Introduktion til heavy metal

Hvor kommer navnet fra?

Navnet ‘heavy metal’ – som betyder tung metal – ses første gang i brug udenfor sværindustrien i William S. Burroughs’ roman fra 1962, “The Soft Machine”, hvor der optræder en karakter ved navn Uranian Willy, the Heavy Metal Kid. Heavy metal-temaet, som Burroughs senere bruger i andre bøger, handler mest om stofpåvirkning, men ordet ‘heavy’ kom ind i hippiernes sprogbrug, og blev derigennem hurtigt associeret med vigtighed, høj kvalitet eller innovation. Det bruges desuden i hard rock-eposet “Born to be Wild” af bandet Steppenwolf, hvor lyden fra en motorcykel beskrives som “Heavy metal-thunder”. Herfra er det sandsynligvis blevet spredt som slang – primært om den musik, der var lidt hurtigere og mere intens end resten.

Første gang udtrykket associeres direkte med en genre, er i en anmeldelse af Mike Saunders i Rolling Stone Magazine i november 1970. Her bliver bandet Humble Pie’s plade “Safe as Yesterday” beskrevet som “a noisy, unmelodic, heavy metal-leaden shit-rock” – ikke særligt flatterende, men betegnelsen har dog hængt ved.

I vore dage er det meget almindeligt at se betegnelsen forkortet til blot ‘metal’, både fordi det er nemmere, på grund af de mange undergenrer, som tager navne kun med suffikset ‘metal’, altså hvor ‘metal’ er sidste betegnelse i et navn, også fordi ordet ‘heavy’ – særligt i firserne – blev associeret med de blødere og mere mainstream-orienterede dele af metalscenen.

Hvordan kan man karakterisere metal-musik?

Metalmusik er i bund og grund en videreudvikling af rockmusik. Instrumenteringen er næsten uden undtagelse bygget på en klassisk rock’n’roll-model, der består af en rytmegruppe med trommer, bas og rytmeguitar samt en lead- eller melodigruppe med sang, eventuelt keyboards eller samplere og en leadguitar. Rytmen i de fleste numre er en hurtig, eller ligefrem afsindig 4/4-takt, og oftest er numrene bygget op omkring en model med vers, omkvæd og c-stykker. Oftest benyttes også, især siden halvfemserne, guitarpedaler til at frembringe forvrængning af lyden. Sangfiltre og kompressorer på forstærkere bruges også flittigt. Effekterne kombineres tit med en nedstemning af instrumenterne til et lavere toneleje for at frembringe en særligt fræsende, maskinel lyd, og lydniveauet ved koncerter er ofte meget højt.

Et bærende element i det meste metal er bas- og guitarriffs (se parlør), og genkendeligheden ved disse bruges til at binde hele numre sammen. Afhængig af genre kan harmoni og længde variere kraftigt; i den symfoniske og progressive metal kan numrene sagtens vare op til tyve minutter, mens thrashmetal-afstikkere som speedmetal og grindcore godt kan bestå af små, aggressive numre på under to minutter. Hør for eksempel forskel på lange episke værker fra Dream Theater, og korte brag fra Napalm Death eller Anal Cunt.

Der er ikke en fast skabelon for tekster, eller en definitiv tematik for, hvad metal handler om, men traditionelle pop- og rocktemaer som kærlighed, dans og glæde træder i baggrunden til fordel for mere dystre emner. Her går menneskets mørke sider, samfundets fejl og sygdomme, død og ødelæggelse, det okkulte, had, afsky og hævn igen fra de tidlige halvfjerdsere og helt frem til i dag. Derudover kan teksterne være sprogligt komplekse og indeholde meget svære og nogen gange forældede ord samt åbenlyse citater fra litteraturen. Det kan bidrage til at kaste et dystert, og i nogle tilfælde gotisk, skær over det musikalske indtryk.

Det mørke univers springer ofte allerede i øjnene på de kunstfærdige og ofte meget dystre pladecovers. Her har de mørke farver overtaget, og symbolske afbildninger af dystre effekter og drabelige tableauer med død og ødelæggelse går ofte igen omslagene. For at fuldende billedet har mange bands et genkendeligt logo, hvor bandnavnet er skrevet med meget ornamenteret og drabelig typografi. I døds- og blackmetal er dette mere ekstremt. Her er der adskillige bands, hvis navn man simpelthen skal kende, for at kunne læse hvad der står. Se eksempelvis Enslaved eller Immortals plader.