1970’erne

Hvilke store emner var på den politiske dagsorden?

I 1970’erne gik det for alvor gik op for både borgere og politikere, at olie- og kulbeholdningerne er begrænsede, og vedvarende energiformer som solfangere og vindmøller blev et varmt politisk emne. En øget miljøbevidsthed voksede frem, og det blev et udtalt politisk mål at finde mindre forurenende energikilder end de fossile brændstoffer. Indvandring blev også et stadigt større emne på den politiske dagsorden. Indvandringen til Danmark var i starten af 1970’erne præget af flygtningestrømme fra diktaturer i Spanien, Grækenland, Portugal og Latinamerika, fra fattigdom i Afrika og fra krigen i Vietnam. Det var nyt for Danmark at tage imod denne type flygtninge, og det vakte debat.

Atomkraft blev også et stærkt debatteret emne. Frygten for atomkrig var dominerende, og i 1974 blev græsrodsbevægelsen Organisationen til Oplysning om Atomkraft, OOA, stiftet. OOA protesterede imod den danske regerings planer om bygning af atomkræftværker som et modtræk til oliekrisen og som en reaktion på Sveriges indvielse af atomkraftværket Barsebäck. OOA voksede i 1970'erne med storstilede kampagner, fredelige massemarcher og underskriftindsamlinger, fremgår det af artiklen "Husker du: 8 ting fra 1970’erne" (se kilder).

De energipolitiske debatter og oliekrisen førte til et regeringsindgreb 25. november 1973, hvor man indførte såkaldt "bilfrie søndage". Fra den dag og indtil den 10. februar fik bilisterne kun lov at køre en enkelt søndag – lillejuleaften. Det kan man læse i artiklen "Bilfrie søndage i 1970’erne" i Nordjysk Historisk Avisarkiv (se kilder).

Den første ”bilfri søndag” i 1973 i Ålborg. 

Hvordan ændrede det partipolitiske landskab i Folketinget sig?

Den tiltagende økonomiske krise satte spor i folkestemningen, og i 1973 fik befolkningens utilfredshed med de politiske beslutningstagere tydelige konsekvenser i form af det såkaldte "jordskredsvalg", hvor mere end 44% af vælgerne stemte anderledes, end de plejede, og 1/3 af folketingsmedlemmerne blev skiftet ud. Antallet af politiske partier i Folketinget blev i samme omgang fordoblet fra fem til ti. Tre af dem var nye partier: Centrum-Demokraterne (SD), Kristeligt Folkeparti og Fremskridtspartiet. Fremskridtspartiet gik til valg på mærkesager som indvandringsstop, afskaffelse af personskatten og en nedbarbering af den offentlige sektor med 90%. Centrum-Demokraterne, som var udsprunget af Socialdemokraternes højrefløj, gik med stifteren Erhard Jacobsen til valg på at sikre politisk samarbejde henover midten, skabe bedre vilkår for hus- og bilejere og dansk engagement i EF og NATO. Kristeligt Folkeparti, som også kom i Folketinget i 1973, var blevet stiftet i 1970 i protest mod frigivelsen af pornografien og liberaliseringen af abortloven, der betød, at det blev lovligt at foretage aborter. 

Anker Jørgensen overdrager statsministerposten til Poul Hartling den 19.12.1973.

Hvordan forholdt Danmark sig politisk til indvandring?

Med den tiltagende arbejdsløshed i starten af 1970’erne, ændrede stemningen over for indvandrere sig. I 1960’erne blev indvandrerne generelt budt velkommen som kærkommen arbejdskraft. Men i begyndelsen af 1970’erne blev den offentlige såvel som politiske stemning mindre gæstfri. I 1973 blev regeringen med Socialdemokraterne i spidsen sammen med arbejdsmarkedets parter enige om at lave et øjeblikkeligt stop for indvandring af gæstearbejdere. Flygtninge havde fortsat adgang. Alligevel steg antallet af indvandrere fortsat de følgende år, fordi regler om familiesammenføring gav udlændinge ret til at få deres ægtefælle og børn under 18 år til Danmark. Det kan man læse i artiklen "Indvandringen i Danmark efter 1945" på Danmarkshistorien.dk, udarbejdet af Aarhus Universitet (se kilder). 

Hvornår og hvordan blev Danmark medlem af EF?

Efter at den danske regering i næsten ti år havde ansøgt om optagelse i det europæiske fællesskab, EF, besluttede EF i slutningen af 1960’erne at forhandle med Danmark om medlemskab. På det tidspunkt var Frankrig, Italien, Luxemburg, Tyskland, Holland og Belgien allerede medlemmer. I begyndelsen af 1970’erne accepterede EF Danmark som medlem, men først skulle den danske befolkning høres. Den 2. oktober 1972 gik danskerne til folkeafstemning om EF-medlemskab. I tiden op til afstemningen dannede modstanderne af det europæiske fællesskab Folkebevægelsen mod EF og gik på gaden for at samle penge ind til kampagner, der skulle advare danskerne mod at stemme ja. Tilhængerne havde lettere ved at rejse penge til deres kampagner, da store dele af erhvervslivet var positivt stemt for dansk EF-medlemskab. Op til folkeafstemningen var der store demonstrationer mod EF med op til 80.000 demonstranter. Ugen før den danske afstemning stemte nordmændene nej til medlemskab. Det gjorde de danske tilhængere nervøse for, at nordmændenes afstemning ville smitte af på danskerne. Men den 2. oktober 1972 stemte over 63% af danskerne ja, og i 1973 blev Danmark sammen med Irland og Storbritannien indlemmet i EF. Det kan man læse i artiklen "Danmark kommer med i EF" på Dr.dk (se kilder). 

I 1972 stemte et flertal på 63% af danskerne ja til medlemskab af EF.

Hvordan var den samfundsøkonomiske situation?

1970’ernes Danmark var præget af arbejdsløshed, inflation og underskud på betalingsbalancen på grund af oliekrisen – det vil sige de hævede priser på olien. 

I artiklen "Økonomi og Politik 1973-89" i opslagsværket Det Moderne Danmark (se kilder) kan man læse, hvordan den daværende danske socialdemokratiske regering ikke ønskede at hæve skatterne, og om hvordan den offentlige sektor samtidig i perioden voksede med 250.000 ansatte. Den voksende offentlige sektor og det høje lønniveau, som de stærke fagbevægelser fastholdt, fik ifølge Danmarkshistorien.dk (se kilder) inflationen til at stige med helt op til 12 %. En lang række virksomheder måtte lukke, fordi de ikke kunne konkurrere med internationale virksomheder. Det fik arbejdsløsheden til at stige. Særligt skibsværftsindustrien og provinsbryggerier blev udkonkurreret, mens tekstilindustrien og store firmaer som LEGO og Danfoss klarede sig godt. I slutningen af 1979 blev Danmark ramt af den anden oliekrise, som forværrede de økonomiske problemer yderligere. Værdien af den danske krone faldt, mens underskuddet på betalingsbalancen blev endnu større. En situation, der ifølge artiklen "Det politiske liv i 1970’erne" (se kilder) fik finansminister Knud Heinesen til at sige, at Danmark bevægede sig mod en økonomisk afgrund. I slutningen af årtiet ramte arbejdsløsheden særligt de unge hårdt. Artiklen "50 års ungdomskultur – Introduktion til Ungdoms-krøniken" på historie-online.dk (se kilder) beskriver, hvordan 75.000 unge blev arbejdsløse, og hvordan hundredvis af unge i september 1979 gennemførte den første arbejdsløshedsmarch i Danmark siden 1930'ernes depression. 

Hvordan kom opgøret med den voksende offentlige sektor til udtryk?

Mogens Glistrup, advokat med speciale i skatteret og stifter af Fremskridtspartiet, blev det ikoniske billede på modstanden mod den voksende offentlige sektor og det stigende skattetryk. Mogens Glistrup fik for alvor ørenlyd, da han i bedste sendetid på Danmarks Radios monopol-tv, dagen inden selvangivelserne skulle indleveres i 1971, provokerede med udsagn som ”Det er efter min mening umoralsk at betale skat”. I artiklen "Nekrolog: Mogens Glistrup var en politisk anarkist" i Politiken (se kilder) kan man læse, hvordan han 14 dage senere fortalte i radioen, at han havde landet en trækprocent på nul på sin selvangivelse, selv med en solid indtægt som leder af landets største advokatfirma. Mogens Glistrup argumenterede mod skattesystemet med begrundelser som ”skatteindkomst for politikere virker på samme måde som alkohol for alkoholikere. Jo flere skattepenge politikerne får ind – jo flere offentlige udgifter finder de på.” Det kan man læse i artiklen "Mogens Glistrup er stadig med" i Jyllands-Posten (se kilder).  

Selv om Mogens Glistrups udtalelser faldt andre politikere for brystet, vandt hans holdninger genklang i dele af befolkningen, og gennem 1970’erne og 1980’erne havde Fremskridtspartiet en vælgertilslutning på 15-20% (se kilder).

Advokat og senenere stifter af Fremskridtspartiet Mogens Glistrup provokerer danskerne med citater som: ”Jeg finder afgjort, at der er grund til at rose de mennesker, der betaler mindst i skat, og fordømme de mennesker, der betaler mest i skat.”

Hvad kendetegnede årtiets kvindekamp for ligestilling?

1970’erne blev for alvor kvindebevægelsens årti. Danske feminister hentede inspiration i det internationale kvindeoprør, særligt den amerikanske bevægelse New York Redstockings. Året efter grundlæggelsen af den amerikanske forening afholdt en gruppe danske feminister den 8. april 1970 en aktion på Strøget i København, der blev optakten til den danske rødstrømpebevægelse. Kvinderne iførte sig store øjenvipper, parykker, hofteholdere og kæmpebryster i form af balloner uden på tøjet og gik ad Strøget mod Rådhuspladsen for at demonstrere imod, at kvinder blev fremstillet som sexobjekter, og med krav om ligeløn. Under demonstrationen indkaldte kvinderne til et møde en uge senere, hvor kun kvinder ville få adgang. Den 14. april 1970 mødtes stifterne af den danske rødstrømpebevægelse og dannede 13 kvindebasisgrupper. Ifølge KVINFO’s kvindekilder (se kilder) var der i 1976 114 grupper med i alt cirka 600 medlemmer. Man skulle som minimum være kvinde og socialist for at være rødstrømpe. “En rødstrømpe er af hunkøn, en rødstrømpe er socialist”, lød definitionen. I 1971 etablerede rødstrømpebevægelsen sommerlejrene på Femø, hvor kun kvinder og børn havde adgang, idet de skulle fungere som et fristed for kvinder. I begyndelsen varede lejrene fire uger, men siden voksede de sig tre måneder lange. Her smed kvinderne BH’en og make-upen og diskuterede feminisme, kvindepolitik, kvinders rettigheder, seksualitet og tidens kvindeidealer. Femølejrene voksede, og i 1976 var der ifølge KVINFO (se kilder) 1.300 deltagere. Femølejren eksisterer stadig og afholdes hver sommer i otte uger, hvor der hver uge er plads til 90 kvinder og børn. På kvindelejren.dk kan man læse mere om lejrens udvikling og historie (se kilder).   

Hvilken rolle spillede hippiebevægelsen?

Hippiebevægelsen opstod i San Fransisco i Californien i 1965 og kom til at præge ungdomskulturen i en række vestlige lande. Hippierne var for de flestes vedkommende venstreorienterede. De ønskede at skabe en ny verden og en anden økonomisk måde at organisere samfundet på og var modstandere af borgerskabets 8-16-jobs og jagten på profit. Hippiebevægelsen blev kendt for sit ikke-voldelige budskab ’Make Love - Not War’, som i høj grad var en reaktion på Vietnamkrigen, der for hippierne kom til at symbolisere alt det onde. Den antimilitaristiske ideologi var en afgørende del af forklaringen på, at mange mandlige hippier valgte at lade håret gro - for at markere deres opposition til karseklippede amerikanske soldater. Det lange hår blev ligesom blomsten symbol på hippiekulturen, hvorfor hippierne også blev kaldt blomsterbørn. Det kan man blandt andet læse i bogen "Hippie – tre år og 74 dage, der forandrede Danmark" (se kilder). Udgivelsen af denne bog førte til en ivrig debat om, hvilken rolle hippiebevægelsen har spillet. Ifølge bogens forfatter Peter Øvig Knudsen spillede hippiebevægelsen en afgørende rolle i 1960’erne og 70’ernes revolution af alt fra familieformer, arbejdsvaner og sexliv til pædagogik og musik, mens flere historikere vurderer, at Thylejren og hippiebevægelsen snarere var en eksotisk konsekvens af historiske forandringer, som ikke spillede den store rolle. Det beskriver artiklen "Hippierne var eksotiske, men ændrede kun lidt" i Information (se kilder). 

Hvad er Thylejren, og hvorfor opstod den?

I sommeren 1970 holdt foreningen Det Ny Samfund den første Thylejr i Frøstrup. Foreningen havde købt en grund og organiseret en købmandsbutik, og tusindvis af mennesker samledes for at realisere deres drøm om et fællesskab båret af kollektivisme og frihed under ansvar – et frirum fra det kapitalistiske samfund. I bogen "Portræt af et årti 1970’erne" (se kilder) kan man læse, at mange af deltagerne boede i kollektiver og havde været aktive i den såkaldte "slumstormer-bevægelse", der besatte tomme ejendomme. Det var i Thylejren, at grunden til teatergruppen Solvognen, som provokerede borgerskabet med forskellige happenings, blev lagt. Thylejren blev efterhånden et tilløbsstykke, som folk valfartede til for at se de unge letpåklædte, hashrygende unge. Ifølge opslagsværket Den Store Danske (se kilder) deltog 15.000-25.000 i 1970, mens 100.000 besøgte lejren. Thylejren eksisterer stadig og er, som foreningen beskriver det på lejrens hjemmeside ”et socialt eksperiment i sit 45. år” (se kilder).

På en mark ved Frøstrup i Thy iværksatte foreningen Det ny Samfund i 1970 en sommerlejr, som i løbet af to-tre måneder fik besøg af omkring 7.000 mennesker.

Hvornår og hvordan opstod Christiania?

I oktober 1971 flyttede en gruppe unge såkaldte "slumstormere" ind på et område, som de udråbte til "Fristaden Christiania". Området havde tidligere fungeret som Baadsmandsstræde Kaserne, men var i sommeren 1971 blevet ryddet af millitæret. Planen var, at Københavns Kommune skulle overtage det 16 tønder land store område på Christianshavn. Men der forelå ingen konkrete planer for området, som lå øde hen omkranset af plankeværk og overvåget af et privat vagtselskab. Nu rykkede en broget skare af "slumstormere", hippier, stofmisbrugere, akademikere og politiske aktivister ind med en fælles vision: at etablere et samfund med andre værdier end det bestående. Dette samfund skulle bygge på antimaterialisme, kollektivisme og miljøbevidsthed. Den brogede flok fik lov at blive boende, da det i praksis var umuligt at bevogte området, og efterhånden blev "fristaden" accepteret som et socialt eksperiment. Selv om Christiania flere gange i løbet af 1970’erne var til debat i Folketinget, blev der aldrig flertal for en rydning af området. Det kan man læse i bogen "Portræt af et årti – 1970’erne" (se kilder).     

Historiske klip fra rydningen af Sofiegården på Christianshavn og åbningen af Christiania.  

Hvilke strømninger prægede uddannelsessektoren?

1970’erne kom til at ændre den danske skole markant. I 1970 blev kønsopdelinger mellem fagene afskaffet, så også drengene fik husgerning og håndarbejde, og pigerne blev lukket ind i sløjdlokalerne. I 1972 blev skoletiden forlænget med to år, så også 8.-9. klasse blev obligatoriske. Og med den nye skolelov i 1975 blev forkyndelsen af kristendom som et af skolens formål afskaffet. Årtiet bar desuden præg af, at streng disciplin og autoritetsforhold var under opbrud. Eleverne begyndte at kalde læreren ved fornavn, og forældrene blev i stigende grad involveret og gjort ansvarlige for børnenes skolegang og læring med indførelse af forældremøder, breve og kontaktbøger. Eleverne fik samtidig mere medbestemmelse. Det kan man læse i artiklen "Skolens udvikling i 1960’erne-70’erne" udgivet af projekt "Skole i 200 år" (se kilder). 

Hvordan ændrede forholdet mellem børn og voksne sig?

1970’erne var årtiet, hvor alt stod til diskussion – en tankegang, der også gennemsyrede børneopdragelsen og forholdet mellem børn og voksne. Børn fik mere medbestemmelse. Pædagogiske strømninger argumenterede for, at de voksne ikke skulle gribe for meget ind i børnenes udvikling ud fra en tese om, at børnene selv vidste, hvad de havde brug for. Autoriteter blev i det hele taget sat på prøve. Det var en tid, hvor det var almindeligt, at alle voksne i kollektivet fungerede som forældre og inddrog børnene i både beslutninger og de voksnes følelser. Som forfatter og barn af 70’erne Katrine Marie Guldager beskriver det i artiklen "Guldager: 70’erne var en utryg tid at vokse op i" (se kilder) var tidens ligestilling af børn og voksne både frisættende og angstprovokerende. Hun voksede op i Danmarks første bofællesskab, Sættedammen, hvor et slogan lød, at børn skulle have 100 forældre.   

”70'erne var også en utryg tid at vokse op i, for som sagt stod alt til diskussion, og er der noget, man som barn ikke er interesseret i at høre om, er det de voksnes totale forvirring. Det er ikke tilfældigt, at min absolutte hadesang er, "Vi voksne kan også være bange, og synge lange, lange, bange sange", siger hun blandt andet i artiklen. Det var også i 70’erne, at begrebet "Det kompetente barn" voksede frem. Det baserede sig på et nyt syn på børn som aktive medskabere af egen viden og egne færdigheder. Det kan man læse i forskningsartiklen "Kvalifikationer og kompetencer: Kompetence som grundkategori" (se kilder).

Optagelse fra dagligdagen i en børnehave 1972. Optagelse fra dagligdagen i en børnehave 1972.

Børn oplæres som partisansoldater i 1970’erne.