Kulturkanon

Hvad har Lars Von Trier, Klaus Rifbjerg, Verner Panton og Anders And tilfælles? De er kulturpersonligheder, og så er de alle fire med i Danmarks første kulturkanon, som blev præsenteret i januar 2006 med kulturminister Brian Mikkelsen som fadder.

     Kulturkanonen er et bud på, hvad der er god kunst indenfor kunstarterne arkitektur, billedkunst, design og kunsthåndværk, scenekunst, filmkunst, musik og litteratur. Det er en rangliste over kunstværker, der er særligt erindringsværdige. Men som modtagelsen af kulturkanonen viser, er det ikke så entydigt og oplagt, hvad der skal listes højest indenfor de enkelte genrer. Hvorfor er eksempelvis ikke Kronborg med på Arkitekturlisten? Hvor er Georg Jensens sølvtøj forsvundet hen på designlisten? Hvorfor er hiphoppen ikke repræsenteret på musiklisten? Hvorfor har musikudvalget opfundet musikantologier, som slet ikke eksisterer? Og hvordan er den ikke-danske Anders And havnet på en dansk børnekulturkanonliste? Spørgsmålene var mange, og bølgerne gik højt i diskussionen i det offentlige rum, da kulturkanonen blev lanceret. Den mest markante reaktion kom fra filminstruktør Lars Von Trier, der klippede Dannebrog i stykker for åben skærm som reaktion på, at han er valgt til kanonlisten. I dag mener flere professorer, at effekten af kulturkanon har været meget begrænset.

Ordet kanon udtales ved at lægge tryk på første stavelse [’kãnon]. Ordet er af græsk oprindelse, og ifølge Politikens “Nudansk Ordbog” (se kilder) betyder det: rør, stok, målestok og rettesnor. Det er “en beskrivelse der tjener som rettesnor el. forbillede”. Normalt, når man taler om kanon, så er det i forbindelse med litteratur. En litterær kanon er udtryk for, hvad der er god og dårlig litteratur. Den fremhæver, hvilke forfattere der skriver bedst, hvilke forfattere der er værd at huske, og hvilke der lige så godt kan ryge i glemmebogen. Man kan sige, at et værk er kanonisk, hvis det kan tiltrække publikum år efter år, generation efter generation, under nye historiske perioder.

Ordet kanon udtales ved at lægge tryk på første stavelse [’kãnon]. Ordet er af græsk oprindelse, og ifølge Politikens “Nudansk Ordbog” (se kilder) betyder det: rør, stok, målestok og rettesnor. Det er “en beskrivelse der tjener som rettesnor el. forbillede”. Normalt, når man taler om kanon, så er det i forbindelse med litteratur. En litterær kanon er udtryk for, hvad der er god og dårlig litteratur. Den fremhæver, hvilke forfattere der skriver bedst, hvilke forfattere der er værd at huske, og hvilke der lige så godt kan ryge i glemmebogen.

     Man kan sige, at et værk er kanonisk, hvis det kan tiltrække publikum år efter år, generation efter generation, under nye historiske perioder.

I 2004 skabte et kanonudvalg en litterær kanon for de danske folke- og gymnasieskoler, som i 2005 blev indført som pensum i skolerne. Inspireret af den litterære kanon fik kulturminister Brian Mikkelsen ideen til at skabe en kulturkanon. Kulturkanonen er således en udvidelse af det traditionelle kanonbegreb. Det omfatter de syv kunstarter, som er underlagt Kulturministeriet, nemlig:

• arkitektur 
• design og kunsthåndværk 
• billedkunst 
• scenekunst 
• litteratur 
• film 
• musik 
• og desuden en liste over børnekultur.

     I “Kulturkontakten. Særnummer januar 2006: Kulturkanon” (se kilder), som var det første sted, kanonen blev publiceret, anføres det, at “I en kanon finder man [...] det vigtigste og fineste, der findes inden for det område, kanonen dækker.”

I december 2004 annoncerede kulturminister Brian Mikkelsen planen om at skabe en kulturkanon. Han udsendte pressemeddelelsen “Brian Mikkelsen vil have en national kulturkanon” (se kilder), hvori der blandt andet stod: “Kulturminister Brian Mikkelsen vil have udformet en national kulturkanon, der dækker alle kunstarter. Derfor vil han bede en række repræsentanter for de forskellige kunstområder om at udarbejde en liste over værker, som de anser for uomgængelige og uomtvistelige i den danske kulturarv.”

     Ifølge Brian Mikkelsen er kulturkanonens formål at styrke befolkningens kendskab til den nationale kulturarv og at øge forståelsen for de kunstneriske og kulturelle værdier, som vores samfund bygger på. Desuden ønsker han, at kanonen skal være udgangspunkt for en debat om kunstnerisk kvalitet. Han skriver i pressemeddelelsen: “Et studie af de væsentlige danske kunstværker vil ikke kun være en kunstnerisk opdagelsesrejse, det vil også være en rejse op gennem Danmarkshistorien. Det vil være et studium af vores udvikling som værdi- og kulturfællesskab. ( ... ) En national kulturkanon kan være med til at gøre os klogere på os selv og på den nation, som vi er en del af.” (se kilder).

I ovennævnte pressemeddelelse skrev Brian Mikkelsen, at han ville nedsætte syv kulturkanonudvalg, og i april 2005 blev udvalgene nedsat. Hvert udvalg bestod af fem personer, som blev udpeget af kulturministeren, og de beskæftiger sig alle professionelt med det pågældende kulturområde. Udvalgsmedlemmerne er enten skabende eller udøvende kunstnere, de er uddannede inden for det givne område, eller de har et erhverv i tilknytning til det.

     Kulturministeren udpegede ligeledes en formand/kvinde blandt medlemmerne i hvert udvalg. Udvalgenes formænd skulle sørge for, at den færdige kulturkanon fremstod som en helhed, blandt andet ved at undgå enslydende værker på tværs af udvalgene. Desuden var det formændenes opgave at komme med et oplæg til, hvordan den færdige kulturkanon kunne formidles. Sidst men ikke mindst valgte Brian Mikkelsen en overordnet formand for alle udvalgene, nemlig direktør for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Jørgen Lund.

De fem medlemmer i hvert udvalg blev bedt om at pege på 12 værker, som efter deres mening i høj grad afspejler dansk kultur. Værkerne skal desuden have den kvalitet, at de har værdi både for os i dag, for tidligere generationer og for fremtidige generationer. Med Kulturkontaktens (se kilder) egne ord, så er de udvalgte værker “‘uomgængelige’, altså kunstværker, det ikke er til at komme uden om, hvis man vil beskrive, hvad der er karakteristisk og markant i dansk kultur. Der er tale om værker, som efter udvalgenes mening er så vigtige, at vi alle vil have glæde af at lære dem at kende.”

Ved De Konservatives landsmøde den 25. september 2005 holdt Brian Mikkelsen en tale, hvori han koblede kulturkanon sammen med sine visioner i kulturkampen. Han fremhævede kulturkanonen som værn mod “En middelalderlig muslimsk kultur [der] aldrig [bliver] lige så gyldig herhjemme som den danske kultur, der nu engang er groet frem på det stykke gamle jord, der ligger mellem Skagen og Gedser og mellem Dueodde og Blåvandshug.” Brian Mikkelsens tale kan findes på Kulturministeriets hjemmeside (se kilder).

     Reaktionen kom prompte fra mange af kulturkanonudvalgenes medlemmer. De ville ikke være ‘cirkusheste’ for Brian Mikkelsens vogn, så hvis ikke han straks trak sine udtalelser tilbage, ville mange forlade udvalgsarbejdet. Mikkelsen måtte således i dagene efter moderere sine udtalelser for at udvalgsarbejdet kunne fortsætte, og i en skriftlig erklæring den 30. september 2006 skrev han blandt andet: “jeg vil afvise ethvert forsøg på at koble kulturkanonen sammen med den borgerlige værdikamp, som handler om fundamentalisme kontra demokrati [...] Kanonen er en hyldest til kunstens frihed og suverænitet, og kanonarbejdet skal ikke politiseres og indblandes i samfundsdebatten.” (se kilder).

Den 24. januar 2006 blev kulturkanonen offentliggjort. I den forbindelse afholdt Brian Mikkelsen en tale om projektet, hvor han blandt andet sagde: “Det er ikke bare udvalgsmedlemmerne, der har diskuteret. Også i den bredere offentlighed har kanonen skabt masser af diskussion, før den overhovedet er blevet offentliggjort. Forskellige kanonlister har det sidste års tid fløjet os om ørerne sammen med en tiltrængt diskussion om kunstnerisk kvalitet, om det værdifulde i vores kulturelle arv, og om hvordan vores kulturelle arv kan bæres ind i en globaliseret fremtid. Det mest centrale formål med hele projektet har været at skabe denne debat - så i al beskedenhed har projektet set fra mit bord allerede været en succes længe inden, at kanonen overhovedet blev færdig.”

     Brian Mikkelsens tale ved offentliggørelsen af kulturkanonen kan findes på Kulturministeriets hjemmeside (se kilder). Efterfølgende fortalte formanden Jørgen Lund om projektet, og sluttelig kunne salen stille spørgsmål til et panel bestående af udvalgsformændene- og kvinderne.

Ved kulturkanonens offentliggørelse forklarede Brian Mikkelsen, hvordan kulturkanonen skal formidles og til hvem. Følgende tiltag kommer således i 2006:

• En bog med vedlagt dvd eller cd-rom, som præsenterer værkerne. Den udgives af JP/Politikens Forlagshus A/S og bliver gratis omdelt til folkeskoler, gymnasieskoler, handelsskoler og andre uddannelsesinstitutioner, og den vil kunne findes på boghandlernes hylder til 99 kroner, så den dermed bliver tilgængelig for alle 
• Ud over den danske udgave af kulturkanon, bliver den også oversat til to til tre ‘relevante’ fremmedsprog - eksempelvis tyrkisk, pakistansk og engelsk -, så den kan benyttes til at oplyse indvandrere og flygtninge om den danske kultur 
• En kulturkanonhjemmeside, som Kulturministeriet lancerer, hvor de enkelte værker bliver præsenteret interaktivt.

Arkitekturudvalget bestod af følgende personer:

• Arkitekt Lone Wiggers (formand) 
• Arkitekt, professor Carsten Juel-Christiansen 
• Dr. agro., professor Malene Hauxner 
• Arkitekt Lars Juel Thiis 
• Direktør, arkitekt Kent Martinussen

Arkitekturudvalget definerer i “Kulturkontakten. Særnummer januar 2006: Kulturkanon” (se kilder) dansk kultur som “bygningsværker i Danmark tegnet af danske eller udenlandske arkitekter og/eller bygninger i udlandet tegnet af danske arkitekter.” Udvalget fremhæver, at det har valgt værker efter to overordnede udvælgelseskriterier, nemlig:

• Arkitektonisk kvalitet 
• Værkets samfundsmæssige betydning og kraft

     Udvalget har hverken sat tidsmæssige, periodemæssige eller stilistiske kriterier, der for eksempel kunne sørge for, at så mange stilarter som muligt blev repræsenteret. I stedet har det valgt at “finde 12 arkitekturværker, der siger noget om arkitektonisk kvalitet, danske arkitekturværdier og om.”

Arkitekturkanon består af følgende værker:

• “Hover kirke”, 12. århundrede. Arkitekt: ukendt 
• “Glorup herregård”, 15. århundrede, ombygget 1765. Arkitekt: Nikolas H. Jardin 
• “Frederiksstaden”, 1749. Arkitekt: Nicolai Eigtved 
• “Vor Frue Kirke”, 1811-29. Arkitekt: C.F. Hansen 
• “Dyrehaven”, 1846. Arkitekt: Rudolph Rothe 
• “Lægeforeningens boliger – Brumleby”, 1854-56. Arkitekter: M.G. Bindesbøll og Vilhelm Klein 
• “Mariebjerg Kirkegård”, 1925-35. Arkitekt: G.N. Brandt 
• “Aarhus Universitet”, 1931. Arkitekter: Kay Fisker, C.F. Møller, Poul Stegmann, C.Th. Sørensen 
• “Aarhus Rådhus”, 1937-42. Arkitekt: Arne Jacobsen og Erik Møller 
• “Fingerplanen”, 1947. Arkitekt: Peter Bredsdorff 
• “Sydney Opera House”, 1957. Arkitekt: Jørn Utzon 
• “Østbroen Storebælt”, 1991-98. Arkitekter: Hans Dissing og Otto Weitling

Ved offentliggørelsen af kulturkanonen blev arkitekturkanonen især kritiseret for sine fravalg. Hvorfor var eksempelvis ikke Kronborg i Helsingør og Roskilde Domkirke med, som begge er på UNESCOs verdensarvsliste? Og hvad med Rosenborg Slot i København? Fravælgelsen af de to førstnævnte værker blev af formanden for udvalget Lone Wiggers forklaret med, at de er fremragende kulturhistoriske værker, men at udvalget havde benyttet andre udvælgelseskriterier. Manglen på Rosenborg Slot forklarede hun ifølge artiklen “Syv udvalg, ni kategorier, 108 værker” (se kilder) med, at det ikke er andet end “et trelænget hus med tre trappetårne”.

     Kulturanmelder i Politiken Karsten R. S. Ifversen peger ligeledes på mangler i artiklen “Kulturkanon får lunken modtagelse af anmelderne” (se kilder). Han peger på fravalget af erhvervsbyggeri og industrianlæg, som markerer Danmark som industrialiseret samfund, men han fremhæver samtidig, at det ikke nødvendigvis er noget dumt valg: “Det noget ensidige og ikke strengt nationale er en fin strategi. Med denne vægt på det grønne og modernismen betyder det, at projektet overhovedet har fået en smule mening.”

     Til gengæld står Berlingske Tidendes anmelder Torben Weirup noget uforstående overfor fravalget af industribyggeri, ligesom han undrer sig over, at ‘almindeligt’ boligbyggeri ikke er repræsenteret. “Hvad med det forkætrede parcelhus, der må være en af landets mest udbredte boligformer?”, spørger han i artiklen “Hvad med det forkætrede parcelhus?”. (se kilder).

Billedkunstudvalget består af følgende personer:

• Billedhugger, professor Hein Heinsen (formand) 
• Direktør Hans Edvard Nørregård-Nielsen 
• Kunsthistoriker Bente Scavenius 
• Billedkunstner, professor Bjørn Nørgaard 
• Billedkunstner og forfatter Sophia Kalkau

Udvalget for billedkunst har valgt ikke at have nogle særlige kriterier for udvælgelse af kanonen. Det eneste klare kriterium er ifølge “Kulturkontakten. Særnummer januar 2006: Kulturkanon” (se kilder), at der ikke må medbringes værker af nulevende kunstnere, idet udvalget er af den opfattelse, at “for at et værk er kanonisk, må kunstnerens livsværk være afsluttet.”

     Udvalget var enige om de syv af værkerne, og derefter valgte de fem medlemmer et værk hver, som skulle med i kanonen. Det fremhæves dog, at de alle fem støtter op om alle værkerne.

Kanonen for billedkunst ser ud som følger:

• “Solvognen”, ca. 1300 f.kr. Af: Værkets skaber ukendt 
• “Opstandelsen”, ca. år 1400. Af: Unionsmesteren 
• “Bordesholm-alteret”, 1521. Af: Hans Brüggemann 
• “Frederik V”, 1771. Af: J.F.J. Saly 
• “Jason med det gyldne skind”, 1828. Af: Bertel Thorvaldsen 
• “Udsigt gennem tre af de nordvestlige buer i Colosseums tredje stokværk”, 1813-1816. Af: C.W. Eckersberg 
• “Efterårsmorgen ved Sortedamssøen”, 1838. Af: Christen Købke 
• “Støvkornenes dans i solstrålerne”, 1900. Af: Vilhelm Hammershøi 
• “Sommerdag ved Roskilde Fjord”, 1900. Af: L.A. Ring 
• “Det Store Relief”, 1923-1928. Af: J.F. Willumsen 
• “Stående kvinde”, 1937-1943. Af: Astrid Noack 
• “Stalingrad”, 1957-1972. Af: Asger Jorn

Kanonlisten for billedkunst blev ved offentliggørelsen af kulturkanonen kritiseret for at være for elitær og ufolkelig. Hvorfor er eksempelvis ikke en af de folkekære skagensmalere med?, var et af de tilbagevendende spørgsmål. Dertil svarede formanden for udvalget Hein Heinsen, ifølge artikel i Berlingske Tidende “Syv udvalg, ni kategorier, 108 værker” (se kilder), at “hvis man ser skagensmalerne i sammenhæng med de værker, der er udvalgt, så gør det ikke ondt. Det er fine malerier, men man skal altså holde dem op imod sådan noget som Købkes maleri af en efterårsmorgen ved Sortedams Dosseringen.”

     Politikens anmelder Peter Michael Hornung udtrykte en vis tilfredshed med billedkunstkanonen i artiklen “Kulturkanon får lunken modtagelse af anmelderne” (se kilder). Han skriver: “Ingen blånende aftenstemning af P.S. Krøyer. Ingen opstilling af Lundstrøm. Og heller intet maleri af Henry Heerup. Vi har fået en kunstkanon, som ikke lefler for de folkekære navne, og som med flere overraskende og personlige indslag er præget af den procedure, som udvalget har valgt. Der er lagt op til diskussion. Og gudskelov for det.”

     Endnu mere begejstret var Berlingske Tidendes anmelder Torben Weirup i artiklen “Fuldstændig efter bogen” (se kilder). Han skriver: “Kanonen for billedkunst er fuldstændig efter bogen og indlysende rigtig. Vurderet ud fra sine pålagte begrænsninger.”

Udvalget, der stod bag den danske kanon for design og kunsthåndværk, bestod af følgende personligheder:

• Arkitekt, lektor Merete Ahnfeldt-Mollerup (formand) 
• Designer og keramiker Erik Magnussen 
• Designer Astrid Krogh 
• Keramiker Ursula Munch-Petersen 
• Designer Louise Campbell

Kan man sammenligne Wegners stole og Christiania-cyklen? Og hvad skal man vælge? Udvalget for design og kunsthåndværk var klar over fra starten, at de stod over for en næsten umulig udvælgelsesopgave, da mængden af værker inden for feltet var overvældende og samtidig usammenlignelig, som det er formuleret i “Kulturkontakten. Særnummer januar 2006: Kulturkanon” (se kilder). Udvalget har haft fokus på, at værker, der skulle med på listen: ”…fortæller én historie om design i Danmark” (se kilder). Udvalget fremhæver, at de nemt kunne have haft et andet fokus, men værkets tilknytning til designhistorie i Danmark, fremstår som deres væsentligste kriterium. Det eneste de dog var sikre på fra begyndelsen var, ”at Poul Henningsens skærmsystem skulle med i kanonen”, som det hedder i “Kulturkontakten” uden yderligere begrundelse.

Kanonen for design og kunsthåndværk består af følgende 12 værker:

• Vikingeskib, Skuldelev 2, bygget omkr. 1042 i Dublin, skaber: ukendt 
• Flora Danica, 1752-1803, flere kunstnere 
• Thorvald Bindesbølls livsværk, 1846-1908 
• Knud V. Engelhardts livsværk, 1882-1931 
• Marie Gudme Leths livsværk, 1895-1997 
• PH's skærmsystem, 1925 – udvikles stadig, skaber: Poul Henningsen 
• Testel, 1956, kunstner Gertrud Vasegaard 
• Gedser forsøgsmølle, 1957, Johannes Juul 
• Pantonstolen, 1960, skaber: Verner Panton 
• Polyetherstol, 1964, skaber Gunnar Aagaard Andersen 
• Kevihjulet (Jørgen Rasmussen, 1965) 
• Facadesystem, 2006, skaber: Fiberline Composites

Politikens design-skribent Libbie Fjelstrup gav kanon for design og kunsthåndværk en hård kritik med på vejen. Det var især manglerne på listen hun faldt over, som det fremgår i artiklen “Kulturkanon får lunken modtagelse af anmelderne” (se kilder). Hun skriver: ”Hvor er Georg Jensen og hele hans sølvbeslåede livsværk henne? Hvor er Kaare Klint, der udviklede en hel skole?” Og hun fortsætter: ”Helt mærkværdig er fraværet af Børge Mogensen og Hans J. Wegner, to store, fremtrædende møbelarkitekter, eksponenter for det absolut bedste dansk møbelhåndværk.” Der er flere kritikere, der har hævdet, at de valgte værker inden for design og kunsthåndværk mangler historisk vægt, og så har det vakt forundring, at der i kanonen figurerer et facadesystem i glasfiber, som ikke var sat i produktion endnu, da kanonen blev fremlagt. Til den kritik siger udvalgets formand Merete Ahnfeldt-Mollerup i artiklen ”Kanon gør oprør mod dansk designmyte”: ”Vi ville vise, at der igennem tiden har været en teknologibåren innovation og en interesse for fornyelse i dansk design, og vi har ledt efter et samtidigt produkt med de kvaliteter.” (se kilder).

Udvalget, der stod bag den danske filmkanon, bestod af følgende personer:

• Filminstruktør Susanne Bier (formand) 
• Programchef Jacob Neiiendam 
• Kunstnerisk leder Vinca Wiedemann 
• Direktør Tivi Magnussen 
• Forfatter og anmelder Ole Michelsen

Kanonudvalget for film blev fra starten begrænset på den måde, at de kun måtte beskæftige sig med lange fiktionsfilm og således hverken med dokumentar- eller kortfilm. Derudover har udvalget selv defineret en række kriterier. Det har valgt ikke at fokusere på genrer, hvilket betyder, at filmgenrerne ikke repræsenteres bredt. I stedet skriver udvalget, at det prioriterer de film, som er bedst med nutidens øjne. Det betyder, at mange af filmene på listen er forholdsvis nye, dog er den nyeste fra 1998, hvor udvalget har valgt at trække en grænse. Det mener sig således ikke i stand til at bevare den nødvendige distance til at kunne vurdere filmene fra de seneste års produktion.

     Filmudvalget definerer desuden i “Kulturkontakten. Særnummer 2006: Kulturkanon” (se kilder), at det ville lave en kanon, “der fokuserer på danske film i den forstand, at det er film, der - i fiktionens optik - formår at spejle den danske virkelighed. Og vi har derfor valgt at gøre det til vores vigtigste omdrejningspunkt, at filmene konkret skulle reflektere en dansk virkelighed med danske skuespillere og referencer.

Filmkanonen består af følgende 12 værker:

• “Du skal ære din Hustru”, 1925. Instruktør: Carl Th. Dreyer 
• “Vredens Dag”, 1943. Instruktør: Carl Th. Dreyer 
• “Ditte Menneskebarn”, 1946. Instruktør: Bjarne Henning-Jensen 
• “Soldaten og Jenny”, 1947. Instruktør: Johan Jacobsen 
• “Sult”, 1966. Instruktør: Henning Carlsen 
• “Bennys Badekar”, 1971. Instruktør: Jannik Hastrup og Flemming Quistmøller 
• “Matador”, 1978-1982. Instruktør: Erik Balling 
• “Kundskabens Træ”, 1981. Instruktør: Niels Malmros 
• “Babettes Gæstebud”, 1987. Instruktør: Gabriel Axel 
• “Pelle Erobreren”, 1987. Instruktør: Bille August 
• “Festen”, 1998. Instruktør: Thomas Vinterberg 
• “Idioterne”, 1998. Instruktør: Lars von Trier

Berlingske Tidendes anmelder Ebbe Iversen var generelt yderst tilfreds med filmkanonen. Som han skriver i artiklen “Den sunde fornuft sejrer” (se kilder): “Den officielle filmkanon fremtræder fornuftig, afbalanceret og stort set ikke kontroversiel.” Lidt mere kritiske røster lød fra Information og Politiken, som især udtrykte manglende forståelse for udvalgets sammensætning. I Information fremhæver Morten Pil det mærkværdige i, at ingen af medlemmerne i udvalget er uddannet i filmhistorie, men at de alene er praktikere. Han skriver i artiklen “Autoritær snarere end autoritativ” (se kilder), at “Ingen af de medlemmer, Kulturministeriet har indsat i kanon-udvalget for film, har offentligt demonstreret et kritisk overblik over dansk filmhistorie.” Tilsvarende kritik lyder fra Politikens filmanmelder Kim Skotte. Mens Morten Pil dog fortsætter med at fremhæve, at kanonlisten i det “store hele virker fornuftig, ganske afbalanceret og ikke så tandløst traditionel, som man kunne frygte”, så skriver Kim Skotte i artiklen “Kulturkanon får lunken modtagelse af anmelderne” (se kilder), at den er for demonstrativt dansk.

     Begge anmeldere er enige om, at Matador ikke burde være på listen, da den ikke er en spillefilm og dermed ikke kan vurderes op imod de øvrige på listen, men Kim Skotte fremhæver, at det er en elegant måde at få Erik Balling med uden at få Olsen Banden med i købet.

Litteraturudvalget bestod af følgende personer:

• Professor Finn Hauberg Mortensen (formand) 
• Professor Erik A. Nielsen 
• Forfatter Mette Winge 
• Forfatter Claes Kastholm Hansen 
• Forfatter Jens Christian Grøndahl

Udvalget for litteratur har valgt at fokusere på værker, der “giver bud på det at være menneske i mange tidsaldre og kulturformer, som vi nu og her kan spejle os i og se igennem.” Udvalget forklarer i Kulturkontakten (se kilder), at “vi har peget på værker, der har vist sig slidstærke i den kulturelle tradition. Blandt disse er valgt værker, som hver og ét af udvalgets medlemmer dels finder er af høj kunstnerisk kvalitet, dels spår en fremtid som levende og værdifuld litteratur. I kriterierne indgår altså både tradition, oplevelse og holdbarhed.”

     I udvælgelsen tager udvalget ikke hensyn til genrer. Den behandler altså ikke de litterære genrer ens, hvilket afspejles ved, at essayet ikke er repræsenteret, mens lyrikken er repræsenteret med en ‘hjemmelavet’ antologi, som udgør et af punkterne på listen.

Litteraturkanonen repræsenteres af følgende værker:

• “Jammers Minde”, skrevet i årene 1673-74 og udgivet i 1869. Forfatter: Leonora Christina (1621-1698) 
• “Præsten i Vejlbye”, 1829. Forfatter: Steen Steensen Blicher (1782-1848) 
• “Den lille Havfrue”, fra Eventyr fortalte for Børn, 3. hæfte, 1837. Forfatter: H.C. Andersen (1805-1875) 
• “Enten-Eller”, 1843. Forfatter: Søren Kierkegaard (1813-1855) 
• “Fru Marie Grubbe”, 1876. Forfatter: J.P. Jacobsen (1847-1885) 
• “Ved Vejen”, fra Stille Eksistenser, 1886. Forfatter: Herman Bang (1857-1912) 
• “Lykke Per”, 1898-1904. Forfatter: Henrik Pontoppidan (1857-1943) 
• “Kongens Fald”, 1900-1901. Forfatter: Johannes V. Jensen (1873-1950) 
• “Vinter-Eventyr”, 1942. Forfatter: Karen Blixen (1885-1962) 
• “Og andre historier”, 1964. Forfatter: Klaus Rifbjerg (1931-) 
• “Sommerfugledalen”, 1991. Forfatter: Inger Christensen (1935-) 
• Lyrikantologi (består af 24 digte af forskellige forfattere - lige fra et par folkeviser til digte af Per Højholt og Henrik Nordbrandt).

Politikens anmelder Bjørn Bredal fremhævede i artiklen “Kulturkanon får lunken modtagelse af anmelderne” 2006 (se kilder), at “det [er] en kanon, som har det lidt svært med den store verden. Men det er vel også hele pointen.”

     Berlingske Tidendes anmelder Nils Gunder skriver i artiklen “En kanon med tyst eksplosion” (se kilder), at kanonen indeholder “de mennesker, man havde ventet at se.” Han forholder sig dog kritisk til prioriteringen af værker fra de forskellige perioder og skriver, at “den historiske slagside bliver [...] iøjenfaldende.” I den forbindelse fremhæves, at perioden 1876-1900 har sat sig på en tredjedel af kanonen, mens eksempelvis det tyvende århundredes prosalitteratur fra 1942 til i dag kun er repræsenteret ved Klaus Rifbjerg.

     Erik Skyum-Nielsen beklager sig i artiklen “Fuck ismer og perioder” i Information (se kilder) over, at udvalget har strakt værkbegrebet så langt som til at skabe dets egen lyrikantologi. Til gengæld skriver han, at det er virkelig danske digte, der er udvalgt, og han roser udvalget for at have givet Inger Christensens “Sommerfugledalen” en særlig plads samt for de øvrige værker på listen. Som han skriver: “Stillet over for de øvrige ti på listen bemærker jeg sikkert overblik og velgørende sans for historisk og genremæssig spredning.”

Musikudvalget bestod af følgende personer:

• Kor- og orkesterchef Per Erik Veng (formand) 
• Forfatter Jørgen I. Jensen 
• Redaktionschef Torben Bille 
• Forskningsbibliotekar og forfatter Inger Sørensen 
• Musiker og forfatter Henrik Marstal

Kanonudvalget for musik skriver i Kulturkanon-udgivelsen, at de har lagt vægt på at vise bredden og den konstante indre dialog i dansk musik. Altså på den ene side hvor meget forskelligartet musik, der produceres, og på den anden side hvor megen afsmitning der trods alt er mellem de forskellige genrer. At musik spænder over vidt forskellige genrer har fået musikkanonudvalget til at lave to lister bestående af henholdsvis ‘populærmusik’ og ‘partiturmusik’.

     Derudover har udvalget valgt at lave tidsmæssige begrænsninger på de to lister. For populærmusikken er der kun medtaget værker fra før 1990, og for partiturmusikken er den øvre grænse ved komponister født før 1940.

Listen over populærmusiske værker er:

• Et udvalg af 12 sange af Kai Norman Andersen, 1925-1959 
• “Dansk Guldalderjazz” vol. 1-4, 1940-1949. Antologi af guldalderjazz 
• “The Savage Rose”, 1968. Af: The Savage Rose 
• “Værsgo” , 1973. Af: Kim Larsen 
• “Svantes Viser”, 1973. Af: Benny Andersen og Povl Dissing 
• “Live Sådan”, 1976. Af: Gasolin 
• “Supertanker”, 1980. Af: Kliche 
• “Tidens Tern”, 1980. Af: C.V. Jørgensen 
• “Stjerne Til Støv”, 1981. Af: Sebastian 
• “Aura”, 1984-85 . Af: Palle Mikkelborg med Miles Davis 
• “Nærmest Lykkelig”, 1988. Af: TV2 
• Evergreens (sangantologi bestående af 12 sange - lige fra GIRO 413-klassikere som John Mogensens “Så længe jeg lever” og Lars Lilholt Bands “Kald det kærlighed” til melodigrandprixslagere som Grethe og Jørgen Ingmanns “Dansevise” og Trine Dyrholms “Danse i måneskin”)

Partiturmusikkanonen består af:

• “Holger Danske”, 1789. Af: F.L.Æ. Kunzen 
• “Otte Morgensange og Syv Aftensange”, 1837, 1838. Af: C.E.F. Weyse 
• Tre Galopper: “Telegraph-galop”, “Champagne-galop”, “Kjöbenhavns jernbane-damp-galop”, 1844. 1845, 1847. Af: H.C. Lumbye 
• “Elverskud”, 1854. Af: Niels W. Gade 
• “Vølvens Spaadom”, 1872. Af: J.P.E. Hartmann 
• “Drot og Marsk”, 1878. Af: Peter Heise 
• “Maskerade”, 1906. Af: Carl Nielsen 
• “Symfoni nr. 4 ‘Det Uudslukkelige’”, 1916. Af: Carl Nielsen 
• “Antikrist”, 1923. Af: Rued Langgaard 
• “Symfoni nr. 3”, 1976. Af: Per Nørgård 
• “Symfoni-Antifoni”, 1978. Af: Pelle Gudmundsen-Holmgreen 
• Højskolesange (består af 12 sange af forskellige kunstnere - lige fra C.E.F. Weyses “Den signede dag med fryd vi ser” over Carl Nielsens “Jens Vejmand” til Poul Schierbacks “I Danmark er jeg født”)

Ved selve offentliggørelsen af kulturkanonen fik musikudvalget på puklen af deres kolleger fra de andre kanonudvalg. Musikudvalgets medlemmer blev kaldt ‘tøsedrenge’ og ‘kyllinger’. For det første fordi de ikke havde turdet ‘nøjes’ med at lade partiturmusik og populærmusik deles om de tolv pladser på en liste, sådan som deres opgave ellers lød, men i stedet havde skabt to lister.

     Dernæst fordi de inden for populærmusikken ikke turde nøjes med at liste 12 værker op, men i stedet skabte to hjemmelavede lister af henholdsvis 12 Kai Normann Andersen sange og diverse Evergreens (typisk numre fra GIRO 413). Ligesom de indenfor populærmusikken valgte at lade såvel jazzen som 1930’erne og 40’erne repræsentere ved en jazzantologi bestående af fire cd’er.

     Sluttelig fordi udvalget havde lavet en hjemmekreeret sangantologi af højskolesange indenfor partiturmusikken og desuden ladt Lumbye repræsentere med tre galopper fra forskellige år.

     Kritikken gik altså på, at musikudvalget i den grad havde strakt værkbegrebet og givet det deres egen tolkning af, hvad et værk kan siges at være.

Populærmusikkanonen blev skudt ned af de fleste morgenavisers anmeldere. Dagbladet Informations anmelder Klaus Lynggaard er i artiklen “Og det skete i de dage...” (se kilder) især kritisk overfor, at forskellige perioder i musikhistorien er så forskelligt repræsenteret. Som repræsentant for første halvdel af det populærmusikalske århundrede er Kai Normann Andersen og jazz-antologien. Derefter tages et gevaldigt spring op til 68 og The Savage Rose. 70’erne er repræsenteret ved Kim Larsen og Gasolin, mens 80’erne står for hele fem værker. Lynggaard fremhæver, at alle fem 80’er-værker er giganter, men at det især er slående, at hip-hoppen ikke er inddraget.

     Også Politikens anmelder Erik Jensen kritiserer i artiklen “Kulturkanon får lunken modtagelse af anmelderne” (se kilder) musikudvalget for ikke at inddrage hiphoppen. Han fremhæver, at hip-hoppen “de sidste 20 år har stået for sprogfornyelse, politiske kommentarer og en ny energi i dansk musik.”

     Også Berlingske Tidendes anmelder Thomas Søie Hansen står noget uforstående overfor musikudvalgets prioriteringer i artiklen “Halvdøve tøsedrenge” (se kilder). Han er især kritisk overfor, at udvalget har sat en øvre tidsgrænse ved 1990. Som han skriver: “Det er fagligt uforsvarligt. For dermed diskvalificeres to essentielle værker”, nemlig C.V. Jørgensens “Sjælland” (1994) og Malk de Koijns “Smashhits In Aberdeen” (1998).

Berlingske Tidendes anmelder Søren Kassebeer er i artiklen “Med Nielsen i spidsen” (se kilder) kritisk overfor, at Carl Nielsen får for meget plads, og at musikkanonudvalget har fravalgt vigtige komponister som Buxtehude, Kuhlau, Hornemann, Lange-Müller, Holmboe og Koppel. Han skriver om udeladelserne, at de “viser selve kanonprojektets indbyggede svaghed: Et tilfældigt tal har afgørende indflydelse på, hvad der kommer med, og hvad der ikke kommer med, og derfor ville det være forkert at påstå, at denne korte musikkanon afspejler alt, hvad der i bred almindelighed må regnes for hovedværker i dansk partiturmusik.” Han fortsætter dom med at fremhæve, at “det, der er, da bestemt er godt nok.”

     Også Politikens anmelder Thomas Michelsen skriver i artiklen “Kulturkanon får lunken modtagelse af anmelderne”, (se kilder), at Carl Nielsen fylder for meget, og han kritiserer udvalgets medlemmer for ikke at have musik fra før 1789 på listen, for dermed gives “det indtryk, at dansk kunstmusik ikke eksisterede i væsentlig omfang før da. Det er ikke tilfældet.” Hvorefter han fremhæver kunstnere som Mogens Pedersøn og Buxtehude samt “Danmarks ældste bevarede melodi, den med runer og nodetegn nedfældede ‘Drømte mig en drøm i nat’.”

Scenekunstudvalget består af følgende medlemmer:

• Teaterchef Flemming Enevold (formand) 
• Chefdramaturg Karen-Marie Bille 
• Dramatiker Jokum Rohde 
• Skuespiller Sonja Richter 
• Forfatter og anmelder Erik Aschengreen

Scenekunstudvalget har defineret følgende kriterier for et kanonværk:

• Værket skal repræsentere et nybrud, skal fortælle en medrivende, fællesmenneskelig historie, der rækker ud over sin tid 
• Det skal kunne udfordre publikum og teaterfolk af i dag, have vist sig holdbart i virkelighedens verden og repræsentere et unikt håndværk 
• Det skal kunne spilles i dag og give mening for dem, der vil fortælle historien, men først og fremmest for det publikum, der skal modtage og bruge det 
• Og det skal have den særlige kvalitet, at det nærmest skriger på at blive iscenesat og i særlig grad lever i mødet med publikum.

     Undervejs i udvalgsarbejdet fandt medlemmerne dog ud af, at de i enkelte tilfælde måtte bøje disse kriterier for at kunne vurdere genrer som performenceteatret, det visuelle teknologiske multimedieteater, komikken, revyen, musicalen og det folkelige teater. Ellers ville de ikke være i stand til, som de skriver i Kulturkontakten (se kilder), at “vise det utrolige oplevelsespotentiale, al den saft, kraft og mangfoldighed, der ligger i scenekunsten.”

     Af tidsmæssige begrænsninger har musikkanonudvalget valgt at afholde sig fra værker efter 1995, “fordi de helt nye værker endnu ikke har vist deres bestandighed. Men mere vigtigt, fordi nutidens meget dygtige dramatikere og koreografer efter vores vurdering endnu ikke har lavet deres største værker.”

Scenekunstkanonen tager sig ud som følger:

• “Jeppe på Bjerget”, 1922. Af: Ludvig Holberg 
• “Aladdin”, 1805. Af: Adam Oehlenschläger 
• “Sylfiden”, 1836. Af: August Bournonville og Herman Severin Løvenskiold 
• “Indenfor Murene”, 1912. Af: Henri Nathansen 
• “Ordet”, 1932. Af: Kaj Munk 
• “Anna Sophie Hedvig”, 1939. Af: Kjeld Abell 
• 4 revynumre (“Man binder os på mund og hånd”, af: Liva Weel, 1940; “Skolekammerater”, af: Kellerdirk, 1956; “Brevet til Bulganin”, af: Osvald Helmuth, 1957; “Fingernummeret”, af: Dirch Passer, 1974) 
• “Etudes”, 1948, Af: Harald Lander og Knudåge Riisager 
• “Enetime”, 1963. Af: Flemming Flindt og Georges Delerue 
• “Julemandshæren”, 1974. Af: Solvognen 
• “Sort Sol live, Carlton og Wurst”, 1986-1987. Af: Sort Sol 
• “Majonæse”, 1988. Af: Jess Ørnsbo

Berlingske Tidendes anmelder Jakob Steen Olsen melder i artiklen “Ikke bare ord det hele”, at det er “svært at være uenig med det grundigt arbejdende udvalg.” Han er begejstret for inddragelsen af ikke-tekstbaseret teater via “Julemandshæren” og Sort Sol koncerten - om end han stiller spørgsmål ved, om ikke netop Sort Sol koncerten burde være udskiftet med visuelt teater af eksempelvis Kirsten Delholm. Han roser udvalget for inddragelsen af revyteater, og det eneste, han er lidt ‘ærgerlig’ over, er, at udvalget ikke har inddraget de seneste ti års scenekunst.

     Også Politikens anmelder Monna Dithmer er i artiklen “Kulturkanon får lunken modtagelse af anmelderne” (se kilder) ret begejstret og kalder scenekanonen “præget af en livgivende dynamik.” Også hun er dog kritisk over inddragelsen af Sort Sol koncerten og kalder det “at strække scenekunstens rammer for vidt.”

     Informations anmelder Anne Middelboe Christensen stiller sig i artiklen “Se selv, vi har det fække med” noget kritisk overfor scenekunstkanonen. Hun skriver, at udvalgets medlemmer har været alt for forhippede på at se ‘nybruddene’, men at “hvis scenekunstvælgerne virkelig ville være frække, skubbede de deres egne tøsedrengehensyn ud over scenekanten og satte spot på værker efter 1990. Og så ville det vælte ind med scenisk selvdestruktion.”

Ideen til en børnekulturkanon opstod undervejs i kulturkanonarbejdet. Det var formændene for de øvrige udvalg, der kom på ideen, og de bad alle kollegerne i de forskellige udvalg om at byde ind med ideer til en børneliste. Formanden for musikudvalget Henrik Marstal var koordinator for børnekulturudvalget.

Da børnekulturudvalget fik indput fra alle de øvrige udvalg, var det især de syv overordnede kulturelle genrer, der definerede børnelisten. Dog bød ikke alle udvalgene ind, og undervejs i arbejdet blev også genren tegneserier inddraget. Listen bevæger sig fra 1931 og frem som et resultat af, at børnene for alvor kom i centrum i det 20. århundrede. Det var fra denne periode, at der for alvor blev produceret legetøj og bøger henvendt specifikt til børn, skriver Henrik Marstal i Kulturkontakten (se kilder). Videre hedder det, at børnelisten består af “produkter, hvis primære kvaliteter ligger i deres evne til konstant at fastholde, udfordre og overraske, vel at mærke på børnenes egne præmisser og ofte mere eller mindre uafhængigt af alderstrin og intellektuel udvikling.” Samt at det er “produkter, der for manges vedkommende er præget af at være blevet til i et velfærdssamfund, hvor der har været overskud til at dyrke legen for legens skyld.”

Børnelisten indeholder følgende værker:

• “Byggelegepladsen”, 1931. Af: C.Th. Sørensen 
• “De små synger”, 1948. Af: Gunnar Nyborg-Jensen (red.) 
• “Palle alene i verden”, 1949. Af: Astrid Henning-Jensen 
• “Anders And og den gyldne hjelm”, 1954. Af: Carl Barks 
• “Høj stol”, 1955. Af: Nanna Ditzel 
• “Legoklodsen”, 1958. Af: Gotfred Kirk Christiansen 
• “Silas og den sorte hoppe”, 1967. Af: Cecil Bødker 
• “Halfdans ABC”, 1967. Af: Halfdan Rasmussen og Ib Spang Olsen 
• “Kaj og Andrea”, 1971 og frem. Af: Katrine Hauch-Fausbøll 
• “Go’ Sønda’ Morn’”, 1980. Af: Anne Linnet 
• “Gummi Tarzan”, 1981. Af: Søren Kragh-Jacobsen 
• “Nøddeknækkeren”, 2003. Af: Steen Koerner

Børnekulturkanonen blev først og fremmest kritiseret for at indeholde Anders And, da han jo ikke er en dansk figur. Dertil svarede udvalget, ifølge artiklen “Syv udvalg, ni kategorier, 108 værker” i Berlingske Tidende, at tegneserien i en lang periode er blevet produceret i Danmark af Egmont, samt at Anders And er indbegrebet af en antihelt i dansk forstand - med sin humørsyge, sin ugidelighed og sin konstante mistro til alle tænkelige autoriteter.

     Den hopper nu hverken Politikens anmelder Dorte Hygum Sørensen på i artiklen “Kulturkanon får lunken modtagelse af anmelderne” (se kilder) og heller ikke Berlingske Tidendes anmelder Jens Andersen i artiklen “Blødt Kinderæg af en børnekanon” (se kilder). “Hvordan er der blevet plads til Anders And, men ikke til Spørge-Jørgen eller Snøvsen”, spørger Jens Andersen eksempelvis.

     I det hele taget mener Jens Andersen, at børnelisten bærer præg af, at “den foreliggende liste, med tolv mere eller mindre tilfældige skud i fem-ti vidt forskellige kunstretninger, rammer alting og ingenting. Samt at man ikke mærker noget solidt børnekulturelt overblik i valget af de kanoniserede produkter.” Hvorfor har man valgt byggelegepladsen og ikke sæbekassebilen eller sandkassen? Hvorfor er Anne Linnets plade med og ikke Vesterbro Ungdomsgård med “Kattejammerrock”, spørger Andersen. Og så slutter han af med at kritisere udvalget for, at listens ældste værk er fra 1931, så det ser ud som om, Danmark ikke producerede børnekultur tidligere, når endog H.C. Andersen udgav sine første eventyr i “Eventyr, fortalte for børn”, hundrede år tidligere, i 1835.

Der er mange grupper af mennesker, der er interesserede og involverede i debatten om for eller imod en kulturkanon. Både dagblade, magasiner, politiske partier, kulturpersoner og andre deltager i den offentlige debat.

     Dette delafsnit ser på, hvem der er henholdsvis for eller imod kanon, og hvilke argumenter der er i spil.

Jyllands-Posten udtrykker stor begejstring for kulturkanonprojektet. I lederen “Slip fantasien løs” (se kilder) hedder det: “Hvilken rigdom! [...] med de over 100 værker får vi et bredt, nuanceret og i store træk dybt kvalificeret bud på, hvad den danske kulturarv rummer.” Lederskribenten understreger og hylder endog projektet som smagsdommeri, for, som der står, “et sådant arbejde skal være elitært, det kræver eksperter.”

Berlingske Tidende ærgrer sig i lederen “Ærgerligt at kulturkanon for folket blev ufolkeligt til” den 19. januar 2006 (se kilder) over, at kulturkanonen er blevet ufolkeligt til. Avisen kritiserer, at de forskellige kulturkanonudvalg ikke kom med præsentationer undervejs, så befolkningen kunne diskutere projektet og give indput. For at råde bod derpå lavede avisen et selvstændigt kanonprojekt, hvor læserne kunne give deres bud på kanonværdige værker. Berlingske Tidende udtrykker, at fordi kanon-folkene ikke åbnede op for debat og kommentarer undervejs, så risikerer de at levere værker som en statisk facitliste, og dermed ikke som et kulturpolitisk projekt, der ellers er det vigtigste for en kulturkanon. Avisen foreslår derfor i lederen “Turen går til... den store kulturhistorie”, at kanonudvalget bør invitere til en række debatmøder landet over for at skabe mere debat og dialog om kulturarven, for “uden debat og opmærksomhed bliver det en kanon uden brag. Og det er ingen tjent med”, som lederskribenten skriver. Dermed understreges det altså, at avisen som sådan bakker op om kanonprojektet.

Politiken er generelt positiv overfor et lave kanoner. Som Politikens lederskribent udtrykker det i “Hjelmens magt” (se kilder): “Der er god forstand i at lave kanon for folkeskolen og gymnasiet. Kulturen er ikke givet en gang for alle, men må genopdages og generobres af hver generation. Det arbejde er selvfølgelig ikke gjort ved at registrere kulturens værker og opføre dem på lister, men det kan være et udmærket hjælpemiddel, en støtte for den formidling og senere diskussion og deltagelse, der holder kulturen i live i de næste generationer.” Lederskribenten er dog bekymret over, om den givne kulturkanon er et forsøg på at “normalisere og forstørre betydningen af det danske i kulturen.” Vedkommende fremhæver, at det slet ikke er nok at holde en kanon inden for de danske grænser, og derfor udtrykkes begejstring over, at Anders And er sluppet med i børnekulturkanonen, for som det hedder: “det skud skyder også et uopretteligt hul i den nationalkonservative festballon, som hele projektet er udtryk for.”

Information udtrykker sig grundlæggende positivt i forhold til kulturkanonen i lederen “Kanon mod kulturløshed” (se kilder). Lederskribenten anfører, at “helt grundlæggende repræsenterer kulturkanonen et stykke solidt arbejde med stor kvalitet og uden de helt store overraskelser. Og langt fra et nationalromantisk glansbillede.” Avisens lederskribent roser endog de kulturradikale, der har deltaget i kanonprojektet, som har bidraget i arbejdet, og som har deltaget i debatten - i stedet for at sidde udenfor. Dog er skribenten bekymret over, hvad kulturkanonen skal bruges til, og læserne gøres opmærksomme på, at vi må være opmærksomme på, at Mikkelsen vil “have os til at være mere danske, kende vores kultur bedre og ruste os til mødet med en globaliseret verden.”

En af de fremmeste debattører i kulturkanondebatten er den konservative kulturminister Brian Mikkelsen. Gentagne gange har han været på banen i medierne og argumenteret for kanonprojektet. Blandt andet skrev han i kronikken “Vi skal værne om vores historiefortællere” i Berlingske Tidende i forbindelse med skabelsen af en litterær kanon i 2004, at “forfatterne er nationens stemme. De er vores forsikring mod at blive historieløse. Ved at bevare vores forhold til dem, bevarer vi vores egen identitet.” i 2004, at “forfatterne er nationens stemme. De er vores forsikring mod at blive historieløse. Ved at bevare vores forhold til dem, bevarer vi vores egen identitet.”

Dansk Folkepartis uddannelsesordfører Louise Frevert skrev i pressemeddelelsen “DF: Litterær kanon vigtigere end nogen sinde” på partiets hjemmeside (se kilder): “I en tid med globalisering, tonsvis af amerikansk populærkultur og stigende fremmedgørelse blandt de unge er det vigtigere end nogensinde, at der bliver udarbejdet bindende planer for, hvilke litterære værker eleverne skal præsenteres for i løbet af deres skoletid. Det nytter ikke noget, at eleverne forlader folkeskolen eller gymnasiet uden at fatte sammenhængen i den danske litteraturhistorie - derved kommer de unge nemlig til at mangle et vigtigt indblik i, hvad det vil sige at være dansk, og hvorfor vi er anderledes end for eksempel tyskere og amerikanere. Et kendskab til den danske identitet vil føre til tryghed og give de unge lov til at hvile i sig selv.”

     Dansk Folkepartis interesse for en kanon kan ses i forlængelse af partiets optagethed af at fremme nationalfølelsen og forsvare den nationale suverænitet.

Venstre endte på trods af splittelse at erklære sig som tilhænger af en kulturkanon. De blandede følelser, Venstre har overfor kanondebatten, bunder i ideologiske overvejelser. På den ene side er partiet bevidst om, at “den kultur, der giver os identitet og værdier, er opbygget gennem århundreder, men overleveringen af kulturarven fra den ene generation til den næste er blevet svækket. Venstre mener, at det er en kulturpolitisk opgave at sikre almen kendskab til vores fælles kulturarv”, som det hedder i det kulturpolitiske program på Venstres hjemmeside (se kilder). På den anden side bygger Venstre på frihed og frisind, og for en del venstrefolk var det svært at acceptere, at politikerne skulle definere, hvad der er god kultur. Eksempelvis venstrepolitikeren Birthe Rønn Hornbech talte om, at kanon er udtryk for statsautoriseret smagsstyring, og hun har svært ved at forstå, hvorfor staten skal definere, hvad der er rigtig dansk.

Socialdemokraterne er kritiske overfor kulturkanonprojektet og taler om, at regeringen bedriver smagsdommeri. Eksempelvis siger socialdemokraternes kulturordfører Mogens Jensen i pressemeddelelsen “Regeringens smagsdommere har barslet” på partiets hjemmeside (se kilder): “Jeg savner mange fremragende kunstnere i verdensklasse i kulturkanonen. Hvor er for eksempel Martin Andersen Nexø, Wegener, Klaus Rifbjerg, Tove Ditlevsen, Gustav Wied, Per Kirkeby eller Bjørn Nørgaard? Og hvor er de nye unge kunstnere i verdensklasse som Olafur Eliasson? De åbenlyse mangler vidner blot om den umulige opgave, det er, på alles vegne at definere hvilken kunst der er vigtigst. Det lader sig ikke gøre.” I stedet efterlyser han fremadrettede kulturinitiativer fra regeringen.

Kulturordfører for Det Radikale Venstre, Elsebeth Gerner Nielsen, udtrykker i pressemeddelelsen “Kulturkanon kan ikke sikre sammenhængskraft” på partiets hjemmeside (se kilder), at “Isoleret set synes Det Radikale Venstre, at en kulturkanon er en god idé. Men hvad vil regeringen egentlig bruge kanonen til?” Hun fortsætter med at udtrykke bekymring for, om regeringens dagsorden handler om nationalistisk oprustning.

SF stiller sig særdeles kritisk overfor, hvad kulturkanonen skal bruges til, og efter Brian Mikkelsens udtalelser på De Konservatives landsmøde i 2005, følte partiet sig bekræftet i, at kanonen er intet andet end et politisk redskab til indoktrinering af folk. SF’s kulturpolitiske ordfører Ole Sohn udtalte efterfølgende i pressemeddelelsen “SF kalder kulturministeren i samråd om kulturkampen”, på partiets hjemmeside (se kilder), at “Det er fuldstændig forrykt, at kulturministeren nu vil tvinge indvandrerne - og andre - til, gennem den nye kulturkanon, at elske den del af den mangfoldige danske kunst og kultur, som vil finde vej til den nye kulturkanon.”

• Musikeren Sebastian, der er på kanonlisten for populærmusik, siger til Berlingske Tidende i artiklen “Kanon-reaktioner” (se kilder), at: “Det er da kanon, at jeg er kommet med på den liste.” 
• Skuespiller Britta Lillesøe, der er på listen for scenekunst, siger om valget af skuespillet “Julemandshæren”: “Når det skal være, så ville det have undret mig, hvis ikke vi var med. Vi er dog Danmarks største teatergruppe til dato. [...] Det er altid rart at blive taget alvorligt - også i de højere kredse.” 
• Forfatter Cecil Bødker, som er på børnekulturlisten, er glad for sin nye titel. “Det synes jeg godt om, for det er jo mit arbejde, som bliver klappet på.” 
• Tegner og forfatter Flemming Quist-Møller, der er på kanonlisten for film, er “glad for, at det er kolleger, der har udvalgt den [filmen Bennys badekar]. 
• Forfatter Lise Nørgaard, som er på kanonlisten for film “er selvfølgelig glad for at “Matador” er kommet med.”

• Tegner Ib Spang Olsen, som er med på børnekanonlisten udtaler til Berlingske Tidende i artiklen “Kanon-reaktioner” (se kilder), at “Privat synes jeg jo nok, at det skulle have været Halfdans børnerim, der blev kanoniseret.” 
• Musiker og tidligere medlem af Sort Sol Lars Top-Galia, der er på listen for scenekunst, “har ikke rigtig noget forhold til, at man laver en kanonliste. Den kan være problematisk, hvis der er politiske motiver bag, men samtidig synes jeg, at man i Danmark har haft berøringsangst overfor at sige, at noget var bedre end noget andet.” 
• Sanger Steffen Brandt er på kanonlisten for populærmusik. Han siger: “først og fremmest vil jeg glæde mig over, at det nu er konstateret, at tv-2 laver populærmusik, for det skal man ikke kimse af. Jeg mener godt, vi kunne have overlevet uden en kulturkanon, men jeg VIL tillade mig at være positiv.” 
• Musiker Palle Mikkelborg, som er på listen for populærmusik, “er ikke utaknemmelig, men ambivalent over, at man vælger det ud, og jeg er ikke sikker på at vigtigheden af denneher kanon er så stor.” 
• Filminstruktør Søren-Kragh-Jacobsen, der er på filmlisten, siger, at “Det er da dejligt. Jeg ville da være et skarn, hvis jeg ikke syntes, det er fint. Men hvis man går lidt dybere, må jeg indrømme, at jeg ikke kan se meningen med denne her kanon. Jeg synes godt folk kan tænke selv og danne deres egen smag.”

• Filminstruktør Niels Malmros, der er på filmlisten, fortæller til Berlingske Tidende i artiklen “Kanon-reaktioner” (se kilder), at “jeg er da glad for at være valgt, men føler mig lidt beklemt, for hvad er det så, vi afskærer og nedvurderer. Og så endda bestilt af en regering, der taler om smagsdommeri. Det er jo ren ironi.” 
• Musiker i The Savage Rose Thomas Koppel, der er på listen for populærmusik er træt at kanoner. Han siger “Kulturkanon? Kanoner smadrer kultur og mennesker. Jeg vil slet ikke foretage mig noget som helst med den regering. Brian og co. er i færd med at prøve at bortlede opmærksomheden fra, at de overhovedet ingen kultur har.” Til musikbladet Gaffa forstærker han sin kritik i artiklen “Modstand mod Brians kanon” i februarnummeret 2006. Han siger. “Efter Fogh-regeringens hærgen ses Danmark rundt om i verden ikke længere som en kulturnation, men som en krakelerende fup-præsidents ikke særlig vellugtende kattebakke. Jeg længes efter det rigtige Danmark, der dufter af verdens rødeste jordbær og folkelig, frygtløs, livsnær inspiration. Det Danmark, der er H.C. Andersen, Jeppe Aakjær og Carl Nielsen værdigt.” 
• Musiker Kim Larsen, som er kanoniseret på populærmusiklisten for både Gasolin og Kim Larsen, er heller ikke ligefrem begejstret for at være blevet kanoniseret. Han ønskede i følge Gaffas artikel “Modstand mod Brians kanon” i februarnummeret 2006 ikke engang at udlevere fotomateriale til kulturkanonprojektet, men han kunne ikke undslippe 
• Filminstruktør Henning Carlsen, som er på kanonlisten for film, udtrykker, at “det er noget pjat. Der sidder fem tilfældige mennesker og får slået deres smag sammen, og så finder de ting frem, som er ret banale. Det er ikke originalt, jeg synes, det er kedeligt, og det bringer os ikke nogen steder hen.” 
• Tegnefilminstruktør Jannik Hastrup, som er på filmkanonen udtaler: må jeg på det kraftigste protestere mod den omklamring den tåbelige kulturminister har foretaget. Som internationalist og tilhænger af globaliseringen ser jeg det som et afstumpet forsøg på at fremhæve en “arisk” kunst. Det er ikke set siden 30’erne og 40’ernes Tyskland.” 
• Komponist Pelle Gudmundse-Holmgreen, som er på listen for partiturmusik, “er lidt skeptisk over, at man koger en hel kulturkreds ned til få værker. Jeg har ikke noget imod, at professionelle giver deres mening til kende, men jeg er lidt imod, at man sætter et gitter op, som kommer til at gøre ondt. Og mit eget værk skal ikke bruges til en dansk kanon, man kan skyde andre ned med.” 
• Filminstruktør Lars von Trier, der er på kanonlisten for film, reagerede på nyheden ved at indspille en protestfilm. Heri klipper han det hvide kors ud af Dannebrog, hvorefter han syr de røde firkanter sammen og hejser den røde fane til lyden af “Internationale”. Protestfilmen kan ses på internetsiden www.tv2.dk/sputnik (se kilder), hvori han klippede Dannebrog i stykker til “ære” for kulturministeren. Efterfølgende er han blevet meldt til politiet for at have skænnet flaget.

Som et led i kanondebatten har Berlingske Tidende skabt en alternativ kulturkanon. Avisen har lagt vægt på at inddrage sine læsere og skabe en debat om kultur. Derfor startede projektet med, at læsere indsendte forslag om, hvilke værker, der er kanoniseringsværdige. Derefter udvalgte Berlingske Tidendes fagmedarbejdere 20 værker indenfor hver genre, som læserne skulle stemme om. Dernæst blev de 140 værker præsenteret i avisen, og da læsernes dom havde lydt, kunne Berlingske Tidende barsle med sin egen - og læsernes - kulturkanon. Kanonen er udgivet på bog og kan bestilles ved at kontakte avisen.

Ungdomsbladet Chili (se kilder) har ligedes valgt at kreere en alternativ kanon som et indlæg i kulturkanondebatten. Som det hedder i artiklen “Chilis Kulturkanon” fra den 27. september 2005 (se kilder), så tror bladet, at Brian Mikkelsen “har brug for hjælp.”

     Chilis kulturkanon følger ikke den officielle kanons kategorier, men byder på:

• Musik (punk, hiphop, Nirvana, Produkthop, Clubbing og Roskilde Festival) 
• Film (Dogme, “Pulp Fiction”, Oneliners, Teen-komedien, Big budget-blockbusters) 
• Litteratur (Alan Moore: “From Hell”, Jack Kerauch, “Muldvarpen, der ville vide, hvem der havde lavet lort på dens hoved”, Douglas Adams: “Hitchhikers Guide To The Galaxy”, Brad Easton Ellis: “American Psycho”, Tom Kristensen: “Hærværk”, Naomi Klein: “No Logo”, Hunter S. Thompson: “Fear And Loathing In Las Vegas”, J.K. Rowling: “Harry Potter”, Magasiner, Bibelen og Koranen) 
• TV ( Sitcom, Reality-tv, Comedy, Musikvideoer, Ungdomsserier)

Også Gaffa (se kilder) valgte at blande sig i kulturkanondebatten ved at udsende en rockkanon en lille måned før Kulturministerens kanon blev offentliggjort. Det skete fordi, som det hedder i artiklen “Gaffas kulturkanon” fra januarbladet 2006 (se kilder), at “Fra Gaffas side hilser vi den revitaliserede kulturdebat velkommen og har i den sammenhæng valgt at bringe vores bud på den danske kulturkanon, inden for vores særlige fagområde.” Gaffas kanon ser ud som følger: 

• “Hip”, 1967. Af: Steppeulvene 
• “Dødens Triumf”, 1972. Af: Savage Rose 
• “Værsgo”, 1973. Af: Kim Larsen 
• “Efter endnu en dag”, 1976. Af: Gasolin 
• “Storbyens små oaser”, 1977. Af: C.V. Jørgensen 
• “Supertanker”, 1980. Af: Kliché 
• “Kysser himlen farvel”, 1987. Af: Lars H.U.G. 
• “Nærmest lykkelig”, 1988. Af: TV-2 
• “Jeg er jo lige her”, 1988. Af: Anne Linnet 
• “Glamourpuss”, 1993. Af: Sort sol 
• “The Good Life”, 1999. Af: Kashmir 
• “USADSB”, 2004. Af: Nephew

Redaktionen på internetmagasinet Forum gav i slutningen af januar 2006 et bud på alternative kanoniseringsværdige værker i artiklen “Mere kindrødt til kanon, tak” (se kilder). Det skete som en reaktion på, at der kun er 12 selvstændige værker af kvinder ud af de i alt 156 værker på kulturkanonlisten, hvilket svarer til knap 8 procent lavet af kvinder. Hvis kanon for børnekultur trækkes fra, er kvindeandelen endog nede på knap 5 procent. Derfor opfordrer Forum til, at læserne kommer med bud på betydningsfulde værker af kvinder indenfor arkitektur, billedkunst, design, kunsthåndværk, film, litteratur, musik og scenekunst, og til inspiration giver redaktionen selv følgende bud:

• Arkitektur (Edith Nørgaard: “Danmarks Tekniske Universitet”, 1960’erne -70’erne; Susanne Ussing: “I drivhuset”, 1980) 
• Billedkunst (Anna Ancher: “Pigen i køkkenet”, 1883; Kirsten Justesen: “Meltingtime”, 2003) 
• Design og kunsthåndværk (Nanna Ditzel: “Bænk for to”, 1989; Ursula Munch-Petersen; “Ursula”, 1991) 
• Film (Astrid Henning-Jensen: “Vinterbørn”, 1978; Jytte Rex: “Den Erindrende”, 1985) 
• Litteratur (Tove Ditlevsen: “Barndom”, 1967; Kirsten Thorup: “Himmel og Helvede”, 1982) 
• Musik (Else Marie Pade; “Symphonie magnetophonique”, 1958-59; Anne Linnet: “Marquis de Sade”, 1953) 
• Scenekunst (Kirsten Dehlholm: “Operation: Orfeo”, 1993; Astrid Saalbach: Trilogien, 1: “Morgen og aften”, 2: “Det velsignede barn”, 3: “Aske til aske - støv til støv”, 1998) 
• Børnekultur (Alice O’Fredericks: “Far til Fire”, 1953-61)

Tirsdag den 7. marts 2006 fulgte Berlingske Tidende op på såvel avisens eget alternative kulturkanonprojekt som på det officielle ved at arrangere et debatmøde med kulturminister Brian Mikkelsen, formand for kulturkanonudvalgene Jørgen Lund, Berlingske Tidende chefredaktør Niels Lunde og kulturredaktør Jakob Høyer. Ved denne lejlighed slog Brian Mikkelsen fast, at hans udtalelser på de Konservatives landsråd efteråret 2005 “har endnu mere gyldighed i dag, end de havde dengang [...] Diskussionerne (vedrørende Muhammedtegningerne i Jyllands-Posten, red.) siden har vist, at der er mennesker i det her samfund, der ikke vil deltage i samfundet. Derfor står jeg 100 procent ved mine udtalelser.”

Som reaktion på Brian Mikkelsens udtalelser ved Berlingske Tidendes debatmøde kaldte Socialdemokraternes kulturordfører Mogens Jensen Brian Mikkelsen i samråd. Han vil ifølge Berlingske Tidendes artikel “Brian M. skal skabe klarhed” (se kilder) blandt andet stille følgende spørgsmål:

• Vil ministeren forklare, hvordan hans udtalelser fra Det Konservative Landsmøde den 25. september 2005 “har endnu mere gyldighed i dag end de havde dengang,” som ministeren har udtrykt det på et møde den 7. marts 2006.

     Vil ministeren forklare om ovenstående udtalelse betyder:

• at der er en sammenhæng mellem kulturkanonen og “kulturkampens nye front,” som ministeren omtalte det i sin landsrådstale 
• at ministeren fortryder sin skriftlige erklæring af 30. september 2005 hvor han siger: “jeg vil afvise ethvert forsøg på at koble kulturkanonen sammen med den borgerlige værdikamp, som handler om fundamentalisme kontra demokrati... Kanonen er en hyldest til kunstens frihed og suverænitet, og kanonarbejdet skal ikke politiseres og indblandes i samfundsdebatten.”

     Mogens Jensen forklarer i den forbindelse, at “Det er stærkt problematisk, at kulturministeren nu igen skaber uklarhed om kulturkanonen, og om hvorvidt den er en del af et politisk projekt eller ej ( ... ) Det er ulykkeligt og utilfredsstillende, at han tager kulturkanonens kunstnere og kulturfolk som gidsler i et politisk spil.”

Medlem af litteraturudvalget, Erik A. Nielsen, reagerede kontant og prompte. I en email til Kulturministeren den 9. marts 2006 skrev han ifølge Berlingske Tidendes artikel “Grunden vakler under kulturkanonen” (se kilder): “Jeg skal hermed meddele, at jeg trækker mine bidrag til den kulturkanon, der for tiden er under produktion, tilbage og på det bestemteste modsætter mig, at noget, jeg har skrevet, trykkes i den planlagte produktion.”

     Formand for kanonudvalgene, Jørgen Lund, sagde i den forbindelse: “Det har jeg ingen som helst andel i at kommentere. Det må være en relation mellem ham og ministeren. Jeg betragter udvalgene som ophævet. Nu kan alle sige, hvad de vil, og gøre med kanonen, hvad de vil - selv ministeren.” Lund tilføjer, at han som privatperson ikke bryder sig om, at kanonprojektet kan opfattes som en del af kulturkampen, for “Sådan er det ikke tænkt. Det er det modsatte, vi har brug for, nemlig dialog i og mellem kulturerne. Dialogen er vigtigere end konfrontationerne.”

     Flere andre kulturudvalgsmedlemmer kritiserede også kulturministeren, dog uden at forlade deres respektive kanonudvalg. Medlem af billedkunstudvalget Bjørn Nørgaard fortalte: “Jeg orker næsten ikke mere, nu er det nok. Karen-Maria Bille, medlem af teaterkanonudvalget, sagde “her har vi en minister, der ikke er særligt velbevandret i kunstens mekanismer.” Formand for musikkanonudvalget udtalte ifølge artiklen “Professor melder sig ud af kulturkanon” på DR’s hjemmeside (se kilder), at “Mod dumhed kæmper selv en kulturkanon forgæves. Det er helt utrolig tankeløst af ministeren at gå ud og gentage et synspunkt og oven i købet forstærke det på et tidspunkt hvor vi netop havde fået klinket skårene efter det første brud i efteråret.” Han fortsatte med at erklære, at Kulturministeren har ødelagt fremtiden for kulturkanonen ved at sige, at den er en del af kulturkampen: “For så siger han også, at den præmis, man skal acceptere for overhovedet at kunne bruge kanonen er, at man er enig med ham i det synspunkt. Så jeg tror, han har spændt ben for sig selv og for det arbejde 35 mennesker har siddet og lavet gennem hele 2005.”

     Forfatter Torben Bille, som havde forfattet et forord til musikafsnittet i den kommende kanonbog, valgte den 13. marts 2006 at trække sit bidrag, da han “ikke [kan] holde til at være blevet narret to gange af kulturministeren”, som han forklarer til Berlingske Tidende i artiklen “Voksende kritik af kulturministeren” (se kilder).

Skolen – både gymnasiet og folkeskolen – var, som kulturministeren også fremhævede ved lanceringen, en vigtig modtager af kulturkanonen, men det har været så som så med brugen i skolen. Jens Raahauge, der var formand for Dansklærerforeningen, mens forberedelserne til kulturkanonen stod på, mener, at kulturkanonen slet ikke bliver brugt i skolen, som det fremgår i artiklen ”Hvor gemmer kulturkanonen sig?” (se kilder). Han siger: ”Kulturkanonen indgår i et nationalt, konservativt projekt, som er svært at håndtere i undervisningen. Signalet har fra start været at vise det sande syn på danskhed. Det har ført til, at projektet har signaleret lukkethed og statisk tilbageskuen.” (se kilder)

     Næstformanden i Dansklærerforeningens sektion for gymnasium og HF Birgitte Darger synes heller ikke, at kulturkanonen egner sig i undervisningen, for som hun siger i artiklen: ”Kulturkanonen bliver ikke brugt”: ”Kulturkanonen fokuserer på nogle værker, men samtidig kan vi risikere, at vi glemmer at se alt det andet, der er ved siden af. Kanonen binder værkerne sammen og laver en fortælling – men hvad med alle de sidefortællinger, der er? Dem kan man i skyndingen glemme.” (se kilder)

     Til gengæld er hun som privatperson mere begejstret. Hun siger, ”Jeg føler mig glad, når jeg åbner den og ser alle de værker, og jeg tænker: "nej, der ligger en gave her til mig, som nogen har været så søde at pege på". Så i virkeligheden er det mere et folkeoplysningsprojekt. I dette mylder af ting, der ligger alle vegne, er der nogle, der er så venlige at sige ’prøv engang at se det her’” (se kilder).

I Danmarks naboland Sverige, som vi ofte sammenligner os med, udtrykker dagbladene, at de er uforstående overfor, at Danmark har fået en national kulturkanon. I artiklen “Sverige håner dansk Anders And i kanon” i Berlingske Tidende den 29. januar 2006 (se kilder), kan man læse, hvordan de svenske aviser kritiserer den danske kulturkanon som endnu et eksempel på dansk nationalromantik og fremmedfjendskhed. Sveriges største morgenavis Dagens Nyheters kommentator Jonas Thente kalder kulturkanonen en “befængt ide” og dens “kulturdanskhed” for “problematisk” Han skriver: “En kulturkanon er noget der vokser organisk frem, snarere end den dikteres politisk. Medmindre det drejer sig om lande med en anden styreform end den demokratiske. Som diskussionspunkt er en liste som den danske selvfølgelig interessant. Lige så selvfølgeligt er det, at intet på listen ikke burde være der. Måske med undtagelse af Carl Barks Anders And-eventyr “Den gyldne hjelm”, som ganske vist er et eventyr med vikingetema, men som dårligt kan kaldes et dansk kunstværk. Men Anders And er til gengæld et af de få tegn på, at der findes en verden uden for Danmark,”

     Göteborgs-Posten og Sveriges Radio undrer sig ligeledes over Anders And på kanonlisten. Sidstnævnte hæfter sig desuden ved den voldsomme kanon-kritik fra venstreorienterede kunstnere som Kim Larsen og pointerer, at når selv de kanoniserede kunstnere ikke en gang kan stå inde for kanonen, så kan den umuligt legitimeres.

     I dagbladet Sydsvenskan kritiserer Håkan Engstrøm hele kanontanken ved at kalde den en “Nationalromantisk lilleputsmøre”, der sidestiller Carl Nielsen og Kim Larsen.

Inspireret af den danske kulturkanon foreslog det norske Fremskrittspartiet i foråret 2006, at Norge også skal have en kulturkanon. Partiets kulturpolitiske ordfører Karin Woldseth forklarede i den forbindelse til NRK: “Den vigtigste grund til, at vi har brug for en kanon, er, at vi dermed løfter kulturarven op og frem.” Men ifølge Berlingske Tidendes artikel “Nordmænd vil have kanon” (se kilder), så afviser kulturminister Trond Giske fra Arbejderpartiet ideen med ordene: “Jeg synes ikke, vi skal bruge mange kræfter på at kategorisere og rangere kunst. Det vil blive for omfattende et arbejde, til at det er det værd. Vi bør hellere bruge kræfterne på at lave ny kunst.”

Også Frankrig undrer sig over det danske kulturtiltag, og landet kan i hvert fald ikke selv forestille sig at have en officiel kulturkanon. Det franske kulturministerium udtaler til Berlingske Tidende i artiklen “Fransk kulturkanon? Nej tak” den 25. januar 2006 (se kilder), at “Der er ikke nogen officiel publikation, der siger, hvad der er godt. Det ville være subjektivt.”

     Tilsvarende lyder det fra forlagsbranchen: “Det, som Deres regering vil lave, har vi aldrig lavet i Frankrig”, siger Anne France Renaud fra forlaget Lattès.

     De franske dagblade siger i samme ånd, at “Nej, det er ikke særlig fransk”, som det lyder fra reporter Valérie Duponchelle fra Le Figaro. Hun fortsætter “At tage det bedste fra hver gruppe det virker en smule militært på os. Jeg tror, ideen om at holde alle de bedste sammen bliver set lidt som at lave en ærestavle for børn. Det er noget meget skoleagtigt, det er ikke særlig fransk.”

Ifølge artiklen “Britisk kludetæppekanon” fra Berlingske Tidende 25. januar 2006 (se kilder) har hverken det britiske kulturministerium eller British Council, der står for at promovere britisk kultur til resten af verden, en kulturkanon. De har altså ingen fast liste over nationens mest betydningsfulde værker eller over, hvad der definerer engelsk kultur i dag.

     Berlingske Tidendes artikel fremhæver, at det britiske indenrigsministerium til gengæld sidste år satte ord på, hvilken kulturel arv, der er med til at definere en moderne brite. Det skete i juni 2005, da indenrigsministeriet fandt frem til de spørgsmål, som skulle besvares, før nye borgere i landet kunne bestå den prøve, der leder frem til udleveringen af et britisk pas.

Den amerikanske litteraturprofessor Harold Bloom er kendt for at tale for en litterær kanon. Men det er ikke i sig selv forfatternavnene eller for den sags skyld det samfundsnyttige i at kende sit lands historie, der er det væsentligste argument for at læse i følge Bloom, snarere er det kærligheden til litteraturen. Som han siger til Berlingske Tidende i artiklen “Amerikanerne vil aldrig blive enige om en kanon” (se kilder): “Jeg er gammeldags nok og romantisk nok - og vel også absurd nok - til at tro, at børn mere eller mindre er naturlige læsere, indtil denne evne ødelægges af medierne af forfærdelig høj rockmusik og af uendeligt og elendigt tv.” Bloom mener ikke, det kan lade sig gøre at indføre en officiel kanon i USA. Til Berlingske Tidende siger han, at man ikke skal regne med i nær fremtid at få en statsautoriseret kanon, for det vil ganske enkelt blive betragtet som utidigt overdommeri.