Faktalink
Søg
Menu
Menu

Hvad leder du efter?

Gående i silhuet på regnvåd gade i aftenlys

Foto: Mikkel Østergaard/BAM/Ritzau Scanpix

Foto: Mikkel Østergaard/BAM/Ritzau Scanpix

Psykopati - Dyssocial personlighedsstruktur

Hovedforfatter

  • Anne Vindum, cand.mag., maj 2025

Læsetid: 12 min

Indhold

Indledning

Psykopater - seriemordere, samvittighedsløse ledere og afstumpede kriminelle - kan virke fascinerende, men samtidig skræmmende, fordi de ikke viser tegn på menneskelighed eller medfølelse med deres omverden.

Begrebet psykopati er bredt kendt fra populærkulturen, hvor psykopater optræder i deres mest ekstreme form. Af samme grund bliver betegnelsen ofte brugt som skældsord og har en stigmatiserende effekt. Men forskningen viser, at de kendetegn, der definerer en psykopat, er helt almindelige for de fleste af os. Spørgsmålet er bare, i hvilken grad man har psykopatiske kendetegn som for eksempel manglende empati, tendens til at lyve, mangel på anger og skyld, storhedsvanvid, manipulerende adfærd osv. Psykopati forbindes ofte med kriminalitet og voldsforbrydelser, men mindst lige så udbredt er såkaldte hverdagspsykopater, der med deres manipulerende og kontrollerende adfærd kan forpeste livet på arbejdspladsen eller i familien.

Psykopati er ikke en klinisk diagnose, men dækkes bedst af diagnosen dyssocial personlighedsstruktur, der i diagnosesystemet hører under personlighedsforstyrrelser. Psykopati er altså en bestemt type personlighed mere end en sygdom og derfor svær – hvis ikke umulig – at behandle. Som regel er det psykopatens ofre eller pårørende, der går i behandling.

Psykopater fra filmens verden er f.eks. kannibalen Hannibal Lector fra ”Silence of the Lambs” (1991), den følelseskolde lejemorder Anton Chigurh i ”No Country for Old Men” (2007), Patrick Bateman i ”American Psycho” (2000) og Tom Ripley i ”The Talented Mr. Ripley” (1999). I relation til virkelige personer har det været diskuteret, om for eksempel den norske terrorist Anders Behring Breivik besidder psykopatiske træk.

Relaterede emner

Hvad er de tre typiske træk ved en psykopat?

Henrik Day Poulsen – Ekspertpanelet – LIVA. September 2014.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold, derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Definition

Hvad er psykopati?

Psykopati dækker over en række personlighedstræk, som tilsammen danner et billede af et menneske med det, man kalder en dyssocial personlighedsforstyrrelse. Mennesker med denne type personlighedsforstyrrelse er karakteriseret ved at være mest optaget af egne behov, mangle samvittighed, ikke føle ansvar eller skyld over for andre, ikke have respekt for sociale normer og lovgivning, have tendens til at lyve, være selvhævdende og mangle evne til at have stabile relationer. Andre udbredte træk er manipulation, uforudsigelighed, overfladisk charme, løgnagtighed og overfladisk følelsesliv [1]. De kan have svært ved at føle empati, dvs. evnen til at sætte sig i en andens sted.

Forskere vurderer, at psykopati er påvirket af både arv og miljø. Mange psykopater har en fejl i frontallapperne i hjernen, og mange er vokset op under svære vilkår eller som børn af psykopater. Som oftest oplever psykopaten ikke sig selv eller sin adfærd som problematisk.

Når man skal diagnosticere en psykopat, kigger man både på psykopatiske træk og psykopatisk adfærd. Psykologiprofessor Robert Hare har udviklet en psykopatitjekliste, som kan bruges til at vurdere graden af psykopati hos et menneske. Alle mennesker har noget fra listen i sig, da vi er pattedyr og indimellem skal kunne sætte vores egne behov øverst for at overleve.

Psykopati er ikke en anerkendt eller selvstændig diagnose, men hører i forskellige diagnosesystemer under personlighedsforstyrrelser. I Verdenssundhedsorganisationen WHO’s klassifikationssystem til sygdomme og andre helbredsrelaterede tilstande, ICD-10, dækkes psykopati bedst af diagnosen ”Dyssocial personlighedsstruktur” [1].

Fakta

Hvordan er andelen af kvindelige og mandlige psykopater?

Det vurderes, at der er flere mandlige psykopater end kvindelige, ikke mindst fordi psykopater har en skade på hjernen, der er mere udbredt hos mænd end hos kvinder. Flere forskere mener dog, at der findes mange flere kvindelige psykopater, end vi tror. Den metode, man bruger til at diagnosticere psykopater, blev udviklet på baggrund af mandlige respondenter og tager ikke højde for, at kvindelige psykopater har en anden adfærd og personlighed end mandlige. Kvindelige psykopater er bedre til at regne ud, hvad andre tænker, selvom de ligesom mændene er følelsesmæssigt ligeglade. Hvor mænd hurtigere tyr til vold, spiller kvinder på sex og flirt for at dominere andre. Men fordi der mangler forskning i kvindelige psykopaters adfærd, er det svært at konkludere noget om andelen af kvindelige og mandlige psykopater [2].

I hvilke erhvervsgrupper finder man ofte psykopater?

Der ses i særlig grad psykopater blandt folk i lederstillinger, politikere, bandeledere og blandt folk, der er tilbøjelige til at begå økonomisk bedrageri, de såkaldte white-collars, fortæller den norske psykolog og ph.d. Pål Grøndahl i artiklen ”Der er titusindvis af psykopater iblandt os, men de er svære at afsløre” [3].

Den engelske psykolog Kevin Dutton fra Oxford University har i sin bog ”The Wisdom of Psychopaths: What Saints, Spies, and Serial Killers Can Teach Us About Success” lavet en oversigt over de job, der oftest bestrides af psykopater [4]:

1. Topchefer

2. Advokater

3. Folk ansat i mediebranchen

4. Sælgere

5. Kirurger

6. Journalister

7. Politibetjente

8. Præster og andre kirkelige personer

9. Chefer

10. Embedsmænd

Hvad er forskellen på psykopati og andre personlighedsforstyrrelser?

Psykopati regnes som udtryk for både arv og miljø. Psykopater kan være født grænsesøgende og ufølsomme, og de kan have fået en hjerneskade i frontallappen, som gør, at barnet bliver psykopat. Derfor kan også helt velfungerende familier have en psykopat iblandt sig. Derimod er sociopati (person med psykopatiske træk men med udpræget aggressiv og udadreagerende adfærd; tydeligt utilpasset) i højere grad defineret af opvækst. Hvis et barn er vokset op i et hjem med vold og misbrug, kan det udvikle sociopati som en måde at beskytte sig selv på i en utryg og voldelig verden. [2]

Der er en delvis sammenhæng mellem ADHD og senere udvikling af dyssocial personlighedsstruktur, ligesom der er overlap med den narcissistiske personlighedsstruktur. [5]

Hvor mange psykopater er der i Danmark?

Der findes ingen præcise tal på, hvor mange psykopater der er i Danmark, og der er en betydelig underdiagnosticering, da personer med forstyrrelsen ikke opfatter sig selv som syge og derfor ikke søger hjælp. Ifølge bogen ”Kort & godt om psykopati” har mellem 1 og 3 procent (måske op til 4) af alle mennesker psykopatiske træk i varierende grad, mens kun en mindre del, 1 procent eller færre, har det i meget høj grad [1]. Langt flere mænd end kvinder bliver diagnosticeret med dyssocial personlighedsstruktur, og blandt kriminelle og misbrugere har op mod halvdelen en dyssocial personlighed. [5] Som regel viser dyssocial personlighedsforstyrrelse sig allerede i barndommen.

Hvilken betydning har barndom og opvækst for psykopati?

Hvis et barn skal udvikle en sund personlighed, er det afgørende med gode og stabile relationer, og udvikling af personligheden er nært knyttet til udvikling af evnen til at relatere til andre. Blandt personer med dyssocial personlighedsstruktur ses en overvægt af personer med en utryg og ustabil barndom, hvilket kan have påvirket både deres personlighed og deres evne til at danne relationer og indgå i sociale sammenhænge. Det kan handle om, at et barn har været udsat for omsorgssvigt og ikke har fået den opmærksomhed, det har brug for, er vokset op med alkoholiserede forældre eller har været udsat for vold eller seksuelle overgreb. [5]

Analyse

Hvordan diagnosticerer man en psykopat?

Psykopater søger sjældent selv hjælp til at blive diagnosticeret, så ofte bliver de kun diagnosticeret, hvis de bliver tvunget til det, for eksempel i retssystemet. Her kan man tage udgangspunkt i psykopatitjeklisten og analysere den samlede score. Hvert punkt på listen rates mellem 0 (ikke til stede) og 2 (helt sikkert til stede), så man kan maksimalt opnå en score på 40. Robert Hare har sat grænsen på 30 for sikker tilstedeværelse af psykopati, mens man i Skandinavien estimerer psykopati ud fra en score på 26.

Hvis en person med dyssocial personlighedsstruktur får stillet den rigtige diagnose, kan det give indsigt og forståelse for både den, der får diagnosen, og for personens relationer og omgivelser. [5]

I artiklen ”Der er titusindvis af psykopater iblandt os, men de er svære at afsløre” bliver den norske psykolog Pål Grøndahl adspurgt, om han nogensinde har diagnosticeret nogen med lidelsen og fortalt dem om det, og til det svarer han: ”Nej, det har jeg nok aldrig gjort. De søger sjældent hjælp til dette. De kommer derimod af andre årsager, som at de kæmper med angst og depression.” [3]

Psykopatitjeklisten

Den canadiske psykolog Robert Hare opfatter psykopati som en socialt ødelæggende lidelse præget af bl.a. impulsivitet, manipulation, egocentricitet og manglende empati, skyld og anger. Han har udviklet psykopatitjeklisten, der måler graden af psykopati og er særligt møntet på anvendelse i retsvæsnet, i fængsler og i psykiatrien. [1]

1.    Glathed/overfladisk charme

2.    Storhedsforestillinger/ grandios følelse af selvværd

3.    Behov for stimulering for ikke at kede sig

4.    Patologisk (sygelig) løgnagtighed

5.    Manipulerende/bedragerisk

6.    Mangel på anger og skyldfølelse

7.    Overfladisk følelsesliv

8.    Ufølsom/mangel på empati

9.    Snyltende livsstil

10. Ringe adfærdskontrol (aggressivitet)

11. Promiskuøs (løssluppen) seksuel adfærd

12. Tidlige adfærdsproblemer

13. Mangel på realistiske, langsigtede mål

14. Impulsivitet

15. Uansvarlighed

16. Manglende accept af egne handlinger

17. Mange kortvarige samlivsforhold

18. Ungdomskriminalitet

19. Vilkårsovertrædelser

20. Tilbagevendende kriminalitet/forskellighed i kriminalitetens art

Kan psykopati helbredes?

Udfordringen med helbredelse af psykopati er, at mennesker med dyssociale træk sjældent søger behandling, da de ikke opfatter sig selv som syge, og at de som regel ikke er motiverede for behandling. De kan have tendens til at benægte deres handlinger og væremåde og være tilbøjelige til at give andre mennesker skylden for det, der er galt.

Der er enighed om, at man ikke kan helbrede psykopater, som Caroline Logan skriver i bogen ”Psykopati”: ”Vi kan ikke helbrede klienter for deres personlighed”. [6] Men hun fortsætter: ”Men – i forhandling med klienten – kan bedre impulskontrol, mere tilfredsstillende relationer til andre, mindre vrede og konflikt, vedvarende kriminalitetsfrihed i samfundet være muligheder, der er værd at opnå.”

Hvilke metoder kan bruges til at helbrede psykopati?

Psykiatrifonden angiver, at der ikke findes nogen veldokumenteret behandling af dyssocial personlighedsstruktur. Men tilbyder dog en behandling, man tilbyder, som kan bestå af psykoterapi (primært kognitive teknikker og adfærdsterapi) og medicinsk behandling (oftest rettet mod symptomer på angst og depression). Også såkaldt psykoedukation – dvs. undervisning i, hvad det vil sige at have en psykisk sygdom – kan være en del af behandlingen, ligesom træning i empati og mentalisering kan hjælpe. Her øver man sig i evnen til at sætte sig ind i andre menneskers følelser og til at se sig selv udefra.

Psykiatrifonden opfordrer til, at man bliver undersøgt, hvis man har symptomer på dyssocial personlighedsstruktur, for at få afklaret, om symptomerne skyldes anden fysisk eller psykisk sygdom. [5]

Problemstillinger

Hvordan behandler og hjælper man børn, som udviser psykopatiske træk?

Det har i mange år været den fremherskende holdning, at man ikke kan diagnosticere personer med dyssocial personlighedsforstyrrelse, før personligheden er færdigdannet, altså i voksenalderen, og at man derfor ikke kan stille diagnosen hos børn og unge. Men forskere peger på, at man godt kan spotte dyssocial adfærd i ungdomsårene, og at effekten af behandling er langt større i ungdomsårene end hos voksne. Unge får mere ud af gulerod frem for pisk end voksne, lige som de kan have god effekt af at træne forståelse for andre menneskers følelser [7]. Vurdering og behandling tidligt kan således også forebygge noget af den kriminalitet, den unge måske ellers ville begå med både menneskelige og økonomiske omkostninger til følge. Det fortæller psykolog og seniorforsker Mickey Kongerslev [8].

Bagsiden ved at diagnosticere tidligt kan være en stigmatisering af den unge. Samtidig ses det også, at den unge også kan vokse ud af psykopatien og ikke får samme diagnose som voksen.

Hvilke udfordringer giver psykopater deres omverden?

Psykopater er blandt andet kendetegnet ved lavt indsigtsniveau og dermed også lav indsigt i egen adfærd. Det er derfor oftest hos deres ”ofre”, at deres handlinger giver udfordringer, og årsagerne kan findes i fem typiske problemstillinger [1]:

Empatiforstyrrelse

Generelt kan psykopater have svært ved empati, dvs. evnen til at sætte sig i en andens sted, men for at forstå psykopaten dybere, kan det være effektivt at opdele empati i kognitiv og affektiv. Psykopater kan godt have kognitiv empati, dvs. evne til at forstå og gennemskue andres følelser, men mindre grad af affektiv empati, dvs. evnen til at opleve en andens følelser. Psykopaten kan altså på overfladen vise empati, men i dybden ikke føle det.

Impulsivitet

Psykopater har høj grad af impulsivitet, hvilket gør deres reaktioner svære at forudse for deres relationer. Det giver høj grad af uforudsigelighed og gør relationen usikker og krævende for andre at være i.

Uansvarlighed

Psykopater er ofte upålidelige, såvel inden for spørgsmål om penge, troskab og følelsesmæssigt.

Problemer med afsæt i relation til psykopaten

Mennesker, der har været i relation med en psykopat, kan have svært ved at have tillid og tiltro til både nye relationer og omgivelser generelt, men også til sig selv og sin egen dømmekraft. Ens selvbillede og selvværd kan have ændret sig i relationen til psykopaten.

Oplever ikke selv at have problemer, men at omverdenen er problemet.

Psykopater oplever sjældent sig selv som problematiske, men har tendens til at give alle andre skylden for problemer, der opstår. De føler sjældent skyld eller anger, men kan føle vrede, særligt hvis de føler sig underkendt eller truet. Vreden kan udarte til vold.

Hvordan hjælper man ofre for psykopater?

Det er krævende at være pårørende til en psykopat, og jo tættere man er på vedkommende, jo mere belastende er det, særligt hvis der er børn involveret. Det kan i sig selv være svært at søge hjælp, da psykopaten kan blive vred eller truende, hvis man involverer andre i ens situation. Anbefalingen er at opsøge fagfolk med viden om dyssocial personlighedsstruktur for at få den rette hjælp. Pårørende til en psykopat - det kan være i familien, på arbejdspladsen eller andre steder - kan føle sig nedgjort, manipuleret og svigtet, og en række gode råd til den pårørende er blandt andre: Hold fast i dig selv og dine egne synspunkter, kend dine svage sider og undgå, at de bliver udnyttet, vær opmærksom på følelsen af, at noget er galt, forvent ikke, at personen ændrer sine karaktertræk og vær opmærksom på, hvad du kan holde af og have empati for.

Terapi, indsigt i sygdommen og samtale med andre i samme situation kan være til stor gavn for ofre for psykopater. Det kan være nødvendigt at opløse relationen med den pågældende, skifte job eller flytte. [9]

Debat

Hvordan har psykopati være anskuet som diagnose gennem tiden?

Der har gennem tiden været forskellige holdninger til at udnævne psykopati som diagnose. Siden 1800-tallet har det danske sundhedsvæsen brugt betegnelsen psykopati, der havde sin storhedstid i midten af 1900-tallet. I dag bruges diagnosen ikke i klinisk forstand, men ofte i folkemunde om mennesker, der dybest set bare er store røvhuller, som det formuleres i artiklen ”Vi er alle psykopater. Opgør med en modediagnose” fra Zetland [10]. Heri fortæller historiker Jesper Vaczy Kragh: ”Vi havde egentlig en periode fra 1970’erne og frem, hvor man ikke vil bruge det begreb, fordi det er så stigmatiserende. Men fra omkring slutningen af 1990’erne begyndte vi for alvor at tale om psykopater igen.” Dette skyldes måske, at vi har opbygget et samfund, der fremelsker psykopater – eller modsat, at vi ser psykopater alle vegne, hvor de slet ikke er. Jesper Vaczy Kragh argumenterer for, at man i dag er vendt tilbage til den biologiske vinkel på psykiatrien ved f.eks. at benytte sig af hjernescanninger for at kunne diagnosticere korrekt. Her kan man se forskellig aktivitet hos mennesker hhv. med og uden psykopatiske træk i særligt det område af hjernen, der har med empati at gøre.

Tine Wøbbe anfører i samme artikel, at der er stor risiko for at overdiagnosticere, hvis man ikke benytter Robert Hares psykopatitjekliste korrekt, og at vi kan komme til at sige at nogen er psykopatiske, hvis de er meget bestemte eller usympatiske. Vi kan have behov for at rubricere folk som psykopater for at skabe distance mellem dem og os.

Skal psykopati være en anerkendt diagnose?

Der er en udbredt holdning blandt forskere om at bruge betegnelsen dyssocial personlighedsstruktur om psykopater, og at psykopatiske karaktertræk kan forekomme i stor eller lille skala og på den måde er en arbitrær diagnose [10].

I Norge er psykopati heller ikke længere en officiel diagnose, fortæller psykolog Pål Grøndahl [3]: ”Det blev fjernet i 1992. Årsagen var, at folk ikke brød sig om den moralske vurdering, der ligger i begrebet. I USA fik de volds- og morddømte med diagnosen også højere straffe end andre. Mange mente, det var stigmatiserende.” Grøndahl vil gerne have udtrykket frem i rampelyset igen og mener, at psykopatisk personlighedsforstyrrelse bør anerkendes som en særskilt diagnose: ”Det er en meget alvorlig personlighedsforstyrrelse, som vi skal tage alvorligt. Det vil være som at hænge en klokke om halsen på katten.” Ikke sjældent bruges tjeklister om psykopati i ekspertvurderinger, og så skal det hellere blive en diagnose frem for en stigmatiserende karakteristik, mener han. [3]

Perspektiv

Hvad kan du selv gøre, hvis du mistænker at have psykopatiske træk?

Psykiatrifonden har nogle gode råd til behandling, hvis man selv har symptomer på dyssocial personlighedsforstyrrelse. De anbefaler at finde en terapeut, man har tillid til, og at man skal være indstillet på at ændre sit syn på verden og sig selv. Man bør også være tålmodig og anerkende sin indsats, da det tager tid at ændre mønstre. Derudover foreslår de: ”Bliv undersøgt grundigt for andre sygdomme. Sygdomme som ADHD, autisme, bipolar lidelse, skizotypi og borderline kan forveksles med dyssocial personlighedsstruktur. Undgå misbrug. Det gør kun tingene værre.” [5]

Hvorfor er det vigtigt at nuancere opfattelsen af psykopater?

Når vi hører ordet psykopat, forestiller mange af os formodentlig en afstumpet seriemorder. Men der findes også mange såkaldte hverdagspsykopater, som vi også skal have med i forståelsen af psykopatibegrebet. Sådan siger chefpsykolog Tine Wøbbe i et interview med videnskab.dk. Hun påpeger vigtigheden af, at vi kan spotte psykopater og få en bredere forståelse for det store spænd i psykopati – fra dem i den lave ende af skalaen, der er modtagelige for behandling og forandring, til dem i den høje ende af skalaen, der aldrig vil forandre sig. Wøbbe uddyber, at ”en person med en meget høj grad af psykopati ville groft sagt være ligeglad [med at få en diagnose] og ville ikke bekymre sig om at få det her prædikat. De ville karikeret sagt synes, at det var fint ikke at have empati, for så slap man for det bøvl.” Hvis man derimod bliver bekymret og ked af sin diagnose, vidner det om, at man ikke er i de højere ender af skalaen [11].

De såkaldte hverdagspsykopater ligner på mange måder andre mennesker og kan nemt overses. De virker umiddelbart attraktive og charmerende. De kan være skruppelløse og nyde at være i centrum, og disse træk kan bruges til at snyde og manipulere andre for at få, hvad de vil have [2].

Citerede kilder

  6. Psykopati

    Bog
    Mette K.F. Kreis, Helga Andreas Hoff, Henrik Belfrage, Stephen D. Hart (red.)
    Hans Reitzels Forlag, 2016

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Analyse