Historiekanon 5: Jellingstenen

Hvis du besøger Jelling lidt uden for Vejle, kan du se to af de ældste danske kilder til fortiden, nemlig Jellingstenene. Runeindskrifter og billeder på de to store sten giver et indblik i Danmarks overgang fra vikingetid til kristendom – og i hvordan datidens konger regerede. Jellingstenene er blevet et symbol på Danmarks lange historie, hvilket bl.a. ses ved, at en af Jellingstenene er afbilledet i vores pas.

Jellingstenene er den samlede betegnelse for to runesten, som begge stammer fra 900-tallet og står foran Jelling Kirke i Sydjylland. Den mindste Jellingsten er den ældste og er et mindesmærke rejst af kong Gorm den Gamle over hans hustru dronning Thyra Danebod. Stenen er sandsynligvis fra omkring år 950 og er dermed den ældst bevarede danske kilde, hvor betegnelsen Danmark nævnes. Der findes dog udenlandske kilder, der bruger betegnelsen Danmark omkring 100 år tidligere.

     Den største Jellingsten er sværere at datere, men er formodentlig fra omkring år 965. Den store sten er også et mindesmærke men rejst af kong Harald Blåtand til minde om sine forældre, Gorm og Thyra. Runeskrift på stenen fortæller samtidig om Haralds egne bedrifter – nemlig at han skulle have samlet det danske rige og have gjort det kristent. Den største Jellingsten er ofte blevet kaldt Danmarks dåbsattest, dels fordi runeskriftet nævner Danmark, dels fordi det er den første kilde, der erklærer Danmark kristent.

     Jellingstenene blev opført sammen med en stor trækirke og to kæmpegravhøje, rejst til ære for Gorm og Thyra. Trækirken brændte ned, sandsynligvis kort efter sin opførelse, men den nuværende Jelling Kirke (opført omkring år 1100) står på samme placering. Jellingstenene udgør sammen med Jelling Kirke og gravhøjene det man kalder for Jellingmonumenterne, som blev optaget på UNESCO’s Verdensarvsliste i 1994. Du kan læse mere på Nationalmuseets temaside ”Monumenterne i Jelling” (se kilder).

Den lille Jellingstens runeindskrift er skrevet lodret, og indskriften lyder: ”Gōrmʀ kunungʀ gærði kumbl þǿsi æft Þōrvē, kunu sīna, Danmarkaʀ bōt.” Teksten er skrevet på oldnordisk – det sprog, datidens nordboere talte, og som nutidens dansk stammer fra. Oversætter man indskriften til moderne dansk, står der: ”Kong Gorm gjorde disse tegn efter Thyra sin kone, Danmarks pryd.”

     Den store Jellingsten har tre sider, en med tekst og to med dekorationer. På tekstsiden er runerne skrevet vandret: ”Haraldr kunungR bað gørva kumbl þǿsi æft Gōrm, faður sinn, ok æft Þōrvē, mōður sīna, sā Haraldr es sēR vann Danmǫrk alla ok Norveg ok dani gærði krīstna.” Oversat til moderne dansk betyder det: ”Kong Harald bød gøre disse tegn efter Gorm sin fader og efter Thyra sin moder – den Harald, som vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne.”

     Den ene af den store Jellingstens billedsider forestiller et gribedyr, muligvis en løve, omkranset af en slange. Gribedyr optræder tit i vikingekunst, det er livlige dyr, hvis hoved ofte ses forfra, og hvis fødder griber om alt. Den anden billedside er den ældste kendte nordiske afbildning af Kristus.

Runer er skrifttegn, som blev brugt i Norden fra omkring år 100. Runernes kantede former gjorde det nemt at indridse tegnene i hårde materialer, og arkæologer har fundet runer på bl.a. smykker, kamme og træredskaber og endda som graffiti i bygninger. De ældste bevarede runeindskrifter stammer fra omkring 200-tallet. Københavns Universitet har i samarbejde med Nationalmuseet lavet en database, hvor man kan gå på opdagelse i alle de danske runefund (se kilder). Runer blev brugt i Danmark til omkring år 1400 og eksisterede som skriftsprog side om side med det latinske alfabet, som er det alfabet, der bliver brugt i Danmark i dag. Det latinske alfabet blev udbredt med kristendommen til hele Vesteuropa og afløste langsomt runerne i takt med. at Odin blev skiftet ud med Jesus.

Kong Gorm den Gamle og Dronning Thyra Danebod regerede Danmark i 900-tallet. Der er dog meget få kilder – og dermed begrænset viden – om regentparret. Første gang Gorm den Gamle optræder i en historisk kilde, er i 936, hvor det fortælles, at han gav ærkebiskoppen af Hamborg en kølig modtagelse. Deraf har historikere udledt, at Gorm, modsat sin søn Harald, ikke var kristen. Det er muligt, at Gorms rige kun omfattede Jylland eller en del heraf, i og med, at der på den store Jellingsten står ”Den Harald som vandt sig hele Danmark”.

     Selvom Gorm den Gamle ikke var den første konge i Danmark, begynder den danske kongerække med ham. Det skyldes sandsynligvis, at han er den første danske konge, der er nævnt i en samtidig, dansk kilde. Der er endnu mindre viden om Thyra Danebod. I indskriften på Jellingstenen bliver hun kaldt ”Danmarks pryd”, og det har givet anledning til en teori om, at Thyra var prinsesse af et dansk rige på Sjælland, og at hendes og Gorms ægteskab derfor har været en alliance mellem to danske riger. Andre forskere mener, at Thyra var en engelsk eller irsk prinsesse.

Kong Harald den første, også kaldet Harald Blåtand, regerede Danmark og i hvert fald dele af Norge ca. 958-987. Udover at få Jellingmonumenterne opført fik Harald bl.a. fæstningsværket Dannevirke udbygget og Ravning Engebroen og Trelleborgene opført. På den tid var det ressourcekrævende byggeprojekter, hvilket ifølge danmarkhistorien.dk’s artikel ”Broer, ringborge og Dannevirke” (se kilder) peger på, at Harald var en magtfuld konge, der kunne opkræve de nødvendige skatter og samle mænd nok til at gennemføre sine prestigeprojekter.

     Både Trelleborgene og Dannevirke var militære bygningsværker, hvilket vidner om, at Harald konstant måtte sikre sin position. Harald Blåtand mistede tronen til sin egen søn Svend Tveskæg i en borgerkrig i 980’erne. Krigen fordrev Harald til Venden (i det nuværende Tyskland), hvor han døde. Han blev dog begravet i Danmark i Roskilde Domkirke.

     Tilnavnet Blåtand nævnes første gang i Roskildekrøniken fra ca. 1140.

     Harald Blåtand har også givet navn til den trådløse teknologi Blue Tooth, som i dag bruges til at forbinde computere, mobiltelefoner, tablets mv.

På den store Jellingsten står, at det var Harald Blåtand, som gjorde danskerne kristne. Dette udsagn er dog snarere, hvad Harald ønskede, at folk skulle tro, end det er historiske fakta. Jellingstenen kan således ses som en tidlig form for statspropaganda. Ifølge professor i arkæologi Søren M. Sindbæk kan erklæringen ses som en politisk manøvre, der skulle afværge, at den tyske kejser Otto den 1. indledte et korstog mod Danmark. Det kan du læse mere om i DR’s artikel ”Vikingeeksperter: Kristendommens indførelse i Danmark var ren storpolitik” (se kilder). De danske vikinger var blevet bekendt med kristendommen allerede i 700-tallet, hvor de første missionærer kom til Danmark. Samtidig havde vikingerne kontakt med de omkringliggende kristne lande gennem handel.

     I Danmark havde der altså været kristne i over 100 år, før Harald blev konge, og der blev opført flere kirker i Danmark i 800-tallet. Samtidig blev hele Danmark næppe kristent, blot fordi kongen blev det, og man ved også, at dele af befolkningen blev ved at tilbede Odin, Thor og de andre aseguder længe efter, at Jellingstenene blev rejst. Nogle vikinger gik med både kors og torshammer for at være på den sikre side. Den gradvise kristning af Danmark kan du læse mere om i Nationalmuseets artikel ”Kristendommen kom til Danmark” (se kilder). Ved at lade sig døbe gjorde Harald Blåtand imidlertid kristendommen til officiel religion i det danske rige.

Jellingstenene viser, at Danmarks historie strækker sig mere end 1000 år tilbage i tiden. Deres betydning som nationalt klenodie er bl.a. afspejlet i, at danske pas på den første side har den store Jellingstens billede af den korsfæstede Jesus.

     Det er dog ikke alle danske statsborgere, der ønsker at have en afbildning af Jesus i deres pas, og i 2010 klagede Karsten Riise Kristensen til Justitsministeriet, da han følte, at afbildningen krænkede hans religionsfrihed. Det fremgår det af Kristelig Dagblads artikel ”Dansker opgiver sag om Jesus i danske pas” (se kilder).

I januar 2018 fandt en 13-årig dreng og en hobbyarkæolog tre sølvmønter på en mark på øen Rügen i Nordtyskland. Mønterne blev dateret til Harald Blåtands tid i begyndelsen af 900-tallet, og området er siden blev undersøgt grundigt, hvilket resulterede i fundet af skat med omkring 500 sølvmønter, brocher, perler, ringe og torshamre. Ifølge artiklen ”Arkæolog om nyt fund: Koblingen til Harald Blåtand er lige at strække den” (se kilder) er der spekulationer om, hvorvidt skatten kan have tilhørt den danske konge Harald Blåtand, der under en flugt fra en konflikt med sin søn, Svend Tveskæg, befandt sig i det nordtyske område. Arkæolog og museumsinspektør på Nationalmuseet Jeanette Varberg udtaler i artiklen: ”Selvom der er sølvmønter fra Harald Blåtands tid, behøver det jo ikke at være ham, der har gravet dem ned. Det er en noget tidlig og ensidig tolkning at anlægge. (…) Fundet indeholder også en ring, man bærer som hovedsmykke ved tindingen, som man kender fra de slaviske områder, så det tyder mere på, at det er en sørøverskat, der er blevet gravet ned, mere end det er et depot”.

     Jeanette Varberg tager i artiklen forbehold for, at hun endnu ikke selv har set fundet, men kun har læst om det i tyske medier.