Dansk film

Hvordan så filmindustrien ud 1896-1910?

Danmarks første filmforevisning fandt sted den 7. juni 1896, da forlystelsesetablissementet Københavns Panorama viste en lille kavalkade af stumfilm. Begivenheden varslede de levende billeders indtog i landet. Filmen var importeret fra Frankrig, hvor den første offentlige filmforevisning i verdenshistorien havde fundet sted godt et halvt år forinden. I de efterfølgende år bredte filmene sig til forlystelsessteder og markeder rundt omkring i landet. Den første rigtige biograf, Kosmorama i København, åbnede i 1906, og flere fulgte efter både i de større byer og i provinsen.

Samme år som Kosmorama slog dørene op, stiftede den ambitiøse filmentusiast Ole Olsen Danmarks første spillefilmsselskab, Nordisk Films Kompagni. Der gik tre år, før Olsen fik konkurrence på feltet af selskaberne Fotorama og Biorama, som begge blev grundlagt i 1909. Nordisk Films Kompagni var dog overlegne på området: Ud af den samlede danske filmproduktion på i alt 691 spille- og reportagefilm i årene 1896 til 1910 stod Nordisk Film bag de 514, ifølge bogen "Dansk Filmhistorie" (se kilder). Men det var ikke kun nationalt, at Nordisk Films Kompagni stod stærkt. Omkring 1910 var det verdens næststørste produktionsselskab. 

Hvordan så filmindustrien ud 1910-1920?

Nordisk Films store succes fik andre filmkompagnier til at prøve lykken i årene op til Første Verdenskrig. Samtidig opførte man flere og større egentlige biografer. Den tekniske udvikling gik også hurtigt: I 1908 var man begyndt at bruge kunstig belysning på filmene, og i 1910 kom den første flerspolefilm. Nordisk Film udbyggede sine filmatelier i Valby, så der i 1915 stod fem permanente studier. I disse år fik Danmark også sine første og måske største internationale filmstjerner: Asta Nielsen og Valdemar Psilander. Begge blev tilbedt overalt i Europa, og de banede vejen for, at de længere film overtog markedet.

Den stigende interesse for det nye medie fik staten til at indføre en filmcensur i 1913. Censuren var opdelt i tre kategorier:

· Tilladt for alle

· Forbudt for børn

· Totalforbudt

Krigsårene tog livet af mange af de nye selskaber, ikke mindst fordi de allierede i 1917 sortlistede danske film på grund af påståede "tyske interesser". I 1918, da krigen var forbi, var der derfor kun tre danske filmselskaber tilbage, heriblandt Nordisk Film som stadig sad på omkring 50% af spillefilmsproduktionen.

Hvordan så dansk filmindustri ud 1920-1930?

I 1922 fik Danmark sin første filmlovgivning, som blandt andet bestemte, at biografvirksomhed skulle baseres på et bevillingssystem. Den enkelte biografejer måtte nu indhente tilladelse fra staten og betale en række afgifter for at vise film offentligt - heriblandt en forlystelsesafgift på 40% af den samlede indtægt.

Mens dansk film havde trange tider under Første Verdenskrig, var amerikansk film blomstret voldsomt, og Nordisk Film ville derfor prøve at vinde sin tabte internationale markedsandel tilbage. Selskabet satsede stort med blandt andet fire filmatiseringer af Charles Dickens romaner, og budgetterne nåede nye højder. De 420.000 kr., som filmen "Klovnen" kom til at koste, satte ny rekord for en produktion. Men succesen udeblev. I stedet blev det det nye selskab Palladium, som nåede det internationale marked med en række film med komikerparret "Fy og Bi", en dansk forløber for "Gøg og Gokke". Filmene, hvoraf den første kom i 1921, solgte over hele verden, og i kølvandet på denne succes indgik Palladium co-produktionsaftaler med England, Tyskland og Østrig. 

Hvordan så dansk filmindustri ud 1930-1940?

I 30’erne gjorde tonefilmen sit indtog, og i løbet af ingen tid måtte både filmselskaber og biografer omstille sig til de nye forhold. Den første danske talefilm hed "Præsten i Vejlby" og kom fra Nordisk Films studier i 1931. Omstillingen til talefilm var vanskelig, og 30’erne blev ikke noget stort årti for dansk film.

I 1937 trådte et nyt filmselskab ind på arenaen: Asa Film. Asa rådede over det unge instruktørpar Alice O’Fredericks og Lau Lauritzen Junior, der bedre forstod at udnytte de nye tekniske muligheder end mange af deres ældre kolleger. Men for såvel Asa som alle de andre selskaber gjaldt det i disse år, at man hovedsagelig producerede lystspil, som nok hentede et publikum herhjemme, men som aldrig nåede ud over landets grænser.

I 1938 fik Danmark en ny filmlov, som betød oprettelsen af et statsligt filmråd, en filmfond og en filmcentral. Sammen med den nyligt oprettede produktions- og distributionsinstitution Dansk Kulturfilm skulle disse initiativer tjene til at hæve kvaliteten af dansk film samt at indsamle og bevare de film, der havde kulturel eller national interesse.  

Hvordan så dansk filmindustri ud 1940-1950?

Besættelsestidens første år (1940-43) var gode tider for dansk film og ikke mindst biograferne. Folk strømmede til filmens verden for at få en pause fra virkelighedens problemer. Ifølge "Dansk Filmhistorie" (se kilder) steg biografernes benyttelse samlet set fra 41,2% til 67,7% i årene 1939 til 1945.

Tysk censur og importforbud af film fra de allierede lande gjorde biografvirksomheden vanskeligere. Men filmselskaberne, hvoraf der nu var fire - Nordisk Film, Palladium, Asa og Saga fra 1943 - nød godt af de skrappe importrestriktioner mod udenlandske film. Det gav dansk film et forspring, og filmproduktionen steg til det dobbelte i årene 1939 til 1943. Blandt produktionerne i disse år var et af dansk films betydeligste værker, mesterinstruktøren Carl Th. Dreyers "Vredens Dag" fra 1943.

Men de sidste krigsår blev også svære for filmselskaberne: Da det danske politi blev arresteret af besættelsesmagten i 1943, begyndte de stadig mere utrygge danskere at holde sig hjemme. Desuden blev både Asa, Palladium og især Nordisk Film hårdt ramt af den såkaldte "schalburgtage" - sabotage forøvet af det danske nazistiske Schalburgkorps. Ole Olsen, Nordisk Films grundlægger og generaldirektør, døde under krigen, i 1943.

Efter krigen steg biografernes besøgstal igen, men det var de udenlandske film, publikum havde savnet. Dansk film havde hovedsageligt succes med lystspil og film om besættelsestiden, såsom "De røde enge" fra Asa, men der blev også produceret en del film i den mere eksperimenterende og dokumentariske genre. Pengene kom fra statslige puljer, som især støttede kunstneriske film eller film, der behandlede samfundsproblemer som alkoholisme og kriminalitet. 

Klip fra ”Vredens dag” fra 1943, som er instrueret af Carl Th. Dreyer og regnes for en af de største film i den dansk filmhistorie.

Hvordan så dansk filmindustri ud 1950-1960?

I 1951 fik filmen en hård konkurrent i kampen om publikum: Fjernsynet. Biografernes besøgstal faldt i takt med, at licensbetalernes antal voksede. Filmindustrien svarede igen med at indføre de nye bredformatfilm og bygge flotte biografer i de større byer. Det var dog noget helt tredje, som sikrede, at biografsalene ikke stod tomme i denne periode: Asa Film fik den idé at filmatisere forfatteren Morten Korchs populære romaner om den danske landboidyl. Den første, "De Røde Heste" fra 1950, blev alene set af mere end 2.300.000 mennesker. De andre filmselskaber fulgte trop, og det blev de folkelige, hyggelige film, der dominerede årtiet - ikke mindst da Asa og instruktøren Alice O’Fredericks gjorde endnu et scoop med filmatiseringen af tegneserien "Far til Fire".

Et slagsmål mellem de amerikanske filmselskaber og de danske biografejere om priserne på de amerikanske film udløste fra 1955 til 1958 en filmblokade fra USA’s side, hvilket også indvirkede positivt på de danske selskabers muligheder for at få deres film vist i biografen.  

Klip fra filmen ”Far til fire i byen” fra 1956.

Hvordan så dansk filmindustri ud 1960-1970?

Selvom lystspillene hentede pæne overskud hjem i starten af 1950’erne, kunne udviklingen ikke standses: Folk så mere og mere tv og gik mindre i biografen, især i provinsen. Hvor der i 1960 var 233 små landbiografer, var der i 1967 ifølge "Dansk Filmhistorie" (se kilder) kun 158 tilbage.

Den dårlige økonomi forhindrede dog ikke, at et nyt område - dokumentarfilmen - for alvor begyndte at rykke på sig. Samtidig kom en ny filmlov, vedtaget i 1964, det skrantende filmmiljø til hjælp. Gennem udvidede støtteordninger og fjernelse af særlige afgifter blev der mulighed for at sætte nye initiativer i gang. Blandt andet åbnede Filmskolen i 1966, og filmvidenskab blev oprettet som fag på universitetet.

”Balladen om Carl-Henning” fra 1969 havde Jesper Klein i hovedrollen som en ung og naiv mejeriarbejder, der kommer galt afsted.

Hvordan så dansk filmindustri ud 1970-1980?

Ved indgangen til 1970'erne var der kun tre produktionsselskaber tilbage i Danmark:

· Asa, som nu hed Det Danske Studie

· Nordisk Film

· Risby-studierne

De fleste film kunne kun produceres ved hjælp af fondsstøtte i denne periode, men Nordisk Film brød tendensen, da instruktøren Erik Balling skabte to langtidsholdbare hits. Først agentparodierne "Slå først Frede" og "Slap af Frede", og dernæst rækken af Olsen-Banden film, der alle gav overskud. Også tv-serien "Huset på Christianshavn", instrueret af Balling og produceret for Danmarks Radio, gav Nordisk Film en solid økonomi i 70’erne. Olsen-Banden blev med stort held solgt til udlandet, og det samme gjorde de såkaldte "sengekantsfilm", en række pornografiske lystspil produceret af Palladium.

I 1972 kom atter en ny filmlov, som betød store ændringer. Det bevillingssystem, som hidtil havde været biografernes levevilkår, blev afskaffet, og markedet var nu frit tilgængeligt. Dette banede vejen for, at enkelte store spillere såsom Nordisk Film hurtigt kunne samle biografvirksomheden i klynger, enten ved at opkøbe biografer eller ved at omdanne dem, som de allerede ejede, til komplekser med flere sale.

Loven betød også oprettelsen af Det Danske Filminstitut, som kom på finansloven. To filmkonsulenter ved instituttet tog nu beslutningerne om, hvorvidt en film var værd at støtte. Denne udefrakommende saltvandsindsprøjtning var strengt nødvendig for den stadig mere pressede økonomi i filmindustrien. Produktionerne blev stadig dyrere, og i 1978 måtte Det Danske Filminstitut søge Finansministeriet om ekstrabevillinger for at holde hjulene kørende.  

Den berømte scene, hvor Olsenbanden til Bent Fabricius-Bjerres version af ouverturen til ”Elverhøj” bryder gennem murene i kælderen i Det Kongelige Teater.

Hvordan så dansk filmindustri ud 1980-1990?

1980’erne var en økonomisk nedgangsperiode for hele det danske samfund, hvilket ikke gjorde filmindustriens vilkår lettere. Det Danske Filminstitut var dog medvirkende til, at den kunstneriske udvikling ikke gik i stå trods de dårlige økonomiske forhold. Tværtimod dukkede der flere nye talenter frem i årtiet, blandt andre Bille August, Niels Malmros og Anders Refn - for ikke at tale om Lars von Trier, som debuterede med sin første spillefilm "Forbrydelsens element" i 1984. Men nedgangen i biografbesøgene fortsatte alligevel, og videobåndenes ankomst i 1981 gjorde kun tingene værre.

I 1982 trådte en ny bestemmelse i kraft angående fordelingen af filmpenge: 25% af al offentlig støtte skulle tildeles film for børn og unge, hvilket styrkede dette område. Flere af de førnævnte instruktørtalenter gjorde sig da også først bemærket med ungdomsfilm af høj kvalitet, for eksempel Niels Malmros’ "Kundskabens Træ" og Bille Augusts "Busters verden".

I slutningen af 80’erne fik dansk film et tydeligt internationalt kvalitetsstempel, da både "Babettes Gæstebud" af Gabriel Axel og "Pelle Erobreren" af Bille August modtog Hollywoods Oscar-statuette for bedste udenlandske film i henholdsvis 1988 og 1989.  

Trailer fra ”Kunstens Træ” af instruktøren Niels Malmros fra 1981.

Hvordan så dansk filmindustri ud 1990-2000?

Dansk film oplevede dog ikke som håbet en Oscar-effekt i starten af 1990’erne. Internationale succeser blev der ingen af, og nationalt havde dansk film svært ved at konkurrere med tempoet i de dyre Hollywood-produktioner. Børnefilm trak stadig publikum. Især tegnefilmene, som førtes an af instruktøren Jannik Hastrup, manden bag blandt andet "Samson og Sally" (1984) og "Fuglekrigen" (1992).

I midten af 90’erne tog et par danske instruktører handsken op og begyndte at producere amerikansk inspirerede actionfilm og thrillers men med tydelige danske rødder. Dette faldt i publikums smag: "Nattevagten" fra 1994 af Ole Bornedal og "Pusher" fra 1996 af Nicolas Winding Refn blev store hits. Siden blev "Nattevagten" solgt til Hollywood og genfilmatiseret med skuespillerne Nick Nolte og Ewan McGregor i hovedrollerne, dog uden for alvor at gentage succesen.

Det var imidlertid en anden dansk film fra 1996, som vakte mest opsigt og trak det største publikum det år - Lars von Triers drama "Breaking the Waves" fra produktionsselskabet Zentropa. Denne film kickstartede en meget frugtbar tid for dansk film i Lars von Triers tegn. Sammen med kollegerne Thomas Vinterberg, Søren Kragh-Jacobsen og Kristian Levring formulerede Trier et "regelsæt" for filmproduktion, kaldet "Dogme 95". Dogme-reglerne var et opgør med den stadigt voksende brug af effekter og tekniske finesser i film. Nu skulle instruktørerne vende tilbage til virkeligheden og den gode historie. Resultatet var en række nyskabende værker, som fik enorm gennemslagskraft hos publikum. Mest populær var Thomas Vinterbergs "Festen". Dogmefilmene gjorde Zentropa til 90’ernes mest markante danske produktionsselskab og høstede også stor succes og respekt i udlandet.

I hælene på Dogmefilmene kom Susanne Biers "Den eneste ene" fra 1999. Denne jordnære kærlighedskomedie blev en enorm succes og udløste en bølge af lignende film ved årtusindskiftet.  

I Lars von Triers ”Breaking the Waves” fra 1996 havde kunstneren Per Kirkeby skabt videoerne, der blev brugt til filmens kapitler.

Hvordan så dansk filmindustri ud 2000-2010?

Årtusindets sidste tiår bød både på actionfilm og romantiske komedier med flotte seertal og mere eksperimenterende film med stor international anerkendelse.  

Lars von Triers produktive år fortsatte op gennem 00’erne. Han skød årtiet i gang med den dramatiske musical "Dancer in the Dark" i 2000. Filmen, som havde den islandske sangerinde Björk i hovedrollen, fik stor international opmærksomhed og vandt adskillige priser, blandt andet de Gyldne palmer i Cannes.

I 2003 fik Lars von Trier prisen som bedste europæiske instruktør ved European Film Awards for post-dogme filmen ”Dogville”. Den psykologiske parforholdsthriller ”Antichrist” fra 2009 fik megen international bevågenhed og omtale og delte vandene blandt publikum og kritikere.

Også bølgen af populære actionfilm fortsatte deres sejrsgang op gennem den første halvdel af 00’erne med film som Lasse Spang Olsens ”I Kina spiser de hunde” og ”Gamle mænd i nye biler”, Anders Thomas Jensens ”Blinkende lygter” og Nicolas Winding Refns Pusher-film II og III.

Børnefilm var stadig biografernes sikre trækplaster, og der blev produceret mange familiefilm, især sequels i de godmodige komedieserier ”Min søsters børn”, ”Far til fire”, og ”Anja og Viktor”. Filmatiseringerne af Renée Toft Simonsens Karla-bøger ”Karlas kabale”, ”Karla og Katrine” og ”Karla og Jonas” var også en stor succes blandt det yngre biografpublikum. Et anderledes og provokerende bud på en børnefilm var den animerede ”Terkel i knibe” fra 2004, som fik stor opmærksomhed på grund af sin rå humor og grove jargon.

Susanne Biers ”Efter brylluppet” fra 2006 blev i 2007 nomineret til en Oscar i kategorien bedste udenlandske film. Filmen er repræsentativ for en karakteristisk type danske film, som skildrer almindelige menneskers kærlighed og drama med realisme og indlevelse, og som kan ses som en arv fra 90’ernes dogmefilm. Andre eksempler på denne genre i nullerne er ”Allegro”, ”En soap”, og ”Over gaden under vandet”. Også instruktøren Per Flys ambitiøse Danmarks-trilogi ”Bænken”, ”Arven” og ”Drabet” er en videreundersøgelse af realismens muligheder.

Et par nævneværdige danske film fra årtusindes første årti, som falder udenfor kategori, er filmatiseringen af Jakob Ejersbos roman ”Nordkraft” om narkomiljøet i Aalborg, Jørgen Leth og Lars von Triers eksperimenterende ”De fem benspænd”, fængselsfilmen ”R” med skuespillerkometen Pilou Asbæk i hovedrollen, og Jonas Metz’ krigsdokumentar ”Armadillo”.  

Susanne Bier rundede tiåret af med et brag, da hun med filmen ”Hævnen” vandt stribevis af store, internationale filmpriser, ikke mindst en Oscar for bedste udenlandske film.  

Trailer fra musicalen ”Dancer in the Dark” fra 2000.

Klip fra actionkomedien “Blinkende lygter” fra 2000.

Hvordan så dansk filmindustri ud i 2011-2019?

Streamingtjenester og Video on demand slog for alvor igennem i dette årti og erstattede i stor stil det fysiske salg af dvd’er. Det betød måske nok, at film blev lettere og billigere tilgængelige for danskerne, men samtidig betød det dalende indtægter for den samlede danske filmbranche. På nær de danske biografer, som særligt de sidste år af årtiet oplevede en positiv økonomisk udvikling. Det var blandt andet danske film som ”Så længe jeg lever” og ”Ternet Ninja”, der trak publikum ind i biografmørket. Filmatiseringen af Jussi Adler-Olsens fjerde roman om Afdeling Q, ”Journal 64”, havde i november 2018 omsat for 72,5 millioner kroner, hvilket ifølge Nordisk Film (se kilder) gør det til den mest omsættende film nogensinde i dansk filmhistorie. I alt så 765.000 biografgængere filmen.

På indholdssiden var årtiet fyldt med både biografiske og historiske dramaer. I 2011 blev den store danske skuespiller og komiker Dirch Passer hyldet i det biografiske drama ”Dirch” instrueret af Martin Zandvliet. Andre folkekære og kontroversielle personligheder som John Mogensen, Simon Spies og Mogens Glistrup blev i de følgende år fortolket i filmene ”Spies & Glistrup” (2013) og ”Så længe jeg lever” (2018).

Mads Mikkelsen

Foto: Scanpix

Instruktør Nikolaj Arcel tog en vigtig periode af Danmarkshistorien op i sit historiske drama ”En kongelig affære” (2012) med Mads Mikkelsen i rollen som hoflægen Struensee. Filmen vandt en sølvbjørn ved filmfestivalen i Berlin for bedste manuskript, og Mikkel Boe Følsgaard fik samme sted en sølvbjørn for bedste mandlige hovedrolle for sin rolle som Christian den 7. Filmen blev endvidere nomineret til både en Golden Globe og en Oscar. Samme år havde ”Hvidsten Gruppen” om danske frihedskæmpere under 2. Verdenskrig premiere og endte med at trække i alt 754.000 publikummer i biografen. En anden film med 2. Verdenskrig som omdrejningspunkt var ”Under sandet” fra 2015 om en gruppe unge tyske soldater, der efter afslutningen på krigen blev tvunget til at deltage i minerydningen langs den danske vestkyst.

I 2015 stillede dansk film skarpt på EM-fodboldsejren i 1992, og i 2016 fortalte Thomas Vinterberg med sin film ”Kollektivet” en historie med inspiration fra sin egen opvækst i et 70’er-kollektiv.

I 2012 skabte Lars von Trier hype og debat i medierne endnu engang med sin provokerende ”Nymphomaniac”, der havde en spillefilmslængde på fire timer og et hav af eksplicitte sexscener. Debat havde han også skabt på Cannes-festivalen i 2011, hvor han på et pressemøde udtrykte sympati for Adolf Hitler. Udtalelsen gjorde ham uvelkommen på festivalen i flere år, og han blev først inviteret igen i 2018 i forbindelse med sin film ”The House That Jack Built”.

En anden stor film i 2012 var Thomas Vinterbergs film ”Jagten”, der var med i hovedkonkurrencen i Cannes 2012. Filmen, der først fik dansk premiere i januar 2013, har Mads Mikkelsen i hovedrollen som pædagogen Lucas, der uretmæssigt beskyldes for overgreb på en pige i børnehaven. Mikkelsen modtog prisen som bedste mandlige skuespiller i Cannes, og filmen vakte stor debat omkring pædofilibeskyldninger.

Også i disse år blev det til en række priser til dansk film, heriblandt endnu en Oscar. Ved uddelingen i 2014 modtog Anders Walter en Oscar for filmen ”Helium” i kortfilmskategorien. Danmark var desuden repræsenteret i kategorien bedste dokumentarfilm med Joshua Oppenheimers ”The Act of Killing”, der handler om en indonesisk dødspatrulje, som opfører og filmer et folkedrab, som de selv engang har begået. ”The Act of Killing” blev i løbet af 2013 vist på adskillige internationale filmfestivaler og vandt mere end 30 festivalpriser.

Trailer fra filmen ”Hvidstensgruppen” fra 2012, instrueret af Anne-Grethe Bjarup Riis