Søg
Menu
Menu
Tallerken med stegte frikadeller på et spisebord ved siden af en gryde med kartofler og en kasserolle med brun sovs. Retten er et eksempel på dansk madkultur og hverdagslige traditioner, der kan gå i arv mellem generationer.

Kulturarv findes ikke kun på museer. Den kan også være mormors opskrift på frikadeller, som gennem generationer er blevet givet videre i familien.

Foto: Jakob Eskildsen/Ritzau Scanpix

Kulturarv findes ikke kun på museer. Den kan også være mormors opskrift på frikadeller, som gennem generationer er blevet givet videre i familien. Foto: Jakob Eskildsen/Ritzau Scanpix

Kulturarv

Hovedforfatter

  • Helle Jørgensen, antropolog og kulturarvsforsker, ph.d., sep. 2026

Læsetid: 20 min

Indhold

Indledning

Kulturarv regnes nærmest per definition som noget, der er værdifuldt for samfundet, og som det er vigtigt at bevare og beskytte, så det kan videreføres til fremtidige generationer, i form af alt fra kulturelle traditioner til fredede fortidsminder og museumsgenstande. At f.eks. Jellingemonumenterne og Solvognen er enestående vigtige eksempler på dansk kulturarv, lærer danske elever i folkeskolen, hvor begge er en obligatorisk del af pensum i historiefaget. Kulturarv og dens betydning præsenteres ofte som noget ganske selvfølgeligt – og dog er den til tider vanskelig at bevare, og ofte omstridt. Det ser vi f.eks., når det debatteres, hvad der skal på nationale kanonlister, hvorvidt spisning af svinekødsretter er uomgængelig dansk kulturarv, eller hvilken plads de mørkere dele af fortiden, såsom kolonialisme og slaveri, skal have i, hvordan fortidens spor huskes, bevares og formidles. Kulturarv knyttes både til identitet og kulturkamp, ofte med stærke følelser på spil. Er kulturarv f.eks. noget, man skal være stolt af, tage afstand fra eller skamme sig over? Hvad bliver fremhævet, og hvad bliver glemt? I hvilke fællesskaber opstår kulturarv, og hvordan forvaltes den lokalt, nationalt og internationalt? Hvordan bliver noget overhovedet kulturarv, og hvilke funktioner har denne arv? Det kan du læse om i denne Faktalinkartikel.

Relaterede emner

What is heritage?

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold, derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Hvad er kulturarv?

Kulturarv er den arv af såvel fysiske genstande, bygninger og kulturlandskaber som traditioner, skikke og forestillinger, som en befolkningsgruppe har. Kulturarv forbinder grupper af forskellig art (f.eks. en nation, en egn, en religiøs gruppe, udøverne af et særligt erhverv eller andre former for fællesskaber) med en fælles fortid, som præger deres identitet.

Ofte tillægges det, der italesættes som kulturarv, en stærk symbolsk betydning og søges aktivt bevaret, så det kan blive videreført til fremtidige generationer. Det indebærer også et element af udvælgelse: Nogle genstande, steder, skikke osv. bliver fremhævet som særligt betydningsfuld kulturarv – mens andre ikke gøres til genstand for en bevaringsindsats.

Kulturarv opdeles i nutidens måde at tale om den på i to samlende begreber: den materielle kulturarv, som består af genstande, bygninger og steder – og den immaterielle kulturarv, som består af levende kulturel praksis, viden og kunnen (se Faktalinkartikel om immateriel kulturarv). Der er væsentlige forskelle, som påvirker forvaltningen af de to former for kulturarv: man kan f.eks. ikke bevare en kulturel praksis, såsom en særlig dans, på samme måde som man kan bevare en genstand såsom en flinteøkse. Alligevel er det materielle og det immaterielle aspekt af kulturarv også gensidigt afhængige: Det er eksempelvis svært at bevare en bygning uden også at bevare den håndværksmæssige kunnen, der skal til for at sikre dens reparation og vedligeholdelse.

Fakta om kulturarv

Hvad er baggrunden for den moderne forvaltning af kulturarv?

Den moderne, institutionaliserede måde at forvalte kulturarv på er historisk tæt knyttet til udviklingen af nationalstaten i 1800-tallets Europa. [1] Idet det nationale fællesskab og nationens kulturelle særkender fik en nøglerolle i forestillingen om nationalstaten, opstod også tanken om, at bevaring af folkets arv og historie var en offentlig opgave (se også Faktalinkartikel om nationalisme). Her kom det offentlige museum som institution til at spille en væsentlig rolle (se også Faktalinkartikel om museers rolle i samfundet). Det samme gjorde arkæologien som en ny videnskab om fortiden og dens levn i form af genstande, monumenter og landskaber. Betegnelsen ”kulturarv” er af nyere dato; i 1800-tallet brugte man ord som ”oldsager” og ”mindesmærker”, men den grundlæggende tankegang om at offentlige institutioner til folkets bedste skal bevare og formidle en fælles arv, genfinder vi i nutidens samfund. [1]

Hvornår begyndte vi at tale om kulturarv i Danmark?

I dag optræder ordet ”kulturarv” i mediebilledet og dagligsproget, men betegnelsen er forholdsvis ny i dansk sprogbrug. I 1984 gjorde ordet sit indtog som en del af fagsproget i den danske museumslov, der nu blev formuleret sådan, at museerne havde ansvar for at ”sikre Danmarks kulturarv”, mens tidligere udgaver af loven pålagde museerne at ”indsamle og bevare genstande fra fortiden”. [2]

Først i 1986 blev ordet ”kulturarv” optaget i retskrivningsordbogen, som dog ikke definerede, hvordan det skal forstås. At ordet først blev populariseret efter årtusindskiftet, afspejles af, at det for første gang optrådte som egentligt opslagsord i et dansk leksikon, Gads Historieleksikon, i 2001. Under Anders Fogh Rasmussens regeringer (2001-2011) udviklede kulturarv sig til et væsentligt erhvervs-, kultur- og uddannelsespolitisk indsatsområde, og siden har begrebet været en del af den politiske dagsorden i Danmark. [3]

Hvad har kulturarv at gøre med kanonlister?

”Kanon” er et græsk ord, der bogstaveligt betyder ”rettesnor”; og i Danmark introducerede den daværende kulturminister Brian Mikkelsen (Konservative) i 2006 den såkaldte kulturkanon, en liste over en række særligt udpegede eksperters bud på uomgængelige kunstværker, hvis formål var at styrke befolkningens kendskab til den danske kulturarv (se også Faktalinkartikel om kulturkanon). Listen havde et mere finkulturelt fokus på områder som arkitektur, billedkunst og design; men i 2016 blev den fulgt op af den såkaldte Danmarkskanon, der indeholder mere hverdagsnære emner som f.eks. den kristne kulturarv, det danske sprog og hygge (se Faktalinkartikel om Danmarkskanon).

Den stigende brug af betegnelsen ”kulturarv” har fundet sted i en tid, hvor den politiske dagsorden blev præget af spørgsmål om sammenhængskraften i det danske samfund. Særligt spørgsmål om flygtninge og indvandrere har skabt debat om, i hvilken grad Danmark er et flerkulturelt samfund, og hvilke kulturelle værdier det kan forventes, at borgere i det danske samfund kender og omfavner. [3] Kanoniske lister kan i den sammenhæng ses som et forsøg på at skabe et sæt autoriserede kulturelle normer.

Hvor er ansvaret for forvaltning af Danmarks kulturarv placeret i dag?

Kulturministeriet har det overordnede ansvar for bevaring af den danske kulturarv og har nøgleinstitutioner som arkiver, biblioteker og museer som en del af sit ansvarsområde. [4] Slots- og Kulturstyrelsen, som hører under Kulturministeriet, arbejder med kulturarv i landskabet, f.eks. fredede bygninger og fortidsminder. [5]

Kulturarvsområdet omfattes af en række vigtige love i Danmark:

  • Museumsloven har til formål at sikre den danske kulturarv gennem museernes arbejde [6]
  • Bygningsfredningsloven omfatter beskyttelse af bevaringsværdige bygninger og bymiljøer [7]
  • Kulturværdilovens formål er at forhindre, at uerstattelige kulturgenstande forlader landet [8]
  • Arkivloven sætter rammer for arkivers bevaring af den dokumentariske kulturarv, der bl.a. danner grundlag for historieskrivning [9]
  • Planloven forpligter kommunerne til at tage hensyn til bevaringsværdig kulturarv i deres planlægning, blandt andet gennem udpegning af kulturmiljøer og andre landskabelige og kulturhistoriske værdier [10]

Hvordan forvaltes kulturarv i international sammenhæng?

Selv om den institutionaliserede forvaltning af kulturarv har en stærk historisk forbindelse med nationalstaten og ofte forbindes med national identitet, har der i perioden efter Anden Verdenskrig været en markant bevægelse mod internationalisering af rammerne for definition og beskyttelse af kulturarv.

Særlig betydning i den sammenhæng spiller Forenede Nationer (FN)’s organisation for uddannelse, videnskab, kultur og kommunikation, UNESCO, som blev oprettet i 1945. Danmark var blandt UNESCO’s stiftende medlemsstater, og det danske samarbejde med UNESCO forvaltes af en dansk UNESCO-nationalkommission (se Faktalinkartikel om UNESCO).

UNESCO står bag en række internationale konventioner, der har til formål at skabe fælles rammer for at bevare verdens kulturarv og samtidig opbygge globalt samarbejde og værdier. Særlig kendt i offentligheden er UNESCO’s Verdensarvskonvention, som sigter mod at bevare steder, som UNESCO har anerkendt som betydningsfulde for hele menneskeheden, fra Jellingmonumentet i Danmark til Den Kinesiske Mur (se Faktalinkartikel om Verdensarvslisten). UNESCO er dog også ansvarlig for mindre kendte konventioner, der på forskellige måder understøtter en globaliseret praksis i anerkendelse og bevaring af kulturarv.

Dansk tilslutning til UNESCO’s kulturarvskonventioner

Ud af 43 konventioner inden for UNESCO’s samlede arbejdsområde har Danmark tiltrådt de 29. [11] Beskyttelse af kulturarv er et område, hvor Danmark i betydelig grad slutter op om UNESCO’s initiativer. Her har Danmark ratificeret følgende UNESCO-konventioner:

  • UNESCO-konvention af 14. maj 1954 om beskyttelse af kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt (dansk tilslutning i 2003) [12]
  • UNESCO-konventionen af 1970 om midlerne til at forbyde og forhindre ulovlig import, eksport og ejendomsoverdragelse af kulturgenstande (dansk tilslutning i 2003) [13]
  • Konventionen om beskyttelse af verdens kultur- og naturarv, 1972 (dansk tilslutning i 1979) [14]
  • Konventionen om beskyttelse af den immaterielle kulturarv, 2003 (dansk tilslutning i 2010) [15]

Kulturarvs betydning

Hvor finder vi kulturarv i hverdagslivet?

Stopper man tilfældige personer på gaden og beder dem forklare, hvad kulturarv er, vil mange med stor sandsynlighed fremhæve den officielt (gerne nationalt) udkårne og ofte mere finkulturelle kulturarv, såsom beskyttede monumenter og museumsgenstande. Selv om offentlige institutioner spiller en stor rolle i, hvad vi opfatter som kulturarv, f.eks. hvad vi lærer om i skolen som betydningsfuldt, og hvad der bliver promoveret som et steds særlige kulturarv i turisme, kan man imidlertid også tale om hverdagens kulturarv.

Dele af den mere hverdagsnære kulturarv kan man, i takt med den stigende officielle anerkendelse af immateriel kulturarv, se fremhævet på både nationalt og internationalt niveau i form af fokus på betydningen af f.eks. madtraditioner og fejring af kulturelle højtider. Den slidte og flittigt brugte samling med mormors opskrifter, såvel som lommeuret eller kaffestellet, som er blevet overleveret over flere generationer, er eksempler på hverdagens kulturarv – upåagtede i officiel sammenhæng, men lige så vigtige for den enkelte: noget, vi f.eks. inden for familien finder det vigtigt at bevare og videreføre, for at holde fast i, hvem vi er.

Meget af hverdagens kulturarv og dens betydning tager vi for givet – men hvis vi pludselig oplever, at den er truet, kan det kaste store diskussioner og ihærdige indsatser af sig. I takt med at stadig flere traditionelle britiske pubber er lukket i de senere år, har det f.eks. vakt røre i mange landsbyer, at det at stå uden en pub ikke bare handler om, hvor man kan få sig en øl, men er at stå uden det forsamlingssted, som generationer har brugt som ramme for lokale historier og fællesskaber – en form for kulturarv, som mange beboere er kede af at miste [16]. I Ukraine er tillavningen af rødbedesuppen borscht blevet fremhævet som en vigtig tradition, der er truet af den russiske invasion, som både forstyrrer landbruget og skaber opbrud i sociale fællesskaber [17]. Og når Dansk Folkeparti har fremsat lovforslag om at tvinge skoler og børneinstitutioner til at servere svinekød hver uge og forbyde halalslagtet kød, er det ligeledes hverdagens kulturarv, der bliver politisk omstridt [18].

Hvordan fungerer national brug af kulturarv?

Kulturarv har siden 1800-tallet været brugt til at underbygge fortællingen om nationernes historiske og kulturelle kontinuitet og dermed også deres nutidige identitet og eksistensberettigelse. Særligt den materielle kulturarv, som kan bevares forholdsvis stabilt over lang tid, kan fungere som et overbevisende element, når en bestemt national kultur formidles: Den giver let beskueren et indtryk af en tilsvarende kulturel kontinuitet med dybe historiske rødder. [2]

Jellingmonumenterne, som har over tusind år på bagen, er et godt eksempel på nationale fremstillinger af dansk kulturarv. I 1820’erne indledtes arkæologiske undersøgelser af monumenterne, der siden har stået centralt i fortællingen om Danmarks historie og kulturelle identitet [19]. Harald Blåtands runesten, der fortæller hvordan kong Gorm den Gamle ”gjorde danerne kristne”, er populært kendt som ”Danmarks dåbsattest” og spiller en nøglerolle i fremstillingen af den danske kongerække, ligesom man finder den afbildet i det danske pas (se Faktalinkartikel om Jellingstenen). I grundskolen stifter elever bekendtskab med monumentet i den danske historiekanon, hvor det har været en obligatorisk del af pensum i historiefaget siden 2009 [20].

Der er også en lang tradition for at afbilde arkæologiske fund på pengesedler, senest den aktuelle serie af motiver fra 2009, hvor de bliver en del af folks hverdag, der diskret minder dem om nationen og dens kulturarv. [21]

Hvordan arbejdes der med kulturarv på europæisk niveau?

UNESCO er ikke den eneste mellemstatslige ramme for arbejde med kulturarv. Også mere regionale mellemstatslige organisationer, som EU, spiller en rolle. Det sker dels gennem finansiel støtte til forsknings- og innovationsprogrammer med fokus på europæisk kulturarv, dels gennem formidling rettet mod offentligheden, med ønsket om at fremme fælles europæiske værdier og identitet.

I 1985 introducerede EU og Europarådet ”de europæiske kulturarvsdage”, som med skiftende fælleseuropæiske temaer finder sted på tværs af 50 lande hvert år i september og giver offentligheden gratis adgang til en bred vifte af kulturarvssteder. Som Europa-Kommissionens hjemmeside formulerer det, giver initiativet folk mulighed for at ”lære om deres fælles kulturarv og blive en del af beskyttelsen af Europas kulturarv for nuværende og kommende generationer” [22]. Initiativet har til formål at vække interesse for europæisk kulturarv og fremme viden om dens kulturelle mangfoldighed, herunder at ”tilskynde til større tolerance over for andre kulturer i hele Europa” [22].

I 2013 blev ”det europæiske kulturarvsmærke” skabt af EU som en slags europæisk modstykke til UNESCO’s Verdensarvsliste. Her fremhæves steder, der ”er milepæle for tilblivelsen af det moderne Europa” og ”hylder og symboliserer Europas idealer, værdier, historie og integration, lige fra civilisationens opståen til det Europa, vi kender i dag” [23]. Den nutidige politiske ambition bag listen er tydelig i den officielle præsentation af det europæiske kulturarvsmærke, hvor det fremhæves, at stederne ”bringer EU og dets borgere tættere på hinanden” [23].

80 steder, f.eks. det græske Akropolis og dets omgivende arkæologiske steder i Athen, er indtil videre blevet optaget på den europæiske kulturarvsliste [24]. Danmark har endnu ikke søgt om at få steder optaget på listen, som vakte en del politisk modstand herhjemme, da den blev introduceret – lige fra Per Clausen (Enhedslisten), der udtalte, at "Det er et udtryk for et EU i krise, at man forsøger at skabe en fælles identitetsfølelse”, til Pia Adelsteen (Dansk Folkeparti), der mente: "Igen-igen prøver EU at nedbryde nationalstaterne og gøre os alle ens” [25].

Problemstillinger ved kulturarv

Hvordan bliver noget kulturarv?

Laurajane Smith, en kendt australsk professor i kulturarvsstudier, har fremsat den påstand, at kulturarv faktisk ikke findes [26], fordi det, der præsenteres som kulturarv, ikke har en naturlig og iboende værdi – men snarere er noget, der får tillagt betydning som led i sociale processer. Med andre ord: Kulturarv handler ikke bare om fortiden, men i høj grad også om nutiden – og om hvem, der får magt til at definere noget som kulturarv, for eksempel gennem lovgivning og i institutionelle arbejdsprocesser som museers indsamling og formidling. Som de danske kulturforskere Mads Daugbjerg, Britta Timm Knudsen og Casper Andersen har formuleret det: ”Kulturarv er ikke nogen objektiv substans, der allerede findes og blot venter på at blive gravet op af jorden eller på anden vis opdaget”; den er derimod ”noget skabt og konstrueret, som museer, myndigheder og andre aktører er med til at forme” [2].

Når vi alligevel intuitivt forstår visse ting som kulturarv, og for eksempel stoler på, at arkæologerne på Nationalmuseet har ret, når de siger, at Solvognen er et enestående vigtigt eksempel på dansk kulturarv (også selv om den blev skabt, længe inden, der var noget, der hed Danmark, se Faktalinkartikel om Solvognen), handler det om, at der siden 1800-tallet er blevet opbygget en stærkt institutionaliseret forestilling om kulturarv, der fremstilles som noget selvfølgeligt og ganske naturligt. Som Daugbjerg m.fl. forklarer, er der tale om ”et sæt magtfulde globale mekanismer og praksisser, der italesætter kulturarv som noget materielt, monumentalt og nationalt betinget, og kalder på bestemte typer af (vestlig) ekspertise og intervention” [2].

Måden at forstå, hvad kulturarv er, og hvordan den skal forvaltes i moderne institutioner, opstod i Europa, men har herfra, bl.a. i forbindelse med kolonialisme, bredt sig til resten af verden. Den påvirker stadig den måde, vi tænker på, f.eks. når vi typisk forstår kulturarv som meget gamle og prægtige bygninger og genstande, og som noget, hvis værdi først og fremmest defineres af akademiske eksperter, kulturinstitutioner og offentlige forvaltninger – snarere end et bredere kulturelt felt, hvis værdi defineres af almindelige mennesker i en hverdagssammenhæng.

Hvem ejer kulturarv?

At særlig vigtig kulturarv tilhører nationen, er en grundtanke, som dukker op både i lovgivning og i den måde, almindelige mennesker forventes at forholde sig på. Arkæologiske fund af særlig kulturhistorisk betydning tilhører f.eks. automatisk staten ifølge Museumsloven – og betegnes som danefæ [6] [27]. Ifølge kulturværdiloven, som sikrer genstande af kulturhistorisk værdi mod at blive udført af Danmark uden kontrol, kræver det også en særlig udførelsestilladelse, før privatejede genstande skabt før år 1660 må forlade landet – uanset om de oprindeligt er skabt i Danmark eller ej. Overtrædes loven, straffes det med en bøde eller fængsel i op til et år [8] [28].

På Nationalmuseet har Gundestrupkarret, en over 2.000 år gammel rigt dekoreret sølvkedel, som blev udgravet i Danmark, ligeledes status som en genstand af såkaldt ”enestående national betydning” – uanset at den regnes for skabt i Balkan omkring det nuværende Bulgarien eller Rumænien [29] [30]. Som Daugbjerg, Knudsen og Andersen formulerer det: ”Fordi vi (…) er danskere (…) er dette kar (…) en del af vores kulturarv. Vi antages i hvert fald principielt at være knyttet til det, og at føle tab, hvis udenlandske agenter skulle finde på at stjæle eller købe det fra Nationalmuseet i København. Hvis vi var lokalpatrioter fra Vesthimmerland [hvor karret blev fundet], kunne vi måske endda opildnes til at kræve det gamle fund tilbageleveret fra hovedstaden”. [2]

Forskernes kommentar ovenfor henviser også til, at nationalt ejerskab ikke nødvendigvis er ubestridt: Krav på, at en genstand hører til på et bestemt sted på grund af en særlig historisk eller kulturel tilknytning – som kan være mere lokal og i nogle tilfælde kan udgøre et opgør med historiske indsamlingspraksisser, der har fået genstande af særlig betydning til at bevæge sig på tværs af landegrænser og kulturelle grupper – præger debatten i museumsverdenen.

(se også Faktalinkartikel om tilbagelevering af kulturgenstande fra museer). Omvendt kender vi f.eks. fra Verdensarvskonventionen forestillingen om, at noget – som Jellingmonumenterne – også kan være hele verdens arv. Her kommer vi dog ikke udenom, at det stadig er statens ansvar at forvalte de verdensarvssteder, der befinder sig på dens territorium.

Hvordan samler og splitter kulturarv kulturelle fællesskaber?

Ofte tales der om kulturarv i bestemt form – ikke bare som en bred vifte af kulturelle fænomener, som alle mennesker får i arv og videregiver i varierende og foranderlige former, men som kulturarven, vores kulturarv, eller – for eksempel – den danske kulturarv. Det kan på den ene side mobilisere en fællesskabsfølelse (eller i hvert fald udgøre et forsøg på det). Men på den anden side kan forestillingen om, hvad dette ”vi” og dets arv omfatter, også bruges til at afgrænse det – eller dem – der ikke hører til, og kulturarv indebærer derfor også ofte kulturkamp. Hvordan indvandrere og flygtninge indgår i et lands kulturarv og i forestillinger om et nationalt ’vi’ er f.eks. genstand for kulturpolitisk debat i mange lande [31] [32] [33].

Hvad man gerne vil tænke om sin egen kulturarv, præges også af en selektivitet, der kan komme til kritisk debat, når repræsentationen af kulturarv og dens udeladelser falder nogen for brystet, som i de senere årtiers tiltagende debat om, hvordan sporene efter Danmarks kolonitid formidles og forvaltes (se Faktalinkartiklen Kampen om monumenter og kolonitidens tilstedeværelse i det offentlige rum). Historiker Uffe Østergaard har i den forbindelse spurgt: ”hvorfor er der eksempelvis ingen markeringer på 1700-tallets palæer, der er bygget på profit fra sukker, rom og slaver?  Det ville tjene som en forklaring på, hvorfor byen (København, red.) ser ud som den gør – den er bygget på blod, sved og tårer fra sorte mennesker”. [34]. Her kan den kritiske debat både handle om, hvilke dele af kulturarven der forekommer et forestillet ’os’ bekvemme og ubekvemme, hvilke identiteter de understøtter, og hvis bidrag der synliggøres og ikke, når vi møder det, der fremstilles som kulturarv.

»Der har ikke været en vilje til at se i øjnene, at Danmark var en kolonimagt – hvorfor er der eksempelvis ingen markeringer på 1700-tallets palæer, der er bygget på profit fra sukker, rom og slaver?

Hvad gør man med vanskelig kulturarv?

Kulturarv forbindes i reglen med noget positivt – noget, som man ønsker at bevare, fordi man har gavn af og er stolt af det og kan lide at bringe det i fælles erindring. Men det er ikke den eneste slags kulturarv. Kulturarv, som kan vække ubehag eller tilmed konflikt, og som de fleste af gode grunde ville ønske, at de ikke havde, kaldes også vanskelig kulturarv. Holocaust, det systematiske nazistiske folkemord på op mod 6 millioner mennesker under Anden Verdenskrig (se Faktalinkartikel om Holocaust), har f.eks. efterladt sig spor i form af tidligere koncentrationslejre, der rummer en række dilemmaer om, hvordan de bør forvaltes og bruges som kulturarvssteder. At den slags kulturarv er vigtig at forstå – ikke bare for at huske historien, men for at undgå, at den gentager sig – motiverer at vanskelige kulturarvssteder bevares for eftertiden og er åbne for besøgende.

Hvordan man formidler den gruopvækkende historie, der knytter sig til steder præget af så ubehagelig en arv som Auschwitz-Birkenau, koncentrationslejren, hvor over 1 million mennesker blev udryddet [35], kræver stor etisk omtanke. På den ene side skal de besøgende ikke traumatiseres – og på den anden side skal historien bag formidles sobert og dækkende. Det kan være en vanskelig balance, som kræver særlige forholdsregler – f.eks. anbefales det ikke, at børn under 14 år besøger Auschwitz-Birkenau [36]. Det har også vakt debat, hvordan de besøgende opfører sig, f.eks. når nogen – som man gør som turist på mange andre kulturarvssteder – tager smilende selfies i Auschwitz-Birkenau og lægger dem ud på deres sociale medier [37]. At ikke al kulturarv skal behandles ens eller bør fremkalde samme følelser og adfærd, er en del af debatten om vanskelig kulturarv.

For og imod bevaring af kulturarv

Hvad siger tilhængerne?

”Kulturarven forstås næsten uundgåeligt som truet. Dette kan forekomme så selvfølgeligt, at det undslipper egentlig refleksion: De museer og andre institutioner, der tager vare på kulturarven, er jo om noget skabt for at beskytte og bevare den. Med denne grundforståelse følger en opfattelse af kultur(arv) som noget skrøbeligt og dyrebart”, forklarer Daugbjerg, Knudsen og Andersen, der pointerer, at forestillingen om forfald og frygten for at miste er indbygget i den måde, vi tænker og forvalter kulturarv på [2]. Bekymringen kan have eksistentiel karakter på grund af kulturarvens sammenkobling med kollektiv identitet – som forskerne gengiver det: ”Vores kulturarv er truet – vi er truet” [2].

Bevaring af kulturarv omfatter alle de tiltag, der er rettet mod at sikre både kulturarvens betydning og materielle bevaringstilstand, så den kan benyttes såvel i nutiden som af fremtidige generationer [38]. Jo større betydning et givent eksempel på kulturarv tillægges, jo højere bevaringsmæssig prioritet tildeles det. For museumsgenstande og arkivmateriale i Danmark skelnes f.eks. mellem ”enestående national betydning”, ”væsentlig national betydning”, ”regional/lokal betydning” og ”mindre betydning” – en skala, som rækker hele vejen fra enestående genstande som Solvognen til genstande, der ikke er unikke [39]. Skulle Nationalmuseet en dag brænde, er det enestående genstande som Solvognen og Gundestrupkarret, der først reddes ud, frem for blot at gribe efter nærmeste montre med flinteøkser; men at det ville være en tragedie, hvis en sådan brand fandt sted og noget af museets samlinger gik tabt, vil de færreste erklære sig uenige i [40].

Ud over de fordele, som det enkelte kulturelle fællesskab har i at bevare sin kulturarv, fremhæver internationale organisationer som UNESCO, at forståelse for andres kulturarv understøtter kulturel diversitet, kreativitet og tolerance, og at kulturarv, uanset form, derfor er vigtig at bevare og beskytte mod en mangfoldighed af trusler, fra væbnet konflikt til klimakrise [41] [42]

Promoting cultural heritage is sharing humanity

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold, derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Hvad siger modstanderne?

En strategisk bevaringsindsats har, uanset kulturarvens form, økonomiske omkostninger, som kan være vanskelige at dække, og som ofte konkurrerer med andre prioriteter, og alene af den grund må man erkende, at ikke al kulturarv kan bevares. Der kan være stærke følelser på spil, når beslutningen om ikke at bevare noget, som forstås som kulturarv og derfor tillægges værdi, er på tale – men argumenter om, at det er en praktisk nødvendighed ikke at bevare alt, har deres fortalere.

Et eksempel er det dilemma, der frembydes af gamle kirkebygninger, som står tomme på grund af affolkning af lokalområder og faldende tilslutning til gudstjenesterne. Graveren Kim Zarp udtaler i forbindelse med debatten om forfaldne kirker på Lolland: ”Det er nemt for udenforstående at sige, at vi for alt i verden skal redde kulturarv. Noget andet er at sidde med opgaven og budgettet. (…) De tomme kirker ligger som perler på en snor herude. (…) Vi har jo ikke sognebørnene eller penge til dem, og hvad gør man så?”. Omvendt argumenterer nogle lokale stemmer: ”Det ville da være en dødssynd at rage kirken ned. Hele Lolland er ved at blive revet ned, skolerne lukker. De må finde på noget” [43].

I debatten om historiske bygninger hedder et populært ordsprog: ”Benyttelse er beskyttelse” [44]. Med andre ord: Hvis en bygning har en nutidig funktion, understøtter det indsatsen for dens vedligeholdelse og bevaring – mens kulturarv, der ikke har en konkret nytteværdi og en forankring i nutidens sociale liv er svær at bevare på en meningsfuld måde.

Praktiske problemer kan imidlertid også presse sig på i en grad, så de fremtvinger beslutninger om at lade kulturarv, som vi ellers sætter pris på, forgå. 75 ud af 98 danske kommuner ligger f.eks. ved kysten, så hvad gør man, når klimaforandring med en voksende risiko for et vådere klima med flere oversvømmelser trænger sig på? ”Vi skal (…) turde tage stilling til, hvad det er, vi som samfund vil acceptere at miste, og hvilken grad af forandring vi vil tillade hvor. Det kræver strategisk langsigtet tænkning på tværs af forvaltninger, sektorer og aktører. Vi må være forberedt på at give afkald på nogle bygninger og steder med status af høj bevarings- eller fredningsværdi, fordi det ikke vil være muligt at tilføre store ressourcer alle steder”, fremhæver forskerne Svava Riesto og Rikke Stenbro [45].

Perspektiv på kulturarv

Hvornår spiller kulturarv en rolle?

Kulturarv spiller ikke kun en identitets- og fællesskabsunderstøttende rolle eller en rolle i politiske diskussioner og værdikampe, men har f.eks. også en økonomisk funktion. Det ser vi særligt inden for turisme, hvor steder i høj grad promoveres på baggrund af materiel såvel som immateriel kulturarv. Turister lokkes eksempelvis til Bornholm med løftet om, at både oplevelsen af middelalderruinen Hammershus og smagen af røget sild – blandt andet i egnsretten ”sol over Gudhjem” – er særlige dele af Bornholms kulturarv, som man ikke bør gå glip af [46] [47].

At kulturarv kan betragtes som en løftestang for økonomisk og kulturel udvikling kommer f.eks. også til udtryk i rapporten ”Kulturarv: En værdifuld ressource for kommunernes udvikling”, som Kulturarvsstyrelsen og fonden Realdania udgav i 2005 i forbindelse med den omfattende kommunalreform, der skulle finde sted to år senere. Her fremhævedes, at kulturarv både har betydning ”for borgere, kommuner, virksomheder, og samfundet generelt” [48]. Rapporten slog fast, at kulturarv, hvis den inddrages effektivt i kommunernes planlægning, skaber lokal udvikling, understøtter erhvervsudvikling og tiltrækker både borgere og turister.

Kulturarv signalerer kontinuitet – og af samme grund er det ofte i tider, der er præget af større forandring eller krise, at bevaring af kulturarv kommer på dagsordenen. Den omfattende kommunale strukturreform i 2007 samt de diskussioner om indvandring, som er kommet op i forbindelse med forskellige danske kanonprojekter, og den postkoloniale debat om kulturarv, repræsentation og ejerskab er tre eksempler. Klimakrise og bæredygtighed er et andet felt, hvor man i stigende grad vender blikket mod kulturarv – både som noget, der f.eks. kan være truet af tiltagende forandringsprocesser som kysterosion og oversvømmelser, og som en kilde til mulige løsninger på nutidens problemer, f.eks. gennem inspiration til bæredygtigt design af byrum og kulturlandskaber såvel som mere klimavenlig byggeskik [49] [50].

Citerede kilder

  1. Kulturarv

    Leksikonartikel
    Helle Jørgensen
    Lex.dk, senest ændret 9. februar 2025.

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Fakta

  4. Kulturarv

    Kulturarv
    Kulturministeriet, udateret

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Fakta

  5. Kulturarv

    Hjemmeside
    Slots- og kulturstyrelsen, udateret.

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Fakta

  13. UNESCO-konvention

    Hjemmeside
    Kulturministeriet, sidst opdateret 06. oktober 2020

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Fakta

  19. Jellingmonumenterne

    Leksikonartikel
    Knud J Krogh og Marie Stoklund
    Lex.dk, senest ændret 3. oktober 2024.

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Analyse

  35. Auschwitz

    Leksikonartikel
    Therkel Stræde
    Lex.dk, senest opdateret 23. januar 2025.

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Problemstillinger

  38. Bevaring

    Leksikonartikel
    Jørgen Wadum
    Lex.dk, senest opdateret 27. marts 2025.

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Debat

  39. Beretning om forvaltning af kulturarven

    Dokument
    2007
    Beretning fra rigsrevisor fremsendt til Folketinget i henhold til § 18, stk. 1, i lov om revisionen af statens regnskaber m.m., 2007.

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Debat

  46. Hammershus

    Hjemmeside
    Destination Bornholm, udateret.

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Perspektiv