Læreplaner i daginstitutioner

Hvad er en pædagogisk læreplan?

Den 1. august 2004 trådte en lov i kraft, som gjorde det obligatorisk for alle daginstitutioner at udarbejde en pædagogisk læreplan. Loven hedder “Lov om pædagogiske læreplaner i dagtilbud til børn”, og hele lovteksten kan læses på Retsinformation.dk (se kilder).

I loven beskrives det, hvad en pædagogisk læreplan er, og hvad den skal indeholde:

“Den pædagogiske læreplan skal med udgangspunkt i sammensætningen af børnegruppen beskrive dagtilbuddets arbejde med mål for læring og indeholde overordnede pædagogiske beskrivelser af relevante mulige aktiviteter og metoder. Herudover skal det beskrives, hvordan udsatte børns læring understøttes. Læringsmålene er fælles overordnede mål for, hvilke kompetencer den pædagogiske læringsproces i dagtilbuddet skal lede frem imod…”

En pædagogisk læreplan er med andre ord en beskrivelse af institutionens arbejde med børns læring. I modsætning til folkeskolens læreplaner indeholder daginstitutionernes læreplaner ikke krav til, hvad det enkelte barn skal kunne på bestemte alderstrin. Det er ikke børnenes færdigheder, der skal måles og dokumenteres, men institutionens arbejde med læring.

I den pædagogiske læreplan opstilles en række mål for, hvilke kompetencer og erfaringer, barnet skal have mulighed for at tilegne sig i løbet af sin tid i institutionen. Desuden beskriver læreplanen, hvordan man i praksis vil arbejde for at nå disse mål. Formålet med at arbejde målrettet med læring i daginstitutionerne er bl.a. at skabe en glidende overgang fra daginstitution til skole. Desuden er indførelsen af læreplaner et forsøg på at udligne den sociale arv, så alle børn sikres lige gode vilkår ved skolestarten, uanset om de modtager den fornødne støtte fra familien eller ej.

Hvad er baggrunden for læreplaner i daginstitutionerne?

Da de såkaldte PISA-undersøgelser i begyndelsen af det 21. århundrede viste, at danske skolebørns faglige færdigheder i bl.a. dansk og matematik var dårligere end forventet, skabte det stor debat om, hvordan det faglige niveau i skolesystemet kunne styrkes. Samtidig har undersøgelser vist, at selvom velfærdssamfundet har reduceret den økonomiske ulighed i samfundet, så har den sociale arv stadig stor betydning for, hvor godt børn klarer sig i skolesystemet. Læring kom også i fokus på daginstitutionsområdet, og dermed blev institutionerne i stigende grad set som en del af det samlede uddannelsessystem.

Ifølge Mandag Morgen viser tal fra Eurostat, at 64% af de danske 0-2-årige i 2014 tilbragte 30 timer eller mere om ugen i daginstitution. For børn mellem 3-5 år gjaldt for 88% (se kilder).

Hvilke erfaringer har man gjort i andre lande?

Danmark er ikke det eneste land i Norden, som har læreplaner på førskoleområdet. I Sverige har man haft læreplaner for de 1-5-årige børn siden 1990’erne. De svenske læreplaner består af en række grundprincipper, som institutionerne skal arbejde med lokalt, og de lægger vægt på børns alsidige udvikling og vigtigheden af den frie leg. Daginstitutionsområdet som helhed har siden 1996 hørt under Skolverket, som er det svenske undervisningsministerium. Dermed regnes institutionerne officielt som en del af det samlede uddannelsessystem, frem for som en rendyrket pasnings- og omsorgsordning.

De svenske erfaringer med læreplanerne er overordnet set positive, selvom de ikke har haft nogen større effekt på den sociale arv. Ingrid Pramling Samuelsson, professor i pædagogik ved Göteborg Universitet, udtalte i 2004 til fagbladet Børn & Unge: “Kvaliteten af de svenske førskoler har fået en højere kvalitet de sidste 10 år, fordi kravene til institutionernes pædagogik er blevet meget større.” (se kilder).

Hvad skal en læreplan indeholde?

Det er op til den enkelte daginstitution at bestemme, hvordan man i praksis vil gribe arbejdet med læring an, men loven om pædagogiske læreplaner i daginstitutioner kræver, at læreplanen skal behandle seks overordnede temaer. Disse temaer er uddybet i en række artikler, som er skrevet af en gruppe eksperter i børns udvikling, og tilsammen udgør de en slags “kogebog” for, hvad en læreplan skal indeholde. Artiklerne kan læses i deres fulde udstrækning på Velfærdsministeriets hjemmeside (se kilder).

De seks læreplanstemaer omhandler følgende områder:

· Barnets alsidige personlige udvikling:

Dette tema drejer sig om, at barnet skal lære sine egne personlige grænser og ønsker at kende, samtidig med at det indgår som en del af et større fællesskab. Det skal have mulighed for at udfolde sig, at lege frit og at afprøve sig selv i forhold til omgivelserne.

· Sociale kompetencer:

Sociale kompetencer omfatter empati, evne til tilknytning og sociale færdigheder. Barnet skal lære at knytte venskaber til andre børn og at fungere som en del af en gruppe. Evnen til at udtrykke egne følelser og samtidig forstå og respektere andres følelser skal udvikles, så barnet får et godt grundlag for at indgå i nære relationer til andre mennesker.

· Sprog:

Sproget omfatter mange forskellige kommunikationsformer; både det talte og det skrevne sprog, kropssprog, billedsprog m.m. Barnets ordforråd skal udvikles, og interessen for bogstaver og skriftsprog skal styrkes. Barnet skal trænes i at tale, lytte, stille spørgsmål og give svar, så evnen til at udtrykke sig og kommunikere med andre styrkes.

· Krop og bevægelse:

Motorik og sanser er en vigtig del af barnets udvikling, og børn lærer meget om deres omverden gennem bevægelse. Dette tema handler derfor om, at barnet skal støttes i at udfolde sig fysisk og i aktivt at udforske kroppens muligheder og begrænsninger. Barnet skal desuden lære at mærke sine egne kropslige behov og grænser, så det bliver i stand til at forstå og respektere både sig selv og andre mennesker.

· Naturen og naturfænomener:

Barnet skal opleve og udforske naturen, årstidernes skiften, forskellige vejrtyper, landskaber og dyreliv. Gennem praktiske erfaringer med naturen kan barnet lære om sammenhænge og fænomener, som ellers kan være svære for små børn at forstå; f.eks. modsætninger, tal, mængder og rækkefølger. Barnet skal have mulighed for at stille spørgsmål og få svar og forklaringer på naturfænomener, så det kan lære interesse, respekt og ansvarlighed for natur og miljø.

· Kulturelle udtryksformer og værdier:

Ligesom sprog kan omfatte mange forskellige udtryksformer, er kultur også et meget bredt og omfattende begreb. Barnet skal møde en mangfoldighed af kulturoplevelser, så det får en bred forståelse af verden, andre mennesker og sig selv. Gennem kunst og kultur udtrykker mennesker deres forståelse af verden, og barnet skal lære selv at udtrykke sig og udfolde sig kreativt. Ved at opleve mange forskellige kulturelle udtryksformer, kan barnet desuden lære sine egne kulturelle rødder at kende, og samtidig lære, at der også findes andre værdier og måder at se verden på.

Hvordan ser en pædagogisk læreplan ud i praksis?

De pædagogiske læreplaner kan tage sig meget forskelligt ud, afhængigt af den enkelte institutions pædagogik og traditioner, børnegruppens sammensætning m.m. Nogle institutioner har meget generelle læreplaner med overordnede, åbne formuleringer om mål og aktiviteter, mens andre læreplaner indeholder mange detaljerede beskrivelser af konkrete aktiviteter i dagligdagen og deres betydning for institutionens læringsmål. I mange kommuner har man lagt institutionernes læreplaner ud på internettet; se på de enkelte kommuners hjemmesider eller søg via en søgemaskine.

Her er eksempel på en konkret læreplan for Daginstitution Solbakken 2015-2016 (se kilder).

Hvornår blev lovforslaget om læreplaner i daginstitutioner fremsat?

Forslaget om loven om pædagogiske læreplaner i dagtilbud til børn blev fremsat for Folketinget i december 2003 af den daværende, konservative socialminister Henriette Kjær. I den efterfølgende folketingsdebat mente ordførere fra SF, Enhedslisten og Radikale Venstre, at læreplanerne ville komme til at betyde en stram, statslig styring af detaljer i daginstitutionernes hverdag. Skal politikerne nu bestemme, om børnene skal lege med sand eller ler, lød spørgsmålet. Venstre og Det Konservative Folkeparti mente derimod, at læreplanerne var et skridt på vejen til at skabe lige gode muligheder for alle børn i skolesystemet. En overordnet læreplan kunne efter deres mening hjælpe med til at sikre, at institutionerne også understøtter de børn, der ikke bliver støttet tilstrækkeligt hjemmefra.

Hvornår blev loven om læreplaner vedtaget?

“Lov om pædagogiske læreplaner i dagtilbud til børn” blev vedtaget af Folketinget den 25. marts 2004 og trådte i kraft 1. august 2004. Partierne Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti stemte for lovforslaget, mens Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten og Kristendemokraterne stemte imod.

Hvad var argumenterne imod?

Nogle eksperter var skeptiske overfor læreplanerne og mente ikke, læreplaner bør være en del af hverdagen i en dansk daginstitution. De udtrykte bekymring for, at man ved at indføre fastlagte læreplaner risikerer at gøre institutionerne til en slags forskoler, før børnene overhovedet er parate til stillesiddende og skoleprægede aktiviteter som f.eks. læsning. De mente, at det uundgåeligt ville ske på bekostning af den frie leg; en meget vigtig del af børns udvikling, som traditionelt har været et vigtigt omdrejningspunkt i den danske børnehave- og vuggestuepædagogik.

Blandt modstanderne af læreplanerne var seminarielektor og børneforsker Erik Sigsgaard, som mente, at læreplanerne risikerer at tage tid fra den frie leg, som er meget vigtig for børnenes videre liv. I artiklen “Børnefjendsk bureaukrati eller rettidig omhu” i Politiken stillede han spørgsmålet: “Hvad nu hvis den bedste skoleforberedelse er et rigt og frit legeliv og samvær med voksne, der vil noget?” (se kilder).

Erik Sigsgaard pegede desuden på, at presset på personalenormeringerne i institutionerne kunne udgøre et problem; udarbejdelsen af læreplanerne og den løbende opfølgning på dem ville betyde mere papirarbejde til pædagogerne, så de ville få endnu mindre tid til at være sammen med børnene end før.

Hvad var argumenterne for?

Andre eksperter var begejstrede for tanken om læreplaner i daginstitutioner. De påpegede, at ligesom leg er godt for børnene, så er læring det også, og de argumenterede for, at læring alligevel allerede er en del af pædagogikken i institutionerne. Læreplanerne skulle bare være et redskab til at arbejde mere målrettet med læring. De mente desuden, at læreplanerne kan hjælpe med at gøre overgangen fra børnehave til skole lettere for børnene, hvilket især vil være en fordel for sårbare og udsatte børn, som ikke får tilstrækkeligt med støtte hjemmefra.

Blandt tilhængerne af læreplanerne finder man professor Niels Egelund fra Danmarks Pædagogiske Universitet, som i artiklen “Børnefjendsk bureaukrati eller rettidig omhu” afviste, at målrettet arbejde med læring i daginstitutionerne ville virke begrænsende på den frie leg: “Det giver nogle fuldstændig tåbelige diskussioner om forskellen mellem leg og læring. Den debat er ikke reel, for uden leg ingen læring og uden læring ingen leg. De ting hænger sammen.” (se kilder). Ifølge Niels Egelund ville det optimale være at kombinere leg og læring i daginstitutionerne og tilpasse læringsaspektet til børnenes udviklingstrin. Jo mindre børn, jo mere leg - og omvendt: jo større børn, jo mere læring.

Pædagogernes fagforbund, BUPL, var som udgangspunkt positivt indstillet i forhold til lovforslaget, og i forhold til at sætte fokus på læring i daginstitutionerne. Derimod var BUPL skeptisk indstillet overfor ideen om, at læreplanerne ville afhjælpe den negative, sociale arv i skolesystemet; man troede ikke på, at læreplanerne i sig selv ville løse problemet med den sociale arv eller sikre en bedre overgang mellem børnehave og skole. Navnlig ikke, hvis den øgede mængde papirarbejde i forbindelse med læreplanerne betød, at pædagogerne fik mindre tid sammen med børnene. BUPL lagde derfor vægt på, at læreplanerne ikke måtte medføre en skole- eller undervisningstænkning ude i daginstitutionerne.