Faktalink
Søg
Menu
Menu

Hvad leder du efter?

Medlemmer af det oprindelige Tupinamba-folk betragter den Tupinamba-kappe, som Nationalmuseet har tilbageleveret, i Quinta de Boa Vista-parken i Rio de Janeiro, Brasilien, den 11. september 2024

Medlemmer af det oprindelige Tupinamba-folk betragter den Tupinamba-kappe, som Nationalmuseet har tilbageleveret, i Quinta de Boa Vista-parken i Rio de Janeiro, Brasilien, den 11. september 2024

Foto: Pablo Porciuncula/AFP/Ritzau Scanpix

Medlemmer af det oprindelige Tupinamba-folk betragter den Tupinamba-kappe, som Nationalmuseet har tilbageleveret, i Quinta de Boa Vista-parken i Rio de Janeiro, Brasilien, den 11. september 2024 Foto: Pablo Porciuncula/AFP/Ritzau Scanpix

Tilbagelevering af kulturgenstande fra museer

Hovedforfatter

  • Helle Jørgensen, antropolog og kulturarvsforsker, ph.d., mar. 2026

Læsetid: 15 min

Indhold

Indledning

Gennem århundreder er genstande fra hele verden i stort omfang havnet på museum, ofte uden for deres oprindelige hjemland. At de udgør en vigtig kulturarv, er selve argumentet for, at de er kommet på museum, men at de skal blive der, betragtes langtfra altid som en selvfølge. Spørgsmålet om, hvornår museer bør tilbagelevere kulturgenstande til oprindelseslandet, er kommet til at fylde stadig mere i den globale kulturpolitiske debat og skaber jævnligt store overskrifter i nyhedsmedierne.

Bør Grækenland f.eks. have de skulpturer fra det verdenskendte oldtidstempel Parthenon i Athen, som i starten af 1800-tallet blev spredt til museer i flere andre europæiske lande, tilbage? Og hvordan afgør man, hvem den smukke kappe lavet af tusindvis af ibisfjer, som Nationalmuseet i 2023 valgte at tilbagelevere til Brasilien efter 335 år i Danmark, tilhører: Danmark, Brasilien, eller tupinambaerne - det oprindelige folk, der fremstillede kappen?

Debatten om tilbagelevering af kulturgenstande fra museer har gjort en række genstande omstridte. Nogle af disse genstande fastholdes på de museumssamlinger, hvor de befinder sig; andre returneres til de lande, som de kom fra. I denne Faktalinkartikel kan du blive klogere på, hvad debatten om sådanne tilbageleveringer handler om. Hvilke regler gælder på området, hvad er den historiske baggrund for debatten, og hvorfor er det vigtigt, hvor genstandene befinder sig?

Relaterede emner

Sacred tribal cape: Cloak returns to Brazil from Europe

Videoen viser, hvordan en hellig fjerkappe fra den oprindelige befolkningsgruppe tupinambaerne blev officielt modtaget i Brasilien i forbindelse med, at Danmarks Nationalmuseum på anmodning valgte at tilbagelevere den efter 335 år i Danmark.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold, derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Definition af tilbagelevering af kulturgenstande fra museer

Hvad er tilbagelevering af kulturgenstande fra museer?

Tilbagelevering af kulturgenstande fra museer og lignende kulturinstitutioner kan ske, når der anmodes om, at en eller flere genstande fra en samling bliver returneret til deres oprindelsesland eller -gruppe, f.eks. en bestemt etnisk gruppe.

Fænomenet omtales også som repatriering, der bogstaveligt betyder ”tilbagevenden til hjemlandet”, efter det latinske ord for hjemland: patria. Krav på tilbageleveringer af kulturgenstande er blevet almindelige i museumsverdenen og stiller etiske og politiske spørgsmål, som museer såvel som lande i stigende grad er nødt til at forholde sig til. [1] [2]

Politisk hænger den tiltagende repatrieringsdebat især sammen med, at mange tidligere kolonilande har opnået selvstændighed i perioden efter Anden Verdenskrig, samt at mange oprindelige folk søger en højere grad af kulturel og politisk selvbestemmelse. Krav om kontrol over vigtige kulturgenstande, som i mange tilfælde er blevet mistet i kolonitiden og nu kan findes på museer verden over, bliver i den sammenhæng en del af nutidig identitetspolitik (se Faktalinkartikel om identitetspolitik).

Baggrunden for krav om tilbagelevering er påstanden om, at genstanden har en ubrydelig tilknytning til kulturen, den har sin oprindelse i. Det vil sige, at den er en vigtig del af en kulturarv, som hører til et andet sted end på det museum, hvor den nu befinder sig, og at den derfor bør vende hjem. Ofte er det et forstærkende argument, at genstanden har forladt sit hjemland på en måde, der i nutiden anses som uetisk, f.eks. som krigsbytte eller i forbindelse med gravrøveri.

Om en tilbageleveringssag kan afgøres på baggrund af rent juridiske forhold eller på grundlag af mere moralske overvejelser, kommer an på omstændighederne og varierer derfor fra sag til sag.  Der findes flere moderne internationale aftaler, som skal forhindre, at kulturværdier som f.eks. antikviteter og arkæologiske genstande ulovligt udføres af et land og derefter havner i museumssamlinger i andre lande. Sager, der er omfattet af sådan lovgivning, kan afgøres juridisk – men da de internationale konventioner ikke dækker med tilbagevirkende kraft, omfatter de ikke ældre sager, f.eks. fra kolonitiden. Her handler det om moderne museumsetik og kulturpolitik.

Fakta om tilbagelevering af kulturgenstande fra museer

Hvilke internationale regler gælder på området?

To internationale konventioner, som Danmark begge har tilsluttet sig, er vigtige for at forhindre illegal eksport og import af kulturgenstande. Den første er UNESCO-konventionen af 14. november 1970 om midlerne til at forbyde og forhindre ulovlig import, eksport og ejendomsoverdragelse af kulturgenstande, som Danmark tiltrådte i 2003. [3]. En anden international aftale, Unidroit-konventionen af 24. juni 1995 om stjålne eller ulovligt eksporterede kulturgenstande, fik dansk tilslutning i 2012. [4].

Begge konventioner tager udgangspunkt i, at lande som led i nutidig kulturpolitik har en forpligtelse til at passe på både deres egen og andre landes kulturarv. Det understøtter konventionerne gennem fælles minimumsregler, der skal forhindre ulovlig handel med kulturgenstande. UNESCO, som er Forenede Nationers organisation for uddannelse, videnskab, kultur og kommunikation (se Faktalinkartikel om UNESCO), fremhæver i den sammenhæng at kulturgenstande af betydning for f.eks. arkæologi, historie, kunst eller videnskab ”beriger alle folkeslags kulturliv og indgyder gensidig respekt og forståelse mellem nationerne”. [3]

Hvad siger den danske museumslov?

Museumsloven omfatter forvaltningen af samlingerne på de statslige og statsanerkendte museer i Danmark. Den nationale lovgivning gør det helt klart: ”Et museum må ikke erhverve en genstand, såfremt genstanden er udført fra et andet land i strid med dette lands lovgivning og forholdet er omfattet af en international overenskomst, som er tiltrådt af det pågældende land og Danmark” [5]. Skulle det alligevel ske, at denne regel er blevet overtrådt, skal en tilbagelevering finde sted.

For sager der ikke er omfattet af den slags moderne international lovgivning, siger museumsloven til gengæld, at et museum ikke uden videre må foretage en tilbagelevering. Museer må nemlig ikke give en genstand fra deres samlinger til andre end et andet statsligt eller statsanerkendt museum uden en særlig tilladelse fra kulturministeren. [5]

 Afgørelse af sådanne sager træffes på baggrund af både museumsfaglige og etiske hensyn og kræver vurdering af en række forhold, herunder:

  • hvor genstanden kommer fra, og hvordan den er blevet erhvervet
  • hvilken rolle den har spillet i museets forskning og formidling
  • hvor vigtig den er for museets samling og ansvarsområde
  • hvem der anmoder om at få den tilbageleveret
  • hvilke forhold genstanden søges tilbageleveret til, herunder om den vil blive bevaret og udstillet for offentligheden på et museum i udlandet. [6]

Hvad er den historiske baggrund for krav om tilbagelevering af kulturgenstande fra museer?

Internationale krav om tilbagelevering af kulturgenstande rettes først og fremmest mod museer i vestlige lande. Det er der historiske grunde til. Museet som en offentlig kulturinstitution er et fænomen, der er opstået i Europa. Det skete op gennem 1800-tallet, og museernes fremvækst var nært sammenknyttet med både ideen om og opbygningen af nationalstaten. Museer handlede om at fremvise et lands kulturarv og dermed styrke dets identitet og legitimere dets politiske eksistens. [7] [8]

Museumsinstitutionen opstod i en periode, der også var præget af europæisk kolonialisme og imperial dominans i andre verdensdele (se Faktalinkartikel om imperialisme). Genstande med oprindelse verden over blev derfor i stort omfang indsamlet og udstillet på europæiske museer. I vores tid, hvor mange tidligere kolonilande har opnået selvstændighed og museer er blevet globalt anerkendt som en vigtig del af ethvert lands institutioner og kulturelle identitet, er krav om tilbagelevering af kulturgenstande blevet almindelige. [2]

Hvor ses krav om tilbagelevering af kulturgenstande især?

Anmodninger om tilbagelevering fra museer omfatter sjældent alle kulturgenstande fra et givent land eller en gruppe. De optræder først og fremmest, hvor oprindelsessamfundet ikke selv råder over særligt betydningsfulde eller repræsentative genstande, som har været vigtige i deres historie og kultur, og disse findes på museer i udlandet. Et kendt eksempel er Grækenlands mangeårige forsøg på at få skulpturer fra Parthenon tilbageleveret fra flere udenlandske museer. [9] [10] [11] En anden berømt sag er Nigerias kampagne for tilbagelevering af hundredvis af bronzeskulpturer, de såkaldte Benin-bronzer, der blev fjernet af briterne som led i en voldelig koloniseringsproces. [12] [13] [14]

Særligt museer i lande, der har haft en væsentlig betydning som kolonimagter, og som har store samlinger med tilknytning til denne historie, bliver udsat for en række krav om tilbagelevering af kulturgenstande. F.eks. har British Museum, som er blandt verdens største museer og har status som nationalmuseum for verdens største tidligere kolonimagt, Storbritannien, været involveret i adskillige kontroverser om, hvor genstande i deres samlinger hører til. Det er også blevet almindeligt, at museer må forholde sig til krav om tilbagelevering af vigtige kulturgenstande til oprindelige folk inden for deres eget lands grænser. I 1990 introducerede USA f.eks. national lovgivning på området med den såkaldte Native American Graves Protection and Repatriation Act. [15]

Tilbageleveringsdebattens betydning

Hvad er de moderne museumsetiske retningslinjer for tilbagelevering?

Sideløbende med at internationale konventioner i perioden fra 1970erne og frem har skabt rammer for at forhindre illegal handel med kulturgenstande i nutiden, har de bredere museumsetiske standarder også udviklet sig.

ICOM (International Council of Museums), som er en verdensomspændende medlemsbaseret museumsorganisation for museer og museumsansatte og fastsætter professionelle standarder for god museumspraksis, har indarbejdet museers håndtering af tilbageleveringsanmodninger i sine etiske retningslinjer. Her fremhæves, at alle museer skal have retningslinjer, som definerer den metode, de anvender, når de overvejer, om en genstand skal tilbageleveres. ICOM pointerer, at samlingernes oprindelse er et vigtigt aspekt af deres betydning, og at museer skal være parat til at indgå i dialog om tilbagelevering til oprindelsessamfundet, samt at de skal udvise særlig respekt for sensitivt materiale som genstande med religiøs betydning og rester af afdøde. Dialog ”skal ske på en upartisk måde og være baseret på videnskabelige, professionelle og humanitære principper såvel som på relevant lokal, national og international lovgivning” [16]

Hvad er de største danske tilbageleveringssager?

Langt den største sag om tilbagelevering af kulturgenstande i Danmark omfatter de grønlandske samlinger fra Nationalmuseet. Fra 1982 til 2001 samarbejdede Danmark og Grønland om en deling af de omfattende samlinger, som var opstået med baggrund i det koloniale forhold mellem Danmark og Grønland. Formålet var at sørge for, at både Danmarks og Grønlands Nationalmuseum råder over omfattende og repræsentative samlinger af grønlandsk kulturarv, som kan danne grundlag for forskning og formidling, og omkring 35.000 kulturgenstande blev i den forbindelse tilbageleveret til Grønland. Også i internationalt perspektiv er det en usædvanlig omfattende tilbageleveringssag, som er blevet rost for konstruktivt samarbejde. [17] [1]

Også til Færøernes Nationalmuseum blev over hundrede genstande tilbageleveret fra Danmarks Nationalmuseum i 2002. [18]

Hvilke andre tilbageleveringssager har fyldt i dansk debat og museumspraksis?

Danmarks Nationalmuseum har foretaget flere enkeltstående tilbageleveringer af kulturgenstande. I 2022 tilbageleverede Nationalmuseet formelt en over 400 år gammel samisk tromme, som stammede fra tiden hvor Norge hørte under Danmark, til den samiske museumsstiftelse RiddoDuottarMuseat, som i forvejen havde haft den til lån siden 1979. [19] [2] I 2023 blev en kappe af ibisfjer, som i 335 år havde befundet sig i Danmark, doneret til Brasilien fra Nationalmuseets Etnografiske Samling. Tilbageleveringen af kappen, som betragtes som hellig af den oprindelige befolkningsgruppe tupinambaerne, og som er en stor sjældenhed, har været stærkt omstridt i danske medier. [2] [20] [21] [22] [23] [24] [25] Det sker ligeledes, som i tilfældet med fragmenterne fra den græske Parthenonfrise, at Nationalmuseet modtager en tilbageleveringsanmodning, men vurderer, at den omstridte genstand bør blive, hvor den er.

 Også Glyptoteket er kendt for at have tilbageleveret flere kulturgenstande, og her kan man se, at nutidens internationale konventioner har en afsmittende effekt, selv i sager som de juridisk set ikke omfatter. Flere genstande, som Glyptoteket havde erhvervet på det internationale kunstmarked i 1970erne, har siden vist sig at være ført ud af oprindelseslandene i modstrid med lovgivningen i disse lande, f.eks. fra ulovlige udgravninger. Dengang fandtes allerede en international UNESCO-konvention, som skulle forhindre illegal handel med kulturarv fra andre lande; Danmark havde blot ikke tiltrådt den endnu. Her har Glyptoteket på anmodning fra hjemlandene alligevel valgt at tilbagelevere arkæologiske genstande til Italien og Tyrkiet. [26] [27]

Problemstillinger ved tilbagelevering af kulturgenstande fra museer

Hvilken værdi har det, at museer udstiller genstande fra andre kulturer?

”Hvorfor skal man overhovedet udstille genstande fra andre kulturer?” spørger Lars Højer, Nationalmuseets forskningschef, som led i tilbageleveringsdebatten [28]. Hans første svar henviser til Museumsloven. I den står der utvetydigt, at ”Nationalmuseet (…) har til opgave at belyse Danmarks kultur og verdens kulturer og deres indbyrdes afhængighed.” [5] Som Højer uddyber: ”genstande fra andre kulturer giver os stof til eftertanke. De giver os adgang til andre måder at tænke og handle på, og de får os til at reflektere over, hvem vi selv er, og hvordan vi selv er formet af en kulturhistorie. Og så giver de os indsigt i, hvordan verden også er formet af forbindelser, nogle gange dybt problematiske koloniale forbindelser, mellem forskellige steder i verden” [28]

 Christian Sune Pedersen, der er forsknings- og samlingschef på Nationalmuseets afdelinger for Nyere Tid og Verdens Kulturer, fremhæver: ”Siden 1970erne har de fleste etnografiske museer set det som deres mission at skabe udsyn og forståelse for mennesker med andre kulturbaggrunde” [2]. Den mission bliver udfordret, hvis folk i oprindelsessamfundene mener, at genstandene befinder sig uretmæssigt på museet, og det kan give anledning til svære beslutninger om, hvor genstanden hører til. Pedersen konkluderer: ”Hvis en repatrieringssag nogensinde bliver nem at beslutte, har vi til gode at se den. Det er dilemmafyldt farvand”. [2]

Hvor meget handler debatten om tilbagelevering om genstandene i sig selv?

Debatten om tilbagelevering af kulturgenstande fra museer handler ikke kun om genstandene i sig selv, men også om genstandenes, museernes, og de omgivende samfunds identitet, historie og indbyrdes forhold. Som den danske museumsekspert Vinnie Nørskov udtaler: ”Museumsinstitutionen er (…) blevet et magtsymbol, en politisk og social markering af nationer eller områders kulturelle overlegenhed (…). Museer er ikke neutrale vidensarkiver, men afspejler skiftende politiske, sociale og økonomiske magtforhold i et globalt komplekst samfund.” [29]

Det betyder også, at vurderingen af genstandene og deres betydning, samt spørgsmålet om hvorvidt de bør tilbageleveres, knytter an til langt bredere historiske forhold, som f.eks. hvordan man forholder sig til processer som kolonisme og afkolonisering. [30] Det kan handle om håndteringen af historiske traumer, skyld og forsoning, men også om, hvorvidt fortidens gerninger bør vurderes ud fra nutidens moralske standarder. Som Vinnie Nørskov fremhæver: ”Mange af de historier, der kommer frem, viser sig at være problematiske med nutidens øjne, og det kan være smertefuldt at erkende, at værdifulde museumsgenstande stammer fra kolonimagters overgreb, er resultater af uetiske videnskabelige ekspeditioner eller erhvervet efter plyndringer i et krigshærget land.” [29].

Hvem kan gøre krav på at være en genstands retmæssige ejer?

Rent praktisk kan det ofte være vanskeligt at afgøre, præcis hvor og hvem en genstand kommer fra, og hvordan dens skiftende ejerforhold har været. Ikke alle genstande i museumssamlinger har en lige veldokumenteret herkomst. Der kan f.eks. være forskel på, om en genstand kommer fra en veldokumenteret arkæologisk udgravning, hvor baggrunden er kendt, eller har passeret gennem flere ukendte hænder i tidens løb og derfor er knyttet til en mindre detaljeret viden om dens historie. Allerede her kan det i nogle tilfælde blive svært at afgøre, hvor en kulturgenstands oprindelige ’hjem’ er, og hvem der kunne være berettiget til at gøre krav på den som deres kulturarv.  

Dertil kommer, at kulturelle identifikationsformer og grænser skifter over tid. De nationalstater, som findes nu, eksisterede f.eks. ikke altid, dengang de omstridte kulturgenstande blev skabt, og der kan i nogle tilfælde opstå konkurrerende krav på en genstand; det kan f.eks. handle om, hvorvidt en genstand hører hjemme på overordnet plan i en given nation eller på lokalt plan hos en bestemt kulturel gruppe. Når en omstridt kulturgenstand befinder sig i udlandet, kan der omvendt ofte fremsættes det argument, at den har befundet sig der så længe, at den også er blevet en vigtig del af historien og kulturarven der.

I 2002 lancerede en række store verdenskendte museer som British Museum og det franske Louvre den påstand at de var ”universelle museer”, der tog vare på hele menneskehedens arv, hvilket kan tolkes som et forsvar mod tilbageleveringsanmodninger. Som antropolog Mads Daugbjerg konstaterer: ”Sigende nok ligger ingen af de selvudnævnte universelle museer uden for Europa og Nordamerika”. [31]

Hvor problematisk er tilbageleveringsdebatten for museerne?

Tilbageleveringsdebatten vækker udbredt opmærksomhed i medierne både i Danmark og i udlandet og skaber let indtryk af en tilstand præget af udbredt konflikt samt ”tyvekoster og krigstrofæer, hvor fortidens barbariske gerninger sitrer lige under overfladen”, som det hedder i en artikel fra Berlingske Tidende. [32] Man kunne få det indtryk at museerne løbes over ende af tilbageleveringskrav og risikerer at ende med tomme udstillinger og magasiner, men langt fra alle genstande i deres samlinger er kontroversielle.

Forskningschef Lars Højer fra Nationalmuseet maner f.eks. til ro: ”vi har indtil videre ikke grund til at tro andet, end at samlingen, for langt hovedpartens vedkommende, er kommet til museet på lovlig og etisk forsvarlig vis. Skulle (…) nye undersøgelser vise andet – og det sker ind i mellem – tager vi det selvfølgelig op til fornyet overvejelse. Det er sådan, museer arbejder og har arbejdet – i hvert fald de sidste 50 år”. [28]

Debat: For og imod tilbagelevering fra museumssamlinger

Hvad siger tilhængerne?

Tilhængere af tilbagelevering fremhæver, at alle folk har et behov for at opleve deres egen kulturarv, og kan som Kristine Bønløkke Spejlborg, museumsinspektør fra Nuuk Kunstmuseum, minde om: ”At vi i Danmark kan opleve vores kulturarv i vores eget land, er et privilegie, langt fra alle nyder godt af.” [30] En tilbagelevering kan føre til kulturel revitalisering i oprindelsessamfundet, som skaber mulighed for fornyet engagement med genstandene på flere måder – f.eks. kunstnerisk, religiøst, og som led i folks historiebevidsthed og identitet. [2]  

I nogle tilfælde kan tilbageleveringer tilmed føre til samarbejde om forskning og formidling, som både gavner oprindelsessamfundet og det museum, der returnerer genstandene, som det f.eks. er blevet fremhævet omkring tilbageleveringen af grønlandske kulturgenstande fra Nationalmuseet. [17]

Tilbagelevering kan også have til formål at distancere sig fra koloniale magtstrukturer og fortællinger, hvor mange folk har oplevet at blive repræsenteret ud fra et europæisk blik, f.eks. som primitive, uden selv at have kontrol over fremstilling og forvaltning af deres kulturarv. Et argument her er, som Kristine Bønløkke Spejlborg præsenterer det: ”Uden ændringer vil museerne fortsat agere som koloniale institutioner”. [30]

Hvad siger modstanderne?

Ud over det grundlæggende stridsspørgsmål om, hvis kulturarv genstandene repræsenterer, og argumentet, som Mads Daugbjerg gengiver som ”Jeres arv er også vores” [31], kan modstandere mene, at tilbagelevering går imod selve grundideen om museet som institution, for hvad er et museum uden sine genstande? Som Kjeld von Folsach, tidligere direktør for Davids Samling, har udtrykt det: ”det truer hele museumstanken” [24].

I hvor høj grad museernes grundlæggende funktioner inden for bevaring, forskning og formidling af genstandene efterfølgende kan opfyldes, kan også indgå i argumenter mod tilbagelevering: at genstandene ud fra et museumsfagligt perspektiv forvaltes godt, hvor de er, og at man efter en tilbagelevering har mistet kontrollen over disse forhold, er et hyppigt fremført argument.

Det kan også være svært for et museum at gennemskue, hvilke politiske agendaer der eventuelt ligger bag en anmodning om tilbagelevering. Man kan frygte at tilbageleveringskrav indgår i politiske magtkampe eller symbolpolitik i hjemlandet. Nationalmuseets direktør Rane Willerslev har f.eks. udtalt at han trods sympati er skeptisk og ser grund til forsigtighed, inden man foretager en tilbagelevering:  ”De her repatrieringskrav (...) er i mine øjne oftest en politisk konstrueret konflikt” [20].

Perspektiv på tilbagelevering af kulturgenstande fra museer

Hvad gør tilbageleveringsdebatten ved moderne museumspraksis?

Tilbageleveringsspørgsmål fylder i nutidens kulturpolitiske debat om museer og sætter aftryk i museumspraksis. Som Lars Højer fra Nationalmuseet forklarer: ”internationale retningslinjer for tilbagelevering (…) giver os adgang til andre måder at tænke og handle på, og de får os til at reflektere over, hvem vi selv er”. [28] Det sætter fokus på genstandenes og samlingernes historie, men også på museumsfaglige overvejelser om hvem museerne er til for. Det medfører også en erkendelse af, at museerne kan arbejde på nye måder. Som museumsekspert Vinnie Nørskov forklarer: ”Gennem forskning i samlingernes historie, åbenhed og dialog med de kulturer og folk, som samlingerne stammer fra, kan museerne få en ny rolle”. [29]

Den rolle kan både handle om at tilbagelevere kulturgenstande til oprindelsessamfundet og om at samarbejde ligeværdigt med repræsentanter for genstandenes oprindelsessamfund om at udforske genstandes betydning og gøre dem til omdrejningspunkt for fornyet kulturelt engagement og formidling.

Mange museer har arbejdet målrettet med et opgør med deres rolle som koloniale institutioner. Det kan ske i international sammenhæng, som f.eks. når det etnografiske Pitt Rivers Museum i Storbritannien inviterer til samarbejder med deres samlingers oprindelsessamfund om alt fra forskning til workshops for kulturhåndværkere. [33] [34] [35] Det kan også ske inden for rammerne af et land, som når New Zealands nationalmuseum, Te Papa Tongarewa, baserer sit arbejde på en praksis, der integrerer den oprindelige befolknings kultur, f.eks. med et aktivt fungerende traditionelt maori-mødehus, en marae, der bruges til maori-ceremonier på museet. [36] At museer huser andres kulturarv, behøver ikke altid at indebære konflikt.

Citerede kilder

  6. Udskillelse fra samlingerne

    Hjemmeside
    Slots- og Kulturstyrelsen, Kulturministeriet,
    senest opdateret 26-09-2025

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Fakta

  7. Museum

    Leksikonartikel
    Mette Thobo-Carlsen
    lex.dk, senest ændret 02-04-2025

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Fakta

  8. Kulturarv

    Leksikonartikel
    Helle Jørgensen
    Lex.dk, senest ændret 09-02-2025

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Fakta

  12. Benin Bronzes

    Hjemmeside
    British Museum, udateret

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Fakta

  22. Lånte fjer

    Artikel
    Katja Kvaale & Poul Pilgaard Johnsen
    Weekendavisen 14-07-2023.

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Analyse