Hvilken betydning fik ungdomsoprøret i 1968 for omgangsformerne?
I 1960’erne var der opbrud i tiden og de nye strømninger fik stor betydning for omgangsformerne. Oven på det, der blev opfattet som de stive 50’ere, gjaldt det i 1960’erne med hippiernes indtog om at favne og komme hinanden ved på en mere uformel måde. Håndtryk blev i visse kredse erstattet af knus af kram, og tiltaleformen De blev stille og roligt erstattet af du, både i skoler, på arbejdspladser og på gaden. Tidsånden påbød at overskride og udvide grænser, og kreativitet og individets udfoldelse blev vigtigere end korrekt opførsel. Det fik blandt andet stor indflydelse på børneopdragelsen, hvor forældre og lærere mistede autoritet, og børn i højere grad begyndte at blive betragtet og behandlet som små selvstændige individer. Det betød for eksempel, at børnene ikke længere rejste sig op for læreren, når han kom ind i klassen, og at tiltaleformerne Hr., Fru og Frk. efterhånden blev erstattet af fornavne. Frem til i dag er den afslappede omgangsform og lighedskultur et dansk særkende, der adskiller os fra mange andre lande i verden, og som bliver bemærket af udlændinge.
Kvindefrigørelsen og rødstrømpebevægelsen fik også stor betydning for omgangsformerne mellem mænd og kvinder både hjemme og ude. Blandt andet blev det maskuline galanteri nu opfattet som undertrykkende over for de erklæret selvstændige kvinder. Helt frem til i dag, hvor kvinder har opnået langt mere magt og indflydelse i samfundet, har dette bevirket, at mange af de gamle dyder om at holde frakken og døren for en kvinde delvist er blevet udfaset.
Hvordan er reglerne for omgangsformer i opløsning i samfundet i dag?
I nutidens samfund er der langt færre faste regler for den gode opførsel, end der var tidligere. Hilsemåder og adfærd er ofte afhængigt af tid og sted, og der kan være stor forskel generationerne imellem. Nogle mener endda, at vi helt har mistet høfligheden. En af dem er forfatteren Peter Olesen, som har skrevet bogen ”Høfligheden – hvad blev der af den?” fra 2009, hvor han gennem eksempler viser, hvordan høfligheden i hans optik har trange kår i det moderne samfund. Ifølge ham spejler den uhøflige adfærd et dybere problem i vores medmenneskelige relationer. Som han spørger let ledende:
"Er det ikke, som om vi ikke rigtig interesserer os for hinanden mere? Som om vi ikke gider hinanden og er ligeglade med, hvordan næsten har det". Påstanden om høflighedens ringe forfatning underbygger han blandt andet med følgende eksempler: ”Vi hilser ikke altid på hinanden i trappeopgangen eller i fælles gårdrum til en etageejendom, vi rejser os sjældent for gamle mennesker, negligerer hinanden i toget eller bussen, er grove eller ligefrem ubehøvlede i trafikken, kaster affald, hvor det passer os, og regner med, at andre rydder op.” (Se kilder).
Også sprogprofessor Niels Davidsen Nielsen tilslutter sig påstanden om manglende høflighed i moderne menneskers daglige omgang med hinanden. Dog ser han det ikke som direkte udtryk for folks manglende interesse for hinanden. I stedet finder han en del af forklaringen i opløsningen af de tidligere fastlagte sproglige standartformuleringer og tiltaleformer, der netop på Emma Gads tid blev brugt til at lette den sociale interaktion. Som han forklarer i Kristeligt Dagblad under overskriften ”Det kniber med høfligheden i Danmark”:
”I gamle dage sagde man for eksempel Tillader De? når man skulle ind på en række i biografen eller ud af en bus. Men det kan man ikke i dag, for den formelle tiltaleform De er stort set forsvundet fra sproget. I mangel på et fast udtryk må man så overveje, hvad man skal sige i stedet. Og så ender vi ofte med intet at sige og bare mase os frem.” (se kilder).
Hvilke problemer giver forskellige opfattelser af takt og tone?
Problemer med mangel på høflighed i dag opstår især, når der hersker forskellige opfattelser af, hvad der er korrekt opførsel eller takt og tone i en given situation. Forskellige generationer, kulturer og subkulturer har forskellige uskrevne regler for god opførsel. Det, der af nogen bliver opfattet som dårlige manerer, er ikke altid intenderet som sådan.
Særligt kulturforskelle kan give anledning til problemer, når den danske lighedskultur kolliderer med en mere formel kultur, der er almindelig i mange lande – både inden for og uden for EU. Dette gælder for eksempel en kultur som den engelske, hvor man altid siger ”please”, når man beder nogen om noget, ligesom man går mere op i at respektere de traditionelle hierarkier og titler på f.eks. arbejdspladser og universiteter. Udlændinge opfatter derfor ofte danskere som uprofessionelle eller direkte ubehøvlede, når vi er for joviale og uformelle i forretnings- eller politiske sammenhænge.
På trods af de løse regler for korrekt opførsel i Danmark, kan et brud med for eksempel hilseritualerne stadig fremprovokere ganske alvorlige reaktioner. Det fik den muslimske folketingskandidat Asmaa Abdol-Hamid for eksempel at føle i 2007, da det kom frem i medierne, at hun af kulturelle årsager ikke ville give hånd til mænd. Det samme, bare omvendt, skete i 2013 for en mandlig muslimsk gymnasiecensor, der ikke ville give hånd til de kvindelige eksaminander.
I begge tilfælde blev kritikken i offentligheden ført an af Dansk Folkeparti. I en artikel i Kristeligt Dagblad, ”DF: Vi smider Asmaa ud af folketingssalen”, truede den daværende leder af partiet Pia Kjærsgaard med at smide Asmaa Abdol-Hamid korporligt ud af folketingsalen, hvis hun blev valgt (se kilder). Og i sagen om censoren skrev folketingsmedlem for DF Marie Krarup under overskriften ”Det manglende håndtryk” i Berlingske: ”Hvis man på forhånd giver til kende, at man ikke vil give hånd til visse dele af eleverne, må reaktionen være: så skal du overhovedet ikke komme her. Vi finder en anden – og mere professionel – censor.” (se kilder).
