusik og teknisk finesse og elegance gik rigtig godt hånd i hånd.

De nye bands repræsenterede arbejderklassen og var stolte af det, hvilket gav sig udtryk i en meget mere kompromisløs stil, der slet ikke havde til hensigt at vinde nye fans til scenen, men bare talte til de der allerede var ‘metalheads’. Det viste sig at være en god idé, for plader som Motörheads “Ace of Spades”, Iron Maidens “Iron Maiden” og Judas Priests “British Steel” blev alle store succeser på den engelske hitliste. Disse er alle albums der i dag af metalfans regnes for klassikere verden over og den dag i dag fungerer som inspirationskilde for mange unge musikere.

Hvor musikken blev endnu mere kompromisløs og direkte, blev teksterne også mere afstikkende. Nu stod det efterhånden klart, at en metaltekst ikke bare var en formel, man kunne skrive på, men at de enkelte bands’ tekstunivers var markant forskellige.

Tekstuddraget fra Iron Maidens plade “Number of the Beast” fra 1982 viser en kritik af de europæiske amerikaneres ekspansion i USA i 1700 og 1800-tallet på bekostning af indianernes livsvilkår:

“White man came across the sea
He brought us pain and misery / He killed our tribes, he killed our creed / He took our game for his own need / We fought him hard we fought him well / Out on the plains we gave him hell / But many came too much for cree / Oh will we ever be set free?”

Motörheads “Ace of Spades” fra pladen med samme navn er derimod en sang med et ubarmhjertigt fræsende guitar-riff, og det er vist svært at nå til andet resultat end at citatet handler om vild gambling, både med kort og med livet som indsats:

“You know I'm born to lose, and gambling's for fools / But that's the way I like it baby / I don't wanna live for ever / And don't forget the joker! / Pushing up the ante, I know you've got to see me / Read 'em and weep, the dead man's hand again / I see it in your eyes, take one look and die / The only thing you see, you know it's gonna be / The Ace Of Spades / The Ace Of Spades”.

Hvad udviklede genren sig i USA i 80’erne?

I USA gik udviklingen i firserne i to helt klare og meget forskellige retninger: Der var de, som mente, at der var for lidt rock’n’roll-attitude, for lidt fest og for meget seriøsitet over musikken, og som savnede noget glam og noget udklædning. Fra Los Angeles kom derfor en bølge af bands i stramt lædertøj, med make-up og opsatte frisurer, der lavede velproducerede, svulstige sange om damer, stoffer, motorcykler og om at feste igennem.

Inspireret af det besynderlige finske band Hanoi Rocks skød bands som Mötley Crüe, L.A. Guns og Qiuet Riot op på klubber på gaden the Strip i Los Angeles. De spillede en bluesinspireret hard rock, dog meget mere poleret og med klare linjer til glam-rock som T-Rex og Slade, såvel som tydelige træk fra både Led Zeppelin og Kiss. Bølgen nåede sit højeste, både kunstnerisk og kommercielt, i slutningen af firserne med millionsælgende plader fra bands som Poison, Whitesnake og ikke mindst Guns N’ Roses.

Samtidig trak en gruppe af lige så unge og mindst lige så energiske bands i en helt anden retning. Med tydelig inspiration fra de tidlige NWOBHM-plader, men også fra den gryende, californiske hardcore punkscene, udviklede bands som Metallica, Slayer, Megadeth og Anthrax en kompromisløs og primitiv, ultrahurtig metal, som blev kendt som thrash-metal. Thrash, som betyder at tæske, skal ikke forveksles med trash, som betyder skrald. Teksterne var igen dystre, men nu mere aggressive og decideret dystopiske, og mere udadvendte end tidligere, og billedsproget var bygget op omkring mareridtet, døden og forfaldet. I mange år levede thrashen en undergrundstilværelse som en rå og ekstrem stilart, men mod slutningen af firserne begyndte flere unge at få øjnene op for den tunge, men befriende uprætentiøse stil, og de ofte meget symbolske tekster, som i Slayers nummer “Raining Blood”’ fra pladen “Reign in Blood”:

“Trapped in purgatory / A lifeless object, alive / Awaiting reprisal / Death will be their acquisition [...] Raining blood / From a lacerated sky / Bleeding its horror / Creating my structure / Now I shall reign in blood!”

Thrash’ betydning for den senere metal er desuden helt uomgængelig. Både deathmetal, black metal, doom og moderne metalcore skylder firsernes thrash-plader meget.

Hvad er forskellen på deathmetal og black metal?

Kunne det overhovedet blive tungere? Ja, naturligvis kunne det det! I midten af firserne opstod de første kim til de genrer, der dominerede den mere ekstreme del af metallandskabet i halvfemserne, death metal (også kaldet dødsmetal), black metal og doom metal.

Death metal er den mest direkte udspringer af thrash og er kendetegnet ved, at hastigheden er sat endnu mere i vejret, og at teksterne, som i Deicides “Kill the Christian” fra albummet “Once Upon the Cross” nu oftest er helt overgivet til det ekspressivt beskidte:

“Buried in hypocrisy / Lacerate your faith in god / Morally diseased / On the cross of Calvary your body bashed, defeated, stabbed Loyal to your enemies / Monetary faith / As him you'll pay for the lies of your prophecy / Satan wants you dead / Kill the christian, kill the christian / Kill the christian, kill the christian / Kill the christian, kill the christian / Kill the christian / Armies of darkness unite”

Kød, forrådnelse (ofte både bogstaveligt og symbolsk), død, vold, blasfemi og smerte er almindelige temaer, og produktionen af musikken var nu igen trykket, tør og minimalistisk, som var pladerne optaget i en slagtehal efter lukketid. Det er i dødsmetallen, at growlvokal (se parlør) for alvor vinder frem, og det ekstreme udtryk i musikken blandes med et uhørt sort og goldt image, som ikke kunne være længere fra glammetalens pyntesyge og party-attitude.

I Europa kom en modreaktion på dødsmetalbølgen fra USA, da nogle musikere mente, at kommercialiseringen af denne allerede hurtigt satte ind. Her var brutaliteten ikke på samme måde i højsædet, til gengæld var ideen om det onde om muligt endnu mere central.

Black metal udspringer egentlig af Venoms stilskabende plade “Black Metal” fra 1982, men det, som i vore dage associeres med genren black, opstod i Norge og Sverige i slutningen af firserne. Musikken udviklede sig nu fra en mere eller mindre bevidst leg med sataniske symboler og ren, rå aggression, til et mere dystert, hedensk og antikristent klageskrig, og kristendommen blev gjort til en decideret fjende hos fatalistiske navne som Emperor, Darkthrone, Gorgoroth og Mayhem. Teksterne blev til indebrændte angstskrig, som her i Darkthrones “Paragon Belial” fra pladen “A Blaze In The Northern Sky”:

“I lay Enshrined / Contaminated Time Warp / My Flesh Yearns / For the Tombworld / My soul like layers of Frost / Simulating a Spectre Shadow / Frozen in Time and Space / I was Hacked out of Ice” 

Hvem er metal-scenens kættere?

Black metal er, som oven for beskrevet, nok det mest kontroversielle miljø indenfor metal. Den søgen efter det ekstreme og dystre skabte et miljø, som måske nok både er og var ganske snævert, men især i Norge vakte det bestyrtelse og opmærksomhed i halvfemserne, da nogle af scenens mere dedikerede selvudråbte kættere bevægede sig fra musikken og ind i voldens verden. Afbrændinger af adskillige ældgamle trækirker, kaldet stavkirker, chokerede. Ligesom det provokerede, da Mayhems Euronymus valgte at fotografere bandmedlemmet Dead, da denne havde skudt sig i hovedet med et haglgevær, og bandet siden brugte billedet til et pladecover. Og da samme Euronymus senere blev dræbt af den meget dramatiske Count Grishnak, Varg Vikenes, bagmand i metal-/ambientprojektet Burzum, blev miljøet lagt for had. Den dag i dag er meget black metal forbudt og forhadt i store dele af verden - blandt andet har eBay for vane at aflyse auktioner af plader med blandt andet Burzum og Darkthrone.

Hvad er doom metal?

Samtidig med dødsmetallen og black metal, eller svartmetal som nordmændene så malerisk siger, bevægede nogle musikere sig i en helt anden retning. Fra USA og England kom i midten af firserne nogle bands frem, som lagde vægten på det dystre og teatralske i musikken. Snarere end at køre lytteren over med et inferno af støj kom keyboards og orgler ind i billedet. Numrene blev meget lange og æteriske, altså luftige, men den trykkede intensitet fra thrash blev bibeholdt med ultradybt stemte instrumenter og et væld af effekter på guitar og bas. Stilen kaldtes doom metal, og nu var ensomheden og det store mørke blevet altomsluttende - gotisk omklamrende musik fra bands som Candlemass, EyeHateGod, My Dying Bride og Paradise Lost (bandnavnene siger det meste) trykkede tempoet og humøret i bund. Teksterne blev til depressive messer fra hinsides ethvert håb, som her hos Paradise Lost i nummeret “Frozen Illusion” på “Lost Paradise”:

“I lay in the darkest room, / The door is locked, at chains I grasp... / The chill runs through my bones / In panic I grief / Oh please help me die... / The walls close in on my existence / Unreal illusions re-appear / Darkness increases still... / Frozen illusion”

Hvad skete der med mainstream metallen?

Imens yderpunkterne og undergenrerne blev mere og mere ekstreme, voksede succesen for flere af scenens mere erfarne navne, ligesom nye og mere kommercielt orienterede bands så dagens lys. Kulminationen af den voksende succes sås i starten af halvfemserne, hvor albums som Metallicas “Metallica” og Guns N’ Roses episke dobbeltplade “Use your Illusion I + II” solgte millioner af albums og gjorde de allerede store stjerner til verdensomspændende teenageidoler og multimillionærer - således er Metallica-pladen det næstmest solgte album i USA siden 1991. Desuden domineredes hitlisterne i slutfirserne af power-ballader, kærlighedsnumre med guitarsolo og liret heavy-attitude fra soft-metal navne som Bon Jovi, Van Halen, Warrant og Poison - en bølge som styrkedes af at musikkanalen MTV i 1987 introducerede programmet Headbanger’s Ball, som var reserveret udelukkende til metal-videoer.

Samtidig fik metallen større og større indflydelse på resten af musikmiljøet. I 1991 væltede grunge-bølgen ind over både USA og Europa, og alle nynnede med på Nirvana og Pearl Jam. Uden at kunne kategorisere grunge som metal, er det tydeligt, at bølgen er meget inspireret af især halvfjerdsernes metalplader, og grunge har siden hen haft stor indflydelse på metalscenen.

Hvor står heavy metal i det nye årtusinde?

I de seneste år har hybrider været de førende tendenser indenfor metalmusikken. Andre genrer bliver mikset ind, undergenrer bliver blandet med hinanden, og særligt har den elektroniske revolution betydet, at mulighederne for at lege med de enkelte nuancer ligger lige for fødderne af musikerne. I halvfemserne blev elementer fra hip hop og punk blandet med kværnende thrash- og dødsmetalelementer, og hos bands som Pantera og Suicidal Tendencies sås nu igen en gryende samfundskritik. De ultra aggressive tekster blev til et anklageskrift mod den overfladiske ungdomskultur, som her i Panteras “Fucking Hostile” fra “A Vulgar Display of Power”:

“Almost every day / I see the same face / On broken picture tube / It fits the attitude / If you could see yourself / You put you on a shelf / Your verbal masturbate / Promise to nauseate / Today I'll play the part of non-parent / Not make a hundred rules / For you to know about yourself / Not lie and make you believe / What's evil is making love / and making friends / and meeting God you're own way / The right way.”

Imod slutningen af 90’erne kom en række unge bands frem, som havde strømlinet denne stil og gjort den mere kommercielt orienteret. Det var navne som KoRn, Deftones og Limp Bizkit, og genren fik nu tilnavnet Nu Metal (udtales som new). Den umiddelbare kommercielle succes fulgtes af et uundgåeligt dårligt ry i metalmiljøet, hvor den slags af mange ses som at ‘sælge ud’, hvilket på det nærmeste er en dødssynd. Der blev dog solgt en frygtelig masse plader på ganske få år, men genren er i dag gået i sig selv igen.

Hardcore punk kom imidlertid til at påvirke metalscenen igen i det nye årtusinde, da bands som Killswitch Engage, Dillinger Escape Plan og Crowbar fra hver sin baggrund fik succes med hybridgenrer som mathcore, der er teknisk dødsmetalinspireret metal/hardcore; metalcore, som bygger videre på melodisk thrash og hardcoreinspireret grind fra halvfemserne som Suicidal Tendencies og Machine Head, og den doom-/stonerrockinspirerede sludgecore.

Tillige har klassisk heavy metal fået en kolossal opblomstring i de senere år. Ikke bare har firsernes powermetal og true-metalnavne som Manowar og Hammerfall fortsat tusindvis af fans, men mange af de store, gamle navne har oplevet en ny bølge af unge fans, og både Black Sabbath og Led Zeppelin har for kortere eller længere perioder genforenet bandet med kolossal succes. Black Sabbath-forsangeren Ozzy Osbourne har desuden tiltrukket opmærksomhed ved at medvirke i det meget populære reality-show the Osbournes.