ramones
Den amerikanske punkgruppe Ramones i Odd Fellow Palæet 1. september 1980.
Foto: Torben Christensen / Ritzau Scanpix

Punk

journalist Morten Jørsum, iBureauet/Dagbladet Information. 2006
Top image group
ramones
Den amerikanske punkgruppe Ramones i Odd Fellow Palæet 1. september 1980.
Foto: Torben Christensen / Ritzau Scanpix

Indledning

“Punk - Hysteriet er her”. Sådan lød overskriften på BT’s spiseseddel den 14. juli 1977. Det var dagen efter, at det skandaleomsuste britiske punkband The Sex Pistols havde spillet sin første koncert i Danmark. Mange voksne kiggede med forundring og afsky på de unge punkere, der klædte sig med hanekam, nitter og sikkerhedsnåle gennem kinden.

The Sex Pistols havde med deres anarkistiske attitude og majestætsfornærmelser sparket en ungdomskultur i gang, der lå milevidt fra de forudgående hippiers budskab om kærlighed.

Den rå og støjende punkmusik opstod oprindeligt i New York omkring spillestedet CBGB’s, allerede et par år før den nåede til London. Siden gik punken sin sejrsgang til resten af Vesteuropa, inklusiv Danmark, Australien og Japan.

Punken varede kun i nogle få omtumlede år, fra midten i halvfjerdserne til starten af firserne, men den nåede i høj grad at markere sig på det kulturelle verdenskort.

Artikel type
faktalink

Introduktion til punk

Indledning

Sid Vicious til venstre og Johnny Rotten fra Sex Pistols optræder i San Francisco  15. januar 1978. Foto: AP Photo/Polfoto
Sid Vicious til venstre og Johnny Rotten fra Sex Pistols
optræder i San Francisco 15. januar 1978.
Foto: AP Photo/Polfoto

“Punk - Hysteriet er her”. Sådan lød overskriften på BT’s spiseseddel den 14. juli 1977. Det var dagen efter, at det skandaleomsuste britiske punkband The Sex Pistols havde spillet sin første koncert i Danmark. Mange voksne kiggede med forundring og afsky på de unge punkere, der klædte sig med hanekam, nitter og sikkerhedsnåle gennem kinden.

The Sex Pistols havde med deres anarkistiske attitude og majestætsfornærmelser sparket en ungdomskultur i gang, der lå milevidt fra de forudgående hippiers budskab om kærlighed.

Den rå og støjende punkmusik opstod oprindeligt i New York omkring spillestedet CBGB’s, allerede et par år før den nåede til London. Siden gik punken sin sejrsgang til resten af Vesteuropa, inklusiv Danmark, Australien og Japan.

Punken varede kun i nogle få omtumlede år, fra midten i halvfjerdserne til starten af firserne, men den nåede i høj grad at markere sig på det kulturelle verdenskort.

Hvad er punk?

Ordet punk kommer fra engelsk og betegner oprindeligt træ, der er rådnet på grund af svamp (punk wood). Ordet udviklede sig siden til at være en nedsættende betegnelse om for eksempel en person.

I midten af halvfjerdserne opstod der en ny rå musikscene i New York omkring spillestedet CBGB’s. Denne nye musik havde først ikke noget navn, men to drenge i miljøet lavede et blad, som de kaldte punk. Dermed var musikken navngivet og var blevet til en genre. Men punk var ikke kun musik; der hørte også en rå attitude til omverdeneen og en rå tøjstil med.

Hvor opstod punken?

Punk opstod omkring New York-spillestedet CBGB’s, hvor bands som The Ramones, Patti Smith, Televison, Blondie og flere andre optrådte.

De første år var grupperne relativt ukendte, men i 1976 fik The Ramones en pladekontrakt, og så gik det hurtigt. Englænderen Malcolm McLaren hang ud i miljøet omkring CBCG’s, og blev meget inspireret af det, han så og hørte. I 1975 rejste han tilbage til London, hvor han sammen med sin kone, designeren Vivienne Westwood, havde butikken “Sex”, der solgte outreret tøj til unge. McLaren skabte The Sex Pistols af nogle unge arbejdsløse knægte, der altid hang ud omkring tøjbutikken.

The Sex Pistols fik hurtigt en enorm succes, som i vid udstrækning baserede sig på alle de skandaler der fulgte i bandets kølvand. Pladeselskaber opsnappede snart, at der var penge i punk, og hurtigt så en masse forskellige punkgrupper dagens lys. Dermed var grunden lagt til punkbølgen i England, som siden bredte sig til resten af Europa, Australien og Japan.

Hvad udsprang punken af?

Musikjournalisten Jan Poulsen skriver i biografien “Under en Sort Sol” (se kilder), der handler om det danske punkband - og senere artrockband - Sort Sol, om optakten til punkbevægelsen i England: “Der var grøde i luften i England i den periode. Det konservative England var ved at køre Margaret Thatcher i stilling som den, der skulle overtage regeringsmagten efter arbejderpartiet Labour, som med mange løfter om bedre tider ikke havde fået hevet landet ud af den krise, det havde befundet sig i efter den store oliekrise i 1973 med efterfølgende afmatning i erhvervslivet og deraf stigende arbejdsløshed… Forskellen mellem de få, der havde meget, og de mange, der havde lidt eller intet, blev således større og større, og det var især de unge der led under det.” Det er altså, ifølge Jan Poulsen, harmen over klassestrukturerne, som fik den engelske ungdom til at gøre oprør.

I USA var man på samme tid politisk på vej mod Reagan-æraen. Den amerikanske præsident Ronald Reagan, der kom til magten i 1981, var konservativ ligesom Thatcher. Men den amerikanske punk var ikke en reaktion på de fastlåste klassestrukturer på samme måde som den engelske. Den amerikanske kulturforsker Brian Cogan skriver i artiklen “What do I get?” (se kilder), at den amerikanske punk mere handlede om musiksmag end om politik. Den amerikanske punk var et selvbevidst forsøg på at placere sig udenfor mainstream. Et forsøg på at skabe en modkultur der ikke nødvendigvis var politisk, men i højere grad kulturel.

Et andet udgangspunkt for punk var, at hippietidens ideer var ved at blive udvandet. Den nye ungdomsgeneration havde brug for at opfinde sig selv på ny. I den forbindelse udtalte Richard Hell, forsanger i The Voidoids, i bogen “From The Velvets To The Voidoids” (se kilder): “Punk gjorde det muligt at genopfinde sig selv fuldstændig”.

Hvad er punkmusik?

Punkmusik er kendetegnet ved at være rå, støjende og enkel. Den er som regel hurtig og vild. Det er en musik, der ikke tager hensyn til, om man kan høre, hvad der bliver sunget eller spillet for den sags skyld. Det er en bevidst grim musik, som hylder musikkens basale glæde og vildskab.

Punk består som regel af guitar, bas, trommer og sang, ligesom det klassiske sætup i den første rock'n'roll - som for eksempel The Beatles. Punkmusikken vendte tilbage til det oprindelige udtryk i rock'n'roll i modsætning til hippiernes syrerock og glamrockens dekadente og polerede lyd.

Musikalsk er punk meget reduceret. Den består som regel ikke af mere end to-tre akkorder, spillet med en vrængende energi som trodser den gængse forestilling om, hvad der lyder godt.

Teksterne er ofte meget simple, hvad dette citat fra The Ramones sangen - “Now I Wanna Sniff Some Glue” - bekræfter:

“Now I wanna sniff some glue now I wanna have somethin’ to do

All the kids wanna sniff some glue all the kids want somethin’ to do

1-2-3-4 now I wanna sniff some glue now I wanna have somethin’ to do

All the kids wanna sniff some glue all the kids want somethin’ to do

1-2-3-4-5-6-7-8

Now I wanna sniff some glue now I wanna have somethin’ to do

All the kids wanna sniff some glue all the kids want somethin’ to do

Now I wanna sniff some glue now I wanna have somethin’ to do

All the kids wanna sniff some glue all the kids want somethin’ to do” ”

Hvad er punkens stil og mode?

Den basale punkuniform består af slidte jeans og t-shirt. Punk t-shirten har ofte et bandnavn eller et slogan påtrykt. Derudover kan man supplere med en læderjakke, som The Ramones for eksempel altid optrådte i. Læderjakken kan yderligere monteres med sikkerhedsnåle, nitter eller forskellige badges.

Håret kan hos drengene være kort og strittende. Men kan også bestå af den ekspressive hanekam - gerne i en skrigende farve.

Pigernes hår er på samme måde vildt. De kan også have hanekam, eller det kan være stort og fyldigt og gerne farvet i en skrigende farve. Flere punkere gik med hundehalsbånd, nitter og lignende. De mere ekstreme punker havde sikkerhedsnåle stukket gennem kinden eller andre steder. Punkens rå tøjstil lånte mange elementer fra militæret, så som militærstøvler eller bukser.

Bryn Chamberlain, der underviser i filmvidenskab på Queen's University i Canada, skriver i artiklen “The Quintessential Punk” (se kilder), at: “Enhver, der observerede en gruppe punkere i bevægelse gennem Leicester Square på en fredag aften, ville styre klart udenom: disse fyre var seriøst underlige at se på… Hanekam, læder og sikkerhedsnåle var en radikal afvigelse fra det tidligere årti. Placeret ved siden af den rolige britiske arbejderklasse og ældre med deres indkøbsvogne, skabte punkerne i London en øjeblikkelig sensation. Men man må fastholde, at ønsket om at være anderledes kan tilskrives enhver tidligere teenagegeneration.” (Skribentens oversættelse).

At være anderledes er således ikke noget nyt med punken, men har altid været en del af enhver ungdomskultur. I tresserne var det lange hår til drenge meget provokerende på den ældre generation. For punken var langt hår ikke nok længere, nu var der brug for nitter og hanekam.

Hvad er punkattitude?

“I am an antichrist - I am an anarchist” (Jeg er en antikrist - Jeg er en anarkist) lyder den berømte indledning på The Sex Pistols første single “Anarchy In The UK”, der tog England med storm og sparkede punken i gang. Sætningen fanger udemærket den attitude, som punken i England var baseret på. Punkerne tog anarkismen og nihilismen til sig med deres fuldstændige afvisning af alt, hvad det borgerlige samfund havde opbygget. Ingen skulle fortælle dem, hvad der var rigtigt og forkert. Ingen skulle fortælle dem, hvad de skulle gøre. Det skulle de nok selv finde ud af.

BT interviewede under Sex Pistols-koncerten den 13. juli 1977 på daddy’s Dance Hall to unge punkere - Peter Schneidermann, bedre kendt som Peter Peter senere medlem af The Sods og Sort Sol og Camilla Høiby - til artiklen “Punk - Hysteriet er her” (se kilder). De to punkere sagde: “Vi elsker simpelt hen at provokere. Ved at opføre os helt ekstremt og vanvittigt vil vi fortælle alle jer gamle røvhuller, at jeres samfund er helt til rotterne. Og at I også har ødelagt os, jeres børn”. Og Camilla Høiby sagde endvidere: “Når vi opfører os sådan helt vanvittigt, er det for at vise jer, at vi synes, I gør det samme. ‘Punk’ er en frihedsbevægelse. Vi optræder som en slags vrangbilleder af jer voksne - som vader i pornografi, som snyder og bedrager for at få flere statussymboler end naboen - som laver atombomber og atomkraftværker, og som stopfodre os, børnene, med vold lige fra vi er tre år. Hvordan kan vi så opføre os anderledes? Punk er en frihedsbevægelse, et modsvar til alt hvad man syntes er galt i samfundet.”

Punkens samfundskritik blev tilføjet en voldsom individualisering således, at det ofte handlede om at realisere sin egen identitet uden hensyn til, hvad samfundet normalt opfordrede til. Som journalisten Klaus Lynggaard skriver i artiklen “Skidt på samme lokum…” fra Information (se kilder): “…hedonismen [var] så fuldstændig, at enhver orientering mod den omgivende verden glimrede ved sit totale fravær.” På den måde kan man tale om, at punken var i konflikt med de foregående hippiers idealer, idet hippierne - i hvert fald på overfladen -værdsatte fællesskabet og det frugtbare i at udrette ting sammen.

Det er vigtigt at understrege, at punk ikke var nogen filosofisk funderet bevægelse. Det handlede mere om at være ung og gøre, hvad unge nu engang gør. Bryn Chamberlain skriver i artiklen “The Quintessential Punk” (se kilder): “Punk var bare en del af den næste generations fumlende forsøg på at drikke sig fulde, høre bandet, score, og nå den sidste bus hjem.” (Skribentens oversættelse).

Hvad mente punkerne med “No Future”?

Punken baserede sig på to slagord: “No Future” og “Do It Yourself”.

Punken baserede sig på to slagord: “No Future” og “Do It Yourself”.

“No Future” betegner den følelse af håbløshed, de unge punkere oplevede. The Sex Pistols slutter deres single “Good Save the Queen” med ordene:

“No future, no future
No future for you
No future, no future
For you”

Journalisten Klaus Lynggard skriver i artiklen “Skidt på samme lokum…” i Information (se kilder) at punken ikke havde nogen drømme overhovedet. Den store ungdomsarbejdsløshed gjorde det svært at få et arbejde, man så ikke nogen grund til at tage en lang uddannelse. I stedet levede man i nuet uden at tænke på morgendagen.

Hvad mente punkerne med “Do It yourself"?

Det andet slagord “Do It Yourself” blev punkens store antiautoritære kulturhistoriske tilføjelse. Essensen i denne sætning var, at alle kunne gøre, hvad man havde lyst til. Hvis man for eksempel havde lyst til at starte et punkband, gjorde man det bare. Det var lige meget om det lød godt, ja faktisk måtte det ikke lyde godt i gængs forstand. Man behøvede ikke at være en god musiker. Man skulle bare kunne et par akkorder; så lærte man resten hen af vejen.

I denne forbindelse snakker man om “Ramones-effekten”, fordi utallige bands er opstået efter en Ramones-koncert. Tilskuerne har set, hvor nemt det var. At man ikke behøvede nogen specielle forudsætninger for at stå på scenen og gøre noget. Dette inspirerede mange til selv at danne bands, og blandt andet The Clash er opstået i direkte forlængelse af en Ramones-koncert. Men det var ikke kun bands, der blev dannet ud fra denne devise. Der blev også dannet magasiner, kunstværker og tøjbutikker på samme vis.

Gennem punkens insisteren på, at det var op til én selv at gøre noget, frisattes et enormt kreativt potientale. Klaus Lynggaard skriver i artiklen “Skidt på samme lokum..” i Information (se kilder), der er skrevet i anledningen af punkens 25 års fødselsdag i 2001, at “…punkens gør-det-selv-ideologi [var] en befrielse uden lige i forhold til en kunsthistorisk arv, hvor alt tilsyneladende enten var afprøvet eller allerede eksisterede i perfekt form. Ved sit eksempel pegede punken på det faktum, at det vigtigste var at gøre det.”

Lynggaard skriver yderligere at: “I al sin banalitet var det den inderste essens af punk - at man ikke skulle lade andre diktere sit liv, men selv skabe det fra bunden. Sloganet D.I.Y - do it yourself - var styrende i den indledende fase, hvor der blev kigget mindst lige så meget på viljen som på resultatet.”

Punkerne meldte sig på sin vis ud af samfundet og opstillede en alternativ måde at leve på. Derfor kunne man så at sige starte forfra og gøre, hvad man ville uden at tage hensyn til samfundets konventioner. Deri ligger punkens frigørende potentiale. Musikken var alternativ, tøjet var alternativt, tankerne var alternative. Det konforme samfund havde spillet fallit over for ungdommen. Punken opstod derfor som et alternativ til ensformigheden og havde derigennem en frigørende effekt; man kunne gøre noget helt nyt.

Hvornår skete hvad i Punkens historie?

  • Januar 1974: The Ramones dannes i New York
  • 16. august 1974: The Ramones giver deres første koncert på CBGB’s. Gruppen spiller efterfølgende mange koncerter på stedet, blandt andet som et dobbelt act med Blondie. Andre bands som Television og Patti Smith, spillede også fast på CBGB’s
  • Efteråret 1975: Den fremsynede manager Malcolm Mclaren danner The Sex Pistols af fire arbejdsløse drenge, der hænger ud omkring hans tøjbutik
  • 5. november 1975: The Sex Pistols spiller deres første koncert på St. Martin’s School Of Art. Den første punkevent i England
  • 1976: The Ramones udsender deres første plade, der blot hedder “Ramones”. Pladen består af korte numre, alle under to minutters varighed, der bliver spillet meget hurtigt og råt. De mest berømte sange er “Blitzkrieg Bop” og “Now I Wanna Sniff Some Glue”
  • Januar 1976: Første nummer af bladet PUNK udkommer. Bladet skabes af Eddie McNiel og John Holmstrom og er med til at navngive den musik, der spilles på CBGB’s.
    Januar 1976: Patti Smiths debutalbum “Horses” udgives
  • 4. juli 1976: The Ramones giver deres første koncert i England. Blandt publikum er flere fra den engelske punkscene, blandt andet Johnny Rotten fra The Sex Pistols. The Clash dannes i direkte forlængelse af koncerten
  • Oktober 1976: The Damned udgiver den første punksingle i England - “New Rose”
  • 17. november 1976: The Sex Pistols udgiver deres første single - “Anarchy In The UK”
  • Februar 1977: The Damned udsender det første britiske punkalbum - “Damned Damned Damned”
  • 27. maj 1977: The Sex Pistols iscenesætter deres skandaløse realeseparty til singlen “God Save The Queen” i en båd på Themsen i London. Singlen udkommer en uge før dronningens 25 års jubilæum. I sangen kalder Johnny Rotten dronningen for både en facist og en idiot. Happeningen skaber enorm skandale og får for alvor punkbølgen til at rulle i England
  • 18. juni 1977: Johnny Rotten overfaldes på åben gade af vrede royalister. Rottens ene hånd skades permanent
  • 13. og 14. juli 1977: The Sex Pistols spiller koncert i Danmark på Daddys Dance Hall, hvilket markerer starten på dansk punk. Tilstede er flere af de personer, der kommer til at præge den danske punkscene, blandt andet alle fire medlemmer af The Sods (senere Sort Sol), der dannes i kølvandet på koncerten
  • 4. november 1977: The Sex Pistols første album “Never Mind The Bollocks, Here’s The Sex Pistols” udsendes. Der er forudbestilt 100.000 eksemplarer
  • November 1977: The Sods spiller deres første koncert på Rødovre gymnasium. De har nærmest ikke øvet og spiller et set på fire numre for et forbløffet publikum
  • Januar 1978: Johnny Rotten forlader The Sex Pistols under deres eneste USA-turne. Bandet går officielt i opløsning den 19. januar. Opløsningen markerer afslutningen på den oprindelige punk
  • August 1978: Michael Strunge debutere med digtsamlingen “Livets Hastighed”, der med sin stil og tematik betegnes som punkdigte
  • 15. september 1978: Den første danske punkfestival afholdes i Kostalden på Østerbro. De optrædende er The Brats, The Sods, No Knox, Electrochok og Local Operator
  • Februar 1979: The Sods udgiver deres første plade “Minutes To Go”
  • August 1980: Michael Strunge udsender punkdigtsamlingen “Skrigerne”, der fremstår som et gravskrift over dansk punk, der er ved at gå i opløsning.

Tidslinjen er baseret på Klaus Lynggaards artikel “Punk. Nedslag/Tidslinje: New York/London/København” fra Information (se kilder).

Den første punkmusik i USA og England

Var der forskel på den amerikanske og den engelske punkscene?

Mange af de amerikanske grupper, der i starten blev kaldt for punk, er af eftertiden blevet kaldt noget lidt andet, fordi man har valgt at kategorisere musikken fra England - med grupper som The Sex Pistols og The Clash - som den rene punk. Den amerikanske scene omkring CBGB’s adskilte sig generelt fra den engelske scene ved at arbejde mere indgående med musikalske harmonier og med en mere bearbejdet lyd. Dette gælder for eksempel den amerikanske rockpoet Patti Smith, der med sit komplicerede tekstunivers førte traditionen fra Bob Dylan og den progressive folk videre, dog tilsat punkens vildskab. Men også for eksempel Blondie distancerede sig fra punken ved at udforske en mere poppet og glat lyd, dog altid tilsat eksperimenter af en eller anden slags.

Denne modsætning mellem de to scener skal dog tages med forbehold, idet der er flere undtagelser. For eksempel udvidede det britiske band The Clash tidligt rammerne for, hvordan et punkband kunne lyde med deres inspiration fra reggae og dub. Tilsvarende minder amerikanske The Ramones mere om den engelske scene med deres hårde lyd.

Der findes dog stadig forskelle mellem de to scener, hvilket musikjournalisten Clinton Heylin gør opmærksom på, idet han skriver i bogen “From The Velvets To The Voidoids” (se kilder), at de amerikanske punkrockere generelt var mere poetiske og indifferente overfor samfundet. De søgte i stedet efter en rent kunstnerisk prægnans. Til gengæld var englænderne generelt mere politisk bevidste og mindre poetiske. Clinton Heylin skriver endvidere at: “En essentiel forskel mellem de britiske og amerikanske punkbands kan findes i deres respektive syn på rock'n'roll-historien. De britiske bands tog et bevidst anti-intellektuelt ståsted og tilbageviser enhver bevidsthed eller inspiration fra forudgående eksponenter af formen. New York ( ... ) bands så dem selv som selvbevidst trækkende på en eksisterende tradition i amerikansk rock'n'roll.” (Skribentens oversættelse).

Hvilke bands definerede den første punk i USA?

Den første punkmusik, der opstod omkring spillestedet CBGB’s i New York midt i halvfjerdserne, bestod ifølge bogen “From The Velvets To The Voidoids” (se kilder), primært af grupperne:

  • Blondie
  • Television
  • Talking Heads
  • The Ramones
  • Patti Smith
  • The Voidoids
  • The Stooges

Disse er blevet kaldt for den første punk, men som vi har set, er der flere af dem, der ikke helt passer ind i den snævre ramme, som punk sidenhen har fået. Undtagelserne er The Ramones og The Stooges, som med deres meget rå lyd har mange ligheder med den engelske scene. The Stooges med forsanger Iggy Pop spillede allerede en form for punkmusik i 1968. Iggy Pop, som stadig findes i det populærkulturelle landskab i dag, var notorisk berygtet for sin aggressive attitude. Han optrådte eksempelvis indsmurt i blod eller peanutbutter, og han kastede sig frygtløst ud fra scenen og ned i publikum. The Stooges spillede en støjende og grim musik, som på mange måder foregreb, hvad der et par år efter blev til punk.

Hvem var The Ramones?

The Ramones opstod i Queens, som er en forstad til New York, i 1974. Gruppen bestod af fire permanente medlemmer, der alle tog efternavnet Ramone: Joey Ramone (sang), Johnny Ramone (guitar), Dee Dee Ramone (bas) og Tommy Ramone (trommer).

De begyndte at spille på CBGB’s i 1974 og udgav deres første plade i 1976, der blot hed “Ramones”. Pladen blev ikke et synderligt stort hit i USA, mens den blev mere udbredt i England. The Ramones lyd var baseret på et hurtigt, forvrænget og larmende guitarriff, inspireret af den første rock'n'roll fra halvtredserne. Teksterne var forholdsvis simple og til tider ret provokerende.

The Ramones kaldes punkens fædre og har inden for miljøet fået stor anerkendelse. Men udenfor det snævre miljø er det småt med denne anerkendelse. De kæmpede hele deres karriere med kampen om at nå ud til et større publikum samtidig med, at de ikke rigtig følte, de fik credit for deres pionerindsats. The Ramones var dog en stor inspirator til “Do It Yourself”-ånden. I den forbindelse snakker man om “Ramones-effekten” som beskrevet tidligere.

The Ramones blev ved at spille helt til 1996, hvor de gik i opløsning. Bandet døjede med mange intriger, og i lange perioder hadede de to bandmedlemmer Joey og Johnny hinanden så meget, at de end ikke snakkede sammen. Dokumentarfilmen “End of The Century” (se kilder) fortæller The Ramones spændende historie. 

Hvem definerede den første punk i England?

Den første punkmusik i England bestod ifølge bogen “From The Velvets To The Voidoids” (se kilder) primært af grupperne:

  • The Sex Pistols
  • The Clash
  • The Dammed
  • Generation X
  • The Buzzcocks
  • Siouxsie & The Banshees
  • The Stranglers

Hvem var The Sex Pistols?

The Sex Pistols blev dannet i 1975 af manageren Malcolm McLaren, der havde en drøm om at skabe det ultimative rockband. Han havde i New York prøvet at relancere glamrockbandet The New York Dolls, men projektet gik i vasken. Han tog tilbage til London og sin tøjbutik “SEX”, hvorfra han solgte outreret tøj designet af hans kone Vivienne Westwood. McLaren kom i kontakt med tre drenge, der hang ud omkring butikken og som havde bandet Strand. De manglede en sanger, og Maclaren spurgte en dag den tossede John Lydon, der også hang ud i området: “Kan du synge?” “Nej!”, svarede Lydon. “Fedt, du skal møde mit band”. Ordvekslingen er oversat fra engelsk efter rockhistorikeren Dave Thompson’s bog “Punk” (se kilder).

John Lydon blev til Johnny Rotten på grund af hans rådne tænder, og så var bandet etableret. Det bestod ud over Rotten af: Steve Jones (guitar), Paul Cook (trommer) og Glen Matlock (bas).

Gruppen begyndte at spille på kunstskoler rundt om i London, og hurtigt gik rygtet om disse vilde drenge i Londons undergrund. I november 1976 udgav de deres første single “Anarchy In The UK”, som straks blev en skandaløs succes. Gruppen havde arbejdet hårdt på at blive den første punkgruppe i England, men de måtte se sig slået af “The Dammed”, der fik deres single “New Rose” ud et par uger før.  

I februar 1977 blev den kedelige bassist Glen Matlock skiftet ud med den balstyrige Sid Vicious. I november 1977 udgav gruppen deres første album “Never Mind The Bollocks, Here’s The Sex Pistols”, der både indeholdt numrene “Anarchy In The UK” og “God Save The Queen”.

Gruppen red fra skandale til skandale, indtil Johnny Rotten besluttede at forlade gruppen på en turne i USA i januar 1978. Året efter blev Sid Vicious anklaget for at have myrdet sin kæreste i en narkorus. Han blev dog løsladt mod kaution, men døde selv et par uger efter af en overdosis heroin. Dokumentarfilmen “The Filth And The Fury” fra 2000 (se kilder) fortæller bandets korte og voldsomme historie.

The Sex Pistols fremstår i dag som det ultimative anarkistiske punkband. Der var ingen forsonende elementer i bandets repertoire, og de blev hadet ligeså meget af den ældre generation, som det blev elsket af den yngre..

Hvem var The Clash?

The Clash blev dannet i 1976 og bestod af: Joe Strummer (sang, guitar), Mick Jones (sang, guitar), Paul Simonon (bas, sang) og Topper Headon (trommer).

De spillede deres første koncert i sommeren 1976 som opvarmning til The Sex Pistols. Senere på året tog de på den notorisk berygtede “Anarchy Tour” med The Sex Pistols. Selvom kun tre koncerter blev gennemført, resten blev stoppet af koncertarrangørerne, fik gruppen en pladekontrakt. I 1977 udsendte de deres første single “White Riot” til albummet “The Clash”. Bandet blev hurtigt en enorm succes og udviklede et ry for at være nogle kriminelle og voldelige typer. Flere af medlemmerne blev anholdt for forskellige ting som vandalisme og tyveri. Koncerterne var tit meget voldsomme, og da de spillede på Londons’s Rainbow Theater i 1977, rev publikum, opildnet af musikken, alle stolene op fra gulvet og kastede dem rundt i lokalet. Men selvom de havde et råt ydre, var de samtidig en gruppe, der var meget socialt bevidste. De sang om klassestrukturerne i England ud fra en socialistisk vinkel.

Deres tredje plade fra 1979 “London Calling”, er blevet en milepæl i rockhistorien og fremstår i dag som en af de bedste punkplader.

Musikmagasinet Rolling Stone lancerede i 2003 en top 500 over bedste album til alle tider, og “London Calling” fik en fornem placering som nummer otte. Til sammenligning ligger The Sex Pistols “Never Mind The Bollocks” helt nede på nummer 47. Listen kan findes på musikmagasinets hjemmeside (se kilder).

The Clash brød endelig op i 1986, efter at den originale besætning var ændret et par gange. 

Punken i Danmark

Hvornår kom punken til Danmark?

Ifølge BT kom punken til Danmark sommeren 1977, hvor forsiden den 14. juli var ryddet med overskriften “Punk - Hysteriet er her” (se kilder). Det var dagen efter The Sex Pistols første koncert på Daddy’s Dance Hall, og i artiklen kunne man læse: “Så er punken kommet fra England til Danmark. Med unge i 15-19 års alderen, der dyrker voldssymboler og outreret sex. Som lader håret farve grønt, går i pjalter med påmalede sjofle slagord, hagekors i panden, cigaret-brændemærker på armene og sikkerhedsnåle stukket gennem ørene eller kinden så blodet flyder ud af munden.”

Selvom både The Ramones og Patti Smith havde spillet i Danmark tidligere på året, var det først nu medierne fik øjnene op for fænomenet, der allerede var så småt i gang i det indre København. 

Hvem er The Sods?

The Sods var Danmarks første og mest indflydelsesrige punkband. De spillede deres første koncert på Rødovre gymnasium den 24. november 1977 under en temauge om England. De spillede fire numre og journalisten Elo Nielsen, der var underviser på gymnasiet og til stede ved koncerten, husker i artiklen “Da punken kom til Rødovre” fra Information (se kilder), at publikum under koncerten var “…blevet voldført på både øjne og øre, udsat for et kulturelt bagholdsangreb af fræsende aggressive lydbølger og et sæt kropslige attituder, som væltede alle de etablerede skel om flippere og diskere omkuld i en musikalsk orkan…”

The Sods udgav deres første plade i februar 1979, som blev hånet af den etablerede musikpresse. Ifølge Jan Poulsen i bogen “Under en Sort Sol” (se kilder) var bandet dog ved udgivelsen allerede på vej væk fra den rendyrkede punk. Siden ændrede The Sods navn til Sort Sol.

Sort Sol har udgivet mange plader og er blevet hyldet som et af Danmarks største rockbands.

Hvilke andre bands var der?

Den danske punkscene var relativt lille, og i alt eksisterede der kun en god håndfuld punkbands. Jan Poulsen beskriver i bogen “Under en Sort Sol” (se kilder) de vigtigste. Ud over The Sods var der:

  • No Knox: Rødovre baseret band der proklamerede en “no chords” (ingen akkorder) musik, hvor instrumenterne ikke harmonerede, og der ikke var megen melodi
  • The Brats: Københavnsk band der var teknisk bedre og mere ambitiøse end No Knox. Spillede mange covernumre af blandt andet The Ramones. Gik hurtigt i opløsning, men blev gendannet i en lidt anden besætning og begyndte at spille heavymetal
  • Electrochok: Også et københavnsk band med den outrerede forsanger Vicious Decay (Ann-Christine Glöet) i spidsen. Spillede mange covernumre, af blandt andet Sex Pistols, og gik også hurtigt i opløsning
  • Lost Kids: Århusbaseret gruppe der sang på dansk, og som havde et lidt mere lyst syn på verden end sine københavnske kollegaer, hvorfor københavnerne så ned på dem.

Hvordan var punkmiljøet i Danmark?

Punk var et meget lille fænomen i Danmark, hvilket Klaus Lynggaard beskriver i artiklen “Skidt på samme lokum…” i Information (se kilder): “Da miljøet var snævert, kunne man knap give den som weekendpunk uden at blive taget med bondagebukserne nede, idet alle stort set kendte alle…” Jan Poulsen beskriver i bogen “Under en sort sol” (se kilder) det lille punkmiljø i København som meget lukket og arrogant i forhold til omverdenen. Man var sig selv nok og havde et mistroisk forhold til samfundet udenfor miljøet, ikke mindst medierne.

Miljøets beskedne omfang står i kontrast til den store opmærksomhed, fænomenet fik i samtiden og ikke mindst har fået i eftertiden. Men selv om det var et lille miljø, fik man produceret en del forskellige ting. Ud over musikken opstod der hurtigt et magasin med navnet Iklipsx, som blev lavet i punkmiljøet i København. Iklipsx var inspireret af de engelske fanzine, som var små fotokopierede magasiner, der skrev om deres yndlingsbands, deraf navnet fanzines; skrevet af og for fans. Bladet blev startet af The Sods men blev hurtigt overtaget af to af deres venner i miljøet.

Jan Poulsen skriver i bogen “Under en Sort Sol” (se kilder): “Iklipsx var det første fanzine om den nye musik i Danmark, men det fik hurtigt selskab af DB110, som med base i Århus fra start forsøgte at præsentere sig selv mere som et magasin end et egentligt fanzine.” 

Hvordan var miljøets sortsyn?

Filminstruktøren Søren Fauli lavede i 1991 filmen “De skrigende halse” (se kilder), som er et kærligt og ironisk tilbageblik på punken i Danmark. Filmen handler om bandet De Skrigende Halse, som har svært ved at slå igennem. Den manglende gennemslagskraft skyldes balndt andet, at bandets forsanger Ronni er en lidt nørdet og klodset type. Men da et falsk rygte om, at Ronni lider af en dødbringende sygdom, spredes i miljøet, får bandet pludselig en masse opmærksomhed. Filmen udstiller punkens dødsfiksering som hul og overfladisk, samtidig med at den viser det snævre punkmiljøs selvoptagethed.

At miljøet generelt dyrkede det mørke, det destruktive, negativiteten og selvmord, som en måde at tage afstand til samfundet på, beskriver Klaus Lynggaard i essayet “Fingerens årti” (se kilder) således: “Selvmord var simpelt hen “in”, selvom folk næppe gjorde det for sjov. Det kan tilskrives tidsånd… Men det hang nu primært sammen med scenens morbiditet, den em af depression, der udgik fra dens kerne, dens hang til selvdestruktion og glorificering af dem “der turde”.” 

Hvordan var forholdet mellem punk og kunst?

Klaus Lynggaard skriver i essayet “Fingerens årti” (se kilder) der handler om punken i firserne, at en lang række kunstnere “( … ) som i dag har etableret sig som navne indenfor deres respektive områder, tog afsæt i et miljø, der på en gang var afsindigt snævert - og alligevel utroligt vidtfavnende og generøst, hvis man først fik foden i døren.”

I punkmiljøet skete der en masse ting på den kunstneriske scene. Ikke kun indenfor musikken, men også i litteratur, billedkunst og så videre. En ny generation af kunstnere så dagens lys gennem punken. En af dem er musikeren og forfatteren Martin Hall, som i en ung alder dannede bandet Ballet Mecanique. Bandet var lidt anderledes end de andre punkband i det den konservatorieuddannede Martin Hall havde en ide om at blande den klassiske avantgarde med rockens. Hall skriver om sin tilgang til musik på sin hjemmeside (se kilder) at: “Min idé med at lave musik har altid været at ændre andre menneskers måde at tænke og føle på – sagt med periodens ungdommelige overmod: at ændre verden. Jeg har nok altid haft en slags intellektuel agenda med det, jeg lavede; der skulle være en grund til at stille sig op og råbe.”

Martin Hall var en del af punkmiljøet, og han skriver om dets kreative miljø at: “selvom miljøet var ret lille i de første par år, så var fokuset og intensiteten enorm. Der var en følelse af at være ”de få” mod resten af verden: Alle kom til alt, digterne, malerne, teaterfolkene og de eksperimenterende filmmennesker, man samledes til koncerterne og begivenheder som 13 AB-projektet. Der var en vidunderlig vildskab til stede i folks hjerter, et ønske om at ændre på tingene; kærligheden til ordet, musikken og kunsten emmede ud af folk.” 

Hvem var Michael Strunge?

En anden skikkelse omkring punkscenen i København var digteren Michael Strunge. Han færdedes i miljøet og skrev sine digte inspireret af punkens ånd. Punksensibiliteten kommer blandt andet til udtryk i hans første digtsamling “Livets hastighed” fra 1978 (se kilder).

Strunge blev i samtiden fremhævet som punkens digter par excellence på trods af, at han aldrig opnåede at komme ind i den lukkede inderkreds i miljøet. I bogen “Under en sort sol” (se kilder) udtaler digteren Søren Ulrik Thomsen om miljøets afvisning af Strunge: “Den gamle punkundergrund var så skide snobbet og brød sig ikke om ham, for han var kendt i medierne. Jeg tror, det var en meget stor sorg for ham, for han identificerede sig så meget med den scene.” 

Hvad blev der af punken?

Punkmiljøet i Danmark var relativt beskedent, men det fik alligevel et stort eftermæle. Klaus Lynggaard skriver i artiklen “Skidt på det samme lokum…” i Information (se kilder): “… i årene 1977-82 udgjorde punk et kulturelt kraftcenter og fungerede som udklækningsanstalt for en generation kunstnere og andre frie sjæle.”

Men efter 1982 flød bevægelsens kerne ud. The Sods lavede ikke punk mere, og de andre bands var gået i opløsning. 80’erne var i gang med at ændre verden på ny, og punkerne blev til BZ’ere og autonome, mens nogle, de såkaldte “drukpunkere”, blev siddende omkring springvandet ved Gammel Torv og drak til langt op i firserne. Resten fandt sig en plads i samfundet igen.

Som Klaus Lynggaard skriver i essayet “Fingerens årti” (se kilder) så blev en del af punkerne noget ved musikken, altså musikere, kunstnere, journalister og så videre, mens andre “…såvel anhæng som førerskikkelser vel [er] havnet i den middelklasse, de engang så heftigt forkastede. I parcelhuse i forstæderne. Med deres fotoalbums og udklip og gamle demobånd.”

Punk i dag

Hvorfor døde den “ægte punk” så hurtigt?

Punkbevægelsen kæmpede efter den første succes konstant med indre sprængninger og påbud i det snævre miljø. Der opstod hurtigt, som der gør i enhver subkultur, en række “do’s and dont’s”, altså ting man skulle gøre og mindst ligeså vigtigt: ting man absolut ikke måtte gøre, hvis man ville være ægte punk. Et af de mest centrale skillepunkter er konflikten mellem undergrund og populærkultur.

Bryn Chamberlain skriver i artiklen “The Quintessential Punk” (se kilder), at problemet for den tidlige punk i England var, at den blev kommercialiseret relativt hurtigt. Derved træder punken ud af undergrunden og over i populærkulturen. Og det kan punken ikke klare, fordi dens indhold eller grundide bliver udvandet. Punk var en modkultur, og en modkultur kan ikke integreres i hovedkulturen uden at gå i stykker. Punkidentiteten hang uløseligt sammen med det at stå udenfor det etablerede; punken repræsenterede et alternativ.

Klaus Lynggaard giver en lidt anden forklaringen på punkens opløsning, når han i artiklen “Skidt på samme lokum…” (se kilder): “Narkoen, hedonismen, negativismen, det indbyrdes nag og nid, nihilismen og i sidste ende, hele det selvdestruktive trip, forårsagede en implosion, der var lige så uundgåelig som den - for nogle - var desillusionerende.” Hans forklaring er altså, at hele det “selvdestruktive trip” blev alt for meget. At man endte i en blindgyde, som kun kunne overvindes ved punkens opløsning. 

Hvordan har punkmusikken udviklet sig siden halvfjerdserne?

De fleste grupper fra den oprindelige punk gik enten i opløsning i starten af 80’erne eller ændrede deres lyd og afprøvede noget andet. Mange nye musikgenrer opstod i kølvandet på punk, blandt andet industrial, ska og hvad man med en samlebetegnelse for den punkaffødte vilde eksperimentering kalder for post-punk. Et af de bands, der blev ved med at være tro mod deres udgangspunkt, var The Ramones, der helt op i halvfemserne spillede en punkmusik, der lød, som de altid havde spillet den.

Inspirationen fra punken er siden kommet i bølger. For eksempel i starthalvfemserne hvor grungerocken fra Seattle med grupper som Nirvana, Soundgarden og Pearl Jam slog igennem med en lyd, der blandt andet stod i dyb gæld til punken.

I dag er punk et diffust begreb, der bruges om mange forskellige bands. Blandt andet bliver Green Day og Blink-182 af nogen betegnet som punkbands, selvom det er svært at se en direkte sammenhæng mellem deres musik og punkens lyd i halvfjerdserne. Der er mere tale om en generel inspiration, såvel som disse bands også er inspireret af andre ting. Punken er i dag tømt for politisk indhold og blevet til ren æstetik, i hvert fald blandt ovenstående mainstreamnavne. Til gengæld lever punken stadig som subkultur i forskellige genrer som hardcore og squatcore.

Punkåndens “gør-det-selv”-attitude og subversive indhold blev genoplivet i den elektroniske musik med den såkaldte electroclash fra og med starten af det nye årtusinde med repræsentanter som Peaches, Chicks On Speed og Miss Kittin - i øvrigt alle kvinder - men også mænd som Felix Da Housecat og m/k-duoen The Knife. 

Hvordan kan punken bruges kommercielt i dag?

Den amerikanske forsker Brian Cogan forklarer i artiklen “What Do I Get” (se kilder), hvordan flere store multinationale virksomheder i firserne var med til at udvande punkens essens, fordi den blev brugt i reklamer. For eksempel reklamerede Iggy Pop for Nike, The Buzzcocks for Toyota, og herhjemme har vi senest set Iggy Pop-nummeret “The Passenger” i en af DSB’s Harry-reklamer.

På samme måde bruger medicinalfirmaet bag hovedpinepillerne Pinex punkens udtryk til at markedsføre deres produkter. I marts 2006 kørte firmaet således en kampagne for Pinex med et billede af en punkpige med nittehalsbånd, strithår, kraftig eyeliner og sort ærmeløs t-shirt fulgt af teksten “Alle kan få ondt i håret”.

I modebranchen ser man også, hvordan punkens oprindelige tøjstil er blevet brugt i kommercielt øjemed. Gennem firserne og halvfemserne har forskellige af punkens beklædningssymboler i perioder været en del af populærkulturens tøjstil, for eksempel de hullede bukser og forskellige punkfrisure. Men når for eksempel Britney Spears har en t-shirt på, hvor der står punk, betyder det ikke, at hun er anarkist, nihilist eller spiller voldsomt støjende og grim musik. Brian Cogan forklarer i artiklen, at når en vare eller en person tilknyttes elementer fra punken - hvad enten det er en sang i en reklame eller et nittehalsbånd på en teenager - låner varen eller personen noget af punkens oprindelige autenticitet.

I 2005 kom punkfrisuren på mode igen i London. Men som frisør Hanne Thomsen siger i artiklen “London ser rødt” til Politiken (se kilder): “Oprindeligt var punkstilen depressiv og destruktiv, hvilket gav sig udslag i farver som sort, grøn og blå. I dag er stilen blevet mere glad og positiv med de røde farver. Man kan sige, at punkstilen i dag er mere mainstream og blød.”

Kilder

Internetkilder

Musikmagasinet har en hjemmeside, hvor man kan finde deres top 500 over de bedste album gennem tiden.
En engelsk hjemmeside dedikeret til punk, hvor man kan finde forskellige ting om emnet. Siden har blandt andet en fyldig bibliografi om punk.
hjemmeside, hvor man blandt andet kan læse hans biografi.

Avisartikler

Olsen, Pia:
London ser rødt. Politiken, 2005-03-27.
Nielsen, Elo:
Da punken kom til Rødovre. Information, 2002-04-08
Lynggaard, Klaus:
Skidt på det samme lokum… Information, 2002-04-08
Lynggaard, Klaus:
Punk. Nedslag/Tidslinje: New York/London/København. Information, 2002-04-08
Bagge, Torben:
Punk - Hysteriet er her. BT, 1977-07-14.
Jensen, Elsebeth:
Punk rock er over os. Ekstra Bladet, 1977-07-14.

Essay

Lynggaard, Klaus:
Fingerens årti. Findes i essaysamlingen Nielsen, Gregers: Danmarksbilleder. Tiderne Skifter, 1994.

Tidsskrifter

Chamberlain, Bryn:
The Quinessential Punk, 1995. Artiklen kan findes på www.film.queensu.ca
Cogan, Brian:
What Do I Get? Punk Rock, Authenticity and Cultural Capital. The e-journal of culture and communication Artiklen kan findes på www.nyu.edu/pubs/counterblast

Faglitteratur

Poulsen, Jan:
Under en sort sol - Fra pisseranden til Statens museum for kunst. Aschehoug, 2002
Heylin, Clinton:
From The Velvet’s To The Voidoids. Helter Skelter Publishing, 1993.
Savage, John:
England’s Dreaming - Sex Pistols and Punk Rock. Faber and Faber, 1991.
Thompson, Dave:
Punk - 20th Century Rock And Roll. Collector’s Guide Publishing Inc. Årstal ukendt.

Skønlitteratur

Hall, Martin:
Den sidste romantiker. Forlag 2005 People’s Press. Generationsroman der blandt andet handler om punkmiljøet i København i 80’erne, men strækker sig helt op til midt halvfemserne.
Strunge, Michael:
Skrigerne. Borgen, 1980
Strunge, Michael:
Livets Hastighed. Borgen, 1978.

Film

Fields, Jim og Gramaglia, Michael:
End of The Century - The Story of The Ramones. 2003. Spændende biografisk dokumentar der følger bandets voldsomme historie, fra det etableres i 1974, til det går i opløsning i 1996.
Temple, Julien:
The Filth And The Fury. 2000 Handler om The Sex Pistols få, men voldsomme leveår. Giver et godt tidsbillede af, hvor foruroligende punken i England virkede på den ældre generation.
Fauli, Søren:
De skrigende halse. Cosmo Film, 1993. Handler om det fiktive punkband “De skrigende halse”, med den kiksede og dødsmærkede forsanger Ronni, og deres snu manager Jarnis. Filmen giver et humoristisk portræt af det snævre danske punkmiljø.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på 'Punk'