Hippiekulturen i 1960´erne

Artikel type
faktalink
stud.mag. Maria Høher-Larsen, iBureauet/Dagbladet Information. Oktober 2014
Main image
Hippiefamilie bor i en bus under Woodstock festivalen der fandt sted nær Bethel i den amerikanske delstat New York i 1969.
Hippiefamilie bor i en bus under Woodstock festivalen der fandt sted nær Bethel i den amerikanske delstat New York i 1969.
Foto: Bonnie Frier / Scanpix

Kærlighedsrevolutionen er ungdomsoprøret i 1960’erne blevet kaldt. Med langt, fedtet hår, peace-tegn og flagrende, kulørt tøj gjorde de såkaldte hippier eller blomsterbørn op med forældregenerationens tro på autoriteter, forstokkede sociale normer og det materialistiske samfund, som Vesten i deres øjne havde udviklet sig til. Vietnamkrigen blev for hippierne et symbol på samfundets fordærv og alt det onde; i stedet for våben udkæmpede de deres kamp med blomster, musik, fri kærlighed og tolerance.

I dag står hippiekulturen for mange som inkarnationen af et afgørende værdiskifte i dansk kulturhistorie mod et mere frit, tolerant og ligestillet samfund. Andre nedtoner bevægelsens betydning eller peger på deres negative anarkistiske indflydelse på alt fra pædagogik til politisk aktivisme. En ting er dog indiskutabel: bevægelsen har sat sine karakteristiske bare fodspor i historien. 

 

hippie

Baggrunden for ungdomsoprøret og hippiebevægelsen

Hvornår og af hvad kom hippiebevægelsen?

Hippiebevægelsen opstod i San Francisco i USA i 1965, da unge fra den amerikanske middelklasse gjorde oprør mod samfundets sociale traditioner, materialisme og konkurrencepræg. Amerikanske studerende og afroamerikanere havde i de første år af 1960'erne demonstreret mod diskriminationen af den sorte befolkning samt den krig, som amerikanerne havde ført i Vietnam siden 1954. Men hippiernes måde at leve på og deres åndelige værdier har rødder i den amerikanske beatkultur fra 1950'erne, hvor forfattere som Allen Ginsberg, Jack Kerouac og Williams Burroughs blev centrale figurer. De unge 'beatniks' levede et omflakkende bohemeliv med alkohol, stoffer og seksuel frihed som en modpol til det eksisterende amerikanske samfund. Jack Kerouacs roman ”Vejene” (på engelsk ”On the Road”) beskriver denne dag-til-dag måde at leve livet på og fik nærmest en kultstatus blandt hippierne i 1960'erne, som tog beatgenerationens livsstil til sig.

I et større perspektiv er hippiekulturens åndelige rødder dog ikke kun plantet i beatkulturen. Allerede omkring år 1900 opstod bevægelsen Lebensreform i Tyskland, hvis åndelige værdier har flere fællestræk med hippiekulturen, heriblandt vægten på seksuel frihed, vegetarisme og skepsis over for det materielle. Bevægelsen var organiseret omkring et sanatorium, Monte Veritá, som blev besøgt af flere af tidens internationale intellektuelle. Dokumentarfilmen ”Freak Out” beskriver, hvordan disse alternative tanker og værdier blev forladt i Europa i lyset af de to verdenskrige, og hvordan tyske immigranter bragte tankesættet med sig til USA for på den måde at så frøet til 1960’ernes blomsterbarn. 

Hvad betyder ordet 'hippie'?

Hvor ordet 'hippie' stammer fra, ved ingen med sikkerhed. Én forklaring er, at det stammer fra udtrykket 'hep', som var på mode i det engelske sprog under Anden Verdenskrig og betyder noget i retning af 'at være på mode'.

Ordet 'hippie' har også slægtskab til ordet 'hipster' som i 00’erne er blevet synonym med smarte unge mennesker fra storbyen, der forsøger at stikke af fra mængden med markant musik- og tøjsmag. I 1940’ernes USA var en ’hipster’ ligeledes forbundet med en subkultur, der dyrkede en afslappet nydelsesbetonet livsstil, som var centreret omkring jazz, sex og stoffer og tog afstand fra det gængse samfunds normer. Denne livsstil – senere også kaldet beatkulturen – bliver netop dyrket af hovedpersonerne i Jack Kerouacs berømte roman fra 1957 ”On the Road”, som hippierne var kraftigt inspireret af.  

Hvem var hippierne?

Hippierne tilhørte en generation af unge mennesker, som blev født efter Anden verdenskrig og voksede op i en tid, hvor levestandarden i de vestlige lande steg markant. Både staten og den enkelte borger blev rigere i 1950'erne og1960'erne. Det betød, at familierne for det første fik lettere adgang til materielle goder: køleskabe, fjernsyn og supermarkeder blev en del af den nye forbrugsverden. For det andet fik borgere større adgang til offentlige ydelser som f.eks. uddannelse. Og for det tredje var hippierne en generation af store årgange. Kombinationen af at være en stor generation og tilbringe en længere periode på uddannelsesinstitutionerne gav de unge gode muligheder for at påvirke hinanden og stå sammen om nogle fælles værdier.

Men hippierne voksede også op i skyggen af den spændte politiske situation mellem Vest- og Østblokken, som man frygtede ville ende i en atomkrig mellem stormagterne USA og Sovjetunionen. Særligt i USA påvirkede Vietnamkrigen fra 1964 til 1973 også ungdommen til oprør, ligesom racediskriminationen af de sorte amerikanere i løbet af 1950'erne og 1960'erne vakte stor modstand og vrede blandt unge og studerende i USA.

De unges oprør i 1960'erne var et generationsoprør mod det samfund, de var vokset op i. Det var et oprør mod autoriteterne i samfundet, som foregik på to fronter: For det første var det et politisk opgør med kapitalisme og konservatisme, som især kom til udtryk ved de unges stærke modstand mod Vietnamkrigen og de studerendes krav om medindflydelse på universiteterne. For det andet var ungdomsoprøret et åndeligt oprør mod materialismen eller med andre ord den økonomiske rigdom, som deres forældres generation havde været med til at skabe efter Anden Verdenskrig.

Hippiernes kultur

Jimi Hendrix optræder på<br> Woodstock Festivalen i 1969.
Jimi Hendrix optræder på<br> Woodstock Festivalen i 1969.
Foto: Larry Morris / Scanpix

Hvad var hippiebevægelsens værdier?

Hippierne bliver ofte kaldt blomsterbørnene, fordi deres ideologiske kamp mod samfundet blev udkæmpet på et fredeligt plan med udgangspunkt i kærlighed og tolerance. Deres slagord var ”Make love, not war”, og modstanden mod Vietnamkrigen blev en slags ydre politisk ramme for hippiebevægelsen – fra det amerikanske militærs indtog i landet i 1964 til krigens afslutning i 1973.

Hippierne afviste Vestens materialistiske forbrugersamfund, som var styret af grådighed, og kiggede i stedet mod Østens mystik og åndelighed, hvor der var fokus på individets selvudfoldelse. Igennem meditation kunne man nå en større bevidsthed, og unge hippier valfartede i løbet af 1960'erne til Indien, hvor guruer vejledte dem i at søge det guddommelige lys.

Kærligheds- og frihedsbudskabet ændrede også seksualmoralen. Hippierne dyrkede et romantisk natursyn, hvor alle organismer blev opfattet som ligestillede, hvor nøgenhed var menneskets naturlige tilstand, og hvor seksuelle drifter ikke var noget, man skulle lægge bånd på. Forestillingen om fri kærlighed og et liberalt sexliv spredte sig i løbet af 1960'erne i de vestlige samfund – godt hjulpet på vej af den nye p-pille. Denne friere seksualmoral hang også sammen med, at hippierne ikke så kvinden som underlegen i forhold til manden, og ligestilling mellem kvinder og mænd blev en naturlig debat i tiden. Rent politisk placerede hippiernes antimaterialistiske og antikapitalistiske livssyn dem typisk et godt stykke ude på venstrefløjen med ikoniske forbilleder som Karl Marx og Che Guevara.

Hippiernes natursyn betød, at økologi og miljøbevidsthed blev mærkesager for dem. Allerede i starten af 1960'erne havde der været protester mod atomvåben og atomkraft, som i de forkerte hænder kunne ødelægge naturen og skabe en økologisk krise. I bare fødder og med blomster i håret byggede hippierne små bæredygtige samfund, hvor de dyrkede deres egne afgrøder uden brug af forurenende metoder. 

Hvilken betydning havde musikken for hippierne?

Musikken var den største kunstneriske genre for hippiegenerationen – måske fordi den var en platform, hvor de unge kunne dyrke sanseligheden og fællesskabet. Woodstock-festivalen i 1969 er en af de største begivenheder i fortællingen om hippierne. Næsten en halv million mennesker mødte op på nogle marker 60 kilometer fra byen Woodstock i den amerikanske delstat New York for at høre musik sammen i tre dage. Begivenheden er blevet et ikon for hippietiden og inspirerede musikfestivaler i mange andre lande, blandt andet blev den danske Roskilde Festival grundlagt i 1971.

Britiske bands som The Beatles, The Rolling Stones og The Who var nogle af tidens mest berømte og skelsættende musikgrupper. Den psykedeliske rock – syrerocken – blev en musikgenre, som udtrykte hippiernes vægt på det sanselige, meditative og bevidsthedsudvidende. Sommeren 1967, ”The Summer of Love”, udgav The Beatles albummet ”Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band” og Pink Floyd det endnu mere syrede ”Pipers at the Gates of Dawn” med skæve tekster og lange instrumentale passager. I dansen til den psykedeliske musik slap man fuldstændigt de faste trin og formationer og bevægede sig frit i rummet. Man brugte hele kroppen og gav sig hen i en total sanseoplevelse med ekstatiske improvisationer – oftest ikke kun under påvirkning af musikken, men også LSD.

I USA var Jimmy Hendrix, Janis Joplin og The Doors store navne i rockmusikken, men hippiemusikken var også stærkt præget af politiske protestsangere som Bob Dylan og Joan Baez, der i deres tekster rettede skarpe angreb mod blandt andet den amerikanske krig i Vietnam og diskriminationen mod sorte og kvinder. 

Hvad betød rusmidler for hippiekulturen?

Udover hash brugte hippierne LSD, også kendt som syre, som et bevidsthedsudvidende stof. Stoffet skaber en psykoselignende tilstand i bevidstheden, hvor man hallucinerer og oplever verden meget intenst. For hippierne var det et vidundermiddel, fordi det kunne bringe dem den åndelige ekstase, som de søgte i stedet for den materielle fornøjelse. I kunsten forsøgte hippierne at efterligne rusens sanserige oplevelser i form af de psykedeliske rockkoncerter, som ofte udviklede sig til totaloplevelser med musik, dans, lysshow og visuelle effekter.

LSD var et kunstigt fremstillet stof, som amerikansk militær og psykiatri havde eksperimenteret med som sandhedsserum og i behandlingen af alkoholikere. I løbet af 1960'erne kom stoffet ind i hippiemiljøet og blev alment kendt, da testpersoner fra CIA-forsøg introducerede det, og da de to professorer i psykologi Timothy Leary og Richard Alpert i deres tidsskrift The Psychedelic Review promoverede LSD som et middel til personlig fornøjelse. Det blev dog hurtigt klart, at LSD – udover fornøjelse – også kunne give længerevarende psykoser, hvor folk oplevede verden som angstfyldt og mareridtsagtig i stedet for harmonisk og lyserød. 

Hvordan så hippierne ud?

Hippiernes udseende og tøj repræsenterede deres værdier. Deres romantiske ønske om at vende tilbage til naturen, deres dyrkelse af fri kærlighed, eksperimenteren med rusmidler og forkærlighed for psykedelisk rockmusik resulterede i en modestil, hvor tøjet var flagrende og spraglet. Både mænd og kvinder lod håret gro og udviskede dermed hårlængden som kønsmarkør og markerede deres afstandtagen til både uniformitet og konformitet.

Kvinderne sagde farvel til den lårkorte kjole, som havde været moderigtig i begyndelsen af 1960'erne og gik i stedet med gulvlange kjoler eller i vide cowboybukser ligesom mændene. Mændene gik med flagrende skjorter og smykker. Desuden malede og broderede hippierne ofte deres tøj, så det fik et individuelt særpræg. Stilen forargede særligt de ældre generationer, fordi man netop ikke kunne se forskel på mænd og kvinder.

Hippiernes særlige udtryk opnåede hurtigt bred popularitet blandt de unge i samfundet, og modedesignere var hurtige til at lancere deres version af hippiemoden. Her var især den orientalske påvirkning synlig med stribede djellabas, haremsskjorter, teltkjoler og Nehru-jakker.