Hvordan tager heavy metal afsæt i rock’n’roll?
Siden rock’n’roll blev født i slutningen af fyrrerne, har revolten og angrebet på det etablerede været en vigtig faktor i al ungdomskultur, og dette har med størst tydelighed vist sig i musikken. Generation efter generation har lydsporet været som et opgør med alt, hvad der var bedsteforældrenes, storebrødrenes, og særligt forældrenes musik. En naturlig udvikling har været at gøre alting lidt hurtigere, lidt hårdere og lidt vildere.
Tresserne var rockens helt store årti, med kæmpe kommercielle gennembrud i både USA og Europa. Stjerner blev skabt og andre stjerner blev bare større – som for eksempel The Beatles og Elvis Presley – og hele tiden flyttedes grænserne for, hvad rockmusikkens rolle var. Den psykedeliske rock, den progressive rock, kraut-rocken og art rock gjorde, at den før så udskældte og ringeagtede musik fik et publikum i intellektuelle kredse, og den bløde radiorock, surfmusikken og sammensmeltningen med soulmusik gav den folkelig appel, som gjorde oprørsmusikken til mainstream.
Hvordan startede heavy metal?
I 1969 og 1970 blev en håndfuld milepæle for metalmusikken og den hårde rock sat på kortet med bemærkelsesværdige udgivelser i England. Både Led Zeppelins andet album, “Led Zeppelin II”, og Deep Purples “Deep Purple in Rock”, men især Black Sabbaths debutalbum “Black Sabbath” og opfølgeren “Paranoid” satte en ny standard for, hvor pågående, hurtig og tung en rockplade kunne være. Sangene var lange, pulserende og mørke, og teksterne handlede ikke længere om at danse og holde fester eller om at tage LSD og flyve rundt om månen i regnbuefarvet solskin. Nu handlede det om de mørke afkroge af sindet, paranoia, jalousi, selvhad og behovet for at rase ud. Fantasien og det drømte spillede stadig ind, men nu trak man på den gotiske litteratur snarere end det, man mente, var forvrøvlede illusioner og abrupte bidder af østlig filosofi. Dæmonerne kom med andre ord frem i mørket. De to følgende citater giver et fingerpeg om heavy metal-musikkens tekstunivers.
Fra nummeret “Black Sabbath” på pladen “Black Sabbath”:
“What is this that stands before me? / Figure in black which points at me / Turn around quick, and start to run
Find out I'm the chosen one / Oh no | Big black shape with eyes of fire / Telling people their desire / Satan's sitting there, he's smiling | Watches those flames get higher and higher / Oh no, no, please God help me”
Teksten er et klassisk eksempel på det mystiske og mørke, frygten for den onde kraft og det dæmoniske. Satan bliver allerede i dette tidlige stadie anvendt hyppigt som et symbol på det mørke i metalmusikken. Det fordømte menneske og kristne ideer om arvesynd og udødelighed spiller også en stor rolle.
Se videoen ”Black Sabbath” med metalbandet af samme navn fra 1970.
Fra nummeret “War Pigs” på pladen “Paranoid”:
“Generals gathered in their masses / Just like witches at black masses / Evil minds that plot destruction Sorcerers of death's construction | In the fields the bodies burning / As the war machine keeps turning / Death and hatred to mankind / Poisoning their brainwashed minds... Oh Lord yeah! / Politicians hide themselves away / They only started the war | Why should they go out to fight? / They leave that role to the poor, yeah”
Teksten er et eksempel på, hvordan en gryende samfundskritik også fik lov at spire frem i metalmusikken. Krig og ondskab er et gennemgående tema hos næsten alle metalbands, og den tvetydige fascination af krigen er på det nærmeste metalscenens sjæl. Den dragende militarisme og totalitære, maskinelle brutalitet, krigens dominante æstetik og dens rå, men ærlige æresbegreb, sættes overfor den absurde og fuldstændige afmagt ved mødet med døden og den moderne krigs komplette fremmedgørelse fra både mål og middel: Den enkelte soldat ved ikke længere, hvad han kæmper for, eller hvorfor han går mod øst og ikke mod nord, han ved blot, at han bliver fløjet ind og ud med en helikopter og har en ordre, der skal følges.
Hvordan lød den tidligste metal i 1970’erne?
Alice Cooper i Manchester MEN Arena i 2007.
Foto: Sakura Henderson/ArenaPAL/Polfoto
I starten af halvfjerdserne havde heavy metal spredt sig over store dele af den vestlige verden – dog først og fremmest i USA. Her omfavnede bands som Blue Öyster Cult og Kiss sammen med Alice Cooper den nye og hårdere lyd fra England med vidt forskellige resultater. I 1972 debuterede også tyske Scorpions, og i 1975 hørte man første gang fra AC/DC.
I slutningen af 1970’erne var standarden for en enkelt skæring på en plade meget snæver. Alle sange skulle være mellem 2½ og 3½ minut, ellers var der næsten ingen radiostationer, der ville spille dem. Så meget desto mere ekstremt var det, at der nu kom sange, der var meget længere, gerne en 5-6 minutter, og i visse tilfælde over ti minutter lange. Den store inspirationskilde for metalmusikerne på dette tidspunkt var imidlertid ikke de ‘hvide’ stilarter rock’n’roll, country og bluegrass, som det havde været for de fleste af tressernes musikere, det var snarere den sorte amerikanske bluesmusik, der med sine repeterende simple riff og lange soli og improviserede elementer lagde op til en langt mere fri struktur i værket.
Det kan i dag være svært umiddelbart at høre, hvad der placerer datidens bands i genre med nutidens unge metalbands, og flere af disse bands har også lavet mere rockorienteret eller psykedelisk musik – her tænkes især på AC/DC og Blue Öyster Cult – men deres inspiration fra og indflydelse på den tidlige metalmusik er ikke til at overse, for slet ikke at nævne deres rolle for nutidens unge metalmusikere.
Hvordan udviklede metalgenren sig i Storbritannien i 80’erne?
I slutningen af halvfjerdserne, da metalmusikken i det store hele havde etableret sin base, og de tidlige bands for længst var blevet verdensstjerner, hvis de da ikke var gået i opløsning, voksede en ny og hurtigere bølge af metalbands hurtigt frem: The New Wave Of British Heavy Metal, eller blot NWOBHM, som denne ofte kaldes i daglig tale. Navne som Saxon, Motörhead, Def Leppard samt Judas Priest og Iron Maiden skruede en tak op for tempoet, sendte bluesinspirationen i baggrunden og beviste frem for alt, at metalmusik og teknisk finesse og elegance godt kunne gå hånd i hånd. De nye bands repræsenterede arbejderklassen og var stolte af det. Det kom blandt andet til udtryk gennem en mere kompromisløs stil, der ikke havde til hensigt at vinde nogen nye fans til scenen, men bare talte til dem, der allerede var ‘metalheads’. Det viste sig at være en god idé, for plader som Motörheads “Ace of Spades”, Iron Maidens “Iron Maiden” og Judas Priests “British Steel” blev alle store succeser på den engelske hitliste. Disse albums har for længst opnået klassikerstatus blandt metalfans verden over og fungerer ligeledes som inspirationskilder for mange unge musikere.
Hvor musikken blev endnu mere kompromisløs og direkte, blev teksterne til gengæld mere afstikkende. Nu stod det efterhånden klart, at en metaltekst ikke bare var en formel, man kunne skrive på, men at de enkelte bands’ tekstunivers adskilte sig markant.
Tekstuddraget fra Iron Maidens plade “Number of the Beast” fra 1982 viser en kritik af de europæiske amerikaneres ekspansion i USA i 1700 og 1800-tallet på bekostning af indianernes livsvilkår:
“White man came across the sea | He brought us pain and misery / He killed our tribes, he killed our creed / He took our game for his own need / We fought him hard we fought him well / Out on the plains we gave him hell / But many came too much for cree / Oh will we ever be set free?”
Motörheads “Ace of Spades” fra pladen med samme navn er derimod en sang med et ubarmhjertigt fræsende guitar-riff, og det er vist svært at nå til andet resultat end at citatet handler om vild gambling, både med kort og med livet som indsats:
“You know I'm born to lose, and gambling's for fools / But that's the way I like it baby / I don't wanna live for ever / And don't forget the joker! / Pushing up the ante, I know you've got to see me / Read 'em and weep, the dead man's hand again / I see it in your eyes, take one look and die / The only thing you see, you know it's gonna be / The Ace Of Spades / The Ace Of Spades”.
Hvordan udviklede genren sig i USA op gennem 1980’erne?
I USA gik udviklingen i firserne i to helt klare og meget forskellige retninger: Der var dem, som mente, at der var for lidt rock’n’roll-attitude, for lidt fest og for meget seriøsitet over musikken, og som savnede noget glam og udklædning. Fra Los Angeles kom derfor en bølge af bands i stramt lædertøj, med make-up og opsatte frisurer, der lavede velproducerede, svulstige sange om damer, stoffer, motorcykler og om at feste igennem. Inspireret af det besynderlige finske band Hanoi Rocks skød bands som Mötley Crüe, L.A. Guns og Qiuet Riot op på klubber på gaden The Strip i Los Angeles. De spillede en bluesinspireret hard rock, dog meget mere poleret og med tråde til glam-rock som T-Rex og Slade, såvel som tydelig inspiration fra både Led Zeppelin og Kiss. Bølgen nåede sit højeste, både kunstnerisk og kommercielt, i slutningen af firserne med millionsælgende plader fra bands som Poison, Whitesnake og ikke mindst Guns N’ Roses.
Samtidig trak en gruppe af lige så unge og mindst lige så energiske bands i en helt anden retning. Med tydelig inspiration fra de tidlige NWOBHM-plader, men også fra den gryende, californiske hardcore punkscene, udviklede bands som Metallica, Slayer, Megadeth og Anthrax en kompromisløs og primitiv, ultrahurtig metal, som blev kendt som thrash-metal. Thrash, som betyder at tæske, skal ikke forveksles med trash, som betyder skrald. Teksterne var igen dystre, men nu mere aggressive og decideret dystopiske, og mere udadvendte end tidligere, og billedsproget var bygget op omkring mareridtet, døden og forfaldet. I mange år levede thrashen en undergrundstilværelse som en rå og ekstrem stilart, men i slutningen af firserne begyndte flere unge at få øjnene op for den tunge, men befriende uprætentiøse stil, og de ofte meget symbolske tekster, som i Slayers nummer “Raining Blood”’ fra pladen “Reign in Blood”:
“Trapped in purgatory / A lifeless object, alive / Awaiting reprisal / Death will be their acquisition
[...]
Raining blood / From a lacerated sky / Bleeding its horror / Creating my structure / Now I shall reign in blood!”
Thrash’ betydning for den senere metal er helt uomgængelig, da både deathmetal, black metal, doom og moderne metalcore i et vist omfang er formet af firsernes thrash-plader.
Hvad er forskellen på deathmetal og black metal?
Kunne det overhovedet blive tungere? Ja, naturligvis kunne det det! I midten af firserne opstod de første kim til de genrer, der dominerede den mere ekstreme del af metallandskabet i halvfemserne, death metal (også kaldet dødsmetal), black metal og doom metal.
Death metal er den mest direkte udspringer af thrash og er kendetegnet ved, at hastigheden er sat endnu mere i vejret, og at teksterne, som i Deicides “Kill the Christian” fra albummet “Once Upon the Cross” nu oftest er helt overgivet til det ekspressivt beskidte:
“Buried in hypocrisy / Lacerate your faith in god / Morally diseased / On the cross of Calvary your body bashed, defeated, stabbed Loyal to your enemies / Monetary faith / As him you'll pay for the lies of your prophecy / Satan wants you dead / Kill the christian, kill the christian / Kill the christian, kill the christian / Kill the christian, kill the christian / Kill the christian / Armies of darkness unite”
Hør, hvordan teksten lyder, når Deicide fremfører den live – her til en koncert i Los Angeles fra 2012.
Kød, forrådnelse (ofte både bogstaveligt og symbolsk), død, vold, blasfemi og smerte er almindelige temaer, og produktionen af musikken var nu igen trykket, tør og minimalistisk, som var pladerne optaget i en slagtehal efter lukketid. Det er i dødsmetallen, at growlvokal (se parlør) for alvor vinder frem, og det ekstreme udtryk i musikken blandes med et uhørt sort og goldt image, som ikke kunne være længere fra glammetalens pyntesyge og party-attitude.
I Europa kom en modreaktion på dødsmetalbølgen fra USA. Her var brutaliteten ikke på samme måde i højsædet; til gengæld var ideen om det onde om muligt endnu mere central. Black metal udspringer egentlig af Venoms stilskabende plade “Black Metal” fra 1982, men det, som i vore dage associerer med genren black, opstod i Norge og Sverige i slutningen af firserne. Musikken udviklede sig nu fra en mere eller mindre bevidst leg med sataniske symboler og ren, rå aggression, til et mere dystert, hedensk og antikristent klageskrig. Kristendommen blev for eksempel gjort til en decideret fjende hos fatalistiske navne som Emperor, Darkthrone, Gorgoroth og Mayhem. Teksterne blev til indebrændte angstskrig, som her i Darkthrones “Paragon Belial” fra pladen “A Blaze In The Northern Sky”:
“I lay Enshrined / Contaminated Time Warp / My Flesh Yearns / For the Tombworld / My soul like layers of Frost / Simulating a Spectre Shadow / Frozen in Time and Space / I was Hacked out of Ice”
Hvem er metal-scenens kættere?
Black metal er, som oven for beskrevet, nok det mest kontroversielle miljø indenfor metal. Den åbenlyse søgen efter det ekstreme og dystre skabte et miljø, som måske både er og var ganske snævert. Ikke desto mindre vakte det i Norge både foragt og opmærksomhed i halvfemserne, da nogle af scenens mere dedikerede selvudråbte kættere bevægede sig fra musikken og ind i voldens verden. Afbrændinger af ældgamle trækirker, kaldet stavkirker, chokerede. Ligesom det provokerede, da Mayhems Euronymus valgte at fotografere bandmedlemmet Dead, da denne havde skudt sig i hovedet med et haglgevær, og bandet siden brugte billedet til et pladecover. Og da samme Euronymus senere blev dræbt af den meget dramatiske Count Grishnak, Varg Vikenes, bagmand i metal-/ambientprojektet Burzum, blev miljøet lagt for had. I dag er meget black metal forbudt og forhadt i store dele af verden – blandt andet har eBay for vane at aflyse auktioner med plader fra blandt andet Burzum og Darkthrone.
Hvad er doom metal?
Samtidig med dødsmetallen og black metal, eller svartmetal som nordmændene så malerisk siger, bevægede nogle musikere sig i en helt anden retning. Fra USA og England kom i midten af firserne nogle bands frem, som lagde vægten på det dystre og teatralske i musikken. Snarere end at køre lytteren over med et inferno af støj kom keyboards og orgler ind i billedet. Numrene blev meget lange og æteriske, altså luftige, men den trykkede intensitet fra thrash blev bibeholdt med ultradybt stemte instrumenter og et væld af effekter på guitar og bas. Stilen kaldtes doom metal, og nu var ensomheden og det store mørke blevet altomsluttende - gotisk omklamrende musik fra bands som Candlemass, EyeHateGod, My Dying Bride og Paradise Lost (bandnavnene siger det meste) trykkede tempoet og humøret i bund. Teksterne blev til depressive messer fra hinsides ethvert håb, som her hos Paradise Lost i nummeret “Frozen Illusion” på “Lost Paradise”:
“I lay in the darkest room, / The door is locked, at chains I grasp... / The chill runs through my bones / In panic I grief / Oh please help me die... / The walls close in on my existence / Unreal illusions re-appear / Darkness increases still... / Frozen illusion”
Hvad skete der med mainstream metallen?
Imens yderpunkterne og undergenrerne blev mere og mere ekstreme, voksede succesen for flere af scenens mere erfarne navne, ligesom nye og mere kommercielt orienterede bands så dagens lys. Kulminationen af den voksende succes sås i starten af halvfemserne, hvor albums som Metallicas “Metallica” og Guns N’ Roses episke dobbeltplade “Use your Illusion I + II” solgte millioner af albums og gjorde de allerede store stjerner til verdensomspændende teenageidoler og multimillionærer – således er Metallica-pladen det næstmest solgte album i USA siden 1991. Desuden domineredes hitlisterne i slutfirserne af power-ballader, kærlighedsnumre med guitarsolo og liret heavy-attitude fra soft-metal navne som Bon Jovi, Van Halen, Warrant og Poison – en bølge som styrkedes af at musikkanalen MTV i 1987 introducerede programmet Headbanger’s Ball, som var reserveret udelukkende til metal-videoer.
Samtidig fik metallen større og større indflydelse på resten af musikmiljøet. I 1991 væltede grunge-bølgen ind over både USA og Europa, og alle nynnede med på Nirvana og Pearl Jam. Uden at kunne kategorisere grunge som metal, er det tydeligt, at bølgen er meget inspireret af især halvfjerdsernes metalplader, og grunge har siden hen haft stor indflydelse på metalscenen.
Hvor står heavy metal i det nye årtusinde?
I de seneste år har hybrider været de førende tendenser indenfor metalmusikken. Andre genrer bliver mikset ind, undergenrer bliver blandet med hinanden, og særligt har den elektroniske revolution betydet, at mulighederne for at lege med de enkelte nuancer ligger lige for fødderne af musikerne. I halvfemserne blev elementer fra hip hop og punk blandet med kværnende thrash- og dødsmetalelementer, og hos bands som Pantera og Suicidal Tendencies sås nu igen en gryende samfundskritik. De ultra aggressive tekster blev til et anklageskrift mod den overfladiske ungdomskultur, som her i Panteras “Fucking Hostile” fra “A Vulgar Display of Power”:
“Almost every day / I see the same face / On broken picture tube / It fits the attitude / If you could see yourself / You put you on a shelf / Your verbal masturbate / Promise to nauseate / Today I'll play the part of non-parent / Not make a hundred rules / For you to know about yourself / Not lie and make you believe / What's evil is making love / and making friends / and meeting God you're own way / The right way.”
Imod slutningen af 90’erne kom en række unge bands frem, som havde strømlinet denne stil og gjort den mere kommercielt orienteret. Det var navne som KoRn, Deftones og Limp Bizkit, og genren fik nu tilnavnet Nu Metal (udtales som new). Den umiddelbare kommercielle succes fulgtes af et uundgåeligt dårligt ry i metalmiljøet. Disse bands blev anklaget for at ‘sælge ud’, hvilket nærmest er en dødssynd i metalverdenen. Der blev dog solgt en frygtelig masse plader på ganske få år, men genren gør ikke meget væsen af sig den dag i dag.
Hardcore punk kom imidlertid til at påvirke metalscenen igen i det nye årtusinde, da bands som Killswitch Engage, Dillinger Escape Plan og Crowbar fra hver sin baggrund fik succes med hybridgenrer som mathcore, der er teknisk dødsmetalinspireret metal/hardcore; metalcore, som bygger videre på melodisk thrash og hardcoreinspireret grind fra halvfemserne som Suicidal Tendencies og Machine Head, og den doom-/stonerrockinspirerede sludgecore.
Tillige har klassisk heavy metal fået en kolossal opblomstring i de senere år. Ikke bare har firsernes powermetal og true-metalnavne som Manowar og Hammerfall fortsat tusindvis af fans, men mange af de store, gamle navne har oplevet en ny bølge af unge fans, og både Black Sabbath og Led Zeppelin har for kortere eller længere perioder genforenet deres respektive bands med kolossal succes. Black Sabbath-forsangeren Ozzy Osbourne har desuden tiltrukket sig opmærksomhed ved at medvirke i det meget populære reality-show the Osbournes.
Af bands, som i følge metal-hjemmesiden www.metalsucks.net (se kilder) er særligt populære i øjeblikket kan blandt andet nævnes Lamb of God, Mastodon, Megadeath, Machinehead, Pantera og selvfølgelig Metallica.