Dansk film

Artikel type
faktalink
cand.mag. Marie Carsten Pedersen og cand.mag. Anne Vindum, iBureauet/Dagbladet Information. Opdateret af cand.mag. Maria Høher-Larsen, marts 2014
Main image
Årets Bodilpriser blev uddelt den 1. februar 2014. Bedste film 'Jagten' af Thomas Vinterberg.
Årets Bodilpriser blev uddelt den 1. februar 2014. Bedste film 'Jagten' af Thomas Vinterberg.
Foto: Jens Astrup /Scanpix

Filmens verden er fyldt med fantasi, drama og kreative mennesker - i al fald på overfladen. For bag enhver eventyrlig spillefilm står en lang række praktiske grise, store selskaber og folk med sans for økonomi og markedsføring. Mange fascineres af filmindustrien, netop fordi den blander business med kunst og glamour. Det kan man se af den danske filmindustris brogede historie, hvor chancer og kreative satsninger gennem tiden både har ført til både guldrandet succes og kulsort ruin.

Med årene er filmindustrien vokset til et kæmpe forretningsområde - i 2010 var den samlede omsætning i filmbranchen 4,1 milliarder kroner. Men hvordan fungerer kredsløbet? Hvem er de store aktører, og hvordan gør de sig gældende? Hvordan er økonomien i dansk film, hvad betyder branchen for Danmarks image udadtil, og hvordan ser fremtiden ud for dansk film?

dansk film

 

 

Dansk filmindustris historie

Hvordan så filmindustrien ud 1896-1910?

Danmarks første filmforevisning fandt sted den 7. juni 1896, da forlystelsesetablissementet Københavns Panorama viste en lille kavalkade af stumfilm. Begivenheden varslede de levende billeders indtog i landet. Filmen var importeret fra Frankrig, hvor den første offentlige filmforevisning i verdenshistorien havde fundet sted godt et halvt år forinden. I de efterfølgende år bredte filmene sig til forlystelsessteder og markeder rundt omkring i landet. Den første rigtige biograf, Kosmorama i København, åbnede i 1906, og flere fulgte efter både i de større byer og i provinsen.

Samme år som Kosmorama slog dørene op, stiftede den ambitiøse filmentusiast Ole Olsen Danmarks første spillefilmsselskab, Nordisk Films Kompagni. Der gik tre år, før Olsen fik konkurrence på feltet af selskaberne Fotorama og Biorama, som begge blev grundlagt i 1909. Nordisk Films Kompagni var dog overlegne på området: Ud af den samlede danske filmproduktion på i alt 691 spille- og reportagefilm i årene 1896 til 1910 stod Nordisk Film bag de 514, ifølge bogen "Dansk Filmhistorie" (se kilder). Men det var ikke kun nationalt, at Nordisk Films Kompagni stod stærkt. Omkring 1910 var det verdens næststørste produktionsselskab. 

Hvordan så filmindustrien ud 1910-1920?

Nordisk Films store succes fik andre filmkompagnier til at prøve lykken i årene op til Første Verdenskrig. Samtidig opførte man flere og større egentlige biografer. Den tekniske udvikling gik også hurtigt: I 1908 var man begyndt at bruge kunstig belysning på filmene, og i 1910 kom den første flerspolefilm. Nordisk Film udbyggede sine filmatelier i Valby, så der i 1915 stod fem permanente studier. I disse år fik Danmark også sine første og måske største internationale filmstjerner: Asta Nielsen og Valdemar Psilander. Begge blev tilbedt overalt i Europa, og de banede vejen for, at de længere film overtog markedet.

Den stigende interesse for det nye medie fik staten til at indføre en filmcensur i 1913. Censuren var opdelt i tre kategorier:

· Tilladt for alle

· Forbudt for børn

· Totalforbudt

Krigsårene tog livet af mange af de nye selskaber, ikke mindst fordi de allierede i 1917 sortlistede danske film på grund af påståede "tyske interesser". I 1918, da krigen var forbi, var der derfor kun tre danske filmselskaber tilbage, heriblandt Nordisk Film som stadig sad på omkring 50% af spillefilmsproduktionen.

Hvordan så dansk filmindustri ud 1920-1930?

I 1922 fik Danmark sin første filmlovgivning, som blandt andet bestemte, at biografvirksomhed skulle baseres på et bevillingssystem. Den enkelte biografejer måtte nu indhente tilladelse fra staten og betale en række afgifter for at vise film offentligt - heriblandt en forlystelsesafgift på 40% af den samlede indtægt.

Mens dansk film havde trange tider under den Første Verdenskrig, var amerikansk film blomstret voldsomt, og Nordisk Film ville derfor prøve at vinde sin tabte internationale markedsandel tilbage. Selskabet satsede stort med blandt andet fire filmatiseringer af Charles Dickens romaner, og budgetterne nåede nye højder. De 420.000 kr., som filmen "Klovnen" kom til at koste, satte ny rekord for en produktion. Men succesen udeblev. I stedet blev det det nye selskab Palladium, som nåede det internationale marked med en række film med komikerparret "Fy og Bi", en dansk forløber for "Gøg og Gokke". Filmene, hvoraf den første kom i 1921, solgte over hele verden, og i kølvandet på denne succes indgik Palladium co-produktionsaftaler med England, Tyskland og Østrig. 

Hvordan så dansk filmindustri ud 1930-1940?

I 30’erne gjorde tonefilmen sit indtog, og i løbet af ingen tid måtte både filmselskaber og biografer omstille sig til de nye forhold. Den første danske talefilm hed "Præsten i Vejlby" og kom fra Nordisk Films studier i 1931. Omstillingen til talefilm var vanskelig, og 30’erne blev ikke noget stort årti for dansk film.

I 1937 trådte et nyt filmselskab ind på arenaen: Asa Film. Asa rådede over det unge instruktørpar Alice O’Fredericks og Lau Lauritzen Junior, der bedre forstod at udnytte de nye tekniske muligheder end mange af deres ældre kolleger. Men for såvel Asa som alle de andre selskaber gjaldt det i disse år, at man hovedsagelig producerede lystspil, som nok hentede et publikum herhjemme, men som aldrig nåede ud over landets grænser.

I 1938 fik Danmark en ny filmlov, som betød oprettelsen af et statsligt filmråd, en filmfond og en filmcentral. Sammen med den nyligt oprettede produktions- og distributionsinstitution Dansk Kulturfilm skulle disse initiativer tjene til at hæve kvaliteten af dansk film samt at indsamle og bevare de film, der havde kulturel eller national interesse.  

Hvordan så dansk filmindustri ud 1940-1950?

Besættelsestidens første år (1940-43) var gode tider for dansk film og ikke mindst biograferne. Folk strømmede til filmens verden for at få en pause fra virkelighedens problemer. Ifølge "Dansk Filmhistorie" (se kilder) steg biografernes benyttelse samlet set fra 41,2% til 67,7% i årene 1939 til 1945.

Tysk censur og importforbud af film fra de allierede lande gjorde biografvirksomheden vanskeligere. Men filmselskaberne, hvoraf der nu var fire - Nordisk Film, Palladium, Asa og Saga fra 1943 - nød godt af de skrappe importrestriktioner mod udenlandske film. Det gav dansk film et forspring, og filmproduktionen steg til det dobbelte i årene 1939 til 1943. Blandt produktionerne i disse år var et af dansk films betydeligste værker, mesterinstruktøren Carl Th. Dreyers "Vredens Dag" fra 1943.

Men de sidste krigsår blev også svære for filmselskaberne: Da det danske politi blev arresteret af besættelsesmagten i 1943, begyndte de stadig mere utrygge danskere at holde sig hjemme. Desuden blev både Asa, Palladium og især Nordisk Film hårdt ramt af den såkaldte "schalburgtage" - sabotage forøvet af det danske nazistiske Schalburgkorps. Ole Olsen, Nordisk Films grundlægger og generaldirektør, døde under krigen, i 1943.

Efter krigen steg biografernes besøgstal igen, men det var de udenlandske film, publikum havde savnet. Dansk film havde hovedsageligt succes med lystspil og film om besættelsestiden, såsom "De røde enge" fra Asa, men der blev også produceret en del film i den mere eksperimenterende og dokumentariske genre. Pengene kom fra statslige puljer, som især støttede kunstneriske film eller film, der behandlede samfundsproblemer som alkoholisme og kriminalitet. 

Hvordan så dansk filmindustri ud 1950-1960?

I 1951 fik filmen en hård konkurrent i kampen om publikum: Fjernsynet. Biografernes besøgstal faldt i takt med, at licensbetalernes antal voksede. Filmindustrien svarede igen med at indføre de nye bredformatfilm og bygge flotte biografer i de større byer. Det var dog noget helt tredje, som sikrede, at biografsalene ikke stod tomme i denne periode: Asa Film fik den idé at filmatisere forfatteren Morten Korchs populære romaner om den danske landboidyl. Den første, "De Røde Heste" fra 1950, blev alene set af mere end 2.300.000 mennesker. De andre filmselskaber fulgte trop, og det blev de folkelige, hyggelige film, der dominerede årtiet - ikke mindst da Asa og instruktøren Alice O’Fredericks gjorde endnu et scoop med filmatiseringen af tegneserien "Far til Fire".

Et slagsmål mellem de amerikanske filmselskaber og de danske biografejere om priserne på de amerikanske film udløste fra 1955 til 1958 en filmblokade fra USA’s side, hvilket også indvirkede positivt på de danske selskabers muligheder for at få deres film vist i biografen.  

Hvordan så dansk filmindustri ud 1960-1970?

Selvom lystspillene hentede pæne overskud hjem i starten af 1950’erne, kunne udviklingen ikke standses: Folk så mere og mere tv og gik mindre i biografen, især i provinsen. Hvor der i 1960 var 233 små landbiografer, var der i 1967 ifølge "Dansk Filmhistorie" (se kilder) kun 158 tilbage.

Den dårlige økonomi forhindrede dog ikke, at et nyt område - dokumentarfilmen - for alvor begyndte at rykke på sig. Samtidig kom en ny filmlov, vedtaget i 1964, det skrantende filmmiljø til hjælp. Gennem udvidede støtteordninger og fjernelse af særlige afgifter blev der mulighed for at sætte nye initiativer i gang. Blandt andet åbnede Filmskolen i 1966, og filmvidenskab blev oprettet som fag på universitetet.

Hvordan så dansk filmindustri ud 1970-1980?

Ved indgangen til 1970'erne var der kun tre produktionsselskaber tilbage i Danmark:

· Asa, som nu hed Det Danske Studie

· Nordisk Film

· Risby-studierne

De fleste film kunne kun produceres ved hjælp af fondsstøtte i denne periode, men Nordisk Film brød tendensen, da instruktøren Erik Balling skabte to langtidsholdbare hits. Først agentparodierne "Slå først Frede" og "Slap af Frede", og dernæst rækken af Olsen-Banden film, der alle gav overskud. Også tv-serien "Huset på Christianshavn", instrueret af Balling og produceret for Danmarks Radio, gav Nordisk Film en solid økonomi i 70’erne. Olsen-Banden blev med stort held solgt til udlandet, og det samme gjorde de såkaldte "sengekantsfilm", en række pornografiske lystspil produceret af Palladium.

I 1972 kom atter en ny filmlov, som betød store ændringer. Det bevillingssystem, som hidtil havde været biografernes levevilkår, blev afskaffet, og markedet var nu frit tilgængeligt. Dette banede vejen for, at enkelte store spillere såsom Nordisk Film hurtigt kunne samle biografvirksomheden i klynger, enten ved at opkøbe biografer eller ved at omdanne dem, som de allerede ejede, til komplekser med flere sale.

Loven betød også oprettelsen af Det Danske Filminstitut, som kom på finansloven. To filmkonsulenter ved instituttet tog nu beslutningerne om, hvorvidt en film var værd at støtte. Denne udefrakommende saltvandsindsprøjtning var strengt nødvendig for den stadig mere pressede økonomi i filmindustrien. Produktionerne blev stadig dyrere, og i 1978 måtte Det Danske Filminstitut søge Finansministeriet om ekstrabevillinger for at holde hjulene kørende.  

Hvordan så dansk filmindustri ud 1980-1990?

1980’erne var en økonomisk nedgangsperiode for hele det danske samfund, hvilket ikke gjorde filmindustriens vilkår lettere. Det Danske Filminstitut var dog medvirkende til, at den kunstneriske udvikling ikke gik i stå trods de dårlige økonomiske forhold. Tværtimod dukkede der flere nye talenter frem i årtiet, blandt andre Bille August, Niels Malmros og Anders Refn - for ikke at tale om Lars von Trier, som debuterede med sin første spillefilm "Forbrydelsens element" i 1984. Men nedgangen i biografbesøgene fortsatte alligevel, og videobåndenes ankomst i 1981 gjorde kun tingene værre.

I 1982 trådte en ny bestemmelse i kraft angående fordelingen af filmpenge: 25% af al offentlig støtte skulle tildeles film for børn og unge, hvilket styrkede dette område. Flere af de førnævnte instruktørtalenter gjorde sig da også først bemærket med ungdomsfilm af høj kvalitet, for eksempel Niels Malmros’ "Kundskabens Træ" og Bille Augusts "Busters verden".

I slutningen af 80’erne fik dansk film et tydeligt internationalt kvalitetsstempel, da både "Babettes Gæstebud" af Gabriel Axel og "Pelle Erobreren" af Bille August modtog Hollywoods Oscar-statuette for bedste udenlandske film i henholdsvis 1988 og 1989.  

Hvordan så dansk filmindustri ud 1990-2000?

Dansk film oplevede dog ikke som håbet en Oscar-effekt i starten af 1990’erne. Internationale succeser blev der ingen af, og nationalt havde dansk film svært ved at konkurrere med tempoet i de dyre Hollywood-produktioner. Børnefilm trak stadig publikum. Især tegnefilmene, som førtes an af instruktøren Jannik Hastrup, manden bag blandt andet "Samson og Sally" (1984) og "Fuglekrigen" (1992).

I midten af 90’erne tog et par danske instruktører handsken op og begyndte at producere amerikansk inspirerede actionfilm og thrillers men med tydelige danske rødder. Dette faldt i publikums smag: "Nattevagten" fra 1994 af Ole Bornedal og "Pusher" fra 1996 af Nicolas Winding Refn blev store hits. Siden blev "Nattevagten" solgt til Hollywood og genfilmatiseret med skuespillerne Nick Nolte og Ewan McGregor i hovedrollerne, dog uden for alvor at gentage succesen.

Det var imidlertid en anden dansk film fra 1996, som vakte mest opsigt og trak det største publikum det år - Lars von Triers drama "Breaking the Waves" fra produktionsselskabet Zentropa. Denne film kickstartede en meget frugtbar tid for dansk film i Lars von Triers tegn. Sammen med kollegerne Thomas Vinterberg, Søren Kragh-Jacobsen og Kristian Levring formulerede Trier et "regelsæt" for filmproduktion, kaldet "Dogme 95". Dogme-reglerne var et opgør med den stadigt voksende brug af effekter og tekniske finesser i film. Nu skulle instruktørerne vende tilbage til virkeligheden og den gode historie. Resultatet var en række nyskabende værker, som fik enorm gennemslagskraft hos publikum. Mest populære var Thomas Vinterbergs "Festen" og Lone Scherfigs "Italiensk for begyndere". Dogmefilmene gjorde Zentropa til 90’ernes mest markante danske produktionsselskab og høstede også stor succes og respekt i udlandet.

I hælene på Dogmefilmene kom Susanne Biers "Den eneste ene" fra 1999. Denne jordnære kærlighedskomedie blev en enorm succes og udløste en bølge af lignende film ved årtusindskiftet.  

Hvordan så dansk filmindustri ud 2000-2010?

Årtusindets sidste tiår bød både på actionfilm og romantiske komedier med flotte seertal og mere eksperimenterende film med stor international anerkendelse.  

Lars von Triers produktive åre fortsatte op gennem 00’erne. Han skød årtiet i gang med den dramatiske musical "Dancer in the Dark" i 2000. Filmen, som havde den islandske sangerinde Björk i hovedrollen, fik stor international opmærksomhed og vandt adskillige priser, blandt andet de Gyldne palmer i Cannes.

I 2003 fik Lars von Trier prisen som bedste europæiske instruktør ved European Film Awards for post-dogme filmen ”Dogville”. Den psykologiske parforholdsthriller ”Antichrist” fra 2009 fik megen international bevågenhed og omtale og delte vandene blandt publikum og kritikere.

Også bølgen af populære actionfilm fortsatte deres sejrsgang op gennem den første halvdel af 00’erne med film som Lasse Spang Olsens ”I Kina spiser de hunde” og ”Gamle mænd i nye biler”, Anders Thomas Jensens ”Blinkende lygter” og Nicolas Winding Refns Pusher-film II og III.

Børnefilm var stadig biografernes sikre trækplaster, og der blev produceret mange familiefilm, især sequels i de godmodige komedieserier ”Min søsters børn”, ”Far til fire”, og ”Anja og Viktor”. Filmatiseringerne af Renée Toft Simonsens Karla-bøger ”Karlas kabale”, ”Karla og Katrine” og ”Karla og Jonas” var også en stor succes blandt det yngre biografpublikum. Et anderledes og provokerende bud på en børnefilm var den animerede ”Terkel i knibe” fra 2004, som fik stor opmærksomhed på grund af sin rå humor og grove jargon.

Susanne Biers ”Efter brylluppet” fra 2006 blev i 2007 nomineret til en Oscar i kategorien bedste udenlandske film. Filmen er repræsentativ for en karakteristisk type danske film, som skildrer almindelige menneskers kærlighed og drama med realisme og indlevelse, og som kan ses som en arv fra 90’ernes dogmefilm. Andre eksempler på denne genre i nullerne er ”Allegro”, ”En soap”, og ”Over gaden under vandet”. Også instruktøren Per Flys ambitiøse danmarks-trilogi ”Bænken”, ”Arven” og ”Drabet” er en videreundersøgelse af realismens muligheder.

Et par nævneværdige danske film fra årtusindes første årti, som falder udenfor kategori, er filmatiseringen af Jakob Ejersbos roman ”Nordkraft” om narkomiljøet i Aalborg, Jørgen Leth og Lars von Triers eksperimenterende ”De fem benspænd”, fængselsfilmen ”R” med skuespillerkometen Pilou Asbæk i hovedrollen, og Jonas Metz’ krigsdokumentar ”Armadillo”.  

Susanne Bier rundede tiåret af med et brag, da hun med filmen ”Hævnen” vandt stribevis af store, internationale filmpriser, ikke mindst en Oscar for bedste udenlandske film.  

Hvordan så dansk filmindustri ud i 2011?

2011 var et fantastisk år for dansk film. Det biografiske drama ”Dirch” instrueret af Martin Zandvliet om den store, danske skuespiller og komiker Dirch Passer var en publikumsfavorit med over 480.000 solgte billetter (december 2011). En regnfuld sommer og flotte premieretitler sikrede rigtig gode besøgstal i landets biografer, og ved European Film Awards i Berlin i december 2011 havde Danmark hele 14 nomineringer og vandt fem priser. Blandt andet ”årets film” for Lars von Triers “Melancholia” og ”bedste instruktør” til Susanne Bier for ”Hævnen”.

Hvordan så dansk filmindustri ud i 2012?

Mads Mikkelsen.Foto: Scanpix
Mads Mikkelsen

Foto: Scanpix

Instruktør Nikolaj Arcel tog en vigtig periode af Danmarkshistorien op i sit historiske drama ”En kongelig affære” med Mads Mikkelsen i rollen som hoflægen Struensee. Filmen vandt en sølvbjørn ved filmfestivalen i Berlin for bedste manuskript, og Mikkel Boe Følsgaard fik samme sted en sølvbjørn for bedste mandlige hovedrolle for sin rolle som Christian den 7. Filmen blev endvidere nomineret til både en Golden Globe og en Oscar.

I Tobias Lindholms gidseldrama ”Kapringen” spiller Pilou Asbæk en dansk skibskok, hvis skib kapres af pirater. Filmen har vundet flere priser og er solgt til udlandet.

”Den skaldede frisør” var Susanne Biers bidrag til dansk film 2012. Med Trine Dyrholm og Pierce Brosnan i hovedrollerne fortalte hun en kærlighedshistorie funderet i dysfunktionelle familier og med kræft som tema. 72

Den mest solgte biograffilm var ”Hvidsten Gruppen”, der handler om danske frihedskæmpere under 2. verdenskrig. Den solgte i alt 754.000 solgte billetter.

En anden stor film i 2012 var Thomas Vinterbergs film ”Jagten”, der var med i hovedkonkurrencen i Cannes 2012. Filmen, der først fik dansk premiere i januar 2013, har Mads Mikkelsen i den altdominerende hovedrolle som pædagogen Lucas, der uretmæssigt beskyldes for overgreb på en pige i børnehaven. Mikkelsen modtog prisen som bedste mandlige skuespiller i Cannes, og filmen har vakt stor debat omkring pædofilibeskyldninger mod uskyldige pædagoger.

Hvordan så dansk filmindustri ud i 2013?

Årets mest sete film blev Mikkel Nørgaards filmatisering af Jussi Adler-Olsens kriminalroman ”Kvinden i buret”. Filmen solgte i alt 715.000 billetter. Den anden mest sete film var Thomas Vinterbergs ”Jagten”, der fik dansk premiere i januar, og som udover sin publikumssucces også blev taget godt imod af anmeldere. Ved uddelingerne af både de danske Robert- og Bodilpriser var filmen en af de helt store vindere.

Desuden blev ”Jagten” nomineret til en Oscar for bedste udenlandske film. Det blev dog i kortfilmskategorien med ”Helium” af Anders Walter, at dansk film blev belønnet med en Oscar for filmåret 2013. Det er fjerde gang, at det danske produktionsselskab M&M Productions vinder en Oscar i kategorien bedste kortfilm. Danmark var desuden repræsenteret i kategorien bedste dokumentarfilm med Joshua Oppenheimers ”The Act of Killing”, der handler om en indonesisk dødspatrulje, som opfører og filmer et folkedrab, som de selv engang har begået. ”The Act of Killing” blev i løbet af 2013 vist på adskillige internationale filmfestivaler og vandt mere end 30 festivalpriser.

En anden markant dansk filmpremiere var Nils Malmros’ selvbiografiske og angiveligt sidste spillefilm ”Sorg og glæde”, der handler om hans eget ægteskab, efter at hans kone i en fødselsdepression slog deres fælles barn ihjel.

Igen i 2013 var dansk film repræsenteret på Cannes Festivalen. Nikolas Winding Refn deltog i hovedkonkurrencen med filmen ”Only God Forgives”. Ligesom i hans film ”Drive” fra 2011 havde Ryan Gosling hovedrollen.

Lars von Trier sluttede det danske filmår af med sin provokerende ”Nymphomaniac”. Med en spillefilmslængde på fire timer og et hav af eksplicitte sexscener skabte den danske instruktør hype og debat i medierne.

Filmindustriens opbygning

Hvordan er filmindustrien bygget op i dag?

Den danske filmindustri kan overordnet deles op i tre områder:

· Produktionsselskaberne: Står for finansieringen af den enkelte film og for hele den kreative og tekniske proces.

· Distributørerne: Indkøber filmene, også fra udlandet, og sælger dem videre til de danske biografer. Det er også distributøren, der står for PR omkring en filmpremiere.

· Biograferne: Aftager filmene af distributøren og lægger lærred og sale til publikum.

I mange tilfælde overlapper områderne hinanden. Nordisk Film er blandt andet både producent, distributør og biografejer.

Hvem er de store aktører i den danske filmindustri?

Nordisk Film, Zentropa og Angel Films er nogle af de store produktionsselskaber. Derudover findes der en række mindre selskaber, hvoraf kan nævnes: M&M Productions, Fine & Mellow Productions, Nimbus Film og Wiseguy Productions.

Hvilken rolle spiller Nordisk Film?

Nordisk Film er det ældste produktionsselskab i Danmark, startet af pioneren Ole Olsen i 1906, men i dag er filmselskabet ikke kun produktionsselskab. Nordisk Film ejer ifølge ”Det Danske Filminstituts statistiske årsrapport for produktion og filmforevisning 2010” (se kilder) 17 biografer over hele landet og sidder på 28 % af biografdriften. Som distributør har Nordisk Film rettighederne til film fra flere af de store produktionsselskaber som Columbia TriStar, Zentropa og Miramax.

Nordisk Film har deres egen udviklings- og produktionsafdeling, og er med til at støtte og promovere den alternative danske filmuddannelse Super 16. Distribution af videofilm og af spilkonsollen Sony Playstation er endnu to af selskabets vigtigste indtjeningskilder. Nordisk Film er i dag ejet af mediekoncernen Egmont Gruppen, og i 2010 omsatte de ifølge selskabets hjemmeside for omkring 2,8 milliarder kroner og endte med et overskud på 89 millioner kroner.

Hvilken rolle spiller Zentropa?

Som selskabet bag Dogme 95-filmene og Lars von Triers værker er Zentropa et meget markant produktionsselskab, også på internationalt plan. Det blev grundlagt i 1992 af direktør Peter Aalbæk Jensen og instruktøren Lars von Trier. De to grundlæggere ejer sammen 25 % af firmaet, 25 % ejes af medarbejdere, mens de resterende 50 % i 2008 blev købt af Nordisk Film. Peter Aalbæk Jensen har haft en god evne til at få mediernes interesse og indimellem bevidst skabe skandale efter devisen at ”al omtale er god omtale”. I 2009 tilbød han for eksempel Zentropas elever at få firmaets logo tatoveret på balderne med et løfte om at komme foran i jobkøen hos filmselskabet efter elevtiden.

Zentropas aktiviteter breder sig i dag vidt omkring: fra film- og tv-produktion til teambuilding, eventudvikling og konsulentvirksomhed. Zentropa har 55 fastansatte medarbejdere og omkring 25 elever.

Hvilken rolle spiller Angel?

Angel Film blev startet i 1988 som et lille produktionsselskab med fokus på smalle art films. Siden er selskabet vokset til også at stå for distribution til hele Skandinavien under navnet Angel Scanbox Distribution. Herudover producerer Angel også tv-programmer, samt videoløsninger til virksomheder under navnet Angel Corporate Production. Angel Films A/S ejes af Mogens Glad og Poul Erik Lindeborg, som i 2005 købte Det Danske Filmstudie i Lyngby, hvor Angel Films bor i dag. Angel Film har blandt andet stået bag komedierne "En kort en lang" af instruktøren Hella Joof og "Okay" af instruktøren Jesper W. Nielsen.

Hvilken rolle spiller Det Danske Filminstitut?

Det Danske Filminstitut (DFI) er en statslig institution, som har til opgave at fremme den danske filmkultur generelt. Indsamling, opbevaring, formidling, kontakt mellem branchens aktører og markedsføring af dansk film nationalt og internationalt er en del af instituttets opgaver.

Økonomisk er DFI af enorm betydning for branchen, eftersom instituttet varetager fordelingen af de offentlige midler, der er afsat til filmområdet. DFI yder forskellige former for produktionsstøtte for at sikre mangfoldigheden i dansk film. Konsulentordningen støtter økonomisk film i alle genrer, blot de har nogle filmiske og kunstneriske kvaliteter. Eksempler på støttede film er ”Jagten” (2012), ”Spies & Glistrup” (2013) og ”Nymphomaniac” (2013). Markedsordningen støtter derimod film, som man forventer sælger flere billetter end gennemsnittet for en dansk film, fx ”Hvidsten Gruppen” (2012) og ”Kvinden i buret” (2013). Ifølge DFIs hjemmeside fik i alt 18 spillefilm og 27 dokumentarer tildelt støtte i 2012. Du kan se en samlet liste over støtteordninger på DFI's hjemmeside.

Desuden uddeler DFI også støtte til biografer, markedsføring og talentudvikling.

Hvilken rolle spiller tv-stationerne?

De to store danske public service-stationer DR og TV2 er vigtige investorer, når det gælder finansieringen af danske spillefilm. Ifølge rapporten "Filmproducenterne – Analyse af dansk spillefilmsproduktion" lavet af PLS Rambøll (se kilder) er stationernes penge faktisk uundværlige for filmbranchen. Et gennemsnitligt eksempel fra rapporten viser, at tv-stationerne som regel står for omkring 25 % af finansieringen af en film. Tv-stationerne investerer både i filmenes produktion og betaler efterfølgende for at få lov at vise dem. Ofte er det en del af aftalen, at hvis en tv-station skyder penge i produktionen, er visningerne billigere. De andre nordiske landes public service-stationer indgår af og til aftaler med danske filmproducenter. Derimod er der ikke nogle af de kommercielle tv-stationer, som er trådt ind på dette marked endnu.

Hvem står for filmdistributionen i Danmark?

Det danske distributionsmarked er domineret af fem store firmaer, som sidder på hver deres andel af det samlede billetsalg. Fordelingen fremgår af Filminstituttets årsrapport for produktion og filmforevisning 2010 (se kilder):

· Nordisk Film: 28 %

· Buena Vista: 12%

· SF-Film (Svensk Filmindustri): 32 %

· United International Pictures (UIP): 18 %

· Scanbox Film: 6 %

· Andre: 4%

Antallet af udsendte film fordeler sig lidt anderledes end indtjeningen – for eksempel udsendte SF film 103 film mod Nordisk Films 100. UIP udsendte 87 film, Sandrew Metronome 72 og Walt Disney 59.

Hvor mange biografer er der i Danmark?

Siden 1970'erne har man i branchen talt om "biografdøden", og de nyeste tal illustrerer, at der trods øget publikumstilstrømning ikke er en decideret vækst i antallet af biografer. En del af forklaringen kan findes i de såkaldte multiscreen-cinemas – det vil sige, at biografkomplekserne bliver større og større med flere og flere lærreder. Ifølge Filminstituttets statistiske årsrapport for produktion og filmforevisning 2010 (se kilder) var der i 2009 i alt 163 biografer i Danmark. Dette tal er faldet gennem en årrække: I 1990 var der 180, og herfra faldt antallet indtil 1996, hvor det stabiliserede sig omkring 164-167. Antallet af biograflærreder er ifølge rapporten også steget trods fald i antal biografer: Der fandtes i 2009 400 biograflærreder i landet. Til sammenligning var der 347 lærreder i 1990, skønt antallet af biografer som nævnt var højere end i 2009.

Biograferne er ejet af enkelte store og mange små institutioner. Ifølge Filminstituttets statistiske årsrapport for produktion og filmforevisning 2004 (se kilder) fordeler det sig således:

· Nordisk Film: 15 biografer

· Sandrew Metronome: 2

· Forskellige organisationer: 61

· Forskellige kommuner: 17

· Private/enkeltpersoner: 68 (nogle privatejere ejer flere biografer)