Tallerken med stegte frikadeller på et spisebord ved siden af en gryde med kartofler og en kasserolle med brun sovs. Retten er et eksempel på dansk madkultur og hverdagslige traditioner, der kan gå i arv mellem generationer.

Kulturarv findes ikke kun på museer. Den kan også være mormors opskrift på frikadeller, som gennem generationer er blevet givet videre i familien.

Foto: Jakob Eskildsen/Ritzau Scanpix

Kulturarv findes ikke kun på museer. Den kan også være mormors opskrift på frikadeller, som gennem generationer er blevet givet videre i familien. Foto: Jakob Eskildsen/Ritzau Scanpix

Kulturarv

Hovedforfatter

  • Helle Jørgensen, antropolog og kulturarvsforsker, ph.d., sep. 2026

Læsetid: 3 min

Cases

Case 1

Kulturarv og splittelse: Præsident Donald Trumps tilgang til amerikansk kulturarv

Vindue med Smithsonian Institutionens logo på en museumsbygning i Washington D.C. Smithsonian driver en række museer og forskningsinstitutioner og spiller en central rolle i formidlingen af amerikansk historie og kulturarv.
Smithsonian Institution er havnet i centrum af den amerikanske debat om, hvordan nationens historie og kulturarv skal formidles.Kilde: Aaron Schwartz/SIPA/Ritzau Scanpix

Donald Trumps anden præsidentperiode, som indledtes d. 20. januar 2025, har været præget af hans markante indblanding i formidlingen af USA’s historie og kulturarv, som er blevet yderligere aktualiseret af, at nationen under stor opmærksomhed fra både ind- og udland fejrede sin 250-års jubilæum d. 4. juli 2026. Trump er i den forbindelse blevet kendt – og fra mange sider kritiseret – for at udstede stærkt indgribende direktiver for, hvordan alt fra nationalparker til museer formidler nationens arv, ud fra hvad han selv beskriver som en patriotisk dagsorden [1].

 

The Smithsonian Institute, som omfatter 21 betydelige museer, bl.a. det nationalhistoriske Smithsonian National Museum of American History i hovedstaden, Washington D.C., har f.eks. været genstand for præsidentielle krav om at opsætte skiltning, der kan advare besøgende om, at museets formidling ikke afspejler USA’s historie korrekt og derfor bør renoveres [2] [3] [4]. Ifølge en 162 siders rapport fra Det Hvide Hus er museets arbejde problematisk, fordi det er gennemsyret af en ideologi, der forvansker nationens kulturarv ved at fremstille USA som præget af kulturinstitutioner, der formidler racisme og undertrykkelse, bl.a. gennem formidling af skamfulde forhold som slaveriets historie. Museer som Smithsonian bør ifølge rapporten i stedet formidle USA’s storhed og inspirere amerikanerne til stolthed – hvad der i rapporten beskrives som en genskabelse af både sandhed og fornuft i fortællingen om USA’s historie [5]. Tilsvarende er f.eks. skilte, der nævner slaveriet, blevet fjernet fra nationalparker i USA, hvortil kritikken lyder, at Trump skriver slaveriet ud af historien [6].

 

Trump-administrationen har reageret med hård hånd, herunder trusler om reducerede budgetter og udskiftning af ledelsen mod kulturinstitutioner der formidler USA’s kulturarv på en måde, som præsidenten anser for upatriotisk. Denne tilgang har fået protester til at rejse sig både i USA og internationalt, hvor den grad af politisk styring, som kulturinstitutioner i USA er blevet forsøgt underkastet, er blevet kritiseret som udemokratisk, politiserende og splittende – mens præsidenten altså netop hævder at ville samle nationen om at finde noget at være stolt af, frem for at skue kritisk indad.

 

Kan man lære af konflikten? I Danmark fremfører et debatindlæg fra en række forskere i Information, at uafhængighed er en vigtig dyd for de institutioner, der formidler et lands kulturarv – og måske tilmed noget, der bør sikres mere eksplicit gennem lovgivning. ”I Sveriges museumslov står, at myndighederne skal sikre det enkelte museums bestemmende indflydelse på dets indhold. I den norske folkebibliotekslov er bibliotekerne uafhængige mødepladser for offentlig samtale og debat. De tilsvarende danske love er slet ikke så eksplicitte”, lyder det fra seks forskere fra universiteterne i København, Lund og Malmö

der fremhæver, at kritisk debat om kulturarv på en saglig baggrund er vigtigt for et lands demokrati og erindringsinstitutioner [4].

 

Læs mere: [1] [2] [3] [4] [5] [6].

Case 2

Vanskelig kulturarv i Nürnberg

Zeppelinfeld i Nürnberg med den monumentale tribune, hvor nazisterne afholdt store partistævner før Anden Verdenskrig. Anlægget er i dag et omstridt kulturarvssted.
Zeppelinfeld i Nürnberg blev brugt til nazisternes partistævner. I dag er området genstand for debat om bevaring af problematisk kulturarv.Kilde: Christof Stache/AFP/Ritzau Scanpix

Efter Anden Verdenskrigs afslutning stod de tyske myndigheder i byen Nürnberg med en udfordring: Byen havde fungeret som et af nazismens væsentligste propagandacentre, og dens arkitektur, som fortsat var bevaret, havde været et nøgleelement heri [7]. Hitlers foretrukne arkitekt, Albert Speer, ville gøre Det Tredje Rige til en stormagt med arkitekturen som middel til at skabe ærefrygt ikke blot i samtiden, men også langt ud i fremtiden, efter forbillede fra eksempelvis Romerriget og det gamle Egypten, og han havde designet Nürnbergs over 16 kvadratkilometer store partiterræn, hvor nazistpartiet afholdt sine årlige rigspartidage, som en monumental magtdemonstration [8].

 

I processen med det, som på tysk er blevet kaldt Vergangenheitsbewältigung [9] – en bearbejdning eller overvindelse af fortiden, hvor Tyskland måtte lære at tage ansvar for nazismens forbrydelser – måtte man også tage stilling til, hvordan man skulle forvalte nazismens materielle spor i Nürnberg. Rev man dem ned, kunne man risikere at glemme historien eller muliggøre en fornægtelse af den; men bevarede man omhyggeligt de monumentale spor af nazisternes selvforherligelse i deres oprindelige imponerende form, risikerede man, at de fortsat kunne have den ideologiske effekt, de var skabt til.

 

Løsningen på dilemmaet blev at lade nazismens fysiske spor forblive i byrummet, idet man dels – helt bevidst – benyttede bygningerne til mere trivielle hverdagsformål, såsom byens fritidsliv, for at undgå at de fik en forherligende museumseffekt; dels at man fokuserede på at udvikle dokumentation og læring om fortiden, eksempelvis gennem oprettelsen af et dokumentationscenter [10]. I dag definerer Nürnberg sig meget selvbevidst som en by for fred og menneskerettigheder [11].

 

Læs mere: [7] [8] [10] [11]

Citerede kilder